Stednavneforskningen

Fra Wikibooks, den frie samling af lærebøger
Spring til navigation Spring til søgning

Gennem hele udforskningen af bebyggelsens udviklingshistorie har stednavne spillet en markant rolle som fast sparringspartner. Kort sagt har forskerne ment, at netop stednavnene var nøglen til forståelse af bebyggelseshistorien.[1][2][3]

Selve stednavneforskningen har overvejende, men ikke udelukkende, været udført af sprogforskere, men resultaterne har været taget i anvendelse af mange andre forskergrupper.

Datering[redigér]

Tidligt blev man opmærksom på, at det samlede stednavnemateriale lod sig inddele i grupper med fælles træk. Udgangspunktet var de sammensatte stednavne, der bestod af et forled og et efterled. Især efterleddene påkaldte sig interesse, fordi de lod sig samle i et mindre antal typer. Man antog, at hver af disse navnetyper måtte have fælles træk, især med hensyn til datering. Som et første skridt måtte man derfor forsøge at tidsfæste deres anvendelsestid.

Denne tidsfæstelse kunne ske relativt og absolut. Ved relativ tidsfæstelse nøjes man med at fastslå hvilke navnetyper, der er ældst, hvilke er yngre, og hvilke er yngst. Ved absolut tidsfæstelse forsøger man at sætte årstal eller i det mindste årsinterval på, til folkevandringstid, til vikingetid eller til middelalder.

Alene disse bestræbelser har udgjort et fascinerende stykke udforskningshistorie, hvor skarpe analyser har vekslet med dilettantisk pseudovidenskab og ordskvalder. En gennemgang af hele dette forløb ville være et interessant emne men desværre også et sidespring i forhold til hovedemnet, så her må opmærksomheden rettes imod nogle få milepæle.

Allerede i 1833 foretog N.M. Petersen undersøgelser af de danske stednavne i Normandiet. I 1851 udgav Worsaae en bog, der blandt andet indenholdt et afsnit om danske og norske stednavne i Danelagen. Disse undersøgelser har senere indgået som led i en argumentation, der tredeler stednavne i tre aldersklasser: de der var i brug i vikingetid (da koloniseringerne fandt sted), de der var gået af brug allerede tidligere, og de der først blev taget i anvendelse senere. Ud fra lignende principper har Emil Madsen i 1900-01 påpeget, at visse navneendelser findes udbbredte i Mellemeuropa og derfor kunne formodes at stamme fra en tid, hvor dette område havde samme sprog og navneskik som i Norden. Dette har siden været en del af argumentationen for disse endelsers alder.

Emil Madsen var oprindelig kaptajn i Generalstaben. Hans studier over stednavne faldt i to omgange: i 1863 og ved århundredeskiftet. I sine tidlige studier foretager han en opdeling af stednavnene i tre hovedgrupper. Den første, som kun bestod af et led, kaldte han "Etleds-Navne". Forekomsten af disse blev forklaret således: "Naar der i en Egn kun findes en eneste Terraingjenstand af en eller anden Art, naar der f.Ex. kun findes en enste Skov, et eneste Bjerg, o.s.v., vil denne Terraingjenstand næsten altid være benævnt ved det Ord, der angiver dens Art, med Artiklen tilföiet".[4] "Findes der derimod i en Egn flere Terraingjenstande af samme Art, hvad der naturligvis er det aller hyppigste, ville altid Navnene paa dem bestaae af to Led, og der opstaar den Klasse, som jeg kalder Toleds-Navne."[5] Forleddet kaldte han "Bestemmelsesordet" og efterleddet "Artsord".[6] "Den tredie Klasse Navne, som jeg kalder Flerleds-Navne, opstaar, naar der tæt ved hverandre ligger flete Terraingjenstande, benævnte med samme Toleds-Navn, og der derfor maa skjelnes imellem dem ved Tilföininger, eller naar der til et Sted, benævnt ved et Etleds- ellet Toleds-Navn, hörer flere Terraingjenstande af forskellig Art".[7] Med dette udgangspunkt gennemgår han der efter de ulige forled og efterled, han har fundet på Sjælland med angivelse af ældste skrivemåde og tidsfæstelse heraf. Han er den første, der fastslår, at "En Betingelse for rigtig at forstaae et Stednavn er det saaledes at kjende dets ældre Skrivemaader"[8]

I 1895 foretog Johannes Steenstrup en undersøgelse af sammenhængen mellem udvalgte stednavnetyper på Falster, disses værdiansættelse ifølge Falsterlisten i Kong Valdemars Jordebog og deres areal og hartkornsansættelse i 1844. Han påviste klare forskelle beroende på navnetype, og da han efterfølgende lavede en mere omfattende undersøgelse fra omkring halvdelen af det danske område, kunne han udskille tre større grupper: -inge, -lev, -løse, -sted og -by med de største hartkornsansættelser (selvom de varierede mellem de enkelte egne indbyrdes), -torp og -skov tilhørende en mellemgruppe i hartkornsansættelse samt -holt og -rød med meget beskedne hartkornsansættelser. Steenstrup drog dog ikke den slutning, som andre senere har gjort, at forskellene kan skyldes, at navnene er af uens alder. Men den uens hartkornsansættelser har senere, sammen med spørgsmålet om hvorvidt de enkelte bebyggelser fik kirke, udgjort en ret fast del af argumentationen for de enkelte navnetypers ælde eller mangel på samme. Denne synsmåde blev første gang fremsat af Peder Lauridsen i 1899 og synes at hvile på princippet om "først til mølle": den ældste bebyggelse kunne lægge beslag på den bedste jord, mens senere oprettede bebyggelser har måtte tage til takke med, hvad der var blevet levnet eller forundt dem.

I 1899 vendte Emil Madsen tilbage til stednavnestudierne med forsøg på at beskrive deres geografiske udbredelse. Han indleder med at fastslå, at "Ethvert Stednavn peger saaledes hen paa et bestemt Tidsrum, i hvilket det er blevet dannet" og fastslår i den forbindelse betydningen af "den Stednavnsklasse, som Endelsen angiver".[9]

I 1901 formulerede Emil Madsen det princip, som siden har været gældende: "De Egne, i hvilke Navnene af Klasserne Hjem, Ing, Sted, Lev og Løse eller de meget gamle Stednavnsklasser, som vi i det følgende ville kalde dem, mangler ganske eller næsten ganske, synes saaledes at have staaet tilbage med Hensyn til Bebyggelse."[10] Han tilføjer: "Paa Sjæland, Fyen ere de Egne, hvor de omhandlede Stednavne mangle eller ere meget faatallige, for en stor Del dem, som endnu ere meget skovrige. Det samme gælder Silkeborg-Egnen, og af forskellige Beretninger fremgaar det, at der dels i hine og dels i andre af de ovennævnte Egne og paa nogle nu skovløse Øer, som Læsø og Fuur, har været betydelig mere Skov i ældre Tid, saaledes at det vel i Almindelighed kan forudsættes, at det især, næst Heder har været Skove, hvis Jordbund var stærkt bakket eller sumpet og altsaa ikke fristede Befolkningen meget til at nyttiggøre den som Agerland, der have sat Grænser for Udbredelsen af de fem meget gamle Stednavnsklasser."[11] Det var kort sagt princippet om stednavnene som vidnesbyrd om oprindelige bygder adskilte af ubeboede skovområder, han her formulerede.

H.V. Clausen analyserede i 1916 den indbyrdes fordeling af stednavneendelser og mente, at disse måtte afspejle ulige bebyggelseslag, hvor der fra et kerneområde var blevet anlagt nye bebyggelser i randområder. Han gjorde mange skarpsindige iagttagelser, men disse har ikke stået uantastede.

I 1950 supplerede Kristian Hald dateringsmetoderne ved at påvise, at hvis man ser på stednavnenes fordeling i de enkelte sogne og deres jordtillingender (det vil sige deres matrikelskel), viser det sig, at nogle kan anses som moderbyer, hvorfra senere udflytterbebyggelser er foregået.[12] Han gør ligeledes opmærksom på, at forled omfattende bibelske personnavne, helgennavn, samt kirkelige låneord som kirke, munk, biskop med flere daterer sådanne stednavne til tiden efter kristendommens indførelse.[13]

Stednavneforskningen har inddelt stednavne efter deres endelser i tre hovedgrupper: dem med endelser der tyder på en oprindelse før vikingetiden, dem med endelser der tyder på en oprindelse i vikingetiden og dem med endelser der tyder på en oprindelse i middelalderen. Tredelingen er sket på forskelligt grundlag: navnestof, udbredelse, hartkorn, om navnet indgår i herredsnavne, tilstedeværelse af en kirke, centralitet i sogne.

Forskningshistorien[redigér]

Efter, at man mente at have kunnet datere stednavnene sikkert til 3 hovedperioder, udviklede visionære forskere hurtigt et landsomfattende billede af de ældste bygder og den senere udvikling, dels en forklaring for at begrunde, at det reelt forholdt sig som antaget.

Bygdemodellen så overbevisende ud: ud fra en moderbebyggelse med rødder i folkevandringstid eller tidligere var der i sen vikingetid og i den tidlige middelalder udskilt en række udflytterbebyggelser, aflæggere hvis oprindelse måtte tilskrives en befolkningsvækst, der også lod sig sandsynliggøre ad anden vej, nemlig i form af vikingetog, kolonisering og i tidlig middelalder i form af korstog. Det hele passede og så overbevisende ud.

Også den historiske årsagsforklaring syntes ligetil: i folkevandringstid var der sket opbrud i bebyggelsen, og folkegrupper var flyttet frem og tilbage, og det ældste stednavnelag viste således de ældste bebyggelser efter disse omflytninger. Dette udgangspunkt var gennem det meste af det 20. århundrede grundlag for de formodninger, som stednavneforskningen hvilede på blandt andet på de kort over fordelingerne af ældre og yngre navne, som forekom i de ulige amtsopgørelser over stednavne.

Der var bare det med bevisførelsen. I 1949 forsøgte Therkel Mathiassen i Studier over Vestjyllands Oldtidsbebyggelse at bevise stednavnenes alder ved at sammenligne dem med de kendte i alt henved 6.500 arkæologiske fund, heraf omkring 2.000 grave og omkring 1.200 bopladser. På dette grundlag blev der udskilt tre lag af formodede oldtidsbygder fra henholdsvis dyssetid, enkeltgravstid og bronzealder samt ældre jernalder. De arkæologiske fund tydede på en markant omflytning fra lettere jorder, hedesand og bakkeøer, til tungere lerjorder mellem bronzealder og jernalder. For så vidt angår sammenhængen mellem stednavnetyper og oldtidsbygder gav undersøgelsen imidlertid ikke overbevisende beviser. Alle navnetyper forekom i alle tre bygdeperioder og også uden for de formodede oldtidsbygder i forskellig grad. Et overordnet problem var også, at det undersøgte område kun omfattede 3-4% af landets sogne og overvejende egne med en tyd og spredt bebyggelse, endda et af de mest udprægede enkeltgårdsområder. I 1959 foretog Mathiassen derfor i Nordvestsjællands Oldtidsbebyggelse en ny undersøgelse i det daværende Holbæk Amt med mindre tilpasninger. Resultatet blev lignende det vestjyske, og Mathiassen måtte konkludere, at "der kan ikke siges noget sikkert om samhørighed mellem oldtidsbebyggelse og stednavne".[14] Kristian Hald kommenterede, at "det ikke er afgørende, om en Stednavnetype, der findes i et større Omraade, i meget grove Træk falder sammen med en bestemt Art arkæologiske Mindesmærker. Kun et virkeligt og lokalt Sammenfald kan vise noget om Samtidigheden".[15] Denne nedslående erkendelse forhindrede dog ikke andre i at gøre lignende forsøg, og på Fyn nåede Erling Albrechtsen frem til, at bopladserne næsten overalt lå i en vis afstand, ofte 1-2 km, fra de nuværende landsbyer, hvilket tydede på bygde- men ikke bebyggelseskontinuitet. Dette ændrede dog ikke på fortolkningen af udviklingsforløbet.

Medvirkende hertil var, at Nationalmuseeet i 1938 havde købt en gård i landsbyen Pebringe på Stevns for at flytte den til Frilandsmuseet. I forbindelse med denne flytning foretog man en udgravning af tomten. Man hævdede, at man havde fundet spor fra kontinuerlig bebyggelse helt tilbage til bronzealder. Hvis det virkelig forholdt sig således, måtte det tages som udtryk for landsbyernes store ælde.

I 1969 væltede læsset. Aksel E Christensen analyserede de ret få udgravninger, der indtil da var lavet i nutidige landsbyer, og fandt, at der end ikke kunne spores reel bebyggelseskontinuitet tilbage til vikingetiden. Han påpegede også, at de middelalderlige højryggede agre og hjulploven lod sig påvise tilbage til samme tid og antog en sammenhæng. En ny teori var opstået, men den var endnu kun svagt funderet.

I 1970 foretog Erling Albrechtsen en opdateret analyse af sammenhængen mellem stednavnes og arkæologiske fund fra førromersk jernalder, ældre og yngre romersk jernalder. Han fandt, at både de arkæologiske spor og stednavnene samledes i bestemte områder, "centrale bygdeområder"[16], og at "fundtomme grænsebræmmer kan iagttages andetsteds på Fyn".[17] Han konstaterede endvidere, at der åbenbart var en kontinuerlig udvikling fra keltisk jernalder til ældre romersk jernalder, men at der tilsyneladende mellem ældre og yngre romersk jernalder, omkring år 200 e.Kr., var sket en opgivelse eller svækkelse af bebyggelsen især i Vends herred,[18] og ligeledes at der ved overgangen mellem romersk jernalder og germansk jernalder, omkring år 400, tilsyneladende var sket et ophør i bebyggelsen[19], idet denne svigtede i de arkæologiske fund.[20] På denne baggrund måtte han holde sig til de ældre fund. Hans analyse bestod i at registrere andelen af steder med de ældre stednavnetyper, for hvilke der inden for en omkreds af 1,5 km var spor efter jernalderbebyggelse eller gravfund. Han fandt, at dette var tilfældet for 70,5% af landsbyerne på -inge, 75% af landsbyerne på -heim, 82% af landsbyerne på -lev, 60% af landsbyerne på -løse og 67% af landsbyerne på -sted. Med en omkreds af 2 km nåede andelene op på 75-95%.[21] Han kunne ligeledes konstatere, at "forholdsvis få fund falder uden for stednavnecirklerne." Han mente dermed, at have påvist at der "måtte være en sammenhæng mellem jernalderbygderne og stednavnene. Der er ikke blot tale om en fortsættelse af bygderne i den ældre jernalder, men om en forbindelse mellem bygd og bygdenavn."[22] Han argumenterede for, at stednavnene ikke først kunne stamme fra germansk jernalder, med Therkel Mathiassens ord, at "hvis -ing- og -um-Navnene kun gik tilbage til Yngre Jernalder, vilde der utvivlsomt findes flere også af dem udenfor Ældre Jernalders Bygder."[23] Han mente endvidere, at "De gamle stednavnetyper med endelserne -inge, -lev, -løse, -sted, -um er blevet til i den ældre jernalder, i århundrederne o. tidsregningens begyndelse, idet jernalderens bønder gav navn til den spredt beboede lokalbygd, men ikke til den sluttede landsby, vi kender fra vikingetid og middelalder."[24] Men problemet var fortsat, at bebyggelseshullet i germansk jernalder var åbent, og arkæologerne kunne intet sige om bebyggelsesforholdene i tidsrummet 400-800 e.Kr.

Helge Nilsen fulgte op med to analyser, der dog afveg lidt metodisk. I den første, omfattende Præstø Amt fraset Møn, tegnede han omkredse i afstande på 0,5 km og 1 km omkring byer med endelser på -inge, -lev og -løse, 44 ialt. Det arkæologiske grundlag udgjordes af 76 gravfund, overvejende fra yngre romersk jernalder (ca. 200-400 e.Kr.). Han beregnede, at der ved en tilfældig fordeling ville være 0,52 fund pr. 10 km². For de to første omkredse samlet fandt han for -inge en hyppighed på 0,95 fund pr. 10 km², for -lev en hyppighed på 5,3 fund pr 10 km² og for -løse en hyppighed på 2,41 fund pr 10 km², altså en markant overhyppighed.[25] I den anden, omfattende Albrechtsens Fynsundersøgelse suppleredt med oplysninger for byer på -by og -torp og Sjælland for byer med endelserne -lev, -løse og -sted, tegnede han omkredse med afstande på 0,2 km op til 1,4 km fra bebyggelser. For Fyns vedkommende fandt han, at fundene fordelte sig jævnt omkring byer på -by og -torp "ved et niveau, der svarer til en tilfældig fundspredning." Samme forhold havde han fundet på Sjælland.[26] For de ældre navnetypers vedkommende var der derimod en markant overhyppighed: "indenfor 1 km's afstand er der rundt regnet 1,7 gange så mange fund som forventeligt for en tilfældig fordeling, ca. 2 gange så mange fund hvis man betragter afstande under 0,6 km." For Fyn og Sjælland som helhed var det gennemsnitlige fundantal 0,35 fund pr. 10 km², men Helge Nielsen fandt 2,18 indenfor 200 meters afstand, 0,83 indenfor 400 meters afstand og 1,12 indenfor 600 meters afstand, mens de ved større afstande kun lå lidt over det gennemsnitlige.[27] Han mente derfor, at resultatet med hensyn til kontinuitet var bekræftet, selv hvis der var sket en indskrænkning i bebyggelsen i germansk jernalder: "den slående overensstemmelse på mikroplanet skyldes en bosættelseskontinuitet, der indebærer, at en del af den ældre jernalders bebyggelser har levet videre igennem de fundfattige yngre jernaldersperioder, at måske hovedparten af de nuværende bebyggelser med gamle navne er placeret i kontinuerligt dyrkede områder."[28]

Indtil omkring 1970 mente forskerne altovervejende, at stednavnene direkte afspejlede bebyggelsens alder, at de ældste faste bosættelser var opståede i folkevandringstid, at udflytterbebyggelser fra disse adelbyer var sket henholdsvis i vikingetid og tidlig middelalder, og at vikingetidens og måske jernalderens bebyggelse skulle findes under den eksisterende middelalderlige bebyggelse[29][30], men i 1969 påpegede Aksel E. Christensen, at de da fåtallige udgravninger i eksisterende landsbyer ikke kunne bekræfte dette. Tværtimod syntes landsbyerne kun at gå tilbage til tidlig middelalder.[31] I 1970-erne bekræftede en række udgravninger i fynske landsbyer, at dette var tilfældet: kun i et par tilfælde kunne der findes arkæologiske spor fra vikingetid, men ellers tydede udgravningerne på, at landsbyernes nuværende beliggenhed kun gik tilbage til tidlig middelalder.[32] Omtrent samtidig med disse udgravninger og i de følgende år begyndte spor af vikingelandsbyer at dukke op og her var billedet det spejlvendte: ingen af disse syntes at række op i middelalderen.[33] Disse kendsgerninger tydede på, at der på overgangen mellem vikingetid og middelalder var sket en omflytning af de danske landsbyer.

I det følgende årti blev gennemført to udgravninger, som skulle sætte deres præg på de følgende årtiers debat og teoridannelse. I Vorbasse i Jylland foretog Steen Hvass udgravninger, som påviste en ubrudt bebyggelse fra omkring Kristi fødsel til vikingetiden, hvor efter bebyggelsen markant var blevet omflyttet ca. 1 km til en ny beliggenhed. Han drog dog ingen videregående slutninger om bebyggelsesudviklingen end dem, hans udgravninger havde påvist.

På Fyn stod Erland Porsmose og Torben Grøngaard Jeppesen sammen for et forskningsprogram, der een gang for alle skulle skabe arkæologisk klarhed i de eksisterende landsbyer. De udgravninger, som blev foretaget, viste et tydeligt billede af bebyggelse tilbage til tidlig middelalder og i et par tilfælde endda til vikingetid men åbenlyst ikke tilbage til germansk jernalder. Dette tydede på, at der måtte være sket en omflytning omkring overgangen mellem vikingetid og middelalder. I nogle tilfælde kunne påvises bosættelsesspor fra ældre romersk jernalder, men tydeligvis var der i disse tilfælde tale om, at tidligere bopladser efter århundreders afbrydelse atter var blevet taget i brug. Begge forelagde resultaterne af disse udgravninger hver for sig.

Erland Porsmoses fremlæggelse er kaotisk, selvmodsigende (eller, hvis man foretrækker det: med flere alternative fortolkninger fremsat side om side).[34] Han mente, at landsbyerne i ældre tid havde været udsatte for skiftevis samlinger og spredninger, en "harmonikaudvikling" som han kalder det[35], men at de ved overgangen fra vikingetid til middelalder var blevet omflyttede til en mere "central" beliggenhed[36] (et begreb, som han ikke definerer nærmere, og med den tilføjelse, at det i realiteten kun var henved halvdelen af omflytningerne, som lod sig karakterisere på denne måde, mens resten var flyttet til en "perifer" beliggenhed[37]). Han antog, i lighed med Aksel E. Christensen, at omflytningerne hang sammen med indførelsen af dels en ny driftsmåde, trevangsbruget[38], dels ibrugtagning af hjulploven. Han kunne uddybende pege på, at mange landsbyer havde marknavne på "bytofte" og "gammeltofte", hvilket han tydede som minder om det sted, hvor forgængerlandsbyen havde ligget.[39] Det forhold, at nogle af disse marknavne lå i byer med endelser på -rud, -tved og -skov, hvilke tydede på en oprindelse i middelalderen, vælger han at se bort fra.

Torben Grøngaard Jeppesens fremlæggelse virker mere afklaret. Han påpeger, at man ikke kun havde påvist et tilsyneladende ensartet mønster med landsbyer, der var blevet omflyttede i sen vikingetid eller tidlig middelalder, men også at man havde fundet spor efter formodede forgængere fra vikingetid i en begrænset afstand fra middelalderlandsbyen.[40] Han supplerede senere dette billede med, at man i een landsby havde kunnet påvise "blokagre", der var blevet dyrkede med en "krog", en forgænger for hjulploven.[41] Men ellers rettede han opmærksomheden imod spørgsmålet om bebyggelsens kontinuitet. Ved at gennemgå samtlige udgravninger af oldtidsbebyggelser fra jernalder og vikingetid i Danmark og Nordvesteuropa tegnede han billedet af en bebyggelsesudvikling med landsbyer, der med mellemrum var blevet omflyttede, nedlagte eller oprettede, hvilket han udlagde som indskrænkninger og udvidelser af bebyggelsen.[42] Kun overgangen fra vikingetid til middelalder lignede en flytning af en eksisterende bebyggelse uden nedlæggelses- eller ekspansionstræk.[43]

Der tegnede sig således et nyt samlet billede, hvor nedlæggelser blev forklarede ved samlinger og driftsomlægninger. Spekulationer om årsagerne hertil: udpining, klimakrise samt folkevandringer blev bygget ovenpå for at understøtte den nye, spinkle men tilsyneladende langt mere holdbare konstruktion. I dette lys blev foretaget en omfortolkning af stednavnenes vidnesbyrd. Disse blev nu "kun" anset som vidnesbyrd om bygde- eller områdekontinutitet, det vil sige at der havde været bebyggelse i samme område[44], men ikke direkte bebyggelseskontinuitet. Forholdene blev tolket således, at de ejerlav, som kendes i middelalderen og senere, repræsenterede det område, som hørte til en landsby og inden for hvilket omflytningen var sket. Til understøttelse af teorien blev peget på, at der blandt marknavne ofte forekom "Bytofte" eller "Gammeltofte", og at disse marknavne kunne henvise til det sted, hvor vikingetidens forgænger til middelalderlandsbyen havde ligget[45] (lignende fortolkninger havde allerede tidligere været fremsat i forskellige sammenhænge[46]). Reelt er forekomsten af sådanne marknavne så beskeden som mellem 10% og 17%, og marknavne af denne type forekommer også i landsbyer med navneendelser på -rød, -tved og -skov, altså navne, der henføres til middelalder, hvilket må indebære, at der ikke er en entydig sammenhæng.[47]

Det faldt i John Kousgård Sørensens lod at forsvare stednavneforskningen. Det gjorde han med værdighed og saglighed. Han fastslår, at "kun hvis sådanne daterbare navnes efterled i sig selv er ord, som betyder en eller anden form for bebyggelse, tør stednavneforskerne på dette sproglige grundlag drage konklusioner om bebyggelsens alder." Han påpegede, at bebyggelserne kun er flyttet indenfor deres driftsområde med "afstande på fra et par hundrede meter til op til et par kilometer, altså at sammenligne med f.eks. torp-byers afstand til moderbyer", hvilket betyder, at det indbyrdes beliggenhedsforhold stadig er gældende. Han påpeger også, at visse stednavnetyper med tiden har vist sig at være mindre "homogene", end man tidligere troede, og at stednavneforskerne derfor var begyndt at tale om "navnetypers produktionsmaksimum inden for længere produktivitetsperioder, medens man tidligere arbejdede med meget snævrere tidsrammer. Ikke desto mindre er der grund til at tro, at kronologiseringen af store dele af bebyggelsesnavneforrådet (de kendte navnetyper) i det store og hele vil stå sig." Han mener ikke, at sandsynligheden for navneskifter er særlig stor, omend de er forekommet og vel dokumenterede af forskerne. Og han fastslår, at en del af de anvendte dateringsmetoder har været udviklet af andre forskere, men at disse har hvilet "på et teoretisk skrøbeligt grundlag".[48]

Netop, da arkæologerne mente at have fået styr på udviklingsforløbet, væltede hele læsset igen og på Fyn af alle steder. Her fulgte Jesper Hansen op på Grøngaard Jeppesens banebrydende arbejde men langt mere omfattende end det hidtil havde været muligt. Nye arkæologiske udgravninger på Fyn menes at have påvist, at nogle landsbyer har forgængere, der kan spores tilbage til 600-tallet. Dette gælder Skrillinge, hvor der angiveligt er fundet spor efter korn i stolpehuller med denne datering.[49] Et andet eksempel er Rynkeby, hvor der er fundet bebyggelsesspor daterede til 600-tallet og senere.[50] Hans materiale tydede på en langt mere omfattende bebyggelseskontinuitet end forudsat af Porsmose og Grøngaard Jeppesen. Han mente at kunne påvise, at det eneste virkelige "brud" i bebyggelsen var sket allerede i 5. århundrede, og at der reelt ikke var sket nogen omflytning på overgangen mellem vikingetid og middelalder. Dermed vendte han reelt tilbage til samme teori, som havde været gældende indtil 1969. Men Rynkeby, som indgår i argumentationen, har en stednavn, der dateres til vikingetid. Dermed undergraves atter forbindelsen mellem stednavnetype og bebyggelsens alder.

Selv formulerede Jesper Hansen sine iagttagelser således: "Sammenholdt på tværs af hele det 1. årtusinde fremstår tiden omkring år 600 e.Kr. under alle omstændigheder særdeles markant, og det er oplagt her at tale om en regulær og omfattende omlægning og flytning af de fynske bebyggelser .. et resultat af en konsekvent reorganisering, der på det forhåndenværende grundlag synes at have omfattet stort set alle agrare bebyggelser på Fyn, og som umiddelbart også forekommer markant i det øvrige Danmark." På det foreliggende grundlag "kan denne omlægning typisk ikke dateres nærmere end ca. 550-650 e.Kr. I en samlet vurdering af bebyggelsesmaterialet er der dog meget, der indicerer, at skiftet er foregået inden for en kortere periode i årtierne omkring 600 e.Kr."[51] "Omvendt må det konkluderes, at geografisk bebyggelseskontinuitet på tværs af ældre/yngre romersk jernalder, var meget udbredt i det indsamlede datamateriale, og det er på baggrund af bebyggelsesmønstrene umiddelbart svært at bekræfte teorien om noget særskilt eller markant bebyggelsesorganisatorisk brud omkring 200 e.Kr."[52], altså stik imod Porsmose Christensens og Grøngaard Jeppesens konklusioner. Han tilføjer dog, at "Bebyggelser fra yngre romertid/ældre germanertid er, sammenlignet med de yngre perioder, markant underrepræsenteret i og i umiddelbar tilknytning til de historiske landsbyer, mens modsat bebyggelser fra såvel yngre germanertid/ældre vikingetid som yngre vikingetid/ældre middelalder er særlig stærkt repræsenteret her. For alle grupper (200-1200 e.Kr.) gælder det imidlertid, at husfund fra undersøgelsesperioden forholdsvist sjældent synes adskilt ca. 60-150 meter fra de historiske landsbyer. Kommer vi lidt længere væk, ca. 150-250 meter, finder vi forholdsvis mange bebyggelsesenheder fra yngre romertid/ældre germanertid, mens vi ca. 350-1500 meter fra de historiske landsbyer igen finder bebyggelse fra jernalderens slutning og ældre middelalder og dette med særlig intensitet inden for en afstand af ca. 500-1000 meter."[53] Ydermere mener han at kunne fastslå, at der skete "en markant socialgeografisk ændring i forbindelse med det bebyggelsesskifte, der også på en række andre områder afspejles markant i materialet omkring 600 e.Kr. Fra den sociale gårdforankring i yngre romertid/ældre germanertid var delt forholdsvist ligeligt imellem labile landsbygårde og tilsvarende enkelt-/togårde, så ændredes dette billede markant efter 600 e.Kr. I forlængelse af omlægningen synes nærmest alle gårdbrugere forankret i landsbyerne. Først fra perioden omkring 800 e.Kr. ses der tendenser til en egentlig opbrydning af landsbystrukturerne og udflytning af enkeltgårde. Indledningsvis lader det imidlertid til at være begrænset, men i vikingetid og middelalder udflytter gårde i stor stil, og det har i torpfasen udgjort et forholdsvis markant bebyggelseselement."[54]

På endnu et punkt vender Jesper Hansen sig imod Porsmose Christensens og Grøngaard Jeppesens konklusioner: "Marknavne i form af gammeltofte, bytofte o. lign. har i forlængelse af det fynske landsbyprojekt været anvendt som onomastiske beviser for de historiske landsbyer forgængere og dermed for vedvarende landsbyflytninger i tiden frem mod 1100-1200-tallet".[55] Jesper Hansen mener imidlertid, at der for Røjerups vedkommende, der er central i deres bevisførelse, er tale om en enkelt gård[56], og at "det på den baggrund kan formodes, at der ved gammeltofter meget tæt på de historiske landsbyer kan være tale om nedlagte eller udflyttede tofter eller gårde, der har ligget i landsbyens udkant eller sågar i vangen, som anført i Jyske Lov (JyL. 1§48) - og altså ikke nødvendigvis flyttede landsbyer."[55]

Stednavnene i nyt lys[redigér]

Disse tilsyneladende modsat rettede resultater må nødvendigvis sætte stednavneforskningens resultater i nyt lys. I hovedsagen foreligger to muligheder:
-enten fastholdes den traditionelle fortolkning, hvorefter stednavnene henviser til landsbyer af formodet oprindelse tilbage til 600-tallet på samme sted,
-eller også må stednavnene ses som udtryk for bygde- og områdekontinuitet, idet landsbyen er flyttet inden for kortere afstande; marker med navne som "Gammeltoft" og lignende kan være videnesbyrd om beliggenheden af forgængeren for middelalderens landsby.
Endelig foreligger en tredie mulighed: at billedet ikke er entydigt det samme for alle landsbyer: i nogle tilfælde har flytning været nødvendig eller i hvert fald hensigtsmæssig, i andre ikke. Hvis bebyggelsens beliggenhed i tidlig middelalder blev bestemt ved muldfjælens indførelse og dermed af lange, højryggede agre, kan der i nogle tilfælde være tale om tilpasning til eksisterende forhold, i andre tilfælde om en flytning til en bedre beliggenhed. I hvilken udstrækning forløbet var det ene eller andet, må således i sidste ende afgøres ved fremtidige udgravninger. En ting står dog fast: der er ikke grund til at ændre dateringerne af stednavnene i forhold til de resultater, som er fundet på sprogvidenskabeligt grundlag.

Spørgsmålet er så, om der kan opnås yderligere resultater. Det er velkendt, at stednavneendelserne ikke er jævnt fordelte over hele landet men udviser tendenser til hyppigere forekomst i nogle områder og næsten fravær i andre. Kan der deraf udledes ny viden om folkelige forhold i forhistorisk tid? Det tror jeg, at der kan, men det kræver en langt sikrere datering og fortolkning af stednavneformerne, førend der kan gøres seriøse forsøg i den retning. Udgangspunkter for det følgende er sproglige analyser, udbredelsesfordeling og den indbyrdes beliggenhed af endelsestyper baseret på især Emil Madsens og H.V. Clausens undersøgelser suppleret med senere sprogstudier. Det må her forud påpeges, at Clausens betragtninger hviler på to antagelser: at de gamle bygder er vokset ud fra en gammel kerne med nye bebyggelseslag udad, og at der fra oprindelige anvendelsesområder, der viser sig som store samlinger af navne med en bestemt endelse, er skret en spredning, undertiden ved erobring, hvilket viser sig ved, at navnene i mere udpræget grad fordeler sig som en kæderække.

Stednavne ophørt at være i brug før vikingetiden[redigér]

Stednavne, hvis endelser tyder på en anvendelse ophørt før vikingetiden, det vil sige hidrører fra tiden 400-800 e.Kr.[57] Til denne gruppe hører flerledede stednavne med endelser på -inge, -heim (-um), -lev, -løse og -sted.[58]

-ing, -inge, -ingen[redigér]

-inge, -ing er en delvis fællesgermansk navneform med nordisk særpræg, der rummer gammelt sprogstof.[59] Forleddet er ofte dunkelt og i flere tilfælde synes henvis til indbyggernavne, karakteristiske terrænforhold, dyre- og plantenavne.[59] Omkring halvdelen er kirkebyer.[59][60] Mange -inge-landsbyer er store og med gennemsnitlig 80 tønder hartkorn.[60] Det formodes, at mange -inge-stednavne må gå tilbage til folkevandringstid, idet navne af denne type forekommer både i de dele af England, som blev erobrede af angelsakserne i 5. århundrede og i egne af Sydtyskland og Frankrig, som germanerne angiveligt erobrede fra romerne.[61] Nogle -inge-navne er formodentlig ret unge, måske fra vikingetiden.[62] En navneform, der ligner, er stednavne på -ling(e), der imidlertid er meget ung.[63]

I England forekommer et stort antal -ing-navne, der betegner floder, skove og andre naturgenstande; Lidding i Middelsex omtales allerede i 767.[64] Med hensyn til forled er både for engelske og for vestgermanske -inge-navne i mange tilfælde tale om personnavne, ofte sammensatte mandsnavne.[65] I Nord- og Mellemtyskland er sådanne personnavne dog sjældne, og i Norden synes de helt at mangle.[65] I Norden kan de fleste -inge-navne i stedet forklares som afledte af fællesnavne, ord for terrænforhold, jordbund[66], dyre- og plantenavne.[67] I denne henseende er der en markant forskel mellem nordiske og vestgermanske -inge-navne. Enkelte -inge-navne er afledte af tillægsord.[63] For de nordiske stednavne kan konstateres, at mange ord ikke længere findes i nordisk men genfindes i germanske sprog.[63]

I Danmark er -inge-navne almindelige i næsten hele landet, dog sjældne i Vendsyssel, Himmerland og på Djursland, i vadehavsegnene og fraværende på Bornholm.[68]

Emil Madsen påpegede "den overordentlig store Overensstemmelse, der i det mindste tilsyneladende findes mellem et betydeligt Antal Stednavne af Klassen Ing i Syd-Tyskland og Østerrig paa den ene Side og Danmark paa den anden."[69]

Hald konstaterede, at "Hvad de engelske og i det hele taget de vestgermanske inge-Navne angaar kan der ikke være Tvivl om, at de ofte er afledt af Personnavne. I flere Tilfælde kan vi konstatere, at Forleddene er sammensatte Mandsnavne. .. I Nord- og Mellemtyskland forekommer saadanne Forled dog kun undtagelsesvis. I Norden synes sammensatte Personnavne at mangle fuldstændigt".[65] Med en enkelt mulig undtagelse på Gotland, "ellers mangler Afledninger af sammensatte Personnavne i nordiske inge-Navne."[66] Han peger endvidere på, at "mangfoldige inge-Navne utvungent lader sig forklare paa anden Maade, nemlig som afledt af Fællesnavne, Ord for Terrænforhold, Jordbund eller lignende, eller af andre Stednavne."[66] "Enkelte inge-Navne er afledt af Tillægsord."[63] Han fastslår, at "de nordiske inge-Navne med Hensyn til Forleddene skiller sig ud fra de vestgermanske. En lignende Forskel findes mellem nordiske og vestgermanske Navne paa -heim".[70] Hald påpegede, at "de særlig findes i de frugtbare og let tilgængelige Omraader ved Kysterne og langs de store Vandløb."[61]

H.V. Clausen mener, at stednavne på -ing(e) udgør det ældste stednavnelag i Danmark. Som begrundelser herfor påpeger han "den regelmæssige fordeling i mange egne" og tilføjer: "De enkelte -inge ligger i passende afstande fra hverandre, hvert holdende på sit, skinsygt bevogtende naboerne. Indenfor den enkelte bygd er afstanden nogenledes den samme, men topografiske forhold, jordens uensartede frugtbarhed kan fra bygd til bygd bevirke forskelligheder. Gennemgående ligger -inge-byerne ikke så nær sammen som -lev-byerne i de egentlige -lev-egne." Til støtte for den høje alder peges på deres udbredelse i Vestjylland: "Allevegne her ligger -inge på bakkeøerne med forholdsvis god jord, mens fladerne ingen gammel bebyggelse har." Desuden fremhæves: "Området for hvert enkelt -inge har været tilstrækkeligt til at rumme en ret talrig befolkning selv ved extensiv drift."[71] Derttil kommer, "de egne, som er næsten fri for -inge: Vendsyssel, Himmerland, Sydøstslesvig med Angel og Sundeved, Sydøstfyn. Om to af disse lande veed vi, at de har været beboet af folk med et vidtstrakt ry, Kimbrer og Angler; .. Man bliver grebet af den fristelse for Himmerlands og Angels vedkommende at sætte de to ting i forbindelse med hinanden: fattigdommen på -inge og udvandringen af Kimbrer og Angler. Da landene blev folketomme, forsvandt også de ældste stednavne, og vi kan da endvidere slutte, at -inge-navnene har været ældre end selv Kimbrernes udvandring o. 150 år før Kristus."[72] "-Inge er dog for mig kun den baggrund, ud fra hvis flade -lev og -løse hæver sig".[73]

-heim (-um)[redigér]

-heim er fællesgermansk[59], omtrent halvdelen kirkebyer.[59] Forleddet rummer gamle kultur- og naturbetegnelser.[59] "De danske heim-Navne har som Helhed et afgjort agrarisk Præg."[74] Det bemærkes, at er kendes "ingen sikre Eksempler paa, at Forleddene betyder "ler" el. lign. Dette Forhold maa ses i Lys af det Faktum, at Oldtidens Agerbrug foretrak de lettere, sandmuldede Jorder".[74] Efterleddet tolkes som "bebygget sted" eller "hjemsted".[59] Den geografiske udbredelse af de vestgermanske -heim-navne tyder på en oprindelse i folkevandringstiden, og det er muligt, at de nordiske hidrører fra samme tid.[75] En navneform, der ligner, er stednavne på -rum, der imidlertid er meget ung og betegner en rydning.[76]

Både i frankisk område og i England er forleddet ofte et personnavn, og begge steder forekommer navneformen -ingheim (ingham). Derimod forekommer der ikke personnavne i forleddene på de danske stednavne af denne type.[77] De danske stednavne på -heim har derimod et markant agrarisk præg.[74] Der er ikke givet en tilfredsstillende forklaring på den eventuelle forbindelse mellem de vesteuropæiske og de danske stednavne på -heim.[77]

Der findes ingen sikre nordiske eksempler på -heim-navne i Danelagen. Derimod forekommer formen -ham i de østlige dele af England[75], mens -hem forekommer især i frankiske områder i Flandern og Rhinegnene men er næsten fuldstændigt fraværende i Holsten.[75] Dette fravær gør det usandsynligt, at angelsakserne skulle have bragt navneformen med sig ved deres udvandring til England i 5. århundrede.[77] Hald bemærker, at "Skønt der fra Himmerland, særlig Vesthimmerland, kendes et meget stort Antal Bopladsfund fra ældre romersk Tid (0-200), lader der sig ikke konstatere nogensomhelst lokal Sammenhæng mellem disse Bopladser og um-Navnene."[78] Det tyder på, at navnetypen ikke går så langt tilbage.

I Danmark er -heim-navne hyppigst forekommende i Nørrejylland, dog kun med et enkelt navn på Djursland, et på Fyn, Lolland og Bornholm samt 8 på Sjælland.[79] Særligt udpræget er navneformen i Himmerland med 25 og i Ommersyssel med 14, men desuden forekommer de ofte i Østjylland mellem Randers Fjord og Vejle Fjord. Endvidere forekommer navneformen ret hyppigt i Halland, hvilket formodes at afspejle en stærk kulturel forbindelse over Kattegat.[80] I forlængelse heraf forekommer den i Västergötland og det sydøstlige Norge.[80]

Emil Madsen gjorde disse betragtninger over stednavneklasserne -inge og -heim: "Tyske Forfattere ville for Rhinegnenes Vedkommende have udfundet, at Ingen var en alemannisk og Heim nærmest en frankisk Betegnelse, og en af hine har yderligere ment at kunne fremsætte, at Ingen skulde betegne den Jord, som i Fællesskab tilhørte og dyrkedes af Bønder, og Heim den personlige Ejendom eller Gaard, som den enkelte, mere fremtrædende Mand kom til at besidde, navnlig efter en Landstrækning var tagen i Besiddelse.. Den hyppigere eller sjældnere Forekomst af de to Klasser træffes omtrent overalt; kun meget undtagelsesvis udelukker den ene Klasse ganske den anden, og Aarsagen kan altsaa ej heller næppe søges i Stamme- eller Sprogforskelligheder hos dem, som have givet Stederne Navne. Aarsagerne synes saaledes nærmest at maatte søges i en forskellig Drift eller et forskelligt Avlsbrug, saaledes som det mest begunstigedes af Forholdene i den ene eller anden Egn. .. med Hensyn til den Tidsalder, som hine Stednavnsklasser nærmest maa antages at tilhøre, synes deres geografiske Udbredelse at kunne give nogen Oplysning. Som bekendt begyndte Germanernes Fremtrængen til de sydtyske Lande og over Rhinen til det nuværende Elsass vel allerede omtrent ved Begyndelsen af vor Tidsregning; men en egentlig Indtagelse af Landene Syd for Donau og en mere masseagtig Bosættelse her og i Elsass foregik dog først i Tiden ved det romerske Riges Fald og efter dette. .. den masseagtige Udbredelse af dem omtrent over hele England, Wales fraregnet, kan dog ikke godt være foregaaet førend efter Angelsachsernes Indvandring i Midten af det 5. Aarhundrede. Omtrent fra denne og den derpaa følgende Tid maa derfor mange af Navnene med Hjem og Ing i England, Syd-Tyskland, Elsass og Lothringen hidrøre."[81]

H.V. Clausen afviser navnetypens ælde: "denne endelse er forholdsvis ung, yngre ialfald end både -lev, -løse, -høj og -sted. .. i Danmark har den vist sig i udkanterne af bygderne, ind modskov eller i skov. Det er aldeles tydeligt i Nordøstsæland, rundt om i Skåne, nord for Randers, i Ty, Mors og Salling, i Halland. .. Ligger -um ikke i eller ved skov, ligger det dog på grænsen af fordums adskilte bygder sammen med -torp, således mellem Københavns- og Roskilde-egnene. I det -um-rige Vestjylland findes -um som indramning af eller som forbindelse mellem -inge-bygderne. I Vestslesvig ligger -um på grænsen mellem geest og marsk."[82]

-løse[redigér]

-løse er en nordisk navneform med Sjælland som kerneområde. Navnenes etymologi er dunkel.[83] Forleddet kan i visse tilfælde tolkes som jordbunds- og terrænbetegnelser.[83] Der er tale om store og centrale landsbyer, over halvdelen er kirkebyer.[83] Efterleddet skal muligvis tolkes som "indhegning" eller "græsgang".[84][83]Mange -løse-landsbyer er store på 100 tønder hartkorn eller mere.[85]

Stednavne på -løse forekommer på de danske øer, især Sjælland, samt i Skåne. Der kendes ingen sikre navne af denne type i Jylland eller på Bornholm, og de sydlige danske øer Tåsinge, Langeland og Lolland har hver kun et eksempel, Falster to.[84]

Emil Madsen mente, at "Betydningen af Ordet Løse, efter hvilket Klassen har faaet sit Navn, antages at være Græsgang, Fælled, Vænge eller lignende, hvad der bestyrkes ved, at de Steder, hvis Navne høre til denne Klasse, i Reglen findes i et storformet, bakket Jordsmon, i Nærheden af mellemliggende, lave, flade Strøg med vidtstrakte Enge og Moser, i hvilke det kan forudsættes, at der er eller har været bekvemme, naturlige Græsgange."[86] Denne iagttagelse har vundet tilslutning fra Kristian Hald.[87] Han påpeger endvidere, at "I de danske løse-Navne kan der næppe paavises et eneste sikkert Personnavn, og i Sverige er der vistnok kun et Eksempel paa Personnavn i Forbindelse med -lösa: Gumlösa, i Middelalderen skrevet Gudmundeløsa. Iøvrigt er løse-Navnene vanskelige at forklare etymologisk; kun faa af dem indeholder Ord, der stadig bruges i vort Sprog", men der peges på, at flere "løse-Navne indeholder Ord for Indhegning".[88]

H.V. Clausen siger om den: "Forekomsten af -løse har aldrig noget at gøre med -inge. I danske udelukkende -inge-egne (Odsherred med omgivelser, Harsyssel, tidligere nævnte dele af Østjylland, det indre Skåne) findes denne endelse ikke; i Sverige krysser -løse højst sammen med -lev -inge-områderne, men breder sig ikke ud til siden med disse".[89] Om forholdet til andre navnetyper, siges at -løse "er nøje knyttet til -lev i Danmark og de dele af Sverige, hvor -lev findes. I Sæland findes der ingen -lev-egn, uden at der tillige er -løse i den. .. I den enkleste form er forholdet mellem de to endelser det, at der i udkanten af -lev-bygderne eller ud til siden for -lev, i reglen nærmere skov, findes -løse (Fyn, Midtsæland, hvor ved Susåen ligesom hvert -lev afsætter sit -løse), eller således, at -løse udfylder led i en -lev-kæde eller fortsætter en sådan." Han mener, at "yderligere udvikling er den, at et enkelt -lev afføder en række af -løse."[90] Med hensyn til navnet siges: "Hvis -løse var bleven ejet af en enkelt, kunde han have givet sit navn til brug som bestemmelsesord på samme måde som -levs forled dannedes, men er det en flerhed, der har overtaget den nye ejendom, kunde ikke denne flerheds samlede navne rummes i stednavnet, og en af flokken fik ikke lov til alene at give sit hen, men følgets navn eller dets hærmærkes kunde blive anvendt."[91]

Svend Aakjær har underkastet navnetypen en nøjere undersøgelse. Han konstaterer, at "Løserne synes ikke at være sammensat med et Personnavn", og forleddet synes ofte at "betegne et eller andet Naturforhold ved Stedet. Løsebyerne har et meget stort Jordtilliggende..; de hører til Landets største Byer." Han tilslutter sig Emil Madsens beskrivelse af deres beliggenhed.[92] Han påpeger, at løse manges steder forekommer som marknavn og mener, at disse marknavne kan bruges til at stedfæste hvor i ejerlavet, "Løsen laa i Terrænet"[93] og konstaterer, at "de tit ligger ude i Byens Udkant, der hvor Byer har deres Overdrev".[93] Han er ikke enig i, at byer på -løse skulle være knyttede til byer på -lev, idet de også forekommer i egne uden -lev.[94] Han mener derfor heller ikke, at -løse skulle være en yngre navnetype end -lev, tværtimod: "det udprægede Græsgangsbrug maa høre hjemme i en Tid, der ligger forud for Levtiden."[94] Han mener, at typen går tilbage til den tid, hvor bebyggelsen blev samlet i større landsbyer: "man flyttede sammen i Landsbyer, lagde Gaardene paa Række langs en Gade, tog Tofter ind bag dem, og siden Agerjord i Flugt med Tofterne, mens man foran Gaardene udlagde Overdrev til Græsning for Plovstude og andet Kvæg." Han forestiller sig, at "mange Orer, der oprindelig dreves mere ekstensivt som Græsgange, siden blev kornavlende Byers Vange".[95] "Egnede Jordbunden paa Løsen sig derimod ikke for Kornavl, saa maatte man flytte ind "paa det tørre", og anlægge Byen med Tofter og Vange paa et andet Sted. I det første Tilfælde, hvor man bliver boende paa det gamle Sted, opstaar der da en Løseby paa det gamle Løses Tilliggende, i sidste Tilfælde bliver Løsen liggende i Udkanten af den gamle By, som dens Overdrev, og vi vil da paa dens Mark finde et Løse-Marknavn."[96]

-lev (-leben)[redigér]

-lev er en nordisk navneform centreret omkring Kattegat.[59] Desuden findes et område i Thuringen med mange navne på -leben.[97][59] Forleddet er ofte et personnavn, eller et gudenavn.[59] De fleste af disse navne menes at stamme fra folkevandringstid.[98] Det er store og normalt centralt beliggende byer, over halvdelen er kirkebyer.[59]

Mange af de danske stednavne har et personnavn som forled.[99] Det har været foreslået, at disse navne afspejler stormænd, der har fået et område overdraget som eget gods, og at navneformen dermed afspejler en form for lensvæsen med en kriger- og/eller embedsadel i tilknytning til en kongemagt.[99]

De nordiske stednavne på -lev viser en tendens til beliggenhed på de mest lerede jorder. De forekommer på de østdanske øer (fraset Møn og Bornholm), i Skåne og de tilgrænsende områder på den skandinaviske halvø samt i det østlige Jylland, dele af Vendsyssel, omkring Limfjorden og mere beskedent i det sydvestligste Jylland.[100]

En sammenlignende analyse med de tyske stednavne på -leben viser, at der findes 217 sådanne navne.[101] I 15 tilfælde er konstateret samme personfornavneled i tyske og nordiske stednavne, mens antallet af sikre og mulige sammenfald er opgjort til 26, svarende til 6,9% sikre og 12,0% sikre og mulige sammenfald. Det samlede antal nordiske stednavne på -lev (-löv) er 354, hvoraf 28 har personnavne, der også forekommer i de tyske stednavne og ialt 40 sikre og mulige sammenfald svarende til 7,9% sikre og 11,3% sikre og mulige sammenfald.[101] Disse antal og andele er ikke større end, at de kan forklares ved personnavne fælles for nordisk og vestgermansk område.[101] Det betyder, at der ikke kan siges noget sikkert om en forbindelse mellem de to navneformer og deres udbredelsesområder.[102]

Ældre forskning mente at kunne påvise et "kerneområde", hvorfra der skulle være sket en ekspansion[98], men nyere forskning har ikke tilsluttet sig en sådan fortolkning.[103]

H.V. Clausen mener, at "det er i Sæland, at -lev først er fremstået, at det derfra har bredt sig i øst og i vest, ikke ved regelmæssig spredning .. men ved bevidst indgriben, ved historiske handlinger, ved erobring."[104] Om forholdene i forhold til andre navnetyper på det sydvestlige Sjælland siges, at her "græsser -inge og -lev fredeligt mellem hinanden, uden at den ene endelse ligger mere centralt end den anden", og om Fyn og Jylland siges, at "I de bygder, hvor -lev-løse er blevet de fremtrædende, findes mange steder -inge, men de ligger mindre centralt".[105] Han tilføjer, at "-lev aldrig grundes på fri hånd, men i gammelt opdyrkede egne, idet vistnok -inge-byer i en væsentlig grad omdøbes med denne endelse" og at "da -lev blev enkeltmandseje, kan de godt ligge tættere sammen end -inge; et -inge kan være bleven delt i flere -lev."[106] At -lev-byer afspejler en ekspansion udgående fra Sjælland begrundes ved, at "-lev flokkes tættest og flest om de havne i Jylland, Fyn og Skåne, der vender over mod Sæland og hurtigst og tidligst kunde nås fra denne ø. I Fyn er udbredelsen absolut fra nordøst, i Jylland er Århusegnens -lev-bygd den største af alle. I Skåne har vi mest udpræget kædedannelsen, selv om den også har gode repræsentanter andensteds. Den begynder med en klynge ved havn og får længere og længere mellem de enkelte led indad i landet".[107] At -lev-navne afspejler enkelte personers eje sluttes af de mange forled, der er personnavne.

- høj[redigér]

-høj indgår i en række stednavne over det meste af landet. I oldtiden blev ordet anvendt i betydningen "gravhøj", og det er sandsynligt, at det også er anvendt i denne betydning i stednavne.[108]

Forleddet kan som forled have et fællesnavn, et gudenavn eller et personnavn. I intet tilfælde ses kristne personnavne at forekomme.[109] Derimod kan konstateres, at mange af personnavnene er toleddede og er de samme, som kendes fra navnetypev -lev.[110][111] Nogle af disse steder kan henføres til vikingetid, men navnetypen kan forekomme tidligere.[108] En særlig gruppe udgøres af marknavne, der menes at betegne udflytterbebyggelser.[109]

I flere tilfælde indeholder fællesnavnet træ- eller plantenavne.[111]

H.V. Clausen har peget på, at navnetypen -lev på Fyn overvejende ligger samlet "som een stor gruppe på Sletten vest for Odense fjord og en anden øst for Odense ud til Kertinge Nor og Nyborg fjord. Indenfor hver af disse grupper ligger ret centralt et Nærå, Niartharhøghæ, en helligdom for guden Njord. En af de største -lev-grupper i Jylland findes ved Gudenå i Hovlbjærg herred; den ledsages af et Njær, hvis form fra 1478 i forbindelse med en torp, der er udflyttet fra den, Nærraadz-torp, tydelig fortæller om en lignende helligdom." I andre tilfælde i Jylland forekommer Njords lund i tilknytning til navne på -lev, og han mener derfor, at "-høj med dette gudenavn til forled er opstået samtidig med -lev-bebyggelsen."[112]

H.V. Clausen har ligeledes peget på, at -høj knyttet til bygder med -lev (og -løse) også forekommer med hovedordet "Malle", afledt af mál i betydningen "ting" eller "stævne".[112] Disse navne menes at gå tilbage til folkevandringstid.[112] Brugsdatering til vikingetid bekræftes af, at navnetypen forekommer i talrige tilfælde i nordiske navne i England. I mange tilfælde betegner de her den høj, der har været mødested for et tingsted.[108] Også i Danmark har byer af denne type været udpeget til tingsted, og typen danner grundlag for herredsnavne.[113]

-sted[redigér]

-sted er udbredt i germansk område.[83] Endelsen betyder bosted.[114] Forleddet er varieret og kan betegne terræn, natur- eller kulturforhold, undertiden et personnavn.[83] Der er tale om overvejende store og centralt beliggende landsbyer, omkring halvdelen er kirkebyer.[83] En gruppe synes at være af yngre dato.[83] Forekomsten af stednavne på -sted på Island og andre steder viser, at navnetypen var i brug endnu i vikingetiden.

Hald bemærker, at personnavne som forled især synes at forekomme på øerne, i Skåne og i Østjylland, mens sammensætninger med fællesnavne og tillægsord især synes at forekomme i Nord- og Vestjylland; begge navnetyper forekommer i Sønderjylland. Der er flere tilfælde af sammenfald med de personnavne, der anvendes i navne på -sted og -lev.[115] Hald mener, at flere norske stednavne af denne type stammer fra vikingetiden[116] og han påpeger, at "norske Kolonister bringer Typen med til Island", hvor endelsen "er det almindeligste af samtlige Efterled i Gaardnavne. Derimod forekommer der ikke danske navne paa -stead i England, og man maa derfor antage, at sted-Navnene i Danmark stort set er dannet før Vikingetogene."[117]

Emil Madsen konstaterer om denne stednavneklasse, at "de mangle ganske i nogle Egne, som dog have Stednavne af de andre fem Klasser" og at de især synes at forekomme "i Udkanten af de Fladerum, som indtages af de øvrige af de her omhandlede Klasser."[118] Han tilføjer, at "I Sammenligning med Klasserne Hjem og Ing, samt .. Lev og Løse, frembringer Klassen Steds geografiske Udbredelse det Indtryk, at de Steder, hvis Navne høre til samme, have maattet tage til Takke med mindre gunstigt Jordsmon, at de ere ligesom udflyttede fra dem, som bære de andre Navne, og at de altsaa ere forholdsvis noget yngre, om de end i det store Hele tilhøre den samme gamle Tid."[119] På grundlag af den europæiske udbredelse mener han at -sted "have holdt sig længere i Brug".[119]

H.V. Clausen bemærker, at "-Sted har intet at gøre med -inge. I Sælands udprægede -inge-områder findes -sted ikke, tværtimod allerlængst inde på øen, hvad der vil sige længst borte fra -inge; heller ikke i Jylland: Horsens' -inge, -inge vest for Randers, -inge sydøst for Randers, -inge i Hammerum herred, i Lemvig-egnen, i landet på begge sider af Skærn å optager intet -sted indenfor deres kres. Derimod er der mange steder en ligefrem afhængighed af -lev, således at -sted altid ligger mere til siden og nærmere skov."[120] "næsten alle isolerede -sted i Sæland ligger opad et -lev eller -løse. I Skåne er det heller ikke vanskeligt at påvise denne forbindelse, -sted er allevegne ud til siden ligesom i Fyn. .. I Jylland synes det også let at slå fællesskabet med -lev fast. Som exempler kan nævnes Himmerland, Århusegnen, landet på bægge sider af Horsens fjord, Haderslev- og Åbenrå-bygderne. Fra de to -lev i Svans synes den store gruppe af -sted at udgå, som fortsættes i vestlig retning fra Sliens indre del. Som -sted indenfor de enkelte bygder kommer til at ligge til siden, således også i Danmark som helhed. Mens -lev og -løse holder sig til landets indre, dets kærne, Sæland-Vestskåne-Nordøstfyn-Østjylland, så er -sted den herskende blandt de gamle endelser i Sydvestslesvig (allerede i Nordslesvig er der temmelig mange), i Ty, Vendsyssel, i det nordlige og østlige Skåne og i Bleking. I disse egne var der flest udviklingsmuligheder tilbage, mens der i sted-perioden ikke var meget at gøre på Øerne."[121]

Oversigt[redigér]

Forskellen mellem de endelsestyper, der indeholder personnavnestof, og de, der ikke gør, er påfaldende og kræver en forklaring. I princippet foreligger der to muligheder:
- enten skyldes forskellen en tidsmæssig forskel i anvendelsen
- eller også afspejler de sociale forskelle.
De to forklaringer udelukker naturligvis ikke hinanden og kan være overlappende delforklaringer.

Hvis forklaringen er tidsmæssig, må endelsestyperne uden personnavne antages at være de ældste, gående tilbage til en tid med bygdefællesskab, mens dem med personnavne kunne antages at være yngre, måske afspejlende en samfundsudvikling hvor stedlige bygdehøvdinge eller kongelige tillidsmænd udskilte sig fra fællesskabet med særjorder. Danernes magtovertagelse i 500-tallet forekommer her som en plausibel forklaring på en sådan udvikling.

Angående spørgsmålet om arkæologisk fundne bopladser og stednavne må konstateres, at en tidligere boplads kan være nedlagt og dens navn være gået tabt, men omvendt må et stednavn henvise til en bebyggelse, medmindre at der er tale om et rent naturnavn. Det skyldes, som Kousgård Sørensen har påpeget, at "identifikationsbehov for en bebyggelse af landsbykarakter er så stort, at en unavngiven landsby ikke er tænkelig".[122] Den logiske følge må være, at et stednavn må henvise til den ældste vedvarende bebyggelse på stedet. Men hvordan afklares denne? Hvor stort er det område, inden for hvilket den ældste stedlige bebyggelse skal findes? Kousgård Sørensen taler om "bebyggelsesrevirer", men hvilket område omfatter dette?

Et bud på et svar er givet af Torben Grøngaard Jeppesen. I et forsøg på at forklare opbruddene i bebyggelsernes kontinuitet peger han på, at de fynske udgravninger og feltundersøgelser tyder på en befolkningsforøgelse i keltisk og romersk jernalder med nyanlæg af bebyggelser til følge. I forbindelse med en formodet befolkningsnedgang i sen romersk jernalder og/eller ældre germansk jernalder er sket en koncentration af bebyggelsen, men i forbindelse med en formodet ny befolkningsvækst i sen germansk jernalder og vikingetid er der foretaget nyrydninger, hvor "gamle bebyggelsesområder inddrages igen." Endelig i sen vikingetid eller ældre middelalder skete en omflytning af bebyggelsen.[123] Tanken støttes også af Erland Porsmose. Han peger på det nordfyske landskab, der efter hans opfattelse er inddelt i "moræneøer (omgivet af engdrag og åløb)".[124] Han mener, at i ældre romersk jernalder var bebyggelserne så små, så spredte og så tætte, at selv mindre områder i sig selv kunne udgøre et "ressourceområde". Men formentlig i germansk jernalder er de mindste af disse ressourceområder blevet opgivet som selvstændige bosættelsesområder, og bosættelsen er blevet centraliseret i færre, men større bebyggelser, hvilke afspejles i de overleverede ældre stednavne på -inge, -um og -lev, måske i forbindelse med omlægning af driften.[125] Tydeligvis lader modellen sig anvende på det nordfynske område. Spørgsmålet er, om den også lader sig anvende i andre dele af landet.

Med hensyn til spørgsmålet om kontinuitet tyder arkæologiske fund på, at der er bygdekontinuitet men ikke bebyggelseskontinuitet tilbage til yngre keltisk jernalder, dog med det forbehold, at bebyggelsens synes af veksle mellem ekspansion og indskrænkning, hvilket betyder, at for så vidt at der er sammenfald mellem den ældre bebyggelse og de ældste stednavnetyper, må de for nogle bebyggelsers vedkommende snarest hænge sammen med, at de samme områder, som tidligere havde været bosættelsesområder, tages i brug igen på et langt senere tidspunkt, måske fordi at det i sidste ende er de samme råstoffer (ager, eng, skov, vand), som bebyggelserne havde brug for.

Forholdene bevirker imidlertid også, at tidsfæstelsen af stednavnenes oprindelsestid bliver vanskeligere at fastslå. Hvis bebyggelsen er kontinuerlig, kan selve navnet stamme fra et hvilket som helst tidspunkt fra yngre keltisk jernalder til germansk jernalder. Det er næppe noget grundlag for tidsfæstelse, at fællesnavnene ikke forekommer i de klassiske kilder modsat for Mellemeuropa, hvor dette er tilfældet.[126] Og det forhold, at navnestoffet i stednavne med samme endelser afviger mellem Norden og Mellemeuropa[127], må betyde, at det heller ikke ad denne vej er muligt at opnå en nøjere tidsfæstelse.

Stednavne i brug i vikingetiden[redigér]

Stednavne, hvis endelser var i brug i vikingetiden, det vil sige fra tiden 800-1050 e.Kr.[57] Til denne gruppe hører flerledede stednavne med endelser på -by, -tofte, -torp (-rup, -drup, -strup) og -bølle[128] samt -tved.[129] De kendetegnes ved at forekomme både i Normandiet og Danelagen.[129] For Normandiets vedkommende er en lang række af disse navne senere blevet omdøbte til -ville: "At mange navne på "ville" oprindelig må have haft et til dette svarende nordisk efterled kan sluttes af, at til de allerfleste af dem findes der tilsvarende forled (oftest personnavne) i danske landsbynavne på -by, -torp (-trup, -drup, -rup), -toft."[129]

-by[redigér]

-by er en nordisk stednavneform.[130] Forleddet er meget varieret og kan betegne terræn- og naturforhold, dyre- og plantenavne, kulturfrembringelser, beskrivende adjektiver samt personnavne.[130] Mange er relativt store landsbyer, ofte centralt beliggende.[130]

Typen har været i brug i vikingetiden, hvilket bevidnes af de talrige stednavne af denne type i Danelagen og Normandiet[131][132], men endelsen formodes at have været i brug i en lang periode, der kan række tilbage til germansk jernalder og endnu var i brug i middelalderen og senere.[133] En række navne menes at have minder om hedensk gudsdyrkelse.[134] Jakob Jakobsen konstaterer, at "Så godt som alle de .. normanniske navne på -bu (-by) har danske paralleler. "[135]

Navne på -by med personnavn som forled er særlig udbredt i landets sydlige dele, især i Angel og Svans, på Sydlangeland, Lolland, Falster, Møn og i det sydligste Sjælland.[136] Ingen af disse navne indeholder kristne personnavne.[137]

En særlig gruppe udgøres af navneformen Huseby (Husby), der er fællesnordisk, og som i Sverige betegner en kongsgård, der tjente som bolig for kongens stedlige tillidsmand. Formentlig har navnet haft samme betydning i Danmark.[138]

Mange landsbyer med dette efternavn er kirkebyer, og det kan i utallige tilfælde til vished sandsynliggøres, at de har været moderbyer for middelalderlige udflytterbebyggelser.[139]

-toft, -tofte[redigér]

-toft er en nordisk stednavneform med østsvensk centrum.[130] Den forekommer også i Danelagen og Normandiet.[140][141][130] Jakob Jakobsen konstaterer, at "De fleste tot-navne viser sig på grund af forleddene at være danske".[142] Kristne personnavne forekommer ikke, men enkelte navne tyder på en sen (kristen) anvendelse.[130]

Aksel E. Christensen har påpeget, at "I de nordiske landskabslove fra Middelalderen betegner begrebet "toft" utvetydigt det stykke jord, der ligger umiddelbart op til bostedet, og som laa udenfor dyrkningsfællesskabets vange. Ordet gaar tilbage til en fællesgermansk grundforn *tumfti, hvis oprindelige betydning var tilpasning, ordning, regulering, men som siden skiftede betydningsindhold og gik over til at betegne det, som er tilpasset, ordnet eller reguleret"[143], og han mener, at toften, "dens beliggenhed og størrelse fungerer overalt som det organiserende og fordelende element i det middelalderlige landsbysamfund: hustoftens bredde var bestemmende for indehaverens rettigheder og pligter i landsbyen, og ved rebning fordeltes bol og agre i vangene efter tofternes indbyrdes beliggenhed. Det er utvivlsomt denne regulerende egenskab ved toft-begrebet, der skulde udtrykkes og understreges, da man grundlagde og navngav landsbyerne paa -tofte, og det er sandsynligt, at navneformen maa stamme fra en tid, hvor denne toft-regulering var ny og aktuel."[144] Grøngaard Jeppensen har efterprøvet denne teori og mener at kunne sandsynliggøre, at toftesystemet var under udvikling allerede i 3.-4. århundrede og "med udgangspunkt i de gårdsamlinger, som C.J. Becker benævner landsbyer fra overgangen mellem bronze- og jernalder"[145], ikke pludseligt som Aksel E. Christensen mente.[146] Men selv om toftesystemet udvikledes gradvist, forhindrer dette ikke, at det først gav sig udtryk i stednavne i vikingetiden.

Emil Madsen har bemærket at typen især forekommer i det vestlige Jylland syd for Limfjorden men er ret sjældent i det østlige Jylland.[140] Han har også bemærket, at den forekommer i det sydlige Sverige og Norge.[140]

Toft menes at have en ret begrænset anvendelsestid, i udpræget grad vikingetiden.[147] I enkelte tilfælde ses den også anvendt efter kristendommens indførelse.[140]

-torp (-rup, -drup, -strup)[redigér]

-torp er stærkt udbredt.[130] Forleddet er stærkt varieret og kan være både hedenske og kristne fornavne.[130] De ældste torper synes at have ligget i Sønderjylland men i resten af landet er der overvejende tale om udflytterbebyggelser, herunder fra landsbyer med endelsen -by.[130]

Om udviklingen fra -torp til de nuværende former konstaterer Henrik Ussing: "Hvor der paa gammeldansk Sprogtrin er Selvlyd foran Endelsen -thorp, bliver denne til -rup; hvor der er stemt Medlyd, bliver den til -drup (dette d kan som i Sprogets andre Ord indgaa Forbindelse med forangaaende Lyd og derved i Tidens Løb forsvinde); og hvor der er ustemt Medlyd foran -thorp, faar vi -trup."[148]

-torp forekommer også i de oversøiske danske vikingetidsbosættelser. Jakob Jakobsen konstaterer, at "så at sige alle de bevarede sammensatte nordiske torp-navne har danske paralleler".[142]

Adskillige stednavne på -torp er sammensatte med fremmede personnavne, der først er kommet til landet efter kristendommens indførelse, herunder bibelske navne og helgennavne.[149] De findes spredte over det meste af landet.[150] Den mest udbredte navneform udgøres dog af torp-navne med forleddet Thor-, d[151]er ligeledes findes spredte over det meste af landet.[152]

-bølle, -bøl[redigér]

-bølle, -bøl er en dansk-frisisk navnetype med syddansk udbredelse.[130] Der synes at være tale om udprægede udflytterbyer.[130] Efterleddet er normalt -bølle på øerne, -bøl i Jylland. Navnet menes at betegne et leje for mennesker, det vil sige et bosted eller en gård (samme betydning har ordet bol).[153][154]

Stednavne på -bøl hører altovervejende hjemme i middelalderen[155], men de ældste navne kan gå tilbage til vikingetid.[156]

Flere stednavne på -bøl er sammensatte med fremmede personnavne.[157]

Stednavnene på -bøl har en udpræget syddansk udbredelse, således findes omkring 100 navne af denne type i Sønderjylland, og desuden forekommer den i Vejle og Ribe Amter samt den sydligste del af Ringkøbing Amt; en mindre gruppe forekommer i Thy og Hanherrederne. På Langeland findes 15 navne af denne type, og desuden findes de på Lolland og Sydsjælland.[155] Emil Madsen har bemærket, at -bølle er almindelig i Vestjylland, mens -balle er ret udbredt i Østjylland.[153]

Undersøgelser af byernes beliggenhed på Lolland typer på, at landsbyer med denne endelse som regel er beliggende på udjord eller fælled og med egne bymarker, mens torper ofte ligger på moderbebyggelsens vang.[158]

I en række tilfælde er -bølle ikke et "ægte" navn men en sideform til ordet "bolig".[156]

-bølling[redigér]

-bølling er ikke et "ægte" -ing-navn, og det er ikke afledt af -bøl.[159]

Undersøgelser har vist, at der er tale om meget sene navnedannelser for meget små bebyggelser.[160] Der er sandsynligvis tale om afledninger fra -bol i betydningen "boplads"[161], og navnet betegner en mindre bebyggelse i et afgrænset område.[162] Kendetegnende for navnetypen er Udbølling i Tønder by, der mens at betegne et område af byen, hvor indbyggerne har været "udbøre" det vil sige frisere.[161]

Forleddet udgøres af navneord, der praktisk talt aldrig indgår i dannelser afledt med -ing.[163] Ofte kan det sandsynliggøres, at der er tale om et oprindeligt indbyggernavn, der senere er gået over til at betegne en bebyggelse. Det er muligt, at der oprindeligt er tale om et indlån, mens afledningerne af -bol er en dansk nydannelse.[164]

-borg[redigér]

-borg forekommer i to typer med uens betydning og af uens alder: i Jylland, især i Vestjylland, findes en række bebyggelser med endelsen -borg, hvor denne menes at betegne naturlige bakker og bjerge. I disse tilfælde formodes stednavnene at gå tilbage til folkevandringstid.[165] En anden gruppe udgøres af de navne på -borg, hvor endelsen sigter til middelalderlige befæstningsanlæg. Til denne gruppe hører navne på slotte, herregårde og købstæder.[166][167]

En særlig gruppe udgøres af stednavnet Trelleborg eller Trelborg, der forekommer mange steder i Danmark og desuden i Norge og Skåne. De danske navne synes overvejende at være anvendt om voldsteder.[168] Mest kendt er vikingeborgen på Sjælland, men stednavnet forekommer tillige i Jylland, hvor det ses anvendt om mindre voldsteder, der kan dateres til yngre romersk jernalder og germansk jernalder. Forleddet "trel-" menes at betegne et stykke kløvet træ, det vil sige et bolværk. Det har således intet med trælle at gøre.

-vang[redigér]

-vang forekommer i forskellige germanske sprog i betydninger som "slette", "mark" og "eng". I norske stednavne betegner det græsvolden omkring en kirkegård, hvor menigheden samledes og indgår derfor ofte i navne på kirkepladser. I Danmark har det ofte fået den særlige betydning "indhegnet skov". I gammeldansk bruges ordet dels om agerjord i almindelighed dels om en af de marker, som byjorden var inddelt i. Det formodes, at det herfra har fået en bredere betydning som "indhegning, indhegnet område".[169]

Forekomsten i Danelagen viser, at navnetypen var i brug i vikingetiden, men den kan både være ældre og yngre. Ordet forekommer dog kun sjældent i egentlige bebyggelsesnavne.[170]

Andre[redigér]

Andre stednavneendelser, der var udbredte i vikingetiden, er -bæk, -bjerg, -næs, -with (skov), -borg, -ager, -høj, -vi og -bod, men flere af disse kan have været i brug også før og efter vikingetiden, hvorfor dateringen af de enkelte navne er yderst usikker.[171] Dette gælder også de såkaldte "kortformer" eller "usammensatte navne".[172]

Stednavne i brug efter vikingetiden[redigér]

Stednavne, hvis endelser først er taget i brug senere end vikingetiden, detvil sige efter 1050 e.Kr.[57] Til denne gruppe regnes stednavne med endelser på -rød, -tved, -holt, -ris, -skov, -have, -løkke, -køb, -rum.[173]

I langt de overvejende tilfælde har bebyggelserne med disse stednavneendelser en beliggenhed, der tyder på, at de er udflyttere fra "moderbyer" med ældre navneendelser.[139][174]

-rød[redigér]

-rød betegner rydning.[140] Forleddet er i omkring halvdelen af tilfældene personnavne, men endvidere forekommer fællesnavne, især navne på planter og dyr.[175] Et mindre antal -rød-navne i Nordøstsjælland og Skåne har forled med gamle indbyggernavne på -ing. Det har været foreslået, at dette afspejler, at rydninger i disse områder i udpræget grad var fælles foretagender, hvorimod -torp i disse egne var enkeltmandsforetagender.[176]

Med hensyn til alder bemærkes, at der i Nordøstsjælland ikke er et eneste sikkert eksempel på et kristent personnavn som forled, hvilket taler for en ret høj alder. Endelsen forekommer første gang i Knud den Helliges gavebrev fra 1085, der nævner Børstingerød. På den anden side kendes der ikke sikre eksempler på navneformen i Danelagen og Normandiet, hvilket tyder på, at den næppe har været i brug i vikingetid, omend en anden mulig forklaring er den, at typen er taget i anvendelse først i andre egne end dem, hvorfra udvandringen til de oversøiske kolonier skete fra.[177]

-tved[redigér]

-tved menes ligeledes at betegne rydning.[178] Forleddet er i mange tilfælde personnavne.[179]

Typen kendes også fra Danelagen og Normandiet, hvilket viser, at den kan gå tilbage til vikingetid.[180] Typen forekommer også i Normandiet. Jakob Jakobsen konstaterer, at den her forekommende endelse "tuit kan næppe være andet end oldnordisk þveit, dansk "tved", ryddet og opdyrket stykke land. Det findes i det gamle Danelag i Nordengland almindelig i formen thwaite".[181]

-rum[redigér]

-rum menes ligeledes at betegne rydning, nærmere betegnet en åben plads fremkommet ved rydning.[182]

Typen er udbredt i Nordøstsjælland, hvor den ofte betegner store, gamle landsbyer som Farum, Virum og Nærum[182], endvidere Esrum.[183]

-køb[redigér]

-køb menes at betegne "købt ejendom". Forleddet er som regel et personnavn eller en personbetegnelse. Typen findes næsten kun i Nordøstsjælland, i Skåne og Halland samt i Småland.[184]

-løkke[redigér]

-løkke betegner en "indhegning".[185]

Typen menes ikke at gå tilbage til vikingetiden, da den hverken forekommer som bebyggelsesnavn eller marknavn i Danelagen. Den første kendte forekomst er Sprakælyki i Århusbogen fra 1203.[185]

Som bebyggelsesnavn forekommer den både usammensat fx. i Vendsyssel og i sammensat form. Der er næsten altid tale om små bebyggelser.[185]

Stednavne og bebyggelsesarkæologi anno 2022[redigér]

I det halve århundrede, der er gået, siden Aksel E. Christensen og Erling Albrechtsen foretog deres analyser af forholdet mellem bebyggelsesarkæologi og stednavne, er situationen ændret dramatisk takket være et utal af nye arkæologiske fund. Mens analysen den gang måtte foretages på grundlag af en håndfuld bopladsudgravninger, er der nu hundredevis eller endda tusindvis af fund at foretage en analyse på grundlag af. Der er således grund til at foretage en fornyet analyse med udgangspunkt i det udvidede bebyggelsesarkæologiske fundmateriale.

Analysen er foretaget for ulige steder i landet for at sikre, at den bliver rimeligt geografisk dækkende nok til, at udfaldet ikke blot gælder et mindre område men kan siges at gælde for den overvejende del af landet.

For Jellings vedkommende er taget udgangspunkt i de udgravninger, som er foretaget i de seneste årtider dels i selve byen, dels i byens omegn.

For Fyns vedkommende er taget udgangspunkt i Jesper Hansens materiale. Der er ikke foretaget supplerende undersøgelser eller inddraget oplysninger ud over det materiale, som han lagde til grund for sin undersøgelse.

For Københavns Vestegn er taget udgangspunkt i udgravninger foretaget af Kroppedal Museum og fremlagt af Linda Didia Boye i forbindelse med en analyse af den typologiske udvikling af østsjællandske huse fra keltisk til germansk jernalder.

Formålet med analysen har været dels at klarlægge den bebyggelsesmæssige kontinuitet og brud i bebyggelsen, dels at klarlægge forholdet til stednavnene. Der kan skelnes mellem:

-bopladskontinuitet, hvis to bebyggelsesfaser for landsbyer er helt eller delvist sammenfaldende (for enkeltgårde flytninger under 250 m)
-bebyggelseskontinuitet, hvis der er sket en mindre flytning (højst 1,5 km). Foruden en-til-en fortsættelse kan udskilles sammenflytning og deling, hvis dette kan sandsynliggøres.
-brud, hvis flytningen overstiger 1,5 km det vil sige er sket til et steduden for det hidtidige driftsareal.

Jelling sogn[redigér]

Jelling sogn er beliggende i Østjylland nordvest for Vejle på et moræneplateau omkring 110 meter over havet. Jordbunden består overvejende af sandblandet ler.[186] Mod syd afgrænses det af Farup Sø og Grejs å. Hovedbyen er Jelling beliggende centralt i den sydlige del af sognet. Af mindre omgivende bebyggelser i 1682 kan nævnes Faaruphus og -mølle, Hornstrup, Styvel, Hopballe, Tøsbyhave, Hørup, Skovdal mølle, Skovbølling, Rugballe og Kiddegaard. De fleste af disse kan anses for udflytterbebyggelser fra hovedbyen. Jelling har et -ing-navn, så det er af største interesse at fastslå hvor langt tilbage, bebyggelse kan konstateres.

En række bebyggelsesfund fra jernalderen er gjort i området mellem Jelling by og Farup Sø og Grejs å. I kronologisk rækkefølge ser en oversigt således ud: Syrenlunden (500-200 f.Kr.), Hvesager (500-200 f.Kr.), Søndergård 2 (500-0 f.Kr.), Fårupvej (500-200 f.Kr. og 0-200 e.Kr.), Plantagevej (500 f.Kr.-200 e.Kr.), Fårup (0-200 e.Kr.), Hvesager (0-200 e.Kr.), Haughus 2 (0-200 e.Kr.), Haughus (0-400 e.Kr.), Rønnelunden (200-400 e.Kr.), Syrenlunden (200-400 e.Kr.), Skinbjerg (200-550 e.Kr.), Grangaard Allé (300-700 e.Kr.), Haughus 2 (vikingetid), Møllegade (vikingetid), Skovgade (vikingetid), Jelling med kirke, gravhøje og palisade (vikingetid og middelalder).[187][188] I nogle tilfælde (Fårupvej, Haughus 2, Hvesager, Syrenlunden) har samme sted været bebygget på ulige tidspunkter. Det bør nævnes, at der 3 km vest for Jelling ligeledes er fundet spor efter en formodet vikingetidsbosættelse.[189]

Det fremgår heraf, at der i ældre keltisk jernalder var mindst 5 bebyggelser indbyrdes beliggende med få hundrede meters mellemrum. 3 af disse er blevet opgivet omkring overgangen til yngre keltisk jeralder, og der var således 2 bebyggelser tilbage i yngre keltisk jernalder. Ved overgangen til ældre romersk jernalder er nedlagt 1 og oprettet 4 nye bebyggelser foruden 2 ubrudte bebyggelser, og denne gang ligger de med større indbyrdes mellemrum. Ved overgangen mellem ældre og yngre romersk jernalder er nedlagt 4 bebyggelser og oprettet 4 bebyggelser, hvilket måske blot afspejler omflytninger, foruden 1 ubrudt bebyggelse. Mod slutningen af yngre romersk jernalder er oprettet 1 ny bebyggelse. Omkring overgangen mellem yngre romersk jernalder og ældre germansk jernalder er nedlagt 2 bebyggelser, mens 3 fortsætter uændret, heraf 2 til slutningen af ældre germansk jernalder og 1 videre i yngre germansk jernalder. Denne nedlægges omtrent på det tidspunkt, hvor Skovgade oprettes, omkring 700 e.Kr., vist som enkeltgård, der senere i vikingetiden, omkring 950 e.Kr. får følgeskab af to huse. Hidtil er det ikke lykkedes at finde større bebyggelsesspor fra yngre germansk jernalder og ældre vikingetid (omkring 700-900 e.Kr.).[190][191] Tilsyneladende er der sket en flytning af bebyggelsen mellem 700 e.Kr. og vikingetid fra en beliggenhed et par hundrede meter mod sydøst til den nuværende beliggenhed.

De fleste af disse bebyggelser ligger så kort fra det nuværende Jelling, at de alle kan regnes som mulige forgængere i byens udviklingshistorie. Dette indebærer imidlertid også, at stednavnet kan stamme fra ethvert tidspunkt tilbage til ældre keltisk jernalder. Navnet Jelling (Jalunga) har et forled med gammeldansk *ial, der menes at betyde "gul", og navnet skulle derfor betyde "folkene der bor et sted med gul bevoksning"[192], man hvad, der derved nærmere sigtes til, er uafklaret.

Pebringe[redigér]

Når Pebringe inddrages, skyldes det, at dette sted i årtier var kernen i argumentationen for landsbyernes høje alder. Det var dog først i 1986, at Axel Steensberg fik udgivet den endelige, reviderede udgave af sine studier af gårdens historie. Det fremgår heraf, at gården kan følges tilbage til omkring Enevældens indførelse i de skriftlige dokumenter, men arkæologisk og på grundlag af bevarede bygningsdele kan gården følges tilbage til omkring år 1200. Derimod er der ingen vidnesbyrd fra vikingetid, germansk jernalder eller romersk jernalder. Men under gården blev fundet rester af en grube med skår og andet materiale, som kan dateres til keltisk jernalder, det vil sige århundrederne før Kristi fødsel.[193] Fra samme tid stammer spor af digevoldingsagre i den nærliggende Tokkeskov, og Steensberg mener dermed at have godtgjort bebyggelse på denne tid.[194] Der er imidlertid ikke påvist kontinuitet så langt tilbage, idet der er et "hul" på henved 1.200 år.

Dette får dog ikke Steensberg til at opgive sin kongstanke om den lange kontinuitet. Selve tomrummet i dokumentationen forklarer han således: "Det er imidlertid klart, at selve den går, Frilandsmuseet erhvervede, ikke har ligget på samme sted i den ældre middelalder. Men den kan være opstået ved en deling af én af byens andre gårde. Hvis Pebringe o. år 1000 e.k.t. kun bestod af to hele "bol" i skatteteknisk betydning, er de i lighed med mange andre i den tidlige middelalder blevet delt i to, og stamgården til vor gård har da ligget et andet sted i landsbyen. Det er forøvrigt sandsynligt, at nabobyen Olstrup er en dattertorp fra Pebringe, og at den er nyoprettet på en del af Pebringes tidligere mark. Da navnet Ole ligesom Hellig Olav hører hjemme i et kristent samfund, er oprettelsen af Olestorp vel en følge af en enkelt mands initiativ efter kristendommens indførelse, og den behøver ikke fra først af at have omfattet mere end en enkelt gård."[193] Han tilføjer "Det er imidlertid ikke sikkert, at Pebringebønderne i tiden mellem den kristne tidsregnings begyndelse og Valdemartiden har boet nøjagtigt, hvor landsbyen nu ligger."[195]

Om stednavnet bemærker Steensberg, at forleddet kommer af gammeldansk pipr- med samme rod som pible. "Det hentyder til landsbyens beliggenhed ved det sted, hvor vandet pibler frem og danner den bæk, der løber østpå til Tryggevælde å." Han nævner, at der i England forekommer et Piperinges allerede omkring år 725.[195]

Dermed har han opstillet to mulige forklaringer: at den ældste bebyggelse skal findes andetsteds i landsbyen, og at landsbyen kan være flyttet således, som det er godtgjort fx. i Vorbasse. Det er en hypotese, ikke et bevis for landsbyens ælde. Fremtidige udgravninger i landsbyen eller dens omegn vil måske udfylde det manglende tidsrum helt eller delvist. Sker det, vil vi stå i samme situation som i Jelling: en kontinuerlig bebyggelse tilbage til keltisk jernalder men uden mulighed for at tidsfæste stednavnets oprindelse nærmere.

En ny model[redigér]

I keltisk jernalder og ældre romersk jernalder var landsbyerne små og spredte. Driften foregik på keltiske agre. Ved overgangen mellem ældre og yngre romersk jernalder blev den gamle driftsform opgivet og landsbyerne samlede i færre men større enheder, der i det store og hele varede til 6. århundrede, måske indskrænket ved udvandring til England i midten af 5. århundrede for Jyllands vedkommende. Det er muligt, at de ældste stednavne (-inge, -heim) går tilbage til denne tid. Det er næppe tilfældigt, at der udpræget er tale om indbyggernavne.

I 6. århundrede skete et markant skifte i bebyggelsens beliggenhed (og det er fortsat langt fra fyldestgørende klarlagt). Det er muligt, at de ældste navne fulgte med, hvis/når landsbyerne flyttede. Samtidig optræder imidlertid en række nye bebyggelse (-lev), der efter stednavnenes forled at dømme synes at hvile på stormænds særeje, måske en kongelig hird. Formentlig på denne tid udvikledes den bygdestruktur, som senere danner grundlag for herredsinddelingen. Den udbygges med nye bebyggelser, hvoraf nogle formentlig var rettede imod husdyrhold og græsning (-løse), mens andre er udtryk for ny ekspansion på gammel overdrevsjord eller i skovområder (-sted).

I vikingetid indtræder en ny ekspansion i bebyggelsen (-by, -toft, -tved). Mange af disse nye bebyggelser skyldes kolonister, hvilket afspejler sig i personnavne som forled. Nogle af disse nybebyggelser lå på gamle fællesskabsjorder (-torp), andre blev lagt uden for driftsfællesskabernes område (-bøl). Denne ekspansive rørelse fortsatte uden afbrydelse ind i middelalderen (-rød, -køb). Meget tyder på, at der midt i denne bebyggelsesudvidelse tillige skete omlægninger af driften, som indebar, at nogle eksisterende landsbyer blev omflyttede af hensyn til driftsomlægningen, andre ikke. Mens den germanske jernalders bebyggelsesudvidelse endnu havde kunnet ske ret ubegrænset, var bebyggelsen nu blevet så tæt de fleste steder, at tilpasningerne måtte ske inden for meget snævre rammer.

Noter[redigér]

  1. Kristensen (1905), s. 177-198
  2. Ussing (1905), s. 157-168
  3. Kristensen og Olrik (1911), s. 25-26
  4. Madsen (1863), s. 186
  5. Madsen (1863), s. 186f
  6. Madsen (1863), s. 187
  7. Madsen (1863), s. 188
  8. Madsen (1863), s. 182
  9. Madsen (1899), s. 153
  10. Madsen (1901), s. 6
  11. Madsen (1901), s. 7
  12. Hald (1950), s. 31f
  13. Hald (1950), s. 30
  14. Christensen (1977), s. 49-52
  15. Hald (1950), s. 35
  16. Albrechtsen (1970), s. 126
  17. Albrechtsen (1970), s. 125
  18. Albrechtsen (1970), s. 127
  19. Albrechtsen (1970), s. 129
  20. Albrechtsen (1970), s. 132
  21. Albrechtsen (1970), s. 132
  22. Albrechtsen (1970), s. 133
  23. Albrechtsen (1970), s. 132
  24. Albrechtsen (1970), s. 130
  25. Nielsen (1977), s. 49-53
  26. Nielsen (1979), s. 92
  27. Nielsen (1979), s. 95
  28. Nielsen (1979), s. 96
  29. Hansen (1964), s. 41
  30. Hansen (1970), s. 11
  31. Christensen (1977), s. 37
  32. Grøngaard Jeppesen (1981), s. 85
  33. Grøngaard Jeppesen (1981), s. 87-107
  34. Porsmose (1987), fx. s. 31 hvor han på samme tid argumenterer for navneskift og medflyttede navne, s. 63 hvor -torp-byer både forklares som udflyttere og ikke som udflyttere, og s. 72 hvor der ligeledes opstilles alternative forklaringer
  35. Porsmose (1987), s. 48
  36. Porsmose (1987), s. 72-73
  37. Porsmose (1987), s. 74
  38. Porsmose (1987), s. 51
  39. Porsmose (1987), s. 40, 44
  40. Grøngaard Jeppesen (1980), s. 14
  41. Grøngaard Jeppesen (1981), s. 8
  42. Grøngaard Jeppesen (1981), s. 115-135
  43. Grøngaard Jeppesen (1981), s. 134
  44. Grøngaard Jeppesen (1981), s. 144
  45. Grøngaard Jeppesen (1981), s. 118
  46. Hansen (1964), s. 119, 144, 148, 159 m.fl.
  47. Porsmose (1987), s. 42
  48. Kousgård Sørensen (1981-82), s. 91-96
  49. Hansen (2019), s. 147-159
  50. Hansen (2017), s. 168-179
  51. Hansen (2019), s. 74
  52. Hansen (2019), s. 75
  53. Hansen (2019), s. 75f
  54. Hansen (2019), s. 82
  55. 55,0 55,1 Hansen (2019), s. 195
  56. Hansen (2019), s. 196
  57. 57,0 57,1 57,2 Grøngaard Jeppesen (1981), s. 82
  58. Christensen (1977), s. 44-46
  59. 59,00 59,01 59,02 59,03 59,04 59,05 59,06 59,07 59,08 59,09 59,10 Christensen (1977), s. 45
  60. 60,0 60,1 Hald (1950), s. 51
  61. 61,0 61,1 Hald (1950), s. 50
  62. Hald (1950), s. 38
  63. 63,0 63,1 63,2 63,3 Hald (1950), s. 48
  64. Hald (1950), s. 39
  65. 65,0 65,1 65,2 Hald (1950), s. 42
  66. 66,0 66,1 66,2 Hald (1950), s. 43
  67. Hald (1950), s. 47
  68. Hald (1950), s. 49
  69. Madsen (1899), s. 169
  70. Hald (1950), s. 44
  71. Clausen (1916), s. 133f
  72. Clausen (1916), s. 136
  73. Clausen (1916), s. 133
  74. 74,0 74,1 74,2 Hald (1950), s. 54
  75. 75,0 75,1 75,2 Hald (1950), s. 58
  76. Hald (1950), s. 61
  77. 77,0 77,1 77,2 Hald (1950), s. 60
  78. Hald (1950), s. 59
  79. Hald (1950), s. 55
  80. 80,0 80,1 Hald (1950), s. 57
  81. Madsen (1899), s. 164
  82. Clausen (1916), s. 174
  83. 83,0 83,1 83,2 83,3 83,4 83,5 83,6 83,7 Christensen (1977), s. 46
  84. 84,0 84,1 Hald (1950), s. 67
  85. Hald (1950), s. 65
  86. Madsen (1901), s. 3
  87. Hald (1950), s. 22
  88. Hald (1950), s. 64
  89. Clausen (1916), s. 143
  90. Clausen (1916), s. 144
  91. Clausen (1916), s. 158
  92. Aakjær (1922), s. 12
  93. 93,0 93,1 Aakjær (1922), s. 15
  94. 94,0 94,1 Aakjær (1922), s. 16
  95. Aakjær (1922), s. 17
  96. Aakjær (1922), s. 17f
  97. Hald (1950), s. 74
  98. 98,0 98,1 Hald (1950), s. 72
  99. 99,0 99,1 Hald (1950), s. 69
  100. Hald (1950), s. 73
  101. 101,0 101,1 101,2 Søndergaard (1972), s. 179
  102. Søndergaard (1972), s. 180
  103. Søndergaard (1972), s. 31
  104. Clausen (1916), s. 137f
  105. Clausen (1916), s. 135
  106. Clausen (1916), s. 139
  107. Clausen (1916), s. 138
  108. 108,0 108,1 108,2 Hald (1950), s. 83
  109. 109,0 109,1 Hald (1950), s. 81
  110. Kristensen (1914-16), s. 117
  111. 111,0 111,1 Hald (1950), s. 82
  112. 112,0 112,1 112,2 Clausen (1914-16), s. 124
  113. Kristensen (1914-16), s. 118
  114. Hald (1950), s. 75
  115. Hald (1950), s. 76
  116. Hald (1950), s. 7
  117. Hald (1950), s. 78
  118. Madsen (1899), s. 166
  119. 119,0 119,1 Madsen (1899), s. 167
  120. Clausen (1916), s. 170
  121. Clausen (1916), s. 171
  122. Kousgård Sørensen (1981-82), s. 94
  123. Grøngaard Jeppesen (1981), s. 145
  124. Porsmose (1987), s. 49
  125. Porsmose (1987), s. 48
  126. Hald (1950), s. 54
  127. Hald (1950), s. 44
  128. Christensen (1977), s. 46-48
  129. 129,0 129,1 129,2 Jakobsen (1911), s. 62
  130. 130,00 130,01 130,02 130,03 130,04 130,05 130,06 130,07 130,08 130,09 130,10 Christensen (1977), s. 47
  131. Madsen (1901), s. 14
  132. Hald (1950), s. 92
  133. Hald (1950), s. 93
  134. Hald (1950), s. 95
  135. Jakobsen (1911), s. 75
  136. Hald (1950), s. 97
  137. Hald (1950), s. 99
  138. Hald (1950), s. 96-98
  139. 139,0 139,1 Hald (1950), s. 31
  140. 140,0 140,1 140,2 140,3 140,4 Madsen (1901), s. 9
  141. Hald (1950), s. 103
  142. 142,0 142,1 Jakobsen (1911), s. 77
  143. Christensen (1977), s. 58
  144. Christensen (1977), s. 59
  145. Grøngaard Jeppesen (1981), s. 142
  146. Grøngaard Jeppesen (1981), s. 143
  147. Hald (1950), s. 104
  148. Ussing (1911), s. 93
  149. Hald (1950), s. 111
  150. Hald (1950), s. 113
  151. Hald (1950), s. 118
  152. Hald (1950), s. 117
  153. 153,0 153,1 Madsen (1901), s. 10
  154. Hald (1950), s. 125
  155. 155,0 155,1 Hald (1950), s. 132
  156. 156,0 156,1 Hald (1950), s. 133
  157. Hald (1950), s. 129
  158. Hald (1950), s. 126
  159. Hald (1950), s. 134
  160. Weise (1983), s. 95
  161. 161,0 161,1 Weise (1983), s. 75
  162. Weise (1983), s. 95f
  163. Weise (1983), s. 94
  164. Weise (1983), s. 96
  165. Hald (1950), s. 84
  166. Hald (1950), s. 85
  167. Madsen (1901), s. 8
  168. Hald (1950), s. 86
  169. Hald (1950), s. 88
  170. Hald (1950), s. 89
  171. Christensen (1977), s. 47f
  172. Hald (1950), s. 181
  173. Christensen (1977), s. 48
  174. Porsmose (1988), s. 241, 245
  175. Hald (1950), s. 143
  176. Hald (1950), s. 145
  177. Hald (1950), s. 146
  178. Hald (1950), s. 148
  179. Hald (1950), s. 150
  180. Hald (1950), s. 151
  181. Jakobsen (1911), s. 80
  182. 182,0 182,1 Hald (1950), s. 152
  183. Hald (1950), s. 153
  184. Hald (1950), s. 138
  185. 185,0 185,1 185,2 Hald (1950), s. 140
  186. Christiansen (1999), s. 181
  187. Christiansen (1999), s. 183-215
  188. Lindblom og Juel (2018), s. 10f
  189. Christiansen (1999), s. 215
  190. Christiansen (1999), s. 217
  191. Lindblom og Juel (2018), s. 14
  192. Hald (1950), s. 48
  193. 193,0 193,1 Steensberg (1986), s. 72
  194. Steensberg (1986), s. 74-76
  195. 195,0 195,1 Steensberg (1986), s. 77

Litteratur[redigér]

  • Erling Albrechtsen: "Den ældre jernalders bebyggelse på Fyn" (Kuml 1970; København 1971; s. 123-144)
  • Aksel E. Christensen: Vikingetidens Danmark paa oldhistorisk baggrund, København 1969 (2. udgave, 1977)
  • Vibeke Christensen, John Kousgård Sørensen: Stednavneforskning 1 Afgrænsning, Terminologi, Metode, Datering; København 1972; ISBN 87-505-0213-1
  • Folmer Christiansen: "Jelling. Bebyggelse fra jernalder og vikingetid" (Kuml 1999, s. 181-226)
  • H.V. Clausen: "Efterskrift" (Fortid og Nutid; Bind I; 1914-16; s. 123-125)
  • H.V. Clausen: "Studier over Danmarks Oldtidsbebyggelse" (Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie, III. Række 6. Bind; Kjøbenhavn 1916)
  • Vibeke Dalberg, John Kousgård Sørensen: Stednavneforskning 2 Udnyttelsesmuligheder; København 1979; ISBN 87-500-1891-4
  • Kristian Hald: Vore Stednavne; København 1950
  • Jesper Hansen: Landsbydannelse og bebyggelsesstruktur i det 1. årtusinde - et bebyggelseshistorisk regionalstudie; Ph.d.-afhandling 2015
  • Jesper Hansen: "Fynske landsbyer fra Arilds tid" (i: Torben Grøngaard Jeppesen 40 år ved Odense bys museer; Odense 2017; s. 168-179)
  • Jesper Hansen: "Adelby og torp" (i: Odense Bys Museer 2019; s. 147-161)
  • Viggo Hansen: "Landskab og bebyggelse i Vendsyssel" (Kulturgeografiske Skrifter, bind 7; 1964)
  • Viggo Hansen: "Den forhistoriske bebyggelse" (i: Danmarks Natur, Bind 9: Det Bebyggede Land; Politikens Forlag 1970; ISBN 87-567-1269-3; s. 9-11)
  • Lotte Hedeager: "Danernes land. Fra ca. år 200 f.Kr.-ca. 700 e.Kr." (i: Olaf Olsen (red.): Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie, Bind 2; København 1988; ISBN 87-89068-03-3)
  • Lotte Hedeager: afsnittet om jernalderen (i: Claus Bjørn (red.): Det danske landbrugs historie I: Oldtid og middelalder; Lotte Hedeager og Kristian Kristiansen: "Oldtid o. 4000 f.kr.-1000 e.kr."; Landbohistorisk Selskab, Odense 1988; ISBN 87-7526-073-5; s. 109-202)
  • Torben Grøngaard Jeppesen: "Landsbyens alder" (Skalk 1980 nr 2, s. 10-15)
  • Torben Grøngaard Jeppesen: "Ploven og vikingerne" (Skalk 1981 nr 6, s. 4-9)
  • Torben Grøngaard Jeppesen: "Middelalderlandsbyens opståen. Kontinuitet og brud i den fynske agrarbebyggelse mellem yngre jernalder og tidlig middelalder" (Fynske Studier XI, Odense 1981; ISBN 87-87162-11-3)
  • Jakob Jakobsen: "Stednavne og Personnavne i Normandiet med særligt Hensyn til den nordiske Bosættelse" (Danske Studier; 1911; s. 59-84)
  • John Kousgård Sørensen: "Danske bebyggelsesnavne på -sted" (Navnestudier udgivet af Stednavneudvalget Nr. 1; København 1958)
  • John Kousgård Sørensen: "Stednavnene og bebyggelserne, ældre?, samtidige?, yngre?" (Fortid og Nutid; Bind XXIX; 1981-82; s. 91-96)
  • Marius Kristensen: "Nordisk Stednavnegranskning" (Danske Studier; 1905; s. 177-198)
  • Marius Kristensen og Axel Olrik: "Stednavnesagen" (Danske Studier; 1911; s. 15-27)
  • Marius Kristensen: "Vore stednavne, deres forvanskning i tidernes løb og bidrag til den rette forståelse af dem" (Fortid og Nutid; Bind I; 1914-16; s. 109-122)
  • Charlotta Lindblom og Katrine Balsgaard Juul: "Jelling før Gorm" (Skalk 2018 nr. 3; s. 9-15)
  • Emil Madsen: "Sjælandske Stednavne undersögte med Hensyn til Betydning og Oprindelse" (Annaler for Nordisk Oldkyndighed og Historie, Kjöbenhavn 1863; s. 179-363)
  • Emil Madsen: "Udsigt over den geografiske Udbredelse af nogle i Danmark forekommende Stednavnsklasser" (Geografisk Tidsskrift, Bind 15; 1899; s. 153-177)
  • Emil Madsen: "Udsigt over den geografiske Udbredelse af nogle i Danmark forekommende Stednavnsklasser" (Geografisk Tidsskrift, Bind 16; 1901; s. 3-18)
  • Helge Nielsen: "En undersøgelse af jernalderfundenes udbredelse i Præstø Amt" ("Kontinuitet og bebyggelse. Beretning fra et symposium d. 12.-14. maj 1977 afholdt af Odense universitet", Skrifter fra institut for historie og samfundsvidenskab nr. 22; Odense 1977; s. 49-53)
  • Helge Nielsen: "Jernalderfund og stednavnetyper, en sammenligning af fynske og sjællandske forhold" ("Landsbyens opståen. Indledende studier over middelalderlandsbyernes pladskontinuitet", Skrifter fra historisk institut, Odense Universitet, nr. 24; Odense 1979; s. 87-97)
  • Erland Porsmose: "De fynske landsbyers historie – i dyrkningsfællesskabets tid" (Odense University Studies in History and Social Sciences Vol. 109; Odense Universitetsforlag 1987; ISBN 87-7492-650-0)
  • Erland Porsmose: "Middelalder O. 1000-1536" (i: Claus Bjørn (red.): Det danske landbrugs historie I, Oldtid og middelalder; Odense 1988; ISBN 87-7526-073-5; s. 205-416)
  • Axel Steensberg: Pebringegården. Folk og dagværk fra oldtid til nutid; Højbjerg 1986; ISBN 87-85160-90-3
  • Bent Søndergaard: "Indledende studier over den nordiske stednavnetype lev (löv)" (Navnestudier udgivet af Institut for Navneforskning Nr. 10; Akademisk Forlag, København 1972)
  • Henrik Ussing: "Stednavne i Erritsø Sogn" (Danske Studier; 1905; s. 157-168)
  • Henrik Ussing: "Om Bebyggelserne og Stednavnene paa Thorp" (Danske Studier; 1917; s. 83-93)
  • Lis Weise: "Danske indbyggernavne på -inge" (Navnestudier udgivet af Institut for Navneforskning Nr. 22; Akademisk Forlag, København 1983; ISBN 87-500-2498-1)
  • Svend Aakjær: "Løser og Løkker" (Danske Studier; 1922; s. 10-39)