Fiskerlejer i Danmark: Forskelle mellem versioner

Spring til navigation Spring til søgning
501 bytes tilføjet ,  for 11 måneder siden
udvidet en smule
(udvidet en smule)
(udvidet en smule)
Udviklingen, der ikke skete samtidig overalt og måtte være tilpasset de stedlige forhold, må i hovedsagen være foregået ved, enten at der skete en ny bosættelse i de mest kystnære områder eller ved at landbobefolkningen først fiskede i fiskesæsonen fra midlertidige lejer. Gradvist valgte en del husmænd at forblive på lejet hele året og udnytte fiskemulighederne også uden for de store fiskesæsoner.
 
I ældre middelalder blev landsbyerne øjensynligt lagt i en vis afstand fra kysten. Dette skyldtes næppe frygt for venderoverfald<ref name="VH 58f">Hansen (1970), s. 58-59</ref><ref>Stoklund (2000), s. 116</ref>, idet befolkningen i de mest udsatte områder på Falster, Lolland, Langeland, Ærø og Als søgte at sikre sig ved at oprette folkeborge, det vil sige tilflugtsborge, hvor de kunne søge ly i tilfælde af angreb; sådanne borge lå ofte nær de senere herredsgrænser, således Virket på Falster, Østerborg og Vesteborg på Lolland, Guldborg på Langeland. I lange perioder var venderne allierede med danskerne, hvilket blandt andet afspejles i danske kongers ægteskaber med vendiske fyrstedøtre, og flere steder i det sydlige Danmark synes at være sket en fredelig bosættelse af vendere. Forklaringen på beliggenheden var snarere, at det efter indførelsen af et vangebrug i de østlige dele af landet måtte være uheldigt at lægge en bebyggelse så nær kysten, at man afskar sig fra at få dyrkningsbare marker i hele landsbyens omkreds. Ved at lægge landsbyen tilbagetrukket sikrede man sig denne mulighed, og afstanden blev da derfor ofte omtrent den, man kunne opdyrke jorden i med tillæg af et skovbevokset grænseområde for olden, gærdsel, brændsel og lignende. Da nyanlæg nærmere kysten skete i 1400-tallet og 1500-tallet var det med landsbyer, hvis hovedvægt i driften var husdyrhold snarere end agerdyrkning,<ref name="Po 107">Porsmose (1987), s. 107</ref><ref>Stoklund (2000), s. 117</ref> idet denne driftsmåde bedre tilgodeså beliggenheden. For sådanne kystnære landsbyer måtte fiskeri være et kærkomment tilskud til driften. Disse bebyggelser havde således ikke karakter af egentlige fiskerlejer, omend fiskeri indgik i livsformen.<ref>Stoklund (2000), s. 118</ref> Som vidnesbyrd, der kan sandsynliggøre et sådant forløb, kan nævnes, at Hornbæk, der oprindeligt bestod af gårde, i 1497 kun skulle yde fisk i landgilde<ref name="EKJ 266">Nielsen (1880-81), s. 266</ref>, men husmænd på stedet kan først godtgøres i 1500-tallet. Espergærde kaldes i en skrivelse fra 1560 Esperødgærde og udviklede sig på forstranden neden for kystskrænten nær landsbyen Esperød bestående af 3 gårde, der lå oven for kystskrænten ud mod Øresund<ref name="DS 2 7">Frederiksborg Amts Stednavne (1929), s. 7</ref>, og som formodentlig selv var en udflytterbebyggelse fra landsbyen Mørdrup. Fiskerlejet Sletten hed i de ældste optegnelser fra 1562 og tiden derefter Dageløkke Slette<ref name="DS 2 19">Frederiksborg Amts Stednavne (1929), s. 19</ref>, måske en henvisning til den landsby, hvorfra de første tilflyttere stammede. Helt speciel er kystlandsbyen Kogtved ved Hockelhavn Fjord, der først omtales i 1400-tallet, og som i 1580 bestod af mindst 5 gårde, ifølge jordebogen 1588 derimod af 18 huse, der alle alene yded torsk i landgilde, idet jorden i mellemtiden var lagt ind under Ulfredsholm. Kogtved blev med andre ord omdannet til fiskerleje ved godsets tiltag. I 1600-tallet blev bebyggelsen imidlertid nedlagt.<ref>Stoklund (2000), s. 118f</ref>
 
Den anden mulighed var, at midlertidige middelalderlige fiskelejer efterhånden fik en fastboende befolkning af fiskere.<ref>Stenstrup (1905), s. 141-171. Denne skelnen mellem midlertidige fiskelejer og helårsbeboede fiskerlejer er taget op af Bjarne Stoklund (Stoklund: "Fiskeläge. Danmark" i ''KLNM'', sp. 317 og Stoklund (2000), s. 116 og 174-181). Når Ole Mortensøn vil imødegå dette med henvisning til betegnelserne for Sandhagen og Bagenkop i Lensregnskaberne (Berg et al. 1981, s. 159), så overser han, at formen "fiskelejer" forekommer til og med 1611, der efter "fiskerlejer". Dette ''kan'' opfattes således, at man fra hidtil at have betragtet dem som sæsonvise bosættelser nu anser dem for helårsbeboede. Jeg er derfor enig i, at eksemplerne er "dolumentation for form- og betydningsændringerne på overgangen fra middelalder til nyere tid" (Stoklund (2000), s. 177).</ref> Tisvildeleje hed oprindelig, i en skrivelse fra 1560, Saltbodleje, et navn der menes at henvise til midlertidige boder, hvor nedsaltning af fanget fisk skete.<ref name="DS 2 67f">Frederiksborg Amts Stednavne (1929), s. 67f</ref> Det samme gælder Boderne ved Hellebæk.<ref name="DS 2 15">Frederiksborg Amts Stednavne (1929), s. 15</ref> Disse fastboende har sikkert i stort omfang været stedlige jordløse husmænd (herunder håndværkere), der i helårsfiskeri og søfart så en mulighed for at forbedre deres tilværelse. At fiskerlejerne ikke kun bestod af stedlige tilflyttere bevidnes for Humlebæks vedkommende, første gang omtalt i lensregnskaberne 1582-83<ref name="DS 2 17">Frederiksborg Amts Stednavne (1929), s. 17</ref> idet de ældste mandtal angiver omkring halvdelen af indbyggerne med tilnavnet "jyde".<ref name="AS 1971 26">schmelling (1971), s. 26</ref> Lignende sammenblanding af stedlige og fremmede kendes også andre steder i landet.<ref name="Be 158">Berg et al, s. 158</ref>
3.074

redigeringer

Navigationsmenu