Fiskerlejer i Danmark: Forskelle mellem versioner
Spring til navigation
Spring til søgning
sprogret
(omflyttet afsnit) |
(sprogret) |
||
|
Den anden mulighed var, at midlertidige middelalderlige fiskelejer efterhånden fik en fastboende befolkning af fiskere.<ref>Stenstrup (1905), s. 141-171. Denne skelnen mellem midlertidige fiskelejer og helårsbeboede fiskerlejer er taget op af Bjarne Stoklund (Stoklund: "Fiskeläge. Danmark" i ''KLNM'', sp. 317 og Stoklund (2000), s. 116 og 174-181). Når Ole Mortensøn vil imødegå dette med henvisning til betegnelserne for Sandhagen og Bagenkop i Lensregnskaberne (Berg et al. 1981, s. 159), så overser han, at formen "fiskelejer" forekommer til og med 1611, der efter "fiskerlejer". Dette ''kan'' opfattes således, at man fra hidtil at have betragtet dem som sæsonvise bosættelser nu anser dem for helårsbeboede. Jeg er derfor enig i, at eksemplerne er "dolumentation for form- og betydningsændringerne på overgangen fra middelalder til nyere tid" (Stoklund (2000), s. 177).</ref> Tisvildeleje hed oprindelig, i en skrivelse fra 1560, Saltbodleje, et navn der menes at henvise til midlertidige boder, hvor nedsaltning af fanget fisk skete.<ref name="DS 2 67f">Frederiksborg Amts Stednavne (1929), s. 67f</ref> Det samme gælder Boderne ved Hellebæk.<ref name="DS 2 15">Frederiksborg Amts Stednavne (1929), s. 15</ref> Disse fastboende har sikkert i stort omfang været stedlige jordløse husmænd (herunder håndværkere), der i helårsfiskeri og søfart så en mulighed for at forbedre deres tilværelse. At fiskerlejerne ikke kun bestod af stedlige tilflyttere bevidnes for Humlebæks vedkommende, første gang omtalt i lensregnskaberne 1582-83<ref name="DS 2 17">Frederiksborg Amts Stednavne (1929), s. 17</ref> idet de ældste mandtal angiver omkring halvdelen af indbyggerne med tilnavnet "jyde".<ref name="AS 1971 26">Schmelling (1971), s. 26</ref> Lignende sammenblanding af stedlige og fremmede kendes også andre steder i landet.<ref name="Be 158">Berg et al, s. 158</ref>
Fremkomsten af fiskerlejer fik også en videregående betydning. Fra gammel tid havde landalmuen haft ret til at sejle og afsætte deres varer hvor de ville. Hidtil havde man måtte klare sig med de stedlige besejlingsforhold som de var, men nu fremkom steder velegnede for sejlads og med en fast bosat og søvant befolkning. Det var derfor nærliggende for bønderne at samarbejde med fiskerbefolkningen. De kunne enten hyre fragtmulighed eller lade fiskerne fragte landbrugsvarer til markeder sammen med deres egne fisk og måske sælge dem på bøndernes vegne. Der udviklede sig en befolkning af standsiddere, som var professionelle fiskere og søfolk
Hele denne udvikling fandt sted i det østlige Danmark. I Limfjorden og langs den jyske vestkyst fastholdt befolkningen den traditionelle levevis, der forenede landbrug med sæsonbetonet fiskeri.<ref>Stoklund (2000), s. 126-161</ref> I vadehavsområdet skete en ikke ubetydelig udførsel af fisk, og præsten Jonas Colding oplyser i 1584, at "Afsætningen breder sig til Tyskland, Frankrig og andre Steder".<ref name="JC 230">Jacobsen (1937), s. 230</ref> Tidligere var fisken blevet købt af udenlandske opkøbere, men i 1548 var det blevet forbudt fiskerne på vestkysten at sælge deres fisk til udenlandske opkøbere<ref name="JC 230"/>, og dette forbud har måske bevirket, at fiskerne selv opsøgte deres (tidligere) kunder. I løbet af 1600-tallet sejlede fiskere fra Fanø og Mandø ofte direkte til Hamborg og holstenske byer for at afsætte deres fiskefangster uden at betale den dem pålagte "sandtold". Da fiskeriet efterhånden aftog, tiltog betydningen af fragt af andre varer, blandt andet korn fra Føhr og Nordstrand.<ref name="JC 231">Jacobsen (1937), s. 231</ref> Der skete således i Vadehavet en udvikling modsvarende den, der på samme tid skete i Østdanmark.
| |||