Tværfløjte/Skalaspil

Fra Wikibooks, den frie samling af lærebøger
Spring til navigation Spring til søgning

Skalaen er for musikken, hvad ordet er for samtalen.

Øvelse gør mester[redigér]

For at spille rigtige musikstykker må man øve sig på forskellige teknikker. En af de mest grundlæggende er at kunne spille en række toner i streg. En skala er en anordning, der passer sig utrolig godt til øvelse, da tonerne tages trin for trin i én toneart. På tværfløjten er f-durskalaen en af de nemmeste at spille, eftersom grundtonen er relativt nem at få frem, skalaen (vel at mærke i én oktav) ikke går særlig højt op, og der kun er ét fortegn, som man kan undlade at tænke på grundet b-klappen.
F major scale.png

F-durskala

Billedet herover viser f-durskalaen, hvor halvtonetrinene er markerede med kantede buer. Som udgangspunkt tages tonen f, som skal være tydelig og stabil inden næste tone spilles. Sådan fortsætter man opad indtil det øvre f nåes. Derefter spilles skalaen nedad – altså fra højre mod venstre i det ovenstående nodesystem. Til venstre er en lydfil med eksempel på udførelse: Forsøg at spille i et forholdsvist jævnt tempo og gør skalaen så melodiøs som muligt.

Variationer[redigér]

Når man har lært en skala kan man variere den på forskellige måder og dermed få lært nogle figurer, der ofte fremtræder i musikstykker. Et meget anvendt motiv (især i wienerklassicistisk musik) er tertsløbene, som med fordel kan øves via skalaer.

Flere skalaer[redigér]