SpejderLeksikon/Orientering

Skal man finde vej i ukendt terræn eller finde bestemte steder, så er kort og kompas vigtige hjælpemidler (GPS er dog kommet med). Men for at bruge kort og kompas er det nødvendigt at sætte sig ind i, hvordan de bruges.

Skal man læse og forstå kortet, er man nødt til at kende kortes opbygning og de symboler(signaturer) der er brugt i kortet, så som højdekurver og målestoksforhold.

Kun ved træning, f.eks. ved orienteringsløb, kan man blive god til at hente de mange oplysninger ud af kortet og omsætte dem til virkeligheden. Man bliver også bedre til at benytte naturens eget kompas: Solen stilling på himlen, træernes hældning, mos og lav på træerne o.s.v.

Kortet

Kort er en geografisk gengivelse af et landområde. De fleste kort er målfaste i et angivet målestoksforhold, f.eks. 1:100.000 som angiver at 1 cm på kortet modsvarer 100.000 cm (=1 km) i virkeligheden. Et sådant kort kaldes også et 1-centimeters kort, ligesom 1:25.000-kort kaldes 4-centimeters kort, da 1 km er 4 cm på kortet.

Kort laves til forskellige formål:

Til orienteringsløb i skove er 1:10.000 og 1:15.000 bedst. Her er bl.a. veje, sten, grøfter, højdekurver og beplantningstætheder vist med forskellige kortsignaturer.
Målebordsblade fås i 1:25.000 og opefter.
Automobilkort er gerne omkring 1:100.000 / 1:200.000 og med rutenumre angivet.
Søkort
Atlasser

Et uundgåeligt problem ved fremstilling af kort er, at Jorden er omtrent rund, mens kortet som regel skal være fladt. Dette problem har ført til udarbejdelsen af adskillige projektioner.

En projektion kan være fladetro eller vinkeltro, men ikke begge dele.

Målestok

Kortet er en tegning af terrænet set fra oven, og for at gøre det håndterligt er det en formindsket udgave af virkeligheden.

Målestoksforholdet angiver hvor meget kortet er mindre end virkeligheden, hvis målestoksforholdet f.eks. er 1:25.000 så vil én cm på kortet svare til 25.000 cm (250 meter) i virkeligheden, det kaldes også for et 4 cm kort fordi 4 cm svarer til 1 km.

Tilsvarende findes også 1 cm(1:100.000), også kaldet generalstabskort, og 2 cm(1:50.000). Et kort med et stort målestoksforhold (f.eks 1:20.000) har flere detaljer en et kort med lille (f.eks 1:100.000).

Målestokstabel
Målestoksforhold	På kortet	I virkeligheden	Typisk anvendelse
10 cm kort, 1:10.000	1 cm	10.000 cm = 100 m	Orienteringskort
1:15.000	1 cm	15.000 cm = 150 m	Orienteringskort
5 cm kort, 1:20.000	1 cm	20.000 cm = 200 m
4 cm kort, 1:25.000	1 cm	25.000 cm = 250 m
2 cm kort, 1:50.000	1 cm	50.000 cm = 500 m
1 cm kort, 1:100.000	1 cm	100.000 cm = 1000 m = 1 km
1:200.000	1 cm	200.000 cm = 2 km	Færdselskort
1:500.000	1 cm	500.000 cm = 5 km	Færdselskort
1:1.000.000	1 cm	1000.000 cm = 10 km	Færdselskort
over 1:1000.000	1 cm	1000.000 cm = 10 km	Atlas

Højdekurver

Højdekurverne er linier, der passerer punkter på kortet der ligger lige højt over havets overflade. Følger man en linie rundt på kortet følger man altså steder på kortet der alle ligger lige højt over havets overlade.

Højdenover havets overflade kaldes for "Koten" og forskellen mellem højdekurverne kalder man for "Ækvadistancen". Jo mindre ækvadistancen er, jo mere detaljeret bliver kortet.

Ligger højderkurverne tæt på kortet er stigningen stejl, ligger de længere fra hinanden er stigningen mindre stejl.

Korttyper

Signaturer

Mest brugte Signaturer
Virkeligheden	Benævnelse	4-cm kort	Andre
	Bygninger
	Veje
	Stier
	Jernbaner
	Mure og hegn
	Søer
	Moser og enge
	Broer
	Grøfter og å
	Løvskov
	Nåleskov
	Diger
	Møller
	Kirker og kirkegårde
	Tårne
	Landskabsformer

Korttegning

Nivelering

Måling

Man har tit brug for at kunne bedømme en afstand til noget, højden på en genstand eller bredden af f.eks. en å.

Her en række forskellige metoder man kan tage i brug.

Højdemåling

Breddemåling

Afstandsmåling

Kompasset

Et magnetkompas er et instrument ved hvis hjælp man kan bruge Jordens magnetfelt til at navigere efter: Det består af en magnet der er hængt op så den kan dreje uhindret rundt i det vandrette plan. På grund af magnetfeltet omkring Jorden vil magneten orientere sig med sin nord- og sydpol pegende mod Jordens magnetiske poler.

Kompasrosen

Historisk

Kineserne menes at være de første der opdagede at magnetiske objekter har en evne til at vise absolutte retninger, og skabte de første kompasser, som de kaldte for "syd-visere". Dog blev disse kompasser primært brug til spådomskunst frem for til navigationsformål.

Kompassets fejl: Misvisning og deviation

Misvisning skyldes, at jordens magnetiske nordpol ikke er sammenfaldende med jordens geografiske nordpol. Den magnetiske nordpol er beliggende i det nordvestligelige Canada og flytter sig langsomt nærmere nordpolen. Misvisningen er også afhængig af lokale magnetiske forhold som jernholdige bjergarter.

Deviation skyldes at kompasset søger at pege imod de magnetiske poler, men da det er svært at holde instrumentets miljø fri for "uvedkommende" magnetfelter (fra f.eks. jernobjekter eller strømførende ledninger i nærheden): Disse fejlkilder vil skabe en vis forskel mellem den retning kompasset "siger" skal være f.eks. nord, og den reelle retning mod den magnetiske nordpol. Fejlvisninger af denne art omtales som deviation.

De magnetiske poler ligger temmelig langt fra de tilsvarende geografiske poler, og de to magnetiske poler ligger ikke på linie med Jordens centrum. Dette gør, at i visse egne på Jorden er der endog store forskelle på retningen til hhv. den geografiske nordpol (også kaldet "sand nord"), og retningen til den magnetiske nordpol. Denne afvigelse kaldes for deklination, og den forandres med tiden fordi de magnetiske poler flytter sig.

På et land- eller søkort kan man indtegne såkaldte isogoner, kurver der forbinder punkter med samme deklination.

Gør-det-selv-kompas

Det simpleste kompas er en kop vand med et lille blad. På bladet lægger man en nål, som man har gnedet med en magnet i retning af spidsen. Når man lægger nålen på bladet så drejer den langsomt med spidsen imod nord.

Solkompas

Vikingerne anvendte et såkaldt solkompas. Det bestod af en retningsinddelt skive, en skyggepind og en kurve, der viste skyggens gang på forskellige breddegrader. Kurven var afsat på skiven ved at tegne skyggens vandring over året på land. Når man holdt solkompasset vandret og drejede det til skyggepinden ramte skyggekurven, kunne man aflæse verdenshjørnernes retning på den retningsinddelte skive. Ved hjælp af bl.a. solkompasset kunne man hjemmevant navigere mellem Norden, Færøerne, Island og Grønland.

Fluxgatekompas

Fluxgatekompasset består af en massiv elektronisk sensor, som måler jordens magnetiske felt direkte. Traditionelle kompasproblemer som svingning og træghed er elimineret. Føleelementetet er frit for magneter, roterende kompasroser og ædelstenslejer. Fluxgatekompasset er populært i mindre skibe, men kræver en pålidelig strømforsyning. Uden elektrisk strøm intet kompas.

Gyrokompas

I gyrokompasset udnytter man gyroens egenskaber, aksestivhed og præcision sammen med jordens rotation og tyngdekraft. En gyro er et roterende omdrejningslegeme. Ophænges gyroen kardansk, så det kan svinge i alle retninger, og forsynes det med et lod, der får det til at søge at holde aksen vandret vil det på grund af jordens rotation indstille sin med aksen nord-syd. Gyrokompasset er afhængigt af elektrisk strøm til motoren der driver gyroen og til følgesystemet. Når gyroen startes, går der nogle timer, den såkaldte indsvingningsperiode, føre aksen er i nord-syd retning. Gyroen er også påvirket af den såkaldte breddefejl, en lille fejl, der er nul ved ækvator og stiger med højere bredde. På nordpolen vil gyrokompasset ikke virke. Endvidere har gyrokompasset en lille fartfejl, der stiger med skibets eller flyets fart og en accellerationsfejl, der får gyroen til at svinge væk fra nord-syd når skibe eller flyet foretager hurtige accellerationer.

Satellitkompas

Satellitkompasset er et instrument, der viser retninger ved hjælp af signaler sendt fra satellitter i GPS navigationssystemet. Kompasset er billigt i forhold til gyrokompasset og mindst lige så nøjagtigt. Kompasset kan levere kompasinformation til andre instrumenter som radar, ECDIS, pejlekompas osv. Kompasset virker kun så længe det modtager signaler fra satellitterne. Det kan derfor falde ud, når skibet f.eks. sejler under en bro eller sejler i en fjord med høje fjeldsider. Satellitsignalerne leveres gratis af USA, som imidlertid forbeholder sig ret til at ændre signalerne i en krigssituation, så signalerne ikke kan benyttes af modparten.

Orienteringsløb

Orientering er en sportsgren, hvor det gælder om at navigere gennem et ukendt terræn ved hjælp af et kort og måske et kompas. Sporten udøves i organiseret form både til fods, på ski eller på mountainbike.

Orienteringsløberen får i startøjeblikket udleveret et kort, hvor der er indtegnet en bane med et antal poster, der skal opsøges hurtigst muligt i rækkefølge. Selve posterne er markeret i terrænet med en trefløjet hvid/orange skærm som "klippes" enten med en tang eller med en elektronisk brik.

Udfordringen i orienteringssporten er at holde et højt løbetempo, men samtidigt bevare mental ro og overblik nok til at kunne aflæse kortet og undgå fejl. Det gælder om at navigere gennem ukendt terræn og samtidigt vælge den hurtigste rute mellem posterne. For at udfordre deltagerne vil banelæggeren i konkurrenceløb stile mod at lave baner med flere mulige vejvalg og variation i, hvilke tekniske færdigheder deltageren skal bruge.

Orientering var oprindeligt en militær disciplin, der blev dyrket i slutningen af det 19. århundrede. Det første civile orienteringsløb fandt sted i 1897 nær Oslo, og sporten bredte sig herefter hurtigt til Sverige og de øvrige nordiske lande. Sporten dyrkes i dag i mere end 60 lande, men står stadig stærkest i Norden samt en række europæiske lande.

Historisk baggrund

Orienteringssporten har sit udgangspunkt som en militær disciplin i 1890'erne. I Sverige blev der den 28. maj 1893 afholdt orienteringsløb som en del af Stockholmsgarnisionens årlige idrætsarrangement.

Det første civile orienteringsløb blev afholdt den 31. oktober 1897 fra Grøttum gård i Sørkedalen nær Oslo. Herefter bliver sporten gradvist mere udbredt i Norge og Sverige. Det første natorienteringsløb fandt sted i Danmark i 1915. I 1919 står svenskeren Ernst Killander for et større arrangement med 155 deltagere. Ernst Killander fortsatte med at udvikle sporten og anses i dag for at være sportens oprindelig "fader". Men allerede inden da gennemføres det første nat-orienteringsløb i Danmark.

Sporten voksede i popularitet efter 1. verdenskrig og spredte sig uden for det skandinaviske område i 1960'erne. Det Internationale Orienterings Forbund blev stiftet i 1961. I Danmark nærmest eksploderede sportens popularitet efter 1974, hvor VM blev holdt ved Silkeborg, hvor Mona Nørgaard vandt VM-titlen. Danmark er atter vært for VM i 2006.

Sporten er stadig mest populær i de skandinaviske lande, men nyder også en pæn popularitet i Schweiz, Frankring, England og en række østeuropæiske lande. Mere end 60 lande har i dag egne nationale orienteringsforbund.

Typer af orientering

Orientering var oprindeligt en sport, der blev udøvet til fods. Det er selvfølgelig muligt at lave o-løb med andre transportmidler; f.eks. i bil, til hest eller med dykkerudstyr. Tre varianter skiller sig dog ud ved, at der fast er organiseret konkurrencer og evt. mesterskaber i disciplinerne.

Skiorientering
Mountainbike-orientering (Også kaldet MTB-O).
Trail-orientering (Også kaldet Præcisions-orientering eller PRÆ-O) Deltageren bevæger sig kun på større stier, men skal i stedet angive hvor på kortet posterne er. Sporten blev oprindelig udviklet for at give bl.a. kørestolsbrugere mulighed for at deltage, men benyttes nu også som en variant til almindelig fod-orienteringsløb).

Orienteringskort

Det Internationale Orienterings Forbund (IOF) har både udstukket retningslinier for de signaturer der skal bruges til at tegne o-kort, for indtegning af baner og standarder for (sprogløse) postbeskrivelser. Det gør det muligt at deltage i o-løb overalt i verden uden at skulle vænne sig til andet end terrænet.

Orienteringskort: Det første kort specifikt beregnet til orienteringsformål blev fremstillet i Norge i 1950. Her kombinerede man for første gang et kort i skala 1:20.000, en meget præcis opmåling af terrænet, og indtegning af detaljer der normalt ikke findes på andre typer af kort.

Disse kort gjorde det muligt at placere posterne ved mindre terrængenstande (grøfteknæk, små lavninger, sten, vækstgrænser), og øgede kravene til løbernes tekniske kunnen, samtidigt med at tilfældighederne blev minimeret. Denne type af kort blev op gennem 1960'erne udbredt til andre lande, og der blev i 1961 nedsat et udvalg til at koordinere standarder for o-kort.

O-kort er i dag som regel i størrelsesforhold 1:5000, 1:10.000 eller 1:15.000. 1:5000-kort benyttes især på sprint-distancer og til begynderbaner. Ved 1:10.000 er 1 cm på kortet lig 100 meter i terrænet. Kort i denne målestok benyttes primært til mellemdistanceløb og stafetter. 1: 15.000 bruges til den lange distance.

På o-kort finder man derfor ikke blot veje og stier, men også grøfter, moser, bevoksningsgrænser, større sten, diger og enkeltbygninger. Samtidig er kortene forsynet med detaljerede højdekurver og angivelse af tæthed i vegetationen.

Denne præcision gør det muligt for den øvede orienteringsløber at foretage meget detaljerede vejvalg, hvor der kan tages hensyn til hvor kuperet og hvor fremkommeligt et givet vejvalg er.

Signaturerne der benyttes er koordineret inden for nogle farvegrupper:

Hvid: Skov
Grøn: Tættere skov (desto mørkere farve - desto tættere)
Gul: Åbne arealer (eng, dyrkede områder, plantager, klit)
Blå: Vand (søer, moser, grøfter)
Brun: Højdeangivelse (højdekurver)
Sort: Fysiske genstande (veje, diger, huse, indhegninger, sten, tårne, etc)

Baneindtegning: På kortet er startstedet altid indtegnet med en trekant, posterne er indtegnet med en cirkel og målet er indtegnet med en dobbelt-cirkel. De enkelte poster på banen er nummereret og forbundet med streger for at tydeliggøre den rækkefølge de skal opsøges i. Arealer der ekstraordinært ikke må betrædes skal være skraveret. På delstræk kan tvungne overgange, forbudte passager og forbudte ruter være markeret.

Postbeskrivelser: Ved stævner udleveres postbeskrivelser ikke i det pågældende lands sprog. I stedet benyttes signatur-lignende symboler til at vise hvilken terrængenstand posten findes ved. Her benyttes også en international standard udstukket af det Internationale Orienterings Forbund.

Tidligere blev orienteringskort tegnet i hånden i flere lag med tusch - ligesom baner blev påtrykt manuelt på hver enkelt kort. I dag benyttes oftest computerprogrammer til af udføre de samme opgaver.

Orienteringsteknik

Orientering er en sport, hvor løberne kan opøve stor teknik i at navigere hurtigt - og samtidigt minimere risikoen for at løbe forkert - eller som det hedder med en af sportens få specialudtryk: "at bomme".

Vejvalg: De fleste stræk på en bane, vil have flere vejvalgsmuligheder, hvor det er op til deltagerne at foretage det bedste valg. I den mest basale form, skal deltageren vurdere om det kan betale sig at følge en længere rute på stier eller om det kan betale sig at løbe på tværs af terrænet. Deltageren skal også vurdere, hvor svært gennemløbeligt terrænet er og hvor store stigninger der er på de enkelte strækninger. Afgørende er tillige, at løberen ikke bruger for mange sekunder på at aflæse kortet og foretage sit valg.

Grovorientering / finorientering: Et udfordrende stræk indeholder så mange elementer, at deltageren ikke kan huske alle detaljer undervejs. For at mindske tidstabet ved kortlæsning vil deltageren ofte forsøge at finde det vejvalg, der gør det muligt at komme meget tæt på posten uden at stoppe op undervejs (grovorientering). Deltageren kan f.eks. vælge at løbe på tværs af skoven og sigte på at "fange" en markant terrængenstand - f.eks. en tydelig høj, en vej, et dige, etc - tæt ved posten. Herefter kan han finorientere sig det sidste, korte stykke frem til posten.

Typiske årsager til bom: For deltagerne i orientering er det ganske svært at holde en meget præcis kurs igennem terrænet. Typisk vil deltageren nemt komme til at trække skævt ned af en skræntside, eller have svært ved at holde ret kurs gennem kuperet terræn. Deltageren vil også have tendens til at trække ud mod åbne arealer og ikke mindst trække skævt i svært gennemløbeligt eller svært overskueligt terræn. Alt dette kan banelæggeren benytte til at lave den sværest mulige bane.

Banelægning

Orientering dyrkes af både begyndere og eliteløbere, samt af børn, voksne og ældre. Derfor er der til både træningsløb og konkurrencer mange forskellige baner, der har stor variation i længde og sværhedsgrad. Banelægning er derfor en disciplin for rutinerede orienteringsløbere. Her drejer det sig om, at lave en bane, der er afstemt efter de respektive løberes fysiske formåen og tekniske evner som orienteringsløbere.

Nemme baner vil ofte have en overkommelig længde (ofte 2-5 km), og posterne vil typisk ligge ved tydelige genstande som veje/stier, diger, søer, større grøfter, etc.

Svære baner (farvekode sort) vil både være længere (ofte 4-15 km) og posterne vil typisk ligge ved terrængenstande, der er mere diffuse, f.eks. lysninger, grøfter, slugter/udløbere, små høje eller lavninger, huller, etc. Endeligt vil de svære baner indeholder langt flere udfordringer, f.eks.:

Mange vejvalg: Kernen i god banelægning er at lave stræk, hvor der er mindst 2-3 oplagte vejvalgsmuligheder. På den måde skilles de teknisk stærke løbere fra de deltagere, der blot er gode løbere.

Fokus på finorientering: Banelæggeren vil selvfølgelig også forsøge at lægge posterne i stor afstand fra meget markante terrængenstande. Dermed undgåes, at deltagerne kan grov-orientere sig helt frem til posten.

Variation i stræklængder: En god bane har typisk også stor variation imellem de enkelte delstræk. Et langt stræk, der ofte vil blive løbet i højt tempo, efterfølges af en stribe poster med kort afstand, hvor deltageren tvinges ned i tempo for at kunne læse alle detaljer på kortet. Glemmer deltageren at skifte tempo og fokus vil det ofte resultere i fejl.

Retningsændring: For deltageren kan det næsten virke naturstridigt at løbe tilbage i den retning, hvor han kom fra. En bane der ofte ændrer retning kan derfor øge sværhedsgraden. Samtidigt skal banelæggeren dog undgå, at løbere på vej væk fra posten kommer til at hjælpe løbere, der ikke har fundet den endnu.

Uanset banens sværhedsgrad sættes posterne altid ved terrængenstande som kan findes ved hjælp af god orienteringsteknik. Poster sættes dermed ikke midt i et diffust areal, ligesom man normalt undgår, at deltagerne skal mase sig igennem store mængder meget tæt skov, da det øger chance-elementet for løberne.

Vildtlommer: Med sportens udbredelse i den sidste del af 1970'erne, kom der også et større pres på dyrelivet i de relativt små danske skove. Især ved større arrangementer er det derfor blevet udbredt at indføre områder i skoven - især områder med tæt vegetation - der friholdes for løbere, så især råvildt kan gemme sig her.

Udstyr

Orientering kan dyrkes i almindeligt fritidstøj, men som i de fleste andre sportsgrene, findes der en del specialudstyr:

Kompas: Bruges til hurtigt at nord-vende kortet, så der er overensstemmelse mellem kort og terræn. Når der skal navigeres gennem terræn uden særlige kendemærker, og når der er brug for større præcision udstikkes en mere præcis kurs. Kompasser findes både som almindelig håndkompasser, tommelfingerkompas og som håndledskompas.
Orienteringssko: Her benyttes som regel lette løbesko med knopper/pigge, der giver et godt greb i en fedtet skovbund.
Løbetøj: Åndbart løbetøj der ikke bliver tungt selv om løberen bliver våd af løbe gennem tæt vegetation. Bukserne kan evt. være forstærket på forsiden og brændenælde-afvisende. Nogle løbere benytter tillige benbeskyttere for at beskytte skinnebenene mod rifter fra vegetationen i underskoven - f.eks. brombær.
Natlampe og batteriholder: Til natorienteringsløb anvendes en pandelampe med remme rundt om tindingen. Batterier bæres enten i en vest eller et bælte.
Stemplingsbrik: Ved en del konkurrencer stempler løberne ikke længere et mønster i et kontrolkort. I stedet medbringes en elektronisk stemplingsbrik, som registrerer at løberen har været ved posten.

Det er ikke tilladt at benytte elektronisk navigationsudstyr.

Konkurrence

Verdensmesterskaber

Der har været afholdt VM i almindelig (fod)orienteringsløb siden 1966. Det er først senere, at der er blevet afholdt verdensmesterskaber i de øvrige orienterings-discipliner; (Ski-orienteringsløb: 1975; Mountainbike-orienteringsløb: 2002; Præcisions-orienteringsløb: 2004).

I dagene 1.-5 august 2006 er Dansk Orienterings-Forbund vært for World Orienteering Championships (WOC 2006). Stævneby for verdensmesterskaberne er Århus. Protektor for arrangementet er HKH Kronprinsen. 41 Lande deltager i mesterskaberne og den internationale (IOF) congress.

Der afholdes VM i følgende distancer/discipliner:

Sprint - cirka tre kilometer for begge køn(løbes på 12 - 15 minutter)

Mellem - cirka 6-7 kilometer for mænd og 4,5-6 kilometer for kvinder(løbes på cirka 30 minutter for begge).

Lang, - cirka 15-18 kilometer for mænd (løbes på 90 - 100 minutter) og 9-12 kilometer for kvinder (løbes på 70-75 minutter).

Stafet - (tilbagelægges på cirka 3 x 45 minutter).

Danmarksmesterskaber

I Danmark afholdes der DM i de samme discipliner som ved VM, samt yderligere tre:

Sprint - cirka tre kilometer for begge køn(løbes på 12 - 15 minutter).
Mellem - cirka 6-7 kilometer for mænd og 4,5-6 kilometer for kvinder(løbes på cirka 30 minutter for begge).
Lang - cirka 15-18 kilometer for mænd (løbes på 90 - 100 minutter) og 9-12 kilometer for kvinder (løbes på 70-75 minutter).
Stafet - cirka 3 x 45 minutter.

og de nationale...

Ultralang, - cirka 25 kilometer for mænd og 17 kilometer for kvinder (løbes på ca. 150 minutter for mænd og 120 minutter for kvinder).
Nat
Hold
MTB-O (endnu alene et Forbundsmesterskab)

Mesterskaberne udskrives kønsopdelt - og opdelt i følgende alderskatagorier.

Herrer/damer 12 år, h/d 14, h/d 16, h/d 18, h/d 20, h/d 21, h/d 35, h/d 40, h/d 45 ~ h/d 80.

Det er dog ikke alle fem mesterskabs-distancer, som afholdes for samtlige alderskatagorier. F.eks. holdes der kun DM på den lange distance for de yngste (h/d 12).

Øvrige konkurrencer

Der er stort set hver weekend konkurrenceløb over hele landet. Heraf er en del blevet traditionstævner, som findes i løbskalenderen hvert år. Det gælder f.eks. Påskeløb (3 dages) og Midgårdsormen. Der konkurreres ved de store stævner altid i køns- og aldersinddelte klasser, mens der ved mindre konkurrencer blot er opdeling i længde og sværhedsgrader.

Derudover arrangerer de fleste klubber en-to gange om ugen træningsløb, hvor der typisk er et par baner at vælge imellem.

Er der tale om begyndere eller letøvede, skal banerne lægges så trygheden er det vigtigste. Banernes sværhedgrad udtrykkes ved en farvekode. Grøn, Hvid, Gul og Sort, hvor sort er den sværeste. På alle baner undtagen sort er det tilladt at medbringe en skygge. En skygge er en erfaren deltager der passivt følger med, og som kun griber ind, hvis der bliver begået alvorlige orienteringsmæssige fejl.

Orientering dyrkes i forskellige discipliner. Kongedisciplinen er Lang. Her er vindertiden ca. 90. minutter. Middeldistance med en vindertid på 30 minutter og Sprint med en vindertid på 12-15. minutter er de nyeste konkurrencediscipliner. Endelig findes et antal variationer, f.eks. Ultralang, stafetløb, natløb, pointløb, etapeløb mm.

Variationer

Det mest normale orienteringsløb foregår i dagslys med et detaljeret kort, der giver løberne optimale muligheder for at navigere sig frem til posterne. Der er udviklet en række varianter for at træne eller konkurrere i særlige dele af sporten. Det kan være ændrede distancer, nat-løb - eller løb hvor udøveren ikke får et optimalt kort.

Park / Sprintløb

For at gøre sporten mere tilskuervenlig har man de senere år forsøgt sig med parkløb, hvor eliteløbere gennemfører løb i byer og parker. Her er der ofte tale om kortere distancer med relativt mange poster. Det er lykkedes at skabe noget, som er både publikumsvenligt og udfordrende for deltagerne.

Natløb

Natløb gennemføres som normale løb, blot om natten. Deltagerne har lygte med, ofte i form af en pandelampe, og posterne er markeret med reflekser eller (sjældnere) lys.

Trail-orientering

Ved Trail-O eller præcisionsorientering følges en rute på veje og større stier rundt i skoven. Ved afmærkede kontrolposter standser deltageren; herfra er et antal poster synlige, og deltageren skal afgøre, hvilken af disse, der er afmærket på kortet. Disciplinen dyrkes især af personer med fysisk handicap, herunder kørestolsbrugere.

Pointløb

Hver post tildeles en pointværdi. deltagerne skal indenfor en tidsbegrænsning samle så mange point som muligt ved at besøge selvvalgte poster. Denne form anvendes kun sjældent til konkurrencer, men ofte som en træningsvariant.

Punktorientering

I denne disciplin vendes opgaven så at sige på hovedet: Deltagerne drager afsted med et kort uden indtegnede poster og følger en markeret rute gennem terrænet. Ved poster skal deltagerne markere disses placering på eget kort med en knappenål. Der tillægges straftid efter antal fejl-millimeter. Denne form anvendes oftest som en træningsvariant.

Kort-husk

Løberne gennemfører løbet uden kort; ved hver post er der et kort (eller kortudsnit), som viser placeringen af næste post. Deltagerne skal så huske nødvendige detaljer frem til næste post. Denne form anvendes oftest som en træningsvariant.

Kurveløb

Kurveløb gennemføres med specialkort, som kun indeholder højdekurver, men ellers som normale løb. Denne form anvendes oftest som en træningsvariant.

Orientering som pc-spil

I stil med mange andre computerspil er der også udviklet 3-D-computerspil, hvor man simulerer et orienteringsløb gennem et skovterræn. Her kan man enten konkurrere med sig selv på indlagte baner, eller man kan deltage i online-turneringer mod andre løbere, der er på nettet samtidigt med en selv.

Skove og baner kan være bygget over både virkelige og fiktive terræner, der via kort er omsat til 3-D-grafik. På den måde kan man f.eks. få lov til at udfordre sig selv på de baner som elite-løberne har brugt til tidligere verdensmesterskaber.

Organisation

Internationalt

Det Internationale Orienterings Forbund (IOF) blev stiftet i 1961 i Danmark. I dag har organisationen tilknyttet godt 60 nationale orienteringsforbund.

IOF har nedsat en række kommissioner, der udstikker retningslinier for de forskellige typer af orienteringsløb (til fods, på ski, præcisions-orientering og mountainbike-orientering). Herunder styrer IOF også verdensranglisten, udstikker retningslinier for afholdelse af Verdensmesterskaber og World Cup i de forskellige discipliner.

Endeligt udstikker IOF også retningslinier for f.eks. kort-signaturer for o-kort.

Orienteringsløb er anerkendt som en olympisk idrætsgren, men har endnu ikke været på det officielle program.

Nationalt

I Danmark er orienteringssporten hovedsageligt organiseret i Dansk Orienterings-Forbund, der har ca. 6.000 medlemmer. Der er ca. 90 registrerede orienteringsklubber i Danmark, der typisk har 100-200 medlemmer.

Dansk Orienterings-Forbund blev stiftet 3. december 1950. Forbundet står for afvikling af DM i fod-orienteringsløb, præcisionsorientering og mountainbike-orientering, mens DM i ski-orienteringsløb afvikles af Dansk Skiforbund.

Der arrangeres dog også en del orienteringsløb i spejderbevægelsen og militæret.

Geocaching

Geocaching er en sport, hvor man ved hjælp af en GPS-modtager finder "skatte", som er placeret over hele verden.

Turen starter foran computeren hvor man på Geocaching.com eller Geocaching.dk finder koordinaterne som man taster ind i GPS'en. Der finder man også en beskrivelse af stedet og et hint til hvor man finder "skattekisten". Skattekisten er typisk en 0,5-2 liters boks, enten en genbrugt dåse/boks fra yoghurt, is eller lign., en tupperware-boks eller en ammunitionskasse fra et millitært overskudslager.

Man medbringer nogen små ting til at bytte med, så man tager en ting og lægger en ny ting i de kasser man finder. Det kan være en hoppebold, en lup, et par nye strømper, en lille lygte, en æske tegnestifter eller lign. af værdi 5-10 kr. Man kan også være heldig at finde en geocoin eller en Travel Bug. Nogle cachere (dem som går på skattejagt) lægger også et signaturitem: En lille ting som de lægger i alle cacher (kasserne) som de finder. Det kan være en lille mariehøne, en glasdelfin, en golftee, osv. Nogle går meget op i at være den første, der finder en nyudlagt cache. I de fleste cacher er der et FFC, "first finder certificate".

Der må ikke lægges madvarer, blomster eller andre ting som kan til trække dyr eller mugne. Alkohol, fyrværkeri, cigaretter eller ting som er strafbare må heller ikke lægges.

I cachen findes også en logbog som man skriver i, og på nettet logges fundet på koordinatsiden (Geocaching.com), når man er kommet hjem igen.

Skattejægerne er en blandet flok: der er pensionister som får et mål med søndagsturen. Der er småbørnsfamilier hvor det store er at finde skatten. Der er de unge fyre, som står op midt om natten for at blive den første der finder en ny cache.

Geocachingens historie

Geocaching blev muligt da "selective availability" i GPS-systemet blev slået fra 1. maj 2000. Den første dokumenterede cacheplacering skete den 3. maj 2000, foretaget af Dave Ulmer fra Beaver Creek i Oregon. Placeringen blev offentliggjort på Usenet nyhedsgruppen news://sci.geo.satellite-nav. Den 6. maj var cachen blevet fundet to gange, og logget en gang (af Mike Teague fra Vancouver i Washington).

I dag (april 2009) findes der over 770.000 geocaches gemt i 222 lande, registrerede på forskellige hjemmesider der har geocaching som emne.

I Danmark er der pt. (April 2009) over 9.100 caches

April 2012: over 21.000 caches
December 2008: over 8.400 cahces
Maj 2008: Over 6.000 caches
Marts 2007 var der: 2.900 caches. Så det er ved at blive en populær sport.

Cachetyper

Der findes flere forskellige typer caches:

Den danske earthcache på Æbelø. I forgrunden ses en entusiastisk geocacher.

Den traditionelle: Dette er den typiske cache. Dens position er kendt inden man begynder at lede efter den.
Multi-cache: For at finde en multicache skal man finde yderligere information et eller flere andre steder inden man kan begynde at lede efter den. Et eksempel kunne være at man skal benytte opførelsesdatoen for et bestemt bygningsværk til at beregne den endelige placering.
Pussle eller WhMystery cache (også kaldet unknown cache): Her skal man løse en eller anden form for opgave før man kan finde cachen. Det kan f.eks. være en matematisk/logisk opgave eller en opgave der kræver at man tænker kreativt og utraditionelt, den kan være let eller meget svær - kun fantasien sætter grænser.
Virtuel cache: Denne cache findes ikke fysisk. Opgaven er at finde frem til et bestemt sted, og på det sted finde svaret på et spørgsmål der kun kan besvares der. Geocaches lægges normalt kun på steder der har en spændende historie, men for virtuelle caches, er kravet normalt at det er et særligt spændende sted.
Earthcache: En earthcache er en speciel type virtuel cache, der findes på et sted med unik geologisk værdi. Der findes kun få danske earthcacher. En er placeret ved en blotlagt lerformation på Æbelø, hvor kravet for at kunne logge cachen som fundet er at man uploader et billede af sig selv foran formationen.
Whereigo^TM cache: En whereigo geocache giver en udvidet geocaching oplevelse. Wherigo er et værktøjssæt til at skabe og spille GPS-aktiverede eventyr i den virkelige verden. Brug GPS-teknologi til at guide dig til fysiske lokaliteter og interagere med virtuelle objekter og figurer. Whereigo-spillet skal gennemføres vha. en GPS, der kan håndtere de såkaldte whereigo cartridges for at cachen kan logges

Eksterne henvisninger