Sovebyer i Danmark

En soveby er betegnelsen for et område i omegnen af og uden for en større by, som næsten kun består af boliger, med meget få eller ingen forretninger, service- og kulturinstitutioner og lignende. Begrebet synes først at være taget i anvendelse på dansk i 1950-erne.

Sovebyer hænger sammen med fænomenet pendling, idet (en del af) indbyggerne i en soveby dagligt rejser eller pendler til arbejde i en anden by. Hvor denne pendling overstiger 50% (og i enkelte tilfælde når op på ca. 70 %), synes der at være tale om enten egentlige soveby-bebyggelser eller mere eller mindre udprægede (fjern)forstæder. At selv sovebyer havde en vis lokal beskæftigelse skyldes stedlige behov for betjening af de bosatte, omend også disse næringsveje undertiden kunne vokse i betydning og derved tillige komme til at betjene et vist opland. Blandt stedligt beskæftigede kan nævnes offentlige og private tjenester så som skole og børnehave, dagligvarebutikker, læge og apotek, kunderettede håndværk og lignende. Afgørende for at kunne tale om soveby-status synes at have været fraværet af større stedlig industrivirksomhed eller lignende, måske i tilknytning til stedlige råstoffer, fx savværk eller teglværk.

Kendetegn

Fænomenet soveby blev af geografen Aage Aagesen omkring 1960 beskrevet således:

"Ved de større bysamfund er afgrænsningen aldrig skarp, idet befolkningsagglomerationerne omkring byen udviser alle overgangsformer mellem forstaden og den selvstændige bydannelse. Mens den egentlige forstads (sovebyens) befolkning for en meget stor del er beskæftiget i den store bys erhvervsliv, er den selvstændige bydannelses indbyggere erhvervsmæssigt knyttet til deres eget bysamfund og dettes funktioner. Overgangsformer kan enten skabes ved, at industrier, der arbejder for storbysamfundet, af en eller anden grund placeres uden for det egentlige byområde og forårsager en bebyggelses opståen omkring sig (satellitby), eller ved, at selvstændige bydannelser efterhånden bliver bosteder for befolkningselementer, der erhvervsmæssigt tilhører storbyen."

Sovebyfænomenet kan kun forstås i en historisk sammenhæng, idet begrebet kun har mening i et samfund, hvor der er tale om temmelig klare beskæftigelsesmæssige centre for et omgivende arbejdskraftopland, hvor fra den bosiddende befolkning overvejende pendler til arbejde i centeret. Denne tilstand fandtes i Danmark indtil omkring 1970. Siden blev forbindelsen mellem arbejdscentre og deres omgivelser mindre entydige, og siden år 2000 (hvis ikke før) er det meningsløst at udpege egentlige arbejdspladscentre: ganske vist er der fortsat arbejdspladskoncentrationer, men de sysselsatte behøver ikke mere at komme fra det nærmeste opland. På den anden side er det ikke mere usædvanligt, at hvis begge voksne ægtefæller arbejder, ligger mindst den enes (og oftest også den andens) arbejdsplads i en anden by end boligen. De mennesker, der bor i et bestemt bysamfund, og de, der arbejder der, er ofte vidt forskellige og med tiden med stadigt mindre sammenfald.

Benævnelsen "soveby" anvendes ofte som en nedsættende betegnelse som "et sted, hvor intet sker". Det er imidlertid en misforstået brug af ordet. En soveby er opstået som og udtryk for en funktionsadskillelse til fremme af befolkningens levevilkår og sundhed og må ses i dette lys.

Historie

Ebenezer Howard diagram af havebyen (Garden City).

Sovebyen har sin oprindelse i haveforstaden eller havebyen. Denne udviklede sig i Danmark som i andre lande på grundlag af tanker formuleret af Ebenezer Howard, der i bogen "Garden Cities of To-Morrow" fra 1898 argumenterede imod den engelsk slumbebyggelse i de den gang stærkt voksende industribyer og i stedet foreslog at oprette "havebyer" i nogen afstand fra storbyen men med hurtig forbindelse til denne for derved at give befolkningen mulighed for at bo i sunde omgivelser med frisk luft og åbent land – i modsætning til storbyernes tætte bebyggelse og røgforurenede miljø. Disse tanker, blev siden propaganderet af C. B. Purdom, der i bogen "The Building of Satellite Towns" fra 1925 lagde grunden til denne betegnelses udbredelse (i Danmark i begyndelsen oftest i formen "planetbyer").

Tidlige haveboligforeninger

Ret hurtigt blev der i Danmark også taget skridt til at finde en organisationsform til fremme af havebolig-tanken, og der oprettedes ret hurtigt flere sådanne selskaber, hvis mål var at opføre dobbelthuse for derved at muliggøre udlejning og gøre finansieringen af byggeriet så overkommelig som muligt. Lovgivningsmæssigt betød fornyelsen af loven om statslån til byggeforeninger i 1898, at der blev skaffet en begyndende finansieringsmulighed, og det førte til oprettelsen af følgende byggeforeninger i Københavnsområdet:

1. Valby og Omegns Byggeforening (stiftet 1898) Overbys Allé-Hartmanns Allé.
2. Valby Arbejderes Byggeforening (stiftet 1898) Søndre Allé-Nordre Allé.
3. Venners Hjem (stiftet 1898) Trekronergade.
4. Godthaab (stifter 1898) Badensgade.
5. Enigheden (stiftet 1898) Enigheds Allé-Brønshøjholm Allé.
6. Frederiksberg Arbejderes Byggeforening (stiftet 1898) Folkets Allé.
7. Kløverbladet (stiftet 1899) Kløverbladsgade-Trekronergade
8. Fremad (stiftet 1899) Grækenlandsvej-Fremads Allé
9. Gimle (stiftet 1899) Tingvalla Allé-Gimles Allé
10. Taarnby Villaby (stiftet 1900)
11. Valhal (stiftet 1901) Baggersvej
12. Bien (stiftet 1902) Biens Allé
13. Broderskabet (stiftet 1902) Ahrenkildes Allé-Krudtmøllegårds Allé
14. Selveje (stiftet 1903) Nørretofte Allé-Selveje Allé
15. Lyset (stiftet 1910)
16. Grøndalsvænge (stiftet 1911)
17. Præstevangen (stiftet 1912)
18. Frederiksberg Kommunale Funktionærers Boligforening (opført 1914-1919)

I 1912 stiftedes Dansk Haveboligforening.

De store år

Allerede omkring 1. verdenskrig begyndte man i Danmark at etablere samlede villaområder efter engelsk forbillede i form af haveforstæder, hvis etablering blev fremmet af haveboligforeninger. Særlig kendt er Vigerslev Haveforstad fra 1914. Området, der havde en størrelse af ca. 80 hektar, blev planlagt med vejnet, som til dels omfattede eksisterende veje, og byggegrunde med et udlagt byggeareal nærmest vejen og have bagved. Vejene blev udlagte med varierende men faste bredder og med ordnede kloakeringsforhold. Byggeriets højde og karakter som villaer og dobbelthuse blev fastlagt i en byggeservitut, der ligeledes udlagde et parkareal. Det blev fastslået, at byggeriet "ikke måtte benyttes til Handel, Fabrik, Værksted eller lignende eller i det Hele taget til nogen Indretning, der foraarsager Larm eller ilde Lugt, frembyder ubehageligt Skue eller paa anden Maade efter Magistratens Skøn er til Ulempe for de Omboende." Der blev udarbejdet tegninger til bygningernes facader og en situationsplan, der viste indhegning af forhaver.

1922-1945

Sådanne planer udviklede sig hurtigt til større og mindre parcelhusplaner. I 1922 blev det opgjort, at der alene i Københavns kommune var blevet udstykket 1.400 hektar areal på denne måde. Samme år blev vedtaget parcelsalgsloven af 30. juni 1922, som fremover satte retningslinjerne for den fremtidige virksomhed på dette område. Loven var frivillig for kommunerne at tage i brug, men fastlagde, at enhver privat grundejer, som ønskede at udstykke arealer på 2.000 m² eller mere, skulle udarbejde en udstykningsplan, som skulle forelægges kommunen til gennemsyn.

En stor del af dette villabyggeri fandt sted som egentlige forstæder, det vil sige som sammenhængende med den købstad, det var anlagt i forbindelse med, således Studiebyen, Rygårds Allé i Gentofte (1920-24), KAB Bakkehusene ved Hvidkildevej (1921-22), Vanløse Allé (1923), Hulgårdsvej (1924), Sundvænget (1925), Heslegårdsvej (1927), Damvænget og Fuglebakken (1928). Men samtidig skete et lignende byggeri i større afstand af købstaden, især i tilknytning til jernbanestationer men i visse tilfælde også i forbindelse med busruter. Sådanne fjernforstæder havde ofte et vist stedligt håndværks- og handelsnæringsliv til betjening af de stedboende, men nogle steder kunne der udvikle sig til satellitbyer med ulige former for fabriks- eller industrivirksomhed.

Efter 2. verdenskrig

Frem til 2. verdenskrig havde boligbebyggelsen ofte karakter af enfamiliehuse, fordi man havde opfattet denne boligform som sundere end etageboliger, der ofte nedladende blev kaldt "lejekaserner" af deres modstandere, men efter 2. verdenskrig mente man, at tiden var inde til at bygge montagebyggeri i flere etager, og efterhånden udviklede der sig en blanding af begge boligformer med og uden stedlige arbejdspladser.

Med tiden begyndte man imidlertid at skelne mellem "sovebyer", der var rene boligbyer med kun de mest fornødne butikker og offentlige tjenester (børnehaver, skoler og lignende) til befolkningens betjening og hvor den sysselsatte del af befolkningen pendlede til og fra arbejde andre steder, mens "satellitbyer" kom til at betegne byer, der tillige rummede en vis produktionsvirksomhed.

Blandt efterkrigstidens utallige villabebyggelser kan nævnes Kingohusene ved Helsingør (opført 1958-60) og Terasserne ved Fredensborg (opført 1962-63), begge tegnet af Jørn Utzon. Af andre store, samlede, planlagte boligområder kan nævnes Tingbjerg-bebyggelsen, Albertslund Syd, Høje Gladsaxe, Lundegaarden, Eremitageparken, Egeløvparken, Galgebakken, Vejlby Vest, Aahaven, Hyldespjældet, Gadekæret, Egebjerggård, Bjødstrupparken, Skæring Nord Køge Bugt-fingeren bestående af flere bydele, Ballerup-planen, Bakkevænget, Randersvej i Århus, Vollsmose i Odense, Kvaglund-kvarteret og Gjesing Nord i Esbjerg, Gjellerup-planen i Århus samt Højvangen i Skanderborg og Gullerstrup-planen ved Herning, men listen er lang. Fælles for alle disse områder er, at det blev udlagte efter samlede planer som hele bydele eller boligkvarterer, ofte med offentlige institutioner som skoler og børnehaver samt stedligt butikscenter eller lignende og ikke sjældent med planlagt offentlig færdselsbetjening (jernbane eller rutebil/bus). Netop fordi disse boligområder blev anlagte efter forudgående byplanlægning, blev de dog som regel ikke anlagt isolerede men derimod i tilknytning til allerede eksisterende byområder. Skønt de således ikke udgjorde sovebyer i oprindelig forstand, fik de ofte hæftet denne betegnelse på sig.

Litteratur

• Aage Aagesen: "Befolkningen" (Niels Nielsen (red.): Atlas over Danmark. serie I, bind 2; Det Kongelige Danske Geografiske Selskab, København 1961)
• Rasmus Braad Christensen: "Højhuse i Danmark 1950-2010" (Kulturstudier årgang 1. nr 1 (2010); s. 76-99)
• Arne Gaardmand: Dansk byplanlægning 1938-1992 (Skive 1993); ISBN 87-7407-132-7
• Viggo Hansen: "Bebyggelsens historie" (i: Danmarks Natur, bd. 9: Det bebyggede land; s. 9-138; København 1970; ISBN 87-567-1269-3)
• Lisbet Balslev Jørgensen: "Enfamiliehuset" (i: Hakon Lund (red.): Danmarks Arkitektur; 2. udgave; København: Gyldendal 1985. ISBN 87-00-94772-5)
• Erik Kaufmann: "27 slags planer. Oversigt over og kritisk analyse af den offentlige fysiske planlægning i Danmark"; SBI-byplanlægning 4; Statens Byggeforskningsinstitut, København 1966
• S(teen) E(iler) R(asmussen): "Planetbyer" (Architekten, bind 33; 1926; s. 38-40)
• Charles J. Schou: "Vigerslev Haveforstad" (Architekten, 17 årgang nr 6; 1914; s. 41-47)
• Poul Sverrild: "Forstaden - byens forlængelse - ny by - eller?" (Fortid og Nutid 1992, s. 237-251)
• C. Th. Sørensen: "Parcelbebyggelsen" (Architechten XXV (1922), s. 274-282)
• C. Th. Sørensen: Parkpolitik i Sogn og Købstad; 1931 (genudgivet 1978; ISBN 87-7241-405-7)
• Villads Villadsen: "Byens plan" (i: Hakon Lund (red.): Danmarks Arkitektur; Byens huse – Byens plan; 2. udgave; København 1985; ISBN 87-00-94862-4, s. 38-42)