Fiskeribyer i Danmark

Fra Wikibooks, den frie samling af lærebøger
Spring til navigation Spring til søgning

Betegnelsen fiskeriby for byer opståede eller udviklede ved moderne havneanlæg stammer fra geografen Aage Aagesen[1]. Ved fiskeribyer forstår han bebyggelser, hvor fiskeri udgør "flertallet af personer, der lever af erhverv under gruppen "landbrug m.v."[2] og denne gruppe selv udgør den største af de tre hovedgrupper[3] og som tillige har en havn, det vil sige et vandareal afgrænset fra havet og beskærmet mod dettes bølger og strømme med mindst 2 moler (en mole er en stensætning fra kysten, eventuelt afgrænset ved et bolværk af træ og/eller udplanet flade egnet til færdsel).Aagesen opstiller fiskeribyerne som gruppe ved siden af fiskerlejer, som åbenbart ikke har en bygget havn men klarer sig med de naturskabte landingsvilkår; konkret nævnes Kås, Listed, Årsdale og Snogebæk på Bornholm, Bagenkop på Langeland, Løkken og Vorupør i Nordvestjylland samt Dyreborg på Fyn[4] En så snæver afgrænsning er næppe rimelig. Derimod er der god mening i at skelne mellem nye fiskeribyer opståede ved sammenflytning af befolkning fra opgivne fiskerlejer og fiskeribyer udviklede på stedet på grundlag af ældre fiskerlejer, idet den førstnævnte gruppe kun forekommer langs den jyske vestkyst, mens den anden gruppe forekommer i resten af landet.

Kun i meget få tilfælde kan man sige, at en fiskeriby opstod som følge af anlæggelse af en moderne havn ved, at fiskerbefolkningen flyttede til havnene. I langt de fleste tilfælde var der tværtimod tale om, at gamle fiskerlejer på stedet fik forbedret deres næringsvilkår ved anlæggelse af en moderne havn med moler, kajanlæg, bedding, fyr og lignende. Udviklingen med anlæg af sådanne moderne fiskerihavne indtraf i anden halvdel af 1800-tallet og i begyndelsen af 1900-tallet. Anlæggelsen af havne bevirkede, at fiskerne senere anskaffede sig motordrevne kuttere. Men samtidig bevirkede den fremadskridende udvikling, at fiskernes andel af befolkningen var faldende, idet andre næringer indenfor håndværk, industri, handel og tjenester tiltog i betydning, men fiskeriets betydning fortsat var meget stor idet i flere tilfælde disse nye næringsveje var direkte tilknyttet fiskeriet fx i form af fiskeriindustri, fiskehandel og fiskeauktioner mens langt flere indirekte nød godt af fiskeriets udøvelse.

Fiskeribyernes historie[redigér]

Hanstholm havn

I anden halvdel af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet byggedes mange steder vaser, enkle moler, senere udvidede til egentlige havne (hvorved fiskerlejerne skiftede karakter til fiskeribyer). Omkring midten af 1800-tallet fremkom der planer om at bygge en række nye havne langs Jyllands vestkyst, hvorfra der skulle udveksles industrivarer med udlandet, men kun Esbjerg havn nåede at blive bygget i første omgang (anlagt 1868).

Både mellemkrigstiden og efterkrigstiden op til omkring 1960 udgjorde i det store og hele en fremgangsperiode for fiskeribyerne.

I 1919 afholdtes en arkitektkonkurrence om en helt ny havneby ved Hirtshals (vundet af Steen Eiler Rasmussen og Knud Christiansen)[5], og 1917 vedtog Folketinget en lov om støtte til anlæg af en havn ved Hanstholm[6], men som følge af for små årlige bevillinger gik arbejdet i stå i 1930-erne. Under 2. Verdenskrig blev den kalkhorst, som lå bag havnen, omdannet til et fæstningsanlæg. Det ufærdige havneanlæg forfaldt yderligere, og af frygt for invasion blev alle bygninger på havnepladsen sprængt bort. Indbyggerne blev forflyttede. Efter krigen mente en kommission i 1951, at man skulle undlade at færdigbygge den ruinagtige Hanstholm havn, og at der i stedet skulle satses på en udbygning af andre, intakte havne ved Vestkysten. Som følge af omfattende protester og efter endnu et kommissionsarbejde besluttede Folketinget ved en lov af 1960, at havnen skulle bygges færdig og fungere både som fiskerihavn og havn for skibsfarten. En særlig byplangruppe fik til opgave at lave en byplan for Hanstholm; denne forelå i form af et forslag til dispositionsplan i 1966.[7] Af andre nyere fiskeribyer ved Vestkysten kan nævnes Thyborøn, Thorsminde, Hvide Sande og Nymindegab.

Ved siden af de helt nye bebyggelser, der udviklede sig ved nyanlagte havne findes en række gamle fiskerlejer, som oplevede et opsving i kraft af opførte havneanlæg. Dette gælder steder som Hornbæk, Gilleleje, Hundested, Glyngøre.

Befolkningsforhold i nye fiskeribyer[redigér]

Hirtshals havn.
Hvide Sande havn.

Fiskeribyernes havneanlæg fik stor betydning for de stedlige indbyggerforhold, dels med hensyn til disses udvikling, dels med hensyn til indbyggernes næringsmæssige sammensætning:

År Hirsthals Hanstholm* Hvide Sande
Nymindegab
Thorsminde Thyborøn Hundested
1906 437 - - - 136 480
1911 498 - 98 - 147 576
1916 516 295 78 - 151 722
1921 1.039 320 92 - 277 1.080
1925 1.219 661 - - 331 1.226
1930 1.287 671 - - 607 1.184
1935 1.438 726 - - 927 1.374
1940 1.546 779 409 - 1.208 1.562
1945 2.133 44 783 - 1.400 1.703
1950 2.532 - 1072 - 1.708 1.987
1955 3.144 - 1273 - 1.880 *3.473
1960 4.177 - 1.514 438 2.134 3.806
1965 4.799 - 1.775 461 2.351 4.728
1976 6.838 2.339 2.810 609 2.627
1981 6.942 2.490 3.100 647 2.766
1986 6.898 2.571 3.345 647 2.819
1989 6.891 2.624 3.376 633 2.851
1996 7.009 2.626 3.293 602 2.764
2000 6.880 2.426 3.244 541 2.715
2004 6.665 2.363 3.290 482 2.595
  • note: tal for Hundested efter sammenvoksning med Lynæs
  • note: under 2. verdenskrig blev befolkningen ved Hanstholm tvangsforflyttet og først i begyndelsen af 1960-erne kunne de vende tilbage[8]

Ved folketællingen 1930 opgjordes indbyggerne i Hansted (Hanstholm) efter sysselsætning således: 282 ernærede sig ved fiskeri og landbrug, 147 ved håndværk og industri, 19 ved handel og omsætning, 156 ved samfærdsel, 12 ved immateriel virksomhed, 49 ved husgerning, 35 var ude af erhverv og 2 havde ikke oplyst næringsvej.[9] I Hirtshals ernærede 383 sig ved fiskeri og landbrug, 418 ved håndværk og industri, 114 ved handel og omsætning, 148 ved samfærdsel, 47 ved immateriel virksomhed, 107 ved husgerning, 57 var ude af erhverv og 13 havde ikke oplyst næringsvej.[10] I Thyborøn ernærede 143 sig ved fiskeri og landbrug, 289 ved håndværk og industri, 55 ved handel og omsætning, 72 ved samfærdsel, 19 ved immateriel virksomhed, 61 ved husgerning, 13 var ude af erhverv og 5 havde ikke oplyst næringsvej.[11] I Hundested ernærede 502 sig ved fiskeri og landbrug, 226 ved håndværk og industri, 143 ved handel og omsætning, 134 ved samfærdsel, 27 ved immateriel virksomhed, 65 ved husgerning, 67 var ude af erhverv og 20 havde ikke oplyst næringsvej.[12]

Afledte virkninger[redigér]

Fiskekutternes indtog[redigér]

Anlæggelsen af moderne fiskerihavne muliggjorde tillige fiskeriets motorisering. I stedet for tidligere tiders ro- og sejlfartøjer kunne fiskerne nu anskaffe sig fartøjer med indlagt motor, særskilt førerhus og rum til opbevaring af fisken, kort sagt: fiskekuttere. Forskydningen fra sejlskibe til motor- og dampskibe indtraf i begyndelsen af det 20. århundrede

År Antal sejlskibe Sejlskibe BRT Antal motorskibe Motorskibe BRT Antal dampskibe Dampskibe BRT
1908 12.031 19.380 1.480 8.367 9 543
1909 12.353 19.568 1.680 9.001 14 916
1910 12.501 19.472 1.866 9.217 5 189
1911 12.631 19.954 2.131 9.628 6 280
1912 12.662 19.753 2.445 10.301 6 330
1913 12.625 19.465 2.803 11.150 6 395
1914 12.614 19.127 3.123 12.017 6 444
1915 12.647 19.177 3.342 12.580 2 86
1916 12.633 18.940 3.594 13.399 2 81
1917 12.696 18.836 3.949 14.845 2 40
1918 11.572 17.672 4.157 15.540 2 29
1919 11.052 16.915 4.370 16.299 2 29
1920 - - - - - -

Kilde: Statistisk Årbog, ulige årgange

Fra at have udgjort godt en tiendedel af skibsflåden og 29,5% af tonnagen i 1908 næsten firedobledes motorskibenes antal til 28,3% af skibene og næsten halvdelen af den samlede tonnage i 1919. Sejlskibenes antal faldt i samme periode med ca. 1.000 eller 8,2% og deres tonnage faldt med 12,8%. Dampskibe, som var beregnet på højsøfiskeri, fik aldrig nogen stor betydning, hverken i antal eller tonnage.

Jernbanernes indtog[redigér]

En anden følge af de moderne havneanlæg var, at de også i anden henseende voksede i betydning, fx. for industri, handel og turisme. Som følge heraf blev de ligeledes mere tiltrækkende for fx. jernbaner, og mange fiskeribyer fik derfor jernbaneforbindelse og blev således tillige stationsbyer.

Noter[redigér]

  1. Aagesen, s. 32 og 40
  2. Aagesen, s. 32
  3. de 3 hovedgrupper er: landbrug m.v., fremstilling samt handel og tjenester, idet der ses bort fra den ikke-erhvervsaktive del af befolkningen
  4. Aagesen, s. 40
  5. Gaardmand, s. 16f
  6. Gaardmand, s. 147
  7. Gaardmand, s. 148
  8. Aagesen, s. 52
  9. Danmarks Statistik: Statistisk Tabelværk Femte Række, Litra A, Nr. 20: "Folketællingen i Kongeriget Danmark den 5. November 1930 (København 1935), s. 153
  10. Danmarks Statistik: Statistisk Tabelværk Femte Række, Litra A, Nr. 20: "Folketællingen i Kongeriget Danmark den 5. November 1930 (København 1935), s. 152
  11. Danmarks Statistik: Statistisk Tabelværk Femte Række, Litra A, Nr. 20: "Folketællingen i Kongeriget Danmark den 5. November 1930 (København 1935), s. 153
  12. Danmarks Statistik: Statistisk Tabelværk Femte Række, Litra A, Nr. 20: "Folketællingen i Kongeriget Danmark den 5. November 1930 (København 1935), s. 130

Litteratur[redigér]

  • Aage Aagesen: Befolkningen (Atlas over Danmark. serie I, bind II); København 1961
  • Arne Gaardmand: Dansk byplanlægning 1938-1992 (1993)

Eksterne henvisninger[redigér]