Danmarks førindustrielle bebyggelse

Danmarks førindustrielle bebyggelse befinder sig tids- og udviklingsmæssigt midt mellem den forhistoriske bebyggelse, bopladserne, og den industrielle tids bebyggelse, der stort set falder sammen med urbaniseringen i Danmark. Den førindustrielle bebyggelse udmærker sig i forhold til sin forgænger ved at være stedfast og mere mangfoldig og i forhold til sin efterfølger ved at være stedbunden og landskabeligt tilpasset den næringsvej eller de næringsveje, der blev udøvet. Den førindustrielle bebyggelse var således ikke en, men mange slags: enkeltbebyggelser som klostre, herregårde og kroer, sammensatte bebyggelser som landsbyer og købstæder.

Den førindustrielle bebyggelse var på ingen måde uforanderlig; nye bebyggelsesformer tilkom og gamle forsvandt eller forandredes som følge af ændrede næringsvilkår.

Den førindustrielle bebyggelse afspejler datidens befolknings dygtighed og evne til at se landskabets muligheder og finde veje at udnytte disse på bedst muligt.

Bebyggelseskategorier

Der skelnes efter graden af sammensathed mellem:
- den enkelte bygning med et eller flere af følgende formål: beboelse, erhvervsvirksomhed, betjening, opbevaring, eller tidsbegrænset ophold,
- samlede ejendomme omfattende en eller flere bygninger med eller uden dertil knyttede anlæg, der funktionelt hører sammen som en helhed med et fælles formål, og
- samlet bebyggelse omfattende en eller flere ejendomme beliggende i tættere samlinger og omgivet og indbyrdes adskilte af større, samlede ubebyggede områder. I sidstnævnte tilfælde bruges ofte benævnelser som husklynge, by eller stad – ofte som efterhængt led (landsby, stationsby, villaby, købstad, forstad).

Bebyggelsestyper

Bebyggelser kan opdeles dels tidsmæssigt, dels efter deres formål. Tidsmæssigt skelnes mellem bebyggelser fremkommet i den førindustrielle og den industrielle tidsalder, formålsmæssigt skelnes mellem anvendelsens egenart.

Det førindustrielle bebyggelsesmønster var kendetegnet ved to forhold: dels, at der forekom et forholdsvis stort antal ulige bebyggelsesformer hver med deres særegne formål, dels at disses beliggenhed, antal, størrelse og udformning var tæt forbundne med de landskabelige forhold. Kendetegnene for tiden er, at:
- bebyggelsens beliggenhed og funktion beroede på de landskabelige forhold,
- bebyggelsens tæthed (antal og størrelse) beroede på befolkningsforholdene,
- bebyggelsens fremtræden og indretning beroede dels på bevidst og ubevidst planlægning, dels bygningstekniske forhold.
Det er således samspillet mellem disse 4 forhold, der skabte bebyggelsesmønsteret. Men desuden var der andre forhold, som indvirkede, først og fremmest politiske – såvel indenrigspolitiske som udenrigspolitiske – (der påvirkede råderummet), dernæst økonomiske (der påvirkede indsatsen), desuden klimatiske forhold – storme, tørke, regntider – (der påvirkede afgrødeudbyttet), epidemier i befolkningen og husdyrbesætningerne, brande, oversvømmelser og lignende uforudsigelige forhold, der kunne bane vej for nye (eller fornyede) tiltag. Sidst, men ikke mindst, er al bebyggelse en følge af menneskelig virksomhed og dermed af de valg, beslutninger, evner og muligheder, som de enkelte havde.

Samspillet mellem bebyggelse og landskab har gennem tiden taget sit udgangspunkt i det forhold, at bebyggelsens mangfoldighed i former afspejler menneskenes mangfoldighed i behov i den udstrækning, disse ikke lod sig sammenpasse inden for een og samme bebyggelsesform og under hensyntagen til de vilkår, landskabet gav for at forene disse behov på den mest hensigtsmæssige måde med de byggetekniske kundskaber, man havde udviklet. Forandringer i disse kundskaber kunne føre til forandringer i den enkelte bygnings udformning og fremtoning (fx overgangen fra romansk til gotisk byggestil eller tilføjelsen af tårn, våbenhus og sakristi til de oprindelige kirkebygninger), mens forandringer i den samfundsmæssige opbygning kunne udløse behov for nye, tilpassede former for bebyggelse (fx fiskerlejer til afløsning af middelalderens sildemarkeder eller nye institutioner som klostre eller herregårde).

Landskabets indflydelse

Bebyggelsens forudsætning - landskabet.
"Rejser man...op gennem Sønderjylland, over Fyn og Sjælland, over Øresund og Skånesletten videre mod nord, møder man pludselig, efter lang rejse over åbent lavland, skovlinjen i Nordskåne og kommer ind i et helt nyt landskab, der med skove og højland, klipper og søer, bække, elve, et andet lys, andre farver og dufte, lukker sig om én med nye oplevelser og synes uendelig dybt.
Fra denne bevægede grænse af højere, skovklædt land, ligger Skånesletten, Sjælland, Fyn, Jylland og omliggende øer som en bristet plade, et lavland, gennemskåret af sunde og bælter, opfliget af fjorde.
Vores landskab".
(Hugo Marcussen: Landskab og byvækst).

Man kan i denne sammenhæng udskille ulige naturgivne forhold, som indvirkede på bebyggelsen:
- landbrugsjordens indvirkning, hvilken atter er et samspil af terrænforhold (fladepræg modsat store højdeforskelle og grad af gennemskårethed med kløfter og lignende), jordbundens frugtbarhed samt forekomst/fravær af sandfygning og/eller oversvømmelsesmulighed (fx tidevand);
- havets indvirkning, hvor der kan skelnes mellem:
- betydningen af fiskerige farvande,
- betydningen af sejlbare farvande;
- vandkraftens (vandløbenes) indvirkning;
- vindkraftens indvirkning;
- forekomsten af udnyttelige råstoffer;
- landskabsæstetiske forholds indvirkning.

Til ovennævnte naturgivne vilkår knyttede sig yderligere menneskeskabte forhold, hvoraf især må fremhæves:
- vejnettets indvirkning;
- ejendomsforholdenes indvirkning;
- lovgivningsbestemte forhold (særskilte købstads- og næringsrettigheder og lignende).

Tilsammen skabte disse forhold et sammensat mønster af vilkår, som måtte indvirke på bebyggelsens egenart, formål og trivsel.

Oversigt over førindustrielle bebyggelsesformer (tiden indtil o. 1840)
Grundfunktion	Landskabelig tilknytning	Indbyggernes næringsvej	Enkeltejendomme	Samlede bebyggelser
Fiskeri	Levested for spisefisk	Fiskeri	Fiskerhus	Fiskerleje
Jordbrug	Agerland, eng	Landbrug	Herregård, enestegård, husmandssted	Landsby
Skovbrug	Skov	Skovbrug	Skovfogedbolig	-
Vejfærdsel	Vejanlæg	Beværtning	Landevejskro	-
Søfart	Sejlbart farvand	Skibsfart	Udskibningssted	Ladeplads, Skipperby
-	-	Færgefart	Færgegård	-
-	-	Toldvæsen	Toldembedsbolig	-
-	-	Fyrvæsen	Fyrtårn, (fyrskib)	-
Fremstilling	Råstofforekomst, kraftkilde (vind, vand)	Fremstillings- eller forarbejdningsvirksomhed	Fabrik, Stubmølle, vindmølle, vandmølle	Fabriksby (fabrik med arbejderboliger)
Oplandsfunktion	Vejknudepunkt	Gæstgiveri	Kro	Handelsplads, Flække, købstad
-	-	Handel	Høkerbod, købmandshandel	-
-	-	Samfærdsel	Postsamlingssted	-
-	-	Retsvæsen	Tingsted, herredsfoged/birkedommerbolig, tugthus	-
-	-	Trosvæsen	Kirke, kapel, kloster	-
-	-	Uddannelse	Folkeskole, Folkehøjskole/højskole	-
-	-	Sundhedsvæsen	Lægebolig, apotek	-
-	-	Forsorg	Alderdomshjem, hospital, fattiggård	-
Ferie, fritid	Landskabelig skønhed	Landliggertjenester	Landsted, kursted, feriehotel	Landliggerområde

Konjunkturbetingede forholds indflydelse

Menneskenes levevilkår er ikke uforanderlige, de veksler over tid. Man kan i hovedsagen skelne mellem 3 sådanne forhold: klimasvingninger, den demografiske udvikling og politisk-økonomiske konjunkturer. De 3 forhold er imidlertid ikke uafhængige af hinanden, idet klimasvingningerne i høj grad påvirker de to andre forhold.

Klimatiske svingninger

I den menneskelige forståelse af omverdenen skelnes mellem vejr og klima. Ved vejret forstås atmosfærens øjeblikkelige tilstand, hvorimod klima betegner forholdene over en 30-årig periode. Denne skelnen må strengt taget føres tilbage til den måde, jorden opfører sig på i forhold til solen. Man kan i denne henseende skelne mellem tre forhold: jorden drejer sig rundt om sin egnen akse i løbet af et tidsrum, som efter vedtagen praksis kaldes et døgn. Men samtidig bevæger den sig rundt om solen i en elliptisk bane, hvor solen befinder sig i det ene brændpunkt, en gang i løbet af et tidsrum, som efter vedtagen praksis kaldes et år. Et år modsvarer 365,2422 døgn. Den bane, som jorden følger ved denne bevægelse, kaldes ekliptika. Ekliptikas plan danner en vinkel med ækvators plan på 23^o27'. Men denne jordakses orientering er ikke uforanderlig: forlænges jordaksen ud i rummet, vil Nordpolen ikke pege mod et bestemt pånkt på stjernehimlen, men vil på grund af månens og solens tiltrækning på jordens ækvatorbælte bevæge sig i en lille cirkel (præcessere) omkring jordbanens aksepol i løbet af ca. 26.000 år. I løbet af dette tidsrum flytter forårs- og efterårspunkterne, ækvators skæringspunkter med ekliptika, sig gennem alle dyrekredsens tegn. Det forhold, at banen er elliptisk, bevirker, at sommerhalvåret og vinterhalvåret ikke har samme længde, men jordaksens ændring bevirker på sin side, at forårs- og efterårspunkterne forskydes rundt i jordens elliptiske bane om solen. Dette forhold gør, at sommerhalvårets og vinterhalvårets længder ændrer sig og dermed, at klimaet ændrer sig i løbet af denne periode.

Vejret og klimaet svinger over tid. Nogle svingninger sker over så kort tid, at de ikke anses for at være egentlige klimatiske svingninger, det gælder døgnsvingninger og årstidernes skiften. Andre sker over så lang tid, at de dårligt nok opleves selv over en tusindårig periode, det gælder således istider og mellemistider. Men mellem disse yderpunkter findes en række svingninger, der opleves selv over få år, årtier og århundreder.

Baggrunden for disse klimatiske svingninger er dels jordaksens bevægelse, dels jordens påvirkning fra solen og månens side. De forandringer, som er forårsagede af jordaksens forskydninger, har på jorden blandt andet indflydelse på udvekslingen af luft-, vand- og ismasser mellem Atlanterhavet og Polhavet og dermed for levevilkårene for dyr og planter både i havet og på landjorden.

Når solens højde vokser om foråret og sommeren, forskydes lavtryksbanerne nord over. Derved aktiveres havstrømmene, og de aktive havområders drivis og smeltevand trænger syd over med polarstrømmen samtidigt med, at atlantisk vand fra dybet kommer op til havoverfladen længere nordpå. Dette medfører, at de polare have får en varmegevindst i form af tilstrømmende vand fra det atlantiske dyb, mens Atlanterhavet og Davisstrædet omvendt lider et varmetab til de polare vand- og ismasser, der strømmer til som overfladevand nordfra. Samtidig virker en tidevandskraft i de polare havområder, mest samtidig med den masimale solhøjde. De virkninger, som klimaet har i de polare og nordatlantiske havområder, forplanter sig ned i de europæiske havområder og viser sig blandt andet som store sildeperioder i Øresund og Kattegat. Men virkningen viser sig også over landområder ved nedbørsdagenes fordeling på sommer- og vinterhalvåret og dermed vilkårene for korn og andre afgrøder. Når temperaturforhold og nedbørsforhold ændrer sig, reagerer plantevækst og dyreliv straks.

Nutationen er en slingren af jordaksen overlejret på præcessionen som følge af, at påvirkningerne fra sol og måne på den er ude af takt med hinanden, idet månens baneplan hælder 5 grader mod ekliptikas plan. Perioden for knudelinjens omløb er 18,61 år. Da ekliptika og ækvator har to skæringspunkter, fremkommer to halve perioder på 9,30665 år, kaldet en lunaperiode. Da også årstiden spiller ind, vil der ved ekstraordinær tide-bølge være størst effekt af denne i Polhavet, når kulminationen indtræder samtidigt med sommersolhverv. Under disse forhold optræder den største bevægelse i drivisen. Da luna-perioden rykker mere og mere ud af takt med den for den gunstige årstid, indtil den næste luna-periode kommer til at præge påvirkningen mest, opstår en lidt længere gennemsnitsperiode kaldet en eco-periode. I løbet af 698 år forekommer den 9,3-årige luna-periode 75 gange, men på grund af den tilbageskridende vandring gennem årstiderne, giver kun 72 af disse sig udslag i klimatiske og økologiske forhold. Eco-perioden på 9,694427 år er i virkeligheden en mikroistid.

Den 698-årige svingningsperiode markeres ved fuldstændigt sammenfald af sommersolhverv og knudeliniens passage af Væderens tegn (Aries) og Vægtens tegn (libra). Førstnævnte indtrådte ved midsommer i 1187, sidsnævnte i 1885. Bunden indtrådte i 1536. Denne langtidsperiode er underinddelt i mellemlange perioder på 116,33 år og i 23 kortere perioder på 30,34 år i gennemsnit. Disse gennemsnitsperioder gør sig gældende i klimatiske og økologiske forhold omkring Arktis og Nordatlanten. På samme måde som en dyreart har biotoper, der giver dem nicher for særligt fordelagtige levevilkår, har de særligt fordelagtige nicher på klimakurven med optimale betingelser. Disse vil for de enkelte arter være placeret ved bunden, stigende gren, toppen eller faldende gren, hvor artens økologiske krav bedst tilgodeses på de 116-årige kurver. Betydningen for mennesker illustreres ved, at 1187 var toppunkt for nordboere på Grønland, korstogstid i Europa, en storhedstid for dansk kirkebyggeri og for befolkningsekspansion på Centralasiens stepper. 1536 var til gengæld renæssancens og de store opdagelsers tid men tillige midtpunkt i de pestbølger, som ramte Danmark i tidsrummet fra Den Sorte Død 1350 til pesten i København 1711 med tiden omkring Karl Gustavkrigene som en pesttid, der særligt huskes.

Den demografiske udvikling

Den demografiske udvikling er således overvejende en følge af klimatiske svingninger over for en tendens til befolkningsvækst, idet sidst nævnte fra tid til anden modvirkes af tilbageslag, der tilskrives misvækst eller epidemier blandt husdyr og efterfølgende hungersnød, sygdomsepidemier blandt mennesker samt oversvømmelser (der dog har andre medvirkende årsager). Sådanne begivenheder samt brande og krige kan føre til tilbageslag i befolkningsudviklingen.

De mest omfattende befolkningsnedgange har ført til vidtgående forandringer i samfundet. Således bevirkede Den Sorte Død grundlæggende ændringer i landbrugsdriften, og indførelsen af enevælde var en følge af adelens svækkede stilling, ikke blot på grund af Karl Gustav-krigene men tillige af et stort antal ødegårde, der både havde krig og pestudbrud som årsag.

Omvendt vil befolkningsfremgang på lignende måde kunne føre til forandringer. Når vækstmulighederne for landbruget nærmer sig grænsen under de herskende driftsmåder, vil vareforædling, arbejdsdeling og handel kunne få voksende betydning. Dette har afspejlet sig ikke mindst i købstædernes udvikling.

Der tegner sig i hovedsagen følgende demografiske forløb:
- en fremgangsbølge fra vikingetiden ind i middelalderen, fra 1348 afløst af et første tilbageslag indtil omkring 1400,
- en fremgangsbølge fra 1400-tallet over reformationen frem til omkring 1645, afløst af et nyt tilbageslag indtil 1660,
- en fremgangsbølge fra 1660 og frem over ind i den industrielle tidsalder.

Politisk-økonomiske konjunkturer

Økonomiske konjunkturer betinges af nye behov, opfindelser og opdagelser. Sådanne forandringer har en tendens til at gennemløbe 60-årige økonomiske konjunkturbølger: først en krise, hvor selve fornyelsen (opfindelsen) sker, dernæst en tid for implementering og innovation af udnyttelsesmulighederne, så en tid med fuld udnyttelse og endelig en afdæmpning, hvor den skabte velstand ofte omsættes i forbedrede levevilkår frem for ny innovation. Først når der indtræder en ny krise, optræder også behovet for nye opfindelser og opdagelser igen. Som eksempler på sådanne højkonjunkturer kan nævnes merkantilismen under Christian 4. og igen under den tidlige enevælde, den florissante handelsperiode, den engelske kornhandelsperiode og i nyere tid andelskapitalismen.

Politiske konjunkturer er knyttet til magtkampe, både indre og ydre. Sådanne magtkampe havde ofte økonomiske forhold som adgangen til markeder og handel som en stor del af deres motivation. Undertiden kunne de få karakter af oprør, fordi befolkningen følte sig påført urimelige levevilkår fra magthaveres side.

Et kompleks samspil

Den førindustrielle periode var således langt fra præget af stagnation. Tværtimod var der tale om en periode med fremgange og tilbagegange forårsagede af de komplekse samspil mellem de klimatiske svingninger, befolkningsudviklingen og de politiske og økonomiske konjunkturer. Taget som helhed var der tale om et tidsrum, hvor befolkningen voksede og hvor samfundet udviklede sig hen imod den tid, hvor forudsætningerne for en industriel revolution forbundet med kraftig urbanisering kunne indtræde.

Bebyggelsesudviklingen afspejler betydelige dele af disse forandrede konjunkturer. Således fremkom nye bebyggelsesforhold som fx. fiskerlejer som følge af de ændrede vilkår for fiskeriet, der indtrådte på grænsen til renæssancen, og købstædernes udvikling var i særlig grad påvirkede af konjunkturerne.

Middelalderen (1050-1536)

Danmark indledte middelalderen midt i en kraftig befolkningsvækst, men hvor denne vækst i vikingetiden havde udløst en udad vendt bevægelse i form af vikingetog og kolonisering (Danelagen med flere steder), så blev den i middelalderen i første omgang udløst som en indre kolonisering, nyopdyrkning og nye bebyggelser og tillige i en vist befolkningsvækst i de endnu ret fåtallige byer.

Senere, fra midten af 1100-tallet, fandt en del af befolkningsvæksten også udløsning i en ny udad vendt bevægelse, korstogene, som først rettede sig imod de slaviske kyster syd for Østersøen og senere også mod de baltiske kyster; også Holsten kom under dansk herredømme på denne tid. Korstogene bevirkede en oprettelse af nye byer især syd for Østersøen, hvilke voksede hurtigt i kraft af tysk kolonisation og dermed befordrede mulighederne for fortsat byvækst også i Danmark. I 1200-tallet skete der både vækst i ældre byer og oprettelse af nye købstæder, altovervejende på kongeligt initiativ.

Om størrelsesordenen af denne befolkningsvækst gives visse retningslinier: på grundlag af herredsinddelingen, som omfattede kongeriget, Sønderjylland, Skåne, Halland og Blekinge og som sandsynligvis går tilbage netop til middelalderens begyndelse, kan den samlede befolkning i det danske rige omkring 1050 beregnes til henved 400.000 indbyggere, hvoraf de 250.000 boede i kongeriget fraset Sønderjylland og Skånelandene. Denne befolkning voksede til omkring 340.000 indbyggere på Valdemar Sejrs tid omkring 1230 (og 600.000 i hele riget) og nåede op på omkring en halv million indbyggere i midten af 1300-tallet, da den blev ramt af kraftige tilbageslag.

Denne befolkningsudvikling var til dels mulig, fordi der på samme tid skete flere ændringer netop i bebyggelsesforholdene:
- for det første blev bebyggelsen nu stedfast i kraft af driftsomlægninger, hvorved det område, som landsbyen krævede, nu blev indskrænket og således gav visse muligheder for aflæggerbebyggelse på overdrev
- for det andet fremkom en række nye bebyggelsesformer: kirker, kongsgårde, klostre, møller, hovedgårde, ligesom købstædernes antal voksede, hvorved dele af befolkningsvæksten skete i disse bebyggelser.

Udviklingsmæssigt falder middelalderen i tre dele: en opbygningstid (1050-1348), en krisetid (1348-1400) og en genopbygningstid (1400-1536).

Ældre Middelalder: et samfund bygges op (1050-1348)

Kirkerne

Sonnerup Kirke.

Det begyndte med Vorherre.

Da kristendommen slog igennem som den førende trosretning i Danmark, begyndte et omfattende kirkebyggeri. I værket "Historia Hammaburgensis Ecclesiae" (Den Hammaburgiske Kirkes historie), skrevet omkring 1075, opgjorde Adam af Bremen kristendommens gennemslagskraft således: "Den skønneste danske landsdel er Sconien, hvorfor den hedder det. Sconien er svært væbnet med mænd, frugtbar på korn og rig på handelsvarer – og nu også fuld af kirker! Sconien har dobbelt så mange kirker som Seland, nemlig 300, mens Judland kun skal have halvt så mange og Fun kun en tredjedel". Dette indebærer, at der i runde tal skulle have været henved 700 kirker i hele riget. Men da kirkebyggeriet var afsluttet, var antallet snarere omkring 1600 kirker. De ældste kirker var af træ, men allerede i slutningen af 1000-tallet begyndte man at bygge kirker af sten. Det er påvist, at stenkirkerne er bygget på trækirkernes sted. Det er ligeledes fastslået, at kirkerne mange steder ligger med nogenlunde faste indbyrdes afstande, omkring 3,5 km, hvilket vidner om en overordnet styring af kirkebyggeriet.

Landsbyerne

En følge af det omfattende kirkebyggeri (med tilhørende kirkegård) var, at landsbyen måtte blive stedfast. Den jord, kirken lå på var hellig og kunne ikke blot forlades. Kirkelandsbyernes urokkelighed faldt sandsynligvis sammen med en ændret driftsform, vangebruget (først tovangs-, siden trevangsbrug) og et nyt redskab, hjulploven, der stillede større krav til trækkraften end den gamle ard, og hvor et samvirke mellem landsbyens indbyggere derfor var en fordel. De ældste vidnesbyrd om anvendelse af hjulplove i Danmark, de højryggede agre, påtræffes i sen vikingetid/tidlig middelalder, men formentlig gik der tid, inden det nye redskabs fordele for alvor blev erkendt overalt i landsbyerne. Omkring år 1100 indførtes tienden som fast afgift til kirken, og derved blev landbruget underlagt nye vilkår. Sandsynligvis stammer dyrkningsfællesskabet fra denne tid, ligesom sognet blev det oprettet som område, der skulle betale tiende til en given kirke, og hvis indbyggere skulle gå til gudstjeneste og få forrettet dåb, begravelse og vielse i samme.

En bivirkning af, at landsbyernes omflakkende tilværelse var afsluttet, var, at en del af det gamle område, som havde indgået i "vandre-omdriften", nu kom til at ligge mere end de omkring 1000 m fra landsbyen, hvor en fast, virksom agerdrift kunne udøves. Disse overdrev fik en underordnet betydning som områder for græsning for husdyrene og som forsyningsområder for gærdsel, brændsel og lignende.

Adelby

Da befolkningen synes at have været inde i en vækst, betød dette, at hvis eller når antallet af familier i landsbyen oversteg det, der driftsmæssigt var mulighed for at indpasse, kunne man oprette nye, mindre bebyggelser – torper – i disse yderområder. Desuden var det muligt at rydde områder med skov og krat, som tidligere ikke havde været dyrket, og her ligeledes oprette rydningsbyer.

En sådan udvikling synes i Danmark at have fundet sted i ældre middelalder, og muligvis før. For Fyns vedkommende er det opgjort, at godt halvdelen af landsbyerne var adelbyer, en tredjedel torpbebyggelser og en tiendedel rydningsbebyggelser.

I Jyske Lov fra 1241 gaves bestemmelser, der sikrede adelbyen (den landsby, hvorfra udflytning var sket) ret til inden for 3 år at kræve torpen nedlagt og beboerne flyttet tilbage, hvis den nye udflytterbebyggelse var til skade. I Eriks Sjællandske Lov fandtes bestemmelser om fordelingen af ødelagte torpers jord.

Landsbyerne virkede dog ikke i et tomrum: ejendomsforholdene lå bag meget af det, der afgjorde deres skæbne gennem tiden.

Krongodset

Det danske samfund var langt ind i middelalderen et bygdesamfund: "Det var indenfor landsbyen, herredet, syslet og til nød "landet" (dvs. landsdelen), at samfundslivet konstituerede sig, og det var tinget, folkeforsamlingen, fremmødet af alle "lovfaste" mænd indenfor det større eller mindre samhørende omraade, der bestemte bygdens vilje i alle fællessager. Hver bygd udgjorde i virkeligheden et fast og afsluttet samfund. Her konstitueredes magtfordelingen, efter egne love ud fra bygdens struktur, og riget opfattes bedst som et løst konglomerat af en mængde saadanne smaa isolerede og næsten selvstyrende bygder. ...Overalt var det høvdinger og stormænd, der ledede." "Kongen var enhedsmærket for deres samfund, deres repræsentant overfor de omliggende samfund og vel ogsaa overfor de højere magter." Udviklingen i tidlig middelalder fremmede kongens anseelse, herunder samvirket med kirken som en magtfuld samarbejdspartner, fra Sven Estridsen over Knud den Hellige, Knud Lavard, Valdemar den Store og med Valdemar Sejrs kortvarige Østersøimperium som et første højdepunkt.

Det var kongemagten, der samlede landet til en rige: I løbet af Valdemarstiden knyttedes landet sammen af et net af kongeborge lagt under hensyn til søruter og grænseegne truede af venderne: Skanderborg, Sønderborg, Nordborg, Hagenskov, Ørkil, Nyborg, Kalundborg, Vordingborg, Haraldsborg, Søborg, København, Helsingborg, Søvdeborg med flere, hvorved kongemagten bliver garant for landefreden både indadtil og udadtil. Kongen optrådte som lovgiver og som garant for retssikkerheden. Kongen støttede kirken og klostrene. Kongen ophjalp handelen og købstæderne. Kongen lod bygge alt fra fæstningsværker til vejbroer. Kongemagtens udøvelse blev ordnet indenfor lande og herreder, det gamle ledingssystem afløst af skatter betalt efter jordtilliggendet til gårdene.

Kongemagtens økonomiske grundlag var jordejendom: kongelev (kongens embedsgods) og patrimonium (kongens arvegods fra familien). Kongelevet bestod af kongsgårde med tilhørende ejendomme og rettigheder. Under kongelevet hørte endvidere alle middelalderlige købstadsdannelser kommet til før 1140, ubeboede øer, halvøer, næs og skove (og siden de bebyggelser, der fremvoksede her) samt erobrede områder som Friesland, Bornholm, Rygen og Femern. Patrimonium-godset synes fortrinsvis at have bestået af storgårde, hvortil kom strøgods på Falster, Lolland, Sydlangeland, Vest- og Sydsjælland. For bønderne var ejendomsforholdet alene af betydning ved at afgøre til hvem og hvor, afgifter skulle betales.

Hovedgårdene

Allerede i vikingetiden ses, at gårde kunne have uens størrelse, og i digtet "Rigs vandring" fortælles om et tredelt samfund bestående af en ufri stand (trællene), en fri bondestand og en stand af frie og særligt velhavende, stormændene. I det tidlige middelaldersamfund var det kongemagten, der stod som den, der sikrede freden og retsvæsenet, og i Knud den Helliges gavebrev af 1085 bestod en stor del af gaven af jordegods, som stormænd havde betalt kongen for at genkøbe deres fred. Kong Niels fik ret til bøderne for ledingsbrud, hvilket vil sige, at kongen indtog en ledende rolle i ledingsvæsenet. Fra samme tid stammer princippet om, at kongen ejer alt, som ingen anden har udtrykkelig ejendomsret til (danefæ), desuden forstrande samt alle vrag, der drev ind på stranden, og i Kong Valdemars Jordebog fra omkring 1230 ses, at store, tidligere herreløse skovområder nu hørte under krongodset.

Det var imidlertid hirden, der afspejlede kongens faktiske magt. Gennem hirdens udvidelse og omdannelse blev kongens magt formelt mangedoblet: fra i begyndelsen at have været kongens livgarden, der fulgte ham på rejserne fra kongsgård til kongsgård, begynder hirdmænd at optræde som kongens ombudsmænd, hans stedlige stedfortrædere i de enkelte herreder. Omkring år 1200 skete der en forandring i ordningen af landets forsvar: den tidligere ledingspligt, der havde omfattet alle frie bønder, blev nu indskrænket til en mindre gruppe, idet andre bønder lagde sig ind under disse og dermed fritog sig fra ledingspligten. Til gengæld mistede de selvbestemmelsesretten og blev fæstere. Med tiden voksede skellet mellem herremænd og fæstere og befæstes i form af hovedgårde, der fritoges for almindelig beskatning. I begyndelsen adskilte disse hovedgårde sig ikke fra fæstegårdene, men med herremændenes tiltagende magt og rigdom tiltog også uligheden mellem hovedgårde og fæstegårde. Som følge af den tildelte skattefrihed for den jord, der blev drevet af herremændene (eller rettere: på deres vegne), var det i disses interesse at få mest mulig jord omfattet af skattefriheden. Dette skete ved at omordne hovedgården således, at den jord, der ikke kunne drives af selve hovedgården, i stedet blev lagt ind under og drevet som en brydegård (forvaltergård), mens fæstegårdene blev skåret ned til gårdsæder, der kun havde et beskedent jordtilliggende og kun knapt nok kunne brødføde den bosatte familie. I takt med, at jordsamlingen fortsatte under få, men stadig større godser, blev denne bryde-gårdsæde-drift stadig mere udbredt. Man har opgjort, at Hvideslægten på Sorø-egnen ejede mere end halvdelen af jorden, mens selvejergårdenes andel udgjorde mindre end en fjerdedel.

Klostrene

Esrum Kloster i slutningen af 1800-tallet

Allerede i den tidligere middelalder nåede klosterbevægelsen til Danmark. Tre klosterordner fik særlig store betydning i form af et forholdsvis stort antal anlagte klostre: cisterciensere, dominikanere og franciskanere.

Klostrene fik ulige beliggenhed. Mens cistercienserklostrene oftest lå på landet (Esrum, Knardrup, Ryd, Herrevad, Tvis, Veng, Vitskøl, Øm), var franciskanerklostrene altovervejende købstadsklostre.

Klostergrundlæggelserne skete overvejende i to bølger, en tidlig (indtil 1300) og en sen (efter 1400). Således oprettedes franciskanerklostrene som følger: Ribe (1232), Slesvig (1234), Viborg (1235), Randers (1236), Svendborg (1236), Roskilde (M: 1237, K: 1256), København (M: 1238, K: 1505), Lund (1238), Tønder (1238), Kalundborg (1239), Næstved (1240), Ålborg (1250), Horsens (1261), Flensborg (1263), Trelleborg (1267), Ystad (1267), Odense (M: 1279, K: 1521), Nysted (1286), Kolding (1288), Malmø (1419), Nykøbing Falster (1419), Helsingør (1420), Køge (1484), Torkø (ca. 1489), Halmstad (1494), Husum (1494).

Skønt antallet af klostre i Danmark (medregnet Skåne, Halland, Blekinge og Sønderjylland) aldrig blev ret stort, i alt 117 hvoraf 10 øst for Øresund (Skåne 9, Halland 1) og 10 i Sønderjylland (til Ejderen), var deres betydning overmåde stor: munkene og nonnerne var veluddannede, havde forbindelser til de respektive munkeordener i udlandet, medbragte kundskaber om lægekunst og lægende og helbredende urter, som dyrkedes i klosterhaverne, forstod sig på sygdomme og deres behandling. Klostrene blev med tiden store jordejere, da mange af datidens rige jordejere med ulige konger i spidsen overdrog dem dele af deres jordegods for at sikre dem indkomster til støtte for deres virke. Og modsat hovedgårdenes tilliggender, der kunne blive fordelt på flere arvinger, var klosterjordene ikke privatejendom og derfor urørlige. Var en gård eller landsby først kommet ind under "den døde hånd", så blev den der. Ved reformationen havde Sorø Kloster 625 gårde, Mariager Kloster over 400 gårde, Vitskøl Kloster, Esrum Kloster og Herredvad Kloster hver omkring 300 gårde, Sankt Hans Kloster på Fyn 100, Holme Kloster, 120 gårde, Sankt Knuds Kloster 240 gårde og Dalum Kloster 270 gårde. Odense bispegods omfattede 440 gårde på Fyn foruden gårde på Langeland, Lolland og Falster. Roskilde bispegods omfattede ikke mindre end 2600 gårde.

Klostrenes godsforvaltning blev opbygget efter tilsvarende retningslinjer som hovedgårdenes. Cistercienserklostrene lod deres godser bestå af "grangier" eller avlsgårde, ofte omdannede landsbyer. Gårdene dyrkedes af lægbrødre, der nærmest havde samme rolle som gårdsæderne på hovedgårdene.

Møllerne

Vandmølle med overfaldshjul. Skovmøllen syd for Århus.

Men klostrene var desuden medvirkende til møllevæsenets indførelse:
- i kong Valdemar den Stores privilegium fra 1161 til klosteret i Tommerup omtales 5 vandmøller, blandt andet en valkemølle til fremstilling af uldstoffer.
- 1175 bestemte kong Valdemar, at borgerne i Odense skulle lade deres korn formale på Munke Mølle, og 1193 afstod nonnerne på Nonneborg (senere Dalum Kloster) en torp og en sø mod afgiftsfrit at få malet deres korn på møllen.
- 1242 kom Sankt Knuds Kloster i besiddelse af Ejby mølle,
- Sorø Kloster havde en vandmølle med 4 hjul og med afløb gennem en 4 km lang kanal til Tuelsø.
Senere, fra 1300-tallet omtales tillige adelige møller, således ved arveskifter eller handel med hovedgård og gods, hvor møller har en fremtrædende plads:
- allerede 1135 omtales Maglemølle ved Næstved, en vandmølle tilhørende Bodil-slægten,
- 1326 Rønninge Søgård med Bjerne mølle,
- 1372 Nielstrup hovedgård med Voltemølle og Ågårds møllested,
- 1376 Tange hovedgård med Tange mølle.

1393 omtales en stubmølle ved Saltorp tilhørende Sankt Peders Kloster i Næstved.

Henimod middelalderens slutning var landet blevet vel forsynet med møller.

Købstæderne

De ældste bebyggelser, som siden fik købstadsprivilegier, stammer fra vikingetiden. Kendetegnende er, at de fleste købstæder anlagdes ved åer eller mindre vandløb, ofte på steder hvor disse krydsedes af vejforbindelser og hvor der var overfart eller vadested. Medvirkende ved denne beliggenhed synes dels at være muligheden for at sejle til og fra staden med den ikke særligt dybtgående skibstype, der var i brug indtil omkring år 1200. Desuden synes vandløbene at have haft betydning ved vandforsyning til husholdninger og vandkrævende virksomhed, blandt andet ferskvandsfiskeri og driften af vandmøller. Vandmølledrift i købstæder kendes blandt andet fra Ribe, Vejle og Roskilde. Nogle udviklede sig i kraft af en domkirke eller et kloster, andre som torvekøbinger, der skyldte handelen deres opkomst, og atter andre var borgbyer, der voksede op i ly af et af 1100-tallets nye borganlæg. Flere af de tidlige købstæder var tillige tidlige udmøntningssteder, således Slesvig, Ribe, Århus, Randers, Viborg, Ålborg, Odense, Slagelse, Ringsted, Roskilde, Lund og Tommarp. Kun undtagelsesvis fandt udmøntning sted uden for købstæderne. Fra 1200-tallet blev det reglen, at et marked ikke kunne holdes uden kongelig tilladelse.

Omkring 1070 omtaler Adam af Bremen en række civitas, det vil sige biskopsæder eller domkirkebyer: Slesvig, Ribe, Viborg, Århus, Odense, Roskilde og Lund. Roskilde omtaltes som kongesæde. Desuden nævnes Ålborg og byer ved de østjyske fjorde uden nærmere angivelse. Ringsted og Slagelse omtales allerede inden år 1100 som købstæder. 1140 gav Erik Lam Næstved torveprivilegier.

Prospekt af Flensborg fra 1500-tallet. Fra Georg Braun og Franz Hogenbergs Civitates Orbis Terrarum.

Omkring 1200 talte det danske område følgende købstæder:
- Flensborg (Sønderjylland)
- Helsingborg (Skåne)
- Hjørring (Vendsyssel)
- Horsens (Østjylland)
- Kalundborg (Sjælland)
- København (Sjælland)
- Lomma (Skåne)
- Lund (Skåne)
- Næstved (Sjælland)
- Odense (Fyn)
- Randers (Nørrejylland)
- Ribe (Sydjylland)
- Ringsted (Sjælland)
- Roskilde (Sjælland)
- Slagelse (Sjælland)
- Slangerup (Sjælland)
- Slesvig (Sønderjylland)
- Svendborg (Fyn)
- Søborg (Sjælland)
- Tommarp (Skåne)
- Tønder (Sønderjylland)
- Viborg (Vestjylland)
- Ålborg (Nørrejylland)
- Århus (Østjylland)

Den magtpolitiske forskydning i Østersøområdet under Valdemarerne frem til 1225, hvor den danske rolle i samhandelen brydes, fik stor betydning for opvæksten af en række danske købstæder, således Kolding, Haderslev, Åbenrå, Sønderborg, Flensborg, Assens, Fåborg, Svendborg, Rudkøbing, Nakskov, Sakskøbing, Stege, Skælskør, Næstved, Vordingborg og Køge.

Yngre Middelalder: Krisetid og omstilling (1348-1536)

Omkring midten af 1300-tallet ramtes hele Vesteuropa af byldepest, den sorte død. Pesten kom i bølger, første gang 1348-50. Virkningen af denne var, at folk døde i tusindvis, og som følge heraf lagdes gårde, ja hele landsbyer, øde. Ødegårde, jordprisfald og landgildenedgang medførte en omlægning af landbebyggelsen til færre, men større fæstegårde. Et stort antal torper og rydningsbyer blev i forbindelse hermed nedlagte. Det samlede omfang, af den befolkningsnedgang, som ramte landet i løbet af en kort årrække, er vanskelig at fastslå, blandt andet forde de enkelte egne blev ramt uens, men på grundlag af samtidigt brevstof, især adkomstbreve, tegner der sig et billede, hvor landet umiddelbart ramtes af en tilbagegang på en tidendedel, der imidlertid voksede til en fjerdedel i begyndelsen af 1400-tallet. Forudsat, at dette afspejler de faktiske forhold, i det mindste hvad angår den arbejdsdygtige befolkning, tyder dette på en befolkningsnedgang på omkring 100.000 mennesker til omkring 400.000 indbyggere i begyndelsen af 1400-tallet.

Landsbyerne

Da en fornyet befolkningsvækst satte ind omkring 1400, skete der ikke en genoprettelse af de nedlagte landsbyer og torper på sletterne. I stedet oprettedes nye bebyggelser dels i skovområder og fortrinsvis i form af skovenestegårde, dels ved kysterne (blandt andet Falsled på Fyn) og på de mindre øer, som tidligere havde været ubeboede. Vidnesbyrd herom er, at de sydfynske småøer i Kong Valdemars Jordebog fra 1200-tallet optræder som kronens ejendom uden, at der øjensynligt var afgiftsindtægter; derimod omtales deres vildtbestande af hjorte, dådyr og rådyr og øerne var på denne tid tydeligvis fortrinsvis jagtområder for kongen. Et andet vidnesbyrd er, at Svendborgs borgere 1253, 1287 og 1305 fik tilladelse til at udnytte skovene og græsningen på Thurø, mens dette ikke er tilfældet senere. Derimod klager 1447 borgerne over, at beboerne på Tåsinge havde ulovlige havne og drev købmandsskab, men fra 1480 udvides denne klage til også at omfatte Thurø, Strynø, Strynøkalv, Birkholm, Hjortø, Skarø og Drejø foruden Tåsinge. 1518 fik Strynø egen præst, og inden reformationen blev Drejø, Avernakø og Lyø egne sogne.

Hovedgårdene

Gjorslev på Stevns, opført omkring år 1400

I takt med det voksende antal ødegårde blev hovedgårdene tvunget til at omlægge driften for derved at opnå fæstegårde, der kunne brødføde en familie. Omlægningen indebar, at det hidtidige godssystem bestående af nogle få brydegårde suppleret med et antal gårdsædestavne med minimalt jordtilliggende og en rolle som arbejdskraft for brydegårdene, blev afviklet, og gårdsæderne fik tildelt jord, så at de atter blev egentlige gårdbedrifter. Som eksempel på denne driftsomlægning kan nævnes Roskildebispens gods: i 1370 taltes 2089 driftsenheder, heraf 44 hovedgårde, 431 gårdsædestavne, 75 brydegårde, 196 landbogårde og 1343 fæstegårde, i 1500-tallet var det blevet til 1501 driftsenheder, heraf 19 hovedgårde, 46 gårdsædegårde og 1436 fæstegårde. Brydegårdene, de fleste hovedgårde og næsten alle gårdsædebrugene var forsvundet, til gengæld var antallet af fæstegårde forøget. Et andet eksempel er landsbyen Starreklinte ved Dragsholm. 1315 ejede Århus Domkapitel tre fjerdedele af landsbyen, der da bestod af 2 brydegårde og 8 gårdsæder. I 1370 var landsbyen overgået til Roskilde Bispestol, som havde ladet den ene brydegård afløse af 6 lige store fæstegårde. Senere nedlagdes også den anden brydegård, og 1591 bestod landsbyen af 12 lige store fæstegårde. Mange mindre hovedgårde blev i 1400-tallet underlagt større hovedgårde og efterfølgende omdannet til almindelige fæstegårde.

Indtil landbokrisen havde hovedgårdene som regel ligget i landsbyerne. Fra omkring 1400 skete der en fysisk adskillelse, idet hovedgårdenes jorder udskilles fra fæstegårdenes i et særskilt "enemærke" og hovedgårdene flyttes ud af landsbyerne, ofte til områder med eng og skov.

Ved reformationen fandtes 7-800 hovedgårde i kongeriget fraset hertugdømmerne.

Købstæderne

Krisen bevirkede, at nogle af de gamle købstæder mistede deres købstadsrettigheder, således Skibby og Søborg på Sjælland, Borre på Møn og Herrested på Fyn.

Erik af Pommern gjorde som konge ihærdige forsøg på at styrke købstæderne: Købstadsforordningen af 1422 indskærpede købstædernes monopol på handel og håndværk. Dette var især vendt mod hansekøbmændene, der mange gange købte deres varer direkte fra danske godsejere, bønder og fiskere. Med den nye forordning sikrede man, at der kom en dansk købmand som mellemhandler. Forordningen gav også hvert håndværkerlav eneret på udførelse af arbejde indenfor deres fagområde.

Købstæderne fik også udvidet selvstyre. Det daglige ansvar med kontrol af håndværk og handel samt udligning af skatter skulle varetages af 2 borgmestre og 6 til 12 rådmænd, der blev valgt blandt byens større handelsfolk. Byrådsarbejdet var ikke lønnet, men efterhånden gav stillingen en række privilegier bl.a. fratagelse af byskat, og ofte fik de en særskilt del af byens fællesjord til græsning af deres kreaturer. Ligeledes kunne afgørelser fra bytinget i en række større byer ankes til byrådet, der også mange gange havde domsmyndigheden i handels- og arveretssager.

Endelig oprettede Erik af Pommern et antal nye købstæder: Kerteminde, Skagen, Landskrona, Maribo og Korsør.

Ved reformationen 1536 fandtes i hele Danmark (medregnet Sønderjylland, Skåne, Halland og Blekinge) 85 købstæder. Med et betjeningsopland på 2 mil (det vil sige i en afstand af op til 15 km fra staden) var hele landet vel betjent, bortset fra det indre Jylland, Himmerland, Vendsyssel og de indre dele af Skåne, Halland og Blekinge; til gengæld var de danske øer og dele af især den skånske kyst ofte inden for betjeningsafstand af mere en een købstad, hvilket – alt andet lige – bidrog til at vanskeliggøre disses vækst og velstand.

Renæssancen (1536-1660)

De vigtigste træk under renæssancen var kronens ladegårdes og hovedgårdenes udvikling samt fremkomsten af nye bebyggelsesformer i form af fiskerlejer, ladepladser og fabriksvirksomheder. Desuden tilkom et antal nye købstæder.

Genrejsningen (1536-1625)

Det Danmark, der i 1536 fremstod af borgerkrigens og grevefejdens kaos, var i høj grad præget af krigens hærgninger, dels de egentlige krigshandlinger, dels de hårde skatteudskrivninger og plyndringer. Ikke desto mindre lykkedes det ret hurtigt ikke blot at udbedre skaderne men tillige at bringe landet ind i en tid med velstand og fremgang. Baggrunden herfor var en stærkt stigende efterspørgsel efter fødevarer i Vest- og Mellemeuropa, hvilket atter hang sammen med en voksende befolkning, ikke mindst i byerne. Det lykkedes kong Christian 3. og hans dygtige rådgivere, blandt andre kansleren Johan Friis og rentemesteren Eskil Oxe at udnytte de gode tilstande til rigets fordel. Især studehandelen oplevede et opsving, hvilket atter betød, at de store kvægopdrættere – kronen og hovedgårdene – tjente gode penge på at sende stude sydover til Hamborg, Lybæk og Stade, hvorfra de fortsatte til Oldenborg, Rhinlandet, Holland eller Brabant. Denne udvikling blev begunstiget af, at der allerede ved Christian 2.s landlov fra 1521 var givet forbud mod udførsel af græsøksne, og ved forordning af 15. juli 1524 blev givet adelen, bisperne og kronen eneret til at opfede stude på indkøbt foder mens andre måtte nøjes med det foder, man selv havde avlet. Da hovedgårdene ikke selv havde staldplads nok til de mange dyr, pålagdes fæstebønderne at holde kreaturerne i deres stalde som fodernød, foderokse eller staldokse.

Kronens ladegårde

I tiden fra reformationen til enevældens indførelse førte Kronen en mere eller mindre målrettet linje gående ud på at samle flest mulige jorder på egen hånd i Nordøstsjælland, at oprette kongelige ladegårde til forsyning af hoffet, og at ændre vilkårene for bønderne således, at disse selv måtte være interesserede i god drift af deres ejendomme.

Ved reformationen overtog Kronen blandt andet de omfattende besiddelser i Nordøstsjælland, som tidligere tilhørte klostrene Esrum, Æbelholt, Slangerup og Knardrup samt Roskilde domkapitels omfattende, men spredte gods. Kronen havde derved samlet omfattende ejendom i denne landsdel, og denne tilstand blev siden fastholdt og forstærket: ved et stort mageskifte af 19. januar 1558 overdrog Frederik 2. Tølløse hovedgård med tilhørende bondegods på Vestsjælland til Peder Oxe mod til gengæld at få hovedgården Favrholm syd for Hillerød med tilliggende bondegods, og 1620 købte og byttede Christian 4. sig til store besiddelser lige vest for København, blandt andet sikrede han sig alle gårdene i Hvidovre ved et mageskifte med Universitetet.

De nye, samlede besiddelser blev udgangspunktet for en målrettet ladegårdsdrift. En ladegård var datidens benævnelse på en landbrugsbedrift, hvis eneste formål var at fremstille landbrugsvarer (modsat hoved- eller sædegårde, der tillige tjente som bolig for ejeren). Sådanne ladegårde fandtes allerede i Tårnby på Amager, vest for hovedstaden (Nyby ladegård) og nord for hovedstaden (Ibstrup, senere Jægersborg). Ved opførelsen af Rosenborg var der oprettet en ladegård, og nu blev der yderligere oprettet en ladegård lige uden for Københavns Vester Port, i forbindelse hermed blev landsbyen Solbjerg, der havde hørt til Vor Frue sogn, nedlagt og jorden lagt under den nye ladegård, hvis mark på mere end 600 td. land ager og eng i begyndelsen blev drevet ved hoveri af kronbønderne i de omliggende landsbyer. Den 12. marts 1622 blev det bestemt, at der fremover årligt skulle opstaldes 250 staldøksne på ladegården foruden 160 på Ibstrup ladegård og 80 på ladegården i Tårnby. Desuden anskaffedes 200 stykker malkekvæg fra Oldenborg, og der oprettedes et mejeri ved ladegården; endelig blev der igangsat opfedning af svin her som andetsteds på Sjælland og i Skåne. Der blev dyrket hør, dyrket byg til malt til brug i "Kongens Bryghus" samt fremstillet brændevin. Driften på den nye københavnske ladegård havde to formål, dels at forsyne hoffet, dels at sælge på det københavnske marked.

Sideløbende hermed blev der taget skridt til forbedring af kronbøndernes vilkår: ved en forordning af 23. oktober 1565 blev det fastslået, at på krongodset måtte enker blive siddende på fæstegården på livstid uden at skulle betale en ny fæsteafgift så længe, de svarede landgilde som vanligt; dog skulle i tilfælde af nyt ægteskab den nye ægtefælle betale indfæstningsafgift. 1623 indledtes tiltag for at afløse bøndernes pligt til at foretage ægter, det vil sige kørsel for lensmændene, mod at betale en fast, årlig pengeafgift, og i Københavns len gennemførtes en hoveriafløsning mod, at bønderne betalte en årlig ydelse på 6 rdlr. pr. gård, fra 20. juli 1625 5 rdlr. pr. gård. Endelig ved forordning af 27. november 1623 besluttede Christian 4. at give bønderne på krongodset i Københavns, Frederiksborg og Kronborg len kvit og frit ejendom til bygningerne på deres gårde. Set fra bøndernes side indebar disse tiltag, at de fra begyndelsen af 1600-tallet indtog en særstilling: de var blevet ejere af deres gårdbygninger (men ikke af jorden til driften), og alt andet lige måtte de være interesserede i at vedligeholde disse, da de enten kunne gå i arv eller sælges, at deres hoveri (men ikke landgilde) var blevet afløst af en årlig, fast pengeafgift, hvis tyngde beroede på de indtægter, de kunne opnå ved salg af gårdens overskud (hvilket hovedstadens nærhed gav visse udsigter til), og at enker sad tryggere i det end tidligere. Hvis de sparede op til overtagelsen af ejendommen, vedligeholdt bygningerne og drev landbruget ansvarsbevidst, så havde de udsigt til en tilværelse i tryghed og måske tilmed velstand forudsat, at de ikke blev ramt af ulykker i form af misvækst, kvægsygdom eller krigsbegivenheder.

Hovedgårdene

Ejendomsforholdene: Ved reformationen kom Kronen i besiddelse af kirkens hidtidige ejendomme. Dette ejendomsskifte indebar nærmest en fordobling af Kronens ejendomme: hvor Kronen således eksempelvis på Fyn havde ejet en fjerdedel af øens bondegårde, blev dette nu forøget med yderligere godt en fjerdedel, hvorved Kronens andel voksede til mere end halvdelen. Derimod forblev "sognegodset", det vil sige sognekirkernes gårde, præstegårdene og præsternes mensalgårde, som delvist selvstændige enheder. På Fyn udgjorde dette sognegods mellem 600 og 700 gårde svarende til knap en tiendedel. Kronens godsandel svandt dog atter ind på Fyn, idet Kronen her bortbyttede gårde mod andre gårde andetsteds i riget, blandt andet hele Kærstrup len (på Tåsinge) og Holme Klosters gods. Dertil kom, at Ærø i 1564 blev tildelt Hans den Yngre af Sønderjylland. Endnu ved reformationen udgjorde de fynske selvejerbønder henved en sjettedel af samtlige gårde, men deres andel blev omtrent halveret frem til 1600 til dels i forbindelse med Kronens ejendomshandler, hvor Kronens rettigheder i forhold til disse blev solgt til adelen. Andre selvejere opgav deres selvejendom og blev fæstere under Kronen, ofte i forbindelse med afgiftsfritagelse i en årrække.

Hesselagergård i slutningen af 1800-tallet

Stordriften: Kendetegnende for driften af adelens herregårde var i denne tid dels en forøgelse af hovedgårdenes marker, blandt andet ved nedlæggelse af bøndergårde og undertiden hele landsbyer, dels forøget hoveri hvilket blev opnået ved at oprette et stort antal hoverigørende huse og ved at "egalisere" det vil sige ligestille gårdene i de enkelte landsbyer med hensyn til landgilde og hoveri, ligesom man søgte at samle godsejendommen inden for samme sogn, hvor godset lå, idet bønderne derved fik status af "ugedagstjenere", som var fritaget for skat til kronen på grund af deres hoveriydelser. Endelig synes hovedgårdene efter evne at have inddraget enge og skove, hvorved disse områder kom under hovedgårdenes styring. Som eksempel på de forandringer, der gennemførtes, kan nævnes tiltage foretaget af Johan Friis (1494-1570). Først samlede han efter evne hele Hesselager sogn (omkring 80 gårde) under Hesselagergård. 1527 opnåede han patronatsret til kirken, hvorved han fik ret til at udnævne præsten og oppebære kirkens indtægter mod at sikre dens vedligeholdelse. 1532 fik han sognet fritaget for kongelige skatter. 1539 opnåede han birkeret, retten til at udnævne en birkedommer og udskille Hesselager sogn som en egen retskreds. I 1544 fik han kongelig stadfæstelse på sine besiddelser og rettigheder omfattende hele Hesselager sogn: "intet undtaget alle vegne til markeskel er fornævnte Johan Friis enemærke og fri birk og ejendom". Som kronen på værket opførte han hovedbygningen Hesselagergård og egaliserede landsbyerne i sognet efter en ordning med hele og halve gårde. Samtidig nybyggede han herregården Borreby på Sjælland og nedlagde de andre gårde i landsbyen af samme navn og inddrog jorden under hovedgården.

Møller

Endnu efter reformationen spillede vandmøller en langt større rolle end vindmøller: af 194 møller på Fyn og Tåsinge var 172 vandmøller og 22 vindmøller; desuden forekom en enkelt hestemølle. De fleste var ganske små, 16 kaldes "kvakmøller" (skvatmøller) og yderligere 89 havde kun en enkelt kværn. Kun en enkelt, Bramstrup mølle, havde 3 kværne.

For møllernes vedkommende var det ikke så meget opførelser eller nedlæggelser, der prægede tiden, men snarere spørgsmålet om ejendomsretten. Møllerne udgjorde ofte en vigtig del af adelens godssamlinger og for at opnå størst mulig udbytte af dem fik godsejere og lensmænd undertiden gennemført mølletvang, det vil sig pålagt kronens bønder at søge til en bestemt mølle.

Fiskerlejer

I løbet af 1500-tallet og begyndelsen af 1600-tallet fremkom et antal nye bebyggelser, hvis indbyggere fortrinsvis – men ikke udelukkende – ernærede sig ved fiskeri, først og fremmest i Nordøstsjælland dels langs Øresundskysten, dels langs kysten ud mod Kattegat, desuden langs kyster ud mod Storebælt, dels på Fyn (blandt andre Nordenhuse, Bøsøre, Refsøre, Kogstved foruden spredte fiskerhuse i tilknytning til godser), dels på Langeland (Bagenkop, Sandhagen), og endelig i Vadehavet fra Skallingen og sydover. Antallet var ikke stort, men fremkomsten var markant. Foruden fiskeri begav beboerne sig af med fragtsejlads dels af egne varer, dels med varer fra de indlandske bønder, enten efter aftale med disse eller som et eget tiltag. I begyndelsen af 1600-tallet begyndte fiskeriet at svigte flere steder, en del af fiskerlejerne svandt ind, andre blev helt opgivet (således Sandhagen). Men som bebyggelsesform overlevede fiskerlejerne tilbagegangen.

Købstæder

Hellige Trefoldigheds kirke i Kristiansstad med Christian 4's monogram foran

Tiden fra omkring 1550 og frem til omkring 1800 var præget af merkantilismen, en tankegang gående ud på at sikre sig en gunstig handelsbalance, hvor værdien af udførslen oversteg værdien af indførslen og derved sikrede landet et overskud i penge, desuden at virke for oprettelsen af nye industrier og at fremme handelen ved monopoler, toldbeskyttelse og støtte til virksomheder og handelskompagnier, herunder ved at oprette virksomheder drevet for statens regning. Bag hele denne virksomhed stod målet: at styrke riget og statsmagten.

Det andet hensyn, der spillede en stor rolle i Kronens købstadspolitik, var forsvarsmæssige forhold. Flere fæstninger blev udtænkt, nogle bygget og – for at tilgodese rigets udvikling – tillige ofte forsynet med købstadsprivilegier til næringslivets fremme.

Fra reformationen frem til enevældens indførelse oprettede Christian 4. (eller i det mindste forsøgte at oprette) et antal nye købstæder:
- Kristianopel (Blekinge) 1600,[samtidig nedlagdes Avskær, Lykå og Elleholm]
- Ny-Varberg (Halland) 1613, [samtidig nedlagdes Gamleby og Nyby]
- Kristianstad (Skåne) 1615,
- Christianshavn (Amager) 1619,
- Sorø (Sjælland) 1638,
- Ballum (Sønderjylland) 1642,

Flere af disse var fæstningsbyer og anlagt først og fremmest af militærstrategiske årsager. Foruden de nævnte havde kronen flere andre projekter, således en omflytning af Bredsted i Sønderjylland omkring 1615. Derudover anlagdes nye købstæder i Norge og i Holsten.

Sideløbende forsøgte Christian 4. med ulige tiltag for at fremme købstædernes udvikling: tiltag efter tiltag blev sat i gang, fx nye kompagnier omkring 1620: 1619 Islandske Kompagni, 1620 Klædekompagniet, 1621 Østersøkompagniet og Guineakompagniet. Alle modtog de omfattende støtte fra statens side uden, at det hjalp stort.

Christian 4.s mange tiltag fik dog kun begrænset betydning for købstadsudviklingen. Ulige tilbageslag i form af krige, økonomiske kriser, brande, oversvømmelser og sygdomsepidemier bevirkede, at der alt i alt var tale om stagnerende samfund.

Krige, kriser og epidemier (1625-1660)

Det tog landet henved 250 år at genvinde det store befolkningstab, der var sket under Den sorte Død. Årsagen til den relativt langsomme befolkningsvækst var, at landet blev ramt af gentagne epidemier, således af pestepidemier i 1601-03, 1618-21, 1624-26, 1629-30 og 1636-38. Men landet blev ikke kun ramt af pestepidemier men også af kopper, dysenteri og mæslinger. Klimaet med dets perioder af tørke, misvækst, sult og krige skabte forudsætningerne for de gentagne epidemier. Det er beregnet, at i gennemsnit var hvert tredie eller fjerde år mellem 1340 og 1719 disponeret for pest. Et nyt højdepunkt i befolkningsudviklingen blev først nået omkring 1645, da befolkningen i kongeriget nåede op på 550.000-560.000 indbyggere, men på dette tidspunkt blev landet ramt af et nyt voldsomt befolkningstab på 100.000-120.000 mennesker, hvorved befolkningen faldt til mellem 430.000 og 455.000 indbyggere i kongeriget.

Den fremgang, som landet oplevede i de første menneskealdre efter reformationen, vendte til en stadig mere alvorlig krise fra midten af 1620-erne. Baggrunden herfor var ikke mindst udenrigspolitikken, hvor landets inddragelse i Kejserkrigen (1627-1629), Torstenson-krigen (1643-1645) og sidst – og værst – Karl Gustav-krigene (1657-1660) påførte landet skader og ulykker af et ufatteligt omfang.

Allerede 1654-55 blev dele af landet ramt af pest, og under Karl Gustav-krigene ramtes landet af en ny bølge. Folk døde i tusindvis, utallige prøvede at flygte, og i et forsøg på at bekæmpe sygdommens spredning lod de polske hjælpetropper et stort antal gårde afbrænde. Virkningen af dette var, at ødegårde og øde tomter bredte sig overalt i landet. Utallige gårde var "ruineret". Særlig hårdt ramt var egnen omkring Kongeåen, men hele grænseområdet mellem Nørrejylland og Sønderjylland blev ramt: i Hygum Sogn døde 504 personer (77%), i Øster Løgum Sogn 232 (35%), i Næsbjerg-Øse sogn 186 (36%), i Grimstrup Sogn 168 (42%). Ved matriklen 1662 var af bondegårdene i Malt herred, Slaugs herred og Tørrild herred mere end halvdelen øde, i Anst herred, Jerlev herred og Nørvang herred mere end 40%. Nok lykkedes det i årene efter krigen at få genbesat og genopbygget mange af de øde gårde og steder med folk fra Jyllands nordvestlige dele, men ødegårdsfænomenet lod sig mærke i årtier. Endnu i 1687 var omkring 12% eller hver ottende gård endnu øde. Også købstæder blev hårdt ramt af pesten, især Ribe, Varde, Fredericia, Vejle, Horsens, Kolding og Åbenrå. Det er beregnet, at omkring en sjettedel (14-17%) af alle kongerigets indbyggere (omkring 110-120.000 af i alt omkring 800.000 indbyggere) døde under krigen.

Det var således på et uheldigt tidspunkt, at Frederik 3. grundlagde to nye fæstninger og købstæder:
- Fredericia (Nørrejylland) 1650,
- Hals (Nørrejylland) 1654.
Baggrunden for disse var den ændrede tilstand efter Torstenson-krigen. Ved freden i 1645 havde Danmark-Norge måttet afstå Halland for en 15-årig periode. Dermed var den faste landforbindelse mellem Skåne i syd og Norge i nord blevet afbrudt. Hvor sejladsen mellem de to kongeriger tidligere havde kunnet ske langs den hallandske kyst, var danske skibe nu henvist til at sejle langs den jyske østkyst indtil Fladstrand og derfra den korteste rute over Kattegat til Marstrand, hvorfra sejladsen videre nordover atter kunne ske langs en kyst på den danske konges hænder. Hals blev oprettet dels for – sammen med Marstrand – at kunne kontrollere (så vidt muligt) farvandet på dette strategisk vigtige sted (og dermed tillige sikre, at Sverige – trods besættelsen af Halland – alligevel ikke havde fri adgang til verdenshavet mod vest), dels at beskytte indsejlingen til Limfjorden, lige som stedet var velbeliggende for et toldsted for hele Limfjordsområdet. Fredericia lå på det vigtige sted Bersodde, hvor muligheden for at beskytte overfarten mellem Fyn og Jylland fra et eventuelt svensk angreb over Kattegat var bedst. Begge steder fik tillige tildelt købstadsrettigheder.

Enevælden indtil landboreformerne (1660-1780)

Til trods for den voldsomme nedgang i midten af 1600-tallet kom befolkningen sig hurtigt: allerede i 1735 skal befolkningen i kongeriget være nået op på omkring 714.000 indbyggere, i 1750 omkring 757.000 indbyggere, i 1769 omkring 810.000 indbyggere og i 1787 omkring 861.000 indbyggere. Det er sandsynligt, at en del af befolkningens fremgang skyldes indvandring. Allerede i slutningen af 1600-tallet og begyndelsen af 1700-tallet skete en indvandring fra de afståede områder i Skåne, Halland og Blekinge, men samtidig skete en indvandring fra områderne syd og vest for Østersøen, og tillige fra blandt andet Norge.

Bebyggelsesmønsteret i Danmark fra enevældens indførelse til landboreformerne var kendetegnet ved, at den overvejende del af befolkningen boede i landdistrikterne, og af disse var den største del landbrugere (bønder, husmænd, inderster eller tjenestefolk hos disse eller på godser og herregårde). Det skønnes, at købstædernes befolkning udgjorde omkring 24% af den samlede befolkning i 1672, i 1769 20%, i 1787 21% og i 1801 ligeledes 21%. Skønt forholdet mellem land og by ikke blev mærkbart ændret, skete der visse forskydninger mellem de ulige landsdele og mellem hovedstaden og provinsbyerne. Størst var hovedstadens vækst (ca. 143%), fulgt af købstæderne på Fyn og Langeland samt i Østjylland (57-58%), så Bornholm (28%), øvrige Sjælland og Møn samt Nordjylland (16%), lavest var væksten på Lolland-Falster og i Vestjylland (8-9%). Muligvis er købstadsbefolkningens størrelse 1672 noget overvurderet. Af landbefolkningen har fiskerlejers, møllers og herregårdes befolkning højst udgjort nogle få procent tilsammen.

Det er opgjort, at der i 1682 fandtes 58.174 bondegårde fordelt på 5.087 landsbyer i de kongerigske dele, stort set fordelt over hele landet; kun på Bornholm og på Læsø fandtes der ingen egentlige landsbyer. Hertil kom stedvise indslag af enestegårde, fortrinsvis i Vendsyssel, Himmerland, vestjyske klit- og hedesogne samt på øerne i egne med stærkt bakkede landskabsforhold, og i skovegne (Syd- og Vestfyn, Nordøstsjælland, spredt ud over Midt- og Sydsjælland).

Spredt mellem landsbyerne, undertiden i umiddelbar tilknytning til disse, undertiden for sig selv, lå bebyggelsesindslag med andre formål end landbrug:
- vandmøller og vindmøller (stubmøller)
- fabrikker i tilknytning til vandløb
- landevejskroer og færgegårde.

Ved kysterne lå bebyggelses, hvis virksomhed fortrinsvis (omend sjældent alene) rettede sig mod havet: dels fiskerlejer, dels ladepladser og skipperbyer. Afgrænsningen af disse indbyrdes er noget uklar. Det er kendetegnende for forholdene fra reformationen til midten af 1700-tallet, at kun få steder udtrykkeligt benævnes som "fiskerleje" eller "fiskerhuse", ligesom der ofte fandtes en eller flere landbrugsejendomme i disse kystbebyggelser. Tilsvarende vil man nærmest forgæves søge efter steder, der blev betegnede som "ladepladser" eller "skipperbyer", idet sejlads endnu i 1600-tallet ofte var en binæring for fiskere og landbrugere snarere end en egen næringsvej.

Oversigt over bebyggelser i landsognene omkring 1682
Amt	Hoved- og ladegårde	Landsbyer	Enestegårde	Fiskerlejer	Vind- og vandmøller	Færgegårde	Landevejskroer	Ladepladser, skipperbyer o.lign	I alt
København amt	10	107		3	5	-	-	-
Hørsholm amt	2	31		2	3	-	-	-
Frederiksborg amt	1	75		1	7	-	-	-
Kronborg amt	2	83		9	6	-	-	-
Roskilde amt	16	126		-	18	-	-	-
Jægerspris amt	5	24		-	4	-	-	-
Ringsted amt	9	65		-	6	-	-	-
Sorø amt	4	42		-	3	-	-	-
Antvorskov amt	6	73		-	5	-	-	-
Korsør amt	16	88		-	1	-	-	-
Kalundborg amt	4	66		-	5	-	-	-
Dragsholm amt	4	76		-	6	-	-	-
Sæbygårds amt	9	63		-	1	-	-	-
Holbæk amt	19	126		-	12	-	-	-
Tryggevælde amt	21	129		-	9	-	-	-
Vordingborg amt	20	166		-	20	2	1	-
Møns land	2	48		-	-	2	-	-
Nyborg amt	57	211		2	53	-	1	-
Odensegård amt	29	147		-	17	-	-	1
Rugårds amt	9	70		-	16	-	-	-
Assens amt	11	68		-	8	-	-	-
Hindsgavls amt	10	70		-	12	-	-	-
Tranekjær amt	17	64		1	1	-	-	-
Nykøbing amt	4	107		-	-	2	-	-
Halsted Klosters amt	14	122		1	1	-	-	-
Ålholms amt	23	116		-	4	-	-	-
Riberhus amt	20	175		-	15	-	-	-
Koldinghus amt	26	230		-	28	1	-	-
Lundenæs amt	23	204		-	21	-	-	-
Bøvling amt	34	158		2	23	-	-	1
Havreballegårds amt	7	78		-	11	-	-	-
Stjernholms amt	13	91		-	23	-	-	-
Kalø amt	32	221		-	39	-	-	-
Skanderborg amt	15	164		-	34	-	-	-
Åkær amt	4	47		-	9	-	-	-
Dronningborg amt	32	194		-	44	2	-	-
Mariager Klosters amt	6	40		-	5	1	-	-
Silkeborg amt	13	110		-	26	-	1	-
Skivehus amt	15	110		-	18	-	-	-
Halds amt	23	146		-	49	1	1	-
Ålborghus amt	35	232		1	51	-	-	-
Åstrup, Børglum og Sejlstrup amter	72	330		25	157	1	-	-
Dueholm, Ørum og Vestervig amter	36	205		5	58	2	-	-
I alt	731			52	834	14	4	2

Kilde: Henrik Pedersen: De danske Landbrug, fremstillet paa Grundlag af Forarbejderne til Christian V.s Matrikel 1688. (København 1929). Bemærk, at antallet af bebyggelsesenheder ikke umiddelbart modsvarer antal husstande. I tilknytning til hoved- og ladegårde findes således 168 huse med og uden jord. For bondegårdenes vedkommende kan det fastslås, at der i flere tilfælde fandtes 2 eller flere husstande/brugere på gården, især i Jylland. En del færgegårde og landevejskroer lå i landsbyer og er ikke skilt ud.

Den ældre enevælde (1660-1720)

Krongodserne

Krongodssalg: Karl Gustav-krigene indebar, at Kronen ved krigens afslutning havde en samlet statsgæld på omkring 5 mio. rdl. Dertil kom, at henved en sjettedel af krongodset var blevet pantsat på de for panthaverne forholdsvis gunstige vilkår, at indtægterne fra godset – bøndernes landgilde – skulle udgøre forrentningen af lånet, og – hvis dette ikke var nok til at udgøre 6% p.a. af lånets hovedstol – skulle restbeløbet tillægges denne.

For at afvikle pantsætninger og lån blev det på stændermødet den 17. september 1660 foreslået, at Kronen skulle sælge det pantsatte gods til højestbydende uanset dennes standstilhørsforhold.

Dette indebar, at også ikke-adelige kunne købe og det blev yderligere bestemt, at de solgte ejendomme blev afstået med alle de rettigheder "som under Adelens Hovedgaarde og Bøndergods bør at følge" og det uanset, om køber var borgerlig eller adelig, dansker eller udlænding.

Salgene skete på den betingelse, at for at en panthaver kunne købe sit gods, skulle han samtidig forpligte sig til at købe ekstra krongods til en fast pris, nemlig 50 rigsdaler pr. tønde hartkorn.

Ved disse salg lykkedes det i årene efter 1660 Kronen at få så mange penge ind, at man kunne indløse størstedelen af pantegodset omkring hovedstaden men på bekostning af store dele af krongodset i Jylland.

Ved freden i København 1660 havde Danmark måttet give den svenske krone erstatning i form af adelsgods i Skåne for det tab, som Sverige havde lidt ved, at bornholmerne i 1659 havde gjort oprør mod den svenske besættelsesmagt og bragt øen tilbage under den danske krone. De danske adelsmænd, der havde måttet afstå dette gods i Skåne, skulle have dette erstattet med krongods i Danmark og med ret til at oprette så mange hovedgårde, som det ville. Der blev derved oprettet 11 nye hovedgårde på gammelt krongods, hvis fæstebønder derved blev hoveripligtige.

Ved denne omfattende omfordeling af landets jordegods mindskedes krongodset med henved 45%: fra at have udgjort omkring halvdelen i 1660 til kun godt en fjerdedel (omkring 27%) af landets samlede jordegods i 1688.

Ryttergodserne oprettes: Skønt Skåne, Halland og Blekinge formelt var blevet afståede ved fredsaftalen, var de på ingen måde blevet opgivet. I erkendelse af, at generobringen af det tabte krævede et bedre militær end man hidtil havde haft tog Christian 5. som et af sine første tiltag efter tronbestigelsen 1670 skridt til at indføre et nationalt rytteri efter svensk forbillede. For at iværksætte denne plan nedsatte kongen nogle kommissioner, der skulle besigtige krongodset og udpege gårde, der kunne danne underlag for det nye rytteri. Hver rytter skulle underholdes ved hjælp af en enhed på 8 tdr. hartkorn, bestående af en eller flere gårde. På Sjælland udpegedes til et regiment på 8 kompagnier i alt 1089 gårde med tilsammen 8712 tdr. hartkorn, fortrinsvis i Vestsjælland og Hornsherred, men enkelte tillige i Sydsjælland. Efter den mislykkede Skånske krig 1675-1679 kastede man sig ud i en omordning, der blandt andet betød, at det ikke var bønderne selv, der indgik i rytteriet, men derimod professionelle ryttersoldater. I nogle tilfælde blev de 6 fag hus med skorsten indrettet i en af gårdens længer, men i andre tilfælde blev der i stedet nybygget rytterhuse på gårdens jord, idet materialerne hertil blev tilvejebragt af rytterregimentet. De landsbyer, der indgik i ryttergodset, fik således et tillæg af nybyggede huse.

Hovedgårdene

Enevælden ændrede snart vilkårene for hovedgårdenes drift. Allerede ved salget af krongodset var åbnet mulighed for at give køberne de samme rettigheder som hovedgårdene hidtil havde haft. 1682 blev det forbudt at inddrage bøndergårde under hovedgårdenes drift. Samtidig blev skattefriheden indskrænket til "komplette" hovedgårde, det vil sige hovedgårde med mindst 200 tdr. htk. bøndergods (svarende til 30-40 bøndergårde) inden for en afstand af 2 mil fra gården. Dermed mistede mange tidligere hovedgårde skattefriheden og genvandt den ikke siden. Med Christian V.s greve- og friherreprivilegier fra 1671 og Danske Lov fra 1683 blev det tilladt at oprette stamhuse med mindst 400 tdr.htk. Stamhuse med 1000 og 2500 tdr. htk. kunne oprettes til henholdsvis baronier og grevskaber, der fik skattefrihed for 100 henholdsvis 300 tdr. htk. bøndergods; i alt oprettedes 32 grevskaber og baronier.

Ladepladser

Den 8 august 1665 fremsendte strandliggerne på Hanstholm og Klitmøller en ansøgning til kongen om tilladelse til at vedblive med at sejle til Norge med korn og mel for Thisteds borgere eller for sig selv således, som de havde gjort fra arild af. Denne skibsfart var da blevet forbudt dem af borgmester Peder Justesen i Thisted af frygt for, at de skulle forsøge at unddrage sig erlæggelse af told. Ved kongelig bevilling af 24 september 1666 fik ansøgerne tilladelsen, og ved plakat af 4. september 1680 gaves der atter beboerne i Klitmøller, i Blokhuset og ved Tornby Strand tilladelse til at udføre korn til Norge og indføre trælast der fra mod at erlægge told. For de omtalte steders vedkommende samt for steder som Thorup Strand, Klim, Slettestrand, Furreby, Skallerup og Kjul havde denne vareudveksling allerede foregået i længere tid uden bevilling og uden, at der øjensynlig var gjort indsigelser imod den. Hvor thyboerne selv sejlede til Norge med deres skuder, synes det indtil 1680 at være norske skuder, der kom til Vendsyssel – mestendels hjemmehørende i Nedenæs Len (Arendal-egnen). Omkring 1678 oprettedes skudehandelspladsen Løkken i Furreby sogn. I begyndelsen synes der kun at have været et par huse, kort efter endnu et, men i 1682 var der allerede 5 huse, og det fremgår at disse fortrinsvis levede af sandskudefarten på Norge; 1715 var antallet af huse i Løkken vokset til 15, alle jordløse og indtil da tilhørende Kronen men dette år solgt ved en auktion.

Købstæder

Krudttårnet - en del af Fladstrand Fæstning bygget i 1686-1690.

Kun få nye købstæder oprettedes under den ældre enevælde:
- Frederikssund på Sjælland i 1665 og
- Frederiksort i Sønderjylland i årene 1663-67.
Frederikssund udviklede sig som en slags ladeplads for købstaden Slangerup men satte med tiden denne i skyggen.

Dertil kom fæstningsanlægget i Fladstrand. Dettes oprettelse synes til dels at være sket i lyset af freden i København 1660, hvor Danmark måtte afstå ikke blot Skånelandene men tillige Bohuslen med Marstrand. Derved forøgedes behovet for et udskibningssted så nordligt i Jylland som muligt, og havnen ved Fladstrand var efter forholdene en af de bedste muligheder, der fandtes. Stedet kunne således tjene såvel handelsmæssige som forsvarsmæssige hensyn, men af disse synes sidstnævnte i begyndelsen at have vejet tungest.

Atter igen efter enevældens indførelse forsøgte man sig med oprettelse af handelskompagnier for fjernhandelen: 1662 Islandsk Kompagni, 1670 Ostindisk Kompagni, 1671 Vestindisk Kompagni, 1672 Guinesisk Selskab. Desuden forsøgte man at ophjælpe industriel virksomhed, blandt andet tobaksspinderier. Man indkaldte fremmede håndværkere ved forordninger i 1671, 1681, 1682, 1688, 1698 og 1705. Ved købstadsforordningen af 1682 blev der givet København og 25 steder eneret på udenrigshandel, men allerede 1689 måtte ordningen atter opgives. Adskillige købstæder havde forholdsvis mange landbrugere, skønt dette ikke skulle være deres hovednæringsvej. I Rentekammeret, der havde en central rolle i de mange tiltag, formuleredes 1685 erfaringen: "Det er ikke venteligt, at købstæderne skal rejse sig, så længe bonden ikke er ved magt". Ganske vist fik købstæderne et vist indslag af fremmede, men nogen blomstrende fremgang for næringslivet skete ikke.

1700-tallet (1720-1770)

Ejendomsforholdene: Det er opgjort, at kongerigets samlede hartkorn i 1766 udgjorde omkring 385.000 Tdr, i hovedtræk fordelt således:
- 7.963 Tdr. tilhørte bornholmske arvefæstere under Kronen,
- 35.000 Tdr. var krongods,
- 4.700 Tdr. hørte under købstæderne,
- 8.500 Tdr. hørte under præstegårde og degneboliger,
- 4.200 Tdr. var selvejere eller hørte under andre folk uden for bondestanden,
- 206 Tdr. hørte under selvejermøller,
- 30 Tdr. hørte under selvejerkroer, og
- 324.401 Tdr. hørte under hovedgårde med tilliggender.
Det vil sige, at knap 85% var hovedgårdsjord, godt 11% tilhørte kronen, 1,2% hørte under købstæderne, 1,1% var selvejere og 2,2% tilhørte kirken (præstegårde med videre).

Krongodserne

Rytterskolen i Brønshøj

Skabelon:Uddybende Ryttergodset: Gennem godshandler og mageskifter var Kronens gods, omkring 1731 i alt henved 68.000 tdr. htk, blevet samlet i nogenlunde afrundede områder, hvis beliggenhed og størrelse var tilpasset at de skulle tjene til underlag for hver et af hærens i alt 12 rytterregimenter: i Jylland Dronningborg, Skanderborg og Kolding rytterdistrikter, et rytterdistrikt på Fyn, på Lolland og på Falster, og på Sjælland Kronborg, Frederiksborg, København, Antvorskov, Tryggevælde og Vordingborg rytterdistrikter.

Krongodserne fik aldrig den betydning, man havde håbet, hverken for landets militære styrke eller som indkomstkilde for Kronen, men i een henseende fik de uforglemmelig betydning: her startede folkeskolen. Allerede i Danske Lov fra 1683 havde enevælden udtrykt sin forhåbning om, at forældre og præster opdrog børnene til kristendom, og ved en bestemmelse i fattigforordningen 1708 blev dette fulgt op med en bestemmelse om, at degnen skulle sørge for fattige børns undervisning, fordi deres forældre ikke selv havde råd. I årene 1721-1727 fulgte Frederik 4. dette op med oprettelsen af 240 rytterskoler opført i de 12 rytterdistrikter. I reskript af 7. december 1721 blev amtmand i Københavns Rytterdistrikt Iver Rosenkrantz instrueret om, at kongen havde besluttet at bygge 10-25 skoler i hvert rytterdistrikt med 280 tdr. hartkorn til hver. I Københavns Rytterdistrikt blev således bygget i alt 19 skoler: Valby, Hvidovre, Brønshøj, Gladsaxe, Gentofte, Hvidøre, Lyngby, Lille Værløse, Måløv, Ballerup, Ledøje, Herstedøster, Herstedvester, Hvessinge, Brøndbyøster, Brøndbyvester, Farum, Slagslunde og Gandløse. Der blev bygget 5 om året i hvert af årene 1722, 1723 og 1724 og 4 i 1725. Derved kom undervisningen ind i langt fastere rammer, end det hidtil havde været tilfældet, og kongens tiltag blev også fulgt op af en del godsejere. Da indførelsen af konfirmationen i 1736 viste, at dette ikke var tilstrækkeligt, udstedes en forordning af 23. januar 1739, hvorved Christian 6. bekendtgjorde indførelse af almindelig undervisningspligt omfattende kristendomsundervisning og læsning, hvorimod forældrene selv måtte betale for undervisning i skrivning og regning. På grund af en omfattende modvilje fra de stedlige mod at betale de tilknyttede omkostninger til skoler, bøger og lærerlønninger måtte dette fremsynede tiltag dog tilbagekaldes igen i 1740.

Fiskerlejer

Blandt sogne med fiskeri i Hjørring amt 1735 nævnes Fladstrand, Skagen og Råbjerg sogne, hvor fiskeri af flynder, torsk og kuller forekom, desuden nævnes at i "Tversted, Aasdahl, Thorenby, Wennebjerg, Maarup og Rubjerg Sogne haves nogle faa Fiskerbaade, hvormed udtages paa Havet og fiskes med Kroge nogle smaa Torsk og Kuller".

Ladepladser

Omkring 1735 var den nordvestjyske skudefart i fuld gang. Tolderen i Hjørring vurderede, at smør, ost, flæsk, kød, vadmel, lærred, tællig, voks, huder, skind, mjød, brændevin og deslige blev udført til Norge med sandskuder, mens tømmer og jern udgjorde den vigtigste last fra Norge tilbage til Nordvestjylland. Herredsfogeden for Thy oplyste at "Klitmøller for den store Nogoce, som der er, tiltager Aar fra Aar og med Folk bliver formeret, da endog paa denne Tid findes 68 baade smaa og store Husholdninger og 11 Sandskuder; lige Beskaffenhed har det med Vixøe, hvor de foruden stor Seilads, som der forefalder af de saakaldede Skuder fra Nedenæs Lehn og andre Stæder i Norge, endog haver selv 2de Skuder, som alt ved min hafte Omreise er opskrevet og erfaret". Ifølge end indberetning fra 1741 fra amtmanden fandtes da i Thy 20 sandskuder, hvoraf kun få på enkelte hænder, de fleste ejedes af interessentskaber på indtil 5 medlemmer, især fra Klitmøllers omegn.

Købstæder

Antallet af købstæder var lille, og de fleste af disse forblev meget små gennem hele 1700-tallet; Endnu i 1801 havde de fleste danske købstæder og flækker kun nogle få hundrede indbyggere. Kendetegnende var det, at de største købstæder lå i Sønderjylland og Holsten.

Oversigt over Købstædernes indbyggertal indtil 1801
Købstad	1672	1769	1787	1801	Købstad	1672	1769	1787	1801
Allinge	-	303	338	337	Odense	3.808	5.464	5.363	5.782
Assens	1.084	1.139	1.356	1.443	Præstø	435	385	402	480
Bogense	438	430	552	760	Randers	2.036	2.901	3.645	4.562
Ebeltoft	817	563	591	598	Ribe	1.939	2.130	2.587	1.994
Fredericia	1.591	2.813	3.066	3.474	Ringkøbing	623	508	465	771
Frederikssund	-	216	190	262	Ringsted	700	705	730	817
Fåborg	841	1.136	977	1.061	Roskilde	2.196	1.711	1.871	1.768
Grenå	453	704	686	760	Rudkøbing	478	814	925	1.141
Haderslev	-	3.141	-	3.635	Rødby	-	650	725	776
Hasle	-	435	440	513	Rønne	-	2.058	2.130	2.436
Helsingør	4.033	3.669	4.829	5.282	Sakskøbing	272	424	533	549
Hillerød	958	1.114	1.204	1.214	Sandvig	-	218	207	248
Hjørring	782	598	463	744	Skagen	1.004	704	715	834
Hobro	343	492	465	488	Skanderborg	-	566	573	488
Holbæk	879	1.223	1.159	1.332	Skive	529	438	477	520
Holstebro	500	688	676	853	Skælskør	617	592	501	567
Horsens	1.516	2.738	2.221	2.396	Slagelse	1.832	1.379	1.722	1.732
Kalundborg	1.058	1.337	1.375	1.322	Slangerup	513	414	311	336
Kerteminde	642	706	711	1.045	Sorø	528	532	509	592
Kolding	1.094	1.510	1.659	1.672	Stege	656	798	829	917
Korsør	826	1.357	1.269	1.219	Store Heddinge	362	514	565	576
København	41.500	70.514	90.032	100.975	Stubbekøbing	511	488	467	467
Køge	1.643	1.400	1.366	1.527	Svaneke	-	562	602	663
Lemvig	450	320	374	375	Svendborg	1.009	1.815	2.025	1.942
Mariager	370	402	393	414	Sæby	670	487	504	517
Maribo	444	506	660	686	Sønderborg	-	2.692	-	2.761
Marstal	-	760	925	1.449	Thisted	1.000	815	910	1.068
Middelfart	756	736	651	1.019	Tønder	-	2.584	-	2.579
Nakskov	1.920	1.287	1.375	1.671	Varde	569	690	811	1.020
Neksø	-	1.173	1.168	1.274	Vejle	712	957	843	1.310
Nibe	-	1.029	1.001	1.044	Viborg	2.704	2.221	2.572	2.379
Nyborg	1.160	1.637	1.672	1.866	Vordingborg	736	802	960	931
Nykøbing Falster	861	1.039	1.075	1.079	Ærøskøbing	-	1.138	1.225	1.291
Nykøbing Mors	343	555	531	651	Åbenrå	-	2.701	-	2.834
Nykøbing Sjælland	463	500	532	615	Åkirkeby	-	361	432	455
Nysted	691	489	627	690	Ålborg	4.181	4.425	4.866	5.579
Næstved	1.853	1.404	1.501	1.785	Århus	3.474	3.837	4.052	4.102

Kilder: Degn (1987) tabel 1; folketællingerne 1769, 1787 og 1801 ifølge de trykte udfald. Købstæder med mere oprettede mellem 1600 og 1801 er vist med kursiv.

Efter den unge enevældes tiltag for oprettelsen af blandede fæstningsanlæg og købstæder gik der mere end et halvt århundrede, inden nye købstæder kom til:
- Nibe (Nørrejylland) 1727,
- Hørsholm (Sjælland) 1739,
- Hillerød (Sjælland) 1750-erne,
- Frederiksværk (Sjælland) 1750-erne,
- Skanderborg (Nørrejylland) ca. 1760,
- Marstal (Ærø) 1760,
- Christiansfeld (Sønderjylland) 1773.
Kendetegnende for disse er, at de fortrinsvis havde økonomiske hensyn bag sig. Til gengæld havde man i det lange tidsrum fra den unge enevælde til afslutningen af Store Nordiske Krig ladet flere steder drive handel, håndværk og skibsfart uden særrettigheder hertil: Allinge-Sandvig, Fladstrand, Løgstør, Nørresundby, Hillerød og Nibe. Kun de to sidstnævnte var med (og da blandt de første), da man atter gav sig i kast med at udnævne nye købstæder.

Købstæderne havde en vis forret til håndværk, handel og skibsfart inden for en vis omkreds (læbæltet) omend dette ikke synes at have haft nogen stor betydning for deres næringslivs trivsel: i adskillige købstæder spillede fiskeri og landbrug en ikke ubetydelig rolle som levevej.

Tiden fra landboreformerne til midten af 1800-tallet

I de sidste årtier af 1700-tallet faldt dødeligheden kraftigt, fra omkring 30 promille i 1770 til omkring 20 promille i 1810, hvor efter den forblev på dette niveau samtidig med, at fødselshyppigheden fortsat forblev på samme høje niveau som tidligere. Dette indebar en stærkere befolkningsvækst, og befolkningen i kongeriget voksede fra omkring 861.000 indbyggere i 1787 til 926.000 indbyggere i 1801, 1.230.964 indbyggere i 1834 og 1.289.075 indbyggere i 1840. Denne udvikling tilskrives især bedre hygieine, bedre sundhedsvæsen og bedre ernæring. Selv om samfundet fortsat blev ramt af epidemier fra tid til anden, fik disse ikke længere samme betydning for den samlede befolkningsudvikling som tidligere. Men udviklingen betød også, at befolkningens sysselsætning i stigende grad flyttede fra landbrug og fiskeri til vareforædling og tjenesteydelser. Helt frem til midten af 1800-tallet skete dette ved en nogenlunde uændret fordeling af befolkningen på by og land, men fra dette tidspunkt slog en voksende urbanisering igennem, og denne har siden været et fremherskende træk i samfundet.

Et samfund i opbrud (1770-1810)

I anden halvdel af 1700-tallet stod det klart, at det gamle landsbyfællesskab som driftsform var forældet og ej heller var i pagt med tidens tanker om forholdet mellem stat og almue. Man søgte efter en forandring, hvis hovedmålsætninger var en opløsning af driftsfællesskabet og samling af hver gårds jorder på eet sted, overgang fra fæste til selveje, afskaffelse af stavnsbåndet, omlægning af landets administrative forhold.

Løsningen blev landboreformerne, der afskaffede de gamle vangebrug. Jorderne blev omfordelte således, at hver gård nu fik jorden samlet enten eet sted eller som nogle få jordlodder (typisk en hovedlod, en overdrevslod – der ofte senere blev frasolgt – og en moselod eller englod). I nogle tilfælde skete jordomfordelingen uden at flytte gårde ud af landsbyerne men i de fleste tilfælde blev et større eller mindre antal gårde – i adskillige tilfælde mere end halvdelen – flyttet ud af landsbyen. Udviklingen skete i løbet af en menneskealder og var stort set afsluttet ved udbruddet af krigen med England i 1807.

Landboreformerne ændrede vel ikke meget ved de tidligere forhold bortset fra, at en del gårde og husmandssteder blev udflyttede i forbindelse med landsbyernes udskiftning, men dette skete ofte kun langsomt, hvorfor langt de fleste landsbyer bevarede deres præg af samlede bebyggelser.

Forandringens vinde (1810-1855)

Gadeparti fra Bandholm

Efter den krise, der fulgte i hælene på statsbankerotten i 1813 og tabet af Norge i 1814 med deraf følgende omstillinger, startede et opsving, der som et mærkepunkt havde Englands indførelse 1828 af den ”glidende korntold”. I samvirke med hamborgske handelshuse udvikledes et stadigt voksende kornsalg til Hamborg, Holland og England, ligesom tidligere tiders kornhandel på Norge fortsatte på den nye tids betingelser. Denne periodes altdominerende kornsalg fik to bebyggelsesmæssige virkninger: udskibningssteder, enkle opankringspladser spredt rundt om langs landets kyster og kun undtagelsesvis forsynede med kornmagasiner men ofte betjenende de store kornproducenter, herregårdene og godserne. Desuden ladepladser, skudehandelspladser og skipperbyer, idet det allerede ved plakat af 26. marts 1816 fastsattes, at tiendeyderne skulle føre tiendekornet ”til den nærmest liggende kjøbstad eller det nærmeste ladested”. Ladestederne var i flere tilfælde anerkendte udhavne for købstæder beliggende inde i land, eksempelvis Rødvig (Store Heddinge), Bisserup (Slagelse), Bandholm (Maribo), Struer (Holstebro) og Hjarbæk (Viborg). Antallet af indbyggere var forholdsvis små, sjældent over 200. Skudehandelspladser var steder fortrinsvis i Jylland såsom Løkken, Blokhus, Klitmøller, Agger, Hals og Hadsund med anerkendte særrettigheder, mens skipperbyer som Troense på Tåsinge, Marstal på Ærø, Thurø By på Thurø samt Nordby og Sønderho på Fanø var hjemsteder for søfarende, selvom de selv ikke havde et egentligt opland. Flere af disse bebyggelser havde allerede i begyndelsen af 1800-tallet mere end 300 indbyggere, og talte foruden søfarende også håndværkere og handlende (således 1801 havde Rørvig 303, Troense 536, Hals 643, Klitmøller 336 og Løgstør 463 indbyggere, mens Marstal handelsplads havde 1449 indbyggere). Foruden de omtalte steder, hvis rettigheder var fastlagt særskilt, var det kun købstæderne, der måtte handle på udlandet. For bønderne indebar dette, at de måtte indbringe til købstæderne og sælge deres korn til de derboende købmænd, som derefter videresolgte det til stadsboerne eller udlandet. Dette indebar, at bønderne kun havde ringe indflydelse på salgspriserne og som følge af den ringe omsætning nærmest levede ved byttehandel, idet købmændene på deres side forsynede dem med de nødvendige varer og gav dem de nødvendige kreditter. Ved den begyndende indførelse af næringsfriheden blev disse bindinger gradvist løsnet, men endnu i 1870-erne synes der at have været en forholdsvis fast forbindelse mellem bonde og købmand.

Som eksempel på baggrunden for og årsagen til oprettelse af udskibnings- og ladesteder skal omtales Mullerup strand. I det 18. århundrede havde Kalundborg en florissant handel, idet den naturlige, gode havn beliggende i læ af Gisseløre for enden af en bred, dyb og ofte isfri fjord gav mulighed for en betydelig handel, især afsætning af korn til Norge og Flensborg. Tilsvarende forudsætninger havde nabokøbstæderne Holbæk og Slagelse ikke, og handelsmæssig stod de i skygge af Kalundborg. Da Norge blev skilt fra Danmark og toldskranker vanskeliggjorde kornhandelen, rettedes blikket navnlig mod England som ny aftager af korn, og da England 1828 indførte den såkaldte glidende korntoldskala, fik Kalundborg i kraft af sin beliggenhed og gode havn nye, store muligheder i kornhandelen. Da købmændene var interesserede i at sælge kornet på tidspunkter med lavest mulig told, gjaldt det om at have kornet liggende i en havn, hvorfra det hurtigt og nemt kunne udskibes, og hvor der om vinteren kun var ringe fare for indefrysning. I 1840’erne opførte en købmand fra Slagelse imidlertid kornlagringsrum ved Mullerup strand for herfra at foretage kornudførsel. Nogle købmænd fra Kalundborg forsøgte som et modtræk at oprette et eget kornlagringsrum ved Mullerup, men opnåede derved blot at trække endnu mere handel bort fra Kalundborg. Senere svækkedes Kalundborgs stilling endnu mere, da England helt afskaffede indførselstolden i slutningen af 1840’erne. Mullerup strand på sin side mistede betydning for Slagelse, da købstaden fik station på den 1856 anlagte jernbane fra København til Korsør.

En særlig udvikling gennemgik udskibningssteder og ladesteder ved Limfjorden som følge af Vesterhavets gennembrud af Aggertangen ved en stormflod i 1825. Indtil dette år var Limfjorden en fjord, lukket mod vest af Agger tange. Al varefragt ad søvejen til og fra den vestlige del af Limfjorden, herunder egnens købstæder Thisted, Nykøbing Mors, Lemvig, Skive og Nibe, foruden Viborg (hvis ladested var Hjarbæk) og Holstebro (hvis ladested var Struer) måtte gå over Ålborg, og flere af ladestedernes beboere drev selvstændig handel som kommissionærer for købmænd i Ålborg, selvom dette strengt taget var i strid med loven. Ved siden af dette ernærede ladestedernes beboere sig ved håndværk, gæstgiveri, fiskeri og krejleri (den stedlige benævnelse for prangervirksomhed). En særlig vanskelighed for søfarten var Løgstør Grunde, der kun tillod forholdsvis lavbundede skibe at passere, hvorfor Ålborg fik en fremtrædende rolle som formidler af handlen mellem den vestlige del af Limfjorden og resten af kongeriget. Den 1825 opståede passage mellem hav og fjord var i begyndelsen ikke så stor, men i de følgende år udvidede strømmen det nye løb så meget, at det første skib 1831 kunne passere gennem ”Aggerkanalen”, og 1839 blev besejlingsforholdene yderligere forbedrede, da en ny stormflod uddybede renden gennem tangen. Dermed skabtes en ny tilstand, hvor de bosatte i Limfjordens vestlige del kunne sejle direkte ud i Vesterhavet og derfra videre til de handelsforbindelser i Norge, Sverige, England, Slesvig-Holsten, Nordtyskland og Holland, som tidligere var gået over Ålborg. Antallet af skibe, der årligt passerede Aggerkanalen nåede 1840 op på 400, men væksten fortsatte og toppede 1855 med 1800 skibe. En bølge af vækst og opdrift skyllede ind over vestfjordens ladepladser og købstæder; flere købmænd fik egne skibe, og i tiden omkring midten af århundredet begyndte man at bygge anløbsbroer og egentlige havneanlæg. Den århundredegamle skudehandel fra vestkysten af Thy til Norge flyttede indenfjords, og der opstod en række nye udskibnings- og ladesteder, hvor folk skabte sig en til tider meget indbringende handel, således inden for Thisted tolddistrikt ved Krik, Oddesund, Tambohuse, Hindsels, Gravgård, Doverodde, Visby å, Gudnæs strand, Vilsund, Hovsør og Øsløs. For eksempelvis Struers vedkommende var i 1851 hjemmehørende 14 skibe med i alt 260 kommercelæster. Samme år blev Struer anløbet af 152 skibe fra udenlandske havne, heraf 95 fra Norge, 36 fra England og 13 fra Altona. Fra indenlandske havne uden for Limfjorden havde stedet 46 anløb, heraf 34 fra København. Nogle år senere begyndte Aggerkanalen at sande til, og antallet af gennemløbende skibe faldt fra 1800 i 1855 til 93 i 1864 og 28 i 1867. Med tiden genvandt Ålborg efterhånden sin tidligere rolle som mellemled i fjordens handel og søfart og den kortvarige handels- og søfartsmæssige opblomstring i den vestlige Limfjord var til ende. For de fleste af ladestederne egne forhold fik dette tidsbegrænsede opsving kun ringe betydning. Således havde Struer i 1840 (ved begyndelsen af opsvinget) 114 indbyggere og 1860 (ved slutningen af opsvinget) 159 indbyggere, en fremgang på bare 45 indbyggere i løbet af tyve år.

Den stærke befolkningsvækst, som skete i begyndelsen af 1800-tallet, bevirkede, at landdistrikterne fik et voksende indslag af landhåndværkere uden, at dette fik nogen nævneværdig indflydelse på bebyggelsesmønsteret. Kun få steder opstod der større eller mindre virksomheder med et fabriksmæssigt præg, og endnu omkring 1855 fandtes der af bebyggelser med indslag af oplandsrettet virksomhed (høkere, købmænd og lignende) og/eller industri kun en håndfuld.

Den udvikling, som det danske samfund gennemgik i første halvdel af 1800-tallet, førte således kun til mindre ændringer i de befolkningsmæssige – og dermed bebyggelsesmæssige – forhold. Sideløbende med kornhandelstiden oplevede landet en vis afvandring til købstæderne, og omkring midten af århundredet var opstået de første tilløb til forstadsbebyggelser uden for købstædernes administrative område – et forvarsel om den gennemgribende forandring, som da endnu blot var i sin vorden.

Oversigt over førindustrielle bymæssige bebyggelser i landsognene omkring 1855
Amt	Forstads-bebyggelser	Fabrikssteder	Landsbyer med oplandstjenester	Ladepladser, skipperbyer o.lign.	Bydannelser i indlandet	I alt
Københavns amt	-	-	-	-	1	1
Frederiksborg amt	-	1	-	-	3	4
Holbæk amt	1	-	1	-	-	2
Sorø amt	-	-	-	-	-	-
Præstø amt	1	1	-	1	1	4
Maribo amt	-	-	1	1	-	2
Svendborg amt	-	1	1	4	-	6
Odense amt	-	-	-	-	-	-
Hjørring amt	-	2	-	5	-	7
Thisted amt	-	2	1	1	-	4
Ålborg amt	1	7	-	4	-	12
Viborg amt	2	6	-	2	-	10
Randers amt	2	1	3	1	-	7
Århus amt	2	3	2	-	2	9
Ringkøbing amt	-	6	2	1	2	11
Vejle amt	3	6	1	-	-	10
Ribe amt	-	1	3	1	-	5
I alt	12	37	15	21	9	94

Kilde: J.P.Trap: Danmark, 1 udgave (1858-60).

Sammenfattende kan det således siges, at det først var fra omkring midten af 1800-tallet, at det førindustrielle samfund oplevede et begyndende opbrud.

Litteratur

• Aage Aagesen: "Befolkningen" (Atlas over Danmark, bind I, 1; 1960),
• Ejler Alkjær: "Byernes oplandstilknyttende og oplandsskabende Faktorer" (Det danske Marked, 1942, s. 139-153),
• Erik Arup: Danmarks Historie I-II (1925-32),
• Steen B. Böcher: "Vandkraftens Udnyttelse i det sydlige Nørrejylland før og nu. En erhvervsgeografisk Undersøgelse" (Meddelelser fra Skalling-Laboratoriet, Bind VII, København 1942),
• Aksel E. Christensen: Kongemagt og aristokrati. Epoker i middelalderlig dansk statsopfattelse indtil unionstiden (Akademisk Forlag 1976),
• Aksel E. Christensen: Vikingetidens Danmark paa oldhistorisk baggrund (2. udgave, Akademisk Forlag 1977),
• C.A. Christensen: "Ændringerne i landsbyens økonomiske og sociale struktur i det 14. og 15. århundrede" (Historisk Tidsskrift, bind 12, række 1; 1963; s. 257-349)
• W. Dansgaard og N. Gundestrup: "GISP" (Naturens Verden 1981, ISBN 87-7496-742-8; s. 215-224)
• En beskrivelse af Tikøb Sogn i året 1681 (Helsingør Kommunes Museer 1997),
• Kr. Erslev: "Danmarks Folkemængde i Valdemar Sejrs Tid" (Historisk Tidsskrift, bind 5, række 5; 1885; s. 516-571)
• Ole Feldbæk: "Den lange fred. 1700-1800" (Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie, Bind 9, 1990),
• Ole Fenger: ""Kirker rejses alle vegne".1050-1250" (Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie, Bind 4, 1989),
• Hans H. Fussing: "Bybefolkningen 1600-1660. Erhvervsfordeling, ambulans, indtjeningsevne" (Skrifter udgivet af Jysk Selskab for Historie, Sprog og Litteratur, 1, Universitetsforlaget i Aarhus 1957),
• Joh. Grundtvig: "Danmarks Folkemængde i 1645" (Meddelelser fra Rentekammerarchivet indeholdende Bidrag til Danmarks Historie af utrykte Kilder; Kjøbenhavn 1872; s. 208-230)
• Joh. Grundtvig: "Københavns Folkemængde i 1645" (Meddelelser fra Rentekammerarchivet indeholdende Bidrag til Danmarks Historie af utrykte Kilder; Kjøbenhavn 1877; s. 129-134)
• Joh. Grundtvig: "Danmarks Folkemængde i 1660" (Meddelelser fra Rentekammerarchivet indeholdende Bidrag til Danmarks Historie af utrykte Kilder; Kjøbenhavn 1877; s. 135-191)
• Svend Aage Hansen (anmeldelse): "Befolkningsforløbet 1645-1960" (Nationaløkonomisk Tidsskrift 1966; s. 82-88)
• Lone Hvass: "Møllegader, møllepladser og dæmninger" (Bygning, by og land nr. 15, 1992, s. 9-11),
• Kai Hørby: "Velstands krise og tusind baghold. 1250-1400" (Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie, Bind 5, 1989),
• Vivi Jensen: "Fordrivelsen fra klostret" (Skalk 2003 nr 3, s. 20-29),
• Lise Gerda Knudsen: Pesten grasserer! En undersøgelse af pesten i Danmark i 1650'erne; Landbohistorisk Selskab 2005; ISBN 87-7526-199-5
• Lars Larsson: "Skånske skatte" (Skalk 2000 nr 6, s. 5-11),
• Aksel Lassen: "Skæbneåret 1659. Hungersnød og pest over Sydvestdanmark" (Skrifter udgivet af Jysk Selskab for Historie, Sprog og Litteratur, 5, Universitetsforlaget i Aarhus 1958),
• Aksel Lassen: "Fald og fremgang. Træk af befolkningsudviklingen i Danmark 1645-1960" (Skrifter udgivet af Jysk Selskab for Historie, Sprog og Litteratur, 13, Universitetsforlaget i Aarhus 1965),
• Allan A. Lund: Adam af Bremens krønike (Wormanium 2000)
• Leo Lysgaard: "Vejr og Klima" (i: Arne Nørrevang og Torben J. Mejer (red.): Danmarks Natur, bind 2: Klima og Levevilkår; Politikens Forlag 1968; s. 11-134)
• Hugo Marcussen: "Landskab og byvækst" (Landskap, 51. årgang, København 1970, s. 1-5),
• Ole Mortensøn: "Kystlandskabet" (Kulturhistorien i planlægningen. De kulturhistoriske interesser i landskabet. Miljø- og Energiministeriet, Skov- og Naturstyrelsen, 1996, s.239-262),
• Per Grau Møller: "Det agrare landskab efter 1800" (Kulturhistorien i planlægningen. De kulturhistoriske interesser i landskabet. Miljø- og Energiministeriet, Skov- og Naturstyrelsen, 1996, s.217-238),
• Axel H. Pedersen: Birketing i gl. Københavns amt 1521-1965 (København 1968),
• Henrik Pedersen: De danske Landbrug, fremstillet paa Grundlag af Forarbejderne til Christian V.s Matrikel 1688. (København 1929),
• Erland Porsmose: "De fynske landsbyers historie – i dyrkningsfællesskabets tid" (Odense University Studies in History and Social Sciences, Vol. 109, Odense Universitetsforlag 1987)
• Erland Porsmose: "Hovedgårde og godslandskaber" (Kulturhistorien i planlægningen. De kulturhistoriske interesser i landskabet. Miljø- og Energiministeriet, Skov- og Naturstyrelsen, 1996, s.79-98),
• Erland Porsmose: "Landsbyer" (Kulturhistorien i planlægningen. De kulturhistoriske interesser i landskabet. Miljø- og Energiministeriet, Skov- og Naturstyrelsen, 1996, s.43-60),
• Thomas Bloch Ravn: "Gennembrud" (Skalk 1993 nr. 3, s. 18-24),
• Peter Sawyer: "Da Danmark blev Danmark. Fra ca. år 700 til ca. 1050" (Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie, Bind 3, 1989),
• Benito Scocozza: "Ved afgrundens rand. 1600-1700" (Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie, Bind 8, 1990),
• Gunner Solvang: "Vand- og vindmøller" (Kulturhistorien i planlægningen. De kulturhistoriske interesser i landskabet. Miljø- og Energiministeriet, Skov- og Naturstyrelsen, 1996, s.99-126),
• Axel Steensberg: Borups bønder. Et sjællandsk agrarsamfund i vikingetid og middelalder (Wormanium, Højbjerg 1983),
• Axel Steensberg: Pebringegården. Folk og dagværk fra oldtid til nutid (Wormanium, Højbjerg 1986),
• Niels Peter Stilling: De nye byer. Stationsbyernes befolkningsforhold og funktion 1840-1940 (Selskabet for Stationsbyforskning 1987),
• Bjarne Stoklund: Huset og skoven. Et sjællandsk husmandshus og dets beboere gennem 300 år (Wormanium, Højbjerg 1980),
• Bjarne Stoklund: "Enkeltgårdslandskaber, skov- og hedebygder" (Kulturhistorien i planlægningen. De kulturhistoriske interesser i landskabet. Miljø- og Energiministeriet, Skov- og Naturstyrelsen, 1996, s.61-78),
• Jens Vellev: "Peder Olsen" (Skalk 1992 nr 6, s. 13-15)
• Christian Vibe: "Mikro-istider" (Naturens Verden 1982, ISBN 87-7496-821-1; s. 297-320)
• H.M. Velschow: "Om Folkemængden i Danmark i Midten af det trettende Aarhundrede" (Historisk Tidsskrift, Bind 1, række 4; 1843; s. 1-52)

Eksterne henvisninger

• Den digitale byport
• Anders Andrén: "Städer och kungamakt – en studie i Danmarks politiska geografi före 1230" (Scandia, bind 49 (1983), nr 1)
• Per Boje og Ole Hyldtoft: "Økonomiske, geografiske og demografiske aspekter" (Urbaniseringsprosessen i Norden, Del 3: Industrialiseringens første fase; Universitetsforlaget Oslo-Bergen-Tromsø 1977),
• Steen B. Böcher: "Vandkraften som initial lokaliseringsfaktor for dansk industri" (Geografisk Tidsskrift, 52. Bind, 1952-53, s. 33-50),
• Jens Ole Christensen: "Fladstrand – befæstning og byudvikling" (Historie, Ny række, 18, 1989, s. 421-450),
• Ole Degn: "Danmark. De nyanlagte byer og byudviklingen i Danmark 1600-1800" (Urbaniseringsprosessen i Norden, Del 2: De anlagte steder på 1600-1700 tallet; Universitetsforlaget Oslo-Bergen-Tromsø 1977),
• Ole Degn: "Byer, hierarkier og byudvikling i Danmark 1550-1700" (Historie, Ny række, Bind 17; 1987, s. 527-546),
• Viggo Hansen: "Den rurale by. De bymæssige bebyggelsers opståen og geografiske udbredelse" (Geografisk Tidsskrift, 64 bind.; 1965, s. 54-69),
• Ole Hyldtoft: "Urbaniseringen i Danmark 1914-1970" (Studia Historica Jyväskylänsia 27, Historica IV; Jyväskylä 1983)
• P. B. Jacobsen: "Bidrag til Fremstilling af det danske Kiøbstadvæsen under Kongerne Christian III. og Frederik II." (Historisk Tidsskrift, 1. række, Bind 5; 1844)
• Henrik M. Jansen, Tore Nyberg og Thomas Riis: "Danmark. Danske byers fremvækst og udvikling i middelalderen" (Urbaniseringsprosessen i Norden, Del 1: Middelaldersteder; Universitetsforlaget Oslo-Bergen-Tromsø 1977),
• C. Klitgaard: "Den nordjyske Skudehandel" (Historie/Jyske Samlinger, 5. række, Bind 1; 1932)
• Axel Linvald: "Hvem ejede Danmarks Jord omkring Midten af det 18. Aarhundrede?" (Historisk Tidsskrift, 8. række, Bind 4; 1912, s. 147-158),
• Fridlev Skrubbeltrang: "Studier over gårde, gårdbrugerantal og brugsstørrelser i det 17. århundrede" (Historisk Tidsskrift, 12. række, Bind 5; 1971, s. 1-36),
• Severin Christensen Sortfeldt: "Bidrag til Fiskerbyen Løkkens Historie" (Jyske samlinger, 4. række, Bind 3; 1917, s. 59-78),
• John Kousgård Sørensen: "Stednavnene og bebyggelserne, ældre?, samtidige?, yngre?" (Fortid og Nutid, 1981-1982; s. 91-96)