Urbaniseringen i Danmark

Fra Wikibooks, den frie samling af lærebøger
Spring til navigation Spring til søgning

Urbaniseringen i Danmark betegner den udvikling, hvor med tiden en stigende andel af befolkningen i Danmark lever i bymæssige bebyggelser. Dette er sket ved dels, at hidtil eksisterende byer er vokset, dels ved fremvæksten af nye bysamfund.

Den norske historiker Jan Eivind Myhre har imidlertid med rette defineret urbanisering bredere end blot befolkningens bosættelsesfordeling og ændringerne heri. Han taler om:

"samfunnets urbanisering. Både by og land endrer seg, og de endrer seg i samme retning, nemlig langs land-by aksen. Det vil si: Byene (tettstedene) utvikler sine særpreg som byer, men bygdene følger etter i samme retning. Byene leder en hel samfunnsutvikling som kan kalles urbanisering fordi forandringen først begynte i byene."[1]

Hvad Myhre tænker på er forandringer i befolkningens næringssammensætning: de næringsveje, som oprindelig var tiltænkt købstæderne, nemlig håndværk, handel og tjenester, har i stadig voksende udstrækning også vundet udbredelse på landet, ikke blot i mindre samlede bebyggelser, byer, men også i den spredt bosatte befolkning.

I sig selv er forekomsten af håndværk, manufakturer, handel, søfart og visse offentlige og private tjenesteydelser som fx. præst og skolelærer i landsogne ikke en nyhed i 1800- og 1900-tallet. Disse næringsveje har i større eller mindre udstrækning altid været udøvet på landet. Det nye under urbaniseringen i det 19. og 20. århundrede var, at disse næringsveje efterhånden tiltog til et sådant omfang, at de blev fremherskende også i landbefolkningen. Denne udvikling var imidlertid ikke jævn men derimod præget af dels indre forandringer landsognene imellem og til dels af den pendling, som sideløbende udviklede sig. Når man taler om urbaniseringen i Danmark, må urbaniseringen i landdistrikterne derfor ses som en særlig side af udviklingsforløbet.

Urbaniseringens årsager[redigér]

Urbaniseringens forudsætninger er befolkningsvækst og en tendens til at samle befolkningen på bestemte steder (byer eller urbane miljøer, deraf udtrykket "urbanisering"). En medvirkende årsag til udviklingen er ændringer i befolkningens næringsssammensætning.

Den demografiske transition[redigér]

Den demografiske transition medtaget en mulig femte fase med en aftagende befolkning, som kun bliver modvirket ved eventuel indvandring. Nederst modsvarende forandringer i aldersfordelingen.

Befolkningsvæksten kan skyldes dels fødselsoverskud (der fødes flere mennesker, end der dør), dels nettotilvandring eller nettoindvandring (der flytter flere til eller ind i et område, end der flytter væk). Af disse to spiller fødselsoverskuddet som regel den vigtigste rolle for landet som helhed, mens flytninger spiller en større rolle for mindre områder.

Befolkningsvækst er et fænomen af nyere tid. Frem til midten af 1700-tallet var befolkningsvæksten i Danmark yderst begrænset. Både fødselshyppighed og dødelighed var forholdsvis høj: det årlige antal af levendefødte udgjorde mere end 3,5% af indbyggertallet, men samtidig var dødeligheden 3,0% eller mere således, at fødselsoverskuddet var meget lille; den gennemsnitlige levealder var blot 30 år, og 20-30% af alle nyfødte døde allerede i deres første leveår. I perioder med hungersnød og epidemier var dødeligheden endnu større, og det tog generationer at genvinde indtrufne befolkningstab. Den høje dødelighed menes at hænge sammen med lav levestandard og manglende muligheder for sygdomsforebyggelse og -bekæmpelse, og i købstæderne var der i lange perioder en højere dødelighed, som kun kunne modvirkes ved vedvarende tilflytning fra omgivende områder. En høj fødselshyppighed var med andre ord nødvendig for at opretholde en befolkning.[2]

I anden halvdel af 1700-tallet begyndte dødeligheden at falde til omkring 2,0% omkring 1810 samtidig med, at fødselshyppigheden fortsat var så høj som tidligere. Det betød, at befolkningsoverskuddet og indbyggertallet nu voksede.[3] Mellem 1810 og 1880 var begge næsten stabile med dette højere fødselsoverskud, hvilket bevirkede en fortsat voksende befolkning. Fra 1880 begyndte fødselshyppigheden at falde markant, og fra 1890 begyndte dødeligheden atter at falde frem til 1950, dog mindre udtalt end fødselshyppigheden. Følgen var, at befolkningsoverskuddet nu begyndte at aftage, men endnu foregik en befolkningsvækst. Fra omkring 1950 begyndte dødeligheden at vokse igen[2], og omkring 1980 nåede fødselshyppighed og dødelighed hinanden således, at fødselshyppighed og dødelighed nu var af omtrent samme størrelse.[4] Med andre ord var befolkningen nu atter stabiliseret, men på et lavere niveau i henseende til både fødselshyppighed og dødelighed end tidligere. Dette udviklingsforløb er kendt som den demografiske transition, og det kendes ikke kun i Danmark men også i andre lande.

Erhvervsforskydninger[redigér]

Udviklingen i de tre hovedsektorer ifølge Fourastié. I andet trin er den sekundære sektors betydning desværre klart underdrevet.

Når en befolkning skal beskrives, bruges blandt andet dens inddeling efter næringsveje. Den enkleste inddeling efter dette princip består af blot 3 grupper: primære, sekundære og tertiære erhverv. Primære erhverv omfatter råvarefrembringelse, herunder landbrug, fiskeri, skovbrug og råstofudvinding (minedrift). Sekundære erhverv omfatter råvareforædling og varefremstilling, undertiden underinddelt i håndværk og industri men også byggeri og anlæg regnes ofte til denne hovedgruppe. De tertiære erhverv omfatter alle former for handel og omsætning, transport og samfærdsel, offentlige embeder, liberale erhverv og lignende. Uden for denne hovedinddeling står de, som ikke er sysselsatte, herunder pensionister. Tredelingen lægger således op til en yderligere inddeling i 9 hovedgrupper, men endvidere findes inddelinger i 27 grupper og 111 grupper med hver branche opgjort for sig. De hensyn, som disse inddelinger afspejler, er, at jo grovere inddeling desto lettere er overblikket, men til gengæld går nuancerne tabt, og omvendt.

Gruppeinddelingerne er ikke helt ens over tid, hvilket afspejler de skiftende forhold, som ønskes belyst, men tillige, at der over tid sker forandringer i næringslivets sammensætning, brancheforskydninger og ændringer i indholdet af de udførte næringsveje. Til trods for sådanne forskelle er inddelingerne dog brugbare til at belyse hovedtræk i udviklingsforløbet over tid.

Den befolkningsvækst, som således indtraf gennem en 200-årig periode, var også årsag til forskydninger i befolkningens næringssammensætning: landbrug og fiskeri var i stand til at brødføde en voksende befolkning. Dette indebar, at den andel af befolkningen, som ernærede sig ved de fødevarefrembringende næringsveje, faldt fra deres overvejende rolle (mere end 75% af befolkningen) til en efterhånden meget beskeden andel af den samlede befolkning (under 3%). Det befolkningsoverskud, som således blev frigjort fra disse næringer, blev fortrinsvis optaget i de vareforædlende næringsveje: håndværk og industri (samt byggeri, der ofte henregnes til denne hovedgruppe). Følgen var, at disse næringsveje voksede helt frem til omkring 1960 og først da begyndte at aftage i betydning. Også tjenesteydende næringer som handel, samfærdsel, offentlige embeder og selvstændige tjenesteydelser voksede, især efter 1864 frem til omkring 1920, hvorefter udviklingen var nærmest stagnerende frem til 1945, hvorefter en ny og langt stærkere vækst satte ind.[5] Disse forskydninger med hensyn til befolkningens næringsveje afspejlede sig også i befolkningens valg af bopæl.

Bopælsvalg og omflytninger[redigér]

Befolkningen vil bosætte sig der, hvor der er udsigt til de højeste lønninger, og dens bosættelsesmønster påvirkes derfor af ændringer i næringslivet. Man kan således skelne mellem næringsvirksomhed, der bidrager til at sprede befolkningen (centrifugale) henholdsvis til at samle befolkningen (centripetale kræfter) idet man overordnet kan opdele næringslivet i 4 grupper[6]:

  • natur- eller råstofudnyttende (ekstraktive) næringer, herunder landbrug og minedrift,
  • forbindende eller sammenknyttende (distributive) næringer, herunder handel, samfærdsel, kommunikation (post, telefon, telegraf) og finansvirksomhed,
  • fremstillings- og forarbejdningsvirksomhed,
  • tjenesteydelser, liberale erhverv og administration.

De råstofudnyttende næringer forudsætter en forholdsvis spredt befolkning, omend minedrift bevirker en vis samling i (mindre) bebyggelser.[7]

De forbindende næringer kendetegnes ved samlende kræfter. Forbedringer eller udvidelser af samfærdselsnettet medfører, at forholdsvis flere sysselsættes i knudepunkterne. Handel samles under denne proces i centre samtidig med, at disses handels- og betjeningsoplande vil blive udvidet og stærkere.[8]

Fremstillings- og forarbejdningserhvervene havde i det 19. århundrede i nogen grad samlende tendenser, fordi dampmaskiner og fordele ved stordrift kombineredes med transport, hvis knudepunkter netop var storbyer.[9] Samtidig kunne industri imidlertid bevirke fremkomsten af nye knudepunkter, idet industrien bevirkende en vis samling af de derved sysselsatte.[10] Fremkomsten af nye samfærdselsmidler (især personbilen) har dog siden begyndelsen af det 20. århundrede svækket disse træk.[11]

Endelig var handels- og tjenesteydende næringers fordeling en følgevirkning af befolkningens og efterspørgslens fordeling og fulgte derfor de øvrige næringsvejes tendenser til at samles i byer.[12]

Samlet set vil alle næringsveje bortset fra landbruget således virke befolkningssamlende, og da landbrugets beskæftigelsesmæssige betydning var aftagende, betød dette stadig mindre.[13]

Urbaniseringens følger[redigér]

Når mennesker samles i større antal på mindre områder, vil de få følger. Nogle af disse følger opleves som gode, andre som dårlige.

Urbaniseringens fordele[redigér]

Som de gode følger af urbanisering regnes, at det bliver lettere og billigere at sikre indbyggerne visse offentlige og private tjenester fx. børnehaver, skoler og uddannelsestilbud, biblioteker, museer og andre kulturtilbud, sports- og idrætsanlæg og andre fritidstilbud, forretningsudbud, læger og sygehuse, politi, brandvæsen o.s.v. mens omvendt spredt bebyggelse vanskeliggør sikringen af sådanne goder.[14]

Disse fordelagtige følger af urbanisering har imidlertid en aftagende virkning ved tiltagende urbanisering. I et ungt pionersamfund vil næsten enhver tilflytter repræsentere et gode, fordi vedkommende bibringer samfundet ny kunnen, nye evner, ny viden, måske ny kapital, eller med sin arbejdskraft bidrager til vækst i en mindre virksomhed. I takt med, at de umiddelbare behov således tilgodeses, aftager fordelene, omend de potentielt stadig er der. Der opstår fare for indbyrdes konkurrence mellem flere udbydere af samme ydelse og således overudbud i forhold til bysamfundets behov. Dermed indtræder også faren for manglende indkomst og social nedtur.

Urbaniseringens ulemper[redigér]

Som dårlige følger af urbanisering må regnes den sociale seggregering, der medfører, at visse befolkningsgrupper med personlige, økonomiske og sociale problemer har en tendens til at samle sig i bestemte områder. Når det sker, er der en fare for, at problemerne vokser, fordi de indvirker på hinanden og forstærker betydningen af de enkelte problemer hver for sig.

Social seggregering optræder, fordi visse boligområder enten har en sammensætning med fx. mange små boliger, boliger uden eller med mangelfulde tekniske installationer, en beliggenhed uden større rekreative områder i nærheden eller fravær af offentlig service, kulturtilbud og sports- eller foreningsliv, der i tilstrækkeligt omfang kan tiltrække velfungerende borgere.

Til sådanne personlige, økonomiske og sociale problemer hører fx folk med kroniske sygdomme, alkohol- og stofmisbrug, arbejdsløshed, enlige mødre med børn, kriminalitet og bandevirksomhed, i nogen udstrækning også etniske ghettodannelser. Samlingen af folk med sådanne problemer har en tendens til at vokse på grund af normaliseringsprocesser, hvor de bedst stillede (og derfor mest velfungerende) flytter væk og dårligere stillede flytter ind i stedet. Derved skabes en nedadgående spiral.

Friarealernes betydning[redigér]

Som de dårlige følger af urbanisering må især regnes mindskelse og fravær af friarealer. Fraværet følger af selve byggeriet, der optager en stor del af arealet. Dette kan modvirkes, hvis der sikres friarealer i gangafstand fra boligområdet, men behovet overses ofte for at få plads til flest mulig boliger (og skatteydere) på kommunens grund. Større friarealer opfattes undertiden som værdiløse, fordi de normalt ikke bliver målt og vejet i salgsbeløb eller beskatningsbeløb, men det er en misforståelse. Friarealer har stor betydning for menneskers mentale tilstand. De skaber lys, luft, fred, afveksling, tryghed, manifesterer årstidernes skiften, giver æstetisk nydelse og tjener til fysisk rekreation. Betydningen af friarealer kan indirekte måles ved den merpris, som folk er villige til at betale for en bolig beliggende ved hav, sø og å eller skov, og som ofte kan være ganske betydelig. Selv en mindre bypark kan vise sig at være mere værd end et helt boligkvarter, hvis man modregner det værditab, som eksisterende boliger udsættes for, hvis deres rekreative værdier forringes.

Helt frem til omkring 1970 mente man, at etageboligområder var et gode, hvis der blev sikret tilstrækkelige friarealer i form af græsplæner og lignende i tilknytning til disse. Man forstod ikke betydningen af sådanne friarealers kvalitet: store, tomme græsplæner indbyder ikke til socialt samvær[15], og boliger stablet oven på hinanden er nærmest en forhindring herfor.[16] Det burde man ellers have vidst fra de lejeboliger, som blev bygget i de københavnske brokvarterer i 1800-tallet, der rammende er blevet karakteriseret som "... Lejekaserner, samfundsmæssigt set den elendigste og daarligste Byggeform, Fanden har skabt."[17] Enfamiliehuse har den fordel, at der hører en større eller mindre have til, som i nogen udstrækning kan kompensere manglende fælles friarealer, men både større og mindre friarealer af sammensat karakter er en tvingende nødvendighed for et godt boligmiljø.

Normaliseringsprocesser[redigér]

Fraværet af offentlige friarealer og personlige problemer fører til sociale processer, der af sociologerne betegnes "normaliseringsprocesser".[18] Disse går ud på, at hvis et boligområde mangler adgang til attraktive friluftsområder som strande og hav, søer eller åer samt skove og parker, vil de blive mindre attraktive at bo i. Følgen heraf er, at de mest velstillede vil søge til andre steder, hvor disse goder er tilstede. I deres sted indflytter nye beboere, som måske ikke er så velstillede som de tidligere. Dermed indledes en socialt nedadgående skrue, hvor der løbende vil ske fraflytning af de bedst stillede og tilflytning af dårligere stillede; de dårligst stillede indbyggere har ingen fraflytningsmulighed og vil derfor i stigende grad blive samlet og ophobet i området.[19] Efterhånden vil dette kun bestå af sådanne personer med problemer, ofte flere problemer på samme tid, såkaldte multiproblem-personer og -familier.[20] Dermed udvikler sig en social ghetto eller slum.

Slum og sociale problemer[redigér]

Slum kan have en fysisk og en social side.

Fysisk slum har været kendt i alle bysamfund. Den betinges af ikke blot manglende friarealer men også mangelfulde sundhedsforhold fx. manglende rindende vand, varme, kloakering osv.[21] Under sådanne forhold påvirkes mennesker sundhedsmæssigt, og deres helbred forringes mærkbart.[22] Denne sundhedsforringelse kan og vil som regel ofte blive forstærket af andre, medvirkende forhold så som stress pga. manglende evne til at leve et "godt" liv. Denne stress kan og vil give sig udslag på en af to måder: udad til og indad til. Udad til kan den manifestere sig som vold, fx mod andre familiemedlemmer, og ødelæggelsestrang eller hærværk[23], hvilket bevirker yderligere forringelse af levevilkårene. Indad til kan den manifestere sig som selvødelæggelse, fx alkoholisme[24], medicin- og stofmisbrug[25] og lignende. Undertiden kan den manifestere sig som ubestemt angst og depression.[26] Udviklingen fremmes af, at befolkningen med dens store gennemsivning og udskiftning modvirker dannelsen af sammenholdsprocesser.[19]

Ghetto- eller sociale problemer er som regel mangesidige, men de begynder altid med dårlige indkomstforhold samt enlige forældre med børn, det vil sige med skilsmisseproblemer. Disse to problemer er til dels forbundne. Når indkomstforholdene er dårlige, må begge forældre arbejde for at sikre den fornødne indkomst til familien. Da kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet i 1960-erne, blev det umiddelbart opfattet som et "fremskridt" for ligestilling, men det var det ikke, tværtimod. Det var et udtryk for, at familier ikke længere kunne leve af een indkomst. Efter en kort overgang med flere penge til rådighed måtte familierne opleve, at priser og omkostninger tilpassede sig deres ændrede købekraft, dvs. at de ikke havde vundet noget ved, at begge forældre arbejdede. Enlige forældre må naturligvis på samme måde arbejde for at sikre sin familie en indkomst. Når den enlige forælder eller begge forældre derved er borte fra hjemmet på arbejde, kan de ikke sikre deres børn den fornødne opdragelse. Børnene henvises derfor enten til en institution eller til at klare sig selv.[19] Institutioner lærer kun børn at kæmpe for pædagogernes opmærksomhed ved at råbe højt (eller omvendt helt at opgive at få opmærksomhed). Børn og unge har ikke den voksnes evne til at vurdere godt og skidt og er derfor mere åbne for at prøve noget nyt. Det gør dem sårbare for at foretage sig noget, der skader dem. Det kan være indblanding i lettere kriminalitet som æblerov eller udvikle sig til mere alvorlig kriminalitet som overfald, narkokriminalitet, bandekriminalitet og lignende.[27] I stedet for at værdsætte værdien af lærdom fristes børn og unge til at tilgodese deres lyster her og nu og derved forspilde muligheden for et bedre liv.

En medvirkende årsag til problemer kan være indvandring. Hovedproblemet her er kulturelle forskelle[28] og manglende social integration. Problemet tiltager med voksende omfang og andel af indvandrere, fordi disse danner egne sociale grupper, der holder sig adskilte fra det omgivende samfund. Derved vokser tillige faren for modsætninger: jo stærkere, indvandrere holder fast ved deres egne traditioner, desto større bliver også markeringen af forskelle, isolation og intern etnisk betinget ghetto-dannelse, hvilket modvirker sammenholdsprocesser.

Hvis eller når sådanne processer indtræder, har de ofte en selvforstærkende tendens, hvis de ikke omgående stoppes. Denne selvforstærkning indtræder fordi der sker en vis accept af tilstedeværelsen af disse forhold. De udvikler sig dermed til "en ny normal" for de mennesker, der bor i området.[27] Herfra kan (og vil) de brede sig til andre områder. I værste fald kan ikke blot et enkelt boligkvarter men en hel by[29], en egn og endda et land ende med at være præget af sådanne problemer.

Sammenholdsprocesser[redigér]

Modsætningen til normaliseringsprocesser er sammenholdsprocesser. Det er processer, der sikrer sammenhold i bysamfundet på tværs af holdningsmæssige, arbejdsmæssige, indkomstmæssige og måske etniske skel.[18] Sådanne sammenholdsprocesser viser sig fx. gennem foreningsliv, kirkegang, markering af fælles mærkedage men også noget så enkelt som fælles sprog. Forenklet sagt er sammenholdsprocesserne alle sådanne, der bidrager til følelsen af skæbnefællesskab og indbyrdes solidaritet i modsætning til sådanne, der bidrager til at opsplitte befolkningen i klassebetingede eller kulturelle delgrupper.

Sammenholdsprocesserne manifesterer sig i høj grad som byens sociale liv. De er derfor i høj grad forbundne med den måde, det dagligdags liv leves på. Hvis og når de ulige dagligdags funktioner er indbyrdes integrerende, kan og vil de bidrage til sammenholdet ud fra princippet "hvor godtfolk er, kommer godtfolk til".[30] Det gælder fx. børns leg men også blot dette, at folk mødes og har mulighed for at se og tale med hinanden.[31] Det modvirkes, hvis funktioner spredes og holdes adskilte[32], herunder adskilles af biltrafik.[33]

Livsformer[redigér]

Sammenholdsprocesser er forbundne med befolkningens livsformer. En livsform består af et tankesæt, der begrunder en persons måde at indrette tilværelsen på.[34] Der kan skelnes mellem ulige livsformer: for nogle er dette at eje deres egen virksomhed (landbrug, værksted, butik, klinik m.v.) afgørende.[35] For andre spiller karriere, voksende indkomster og anseelse en afgørende rolle.[36] For andre er det vigtigste at sikre familien den nødvendige indkomst ved lønnet arbejde enten i en privat virksomhed[37] eller ved offentlig ansættelse. Foruden de nævnte findes der andre livsformer, fx. pensionister og rentenydere. Hvor livsformerne kan trives sammen, bidrager de til at opretholde sammenholdsprocesserne, fordi begge eller alle parter understøtter disse, selv om de har uens personlige begrundelser for at gøre det.

Ikke alle livsformer er positive i den forstand, at de fremmer samfundets trivsel. Det gælder samfundets alleryderste: "the down and outs".[38] Kort sagt er der tale om folk, som ikke ønsker at være en bidragende del af samfundet, som forventer at blive forsørgede af staten uden at skulle yde noget til gengæld, og som ofte ikke respekterer samfundets love og regler. Det er netop denne livsindstilling, som understøtter og fremmer normaliseringsprocesser, fordi den omsætter sig i vold og trusler, hærværk og ødelæggelse, endda i åbenlys kriminalitet. Tidligere blev denne holdning kaldt for anarkisme, fordi den (alene) understøtter en nedbrydelse af lov og orden, en ødelæggelse af samfundets fysiske goder samt en manglende hensyntagen til medmennesker. Den "selvforvaltning", som anarkister gør sig til talsmænd for, er et dækord for at skjule egoisme kombineret med (organiseret) vold.

Så længe, at urbaniseringsforløbet understøtter de livsformer, der understøtter sammenholdsprocesserne, modvirkes normaliseringsprocesserne i tilsvarende udstrækning. Men hvis forløbet bevirker en udvikling, der ikke understøtter livsformerne, fremkommer modsætninger, og disse modsætninger danner grobund for normaliseringsprocesser.

Byfornyelse og byplanlægning[redigér]

Offentlige myndigheder har tidligt erkendt eksistensen af de sociale problemer og forsøgt at gribe ind over for dem. Det er sket på flere måder: dels ved byfornyelse, dels ved understøttelse, dels ved byplanlægning.

Byfornyelse eller sanering har sat ind imod de dårlige fysiske leveforhold. Forældede og sundhedsskadelige slumkvarterer er blevet nedrevne eller fornyede ved ombygning for derved at forbedre levevilkårene for beboerne.[39] Behovet for byfornyelse er betinget dels af manglende vedligehold, dels af at der stadig sker en teknologisk og anden udvikling, hvorved bygninger "forældes" i forhold til den nye samtids standard. Sanering er således et betydeligt fremskridt men kun en "halv" løsning, efter som der ikke sættes ind over for de personlige problemer som fx. arbejdsløshed eller misbrugsproblemer. Indkomsttabet ved arbejdsløshed modvirkes af staten ved overførselsindkomster, men derved fremmes også en opfattelse af, at modtagelse af offentlig støtte er en "rettighed" for borgeren uden modsvarende forpligtelser. Sanering og byfornyelse kan muligvis føre til, at et socialt problem umiddelbart "forsvinder" fra det pågældende område men blot for at dukke op et andet sted. Ofte er sanering og byfornyelse blevet udskudt på grund af manglende erstatningsboliger, og ligeledes kan (og vil) der opstå interessemodsætninger i forbindelse med selve fremgangsmåden.[39]

Byplanlægning har haft til formål at skabe nye og bedre boligforhold. Men byplanlægning er ikke problemfri. Hvis der ikke sættes ind overfor de personlige problemer, følger disse med, selvom problemfamilier omflyttes til nye og sundhedsmæssigt bedre boligkvarterer, og her vil de kunne slå rod lige så let som ukrudt i en have eller en kornmark. Værre er det, at megen byplanlægning får karakter af formaliseret legitimering af kortsigtede investeringsprojektet[40], fx. nye boligområder, der ikke sjældent sker på bekostning af de eksisterende indbyggere[41] og deres rekreative muligheder. Besluttende politikere er ofte særdeles kortsynede og forventer, at nye og flere indbyggere betyder nye og flere skatteindtægter uden forståelse for, at de ofte også betyder omkostninger på den ene eller anden måde. Undersøgelser har vist, at der skal sikres i gennemsnit 500 m² friarealer af alle størrelser og former for at sikre et acceptabelt levemiljø[42], men med den voksende urbanisering er der en fare for, at dette ikke sker, fordi friluftsområder nedprioriteres til fordel for salgs- og beskatningsbar bebyggelse. Mens indbyggernes behov for offentlige institutioner, butikker og lignende tilgodeses i planerne, gælder dette sjældent for deres rekreative behov.

Urbaniseringens rumlige fordeling og betydningen heraf[redigér]

Urbaniseringen forløb ikke ens over hele landet. Groft sagt kan man inddele urbaniseringen i 5 delforløb (politiske og økonomiske kræfter eller rørelser), der har indvirket uens i landskabet og som delvist kan og kunne overlappe hinanden:

  1. landborørelsen,
  2. vejby- og stationsbyrørelsen,
  3. forstadsrørelsen,
  4. havnerørelsen,
  5. landliggerrørelsen.

Hver for sig påvirkede disse bestemte dele af landet, og fra at være forholdsvis klart opdelt i købstæder og det åbne land skete der frem til omkring 1. verdenskrig dels dannelsen af nye byer, dels en spredning af købstædernes bysamfund over større, tidligere landdistrikter og i forbindelse hermed en spredning af de gamle bynæringer: håndværk, handel, tjenesteydelser (herunder ikke mindst af offentligt ansatte) samt den på samme tid voksende industri og samfærdselsvirksomhed. For mellemkrigstiden skete der der imod stort set kun en forstærkelse af det da nye bebyggelsesmønster, og efter 2. verdenskrig blev skellet mellem by og land fastholdt til trods for, at landdistrikternes befolkning med tiden overvejende var sysselsat i de traditionelle byerhverv, idet pendlingen fra boligen på landet til arbejdspladsen i byen voksede til et tidligere uset omfang.

Landborørelsen[redigér]

Statshusmandsbrug i Rønhave.

Landborørelsen var knyttet til det åbne land. Landborørelsen tog sit opsving omkring 1864 efter afståelsen af Sønderjylland, Holsten og Lauenborg og bestod i ulige tiltag for bedre at udnytte det åbne land til landbrugsdrift. Man kan i hovedsagen skelne mellem tre slags tiltag: hedeopdyrkningen og landvindinger, andelsbevægelsen samt husmandsreformerne.

Opdyrkningen af de jyske heder var påbegyndt allerede omkring midten af 1800-tallet. Efter oprettelsen af Hedeselskabet i 1866 gennemførtes dels opdyrkningen af tidligere hedestrækninger, dels en række landindvindinger, tørlægninger af vådområder og opdyrkninger af tidligere overdrevsområder.

Andelsrørelsen tog sin begyndelse ved oprettelsen af brugsforeninger fra 1866 både i landdistrikter og i byerne. Fra omkring 1880 til 1900 indtrådte en kornhandelskrise i Europa, da der begyndte at ske store stigninger i tilførslen af billigt korn fra Ukraine, USA og Indien. I Danmark medførte dette, at omlægning mod husdyrbrug blev fremmet. Opfindelsen af centrifugen i 1878 medførte vidtgående ændringer i mejeribruget og oprettelsen af et stort antal andelsmejerier fra 1882. Disse blev i betydeligt omfang lagt i de gamle landsbyer. Fra 1887 indledtes oprettelsen af andelsslagterier, i begyndelsen fortrinsvis i købstæder men senere tillige i stationsbyer.

I 1899 vedtoges statshusmandsloven, der skulle tilvejebringe jordlodder til husmandsbrug, og i 1919 vedtoges lovene om afhændelse af præstegårdsjord, om majoraters overgang til fri ejendom og om vilkår for bortsalg af jord i offentligt eje; i lovgivningen var indeholdt bestemmelser om at oprette nye husmandsbrug ved, at staten stillede den ved nævnte love erhvervede jord til rådighed mod, at jordbrugeren skulle forrente jordværdien. De såkaldte "husmandslove" spillede en rolle frem til omkring 1940.

Sammenlagt medførte landborørelsen en bedre udnyttelse af det åbne land, derimod havde den kun beskeden indflydelse for håndværk og handel. I de fleste tilfælde bestod landsbyens næringsliv i en smedie, en købmand, en bager, et mejeri, senere også et bilværksted, mens de store andelsmejerier, andelsslagterier og andre andelsforetagender blev henlagt til købstæder og de fremvoksende vejbyer og stationsbyer – med andre ord: til trods for sikringen af fremgang for landbrugsdrivende fastholdt landborørelsen adskillelsen mellem land og by.

Efter 2. verdenskrig blev næringslivet i landsbyer og landbrugsbyer i stigende grad udsat for konkurrence fra næringslivet i større byer dels som følge af rutebilnettets udbygning, dels som følge af privatbilismens fremgang, og en afvikling af stedlig oplandsvirksomhed skete. På lignende måde blev udbuddet af offentlige tjenester samlet i de lidt større byer, således blev tidligere tiders landsbyskoler erstattede af nye, større centralskoler allerede fra 1950-erne.

Vejby- og stationsbyrørelsen[redigér]

Rønde er en af de nye byer.

Vejby- og stationsbyrørelsen var ligeledes knyttet til det åbne land, men virkede kun stedligt. Vejbyer og stationsbyer voksede frem for at opfylde landområdernes behov for samfundstjenester, for håndværkere og for udvalgsvarebutikker samt offentlige og private tjenester i områder beliggende i forholdsvis stor afstand fra nærmeste købstad. I visse tilfælde opstod de nye byer som følge af opkomsten af landlige industrier: teglværker, savværker eller lignende. De fleste bydannelser i landdistrikterne voksede frem mellem 1880 og 1920 som svar på det voksende behov på landet for handlende, håndværkere og tjenesteydelser.

De nye bydannelser var i hovedtræk følgen af to forhold, dels næringsfrihedens indførelse i 1857, dels oplandsforholdene (det vil sige det omkringliggende område, som en bebyggelse med sine handlende, håndværkere og tjenesteydelser kunne betjene uden for stor konkurrence fra andre udbydere).

Vejbyer og stationsbyer gjorde sig kun gældende på mindre, indbyrdes adskilte steder, nemlig dels i vejkryds, dels ved jernbanestationer i det åbne land, og konkurrencevilkårene havde da stor betydning i forbindelse med beliggenhedsvalget for de næringsdrivende, idet der udviklede sig en tendens til, at de nye byer med tiden blev rangordnede i henseende til udbud således, at næringslivet blev mest udviklet i bebyggelser med beliggenhed længst fra købstæder, midtvejsbyerne, og mindre udviklet nærmere købstæderne. Indtil 1920 blev person- og godsbefordringen altovervejende varetaget af jernbanerne, men i mellemkrigstiden begyndte lastbiler og rutebiler at konkurrere med jernbanerne. Dette medførte, at der fortsat kunne ske en spredning af bosættelsen og af de næringsdrivende, og enkelte nye vejbyer voksede frem, men som helhed skete der ikke større ændringer i bymønsteret, der allerede omkring 1920 havde fået sit nye præg.

Forstadsrørelsen[redigér]

København ca. 1888. Forstadsbebyggelserne Vesterbro, Nørrebro og Østerbro er begyndt at brede sig uden for de gamle fæstningsværker.

Forstadsrørelsen var knyttet til købstæderne. Forstæder var de byområder, som voksede frem uden for købstædernes kommunegrænser men i virkeligheden var en del af købstadens samlede byområde. Sådanne forstæder begyndte at vokse frem, da købstæderne fra anden halvdel af 1800-tallet oplevede en stor vækst i indbyggertallet som følge af befolkningstilflytning og fødselsoverskud, hvilken tilvækst med tiden ikke længere kunne rummes inden for de gamle købstadsgrænser. Ofte lå forstæderne som umiddelbare fortsættelser af det bebyggede område, men der kunne – især i forbindelse med de større byer – udvikle sig forstæder, der i begyndelsen lå mere eller mindre adskilt fra resten af byen af grønne områder og åbent land.

I mellemkrigstiden bredte forstæderne sig længere og længere væk fra købstæderne (til trods for jævnlige indlemmelser af forstæder i købstadskommunerne), hvilket tillige afspejlede sig i landkommunernes befolkningers næringssammensætning og i en stigende pendling fra spredte småbyer til arbejdspladser i købstæderne.

I de egentlige forstæder udvikledes oftest et vist næringsliv, men ikke så omfattende som i vejbyer og stationsbyer af samme størrelse, idet store dele af behovene for arbejdspladser, håndværkere, handlende og tjenesteydelser kunne opfyldes af købstadens næringsliv.

Havnerørelsen[redigér]

Hanstholm var en af tidens nye havnebyer.

Endnu frem til midten af 1800-tallet fandtes der kun få egentlige havne. I købstæderne klarede man sig med en skibbro, som regel i en åmunding, mens man i landdistrikterne de fleste steder trak bådene på land. Fra omkring midten af 1800-tallet begyndte man at bygge havne dels i fiskerlejer, dels ved overfartssteder. Følgen heraf blev forbedrede besejlingsforhold, hvilket kunne fremme de næringsmæssige muligheder såvel for de egentlige søfarende som for andre.

Enkelte steder, især langs den jyske vestkyst, blev desuden opført helt nye havde på steder, hvor der tidligere dårligt nok havde været et fiskerleje, og helt nye bebyggelser voksede op i tilknytning til disse havne, især som fiskeribyer.

Havnerørelsen er i sin natur knyttet til kystegnene men dette på tværs af skellet mellem købstad og landdistrikt. Havnene påvirker stedvist, og mange gamle ladepladser og udskibningssteder, der ikke fik anlagt en tidssvarende havn, mistede tidligere tiders betydning.

For mange byer betød tilstedeværelsen af en færgehavn igennem hele det 20. århundrede sikringen af et antal arbejdspladser i tilknytning til færgefarten. Med oprettelsen af faste bro- og tunnelforbindelser mellem øer og landsdele bortfaldt disse, og sådanne steder måtte der efter på anden måde søge at finde erstatning for det tabte. Omdannelsen af tidligere færge- og godshavne til boligområder har ikke virket fremmende for sådanne muligheder men nok bevirket sikringen af en del boligsøgende; til gengæld har omdannelse af gamle havneområder til kontorformål sikret arbejdspladser, men på bekostning af havnenes traditionelle muligheder.

Landliggerrørelsen[redigér]

Skodsborg Badehotel.

Landliggerrørelsen var ligeledes knyttet til kysterne, især i Nordøstsjælland (indflydelsen nåede næppe over 1 kilometer ind i landet og oftest mindre). Indtil omkring 1860 var landliggerlivet omkring hovedstaden stort set samlet omkring Dyrehaven ved Klampenborg og egnen lige nord for København, men i løbet af de følgende årtier bredte landliggerlivet sig nordpå langs Øresundskysten, og fra omkring 1900 tillige til Kattegatkysten, især efter anlæggelsen af jernbanerne Gribskovbanen (1896), Hillerød-Frederiksværk-Hundestedbanen (1897, forlænget 1916), Hillerød-Tisvildelejebanen (1897, forlænget 1924) og Helsingør-Hornbæk-Gilleleje Banen (1906, forlænget 1916).

Landliggerrørelsens glanstid lå mellem 1890 og 1914, hvorefter den svækkedes langsomt men sikkert, og efter 1950 døde de sidste rester af landliggerrørelsen ud til fordel for udlandsrejser, lejrture og andre nye slags ferieliv. Landliggerrørelsen satte under sin glanstid sit præg på kysterne i form af badehoteller, badepensionater og landliggervillaer. Dette gav sysselsætning til ansatte på badehotellerne og til håndværkere i forbindelse med opførelsen, senere vedligeholdelsen, af landliggervillaerne, men derud over gav landliggerrørelsen kun beskedent grundlag for anden næringsvirksomhed.

Stedlige nuanceringer[redigér]

De overordnede hovedtræk må suppleres med underinddelinger, der afspejler regionale og stedlige nuancer. Således berørte hedeopdyrkningen naturligvis kun det vestlige Jylland og Himmerland, og på lignende måde fik husmandslovene uens indflydelse beroende på tilstedeværelse eller fravær af majorater, der kunne udstykkes. Forstadsudviklingen beroede på de administrative grænsers beliggenhed, således havde fx. Viborg et stort købstadslanddistrikt, hvorimod Århus næsten intet havde. Endelig spillede det for de industrier, som bidrog til befolkningsudviklingen, en afgørende rolle, hvornår de blev oprettede, og hvordan de udviklede sig. I denne henseende var der store forskelle fra sted til sted.

Disse forhold betyder, at enhver forståelse af den konkrete udvikling over tid må ske med udgangspunkt i et samspil mellem de store hovedtræk og de særlige regionale og stedlige forhold. I denne sammenhæng kan der være grund til at nævne, at byer i fremvækst i første omgang især kunne tiltrække tilflyttere fra den nærmeste omegn, men i takt med, at de fortsat udviklede sig, ville også deres tilflytningsopland udvide sig samtidig med, at der udviklede sig en andel af befolkningen, som var født på stedet og blev boende. Og når en storby blev tilstrækkeligt stor, kunne dens indre områder endda falde i indbyggertal, fordi befolkningen foretrak at bosætte sig i fredeligere boligkvarterer i forstæder og omegnsbyer.

Bag de nettoforandringer i bosættelsesfordelingen, som kan konstateres, gemmer sig langt større flytninger i begge retninger, fordi ulige familier lagde vægt på uens forhold og befandt sig uens steder i deres udvikling.

Urbaniseringens tidsmæssige forløb[redigér]

Omkring 1980 fremkom en modelbeskrivelse af urbaniseringens forløb i hovedtrin. Denne gik ud på, at urbanisering sker i fire hovedfaser:

- urbanisering, hvor byudviklingen samles i et mindre antal bymæssige bebyggelser: købstæder,
- suburbanisering eller forstadsdannelse, hvor byudviklingen spreder sig til nærområder uden for de bymæssige bebyggelsers administrative grænser,
- desurbanisering eller byspredning, hvor byudviklingen i form af fjernforstæder spreder sig til områder beliggende fjernere fra de større bymæssige bebyggelsescentre,
- reurbanisering, hvor befolkningen atter samles i de største bymæssige bebyggelser.[43]

Trods forsøg på at eftervise et sådant udviklingsforløb[44], har der vist sig uløselige problemer ved en så forenklet beskrivelse. For det første er det klart, at omfanget af forstadsdannelser (suburbanisering) helt beror på, hvor den administrative grænse tilfældigvis ligger: hvis købstaden har et stort landdistrikt, vil forstadsdannelsen blive lille og omvendt. Forholdene mudres yderligere ved, at forstadsområder undertiden senere indlemmes i købstaden og således flyttes fra en klasse til en anden. På lignende måde bevirker mindstegrænsen for to selvstændige bymæssige bebyggelser på 200 m, at områder, der hidtil regnedes som selvstændige bebyggelser, ved opførelse af en enkelt bygning midt mellem dem og i en afstand af lige under 200 m, nu bevirker, at de to bebyggelser må regnes for en, og at en selvstændig bebyggelse måske karakteriseres som forstad til den anden. For det andet står det klart, at den bebyggelsesmæssige udvikling i købstæder, forstæder og selvstændige bymæssige bebyggelser sker sideløbende, omend tyngdepunktet kan flytte sig. Således skete fremkomsten af nye bymæssige bebyggelser, vejbyer og stationsbyer, omtrent på samme tid som købstæderne oplevede en forstadsudvikling. For det tredie må man gøre sig klart, at officielle indbyggertal for de enkelte hovedgrupper af bebyggelser i nogen grad beror på tilfældigheder med hensyn til, hvad statistikere og geografer har regnet for bymæssig eller ej. Husgrupper med mindre end 200 indbyggere regnes således ikke for bymæssige, med mindre de anses for forstæder til en købstad. Man må derfor regne med, at urbaniseringen næsten altid vil være mere fremskreden, end den officielle statistik viser. Endelig for det fjerde er der spørgsmålet om hvornår, en bebyggelse skal regnes for fjernforstad til en købstad: hvor stor en del af indbyggerne skal fx. have deres sysselsætning i en købstad for at regnes for satellitby eller soveby til denne: halvdelen? mere? eller mindre? I takt med, at pendlingen vokser og rejser til og fra arbejde sker i flere retninger, bliver sådanne spørgsmål umulige at give et fornuftigt svar på.

Således er ethvert forsøg på at lave en udviklingsmodel for urbanisering dømt til at mislykkes. I stedet må man forsøge at beskrive forløbet som det er og så efter evne forsøge at belyse de årsager, som har haft indflydelse på udviklingsforløbet.

Urbaniseringens forløb i den offentlige danske statistik[redigér]

I Danmark fandt en kraftig urbanisering sted fra cirka 1840 til 1965, jævnfør nedenstående tabel.

År Indbyggere i
købstæder
Indbyggere i
forstæder
Bymæssige
bebyggelser
Landdistrikter I alt
befolkning
Andel (%) i
landdistrikter
1769 158.151 797.584
1787 173.239 841.806
1801 192.056 1.576 10.836 724.533 929.001 77,99
1834 252.941 1.230.964
1840 261.556 2.598 15.981 1.008.940 1.289.075 78.27
1860 369.083 13.164 21.411 1.204.704 1.608.362 74,90
1870 434.468 23.415 24.415 1.293.023 1.784.741 72,45
1880 542.268 38.159 29.988 1.348.924 1.969.039 68,51
1890 710.520 53.962 40.073 1.356.091 2.172.380 62,42
1901 936.565 47.063 76.843 1.389.069 2.449.540 56,71
1906 1.023.334 52.430 148.853 1.364.302 2.588.919 52,70
1911 1.109.726 71.714 195.673 1.379.963 2.757.076 50,05
1916 1.209.975 94.285 226.315 1.390.787 2.921.362 47,61
1921 1.376.415 121.056 277.995 1.494.088 3.267.831 45,72
1925 1.442.160 157.302 327.331 1.507.762 3.434.555 43,90
1930 1.511.358 192.831 371.177 1.475.586 3.550.656 41,56
1935 1.644.403 286.163 350.105 1.425.678 3.706.349 38,47
1940 1.746.407 322.018 371.499 1.404.444 3.844.368 36,53
1945 1.865.725 344.154 406.118 1.429.235 4.045.232 35,33
1950 2.018.014 407.518 458.347 1.397.396 4.281.275 32,64
1955 2.059.977 509.571 510.163 1.368.690 4.448.401 30,77
1960 2.078.113 697.541 585.930 1.223.930 4.585.256 26,69
1965 2.171.136 743.418 764.436 1.088.607 4.767.597 22,83

kilde: Danmarks Statistiks folketællinger. For 1901-1960 er benyttet de reviderede tal ved sidstnævnte tælling. Tallene omfatter indtil 1921 grænsen fra 1864. Frederiksberg og Gentofte er talt under forstæder og ikke som del af hovedstaden, Marstal under byer, Esbjerg, Løgstør, Nørresundby og Silkeborg er talt under byer indtil 1890, fra 1901 under købstæder. Bemærk, at tallene modsvarer forholdene på tællingsdagen uden hensyn til om der er sket administrative ændringer. Det betyder ikke mindst, at indbyggertallene for købstæder og forstæder er opgjort med de indlemmelser, der skete mellem to tællinger. Bemærk, at i 1960 blev grænsen for bymæssige bebyggelser nedsat fra 250 indbyggere til 200 indbyggere. Forskellen var i 1965 på 176 bebyggelser med samlet 39.055 indbyggere eller 5,1% af de bymæssige bebyggelsers samlede indbyggertal dette år.

Tallene må opfattes som vejledende. Man kan bemærke sig, at befolkningsvæksten i landdistrikterne med mindre udsving fortsatte indtil 1925, hvorefter en nedgang satte ind. Man kan også bemærke, at både forstæder og selvstændige bymæssige bebyggelser havde voksende indbyggertal til trods for de administrative grænseflytninger, der fandt sted gennem tiden. Købstædernes vækst efter århundredeskiftet skyldes i vid udstrækning indlemmelser af forstadsområder. Opgørelsesmåden lader sig ikke bruge fra 1970 og frem, idet der dette år skete en kommunalreform, hvorved købstæder og deres forstæder sognekommuner i vid udstrækning blev lagt sammen og de tidligere forstæder således regnet som en del af købstæderne, der reelt blev afskaffede ved samme reform. Pendlingen var allerede i 1970 så langt fremskreden, og den voksede i de følgende årtier således, at det ikke lykkedes at skabe selvfungerende byer.

Urbaniseringens hovedfaser[redigér]

Udviklingen for de bymæssige bebyggelser på landet falder i fire perioder: tiden indtil omkring 1840, 1840-1885, 1885-1945 og tiden efter 1945. Sammenhængen mellem befolkningsudvikling og industriudvikling er for hver periode udtalt.

Det førindustrielle tid (tiden indtil 1840)[redigér]

Tiden fra 1801 til 1840 er blevet karakteriseret som "manglende urbanisering i den forstand, at byerne endog havde vanskeligt ved at følge med befolkningsudviklingen i landdistrikterne." Dette skyldes især Københavns meget svage udvikling, mens billedet for provinsbyerne var mere nuanceret.[45]

Forklaringen herpå var de økonomiske og politiske konjunkturer. Tiden mellem 1801 og 1840 var overvejende en krisetid. Både udskiftningen af landsbyer[46] og den florissante handel lakkede mod enden, og fik nærmest sit dødsstød med det engelske bombardement af København i 1807.[47] Dette trak Danmark ind i krigen, hvilket førte til høj offentlig gældsætning, inflation og pengeøkonomiens sammenbrud i 1813.[47] I 1814 måtte Danmark afstå Norge til Sverige[48], og den hidtidige kornudførsel hertil, som hidtil havde været et økonomisk sikkerhedsnet for landbruget, blev vanskeliggjort. Forholdene lettedes ved, at det i samarbejde med handelshuse i Hamborg lykkedes at få udviklet nye afsætningsmarkeder for korn i Hamborg, Nederlandene og England[48], men priserne prægedes af store udsving, som gjorde både landbrug, søfart og handel til usikre næringsveje. Flere lande forsøgte efter afslutningen af Napoleonskrigene at beskytte deres hjemmemarkeder, således Norge i form af en importtold og i England med kornloven af 1815, der tilstræbte indfærselsforbud, når priserne var under en vis mindstegrænse.[49] Dette gjorde det britiske marked til en usikker og spekulationspræget virksomhed[49] med store prisudsving[50] og udførselsudsving til følge.[51]

Landbrugets økonomiske vanskeligheder nåede deres højdepunkt i årene 1822-1825[52], og mange større landbrug gik konkurs i disse år. For at lette på forholdene tillod staten i 1820 og 1821 at betale en del af skatterne i naturalier, i 1823 blev skatten nedsat, og i 1824 blev det tilladt at betale den del af skatterne, der endnu skulle svares i penge, med pengesedler; da kursen på disse endnu ikke var i pari, indebar dette reelt en yderligere skattenedsættelse; omkring 1825 var skatterne således reelt nedsat med skønsmæssigt en trediedel.[53]

Netop omkring 1825 skete der imidlertid et økonomisk skift mod en gradvis forbedring: i 1826 indtraf en stigning i kornpriserne, og både 1827 og 1828 var gode høstår.[52] I 1828 indførte England den glidende toldskala til aføsning af den hidtidige beskyttelsespolitik[49], hvilken dog først blev ophævet helt i 1840-erne.[54]

I kongeriget var befolkningen voksende, fra 929.000 indbyggere i 1801 til 1.231.000 indbyggere i 1834 eller en vækst på næsten en trediedel, man samtidig var landbrugets produktion voksende med en stigning fra 1810 til 1830 på cirka 20%[55]. De usikre forhold gjorde, at mange husmænd og jordløse søgte at klare sig ved enten husflid, det vil sige supplerende biindtægter fra varefremstilling, eller som håndværkere. Nogen industriel udvikling var der ikke tale om. Ganske vist var den første dampmaskine kommet til Danmark i 1797, men det varede årtier, før den fik følgeskab. I stedet klarede man sig med de traditionelle fremgangsmåder ved vareforædling, der foruden husflid og håndværk også omfattede forlag, hvor en handelsmand lod varefremstillingen ske spredt i de enkelte familier men selv opkøbte de fremstillede produkter og førte den til markedet, ved manufakturer, hvor varefremstillingen skete samlet men alene ved håndkraft, og ved fabriksvirksomhed. Fabriksvirksomheden, der stort set udelukkende skete ved brug af vandkraft (når der ses bort fra kornmøller, hvoraf en stor del var vindmøller), oplevede et opsving i første halvdel af 1800-tallet med talrige nye fabriksanlæg, men i hvert fald fra 1838 til 1872 var antallet af sådanne fabriksanlæg, der især lå i landdistrikter og hvis kraftevne i begyndelsen overgik den, som datidens dampmaskiner kunne præstere, næsten stagnerende[56], omend der var undtagelser.

For bebyggelsen indebar disse næringsmæssige og økonomiske forhold, at mange landbrugere forsøgte at skaffe sig ekstra indtægter ved at lade bygge jordløse lejehuse[57], og sammen med en mere lempelig næringspolitik over for landhåndværkere, gjorde dette, at landbefolkningen de fleste steder kunne følge med den almindelige befolkningsvækst. Nok skete der en vis afvandring fra landdistrikter til købstæder, men hovedstaden var nærmest stagnerende.[58]

Både i bebyggelsesmæssig henseende og i andre henseender var kongeriget præget af et klart skel mellem land og by. I det danske stændersamfund var købstadsprivilegier af afgørende betydning for fordelingen af håndværkere og handlende, idet denne virksomhed med få undtagelser var forbeholdt borgere i købstæderne. Adelige og efter 1660 også borgerlige godsejere levede af landbrugsdriften på priviligeret jord og havde ret til selv at udskibe og sælge korn til udlandet. Gejstligheden levede som embedsmænd ved købstædernes og landsbyernes kirker. Til trods for, at købstadsprivilegierne udgjorde et grundlæggende element ved opbygningen af samfundet og dannelsen af bysamfund, var der allerede fra 1600-tallet og frem til ophævelsen af privilegierne omkring midten af 1800-tallet en række bydannelser, der virkede uden at have købstadsrettigheder. Håndværk og handel i disse bydannelser var ikke i overensstemmelse med loven, men blev ikke desto mindre tålt. Det gælder for byerne Allinge-Sandvig på Bornholm (521 indbyggere i 1769, heraf 303 i Allinge og 218 i Sandvig; 545 i 1787 og 722 i 1801), i Nordsjælland Hillerød (ophøjet til købstad i 1750’erne, idet byen havde fået privilegier allerede 1569; 1114 indbyggere 1769), Fladstrand i Nordjylland (587 indbyggere i 1769, 489 i 1787 og 463 i 1801; ophøjet til købstad under navnet Frederikshavn 1818), samt ved Limfjorden Løgstør (392 indbyggere i 1769, 377 i 1787 og 463 i 1801), Nibe (der blev ophøjet til købstad allerede 1727, 1029 indbyggere i 1769 og 1044 i 1801) og Nørresundby (495 indbyggere i 1787 og 606 i 1801). Igennem omsætning af landbrugets varer og af varer indført fra udlandet skulle købstædernes købmænd ernære sig. Her kom stædernes oplande til at spille en stor rolle. De store købmænd stod som mellemled mellem godsejerne og afsætningsmarkederne og aftog godsernes korn, okser, smør med mere, og til gengæld indførte de udenlandske håndværks- og fabriksvarer og fremmede råvarer til de købedygtige godsejere; bønderne fik først betydning som marked efter ophævelsen af fæstevæsenet og indførelsen af pengeøkonomi i deres drift. Nær sammenhæng med handelen havde skibsfarten, der fragtede det danske korn, smør og i et vist omfang øksne til hovedafsætningsmarkederne i Tyskland og Nederlandene og hjemførte udenlandske fabriksvarer og råvarer som klæde, krydderier og norsk træ. Det var derfor ikke nogen tilfældighed, når flere af de ikke-priviligerede byer var ladepladser ved kysten. Ved midten af 1800-tallet var de største nye byer ved siden af de omtalte søfarts- og fiskeribyerne Dragør på Amager (1629 indbyggere 1840), Marstal på Ærø (760 indbyggere i 1769, 925 i 1787 og 1449 i 1801) samt Hals ved Limfjorden (643 indbyggere i 1801).

Ved siden af ladepladser udviklede sig fra slutningen af 1700-tallet en række nye tingbyer og tingsteder (Hørsholm, Fredensborg, Høng, Hørup (senere Kjellerup), Ketterup (senere Fjerritslev), Bælum, Brædstrup, Holsted, Skjern, Herning, Odder samt Hammel) foruden fabrikssteder i tilknytning til udnyttelsen af vandkraft (Kongens Lyngby, Usserød, Hellebæk, Frederiksværk, foruden en række steder i jyske ådale) samt steder med en betydelig udvinding af råstoffer (Fakse, Fensmark); ingen af disse steder synes dog at have haft større betydning for bynæringernes udøvelse.[59]

Skillelinjen mellem tingbyer, tingsteder og oplandsbyer kan sammenfattes således: tingbyer var bebyggelser, der foruden tingsted og/eller herredsfoged-/birkedommerbolig tillige havde læge, apotek, købmand og kro samt tillige skole og flere håndværkere allerede omkring midten af 1800-tallet, mens tingsteder nok havde tingsted og/eller herredsfoged-/birkedommerbolig men derudover savnede andre oplandsrettede tjestester; omvendt havde oplandsbyerne ikke tingsted men til gengæld læge og apotek, skole og kro. Som det skulle vise sig, var denne oplandsrettede næringssammensætning langt mere byudviklingsfremmende end hvad forekomsten af et tingsted alene kunne fremme.

Tingbyer og tingsteder[redigér]

Hørsholm var i midten af 1800-tallet tingsted og havde bolig for birkedommeren, i byen lå en kaserne med tilhørende huseskadron, postkontor, apotek og læge, der lå fem fabrikker i byen (stivelsesfabrik, garveri og flere bryggerier) og blev afholdt markeder. Byen havde 501 indbyggere i 1801, 643 i 1840. Hørsholm udviste en beskeden og ret springende befolkningsudvikling i de følgende årtier, muligvis afspejlende fabriksvirksomhedens skiftende vilkår.[60]

Fredensborg var en gammel slotsby, ting- og valgsted, opvokset i tilknytning til det i 1720 opførte slot. Jernbaneforbindelse fik byen allerede 1864, men til trods herfor var udviklingen stagnerende: 443 indbyggere i 1801, 618 indbyggere i 1840, 758 i 1860 , 776 i 1870 og 795 i 1880; fra 1880 til 1890 var indbyggertallet endda faldende. Fredensborgs manglende vækst skal givetvis ses i lyset af dels købstaden Hillerøds nærhed, dels fraværet af industri. I midten af 1800-tallet beskrives byen som ”en samling af større og mindre lyststeder, boliger for pensionister, embedsmænd samt handlende, håndværkere og almuefolk”.

Høng blev tingsted 1838. Nogen egentlig bymæssig udvikling synes ikke at have fundet sted i løbet af 1800-tallet.

Odder var hovedby i Hads Herred; ved byen lå 5 vandmøller tæt efter hinanden på en henved 2 km lang strækning af Odder Å. Byen havde apotek og fra midten af 1800-tallet afholdtes 2 årlige markeder. Byen havde 469 indbyggere i 1801, 889 indbyggere 1840.

Herning var tingsted, havde læge og apotek, postekspedition, håndværkere og handlende og lå nær markedet i Gjelleruplund. Byen fik jernbaneforbindelse i 1877 og udviklede sig med rivende hast: 21 indbyggere i 1840, 101 i 1860, 246 i 1870 – denne udvikling takket være beliggenheden i et vejknudepunkt – 1064 i 1880, allerede 2166 i 1890 og 3706 indbyggere i 1901.

Hammel var tingsted, og byen havde læge og kro. 1848 oprettedes et apotek, og 1866 en klædefabrik i byen. Hammel voksede hurtigt og havde ved folketællingen i 1901 1235 indbyggere.

Bælum havde tingsted og kro i 1855 men ingen læge og apotek. Byen stagnerede og blev overhalet af andre nærtliggende steder.

Skjern havde tingsted, postekspedition og kro. Længe synes Skjern at have stået noget i skyggen af Tarm, og der var næppe givet på forhånd at Skjern ville vokse sig større end denne.

Vestervig var tingsted, havde læge, apotek og kro og var dermed selvskreven til at blive oplandsknudepunkt i det sydlige Thy. At Hurup siden overtog denne førerstilling, skyldes sikkert to forhold, dels tilbagegangen for den indenfjordske skudehandel, dels oprettelsen af banelinjen til Thisted i 1882, hvor Hurup – ikke Vestervig – fik jernbanestation.

Holsted var tingsted og havde en kro. Med oprettelsen af en øst-vestgående tværbane 1874 i nogle kilometers afstand og med jernbanestation nær krydsningen af en bivej til Stenderup, udvikledes ved stationen en livskraftig konkurrent – Holsted stationsby – til den gamle tingby.

Oplandsbyer[redigér]

Blandt de tidlige oplandsbyer med læge og apotek omkring 1855 var RingeFyn, Grindsted, Hornslet, Ketterup, Tarm og Ørsted – alle i Jylland. Fraset, at Ketterup (med kirke, præstegård, distriktslægebolig, apotek og skole) senere afløstes af det bedre beliggende Fjerritslev (med postekspedition og kro og beliggende i et T-vejkryds mellem den øst-vestgående vej mellem Thisted og Nørresundby og stikvejen mod syd til overfartsstedet ved Aggersundshuse), udviklede alle disse steder sig til betydningsfulde oplandsbyer i den kommende tid.

Fabriksbyer og fabrikssteder[redigér]

Ligesom et tingsted i sig selv ikke var tilstrækkeligt til at sikre byudvikling, gjaldt dette også fabriksvirksomhed. I de byer, hvor fabriksvirksomheden var suppleret med oplandsrettede ydelser, synes vilkårene for byudvikling bedre end i de byer, hvor fabriksvirksomhed spillede en fremtrædende rolle eller oplandet begrænset.[61]

Kgs. Lyngby var allerede ved begyndelsen af 1800-tallet en betydelig by: 890 indbyggere 1801, 1175 indbyggere i 1840. Byen havde både oplandsrettede tjenester og fabriksvirksomhed, til dels knyttet til Mølleåen.

Ved Usserød lå en militær klædefabrik ved Usserød å, oprettet i 1790'erne, i 1855 med omkring 175 ansatte.

I Hellebæk lå en geværfabrik. Den ældste fabrik på stedet oprettedes allerede i 1600-tallet , idet man ved hjælp af et system af gravede kanaler og opstemninger havde skabt muligheder for mølledrift; en lille by voksede op omkring en række vandmøller. I begyndelsen produceredes mel og gryn. Senere kom værkstedsmøller til, og hele virksomheden blev kaldt Hammermøllen. I 1660'erne startede geværfabrikationen, den voksede støt gennem tiden, og sidst i 1700-tallet antog værket navnet Kronborg Geværfabrik. Byen lå inden for Helsingør købstads læbælte og havde ingen handlende.

Ved Frederiksværk udnyttedes vandkraften fra en kanal, som i 1719 gravedes gennem tangen mellem Arresø og Roskilde Fjord. 1756 blev området langs kanalen overdraget kancelliråd J.F. Classen og etatsråd Just Fabritius med den klausul, at der skulle fremstilles krudt. Til det formål opførtes 6 møller, men Classen gik videre og etablerede et kanonstøberi, som var i drift til 1832. I 1858 var der på stedet jernstøberi (90 sysselsatte), maskinfabrik (60 sysselsatte), knivfabrik med slibemølle (57 sysselsatte), krudtfabrik (27 sysselsatte) og kobbervalseværk (24 sysselsatte), desuden bryggerier, smedeværksted for agerdyrkningsredskaber og 2 købmandsforretninger. Byen havde 185 indbyggere i 1769, 306 i 1787 og 505 i 1801.

Fakse kalkbrud blev først industrielt udnyttet fra 1862.

Ved Fensmark oprettedes 1825 Holmegaard Glasværk, Danmarks ældste glasværk.

Sammenfattende kan det således siges, at de fleste af de nævnte bymæssige bebyggelser frem til midten af 1800-tallet havde en stagnerende befolkning, skabt ved en samling af mennesker først og fremmet forårsaget af fabriksvirksomhed, der udnyttede stedlig vandkraft og dermed stod på et førindustrielt stade.

Husflid, håndværk og binæringer på landet[redigér]

Ved siden af de spredte og stedvist udbredte tiltag til fabriksvirksomhed fandtes imidlertid en mere udbredt virksomhed i form af håndværk, husflid og binæringer udbredt over det meste af landet.

Håndværkets udøvelse var fra gammel tid reguleret i næringsbestemmelserne, der gav visse næringsveje ret til udøvelse i landdistrikerne, foruden smede også vævere, skomagere og andre. Hvor omfattende denne virksomhed egentlig var er kun stikprøvevis undersøgt og uden absolutte tal[62], men i forbindelse med folketællingen i 1787 opgjorde justitsråd Eggers for Sjællands og Møns vedkommende, at der fandtes 8.011 mænd og 7.158 kvinder eller i alt 15.169 "Sjæle" tilknyttet håndværk modsvarende omtrent 8% af den samlede befolkning. Disse tal omfatter ikke dem, der regnede sig selv til "Huusmænd" (25.025 personer), til "Kunstnere og Fabrikantere" (4.915 personer) eller til "Andre Næringsdrivende" (2.175 personer).[63] Antallet af håndværkere på landet må sættes i forhold til 7.877 "Haandværksmænd" i København[64] og 4.370 i købstæderne på Sjælland og Møn[65], samlet således 12.247 håndværkere i byerne. Det vil sige, at af øernes samlede håndværksbefolkning boede mere end halvdelen i landdistrikterne.

Industrialiseringens første fase (1840-1870)[redigér]

Fra omkring 1840 indtrådte tydelige skift i befolkningsudviklingen, idet købstæderne nu udviste en tydeligt større befolkningsvækst end landsognene. Specielt blev Hovedstadens tidligere stagnation nu afløst af stigende befolkningsvækst.[66]

Den økonomiske baggrund for denne udvikling var kornhandelstiden.[67] I 1842 ophævede England tolden på indførsel af kvæg, og korntolden blev nedsat, og fra 1847 bortfaldt toldbeskyttelsen på korn helt.[68] Virkningen på den danske korneksport viste sig omgående: fra 1843 til 1845 skete der næsten en fordobling af denne, så man kan tale om et regulært gennembrud.[67] Der skete udvidelser og forbedringer i afgrødedyrkningen ved inddragelse af nye arealer, til dels ved tørlægning af lavvandede fjorde, ved mergling, ved dræning og i Jylland tillige ved engvanding. Udviklingen indebar, at landbefolkningen fortsat kunne vokse, men det skete nu mere stedvist end tidligere.

Tiden mellem 1840 og 1855 kan ligeledes betegnes som det industrielle gennembrud i Danmark, især i købstæderne. I løbet af denne korte årrække skete en mangedobling både i antallet af virksomheder med maskinkraft, i disses antal og hestekræfter og i antallet af ansatte i sådanne virksomheder. Endnu i 1831 var der i hovedstaden kun 5 virksomheder med mekanisk kraft, det steg til 14 i 1839, til 47 i 1847 og til 82 i 1855. Antallet af maskiner voksede fra 55 i 1831 til 183 i 1839, til 386 i 1847 og til 819 i 1855, og antallet af ansatte voksede fra omkring 5.900 til 6.600, til 8.500 og til 10.600 i 1855.[69] Men det var ikke kun i hovedstaden, at industrien fik sit gennembrud. Også i flere provinsbyer skete det. Således blev der eksempelvis oprettet dampmøller i Nakskov i 1852, i Maribo 1853, i Horsens og Holbæk 1854.[70]

Tiden mellem 1855 og 1870 må derimod snarere kaldes for en periode af industriel vækst. Antallet af industrier med indlagt dampkraft var stærkt voksende, og mange af dem var helt nye virksomheder. Kendetegnende for denne tidlige industrialisering var også dels at det var de samme slags virksomhed, der forekom i de ulige købstæder (bogtrykkeriet, jernstøberier og maskinfabrikker, melmøller, teglværker, tekstilfabrikker, tobaksfabrikker), dels at den i høj grad var rettet imod det stedlige opland. Det var til dels et levn fra tidligere tider, hvor håndværk, manufakturer og fabrikker var rettet mod de stedlige kunder, men tillige betinget af de indtil da ret dårlige samfærdselsforhold i landet. Men netop i de samme år skete der en forbedring i disse.

Allerede i 1840-erne og senere var sket en begyndende forbedring af vejnettet med chausséer (landeveje). I 1860 udgjorde det samlede net af sådanne veje omkring 1.350 km, heraf 310 km på Sjælland, 105 km på Lolland-Falster, 150 km på Fyn og 765 km i Jylland. Hovedvejsnettet var rettet imod København og i hertugdømmerne mod Hamborg. Så beskedne disse forbedringer var, var de ikke uden betydning for bosættelsen: gradvis opstod nye bebyggelser, vejbyer, især på steder hvor vejene mødtes i vejkryds. Endnu måtte al kørsel ske med hestevogne, som med jævne mellemrum måtte gøre ophold og måske skifte heste. Der blev derfor behov for landevejskroer, og sådanne kunne trække anden virksomhed og næringsliv til sig.

Kongeriget Danmarks første jernbane blev anlagt i 1847 mellem København og Roskilde. Den blev i 1855 forlænget fra Roskilde til Korsør. Strækningen synes fortrinsvis at have forbundet købstæderne, mens der ikke blev taget hensyn til landbefolkningen; overhovedet blev kun oprettet få landstationer. Det var først i 1860-erne, at opbygningen af hovedbanenettet for alvor gik i gang, og endnu i 1870 var det langt fra afsluttet. Men flere steder indebar det en begyndende byudvikling i tilknytning til landstationer, i begyndelsen ikke meget mere end en købmand, en kro, måske læge og apotek. Først gradvist fik de nye bykim[71] flere næringsdrivende og kunne derved begynde at konkurrere med tingsteder om oplandet.

I forbindelse med folketællingerne fra og med 1845 spurgtes om indbyggernes fødested. Dermed er det muligt at belyse flytninger i det omfang, fødested og opholdssted var forskellige. For København og provinskøbstæderne foreligger der oversigter, der gør det muligt at danne sig et overordnet billede af stædernes indbyggeres fødsels- og opholdssted, jævnfør nedenstående tabeloversigt.[72]

År Opholdssted Fødested
København
Født samme
provinsby
Født anden
provinsby
Født
landdistrikt
1850 København 67,8 % - 13,2 % 19,0 %
Provinsbyer Øer 6,2 % 52,4 % 11,0 % 30,2 %
Provinsbyer Jylland 3,6 % 53,8 % 12,3 % 30,3 %
1880 København 59,2 % - 16,1 % 24,7 %
Provinsbyer Øer 4,8 % 47,0 % 10,1 % 38,1 %
Provinsbyer Jylland 2,8 % 45,8 % 11,7 % 39,9 %
1901 København 57,7 % - 16,3 % 26,1 %
Provinsbyer Øer 4,5 % 44,6 % 10,2 % 40,7 %
Provinsbyer Jylland 2,5 % 40,8 % 11,4 % 45,3 %

Bybefolkningens fordeling på hovedområder og efter fødested 1850, 1880 og 1901.
Kilde: Statistisk Tabelværk 5 Række Litra A nr. 5
Befolkningen 1850 er opgjort de jure, mens den 1880 og 1901 er opgjort de facto.

Tabellen viser, at andelen af hovedstadens og købstædernes stedfødte indbyggere faldt i anden halvdel af 1800-tallet, først og fremmest som følge af indvandring fra landdistrikterne, mens andelen af flytninger mellem købstæderne indbyrdes var faldende.

For landsognenes vedkommende svækkedes befolkningsvæksten i de østlige egne (Østjylland og øerne) og erstattedes stedvist af befolkningstilbagegang, især efter 1860. Samtidig udviste imidlertid landsognene i Vestjyllands hedeegne, i Himmerland og i Vendsyssel allerede fra 1855 en tydelig befolkningsvækst, hvilket må ses i lyset af hedeopdyrkningen, der satte ind allerede inden oprettelsen af Hedeselskabet. Bornholm udviste et skiftende billede, hvor befolkningsvækst afløstes af fald og så fornyet fremgang.

Oplandssteder[redigér]

Fra 1840 til omkring 1870 spillede vejnettet en væsentlig rolle for bebyggelsen, idet en del af de næringsdrivende, som bosatte sig i landdistrikterne både før og efter næringslovens vedtagelse, slog sig ned dels i de daværende landsbyer, dels ved vejkryds, hvor de bevirkede dannelsen af vejbyer. Et eksempel på disse tidlige vejbyer er Vester Brønderslev: Landsbyen Vester Brønderslev lå i en sådan afstand fra hovedfærdselsåren gennem Vendsyssel (HjørringNørresundby), at dens næringsmæssige udvikling ikke påvirkedes synderligt heraf. I midten af 1830’erne byggedes øst for landsbyen en landevejskro, og fra 1843 afholdtes her markeder, som med tiden blev ret store ("Store Brønderslev Marked") og af betydning for kreaturpriserne. Kroen, markederne og en tiltagende landevejsfærdsel medførte, at der lidt efter lidt – i 1850’erne – bosatte sig ulige næringsdrivende ved landevejen. Høkerloven og den nye næringslov muliggjorde, at der bosatte sig ulige næringsdrivende dels i landsbyen, dels ved landevejen. Herude (i østbyen) lå foruden kroen med brevsamlingssted en stor købmandshandel, jernstøberi, teglværk, uldspinderi, rebslageri, bageri, smedeværksted og vognfabrik. Hele denne bydannelse skyldtes således landevejsfærdslen[73].

Steder som Vestervig, Kjetterup, Holsted og Bælum var også allerede ved midten af 1800-tallet tingsteder og havde stort set det samme udbud af tjenester men uden, at der skete en tilsvarende byudvikling. Det er påfaldende, at ingen af disse steder fik tidlig jernbane. Desuden fik et mindre antal landsbyer allerede frem til omkring 1855 oplandsfunktioner uden, at deres præg af landsbyer derved ændredes; det gælder først og fremmest RingeFyn, Tarm, Ørsted, Grindsted og Hornslet i Jylland.

Efter 1855, i 1860’erne og 1870’erne, fik mange landsbyer en mere alsidig næringssammensætning, idet håndværkere og handlende efter indførelsen af næringsfriheden (høkerloven 1856, næringsloven 1857) slog sig ned. Det ser ud til, at gode vej- og oplandsforhold spillede den største rolle for denne udvikling, der skete på et tidspunkt, hvor hovedbanerne endnu var under anlæg. Samtidig skete der et opsving i antallet af landsbyer med håndværkspræget fabriksvirksomhed (bageri, mølle, dampmølle, savværk, teglværker, maskinværksteder og lignende).[74]

Landdistrikternes industrier[redigér]

Manglende stedlige sammenfald mellem industri og jernbane omkring 1870 viser, at der endnu frem til denne tid var tale om to sideløbende og indbyrdes uafhængige udviklingsretninger: Således udgjorde andelen af stationer, der tillige havde industri 28% og andelen af industristeder, der tillige havde jernbaneforbindelse 29%.[75], men netop omkring 1870 synes der at ske et skifte i retning en større samordning af industri og baneforbindelse således, at industristeder fik jernbaneforbindelse, ny industri blev lagt ved eller ældre industri omflyttet til stationsbyer, eller industri og jernbane blev anlagte omtrent samtidig og åbenbart under hensyn til hinanden [76]

Købstæderne[redigér]

Tiden fra 1840 til 1870 var de industrielle kraftkilders gennembrudstid i købstæderne. Mens en opgørelse fra 1839 kun omtaler en snes dampdrevne fabrikker med i alt godt 300 HK, havde hovedstaden i begyndelsen af 1870’erne mindst 182 mekaniserede virksomheder med 2384 HK og provinsen ved samme tid omkring 280 dampdrevne fabrikker med henved 3000 HK. Til sammenligning foretog arbejds- og fabrikstilsynet i 1874 inspektion af fabrikker med en samlet vandkraft på 674 HK. Mange mellemstore købstæder havde både jernstøberi, tobaksfabrik, klædefabrik, skibsbyggeri, bogtrykkeri, bryggeri, bomuldsvæveri og dampmølle. Dette må ses i sammenhæng med, at købstæderne endnu på denne tid først og fremmest betjente hver sit opland, idet samfærdselsforholdene endnu ikke muliggjorde større indbyrdes konkurrence. Trods den begyndende industrialisering synes håndværk fortsat at dominere i de fleste provinsbyer.[77]

Omstillingstiden (1870-1900)[redigér]

Kornhandelsperioden varede til begyndelsen af 1870-erne men ramtes så af et dramatisk prisfald på korn, som skyldtes, at billigt korn fra USA og Ukraine kom på verdensmarkedet. Med et slag ændredes vilkårene for landbruget, som førte til en økonomisk krise. Denne bevirkede en voldsom vækst i afvandringen fra landdistrikterne til købstæderne og endda til udvandring. Særlig voldsom var udvandringen i 1880-erne, men den fortsatte til efter århundredeskiftet. Det var den animalske produktion, som efterhånden bragte landbruget ud af krisen, først ved oprettelse af andelsmejerier fra 1882 og senere oprettelse af andelsslagterier fra 1887. Mange af disse andelsvirksomheder kom til at ligge i vejbyer og stationsbyer, der nu i stigende grad blev knudepunkter mellem opland og verdensmarkedet.

Omkring 1870 skete et nyt skifte i befolkningsudviklingen – eller snarere en uddybning af udviklingen fra den foregående menneskealder: i de østdanske landsogne (herunder Bornholm) udviklede den tidligere stadigt mere aftagende befolkningsfremgang sig nu til en udbredt befolkningstilbagegang, som nåede et højdepunkt mellem 1880 og 1901; en undtagelse herfra var enkelte, spredt beliggende landsogne, hvor begyndende stationsbydannelser og fabriksvirksomhed bevirkede en befolkningsfremgang, som viste at en ny udvikling var sat i gang (Esbjerg, Haslev, Fakse, Jyderup, Odder, Vejen, Assens, Vester Brønderslev).

Tiden mellem 1870 og 1900 skete der en første fremkomst af nye bydannelser, hvoraf de største og mest betydningsfulde var Silkeborg, Herning og Struer samtidig med, at flere af de ældre bydannelser stagnerede.

Baggrunden for denne udvikling skal søges i flere forhold, hvoraf stedlige oplandsvilkår, fabriksdrift og samfærdsel, ikke mindst anlæggelsen af jernbaner, spillede en stor rolle. Silkeborg, Herning, Esbjerg og Struer er alle eksempler på jernbanens tidlige betydning. Det er påfaldende, at flere steder, der allerede tidligt var blevne samlingssteder for oplandstjenester, ikke havde befolkningsvækst af betydning før jernbanens anlæggelse mens denne omvendt næsten overalt synes at have fremmet befolkningsvækst.

For Silkeborg var det oprettelsen af papirfabrikken 1844, der var den umiddelbare årsag til, at stedet 1846 fik anerkendelse som handelsplads. Dermed begyndte en voldsom byvækst, som nåede et højdepunkt ved Silkeborgs ophøjelse til købstad 1899. Hvor stedet i 1801 kun havde 44 indbyggere og 68 indbyggere i 1840, så steg antallet til 149 indbyggere i 1845, 556 indbyggere i 1850, 1.204 indbyggere i 1855, 1.775 indbyggere i 1860, 2.338 indbyggere i 1870, 2.931 indbyggere i 1880, 4.217 indbyggere i 1890 og 7.228 indbyggere i 1901. Jernbaneforbindelse fik byen 1875.

Herning var allerede i midten af 1800-tallet blevet et midtpunkt for herredet, men denne stilling afspejlede sig ikke i stedets indbyggertal: 21 indbyggere i 1840 og 101 indbyggere i 1860. Den egentlige vækst lå efter 1870 og skyldes ikke mindst jernbanen, anlagt 1874: 246 indbyggere i 1870 men allerede 1.064 indbyggere i 1880, 2.166 indbyggere i 1890 og 3.706 indbyggere i 1901. Omkring 1860 beskrives Herning således: "Herning med Thinghuus, Lægebolig og Apothek, Post- og Befordringsexpedition, Kro, Handelsetablissement, Skole m.m."[78], omkring 1879 således: "Herning med Thinghuus, Districtslægebolig og Apothek, Postexpedition og Telegraphstation, flere Handelsetablissementer, Skole, Valgsted for 4de Folkethingskreds, Herning Hede- og Discontobank, et Bogtrykkeri, hvorfra udgaaer Dagbladet "Vestjylland", Veirmølle, en Klub, Hammerum Herreds Folkebibliothek, det danske Hedeselskabs Planteskole, Sparekasse, Uldspinderi ved Dampkraft, Bog- og Papirhandel, 2 Kroer m.m."[79]. Desuden oplyses, at "Flere Familier udenfor Bondestanden, navnlig Embedsmænd, flere Kjøbmænd eller Handlende, 2 Læger, 1 Dyrlæge, 2 Procuratorer og en Mængde Haandværkere have Bopæl i Herning, der ved Forholdenes Udvikling efterhaanden er blevet et Centralpunkt for Herredet, hvilket den endnu i høiere Grad vil naae at blive, naar Jernbanen mellem Selkeborg og Herning, hvorpaa der er givet Concession, bliver færdig. Bliver denne Bane fortsat til Vestbanen vil en ikke ringe Trafik gaae ad denne Vei til Esbjerg"[80].

Esbjerggårde bestod endnu ved midten af 1800-tallet af en håndfuld ejendomme. Efter den tyske besættelse af Sønderjylland påbegyndtes 1868 opførelsen af Esbjerg Havn, og 1874 anlagdes en tværbane til Fredericia. På dette grundlag voksede Esbjergs indbyggertal fra 30 i 1860 til 460 indbyggere i 1870, 1.529 indbyggere i 1880, 4.111 indbyggere i 1890 og 13.335 indbyggere i 1901.

Cementindustrien ved Mariager Fjord[redigér]

En del tidlige industristeder udviklede sig efterhånden til større eller mindre bymæssige bebyggelser, men forholdsvis sjældent synes anlæggelsen af tidlig industri at have været eneårsag til byudvikling.[81] Mere specielt var det, at i Assens ved Mariager Fjord oprettedes 1875 portlandcementfabrikken “Cimbria”, og 1889 fulgte “Dania”[82], hvilket førte til en voldsom stedlig befolkningsvækst.

Stationsbyerne[redigér]

Mellem 1870 og 1885 fremvoksede også et stort antal bymæssige bebyggelser i tilknytning til jernbanestationer, ofte anlagte på bar mark, i begyndelsen meget små, ofte med kun 50-100 indbyggere[83], men også i nærheden af landsbyer, hvorved der opstod dobbeltbyer, idet det gamle landsby- og det nye stationsbysamfund voksede sammen. En stor del af disse tidlige stationsbyer fik allerede straks fra begyndelsen kro, købmand og kornpakhus, sjældnere læge, apotek, dyrlæge, postsamlingssted, bageri, mølle, foruden en række håndværkere og handlende.

Til belysning af jernbanestationernes betydning skal Brønderslevs udvikling atter omtales. Ovenfor er omtalt Vester Brønderslevs udvikling indtil 1870. Med åbningen af jernbanen 1871 kom en standsning i denne udvikling. Jernbanen, hvis station kom til at ligge ved den gamle landsby, skabte her en ny nærings- og befolkningsmæssig udvikling: flere store købmandshandler byggedes, manufakturforretninger, garveri, farveri og maltgøreri oprettedes, ligesom talrige håndværkere kom til. I 1880’erne tog Brønderslev stationsby et afgørende opsving med fabriksvirksomhed, posthus, sygehus, teknisk skole, handelsskole, bibliotek, banker, sparekasser, apotek, læger, dyrlæger, landinspektører, sagførere, et dagblad.[84]

For BorupSjælland er det oplyst, at godsejeren på Svenstrup gods var forudseende nok til at købe “den Del af Borup Præstegaards Jord, som laa op til Jernbanen og der opføre en Lægebolig, et Gæstgiveri med Rejselade og et Købmandssted med et betydeligt Kornmagasin og et Korntørringsapparat[85]. For Fyns vedkommende kan som eksempler nævnes, at året efter åbningen af hovedbanen 1865 blev der i Nørre Aaby oprettet en høkerhandel og et kornpakhus; i 1868 knyttedes der en kro til kornpakhuset.[86] Ved anlæggelsen af Assensbanen 1884 åbnedes i Glamsbjerg en købmand med kornpakhus og gæstgivergård, ligesom der opkøbtes jord til udstykning og i Ullerslev en korn- og produkthandel.[86] I Aarup blev der straks efter banens åbning i 1865 bygget et par købmandsgårde og en lægebolig og allerede året efter en mængde ejendomme, blandt andet en gæstgivergård. I 1870 blev apoteket i Gripsvad flyttet til byen og 1873 stiftedes ”Aarupforeningen” med 55 medlemmer.[86] Eksemplerne tyder på, at det især var kro, købmænd med kornhandel og læge, der fandt vej til de nye stationer. Men også fabriksvirksomhed synes hurtigt – om ikke udelukkende – at være lagt efter jernbanen.

I tiden mellem 1885 og 1930 nåede stationsbyerne et foreløbigt højdepunkt i deres udvikling; allerede mellem 1885 og 1900 voksede et stort antal nye byer op, og de fleste nye byer blev fra starten vel forsynede med oplandstjenester foruden større eller mindre industrivirksomheder: mejeri, savværk, cykelværksted (ofte kaldet “cykelfabrik”), maskinværksted (ofte en videreudvikling af en oprindelig smedie og ofte kaldet “maskinfabrik”), bryggeri eller maltfabrik, teglværk eller cementfabrik, undtagelsesvis sukkerfabrik, margarinefabrik.[87] Desuden fik en del byer marked, højere skole, bank eller sparekasse, forsamlingshus, brugsforening og lignende. Ved siden af stationsbyerne voksede også et mindre antal industri- eller oplandsbyer uden tilknytning til en jernbane.[88] De største af tidens nye byer, der ved århundredeskiftet allerede havde mere end 500 indbyggeri, lå ofte mere end 10 km fra en købstad ligesom deres indbyrdes længde også var mere end 10 km. Dette taler for, at en vigtig forudsætning for disse byers opkomst var et opland på 5 km eller mere; desuden voksede en del byer øjensynligt op i tilknytning til en større fabrik eller offentlig virksomhed.

Fordelingen af de største af disse nye byer antyder en betjeningsfordel, når rejseafstanden til de gamle købstæder blev for stor. Mange nye byer kunne derfor slå sig op på at betjene et større eller mindre opland. Desuden betød næringsfriheden, at der rundt om i landet blev startet en fabriksvirksomhed, der trak anden udvikling med sig.

Baggrunden for denne udvikling må øjensynligt i første række søges i købstædernes samtidige udvikling. Købstæderne kunne ganske enkelt ikke opsuge hele den indvandring, der skete i anden halvdel af 1800-tallet, ikke mindst efter landbrugskrisen i 1870-erne. En modvandring fandt sted, ganske givet fremmet af næringsfrihedslovgivningen, der gav næringsdrivende ret til at bosætte sig på landet uden for købstædernes læbælte. En stor del af disse tilflyttere var håndværkere, købmænd og handlende, folk i tjenesteydende næringer og embedsfolk, der havde fået deres uddannelse og næringsbrev i købstæderne men foretrak eller var henviste til at bosætte sig på landet.[89] Af fødestedsopgivelser i folketællingerne fra 1870, 1880 og 1890 fremgår, at de i købstæderne fødte udgjorde 25-40 % af de næringsdrivende på landet.

I 1901 opgjordes befolkningen fordelt på hovedstaden, provinsbyer og landdistrikter efter seneste fraflytningssted. Tabellen viser således kun seneste fraflytningssted, ikke tidligere flytninger.[90]

Fraflytningssted Opholdssted
København
Ophold
provinsby
Ophold
landdistrikt
Ophold
ialt
Hovedstaden - 24.210 32.593 56.803
Provinsbyer 66.877 66.449 75.566 208.892
Landdistrikter 68.247 154.264 446.712 669.223
Ialt 135.124 244.923 554.871 934.918

Tilflyttere fordelt på hovedområder og efter seneste fraflytningssted i 1901.
Kilde: Statistisk Tabelværk 5 Række Litra A nr. 3

Tabellen bekræfter den voksende indvandring fra landdistrikter til provinsbyer og hovedstaden. Men tabellen viser også en mindre (omtrent halvt så stor), modgående vandring.[90] Tællingen 1901 viser, at af landområdernes befolkning var 108.159 tilflyttet fra stæderne, heraf 32.593 fra hovedstaden og 75.566 fra provinsbyerne. En undersøgelse har vist, at det i perioden fra 1870 til 1890 især var håndværksmestre indenfor byggefag og fremstillingsfag[91] samt handlende[92], der flyttede ud og bosatte sig, mens reparationsfag og servicefag indenfor håndværk var næsten fraværende. Også gæstgiveriet var i fremgang.[93]

Det var ikke kun forædlingsvirksomhed, der fandt vej til de nye byer, også oplandsvirksomhed – handel, tjenester og kunderettede håndværk samt samfærdsel bredte sig: Omkring 1900 var billedet skiftet i forhold til tilstanden omkring 1870: nye oplandstjenester var kommet til og gammelkendte oplandstjenester var tiltaget i stort omfang ikke mindst ved jernbanestationerne. Jernbanestationer var nu blevet så udbredte, at de sammen med de i mellemtiden tilkomne forsamlingshuse nu udgjorde mellemgruppen af oplandstjenester med hensyn til udbredelse. Af mere sjældent forekommende oplandstjenester bemærkes som helt nye banker/sparekasser og et stort antal tilkomne markeder, højere skoler og sygehuse. Udviklingen bevirkede en opsplitning af bydannelserne i klasser efter deres udbud: Blandt byerne var 4 blevet ophævede til købstæder: Silkeborg, Løgstør, Nørresundby og Esbjerg, og yderligere 15 byer skilte sig ud med oplandstjenester svarende til en provinsby: Herning, Marstal, Odder, Vester Brønderslev, Hørsholm, Fredensborg, Fakse, Kjellerup, Ruds Vedby, Brædstrup, Hornslet, Hammel, Fjerritslev, Vamdrup og Give. De fleste af disse byer havde tillige industri, alle havde 1901 over 500 indbyggere. Flere af byerne var gamle tingsteder men en del var stationsbyer, der i kraft af gode oplandsforhold med videre havde evnet at tiltrække også mere sjældne oplandstjenester. Da de fleste af disse lå omtrent midtvejs mellem købstæder, betegnes sådanne byer ofte midtvejsbyer.[94] Ikke mindre end 36 byer havde karakter af oplandsbyer, en oversigt over deres beliggenhed viser, at de fleste lå som midtpunkt for en omegn af 5-7,5 kilometers omkreds. I henseende til indbyggertal var der flere oplandsbyer med omkring 300 indbyggere 1901. 22 byer synes at kunne betegnes som industribyer. De fleste havde omkring 1900 200-600 indbyggere: Allingåbro, Arden, Brovst, Ejby, Græsted, Hammerum, Havndal, Hinnerup, Holeby, Horslunde, Karise, Korinth, Lunderskov, Ry, Ryomgård, Steenstrup, Svenstrup, Svinninge, Søllested, Tommerup, Aalestrup. Steder med de mest udbredte oplandstjenester (købmand, kro og mejeri), med eller uden jernbanestation, var utallige; flere af disse stationsbyer, der endnu ved århundredeskiftet var i deres vorden, udviklede sig til mindre industribyer efter 1900: Bording, Hatting, Hornum, Højslev, Hårlev, Kvissel, Nørager, Stilling, Stoholm, Storvorde, Sønder Kongerslev, Viby, Ørbæk. Derimod forblev de fleste bebyggelser uden station også uden større industriel eller oplandsmæssig udvikling.[95]

Landdistrikterne[redigér]

I 1890 udgjorde landbrug (og fiskeri) stort set over alt i landsognene den dominerende næringsvej; kun få steder havde håndværk, industri, handel og embedsvirksomhed en vis betydning. Alligevel var der forskelle: i Østdanmark talte antallet af håndværkere og industriansatte (blandt andet ved teglværker) et ikke ringe antal mennesker.[96]

Netop i disse år begyndte nye bydannelser af danne sig rundt om i landdistrikterne, og her samledes forholdsvis hurtigt håndværk og handel samt (i begyndelsen mere beskedent) embedsvæsen.[97] For den del af landdistrikterne, der lå uden for de nye bydannelser, udgjorde perioden derimod en tid for delvis afvikling af den spredte handels- og håndværksvirksomhed, som tidligere havde gjort sig gældende. En sammenligning af sysselsætningen for håndværk og industri i 1890[96] og 1906[98] i landsognene som helhed viser en yderst sammensat udvikling: omkring 1/3 havde tilbagegang, 2/3 fremgang. Tilbagegangen ramte især landsogne uden bymæssig bebyggelse, fremgangen skete derimod først og fremmest i landsogne med bymæssig bebyggelse. Tilmed synes sådanne bysogne i nogen udstrækning at have bevirket en mindskning i de omgivende sogne af håndværk. Dette indebærer, at der i virkeligheden skete en vis samling af håndværk og industri i de nye bymæssige bebyggelser på bekostning af ”rene” landområder. Sagt med andre ord: det var i denne tid, at de nye, fremvoksende byer skabte sig deres oplande. Dette indtryk bekræftes af en opgørelse, som Danmarks Statistik foretog i 1906, hvor man skelnede mellem 120 sogne med bymæssige bebyggelser og landdistrikterne iøvrigt. Opgørelsen viste, at, håndværk og industri i landsogne med bydannelser udgjorde 72.755 personer eller 29,3% af den samlede befolkning, for landdistrikterne 221.244 eller 16,8% af den samlede befolkning. Talmæssigt var håndværk og industri fortsat beliggende i landdistrikter, men deres andel af befolkningen var kun lidt over halvdelen af den i landsogne med bymæssige bebyggelser. Et lignende billede tegner sig for andre bymæssige næringsveje: handel og omsætning talte således 21.875 personer eller 8,8% af befolkningen i landsogne med bymæssige bebyggelser og 38.684 personer eller 2,9% af den samlede befolkning i rene landsogne, og samfærdsel talte 15.422 personer eller 6,2% i landsogne med bymæssig bebyggelse mod 32.643 personer eller 2,5% af den samlede befolkning i rene landsogne.[99] Tydeligvis skete der en vis samling af bynæringer i landsogne med bymæssige bebyggelser, men langt fra alle bynæringer blev samlede i sådanne bebyggelser, og der udviklede sig da også nye bydannelser i de følgende år.

Købstæderne[redigér]

For købstæderne var disse år en overgangstid, hvor de fleste købstæder fik jernbaneforbindelse[100], hvilket indebar bedre adgang til et større (landsomfattende) muligt marked men tillige større indbyrdes konkurrence købstæderne og deres industrier imellem – dog således, at fremgangen almindeligvis var mere udtalt en tilbagegangen; således for Assens købstad, der fik jernbane 1884 og samme år sukkerfabrik og slagteri og hvis indbyggertal voksede fra 3.200 i 1880 til 4.000 i 1901.[101] Tiden kan derfor opfattes som en overgangstid til et moderne industrisamfund, idet gamle virksomheder afvikledes eller blev sammenlagt til tidssvarende virksomheder samtidig, som nye virksomheder blev oprettede.

Det første industrielle opsving topper (1900-1915)[redigér]

Tiden fra århundredeskiftet op til 1. verdenskrig var et økonomisk toppunkt i dansk historie, ikke mindst for landbruget der blev fremmet ved reformer og som formåede at leve op til de forbedrede vilkår. Blandt disse tiltag må først nævnes husmandslovgivningen af 1899, der muliggjorde oprettelsen af nye husmandsbrug ved fordelagtige statslån, og denne politik blev fulgt op gennem oprettelsen af en statslånefond til fremme af udstykningen af større landbrugsejendomme. Følgen var, at der i løbet af få år blev oprettet 7-8.000 nye statshusmandsbrug.[102] Endvidere blev i 1903 gennemført en skattereform og en tiendeafløsning, der indebar en omfordeling af skattebyrden til fordel for landbruget.[103] Landbruget nød godt af en stærkt voksende international efterspørgsel efter landbrugsvarer, og dette førte til, at landbruges eksportkvote voksede fra 50% i 1894 til 70% i 1914[103] til trods for en hjemligt voksende bybefolkning.

Gennem de sidste 30 år af 1800-tallet var der sket en bred vækst i omfanget af byfunktioner i landdistrikterne, og omkring århundredeskiftet var et mindre antal steder begyndt at skille sig ud med hensyn til omfanget af både industri og oplandstjenester i en sådan grad, at disse efterhånden blev tildelt købstadsrettigheder. Dette gælder for Esbjerg og Silkeborg i 1899, Nørresundby og Løgstør i 1900, Frederiksværk i 1907, Herning i 1913, Struer i 1921 og Vester Brønderslev i 1921.[104] Det var ikke tilfældigt, at disse nye købstæder lå forholdsvis langt fra de gamle købstæder og derfor havde kunnet udvikle et næringsliv, som i nogen grad modsvarede købstædernes forhold.

Stationsbyerne[redigér]

Tiden mellem 1900 og 1915 udgjorde de nye bydannelsers foreløbige højdepunkt. De fleste byer nåede i disse år at få mølleri, savværk eller maskinsnedkeri, maskinfabrik, teglværk og/eller cementstøberi, hvis de ikke allerede havde, desuden trælasthandel, isenkræmmer, bank, sparekasse, sagfører, vand-, gas- og elektricitetsværk, telegraf- og telefoncentral.[105] Byerne voksede stærkt, og mange nåede op over 750 indbyggere. Samtidig synes der at være en tendens til rangorden med hensyn til oplandstjenester.

De bymæssige bebyggelsers udvikling skal utvivlsomt ses blandt andet på baggrund af oprettelsen af elektricitetsværker: antallet af offentlige værker og deres maskinkraft voksede fra 13 værker med 2.722 HK i 1897 til 412 med 88.636 HK i 1914.[106] Langt de fleste værker blev lagt i bymæssige bebyggelser, hvorved mulighederne for brug af mekanisk kraft fremmedes på samme måde, som det et halvt århundrede tidligere havde været tilfældet for købstædernes vedkommende. Byerne voksede stærkt, og mange nåede op over 750 indbyggere.

Til belysning af industriens betydning kan med forsigtighed byernes andele af indbyggerne sysselsatte i industri og håndværk 1911[107] tjene. Af udtalte industribyer med mere end 50 % af indbyggerne sysselsatte i industri og håndværk kan nævnes: Hellebæk, Hedehusene, Gelsted, Nørre Åby, Korinth, Assens cementby, Mørke, Hjerm, Brovst stationsby og Hammerum. Af byer med 40-50 % sysselsatte i industri og håndværk kan nævnes: Hørsholm, Kongens Lyngby, Glostrup, Borup, Ruds Vedby, Asnæs, Søllested på Lolland, Horslunde, Eskildstrup, Tommerup, Ejby ved Middelfart, Ringe, Gislev, Sindal, Dybvad, Snedsted, Hørdum, Vestervig, Hurup, Hvidbjerg (Thyholm), Aalborg, Bælum, Års, Stoholm, Gedsted, Rødkjærsbro, Ny Kolind, Brabrand, Hinnerup, Odder, Hammel, Brædstrup, Tørring, Østbirk, Løsning, Brande, Egtved, Halvrimmen, Jelsmark, Vinderup, Vildbjerg, Ikast, Kibæk, Ulfborg, Sønder Lem, Skjern, Sønder Borris, Ansager, Grindsted, Vejen og Gørding. Forudsættes, at håndværket udgjorde 15-20% af de sysselsatte[108], kan industriens andel skønsmæssigt sættes til 25-35% i disse byer.

Også handel og omsætning spillede en væsentlig rolle i stationsbyerne. Udtalte handelsbyer (mere end 25 % sysselsatte i handel og omsætning) var: Tåstrup, Jyderup stationsby, Årup, Års, Roslev, Ny Kolind stationsby, Sønder Borris stationsby, Nørre Nebel. Af byer med 20-25 % sysselsatte i handel og omsætning kan nævnes: Ballerup, Tølløse, Svinninge, Mørkøv stationsby, Gørlev, Nørre Saltum, Fjerritslev, Hvidbjerg (Thyholm), Nørager stationsby, Rødkjærsbro stationsby, Allingåbro, Odder, Brædstrup stationsby, Tørring stationsby, Ramme, Vinderup, Aulum, Ulfborg stationsby, Sønder Lem stationsby, Oksbøl, Holsted stationsby og Bramminge.

Vejbyerne[redigér]

Ved siden af stationsbyerne voksede også et antal mindre vejbyer op, fortrinsvis i egne uden jernbaneforbindelse. De fleste egentlige vejbyer i var udviklede allerede mellem 1880 og 1915.[109]

Købstæderne[redigér]

For købstædernes vedkommende havde Helsingør, Frederiksværk, Holbæk, Maribo, Nakskov, Nykøbing Falster, Stubbekøbing, Odense, Middelfart, Svendborg, Faaborg, Vester Brønderslev, Nykøbing Mors, Aalborg-Nørresundby, Grenå, Aarhus, Horsens, Silkeborg, Vejle, Kolding, Holstebro og Herning ligeledes 40-50% sysselsatte indenfor forædlingsvirksomhed (håndværk og industri); ingen købstæder havde mere end halvdelen sysselsatte i håndværk og industri.

Af købstæder med mere end en fjerdedel sysselsatte i handel og omsætning 1911 kan nævnes: Frederikssund, Køge, Kalundborg, Sakskøbing, Stubbekøbing, Assens, Skive, Herning og Kolding. Af købstæder med 20-25 % sysselsatte i handel og omsætning kan nævnes: Hillerød, Holbæk, Nykøbing Sj., Maribo, Nakskov, Nysted, Nykøbing F., Odense, Kerteminde, Bogense, Svendborg, Fåborg, Rudkøbing, Hjørring, Vester Brønderslev, Thisted, Ålborg, Nibe, Løgstør, Randers, Hobro, Grenå, Aarhus, Horsens, Silkeborg, Vejle, Ringkøbing, Holstebro, Lemvig.

Det første industrielle opsving ender (1915-1930)[redigér]

Tiden omkring Første Verdenskrig markerer et skifte i vilkårene for byudviklingen i Danmark:

For det første var landet i den foregående vækstperiode blevet forsynet med stort set alle de oplandsbyer, der var behov for; der var derfor kun grundlag for, at meget få helt nye byer kunne opstå. Samtidig var de nye byer nået til et punkt, hvor yderligere vækst kun kunne ske på to måder:

  • enten ved at forøge sin rolle i oplandshandelen, hvilket kun kunne ske på bekostning af omliggende byer og i konkurrence med købstæderne,
  • eller ved industriel udvikling.

For det andet var bilismen voksende, såvel antallet af personbiler som lastbiler (varevogne) og rutebiler (busser). Derved ændredes vilkårene for samfærdselen i landet, såvel person- som fragtbefordringen. Det blev nu mere fordelagtigt at inddrage de muligheder, som vejnettet kunne give i disse, og dette indebar atter, at jernbanerne fik vanskeligere ved at klare sig i konkurrencen, især på kortere strækninger (indtil 50 km). I princippet betød dette, at behovet for fragtknudepunkter (omladningssteder) blev tilsvarende mindre, men dette synes helt frem til 1945 kun i ringe udstrækning at have ydet indflydelse, selvom visse banesstrækninger blev nedlagte (efter 1930). Forklaringen herpå skal findes i det forhold, at bilerne ikke ændrede på de afstandsmæssige konkurrencevilkår større og mindre byer imellem: det var fortsat således, at jo kortere afstand til en by, desto lettere var den at nå. Kun hvis en mindre by helt savnede rutebilforbindelser eller vognmænd, måtte den mindske sin tiltrækningsevne på landbefolkningen. Dette indebar, at en jernbanestation – alt andet lige – fortsat ydede en vækstfremmende virkning på en by.

For landbruget var mellemkrigstiden en forholdsvis god tid, begunstiget af den offentlige politik.[110] I 1919 blev vedtaget en ny husmandslovgivning, og sammen med den tidligere lov fra 1899 bevirkede det oprettelse af omkring 10.000 nye husmandsbryg.[110] Landbruget nød desuden godt af et vedvarende prisfald på foderstoffer[110], og en række banksammenbrud førte til at udlånsmidlerne blev flyttet over i mere landbrugsrettede sparekasser.[110] Yderligere var udviklingen præget af, at det største eksportmarked, England, fastholdt kursen på sit overvurderede pund.[111]

For industrien indebar de nye vilkår større valgfrihed med hensyn til beliggenhed. I takt med de stadigt mere frie rejsemuligheder for de ansatte fik det stedlige arbejdsmarkeds størrelse mindre betydning. For forædlingsvirksomheder, der fortrinsvis rettede sig mod et stedligt opland (håndværkere, mejerier, slagterier, sukkerfabrikker, kartoffelmelsfabrikker, savværker og lignende) var en forholdsvis spredt beliggenhedsfordeling tæt på leverandør- og/eller kundekredsen en fordel.[112] For større forædlingsvirksomheder, hvis varer henvendte sig til hele landet, var gode fragtforbindelser (det vil sige havn eller station med godsbefordring) det vigtigste behov ved siden af adgangen til råvarer (ofte stedlige råstoffer eller landbrugsprodukter).[113] Havnenes daværende forholdsvis store betydning for industrien viste sig ved, at 46% af den sysselsatte befolkning fandtes i hovedstaden med havn, 35% i provinsbyer med havn, 8% i byer uden havn og 11% i landdistrikter.[114] Københavns store befolkningssamling var medvirkende årsag til, at tre fjerdedele af industrierne iden for fx. kaffesurrogatfabrikker, konservesfabrikker, herretøj-, hatte-, handske-, skotøjs-, porcellæn-, metalvare-, blikvare-, piano-, tændstik-, gummi- og automobilfabrikker lå her.[115] De stadig mere veludviklede samfærdselsforhold bevirkede imidlertid, at en forsat decentral industrialisering var mulig, selvom intet hindrede en beliggenhed i tilknytning til større byer.

For engroshandelen måtte en vis samling være en fordel således, at fordelingsknudepunkterne lå jævnt fordelt ud over landet. Behovet for sådanne steder var begrænset, men det var ikke i sig selv afgørende, at disse knudepunkter lå i større byer, selvom dette ofte var tilfældet.

For detailhandelen var det vigtigste ved beliggenhedsvalget størrelsen af det kundeopland, man henvendte sig til, set i forhold til forekomsten af konkurrenter. En del udvalgsvarer havde større kundeoplande end dagligvarer, hvorfor sidstnævnte havde et mere spredt fordelingsnet. For tjenesteydelser gjorde tilsvarende hensyn sig gældende.

For befolkningens bopælsvalg var hensynet til arbejdspladsens beliggenhed på den ene side og muligheden for (det vil sige adgangen til) at få opfyldt ulige vare- og tjenestebehov det afgørende. Da de fleste var tilknyttet industrien, fik denne størst betydning, men det voksende embedsvæsen, handel og tjenesteydelser udøvede en omtrent lige så stor indflydelse.

Det nye hierarki af oplandscentre[redigér]

I mellemkrigstiden havde der udviklet sig et hierarki af oplandscentre. Øverst i dette stod hovedstaden med alle de tjenester, som i datiden kun kunne forekomme et sted i landet: Folketinget, Højesteret, universitet, nationale museer, frihavn, international lufthavn og så videre.

Det var i mellemkrigstiden, at nogle få store købstæder udskilte sig fra de øvrige som landsdelscentre, det vil sige overordnede i forhold til de egnscentre, som efterhånden dækkede hele landet, hvilken stilling afspejlede sig i form af særligt omfattende handel, herunder ikke mindst en særlig stor engroshandel, ved fragtmandsruter, jernbaneforbindelser og rutebilruter til oplandet, men også på anden måde. Allerede i 1925 havde tre bysamfund: Århus, Odense og Ålborg-Nørresundby udskilt sig ved at have over 70.000 indbyggere og dermed i sig selv et særlig stort kundegrundlag, hvilket især hang sammen med den industrielle udvikling, men desuden havde disse byer 5 eller flere jernbaneforbindelser og 24 eller flere oplandsruter, idet dog også få andre købstæder kunne udvise et tilsvarende busrutenet. Engroshandelen var i disse byer på over 100 virksomheder med ialt over 1.000 ansatte og med over 189 millioner kroner i omsætning; dertil kom Esbjerg med 100 sådanne virksomheder, 625 ansatte og 200 millioner kroner i omsætning, hvorved denne by var langt på vej til at udvikle sig til et fjerde landsdelscenter.

Flertallet af købstæder havde udviklet sig til egnscentre med et større handelsopland.[116] Dette var i de fleste tilfælde egentlig en videreførelse af den rolle, som de havde haft før næringsfrihedens indførelse. Blot var der nu tale om en opdatering af den engros-, udvalgsvare- og detailvarehandel, som de nye tider forudsatte foruden offentlig og private tjenester som handelsskoler, tekniske skoler, banker, knudepunkt for rutebilforbindelser og så fremdeles.

Et mindre antal købstæder havde ikke oplevet nogen større industriel vækst eller i kraft af deres beliggenhed haft mulighed for at udvikle noget større handelsopland. Disse købstæder kunne derfor kun tilbyde et mere beskedent antal oplandstjenester og kunne af samme grund kun betjene et handelsdistrikt[116] med disse tjenester. De fik følgeskab af et antal større vejbyer og stationsbyer, der i kraft af deres beliggenhed havde formået at udvikle sig til nye centre med et tilsvarende tjenesteudbud og for et lignende oplandsdistrikt.

Nederst i oplandshierarkiet var en lang række mindre byer med et større eller mindre udbud af handel, håndværk og de mest nødvendige offentlige tjenester, som imidlertid fortrinsvis var rettet imod deres egne indbyggere og den nærmeste omegn, ikke stort nok til at man kan tale om et egentligt opland.

Købstæder[redigér]

Tiden mellem Første Verdenskrig og 1930 var en tid, hvor antallet af sysselsatte inden for håndværk og industri i købstæderne som helhed udviste stor fremgang. Særlig stor var tilvæksten i købstæder som Næstved (1.190 personer), Frederikshavn (1.297), Vester Brønderslev (1.285), Ålborg (4.763), Nørresundby (1.187), Viborg (1.543), Skive (1.813), Randers (1.698), Hobro (1.247), Århus (9.604), Horsens (1.944), Odense (5.731), Silkeborg (1.612), Vejle (2.623), Fredericia (2.987), Kolding (3.084), Holstebro (1.503), Herning (1.924), Struer (1.056) og Esbjerg (2.379). Forholdsvis stor fremgang (500-1.000 personer) havde Slagelse, Korsør, Vordingborg, Ringsted og Varde. Klar fremgang (200-500 personer) havde Hjørring, Sæby, Skagen, Thisted, Grenå, Lemvig og Ribe. Andre købstæder med fremgang var Skælskør, Sorø, Stege, Nibe, Løgstør, Mariager, Ebeltoft, Skanderborg, og Store Heddinge. Egentlig nedgang ramte Præstø, Nykøbing Mors, Ringkøbing samt alle de bornholmske købstæder.[117]

Købstædernes håndværks- og industrivirksomheder udgjorde en sammensat gruppe: en del virksomheder – både af de ældre og blandt tilkomne – var rettede mod det stedlige marked, således bagerier og brødfabrikker, slagterier, mejerier, de fleste virksomheder inden for beklædningsindustrien, jordarbejde- og bygningsindustrien, klein- og grovsmede, installationsvirksomheder, maskinværksteder, vand-, gas- og elektricitetsværker, bogtrykkere, bogbinderier, fotografer, barberer og frisører, farverier, vaskerier, rulleforretninger med flere. Andre var rettede mod et større marked: olieindustrien, metalindustrien, cementindustrien, chokolade-, margarine-, øl-, trikotage-, trævare-, skotøjs- og papirvarebrancherne.

Ved erhvervstællingen 1925 udgjorde Århus den største industriby uden for hovedstaden med 1.857 virksomheder og 15.027 ansatte, fulgt af Odense (1.582 virksomheder, 13.378 ansatte) og Ålborg-Nørresundby (1.263 virksomheder, 11.040 ansatte). Fra disse tre storindustribyer var der et spring ned til en mellemgruppe med 2.000-5.600 ansatte: Horsens, Vejle, Randers, Esbjerg, Kolding, Fredericia, Svendborg, Nakskov, Helsingør, Silkeborg, Roskilde, Næstved, Nykøbing F., Slagelse og Sønderborg. 18 købstæder havde 1.000-2.000 ansatte i industri og håndværk, 20 købstæder havde færre, mindst var Allinge-Sandvig med 499 ansatte i industri og håndværk.[118] De fleste købstæder havde en forholdsvis stor andel af de industriansatte samlede i bestemte brancher. Sagt omvendt udviste visse brancher tilbøjelighed til lokalisering efter bestemte forhold: vigtigst var forekomsten af gode havne til sikring af råvaretilførsel, således oliemøller, cementfabrikker, svovlsyrefabrikker, kalk- og teglværker samt virksomheder indenfor metalindustrien, ikke mindst skibsværfterne. Råstoffer spillede især en rolle for beliggenheden af cementindustrien, tegl- og kalkværker, de bornholmske stenbrud og kaolinbrud, desuden sukkerfabrikker, konserves- og frugtvinindustrien samt for fiskeindustrien.[119]

Engroshandelen var 1925 størst i Århus, Odense, Ålborg-Nørresundby og Esbjerg (100 virksomheder eller derover), men spillede desuden en rolle i Randers, Kolding, Horsens, Vejle, Haderslev, Sønderborg, Åbenrå, Nykøbing F., Nakskov, Roskilde, Holbæk, Fredericia, Korsør, Slagelse, Hjørring og Kalundborg.[120]

Fiskeri spillede en særlig stor rolle i Esbjerg, Skagen og Frederikshavn, men tillige i Kerteminde, Grenå, Lemvig, Fåborg, Korsør, Sæby, Århus og Nyborg.[121] Skibsfarten spillede en rolle i de fleste større havnebyer[122], 22 købstæder var sæde for den amtskommunale administration, gymnasier og tekniske skoler samt andre videregående uddannelser spillede en væsentlig rolle i mange købstæder.[123] De fleste købstæder havde således et mangesidigt næringsliv og udbud af tjenester til oplandet.[124]

Stationsbyer, vejbyer og ladepladser[redigér]

Tiden mellem Første Verdenskrig og 1930 var en tid, hvor antallet af sysselsatte inden for håndværk og industri som helhed udviste påfaldende fremgang, ikke kun i købstæder men også i mindre byer – med andre ord: håndværk og industri kunne mere end opveje den stagnation, som indskrænkninger i landbrugsomsætningen måtte bevirke, og gav derved også de mindre stations- og vejbyer et nyt marked: lønnede fabriks- og værkstedsarbejdere.

Blandt byer med meget stor fremgang i antal sysselsatte i industri og håndværk kan nævnes: Birkerød (638 personer), Kongens Lyngby (1275), Glostrup (846), Tåstrup (682), Hedehusene (405), Jyderup stationsby (306), Hirtshals (354), Hjallerup (332), Års (438), Langå (364), Odder (684), Brande (460), Ikast (712), Skjern (346), Vejen (634) og Bramminge (348). Blandt byer med markant fremgang (200-300 personer) kan nævnes: Espergærde, Snekkersten, Hørsholm-Rungsted, Gørlev, Otterup, Stige, Strib, Glamsbjerg, Dybvad, Dronninglund, Aså, Brovst stationsby, Hornslet, Ry, Give, Harboøre, Tarm, Ølgod, Ansager. Blandt byer med klar fremgang (100-200 personer) kan nævnes: Gilleleje, Hundested, Slangerup, Farum, Hvalsø, Svinninge, Asnæs, Bandholm, Nørre Alslev, Gedser, Tommerup, Nørre Åby, Ringe, Øster Vrå, Løkken, Vrå, Fjerritslev, Øster Agger, Svenstrup, Støvring, Nørager, Kjellerup, Gedsted, Aalestrup, Stoholm, Højslev, Assens, Allingåbro, Brabrand, Hammel, Hinnerup, Brædstrup, Tørring, Hovedgård, Juelsminde, Vemb, Vinderup, Aulum og Holsted stationsby. Mange byer havde mindre fremgange og kun et fåtal udviste egentlig, oftest små nedgange.[125]

Industrialiseringen fortsatte således mellem 1915 og 1930. Til belysning af industriens betydning i 1930 kan nævnes, at håndværk og industri tilsammen udgjorde mere end halvdelen af sysselsætningen i i alt 155 byer (svarende til henved en tredjedel af alle byer)[126]. Forudsættes, at håndværket udgjorde 15-20% af de sysselsatte[127], kan industriens andel skønsmæssigt sættes til 25-35% i disse byer

Den stigende landevejsfærdsel efter Første Verdenskrig var kun i få tilfælde medvirkende til fremkomsten af nye bydannelser mellem 1915 og 1930.[128]

Bymæssige næringer i landdistrikterne[redigér]

I 1930 opgjorde Danmarks Statistik på grundlag af en detaljeret erhvervsstatistik, hvor man skelnede mellem byer i landsogne og rene landdistrikter (dette i modsætning til 1906, hvor man havde brugt sogne som opgørelsesenhed) atter de bymæssige næringers betydning i rene landdistrikter. Man nåede derved frem til, at der i de rene landdistrikter var sysselsat 183.172 i håndværk og industri, 39.681 i handel og omsætning, 39.861 i transport og samfærdsel samt 29.005 i "Immateriel Virksomhed". Disse tal modsvarede henholdsvis 12,6%, 2.7%, 2,8% og 2,0% eller tilsammen godt en femtedel af den samlede befolkning i de rene landdistrikter. Tallene kan ses i lyset af, at den samlede befolkning for disse næringsgrene var 1.016.098 i håndværk og industri, 379.731 i handel og omsætning, 250.115 i transport og samfærdsel samt 203.439 i immateriel virksomhed, det vil sige at de rene landdistrikters andele af disse næringsgrene var 18,0%, 10,4%, 15,9% og 14,3%.[129] Ved sammenligning med 1906 var i de rene landdistrikter håndværk og industri samt immateriel virksomhed faldet (henholdsvis med 4.013 og 1.764 personer) mens handel og samfærdsel var vokset (henholdsvis med 7.377 og 9.758 personer) men der må derved tages forbehold for forskelle i opgørelsesmåden ved de to opgørelser.[130] Som forklaring på nedgangen i håndværk og industri angaves i samtiden, at mange tidligere næringsveje forsvandt "saasom Møllere, Skrædere, Vævere, Bødkere, Tækkemænd o.l., og at nystartede "moderne" Haandværksvirksomheder kun knebent har kunnet genoprette dette Tab."[131] Som forklaring på, at andre næringsgrene omvendt oplevede fremgang angaves, at "de Restriktioner, Læbæltebestemmelserne endnu indebar for visse Købstæders Vedkommende helt til Aaret 1920" var bortfaldet, samt at "med den stærke Rutebilbetjening (var) skabt en Ændring ...fordi der nu er adskillige Erhverv, som slet ikke mere føler sig bundne til de bymæssige Bebyggelser, men lægger sig frit ved alfar, rutebilbetjent Vej... Udviklingen spreder saaledes de bymæssige Erhverv mere nu end tidligere."[130]

Et bedre indtryk fås, hvis man ser på den geografiske fordeling. Det viser sig da, at de bymæssige næringer især var udbredt i de sogne, der lå nærmest købstæder og ikke mindst i hovedstadsområdet. Her var forstadsdannelse suppleret med en egentlig begyndende spredning af bynæringer i landdistrikter, men det må understreges, at udviklingen endnu var yderst begrænset.

Krise- og krigstid (1930-1945)[redigér]

Verdenskrisen fra 1931 gav anledning til en neddæmpning af den internationale økonomiske vækst[132], men hvor landbruget blev ramt af en afspærringspolitik, udviste industrien gennemsnitlige vækstrater på 4.5%.[133] Dette hang sammen med en importregulering indført ved Valutacentralens oprettelse i 1932, der sikrede på den ene side en fornøden råvaretilgang og på den anden et beskyttet hjemmemarked med voksende afsætning til følge.[133] Men yderligere var industrien i stand til at øge sin eksport således, at denne ved udbruddet af 2. verdenskrig havde nået 22% (mod 16% i 1931 og blot 8% i 1914).[133] Dette kunne dog ikke forhindre, at landet oplevede en arbejdsløshed på 15-25%, hvilket førte til Kanslergadeforliget i 1933, der sikrede diverse tilskudsordninger, reguleringer, påbud og forbud for at beskytte næringslivet.[133]

Krisen i 1930-erne og under krigen fik ingen betydning for den fortsatte urbanisering: andelen af befolkningen, der boede i landdistrikterne faldt fra 41,1% i 1930 til 36,0% i 1940 og 32,7% i 1950. Nok forblev de bymæssige bebyggelsers andel af befolkningen stort set uændret (10,9% i 1930, 9,4% i 1940, 10,7% i 1950) men i absolutte tal voksede antallet af indbyggere i stationsbyer med videre fra 388.000 i 1930 til 458.000 i 1950. Både hovedstaden og købstæder med deres tilhørende forstæder havde en voksende befolkning, både absolut og forholdsmæssigt. Hovedstaden havde 771.000 indbyggere i 1930, 890.000 indbyggere i 1940 og 975.000 indbyggere i 1950 svarende til henholdsvis 21,7% af befolkningen 1930, 23,2% i 1940 og 22,8% i 1950, hovedstadens forstæder havde 25.000 indbyggere i 1930 men 193.000 indbyggere i 1950 svarende til henholdsvis 0,7% af befolkningen i 1930, 4,5% i 1950. Købstæderne havde i alt 788.000 indbyggere i 1930 og 1.131.000 indbyggere i 1950 svarende til 22,2% af befolkningen 1930 og 26,4% i 1950, deres forstæder havde 121.000 indbyggere i 1930 og 125.000 indbyggere i 1950 svarende til henholdsvis 3,4% af befolkningen i 1930 og 2,9% i 1950.[134]

Bilismens gennembrud var indtruffet i anden halvdel af 1920-erne. Fra 1924 til 1929 voksede antallet af biler voldsomt.[135] Dette betød en betydelig ændring af både fragt- og rejsemønsteret. Konkurrencen fra varebiler fik især betydning for jernbanernes fragt på de kortere strækninger, mens jernbanerne stadig bød på de mest fordelagtige vilkår på længere strækninger og for visse tunge varegrupper som kul og koks. For rejsevirksomheden indebar oprettelsen af ruter for rutebiler, at de større byer nu fik bedre forbindelse med deres oplande. Under disse forhold oplevede især de større byer en fornyet fremgang, mens mindre byer blev trængt i deres udvikling.[136] Den økonomiske krise fremmede antallet af små håndværks- og detailhandelsvirksomheder, især indenfor dagligvarer som tobak, frugt og grønt, ismejeri, viktualiehandel, cykelhandel kombineret med -reparation og lignende. Forklaringen var, at den høje arbejdsløshed i 1930-erne fik mange til at etablere sig som selvstændige for på denne måde at klare sig igennem de vanskelige år, og for mange af disse nye virksomheder var etableringsomkostningerne beskedne.[137]

Under krisen i 1930-erne var forudsætningen for fortsat fremgang byernes evne til at tiltrække industri eller handel og oplandstjenester. Mange byer, der ikke formåede at opfylde nogen af disse krav, stagnerede. Omvendt er det påfaldende, at flere byer med stærk befolkningsfremgang i kriseårene netop havde en samtidig industriel fremgang. Det er desuden påfaldende, at stationsbyer ofte voksede stærkere end nærtliggende byer uden jernbanestation.

Mens mindre byer med få butikker og oplandstjenester og beliggenhed i nærheden af købstæder måtte lide under konkurrence fra disse, var fjernereliggende og større byer med alsidigt betjeningsudbud gunstigere stillet også i rutebilernes tidsalder. Af byer med en betydelig oplandshandel i mellemkrigstiden er fremhævet Fakse, Haslev, Helsinge, Jyderup og Taastrup på Sjælland, Ringe og Årup på Fyn, Aalestrup, Aars, Bjerringbro, Bramminge, Brædstrup, Farsø, Fjerritslev, Grindsted, Gråsten, Hadsten, Hadsund, Hammel, Hjallerup, Hurup, Kjellerup, Løkken, Odder, Skjern, Skærbæk, Toftlund, Ulfborg, Vamdrup, Vinderup, Vrå og Ølgod i Jylland, Tranebjerg på Samsø, næsten alle stationsbyer eller vejbyer beliggende i jernbanetomme områder. For dagligvarehandelen havde vejfærdslen næppe den store betydning, idet oplandet for denne handel øjensynlig lå indenfor en omkreds af 3–5 km.[138]

Industrialiseringen fortsatte. I 1940 udgjorde den del af befolkningen i hovedstaden og provinsbyerne, der sysselsattes ved håndværk og industri i alt 43,5% af indbyggerne. Andelen sysselsat i industri og håndværk var for hele landet 41,8% og for København 45,3%. Flere købstæder havde nu mere end halvdelen af indbyggerne sysselsat ved forædlingsvirksomhed: Vejle 50,3%, Herning 50,7%, Frederiksværk 51,7%, Odense 51,9%, Silkeborg 52,1%, Køge 52,3%, Nakskov 53,8%, Helsingør 56,3%[139]. Blandt tidens mest bemærkelsesværdige industrier kan nævnes papirfabrikken i Næstved, gummifabrikken "Codan" (anlagt 1925) og "Junckers savværk" i Køge samt "Det danske Stålvalseværk" i Frederiksværk (anlagt 1942, udvidet 1947-1949). Uden for købstæderne kan fremhæves metalvarefabrikken "Danfoss" på Als i Sønderjylland og trikotageindustrien i Herning-Ikast-Hammerum området. "Danfoss" fik betydning for fremvæksten af en ny by i Havnbjerg, og fabrikken bidrog til en befolkningsvækst i Nordborg og Sønderborg. Trikotageindustriens blomstring bevirkede kraftige befolkningstilvækster i Herning, Ikast og Hammerum.[140]

Perioden kendetegnes i øvrigt ved en begyndende desurbanisering, hvor sysselsatte i industri og håndværk, handel og omsætning var bosatte i landdistrikter i nærheden af købstæder men uden for forstæderne samtidig med, at de i forhold til købstæderne fjernere liggende landsogne fortsat havde faldende indbyggertal.

I 1930-erne befæstede landsdelscentrene deres særstilling dels ved etableringen af kulturelle institutioner af overordnet betydning, fx. oprettelsen af musikkonservatorier (Odense 1929, Ålborg 1930, Århus 1932), symfoniorkestre ((Århus 1935, Ålborg 1943, Odense 1946), zoologisk have (Odense 1930, Århus 1932, Ålborg 1935 mens Ålborg først kom med i form af en saltvandsakvarium i 1968), dels ved oprettelse af lufthavne med ruteflyvning (Ålborg 1936, Esbjerg 1937, Rønne 1939, Odense 1940, mens Århus på dette område først kom med i 1945).

Brande og de jyske brunkulslejre[redigér]

En særlig situation opstod under 2. verdenskrig. Danmark fik store problemer med energiforsyningen, idet kombinationen af manglende tilførsler fra udland kombineret med strenge vintre gjorde problemet særlig alvorligt. Som udvej søgte man at finde egnede hjemlige brændselsmuligheder, hvilket førte til, at man hentede brændsel i danske skove, i tørvemoser og i brunkulslejre. Mens tørvegravningen, der udgjorde den vigtigste brændselskilde under krigen, fandt sted i store dele af landet, var brunkulsudvindingen begrænset til mindre områder i Midtjylland, nærmere bestemt egnen mellem Brande og Silkeborg samt mellem Brande og Herning. De store transportbehov i forbindelse med brunkul medførte anlæggelse af nye banestrækninger som sidelinjer til brunkulslejerne. En følge af den forøgede brunkulsudvinding var også, at Brande bys indbyggertal på kort tid voksede med 700-800 personer modsvarende en befolkningsvækst på 13-14%.[141]

På vej mod et vendepunkt (1945-1960)[redigér]

Den første efterkrigstid blev kendetegnet ved en tilbagevenden til "normale" tilstande.[142] Udviklingen blev støttet af Marshallhjælpen, og beskæftigelsen voksede. Landbrugets vækstrate var 1947-1950 på 8,3%, for industrien 9,4%, mens den for offentlige ydelser kun var på 3,1%, for samtlige erhverv 5,0%.[142] Derimod var udviklingen 1950-1957 betydeligt lavere, for samtlige erhverv på 2,7%, idet landbruget blev ramt af hjemmemarkedsbeskyttelser, og råvarepriserne var ret høje.[142] Beskæftigelsen var stagnerende og endda svagt faldende med en arbejdsløshed på mellem 8-12%.[143] Udviklingen vendte først i slutningen af 1950-erne, da Danmark for en tid fik handelsoverskud og dermed større investeringsledig kapital. Samtidig udgjorde denne første efterkrigstid i virkeligheden afslutningen på den udvikling, der var startet omtrent hundrede år tidligere med indførelsen af dels næringsfriheden, dels industrielle forædlingsfremgangsmåder.

Efterkrigstiden betød indledningen til en stærk rationalisering inden for landbruget. Årsagen var, at fra 1948 til begyndelsen af 1955 voksede lønnen for landbrugets medarbejdere med 43% mod en stigning på kun 18% i prisen på landbrugsmaskiner, 15% på traktorbenzin og 5% på kunstgødning.[144] Der skete derfor en kraftig indskrænkning i antallet af faste medhjælpere, således allerede i årene fra 1945 til 1948 på omkring 46.000 helårsarbejdere[145] og fra 1948 til 1953 på omkring 24.000 helårsarbejdere.[146] Til gengæld tog mekaniseringen et kraftigt opsving, således udgjorde antallet af traktorer i 1948 omkring 6.900, i 1950 omkring 17.800 og omkring 43.300 i 1953.[147] På lignende måde voksede antallet af gårde med malkemaskiner fra omkring 30.000 i 1944 (svarende til 31% af gårde med kvæg) til omkring 108.000 i 1953 (svarende til 73% af gårde med kvæg)[146], og antallet af gårde med ensilageanlæg fra omkring 45.000 i 1945 til omkring 75.000 i 1950 og omkring 93.000 i 1952, hvilket bevirkede, at roetoppe nu blev udnyttet til at producere 3-400 millioner foderenheder modsvarende 100-350.000 tons oliekager.[148] Planteavlen oplevede store fremskridt i kraft af forædlingsarbejde, forbedret ukrudtsbekæmpelse samt mekanisering af jordbehandling og af høstarbejdet.[149] Men selv disse fremskridt bidrog kun lidt til at forbedre rentabiliteten i landbruget. Forklaringen er, at man fra 1947 begyndte at indgå internationale langtidsaftaler om omfanget af internationale vareleverancer i forlængelse af Marshallplanens gennemførelse, men økonomien bag disse aftaler blev undergravet ved den stærke devaluering af det engelske pund i 1949.[150] Den eneste vej ud af dette problem var at rationalisere landbrugsdriften yderligere, og denne rationalisering ramte især medhjælpergruppen, hvorimod antallet af landmænd forblev nogenlunde fast på omkring 200.000, men efterhånden faldt antallet af især mindre bedrifter med omkring 50.000.[151]

Industrien oplevede et markant opsving allerede i de første efterkrigsår. Samtidig tiltog industriens eksport markant: endnu ved 1. verdenskrig udgjorde den under 20%, i mellemkrigstiden omkring 25%, men nåede 38% i 1955.[152] Og hvor England og Tyskland havde aftaget i alt 82% af eksporten i 1913 og omkring 76% i mellemkrigsårene, så faldt den efter krigen til under halvdelen, det vil sige, at Danmark fandt nye markeder for industrieksport under efterkrigstidens nye konjunkturer.[152]

I 1950-erne skete der et skifte: for første gang aftog Københavns kommune i indbyggertal, mens forstæderne omkring hovedstaden voksede. På lignende måde aftog flere store bykommuners vækst samtidig med, at forstæderne voksede kraftigt. I første halvdel af 1950-erne blev etableret to nye flyvepladser, Karup og Skrydstrup, og dette gav anledning til en række nye arbejdspladser. Flere af de industrier, som allerede var oprettet i mellemkrigstiden fx. Danfoss på Nordals og Grindsted i Midtjylland, begyndte nu for alvor at vokse samtidig med, at landbefolkningen i andre områder var stagnerende eller aftagende.[153] Nævnes må også gummifabrikken Codan i Ølsemagle nord for Køge.[154]

Ifølge en undersøgelse lavet for Fyn på grundlag af "Kongeriget Danmarks Handelskalender" for 1947 lå omkring 2/3 af de daværende industrivirksomheder m.v. i stationsbyer og resten i landdistrikterne, jf. nedenstående oversigt.

Virksomhedstype Stationsbyer Landdistrikter Andel i landdistrikter
Savskærerier, møbelfabrikker og anden træindustri 88 57 39,3%
Maskinfabrikker og lignende 40 21 24,4%
Cement- og betonvarefabrikker 16 10 38,5%
Teglværker 14 10 41,7%
Maltfabrikker 8 4 33,3%
Ostefabrikker 6 6 50,0%
Mostfabrikker 4 2 33,3%
Konservesfabrikker 4 1 20,0%
Cikorietørrerier 2 0 100,0%
Fjerkræslagterier 3 1 25,0%
Margarinefabrikker 4 0 100,0%
Frugttørrerier 1 2 66,7%
Andre 42 14 25,0%
I alt 232 128 35,6%

Kilde: J.A.Tork: Fynske Stationsbyer, s. 175

Oversigten viser, at industrivirksomheder m.v. endnu fortrinsvis var lagt i stationsbyerne, men det er påfaldende, at omkring en trediedel lå i de egentlige landområder.

Et andet påfaldende træk er den stigende pendling i forbindelse med industrivirksomheder, som allerede da gjorde sig gældende: “For hørfabrikken i Tommerup oplyses, at ca. halvdelen af virksomhedens arbejdere bor uden for kommunen, og noget tilsvarende gælder for Hårby. Om Sønderby-fabrikken er oplyst, at den beskæftiger 15 funktionærer og 45 arbejdere, hvoraf de 35 er ret fastknyttet til virksomheden. Funktionærer og 9 arbejdere bor i egne huse i Ebberup og Sønderby, og af resten af de 35 arbejdere bor de 16 til leje i Sønderby og 10 i omegnen (Turup, Assens, Voldtofte, Saltofte og Torøhuse)”.[155]

Omkring 1960 var handel og oplandstjenester kommet så nær fuldbyrdelsen af den udvikling, der var sat med næringsfrihedens indførelse: der var da udviklet og fuldbyrdet et netværk af oplandscentre i større og mindre byer med en veludviklet rangorden dels med hensyn til stedernes indbyrdes betjeningstilbud, dels med hensyn til de udbudte varers og tjenesters forekomst samtidig med en vis samling i bestemte betjeningsklasser. Omfanget af tjenester var vokset fra de få, der havde været i midten af 1800-tallet: købmand, kro, læge, apotek med flere til mere end hundrede, og hver by havde nu et betjeningsudbud, der afspejlede størrelsen af det opland, som byen betjente. Disse oplande havde nået en vist fasthed med hensyn til størrelse og afgrænsning, der havde kunnet anes allerede omkring århundredeskiftet.[156] Endnu omkring 1960 var det muligt for Danmark som helhed at udskille 44 handelsområder og 64 handelsdistrikter, hver med sit større eller mindre centerområde, hvor henholdsvis et større og et mindre betjeningsudbud af udvalgsvarer og tjenesteydelser fortrinsvis blev søgt.[157]

For industriens vedkommende nåede også denne et højdepunkt i betydning omkring 1960, som ikke siden skulle overgås. Nu var tiden kommet, hvor fortsat industriel udvikling muliggjorde frigørelse af arbejdskraft til fordel for de såkaldte serviceerhverv.

Hovedstadens affolkning[redigér]

En følge af den tidlige befolkningsvækst i storbyerne var, at der kun kunne blive plads til den voksende befolkning ved en stigende udnyttelsesgrad, det vil sige at bebyggelsen blev tættere og højere. Derved skete der imidlertid også en forringelse af levevilkårene for de bosatte i form af ringe lysforhold og mangel på parker og andre friarealer. Levevilkårene blev yderligere forværret ved, at der også blev lagt industri og håndværk i områderne, ofte som baggårdsvirksomhed med deraf afledte, støj-, lugt- og sikkerhedsulemper til følge. Allerede i midten af 1800-tallet var det daværende København blevet så overbelastet, at myndighederne som eneste udvej så en udvidelse af byområdet. I anden halvdel af 1800-tallet var brokvartererne blevetinddraget til ny bebyggelse, og omkring århundredeskiftet blev Københavns Kommune udvidet med nye, indlemmede områder. Denne udvikling blev fulgt op af en aflastning af de ældre bydele samtidig med, at kommunen og byen som helhed opretholdt en voksende befolkning.

Først omkring 1950 var også bebyggelsesmulighederne i de indlemmede områder ved at være fuldt udnyttede; buvæksten var da for længst begyndt at sprede sig til omegnskommunerne. Men nu førte den fortsatte udflytning af befolkning til en mere udtalt befolkningsnedgang i storbyens indre dele. Mellem 1950 og 1955 faldt indbyggertallet i Københavns og Frederiksberg kommuner med op til 5%[158] og mellem 1955 og 1960 indtraf også et befolkningsfald i Gentofte Kommune.[159]

Affolkning på småøerne[redigér]

På flere af de mindre øer var indbyggertallet faldende på grund af manglende erhvervsmuligheder, og denne udvikling ramte også flere af de lidt større øer som Langeland, Ærø, Møn, Bornholm, Samsø og Mors.[160] En lignende udvikling skete også på flere halvøer, hvor især de unge søgte til andre steder med bedre muligheder.[161]

Begyndende markedskoncentration[redigér]

For mange købstæder var 1950-erne endnu en tid med fremgang, ofte som følge af industriel udvikling, men ikke for alle. Og for de mindste oplandsbyer betød den voksende bilisme forenet med tilbagegang i landbefolkningen, at de havde stadigt sværere ved at opretholde deres betydning. Mellem 1955 og 1960 begyndte indbyggertallet at falde i flere af dem: Bogense og Fåborg på Fyn, Sakskøbing og Nysted på Lolland, Stubbekøbing på Falster, Skelskør, Præstø, Sorø og Store Heddinge på Sjælland, Stege på Møn, de bornholmske købstæder fraset Rønne, Hadsund, Ebeltoft, Agerskov, Møgeltønder og Tønder i Jylland.[160]

Nye tider (1960-1975)[redigér]

Allerede inden 1960 stod det klart, at såvel landbrug som forædlingsvirksomhederne, handel og tjenesteydelser stod over for nye vilkår. Allerede samtiden var opmærksom på de forandringer, som samfærdsel, oplandsbetjening og industrien i stigende grad blev påvirket af.

Vilkårene for landbruget blev stort set ikke forbedrede i velstandsårene i 1960-erne, og økonomien rakte i mange tilfælde ikke til at holde driften på et rentabelt niveau. Muligheden for at rationalisere ved af afskedige medhjælpere var allerede blevet udtømte tidligere, så mange landmænd valgte i stedet at supplere deres indkomster ved deltidsarbejde i andre næringsgrene; de blev deltidslandmænd.[162] Skønt denne udvej oprindeligt var tiltænkt som en måde at forblive ved landbrugsdriften, blev den for mange en måde helt at forlade landbruget på.[163]

Landbrugets andel af bruttofaktorindkomsten faldt fra 16,3% i 1955 til 6,4% i 1970, antallet af landbrugsejendomme faldt fra 197.000 i 1956 til omkring 140.000 i 1970, og det ved landbrug sysselsatte faldt fra 421.000 til 267.000 i samme tidsrum. Det var især de mindste landbrug, husmandsbrugene, som nu blev nedlagt eller sammenlagte således, at de tilbageværende landbrug voksede i størrelse. På samme tid voksede landbrugets produktivitet dramatisk: til trods for, at landbrugets samlede arbejdsstyrke efterhånden var faldet til mindre end en fjerdedel af det i 1930-erne, var produktionen højere end nogen sinde tidligere, endog med færre arbejdstimer.[164] Til gengæld for den tabte sysselsætning ved selve landbruget kom en hel hær af følgebeskæftigede: konsulenter, dyrlæger, ved byggeri, i grovvareforsyning og i levnedsmiddelindustri.[165] Landbruget kunne dog ikke følge med andre sektorer, og i 1970 udgjorde dens andel af eksporten kun omkring 23% og dens andel af den samlede bruttofaktorindkomst omkring 8% (mod 20% i 1956).[166]

Til gengæld voksede industrien og blev landets største eksportsektor. Endnu omkring 1960 bestod industrien fortrinsvis af små virksomheder hvis produktion var rettet mod et beskyttet hjemmemarked[167], men efter betydelige investeringer i første halvdel af 1960-erne[167] voksede industrien med op til 7% om året, med omkring 20% af bruttofaktorindkomsten (mod 15% før 2. verdenskrig) og med en stærk stigning i eksporten på 15-16% om året således, at industrien stod for omkring 65% af den samlede eksport i 1970.[168] Industrien forøgede sin andel af bruttofaktorindkomsten fra 18,3% i 1955 til 19,1% i 1970. En del af fremgangen skyldtes fortsat vækst den allerede tidligere etablerede industri, fx i forbindelse med Danfoss og trikotageindustrien i Herning-området, den samtidig fremkom nye industrier i vækst i form af Lego i Billund, Brødrene Gram i Vojens og det nye stålskibsværft i Munkebo på Fyn. Andre eksempler på industrier, der kunne bevirke fremgang i befolkningen var Grundfoss i Bjerringbro (oprettet 1945), HTH-køkkener i Ølgod (oprettet 1966, afdelinger i Farsø og Bjerringbro), Bang & Olufsen i Struer (oprettet 1925) og Grindstedværket (oprettet 1924). Samtidige analyser af befolkningens fødesteder har påvist, at sådanne voksende industrier til dels kunne tiltrække nye indbyggere både fra omegnen og fra fjernere egne.[169] Omvendt har pendlingsundersøgelser vist, at en del af arbejdsstyrken i disse og andre større virksomheder pendlede over større og mindre afstande til deres arbejde.[170] 1960-erne var et årti, hvor industrien i storbyerne faldt markant samtidig med, at den gik frem i resten af landet.[171]

En tilsvarende dramatisk udvikling skete indenfor den offentlige sektor, hvis andel nåede 16% af bruttofaktorindkomsten.[166] Alene i årene 1965-1970 voksede antallet af offentlige ansatte med henved 135.000 eller omtrent tre fjerdedele af den samlede tilgang.[168]

Udviklingen gjorde byplanlægning stadig mere fornøden, og i løbet af 1960-erne blev stadig flere områder inddraget under byudviklingsplanområder således, at disse efterhånden omfattede næsten en trediedel af landets areal.

Samfærdselsvilkårene forandres[redigér]

Tiden efter 1945 kendetegnedes ved, at personbilens voldsomme vækst skabte helt nye og friere forudsætninger for befolkningens valg af bopæl og sysselsætningssted samtidig med, at de tidligere oplandsbaner i stort omfang blev nedlagte. Derved skete en stigende spredning af befolkningsvæksten, fremmet af privatbilerne. Vækstområderne.[172] voksede fra at udgøre 18 % af landets areal i årene 1955-60 til henved 29 % i tiden 1965-70[173] Udviklingen gik i bebyggelsesmæssig henseende fra forstadsdannelser til byspredning med tilhørende fjernpendling. Ligeledes blev tidligere tiders søgning til et enkelt pendlingsmål afløst af pendling til flere mål; snarere end pendlingsoplande for et enkelt arbejdspladssted måtte man tale om mere sammensatte arbejdskraftoplande fastlagte derved, at enhver kommune henregnes til samme arbejdskraftopland som den kommune, hvortil den har størst udpendling. I 1970 kunne Danmarks derved inddeles i 51 arbejdskraftoplande med en gennemsnitlig rejselængde på 20 km.[174] Samtidig førte bilismen til skærpet konkurrence mellem de handlende, hvor nye butikscentre og storforretninger indrettede efter bilejerskab bidrog til, at mange mindre og spredt boende handlende lukkede.[175] Til gengæld synes bilismen at have fremmet fremstillingsvirksomhed i de mindre bymæssige bebyggelser, såvel udflytninger som nydannelser. Under bilismens vilkår ophæves tidligere tiders tilknytning mellem by og opland, tidligere tiders beliggenhedsfordele for fremstillingsvirksomheder og skævheder mellem ulige egnes adgang til tjenester. Dermed ophæves tillige ensartetheden eller fællestræk ved bebyggelsesudviklingen i ulige egne. I færdselsmæssig henseende er enhver udvikling muliggjort, og det er nu snarere andre forhold som fx byplanlægning, der styrer udviklingen.

Brancheglidning og butikscentre[redigér]

Indtil midten af 1950-erne var der ikke sket meget inden for dansk detailhandel. Selvom den voksende befolkning og et stigende forbrug gav større omsætningsmuligheder, var der endnu ikke sket nydannelser af betydning i varesalget af samme slags, som da allerede var sket i USA og til dels Sverige. Det var endnu de gamle butikstyper fra før krigen, der var fremherskende.[176]

I slutningen af 1950-erne begyndte imidlertid at ske forandringer inden for detailhandelen som siden tiltog i omfang og hastighed. Selvbetjeningsbutikker, supermarkeder og varehuse blev stadig mere almindelige foreteelser og medvirkede til, at detailhandelen skiftede krakter. Således skete en brancheglidning, idet mange handlende og ikke mindst supermarkederne i stigende grad begyndte at forhandle andre varer end de daglige fødevarer, hvorved udvalgsvarehandelen til dels blev trængt. Stadig flere mindre butikker lukkede, ikke mindst i landdistrikterne men også i mange byer.[176] I begyndelsen af 1960-erne slog nye butikscentre, byggede som samlede komplekser og tilpasset den voksende skare af bilkørende kunder med gode parkeringsforhold og adgangsveje, igennem og ændrede indkøbsmønsteret. Samtidig indebar den da stadig mere omfattende byplanlægning, at nye, større boligområder ofte blev planlagt enten med et eget butikscenter eller under hensyn til butikscentre i nærheden, hvorved købstædernes gamle bymidteforretninger mistede betydning i handelen.[177][178]

Sideløbende med udviklingen i handel og tjenesteydelser skete der forandringer i den offentlige betjening, idet den del af tjenesteydelserne, der påhvilede det offentlige – børnehaver, folkeskoler, sports- og idrætsanlæg, biblioteker, sygehuse med mere – nu i stigende grad blev lagt ud fra samlede helhedsmålsætninger, hvilket atter fremmede eller hæmmede befolkningens søgning til bestemte steder (såkaldte servicecentre).[179]

Forædlingsvirksomhedernes beliggenhed forandres[redigér]

Med den voksende rørlighed, som den bilejende befolkning opnåede, forandredes også mulighederne for lokaliseringen af arbejdspladsen, hvilket endnu i 1960-erne i udstrakt grad ville sige industrien.

Blandt tidens nye store industrivirksomheder må nævnes tre nye olieraffinaderier: Melby ved Kalundborg (oprettet 1960), Stigsnæs ved Skelskør (oprettet 1963) og Fredericia (oprettet 1966) samt kraftværker som Skærbækværket (oprettet 1951), Fynsværket (1953), Enstedværket ved Åbenrå (1958), Asnæsværket ved Kalundborg (1959), Esbjergværket (1965) og ligeledes var det først i efterkrigstiden, at mange tidligere mindre virksomheder for alvor oplevede vækst.

Storbyernes befolkningsfald[redigér]

I 1960 bredte den udvikling, som tidligere havde vist sig i hovedstaden med befolkningsfald i de indre dele sig til andre storbyområder. Foruden selve hovedstaden (Københavns, Frederiksberg og Gentofte kommuner) ramte befolkningsnedgangen nu også Århus, Odense og Ålborg. Denne udvikling skete samtidig med en forstærket forstadsudvikling omkring disse storbyer.[180] Udviklingen blev yderligere forstærket i anden halvdel af 1960-erne, da befolkningsnedgangen i Hovedstadsområdet også ramte Lyngby-Tårbæk, Rødovre, Dragør og Tårnby kommuner.[181]

Planlagt betonslum[redigér]

1960-erne og begyndelsen af 1970-erne blev kendetegnet af et omfattende byggeri af planlagt betonslum. Som regel var der tale om hele bydele for flere tusinde indbyggere med boliger i flere etager, skoler, børnehaver, bibliotek, butikscenter, restaurant, mødelokaler og lignende[182], men kun med begrænsede friarealer og da som regel i form af fantasiløse græsplæner eller mindre legepladser med sandkasse, gynger, vipper, rutchebane for småbørn og eventuelt bænke for forældre. Derimod var der sjældent adgang til større friarealer som strande, skove, søer eller åer, så områderne havde begrænset tiltrækningsværdi for velhavere og blev ofte beboet af folk fra arbejderklassen, studerende og lignende. Disse områder udviklede sig ofte hurtigt til steder med store sociale problemer, hvor normaliseringsprocesser, hærværk og endda kriminalitet udviklede sig.

Forholdene fremmedes af, at kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet. Dermed var der ingen til at tage sig af børnene, som enten kom på institution (vuggestue, børnehave, fritidshjem) eller måtte klare sig selv.

Blandt sådanne områder kan nævnes Avedøre Stationsby, Brøndby Strand og Ishøjparken i Køge Bugt, Peder Lykkesvej-bebyggelsen på Amager, Tåstrupgård i Høje-Tåstrup, Farum Midtpunkt, Bakkevænget i Hundested, Vollsmose-bebyggelsen i Odense, Kvaglund-kvarteret og Gjesing Nord i Esbjerg, Gjellerup-planen og Randersvej i Århus med flere.[183]

Satellitbyernes fremvækst[redigér]

Blandt tidens mest påfaldende træk var, at der nu skete en voldsom spredning af befolkningsudviklingen til mindre, til dels nye byer i større eller mindre afstand fra Hovedstaden, Århus, Odense, Ålborg-Nørresundby og Esbjerg.[184] Disse nye omegnsbyer fik derved præg af satellitbyer til de største bydannelser, idet deres egen, stedlige næringsvirksomhed blev suppleret med og styrket af et tilskud af folk, der pendlede til storbyen. Det ekstra befolkningstilskud gav bedre grundlag for offentlige tjenester (børnehaver, folkeskoler) og handlende. Særligt udpræget var denne udvikling i Køge-Bugt-området, hvor Greve, Karlslunde og Jersie Strand i stor udstrækning blev planlagte og anlagte som sovebyer til hovedstaden men med pladsmulighed for udvikling af egen industri.[185]

Mindre udpræget, men derfor ikke uden betydning, var det, at Helsingør, Hillerød, Frederiksværk, Frederikssund, Roskilde og Køge – der ligeledes havde en forholdsvis stor befolkningsvækst – på lignende måde fik et tilskud af folk, der boede i disse byer men pendlede til hovedstaden.[186][187][188][189]

Egnspræget industrivækst[redigér]

Markant var tillige en egnsbetinget industriel vækst knyttet til "Danfoss" på Nordals og trikotagebyerne Herning, Ikast og Hammerum, men tillige Billund i Midtjylland med legetøjsfabrikken "Lego", Vojens i Sønderjylland med Brødrene Grams køletekniske fabrik, Munkebo på Fyn med det da nye Odense Staalskibsværft.[179]

Belært af tidligere tiders problemer ved at blande boliger og fremstillingsvirksomheder i form af lugt, støj og trafik begyndte man i 1960-erna at planlægge og udnytte større samlede industrikvarterer, der som regel lå adskilt fra bolig- og servicefunktioner og med gode vejforhold, der hurtigt ledte færdslen ud til større veje og hovedvejsnettet. Typisk omfattede disse industrikvarterer en række grunde i størrelsen 3.000-40.000 m².[190]

Urbaniseringen i landdistrikterne[redigér]

1960-erne kan anses for det tidspunkt, hvor urbaniseringen af landdistrikterne for alvor slog igennem. Landbrugets aftagende betydning indebar, at bymæssige næringer nu i store dele af landdistrikterne kom i overvægt. Denne udvikling må ses i lyset af det stærkt voksende bilejerskab. Sammen med den udbyggede offentlige betjening med rutebiler indebar det en situation, hvor man uanset bosted kunne arbejde selv langt fra hjemmet og alligevel have overkommelige transporttider til og fra arbejde. Følgen var, at pendlingen voksede dramatisk i disse år.

Det anden industrielle krise (1975-1990)[redigér]

Omkring 1970 skete der en række forandringer i det danske samfund, som i vid udstrækning forandrede vilkårene for befolkningsudvikling og næringslivet.

Det danske medlemsskab af EF (senere EU) fra 1973 blev ikke den lovede blomstringstid for næringslivet, som var stillet i udsigt. I stedet for at åbne et nyt og større marked oplevede landbrug, fiskeri og industri hurtigt, at EF først og fremmest er et omfattende bureaukrati, hvor kontorfolk udtænkte nye regler og kvoteordninger, som de kunne besvære næringslivet med. Korruptionen i EF var omfattende, og adskillige kommissærer blev grebne i at fremme deres egne landes virksomheder frem for at hjælpe dansk næringsliv selv hvor mulighederne var tilstede. Et eksempel var en forespørgsel på fetaost, som Danmark da var eneproducent af i EF. Den græske landbrugskommissær undlod at viderebefordre forespørgslen til dansk landbrug og forsøgte i stedet at prakke sit eget lands produkter på forespørgeren, et arabisk land. Frankrig misbrugte åbenlyst og groft kvoteordninger til at fremme eget fiskeri på bekostning af andre medlemslande og så fremdeles. Landbruget, som havde håbet på nye store eksportmuligheder, blev ramt af konkurser, og danske fiskerihavne oplevede, at udenlandske skibe bragte ladningerne i havn, ikke danske. Således lykkedes det EF på mindre end et tiår at ødelægge store dele af dansk næringsliv.

For landbruget var udviklingen mellem 1970 og 1982 præget af nedlægninger og sammenlægninger til færre men større landbrug. I forlængelse heraf skete driftsomlægninger fra sammensatte landbrug med blandet i husdyrhold mod specialisering i enten kvæg eller sving eller helt uden husdyrhold.[191] Foruden husdyrholdet skete der også ændringer i afgrødevalget, således en markant fremgang i bygavlen[192], vinterhvedeavlen[193] og majs til ensilering[194] men til gengæld nedgang i arealer med blandsæd,[195] vårhvedeavl[196], i kålroearealer[197], i havrearealer[198] og i rapsarealer.[199] I egne med industrier, der aftog særlige afgrøder, var disse mere fremherskende end i andre egne, således kartofler i egne med kartoffelmelsfabrikke (Karup, Brande)[200] og sukkerroer i egne med sukkerfabrikker (Assens, Gørlev, Stege, Nykøbing Falster, Maribo, Nakskov).[201] Også mekaniseringen fortsatte med korntørringsanlæg, udmugningsanlæg[202] og markvandingsanlæg.[203] Trods disse rationaliseringer og omlægninger (eller måske netop på grund af dem) faldt beskæftigelsesandelen ved landbrug i tiåret[204], og urbaniseringen fortsatte.

Men der var andre ulykker. En af dem var den såkaldte "oliekrise", der blev fremkaldt af arabisk olieboycot af Danmark (og andre vestlige lande, der havde anerkendt Israel) efter Yom Kibbur-krigen i 1973. Oliemangelen ramte industrien hårdt. Hvor antallet af industriarbejdspladser i årene indtil "Oliekrisen" i 1973 havde ligget på omkring 420.000, faldt det på to år til omkring 380.000 i 1975 og stabiliserede sig årtiet ud på dette niveau.[205] Industriens andel af landets samlede eksport voksede fra omkring 65% i 1970 til 69% i 1980, mens dens andel af sysselsætningen faldt fra 18% i 1970 til 16% i 1980.[206] Men samtidig skete der omfattende forskydninger med hensyn til fordelingen af industriarbejdspladser, både regionalt og med hensyn til bystørrelse: fra 1972 til 1980 mistede Hovedstadsregionen 38.558 industriarbejdspladser mens Vestsjælland mistede 1.428 og Storstrøms Amt mistede 1.255, Århus Amt 1.937 og Fyn (med Odense) endda 6.228 industriarbejdspladser. Omvendt havde Viborg Amt en fremgang på 4.290, Ringkøbing Amt 1.913 og Ribe Amt 1.125 industriarbejdspladser.[207] Opgjort kommunevis var forskydningerne lige så udprægede med Bjerringbro, Nordborg, Billund, Ølgod, Hadsund, Thyborøn-Harboør, Rødekro, Kjellerup, Sydthy og Hanstholm som de mest udprægede vækstkommuner.[208] En del af denne vækst tilskrives fremgang for eksisterende virksomheder som Grundfos, Danfoss, Lego og HTH køkkener[209], men det må bemærkes, at antallet af virksomheder i de nævnte kommuner også var voksende[210], og at en betydelig del af tilvæksten må tilskrives denne udvikling. Betydningen heraf illustreres ved byen Lem i Ringkøbing Kommune, hvor kun 2 af 18 nye virksomheder ikke var oprettede af tidligere lønarbejdere fra bestående stedlige virksomheder.[211]

Men den industrielle udvikling holdt ikke: fra 1976 over 1991 til 2001 faldt antallet af sysselsatte fra 322.598 over 286.204 til 275.064. Derimod var antallet af sysselsatte i handel og omsætning stigende fra 305.218 over 330.565 til 490.590 og antallet i tjenesteydende næringer voksede fra 467.927 over 596.275 til 693.921.[212] Det var således disse næringsveje, der havde den egentlige fremgang set på landsplan, og disse næringer var i nogen udstrækning samlede i større byer.

Efter 15 års oppustet boligbyggeri ændredes tendensen drastisk i 1973: boligbyggeriet raslede på få år ned til et niveau, man skulle tilbage til 1950-erne for at finde tilsvarende lavt.[213]

Blandt tidens andre træk må fremhæves, at planlægning af byudviklingen nu blev landsomfattende og samordnet i form af henholdsvis regionplaner forestået af amtskommunerne samt Hovedstadsrådet, kommuneplaner og lokalplaner forestået af de enkelte kommuner. Takket være by- og landzoneloven af 1973 blev landet nu juridisk inddelt i nye by- og landzoner samt sommerhusområder.[214] Det var i en vis forstand en fornyelse af de retningslinier, som var fastlagt i de tidligere byudviklingsplaner. Endvidere fik saneringen (senere byfornyelsen) i gamle bykerner betydning for såvel beboere som næringsliv i disse områder, idet disse faldt og ofte flyttet ud til nye bydele og forstæder.

Samlet indebar disse forandringer nye udviklingsbetingelser for land og by. Som det hurtigt skulle vise sig, var evnen til at tilpasse sig de nye vilkår meget uens rundt om i landet.

Storbyernes krise og småbyernes opblomstring[redigér]

Efter 1970 skete der et markant skifte, idet mindre byer begyndte at vokse hurtigere og samtidig udviste en kraftig industrialisering, mens de store byer stagnerede og endda udviste faldende indbyggertal. Denne udvikling er blandt andet sat i forbindelse med kommunalreformen i 1970, idet et antal byer nu blev centre for de ny storkommuner, hvorved de blev samlingssteder for såvel den kommunale forvaltning som offentlige tjenester, handel og liberale erhverv samt industriudvikling, men udviklingen skal tillige ses i lyset af den grad af initiativ, der blev udvist i de mindre byer for at modvirke den krise, der ramte landet og af de hidtidige virksomheders evne til at tilpasse sig de forandrede økonomiske betingelser. Det kan fastslås, at skiftet i industiens fordeling ikke så meget skyldes udflytning af eksisterende industrien fra de gamle storbyer til mindre omegnsbyer men fortrinsvis oprettelse af nye virksomheder i småbyerne samtidig med, at en del virksomheder i den større byer indskrænkedes eller afvikledes helt.[215]

Storbyerne befandt sig pludselig i en alvorlig krise. Ikke blot mistede byerne på få år tusindvis af industrielle arbejdspladser, men de blev ramt af en betydelig arbejdsløshed, der gav sig udslag i sociale problemer. Fra 1973 til 1978 faldt antallet af industriarbejdspladser i hovedstadsområdet med 21%, i de tre landsdelscentre med 10% og i andre byer med over 20.000 indbyggere med 12%; til gengæld voksede de i byer med under 5.000 indbyggere med 13%.[216] Der skete en omflytning til de nye vækstcentre især af faglærte og folk med videregående uddannelser, hvorimod unge uden erhvervserfaring, ældre og folk uden faglig uddannelse blev ramt af arbejdsløshed og endda langtidsarbejdsløshed. Disse gruppers problemer blev forstærkede ved, at byerne nu også var blevet hjemsted for store boligområder prægede af betonslum, og det var netop i sådanne områder, at de udsatte grupper boede.[217] Det var virkningerne af byggeriet fra de store byggeår, som nu for alvor slog igennem. De store boligenheder viste sig nu som stressfremkaldende områder, der ofte gav sig udslag i aggressioner.[218] En undersøgelse viste, at der var en omvendt sammenhæng mellem bystørrelse og initiativlyst: de, der flyttede ud i de mindre byer, var ofte motiverede af bedre arbejdsvilkår, hvorimod mindre motiverede blev ladt tilbage.[219] Samtidig kom nye problemer til: narkokriminaliteten var voksende, og Danmark fik et stigende antal indvandrere fra 3. verdens lande, der ofte blev samlede i de i forvejen socialt ramte områder, hvor deres ofte demonstrative modvilje mod det danske samfund, der blandt andet viste sig i deres påklædning, bidrog til de almindelige opløsningstendenser. Efterhånden udviklede der sig regulære kriminelle bander, og bandekampe blev et voksende problem.

Byfornyelse[redigér]

Efter årtiers tilløb kom der nu også langt om længe gang i byfornyelsen. Mange steder skete den ved totalsaneringer eller omfattende nedrivninger af den ældste og ringeste boligmasse efterfulgt af billigt nybyggeri. Følgen var en næsten total udskiftning af indbyggermassen, idet de udsanerede ofte endte i de store boligområder af betonslum, som var blevet opført i de foregående år. Omflytningen bevirkede blot, at de sociale problemer nu i nogen udstrækning blev flyttet fra de indre bydele til forstadsområder. I visse mellemstore byer, fx Helsingør, forsøgte man sig derimod med "bevarende sanering" i form af mindre indgreb og boligforbedringer.

Statslig centralisering og internationalisering (1990-2005)[redigér]

Omkring 1990 skete der en række nye forandringer både i det danske samfund og internationalt. De store byers krise medførte, at regering og folketing bevidst valgte at føre en politik, der skulle favorisere centralisering og som indebar store offentlige investeringer i infrastruktur og ejendomsudvikling.

Internationaliseringen bevirkede, at mange virksomheder afviklede danske arbejdspladser og udflyttede dem til andre lande, både i og uden for EU. Nogle virksomheder fusionerede for derved at rationalisere produktionen og eliminere konkurrencen.

Blandt tidens andre træk må fremhæves, at fremkomsten af internettet betød en revolution i kommunikationsstrukturen og efterhånden fik indflydelse på både arbejdets organisering i de enkelte virksomheder og førte til forandringer i næringsssammensætningen til fordel for tjenesteydende næringsveje.

Et andet træk i forbindelse med internationaliseringen var en stigende indvandring. Indvandring var forekommet tidligere men antog nu nye størrelser og fik også i stigende grad en ny sammensætning: de fleste indvandrere kom fra Afrika, Mellemøsten og centralasiatiske lande som Afghanistan og Pakistan. Disse nye migranter blev i stort omfang samlede i bestemte byområder som regel i storbyerne, hvor de udgjorde etniske enklaver af fremmede, som oftest uden danskkundskaber. meget dårligt integrerede i beskæftigelsesmæssig henseende og med fastholden af en kultur, som ikke lod sig forene med danske traditioner. En bivirkning heraf var en ny udpræget social opdeling, hvor velstillede byboere flyttede ud i mindre omegnsbyer omkring storbyerne med attraktive rekreative forhold og god service og efterlod bykvarterer i storbyerne med ghettoer af folk med sociale problemer samt omfattende sammensatte etniske mindretal uden indbyrdes social sammenhængskraft. Dermed opstod nye konflikter og kriminaliteten blomstrede i en sådan grad, at regeringen fandt det nødvendigt at oprette en såkaldt "ghettoliste" over områder med særligt store problemer, men det skete først i 2010.

Samlet indebar disse forandringer nye udviklingsbetingelser for land og by. Og atter var deres indflydelse rundt om i landet meget vekslende.

Statens investeringer i de store byer, ikke mindst Hovedstadsområdet, har siden 1990 været omfattende: der blev investeret i metro, i letbaner i Århus, i Odense og i Ålborg (omend det har taget tid at gennemføre planerne), i København blev investeret i byudvikling i Ørestaden, og i provinsbyerne blev den tidligere skibs- og færgefart i havneområder afviklet og områderne i stedet inddraget til omfattende kontor- og boligbyggeri. Kun få steder, således Grenå, blev der investeret i udvikling af moderne godstrafik. Centraliseringen af udvikling i storbyer blev fremmet ved investeringer i infrastruktur så som Storebæltsbro og Øresundsbro og i en togtrafik baseret på intercity- og lyntog med få stop og kun i de største byer samt omfattende investeringer i nye motorvejsanlæg, der tilgodeså transporter over store afstande.

I storbyerne men også i mellemstore og mindre byer sloges man med stadigt mere alvorlige sociale og kriminelle problemer. Omfattende bydele blev ramt af organiseret kriminalitet i den grad, at det blev farligt for politi, brandvæsen og ambulance at færdes i disse områder. Samtidig gav staten helt op over for narkokriminaliteten: i stedet for at stoppe den, blev den nu tilladt. Der blev oprettet offentlige steder for sprøjtenarkomaner til at indtage deres daglige doser af gift, og marihuana blev delvist legitimeret til "medicinske forsøg". Det var en politik, der mindede om den, man tidligere havde haft i forhold til LSD-forsøg på psykisk syge patienter, men som var blevet stoppet og kriminaliseret, da man indså de skadelige virkninger af den selv og især på folk, der i forvejen havde store problemer.

Indenfor arbejdsmarkedet vandt handel og især offentlige arbejdspladser frem. Der var i stor udstrækning tale om lavtlønnede arbejder som især kvinder nød godt af. Sammen med et voksende antal af og former for "overførselsindkomster" bevirkede dette, at en stadig stigende del af befolkningen blev vedvarende klienter hos myndighederne. Udviklingen fremmede ødelagte familier, enlige mødre og et voksende antal mennesker, der blev førtids- og invalidepensioneret, hvilket forenklet sagt betød, at staten opgav at bringe dem ind på arbejdsmarkedet eller holde dem i familier med to forældre. De mange ordninger indebar behov for regulære hære af klientadministratorer, og det skabte et stort antal arbejdspladser. Desuden gjorde det offentlige brug af et stigende antal af "private" konsulenter, blandt andet fremmet af den fremvoksende internet- og computerbrug.

Afindustrialisering og servicesamfund (2005-2020)[redigér]

Den voksende internationale konkurrence afslørede, at industrien havde svært ved at klare sig. Kun de færreste, mest dynamiske industrier formåede at klare sig i den internationale konkurrence. Nye fusioner og udflytninger af produktionen indtraf. For at klare sig måtte det kriseramte samfund leve af arbejdspladser skabt af det offentlige. I stedet for fremstilling af højteknologiske varer satsede politikerne nu på udbygning af den offentlige service.

I 2007 gennemførtes en ny kommunalreform, der nedskar antallet af kommuner yderligere, som afviklede amterne og erstattede dem med 5 regioner. Disse reformer blev fulgt op med en sygehusreform, der begrænsede de gamle amtssygehuses rolle og til gengæld oprettede regionale supersygehuse, hvis evne til at kunne alt blev hæmmet af manglende overblik på grund af deres størrelse, anlægsudgifter ude af kontrol og fyldt af byggeskandaler samt bureaukratiske ordninger. Internettets udvikling skulle føre til, at det traditionelle postvæsen blev afviklet og opgaven overdraget til Postnord, som lukkede de gamle posthuse og oprettede postcentre prægede af manglende effektivitet.

I betonghettoerne fik problemerne lov til at vokse uhæmmet. Ganske vist blev der taget skridt til en række initiativer, men de var som regel af kortvarig virkning (når de overhovedet havde nogen virkning). Normaliseringsprocesserne fortsatte og blev forstærkede ved en uafbrudt indvandring fra Nordafrika og Mellemøsten. Udviklingen nåede et foreløbig højdepunkt i 2015, da millioner af muslimer væltede ind over Europas grænser og flere tusinde også nåede til Danmark. Ofte udviste de nyankomne en demonstrativ uvilje mod det danske samfund og dansk kultur. Blandt indvandrerne var familier af mindreårige hustruer gift med ældre mænd, et brud på dansk lovgivning. Sharialov blev (ulovligt) praktiseret i flere muslimske ghettoer, og moskeer i disse områder blev ofte finansieret af de samme stater, som migranterne stammede fra. De indvandrede børns, især drenges, skolegang blev mangelfuld, og arbejdsløsheden blandt dem var vedvarende høj. Ofte to de på "ferie" i hjemlandet, men ellers levede de på skatteborgernes bekostning. Værst var, at dømte kriminelle udlændinge ikke blev udvist af landet af "humanitære" hensyn, som om der ingen hensyn burde tages til den hjemmehørende danske befolkning.

I første årti af 2000-tallet blev næringslivet ramt af en nyt sæt af forhindringer. Politikerne mente, at den fremtidige udvikling skulle bæres af en "grøn" udvikling, hvilket indebar, at traditionel erhvervsdrift blev lagt hindringer i vejen, virksomheder blev pålagt nye udgifter til at godtgøre en "grøn" omstilling, dokumentere energirigtighed og således engageres i bureaukratisk ekstra arbejde frem for selv at udtænke og udvikle varer og service, der på naturlig måde fremmede den ønskede udvikling. Det betød, at nogle virksomhedstyper, især vindmølleindustrien, oplevede kronede dage og mere kreative virksomheder opfandt egne fortolkninger af begrebet bæredygtighed, mens store dele af fremstillingsindustrien flyttede dele af virksomheden til udlandet, hvor den blev lagt både inden og uden for EU, der med sin frihandelspolitik fremmede denne udvikling. Da verden i 2020 blev ramt af covid-19 virus, fik dette yderligere hæmmende indflydelse på både landbrug, industri og tjenesteydende næringer. Minkavl blev afviklet ved et ulovligt påbud fra statsministerens side, kunderettede virksomheder oplevede restriktioner i form af tidvise tvangsnedlukninger, dekreterede gentagne tvangsvaccineringer med dertil påbudte vaccineattester, tvangsbæring af mundbind og lignende. Statslige indgreb i folks liv blev mere omfattende end tidligere og fik i stigende grad mindelser om tilstandene i totalitære stater.

Handelslivets nedtur[redigér]

Tiden mellem 2005 og 2020 var en periode med en katastrofal nedgang i butikslivet: mere end 5.800 butikker blev lukket svarende til en nedgang på 20,8%. Denne butiksafvikling ramte især de gamle gågadebutikker. Som forklaring på denne udvikling blev angivet "butiksdød" og "nethandel", det vil sige handel via internettet.[220]

Oversigt[redigér]

Urbaniseringen er en forvandlingsproces, som har sat sit præg på alle dele af det danske samfund, ikke kun i geografisk-administrativ henseende, men tillige i forhold til de tre hovedbestanddele: de gamle købstæder, de nye bydannelser og de spredtbebyggede (til dels ubebyggede) landdistrikter.

Købstæder[redigér]

Købstæderne har mistet deres tidligere egenart og særstilling, men de fleste gamle købstæder har oplevet en udvikling fra småby til storby med et alsidigt betjeningstilbud og rigt sammensat udbud af arbejdspladser, hvor industrien fortsat spiller en stor rolle, omend serviceerhvervene vinder frem i stigende grad. Dette er sket takket være de fordele, som købstæderne havde, da industrialisering og urbanisering satte ind og som gør, at de fleste tidligere købstæder nu har et bedre samvirke med deres omegn end de nogensinde havde i "gamle dage".

Bymæssige bebyggelser[redigér]

Sammenfattende kan man sige, at de fleste af de nye byer, der voksede frem efter 1870 har gennemløbet følgende udviklingstrin:

  • etablering (1840-1885): ringe befolkningstal (50-250 indbyggere), enkelte håndværkere og handlende (kro, købmand), begyndende fabriksvirksomhed,
  • oplandsby (1885-1930): stærk befolkningsvækst (ofte over 500 indbyggere allerede omkring 1900 og over 750 indbyggere i 1916), mangesidig handel, håndværk, tjenesteydelser, embedmænd, industrier oprettes og udvikles. En række steder, der først får station efter 1900, udvikler sig med et tilsvarende forskudt forløb, de er enten mindre (omkring 100-350 indbyggere i 1916) og/eller ofte mere prægne af landbrug,
  • fabriksby (1930-1945): betinget vækst (mange byer stagnerer), industriens betydning er voksende gennem perioden (ofte over 40% af de sysselsatte), en del byer overlever fortrinsvis som oplandsbyer,
  • midtpunkt i sognekommune (1945-1970): vækst som følge af udbygning af offentlige tjenester, herunder forvaltning, centralskoler og lignende; ny industribølge,
  • industriby og storkommunecenter (efter 1970): industriel fornyelse og fremgang, udvikling inden for offentlige tjenester og forvaltning. Nogle byer var inde i en udvikling som fjernforstæder til gamle købstæder og andre større byer.
Landdistrikter[redigér]

Landdistrikterne, de ikke-bymæssige dele af landet, har afgivet store dele af deres befolkningsoverskud og mindre dele af deres areal til byudvikling, men arealtabene er til at overse: hvor det samlede landbrugsareal på øerne i 1861 udgjorde 1.019.000 ha og i Jylland 1.444.000 ha, var det i 1982 på øerne faldet til 874.000 ha men i Jylland vokset til 2.013.000 ha således, at landbrugsarealets samlede størrelse i løbet af de 120 år voksede med 424.000 ha.[221] Det er fortrinsvis gamle udyrkede arealer, der er overgået til byformål eller har erstattet landbrugets tab af jord til byudvikling. Byplanlægning og naturfredningslovgivning har fået opgaven at modvirke, at denne udvikling koster for store tab af levesteder for det naturlige plante- og dyreliv eller fratager befolkningen muligheden for at få tilfredsstillet behov for fritid og hvile. Landdistrikterne i hele deres mangfoldighed har fået en ære og værdighed, som de tidligere måtte savne.

Urbaniseringen fortsætter[redigér]

Urbaniseringen i Danmark har været mangesidig, idet fremgang i gamle købstæder og fremvækst af nye byer skete samtidig, idet dog urbaniseringen har vist en tendens til at være mest udtalt i købstæderne i tiden fra 1840 indtil 1945 og i mindre byer efter 1945. Og urbaniseringen fortsætter: i 1960 boede 73,3% af befolkningen i byer, i 1965 76,3%, i 1970 79,2%, i 1976 81,9%, i 1999 85,0% og i 2004 85,4%. Landbefolkningen er omtrent stagnerende: i 1998 boede der i landdistrikterne 784.134 indbyggere, i 2004 786.989 indbyggere. Det er givet, at så længe det er muligt gennem byplanlægning at styre befolkningens bopælsmuligheder, så vil urbaniseringen ikke stoppe: boligområder planlægges som større helheder, der i almindelighed vil opfylde kravene til bymæssighed, idet fordelene med hensyn til betjening med ydelser som elektricitets-, vand- og varmeforsyning og kloakering – for ikke at tale om børnehaver, skoler og lignende, foruden de fordele der opnås ved beskyttelse af landbrugsarealer, skove, fritids- og fredede områder mod ødelæggelse alt andet lige er (og må forventes at forblive) et tilstræbt gode.

Der imod er det tvivlsomt, om man fortsat kan tale om byer som helheder af boliger, service og arbejdspladser. Der er efterhånden ingen sammenhæng mellem beliggenheden af bolig og beliggenheden af arbejdsplads. Pendlingen er voksende både i mængde og målt som rejselængder. Dertil kommer, at med internettets gennembrud kan meget administrativt arbejde udføres i hjemmet eller på en internetcafé. Mange byer har butikscentre, men de retter sig lige så meget til et opland uden for deres hjemby som til hjembyens indbyggere. Introduktionen af bydele opført som i princippet selvstændige helheder med egne institutioner, skoler og faciliteter betyder, at storbyer reelt er opløst i autonome bydele, som har meget lidt eller intet til fælles med andre bydele bortset fra måske et centraliseret kommunestyre, som oftest ikke opleves som særligt vedkommende af borgerne. Tendensen fremmes af et vejnet af overordnede veje, der deler byen op. Hvor man tidligere tilstræbte adgang til bestemte tjenesteydelser inden for fastlagte afstande, har rationaliserings- og centraliseringstendenser i stigende grad undergravet sådanne målsætninger.

I egne, hvor befolkningstætheden er lav, vil tjenesteydelser ligge spredt og med stor indbyrdes gangafstand. Til gengæld er der ingen indbyrdes konkurrence, og de bevarer deres betydning. Når tætheden stiger, vil alle have adgang til dem, men uden valgfrihed. Den indbyrdes konkurrence er fortsat ringe og derfor er der også ringe rangordningstendens. I områder med høj befolkningstæthed er der i princippet mange valgmuligheder inden for kort afstand, men dermed også stor konkurrence, stærk tendens til rangordning og mulighed for, at visse områder forslumrer.[222] De gode og uheldige virkninger af en stadig større urbanisering er nær det sted, hvor skadevirkningerne overstiger fordelene. Hvis ikke det lykkes for byplanlæggere og politikere at lære selvbeherskelsens kunst, ser det ikke godt ud ved den fortsatte fremtidige urbanisering.

Noter[redigér]

  1. Myhre (1977), s. 12
  2. 2,0 2,1 Matthiessen (1981), s. 295
  3. Matthiessen (1981), s. 296
  4. Wichmann Matthiessen (1985), s. 64
  5. Landsplansekretariatet (1974), s. 38
  6. Weber, s. 223
  7. Weber, s. 197f
  8. Weber, s. 182
  9. Weber, s. 201
  10. Weber, s. 158, 185, 224
  11. Aagesen (1961), s. 24
  12. Weber, s. 215
  13. Weber, s. 165f
  14. Gaardmand (1993), s. 39
  15. Gehl (1980), s. 41
  16. Gehl (1980), s. 93
  17. Sørensen (1978), s. 73
  18. 18,0 18,1 Jørgensen (1981), s. 850
  19. 19,0 19,1 19,2 Jørgensen (1981), s. 84
  20. Jørgensen (1981), s. 86f
  21. Werner (1984), s. 87
  22. Gaardmand (1993), s. 59
  23. Jørgensen (1981), s. 91
  24. Werner (1984), s. 15
  25. Jørgensen (1981), s. 88
  26. Jørgensen (1981), s. 85, 88, 89
  27. 27,0 27,1 Jørgensen (1981), s. 90
  28. Jørgensen (1981), s. 89
  29. Magnussen (1981), s. 174-180
  30. Gehl (1980), s. 70
  31. Gehl (1980), s. 72
  32. Gehl (1980), s. 78, 99
  33. Gehl (1980), s. 30, 32
  34. Højrup (1983), s. 20f
  35. Højrup (1983), s. 75-120, 197
  36. Højrup (1983), s. 154-169
  37. Højrup (1983), s. 135-148
  38. Kaptain (1989), s. 19
  39. 39,0 39,1 Gaardmand (1993), s. 58
  40. Gaardmand (1993), s. 290, 292
  41. Gaardmand (1993), s. 294
  42. Derose (1970), s. 18f
  43. L. Berg et al. (ofte kaldet CURB). Modellens fremkomst må opfattes som en reaktion på, at den indtil da fremherskende teori om, at urbanisering altid vil ske i form af stigende koncentration i de største byer og centre på grund af formodede konkurrencefordele i 1970-erne viste sig tydeligt modbevist ved stagnation i storbyer og udvikling i småbyer. Teorien var derfor et forsøg på at "reformulere" centraliseringstanken på en måde, der "bedre" modsvarede det faktiske forløb.
  44. Wichmann Matthiessen (1981), s. 58-60.
  45. Boje og Hyldtoft (1977), s. 182
  46. Dombernowsky (1988), s. 330)
  47. 47,0 47,1 Bjørn (1988), s. 64
  48. 48,0 48,1 Boje og Hyldtoft (1977), s. 195
  49. 49,0 49,1 49,2 Bjørn (1988), s. 67
  50. Bjørn (1988), s. 68
  51. Bjørn (1988), s. 55
  52. 52,0 52,1 Bjørn (1988), s. 73
  53. Bjørn (1988), s. 72
  54. Bjørn (1988), s. 79
  55. Bjørn (1988), s. 53
  56. Böcher (1952-53), s. 48)
  57. Bjørn (1988), s. 32
  58. Boje og Hyldtoft (1977), s. 183
  59. jvf. Viggo Hansen: Den rurale by (i: Geografisk Tidsskrift, 64. bind (1965), s. 54-69 og Niels Peter Stilling, s. 30-42)
  60. jvf. Stilling, note 11, s. 509
  61. jvf. Boye & Hyldtoft, s. 187
  62. fx. har Skrubbeltrang (1940), s. 152-158, 167-168 og 211-214 og J.O. Bro Jørgensen (1943), s. 11-50 behandlet emnet uden at sætte konkrete tal på omfanget
  63. Begtrup (1803), s. 10
  64. Begtrup (1803), s. 8
  65. Begtrup (1803), s. 9
  66. Boje og Hyldtoft (1977), s. 198
  67. 67,0 67,1 Bjørn (1988), s. 76
  68. Bjørn (1988), s. 79
  69. Hyldtoft (1984), s. 52
  70. Bender (1987), s. 135
  71. herved forstås bebyggelser med færre indbyggere end statistisk regnet som mindstegrænse for at blive betragtet som bymæssig
  72. Boje og Hyldtoft (1977), s. 217
  73. C.Klitgaard: Vester Brønderslev Sogns og Brønderslev Købstads Historie (Brønderslev 1942) – her gengivet efter Ejler Alkjær: De danske Stationsbyer, i: Det danske Marked 1943 s. 158f
  74. Fink, s. 45, 46
  75. vurderet efter Niels Peter Stillings oversigt (De nye byer) på grundlag af oplysninger i J.P.Trap: Danmark, 2 udgave (1872-79)
  76. Eksempelvis blev Peder Andersens cykelfabrik flyttet fra Gedsted til Aalestrup stationsby (N.P.Stilling: op.cit s. 249), Holeby sukkerfabrik anlagt under hensyn til jernbanen (N.P.Stilling: op.cit s. 203), og Peder Nielsens “Pedershaab” flyttet fra Tylstrup til Brønderslev (Ejler Alkjær: De danske Stationsbyer, I: Det danske Marked (1943) s. 159. Det forhold, at de fleste købstæder havde en samlet beliggende, mere eller mindre bredt sammensat fremstillings- og forædlingsvirksomhed, der i stigende betjentes med maskiner og menneskeskabte kraftkilder, mens tilsvarende virksomheder i landdistrikterne overvejende lå spredt og uden større tilknyttede bydannelser, har bevirket indtrykket af en industriel samling i købstæderne. I virkeligheden skete der i tiden frem til 1870 en vis industriel udvikling i landdistrikterne med en vis bymæssig udvikling til følge, således i Brande, Egtved, Fakse, Farsø, Fjerritslev, Glamsbjerg, Hadsten, Helsinge, Horslunde, Hovedgård, Høng, Hørsholm, Ikast, Jyderup, Korinth, Langå, Mørke, Odder, Ringe, Ruds Vedby, Rønde, Steenstrup, Uldum, Vamdrup og Aars (J.P.Trap: Danmark, 2 udgave (1872-1879) og således, at omkring en fjerdedel af industriens sysselsætning fandt sted i landdistrikterne (Rich.Willerslev: Træk af den industrielle udvikling 1850-1914, i: Nationaløkonomisk Tidsskrift nr. 92 (1954), s. 247).
  77. Boye og Hyldtoft s.198f
  78. J.P.Trap: Danmark, 1 udgave (Kjøbenhavn 1860), s.773
  79. J.P.Trap: Danmark, 2 udgave (Kjøbenhavn 1879), s.366
  80. J.P.Trap: Danmark, 2 udgave (Kjøbenhavn 1879), s.367
  81. som sådanne steder kan nævnes Barrit, Glamsbjerg, Horslunde, Ikast, Ryomgård, Vegger
  82. Bender, s. 374
  83. fx havde Borup stationsby 88 indbyggere i 1890, Jyderup stationsby 245 indbyggere i 1880, Brørup stationsby 53 indbyggere i 1880 og 100 indbyggere i 1890, Tølløse stationsby 62 indbyggere i 1880 og 183 indbyggere i 1890, Ullerslev stationsby 73 indbyggere i 1880 og 105 i 1890, Sindal stationsby 113 indbyggere i 1880 og 403 i 1890, Skørping stationsby 58 indbyggere i 1870, 113 indbyggere i 1880 og 279 indbyggere i 1890 (oplysninger hentet fra Boul Balle-Pedersen og Niels Peter Stilling)
  84. Ejler Alkjær: De danske Stationsbyer, i: Det danske Marked 1943 s. 158f
  85. J.Wedel-Neergaard: Svenstrup, et sjællandsk Gods Historie (Kbh. 1949) s. 85ff
  86. 86,0 86,1 86,2 vf. J.A.Tork: Fynske Stationsbyer s. 143
  87. jvf. Niels Peter Stilling, s. 187-276. Kun få bymæssige bebyggelser synes at have været helt uden industriel virksomhed omkring 1900 bedømt efter J.P.Trap: Danmark, 3 udgave (1898-1904)
  88. blandt steder uden jernbane men med en stor befolkningsfremgang før 1900 kan nævnes Assens (cementfabrik), Hammel (tingsted og klædefabrik), Kjellerup (tingsted), Ørsted (sygehus)
  89. Stilling, s. 313, 319, 321, 324
  90. 90,0 90,1 Boje og Hyldtoft, s. 218
  91. Fink, s. 68
  92. Fink, s. 87
  93. Fink, s. 93
  94. Hansen (1978), s. 19
  95. klassificering lavet udfra oplysninger i J.P.Trap: Danmark, 3. udgave (1898-1904) om byernes service og industri
  96. 96,0 96,1 oplysninger offentliggjort i J.P.Trap: Danmark, 3 udgave (1898-1904)
  97. jvf. N. P. Stillings undersøgelser fra 10 udvalgte byer
  98. oplysninger i: Danmarks Statistik: Statistiske Meddelelser 4 række, 28 bind, 5 hæfte (1908)
  99. Danmarks Statistik: Statistiske Meddelelser 4 række, 28 bind, 5 hefte; København 1908; s. 70
  100. Aage Aagesen
  101. J.A.Tork s. 144
  102. Hansen (1972), s. 317
  103. 103,0 103,1 Hansen (1972), s. 318
  104. Hansen (1970), s. 98
  105. Boje og Hyldtoft (1977), s. 207
  106. Statistisk Tabelværk 5.A.1 s. 49 og 5.A.12 s. 291. Opgørelsen omfatter ikke private elværker fx på private fabrikker
  107. J.P.Trap: Danmark, 4 udgave (1920-1932)
  108. Stilling, s. 421
  109. således havde følgende byer uden station mindst 400 indbyggere 1916: Jægerspris (653), Brundby (436), Jyderup kirkeby (637), Nordby på Samsø (605), Onsbjerg (428), Tranebjerg (596), Fuglebjerg (555), Glumsø (456), Stokkemarke (411), Lohals (640), Troense (600), Hårby på Fyn (712), Søndersø (480), Strib (845), Gedved (474), Rye (481), Gylling (486), Hov (426), Assens ved Mariager fjord (1313), Rønde (734), Thorsager kirkeby (563), Ørsted (873), Als (439), Hals (1080), Ranum (599), Hirtshals (516), Hjallerup (490), Terndrup (422), Klitmøller (502), Nr. Vorupør (611), Gjedsted (499), Bøvlingbjerg (427), Videbæk (541), Ansager (463), Askov (762), Hjerting (455), Holsted (857), Odden (1734) og Sønderho på Fanø (608), ialt 39. De fleste af disse byer var ladesteder og fiskerlejer eller steder, hvis opkomst må tilskrives institutions- eller fabriksvirksomhed
  110. 110,0 110,1 110,2 110,3 Hansen (1972), s. 321
  111. Hansen (1972), s. 320
  112. Skade (1927), s. 511
  113. Skade (1927), s. 510f
  114. Skade (1927), s. 517
  115. Skade (1927), s. 518
  116. 116,0 116,1 Udtrykkene "handelsopland" og "handelsdistrikt" er hentet fra Danmarks Statistik: Byernes opland; København 1964
  117. Udviklingen refererer til tiden mellem 1911, oplyst i J.P.Trap: Danmark, 4 udgave (1920-32), og 1930, oplyst i Danmarks Statistik: Folketællingen 1930. Der må tages et forbehold for sammenligneligheden af tallene
  118. Steenstrup (1931), s. 48
  119. Steenstrup (1931), s. 49f
  120. Steenstrup (1931), s. 55
  121. Steenstrup (1931), s. 57
  122. Steenstrup (1931), s. 58-62
  123. Steenstrup (1931), s. 62f
  124. Steenstrup (1931), s. 63f
  125. Udviklingen refererer til udviklingen fra 1911, oplyst i J.P.Trap: Danmark, 4 udgave (1920-32), og 1930, oplyst i Danmarks Statistik: Folketællingen 1930. Der må tages et forbehold for sammenligneligheden af tallene
  126. nemlig: Havdrup, Borup, Hvalsø, Ny Fløng, Usserød, Nivå, Hellebæk, Villingebæk, Gadevangshuse, Hammersholt, Lillerød, Højby, Asnæs, Hørve, Svinninge, Mørkøv, Knabstrup, Stenlille, Dianalund, Gørlev, Viskinge, Svebølle, Nyrup, Strøby, Eskildstrup, Grænge, Holeby, Søllested, Horslunde, Hesselager stationsby, Espe, Næsby, Tommerup, Langeskov, Seden, Otterup, Søndersø, Ebberup, Glamsbjerg, Holme-Lunghøj, Gelsted, Nørre Åby, Bregninge, Strandhuse, Bramdrupdam, Bredsten, Randbøldalby, Give, Tyregod, Vonge, Rye, Bryrup, Klouborg, Tørring stationsby, Ejstrup, Svejbæk, Fårvang, Stilling, Odder, Malling, Skåde, Holme, Slet, Tranbjerg, Brabrand, Hinnerup, Hadsten, Løgten, Hornslet, Balle, Auning, Fårup, Assens, Norup, Arden, Bælum, Nørager, Haverslev, Vegger, Godthåb, Svenstrup, Gudumholm, Øster Sundby, Rørdal, Tylstrup, Gantrup, Vester Hassing, Aså, Hjallerup, Klokkerholm, Agersted, Dybvad, Sindal, Tårs, Nørre Saltum, Brovst stationsby, Skovsgård, Frøstrup, Nors, Hurup, Hvidbjerg, Karby, Durup, Selde, Rødding, Balling, Højslev, Stoholm, Frederiks, Skelhøje, Gedsted, Ålestrup, Klejtrup, Løgstrup, Ulstrup, Bjerringbro, Rødkjærsbro, Engesvang, Ikast, Videbæk, Hammerum, Sunds, Vildbjerg, Hjerm, Vemb, Bøvlingbjerg, Bækmarksbro, He, Spjald, Borris, Tarm, Nørre Nebel, Outrup, Oksbøl, Sig, Tistrup, Ansager, Skovlund, Nordenskov, Agerbæk, Vejen, Brørup, Holsted stationsby, Gørding, Gredstedbro, Vojens, Jels, Agerskov, Rødekro, Broager, Egernsund, Høruphav, Skærbæk, Møgeltønder, Bylderup-Bov. Dette gælder dog kun, når der ses bort fra grupperne "husgerning", "ude af erhverv" og "uangiven" (kilde: Statistisk Tabelværk, 5 Række Litra A Nr. 20, 1935)
  127. jævnfør Stilling, s. 418ff
  128. således havde følgende nye byer mindst 400 indbyggere 1935 (fraset fiskerlejer, byer i Sønderjylland, byer med jernbanestation og byer, der allerede i 1916 havde 400 indbyggere): Hammersholt (451), Villingebæk (454), Ny Fløng (405), Strøby (434), Gislev (436), Horne (459), Ommel (687), Vindeby på Tåsinge (434), Særslev (430), Bregninge (566), Haverslev (414), Nørre Bindslev (590), Nørre Saltum (511), Hundborg (440), Ans (469), ialt 15 steder
  129. Danmarks Statistik: Statistisk Tabelværk 5 række, Litra A Nr. 20; København 1935, s. 46*-47*
  130. 130,0 130,1 Danmarks Statistik: Statistisk Tabelværk 5 række, Litra A Nr. 20; København 1935, s. 47*
  131. Danmarks Statistik: Statistisk Tabelværk 5 række, Litra A Nr. 20; København 1935, s. 48*
  132. Hansen (1972), s. 322
  133. 133,0 133,1 133,2 133,3 Hansen (1972), s. 323
  134. De bymæssige kommuner, s. 29. De svingende tal skyldes til dels forstadsindlemmelser.
  135. Fink (1992), s. 211
  136. Fink (1992), s. 216
  137. Fink (1992), s. 214
  138. Om Stationsbyernes Erhvervsstruktur og Oplandsforhold, af Ejler Alkjær; i “Det danske Marked” (1943) s. 234f
  139. K.Antonsen, s. 11
  140. Hyldtoft (1983), s. 186f
  141. Sørensen (1942), s. 51-52
  142. 142,0 142,1 142,2 Hansen (1972), s. 326
  143. Hansen (1972), s. 327
  144. Nyboe Andersen (1956), s. 38
  145. Døssing (1953), s. 293
  146. 146,0 146,1 Døssing (1953), s. 294
  147. Døssing (1953), s. 293f
  148. Døssing (1953), s. 292
  149. Nyboe Andersen (1956), s. 36
  150. Døssing (1953), s. 290
  151. Viby Mogensen (1971), s. 266
  152. 152,0 152,1 Nyboe Andersen (1956), s. 34
  153. Aagesen (1961), s. 25
  154. Hyldtoft (1983), s. 186
  155. Tork, s. 171
  156. Sven Illeris m.fl., s. 27ff
  157. Byernes opland
  158. Aagesen (1960), s. 297
  159. Aagesen (1964), s. 195
  160. 160,0 160,1 Aagesen (1964), s. 201
  161. Aagesen (1964), s. 202
  162. Viby Mogensen (1971), s. 266-280
  163. Viby Mogensen (1971), s. 274
  164. Mørch (1986), s. 81f
  165. Mørch (1986), s. 82
  166. 166,0 166,1 Hansen (1972), s. 329f
  167. 167,0 167,1 Hansen (1972), s. 329
  168. 168,0 168,1 Hansen (1972), s. 330
  169. Mørch (1964), s. 19-49
  170. Danske Pendlingsundersøgelser (1965), s. 29-31
  171. Olsen (1965), s. 26
  172. det vil sige sognekommuner med befolkningsfremgang over landsgennemsnittet, 3.1 % pr. femår
  173. Landsplansekretariatet publikation nr. 27: Arealplanlægning – status og problemstillinger (LPS 1974), s. 40
  174. Landsplansekretariatet publikation nr. 27: Arealplanlægning – status og problemstillinger (LPS 1974), s.42
  175. Planstyrelsen: Det fremtidige bymønster (1978) s. 9
  176. 176,0 176,1 Detailhandelens lokaliseringsmønster, s. 9
  177. Gaardmand s. 124f, 145
  178. Kaufmann, s. 143
  179. 179,0 179,1 Hyldtoft (1983), s. 191
  180. Aagesen (1968), s. 64
  181. Aagesen (1971), s. 8
  182. Gaardmand (1993), s. 150
  183. Gaardmand (1993), s. 150-153
  184. Wichmann Matthiessen, bilagskort 1960-1965, 1965-1970, 1970-1975
  185. Gaardmand, s. 124f
  186. Hyldtoft (1983), s. 189
  187. Betænkning Nr. 132, s. 210, 213
  188. Danske pendlingsundersøgelser, s. 31, 33-37, 48
  189. Indtægts-, erhvervs- samt sociale forhold i Helsingør kommune 1960, s. 16f og 1966/67, s. 18f
  190. Gaardmand (1993), s. 54
  191. Jensen og Reenberg (1986), s. 107
  192. Jensen og Reenberg (1986), s. 39
  193. Jensen og Reenberg (1986), s. 31
  194. Jensen og Reenberg (1986), s. 61
  195. Jensen og Reenberg (1986), s. 45
  196. Jensen og Reenberg (1986), s. 32
  197. Jensen og Reenberg (1986), s. 51
  198. Jensen og Reenberg (1986), s. 43
  199. Jensen og Reenberg (1986), s. 64
  200. Jensen og Reenberg (1986), s. 49
  201. Jensen og Reenberg (1986), s. 55f
  202. Jensen og Reenberg (1986), s. 86
  203. Jensen og Reenberg (1986), s. 87
  204. Jensen og Reenberg (1986), s. 84
  205. Maskell (1986), s. 23
  206. Maskell (1986), s. 15
  207. Maskell (1986), s. 23
  208. Maskell (1986), s. 55
  209. Maskell (1986), s. 66
  210. Maskell, s. 61
  211. Maskell (1986), s. 197
  212. Nordentoft (2009), s. 68
  213. Gaardmand (1993), s. 189
  214. Gaardmand (1993), s. 190
  215. Maskell, s. 31 og 33
  216. Illeris og Pedersen (1980), s. 46
  217. Illeris og Pedersen (1980), s. 47
  218. Martini (1980), s. 69
  219. Martini (1980), s. 72
  220. COWI (2022)
  221. Atlas over Danmark, II, 4, s. 24
  222. Boas Jensen (1980), s. 139. Boas Jensen forsømmer at nævne ulemperne.

Litteratur[redigér]

  • Aage Aagesen: "The Copenhagen District and its Population" (Geografisk Tidsskrift, 59. bind; 1960, s. 204-213)
  • Aage Aagesen: "Befolkningen" (Niels Nielsen (red.): Atlas over Danmark. serie I, bind 2; Det Kongelige Danske Geografiske Selskab, København 1961)
  • Aage Aagesen: "The Population of Denmark 1955-1960" (Geografisk Tidsskrift, 63. bind; 1964, s. 191-202)
  • Aage Aagesen: "The Population of Denmark 1960-1965" (Geografisk Tidsskrift, 67. bind; 1968, s. 50-69)
  • Aage Aagesen: "The Population of Denmark 1965-1970" (Geografisk Tidsskrift, 70. bind; 1971, s. 1-21)
  • Ejler Alkjær: "De danske Stationsbyer" (Det danske Marked, 1943)
  • Ejler Alkjær: "Om Stationsbyernes Erhvervsstruktur og Oplandsforhold" (“Det danske Marked”, 1943)
  • K. Antonsen: "Tekstilarbejderne i Hammerum herred i 1940" (Geografisk Tidsskrift, 52. bind; 1952-53, s. 11-21)
  • Atlas over Danmark, Serie II, bind 4: Kr. Marius Jensen og Anette Reenberg: "Landbrugsatlas Danmark" (København 1986)
  • Poul Balle-Pedersen: "De nye Byer" (Det forsømte århundrede. Arv og Eje 1976, s. 69-92)
  • Gregers Begtrup: Beskrivelse over Agerdyrkningens Tilstand i Danmark, Første Bind: Sjælland og Møen; Kjøbenhavn 1803 (genoptryk ved Rosenkilde og Bagger, København 1978)
  • Henning Bender: Aalborgs industrielle udvikling fra 1735 til 1940; Aalborg 1987; ISBN 87-982523-1-3
  • L. Berg et al.: Urban Europe. A study of Growth and Decline; Pergamon Press 1982
  • "Betænkning vedrørende forslag til Et Trafikråd For Storkøbenhavn" (Betænkning nr 132; 1955)
  • Claus Bjørn: "1810-60" (i: Det danske landbrugs historie III: 1810-1914; Odense 1988; ISBN 87-7526-079-4; s. 7-190)
  • Peder Boas Jensen: "Byen i byen - om at opdele de store byer i mindre, selvstyrende enheder" (i: Den gode by; SBI-Byplanlægning 40; Statens Byggeforskningsinstitut 1981; ISBN 87-563-0415-3; s. 132-141)
  • Per Boje og Ole Hyldtoft: "Økonomiske, geografiske og demografiske aspekter" (i: Grethe Authen Blom (red): Urbaniseringsprosessen i Norden 3: Industrialiseringens første fase; Universitetsforlaget Oslo-Bergen-Tromsø 1977; ISBN 82-00-01666-8; s. 178-244)
  • J.O. Bro Jørgensen: Industriens Historie I Danmark 1730-1820; København 1943 (genoptryk af Selskabet for Udgivelse af Kilder til Dansk Historie, København 1979; ISBN 87-7500-848-3)
  • COWI: "Hver femte butik er lukket: 14 byer kæmper om at få del i en pulje på 130 mio.kr. til at redde bymidter" (Jyllands-Posten, 3 juli 2022)
  • Danmarks Statistik: Statistiske Meddelelser 4.21.1; (København 1906)
  • Danmarks Statistik: Statistiske Meddelelser 4.28.5: Befolkningens Erhvervsfordeling efter Folketællingen den 1. Februar 1906; (København 1908)
  • Danmarks Statistik: Statistiske Meddelelser 4.37.1; (København 1911)
  • Danmarks Statistik: Statistiske Meddelelser 4.51.1; (København 1916)
  • Danmarks Statistik: Statistiske Meddelelser 4.63.1; (København 1925)
  • Danmarks Statistik: Statistiske Meddelelser 4.86.2; (København 1930)
  • Danmarks Statistik: Statistiske Meddelelser 4.101.1; (København 1935)
  • Danmarks Statistik: Statistiske Meddelelser 4.113.3; (København 1940)
  • Danmarks Statistik: Statistiske Meddelelser 4.128.1; (København 1945)
  • Danmarks Statistik: Statistiske Meddelelser 4.147.1; (København 1950)
  • Danmarks Statistik: Statistiske Meddelelser 4.166.1; (København 1955)
  • Danmarks Statistik: Statistiske Undersøgelser Nr. 4: Byernes opland. En inddeling af landet i handelsområder med oplysning om areal, antal husstande og folketal; 2. oplag; Det Statistiske Departement, København 1964 (forkortet: Byernes opland)
  • Danmarks Statistik: Statistisk Tabelværk 5. Række A.9; (København 1911)
  • Danmarks Statistik: Statistisk Tabelværk 5 Række, Litra A, Nr. 20: Folketællingen i Kongeriget Danmark den 5. November 1930 (København 1935)
  • Danske Pendlingsundersøgelser; Landsplanudvalgets Sekretariat, København 1965
  • Paul Derose: "Storbyens rekreative behov" (i: Landskap. Nordisk Tidsskrift for planlægning af have og landskab; 51. årgang, København 1970, s. 14-19)
  • Detailhandelens lokaliseringsmønster. Indkøbsvaner og omsætningsændringer i en provinsby og dens opland; Danmarks Erhvervsfond, København 1971
  • Lotte Dombernowsky: "Ca. 1720-1810" (i: Claus Bjørn (red.): Det danske landbrugs historie II 1536-1810; Odense 1988; ISBN 87-7526-074-3; s. 211-394)
  • P. Døssing: "Strukturforandringer i dansk landbrug i de sidste 20 år" (Nationaløkonomisk Tidsskrift, bind 91; 1953; s. 285-298)
  • Jørgen Fink: Butik og værksted. Erhvervslivet i stationsbyerne 1840-1940; Selskabet for Stationsbyforskning,Viborg 1992; ISBN 87-89104-02-1
  • Arne Gaardmand: Dansk byplanlægning 1938-1992; Arkitektens Forlag 1993; ISBN 87-7407-132-7
  • Jan Gehl: Livet mellem husene. Udeaktiviteter og udemiljøer; 2. reviderede udgave; Arkitektens Forlag, København 1980; ISBN 87-7407-052-5
  • Svend Aage Hansen: "100 års økonomisk vækst" (Nationaløkonomisk Tidsskrift, bind 110; 1972; s. 304-331)
  • Ole Hyldtoft: "Urbaniseringen i Danmark 1914-1970" (i: "Historica IV. Föredrag vid det XVIII Nordiska historikermötet. Jyväskylä 1981", Studia Historica Jyväskyläensia 27; Jyväskylä 1983; s. 177-194)
  • Ole Hyldtoft: Københavns industrialisering 1840-1914 (Systime 1984)
  • Thomas Højrup: Det glemte folk. Livsformer og centraldirigering; Statens Byggeforskningsinstitut 1983; ISBN 87-563-0484-6
  • Sven Illeris og Poul O. Pedersen: "Den gode By's indbyggere mangler arbejde" (i: Den gode by; SBI-Byplanlægning 40; Statens Byggeforskningsinstitut 1981; ISBN 87-563-0415-3; s. 43-49)
  • Indtægts-, erhvervs- samt sociale forhold i Helsingør kommune 1960
  • Indtægts-, erhvervs- samt sociale forhold i Helsingør kommune 1966/67
  • Kr. Marius Jensen og Anette Reenberg: "Landbrugsatlas Danmark" (Atlas over Danmark. serie II, bind 4; København 1985; ISBN 87-421-0521-8)
  • Birte Bech Jørgensen: "De bliver allesammen bare smidt sammen...." (i: Den gode by; SBI-Byplanlægning 40; Statens Byggeforskningsinstitut 1981; ISBN 87-563-0415-3; s. 83-91)
  • Lars Kaptain: "Briterne er rystet. En amerikansk sociolog har sat sindene i kog i det britiske klassesamfund" (Det Fri Aktuelt, 6. december 1989)
  • Erik Kaufmann: "27 slags planer" (Statens Byggeforskningsinstitut: SBI-byplanlægning 4; København 1966)
  • Landsplansekretariatet publikation nr. 27: Arealplanlægning – status og problemstillinger (LPS 1974)
  • Jan Magnussen: "Byen i forfald" (i: Den gode by; SBI-Byplanlægning 40; Statens Byggeforskningsinstitut 1981; ISBN 87-563-0415-3; s. 174-180)
  • Ole Marcussen: "Dansk Industrihistorie – præsentation af et forskningsområde" (Fortid og Nutid, bind XXXII, hefte 2, 1985, s. 79-99)
  • Steen Martini: "Byliv og velbefindende" (i: Den gode by; SBI-Byplanlægning 40; Statens Byggeforskningsinstitut 1981; ISBN 87-563-0415-3; s. 67-72)
  • Peter Maskell: Industriens flugt fra storbyen. Årsager og konsekvenser (København 1986)
  • P.C. Matthiessen: "befolkningens Vækst" (Berlingske Leksikonbibliotek, København 1976)
  • P.C. Matthiessen: "Kan demografien forudsige befolkningsudviklingen" (Naturens Verden 1981, 8-9; s. 294-303)
  • Jan Eivind Myhre: "By, Tettsted, Urbanisering - En innledning" (Urbaniseringsprosessen i Norden, Del 3: Industrialiseringens første fase; Universitetsforlaget Oslo-Bergen-Tromsø 1977; ISBN 82-00-01666-8; s. 9-12)
  • Henning Mørch: "Landbefolkningen" (Atlas over Danmark. serie II, bind 4 (Landbrugsatlas Danmark); København 1986; ISBN 87-421-0521-8; s. 81-85)
  • Sebastian Fogh Nordentoft: "De danske byers udvikling under afindustrialiseringen 1960-2001" (speciale ved Århus Universitet 2009)
  • P. Nyboe Andersen: "Strukturændringer i dansk økonomi" (Nationaløkonomisk Tidsskrift, bind 94; 1956; s. 33-46)
  • Erling Olsen: "Erhvervslivets lokalisering" (Nationaløkonomisk Tidsskrift, bind 103; 1965; s. 18-30)
  • Planstyrelsen: Det fremtidige bymønster (1978)
  • H.N. Skade: "Danske industrielle Virksomheders Beliggenhed" (Nationaløkonomisk Tidsskrift, bind ; 1927; s. 509-520)
  • C. Fl. Steenstrup: "De danske Provinsbyers økonomisk-geografiske Struktur" (Fortryk af Beretning om Dansk Byplanlaboratoriums Virksomhed 1929; København 1930, s. 9-19)
  • C. Fl. Steenstrup: "De danske Provinsbyers økonomisk-geografiske Struktur (sluttet)" (Fortryk af Beretning om Dansk Byplanlaboratoriums Virksomhed 1930; København 1931, s. 47-65)
  • C. Th. Sørensen: Parkpolitik i Sogn og Købstad; København 1978; ISBN 87-7241-405-7 (genoptryk fra 1931 med forord af Ole Thomassen)
  • Elmar Sørensen: "Brunkullene og de østjyske Havnebyer" (Det danske Marked, 1943)
  • J.A.Tork: "Fynske Stationsbyer" (Fynske Aarbøger, IV, 1950-52, s. 138-188)
  • J.P.Trap: Danmark, 2 udgave (1872-1879)
  • G. Viby Mogensen: "Afvandringen fra landbruget" (Nationaløkonomisk Tidsskrift, bind 109; 1971; s. 266-280)
  • Tage Werner: Hvordan udføres saneringen af vore byer?; 1984
  • Christian Wichmann Matthiessen: "Settlement change and political response" (Geografisk Tidsskrift 81; København 1981; s. 55-66)
  • Christian Wichmann Matthiessen: "Danske byers vækst" (Atlas over Danmark. serie II, bind 3; København 1985; ISBN 87-421-0518-8)
  • Richard Willerslev: Studier i dansk industrihistorie 1850-1880 (1952)

Eksterne henvisninger[redigér]