Blekinge

Blekinge er et svensk landskab, der grænser op mod Skåne og Småland med en lang kystlinje mod Østersøen. Også kaldet Bleking eller Blegind på dansk. Navnet kommer måske fra ordet "bleke" som betyder roligt vand. Blekinge udgør administrativt Blekinge län. Landskabet og länet er næsten identiske.

Blekinge var en del af de gamle danske Skånelandene (Skåne, Halland, Bornholm og Blekinge). Siden Roskildefreden i 1658 har Blekinge været under skiftende svenske konger. De gamle danske byer i Blekinge er Sölvesborg, Ronneby (Rønneby) og Christian 4.'s fæstningsby Kristianopel (Christianopel).

Historie[redigér]

Blekinge var i flere hundrede år et grænseland mellem Danmark og Sverige. Omkring år 800 omtales at sveerne skulle have lagt landskabet under sig og at det skulle være en del af Värend.

De ældste danske runestene fandtes i øvrigt i Lister.

Middelalderen[redigér]

Blekinge synes i de ældste tider at have stået i en om dog løs forbindelse med Sverige, men var, allerede da biskoppen af Lund, Egino, i 1060-tallet bragte kristendommen til bygderne øst for Skåne, at regne til Danmark. Dets omfang var i middelalderen noget mindre ens senere, i det Lister herred regnedes helt for sig. Landskabet havde sit eget landsting, hvilket formodentlig blev holdt ved Hjortsberga i Medelstads herred, og egen landsdommer, men fulgte Skånske lov. I kirkelig henseende lød det, som siden, under Lunds stift. År 1231 findes det første sikre bevis for, at Blekinge var en del af Danmark i Kong Valdemars Jordebog.

Efter, at Blekinge i 1242 var blevet et hertugdømme, hjemfaldt det allerede i 1260 efter den første indehavers, Knut Valdemarssøns, død påny til kronen. I 1329 overdroges det som pant til greve Johan af Holsten, men på grund af den undertrykkelse, som denne og hans fogder udøvede, gav landskabet sig i lighed med Skåne og øen Hven ved overenskomsten i Kalmar 19. juni 1332 ind under den svenske konge Magnus Eriksson, der senere samme år ved køb erhvervede sig det til grev Johan udstedte pantebrev. Magnus Eriksson formåede imidlertid ikke i længden at holde den kraftfulde danske konge Valdemar Atterdag stangen, da denne fik retten til at samle riget, og efter, at denne i 1360 havde fået kontrollen med den skånske hovedfæstning Helsingborg, var han efter kort tid i stand til at bringe hele Blekinge tilbage til det danske rige.

Som grænseland hjemsøgtes Blekinge under den følgende tids krige ofte af svenskerne, som plyndrede og hærgede landet: i 1436 drog Engelbrekt dertil; Karl Knutssons øverstbefalende for hårdt frem i 1452 og indtog blandt andet Lyckeby; Svante Sture faldt ind i landet i 1509, og af Berent von Mehlen blev det angrebet i 1523 af Gustav Vasa, som besatte det til ind i det følgende år. Under den Nordiske Syvårskrig (1563–70), da blandt andet Ronneby under Erik 14.s påsyn blev taget med storm og ødelagt (4. september 1564), og under Kalmarkrigen, da den nyanlagte by Kristianopel i 1611 overraskedes af Gustaf Adolf og blev stukket i brand, hærgedes Blekinge vidt og bredt. I et forsøg på at mindske de ødelæggelser, som krigene medførte, indgik bønderne i grænseegnene til Småland ofte bondefred frem for at selv gå i krig. Den vestligste del af Blekinge med Lister var oprindelig en del af Skåne, men i 1648 lagdes grænsen om.

Svensk overherredømme[redigér]

Ved freden i Roskilde den 28. februar 1658 måtte Danmark afstå Blekinge til Sverige. Landskabet havde under den danske tid været delt i to hovedlen: Sölvesborgs og Lyckås (efter 1601 Kristianopels); nu lagdes det til det skånske generalguvernement og kom at lyde under landshöfdingen i Kristianstad til det i 1680 forenedes med Kalmar län og 1683 fik sin egen landshöfding med residens i Karlskrona. I begyndelsen af den svenske tid finder man i Blekinge som i Skåne på de fleste områder et mærkbart stillastående i udviklingen. Hertil bidrog, at under Karl 11. og Karl 12. forekom flere krige, som hærgede landskabet samt den alvorlige pest, som 1710–1711 bortrykkede store dele af befolkningen.

Blekinge udgjorde sammen med det nordøstlige Skåne det pro-danske kerneland for modstandsbevægelsen (friskytterne og snaphanerne) mod svenskerne. Folkeoprøret i 1676 startede i det østligste Blekinge.

Som et led i forsvenskningen grundlagde svenskerne købstæderne/flådebaserne Karlskrona og Karlshamn i Blekinge. Karlskrona anlagdes på øen Trossö i 1680 som en ny svensk marinebase og var tredive år senere rigets tredjestørste by med mere end 10.000 indbyggere. Den beskyttede beliggenhed i den blekingska skærgård, hvor befæstningsanlægninger enkelt kunne forsvare stedet, kombineret med en rig adgang til egetræer på fastlandet spillede ind, da man synede stedet for den nye marinebase. Også Karlshamn oprettedes på samme tid, mens de ældre etablerede byer Ronneby og Sölvesborg stagnerede. Karlskrona og Karlshamn lå i nærheden af de middelalderlige handelspladser Lyckeby og Elleholm og erstattede dermed også disse. I 1700-tallet var landskabet Sveriges mest urbaniserede med en fjerdedel af indbyggerne bosatte i byer. Senere har landskabet oplevet en langsommere udvikling end resten af Sverige.

Noter[redigér]

Eksterne henvisninger[redigér]