Spring til indhold

Liverollespilsbogen/Liverollespil/Dagbog

Fra Wikibooks, den frie samling af lærebøger

Haralds bog

Forord:[redigér]

Dette er Harald kroværts bog, en udvidet baggrundshistorie og dagbog om Lothvik's krovært Harald på kroen "Det Røde Vildsvin", som fortæller hvordan han havnede som krovært på Lothviks mest travle kro, samt om selve Lothvik og den omgivende verden og dens historie som Harald opfatter den.
Den skulle gerne give læseren en ide om den verden som Tåge Over Lothvik foregår i, samt en ide om hvordan spillets centrale by Lothvik ser ud, samt hvordan en karakter i en kampagne oplever spillet.
Det er en historie i udvikling, så der vil løbende komme tilføjelser og rettelser. Sangene er visse steder indskrevet som link til den side, hvor man kan hente teksten, dette på grund af rettigheder til teksterne.

Prolog[redigér]

Leirmat[redigér]

Kort over Leirmat

En gang var Leirmat et stort kaos. Hextors væsner såsom trolde, diverse bæster, hydraer, drager samt hans parodier på elvere og mennesker, Orker vandrede frit omkring. Alting var død og ødelæggelse, hele lande lå i ruiner.

En dag (i dag bedre kendt som begyndelsen af år 0) blev Kalmar født. Han voksede op og blev en stærk kriger, lige så stærk som selveste Hextor. En dag blev det Kalmar for meget og han samlede de stærkeste mænd i hans landsby Lidory og trænede dem op til proffesionelle krigere. Da han endelig en dag følte at alle var klar drog de af sted. Kalmar og hans krigere kæmpede sig stille og roligt vej frem til den ø hvor man sagde at Hextor opholdt sig. Da de nåede frem befalede Kalmar krigerne at de skulle blive og vente på ham.

Alene drog Kalmar ud på øen, og her mødte han ondskaben selv ”Hextor”. Hextor og Kalmar kæmpede frem og tilbage i 2 dage, men det førte ingen vejne. Ingen af dem kunne bare ikke vinde over den anden.

På kampens tredje dag viste Sirin sig, hun befalede dem begge til at stoppe, hvilket de begge gjorde i bar forbavselse. Herefter gik hun hen og gav Kalmar et stort kys fordi han kæmpede imod det ondeste af alt ondt. Hextor mistede helt koncentrationen og det brugte Kalmar til at fange Hextor.

Hextor blev ført til Nuor, gudernes fængsel, hvor hans broder Heronius, retfærdighedens gud, vogter over ham. Sirin tog Kalmar til mand og ophøjede ham samtidig til gud.

I år 43, på det sted hvor Kalmar besejrede Hextor begyndte en by stille at vokse frem omkring et pragt palæ som Kalmars kaptajn Soqla havde bygget til Kalmars ære efter sejren.

Der kom flere og flere folk til, folkevandringen ville ingen end tage og til sidst var over 100’000 indbyggere kommet til dette lille sted. Soqla så det hele som hans og han kronede sig selv til konge af landet Cyrodiil. Men det var ikke nok for Soqla, han samlede en mægtig hær og trænede den de var lige så gode som Kalmars.

I år 103 sendte Soqla bud til Betonia om at overgive sig til Cyrodiil. Betonia var træt af krig og havde ikke til hensigt at kæmpe imod ham og gik derfor frivilligt ind på kravet. Soqla var efterhånden blevet gammel og overlod kronen til Laok hans sønnesøn som han udråbte til kejser.

I år 254 erklærede Glaf, efterkommer af Soqla krig mod Ypra; Anito og Sola. Glaf havde stort et stort fremskridt med træningen af soldater. Han brugte en meget varieret hær så han havde noget til at klare de forskellige opgaver på slagmarken. På tros at dette varede krigen ca. 25 år og herefter havde han kun kontrollen i Ypra. Men det var ikke enden Anito ville være fri fra den griske kejser. Det kostede Kejser Glaf 15 års krig og over 20’000 af hans bedste soldater at erobre Anito og Sola.

I år 982 regerede Nofel han var kejseren, der fik Songar; Irelom; Nofele og Etsil ind i riget. Det var nok en af rigets mest fredelige perioder. Ingen kamp kun fredelige overgivelser. Først var det elver landet Nofele og dernæst kom Irelom. De to øriger kom i år 1003. Hvorefter Nofel afgik ved døden.

Den næste kejser var Sigalus II han beordret William I til at angribe og erobre Balqos. William erobrede Balqos og blev kronet konge af Balqos af Kejser Sigalus II. Sener beordret han indtagelsen af Morro og Ragnos.

I dag år 1404 er det eneste land som man kan sige ikke er en del af riget, selvom kejseren siger det Ragnos. Kejserriget poster millioner på at holde små krige i mellem racerne og kongerigerne.

Balqos

Kort over Balqos tegnet af Dae Moric

Vi befinder os i Balqos beliggende mellem havet og nabo landene Morro; Sola; Anito; Ragnos; og hovedlandet Cyrodiil. Balqos er stort set dækket af skov men imellem træerne dukker der dog en lille by op eller to. Balqos er meget præget af gamle tider!

Før William Gilchrist I var Balqos regeret af to sort elver klaner (Huse). Dette var en voldelig tid, digteren Sizica kaldte det for ”Dage og Nætter af Blod og Ondskab.” Husene var stærke magtbesiddere der kæmpede imod de Empiriske ideer. Men general William fik jagtede alle der var imod ideerne til landet Morro. William blev kronet konge af Balqos af kejser Sigalus II.

Herefter grundlagde William Gilchrist I Lothvik og gjorde den hovedstad i Balqos. Lothvik blev hurtigt en travl handelsby. Der kom med tiden racer som dværge, elvere, halvelvere og halvlange til denne mellemstore by. Der blev bygget et tempel til guderne og William byggede et slot hvor ham og hans rådgivere samles. Lothvik kom med tiden til at line en rigtig hovedstad.

I 20 år regerede William Gilchrist I hele Balqos. Det var en Gylden og Hellig tid, hvor retfærdighed var kendt af alle; fra farmer til adel. På William I død regnede det konstant i hele fire dage, som om at selve Balqos var ved at gå under.

Kong William I sønnesøn Tomas Gilchrist I overtog tronen efter William I død. Selvom hans regerings tid var kort var han stærk og beslutsom som William I havde været. En tid Balqos kunne havde brugt mere af. Lasa en ukendt fjende af Gilchrist familien hyrede en flok lejemordere til drabet på Tomas I.

Gille-Eathain over tog tronen efter sin far Tomas I. hans regerings tid var lang, det var en forfærdelig tid for Balqos. En tid præget at krig mod Morro og ramt af pest. Gille-Eathain afgik ved døden.

Gille-Eathains søn William II arvede tronen. Hans tid var også præget af krigen mod Morro. På en rejse til en erobret by blev William II karavane overfaldet og kongen selv taget til fange. Her sad han fanget i omkring ti år. Da kejser Victor III købte ham fri tog William II straks hjem til Balqos tvang kejseren til at udkommandere en hær der skulle gøre Morro til et kongerige i Leirmat. William II døde tragiks i kamp mod sortelverne.

Gabhan Gilchrist tog tronen efter William II det lavede en drastisk vending i Balqos. Gabhan gjorde Balqos til et komplet enevælde. Ingen anden havde noget at skulle havde sagt. Gabhan myrdede tretten mand for at havde sprut om skattelettelser. Gabhan var brytal og nådesløs.

Gabhans sønnesøn William Gilchrist III ham ihjel og tog der efter tronen. Det blev en tid med glæde og kærlighed, William III hævede de stramme skatter og gjorde Balqos frit for alle undtagen Grønhuder.

I dag er Lothvik stadig en travl handelsby. Kong William Gilchrist III er stadig regent efter drabet på farfaren Gabhan. William bor på det gamle slot et flot syn hvis du ikke er vandt til store slotte. Alle kan søge audiens, det sker sjældent at man bliver afvist. Med tiden han Lothvik fået et Magerkonklave, byens magere ledes af ærkemagerne Raven Mercer, som dog tænker på at trække sig tilbage og lade hans lærling Baltazar overtage. Byen huser da helt klart et tempel til ”De Gamle Veje” som er prima religion i Balqos. I templet vil du nok finde byens Ypperstepræst. Pas på ham han er en gammel red, med en smule tryllekunster i ærmet. Byens militærmagt Lothvik Garden holder til i nærheden af den ene port. Men lad nu være med at provokere vagterne du kommer bare galt af sted. På tovet er der typisk tændt op i blåpladsen her mødes mange rejsende for at varme sig ved bålet eller sælge de fineste vare som skindene punge østfra. Byens kro ”Det Røde Vildsvin” er meget besøgt af alle så vil du havde oplysninger er det nok det rette sted. Her er alt slags sladder og rygter. Dette er også stedet hvor den bedste øl i verden kan købes tro mig jeg har været mange steder men Krovært Haralds øl er den bedste. Du vil finde mange både store og små sidde på kroen og spise.

Indledning[redigér]

Jeg går nu tilbage i tiden og begynder historien den dag hvor "Det Røde Vildsvins nuværende krovært, Harald, kom til Lothvik.

Harald kommer til Lothvik[redigér]

Harald kom farende pustende og stønnende gennem den tætte underskov med sveden drivende ned af sig, mens han tænkte på hvorfor han dog havde forladt sit hjem i Randborg langt nordpå for at søge lykken i byen Lothvik, som lå i landet Balqos. Han var blevet overrasket af en flok orker som hærgede i Dunkelskov, en tæt og mørk skov som lå lige nord for hans mål.
Endnu kunne han fornemme lugten af deres rådne ånde, men han følte at han havde fået rystet dem af sig og satte farten ned for at puste ud og fik samtidig tid til at kigge sig omkring for at finde vej igen. Efter at have gået et stykke tid åbnede skoven sig lidt og han fandt antydningen af en sti, og han valgte den retning der gik mest mod syd. Der gik ikke lang tid før han stødte på en lille vej, der førte i den rigtige retning og så gik det rask af sted, mens han tænkte på hvad der var i vente, han ville snart være fremme ved sit mål.
Efter at have overnattet en sidste gang i det fri, vandrede Harald mod Lothvik og snart kunne han se byen i det fjerne, allerede her virkede den stor med alle dens tårne og den høje mur der omgav hele byen som værn mod alt ondt.
Efterhånden som han kom nærmere kunne han skelne flere og flere detaljer og han kunne se at byen var godt bevogtet af en garde som stod vagt ikke kun ved porten, men også oppe på muren blev der holdt udkig, man kunne fornemme at her kunne man være i fred når først man var kommet inden for porten.
Han blev holdt op af en af portvagterne og en officer kom ud og spurgte: "Hvad er dit navn og hvad er dit ærene her?", Harald svarede "Mit navn er Harald, og jeg er kommet fra Randsborg som ligger langt mod nord." "Er du kommet gennem Dunkelskov?" spurgte officeren, "der er der ikke mange der gør i disse tider, orkerne er blevet mange og de overfalder alt og alle der bevæger sig ind i skoven." "Ja" svarede Harald, "jeg rendte ind i et par stykker, men efter at have fældet de forreste lykkedes det mig at stikke af fra dem." "Der var du heldig" svarede officeren "det er der ikke mange der er i stand til. Hvis du søger arbejde, var det så ikke noget for dig at komme med i garden, vi kan altid bruge en dygtig og heldig soldat." "Det tror jeg ikke jeg er interesseret i lige nu. Mit håndværk er tømrer og jeg er også ret ferm til at lave mad, og en historie og en sang kan jeg også altid finde" sagde Harald "Jeg vil gerne have lov til at passere for at søge arbejde hos byens håndværkerlaug." "Det er spild af gode kræfter, men det er dit valg, du kan altid komme tilbage og få job her. Hvorfor er du kommet, du der kan så meget?" "Jeg havde ikke meget at lave hjemme, der har været fred længe og ingen behøver min tjeneste lige nu, der er for mange om budet." "Meget vel du kan passere, du finder håndværkerlauget hvis du går lige frem til torvet og til højre ad Tværgade, der ser du deres skilt."
Harald gik op ad den forholdsvis brede gade, de kaldte bredgade, der endte i byens torv. Der var mange forskellige slags folkeslag, han så både små dværge, gnomer og så elvere, som han aldrig havde set før, men her var de. Han glædedes over deres elegante og yndefulde ydre og ikke mindst de fine spidse ører. Så var det sandt at byen var en fristad, hvor mange racer levede sammen i fred. Han havde aldrig helt troet på historierne.
Han gik over torvet som var fyldt med boder, hvor fra de solgte alt muligt. Midt på torvet stod en slags scene hvor er mand stod i gabestok i den ene side og han blev hånet af dem der gik forbi, og et par drenge stod og kastede småsten på ham, fint tænkte Harald her opretholder de lov og orden.
Han drejede ned af tværgade og så hurtigt håndværkerlaugets skilt. Han gik indenfor i huset og det var kun håndværkerlaugets oldermand der var til stede, og efter at have præsenteret sig fik han at vide at de ikke havde brug for nogen tømrer lige nu, men de manglede hjælp på kroen "Det røde vildsvin" ned på det store torv.
Harald gik ned på kroen og fik fat på kroværten, en stor rundmavet mand med fuldskæg og rød næse, som blev meget glad for at Harald ville hjælp til på kroen. Harald fik også et lille hummer øverst oppe under taget med en seng, et lille bord og en kiste til hans sager, der var også et lille tagvindue så han kunne se hvad der foregik på torvet. Harald var glad for det og indrettede sig og gik derefter ned i krostuen for at hjælpe til.

Harald fortæller[redigér]

Harald fandt hurtigt ud af at her var liv og glade dage, koen var vel besøgt af både borgere, garden og af folk på farten, da næste morgen kom ned i krostuen var der en livlig snakken og alle ville gerne hilse på ham og høre om ham og hans hjemegn. Efter at have serveret en omgang øl, fik han tilbudt et krus selv og bedt om at sætte sig og fortælle.
Det var en gruppe fra garden, en broget flok krigere af både mennesker og elvere, Harald sad overfor en smuk høj elver med langt lyst hår, hans navn var Eurantalon. De faldt i snak og inden længe fortalte Harald.
"Jeg er født og opvokset i byen Randborg som ligger langt mod nord i Midgård, byen ligger ved havet og vi er gode bådebyggere og krigere. Vi kalder os selv for Nordboere da vi lever så langt mod nord. Min far er bådebygger og derfor er jeg også oplært tømrer og bådebygger."
"Hver sommer drager vi i viking, det kalder vi det når vi sejler ud for at handle og plyndre. Det er derfor jeg også kan lave med og kæmpe. Det er kun mændene der drager i viking, og vi skal have de lange sejladser til at gå, så derfor kan jeg også synge, ja endda selv lave sangene. Dagene er korte og nætterne lange, så vi har et lystigt liv på kroerne og gårdene, der mangler aldrig mjød eller gode historier."
"Efterhånden har vi etableret handel med alle vi kender og vi sejler nu mest ud for at handle, og selvom der selvfølgelig skal krigere med til at passe på og beskytte mod pirater, så er mange nødt til at blive hjemme."
"Til sidst blev det for meget og jeg besluttede mig for at drage af sted, mod denne by som jeg har hørt mange historier om og fået lyst til at prøve lykken i. Så en forårsmorgen pakkede jeg min vadsæk og drog af sted."
"Jeg mødte mange spændende folk på vejen og i Dunkelskov blev jeg overfaldet af orker." "Faldt du i med orker?" spurgte Eurantalon "Ja, men jeg slap væk efter at have slagtet et par stykker først." "Det er ellers en bedrift sådan at slippe fra en flok helt alene i Dunkelskov!" "Måske, det ved jeg ikke noget om, men de skal være lidt hurtigere for at slippe godt fra mit sværd når jeg er sur." Sagde Harald "Men nu har jeg fået denne gode tjans her i kroen, og jeg glæder mig til at lære folk at kende."
"Det var ellers noget af en historie, jeg glæder mig til at komme igen og høre mere." Sagde Eurantalon "Det vil glæde mig" svarede Harald "Jeg vil også gerne høre om dig og elverne en dag."
De drak begge ud og skiltes som venner. Harald følte at de nok skulle komme godt ud af det sammen, men nu var han træt og der var ikke mange gæster tilbage i krostuen og han ville derfor til køjs. Tilfreds med at han endelig var fremme og endda havde fået noget at lave med det samme, tilmed havde han måske allerede mødt en ven.

Orkerne på krigsstien[redigér]

Et par dage efter hvor Eurantalons gruppe igen var på besøg i Det Røde Vildsvin, og de igen sad i godt lag og snakkede, kom en kaptajn farende ind på kroen og råbte at de skulle skynde sig til deres poster, for orkerne angreb byen i et langt større antal end de plejede.
"Tager du ikke med og hjælper til Harald?" spurgte Eurantalon. "Jo, jeg springer lige op efter mit sværd, så er jeg der." svarede Harald og sprang op ad trappen for at hente sit sværd, han var hurtigt nede igen og sammen løb de op på Eurantalons post på bymuren.
Og der var rigtig nok mange orker, der prøvede at komme ind, de hamrede mod byporten og prøvede at klatre op ad muren, heldigvis havde de ikke stiger med. Kaptajnen samlede efter et stykke tid en stor flok krigere, deriblandt Eurantalon og Harald, og på hans signal åbnedes porten og de væltede ud og huggede løs på orkerne, som blev fuldstændigt overraskede og modstanden var ikke så stor som forventet, de var heller ikke så gode til at slås, så der faldt mange orker for hver mand. Harald kæmpede bravt og selv om han var ved at være træt, var han god til at komme igennem med hans korte sværd, som han mestrede i den tætte kamp. Selv fik han ikke mange skræmmer og efter en god times tid flygtede de sidste orker ind i Dunkelskov igen.
Tabene for byen var små, kun 10 døde, men 50 sårede. Man optalte 70 døde orker og lige så mange hårdt sårede, som blev slagtet ned med det samme, de blev alle samlet sammen i en stor bunke og brændt af.
Man var enige om at dette havde været det værste angreb nogen sinde, orkerne måtte være desperate efter noget, måske var de ved at sulte ihjel. Nogle måtte finde ud af det. Byens øverstkommanderende, Jarlen, nedsatte en lille gruppe mænd til at drage ud for at finde ud af det. Gruppen på 12 personer bestod blandt andet af Eurantalon og Harald, som var blevet udvalgt fordi han alene var kommet gennem Dunkelskov og havde kæmpet bravt for byen mod orkerne.
En kaptajn ledte dem ud i Dunkelskov, hvor de vandrede rundt for at finde spor efter orkerne. En af aftnerne da de sad rundt om lejrbålet og snakkede og gjorde grin med orkerne begyndte Harald pludseligt at parodiere orkerne med denne sang (En orks liv):

Jeg er en baby-ork,
.
Tralalala………

Det var til stor moro for alle de andre og de sang den flere gange i løbet aftenen.
Efter et par dage fandt de spor og de fulgte det møjsommeligt gennem skoven, her var Eurantalon god til at se sporende, man så at han rigtigt var hjemme i skoven, ja nærmest var et med den.
Så pludselig stødte de ind i en gruppe orker og det blev hurtigt til kamp, men de kæmpede ikke godt og efter et stykke tid var 8 orker nedlagt og 2 taget til fange, resten var flygtet igen. De indledte et forhør af de to orker, som mest gryntede, men med lidt pres fik de ud af dem at der var for mange orker hjemme i bjergene og at der derfor ikke var nok at leve af, de var derfor flyttet til Dunkelskov for at skaffe plads og føde. De havde besluttet sig til at prøve at tage Lothvik for at få masser af kød samt et mere sikkert sted at være. Indtil nu havde de bare en lejr i skoven, men de ville ikke sige hvor det var, så til slut blev de begge aflivet. Alle de døde orker blev spiddet og stillet op til skræk og advarsel til de resterende orker.
Med disse oplysninger drog de tilbage til Lothvik for at aflægge melding så man kunne tage de nødvendige forholdsregler.

Skjalden Harald[redigér]

Et par dage efter hjemme på kroen hvor der som sædvanligt var vildt gang i den, sad Harald og puslede lidt med en ide til en sang, de sidste brikker faldt på plads og efter et stykke tid rejste Harald sig og satte i med den sang han lige havde lavet, inspireret af den nyligt overståede fejde:

Skærm jeres lejr med grav og planke,
hvæs jeres våben snittende blanke.
Frygt ej de ondes sorte hær:
Ondskab skal vige for vores sværd
Omk:
Skytter, krigere, piger og knejte,
nu skal vi sejre i Lothviks fejde!

Bagved de ondes glitrende hjelme,
skjuler sig bange skælvende skælme.
Den onde fjende har gjort det til pynt:
Rustninger, skjolde, jorder og mønt.
Skytter...

Væsener bytter de ud for penge,
Porten til freden de låse og stænge;
Piner og binder for penge og gæld
Mennesker, elvere og anden sjæl
Skytter...

Mørkets onde skadesværme
Skal sig for elvernes latter beskærme.
Onde fjender, der er på stand
Møde nu skal den elviske mand
Skytter...

Hornet har gjaldet trende gange.
Det er de onde, der si'r, vi er for mange.
Lad ikke fremtiden sige om os:
De onde knægted' os uden at slås!
omk:
Skytter, krigere, piger og knejte,
nu skal vi sejre i Lothviks fejde!

Der var vild jubel og klappen da Harald var færdig. Han takkede mange gange og måtte love at lave en ny sang snarligt. Han gik hen til Eurantalon som også var der den aften. "Det var en god sang Harald, det er du god til!" sagde Eurantalon, Kan du også nogle derfra hvor du kommer fra?", "Ja vi sang jo meget, specielt når vi sejlede og i de lange vinteraftner vi har derhjemme." "Vil du ikke synge en af dit hjemland sange, vi vil meget gerne høre en, så vi får en ide om hvordan der er deroppe." "Jo da, jeg tror jeg kan en i vil synes om, den sang vi tit på kroen. Hjemme er vi altid glade for en festlig aften, og vi lader gerne mjøden flyde i rigelige mængder, og det kan godt gå hedt til, denne sang handler om, hvordan en festlig aften kan være i Randsborg."
Og så sang Harald igen:

Der sad ti kæmper i gildesalen

Igen blev der vild jubel, "Mere, mere" skreg folk "kom med en til". "Nej ikke lige nu" sagde Harald, nu skal jeg først have lidt at drikke og ha' en snak med min ven Eurantalon her." Folk blev skuffede men Harald holdt på sit og satte sig ned og snakkede med Eurantalon. "Hvad er mjød for noget?" Spørger Eurantalon, "det er en slags øl, brygget på honning." svarer Harald. "Har i ingen sange der hvor i kommer fra?" Spurgte Harald, "jo vi synger skam også", "vil du så ikke synge en sang for os?", "Hmm, jo i kan høre denne:" og Eurantalon satte i med en klar lys og meget smuk stemme, han sang en sang på elversproget og det lød sådan her: Her kommer sangen Alle folk var ellevilde, aldrig havde de hørt noget så kønt, de ville høre mere men Eurantalon var ikke i humør til flere sange den aften.
Aftenen fortsatte i højt humør og der blev sunget mange fællessange og snakket til langt ud på natten, det var i sandhed et dejligt livligt sted han var havnet, tænkte Harald og gik til ro og sov til langt op ad næste dag.

Fristaden Lothvik[redigér]

Efter de første begivenhedsrige dage i Lothvik faldt det hele lidt til ro, og Harald fik tid til at se sig godt om i byen.
Lothvik var en lille by omkranset af en høj mur af groft tilhuggede kampesten. Den havde 2 firkantede tårne på hver side af porten og to til på den modsatte side af byen. Bygget sammen med borggården. Den havde kun den ene indgang, hvilket gjorde den let at forsvare.
Byen blev ledet af William byens nuværende Jarl, Lothviks enehersker, som blev valgt af rådet, som var den lille flok han havde som rådgivere. Jarlen holdt til på borggården, et stort prægtigt hus på 3 etager, med bindingsværk og store romanske vinduer, og en stor portagtig dør midt i huset. I de to hjørner der vendte mod torvet var to runde tårne med spidst tag. På hvert af de to tårne vejreder byens flag, der var 2 delt vandret med lysegrønt øverst og mørkegrøn nederst.
Desuden var der, som han allerede havde stiftet bekendtskab med, en lille fast garde, der gik i våbenkapper af samme farver som byens flag, ledet af kaptajn xx som trak på byens befolkning når det var nødvendigt til forsvaret af byen, til dagligt stod de også for at holde lov og orden i byen.
Lothvik var domineret at torvet der var omkranset af borggården, kroen på højre side og templet på den modsatte set fra bredgade, der ledte fra porten og direkte op til torvet. Til hver side lige før kroen og templet var 2 sidegader, Tværgade.
Kroen som Harald kendte så godt var en lang hvid bindingsværkshus med 2½ etage, hvor 1. etage stak lidt ud over stueplanet. Taget var klinkebygget af træ. Oven over kroens indgang hang et skilt med et rødt vildsvin og teksten: "Det Røde Vildsvin" på. Krostuen var et hyggeligt, lidt dunkelt, sted med plankeborde og bænke og træsøjler midt i rummet. I den ene ende af langsiden buldrede ilden lystigt fra en stor kamin og i den anden ende var en disk, hvorfra kroværten og Harald serverede. Bag disken var en stor åbning ud til køkkenet, et sted Harald også hjalp til i, da mange gerne ville smage den mad han kendte hjemmefra.
Templet var for den største og mest tilbedte guder, Sirin (Jordens moder), Klamar (krigsguden) og Shanon (Himlens gud), mellem templet og muren lå et kloster, hvor præster og munke boede. Længst væk fra borggården til højre på modsatte side af kroen ligger magernes hus, et mystisk hus som kun troldmændene kender indersiden af.
På torvet stod i midten en firkantet forhøjning med en gabestok i den ene side, den blev brugt til både scene, afstraffelser og henrettelser, som i Lothvik foregår ved halshugning.
Fra Garnisionen, som ligger lige inden for byporten, ligger der håndværkerhuse på begge sider af bredgade. Bredgade var i sagens natur en meget befærdet gade med folk i mange forskellige ærinder hos de forskellige håndværkere, det var en flot bred gade, hvor de fleste huse var i tre etager og i mange forskellige farver og flere steder gik små smøger ind til husene som lå bagved, mest beboelseshuse.
Tværgade som gik på begge sider af torvet var noget smallere og ikke så lang som bredgade. På tværgades, samme side som kroen, lå magerhuset og håndværkerlauget, op langs kroens bagside gik fra tværgade en lille smøge, som knækkede skarpt til højre lige hvor kroen ender drejer den skarpt til højre og ender i en lille dør i bymuren, en meget gammel og meget kraftig dør, jernarmeret, det er den eneste anden indgang til byen, som kun de færreste kendte til, den var altid låst og blev aldrig benyttet.

Harald overtager kroen[redigér]

Efter at have været i Lothvik i et halvt år er Harald faldet godt til i byen og på kroen. Han har fået mange venner og hjælper gerne til når byens garde kalder. En morgen kalder kroværten Harald ind til sig og beder ham om at sætte sig, Harald sætter sig og kroværten begynder: "Som du nok har bemærket så er jeg begyndt at hoste lidt vel rigeligt på det sidste og jeg er også begyndt at skrante lidt, jeg synes også at det bliver værre dag for dag, og der kommer også blod med ud når jeg hoster. Jeg er meget træt, og har i går, da jeg var ovre på klostret for at konsultere munkene, fået at vide at jeg er meget syg. De mener at jeg bør rejse til varmere lande mod syd da jeg eller meget snart vil dø, klimaet er ikke for mig mere. Jeg vil derfor bede dig om at passe kroen mens jeg er væk, du kan altid ansætte ekstra hjælp, du kan også flytte ned i mine gemakker, der er meget bedre plads."

Det er jeg ked at at høre" sagde Harald "men jeg vil da meget gerne passe kroen for dig mens du er væk." "Tak" sagde kroværten " Du er en god mand, der er til at stole på. Jeg vil være tryk ved det."
Således gik det til at Harald nu , da kroværten drog af sted med sin kone og et par munke til følge, flyttede ned i kroværtens gemakker og blev krovært. Der gik 2 måneder før han hørte til kroværten igen, det var desværre dårlige nyheder. Det var en dag midt på dagen at en munk kom ind på kroen og trak Harald over i et stille hjørne. "Sæt dig ned" sagde munken og Harald satte sig "Jeg har desværre dårlige nyheder med" fortsatte munken med dyster mine, "kroværten er desværre gået bort, han var meget svækket af sin sygdom, og en dag kom der røvere og han var ikke i stand til at flygte, de dræbte ham og konen og stjal hvad de havde tilbage." "Nej" næsten råbte Harald "Det kan ikke være rigtigt." "Jo desværre. Der var dette brev i huset, det var et han havde skrevet, for han viste at han ikke havde langt igen" sagde munken og rakte Harald brevet "det er et testamente."

I brevet stod:

Kære Harald
Jeg har nu ikke langt igen, jeg fik det lidt bedre da vi kom herned, men jeg bliver igen dårligere. Når du får dette brev er jeg død.
Min sidste vilje er at du overtager kroen "Det Røde Vildsvin" og driver den videre, jeg har desværre ingen børn, men jeg blev meget glad ved dig, selv om vi ikke har kendt hinanden særligt længe.
Min kone ønsker ikke at vende tilbage, så hermed overdrager jeg kroen til dig Harald.
Din evige ven kroværten
"Det er godt nok sørgelige nyheder du kom med" sagde Harald efter at have læst brevet "Jeg er glad for at være på kroen, så jeg overtager gerne, jeg tager op på Borggården i eftermiddag og får tinglyst skiftet. Men du må da vist være tørstig efter denne omgang, vil du have en øl med, for jeg trænger til en at styrke mig på." "Jo tak" sagde munken.

Og således var Harald nu blevet krovært og ejer af Det Røde Vildsvin, og han svor at han ville opsøge og dræbe de røvere, der havde slået hans gamle krovært ihjel, ingen mennesker med respekt for sig selv ville slå en gammel syg mand og hans kone ihjel.

Turnering i Lothvik[redigér]

En dag gik William Gilchrist’s herold rundt i Lothvik med tromme og opslag, han gik rundt og proklamerede at byens store leder William Gilchrist ville afholde en stor turnering med mange forskellige kamptyper. Specielt for denne turnering var at alle kunne deltage lav som høj samt at alle kampe ville foregå til fods. Som noget helt specielt skulle der også være en magisk turnering for troldmænd, magere og druider, noget alle glædede sig til at overvære, idet det var sjældent at man så dem udøve deres magi, noget de helst holdt for sig selv.

Straks gik alle i gang med at forberede sig til den store dag og rygtet bredte sig til nær og fjern så man forventede det helt store rykind. En kampplads lige inden for porten blev gjort klar og byen blev pyntet op. Snart var byen klar til dagen og i ugen op til turneringen begyndte folk at indfinde sig og blive skrevet op til deltagelse i turneringen.

Da dagen endelig oprandt, var det et forfærdeligt uvejr med regn og blæst som truede med at få det hele aflyst for mange af de forventede gæster udeblev på denne dag. Men for ikke at skuffe dem der alligevel var kommet besluttede William Gilchrist at turneringen skulle afholdes under alle omstændigheder. Alle folk i Lothvik samledes derfor omkring kamppladsen i spændt forventning om de kommende kampe. Den sidste der ankom var selvfølgelig William Gilchrist, som ankom i prompt og pragt og under stort festivitas åbnede turneringen.

Og kampene gik i gang først var det nævekamp, hvor de kæmpende ikke måtte bruge nogen form for våben eller panser, en kamp hvor det galt om at slå sin modstander ud eller få ham til at rykke ud af den markerede cirkel, den der sidst stod op eller blev i cirklen havde vundet. Dernæst gjaldt det sværdkamp hvor de kæmpende var iklædt alt deres kampudrustning. William Gilchrist deltog selv i sværdturneringen og blev den ubestridte vinder til stor fryd for Lothviks indbyggere.
Sidste ordinære kampstil var hold kamp hvor hold af forskellige størrelser stille op til sværdkamp, et imponerende syn når to hold tørnede sammen i et méle af råb og kæmpende.

Finalen var magikampen mellem forskellige troldmænd og her var jublen stor aldrig havde man set mage til fagter og besværgelser, der også tit afgav tåger af forskellige farver og ild samt alskens syn af forskellige fabeldyr. Raven, byens overmager, blev vinder af kampen med hans lærling som nummer to. Turneringen endte med hyldest til de vindende og uddeling af de lovede præmier, og alle gik hjem efter en spændende dag i Lothvik.

Harald flytter på landevejskro[redigér]

Således gik dagene nu en efter en, kun afbrudt af en fejde mod de onde uden for byen i ny og næ. Harald blev venner med mange af byens indbyggere og havde det egentlig rigtig godt, men med tiden blev det lidt ensformigt at det næsten kun var de samme kunder der kom hele tiden. De onde tider der var kommet til Balqos, efter at orkerne og sortelverne permanent havde slået sig ned i Balqos gjorde at der ikke kom mange rejsende til Lothvik.

Harald besluttede derfor en dag at han ville tage på opdagelsesrejse i det sydlige Balqos, hvor han endnu ikke havde været. Første rejse var sammen med Lothviks garde der skulle ud for at jage en lille flok orker og sortelvere der hærgede rundt. Det var en spændende rejse der til sidst endte med at de fik opsporet ’banden’ og nedkæmpet dem, en kamp der næsten gjorde det af med Harald. Han var pludseligt kommet bort fra de andre og var blevet omringet af banden og fik mange svære hug, til sidst var han sunket om og lå livløs på jorden. Heldigvis kom garden på dette tidspunkt og fik orkerne jaget på flugt. I følget var en alkymist ved navn Oluf som var kyndig i både førstehjælp og healing, han fik healet Harald så han var i stand til at følge med tilbage til Lothvik for at komme sig der.
Selv på trods af den hårde medfart han havde fået, besluttede Harald sig senere for at drage af sted for at udforske landet noget mere, denne gang tog han alene af sted, og en dag kom han forbi et forladt sted ved en landevej. Et rigtigt godt sted med gode muligheder for at oprette en kro, så Harald besluttede sig for at prøve lykken og gik i gang med at indrette stedet til kro. Da han var færdig og han syntes at nu så det godt ud, drog han tilbage til Lothvik for at tage afsked med byen og bekendtgøre at han åbnede et andet sted.

Tilbage i Lothvik holdt Harald en stor afskedsfest for alle hans venner som alle lovede at besøge ham på hans nye sted, når de var på rejse ude af byen. Inden Harald tog af sted opsøgte han Lothviks Magerkonklave for at få Raven, magernes leder, til at tage med og fortrylle den nye kro. Efter lange samtaler og overtagelse fik Harald Raven til at drage med til den nye kro som han også kaldte ”Det røde vildsvin”.

Tilbage på landevejskroen, som havde stået uberørt i Haralds fravær, gik Raven i gang med sit arbejde. Raven brugte land tid på at forberede sit fortagende og til sidst gik han i gang. Harald blev sendt væk og fik besked på ikke at komme tilbage før han blev hentet, da det ville være alt for farligt at være der mens Raven arbejdede. Raven messede mange besværgelser med ivrigt brug af hans magiske stav, og snart kunne Harald ikke se kroen som var indhyllet i en sær lyslilla tåge. Harald ventede i mange timer og pludseligt tonede kroen frem igen, skønnere end før og frem mod ham kom Raven.
Raven forklarede nu Harald at kroen var fortryllet så alle der kom i nærheden glemte hvem de var og hvilken race de tilhørte, alle kunne nu være på kroen uden at være fjender. For at Harald skulle kunne arbejde blev han modbesværget så kroens fortryllelse ikke virkede på ham, han er derfor den eneste (bortset fra Raven) som er i stand til at se hvem folk i virkeligheden er når de besøger ”Det røde Vildsvin”.

Kroen blev ret hurtigt kendt i vide kredse og der kom mange besøgende af alle arter, mest de gode som han kendte fra Lothvik, men også sortfolk kom der. Det kunne til tider være hårdt for Harald at se sortfolket, men det satte omsætningen op og bragte liv og glade dage til kroen, det var tit interessant at iagttage folkeslagenes møde her, for selv om de glemte at om race og tilhørsforhold, så havde de stadig deres gamle personlighed og det satte mange gange liv i kludene.

Efterskrift[redigér]

Sangene der er gengivet her er kraftigt inspireret af andre rollespilssange fra andre hjemmesider, eller endda lånt direkte derfra.
Kilder:


  • En orks liv, af christian colberg, www.skjaldesang.dk
  • Lothviks evige kamp, inspireret af Elverne hårde kamp af Maria Margrethe Fabricius Hausbøl, www.skjaldesang.dk
  • Og de bar stadig mjød ind, omskrevet lidt fra "og de bar stadig øl ind", revyvise skrevet af: Hans Ole Nielsen, melodi: Karl Viggo Meyer, www.skjaldesang.dk

Balqos guder og deres tilbedere[redigér]

Harald snakkede med mange folk i sin tjans på kroen, for her kom ikke kun de faste folk fra byen, men også mange rejsende udefra. Ud fra alle de historier han hørte havde han fået dannet sig dette indtryk af landets gudeverden:
Sirin var al tings skaber, som i intetheden havde skabt verden, kun blev et lille "hul" tilbage, hvori det onde boede og voksede og til sidst skabte den onde Hextor, der siden hen skabte alle onde væsner (orker, trolde mm.). Sirin følte sig alene og gik ud i verden og fandt en elvermand, Kalmar var hans navn, og giftede sig med ham og ophøjede ham til gud, han blev den der styrede alle krige mod det onde.
Sammen fik de børnene, Zavvas og Shanon som blev henholdsvis magiens og himlens guder. Zavvas skabte sig, ud af mennesker, sin egen race, troldmændene eller magerne som nogen kaldte dem, der havde magiske kræfter. Men nogle magere faldt for det ondes fristelser og gik i hans tjeneste derfor fandtes der både hvide og sorte magere.
Da de fleste i byen tilbad Sirin havde man bygget templet i hindes navn "Sirins Tempel", men man tilbad også de andre guder her. De fleste i det tilhørende kloster var Sirins præster, som gik i brune kutter med hvide kiler under armene.
Da Zavvas var mere speciel blev han kun tilbedt af troldmændene i deres hus, kaldet magerenklaven, men herom var der ikke mange der viste noget, da magerne altid var meget hemlighedsfulde om deres gud.
Til hjælp i kampen mod det onde var der skabt en orden "Sirins Tempel-riddere" som havde sværget evig troskab til Sirin og altid gik i krig mod de onde væsner i hendes navn, ofte sammen med Lothviks garde. Men de kæmpede aldrig i krige mennesker imellem. De gik altid i hvide våbenkjoler med brune kanter og Sirins symbol, et træ, placeret midt på brystet.