Landevejskroer i Danmark

Fra Wikibooks, den frie samling af lærebøger
Spring til navigation Spring til søgning
Landsvejskroen Vindbyholt Kro i Vindbyholt nær Faxe omkring 1900.
Carl Bogøe: Skotterup Kro i 1882.

I tilknytning til vejnettet opstod bebyggelser til betjening af de vejfarende, nemlig landevejskroer og Færgegårde.

Danmarks ældste kro er formentlig Bromølle kro, som kan skrive sin historie helt tilbage til år 1198. I Rigsarkivet ligger et gavebrev underskrevet af biskop Absalon. Den 8. juni 1198 forærede han området ved Bromølle Kro, der dengang hed Nævitzbro, til Sorø Kloster. Det var datidens færdselsknudepunkt og det eneste sted på Sjælland, hvor Åmosen kunne passeres i nord-sydlig retning. På en ø i vadestedet blev en vandmølle opført, og bønderne kom langvejs fra for at få malet deres korn. Da køen ved møllen ofte var lang, begyndte mølleren at beværte de ventende med mad og drikke, og det blev starten på den senere krovirksomhed.

Beliggenhed[redigér]

De priviligerede landevejskroer blev placerede langs landets hovedlandeveje så vidt muligt med bestemte indbyrdes afstande for at sikre de vejfarende overnatningsmulighed indenfor overkommelige afstande.

Historie[redigér]

Oprindelse[redigér]

I løbet af middelalderen udvikledes et netværk af landevejskroer og færgesteder. I middelalderen varetog klostre en stor del af det fornødne gæsteri for vejfarende, men ordningen gav anledning til misbrug ("voldgæsteri"), der også kunne ramme andre, som boede ved landevejene. I 1283 bestemtes, at voldgæstning skulle forfølges som hærværk, og i erkendelse af behovet for overnatningsmuligheder forordnedes samtidig, at der skulle bygges kroer langs landevejene. Fornyede forbud mod ulovligt gæsteri hos klostre, præster, bønder og andre skete i 1304, 1314, 1360 og 1396. Ved sidstnævnte lejlighed tilføjede Margrethe 1. et påbud om, at "hver foged lader bygge kro for hver fjerde mil, og at enhver, der kommer dertil, kan købe sit underhold for sine penge, og at man ikke sætter priserne højere end dem, der gælder i nærmeste købstad".[1]

Det er usikkert i hvilken udstrækning, dette påbud blev fulgt. De ældste kendte kroer er: Oldemorstoft ved Bov, der fik privilegier af kong Hans i 1484, Bollerslev ved Åbenrå og Toldsted (fra samme tid), Thorsager på Djursland (omtalt 1498), Stenderup ved Flensborg (omtalt 1504).[2]

Det er på denne baggrund man må se kongemagtens ønske om oprettelsen af et netværk af kroer med en vis indbyrdes afstand for på denne måde at sikre de vejfarende en vis tryghed under deres færd. Således blev da beliggenheden af de kongeligt privilegerede landevejskroer fastlagt ved lov: en stor del af kroerne blev således oprettede allerede i det 16. århundrede i henhold til Christian II’s såkaldte gejstlige lov eller loven for landet, der bestemte, at der for hver to-tre mil på de alfare veje på Sjælland skulle være et herberg. Der nævnes i loven i alt stedet for 29 kroer.[1]

Christian IIs projekt[redigér]

I Christian IIs "gejstlige lov" af 1521 omtales i kapitel 130 planen om at oprette herberger og kroer på landet ved alfarvejene[3]:
"Skal skikkes sådanne åbenbare herberger ude på landet, som rette alfare veje [er], så at på hver 2. eller 3. mil er et herberg".

Svarende hertil blev opstillet en liste over sådanne planlagte steder: Vejby, Karlebo, Rungsted, Ballerup, Slangerup, Snubbekors (mellem København og Roskilde), Mosede Klint, Salløv, Osted, Bjæverskov, Fakse, Præstø (købstad), Sallerup (mellem Vordingborg og Næstved), Haslev, Herlufmagle, Tornemark, Ting Jellinge, Eskildstrup, Lynge, Stestrup, Store Tåstrup, Stenmagle, (Munke) Bjergby, Reerslev, Særslev, Rye, Drøsselbjerg, Horssetrold (mellem Roskilde og Holbæk). De er dog næppe alle kommet til udførelse.

I det 16. århundrede lod kongen oprette en solid, oftest tårnlignende bygning kaldet "barfred", hvor han kunne overnatte. Disse bygninger lå oftest nær præstegårde,[4] men efter Reformationen mistede klostre og kirker deres jordegods og dermed deres omsorg for vejfarende.[5]

Christian IVs tid[redigér]

I takt med, at landevejsfærdslen voksede, blev grundlaget for landevejskroner, der fungerede som herberger, også bedre. På Christian IVs tid omtales en lang række kroer. Langs Strandvejen mellem København og Helsingør fandtes således Rosbæk, Hvidøre, Vedbæk, Rungsted og Nivå kroer.[6] Andre steder var Espe (Salling herred)[7][8], ved Sorø Kloster[9][8], i Spodsbjerg (ved færgestedet)[10][8], to i Århus[11][8], i Slagelse[12][8], i Linå (Gern herred)[13][8], i Lykkeby mellem Ronneby og Kristianopel i Blekinge[14][8], i Ålborg[15][8], Horsens[16][8], Viborg[17][8], Kolding[18][8], Randers[19][8], Odense[20][8]. Perioden synes således kendetegnet ved opbygningen af et mere dækkende netværk af landevejskroer.

Andre steder måtte præstegårdene fortsat holde for. For at finansiere omkostningerne ved dette krohold synes præstegårde i noget omfang at være blevet tillagt part af kronens tiende eller betalinger fra lensmanden.[21]

Under enevælden[redigér]

Krovæsenet i Danmark blev ordnet ved en forordning af 5. marts 1695, der fastlagde kroers og herbergers pligter og rettigheder.[22] I skrivelse af 23. december 1699 siges:
"...saasom adskillige klagemaale for os allerunderdanist ere indkomne over værtshusene i kiøbstæderne, at de reisende der meget slet skal blive accommoderet, og vi der for allernaadigst fornøden eragte, at i en hver kiøbsted, hvor den store landevey gaar igiennem, tvende gode værtzhuse bliver indrettede med beqvemme logementer og staldrum, det eene for fornemme reisende og det andet for den agende post og deris passagiers, hvor en hver for betaling tilbørligen kand blive logeret, og uden vitløftig ophold med viin, øl og mad samt senge og andet deslige vel vorder accomoderet, saa er voris allernaadigste villie og befaling, at du strax værer betengt paa, os allerunderdanigst forslag til videre voris allernaadigste resolution at giøre, om tvende beqvemme huse dertil i hver kiøbsted paa den store alfare vey i vort land Fyen, paa hvad maade du eragter at det best kand indrettes, med gode og vederhæftige værter forsiunis, og hvad friheder dennem til deris dis bedre ved magt blivelse allernaadigst kunde forundes."[23]

I 1721 fandtes følgende kroer på Fyn: Ellinge, Egeskov, Gislev, Sønderbroby, Galbjerg, Ryslinge, Svinninge, Millinge, Frørup, Bogense, Ullerslev, Refsvindinge, Steenstrup, Ollerup, Strandby, Silkeborghus.

Noter[redigér]

  1. 1,0 1,1 Wittendorf, s. 143
  2. Helskov: "Landevej og herberg" (artikelserie i Sund Sans 1939-1940, her efter Wittendorf, s. 143)
  3. Wittendorff, s. 36, 38
  4. Dagligt Liv i Norden i det sekstende Aarhundrede, 4 udgave, København 1914, s. 196
  5. Dagligt Liv .., s. 198
  6. Wittendorff, s. 147
  7. Kancelliets Brevbøger august 1621
  8. 8,00 8,01 8,02 8,03 8,04 8,05 8,06 8,07 8,08 8,09 8,10 8,11 8,12 Wittendorff, s. 148
  9. Kancelliets Brevbøger 13. januar 1624
  10. Kancelliets Brevbøger 7. juni 1626
  11. Kancelliets Brevbøger 20. juli 1633, 21. september 1645
  12. Kancelliets Brevbøger 5. juli 1638, 2. maj 1641
  13. Kancelliets Brevbøger 11. februar 1641
  14. Kancelliets Brevbøger 23. juni 1634
  15. Kancelliets Brevbøger 12. april 1642
  16. Kancelliets Brevbøger 23. august 1642
  17. Kancelliets Brevbøger 9. marts 1643
  18. Kancelliets Brevbøger 14. juli 1643
  19. Kancelliets Brevbøger 17. november 1642
  20. Kancelliets Brevbøger 24. oktober 1643
  21. Wittendorff, s. 150
  22. "1695 Gæstgiverier" (Roskildehistorie.dk)
  23. Fynske Tegnelser 1699-1707 (Rigsarkivet), s. 36, 38

Litteratur[redigér]

Eksterne henvisninger[redigér]