Stednavneforskningen

Gennem hele udforskningen af bebyggelsens udviklingshistorie har stednavne spillet en markant rolle som fast sparringspartner. Kort sagt har forskerne ment, at netop stednavnene var nøglen til forståelse af bebyggelsens historie.

Stednavnenes betydning er blevet formuleret således: man må "gå ud fra, at man har givet en Landsby det Navn, der bedst betegnede, hvad den var. ..Thi vore Landsbynavne er ofte et Produkt af Landets Samfunds- og Ejendomsforhold og maa ses i Belysning af disse."

Selve stednavneforskningen har overvejende, men ikke udelukkende, været udført af sprogforskere, men resultaterne har været taget i anvendelse af mange andre forskergrupper.

Stednavnenes hovedgrupper

Stednavnene falder i to hovegrupper: kortformer og sammensatte stednavne.

Kortformerne består kun af et led. De opdeles after sidste bogstav i navne på -n, -s, -t samt -und.

De sammensatte navne består af et forled og en endelse. Stednavneforskerne var meget tidligt opmærksomme på, at der ofte er bestemte endelser, som ofte går igen. Stednavnene opdeles derfor efter disse endelser. Endelsen anvendes også, når man vil undersøge udbredelsen af de enkelte navnetyper.

Stednavne som kilder til bebyggelsens udvikling

Stednavneforskningen har traditionelt været samlet om to emner: udbredelse og fortolkning.

Med hensyn til udbredelsen undersøges denne på tre niveauer:
- Overordnet, det vil sige den samlede udbredelse af en bestemt stednavnetype. Denne analyse bruges ofte til at karakterisere stednavne som fx. "fællesgermansk", "nordisk" eller lignende betegnelser.
- Regionalt. Herved søges ofte skelnet mellem et "kerneområde", hvor stednavneformen antages at have sin oprindelse og forekommer tæt samlet, og et "spredningsområde", hvilket ofte formodes at vise sig ved, at stednavne af typen ligger på række som udtryk for en spredningsvej.
- Stedligt, det vil sige bebyggelsens beliggenhed i landskabet i forhold til jordbundsforhold og terrænforhold. En vanskelighed ved dette er, at hvis bebyggelsen har været omflyttet, vil den nuværende beliggenhed kun i begrænset grad afspejle det oprindelige beliggenhedsvalg.

Med hensyn til fortolkningen består denne af to dele:
- Fortolkning af navnetypen, det vil for sammensatte navne sige af endelsen.
- Fortolkning af sammensatte navnes forled og deres betydning.
I denne fortolkning indgår også en sproghistorisk analyse, hvor selve sprogets udvikling indgår som led i en omtrentlig tidsfæstelse af stednavnetypens anvendelsestid.

Datering

Tidligt blev man opmærksom på, at det samlede stednavnemateriale lod sig inddele i grupper med fælles træk. Udgangspunktet var de sammensatte stednavne, der bestod af et forled og et efterled. Især efterleddene påkaldte sig interesse, fordi de lod sig samle i et mindre antal typer. Man antog, at hver af disse navnetyper måtte have fælles træk, især med hensyn til datering. Som et første skridt måtte man derfor forsøge at tidsfæste deres anvendelsestid.

Denne tidsfæstelse kunne ske relativt og absolut. Ved relativ tidsfæstelse nøjes man med at fastslå hvilke navnetyper, der er ældst, hvilke er yngre, og hvilke er yngst. Ved absolut tidsfæstelse forsøger man at sætte årstal eller i det mindste årsinterval på, til folkevandringstid, til vikingetid eller til middelalder.

Alene disse bestræbelser har udgjort et fascinerende stykke udforskningshistorie, hvor skarpe analyser har vekslet med dilettantisk pseudovidenskab og ordskvalder. En gennemgang af hele dette forløb ville være et interessant emne men desværre også et sidespring i forhold til hovedemnet, så her må opmærksomheden rettes imod nogle få milepæle.

Allerede i 1833 foretog N.M. Petersen undersøgelser af de danske stednavne i Normandiet. I 1851 udgav Worsaae en bog, der blandt andet indenholdt et afsnit om danske og norske stednavne i Danelagen. Disse undersøgelser har senere indgået som led i en argumentation, der tredeler stednavne i tre aldersklasser: de der var i brug i vikingetid (da koloniseringerne fandt sted), de der var gået af brug allerede tidligere, og de der først blev taget i anvendelse senere. Ud fra lignende principper har Emil Madsen i 1900-01 påpeget, at visse navneendelser findes udbbredte i Mellemeuropa og derfor kunne formodes at stamme fra en tid, hvor dette område havde samme sprog og navneskik som i Norden. Dette har siden været en del af argumentationen for disse endelsers alder.

Emil Madsen var oprindelig kaptajn i Generalstaben. Hans studier over stednavne faldt i to omgange: i 1863 og ved århundredeskiftet. I sine tidlige studier foretager han en opdeling af stednavnene i tre hovedgrupper. Den første, som kun bestod af et led, kaldte han "Etleds-Navne". Forekomsten af disse blev forklaret således: "Naar der i en Egn kun findes en eneste Terraingjenstand af en eller anden Art, naar der f.Ex. kun findes en enste Skov, et eneste Bjerg, o.s.v., vil denne Terraingjenstand næsten altid være benævnt ved det Ord, der angiver dens Art, med Artiklen tilföiet". "Findes der derimod i en Egn flere Terraingjenstande af samme Art, hvad der naturligvis er det aller hyppigste, ville altid Navnene paa dem bestaae af to Led, og der opstaar den Klasse, som jeg kalder Toleds-Navne." Forleddet kaldte han "Bestemmelsesordet" og efterleddet "Artsord". "Den tredie Klasse Navne, som jeg kalder Flerleds-Navne, opstaar, naar der tæt ved hverandre ligger flete Terraingjenstande, benævnte med samme Toleds-Navn, og der derfor maa skjelnes imellem dem ved Tilföininger, eller naar der til et Sted, benævnt ved et Etleds- ellet Toleds-Navn, hörer flere Terraingjenstande af forskellig Art". Med dette udgangspunkt gennemgår han der efter de ulige forled og efterled, han har fundet på Sjælland med angivelse af ældste skrivemåde og tidsfæstelse heraf. Han er den første, der fastslår, at "En Betingelse for rigtig at forstaae et Stednavn er det saaledes at kjende dets ældre Skrivemaader"

I 1895 foretog Johannes Steenstrup en undersøgelse af sammenhængen mellem udvalgte stednavnetyper på Falster, disses værdiansættelse ifølge Falsterlisten i Kong Valdemars Jordebog og deres areal og hartkornsansættelse i 1844. Han påviste klare forskelle beroende på navnetype, og da han efterfølgende lavede en mere omfattende undersøgelse fra omkring halvdelen af det danske område, kunne han udskille tre større grupper: -inge, -lev, -løse, -sted og -by med de største hartkornsansættelser (selvom de varierede mellem de enkelte egne indbyrdes), -torp og -skov tilhørende en mellemgruppe i hartkornsansættelse samt -holt og -rød med meget beskedne hartkornsansættelser. Steenstrup drog dog ikke den slutning, som andre senere har gjort, at forskellene kan skyldes, at navnene er af uens alder. Men den uens hartkornsansættelser har senere, sammen med spørgsmålet om hvorvidt de enkelte bebyggelser fik kirke, udgjort en ret fast del af argumentationen for de enkelte navnetypers ælde eller mangel på samme. Denne synsmåde blev første gang fremsat af Peder Lauridsen i 1899 og synes at hvile på princippet om "først til mølle": den ældste bebyggelse kunne lægge beslag på den bedste jord, mens senere oprettede bebyggelser har måtte tage til takke med, hvad der var blevet levnet eller forundt dem.

I 1899 vendte Emil Madsen tilbage til stednavnestudierne med forsøg på at beskrive deres geografiske udbredelse. Han indleder med at fastslå, at "Ethvert Stednavn peger saaledes hen paa et bestemt Tidsrum, i hvilket det er blevet dannet" og fastslår i den forbindelse betydningen af "den Stednavnsklasse, som Endelsen angiver".

I 1901 formulerede Emil Madsen det princip, som siden har været gældende: "De Egne, i hvilke Navnene af Klasserne Hjem, Ing, Sted, Lev og Løse eller de meget gamle Stednavnsklasser, som vi i det følgende ville kalde dem, mangler ganske eller næsten ganske, synes saaledes at have staaet tilbage med Hensyn til Bebyggelse." Han tilføjer: "Paa Sjæland, Fyen ere de Egne, hvor de omhandlede Stednavne mangle eller ere meget faatallige, for en stor Del dem, som endnu ere meget skovrige. Det samme gælder Silkeborg-Egnen, og af forskellige Beretninger fremgaar det, at der dels i hine og dels i andre af de ovennævnte Egne og paa nogle nu skovløse Øer, som Læsø og Fuur, har været betydelig mere Skov i ældre Tid, saaledes at det vel i Almindelighed kan forudsættes, at det især, næst Heder har været Skove, hvis Jordbund var stærkt bakket eller sumpet og altsaa ikke fristede Befolkningen meget til at nyttiggøre den som Agerland, der have sat Grænser for Udbredelsen af de fem meget gamle Stednavnsklasser." Det var kort sagt princippet om stednavnene som vidnesbyrd om oprindelige bygder adskilte af ubeboede skovområder, han her formulerede.

I 1950 supplerede Kristian Hald dateringsmetoderne ved at påvise, at hvis man ser på stednavnenes fordeling i de enkelte sogne og deres jordtillingender (det vil sige deres matrikelskel), viser det sig, at nogle kan anses som moderbyer, hvorfra senere udflytterbebyggelser er foregået. Han gør ligeledes opmærksom på, at forled omfattende bibelske personnavne, helgennavn, samt kirkelige låneord som kirke, munk, biskop med flere daterer sådanne stednavne til tiden efter kristendommens indførelse.

Stednavneforskningen har inddelt stednavne efter deres endelser i tre hovedgrupper: dem med endelser der tyder på en oprindelse før vikingetiden, dem med endelser der tyder på en oprindelse i vikingetiden og dem med endelser der tyder på en oprindelse i middelalderen. Tredelingen er sket på forskelligt grundlag: navnestof, udbredelse, hartkorn, om navnet indgår i herredsnavne, tilstedeværelse af en kirke, centralitet i sogne.

Forskningshistorien

Efter, at man mente at have kunnet datere stednavnene sikkert til 3 hovedperioder, udviklede visionære forskere hurtigt et landsomfattende billede af de ældste bygder og den senere udvikling, dels en forklaring for at begrunde, at det reelt forholdt sig som antaget.

H.V. Clausen analyserede i 1916 den indbyrdes fordeling af stednavneendelser og mente, at hvis man udskilte de ældste stednavnetyper fra de yngre, så ville disses fordeling og tendens til samling i bestemte områder formodes at afspejle bygder omgivet af skov. "Er indenfor den enkelte bygd nogle endelser centralt liggende, andre periferiske, påtrænger sig også spørgsmål om, hvorfor det er således." Han mente, at fordelingen måtte afspejle ulige bebyggelseslag, hvor der fra et kerneområde var blevet anlagt nye bebyggelser i randområder. Han mente tillige at kunne skelne mellem et oprindeligt kerneområde for de enkelte navneendelser, hvor disse klumpede sig sammen, og spredningsområder, hvor de lå i række. Han pegede på de danske stednavne i Danelagen og mente, at de viste, at "bebyggelsen .. begynder ude ved havnene på østkysten eller ved et anløbspunkt oppe i en større flod og samles i tætte klynger om disse for derefter mere spredt, men dog delvis i lange rækker at gå ind i landet. Forholdene kan ikke have været så forskellige i folkevandringstiden og i vikingetiden, at man ikke har lov til at slutte fra den yngre foreteelse tilbage til den ældre." På grundlag af fordelingen af de enkelte endelsestyper på Sjælland og i Skåne mente han, at "-Inge hører tider til, da ætten og endnu ikke enkeltmand var ejeren af jorden, da ordentligt agerbrug på faste dyrkningsarealer endnu ikke var indført; -inge. fandtes engang regelmæssigt i de åbne bygder over hele øen. -Lev er opkommet i en tid, da agerbruget blev fastere, og visse dele af jorden altid var dyrkede. Denne ændring stod i forbindelse med, at den enkelte og særlig de anseligere, høvdingene, krævede agerjord ellet område for sig til særeje. Med jordens eje fulgte tillige fastere betrygget magt. Selvfølgelig gennemførtes denne sociale omdannelse først under brydninger, som så blandt andet satte sig spor i navneforandringer, hvorved høvdingerne vilde fremhæve særejet. Mange steder forsvandt -inge, og det nyere navn -lev, præget af selvfølelsen hos de ny ejere, kom i brug." Han påpegede, at "-løse aldrig forbinder sig direkte med -inge" og at "-løse ligger .. ind mod skovegnen, og hvad der ligger på denne måde, kan vist gennemgående hævdes at være yngre eller mere sekundært, end hvad der ligger længere ude i åbent land." I flere områder ligger -løse nærmest på række, og dette synes "at være det første indhug i storskoven". Om stednavne på -sted mente han, "At -sted er en forholdsvis ung endelse, der sikkert bruges af Nordboerne længere ned i tiden end -lev og -løse, ses af dens forekomst ikke blot på de skotske øer, men også på Island" og mente, at navneformen ellers måtte afspejle nye rydninger af skov. Endelig pegede han på stednavnene på -høj og mente, at de "ligger i ældgamle opdyrkede og meget frugtbare egne". Med hensyn til dateringen af hele denne udvikling pegede han på, at Beowulfskvadet tydede på en tidsfæstelse omkring år 500.

En lignende, men alternativ forklaring blev foreslået af Henrik Larsen. Han konstaterede, at "løse" også og ret ofte forekommer som marknavn. Han mente, at både disse og andre marknavnes fordeling pegede imod en "Beliggenhed i Skov og Udmark", hvilket "kan tyde paa, at disse Byer og Navne har noget med Græsgang at gøre". Han tænkte sig derfor, at "-løserne oprindelig er Gaarde, bestemte til Kvægbrug, at de meget ofte har staaet i Forbindelse med en Bondeby, og at de, som det synes, i Reglen er indrettede paa dennes Mark eller paa dens tilliggende Overdrev og Græsgange." Han forklarede "løse" som afspejlende ejendomretten i lighed med "lev" og tolkede ordet "i Forbindelse med Verbet at løse i Betydning indløse, købe, eller ogsaa .. at det kommer af samme Verbum og betyder at fraløse, skille." Han argumenterede, at det "forklarer den parvise Forekomst af en -løse og en Bondeby. Men er Erhvervelsen ikke foregaaet ved Køb, da maa man formode, at den er sket med Magt, og da maa man antage, at der, før -løserne fremkom, er foregaaet en Erobring af Landet." Han mente derfor, at "vel c. 450-500, her fundet en Omvæltning Sted paa Sjælland, hvorved den gamle herskende Klasse er blevet fordrevet af en krigerisk Høvding, der saa har sat sig selv paa Tronen og delt Landet mellem sine Folk, hvis Ejendomme da skulde være -lev-Byerne." Denne omvæltning skulle altså afspejles i stednavnenes endelser: "Stormandens Gaard bar et Navn paa -heim", "-løse blev oprindeligt baaret af Gaarde, indrettede til Kvægbrug", "De Byer, der opstod ved Stormandens Bolig og beboedes af hans Trælle eller ufrie, bar Navne, der var sammensatte med -sted", "De Byer, hvori den frie Befolkning boede, bar Navne, der var sammensatte med -inge". Forklaringen var, trods den udviste originalitet og skarpsindighed, ikke holdbar: stednavnenes fordeling kan ikke understøtte en sådan udlægning. Men det forhindrede ikke Clausens bygdeteori i at kunne være rigtig.Og også Henrik Larsens udlægning havde understøttet bygdemodellen.

Bygdemodellen så overbevisende ud: ud fra en moderbebyggelse med rødder i folkevandringstid eller tidligere var der i sen vikingetid og i den tidlige middelalder udskilt en række udflytterbebyggelser, aflæggere hvis oprindelse måtte tilskrives en befolkningsvækst, der også lod sig sandsynliggøre ad anden vej, nemlig i form af vikingetog, kolonisering og i tidlig middelalder i form af korstog. Det hele passede og så overbevisende ud.

Også den historiske årsagsforklaring syntes ligetil: i folkevandringstid var der sket opbrud i bebyggelsen, og folkegrupper var flyttet frem og tilbage, og det ældste stednavnelag viste således de ældste bebyggelser efter disse omflytninger. Dette udgangspunkt var gennem det meste af det 20. århundrede grundlag for de formodninger, som stednavneforskningen hvilede på blandt andet på de kort over fordelingerne af ældre og yngre navne, som forekom i de ulige amtsopgørelser over stednavne. Blandt andre tog Viggo Hansen udgangspunkt i denne antagelse i sin undersøgelse af den forhistoriske bebyggelse i sin doktordisputats Landskab og bebyggelse i Vendsyssel og i andre dele af sin forskning.

Der var bare det med bevisførelsen. I 1949 forsøgte Therkel Mathiassen i Studier over Vestjyllands Oldtidsbebyggelse at bevise stednavnenes alder ved at sammenligne dem med de kendte i alt henved 6.500 arkæologiske fund, heraf omkring 2.000 grave og omkring 1.200 bopladser. På dette grundlag blev der udskilt tre lag af formodede oldtidsbygder fra henholdsvis dyssetid, enkeltgravstid og bronzealder samt ældre jernalder. De arkæologiske fund tydede på en markant omflytning fra lettere jorder, hedesand og bakkeøer til tungere lerjorder mellem bronzealder og jernalder. For så vidt angår sammenhængen mellem stednavnetyper og oldtidsbygder, gav undersøgelsen imidlertid ikke overbevisende beviser. Alle navnetyper forekom i alle tre bygdeperioder og også uden for de formodede oldtidsbygder i forskellig grad. Et overordnet problem var også, at det undersøgte område kun omfattede 3-4% af landets sogne og overvejende egne med en tyd og spredt bebyggelse, endda et af de mest udprægede enkeltgårdsområder. I 1959 foretog Mathiassen derfor i Nordvestsjællands Oldtidsbebyggelse en ny undersøgelse i det daværende Holbæk Amt med mindre tilpasninger. Resultatet blev lignende det vestjyske, og Mathiassen måtte konkludere, at "der kan ikke siges noget sikkert om samhørighed mellem oldtidsbebyggelse og stednavne". Kristian Hald kommenterede, at "det ikke er afgørende, om en Stednavnetype, der findes i et større Omraade, i meget grove Træk falder sammen med en bestemt Art arkæologiske Mindesmærker. Kun et virkeligt og lokalt Sammenfald kan vise noget om Samtidigheden". Denne nedslående erkendelse forhindrede dog ikke andre i at gøre lignende forsøg, og på Fyn nåede Erling Albrechtsen frem til, at bopladserne næsten overalt lå i en vis afstand, ofte 1-2 km, fra de nuværende landsbyer, hvilket tydede på bygde- men ikke bebyggelseskontinuitet. Dette ændrede dog ikke på fortolkningen af udviklingsforløbet.

Medvirkende hertil var, at Nationalmuseeet i 1938 havde købt en gård i landsbyen Pebringe på Stevns for at flytte den til Frilandsmuseet. I forbindelse med denne flytning foretog man en udgravning af tomten. Man hævdede, at man havde fundet spor fra kontinuerlig bebyggelse helt tilbage til bronzealder. Hvis det virkelig forholdt sig således, måtte det tages som udtryk for landsbyernes store ælde.

I 1969 væltede læsset. Aksel E Christensen analyserede de ret få udgravninger, der indtil da var lavet i nutidige landsbyer, og fandt, at der end ikke kunne spores reel bebyggelseskontinuitet tilbage til vikingetiden. Han påpegede også, at de middelalderlige højryggede agre og hjulploven lod sig påvise tilbage til samme tid og antog en sammenhæng. En ny teori var opstået, men den var endnu kun svagt funderet.

I 1970 foretog Erling Albrechtsen en opdateret analyse af sammenhængen mellem stednavnes og arkæologiske fund fra førromersk jernalder, ældre og yngre romersk jernalder. Han fandt, at både de arkæologiske spor og stednavnene samledes i bestemte områder, "centrale bygdeområder", og at "fundtomme grænsebræmmer kan iagttages andetsteds på Fyn". Han konstaterede endvidere, at der åbenbart var en kontinuerlig udvikling fra keltisk jernalder til ældre romersk jernalder, men at der tilsyneladende mellem ældre og yngre romersk jernalder, omkring år 200 e.Kr., var sket en opgivelse eller svækkelse af bebyggelsen især i Vends herred, og ligeledes at der ved overgangen mellem romersk jernalder og germansk jernalder, omkring år 400, tilsyneladende var sket et ophør i bebyggelsen, idet denne svigtede i de arkæologiske fund. På denne baggrund måtte han holde sig til de ældre fund. Hans analyse bestod i at registrere andelen af steder med de ældre stednavnetyper, for hvilke der inden for en omkreds af 1,5 km var spor efter jernalderbebyggelse eller gravfund. Han fandt, at dette var tilfældet for 70,5% af landsbyerne på -inge, 75% af landsbyerne på -heim, 82% af landsbyerne på -lev, 60% af landsbyerne på -løse og 67% af landsbyerne på -sted. Med en omkreds af 2 km nåede andelene op på 75-95%. Han kunne ligeledes konstatere, at "forholdsvis få fund falder uden for stednavnecirklerne." Han mente dermed, at have påvist at der "måtte være en sammenhæng mellem jernalderbygderne og stednavnene. Der er ikke blot tale om en fortsættelse af bygderne i den ældre jernalder, men om en forbindelse mellem bygd og bygdenavn." Han argumenterede for, at stednavnene ikke først kunne stamme fra germansk jernalder, med Therkel Mathiassens ord, at "hvis -ing- og -um-Navnene kun gik tilbage til Yngre Jernalder, vilde der utvivlsomt findes flere også af dem udenfor Ældre Jernalders Bygder." Han mente endvidere, at "De gamle stednavnetyper med endelserne -inge, -lev, -løse, -sted, -um er blevet til i den ældre jernalder, i århundrederne o. tidsregningens begyndelse, idet jernalderens bønder gav navn til den spredt beboede lokalbygd, men ikke til den sluttede landsby, vi kender fra vikingetid og middelalder." Men problemet var fortsat, at bebyggelseshullet i germansk jernalder var åbent, og arkæologerne kunne intet sige om bebyggelsesforholdene i tidsrummet 400-800 e.Kr.

Helge Nielsen fulgte op med to analyser, der dog afveg lidt metodisk. I den første, omfattende Præstø Amt fraset Møn, tegnede han omkredse i afstande på 0,5 km og 1 km omkring byer med endelser på -inge, -lev og -løse, 44 ialt. Det arkæologiske grundlag udgjordes af 76 gravfund, overvejende fra yngre romersk jernalder (ca. 200-400 e.Kr.). Han beregnede, at der ved en tilfældig fordeling ville være 0,52 fund pr. 10 km². For de to første omkredse samlet fandt han for -inge en hyppighed på 0,95 fund pr. 10 km², for -lev en hyppighed på 5,3 fund pr 10 km² og for -løse en hyppighed på 2,41 fund pr 10 km², altså en markant overhyppighed. I den anden, omfattende Albrechtsens Fynsundersøgelse suppleredt med oplysninger for byer på -by og -torp og Sjælland for byer med endelserne -lev, -løse og -sted, tegnede han omkredse med afstande på 0,2 km op til 1,4 km fra bebyggelser. For Fyns vedkommende fandt han, at fundene fordelte sig jævnt omkring byer på -by og -torp "ved et niveau, der svarer til en tilfældig fundspredning." Samme forhold havde han fundet på Sjælland. For de ældre navnetypers vedkommende var der derimod en markant overhyppighed: "indenfor 1 km's afstand er der rundt regnet 1,7 gange så mange fund som forventeligt for en tilfældig fordeling, ca. 2 gange så mange fund hvis man betragter afstande under 0,6 km." For Fyn og Sjælland som helhed var det gennemsnitlige fundantal 0,35 fund pr. 10 km², men Helge Nielsen fandt 2,18 indenfor 200 meters afstand, 0,83 indenfor 400 meters afstand og 1,12 indenfor 600 meters afstand, mens de ved større afstande kun lå lidt over det gennemsnitlige. Han mente derfor, at resultatet med hensyn til kontinuitet var bekræftet, selv hvis der var sket en indskrænkning i bebyggelsen i germansk jernalder: "den slående overensstemmelse på mikroplanet skyldes en bosættelseskontinuitet, der indebærer, at en del af den ældre jernalders bebyggelser har levet videre igennem de fundfattige yngre jernaldersperioder, at måske hovedparten af de nuværende bebyggelser med gamle navne er placeret i kontinuerligt dyrkede områder."

I virkeligheden består der visse grundlæggende problemer ved denne metode:
- arkæologiske løsfund viser kun, at mennesker har været tilstede,
- grave og gravpladser viser kun, at mennesker har levet i området men uden nærmere angivelse,
- bopladser viser nøjagtigt hvor og hvornår, mennesker har levet i området.
Kun i sidstnævnte tilfælde tør man antage en omflytning og kun i tilfælde af, at fundene også indikerer en ubrudt bosættelse, fx. fra vikingetid til tidlig middelalder.

Indtil omkring 1970 mente forskerne altovervejende, at stednavnene direkte afspejlede bebyggelsens alder, at de ældste faste bosættelser var opståede i folkevandringstid, at udflytterbebyggelser fra disse adelbyer var sket henholdsvis i vikingetid og tidlig middelalder, og at vikingetidens og måske jernalderens bebyggelse skulle findes under den eksisterende middelalderlige bebyggelse, men i 1969 påpegede Aksel E. Christensen, at de da fåtallige udgravninger i eksisterende landsbyer ikke kunne bekræfte dette. Tværtimod syntes landsbyerne kun at gå tilbage til tidlig middelalder. I 1970-erne bekræftede en række udgravninger i fynske landsbyer, at dette var tilfældet: kun i et par tilfælde kunne der findes arkæologiske spor fra vikingetid, men ellers tydede udgravningerne på, at landsbyernes nuværende beliggenhed kun gik tilbage til tidlig middelalder. Omtrent samtidig med disse udgravninger og i de følgende år begyndte spor af vikingelandsbyer at dukke op og her var billedet det spejlvendte: ingen af disse syntes at række op i middelalderen. Disse kendsgerninger tydede på, at der på overgangen mellem vikingetid og middelalder var sket en omflytning af de danske landsbyer.

I det følgende årti blev gennemført to udgravninger, som skulle sætte deres præg på de følgende årtiers debat og teoridannelse. I Vorbasse i Jylland foretog Steen Hvass udgravninger, som påviste en ubrudt bebyggelse fra omkring Kristi fødsel til vikingetiden, hvor efter bebyggelsen markant var blevet omflyttet ca. 1 km til en ny beliggenhed. Han drog dog ingen videregående slutninger om bebyggelsesudviklingen end dem, hans udgravninger havde påvist.

På Fyn stod Erland Porsmose og Torben Grøngaard Jeppesen sammen for et forskningsprogram, der een gang for alle skulle skabe arkæologisk klarhed i de eksisterende landsbyer. De udgravninger, som blev foretaget, viste et tydeligt billede af bebyggelse tilbage til tidlig middelalder og i et par tilfælde endda til vikingetid men åbenlyst ikke tilbage til germansk jernalder. Dette tydede på, at der måtte være sket en omflytning omkring overgangen mellem vikingetid og middelalder. I nogle tilfælde kunne påvises bosættelsesspor fra ældre romersk jernalder, men tydeligvis var der i disse tilfælde tale om, at tidligere bopladser efter århundreders afbrydelse atter var blevet taget i brug. Begge forelagde resultaterne af disse udgravninger hver for sig.

Erland Porsmoses fremlæggelse er kaotisk, selvmodsigende (eller, hvis man foretrækker det: med flere alternative fortolkninger fremsat side om side). Han mente, at landsbyerne i ældre tid havde været udsatte for skiftevis samlinger og spredninger, en "harmonikaudvikling" som han kalder det, men at de ved overgangen fra vikingetid til middelalder var blevet omflyttede til en mere "central" beliggenhed (et begreb, som han ikke definerer nærmere, og med den tilføjelse, at det i realiteten kun var henved halvdelen af omflytningerne, som lod sig karakterisere på denne måde, mens resten var flyttet til en "perifer" beliggenhed). Han antog, i lighed med Aksel E. Christensen, at omflytningerne hang sammen med indførelsen af dels en ny driftsmåde, trevangsbruget, dels ibrugtagning af hjulploven. Han kunne uddybende pege på, at mange landsbyer havde marknavne på "bytofte" og "gammeltofte", hvilket han tydede som minder om det sted, hvor forgængerlandsbyen havde ligget. Det forhold, at nogle af disse marknavne lå i byer med endelser på -rud, -tved og -skov, hvilke tydede på en oprindelse i middelalderen, vælger han at se bort fra.

Torben Grøngaard Jeppesens fremlæggelse virker mere afklaret. Han påpeger, at man ikke kun havde påvist et tilsyneladende ensartet mønster med landsbyer, der var blevet omflyttede i sen vikingetid eller tidlig middelalder, men også at man havde fundet spor efter formodede forgængere fra vikingetid i en begrænset afstand fra middelalderlandsbyen. Han supplerede senere dette billede med, at man i een landsby havde kunnet påvise "blokagre", der var blevet dyrkede med en "krog", en forgænger for hjulploven. Men ellers rettede han opmærksomheden imod spørgsmålet om bebyggelsens kontinuitet. Ved at gennemgå samtlige udgravninger af oldtidsbebyggelser fra jernalder og vikingetid i Danmark og Nordvesteuropa tegnede han billedet af en bebyggelsesudvikling med landsbyer, der med mellemrum var blevet omflyttede, nedlagte eller oprettede, hvilket han udlagde som indskrænkninger og udvidelser af bebyggelsen. Kun overgangen fra vikingetid til middelalder lignede en flytning af en eksisterende bebyggelse uden nedlæggelses- eller ekspansionstræk.

På Stevns foretog Lotte Hedeager en lignende undersøgelse i Lille Heddinge, Sigerslev, Varpelev, Gjorslev, Hellested, Raaby, Mangleby, Arnøje samt i Holtug. For alle disse 9 landsbyer nåede hun frem til, at de havde ligget på deres nuværende sted siden 10. eller 11. århundrede. Derimod gav denne undersøgelse intet svar på, hvor forgængere fra jernalderen havde ligget.

Der tegnede sig således et nyt samlet billede, hvor nedlæggelser blev forklarede ved samlinger og driftsomlægninger. Spekulationer om årsagerne hertil: udpining, klimakrise samt folkevandringer blev bygget ovenpå for at understøtte den nye, spinkle men tilsyneladende langt mere holdbare konstruktion. I dette lys blev foretaget en omfortolkning af stednavnenes vidnesbyrd. Disse blev nu "kun" anset som vidnesbyrd om bygde- eller områdekontinutitet, det vil sige at der havde været bebyggelse i samme område, men ikke direkte bebyggelseskontinuitet. Forholdene blev tolket således, at de ejerlav, som kendes i middelalderen og senere, repræsenterede det område, som hørte til en landsby og inden for hvilket omflytningen var sket. Til understøttelse af teorien blev peget på, at der blandt marknavne ofte forekom "Bytofte" eller "Gammeltofte", og at disse marknavne kunne henvise til det sted, hvor vikingetidens forgænger til middelalderlandsbyen havde ligget (lignende fortolkninger havde allerede tidligere været fremsat i forskellige sammenhænge). Reelt er forekomsten af sådanne marknavne så beskeden som mellem 10% og 17%, og marknavne af denne type forekommer også i landsbyer med navneendelser på -rød, -tved og -skov, altså navne, der henføres til middelalder, hvilket må indebære, at der ikke er en entydig sammenhæng.

Det faldt i John Kousgård Sørensens lod at forsvare stednavneforskningen. Det gjorde han med værdighed og saglighed. Han fastslår, at "kun hvis sådanne daterbare navnes efterled i sig selv er ord, som betyder en eller anden form for bebyggelse, tør stednavneforskerne på dette sproglige grundlag drage konklusioner om bebyggelsens alder." Han påpegede, at bebyggelserne kun er flyttet indenfor deres driftsområde med "afstande på fra et par hundrede meter til op til et par kilometer, altså at sammenligne med f.eks. torp-byers afstand til moderbyer", hvilket betyder, at det indbyrdes beliggenhedsforhold stadig er gældende. Han påpeger også, at visse stednavnetyper med tiden har vist sig at være mindre "homogene", end man tidligere troede, og at stednavneforskerne derfor var begyndt at tale om "navnetypers produktionsmaksimum inden for længere produktivitetsperioder, medens man tidligere arbejdede med meget snævrere tidsrammer. Ikke desto mindre er der grund til at tro, at kronologiseringen af store dele af bebyggelsesnavneforrådet (de kendte navnetyper) i det store og hele vil stå sig." Han mener ikke, at sandsynligheden for navneskifter er særlig stor, omend de er forekommet og vel dokumenterede af forskerne. Og han fastslår, at en del af de anvendte dateringsmetoder har været udviklet af andre forskere, men at disse har hvilet "på et teoretisk skrøbeligt grundlag".

Netop, da arkæologerne mente at have fået styr på udviklingsforløbet, væltede hele læsset igen og på Fyn af alle steder. Her fulgte Jesper Hansen op på Grøngaard Jeppesens banebrydende arbejde men langt mere omfattende end det hidtil havde været muligt. Nye arkæologiske udgravninger på Fyn menes at have påvist, at nogle landsbyer har forgængere, der kan spores tilbage til 600-tallet. Dette gælder Skrillinge, hvor der angiveligt er fundet spor efter korn i stolpehuller med denne datering. Et andet eksempel er Rynkeby, hvor der er fundet bebyggelsesspor daterede til 600-tallet og senere. Hans materiale tydede på en langt mere omfattende bebyggelseskontinuitet end forudsat af Porsmose og Grøngaard Jeppesen. Han mente at kunne påvise, at det eneste virkelige "brud" i bebyggelsen var sket allerede i 5. århundrede, og at der reelt ikke var sket nogen omflytning på overgangen mellem vikingetid og middelalder. Dermed vendte han reelt tilbage til samme teori, som havde været gældende indtil 1969. Men Rynkeby, som indgår i argumentationen, har en stednavn, der dateres til vikingetid. Dermed undergraves atter forbindelsen mellem stednavnetype og bebyggelsens alder.

Selv formulerede Jesper Hansen sine iagttagelser således: "Sammenholdt på tværs af hele det 1. årtusinde fremstår tiden omkring år 600 e.Kr. under alle omstændigheder særdeles markant, og det er oplagt her at tale om en regulær og omfattende omlægning og flytning af de fynske bebyggelser .. et resultat af en konsekvent reorganisering, der på det forhåndenværende grundlag synes at have omfattet stort set alle agrare bebyggelser på Fyn, og som umiddelbart også forekommer markant i det øvrige Danmark." På det foreliggende grundlag "kan denne omlægning typisk ikke dateres nærmere end ca. 550-650 e.Kr. I en samlet vurdering af bebyggelsesmaterialet er der dog meget, der indicerer, at skiftet er foregået inden for en kortere periode i årtierne omkring 600 e.Kr." "Omvendt må det konkluderes, at geografisk bebyggelseskontinuitet på tværs af ældre/yngre romersk jernalder, var meget udbredt i det indsamlede datamateriale, og det er på baggrund af bebyggelsesmønstrene umiddelbart svært at bekræfte teorien om noget særskilt eller markant bebyggelsesorganisatorisk brud omkring 200 e.Kr.", altså stik imod Porsmose Christensens og Grøngaard Jeppesens konklusioner. Han tilføjer dog, at "Bebyggelser fra yngre romertid/ældre germanertid er, sammenlignet med de yngre perioder, markant underrepræsenteret i og i umiddelbar tilknytning til de historiske landsbyer, mens modsat bebyggelser fra såvel yngre germanertid/ældre vikingetid som yngre vikingetid/ældre middelalder er særlig stærkt repræsenteret her. For alle grupper (200-1200 e.Kr.) gælder det imidlertid, at husfund fra undersøgelsesperioden forholdsvist sjældent synes adskilt ca. 60-150 meter fra de historiske landsbyer. Kommer vi lidt længere væk, ca. 150-250 meter, finder vi forholdsvis mange bebyggelsesenheder fra yngre romertid/ældre germanertid, mens vi ca. 350-1500 meter fra de historiske landsbyer igen finder bebyggelse fra jernalderens slutning og ældre middelalder og dette med særlig intensitet inden for en afstand af ca. 500-1000 meter." Ydermere mener han at kunne fastslå, at der skete "en markant socialgeografisk ændring i forbindelse med det bebyggelsesskifte, der også på en række andre områder afspejles markant i materialet omkring 600 e.Kr. Fra den sociale gårdforankring i yngre romertid/ældre germanertid var delt forholdsvist ligeligt imellem labile landsbygårde og tilsvarende enkelt-/togårde, så ændredes dette billede markant efter 600 e.Kr. I forlængelse af omlægningen synes nærmest alle gårdbrugere forankret i landsbyerne. Først fra perioden omkring 800 e.Kr. ses der tendenser til en egentlig opbrydning af landsbystrukturerne og udflytning af enkeltgårde. Indledningsvis lader det imidlertid til at være begrænset, men i vikingetid og middelalder udflytter gårde i stor stil, og det har i torpfasen udgjort et forholdsvis markant bebyggelseselement."

På endnu et punkt vender Jesper Hansen sig imod Porsmose Christensens og Grøngaard Jeppesens konklusioner: "Marknavne i form af gammeltofte, bytofte o. lign. har i forlængelse af det fynske landsbyprojekt været anvendt som onomastiske beviser for de historiske landsbyer forgængere og dermed for vedvarende landsbyflytninger i tiden frem mod 1100-1200-tallet". Jesper Hansen mener imidlertid, at der for Røjerups vedkommende, der er central i deres bevisførelse, er tale om en enkelt gård, og at "det på den baggrund kan formodes, at der ved gammeltofter meget tæt på de historiske landsbyer kan være tale om nedlagte eller udflyttede tofter eller gårde, der har ligget i landsbyens udkant eller sågar i vangen, som anført i Jyske Lov (JyL. 1§48) - og altså ikke nødvendigvis flyttede landsbyer."

Stednavnene i nyt lys

De tilsyneladende modsat rettede resultater må nødvendigvis sætte stednavneforskningens resultater i nyt lys. I hovedsagen foreligger to muligheder:
-enten fastholdes den traditionelle fortolkning, hvorefter stednavnene henviser til landsbyer af formodet oprindelse tilbage til 600-tallet på samme sted,
-eller også må stednavnene ses som udtryk for bygde- og områdekontinuitet, idet landsbyen er flyttet inden for kortere afstande; marker med navne som "Gammeltoft" og lignende kan være videnesbyrd om beliggenheden af forgængeren for middelalderens landsby.
Endelig foreligger en tredie mulighed: at billedet ikke er entydigt det samme for alle landsbyer: i nogle tilfælde har flytning været nødvendig eller i hvert fald hensigtsmæssig, i andre ikke. Hvis bebyggelsens beliggenhed i tidlig middelalder blev bestemt ved muldfjælens indførelse og dermed af lange, højryggede agre, kan der i nogle tilfælde være tale om tilpasning til eksisterende forhold, i andre tilfælde om en flytning til en bedre beliggenhed. I hvilken udstrækning forløbet var det ene eller andet, må således i sidste ende afgøres ved fremtidige udgravninger. En ting står dog fast: der er ikke grund til at ændre dateringerne af stednavnene i forhold til de resultater, som er fundet på sprogvidenskabeligt grundlag.

Spørgsmålet er så, om der kan opnås yderligere resultater. Det er velkendt, at stednavneendelserne ikke er jævnt fordelte over hele landet men udviser tendenser til hyppigere forekomst i nogle områder og næsten fravær i andre. Kan der deraf udledes ny viden om folkelige forhold i forhistorisk tid? Det tror jeg, at der kan, men det kræver en langt sikrere datering og fortolkning af stednavneformerne, førend der kan gøres seriøse forsøg i den retning. Udgangspunkter for det følgende er sproglige analyser, udbredelsesfordeling og den indbyrdes beliggenhed af endelsestyper baseret på især Emil Madsens og H.V. Clausens undersøgelser suppleret med senere sprogstudier. Det må her forud påpeges, at Clausens betragtninger hviler på to antagelser: at de gamle bygder er vokset ud fra en gammel kerne med nye bebyggelseslag udad, og at der fra oprindelige anvendelsesområder, der viser sig som store samlinger af navne med en bestemt endelse, er skret en spredning, undertiden ved erobring, hvilket viser sig ved, at navnene i mere udpræget grad fordeler sig som en kæderække.

Stednavne ophørt at være i brug før vikingetiden

Stednavne, hvis endelser tyder på en anvendelse ophørt før vikingetiden, det vil sige hidrører fra tiden 400-800 e.Kr. Til denne gruppe hører flerledede stednavne med endelser på -inge, -heim (-um), -lev, -løse og -sted.

-ing, -inge, -ingen

-inge, -ing er en delvis fællesgermansk navneform med nordisk særpræg, der rummer gammelt sprogstof. Forleddet er ofte dunkelt og i flere tilfælde synes henvis til indbyggernavne, karakteristiske terrænforhold, dyre- og plantenavne. Omkring halvdelen er kirkebyer. Mange -inge-landsbyer er store og med gennemsnitlig 80 tønder hartkorn. Det formodes, at mange -inge-stednavne må gå tilbage til folkevandringstid, idet navne af denne type forekommer både i de dele af England, som blev erobrede af angelsakserne i 5. århundrede og i egne af Sydtyskland og Frankrig, som germanerne angiveligt erobrede fra romerne. Nogle -inge-navne er formodentlig ret unge, måske fra vikingetiden. En navneform, der ligner, er stednavne på -ling(e), der imidlertid er meget ung.

I England forekommer et stort antal -ing-navne, der betegner floder, skove og andre naturgenstande; Lidding i Middelsex omtales allerede i 767. Med hensyn til forled er både for engelske og for vestgermanske -inge-navne i mange tilfælde tale om personnavne, ofte sammensatte mandsnavne. I Nord- og Mellemtyskland er sådanne personnavne dog sjældne, og i Norden synes de helt at mangle. I Norden kan de fleste -inge-navne i stedet forklares som afledte af fællesnavne, ord for terrænforhold, jordbund, dyre- og plantenavne. I denne henseende er der en markant forskel mellem nordiske og vestgermanske -inge-navne. Enkelte -inge-navne er afledte af tillægsord. For de nordiske stednavne kan konstateres, at mange ord ikke længere findes i nordisk men genfindes i germanske sprog.

I Danmark er -inge-navne almindelige i næsten hele landet, dog sjældne i Vendsyssel, Himmerland og på Djursland, i vadehavsegnene og fraværende på Bornholm.

Emil Madsen påpegede "den overordentlig store Overensstemmelse, der i det mindste tilsyneladende findes mellem et betydeligt Antal Stednavne af Klassen Ing i Syd-Tyskland og Østerrig paa den ene Side og Danmark paa den anden."

Hald konstaterede, at "Hvad de engelske og i det hele taget de vestgermanske inge-Navne angaar kan der ikke være Tvivl om, at de ofte er afledt af Personnavne. I flere Tilfælde kan vi konstatere, at Forleddene er sammensatte Mandsnavne. .. I Nord- og Mellemtyskland forekommer saadanne Forled dog kun undtagelsesvis. I Norden synes sammensatte Personnavne at mangle fuldstændigt". Med en enkelt mulig undtagelse på Gotland, "ellers mangler Afledninger af sammensatte Personnavne i nordiske inge-Navne." Han peger endvidere på, at "mangfoldige inge-Navne utvungent lader sig forklare paa anden Maade, nemlig som afledt af Fællesnavne, Ord for Terrænforhold, Jordbund eller lignende, eller af andre Stednavne." "Enkelte inge-Navne er afledt af Tillægsord." Han fastslår, at "de nordiske inge-Navne med Hensyn til Forleddene skiller sig ud fra de vestgermanske. En lignende Forskel findes mellem nordiske og vestgermanske Navne paa -heim". Hald påpegede, at "de særlig findes i de frugtbare og let tilgængelige Omraader ved Kysterne og langs de store Vandløb."

H.V. Clausen mente, at stednavne på -ing(e) udgør det ældste stednavnelag i Danmark. Som begrundelser herfor påpegede han "den regelmæssige fordeling i mange egne" og tilføjer: "De enkelte -inge ligger i passende afstande fra hverandre, hvert holdende på sit, skinsygt bevogtende naboerne. Indenfor den enkelte bygd er afstanden nogenledes den samme, men topografiske forhold, jordens uensartede frugtbarhed kan fra bygd til bygd bevirke forskelligheder. Gennemgående ligger -inge-byerne ikke så nær sammen som -lev-byerne i de egentlige -lev-egne." Til støtte for den høje alder peges på deres udbredelse i Vestjylland: "Allevegne her ligger -inge på bakkeøerne med forholdsvis god jord, mens fladerne ingen gammel bebyggelse har." Desuden fremhæves: "Området for hvert enkelt -inge har været tilstrækkeligt til at rumme en ret talrig befolkning selv ved extensiv drift." Dertil kommer, "de egne, som er næsten fri for -inge: Vendsyssel, Himmerland, Sydøstslesvig med Angel og Sundeved, Sydøstfyn. Om to af disse lande veed vi, at de har været beboet af folk med et vidtstrakt ry, Kimbrer og Angler; .. Man bliver grebet af den fristelse for Himmerlands og Angels vedkommende at sætte de to ting i forbindelse med hinanden: fattigdommen på -inge og udvandringen af Kimbrer og Angler. Da landene blev folketomme, forsvandt også de ældste stednavne, og vi kan da endvidere slutte, at -inge-navnene har været ældre end selv Kimbrernes udvandring o. 150 år før Kristus." "-Inge er dog for mig kun den baggrund, ud fra hvis flade -lev og -løse hæver sig".

Denne teori om -inge-navnenes ælde blev siden underkastet en efterprøvelse af Lauritz Weibull for Skånes vedkommende. Hans udgangspunkt var nærheden til større vandløb: "Söker man att få klarhet rörande de faktorer, som ligga bakom -inge- och -lövnamnens karaktär av indlands- och kustbildningar, är ett konstaterande av dessa de älsta ortnamnens förhållande till vattendragen, i första hand floderna och åarne, nödvändig." Ifølge ham er -inge ikke i samme udstrækning som -lev beliggende i nærheden af vandløb og forekommer heller ikke på den mest frugtbare jordbund, og han drager derfor slutningen, at -inge som type ikke kan være af samme alder som -lev men må have haft en længere anvendelsesperiode: "-ingenamnens åldersprioritet för Skånes vidkommande (torde) vara rubbad; -lövnamnen äro här, av allt at döma, de obetingat älsta". Denne vurdering finder tilslutning hos Bent Søndergaard. Mærkeligt nok drager han ikke den stik modsatte slutning: at hvis -inge er ældre end -lev, og -lev repræsenterer en "erobring" og måske ombenævnelse af ældre bebyggelser, så er det logisk, at de nye herskere måtte foretrække de bedst beliggende og overlade de mindre gode til den hjemmehørende befolkning, med andre ord: -lev må som navnetype være yngre end -inge, de må ligge på den mest frugtbare jord og nærmest vandløbene, netop som Weibull konstaterer det.

En antydning af navneformens ælde er stammenavnet "sabalingii" hos Klaudius Ptolemæus fra midten af 2. århundrede. Schütte mener at kunne konstatere, at stednavne på -ing i nogen grad er fortrængt af navne på -lev og kun lod sig opretholde i "perifere" områder.

Senere har Sofie Laurine Albris foreslået, at -inge-navnene er "en såkaldt afledning, der udvider brugen af et ord til at beskrive et sted - for det meste ord for landskabstræk, dyr eller planter." Hun mener, at "navnene på -inge kan have dækket meget store områder, og det er muligt, at de nogle steder afspejler en gammel struktur, hvor gårde og landsbyer flyttede rundt for definerede domæner."

-heim (-um)

-heim er fællesgermansk, omtrent halvdelen kirkebyer. Forleddet rummer gamle kultur- og naturbetegnelser. "De danske heim-Navne har som Helhed et afgjort agrarisk Præg." Det bemærkes, at er kendes "ingen sikre Eksempler paa, at Forleddene betyder "ler" el. lign. Dette Forhold maa ses i Lys af det Faktum, at Oldtidens Agerbrug foretrak de lettere, sandmuldede Jorder". Efterleddet tolkes som "bebygget sted" eller "hjemsted". Den geografiske udbredelse af de vestgermanske -heim-navne tyder på en oprindelse i folkevandringstiden, og det er muligt, at de nordiske hidrører fra samme tid. En navneform, der ligner, er stednavne på -rum, der imidlertid er meget ung og betegner en rydning.

Både i frankisk område og i England er forleddet ofte et personnavn, og begge steder forekommer navneformen -ingheim (ingham). Derimod forekommer der ikke personnavne i forleddene på de danske stednavne af denne type. De danske stednavne på -heim har derimod et markant agrarisk præg. Der er ikke givet en tilfredsstillende forklaring på den eventuelle forbindelse mellem de vesteuropæiske og de danske stednavne på -heim.

Der findes ingen sikre nordiske eksempler på -heim-navne i Danelagen. Derimod forekommer formen -ham i de østlige dele af England, mens -hem forekommer især i frankiske områder i Flandern og Rhinegnene men er næsten fuldstændigt fraværende i Holsten. Kristian Hald mente, at dette fravær gør det usandsynligt, at angelsakserne skulle have bragt navneformen med sig ved deres udvandring til England i 5. århundrede. Hald bemærker, at "Skønt der fra Himmerland, særlig Vesthimmerland, kendes et meget stort Antal Bopladsfund fra ældre romersk Tid (0-200), lader der sig ikke konstatere nogensomhelst lokal Sammenhæng mellem disse Bopladser og um-Navnene." Det tyder på, at navnetypen ikke går så langt tilbage.

I Danmark er -heim-navne hyppigst forekommende i Nørrejylland, dog kun med et enkelt navn på Djursland, et på Fyn, Lolland og Bornholm samt 8 på Sjælland. Særligt udpræget er navneformen i Himmerland med 25 og i Ommersyssel med 14, men desuden forekommer de ofte i Østjylland mellem Randers Fjord og Vejle Fjord. Endvidere forekommer navneformen ret hyppigt i Halland, hvilket formodes at afspejle en stærk kulturel forbindelse over Kattegat. I forlængelse heraf forekommer den i Västergötland og det sydøstlige Norge.

Emil Madsen gjorde disse betragtninger over stednavneklasserne -inge og -heim: "Tyske Forfattere ville for Rhinegnenes Vedkommende have udfundet, at Ingen var en alemannisk og Heim nærmest en frankisk Betegnelse, og en af hine har yderligere ment at kunne fremsætte, at Ingen skulde betegne den Jord, som i Fællesskab tilhørte og dyrkedes af Bønder, og Heim den personlige Ejendom eller Gaard, som den enkelte, mere fremtrædende Mand kom til at besidde, navnlig efter en Landstrækning var tagen i Besiddelse.. Den hyppigere eller sjældnere Forekomst af de to Klasser træffes omtrent overalt; kun meget undtagelsesvis udelukker den ene Klasse ganske den anden, og Aarsagen kan altsaa ej heller næppe søges i Stamme- eller Sprogforskelligheder hos dem, som have givet Stederne Navne. Aarsagerne synes saaledes nærmest at maatte søges i en forskellig Drift eller et forskelligt Avlsbrug, saaledes som det mest begunstigedes af Forholdene i den ene eller anden Egn. .. med Hensyn til den Tidsalder, som hine Stednavnsklasser nærmest maa antages at tilhøre, synes deres geografiske Udbredelse at kunne give nogen Oplysning. Som bekendt begyndte Germanernes Fremtrængen til de sydtyske Lande og over Rhinen til det nuværende Elsass vel allerede omtrent ved Begyndelsen af vor Tidsregning; men en egentlig Indtagelse af Landene Syd for Donau og en mere masseagtig Bosættelse her og i Elsass foregik dog først i Tiden ved det romerske Riges Fald og efter dette. .. den masseagtige Udbredelse af dem omtrent over hele England, Wales fraregnet, kan dog ikke godt være foregaaet førend efter Angelsachsernes Indvandring i Midten af det 5. Aarhundrede. Omtrent fra denne og den derpaa følgende Tid maa derfor mange af Navnene med Hjem og Ing i England, Syd-Tyskland, Elsass og Lothringen hidrøre."

H.V. Clausen afviser navnetypens ælde: "denne endelse er forholdsvis ung, yngre ialfald end både -lev, -løse, -høj og -sted. .. i Danmark har den vist sig i udkanterne af bygderne, ind modskov eller i skov. Det er aldeles tydeligt i Nordøstsæland, rundt om i Skåne, nord for Randers, i Ty, Mors og Salling, i Halland. .. Ligger -um ikke i eller ved skov, ligger det dog på grænsen af fordums adskilte bygder sammen med -torp, således mellem Københavns- og Roskilde-egnene. I det -um-rige Vestjylland findes -um som indramning af eller som forbindelse mellem -inge-bygderne. I Vestslesvig ligger -um på grænsen mellem geest og marsk." Denne vurdering skyldes dog snarest en manglende skelnen mellem stednavne på -heim og stednavne i hensynfald flertal på -um, som netop forekommer talrigt i Sønderjylland.

Nævnes bør, at Gudmund Schütte har analyseret stednavneforholdene i Elsass, det sydlige Baden og Württemberg og finder en markant fordeling af endelserne -ingen og -heim. Han mener, at disse endelser afspejler to etniske grupper: -heim afspejler frankisk bosættelse og -ingen afspejler allemanisk bosættelse. Han finder, at "frankerne, alias Heim-Bygdernes Grundlæggere, efter deres Sejr i 496 er trængt sydpaa opad Rhinen og har sat sig til Borgeleje i de frugtbare og strategisk vigtige Egne, medens Allemannerne som de overvundne har maattet trække sig tilbage til Bjærgskrænter og afsides Egne." Om den etniske sammenkobling holder, er et åbent spørgsmål, men det står fast, at fordelingen af de to stednavneendelser fordeler sig således, som Schütte har iagttaget det.

-løse

-løse er en nordisk navneform med Sjælland som kerneområde. Navnenes etymologi er dunkel. Forleddet kan i visse tilfælde tolkes som jordbunds- og terrænbetegnelser. Der er tale om store og centrale landsbyer, over halvdelen er kirkebyer. Efterleddet skal muligvis tolkes som "indhegning" eller "græsgang".Mange -løse-landsbyer er store på 100 tønder hartkorn eller mere.

Stednavne på -løse forekommer i Østergøtland, hvor de er stærkt repræsenterede, og hvorfra de ifølge Gudmund Schütte kan have deres oprindelse, på de danske øer, især Sjælland, samt i Skåne. Der kendes ingen sikre navne af denne type i Jylland eller på Bornholm, og de sydlige danske øer Tåsinge, Langeland og Lolland har hver kun et eksempel, Falster to. Opfattelsen, at løse skulle have spredt sig fra Sverige til Danmark finder ikke megen støtte, tværtimod mener svenske forskere, at det forholder sig omvendt: løse stammer fra Danmark og har bredt sig til Sverige i forbindelse med landbrugsdriftens spredning.

Emil Madsen mente, at "Betydningen af Ordet Løse, efter hvilket Klassen har faaet sit Navn, antages at være Græsgang, Fælled, Vænge eller lignende, hvad der bestyrkes ved, at de Steder, hvis Navne høre til denne Klasse, i Reglen findes i et storformet, bakket Jordsmon, i Nærheden af mellemliggende, lave, flade Strøg med vidtstrakte Enge og Moser, i hvilke det kan forudsættes, at der er eller har været bekvemme, naturlige Græsgange." Denne iagttagelse har vundet tilslutning fra Kristian Hald. Han påpeger endvidere, at "I de danske løse-Navne kan der næppe paavises et eneste sikkert Personnavn, og i Sverige er der vistnok kun et Eksempel paa Personnavn i Forbindelse med -lösa: Gumlösa, i Middelalderen skrevet Gudmundeløsa. Iøvrigt er løse-Navnene vanskelige at forklare etymologisk; kun faa af dem indeholder Ord, der stadig bruges i vort Sprog", men der peges på, at flere "løse-Navne indeholder Ord for Indhegning".

H.V. Clausen siger om den: "Forekomsten af -løse har aldrig noget at gøre med -inge. I danske udelukkende -inge-egne (Odsherred med omgivelser, Harsyssel, tidligere nævnte dele af Østjylland, det indre Skåne) findes denne endelse ikke; i Sverige krysser -løse højst sammen med -lev -inge-områderne, men breder sig ikke ud til siden med disse". Om forholdet til andre navnetyper, siges at -løse "er nøje knyttet til -lev i Danmark og de dele af Sverige, hvor -lev findes. I Sæland findes der ingen -lev-egn, uden at der tillige er -løse i den. .. I den enkleste form er forholdet mellem de to endelser det, at der i udkanten af -lev-bygderne eller ud til siden for -lev, i reglen nærmere skov, findes -løse (Fyn, Midtsæland, hvor ved Susåen ligesom hvert -lev afsætter sit -løse), eller således, at -løse udfylder led i en -lev-kæde eller fortsætter en sådan." Han mener, at "yderligere udvikling er den, at et enkelt -lev afføder en række af -løse." Med hensyn til navnet siges: "Hvis -løse var bleven ejet af en enkelt, kunde han have givet sit navn til brug som bestemmelsesord på samme måde som -levs forled dannedes, men er det en flerhed, der har overtaget den nye ejendom, kunde ikke denne flerheds samlede navne rummes i stednavnet, og en af flokken fik ikke lov til alene at give sit hen, men følgets navn eller dets hærmærkes kunde blive anvendt."

Svend Aakjær har underkastet navnetypen en nøjere undersøgelse. Han konstaterer, at "Løserne synes ikke at være sammensat med et Personnavn", og forleddet synes ofte at "betegne et eller andet Naturforhold ved Stedet. Løsebyerne har et meget stort Jordtilliggende..; de hører til Landets største Byer." Han tilslutter sig Emil Madsens beskrivelse af deres beliggenhed. Han påpeger, at løse manges steder forekommer som marknavn og mener, at disse marknavne kan bruges til at stedfæste hvor i ejerlavet, "Løsen laa i Terrænet" og konstaterer, at "de tit ligger ude i Byens Udkant, der hvor Byer har deres Overdrev". Han er ikke enig i, at byer på -løse skulle være knyttede til byer på -lev, idet de også forekommer i egne uden -lev. Han mener derfor heller ikke, at -løse skulle være en yngre navnetype end -lev, tværtimod: "det udprægede Græsgangsbrug maa høre hjemme i en Tid, der ligger forud for Levtiden." Han mener, at typen går tilbage til den tid, hvor bebyggelsen blev samlet i større landsbyer: "man flyttede sammen i Landsbyer, lagde Gaardene paa Række langs en Gade, tog Tofter ind bag dem, og siden Agerjord i Flugt med Tofterne, mens man foran Gaardene udlagde Overdrev til Græsning for Plovstude og andet Kvæg." Han forestiller sig, at "mange Orer, der oprindelig dreves mere ekstensivt som Græsgange, siden blev kornavlende Byers Vange". "Egnede Jordbunden paa Løsen sig derimod ikke for Kornavl, saa maatte man flytte ind "paa det tørre", og anlægge Byen med Tofter og Vange paa et andet Sted. I det første Tilfælde, hvor man bliver boende paa det gamle Sted, opstaar der da en Løseby paa det gamle Løses Tilliggende, i sidste Tilfælde bliver Løsen liggende i Udkanten af den gamle By, som dens Overdrev, og vi vil da paa dens Mark finde et Løse-Marknavn."

Også Henrik Larsen mener, at landsbyerne på -løse er bebyggelser oprindeligt oprettede på marginale områder som kvæggårde og først "senere er saa Navnet gaaet over paa en By, eller Gaarden selv er blevet en By." Denne vurdering holder ikke, idet der er tale om store centrale landsbyer, hvoraf over halvdelen er kirkebyer. Det kan kun betyde, at disse bebyggelser hører til de ældste og med stort hartkorn.

Henrik Larsen, der så alle de ældre stednavne som led i samme samfundsomvæltning i 500-tallet, og som mente, at stednavnene måtte afspejle ejendomsforhold, foreslog, at endelsen skulle ses i betydningen "fraløse, skille", men mærkeligt nok ikke i betydningen "løskøbe", men snarere i betydningen "fratvinge". Han mente, at denne tolkning også ville kunne holde, hvis forled i -løse-navne betegnede et gærde eller lignende, "det da Gærderne, der skilte -løsen fra Byen, maa have stukket Bønderne i Øjnene og derved let være blevne knyttede til -løsernes Navne." En lignende mulighed er antydet af Lindroth, der som muligheder antyder at løse betegner en "fritt för sig själv liggande ängsbit, utjord, utmark". En ganske anden fortolkning gives af Sofie Laurine Albris. Hun mener, at "løse" betegner en "lysning, åben plads, slette eller eng".

Kristian Hald har på grundlag af forholdene i Merløse herred konkluderet, at "Løserne i Merløse Herred maa være de ældste eksisterende Landsbyer; engang har de og deres Overdrev omfattet praktisk taget hele Herredet." "Det er ikke Udflytterbyer eller Udmarker eller Græsgange til andre Landsbyer, da de ikke forudsætter nogen ældre Landsbybebyggelse." I henseende til deres landskabelige beliggenhed mener han at kunne fastslå, at ".. de ikke har Relation til et bestemt Naturforhold. De maa have en bestemt social eller kulturel Baggrund.."

Disse iagttagelser af Hald er rigtige, og ser man nærmere til i løse-byernes kerneområde, viser det sig, at de overalt ligger som de mest centrale bebyggelser og omgivne af store arealer, der i sin tid må have været ubebyggede, idet disse områder først senere bebygges med bebyggelser på -torp og -tved, hvilket navne indicerer sene udflytterbebyggelser. Sådanne store overdrevs- og skovområder, der kun for en lille dels vedkommende ligger ved Åmosen, kunne tale for, at man i disse landsbyer har drevet en omfattende kvægavl, hvilket stednavnene også tyder på uanset, om man vælger tolkningen "lysning" eller "sæter". Senere, da driftsvilkårene atter ændrede sig, kunne disse arealer uden problemer inddrages til til dyrkning. Fordelingen af stednavnene på -løse viser, at de ligger massivt i et "kerneområde" i Tølløse herred, hvor de udgør den eneste primære bebyggelse, mens de uden for dette område på Sjælland og Fyn ligger i en række tilnærmelsesvis regelmæssige kæder og indbyrdes med omtrent samme afstand, hvilket kunne tyde på en bevidst organisering bag deres fordeling; i Skåne ligger de ret spredt og uden at tegne et tydeligt mønster. Længere nord over på Den skandinaviske Halvø ligger de atter dels klumpvis samlede, dels i kæder.

-lev (-leben)

-lev er en nordisk navneform centreret omkring Kattegat. Desuden findes et område i Thuringen med mange navne på -leben. Forleddet er ofte et personnavn, eller et gudenavn. De fleste af disse navne menes at stamme fra folkevandringstid. Det er store og normalt centralt beliggende byer, over halvdelen er kirkebyer.

Mange af de danske stednavne har et personnavn som forled. Det har været foreslået, at disse navne afspejler stormænd, der har fået et område overdraget som eget gods, og at navneformen dermed afspejler en form for lensvæsen med en kriger- og/eller embedsadel i tilknytning til en kongemagt.

De nordiske stednavne på -lev viser en tendens til beliggenhed på de mest lerede jorder. De forekommer på de østdanske øer (fraset Møn og Bornholm), i Skåne og de tilgrænsende områder på den skandinaviske halvø samt i det østlige Jylland, dele af Vendsyssel, omkring Limfjorden og mere beskedent i det sydvestligste Jylland.

Ældre forskning mente at kunne påvise et "kerneområde", hvorfra der skulle være sket en ekspansion, men nyere forskning har ikke tilsluttet sig en sådan fortolkning.

H.V. Clausen mener, at "det er i Sæland, at -lev først er fremstået, at det derfra har bredt sig i øst og i vest, ikke ved regelmæssig spredning .. men ved bevidst indgriben, ved historiske handlinger, ved erobring." Om forholdene i forhold til andre navnetyper på det sydvestlige Sjælland siges, at her "græsser -inge og -lev fredeligt mellem hinanden, uden at den ene endelse ligger mere centralt end den anden", og om Fyn og Jylland siges, at "I de bygder, hvor -lev-løse er blevet de fremtrædende, findes mange steder -inge, men de ligger mindre centralt". Han tilføjer, at "-lev aldrig grundes på fri hånd, men i gammelt opdyrkede egne, idet vistnok -inge-byer i en væsentlig grad omdøbes med denne endelse" og at "da -lev blev enkeltmandseje, kan de godt ligge tættere sammen end -inge; et -inge kan være bleven delt i flere -lev." At -lev-byer afspejler en ekspansion udgående fra Sjælland begrundes ved, at "-lev flokkes tættest og flest om de havne i Jylland, Fyn og Skåne, der vender over mod Sæland og hurtigst og tidligst kunde nås fra denne ø. I Fyn er udbredelsen absolut fra nordøst, i Jylland er Århusegnens -lev-bygd den største af alle. I Skåne har vi mest udpræget kædedannelsen, selv om den også har gode repræsentanter andensteds. Den begynder med en klynge ved havn og får længere og længere mellem de enkelte led indad i landet". At -lev-navne afspejler enkelte personers eje sluttes af de mange forled, der er personnavne.

Disse iagttagelser fik tilslutning af Henrik Larsen. Han mener at kunne gå videre og påpeger, at Bjovulf-digtet rummer en tradition om, at der "ved Aar 500 var en kraftig og krigerisk Kongeslægt paa Sjælland", Skjoldungerne. Han mener derfor, at "Bynavnene med Endelsen -lev (synes) at kunne støtte Paastanden om, at der engang er kommen om ikke en ny Befolkning, saa dog en ny Overklasse i Landet. Disse Navne er sammensatte af en Persons Navn i Ejefald og Endelsen -lev, der maa være det oldnordiske Ord leif, der betyder Arvegods." Han drager den slutning, at "c. 450-500 har fundet en OMvæltning Sted paa Sjælland, hvorved den gamle herskende Klasse er blevet fordrevet af en krigerisk Høvding, der saa har sat sig selv paa Tronen og delt Landet mellem sine Folk, hvis Ejendomme da skulde være -lev-Byerne." Han mener forøvrigt, at -inge-byere var beboede af "mere eller mindre frie Efterkommere af den tidligere Befolkning" mens -sted var byer beboede af "Trælle eller ufrie" og -løse repræsenterede gårde "indrettede til Kvægbrug".

Bent Søndergaard har foretaget en nøjere analyse af stednavne af denne type. Han konstaterer, at de fortrinsvis befinder sig på den mest frugtbare jordbund. Han forsøger også at se på deres beliggenhed i forhold til vandløb men når vidt uens afstande og drager følgende slutning: "Visse steder må der antages at være en sammenhæng mellem vandløb og levbebyggelse, men metoden kan ikke anvendes på den skematiske måde, som Weibull har gjort." Sagt med andre ord: den er værdiløs og giver ikke sikkert bevis for noget som helst. Han vender sig også imod H.V. Clausens teori om, at Sjælland skulle være navnetypens kerneområde, hvorfra typen har bredt sig: "Jeg kan umuligt se, hvorledes dette kan bevises ud fra navnefordelingen. Hellere vil jeg på grundlag af navnefrekvensen tale om visse kerneområder uden at tage stilling til deres indbyrdes forbindelse."

En sammenlignende analyse med de tyske stednavne på -leben viser, at der findes 217 sådanne navne. I 15 tilfælde er konstateret samme personfornavneled i tyske og nordiske stednavne, mens antallet af sikre og mulige sammenfald er opgjort til 26, svarende til 6,9% sikre og 12,0% sikre og mulige sammenfald. Det samlede antal nordiske stednavne på -lev (-löv) er 354, hvoraf 28 har personnavne, der også forekommer i de tyske stednavne og ialt 40 sikre og mulige sammenfald svarende til 7,9% sikre og 11,3% sikre og mulige sammenfald. Disse antal og andele er ikke større end, at de kan forklares ved personnavne fælles for nordisk og vestgermansk område. Det betyder, at der ikke på sprogligt grundlag kan siges noget sikkert om en forbindelse mellem de to navneformer og deres udbredelsesområder.

- høj

Endelsen -høj indgår i en række stednavne over det meste af landet. I oldtiden blev ordet anvendt i betydningen "gravhøj", og det er sandsynligt, at det også er anvendt i denne betydning i mange stednavne. Det er et åbent spørgsmål om i tilfælde, hvor høje har navne med personforled, de henviser til personer begravede i højene. I en række tilfælde har høje og landsbyer i Danmark samme personnavn.

Forleddet kan som forled have et fællesnavn, et gudenavn eller et personnavn. I intet tilfælde ses kristne personnavne at forekomme. Derimod kan konstateres, at mange af personnavnene er toleddede og er de samme, som kendes fra navnetypev -lev. Nogle af disse steder kan henføres til vikingetid, men navnetypen kan forekomme tidligere. En særlig gruppe udgøres af marknavne, der menes at betegne udflytterbebyggelser.

I flere tilfælde indeholder fællesnavnet træ- eller plantenavne.

H.V. Clausen har peget på, at navnetypen -lev på Fyn overvejende ligger samlet "som een stor gruppe på Sletten vest for Odense fjord og en anden øst for Odense ud til Kertinge Nor og Nyborg fjord. Indenfor hver af disse grupper ligger ret centralt et Nærå, Niartharhøghæ, en helligdom for guden Njord. En af de største -lev-grupper i Jylland findes ved Gudenå i Hovlbjærg herred; den ledsages af et Njær, hvis form fra 1478 i forbindelse med en torp, der er udflyttet fra den, Nærraadz-torp, tydelig fortæller om en lignende helligdom." I andre tilfælde i Jylland forekommer Njords lund i tilknytning til navne på -lev, og han mener derfor, at "-høj med dette gudenavn til forled er opstået samtidig med -lev-bebyggelsen."

H.V. Clausen har ligeledes peget på, at -høj knyttet til bygder med -lev (og -løse) også forekommer med hovedordet "Malle", afledt af mál i betydningen "ting" eller "stævne". Disse navne menes at gå tilbage til folkevandringstid. Brugsdatering til vikingetid bekræftes af, at navnetypen forekommer i talrige tilfælde i nordiske navne i England. I mange tilfælde betegner de her den høj, der har været mødested for et tingsted. Også i Danmark har byer af denne type været udpeget til tingsted, og typen danner grundlag for herredsnavne.

-sted

-sted er udbredt i germansk område. Endelsen betyder bosted. Forleddet er varieret og kan betegne terræn, natur- eller kulturforhold, undertiden et personnavn. Der er tale om overvejende store og centralt beliggende landsbyer, omkring halvdelen er kirkebyer. En gruppe synes at være af yngre dato. Forekomsten af stednavne på -sted på Island og andre steder viser, at navnetypen var i brug endnu i vikingetiden.

Hald bemærker, at personnavne som forled især synes at forekomme på øerne, i Skåne og i Østjylland, mens sammensætninger med fællesnavne og tillægsord især synes at forekomme i Nord- og Vestjylland; begge navnetyper forekommer i Sønderjylland. Der er flere tilfælde af sammenfald med de personnavne, der anvendes i navne på -sted og -lev. Hald mener, at flere norske stednavne af denne type stammer fra vikingetiden og han påpeger, at "norske Kolonister bringer Typen med til Island", hvor endelsen "er det almindeligste af samtlige Efterled i Gaardnavne. Derimod forekommer der ikke danske navne paa -stead i England, og man maa derfor antage, at sted-Navnene i Danmark stort set er dannet før Vikingetogene."

Emil Madsen konstaterer om denne stednavneklasse, at "de mangle ganske i nogle Egne, som dog have Stednavne af de andre fem Klasser" og at de især synes at forekomme "i Udkanten af de Fladerum, som indtages af de øvrige af de her omhandlede Klasser." Han tilføjer, at "I Sammenligning med Klasserne Hjem og Ing, samt .. Lev og Løse, frembringer Klassen Steds geografiske Udbredelse det Indtryk, at de Steder, hvis Navne høre til samme, have maattet tage til Takke med mindre gunstigt Jordsmon, at de ere ligesom udflyttede fra dem, som bære de andre Navne, og at de altsaa ere forholdsvis noget yngre, om de end i det store Hele tilhøre den samme gamle Tid." På grundlag af den europæiske udbredelse mener han at -sted "have holdt sig længere i Brug".

H.V. Clausen bemærker, at "-Sted har intet at gøre med -inge. I Sælands udprægede -inge-områder findes -sted ikke, tværtimod allerlængst inde på øen, hvad der vil sige længst borte fra -inge; heller ikke i Jylland: Horsens' -inge, -inge vest for Randers, -inge sydøst for Randers, -inge i Hammerum herred, i Lemvig-egnen, i landet på begge sider af Skærn å optager intet -sted indenfor deres kres. Derimod er der mange steder en ligefrem afhængighed af -lev, således at -sted altid ligger mere til siden og nærmere skov." "næsten alle isolerede -sted i Sæland ligger opad et -lev eller -løse. I Skåne er det heller ikke vanskeligt at påvise denne forbindelse, -sted er allevegne ud til siden ligesom i Fyn. .. I Jylland synes det også let at slå fællesskabet med -lev fast. Som exempler kan nævnes Himmerland, Århusegnen, landet på bægge sider af Horsens fjord, Haderslev- og Åbenrå-bygderne. Fra de to -lev i Svans synes den store gruppe af -sted at udgå, som fortsættes i vestlig retning fra Sliens indre del. Som -sted indenfor de enkelte bygder kommer til at ligge til siden, således også i Danmark som helhed. Mens -lev og -løse holder sig til landets indre, dets kærne, Sæland-Vestskåne-Nordøstfyn-Østjylland, så er -sted den herskende blandt de gamle endelser i Sydvestslesvig (allerede i Nordslesvig er der temmelig mange), i Ty, Vendsyssel, i det nordlige og østlige Skåne og i Bleking. I disse egne var der flest udviklingsmuligheder tilbage, mens der i sted-perioden ikke var meget at gøre på Øerne."

John Kousgård Sørensen har analyseret navnestoffet. Han når til det resultat, at stednavne på -sted skal inddeles i to undergrupper, en ældre "kernegruppe" og en yngre. For kernegruppen gælder, at hvis forleddet er et personnavn, tidsfæster dette bebyggelsen til mellem lev-byer og torp-byer, og andre forledstyper tidsfæster bebyggelsen til efter heim-byer men før byer på -by og -tofte. Denne datering harmonerer med det billede, som H.V. Clausen fandt. Også i andre henseender - men dog ikke alle - bekræftes H.V. Clausens iagttagelser: i flere områder er stednavne på -sted således udbredte i gamle skovområder, det gælder fx. i Vendsyssel, i det daværende Ålborg amt, i Skanderborg og Århus amter, i Vejle amt, i Ribe amt, derimod ikke udpræget i de fynske amter eller på Sjælland eller i Skåne. På Lolland er det ikke muligt sikkert at fastslå forholdene. Også i henseende til den indbyrdes beliggenhed når han frem til uens udfald svarende til de fundne forhold.

Oversigt

Forskellen mellem de endelsestyper, der indeholder personnavnestof, og de, der ikke gør, er påfaldende og kræver en forklaring. I princippet foreligger der to muligheder:
- enten skyldes forskellen en tidsmæssig forskel i anvendelsen
- eller også afspejler de sociale forskelle.
De to forklaringer udelukker naturligvis ikke hinanden og kan være overlappende delforklaringer.

Hvis forklaringen er tidsmæssig, må endelsestyperne uden personnavne antages at være de ældste, gående tilbage til en tid med bygdefællesskab, mens dem med personnavne kunne antages at være yngre, måske afspejlende en samfundsudvikling hvor stedlige bygdehøvdinge eller kongelige tillidsmænd udskilte sig fra fællesskabet med særjorder. Danernes magtovertagelse i 500-tallet forekommer her som en plausibel forklaring på en sådan udvikling.

Angående spørgsmålet om arkæologisk fundne bopladser og stednavne må konstateres, at en tidligere boplads kan være nedlagt og dens navn være gået tabt, men omvendt må et stednavn henvise til en bebyggelse, medmindre at der er tale om et rent naturnavn. Det skyldes, som Kousgård Sørensen har påpeget, at "identifikationsbehov for en bebyggelse af landsbykarakter er så stort, at en unavngiven landsby ikke er tænkelig". Den logiske følge må være, at et stednavn må henvise til den ældste vedvarende bebyggelse på stedet. Men hvordan afklares denne? Hvor stort er det område, inden for hvilket den ældste stedlige bebyggelse skal findes? Kousgård Sørensen taler om "bebyggelsesrevirer", men hvilket område omfatter dette?

Et bud på et svar er givet af Torben Grøngaard Jeppesen. I et forsøg på at forklare opbruddene i bebyggelsernes kontinuitet peger han på, at de fynske udgravninger og feltundersøgelser tyder på en befolkningsforøgelse i keltisk og romersk jernalder med nyanlæg af bebyggelser til følge. I forbindelse med en formodet befolkningsnedgang i sen romersk jernalder og/eller ældre germansk jernalder er sket en koncentration af bebyggelsen, men i forbindelse med en formodet ny befolkningsvækst i sen germansk jernalder og vikingetid er der foretaget nyrydninger, hvor "gamle bebyggelsesområder inddrages igen." Endelig i sen vikingetid eller ældre middelalder skete en omflytning af bebyggelsen. Tanken støttes også af Erland Porsmose. Han peger på det nordfyske landskab, der efter hans opfattelse er inddelt i "moræneøer (omgivet af engdrag og åløb)". Han mener, at i ældre romersk jernalder var bebyggelserne så små, så spredte og så tætte, at selv mindre områder i sig selv kunne udgøre et "ressourceområde". Men formentlig i germansk jernalder er de mindste af disse ressourceområder blevet opgivet som selvstændige bosættelsesområder, og bosættelsen er blevet centraliseret i færre, men større bebyggelser, hvilke afspejles i de overleverede ældre stednavne på -inge, -um og -lev, måske i forbindelse med omlægning af driften. Tydeligvis lader modellen sig anvende på det nordfynske område. Spørgsmålet er, om den også lader sig anvende i andre dele af landet.

Med hensyn til spørgsmålet om kontinuitet tyder arkæologiske fund på, at der er bygdekontinuitet men ikke bebyggelseskontinuitet tilbage til yngre keltisk jernalder, dog med det forbehold, at bebyggelsens synes af veksle mellem ekspansion og indskrænkning, hvilket betyder, at for så vidt at der er sammenfald mellem den ældre bebyggelse og de ældste stednavnetyper, må de for nogle bebyggelsers vedkommende snarest hænge sammen med, at de samme områder, som tidligere havde været bosættelsesområder, tages i brug igen på et langt senere tidspunkt, måske fordi at det i sidste ende er de samme råstoffer (ager, eng, skov, vand), som bebyggelserne havde brug for.

Forholdene bevirker imidlertid også, at tidsfæstelsen af stednavnenes oprindelsestid bliver vanskeligere at fastslå. Hvis bebyggelsen er kontinuerlig, kan selve navnet stamme fra et hvilket som helst tidspunkt fra yngre keltisk jernalder til germansk jernalder. Det er næppe noget grundlag for tidsfæstelse, at fællesnavnene ikke forekommer i de klassiske kilder modsat for Mellemeuropa, hvor dette er tilfældet. Og det forhold, at navnestoffet i stednavne med samme endelser afviger mellem Norden og Mellemeuropa, må betyde, at det heller ikke ad denne vej er muligt at opnå en nøjere tidsfæstelse.

Stednavne i brug i vikingetiden

Stednavne, hvis endelser var i brug i vikingetiden, det vil sige fra tiden 800-1050 e.Kr. Til denne gruppe hører flerledede stednavne med endelser på -by, -tofte, -torp (-rup, -drup, -strup) og -bølle samt -tved. De kendetegnes ved at forekomme både i Normandiet og Danelagen. For Normandiets vedkommende er en lang række af disse navne senere blevet omdøbte til -ville: "At mange navne på "ville" oprindelig må have haft et til dette svarende nordisk efterled kan sluttes af, at til de allerfleste af dem findes der tilsvarende forled (oftest personnavne) i danske landsbynavne på -by, -torp (-trup, -drup, -rup), -toft."

-by

-by er en nordisk stednavneform. Forleddet er meget varieret og kan betegne terræn- og naturforhold, dyre- og plantenavne, kulturfrembringelser, beskrivende adjektiver samt personnavne. Mange er relativt store landsbyer, ofte centralt beliggende.

Typen har været i brug i vikingetiden, hvilket bevidnes af de talrige stednavne af denne type i Danelagen og Normandiet, men endelsen formodes at have været i brug i en lang periode, der kan række tilbage til germansk jernalder og endnu var i brug i middelalderen og senere. En række navne menes at have minder om hedensk gudsdyrkelse. Jakob Jakobsen konstaterer, at "Så godt som alle de .. normanniske navne på -bu (-by) har danske paralleler. "

Navne på -by med personnavn som forled er særlig udbredt i landets sydlige dele, især i Angel og Svans, på Sydlangeland, Lolland, Falster, Møn og i det sydligste Sjælland. Ingen af disse navne indeholder kristne personnavne.

En særlig gruppe udgøres af navneformen Huseby (Husby), der er fællesnordisk, og som i Sverige betegner en kongsgård, der tjente som bolig for kongens stedlige tillidsmand. Formentlig har navnet haft samme betydning i Danmark.

Mange landsbyer med dette efternavn er kirkebyer, og det kan i utallige tilfælde til vished sandsynliggøres, at de har været moderbyer for middelalderlige udflytterbebyggelser.

-toft, -tofte

-toft er en nordisk stednavneform med østsvensk centrum. Den forekommer også i Danelagen og Normandiet. Jakob Jakobsen konstaterer, at "De fleste tot-navne viser sig på grund af forleddene at være danske". Kristne personnavne forekommer ikke, men enkelte navne tyder på en sen (kristen) anvendelse.

Aksel E. Christensen har påpeget, at "I de nordiske landskabslove fra Middelalderen betegner begrebet "toft" utvetydigt det stykke jord, der ligger umiddelbart op til bostedet, og som laa udenfor dyrkningsfællesskabets vange. Ordet gaar tilbage til en fællesgermansk grundforn *tumfti, hvis oprindelige betydning var tilpasning, ordning, regulering, men som siden skiftede betydningsindhold og gik over til at betegne det, som er tilpasset, ordnet eller reguleret", og han mener, at toften, "dens beliggenhed og størrelse fungerer overalt som det organiserende og fordelende element i det middelalderlige landsbysamfund: hustoftens bredde var bestemmende for indehaverens rettigheder og pligter i landsbyen, og ved rebning fordeltes bol og agre i vangene efter tofternes indbyrdes beliggenhed. Det er utvivlsomt denne regulerende egenskab ved toft-begrebet, der skulde udtrykkes og understreges, da man grundlagde og navngav landsbyerne paa -tofte, og det er sandsynligt, at navneformen maa stamme fra en tid, hvor denne toft-regulering var ny og aktuel." Grøngaard Jeppensen har efterprøvet denne teori og mener at kunne sandsynliggøre, at toftesystemet var under udvikling allerede i 3.-4. århundrede og "med udgangspunkt i de gårdsamlinger, som C.J. Becker benævner landsbyer fra overgangen mellem bronze- og jernalder", ikke pludseligt som Aksel E. Christensen mente. Men selv om toftesystemet udvikledes gradvist, forhindrer dette ikke, at det først gav sig udtryk i stednavne i vikingetiden.

Emil Madsen har bemærket at typen især forekommer i det vestlige Jylland syd for Limfjorden men er ret sjældent i det østlige Jylland. Han har også bemærket, at den forekommer i det sydlige Sverige og Norge.

Toft menes at have en ret begrænset anvendelsestid, i udpræget grad vikingetiden. I enkelte tilfælde ses den også anvendt efter kristendommens indførelse.

-torp (-rup, -drup, -strup)

-torp er stærkt udbredt. Forleddet er stærkt varieret og kan være både hedenske og kristne fornavne. De ældste torper synes at have ligget i Sønderjylland men i resten af landet er der overvejende tale om udflytterbebyggelser, herunder fra landsbyer med endelsen -by.

Om udviklingen fra -torp til de nuværende former konstaterer Henrik Ussing: "Hvor der paa gammeldansk Sprogtrin er Selvlyd foran Endelsen -thorp, bliver denne til -rup; hvor der er stemt Medlyd, bliver den til -drup (dette d kan som i Sprogets andre Ord indgaa Forbindelse med forangaaende Lyd og derved i Tidens Løb forsvinde); og hvor der er ustemt Medlyd foran -thorp, faar vi -trup."

-torp forekommer også i de oversøiske danske vikingetidsbosættelser. Jakob Jakobsen konstaterer, at "så at sige alle de bevarede sammensatte nordiske torp-navne har danske paralleler".

Adskillige stednavne på -torp er sammensatte med fremmede personnavne, der først er kommet til landet efter kristendommens indførelse, herunder bibelske navne og helgennavne. De findes spredte over det meste af landet. Den mest udbredte navneform udgøres dog af torp-navne med forleddet Thor-, der ligeledes findes spredte over det meste af landet.

At de mange stednavne på -torp med et personnavn som forled sandsynligvis oftest henviser til den person, som anlagde udflytterbebyggelsen, kan sandsynliggøres i mange tilfælde.

-bølle, -bøl

-bølle, -bøl er en dansk-frisisk navnetype med syddansk udbredelse. Der synes at være tale om udprægede udflytterbyer. Efterleddet er normalt -bølle på øerne, -bøl i Jylland. Navnet menes at betegne et leje for mennesker, det vil sige et bosted eller en gård (samme betydning har ordet bol).

Stednavne på -bøl hører altovervejende hjemme i middelalderen, men de ældste navne kan gå tilbage til vikingetid.

Flere stednavne på -bøl er sammensatte med fremmede personnavne.

Stednavnene på -bøl har en udpræget syddansk udbredelse, således findes omkring 100 navne af denne type i Sønderjylland, og desuden forekommer den i Vejle og Ribe Amter samt den sydligste del af Ringkøbing Amt; en mindre gruppe forekommer i Thy og Hanherrederne. På Langeland findes 15 navne af denne type, og desuden findes de på Lolland og Sydsjælland. Emil Madsen har bemærket, at -bølle er almindelig i Vestjylland, mens -balle er ret udbredt i Østjylland.

Undersøgelser af byernes beliggenhed på Lolland typer på, at landsbyer med denne endelse som regel er beliggende på udjord eller fælled og med egne bymarker, mens torper ofte ligger på moderbebyggelsens vang.

I en række tilfælde er -bølle ikke et "ægte" navn men en sideform til ordet "bolig".

-bølling

-bølling er ikke et "ægte" -ing-navn, og det er ikke afledt af -bøl.

Undersøgelser har vist, at der er tale om meget sene navnedannelser for meget små bebyggelser. Der er sandsynligvis tale om afledninger fra -bol i betydningen "boplads", og navnet betegner en mindre bebyggelse i et afgrænset område. Kendetegnende for navnetypen er Udbølling i Tønder by, der mens at betegne et område af byen, hvor indbyggerne har været "udbøre" det vil sige frisere.

Forleddet udgøres af navneord, der praktisk talt aldrig indgår i dannelser afledt med -ing. Ofte kan det sandsynliggøres, at der er tale om et oprindeligt indbyggernavn, der senere er gået over til at betegne en bebyggelse. Det er muligt, at der oprindeligt er tale om et indlån, mens afledningerne af -bol er en dansk nydannelse.

-borg

-borg forekommer i to typer med uens betydning og af uens alder: i Jylland, især i Vestjylland, findes en række bebyggelser med endelsen -borg, hvor denne menes at betegne naturlige bakker og bjerge. I disse tilfælde formodes stednavnene at gå tilbage til folkevandringstid. En anden gruppe udgøres af de navne på -borg, hvor endelsen sigter til middelalderlige befæstningsanlæg. Til denne gruppe hører navne på slotte, herregårde og købstæder.

En særlig gruppe udgøres af stednavnet Trelleborg eller Trelborg, der forekommer mange steder i Danmark og desuden i Norge og Skåne. De danske navne synes overvejende at være anvendt om voldsteder. Mest kendt er vikingeborgen på Sjælland, men stednavnet forekommer tillige i Jylland, hvor det ses anvendt om mindre voldsteder, der kan dateres til yngre romersk jernalder og germansk jernalder. Forleddet "trel-" menes at betegne et stykke kløvet træ, det vil sige et bolværk. Det har således intet med trælle at gøre.

-vang

-vang forekommer i forskellige germanske sprog i betydninger som "slette", "mark" og "eng". I norske stednavne betegner det græsvolden omkring en kirkegård, hvor menigheden samledes og indgår derfor ofte i navne på kirkepladser. I Danmark har det ofte fået den særlige betydning "indhegnet skov". I gammeldansk bruges ordet dels om agerjord i almindelighed dels om en af de marker, som byjorden var inddelt i. Det formodes, at det herfra har fået en bredere betydning som "indhegning, indhegnet område".

Forekomsten i Danelagen viser, at navnetypen var i brug i vikingetiden, men den kan både være ældre og yngre. Ordet forekommer dog kun sjældent i egentlige bebyggelsesnavne.

Andre

Andre stednavneendelser, der var udbredte i vikingetiden, er -bæk, -bjerg, -næs, -with (skov), -borg, -ager, -høj, -vi og -bod, men flere af disse kan have været i brug også før og efter vikingetiden, hvorfor dateringen af de enkelte navne er yderst usikker. Dette gælder også de såkaldte "kortformer" eller "usammensatte navne".

Stednavne i brug efter vikingetiden

Stednavne, hvis endelser først er taget i brug senere end vikingetiden, detvil sige efter 1050 e.Kr. Til denne gruppe regnes stednavne med endelser på -rød, -tved, -holt, -ris, -skov, -have, -løkke, -køb, -rum.

I langt de overvejende tilfælde har bebyggelserne med disse stednavneendelser en beliggenhed, der tyder på, at de er udflyttere fra "moderbyer" med ældre navneendelser.

-rød

-rød betegner rydning. Forleddet er i omkring halvdelen af tilfældene personnavne, men endvidere forekommer fællesnavne, især navne på planter og dyr. Et mindre antal -rød-navne i Nordøstsjælland og Skåne har forled med gamle indbyggernavne på -ing. Det har været foreslået, at dette afspejler, at rydninger i disse områder i udpræget grad var fælles foretagender, hvorimod -torp i disse egne var enkeltmandsforetagender.

Med hensyn til alder bemærkes, at der i Nordøstsjælland ikke er et eneste sikkert eksempel på et kristent personnavn som forled, hvilket taler for en ret høj alder. Endelsen forekommer første gang i Knud den Helliges gavebrev fra 1085, der nævner Børstingerød. På den anden side kendes der ikke sikre eksempler på navneformen i Danelagen og Normandiet, hvilket tyder på, at den næppe har været i brug i vikingetid, omend en anden mulig forklaring er den, at typen er taget i anvendelse først i andre egne end dem, hvorfra udvandringen til de oversøiske kolonier skete fra.

-tved

-tved menes ligeledes at betegne rydning. Forleddet er i mange tilfælde personnavne.

Typen kendes også fra Danelagen og Normandiet, hvilket viser, at den kan gå tilbage til vikingetid. Typen forekommer også i Normandiet. Jakob Jakobsen konstaterer, at den her forekommende endelse "tuit kan næppe være andet end oldnordisk þveit, dansk "tved", ryddet og opdyrket stykke land. Det findes i det gamle Danelag i Nordengland almindelig i formen thwaite".

-rum

-rum menes ligeledes at betegne rydning, nærmere betegnet en åben plads fremkommet ved rydning.

Typen er udbredt i Nordøstsjælland, hvor den ofte betegner store, gamle landsbyer som Farum, Virum og Nærum, endvidere Esrum.

-køb

-køb menes at betegne "købt ejendom". Forleddet er som regel et personnavn eller en personbetegnelse. Typen findes næsten kun i Nordøstsjælland, i Skåne og Halland samt i Småland.

-løkke

-løkke betegner en "indhegning".

Typen menes ikke at gå tilbage til vikingetiden, da den hverken forekommer som bebyggelsesnavn eller marknavn i Danelagen. Den første kendte forekomst er Sprakælyki i Århusbogen fra 1203.

Som bebyggelsesnavn forekommer den både usammensat fx. i Vendsyssel og i sammensat form. Der er næsten altid tale om små bebyggelser.

Stednavne og bebyggelsesarkæologi anno 2022

I det halve århundrede, der er gået, siden Aksel E. Christensen og Erling Albrechtsen foretog deres analyser af forholdet mellem bebyggelsesarkæologi og stednavne, er situationen ændret dramatisk takket være et utal af nye arkæologiske fund. Mens analysen den gang måtte foretages på grundlag af en håndfuld bopladsudgravninger, er der nu hundredevis eller endda tusindvis af fund at foretage en analyse på grundlag af. Der er således grund til at foretage en fornyet analyse med udgangspunkt i det udvidede bebyggelsesarkæologiske fundmateriale.

Analysen er foretaget for ulige steder i landet for at sikre, at den bliver rimeligt geografisk dækkende nok til, at udfaldet ikke blot gælder et mindre område men kan siges at gælde for den overvejende del af landet.

For Jellings vedkommende er taget udgangspunkt i de udgravninger, som er foretaget i de seneste årtider dels i selve byen, dels i byens omegn.

For Fyns vedkommende er taget udgangspunkt i Jesper Hansens materiale. Der er ikke foretaget supplerende undersøgelser eller inddraget oplysninger ud over det materiale, som han lagde til grund for sin undersøgelse.

For Københavns Vestegn er taget udgangspunkt i udgravninger foretaget af Kroppedal Museum og fremlagt af Linda Didia Boye i forbindelse med en analyse af den typologiske udvikling af østsjællandske huse fra keltisk til germansk jernalder.

Formålet med analysen har været dels at klarlægge den bebyggelsesmæssige kontinuitet og brud i bebyggelsen, dels at klarlægge forholdet til stednavnene. Der kan skelnes mellem:

- bopladskontinuitet, hvis to bebyggelsesfaser for landsbyer er helt eller delvist sammenfaldende (for enkeltgårde flytninger under 250 m)

- bebyggelseskontinuitet, hvis der er sket en mindre flytning (højst 1,5 km). Foruden en-til-en fortsættelse kan udskilles sammenflytning og deling, hvis dette kan sandsynliggøres.

- brud, hvis flytningen overstiger 1,5 km det vil sige er sket til et steduden for det hidtidige driftsareal.

Jelling sogn

Jelling sogn er beliggende i Østjylland nordvest for Vejle på et moræneplateau omkring 110 meter over havet. Jordbunden består overvejende af sandblandet ler. Mod syd afgrænses det af Farup Sø og Grejs å. Hovedbyen er Jelling beliggende centralt i den sydlige del af sognet. Af mindre omgivende bebyggelser i 1682 kan nævnes Faaruphus og -mølle, Hornstrup, Styvel, Hopballe, Tøsbyhave, Hørup, Skovdal mølle, Skovbølling, Rugballe og Kiddegaard. De fleste af disse kan anses for udflytterbebyggelser fra hovedbyen. Jelling har et -ing-navn, så det er af største interesse at fastslå hvor langt tilbage, bebyggelse kan konstateres.

En række bebyggelsesfund fra jernalderen er gjort i området mellem Jelling by og Farup Sø og Grejs å. I kronologisk rækkefølge ser en oversigt således ud: Syrenlunden (500-200 f.Kr.), Hvesager (500-200 f.Kr.), Søndergård 2 (500-0 f.Kr.), Fårupvej (500-200 f.Kr. og 0-200 e.Kr.), Plantagevej (500 f.Kr.-200 e.Kr.), Fårup (0-200 e.Kr.), Hvesager (0-200 e.Kr.), Haughus 2 (0-200 e.Kr.), Haughus (0-400 e.Kr.), Rønnelunden (200-400 e.Kr.), Syrenlunden (200-400 e.Kr.), Skinbjerg (200-550 e.Kr.), Grangaard Allé (300-700 e.Kr.), Haughus 2 (vikingetid), Møllegade (vikingetid), Skovgade (vikingetid), Jelling med kirke, gravhøje og palisade (vikingetid og middelalder). I nogle tilfælde (Fårupvej, Haughus 2, Hvesager, Syrenlunden) har samme sted været bebygget på ulige tidspunkter. Det bør nævnes, at der 3 km vest for Jelling ligeledes er fundet spor efter en formodet vikingetidsbosættelse.

Det fremgår heraf, at der i ældre keltisk jernalder var mindst 5 bebyggelser indbyrdes beliggende med få hundrede meters mellemrum. 3 af disse er blevet opgivet omkring overgangen til yngre keltisk jeralder, og der var således 2 bebyggelser tilbage i yngre keltisk jernalder. Ved overgangen til ældre romersk jernalder er nedlagt 1 og oprettet 4 nye bebyggelser foruden 2 ubrudte bebyggelser, og denne gang ligger de med større indbyrdes mellemrum. Ved overgangen mellem ældre og yngre romersk jernalder er nedlagt 4 bebyggelser og oprettet 4 bebyggelser, hvilket måske blot afspejler omflytninger, foruden 1 ubrudt bebyggelse. Mod slutningen af yngre romersk jernalder er oprettet 1 ny bebyggelse. Omkring overgangen mellem yngre romersk jernalder og ældre germansk jernalder er nedlagt 2 bebyggelser, mens 3 fortsætter uændret, heraf 2 til slutningen af ældre germansk jernalder og 1 videre i yngre germansk jernalder. Denne nedlægges omtrent på det tidspunkt, hvor Skovgade oprettes, omkring 700 e.Kr., vist som enkeltgård, der senere i vikingetiden, omkring 950 e.Kr. får følgeskab af to huse. Hidtil er det ikke lykkedes at finde større bebyggelsesspor fra yngre germansk jernalder og ældre vikingetid (omkring 700-900 e.Kr.). Tilsyneladende er der sket en flytning af bebyggelsen mellem 700 e.Kr. og vikingetid fra en beliggenhed et par hundrede meter mod sydøst til den nuværende beliggenhed.

De fleste af disse bebyggelser ligger så kort fra det nuværende Jelling, at de alle kan regnes som mulige forgængere i byens udviklingshistorie. Dette indebærer imidlertid også, at stednavnet kan stamme fra ethvert tidspunkt tilbage til ældre keltisk jernalder. Navnet Jelling (Jalunga) har et forled med gammeldansk *ial, der menes at betyde "gul", og navnet skulle derfor betyde "folkene der bor et sted med gul bevoksning", men hvad, der derved nærmere sigtes til, er uafklaret.

Pebringe

Når Pebringe inddrages, skyldes det, at dette sted i årtier var kernen i argumentationen for landsbyernes høje alder. Det var dog først i 1986, at Axel Steensberg fik udgivet den endelige, reviderede udgave af sine studier af gårdens historie. Det fremgår heraf, at gården kan følges tilbage til omkring Enevældens indførelse i de skriftlige dokumenter, men arkæologisk og på grundlag af bevarede bygningsdele kan gården følges tilbage til omkring år 1200. Derimod er der ingen vidnesbyrd fra vikingetid, germansk jernalder eller romersk jernalder. Men under gården blev fundet rester af en grube med skår og andet materiale, som kan dateres til keltisk jernalder, det vil sige århundrederne før Kristi fødsel. Fra samme tid stammer spor af digevoldingsagre i den nærliggende Tokkeskov, og Steensberg mener dermed at have godtgjort bebyggelse på denne tid. Der er imidlertid ikke påvist kontinuitet så langt tilbage, idet der er et "hul" på henved 1.200 år.

Dette får dog ikke Steensberg til at opgive sin kongstanke om den lange kontinuitet. Selve tomrummet i dokumentationen forklarer han således: "Det er imidlertid klart, at selve den går, Frilandsmuseet erhvervede, ikke har ligget på samme sted i den ældre middelalder. Men den kan være opstået ved en deling af én af byens andre gårde. Hvis Pebringe o. år 1000 e.k.t. kun bestod af to hele "bol" i skatteteknisk betydning, er de i lighed med mange andre i den tidlige middelalder blevet delt i to, og stamgården til vor gård har da ligget et andet sted i landsbyen. Det er forøvrigt sandsynligt, at nabobyen Olstrup er en dattertorp fra Pebringe, og at den er nyoprettet på en del af Pebringes tidligere mark. Da navnet Ole ligesom Hellig Olav hører hjemme i et kristent samfund, er oprettelsen af Olestorp vel en følge af en enkelt mands initiativ efter kristendommens indførelse, og den behøver ikke fra først af at have omfattet mere end en enkelt gård." Han tilføjer "Det er imidlertid ikke sikkert, at Pebringebønderne i tiden mellem den kristne tidsregnings begyndelse og Valdemartiden har boet nøjagtigt, hvor landsbyen nu ligger."

Om stednavnet bemærker Steensberg, at forleddet kommer af gammeldansk pipr- med samme rod som pible. "Det hentyder til landsbyens beliggenhed ved det sted, hvor vandet pibler frem og danner den bæk, der løber østpå til Tryggevælde å." Han nævner, at der i England forekommer et Piperinges allerede omkring år 725.

Dermed har han opstillet to mulige forklaringer: at den ældste bebyggelse skal findes andetsteds i landsbyen, og at landsbyen kan være flyttet således, som det er godtgjort fx. i Vorbasse. Det er en hypotese, ikke et bevis for landsbyens ælde. Fremtidige udgravninger i landsbyen eller dens omegn vil måske udfylde det manglende tidsrum helt eller delvist. Sker det, vil vi stå i samme situation som i Jelling: en kontinuerlig bebyggelse tilbage til keltisk jernalder men uden mulighed for at tidsfæste stednavnets oprindelse nærmere.

Fyn

Hvis man havde forventet at få et klart billede på Fyn, bliver man sørgeligt skuffet. Ganske vist har Jesper Hansen præsteret et skematisk diagram over bebyggelseskontinuitet, men det er uden lokaliseringsgengivelse. De bagved liggende data findes antagelig i hans "katalog" på siderne 229-234. Hvis man går dem efter, viser det sig, at kataloget er struktureret alfabetisk efter ejerlav, men inden for de enkelte ejerlav kan der være flere steder ved siden af hinanden, fx. 4 steder i Asperup, 11 steder i Fraugde, 15 steder i Gudme, 5 steder i Herringe og 7 steder i Hjallese. Det må rejse spørgsmålet, om der fx. er sket en omflytning af bebyggelsen inden for ejerlavet eller sammenlægninger af spredte bebyggelser. I fx. Aulby er angivet 4 steder, hvoraf de to er daterede til tidsrammen 200-600, en til tidsrammen 200-400 og en til tidsrammen 400-600. I de to sidstnævnte tilfælde er det et spørgsmål, om der reelt er tale om samme omflyttede bebyggelse. Skal oplysningerne anvendes i forbindelse med tidsfæstelse stednavne, er man henvist til for hvert ejerlav at tage udgangspunkt i de mest vidtgående dateringer uanset, om disse dateringer er for et sted eller flere steder. Men selv da viser det sig, at materialet mange steder ikke tillader at datere den seneste kontinuerlige fase i bebyggelsen. Det er simpelthen ikke muligt at få svar på, hvornår de middelalderlige byer er opstået, selv hvis man forudsætter mulige omflytninger.

Med dette in mente skal der gives en oversigt så langt, at materialet rækker. Da Jesper Hansen har sat en række dateringer i parentes, vil der bed brug af disse blive tilføjet et "måske" for at angive dette forbehold. Da formålet er at teste arkæologiens evne til at datere stednavne, er materialet ordnet efter stednavneendelser.

En række navne ender på -inge. I Bellinge er fundet 3 bebyggelser, der alle dateres til tiden mellem 0 og 600. I Boltinge er fundet een bebyggelse dateret til tiden mellem 0 og 300. I Båring er fundet en bebyggelse dateret til tiden mellem 200 og 500 samt mellem 800 og 1000. I Herringe er fundet 5 bebyggelser dateret til tiden mellem 200 og 600 samt mellem 900 og 1300. I Ryslinge er fundet en bebyggelse dateret til tiden mellem 200 og 500 samt mellem 700 og 1100. I Rønninge er fundet en bebyggelse dateret til 900 og senere. I Skrillinge er fundet 7 bebyggelser daterede til mellem 0 og 400 samt fra 600 og frem. I Søllinge er fundet en bebyggelse dateret til 900 og senere. I Vindinge er fundet en bebyggelse dateret til 1000 og frem. I Øster Hæsinge er fundet en bebyggelse dateret til 800 og senere.

Der er enkelte bebyggelser på -heim. I Gudme er fundet 15 bebyggelser daterede til tiden mellem 0 og 700 samt fra 1000 og senere. I Højme er fundet to bebyggelser daterede til tiden mellem 200 og 600. I Åsum er fundet 5 bebyggelser daterede til mellem 0 og 600 samt fra 1000 og senere.

En række navne ender på -lev. I Avnslev er fundet en bebyggelse dateret til 900 og senere. I Ferritslev er fundet en bebyggelse dateret til tiden mellem 100 og 500. I Harritslev er fundet en bebyggelse dateret til tiden mellem 100 og 500. I Hellev er fundet en bebyggelse dateret til 1000 og senere. I Marslev er fundet en bebyggelse dateret til tiden mellem 200 og 500. På Nislev Hovedgård er fundet en bebyggelse dateret til tiden mellem 0 og 200. I Særslev er fundet 2 bebyggelser daterede til tiden mellem 200 og 600 samt 1000 og senere. I Ullerslev er fundet 2 bebyggelser daterede til tiden mellem 200 og 300 samt fra 600 og senere. I Årslev er fundet en bebyggelse dateret til tiden mellem 100 og 600.

Der er enkelte bebyggelser på -løse. I Hjallese er fundet 7 bebyggelser daterede til tiden mellem 0 og 600, måske 700 samt fra 1100, måske 1000, og frem. I Lyndelse er fundet en bebyggelse dateret til tiden mellem 100 og 600. I Stenløse er fundet en bebyggelse dateret til 1000 og senere.

Der er enkelte bebyggelser på -sted. På Blangstedgård er fundet en bebyggelse dateret til tiden mellem 0 og 300. I Fjelsted er fundet en bebyggelse dateret til tiden mellem 200 og 600. I Gelsted er fundet en bebyggelse dateret til tiden mellem 0 og 200. I Ølsted er fundet en bebyggelse dateret til tiden mellem 100 og 300.

Enkelte bebyggelser ender på -bjerg. På Sellebjerg Hovedgård er fundet en bebyggelse dateret til tiden mellem 200 og 500. I Skydebjerg er landsbyen dateret til 1200 og senere.

Mange bebyggelser ender på -by. I Aulby er fundet 4 bebyggelser daterede til tiden mellem 200 og 600 samt fra 1200 og frem. I Fraugde Kærby er fundet 3 bebyggelser daterede til tiden mellem 200 og 600 samt måske 800-tallet. I Hjulby er fundet to bebyggelser daterede til tiden fra 600 og frem. I Højby er fundet 3 bebyggelser daterede til tiden mellem 0 og 500 samt til 900-tallet. I Hårby er fundet en bebyggelse dateret til tiden mellem 300 og 500. I Lumby er fundet 4 bebyggelser daterede til tiden mellem 200 og 600 samt fra 800 og frem. I Nørre Broby er fundet en bebyggelse dateret til tiden mellem 300 og 500. I Nørre Åby er fundet en bebyggelse dateret til tiden mellem 1000 og 1200. I Nyby er fundet en bebyggelse dateret til tiden mellem 700 og 1100. I Næsbyhoved-Broby er fundet en bebyggelse dateret til tiden mellem 200 og 500. I Over-Kærby er fundet 2 bebyggelser daterede til tiden mellem 900 og 1200. I Rynkeby er fundet 9 bebyggelser daterede til tiden fra 0 og senere. I Staurby er fundet 2 bebyggelser daterede til tiden mellem 700 og 1000 samt fra 1100 og frem. I Vejlby er fundet en bebyggelse dateret til tiden mellem 300 og 600. I Viby er fundet en bebyggelse dateret til tiden mellem 200 og 500.

Mange bebyggelser ender på -torp. I Allerup er fundet to bebyggelser daterede til tiden fra 900 (måske 700) og frem. I Asperup er fundet 4 bebyggelser daterede til tiden fra 0 og frem. I Gyngstrup er fundet en bebyggelse dateret til tiden fra 1100 og frem. I Killerup er fundet 4 bebyggelser daterede til tiden mellem 0 og 700. I Kværndrup er fundet 3 bebyggelser daterede til tiden mellem 0 og 500 samt 900 og 1200. I Røjerup er fundet 3 bebyggelser daterede til tiden mellem 0 og 400 samt fra 900 og frem. I Sørup er fundet 3 bebyggelser daterede til tiden fra 1000 og frem. I Torup er fundet en bebyggelse dateret til tiden mellem 200 og 600 samt fra 1000 og frem. I Trunderup er fundet to bebyggelser daterede til tiden mellem 200 og 600 samt 1200-tallet. I Tårup er fundet en bebyggelse dateret til tiden mellem 0 og 300. I Østrup er fundet en bebyggelse dateret til tiden mellem 0 og 400. I Åstrup er fundet en bebyggelse dateret til 1200-tallet, måske 1100 og frem.

Oversigten er ikke fyldestgørende, idet en række særlig navne og endelser er udeladt.

Sammenfatning

Materialet er langt fra dækkende for alle arkæologiske undersøgelser. Det står dog klart, at materialet på ingen måde udviser nogen klar tendens. Enten kan der påvises næsten uændret bebyggelse gennem hele tidsrummet fra Kristi fødsel til middelalderen, eller også er der huller, der antyder endnu ikke fundne flytninger, men det må dog stå klart, at det næppe er muligt ad arkæologisk vej at datere stednavne. Det er muligt, at mange arkæologiske fund i bebyggelser på -by og -torp på Fyn fra romersk jernalder skal forklares som småbebyggelser samlede i færre men større og først langt senere atter taget i brug igen, men dette hjælper ikke på dateringen af stednavnenes anvendelsesperiode.

Konklusionen må derfor være den, at stednavnes alder alene kan dateres på grundlag af deres sproglige kendetegn så langt, disse rækker. Derimod kan der måske vindes andre resultater ved at se på den indbyrdes fordeling af stednavnene i landskabet.

En ny model

Der kan næppe være tvivl om, at stednavnene lader sig datere til anvendelsesperioder af 2-300 års udstrækning. Der kan heller ikke være tvivl om, at den indbyrdes fordeling og beliggenhed af steder med angivne stednavne afspejler væsentlige træk i bebyggelsens udvikling, herunder dens udvidelse over tid med nye bebyggelser. Selv om man må regne med, at selv om bebyggelser gennem århundreder har flyttet rundt inden for begrænsede bosættelsesområder, ændrer dette ikke ved den overordnede fordeling og beliggenhed af bosættelser. Det er i denne sammenhæng ikke uden interesse at konstatere, at i beviselige tilfælde af omflytning, er denne som hovedregel på mindre end 1,5 km. Det betyder, at hvis man indregner en sådan grænse, vil man have markeret bosættelsens (bebyggelsens og dens driftsareal) område tilbage til dens grundlæggelse. Dog må det tilføjes, at forsvundne bebyggelser og dermed forsvundne stednavne betyder, at stednavne ikke alene kan give det fulde billede af forholdene. De arkæologiske fund bidrager i den sammenhæng til at uddybe, nuancere og supplere det billede, som stednavnene afspejler. Man tør også fastholde, at de sproglige vidnedsbyrd i stednavnene, fx. om samfundets sociale eller landskabelige forhold, afspejler tilstande på det tidspunkt, hvor stednavnene blev til. Hvis, eller når, der tilsyneladende er modsætning mellem det billede, som stednavne og arkæologi udviser, indebærer dette ikke, at der er fejl i stednavnenes vidnesbyrd, men snarere at man kan komme til en dybere forståelse, især af stednavnenes tilblivelsestid. Hvis fx. man finder spor efter en ældre bebyggelse på et sted, der angiveligt skulle være skov, må det betyde, at det pågældende stednavn må stamme fra en tid efter, at denne bebyggelse var opgivet igen. Den opfattelse, at marknavne på "Gammelby Agre", "Bytofte" eller "Gammeltofte" rummer erindringen om en forsvunden bebyggelse, har gentagne gange vist sig at være holdbar, men navnet siger i sig selv intet hverken om tidspunktet for eller omfanget af denne bebyggelse.

H.V. Clausens hypotese om den forhistoriske bebyggelses stednavne er selv hundrede år efter sin fremsættelse den eneste samlede teori herom og med den fordel, at den omfatter hele det ældste stednavnelag. Det står fast, at den på afgørende punkter ikke er blevet modsagt men snarere er blevet bekræftet. Den må derfor stadig være udgangspunktet for en tolkning af sammenhængen mellem stednavne og bebyggelseshistorie.

I keltisk jernalder og ældre romersk jernalder var landsbyerne små og spredte. Driften foregik på keltiske agre (digevoldingsagre). Ved overgangen mellem ældre og yngre romersk jernalder blev den gamle driftsform opgivet og landsbyerne samlede i færre men større enheder, der i det store og hele varede til 6. århundrede, måske indskrænket ved udvandring til England i midten af 5. århundrede for Jyllands vedkommende. Det er muligt, at de ældste stednavne (-inge, -heim) går tilbage til denne tid. Denne driftsomlægning fra keltiske agre til en formodet indmark-udmark driftsmåde falder sammen med en samling af flere mindre bebyggelser til færre, større, samlede landsbyer omgivne af større overdrev og måske skov. Denne ændrede form for bebyggelse kan have motiveret til at skelne mellem adskilte befolkningsgrupper bosatte under samme vilkår, hvilket afspejles i stednavne på -inge eller -heim. Som et, muligvis lidt ekstremt, eksempel på de daværende forhold kan nævnes Gudme: navnet er afledt af -heim. Fraset en enkelt på -inge, Svindinge, der er afledt af svidning, det vil sige "det afsvedne område" og som ligger 7-8 km fra dette hovedsæde, findes der ingen sikre ældre bebyggelser i nærheden. Til gengæld findes de senere bebyggelser Oure, der betyder "overdrev, uopdyrket areal", Brudager, Hesselager og Vormark, der både kan betegne dyrkede arealer men også "græsgang" eller "overdrev". Det tyder på, at Gudme-bebyggelsen lå omgivet af store overdrevsarealer og skov. Det er således ikke tilfældigt, at der udpræget er tale om indbyggernavne. Men denne nye navngivningspraksis kunne netop tænkes afledt af de ændrede bebyggelsesforhold, der atter var afledte af en ændret driftsmåde. På samme måde betegner -heim en bestemt folkegruppes hjem eller "hjemsted", således skrives Bøhmen hos klassiske forfattere Boiohæmum, hvilket kan oversættes "Boiernes Bygd". Hvis dette er rigtigt, må stednavnene på -inge og -heim afspejle bebyggelsesforholdene fra 2. til 5. århundrede, efter sammenflytningen i forbindelse med opgivelsen af de keltiske agre. En sådan tidsfæstelse ville sandsynliggøre, at nogle af disse bebyggelser senere forsvandt i de egne, hvorfra udvandring til England fandt sted omkring 450. Det forhold, at tilsvarende stednavne i England ofte er sammensatte med personnavne som forled kan måske afspejle en ændret holdning: i det nye land var muligheden for at fremhæve enkeltpersoners rolle bedre end de havde været hjemme.

Til støtte for denne fortolkning af stednavne og arkæologi kunne tale, at steder som Båring, Heringe og Ryslinge på Fyn ifølge Jesper Hansens undersøgelser alle kan opvise bebyggelser, der begynder omkring år 200, mens Bellige kan være en uafbrudt bebyggelse også efter bebyggelsens koncentration, idet den har en kontinutitet, der strækker sig tilbage til Kristi fødsel. Højme, Gudme og Åsum udviser tilsvarende træk for -heim-bebyggelsernes vedkommende. Men hvad så med bebyggelser med endelsen -lev, der også udviser en meget stærk sammenhæng med fund fra yngre romersk jernalder, stammer de også fra denne tid? Nej, i dette tilfælde tør man formode, at billedet snyder: der er efter alt at dømme her tale om bebyggelser på -inge eller -heim, som senere har fået navneforandring til -lev. Deres udtalte beliggenhed på de mest frugtbare jorder som påvist af Bent Sørensen og deres centalitet i forhold til stednavne på -inge som iagttaget af Clausen tyder på, at deres fordeling reelt afspejler en erobrende gruppe på samme måde, som -heim gør det i Elsass, det sydlige Baden og Württemberg som iagttaget af Schütte.

I 6. århundrede skete et markant skifte i bebyggelsens beliggenhed (og det er fortsat langt fra fyldestgørende klarlagt). Det er muligt, at de ældste navne fulgte med, hvis/når landsbyerne flyttede. Samtidig optræder imidlertid en række nye bebyggelser (-lev), der efter stednavnenes forled at dømme synes at hvile på stormænds særeje, måske en kongelig hird. Nogle af forleddene i lev-navnene er personnavne, der ligner navne i de ældste runeindskrifter. Stednavnet Herlev, der kendes fra 7 steder, menes afledt af ordet harjaR, der betyder "kriger" eller "hær", mens stednavnet Særslev, der kendes fra 6 steder, menes afledt af ordet saiwiharjaR, der betyder "søkriger". Disse stednavne kan ses som en bekræftelse af sammenhængen mellem en overklasse af krigere og deres residenser. Denne udvikling synes at falde sammen med opkomsten af stormandsgårde. Udviklingen falder også sammen med en klar manifestation af den nordiske mytologi fx. på brakteater og i stednavne som Gudme (dvs. "gudernes hjem") og Tissø (guden Tyrs sø). Det er muligt, at denne udvikling skyldes ekspansion af en centralmagt ved egentlig erobring, men der kan også være tale om frivillig tilslutning fra stedlige stormænd, der nu blev det nye centralstyres tillidsmænd og som måske både udøvede en verdslig og en religiøs funktion. Formentlig på denne tid udvikledes den bygdestruktur, som senere skulle danne grundlag for syssel- og herredsinddelingen. Den udbygges med nye bebyggelser.

Også løse-byerne må gå tilbage til 500-tallet. De er ikke sekundære, selv om de åbenbart ligger i tidligere skovområder. Det er sikkert rigtigt at se dem i forbindelse med en omfattende kvægdrift, hvilket endelsen tyder på. "Endelsen -løse menes at være i slægt med ordet lys og må have betydet 'lysning, åben plads, slette eller eng'. Også i løse-navnene er forleddene naturbetegnende ord. Deres fordeling "skyldes måske at -løse oprindeligt betegnede lysninger eller grænsnings-arealer i skovområder og derfor ikke forekom i de tæt bebyggede landskaber." At anse dem for oprindelige kvæggårde, der siden voksede til egentlige landsbyer synes åbenbart urimeligt. Der imod taler både deres oprindelige størrelse og deres senere betydning som kirkebyer. Mere rimeligt forekommer det at sætte dem i forbindelse med en driftsomlægning (eller som nyanlæg) med vægt på kvægavl, måske i forlængelse af Fimbulvinteren i 536 med dens svigtende kornavl gennem flere år. Denne omlægning må have krævet særdeles omfattende græsningsarealer, der først langt senere blev inddraget til bebyggelse. En sådan omlægning kan være påbegyndt i egnene omkring og især nord for Åmosen og herfra have bredt sig i næsten regelmæssige kæder ud over Sjælland, tværs ned over Fyn og måske også på småøerne. Fraværet af konkurrerende ældre stednavne i typens kerneområde må betyde, at der enten var tale om nyanlæg i hidtidige skovområder eller om en omdøbning af ældre bebyggelser, måske for at betone den ændrede driftsform. Denne fortolkning af typens oprindelse ændrer sig ikke, hvis man med Lindroth med henvisning til gotisk laus tolker løse som "tom" i betydningen "ett stycke land som icke är uppodlat, icke bär säd" eller som "helt obevuxen, bar, kal".

Stednavne på -sted kan afspejle en ny, lidt senere ekspansion på gammel overdrevsjord eller i skovområder, men næppe alle steder. De forholdsvis mange stednavne på -sted med et personnavn som forled i Sønderjylland menes at hidrøre fra vikingetid, og disse anses som de yngste af denne type.

I vikingetid indtræder en ny ekspansion i bebyggelsen (-by, -toft, -tved). Mange af disse nye bebyggelser skyldes kolonister, hvilket tydeligt afspejler sig i personnavne som forled. Nogle af disse nybebyggelser lå på gamle fællesskabsjorder (-torp), andre blev lagt uden for driftsfællesskabernes område (-bøl). Denne ekspansive rørelse fortsatte uden afbrydelse ind i middelalderen i form af rydninger (-rød) og løskøb (-køb). Meget tyder på, at der midt under denne bebyggelsesudvidelse tillige skete omlægninger af driften, som indebar, at nogle (men ikke alle) eksisterende landsbyer blev omflyttede af hensyn til driftsomlægningen, andre ikke. Mens den germanske jernalders bebyggelsesudvidelse endnu havde kunnet ske ret ubegrænset, var bebyggelsen nu blevet så tæt de fleste steder, at tilpasningerne måtte ske inden for meget snævre rammer.

Fra begyndelsen af middelalderen tegner bebyggelsesudviklingen sig tydeligere, især efter at sognene blev oprettede: i det meste af især det østlige Danmark ligger en enkelt by som den med mest jord i ejerlavet, som kirkeby og typisk med et stednavn, der hidrører fra vikingetid eller tidligere, mens øvrige landsbyer ligger omkring denne og i sognets randområder, typisk med et mindre jordtilliggende og typisk med navne, der vidner om udflytning (-torp) eller rydning af skov (-rød, -tved m.fl.), dog findes der også eksempler på, at oprindelige -torper har kunnet fungere som adelbyer. I flere tilfælde giver ejerlavenes grænser direkte indtryk af, at udflytterbebyggelsens jord er "skåret" ud af adelbyens oprindelige område. Der er dog enkelte undtagelser, således i det østlige Nordsjælland, hvor der ved middelalderes begyndelse synes at have henligget store skovområder; her tegner bebyggelsesfremvæksten sig i form af stednavne på -torp, -rød, -holt og -køb, men uden at der tegner sig et entydigt billede af hvilke landsbyer, der var adelbyer. Den middelalderlige krise bragte et midlertidigt ophør og endda tilbageslag, men i senmiddelalderen indtraf et nyt bebyggelsesfremstød, nu typisk i form af enestegårde i skovområder eller som små udflytterbebyggelser i kystområder og med dertil svarende stednavne.

Litteratur

• Erling Albrechtsen: "Den ældre jernalders bebyggelse på Fyn" (Kuml 1970; København 1971; s. 123-144)
• Sofie Laurine Albris: "Stednavne og jernalderens rige storgårde" (Nationalmuseets Arbejdsmark; 2017; s. 146-159)
• Harald Andersen: "De glemte borge" (Skalk 1992 nr 1; s. 19-30)
• Aksel E. Christensen: Vikingetidens Danmark paa oldhistorisk baggrund, København 1969 (2. udgave, 1977)
• Vibeke Christensen, John Kousgård Sørensen: Stednavneforskning 1 Afgrænsning, Terminologi, Metode, Datering; København 1972; ISBN 87-505-0213-1
• Folmer Christiansen: "Jelling. Bebyggelse fra jernalder og vikingetid" (Kuml 1999, s. 181-226)
• H.V. Clausen: "Efterskrift" (Fortid og Nutid; Bind I; 1914-16; s. 123-125)
• H.V. Clausen: "Studier over Danmarks Oldtidsbebyggelse" (Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie, III. Række 6. Bind; Kjøbenhavn 1916)
• Vibeke Dalberg, John Kousgård Sørensen: Stednavneforskning 2 Udnyttelsesmuligheder; København 1979; ISBN 87-500-1891-4
• Kristian Hald: Vore Stednavne; København 1950
• Jesper Hansen: Landsbydannelse og bebyggelsesstruktur i det 1. årtusinde - et bebyggelseshistorisk regionalstudie; Ph.d.-afhandling 2015
• Jesper Hansen: "Fynske landsbyer fra Arilds tid" (i: Torben Grøngaard Jeppesen 40 år ved Odense bys museer; Odense 2017; s. 168-179)
• Jesper Hansen: "Adelby og torp" (i: Odense Bys Museer 2019; s. 147-161)
• Viggo Hansen: "Træk af Vendsyssels ældre bebyggelsesgeografi" (Geografisk Tidsskrift, bind 49; 1948)
• Viggo Hansen: "Landskab og bebyggelse i Vendsyssel" (Kulturgeografiske Skrifter, bind 7; 1964)
• Viggo Hansen: "Den forhistoriske bebyggelse" (i: Danmarks Natur, Bind 9: Det Bebyggede Land; Politikens Forlag 1970; ISBN 87-567-1269-3; s. 9-11)
• Lotte Hedeager: "Settlement Continuity in the Villages of Stevns, South-Eastern Zealand - an Archaeological Investigation" (Journal of Danish Archaeology, vol 1; 1982; s. 127-131)
• Lotte Hedeager: "Danernes land. Fra ca. år 200 f.Kr.-ca. 700 e.Kr." (i: Olaf Olsen (red.): Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie, Bind 2; København 1988; ISBN 87-89068-03-3)
• Lotte Hedeager: afsnittet om jernalderen (i: Claus Bjørn (red.): Det danske landbrugs historie I: Oldtid og middelalder; Lotte Hedeager og Kristian Kristiansen: "Oldtid o. 4000 f.kr.-1000 e.kr."; Landbohistorisk Selskab, Odense 1988; ISBN 87-7526-073-5; s. 109-202)
• Annette Hoff og Jens Jeppesen: "Thorbjørns torp" (Skalk 1982 nr 1; s. 9-13)
• Torben Grøngaard Jeppesen: "Landsbyens alder" (Skalk 1980 nr 2; s. 10-15)
• Torben Grøngaard Jeppesen: "Ploven og vikingerne" (Skalk 1981 nr 6; s. 4-9)
• Torben Grøngaard Jeppesen: "Middelalderlandsbyens opståen. Kontinuitet og brud i den fynske agrarbebyggelse mellem yngre jernalder og tidlig middelalder" (Fynske Studier XI, Odense 1981; ISBN 87-87162-11-3)
• Jakob Jakobsen: "Stednavne og Personnavne i Normandiet med særligt Hensyn til den nordiske Bosættelse" (Danske Studier; 1911; s. 59-84)
• John Kousgård Sørensen: "Danske bebyggelsesnavne på -sted" (Navnestudier udgivet af Stednavneudvalget Nr. 1; København 1958)
• John Kousgård Sørensen: "Stednavnene og bebyggelserne, ældre?, samtidige?, yngre?" (Fortid og Nutid; Bind XXIX; 1981-82; s. 91-96)
• Marius Kristensen: "Nordisk Stednavnegranskning" (Danske Studier; 1905; s. 177-198)
• Marius Kristensen og Axel Olrik: "Stednavnesagen" (Danske Studier; 1911; s. 15-27)
• Marius Kristensen: "Vore stednavne, deres forvanskning i tidernes løb og bidrag til den rette forståelse af dem" (Fortid og Nutid; Bind I; 1914-16; s. 109-122)
• Henrik Larsen: "Sjællands Landsbyer og Landsbynavne" (Fortid og Nutid, bind 4, 1923; s. 89-146)
• Charlotta Lindblom og Katrine Balsgaard Juul: "Jelling før Gorm" (Skalk 2018 nr. 3; s. 9-15)
• Hjalmar Lindroth: "Studier över ortnamnen på -lösa" (Fornvännen 1915; s. 1-52)
• Emil Madsen: "Sjælandske Stednavne undersögte med Hensyn til Betydning og Oprindelse" (Annaler for Nordisk Oldkyndighed og Historie, Kjöbenhavn 1863; s. 179-363)
• Emil Madsen: "Udsigt over den geografiske Udbredelse af nogle i Danmark forekommende Stednavnsklasser" (Geografisk Tidsskrift, Bind 15; 1899; s. 153-177)
• Emil Madsen: "Udsigt over den geografiske Udbredelse af nogle i Danmark forekommende Stednavnsklasser" (Geografisk Tidsskrift, Bind 16; 1901; s. 3-18)
• Hans Jørgen Madsen, Jens Jeppesen: "Et slot ved navn Trælborg" (Skalk 1993 nr 1; s. 9-12)
• Helge Nielsen: "En undersøgelse af jernalderfundenes udbredelse i Præstø Amt" ("Kontinuitet og bebyggelse. Beretning fra et symposium d. 12.-14. maj 1977 afholdt af Odense universitet", Skrifter fra institut for historie og samfundsvidenskab nr. 22; Odense 1977; s. 49-53)
• Helge Nielsen: "Jernalderfund og stednavnetyper, en sammenligning af fynske og sjællandske forhold" ("Landsbyens opståen. Indledende studier over middelalderlandsbyernes pladskontinuitet", Skrifter fra historisk institut, Odense Universitet, nr. 24; Odense 1979; s. 87-97)
• Erland Porsmose: "De fynske landsbyers historie – i dyrkningsfællesskabets tid" (Odense University Studies in History and Social Sciences Vol. 109; Odense Universitetsforlag 1987; ISBN 87-7492-650-0)
• Erland Porsmose: "Middelalder O. 1000-1536" (i: Claus Bjørn (red.): Det danske landbrugs historie I, Oldtid og middelalder; Odense 1988; ISBN 87-7526-073-5; s. 205-416)
• Gudmund Schütte: "Frankisk Kolonisation paa allemanisk Grund" (Geografisk Tidsskrift; 1918; s. 191-208)
• Gudmund Schütte: "Ingtypens Udvikling i geografiske Navne og Slægtsnavne" (Fortid og Nutid; bind 5; København 1924-1925; s. 103-136)
• Gudmund Schütte: "Geaterspørgsmaalet" (Danske Studier; 1930; s. 70-81)
• Axel Steensberg: Pebringegården. Folk og dagværk fra oldtid til nutid; Højbjerg 1986; ISBN 87-85160-90-3
• Bent Søndergaard: "Indledende studier over den nordiske stednavnetype lev (löv)" (Navnestudier udgivet af Institut for Navneforskning Nr. 10; Akademisk Forlag, København 1972)
• Henrik Ussing: "Stednavne i Erritsø Sogn" (Danske Studier; 1905; s. 157-168)
• Henrik Ussing: "Om Bebyggelserne og Stednavnene paa Thorp" (Danske Studier; 1917; s. 83-93)
• Lis Weise: "Danske indbyggernavne på -inge" (Navnestudier udgivet af Institut for Navneforskning Nr. 22; Akademisk Forlag, København 1983; ISBN 87-500-2498-1)
• Svend Aakjær: "Løser og Løkker" (Danske Studier; 1922; s. 10-39)