Bohuslen

Bohuslen er et landskab nord for Göteborg. Området hørte under Norge og var en del af Danmark-Norge.

Historie

Forhistorisk tid

Bohuslän har været beboet i meget lang tid. Arkæologer har fundet spor fra Hensbackakulturen (ca. 8000-7000 f.Kr.), Sandarnakulturen (ca. 8000-6000 f.Kr.) og Lihultskulturen (ca. 6000-4200 f.Kr.).

Fra bondestenalderen (ca. 4000-1800 f.Kr.) findes rige spor efter alle de tre kulturer tragtbægerkultur, stridsøksekultur og senneolitikum. Under den første periode opførtes mindst 44 dysser og 30 ganggrifter, hvoraf mange på Orust. Desuden findes ca. 120 hellekister fra periodens senere del registrerede.

Fra bronzealderen (1700 f.Kr. - 500 f.Kr.) er et stort antal helleristninger kendte, frem for alt fra den nordlige del af landskabet. Fra især ældre bronzealder stammer 2.200 røser.

Vikingetiden

Båhuslen omtales indirekte som dansk landskab, da Ottar fra Hålogaland i 880'erne sejlede fra Skiringssal i Vestfold til Hedeby. I tre dage havde Ottar og hans mænd Danmark til venstre for sig, hvilket kan tyde på at store dele af Østfold og Båhuslen var dansk. Ifølge Snorre hed landskabet Alvheim.

I 1000-tallet, under kongerne Magnus Olavsson og Harald Sigurdsson Hardråde, udvidede Norge sit territorium gennem Båhuslen til Göta älv. Landskapet blev en del af Viken som indbefattade kystområderne omkring Oslofjorden og øst for Skagerrak. Området omtales i blandt andet de islandske sagaer sammen med Østfold under navnet Alvhemmen.

Ifølge en teori fremsat af blandt andre Dag Stålsjö i bogen Svearikets Vagga^[1] er begrebet "vikinger" afledt af betydningen "en mand fra Vikens rige", men det er en omtvistet teori. ^[2] ^[3]^[4]

Tidlig middelalder

Omkring år 1200 dannede det, som senere blev Bohuslän, lagmansdømmet (norsk lagmannsdømme) Viken. Ved kong Sverre Sigurdssons (ca. 1150-1202) inddeling af Norge i sysler (norsk sysla) i slutningen af 1100-tallet, deltes det, som nu er Bohuslän, i Ranrikesyssel og Älvsyssel. Ved kong Håkon Magnussons (1270-1319) inddeling i fehirdsler (oppebørdselsområde, fogderi) i begyndelsen af 1300-tallet sammenlagdes de to sysler i Båhus fehirdsel. Fra denne tid begyndte Viken mere nøjagtigt at betegne det nordlige Bohuslän.

Frem til midten af 1200-tallet grænsede de norske og danske kongeriger op til hinanden gennem Båhuslen og Halland. Grænsen gik ved Göta älv. I midten af 1200-tallet tog Birger Jarl kontrol over et lille landområde mellem de to landskaber, Askim, Vättle og Sävedals härad, de såkaldte Utlanden, der gav Sverige adgang til Kattegat. Byen Lödöse (senare Gamla Lödöse), 40 km nordøst for Göteborg, havde til da været den svenske by, der lå nærmest ved Göta älvens munding.

I 1304 blev Älvsyssel forlenet til hertug Erik (ca. 1282-1318) af Håkon Magnusson efter, at den svenske hertug var blevet trolovet med den norske konges datter Ingeborg (1301 - ca. 1360). Efter, at Håkon byttede side i brødrestriden mellem hertugerne Erik og Valdemar (1280-talet - 1318) på den ene side og kong Birger Magnusson (ca. 1280-1321) på den anden, belejrede han Eriks opholdssted Kungahälla og Ragnhildsholm. Ved freden i Helsingborg 1310 måtte hertug Erik afsige sig Älvsyssel. Det er dog ikke kendt, om området blev tilbagegivet til Norge.

Fra 1319 forlenedes Älvsyssel til Eriks enke, hertuginde Ingeborg, som en del af hennes livgeding i forbindelse med, at sønnen Magnus Eriksson (1316-1374) som treårig var blevet konge i både Norge og Sverige. I 1327 måtte Ingeborg forlade sine norske len.

Bohusläns første og vigtigste købstad i middelalderen var Konghelle (svensk: Kungahälla), som lå ved borgen ved Ragnhildsholmen. Borgen ødelagdes af en brand og erstattedes i begyndelsen af 1300-tallet med Bohus fästning. Foruden Kungahälla fandtes Marstrand fra 1200-tallet.

Den Sorte Død omkring 1349, hærgede Bohuslän alvorlit. Næsten halvdelen af befolkningen døde, og 50% af gårdene ødelagdes. Desuden var 1300- og 1400-tallet periodevis meget kolde, og befolkningsvæksten gik i stå. Jordbruget kom sig først igen i 1600-tallet.

Unionstiden

Da Karl Knutsson (Bonde)s (1408 eller 1409 - 1470) lod Sverige bryde ud af Kalmarunionen 1448-1457, besatte han fra 1455 Bohuslän bortset fra Bohus fæstning. I forbindelse hermed opførtes Karlsborg, ved Ranrikes traditionelle tingsted lige syd for det senere Hamburgsund, under marsken Tord Karlsson Bondes ledelse. Allerede i 1456 blev Tord Bonde myrdet af sin slotsfoged, og Bohuslän vendte tilbage til unionen.

Ved rigsforstanderen Sten Sture den ældres (ca. 1440-1503) og Svante Nilsson Stures (1460-1512) oprør 1501 mod unionskongen Hans (1455-1513) blev Bohuslän på ny krigsskueplads. Den svensk sindede frälsemand Nils Ragvaldsson (død 1505), kontrollerede størstedelen af landskapet og besad blandt andet Åby säteri og Kastelle kloster. I 1503 fik han Dalsland i forlening af Svante Nilsson. Hovedsæde blev det nyopførte Olsborg ved Södra Bullaresjön. Året efter blev Olsborg dog indtaget under ledelse af Otte Rud (død 1510), høvedsmand på Bohus.

Bohusläns tredje købstad, Uddevalla, fik sine købstadsrettigheder i 1498.

1500-tallet

I forbindelse med tronskiftet mellem Christian 2. (1481-1559) og Frederik 1. (1471-1533) besattes Viken 1523 af en svensk styrke under ledelse af Ture Jönsson Tre roser (død 1532) og Nils Olofsson Vinge (1486-1529). Ved Malmö recess 1524 anerkendtes Viken som svensk. Frem til 1526 styredes lenet fra Olsborg, der efter fra Karlsborg, begge i det nordlige Bohuslän. Da Christian 2. i 1531 forsøgte at genvinde den danske trone, faldt Karlsborg for hans angreb, men da han året efter blev besejret og fængslet, gik Viken tilbage til Danmark-Norge.

Under Den Nordiske Syvårskrig angreb Sverige flere gange især den sydlige del af landskabet, Konghelle blev afbrændt i 1563 og Uddevalla året efter. Båhus fæstning belejredes flere gange mellem 1564 og 1567, men stod imod alle angreb.

En sildeperiode indtraf fra ca 1556 til ca 1589, hvilket befolkningen nød godt af.

1600-tallet

1600-tallet var en urolig tid i Bohuslän. Provinsen hærgedes og afbrændtes under de talrige krige. Under Kalmarkrigen 1612, i Bohuslän kaldet Brännefejden, afbrændtes Uddevalla og Kungahälla ganske. Efter dette flyttedes Konghelle til selve fæstningsholmen for at kunne få beskyttelse af Bohus fästning. I forbindelse med dette skiftede staden navn til Kungälv. Under Hannibalsfejden 1643-1645 afbrændtes atter Uddevalla og Konghelle til grunden.

Krabbefejden 1657-1658 medførte flere hærgninger i Bohuslän. Konflikten afsluttedes med freden i Roskilde 1658, hvor hele provinsen med undtagelse af Enningdalen blev afstået til Sverige.

Overgangen til Sverige medførte en stærk regulering af handelen. Handelen skulle koncentreres til Göteborg. Blandt andet forbød svenskerne den gamle bondeseglation, og Uddevalla og Kungälv mistede deres stapelrettigheder. Reguleringen lindredes noget i 1680- og -90-erne. Som modvægt til Fredrikshald anlagdes köpingen Strömstad i 1667. Nogle år senere fik den købstadsrettigheder.

Under Gyldenløvefejden 1675-1679 hærgedes landskabet på ny. I 1679 afbrændtes Uddevalla til grunden. Skønt Bohuslän kun havde været svensk i 20 år, var det få bohuslændinge, som sluttede sig til den dansk-norske hær.

Administrativt blev Bohuslän snart domineret af Göteborg. Sammen med Göteborg og herrederne Sävedal, Askim og Östra Hising dannede det Göteborgs och Bohus län 1680.

1700-tallet

1700-tallet var relativt fredeligt for Bohusläns befolkning. Under den Store nordiske krigs senere del, 1716-1720, var Bohuslän indblandet i forbindelse med Karl 12.s angreb på Norge. Den 8. juli 1716 stod slaget ved Dynekilen (uden for Strömstad), hvor en dansk-norsk styrke under Peder Tordenskjolds ledelse erobrede en svensk provianteringsflåde. Nogle år senere, i 1719, efter den svenske konges død, indtog Tordenskjold Marstrand. Samtidig tog en norsk styrke Strömstad. Begge byer blev dog givet tilbage til Sverige.

Den anden gang under århundredet, hvor Bohuslän var inddraget i kamphandlinger, var i 1788. En norsk styrke trængte ind i landskabet fra nord og indtog blandt andet Uddevalla, Åmål og Vänersborg og truede med at angribe Göteborg. Angrebet var et svar på det svenske angreb på Rusland samma år, efter som Danmark-Norge havde indgået en traktat med Rusland. Efter trusler fra både England og Preussen om at gribe ind, vendte hæren dog tilbage til Norge igen. Den korte krig kaldtes Teaterkrigen.

Under 1700-tallets senere del oplevede landskabet en blomstringsperiode takket være den så kaldte store sildeperiode (ca. 1747–1808). Befolkningen voksede kraftigt, og mange små fiskelejer voksede frem. Samtidig forandredes naturen, idet en stor del af skovene blev fældede for at blive anvendt til husbyggeri, både og i fiskeindustrien, men tillige for at skaffe plads for nyopdyrkning. Tilbage blev klipper, som fortsat delvis giver landskabet dets karakter. Store dele af skoven i indlandet blev først beplantet igen i begyndelsen af 1900-tallet.