Vindmøller i Danmark

Pibe Mølle ved Helsinge.

Svansen på Pibe Mølle.

En vindmølle eller vejrmølle er en arbejdsbygning, der har til formål at udnytte vindenergi til bearbejdelse af råstoffer eller halvfabrikata. Det ligger i sagens natur, at sådanne anlæg må placeres på steder, hvor der var gode vindforhold, det vil sige steder, hvor vinden blæser ofte og med en vis styrke. Men disse betingelser var ikke nok.

Det viser sig nemlig, at vindmøller altovervejende må opfattes som et supplement til og dermed en erstatning for vandmøllerne, og at de derfor placeres på steder, hvor der ikke findes egnet vandkraft at udnytte, det vil sige fortrinsvis i fladt terræn og på mindre øer.

Langt de fleste vindmøller har været anvendt til kornformaling, men nogle vindmøller har også været anvendt til andre formål.

Vindmølletyper

Der skelnes mellem to typer af vindmøller: stubmøllen, hvor hele møllen kan drejes efter vinden og den hollandske mølle, hvor kun "hatten" med møllevingerne er bevægelig.

Stubmøllen

Snit gennem stubmølle med to lofter.

Stubmøller blev bygget af træ. Kendetegnende for sådanne møller var, at de stod på en stub, det vil sige en lodret aksel af egetræ, om hvilken hele møllen kunne drejes for at bringe den op imod den til enhver tid herskende vindretning. I renæssancen synes denne stub at have hvilet på en stor flad sten, der forhindrede stubben i at rådne, fordi den trak fugtighed fra jorden. For at stabilisere denne konstruktion udgik 4 rektangulære stendynger fra den centrale sten i en korsform (+), hver med en størrelse af omkring 1,2 x 3 meter. Uden om korset var en rund stencirkel med en indvendig diameter på 8 meter. Disse anlæg, stenkorset og stencirklen tjente som underlag for stubmøllens krydsfod, der var forsynet med skråstivere. Oprindeligt synes man at have klaret sig med 4 skråstivere men senere, under envælden, blev antallet forøget til 8, hvilket gav bedre stabilitet. Dette kunne dog ikke forhindre, at mange stubmøller i tidens løb alligevel blev blæst omkuld.

Stubben afsluttedes for oven med en tap, der gik op i en tværgående bjælke kaldet stenbjælken, som bar to hovedbjælker, der atter bar selve møllehuset. Møllehuset kunne drejes ved hjælp af en stjert eller svans, der var fastgjort til sadlen og som stak skråt ud fra møllen. Stjerten kunne være indrettet med et antal klodser, der tjente som en trappe op til indgangsdøren. I nogle tilfælde var trappen placeret parallelt med møllehusets læside.

Selve møllehuset var indrettet med flere etager. Etagerne i vindmøller betegnes som lofter. Stubmøllerne havde oprindeligt to lofter: det underste broloftet og kværnloftet. Broen er den tømmerkonstruktion, der bærer kværnene på loftet oven over. Senere blev møllerne bygget i flere etager fx med et særskilt loft til hejseværket, lorrisloftet.

Vindmøller er såkaldte vertikalmøller, idet vingerne roterer omkring en vandret aksel. For at en sådan mølle skal kunne anvendes til kornformalig, må den forsynes med et tandhjulsgear, der ændrer akslens rotation fra vandret til lodret. Oprindelig kunne stubmøllerne kun drive en enkelt kværn, men efter ombygning fik nogle af dem flere kværne.

Af største betydning for vindmøllens arbejdsevne var møllevingernes størrelse. De enkleste møllevinger kaldet helstyksvinger bestod af vingearme af eet stykke træ. Sådanne vingearme har ikke været anvendt meget i Danmark, da det var vanskeligt at skaffe træ af den fornødne længde. En yndet løsning især på Bornholm og i Sønderjylland var bryststyksvinger, der bestod af et midterstykke kaldet brystet, som blev forlænget ved at påsætte spidser. En tredie løsning var laskede vinger, bestående af asymmetriske vinger med vingearme af et langt stykke træ, der i længderetningen blev forenet ved krydsfortanding med et lidt kortere stykke træ kaldet lasken. Oplysninger om vindfangets længde i taksationsmateriale på Falster har vist en variation i fra 12,6 meter til 20,1 meter med et gennemsnit på omkring 16 meter. På Langeland kunne stubmøllernes vingelængde variere fra 15-16 meter til 17-19 meter, men på Sjælland kunne deres længde nå op på 22,6 meter. Det ser ud til, at vingerne blev længere med tiden, hvilket tillige krævede, at møllen blev højere for at skaffe plads til de længere vinger.

Som på alle vindmøller overføres vindenergien fra møllevingerne via aksler og tandhjul. De fleste vinger er forsynet med kludesejl, som skulle rigges omtrent på samme måde som et sejlskib. Derfor måtte mølleren eller hans svende ved ændringer i vindstyrken klatre op på vingerne og ændre på svikningen, det vil sige måden, hvorpå sejlene tilpasses vindretningen. Dette kaldtes at svikke møllen.

Karakteristisk for stubmøllen er, at hele dets maskineri inklusive dets drivkraft i form af møllevinger reelt balancerede på en enkelt tap. Dette satte grænser for møllens størrelse og dermed kapacitet, idet der var grænser for hvor stort og tungt et møllehus, man manuelt kunne dreje. Endvidere var der problemer med hensyn til møllens stabilitet, og mange stubmøller er blæst omkuld i tidens løb.

Den Hollandske mølle

Stegø Mølle ved Bogense er en hollandsk Vindmølle fra 1871, bygget som pumpemølle.

Hollandske møllers funktionsdiagram.

Karakteristisk for den hollandske mølle med dens faste bygningsdel og bevægelige hat er, at møllen kan bygges langt større og dermed tillige rumme et større maskineri med plads til flere kværne og andet udstyr. Dette giver tillige møllen større kapacitet og mere fleksibilitet med hensyn til anvendelse. Det betød dog også, at byggeriet af møllen var mere omkostningsfuldt, og det krævede derfor tillige et større arbejdsgrundlag. Forudsætninger herfor indtrådte først for alvor i 1800-tallet, og det var derfor først på denne tid, at hollandske møller i stigende grad afløste stubmøller.

De hollandske vindmøller falder i 3 undergrupper: jordhollænder, kælderhollænder og gallerihollænder.

Jordhollænderen er den mindste og blev altovervejende anvendt til kornformaling, men enkelte blev anvendt som pumpemøller i forbindeldr med inddæmningsarbejder blandt andet på Ærø og på det nordlige Fyn. Denne vindmølle stod på en lav sokkelpå jorden og havde kun 3 lofter, hvoraf kværnloftet var det nederste. Adgang skete udefra ad en mindre trappe.

Kælderhollænderen var desuden forsynet med en kælderetage, der blev anvendt til sigteri og sækkeoptag. De største af disse møller havde mulighed for gennemkørsel med vogne, og møllerne blev derfor ofte lagt på naturlige bakker, der blev udgravet som led i anlæggelsen.

Gallerihollænderen adskilte sig ved at have et galleri. I stedet for en kælder havde møllen en muret undermølle med plads til sigteri. I de større møller med vognport kunne sigteriet være anbragt på et eget loft kaldet broloftet. Galleriet lå ud for kværnloftet. Over møllens broloft og kværnloft fandtes et eget stjernehjulsloft og over dette et hejseloft (lorisloft) og øverst et hatloft for møllehatakslen med hathjulet, der var beskyttet af den drejelige hat.

Vindmølletype og landskab

I sin skildring af Danmarckis oc Norgis Fructbar Herlighed fra 1656, Den anden Bogs første Part, skriver Arent Berntsen om vindmøllerne: "Vejer-Møller/ ere alleene almindelige udi Danmarck/ oc der paa beqvemme eller Høyestæder opbyggis/ alleene hos de Hofvidtgaarde/ eller i den Egn/ hvor icke Vandmøller til nocksom brug strax hos eller noget nærved/ kunde haffvis. Ved dessen skylds paasættelse/ ansees vel Møllens Bygning oc Leylighed/ mens fornemlig/ den omliggende Egns; Oc ligesom deraff til Møllen/ lidet eller meget kand bekommis at Maale/ saadan Skyld blifver dog udi Skifter icke beregnet/ Men alleene Møllens Bygning/ for Penge Taxerit .."

Vindmøllernes udbredelse og beliggenhed synes overvejende betinget af 2 forhold:

1. fraværet af egnede vandløb til anlæg af vandmøller, og
2. gode vindforhold.

Af disse to forhold spillede det førstnævnte den altdominerende rolle. Dette kan ses af flere tilfælde. Når Langeland i 1682 havde 5 vandmøller (heraf 2 øde) og 22 vindmøller (heraf 2 øde), så må dette tilskrives, at vandskellet på øen gik på langs, hvorfor der dårligt nok var plads til vandløb med afstrømningsoplande store nok til at tillade vandmølledrift. Medvirkende kan dog også have været, at den lange kyst var vindeksponeret.

Stubmølle på Hjerl Hede.

Antal vind- og vandmøller 1688

Egn	Vindmøller	Vandmøller	% vindmøller
Læsø	1	0	100%
Dronningborg amt	0	44	0,0%
Kalø amt	0	41	0,0%
Nyborg amt	6	74	7,5%
Langeland	22	3	88,0%
Lolland	66	6	91,7%
Falster (incl. Femø og Fejø)	31	2	93,9%

Forholdet mellem vind- og vandmøller i udvalgte egne af Danmark ifølge matriklen 1688. (efter Andersen (2015) s. 16).

Dette betyder, at vindmøller fortrinsvis var fremherskende på de små og mellemstore øer, hvor eventuelle vandløb er korte, med ringe vandføring og/eller kun havde et ringe fald. Vindmøller synes således at dominere på de sydlige øer: Langeland, Lolland og Falster. Men vindmøller kunne også få en stor rolle på halvøer, således i Horns Herred mellem Isefjorden og Roskilde Fjord og på Hinsholm på Fyn. I Jylland synes de særlig fremtrædende langs den jyske vestkyst.

For Jyllands vedkommende var der en markant forskel mellem Øst- og Vestjylland: i de østlige egne med deres mange vandløb med forholdsvis godt fald dominerede vandmøllerne, mens vindmøller dominerede i de vestlige egne med deres forholdsvis få vandløb og med det ringe fald på disse.

Vindmøller placeres ofte højt i landskabet hvor muligt, det vil sige på højdedrag og bakketoppe. For at få den bedste virkning måtte vindmøllen ligge et stykke fra skove, der ellers kunne give læ for vinden i vindretningen.

Historie

Opfinderen Heron fra Alexandria anvendte en vindmølle til at drive et orgel i 1. århundrede . Vindmøller vides at have eksisteret fra det 7. århundrede på højdedrag i Iran og Afghanistan, hvor de blev opstillet, hvor vinden kun blæste fra én retning, og de kunne ikke dreje vandret.

Vindmøllerne spillede også en stor rolle under tørlægningen og genvinding af land fra Nordsøen i dele af Holland.

Historisk har vindmøllen været en vigtig maskine, som muliggjorde mekanisk forarbejdning af korn. Datidens møller modtog korn fra bonden og malede det til mel ved hjælp af den store møllesten; desuden var vindmøller vigtige ved dræning af lave områder.

Vindmøller har også haft en stor betydning for koloniseringen af Nordamerika. De store jernbanenet, man byggede krævede mange vandstationer til lokomotiverne, der forbrugte store mængder vand. Vandet skulle på de enkelte stationer pumpes op i vandtårne, og til det brugte man de mangevingede vindmøller.

Middelalderen (1050-1536

Med inspiration fra vandmøller begynder vindmøller, der kan drejes vandret, at ses i Europa i det 12. århundrede. Stubmøller forekom i Østengland, Normandiet og Flandern allerede i slutningen af 1100-tallet. I 1234 er stubmøllen dokumenteret i Holsten. De første vindmøller i Danmark var stubmøllen, som nævnes på skrift omkring 1259. Stubmøllen var bygget af træ og stående på en fod således, at hele møllen kan drejes efter vindens retning. Senere blev den hollandske mølle, hvor det kun er toppen der drejer, den mest udbredte type. Den første hollændermølle kom til Danmark omkring 1620. I 1680'erne blev der opført to oliemøller på Københavns volde. Fra omkring 1700 blev hollændermøllerne opført som korn- og industrimøller overalt i Danmark.

Renæssancen (1536-1660)

De fleste stubmøller i Danmark blev opført mellem 1200 og 1650. Derefter vandt den hollandske vindmølle frem. De er karakteriseret ved, at kun hatten er bevægelig. Fra ca. 1800 var hollænderen den dominerende.

Den ældre enevælde (1660-1720)

En vis indsigt i omfanget af vindmøller kan fås fra Christian V.s matrikel fra 1688. Den 17. marts 1688 blev udsendt en befaling til amtsmændene på Sjælland, Fyn og Lolland-Falster om at besigtige vindmøllerne i disse områder og ansætte dem til hartkorn med henblik på beskatning. Denne besigtigelse skulle omfatte de vindmøller, som malede korn for andre end deres ejere. Således gik det imidlertid ikke, kun på Fyn og Lolland-Falster skete der en reel hartkornsansættelse, mens forholdene på Sjælland forblev som tidligere.

For Ålholm og Maribo amter lod amtmanden, J.E. v. Reichou den 22. maj 1689 indsende en beskrivelse af de enkelte vindmøller på grundlag af en besigtigelse forestået af de respektive herredsfogeder samt to udvalgte mænd fra hvert sogn, hvor der fandtes sådanne møller. Disse omtaler omfattede omtale af møllernes ejer og bruger, en beskrivelse af bygningernes og af møllestenenes tilstand, en vurdering af møllernes søgningsopland samt en ansættelse af møllens landgilde i tønder mel, idet halvdelen af denne efter gammel skik blev anført som hartkorn. For Halsted Klosters amt og Nykøbing amt lod stiftamtmanden, Marcus Gjøe, indsende besigtigelser med beskrivelse af de enkelte møller med angivelse af hans egen vurdering af disses ansættelse i hartkorn. Af beskrivelserne fremgik, at de fleste af vindmøllernes ejere var fattige folk, og amtmanden fulgte en henstilling om ikke at ansætte dem for højt i hartkorn ved at beregne en ottendedel af landgilden som hartkorn, hvilken blev tilføjet ud for hver mølle. Han begrundede denne ansættelse - en tønde mel til hver skæppe hartkorn - med, at det var, hvad han fandt at møllerne kunne beregnes i hartkornsskat til, og at kongen jo altid kunne vælge mellem at godkende den eller ændre den. Hartkornsansættelsen omfattede også de vindmøller, der hørte under hovedgårdstakst, hvorimod øde møller ikke blev hartkornsansatte. Resultatet var, at for Ålholm og Maribo amters vedkommende blev mølleskylden i hartkorn for vandmøllerne 23 td. 1 skp. (27 td. 1 skp. når Røde Mølle i Østofte sogn, Fuglse herred medtages) og for vindmøllerne 41 td. 3 skp., i Halsted Klosters amt fandtes ingen vandmøller, og vindmøllerne blev ansatte til 24 td. 2 skp., i Nykøbing amt for vandmøllerne 15 td. og for vindmøllerne 28 td. 4 skp. hartkorn. For hele Lolland-Falster var vandmøllerne således vurderet til 38. td. 1 skp. hartkorn (42 td. 1 skp. når Røde Mølle medtages) og vindmøllerne til 94 td. 1 skp. hartkorn eller mere end dobbelt så højt ansatte.

For Fyns vedkommende mødtes amtmændene den 24. og 25. maj 1689 på Odense Slot og kontrollerede de beskrivelser af møllerne, som herredsfogederne havde indsendt året før; disse omfattede både vind- og vandmøller. Også her befandtes de fleste møller at være i ringe stand og mangelfulde på den ene eller anden måde. Vurderingen var, at de tidligere havde været for højt ansatte i skat og let kunne blive øde, hvis dette fortsatte. Øde møllesteder blev ikke medtaget.

For Sjællands vedkommende omfattede taksationerne ikke vindmøllerne. Alligevel er det muligt at indhente visse oplysninger om dem, idet beskrivelserne af landsbyerne også indeholdt oplysninger om deres møllesøgning. Således i Tikøb sogn oplyses i markbøgerne fx. om Tikøb, at "Tikøb lader mahle paa Closter Møllen, og vndertiden paa Helsingørs Veirmøller", og lignende oplysninger findes om andre af sognets landsbyer. Det er dog langt fra sikkert, om sådanne oplysninger omfatter alle vindmøller på Sjælland.

I 1680'erne fulgte et par oliemøller på Københavns Vold. Fra sidst i 1700-tallet bredte typen sig over hele landet som korn- og industrimøller.

Den yngre enevælde (1720-1825)

I 1745 fik den skotske smed Edmund Lee patent på vindrosen, som er en lille vindmølle der sidder lodret, men på tværs bag på møllehatten, modsat de store møllevinger. Krøjeværket fungerer ved at den lille vindmølle drejer hatten, indtil der ikke er vind til at dreje dem mere. Skifter vinden, vil den igen dreje de store vinger op mod vinden.

Oprindeligt sviksedes vindmøllerne manuelt ved påsætning af sejl, men i 1772 blev jalousierne opfundet således, at møllerne nu kunne svikke automatisk.

I 1802 fandtes i hele kongeriget 1.615 møller, heraf 648 vindmøller og 940 vandmøller.

De hollandske vindmøllers tid (1825-1862)

Første halvdel af 1800-tallet var den hollandske mølle gennembrudstid. Indtil omkring 1800 var stubmøllerne fremherskende, således på Fyn, hvor 18 af 24 vindmøller var stubmøller i 1802. I 1855 var der kun 2 stubmøller tilbage.

Pumpemøller, der via en vandsnegl løftede vandet, blev udviklet i Holland i forbindelse med store inddæmningsprojekter. I Danmark blev denne vindmølletype især benyttet til landvinding efter 1864. Et eksempel på typen er den i nutiden bevarede Vitsø pumpemølle fra 1836 i Vitsø Nor på Ærø. Den stråtækte hollandske vindmølle regulerede med en Arkimedessnegl af egetræ vandstanden og det blev muligt at udnytte et større område til agerbrug.

Litteratur

• Arent Berntsen: Danmarckis oc Norgis Fructbar Herlighed (1656); Reprografisk genudgivet og forlagt af Selskabet for Udgivelse af Kilder til dansk Historie, Odense 1971; ISBN 87-7500-700-2
• Lise Andersen: "Hvad ved vi om de ældste danske vindmøller?" (Landbohistorisk Tidsskrift 2015; s. 9-51)
• Olaf Andersen: "Stubmøller på Fyn" (Vestfyns Hjemstavnsforening 1933; s. 7-11)
• Holger Hjelholt: "Ansættelsen til mølleskyld i Christian V.s matrikel" (Historisk Tidsskrift bind 10 række 2; 1932; s. 36-58)
• Ole Jeppesen: Energi til livet - om kornmølleriets historie (VUCFYN; Odense 2013)
• Lars Bjørn Madsen: En beskrivelse af Tikøb Sogn i året 1681; Helsingør Kommunes Museer 1997; ISBN 87-89120-36-1
• Erland Porsmose: Danske landsbyer; Gylling 2008; ISBN 978-87-02-01690-1
• Jørgen Sestoft: Arbejdets bygninger (Hakon Lund (red.): Danmarks Arkitektur, 2. udgave; København 1985; ISBN 87-00-94834-9)
• Gunnar Solvang: "Vandmøller og vindmøller" (De kulturhistoriske interesser i landskabet; Miljø- og Energiministeriet, Skov- og Naturstyrelsen 1996; s. 98-125)