Brug et regneark:1-Celler og adresser

Fra Wikibooks, den frie samling af lærebøger
Spring til navigation Spring til søgning
  A B C D E F G
1              
2              
3           Her er F3  
4              

Når man starter et regnearksprogram, viser det et skærmbillede der minder om skemaet til højre: Hver kolonne har et bogstav som "kolonneoverskrift", og rækkerne er nummereret fra 1 og fremefter. På skærmen vil der oftest være en eller anden særlig markering eller fremhævning af én af cellerne: Dette er en markør som man kan flytte rundt med ved at bruge de fire piletaster på computerens tastatur.

Alle de rubrikker i skemaet til højre der er hvide, kaldes formelt for celler, og ved hjælp af de tal og bogstaver der står i kanten og i toppen af skemaet kan man give hver celle en adresse. Til højre er den celle der har adressen "F3" brugt som eksempel: Enhver celle har en adresse som er sammensat af først bogstavet for den kolonne, og så nummeret på den række, som cellen ligger i - her er det kolonne F og række 3, deraf adressen F3.
Princippet i adresserne er det samme som i "Sænke slagskibe"; et spil for to deltagere med hver sit ark kvadrerede papir og et skriveredskab: Ligesom man "bomber" et bestemt felt, f.eks. F3, kan man henvise til en bestemt celle i regnearket ved at angive hvilken række og kolonne det pågældende felt, eller i regnearket: celle, hører hjemme i.

Af pladshensyn, både her og i skærmbilledet for et regnearksprogram, vises kun en del af skemaet: I mange regnearksprogrammer tælles kolonnerne i hundreder, og rækkerne i tusinder. Hvis du eksperimenterer lidt med at flytte celle-markeringen på skærmen rundt omkring ved hjælp af piletasterne, opdager du hurtigt hvordan man har løst pladsproblemet med at vise et stort skema på en "lille" skærm: Skærmen virker som en slags "vindue", hvorfra der er "udsigt" til et vist udsnit af det samlede skema.

Som nævnt råder de fleste regnearksprogrammer over hundredevis af kolonner, som er "navngivet" med bogstaver. Men vores alfabet råder ikke over flere hundrede bogstaver - faktisk bruger de færreste regnearksprogrammer andre bogstaver end de 26 fra A til Z, begge inklusive. Hvis du har prøvet at flytte celle-markeringen et langt stykke mod højre, forbi kolonne Z, har du sikkert også opdaget hvordan man har løst problemet med "bogstav-mangel": Kolonnen efter Z hedder AA, efterfulgt af AB, AC, AD osv. Og nogle kolonner længere henne finder man kolonnerne AY, AZ, BA, BB osv.
Adresse-systemet virker stadigvæk efter det samme princip: Først kolonne-bogstavet, eller bogstaverne, og så rækkens nummer. En celle godt langt "inde" i skemaet kan således have en adresse som f.eks. "CT127"

Næste kapitel handler om hvordan man skriver oplysninger ind i cellerne, og hvad regnearket gør med det indtastede.