Spring til indhold

Skipperbyer i Danmark

Fra Wikibooks, den frie samling af lærebøger
Havnen i Nordby på Fanø
Nordby i 1905.

Ved skipperbyer forstås de bymæssige bebyggelser, der lå på de mindre øer og som var hjemsteder for et stort antal søfarende, selvom de selv ikke havde et egentligt opland eller bagland. Skipperbyer adskilte sig derved fra andre steder med skibsfart, hvor netop deres bagland udgjorde en betydningsfuld årsag til deres opståen og trivsel: ladepladser, skudehandelspladserne langs den nordjyske kyst og udskibningssteder. Skipperbyerne synes altovervejende at høre til 1700-tallet og 1800-tallet.

Flere af disse bebyggelser med tilknytning til søfarten havde allerede i begyndelsen af 1800-tallet mere end 300 indbyggere: således i 1801 havde Rørvig 303 indbyggere, Troense havde 536 indbyggere, Hals havde 643 indbyggere, Klitmøller havde 336 indbyggere og Løgstør havde 463 indbyggere, mens Marstal havde 1449 indbyggere.

De mest fremgangsrige skipperbyer var Dragør på Amager, Marstal på Ærø, Thureby på Thurø, Troense på Tåsinge, Nordby (Odden) og Sønderho på Fanø. Også andre steder kunne skibsfart sætte deres præg dog uden dannelse af særskilte skipperbyer. Det gælder øer som Bogø, Fejø, Fur, Læsø, Nyord og Strynø, Ommel på Ærø, Lohals på Langeland, Falsled og Stige på Fyn.[1]

Beliggenhed[redigér]

Alle skipperbyerne ligger på steder med gode besejlingsforhold: Nordby (Odden) ligger ved en priel i tilknytning til Grådyb, Sønderho ved en priel i tilknytning til Knudedyb, Troense og Thurø by ved Thurø Sund, Marstal ved Søndre Løb og Klørdyb, Dragør ved sejlrenden i tilknytning til Drogden. Fælles var også de relativt beskyttede havneforhold.

Et fælles træk ved skipperbyerne er beliggenheden på en mindre ø. Det er sandsynligt, at fragt med egne eller hjemstavnens varer oprindeligt har skabt grundlaget for skibsfarten, men at dennes videre udvikling skyldes evnen til at se handelsmuligheder, hvor andre ikke formåede at se dem. Skibsfarten er derved vokset ud over, hvad selve hjemstavnen har kunnet muliggøre, og er videreudviklet til en specialiseret næringsvej.

Besejlingsforholdene har naturligvis ikke været uforandret over tid.

Udseende[redigér]

Det forhold, at skipperbyerne var forholdsvis store, gjorde, at de fik en vis kompakt karakter. Som helhed kan man sige, at et fælles træk var et netværk af gader, der overvejende lå parallelt med henholdsvis vinkelret på kysten.[1][2] Sådanne fuldt udviklede byer med gader, stræder og slipper finder man i Dragør Marstal, Nordby og Sønderho. Troense nåede - selv på sit højepunkt - aldrig ud over 3-4 gadeforløb. Thurø by kom sent med og fik ligeledes et mindre udpræget gadepræg.

De ældre skipperbyer (før 1860) bestod af huse beliggende med en facade ud til gaden, overvejende opførte af bindingsværk, enkelte grundmurede.[2] Husene kunne bestå af en enkelt længe eller, som i Dragør, af et vinkelformet hus, med højt tag med plads til skibsgrej på loftet, som regel med en mindre have, en lille gårdsplads, måske ko- og hestestald, svinesti, lokum og lignende.[2]

I 1860-erne og 1870-erne bliver grundmurede huse almindelige, kalkede og med de samme størrelsesforhold som de ældre huse. Huse byggede i 1890-erne kunne være opførte af cement og med blankmur, undertiden tillige frontispicer og kælder, som regel mere højloftede, undertiden forsynede med relief af en skonnert eller anker på husfacaden.[2]

De fleste indbyggere i skipperbyerne var ifølge sagens natur søfolk, kaptajner, styrmænd, matroser og drenge, men byerne rummede også andre næringsveje i tilknytning til sejladsen: skibsbyggere, rebslagerier med reberbaner og lignende.[2] Især i Troense og Thurø by blev skibsfarten suppleret med et relativt omfattende skibsbyggeri.[3]

Skipperbyernes historie[redigér]

Skipperbyerne har ikke en fælles oprindelse. For Dragørs og Nordby på Fanøs vedkommende synes der at være tale om en videreudvikling af fiskerlejer, hvor fiskeriet trænges i baggrunden til fordel for skibsfarten. For Troenses, Thurø bys og Marstals vedkommende må forudsætningerne søges i den ældre bondesejlads i det sydfynske øhav, men forbindelsen er ikke entydig. I hvert tilfælde gjorde der sig særlige forhold gældende.

1600-tallet[redigér]

Læsø[redigér]

Det første eksempel på en befolkning, der altovervejende lever af skibsfart, synes at være Læsø. Her udviklede der sig en skudehandel, som hentede træ fra Norge og leverede korn fra Danmark.[4] I forbindelse med omtalen af Struer skrev Arent Berntsen i 1656: "LÆSSØ ligger 2 Mile østen fra Wendsyssel/ oc er 3 Mile lang oc 1 Miil bred. Paa samme Land er ingen kiøbsted/ men allene nogle Kircke Sogne. Indbyggerne søge deris Næring baade med Fiskeri/ saa oc meget ved Søfarten/ i synderlighed føre de megit Bygnings Tømmer fra Norge ind for Struer/ hvor den største Deel af Harsyssels Indbyggere det kiøbe"[5]. Denne skudehandel ophørte imidlertid næsten helt i begyndelsen af 1700-tallet.[6]

1700-tallet[redigér]

1700-tallet kendetegnes ved et stærkt voksende skibsfart i århundredets anden halvdel: mens den samlede handelsflåde i de danske provinstolddistrikter indtil 1750 synes at have svinget omkring 6-7.000 kmcl, voksede den fra midten af århundredet til omkring 11.000 kmcl i 1800, størstedelen hjemmehørende i købstæderne.

I 1700-tallet var der uden for købstæderne især to steder, hvis skibsfart fik landsdækkende betydning: Dragør på Amager og Marstal på Ærø.

Dragør[redigér]

Gade i Dragør.
C.W. Eckersberg: Havnen i Dragør. Maleri fra 1825.

Dragør var endnu henimod slutningen af 1600-tallet overvejende et fiskerleje, men i begyndelsen af 1700-tallet trængtes fiskeriet tilbage til fordel for søfarten.

I en stiftsrelation fra 1735 oplyses: "Dragøe paa Amager ernærer sig ved Søefarten ved at hente brende, kalcksteen, salted sild og deslige i Provincierne med en 40 Fartøyer som Indvaanerne der besidder og kand være fra een til 12 læster drægtige."[7] Det er hævet over al tvivl, at nærheden til København spillede en rolle for udviklingen af denne fragtfart, idet skipperne fra Dragør i begyndelsen især fragtede varer andre dele af helstaten til hovedstaden. Især spillede brænde fra Holsten, fra Neustadt og Howacht ved Kielerfjorden en stor rolle i den tidlige sejlads. Dragørs skibe besejlede i 1733 København 354 gange men kun 187 gange hjembyen. Mens 235 besejlinger var knyttede til enten København eller Dragør, var der kun 24 tilfælde, hvor sejladsen foregik indbyrdes mellem andre steder. I stiftsrelationen oplyses: "Disse skibe besegler mest Kiøbenhafn undertiden Lübeck, Curland, Carlshafn og Gulland førende herfra Smaa stude til Lübeck, Sædis Varer, Kiød, iblandt lidet flesk, Smør og fiskerie føris baade til Kiøbenhafn og Lübeck.."[8]

Senere udviklede Dragør sin skibsfart. I 1740-erne begyndte man fx at besejle Grenå. Brændesejlads synes fortsat at have spillet en hovedrolle, men Dragørskipperne udnyttede enhver mulighed for fragtsejlads, idet fragten med brænde i nogle tilfælde blev udskudt til fordel for mere pressende fragter.[9]

Ifølge Pontoppidan bestod Dragør i 1774 af "250 Huusmænd".[10]

Jonge beskriver i 1777 Dragør således: "Dragøe eller Dragør, en smuk Bye med teiglhængte Huse, beliggende ved den yderste Kant af Amager, og er beboet af Skippere, Lootser og enroullerte Søefolk, saa og Fiskere og adskillige Haandværksfolk. Medens Mændene ere til Søes, ernære Konerne sig mestendeels af at væve, endog for Kiøbenhavns Indvaanere. I fordum Tid have Hansestæderne havt her 700 Boder, da Fiskeriet heromkring var af stor Vigtighed. Byen har henved 400 Huse. Her boer en Tolder og en Strandrider. Disse Dragøere eie mangfoldige Fartøier af maadelig Størrelse, hvormed de beseile alle Provinzer, ja ogsaa udenrigske Stæder. Farvandet uden for Dragøe kaldes Refshalen eller Renden, hvor fremmede Skibe behøve Dragøelotser til at lotse sig igiennem, hvorudover man ogsaa i Søen seer til de Seilendes Nytte og Advarsel ligge store Tønder at flyde ovenpaa Vander, og ere fastgiorte, at de ei kan drive bort."[11]

Dragør havde 1.431 indbyggere i 1769, 1.376 indbyggere i 1787 og 1.583 indbyggere i 1801.[12]

Marstal[redigér]

Havnen i Marstal.

Marstals skibsfart har sin oprindelse tilbage til delingen af Ærø i 1634. Dette år blev Ærø delt mellem 4 hertuger, hvorved blandt andet Marstal og Ærøskøbing kom under ulige overherre. Ganske vist var det i delingstraktaten lovet, at Ærøskøbings rettigheder skulle opretholdes ubeskåret, men dette blev ikke overholdt trods gentagne klager, og Marstals skibsfart voksede. Udviklingen hæmmedes dog i begyndelsen af toldbestemmelserne, idet Marstals indbyggere toldmæssigt blev behandlet som udlændinge.[13] 1729 forandredes dette med Marstals indlemmelse i den kongelige del af Sønderjylland, hvorved det bestemtes, at byens borgere fremover skulle anses for kongerigske.[14] Derved lagdes grunden til et stort opsving i byens søfart. Ærø lå omtrent midtvejs mellem de danske øer og de sønderjyske og holstenske havne, og snart begyndte byens skippere at fragte korn fra syddanske købstæder til hertugdømmerne, hvorfra kornet blev viderefragtet til store tyske og nederlandske byer. Især på Lolland kom kornfragten til hertugdømmerne under marstallernes styring, og mange stedlige købmænd udviklede sig til disses opkøbere på øen. I en beskrivelse af denne virksomhed fra 1763 hedder det blandt andet: "Alt, hvad Virgil siger til Biernes Ros, kan hentydes paa Marstallerne. De helmer aldrig, de er idelig i Bevægelse, en Dag at ligge stille er for dem en Plage. De lever tarvelige, stille og indgetogne. At stræbe og samle er alt deres sag. De lader sig aldrig nogen Sag være sur og vanskelig, naar der er mindste Haab. De tager visselig mangen Fordel fra andre, mindre flittige Stæder, og det er de at rose for. Denne Stræbsomhed gør dem som sædvanlig meget misundte, især af deres Naboer Lollikerne, og dog aflader disse aldrig at handle med dem. Naar det Indfald stikker den lollandske Købmand, saa giver han Klage over Klage til Kammeret over Ærøboens Handel som sig fornærmende, og selv kan han ikke bare sig at handle med dem. Bliver de borte, saa er det, som hans Handel var død. Denne lille By eller Flække ejer alene til Søfarten, Fragter og Handelsskab 38 store Jagter foruden mindre Fartøjer, saa mange ejer ikke alle fem Købstæder i Lolland. Nu da dette renskrives, erfarer jeg, at de har 50 Jagter. Marstallernes Fart er deri forskellig fra andres, at deres meste Fart er fra Mikkelsdag og hele Vinteren igennem, saa længe et Fartøj kan gaa i Søen. I den Tid er deres største Handel med Korn og Fedevarer fra Lolland, Fyn og omliggende Øer til København og de holstenske Stæder. Deres Skibe er snilde og sikre og Folket rette Søhaner. Naar andre Stæders Skibe er aftaklede, løber Marstallernes for fulde Sejl, og naar en anden Skipper skal først i Magelighed drikke sin The og spise sin Frokost, før han letter, saa sejler Ærreboen paa et stykke Ost og Brød eller en Pibe Tobak".[15]

I 1784 ansøgte indbyggerne i Marstal om tilladelse til at bygge en havn ved byen, hvilket blev afslået.[16] I 1803 viste en opgørelse 123 hjemmehørende fartøjer med en samlet tonnage på 1300 kommercelæster, "som seile paa Østersøen, Norge, Holsteen og Kjøbenhavn."[17] "De fleste af disse Fartøjer ere byggede i Marstal, nogle i Throensee paa Thorsenge. Jagter paa 10-15 Læster fare med Skipper, 2 Mand og en Dreng. De over 15 Læster med 1 Mand mere. De under 10 Læster med en Matros og en Dreng. Undertiden gaaer Skipperen selv med som Matros og behjelper sig saaledes med en Mand mindre. Disse Marstaller Jagter føre en særdeles levende Kornhandel paa Østersøen, og vore egne Øer. Dens Skibsfart har paa de sidste 20 Aar merkeligen tiltaget. Flekken Marstal har ingen Jord. Da den kongelige Gaard Gudsgave blev nedlagt, kjøbte adskillige Indvaanere nogle Kobler, som de nu eje. Disse Jorder ere inddelte i to Marker, en Mark drives i tree Aar med Byg, Rug og Havre, medens den anden udlægges i tre Aar med Klever. Marstallerne som ere blot Søfarende og Haandværkere, holde ikke selv Heste, men Bønderne drive samme for dem, og de give dem 14 sk. for 1 skp. Land at pløje. Desforuden ere 77 Kaadboere i Byen, hvis Fæstekaade ere af Kongen ved en under 2. Sept. 1801 gjennem Rentekammeret udstædt Forsikkringsact, forlenede dem til Ejendom."[18]

Marstal havde 760 indbyggere i 1769, 925 indbyggere i 1787 og 1.449 i 1803.[19]

Troense[redigér]

Troense gamle skole.

Troense udviklede sig i middelalderen som en landsby knyttet til hovedgården Kærstrup, senere Valdemars Slot. Troense bestod i middelalderen af to småbebyggelser ved Pilekrogen og ved Grønnegades sydlige del. I 1500- og 1600-tallet bestod landsbyen af et antal gårde og huse, der ydede "ugedagstjeneste" på herregården. I 1682 bestod landsbyen af 7 gårde, 2 huse med jord og 12 huse uden jord. Det samlede dyrkede areal var 145,5 tønder land skyldsat til 22,29 tønder hartkorn.[20] Dyrkningsformen var trevangsbrug, idet byen havde sine marker integreret med Vindeby, Nyby og hovedgården.[21]

I løbet af 1700-tallet udviklede Troense sig i kraft af sin beliggenhed ved kysten nær Svendborgsund med gode vilkår for sejlads sig til et skippersamfund. Meget taler for, at det var baronen, som var fødselshjælper for Troenses opkomst som skipperby. I 1732 var der mindre end ti fartøjer på Tåsinge, og baronen ejede de fem. I 1750 nedlagde kammerherre Niels Juel gårdene mellem de to gamle bebyggelser og opførte i stedet huse langs Grønnegade med lange, smalle haver bagud. Samtidig søgte han at få husmændene til at slå sig på frugtavl. Det overskud af frugt, som derved blev avlet, kunne danne grundlag for sejlads med såkaldte "pæreskuder" til hovedstaden.[22] I 1767 var der ikke længere nogen gårde men til gengæld 79 huse beboede af skippere, søfolk, skibsbyggere og fiskere, hvortil kom 15 huse i en ny bydel, Frederiksstad; desuden fandtes en vejrmølle og fra 1790 en skole. Byen havde nærmest form som et F: en række huse lå langs nordkysten til hjørnet, hvor Frederiksstad stødte til vinkelret på; omtrent midtfor lå en parallel gade med huse på begge sider.

I 1777 bestod Troense i følge Jonge af 98 huse.[23]

Om Troense oplyser Begtrup i 1806: ".. Tronse har omtrent 100 Huse, som beboes blot af Søefolk, Skibsbyggere, Skippere og Fiskere. Byen har paa de sidste 20 Aar mærkelig tiltaget, den tæller nu 5-600 Mennesker. Før den Tid gaves kun 3 Jagter til Byen, nu ejer den 10 eller 12, som gaae paa Fragthandel i Østersøen. Desuden bygges her aarlig 8 til 10 større og mindre Skibe pr. Commission for Svendborg, Korsøer, Horsens og flere Steder. Saaledes er Postjagten ved Korsøer bygget her. Her boer 9 Skibsbygmestre, som beskjæftige omtrent 200 Mennesker, og som besidde hver en smuk Formue fra 10-30000 Rdlr., de staae for deres Skibsbyggeri i stor Credit. Fra Tronse søges Mestere, som gaae til Ærø, Lolland, Fyen, Holsten og Jylland for at bygge Skibe. Byen Thronse har ingen anden næring end Søfart, thi af de 100 Huse ere 29 jordløse, og 71 have blot 12 skp, Land hver. Byen har gode Frugthaver. Denne By er en stor Herlighed for Øen, og giver en god Revenue for Stamhusets Ejer. Af Huset, som Fæsteren selv bygger, gives en Indfæstning af 2 til 300 Rdlr., og en aarlig Afgivt af 5 Rdlr. af Huset, og 5 Rdlr. af de 12 skp. Land til Huset."[24]

Nordby og Sønderho[redigér]

Om Fanø skriver Jonge blandt andet: "Landets Indbyggere ere Skippere, Matroser og Fiskere. Skipperne her paa Øen have smaa Fartøier paa 60 til 200 Tønder Rug; den meste Deel deraf ere hængmastede Fartøier, som ere ukiendelige fra Fiskefartøier, naar de fra Søen indkommer. Med disse Fartøier lade Faningerne sig fragte af Kiøbmændene i Ribe og Varde, til at seile til Holsteen, Hamborg, Bremen og Holland. Disse Faninger have ogsaa megen Handel med Klynetørv, som de med deres Baade og smaa Fartøier afhente fra Tiereborgstrand paa det faste Land, for deels at bruge selv, men udføre den største Deel deraf til Marsklandene og til de Øer, som mangle Brændsel."[25]

"Den vestlige Side af Landet bestaaer meest af Sandbjerge, som ere bevoxte med Halm. De Seilende lande altid ved den østre Ende af Landet, enten ved Sønderhoe eller Nordbye; de fra Sønderhoe have deres Ud- og Indfart af Riberdyb, men de fra Nordbye have deres Ind- og Udseiling af Graadyb. De Skibe, som gaae ind paa søndre Side af Riberdyb blive visiterede af den kongelige Visiteur paa Sønderhoe; men de som gaae Norden eller Nordvest ind ad Graadyb til Fanøehavn, hvor ingen Toldbetjent er boende, opagtes af samme Visiteur paa Sønderhoe, og ind ad Hierting, hvor Vardetoldkammer er anordnet."[26]

Om Nordby sogn: "Sognet bestaaer af Nordbye, hvilken Bye ligger i en Rekke som en Halvmaane, og deles ligesom i 4 Byer, nemlig: 1) Renderne; 2) Byen; 3) Nordbye; 4) Odden. I den sidste Deel boe de fleste Indbyggere for Seiladsens Skyld, thi de have Havnen strax ved deres Huse, hvortil ei allene er god Indfart, men der er og beqvemt Vinterlag for fremmede Skibe."[27]

"Sønderhoesogn bestaaer af Sønderhoebye og Sønderhoemølle."[27]

1800-tallet[redigér]

Marstal[redigér]

Marstal i 1899.

Marstals første storhedstid som skipperby endte under englandskrigen 1807-1814: englænderne beslaglagde skibe, mange forliste og handelen gik i stå. I 1813 fulgte statsbankerotten, "hvorved byen mistede sine rede penge, som havde været forudsætningen for den handel for egen regning, som havde bragt byen så stor velstand." Følgen var, at skibene fremover måtte satse på fragtfart. Endelig brændte en stor del af byen i 1815. Udfaldet af disse ulykker var, at byen endte i en lang periode af fattigdom.[28] Men byen voksede: Marstal havde 1.449 indbyggere i 1803 og 2.171 indbyggere i 1840.[29]

Først i 1840-erne indtrådte en fornyet fremgang i forlængelse af den engelske kornlovgivning.[30]

Kornhandelens storhedstid varede til omkring 1880, da korn fra Amerika og Rusland ramte verdensmarkedet og betød, at kornpriserne sank. Følgen var, at den store danske korneksport standsede, hvilket atter betød, at der blev et overskud af fragttonnage. "Det blev vanskeligt at få fragter, og fragterne faldt rivende."[31] Oveni kom, at dampskibene nu for alvor begyndte at udvikle sig til konkurrenter for sejlskibene. Da Danmark begyndte at udvikle eksporten af kvægprodukter, kom denne fornyede eksport således især dampskibene til gode. I stedet søgte marstallerne over i nye fragtområder, med træ fra svenske og finske havne til mindre franske kanalhavne og tørhavne i Normandiet og Bretagne, hvor man kun kunne komme ind ved springflod, og hvor dampskibe ikke vovede sig ind.[32] Om vinteren, når Bottenhavet var lukket af ise, søgte man til Amerika, og derved udvikledes et nyt fragtområde langs den amerikanske østkyst fra den mexikanske golf til flodhavnene ved La Plata.[33] Nogle skibe sejlede på Island, i 1890-erne sejlede andre på Marokko, desuden på Senegal. Herfra gik man i ballast til Vestindien eller Mexico. Nogle få skibe sejlede syd om Cap Horn og Cap det gode Håb til Østafrika og Australien.[34]

Til trods for de mange nye tiltag var 1890-erne en svækkelsesperiode for byens skibsfart. Omkring århundredeskiftet oplevede byen et nyt og sidste opsving, idet man nu satsede på fragt med træ fra Canada fulgt af fisk fra New Foundland og Labrador til Spanien og Middelhavet, en fragtfart der fortsatte frem til 1. verdenskrig.[34] Fragtfarten førte til et fornyet opsving; alene i året 1900 blev bestilt 28 nye fartøjer.[34] I begyndelsen sejlede man kun på New Foundland om sommeren, men efterhånden sejlede man hele året.[34]

I anden halvdel af 1800-tallet voksede Marstals indbyggertal fra 2.171 i 1840 til, 2.590 indbyggere i 1860[35], 2.755 indbyggere i 1870[35], 2.745 indbyggere i 1880[29], 3.028 indbyggere i 1890[29], 3.174 indbyggere i 1901[29], faldt i 1906 til 2.918 indbyggere, i 1911 til 2.578 indbyggere og i 2.407 indbyggere (2.547 hjemmehørende).[36]

Marstals sidste fragtfart fik en ende med 1. verdenskrig. 42 fartøjer, svarende til omkring en tredjedel af tonnagen i 1913 gik tabt ved skibsforlis, og 53 sømænd mistede livet.[34] Desuden skete bortsalg af skibe. I 1919 var der 137 fartøjer tilbage i Dragørs flåde.[37]

Troense[redigér]

I 1830 blev byen beskrevet således: Troense, Fiskerleje i Bregninge sogn på Thorseng, har ganske udseende af en lille flække, og indeholder omtrent 100 gårde og huse, med 600 beboere. Ej ubetydelig skibsfart drives med 21 fartøjer, også haves et hospital, en almueskole og en navigationsskole. Troense er især berømt for sit skibsbyggeri, hvilken kunst her drives til en sjælden grad af fuldkommenhed. Omegnen og vejen fra Troense til Vindeby (1/2 mil) frembyder de skønneste udsigter.[38]

Troenses betydning som skipperby kulminerede først i midten af 1800-tallet: i 1801 havde byen 536 indbyggere[29], i 1840 930 indbyggere[29], i 1860 1.010 indbyggere[35], i 1870 982 indbyggere[39], i 1880 947 indbyggere[29], i 1890 839 indbyggere[29] og i 1901 816 indbyggere.[40] I 1906 var indbyggertallet faldet til 706, i 1911 til 632 og i 1916 til 600 indbyggere[41], men da var Troenses storhedstid forlængst kulmineret.

Noter[redigér]

  1. 1,0 1,1 Mortensøn (1997), s. 251
  2. 2,0 2,1 2,2 2,3 2,4 Mortensøn (1997), s. 252
  3. Møller Nielsen, s. 208-210, 220, 223-264
  4. Jensen og Stoklund, s. 6
  5. Berntsen, s. 167
  6. Jensen og Stoklund, s. 7
  7. Monrad Møller, s. 82
  8. Monrad Møller, s. 82f
  9. Monrad Møller, s. 135
  10. Pontoppidan, Tome VI (1774)
  11. Jonge, s. 58
  12. Folketællingen 1911, s. 7
  13. Kroman, s. 56
  14. Kroman, s. 57
  15. Kroman, s. 57-58
  16. Begtrup, s. 542
  17. Begtrup, s. 543
  18. Begtrup, s. 544
  19. Folketællingen 1911, s. 5
  20. Pedersen, s. 68
  21. Frandsen, s. 140, 209
  22. Møller Nielsen, s. 208
  23. Jonge, s. 327
  24. Begtrup, s. 517f
  25. Jonge, s. 513
  26. Jonge, s. 513f
  27. 27,0 27,1 Jonge, s. 514
  28. Kroman, s. 60
  29. 29,0 29,1 29,2 29,3 29,4 29,5 29,6 29,7 Folketællingen 1901, s. 7
  30. Kroman, s. 61
  31. Kroman, s. 62
  32. Kroman, s. 63
  33. Kroman, s. 63-64
  34. 34,0 34,1 34,2 34,3 34,4 Kroman, s. 64
  35. 35,0 35,1 35,2 Folketællingen 1880, s. 80
  36. Folketællingen 1916, s. 3
  37. Kroman, s. 65
  38. Provincial-Lexicon over Danmark, Odense, Hempel 1830
  39. Folketællingen 1880, s. 78
  40. Folketællingen 1901, s. 26
  41. Folketællingen 1916, s. 67

Litteratur[redigér]

  • Gregers Begtrup: Beskrivelse over Agerdyrkningens Tilstand i Danmark; Tredje Bind: Fyen, Langeland og Ærø; Kjøbenhavn 1806 (geoptryk Rosenkilde og Bagger, København 1978)
  • Karl-Erik Frandsen: Vang og tægt. Studier over dyrkningssystemer og agrarstrukturer i Danmarks landsbyer 1682-83 (Bygd 1983), ISBN 87-87293-25-0
  • Viggo Hansen: "Den rurale by" (Geografisk Tidsskrift 64. bind, 1965 s. 54-69),
  • Jørgen Steen Jensen og Bjarne Stoklund: "Skatten fra Læsø" (Skalk 1984 Nr. 4; s. 3-9)
  • Nicolai Jonge: Kongeriget Danmarks chrorografiske Beskrivelse; Kiøbenhavn 1777
  • Erik Kroman: "Træk af Marstal søfarts historie" (Handels og Søfartsmuseets årbog 1953; s. 56-67)
  • Ole Mortensøn: "Kystlandskabet" (i: Kulturhistorien i planlægningen; Miljø- og Energiministeriet, Skov- og Naturstyrelsen 1996),
  • Anders Monrad Møller: Fra galeoth til galease. Studier i de kongerigske provinsers søfart i det 18. århundrede (Esbjerg 1981),
  • Erik Møller Nielsen: Svendborg Søfarts Historie siden 1253; Svendborg 2003; ISBN 87-989240-0-1
  • Henrik Pedersen: De danske Landbrug fremstillet paa Grundlag af Forarbejderne til Christian V.s Matrikel 1688. Udgivet efter hans Død paa Bekostning af Carlsbergfondet (København MCMXXVIII; Reprotryk for Landbohistorisk Selskab, København 1975), ISBN 87-7526-056-5
  • Bjarne Stoklund: "Tømmerskuderne fra Læsø" (Handels og Søfartsmuseets årbog 1972; s. 153-198)

Eksterne henvisninger[redigér]