Højryggede agre

Fra Wikibooks, den frie samling af lærebøger
Spring til navigation Spring til søgning
Højryggede agre i Cold Newton, Leicestershire i England.

Ved højryggede agre forstås en dyrkningsmåde, hvorved den dyrkede jord pløjes op i aflange, forholdsvis flade højderygge adskilte ved lavninger. Dette sker ved at anvende hjulploven under pløjningen således, at jorden væltes til den ene side oven på den allerede eksisterende jord.

De højryggede agre var 10-20 m brede og 0,5-1,0 m høje. Agrene var op til 250 m lange.

Fordelene ved denne dyrkningsmåde er, at den sikrer en vis afdræning af den dyrkede jord, idet vandet løber af ned i de mellemliggende lavninger. Efter indførelsen af moderne dræning med dræningsrør er denne pløjemetode ikke mere nødvendig.

De tidligste vidnesbyrd om højryggede agre kendes fra omkring år 1000 e.Kr. fra Lindholm Høje ved Ålborg. Her er ryggene ret smalle, ca. 1 m brede og kun ca. 25 cm høje svarende til 4-6 indadvendte furer. Det ser ud til, at dyrkningsmåden udviklede sig i løbet af tidlig middelalder, indtil den nåede sin endelige form.

Dannelse[redigér]

Højryggede agre dannes ved pløjningen af jorden. Man pløjede jorden i lange stræk ind mod en midte, hvorved jorden fik et hvælvet tværsnit.[1] Fra en bestemt begyndelseslinje pløjede man i en bredde af 5-10 meter til hver side ind mod samme midterlinje, hvorved jorden dannede en ryg. Samme fremgangsmåde anvendtes derefter ved siden af. Derved dannedes efterhånden en riflet overflade. De høje partier kaldes ryg, de lave lavninger kaldes ren.[2] For at opnå dette, måtte ploven forsynes med en muldfjæl, der kunne vende jorden. Dette var en mere effektiv fremgangsmåde end ved at holde en ard på skrå, hvorved jorden nok blev kastet til samme side men uden at kunne danne høje rygge. Med tiden blev ryggene ved gentagne pløjninger højere og højere.[2]

Renen kunne tjene som overfladedræn for vand fra markerne.[2] Renerne fulgte ofte højdekurverne i retning, hvorved man kunne undgå erosion.[3] Afdræningen og dermed pløjningsmåden spillede især en rolle ved dyrkning af vinterrug, som er særlig udsat for ødelæggelse af is og frost, hvis jorden er udrænet, fordi vandet så kan stå højt på marken og fryse til is.[4] På højryggede agre vil vandet derimod blive samlet i renerne, mens ryggene snarere dækkes af sne, som virker beskyttende. Undersøgelser af sammensætningen af korn tyder på, at vinterrugen skete i sen vikingetid og udviklede sig til en udbredt kornsort i middelalderen.[4] Endvidere er i Skånske Lov fra 1200-tallet omtalt gærder omkring rugvange, hvilket afspejler den rolle, som denne afgrøde da havde opnået. Det formodes, at det tillige afspejler indførelsen af trevangsbrug.[4] Omtale af dyrkning af vintersæd på smalle, let hvælvede agerbede findes allerede hos de romerske forfattere Varro, Plinius den Ældre og Columella.[5] Hos Varro omtales, at sådanne bede blev skabt ved, at arden blev holdt skråt. Det er muligt, at dette var udgangspunktet for en udvikling, der førte til muldfjælsploven og højryggede agre.[5]

Forudsætningen for denne pløjningsmåde var muldfjælsploven.[4] Langjernet skærer en lodret ridse i en bestemt dybde i pløjeretningen. Plovskæret, der ligger vandret, skærer ind under jorden i omtrent samme dybde på den ene side af landjernet, den lodrette sule, som plovskæret er monteret på, vil presse jorden til siden, og muldfjælen, der er en større plade monteret mellem sule og løb (den lodrette stang, der opadtil ender i en stjært, som bonden holder i og styrer ploven med), fremmer denne udvikling ved, at furen så at sige "væltes" til siden.[6] Kontruktionen betinger et hjulforstel, det vil sige, at ploven er en hjulplov, fordi vægten derved lægges på hjulene i stedet for på trækdyrene, omend der findes undtagelser.[7][8]

Udbredelse og datering[redigér]

Spørgsmålet om årsagen til indførelsen af den nye pløjningsmåde lader sig ikke besvare sikkert, men det er nærliggende at pege på, at højryggede agre kendes allerede fra begyndelsen af 800-tallet i Østfrisland.[9] Taget i betragtning, at danske vikinger havde forbindelser med friserne i vikingetiden, kan inspirationen være kommet derfra. En anden mulighed er Sydnorge, hvor agerrygge er påvist i Telemarken allerede før vikingetid.[5] En tredje mulighed er England, hvor højryggede agre ligeledes kendes fra vikingetiden.[10] For den sags skyld kan inspirationen være kommet flere steder fra, selvom ændringen først slog igennem ved overgangen fra vikingetid til middelalder. Måske skal landskabslovene også ses i lyset af denne omlægning. I landskabslovene blev fastlagt en række bestemmelser og traditioner fra tidligere tider[11] og omfatter blandt andet bestemmelser om gærder og fælled.[12] Enten er der tale om en nedskrivning af regler, som kan række tilbage til vikingetid eller tidligste middelalder, eller også er der tale om bestemmelser, som var blevet nødvendige som følge af driftsomlægningerne.

De ældste sikre spor af højryggede agre i Danmark stammer fra 1000-tallet. Et af de steder, hvor de er fundet, er Lindholm Høje ved Limfjorden. Her blev de fundet under et lag af flyvesand. Dateringen til omkring 1050 skyldes et møntfund.[13] Agrene er kun 75-126 cm brede og består af 4-6 sammenkastede furer. Højdeforskellen er højt 25 cm men i de fleste tilfælde på kun 10 cm. Den længste ager er 131 meter.[14] De ældste sikkert daterede højryggede agre kendes fra Filsø i Vestjylland. De fundne agerrygge, en halv og en hel, var henholdsvis 7,2 og 14,4 m brede[15] og lå under et hus, der på grundlag af fund dateres til 1100-tallet, men agrene havde inden husets opførelse været dækket af lynghede i en periode og må derfor være noget ældre.[16] Et tredje sted med agre og anvendelse af muldfjælsplov er ved Fjand i Vestjylland. Her er fundet fire agre med bredder på 8, 13, 14 og 15,5 meter.[17] De er daterede til vikingetid og lå bevarede under flyvesand og en gård dateret til 1200-tallet, det vil sige at de var i hvert fald ældre end denne.[18] De var mindst 150 meter lange.[19] På grundlag af disse fund må indførelsen af højryggede agre antages at være sket omkring overgangen fra vikingetid til middelalder.

Hjulploven[redigér]

Hjulplov fra 1400-tallet. Ploven gjorde lange agre mere fordelagtige, men først med indførelsen af et nyt plovskær, der pløjede jorden op i højryggede agre blev det en nødvendighed for at opnå det bedst mulige udbytte for vinterafgrøder.

Der menes at være en sikker sammenhæng mellem højryggede agre og muldfjælsploven, det vil sige hjulploven.[20] Brugen af denne plov krævede flere trækdyr, og den var besværlig at vende, hvorfor en langstrakt form på agrene var hensigtsmæssig.[21]

Hvornår hjulploven er blevet udviklet og taget i brug er uklart. Der er fundet spor efter en hjulfjælsplov i nordtyske marskområder allerede i tiden før Kristi fødsel, men ploven har kun været anvendt til at lave lige furer med, ikke til at skabe højryggede agre.[3] Plinius den Ældre oplyser i 1. århundrede e.Kr., at ræterne bosatte i Alperne med Tyrol og dele af Bayern og Schweiz havde fundet på at spænde to hjul foran ploven.[7] På grundlag af fund fra Elisenhof fra 700-tallet,[22] Tating-Hefcracker fra 100-300 e.Kr., St. Peter-Ording fra 300-500 e.Kr., Joldelund fra 200-450 e.Kr.[23] og Danevirke fra 480-530 e.Kr.[22] må antages, at muldfjælsploven var været anvendt i Sydslesvig allerede i romersk jernalder.[24] Det er muligt, at hjulploven selv i Danmark har været kendt allerede i vikingetiden og måske tidligere[25], men det var netop omlægningen til en ny pløjningsmåde, der gjorde det hensigtsmæssigt at flytte landsbyen for derved at opnå en bedre egnet agerudformning. Omlægningen skal måske også ses i lyset af, at de højryggede agre gav en bedre dræningseffekt, hvilket blandt andet gavnede vinterafgrøder.[26] Det er muligt, at enkelte landsbyer ikke er blevet omflyttet, fordi de allerede lå velegnet for den nye dyrkningsform.[27] En anden mulighed er, at landsbyerne ikke blev omflyttede, da den nye pløjningsmåde blev indført, men derefter ikke lod sig flytte, fordi pløjningsændringen så at sige blev fulgt op med omlægningen til vangebrug i begyndelsen af middelalderen.[28][29] Denne sidstnævnte forklaring lader sig imidlertid ikke anvende for områder med græsmarkbrug.

Blandt de synspunkter, der har været fremført, er blandt andet det, at den sidste flytning, landsbyerne gennemlevede, var en udtrykkelig bevidst flytning, der blandt andet skabte en gennemreguleret landsby, og hvor beliggenheden af den faste (uflyttelige) landsby skulle være sket under hensyn til en ny driftsmåde, vangebruget. Det har vist sig, at omkring halvdelen af de fynske landsbyer er beliggende omtrent midt i ejerlavet, det vil sige med vange omkring sig i alle retninger, mens den anden halvdel ligger i udkanten af deres ejerlav med alle vangene til den ene side og som regel en eng til den anden[30]. Det har derfor været overvejet, om disse beliggenheder af landsbyerne er sket for at opnå den bedst mulige agerdyrkning[31]. Meget tyder på, at den seneste flytning skete i forbindelse med en omlægning af dyrkningsmåde fra flade blokagre formodentlig pløjede med en krog[32][13][5] til aflange højryggede agre pløjede med hjulplov. Der er et nøje tidssammenfald mellem de ældste højryggede agre[33][34] og de faste landsbyers opståen i 1000-tallet.[35]

Betydning[redigér]

Højryggede agre er en del af de omfattende omlægninger af landbruget, som fandt sted i tiden fra bronzealderens slutning og frem til højmiddelalderen. I hovedtrækkene ser udviklingsforløbet ud som følger:

Frem til bronzealderen lå hovedvægten i landbruget på husdyrholdet, hvor især får og geder synes at spille en hovedrolle. Agerbruget skete ved opdyrkning af mindre markfelter dyrkede med en ard.[36] I løbet af bronzealderen tiltog befolkningen og dermed også betydningen af kornavlen. I den forbindelse skete en begyndende opstaldning af kvæg for at samle gødning.[37]

Ved overgangen til keltisk middelalder skete en kraftig omlægning af agerbruget: jorden inddeles nu i keltiske agre, der kan være dyrkede ved en form for græsmarksbrug med 4-5 års afgrøder efterfulgt af tilsvarende lange hvileperioder.[38] I samme forbindelse afløses de tidligere store haller af små langhuse med bolig i den ene ende og stald i den anden.[39] Der er øjensynligt tale om et skifte i retning af et individuelt agerbrug, hvor de enkelte bønder i højere grad bliver ansvarlige for egne dyrkningsområder. Over tid skete der en social inddeling, hvor især en høvdinggård begynder at udskilles sig i størrelse fra andre gårde.[40] Af afgrøder spillede byg og hvede en hovedrolle.[41]

I yngre romersk jernalder skete en ny drastisk omlægning af agerbruget til en form for indmarks-udmarks-brug.[42] Indmarken har været et alsædebrug.[43] Toftesystemet kan gå tilbage til denne tid.[44] Tidligere små gårdgrupper og landsbyer blev nu sammenflyttede i større landsbyenheder, hvor hver gård har sin egen toft, der angiver dens betydning i det samlede landsbyfællesskab. Landsbyerne er omgivne af intensivt dyrkede og gødede marker (indmark), mens overdrev til græsning og skov lå længere væk (udmark).[43] Rug vandt øjensynligt frem på bekostning af hvede. Rug tåler bedre vinterkulde, fugtighed og tørke og lod sig dyrke både på sandede og mindre frugtbare jorder.[41] Den nye driftsmåde holdt sig gennem germansk jernalder og vikingetid, men samtidig indtrådte der politiske begivenheder i form af krige med efterfølgende våbenofringer, etablering af bygdebetingede langvolde og vagtborge, udvandringen af angler og jyder til England samt danernes mulige indvandring og magtovertagelse. Det er sandsynligt, at disse begivenheder indbyrdes hænger sammen. Midt i ulykkerne indtræffer også fimbulvinteren i 536, der bevirkede et nyt midlertidigt tilbageslag.[45] Først omkring midten af 500-tallet indtræder en ny stabilitet, og i de følgende århundreder indtræffer en fornyet befolkningsvækst.

Befolkningsvæksten fortsætter i vikingetiden, hvor en del af befolkningsoverskuddet drager på vikingetogter og udvandrer, mens andre står for en indre bebyggelsesekspansion.[46] Bebyggelsen er områdefast men ikke altid stedfast: i nogle tilfælde indtræffer mindre omflytninger, i andre fornyes bebyggelsen på samme sted som tidligere. Man kan tale om områdekontinuitet og bebyggelseskontinuitet.[47] I denne periode er hjulploven formodentlig blevet taget i brug med et nyt plovskær: krogarden. Den havde et bredere plovskær end en almindelig ard men ikke muldfjæl.[48] Brugen førte til flade blokagre, stadig beliggende lige omkring landsbyen.[49]

I midten af 1000-tallet tages et nyt plovskær i brug, og jorden bliver nu oppløjet i højryggede agre af hensyn til vinterafgrøderne. I den forbindelse bliver en omlægning af bebyggelsen ønskelig for at opnå en optimal beliggenhed for langagre. Dette betyder, at langt de fleste - men næppe alle - landsbyer nu omflyttes[50][51] for at tilgodese den nye dyrkningsmåde. Det er i forbindelse hermed, at landsbyerne finder deres blivende beliggenhed. Samtidig fortsætter befolkningsvæksten, og der udflyttes nye torper af en eller flere gårde på tidligere overdrev uden for landsbyernes dyrkningsområder.[46]

I tidlig middelalder men længe efter indførelsen af højryggede agre indføres så vangebruget i de østlige dele af landet. Det er formodentlig først nu, at ordningen med åse tilknyttede de enkelte gårde tages i brug.[52] Disse omlægninger af dyrkningsmåden bevirker også behov for nye regulerende bestemmelser, og disse bliver nedfældede og sanktionerede i form af landskabslove.

Det vil sige, at det er indførelsen af højryggede agre, men hverken hjulploven i sig selv eller vangebruget, der er den vigtigste årsag til omflytningen af landsbyer på overgangen fra vikingetid til middelalder, og at det er samme driftsmåde, der - sammen med opførelsen af kirker og dertil hørende kirkegårde - bevirker, at landsbyer siden ikke omflyttes igen (med få undtagelser).

Noter[redigér]

  1. ↑ Vejbæk 2003, s. 133
  2. ↑ 2,0 2,1 2,2 Grau Møller 1990, s. 93
  3. ↑ 3,0 3,1 Grau Møller 1990, s. 94
  4. ↑ 4,0 4,1 4,2 4,3 Grau Møller 1990, s. 96
  5. ↑ 5,0 5,1 5,2 5,3 Vejbæk 2005, s. 198
  6. ↑ Vejbæk 1974, s. 52
  7. ↑ 7,0 7,1 Grau Møller 1990, s. 95
  8. ↑ Agersnap Larsen; s. 168
  9. ↑ Vejbæk 2005, s. 199
  10. ↑ Grau Møller 1990, s. 108
  11. ↑ Hoff 1990, s. 10
  12. ↑ Hoff 1990, s. 17
  13. ↑ 13,0 13,1 Grau Møller 1990, s. 102
  14. ↑ Grau Møller 1990, s. 103
  15. ↑ Vejbæk 2005, s. 194f
  16. ↑ Vejbæk 2005, s. 192
  17. ↑ Vejbæk 2005, s. 199
  18. ↑ Agersnap Larsen; s. 176
  19. ↑ Agersnap Larsen; s. 177
  20. ↑ Vejbæk 2005, s. 192
  21. ↑ Vejbæk 2005, s. 196
  22. ↑ 22,0 22,1 Agersnap Larsen; s. 179
  23. ↑ Agersnap Larsen; s. 178
  24. ↑ Agersnap Larsen; s. 181
  25. ↑ Agersnap Larsen; s. 165-196
  26. ↑ Grau Møller 1990, s. 96, 102
  27. ↑ fx Rønninge og Landby på Fyn, jvf. Grønnegård Jeppesen 1980, s. 12
  28. ↑ Porsmose 1979, s. 118-139
  29. ↑ Grau Møller 1990, s. 112
  30. ↑ Porsmose 1987, s. 72 og 74
  31. ↑ Porsmose 1987, s. 74
  32. ↑ Grønnegård Jeppesen 1981, s. 8
  33. ↑ Grau Møller 1990, s. 112
  34. ↑ Vejbæk 2005, s. 189
  35. ↑ Grønnegård Jeppesen 1980, s. 12
  36. ↑ Kristiansen (1988), s. 46f
  37. ↑ Kristiansen (1988), s. 103f
  38. ↑ Grøngaard Jeppesen (1981), s. 143
  39. ↑ Hedeager (1988), s. 151
  40. ↑ Hedeager (1988), s. 179
  41. ↑ 41,0 41,1 Hedeager (1988), s. 159
  42. ↑ Hedeager (1988), s. 155
  43. ↑ 43,0 43,1 Hoff (1990), s. 43
  44. ↑ Grøngaard Jeppesen (1981), s. 144
  45. ↑ Grøngaard Jeppesen (1981), s. 128
  46. ↑ 46,0 46,1 Grøngaard Jeppesen (1981), s. 145
  47. ↑ Grøngaard Jeppesen (1981), s. 121
  48. ↑ Grau Møller 1990, s. 104
  49. ↑ Grøngaard Jeppesen (1981), s. 4-9
  50. ↑ Grøngaard Jeppesen (1980), s. 10-15
  51. ↑ Porsmose Christensen (1988), s. 227
  52. ↑ Grøngaard Jeppesen (1981), s. 145f

Litteratur[redigér]

  • Lotte Hedeager: "Oldtid. o. 4000 f.Kr.-1000 e.Kr." (i: Claus Bjørn (red.): Det danske landbrugs historie I: Oldtid og middelalder; Landbohistorisk Selskab, Odense 1988; ISBN 87-7526-073-5; s. 109-201)
  • Annette Hoff: "På sporet af vikingetidens landbrug?" (Bol og By 1990; s. 7-49)
  • Steen Hvass: "Overblik" (Skalk 1976 nr 1, s. 4-10)
  • Steen Hvass: "Årtusinders landsby" (Skalk 1984 nr 3, s. 20-30)
  • Torben Grøngaard Jeppesen: "Landsbyens alder" (Skalk 1980 nr 2, s. 10-15)
  • Torben Grøngaard Jeppesen: "Middelalderlandsbyens opståen. Kontinuitet og brud i den fynske agrarbebyggelse mellem yngre jernalder og tidlig middelalder" (Fynske Studier XI, Odense 1981)
  • Torben Grøngaard Jeppesen: "Ploven og vikingerne" (Skalk 1981 nr 6, s. 4-9)
  • Kristian Kristiansen: "Oldtid. o. 4000 f.Kr.-1000 e.Kr." (i: Claus Bjørn (red.): Det danske landbrugs historie I: Oldtid og middelalder, Odense 1988, ISBN 87-7526-073-5; s. 11-107 og 186-201)
  • Lars Agersnap Larsen: "Muldfjælsplovens tidlige historie. Fra yngre romersk jernalder til middelalder" (Kulm 2014?; s. 165-196)
  • Per Grau Møller: "Højryggede agre - forskning og bevaring" (Bol og By 1990; s. 90-118)
  • Erland Porsmose: "Middelalder o. 1000-1536" (i: Claus Bjørn (red.): Det danske landbrugs historie I: Oldtid og middelalder; Landbohistorisk Selskab, Odense 1988; ISBN 87-7526-073-5; s. 207-416)
  • Ole Vejbæk: Ploven og dens betydning med særligt henblik på landsbyorganisation; 1974 (AncientFields.dk 28-02-2006)
  • Ole Vejbæk: "Om agerryggenes oprindelse og udvikling" (Bol og By 2003; s. 133-187)
  • Ole Vejbæk: "Agre og Miler ved Filsö. Undersögelser af höjryggede agre under en tilsandet 1100-tals bebyggelse med miler syd for Filsö" (Kulm 2005; s. 187-224)
Hentet fra "https://da.wikibooks.org/w/index.php?title=Højryggede_agre&oldid=32004"