Fiskeribyer i Danmark

Fra Wikibooks, den frie samling af lærebøger
Spring til navigation Spring til søgning

Betegnelsen fiskeriby for byer opståede eller udviklede ved moderne havneanlæg stammer fra geografen Aage Aagesen[1]. Ved fiskeribyer forstår han bebyggelser, hvor fiskeri udgør "flertallet af personer, der lever af erhverv under gruppen "landbrug m.v."[2] og denne gruppe selv udgør den største af de tre hovedgrupper[3] og som tillige har en havn, det vil sige et vandareal afgrænset fra havet og beskærmet mod dettes bølger og strømme med mindst 2 moler (en mole er en stensætning fra kysten, eventuelt afgrænset ved et bolværk af træ og/eller udplanet flade egnet til færdsel). Aagesen opstiller fiskeribyerne som gruppe ved siden af fiskerlejer, som åbenbart ikke har en bygget havn men klarer sig med de naturskabte landingsvilkår; konkret nævnes Kås, Listed, Årsdale og Snogebæk på Bornholm, Bagenkop på Langeland, Løkken og Vorupør i Nordvestjylland samt Dyreborg på Fyn[4] En så snæver afgrænsning er næppe rimelig. Derimod er der god mening i at skelne mellem nye fiskeribyer opståede ved sammenflytning af befolkning fra opgivne fiskerlejer og fiskeribyer udviklede på stedet på grundlag af ældre fiskerlejer, idet den førstnævnte gruppe kun forekommer langs den jyske vestkyst, mens den anden gruppe forekommer i resten af landet.

Kun i meget få tilfælde kan man sige, at en fiskeriby opstod som følge af anlæggelse af en moderne havn ved, at fiskerbefolkningen flyttede til havnene. I langt de fleste tilfælde var der tværtimod tale om, at gamle fiskerlejer på stedet fik forbedret deres næringsvilkår ved anlæggelse af en moderne havn med moler, kajanlæg, bedding, fyr og lignende. Udviklingen med anlæg af sådanne moderne fiskerihavne indtraf i anden halvdel af 1800-tallet og i begyndelsen af 1900-tallet. Anlæggelsen af havne bevirkede, at fiskerne senere anskaffede sig motordrevne kuttere. Men samtidig bevirkede den fremadskridende udvikling, at fiskernes andel af befolkningen var faldende, idet andre næringer indenfor håndværk, industri, handel og tjenester tiltog i betydning, men fiskeriets betydning fortsat var meget stor idet i flere tilfælde disse nye næringsveje var direkte tilknyttet fiskeriet fx i form af fiskeriindustri, fiskehandel og fiskeauktioner mens langt flere indirekte nød godt af fiskeriets udøvelse.

Af nyere fiskeribyer ved Vestkysten kan nævnes Esbjerg, Hirtshals, Hanstholm Thyborøn, Thorsminde, Hvide Sande og Nymindegab.

Ved siden af de helt nye bebyggelser, der udviklede sig ved nyanlagte havne findes en række gamle fiskerlejer, som oplevede et opsving i kraft af opførte havneanlæg. Dette gælder steder som Hornbæk, Gilleleje, Hundested, Glyngøre.

Fiskeriet industrialiseres[redigér]

Fiskeriet udvikles[redigér]

Omkring 1890 skete der på ret kort tid en række betydningsfulde ændringer i fiskeriets redskaber og metoder, som bevirkede en omlægning fra traditionelt hånddrevet fiskeri til et industrialiseret fiskeri baseret på maskinkraft. Blandt de forandringer, som markerede denne omlægning, kan nævnes snurrevoddets anvendelse i Kattegat og Vesterhavet, drivvoddets ibrugtagning i indre farvande og fjorde. Der var tale om et længere varende forløb fra omkring 1870 til omkring 1890, og først efter dette år kan gennembruddet siges at indtræffe.[5] Forløbet faldt sammen med en forsøg på at etablere en maskindrevet fiskerflåde af større damptrawlere efter udenlandsk forbillede, men dette blev aldrig nogen succes.[6] I stedet endte det med en mere pragmatisk (praktisk) løsning med en mindre motor indpasset i små motordrevne kuttere.

Fiskekutternes indtog[redigér]

Anlæggelsen af moderne fiskerihavne muliggjorde tillige fiskeriets motorisering. I stedet for tidligere tiders ro- og sejlfartøjer kunne fiskerne nu anskaffe sig fartøjer med indlagt motor, særskilt førerhus og rum til opbevaring af fisken, kort sagt: fiskekuttere. Forskydningen fra sejlskibe til motor- og dampskibe indtraf i begyndelsen af det 20. århundrede

År Antal sejlskibe Sejlskibe BRT Antal motorskibe Motorskibe BRT Antal dampskibe Dampskibe BRT
1908 12.031 19.380 1.480 8.367 9 543
1909 12.353 19.568 1.680 9.001 14 916
1910 12.501 19.472 1.866 9.217 5 189
1911 12.631 19.954 2.131 9.628 6 280
1912 12.662 19.753 2.445 10.301 6 330
1913 12.625 19.465 2.803 11.150 6 395
1914 12.614 19.127 3.123 12.017 6 444
1915 12.647 19.177 3.342 12.580 2 86
1916 12.633 18.940 3.594 13.399 2 81
1917 12.696 18.836 3.949 14.845 2 40
1918 11.572 17.672 4.157 15.540 2 29
1919 11.052 16.915 4.370 16.299 2 29
1920 - - - - - -

Kilde: Statistisk Årbog, ulige årgange

Fra at have udgjort godt en tiendedel af skibsflåden og 29,5% af tonnagen i 1908 næsten firedobledes motorskibenes antal til 28,3% af skibene og næsten halvdelen af den samlede tonnage i 1919. Sejlskibenes antal faldt i samme periode med ca. 1.000 eller 8,2% og deres tonnage faldt med 12,8%. Dampskibe, som var beregnet på højsøfiskeri, fik aldrig nogen stor betydning, hverken i antal eller tonnage.

Derimod fik kuttere med indbygget hjælpemotor betydning på anden vis: det blev nu mere vigtigt end tidligere at have en egentlig havn. Hvor havne indtil nu først og fremmest var en beskyttelse mod vejret, blev havnen med dens brolægning, pakhuse og andet et hjælpemiddel for det moderne fiskeri, hvor fisk kunne losses og sendes til behandling, hvor brændstof kunne bringes til kutteren og påfyldes, og hvor kutteren kunne trækkes på land ved reparationer og af andre årsager. Følgen var, at langt de fleste fiskerlejer efterhånden fik en egentlig havn.

Etableringen af helt nye fiskeribyer var således et led i og supplement til den modernisering, som skete i det traditionelle fiskeri.

Jernbanernes indtog[redigér]

En anden følge af de moderne havneanlæg var, at de også i anden henseende voksede i betydning, fx. for industri, handel og turisme. Som følge heraf blev de ligeledes mere tiltrækkende for fx. jernbaner, og mange fiskeribyer fik derfor jernbaneforbindelse og blev således tillige stationsbyer.

Jernbanernes indtog, sammen med moderne industri, flere tjenester, embedsfolk og andet bevirkede, at fiskerlejer i stigende grad fik ændret sammensætning i befolkningen. Ganske vist spillede fiskeri fortsat en betydelig rolle, og tilknyttede virksomheder så som bådeværft, fiskeindustri, frysehus og fiskehandel var nok afledte fra fiskeriet, men ikke desto mindre havde fiskerlejet afgørende ændret karakter, og med offentlige tjenester som skoler, postvæsen, politi og kirke fik bebyggelsen en præg, som ikke adskilte den meget fra det, der kunne findes i en af de samtidige vejbyer og andre stationsbyer. Fiskerlejet blev en havneby.

De nye byer[redigér]

I de fleste tilfælde var det gamle fiskerlejer som fulgte med tiden og udviklede sig til moderne havnebyer og fiskeribyer, men der var undtagelser. Langs den jyske vestkyst udvikledes et antal helt nye fiskeribyer omkring en anlagt havn, hvor fiskefartøjerne fra de omgivne strande nu blev samlede. Antallet af disse steder er ikke stort og afspejler det forhold, at fiskeribebyggelse her var et moderne fænomen, der afløste tidligere tiders mere sæsonprægede fiskeri.

Fiskeribyernes historie[redigér]

I anden halvdel af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet byggedes mange steder vaser, enkle moler, senere udvidede til egentlige havne (hvorved fiskerlejerne skiftede karakter til fiskeribyer). Omkring midten af 1800-tallet fremkom der planer om at bygge en række nye havne langs Jyllands vestkyst, hvorfra der skulle udveksles industrivarer med udlandet, men kun Esbjerg havn nåede at blive bygget i første omgang (anlagt 1868).

Både mellemkrigstiden og efterkrigstiden op til omkring 1960 udgjorde i det store og hele en fremgangsperiode for fiskeribyerne.

Hirtshals[redigér]

Hirtshals havn.

Omkring århundredeskiftet blev Hirtshals beskrevet således: "Fiskerlejet Hirshals eller Lilleheden, med Skole, Missionshus (opf. 1896), Dampteglværk, Fabrik af Kakkelovnsrør, Kro (Lilleheden Kro), Badepensionat („Udsigten“), Stenmole, der danner en Baadehavn (ved Enden af den omtr. 400 Al. lange Mole er der omtr. 18 F. Vand, men paa Revlen udenfor kun 14 à 16 F.), Fyr (hvidt, fast Fyr med Blus hver 2 Minutter, der vises fra et 112 F. højt, rundt Taarn; Flammens Højde o. Havet 182 F., Lysvidden 5 Mil; paa Taarnet Signal for Is), Taagesignal, Signal- og Telegrafstation, Telefonstation, Redningsstation (opr. 1890), Fare-Signalstation for Fiskere og Toldkontrolsted. Fra Kysten 500 Al. N. for Fyret udgaa to Telegrafkabler, et til England og et til Norge."[7]

Hirtshals havde 437 indbyggere i 1906, 498 i 1911 og 516 i 1916.[8]

I 1919 afholdtes en arkitektkonkurrence om en helt ny havneby ved Hirtshals; den blev vundet af Steen Eiler Rasmussen og Knud Christiansen.[9] I mellemkrigstiden udviklede Hirtshals sig: byen havde 1.039 indbyggere i 1921, 1.219 i 1925, 1.287 i 1930, 1.438 i 1935[10] og 1.546 indbyggere i 1940.[11]

Byen fortsatte sin udvikling efter 2. verdenskrig: den havde 2.133 indbyggere i 1945, 2.532 indbyggere i 1950, 3.144 i 1955, 4.177 i 1960[12] og 4.799 indbyggere i 1965.[13] Havnen blev udvidet i 1966 til en af landets største fiskerihavne.

Hanstholm[redigér]

Hanstholm havn

På Hanstholm byggedes i 1843 Danmarks største og kraftigste fyr (Hanstholm Fyr) med fyrmesterbolig, ligesom der fandtes en redningsstation.[14] Befolkningen levede af landbrug og fiskeri.

I 1917 vedtog Folketinget en lov om støtte til anlæg af en havn ved Hanstholm[15], leder af projektet blev ingeniør Jørgen Fibiger, men som følge af for små årlige bevillinger gik arbejdet i stå i 1930-erne. På grund af knappe bevillinger nåede havnen således ikke at blive færdig før 2. verdenskrig. Besættelsesmagten standsede havnebyggeriet i 1942. Under 2. Verdenskrig blev den kalkhorst, som lå bag havnen, omdannet til et fæstningsanlæg. Det ufærdige havneanlæg forfaldt yderligere, og af frygt for invasion blev alle bygninger på havnepladsen sprængt bort. Under krigen opførtes omfattende befæstningsanlæg i Hansted (Verteidigungsbereich Hansted). Et tilsvarende anlæg byggedes i Sydnorge Batteri Vara (Møvik Fort). Sammen skulle de beherske indsejlingen gennem Skagerrak til Kattegat. Et område i midten, hvor kanonerne ikke rakte, var spærret af søminer. Samtidig blev beboerne i området bortflyttede fra stedet, og der gik flere år efter afslutningen af 2. verdenskrig, inden de kunne vende tilbage.

Efter krigen mente en kommission i 1951, at man skulle undlade at færdigbygge den ruinagtige Hanstholm havn, og at der i stedet skulle satses på en udbygning af andre, intakte havne ved Vestkysten. Som følge af omfattende protester og efter endnu et kommissionsarbejde besluttede Folketinget ved en lov af 1960, at havnen skulle bygges færdig og fungere både som fiskerihavn og havn for skibsfarten. En særlig byplangruppe fik til opgave at lave en byplan for Hanstholm; denne forelå i form af et forslag til dispositionsplan i 1966.[16]

I 1967 kunne fiskerihavnen åbnes, medens trafikhavnen kom senere. Sideløbende med havnebyggeriet skete en byplanlægning, der blev færdig i 1966. Da der var stor usikkerhed om den fremtidige byudvikling var byplanen udformet således, at der nærmest havnen blev udlagt et areal til centerformål og offentlig bebyggelse. I umiddelbar tilknytning hertil lagdes øst for et større boligområde omkring en øst-vestgående akse, idet udbygningen af boligområdet forudsattes at ske kvartersvis i takt med, at boligbehovet steg, for derved at sikre, at byen var funktionel uanset størrelse. Der blev lavet etapeskitser for 1500-2000, 2400-3500, 3.400-4.800 og 4.500-6000 indbyggere. Længst mod øst og adskilt fra boligområdet af en adgangsvej fra baglandet til havnen blev udlagt et industriområde.[17]

Nymindegab[redigér]

Hvide Sande havn.

Ringkøbing Fjord har været en havbugt, men landtanger, der voksede frem fra syd og især fra nord afskar den efterhånden fra Vesterhavet. Omkring 1650 var der et bredt udløb ved Sønder Havrvig, men så vandrede gabet sydpå og nåede til Skodbjerge i 1700, til Bjerregård i 1730, til Bjålum i 1750, til Nymindegab omkring 1800 og til Houstrup ca. 1845, hvor gabets vandring sluttede. Undervejs havde vandet adskilt det tidligere klitland Tipperne fra Holmsland Klit og dannet den brede, flodlignende Nyminde Strøm, der dog blev smallere, da den mødte den gamle kystklint ved Nymindegab og længere sydpå.

I løbet af 1800-tallet, hvor der var adgang til både fjorden og havet, blev Nymindegab et af de vigtigste fiskerlejer på Vestkysten syd for Limfjorden og ladeplads. Men gabet sandede til, så man gravede i 1892 en kanal, som dog også jævnligt sandede til.

I 1906 blev Nymindegab beskrevet således: "Nymindegab, ved Nymindestrømmen, med Toldassistent-, Rednings-, Faresignal- og Statstelefonst., Købmandshdl., Kro og Færgested med Overfart til Holmsland Klit;"[18]

I 1908-1909 blev den første kanal anlagt ved Hvide Sande, men efter en stormflod blev den lukket i 1915, hvor man i stedet gravede Gødelkanalen ved Nymindegab. I 1929-1930 blev den nuværende kanal anlagt ved Hvide Sande, og havfiskeriet flyttede dertil.

Da man i 1870'erne begyndte at tænke på jernbane i Vardes vestegn, var det en selvfølge, at den skulle ende i Nymindegab og transportere fisk derfra. Den store jernbanelov fra 1894 indeholdt da også en bane "fra Nymindegab over Billum til Varde". Men med den evindelige tilsanding af gabet mistede Nymindegab sin betydning, og i 1900 besluttede Rigsdagen, at banen skulle ende i Nørre Nebel. Varde-Nørre Nebel Jernbane, der stadig eksisterer og nu hedder Vestbanen, blev åbnet i 1903. Der blev i 1917 og 1925 gjort forsøg på at få banen forlænget fra Nørre Nebel til Nymindegab, men forgæves.

Nymindegab fik først jernbane i august 1942, dog ikke en offentlig bane, som beboerne kunne have gavn af, men et sidespor, der kun måtte bruges af den tyske værnemagt. Tyskerne var nemlig i gang med at anlægge en stor fæstning med hærkystbatteri, radarstation og en flakskydeplads til afprøvning af antiluftskyts. Hovedsporet gik til en banegård med 5 spor inde i Nymindegablejren, hvor det store militærpersonel blev indkvarteret, og et sidespor førte ud i klitterne til Flaklejren, hvor der var en rangerbanegård med 2 spor. Snart kom der hver uge lukkede tog fra Berlin med nye luftværnsbatterier, der skulle afprøves og sendes videre efter endt indskydning. Nebelbanen havde mange godstransporter til lejren, og toget "Piraten" kørte med arbejdere fra Esbjerg til Nymindegab om morgenen og tilbage om aftenen.

Efter besættelsen blev sporet Nørre Nebel-Nymindegab i oktober 1945 brugt til udkørsel af bl.a. mergel, men ellers er sporet stort set kun blevet brugt af det danske militær.

Thorsminde[redigér]

I 1868-1870 forsøgte et engelsk handelsselskab at etablere en kanal med sluse til at regulere vandstanden i Nissum Fjord, men dette projekt blev opgivet i 1885 på grund af tilsanding. Først i 1930 reetablerede den danske stat slusen med to afvandingsgennemløb og en kammersluse til skibene. Samtidig byggede staten også to læmoler på havsiden, og dermed startede fiskeriet fra stedet. Det voksede støt gennem årene og i 1960'erne var behovet for udbygninger så stort, at det til sidst lykkedes for lokale kræfter at få gennemført byggeriet af et havnebassin uden for slusen i 1967 – Vesthavnen.

Befolkningsforhold i nye fiskeribyer[redigér]

Fiskeribyernes havneanlæg fik stor betydning for de stedlige indbyggerforhold, dels med hensyn til disses udvikling, dels med hensyn til indbyggernes næringsmæssige sammensætning:

År Hirsthals Hanstholm* Hvide Sande
Nymindegab 		Thorsminde Thyborøn Hundested
1906 437 - - - 136 480
1911 498 - 98 - 147 576
1916 516 295 78 - 151 722
1921 1.039 320 92 - 277 1.080
1925 1.219 661 - - 331 1.226
1930 1.287 671 - - 607 1.184
1935 1.438 726 - - 927 1.374
1940 1.546 779 409 - 1.208 1.562
1945 2.133 44 783 - 1.400 1.703
1950 2.532 - 1072 - 1.708 1.987
1955 3.144 - 1273 - 1.880 *3.473
1960 4.177 - 1.514 438 2.134 3.806
1965 4.799 927 1.775 461 2.351 4.728
1970 6.750 1.716 2.129 526
1976 6.838 2.339 2.810 609 2.627
1981 6.942 2.490 3.100 647 2.766
1986 6.898 2.571 3.345 647 2.819
1989 6.891 2.624 3.376 633 2.851
1996 7.009 2.626 3.293 602 2.764
2000 6.880 2.426 3.244 541 2.715
2004 6.665 2.363 3.290 482 2.595
*note: tal for Hundested efter sammenvoksning med Lynæs
*note: under 2. verdenskrig blev befolkningen ved Hanstholm tvangsforflyttet og først i begyndelsen af 1960-erne kunne de vende tilbage[19]

Nok forbedrede anlæggelsen af havne vilkårene for fiskeriet, men samtidig indebar den industrielle udvikling, at også mange andre næringsveje kom til. En del af disse var tilknyttede fiskeri, således fiskehandlere, fiskeeksportører, bådebyggere, vodbindere, sejlmagere, mekanikere, de ansatte på frysehuse, hermetikfabrikker, sildeolie- og fiskemelsfabrikker, til dels vognmænd og jernbanefolk, endda pelsavlere og dambrugere[20], men andre havde ingen forbindelse til fiskeriet. De tilkom, fordi befolkningen var så stor, at der blev brug for de ydelser, som disse mennesker kunne levere. Det gælder håndværkere, handlende, embedsmænd og folk i selvstændige tjenesteydelser, undertiden folk i forbindelse med færgefart og lignende. Dette har betydet, at fiskeriets betydning i disse byer over tid har været faldende.

Ved folketællingen 1930 opgjordes indbyggerne i Hansted (Hanstholm) efter sysselsætning således: 282 ernærede sig ved fiskeri og landbrug, 147 ved håndværk og industri, 19 ved handel og omsætning, 156 ved samfærdsel, 12 ved immateriel virksomhed, 49 ved husgerning, 35 var ude af erhverv og 2 havde ikke oplyst næringsvej.[21] I Hirtshals ernærede 383 sig ved fiskeri og landbrug, 418 ved håndværk og industri, 114 ved handel og omsætning, 148 ved samfærdsel, 47 ved immateriel virksomhed, 107 ved husgerning, 57 var ude af erhverv og 13 havde ikke oplyst næringsvej.[22] I Thyborøn ernærede 143 sig ved fiskeri og landbrug, 289 ved håndværk og industri, 55 ved handel og omsætning, 72 ved samfærdsel, 19 ved immateriel virksomhed, 61 ved husgerning, 13 var ude af erhverv og 5 havde ikke oplyst næringsvej.[23] I Hundested ernærede 502 sig ved fiskeri og landbrug, 226 ved håndværk og industri, 143 ved handel og omsætning, 134 ved samfærdsel, 27 ved immateriel virksomhed, 65 ved husgerning, 67 var ude af erhverv og 20 havde ikke oplyst næringsvej.[24]

Noter[redigér]

  1. ↑ Aagesen, s. 32 og 40
  2. ↑ Aagesen, s. 32
  3. ↑ de 3 hovedgrupper er: landbrug m.v., fremstilling samt handel og tjenester, idet der ses bort fra den ikke-erhvervsaktive del af befolkningen
  4. ↑ Aagesen, s. 40
  5. ↑ Holm (1999), s. 33-50
  6. ↑ Holm (1992), s. 49-74
  7. ↑ J.P. Trap (1901), s. 83f
  8. ↑ Folketællingen 1916, s. 72
  9. ↑ Gaardmand, s.16f
  10. ↑ Folketællingen 1935, s. 179
  11. ↑ Folketællingen 1940, s. 131
  12. ↑ Folketællingen 1960, s. 195
  13. ↑ Folketællingen 1965, s. 14
  14. ↑ Statistisk-topografisk Beskrivelse af Kongeriget Danmark ved J.P.Trap, Speciel Deel, Andet Bind, Kjøbenhavn 1859, s. 113
  15. ↑ Gaardmand, s. 147
  16. ↑ Gaardmand, s. 148
  17. ↑ Gaardmand, s. 148
  18. ↑ J.P. Trap: Kongeriget Danmark 3. Udgave 5. Bind: Aarhus, Vejle, Ringkjøbing, Ribe og Færø Amter samt Supplement og Stedregister; København 1904; s. 732
  19. ↑ Aagesen, s. 52
  20. ↑ Yde-Andersen (1964), s. 636
  21. ↑ Danmarks Statistik: Statistisk Tabelværk Femte Række, Litra A, Nr. 20: "Folketællingen i Kongeriget Danmark den 5. November 1930 (København 1935), s. 153
  22. ↑ Danmarks Statistik: Statistisk Tabelværk Femte Række, Litra A, Nr. 20: "Folketællingen i Kongeriget Danmark den 5. November 1930 (København 1935), s. 152
  23. ↑ Danmarks Statistik: Statistisk Tabelværk Femte Række, Litra A, Nr. 20: "Folketællingen i Kongeriget Danmark den 5. November 1930 (København 1935), s. 153
  24. ↑ Danmarks Statistik: Statistisk Tabelværk Femte Række, Litra A, Nr. 20: "Folketællingen i Kongeriget Danmark den 5. November 1930 (København 1935), s. 130

Litteratur[redigér]

  • Aage Aagesen: Befolkningen (Atlas over Danmark. serie I, bind II); København 1961
  • Arne Gaardmand: Dansk byplanlægning 1938-1992 (1993)

Eksterne henvisninger[redigér]

Hentet fra "https://da.wikibooks.org/w/index.php?title=Fiskeribyer_i_Danmark&oldid=34988"