Scienceshow/Vejledninger/Rugbrøds-enzymforsøg

Fra Wikibooks, den frie samling af lærebøger
Spring til navigation Spring til søgning

Formål[redigér]

Formålet er at vise at spyt indeholder enzymer som kan nedbryde stivelse.

Opskriften på dette forsøg kommer fra en dygtig folkeskolelærer i fysik og kemi.


Sikkerhed og affald[redigér]

Alt kan komme i alm. affald, men man kan lige så godt spise det, man har siddet og tygget på så længe...

Sikkerhedsklasse

  • Ufarlig

Kemikaliedeklaration:

  • Rugbrød er ganske uskadeligt – det er ovenikøbet sundt.


Påkrævet sikkerhedsudstyr: Intet.

Man skal bruge[redigér]

  • Rugbrød
  • Forsøgspersoner (publikum)

Fremgangsmåde[redigér]

Hver deltager får udleveret ca. ¼ skive rugbrød. Rugbrødet skal tygges længe i munden; man må ikke synke rugbrødet. Deltagerne skal tygge indtil den, der styrer showet vurderer at det er længe nok (nogle minutter).

Forklaring[redigér]

Rugbrødet består primært af stivelse. Stivelse er et polysaccharid (amylose og/eller amylopektin) som består af lange kæder af a-glukose enheder. Spyt indeholder et enzym, der hedder amylase, som spalter stivelseskæderne så de bliver nedbrudt til mindre enheder – hvis man lader enzymet virke længe nok kan det spalte helt ned til enkelte glukose-enheder. Hvis deltagerne tygger længe nok vil de derfor opleve, at rugbrødet kommer til at smage sødt (pga glukosen) efter nogen tid.


Stivelse består af to komponenter: Amylose og amylopektin. Amylose er en lineær polymer af glukose forbundet primært med α(1→4) bindinger og kan bestå af adskillige tusinde glukose-enheder, der sidder som perler på en snor. Amylopektin er den anden komponent af stivelse og består ligesom amylose af glukose-enheder forbundet med α(1→4) bindinger. Amylopektin er derimod ikke lineært, men forgrenet via α(1→6) bindinger for ca. hver 24 til 30 glukoseenhed.

Glucoseogstivelse.png

Show noter[redigér]

  • Man skal ikke fortælle deltagerne, hvad de skal opleve på forhånd. Man skal vente til de har tygget så længe, at de selv bemærker den søde smag.
  • Hvis man har lyst til at kaste sig ud i noget med nedbrydning af stivelseskæder til sukker kontra cellulose, så kan man jo inddrage drøvtyggere som køer og deres evne til at nedbryde cellulose vha. mikroorganismer.


Perspektivering[redigér]

Forsøget viser at vores spyt indeholder enzymer som indgår i nedbrydelsen af det mad vi spiser. Dvs. omdannelsen af mad til energi sker ikke kun i mave og tarm, men den begynder allerede i munden.

Samtidig kan forsøget bruges som udgangspunkt for et læringsforløb omkring kost – at stivelse og sukker begge er kulhydrater og at stivelse kan nedbrydes til sukker. Derfor er det faktisk i princippet næsten det samme at spise kartofler som slik (uden kunstige tilsætningsstoffer), bortset fra at kartoflerne er også indeholder vand og fibre, og derfor mætter mere og i øvrigt også indeholder vitaminer og mineraler. Når man bager kartofler, eller koger løg og gulerødder længe, bliver disse grønsager også væsentligt sødere. Dette skyldes at endogen amylase-aktivitet i disse grønsager speedes op ved opvarmning i længere tid. På et tidspunkt vil enzymerne dog blive denatureret af opvarmingen.

Der findes også kulhydratkæder som ikke kan nedbrydes i menneskekroppen (fibre). (Dog kan mikroorganismer i tarmsystemet nedbryde nogle af disse fibre for os – derfor skal vi skam være glade for disse tarmbakterier). Det er indholdet af disse fibre i kosten som afgør, hvor sundt et produkt er – jo mere fiber, jo sundere produkt. (Der er flere forklaringer på dette – dels får man ikke ekstra energi – godt for os i den fede del af verden, skidt for dem der sulter – dels holder de fordøjelsessystemet i gang). Det kan altså ofte være misvisende blot at se på kulhydratindholdet, da det ikke fortæller noget om fiberindholdet.


Andre beskrivelser[redigér]

Websites med mere info:

- Link til Novozymes, som er en af verdens største enzymfabrikanter



Dette open-source materiale kan findes på Wiki-bogen om Science Shows på (http://da.wikibooks.org/wiki/Scienceshow)