Landevejskroer i Danmark

Tilføj links
Fra Wikibooks, den frie samling af lærebøger
Landsvejskroen Vindbyholt Kro i Vindbyholt nær Faxe omkring 1900.
Carl Bogøe: Skotterup Kro i 1882.

I tilknytning til vejnettet opstod bebyggelser til betjening af de vejfarende, nemlig landevejskroer og Færgegårde.

Danmarks ældste kro er formentlig Bromølle kro, som kan skrive sin historie helt tilbage til år 1198. I Rigsarkivet ligger et gavebrev underskrevet af biskop Absalon. Den 8. juni 1198 forærede han området ved Bromølle Kro, der dengang hed Nævitzbro, til Sorø Kloster. Det var datidens færdselsknudepunkt og det eneste sted på Sjælland, hvor Åmosen kunne passeres i nord-sydlig retning. På en ø i vadestedet blev en vandmølle opført, og bønderne kom langvejs fra for at få malet deres korn. Da køen ved møllen ofte var lang, begyndte mølleren at beværte de ventende med mad og drikke, og det blev starten på den senere krovirksomhed.

Baggrund[redigér]

Mennesker har alle dage skabt sig adgangsveje mellem steder, hvor de opholdt sig. De ældste veje var smallere eller bredere stier. Egentlige veje kendes først fra yngre stenalder, da vogne med hjul blev indført. Fra da af fik vejene en bredde svarende til et hjulspor. Færdslen foregik til fods, til hest eller i vogn beroende på sociale forhold, årstid og muligheder. Vejnettet udviklede sig efter princippet om størst mulig bekvemmelighed: hvor det var muligt, blev vejene lagt uden om højdedrag og vandskel, og hvor krydsning af vandskel var nødvendig, skete det på steder med lav vandstand og med lav strømhastighed.

Stenbyggede veje dukker først op i Danmark i yngre keltisk jernalder. Fra denne tid kendes blandt andet en stenbelagt vejstrækning til Borremose, en vej over Ellemosen ved Tibirke samt en vej ved Broskov nord for præstø. Vejene har en bredde på omkring 3 meter hvilket modsvarede hensynet til bredden mellem vognhjulene. En middelalderlig vej ligger delvist hen over Broskovvejen, hvilket viser, at færdselsmønsteret har været omtrent det samme over tid.

Broer og plankeveje dukker først op i vikingetid. De ældste broer var byggede af træ og havde derfor en begrænset levetid. Sådanne broer kendes fra Ravninge Enge i Jylland (dateret til 979-980)[1], Falgård ved Rye Møllesø i Jylland (dateret til sidste fjerdedel af 900-tallet)[2], plankevejen Nybro ved Filsø i Vestjylland (dateret mellem 741 og 834) og plankevejen Sjellebro i Østjylland (dateret til 752)[3], Risby ved Præstø på Sjælland (dateret til senere del af 900-tallet)[1] og Bakkendrup nær Tissø på Sjælland.[1] I en række tilfælde kendes runesten, hvor der oplyses om, at en stormand har opført en bro eller plankevej.[4]

Oldtidens vejnet er endnu istore træk ukendt, men det må have forbundet bebyggelser indbyrdes og med overfartssteder over større vande.

Det middelalderlige vejnet[redigér]

Det middelalderlige vejnet var betinget af to forhold, dels beliggenheden af større bebyggelser dels landskabet, idet vejnettet undgik steder, der kunne vanskeliggøre færdslen så som større vandløb og sumpede områder. Vejene kom ofte til at ligge nær kildeudspring, der kunne sikre den rejsende drikkevand.[5] Hvor passage af vandløb og indre farvande var uundgåelig, søgte vejene mod egnede vadesteder, og her var forudsætninger for, at der udviklede sig en bymæssig bebyggelse.[5] Dette vejnet bestod af to dele: dels regionale oplandsveje rettede mod centre, fortrinsvis tingsteder som Hjørring, Viborg, Ringsted og Lund, vadesteder som Hobro, Holstebro, Haderslev, Næstved, Tønder, overfartssteder som Aggersborg, Ålborg, Middelfart, Korsør og Nyborg samt de vigtigste handelspladser Hedeby og Ribe, Århus, Vestervig, samt Odense og Roskilde, dels hærveje, der fungerede som fjernveje; af sådanne hærveje fandtes to: den ene forbandt Viborg med Hedeby og herfra videre sydpå[6], den anden begyndte ved Ribe og gik over Foldingbro til Kolding, over Lillebælt til Fyn til Odense og Nyborg, over Storebælt til Korsør, Slagelse, Ringsted, Roskilde, København til Dragør, over Øresund til Skanør og Falsterbro og videre til Lund.[7]

De regionale veje var knyttede til centre. I Vendsyssel udgjorde Hjørring et tingsted nær kongsgården Børglum, hvor vandskel mødtes. Herfra strakte veje sig i østlig, sydøstlig, sydlig og sydvestlig retning. Sidstnævnte vej fulgte Jammerbugten til Aggersund med overfart, herfra videre sydpå til Viborg. Det kan være beliggenhed ved denne rute, der gjorde Ørbæk i Himmerland lige syd for Limfjorden så vigtigt et færdselsknudepunkt, at både Knud den Store og Hardeknud lod præge mønter her.[6] Ålborg kan være opstået dels som knudepunkt mellem det østlige og det vestlige Himmerland over Østerå og Vesterå, dels som overfartssted til Vendsyssel.[5]

Viborg var landstingsted og vejknudepunkt. Vejene strakte sig i alle retninger: mod nord til overfarten ved Løgstør, mod nordøst til Ålborg og Hobro, mod øst til Randers, mod sydøst til Århus, Hærvejen mod syd, mod vest til Holstebro, mod nordvest til Salling.

Hobro, Randers, Århus, Horsens og Vejle udviklede sig som vadesteder for den nord-sydgående færdsel i bunden af dybe fjorde.[6]

I den vestlige del af Jylland havde Vestervig oprindelig udgjort en handelsplads og blev kortvarigt hjemsted for et bispesæde[8], men i begyndelsen af 1100-tallet blev Limfjorden lukket mod vest[7] og stedet mistede sin tidligere betydning. I stedet blev forbindelsen fra Lemvig over Holstebro og Varde til Ribe via Gredstedbro ved Kongeåen af betydning, og herfra fortsatte vejen sydover til Hvidåen, hvor Tønder udviklede sig.[7] Den gamle handelsrute via Ejderen og Slien mistede betydning under indtryk fra ruten via Elben og Trave, og Ribe blev derved den vigtigste udfaldshavn mod Vesteuropa.[7]

På Fyn blev Odense knudepunkt for et vejnet, der strakte sig mod nordvest og sydøst uden om Vissenbjergområdet, og Bogense var en tid overfartssted til Vejle.[9] Det er muligt, at der oprindelig var sejlads mellem Odense og Hærvig (hvor Kalundborg voksede frem) omtrent svarende til sejladsen mellem Århus og Hærvig; begge omtales hos Adam af Bremen.[9]

På Sjælland var Ringsted tingsted men byens betydning aftog efterhånden til fordel for Roskilde, der havde afløst Lejre som kongesæde.[9]

I Skåne udgjorde Lund knudepunkt for et vejnet, der strakte sig mod nordøst og sydøst i retning af Åhus og Simrishamn med forbindelse til Gotland.<[7]

Om det stedlige vejnet bestemmes i Jyske Lov fra 1241 givet af kong Valdemar Sejr, at der til hver by bør føre fire veje, "der fra Arilds tid har ført derhen og dem må ingen spærre eller ødelægge". I samme lov pålægges ejere af den jord, hvor "kongens hærstræde" forløber, at istandsætte denne vej efter behov.

Kong Valdemars vej ved Skjoldenæsholm på Midtsjælland er rester af en middelalderlig vej med brolægning, men formentlig har man som regel, hvor forholdene tillod det, klaret sig med de vejforhold, som hjulspor, ridning og gang skabte.

Således så i hovedtræk det vejnet ud, der gennem middelalderen og renæssancen udgjorde grundlaget for landevejskroernes opståen og beliggenhedsvalg.

Fraset Jyske Lovs bestemmelser blev den ældste vejlov givet af Christian II i 1521 med bestemmelser om regler for bygning og vedligeholdelse af alfarveje og med pålæg for de kongelige fogeder om at føre tilsyn hermed, men bestemmelserne fik aldrig nogen betydning på grund af kongens fald.

Renæssancens og enevældens vejnet[redigér]

Under renæssancen begyndte danske konger at oprette nye veje for at forbedre fremkommeligheden, især for kongelige og andre priviligerede personer, såkaldte kongeveje. Sådanne vejanlæg skulle også få betydning for beliggenheden af kroer. Denne udvikling begyndte under Frederik II, der tog initiativ til at skabe et net af kongeveje, og Christian III i den koldingske reces af 1558 og fortsattes under Christian IV, men udviklingen gik efterhånden i stå, og de fleste tidlige kongeveje blev opgivet igen i begyndelsen af 1670-erne.[10]

Et ny forsøg gjordes under Christian V. Den 22. april 1685 blev der nedsat en kommission, der skulle udarbejde forslag til en ny landevej tværs over Sjælland fra København til Korsør.[10] Fastlæggelsen af det nøjere forløb blev overdraget generalkvartermester Gottfried Hoffmann, som udarbejdede et endeligt forslag, der også omfattede beregninger over antallet af broer og stenkister, behov for materiale i form af tømmer, sten og jern. Kongen accepterede forslaget og pålagde Hoffmann at finde steder hvorfra kunne hentes sten, grus og sand til anlægget. Desuden skulle der planlægges en vej fra København til Køge og fra København til Skovshoved.[11] Endelig skulle der anlægges en ringvej omkring hovedstaden, der skulle forbinde indfaldsvejene med en kro ved hver indfaldsvej således, at folk, der ikke nåede at komme ind i byen, før portene blev lukkede om aftenen, skulle have et sted at overnatte.[12] Arbejdet med forberedelser til vejanlægget i form af afstikning af vejforløbet blev sat igang allerede samme efterår[12], men den 5. december blev projektet stoppet, da man overvejede en ændring af vejføringen. Blandt overvejelserne var også at udnytte den gamle kongevej, hvor det var muligt[13], men den 12. januar 1686 blev arbejdet indstillet indtil videre, fordi andre byggeopgaver på Christianshavn blev anset for vigtigere. Projektet blev siden ikke genoptaget.[14] I 1690 udstedte Christian V en forordning "om hvorledes herefter med vejenes reparation skal forholdes". På samme tidspunkt blev det besluttet, at de vigtigste veje skulle opmålet, hvilken opgave Ole Rømer udførte i 1690-erne.

Fra omkring 1740 blev kongevejene åbnede for almenhedens færdsel.

I 1764 lod kongen indkalde den franske ingeniørsofficer Jean Marmillod og to andre franske ingeniører for at lede arbejdet med byggeri af nye veje. Blandt de veje, som disse anlage, var anlægget i 1775 af en ny kongevej fra København (Lundehuset) over Rudersdal og Hørsholm til Fredensborg.[15] Efterfølgende overvejede man forbedring af vejforbindelsen til Helsingør. Oprindeligt var der lagt op til en forbedring af vejen fra Usserød til Mikkelborg og herfra videre nordpå udnytte den gamle strandvej[16], men i stedet valgte man en ny vejføring fra Usserød til Nyrup og herfra videre til Helsingør. Beslutningen om dette vejanlæg blev truffet i 1778 med begrundelsen "for at undgå den besværlige sandvej langs søkysten, som ej vil kunne sættes i god og vedvarende stand". Det nye vejforløb blev fastlagt, indtegnet på et nyopmålt kort og forelagt kongen, der den 22. februar 1779 godkendte projektet. Vejen blev anlagt efter planen, og kromanden i Nivå indså i 1787 den nye vejs betydning og ansøgte om at få lov til at bygge en ny kro, Niverød kro, ved Kongevejen, hvilken han fik. I vejforordningen af 1793, der blev til på foranledning af Christian Ditlev Reventlow, blev den nye kongevej klassificeret som hovedlandevej.[17] Også Nyrup kro blev flyttet ud til den nye landevej under navnet Nykro.

Den nye kongevej til Helsingør betød imidlertid ikke, at Strandvejen blev helt opgivet, og langs denne vej fandtes fortsat en række kroer.

Beliggenhed og indretning[redigér]

De priviligerede landevejskroer blev placerede langs landets hovedlandeveje så vidt muligt med bestemte indbyrdes afstande for at sikre de vejfarende overnatningsmulighed indenfor overkommelige afstande.

Bestemmelser om kroernes indretning blev fastlagt ved forordning af 5. marts 1695, hvori kroernes rettigheder og pligter var bestemt.[18] Heri fastlagdes, at kroer skulle være indrettede med mindst 4 værelser eller kamre med senge, ildsteder og tætte vinduer og døre til overnatning. Endvidere skulle kroerne have staldplads til 6 par heste og rum til 3 vogne eller karosserier. Stedets position som landevejskro skulle være markeret udad til med skiltning. Kroen var forpligtet til at modtage rejsende både dag og nat og sikre beværtning samt opbevaring af tøj og gods under betryggende forhold. For at sikre bespisning havde kroer ret til selv at bage rugbrød, brygge øl og brænde brændevin. De måtte endvidere sælge dette i mindre mængder "uden huset". Priserne for overnatning, måltider, foder til heste med videre skulle være fastsat af den stedlige magistrat to gange om året, og denne skulle kontrollere forholdene fire gange om året.[19]

Historie[redigér]

Oprindelse[redigér]

Priviligeret krohold går mindst tilbage til 1283, da det blev forbudt vejfarende at søge overnatning hos klerke og lægmænd.[20]

I løbet af middelalderen udvikledes et netværk af landevejskroer og færgesteder. I middelalderen varetog klostre en stor del af det fornødne gæsteri for vejfarende, men ordningen gav anledning til misbrug ("voldgæsteri"), der også kunne ramme andre, som boede ved landevejene. I 1283 bestemtes, at voldgæstning skulle forfølges som hærværk, og i erkendelse af behovet for overnatningsmuligheder forordnedes samtidig, at der skulle bygges kroer langs landevejene. Fornyede forbud mod ulovligt gæsteri hos klostre, præster, bønder og andre skete i 1304, 1314, 1360 og 1396. Ved sidstnævnte lejlighed tilføjede Margrethe 1. et påbud om, at "hver foged lader bygge kro for hver fjerde mil, og at enhver, der kommer dertil, kan købe sit underhold for sine penge, og at man ikke sætter priserne højere end dem, der gælder i nærmeste købstad".[21]

Det er usikkert i hvilken udstrækning, dette påbud blev fulgt. De ældste kendte kroer er: Oldemorstoft ved Bov, der fik privilegier af kong Hans i 1484, Bollerslev ved Åbenrå og Toldsted (fra samme tid), Thorsager på Djursland (omtalt 1498), Stenderup ved Flensborg (omtalt 1504).[22]

Det er på denne baggrund man må se kongemagtens ønske om oprettelsen af et netværk af kroer med en vis indbyrdes afstand for på denne måde at sikre de vejfarende en vis tryghed under deres færd. Således blev da beliggenheden af de kongeligt privilegerede landevejskroer fastlagt ved lov: en stor del af kroerne blev således oprettede allerede i det 16. århundrede i henhold til Christian II’s såkaldte gejstlige lov eller loven for landet, der bestemte, at der for hver to-tre mil på de alfare veje på Sjælland skulle være et herberg. Der nævnes i loven i alt stedet for 29 kroer.[21]

Christian IIs projekt[redigér]

I Christian IIs "gejstlige lov" af 1521 omtales i kapitel 130 planen om at oprette herberger og kroer på landet ved alfarvejene[23]:
"Skal skikkes sådanne åbenbare herberger ude på landet, som rette alfare veje [er], så at på hver 2. eller 3. mil er et herberg".

Svarende hertil blev opstillet en liste over sådanne planlagte steder: Vejby, Karlebo, Rungsted, Ballerup, Slangerup, Snubbekors (mellem København og Roskilde), Mosede Klint, Salløv, Osted, Bjæverskov, Fakse, Præstø (købstad), Sallerup (mellem Vordingborg og Næstved), Haslev, Herlufmagle, Tornemark, Ting Jellinge, Eskildstrup, Lynge, Stestrup, Store Tåstrup, Stenmagle, (Munke) Bjergby, Reerslev, Særslev, Rye, Drøsselbjerg, Horssetrold (mellem Roskilde og Holbæk). De er dog næppe alle kommet til udførelse.

I det 16. århundrede lod kongen oprette en solid, oftest tårnlignende bygning kaldet "barfred", hvor han kunne overnatte. Disse bygninger lå oftest nær præstegårde,[24] men efter Reformationen mistede klostre og kirker deres jordegods og dermed deres omsorg for vejfarende.[25]

Christian IVs tid[redigér]

I takt med, at landevejsfærdslen voksede, blev grundlaget for landevejskroner, der fungerede som herberger, også bedre. På Christian IVs tid omtales en lang række kroer. Langs Strandvejen mellem København og Helsingør fandtes således Rosbæk, Hvidøre, Vedbæk, Rungsted og Nivå kroer.[26] Andre steder var Espe (Salling herred)[27][28], ved Sorø Kloster[29][28], i Spodsbjerg (ved færgestedet)[30][28], to i Århus[31][28], i Slagelse[32][28], i Linå (Gern herred)[33][28], i Lykkeby mellem Ronneby og Kristianopel i Blekinge[34][28], i Ålborg[35][28], Horsens[36][28], Viborg[37][28], Kolding[38][28], Randers[39][28], Odense[40][28]. Perioden synes således kendetegnet ved opbygningen af et mere dækkende netværk af landevejskroer.

Andre steder måtte præstegårdene fortsat holde for. For at finansiere omkostningerne ved dette krohold synes præstegårde i noget omfang at være blevet tillagt part af kronens tiende eller betalinger fra lensmanden.[41]

Under enevælden[redigér]

Krovæsenet i Danmark blev ordnet ved en forordning af 5. marts 1695, der fastlagde kroers og herbergers pligter og rettigheder.[42] I skrivelse af 23. december 1699 siges:
"...saasom adskillige klagemaale for os allerunderdanist ere indkomne over værtshusene i kiøbstæderne, at de reisende der meget slet skal blive accommoderet, og vi der for allernaadigst fornøden eragte, at i en hver kiøbsted, hvor den store landevey gaar igiennem, tvende gode værtzhuse bliver indrettede med beqvemme logementer og staldrum, det eene for fornemme reisende og det andet for den agende post og deris passagiers, hvor en hver for betaling tilbørligen kand blive logeret, og uden vitløftig ophold med viin, øl og mad samt senge og andet deslige vel vorder accomoderet, saa er voris allernaadigste villie og befaling, at du strax værer betengt paa, os allerunderdanigst forslag til videre voris allernaadigste resolution at giøre, om tvende beqvemme huse dertil i hver kiøbsted paa den store alfare vey i vort land Fyen, paa hvad maade du eragter at det best kand indrettes, med gode og vederhæftige værter forsiunis, og hvad friheder dennem til deris dis bedre ved magt blivelse allernaadigst kunde forundes."[43]

I 1721 fandtes følgende kroer på Fyn: Ellinge, Egeskov, Gislev, Sønderbroby, Galbjerg, Ryslinge, Svinninge, Millinge, Frørup, Bogense, Ullerslev, Refsvindinge, Steenstrup, Ollerup, Strandby, Silkeborghus.

I 1734 blev amtmændene pålagt at udarbejde en oversigt over alle kroer i deres amter med henblik på at få nedlagt kroer uden kongelig bevilling. Imidlertid fik 35 kroer på Sjælland tildelt kongelig bevilling samme år.[18] Det hændte også, at nye kroer blev oprettede med privilegier.[18]

I 1757 fremkom en beskrivelse af Strandvejen af pastor L. Boesen, hvor oplyses at "Paa denne Vey 5 Miile lang ligge allene 24 priviligerede Vertshuuse, bland hvilke Hvidøre, Vedbæk, Torbæk, Humlebæk, Runsted, Nivaae, Snekker-Steenen ere de fornemste."[44]

I begyndelsen af 1800-tallet blev vilkårene for landevejskroer bedre, idet færdslen var voksende og dermed også behovet for ophold og overnatninger.[45]

Noter[redigér]

  1. ↑ 1,0 1,1 1,2 Schou Jørgensen (1998), s. 7
  2. ↑ Schou Jørgensen (1998), s. 8
  3. ↑ Frandsen og Ravn (1999), s. 13
  4. ↑ Schou Jørgensen (1998), s. 11
  5. ↑ 5,0 5,1 5,2 Enemark, sp. 171
  6. ↑ 6,0 6,1 6,2 Enemark, sp. 172
  7. ↑ 7,0 7,1 7,2 7,3 7,4 Enemark, sp. 174
  8. ↑ Enemark, sp. 139
  9. ↑ 9,0 9,1 9,2 Enemark, sp. 173
  10. ↑ 10,0 10,1 Dahl, s. 25
  11. ↑ Dahl, s. 26
  12. ↑ 12,0 12,1 Dahl, s. 27
  13. ↑ Dahl, s. 28
  14. ↑ Dahl, s. 29
  15. ↑ Topsøe-Jensen, s. 42
  16. ↑ Topsøe-Jensen, s. 43
  17. ↑ Topsøe-Jensen, s. 44
  18. ↑ 18,0 18,1 18,2 Steensberg (1982), s. 338
  19. ↑ Steensberg (1982), s. 339
  20. ↑ Høgstrøm, s. 32
  21. ↑ 21,0 21,1 Wittendorf, s. 143
  22. ↑ Helskov: "Landevej og herberg" (artikelserie i Sund Sans 1939-1940, her efter Wittendorf, s. 143)
  23. ↑ Wittendorff, s. 36, 38
  24. ↑ Dagligt Liv i Norden i det sekstende Aarhundrede, 4 udgave, København 1914, s. 196
  25. ↑ Dagligt Liv .., s. 198
  26. ↑ Wittendorff, s. 147
  27. ↑ Kancelliets Brevbøger august 1621
  28. ↑ 28,00 28,01 28,02 28,03 28,04 28,05 28,06 28,07 28,08 28,09 28,10 28,11 28,12 Wittendorff, s. 148
  29. ↑ Kancelliets Brevbøger 13. januar 1624
  30. ↑ Kancelliets Brevbøger 7. juni 1626
  31. ↑ Kancelliets Brevbøger 20. juli 1633, 21. september 1645
  32. ↑ Kancelliets Brevbøger 5. juli 1638, 2. maj 1641
  33. ↑ Kancelliets Brevbøger 11. februar 1641
  34. ↑ Kancelliets Brevbøger 23. juni 1634
  35. ↑ Kancelliets Brevbøger 12. april 1642
  36. ↑ Kancelliets Brevbøger 23. august 1642
  37. ↑ Kancelliets Brevbøger 9. marts 1643
  38. ↑ Kancelliets Brevbøger 14. juli 1643
  39. ↑ Kancelliets Brevbøger 17. november 1642
  40. ↑ Kancelliets Brevbøger 24. oktober 1643
  41. ↑ Wittendorff, s. 150
  42. ↑ "1695 Gæstgiverier" (Roskildehistorie.dk)
  43. ↑ Fynske Tegnelser 1699-1707 (Rigsarkivet), s. 36, 38
  44. ↑ Topsøe-Jensen, s. 25
  45. ↑ Steensberg (1982), s. 342

Litteratur[redigér]

Hentet fra "https://da.wikibooks.org/w/index.php?title=Landevejskroer_i_Danmark&oldid=34984"