Spring til indhold

Skriftlige kilder til Danmarks forhistorie

Tilføj links
Fra Wikibooks, den frie samling af lærebøger

Danmarks forhistorie eller oldtid kendetegnes ved, at der praktisk talt ingen skriftlige danske kilder findes til belysning af forholdene, og med Geoffrey Bibbys ord: "Disse skildringer var kaotiske, brudstykkeagtige og upålidelige. Men de gav lærde mænd i mere end halvdelen af Europa de første glimt af deres landes historie."[1] Trods megen skarpsindighed er det endnu ikke lykkes at analysere dem til bunds. Man er således overvejende henvist til de arkæologiske fund for på dansk jord at belyse datidige forhold.

Hovedgrupper

[redigér]

Der findes dog visse skriftlige kilder, som kan belyse de danske forhold i forhistorisk tid. Disse kan inddeles i følgende grupper:
- klassiske etnografiske beskrivelser
- samtidige frankiske annaler
- vita-er (levnedsbeskrivelser af missionærer)
- runeindskrifter
- sagaer
- middelalderlige krøniker.
For alle de omtalte kildegrupper gælder, at der knytter sig betydelige vanskeligheder til deres anvendelse, men med kendskab til disse vanskeligheder er det muligt at overvinde disse problemer og derved nyttiggøre dem ved en historisk fremstilling.

Kilderne og deres anvendelsesproblemer

[redigér]

For at kunne anvende de enkelte kilder på forsvarlig vis må man først gøre sig problemerne ved at anvende dem klart.

Klassiske etnografiske beskrivelser

[redigér]

Den største vanskelighed ved brugen af de klassiske etnografiske beskrivelser knytter sig til deres fortolkning. Når en forfatter fra Rom eller Hellas skulle forklare sine læsere forhold i den germanske verden, måtte det ske inden for en forståelsesramme, som disse kunne begribe. Det betød, at forfatteren måtte bruge ord og begreber, som læseren var fortrolig med.[2] Et andet, ikke mindre problem var de fordomme[3], undertiden i form af vandremotiver[4], som forfatteren bevidst eller ubevidst lod sin fremstilling præge af. Det betyder, at når sådanne beskrivelser skal anvendes i en moderne sammenhæng, må man først afdække disse problemer og afklare dem forud for en egentlig brug. Kort sagt må den moderne forskning bruge en fremmed kilde til forståelse af et andet folks faktiske forhold.[5]

Frankiske annaler

[redigér]

De frankiske annaler anses i almindelighed for troværdige. Vanskelighederne består her i at med sikkerhed identificere de omtalte personer. En anden vanskelighed består deri, at tidens danske forhold kun omtales i tilfælde, hvor dette er relevant for de frankiske herskere. Det betyder, at der er store "huller" i fremstillingen både tidsmæssigt og geografisk.

Runeindskrifter

[redigér]

Runeindskrifter kendes siden romersk jernalder. De ældste forekommer på genstande, og først i vikingetiden kendes indskrifter på sten. De ældre indskrifter på genstande består overvejende af ejernavne eller en runeformel.[6] Set fra et politisk historisk perspektiv er disse uden nogen værdi. Indskrifterne på sten er som regel mindeskrifter over døde personer. Blandt disse er der kun nogle få, som menes kendt fra andre historiske kilder, og i disse tilfælde kan indskrifter bidrage til at belyse personens liv. Men også her gælder det, at der kan være nogen usikkerhed med hensyn til at identificere personerne.[7]

Runeindskrifternes største betydning som kilder ligger i de historiske personer, som de med fuld sikkerhed omtaler. Det gælder dels svenskevældet i Hedeby, dels Jellingdynastiet. Men desuden er der navne, som i det mindste kan være identiske med personer kendt fra sagaerne.[7] De kan derfor opfattes som en bekræftelse på, at fx. Jomsvikingesagaen for så vidt angår omtalte personers eksistens afspejler en historisk virkelighed.

Sagaer

[redigér]

Fabritius og Hatt har med rette sagt, at "intet er naturligere for et folk end at samle sig om sine tusind års minder, intet naturligere for det enkelte menneske end at vide besked om sin herkomst, grundlaget for sin eksistens; derfor møder vi i folkenes historie genealogien, jævnsides med kronologien, før vi træffer på den egentlige historieskrivning. For så vidt urcellen i samfundets dannelse er den simple genealogiske gruppe: Forældre-børn, må et samfunds - et folks eller en stammes - første erindringer være af genealogisk natur eller i hvert fald personhistorisk bestemt. Historie er jo uløseligt knyttet til personerne, og genealogien optræder derfor som folkenes ældste form for historie".[8] De henviser blandt andet til "den islandske sagalitteratur, opstået på grundlag af den slægtstradition, som landnamsmændene førte med sig fra Norge, stormændenes stamrækker udsmykket og udvidet i tidens løb med fortællinger om enkelte fremtrædende medlemmer af slægten."[9]

Denne karakteristisk siger noget centralt om den ældste sagalitteratur, men det må tilføjes, at slægtshistorier næsten uundgåeligt vil indeholde elementer af fortolkning, fx. af motiver eller forfatterens forsvar for eller fordømmelse af handlinger. Ofte dækker sagaer kun få slægtsled og fremstår derfor som fragmenter af en samlet historie. En anden vanskelighed ved sagaer er at skelne mellem myte og virkelighed. De enkelte personer kan tillægges egenskaber og handlinger, som rettelig tilkommer en anden, og de kan besmykkes med eventyragtige personer.

Middelalderlige krøniker

[redigér]

Krøniker er næsten altid andenhånds kilder, idet de hviler på andre kilder, herunder mundtlige overleveringer. Dette betyder fortolkningsproblemer, problemer med kronologi, mulighed for en "dobbelt identitet" af en og samme person og andre problemer. For at trænge bag om disse må man først opsplitte krønikens fremstilling efter dens ulige kilder, dernæst se på disses oprindelse og på overensstemmelser og forskelle mellem kilderne, udskille mytiske elementer, for så at nå frem til en bedre forståelse af kildens anvendelighed til at skrive politisk personhistorie.

Forskningshistorien

[redigér]

Interessen for forhistorien har rødder helt tilbage til tidlig middelalder. På denne tid begyndte klerke som Sven Aggesen og Saxo at rekonstruere en skriftlig Danmarkshistorie på grundlag af overleverede mundtlige traditioner fra vikingetid og tidligere.[10] Endnu tidligere havde Adam af Bremen skrevet sin Historia Hammaburgensis Ecclesia (Den Hammaburgiske kirkes historie), der handler om den tidligste missionsvirksomhed i Norden og om overgangen til kristendom hos sachserne og i Danmark, og som blandt andet hviler på meddelselser fra den danske konge Sven Estridsen.[11]

Disse tidlige forsøg fik et stort kildetilskud, da værket Germania af romeren Tacitus blev fundet i et kloster i Hersfeld i Tyskland og omkring 1455 bragt til Rom som et led i italienske renæssancehumanisters søgen efter antikke manuskripter fra Nordeuropa. Værket blev første gang trykt i 1472, og dermed blev det tilgængeligt for en bredere kreds.[12]

Under renæssancen og frem til 1700-tallet opstod der en national kappestrid om en glorværdig fortid, og mere eller mindre seriøse historiske fremstillinger, blandt andet med begyndende forsøg på at beskære sagnhistorien.[10]

Det 18. århundrede er beskrevet som værende "dilettanternes, den kultiverede amatørs og gentleman-naturforskerens århundrede".[1] Oldtidsforskningen hvilede på de sparsomme skriftlige kilder, man kendte til: Bibelen, Herodot, Cæsar, Tacitus og lignende. På dette mangelfulde grundlag lykkedes det P.F. Suhm med stor skarpsindighed at rekonstruere en Danmarkshistorie, der med udgangspunkt i en fortolkning af Bibelen som en sikker historisk kilde til både verdens oprindelse og til dens ældste udvikling henlagde skabelsen til 4004 f.Kr., Syndfloden til 2501 f.Kr. og fastslog, at først der efter begyndte en vedvarende udbredelse af menneskeheden over jorden. Han mente, at de først havde nået Nord- og Mellemeuropa få århundreder før græske og romerske forfattere skildrede de stammer, som levede i disse egne. Ved at kombinere disse fremstillinger med nordiske sagn rekonstruerede han asernes erobring af Norden ved vandringer langs russiske floder til egnen omkring Riga, hvorfra en rejse over havet til Sverige og Danmark skulle være fundet sted.[13][1]

Hele denne fantasifulde konstruktion blev væltet i begyndelsen af det 19. århundrede. Den første, som totalt forkastede "de islandske ammestuefabler" og i stedet satte de hidtil ubenyttede "mange herlige diplomaer og documenter", var G.L. Baden. I sin Danmarks Riges Historie (1829-1832) lod han denne begynde med den frankiske historieskrivnings ældste omtale af danskerne fra 520-erne og indledte først en sammenhængende historieskildring med Gorm den Gamle.[14]

Mange historieskrivere var imidlertid ikke sindet helt at forkaste de gamle kilder, og dermed begyndte en "parallel" historieskrivning: på den ene side en efterhånden voksende skildring af de mange nye fund, som den fremvoksende moderne arkæologiske forskning afdækkede først med C.J. Thomsens Ledetraad til nordisk Oldkyndighed, dernæst med J.J.A. Worsaaes Danmarks Oldtid oplyst ved Oldsager og Gravhøie (1843)[14], på den anden side ved fortsat at inddrage sagaer og andre skriftlige kilder i separate skildringer af den politiske historie.[15]

Hen imod slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet vandt en moderne, radikal kildekritik frem. Fremstående historikere som Laurits Weibull og Curt Weibull forkastede nu enhver sandhedsværdi i de skriftlige kilder, især Saxo. Når man overhovedet beskæftigede sig med disse kilder, var formålet alene at bevise, at de var uanvendelige som grundlag for at skrive dansk forhistorie. Kun udenlandske kilder som de frankiske annaler fandt nåde for den strenge kildekritiks blik. Ellers pegede man på indbyrdes modsætninger, formodet lånt stof fra andre kulturer og lignende.

En anden og mere velvillig tilgang udviste arkæologer og filologer. For arkæologerne blev de antikke forfatteres skildringer jævnligt inddraget fx. når man skulle forklare våbenofringer i moser, hårmode[16] eller når man ville sætte lidt farve på tilværelsen på de folk, der havde indført og ejet genstande fra Romerriget og dermed dokumenterede kontakten mellem de to grupper. Op til omkring 2. verdenskrig anvendte filologerne megen tid på at opspalte kilderne i bestanddele og finde paralleller mellem ulige skriftlige kilder i kongerækker og andet. Forskningen blev simpelthen spaltet i to parallelle udviklinger: historikerne, som nærmest helt forkastede sagnhistorien, og filologerne, som fortsat forsøgte at trænge igennem de mange lag af myter, lånt stof og lignende. Legendarisk er sagnforskeren Niels Lukman, der i sin disputats fra 1943 Skjoldunge und Skilfinge argumenterede for, at Beowulf-kvadet først skulle være opstået i det nordiske vikingerige i Northhumberland i slutningen af det 9. århundrede, mens dets indhold skulle rumme en dobbelt omlokalisering, idet traditioner om kong Attilas og hunnernes kampe med germanske stammer først skulle være overført til dansk område som Skjoldunge-sagnene og dernæst flyttet til Danelagen, hvor de fik deres angelsaktiske udformning.[17] En konsekvens af denne tolkning var, at Lejrekongedømmet skulle være en myte. Denne tolkning fik langt senere, i 1977, tilslutning af historikeren Inge Skovgaard-Petersen.

Gudmund Schütte.

Over for denne plattenslageragtige tilgang stod filologer som Gudmund Schütte. Hans analyser var omfattende og grundige. Således lykkedes det ham at sandsynliggøre, at det Ptolomæiske kort over Nordeuropa hvilede på iagttagelser gjort af en romersk ekspedition til Danmark år 5 e.Kr.[18][19][20] Ligeledes påviste han, at Saxos forhistoriske kongerække var sat sammen af ulige traditioner med rod i Jylland og Angel, i Norge og på Sjælland. Han påviste, at der var en overensstemmelse mellem Beowulf, Widsith, Saxo og andre kilder og sluttede, at der bag de mange lag af myter og andre tillæg måtte være afspejlet en faktisk historisk kongerække.[21] Og han påpegede med rette, at "det historiske hunniske Stordrama savner enhver Genspejling i Skjoldungsagnene, og Skjoldungernes episke Stordrama savner Model i Hunnernes Historie."[22] Dermed var hele grundlaget for Lukmans hypotese undergravet.

Men efter krigen, i takt med at generationen af de gamle filologer døde og en ny generation voksede op, overtog disse de kildekritiske historikeres tilgang, og de seriøse studier af de skriftlige kilder ophørte; det blev her efter atter amatører, som måtte foretage kildeanalyserne. Når filologerne nu overhovedet beskæftigede sig med kilderne var det ud fra perspektiver om politisk misbrug af fx. nazisterne[23], eller man påviste alle de fejl, som var blevet begået i ældre tid, med andre ord: man udbyggede argumenterne for ikke at tage kilderne alvorligt.

I 1969 (2. udgave 1977) kunne historikeren Aksel E. Christensen i Vikingetidens Danmark paa oldhistorisk baggrund på det nærmeste aflive hele sagnhistorien med Lejrekrøniken, Sven Aggesen og Saxo's Gesta Danorum i spidsen.[10] Gudesagn tog han slet ikke alvorligt som værende andet en religiøse myter med "prægnante apokalyptiske visioner", og selv denne "digteriske verdensopfattelse" blev forkastet som brugbar kilde "til hverdagsmenneskets faktiske religiøse forestillingsverden, hvor frygt og uvished overfor det kommende og forestillingen om det overnaturlige bag de navngivne officielle guder skabte et vildnis af lokale gode og onde guddomsmagter, der kunde gribe ind i menneskelivet".[24] Om Lukmans udlægning siger han diplomatisk at "selv om man vil indrømme, at Lukmans bevisførelse ikke er bindende, maa Beowulf dog udgaa som historisk kilde"[25], og at "selv om digtene muligvis alluderer til nordiske traditioner om faktiske begivenheder i Danmark og Norden, er det halsløs gerning at forsøge at datere disse og uddrage historiske kendsgerninger af dem."[26]

Men kun få år efter væltede hele det kildekritiske læs: først da arkæologerne kunne påvise, at der faktisk eksisterede et kongesæde i Lejre i jernalderen[27][28][29], og dernæst da klimatologerne samt arkæologer med en til vished grænsende sandsynlighed kunne bevise, at gudesagaernes Ragnarok og Fimbulvinter afspejlede en faktisk tilstand omkring år 536.[30] Det er nu sikkert bevist, at i hvert fald dele af vikingetidens mytologi går tilbage til 500-tallet.[31] Lukmans og andres løse spekulationer og arrogante afvisninger af kildernes troværdighed, der i henseende til fantasirigdom og fordomme ikke stod tilbage for Suhm, stod afklædte i al deres ynkelighed. Som et tredie eksempel skal nævnes to vikingeskibe fundet i Salme på Saaremaa i Estland.[32] Saxo og andre sagnagtige kilder nævner flere danske vikingetogter til Estland og Kurland.[33] Hidtil har ingen dansk historiker taget disse oplysninger alvorligt. Nu tvinger de arkæologiske fund os til at revurdere den hidtidige holdning.

Tiden var kommet til en fornyet revurdering af de skriftlige overleveringers troværdighed.[34] Men hverken tidens historikere eller filologer - med en enkelt undtagelse[35] - har turdet tage opgaven op af frygt for beskyldninger om manglende seriøsitet. Atter er det arkæologer og andre, som har måttet påtage sig opgaven.[36]

De skriftlige kilder i nyt lys

[redigér]

Til trods for den omfattende forskning i de skriftlige kilder kan der næppe siges at foreligge en opdateret og dækkende analyse af nogen af disse, men som altid kan der siges noget. Til en begyndelse kan det konstateres, at disse i henseende til indhold og tidsmæssig placering kan siges at falde i tre hovedgrupper:
- klassiske etnografiske skildringer. Fælles for disse er, at de ikke indeholder egentlige slægtsmæssige og personalhistoriske oplysninger;
- skildringer fra yngre germansk jernalder, der indeholder de ældste slægtsmæssige og personalhistoriske oplysninger vedrørende dansk og nordisk område;
- senere skildringer, der indeholder slægtsmæssige og personalhistoriske oplysninger for sen germansk jernalder og vikingetid.

Klassiske etnografiske skildringer

[redigér]

En mere omfattende analyse af de klassiske etnografiske skildringer er ikke relevant i denne sammenhæng. Her skal blot konstateres, at de i større eller mindre udstrækning har oplysninger om folkegrupper i Germanien, det vil sige Nordeuropa uden for Romerrigets grænser. Taget som en helhed er der omfattende sammenfald i de nationer eller folkegrupper, som nævnes i disse kilder omend der ligeledes er mange oplysninger om folkegrupper, som kun forekommer i en enkelt af disse. Relevant i denne sammenhæng er derimod en række oplysninger hos Tacitus om germanernes oprindelse.

Tacitus: Germania

[redigér]

Niels W. Bruun og Allan A. Lund har foretaget en nøjere analyse af Tacitus' værdi som kilde til forholdene i Germanien i første århundrede e.Kr.

Klaudius Ptolemæus: Geographikè hyphégesis

[redigér]

Klaudios Ptolemeus, der levede i midten af 2. århundrede, skrev værket Geographikè hyphégesis, der blandt andet omfatter en oversigt over folkeslag på den jyske halvø, nemlig fra syd: saxonerne, i vest sigulonerne, sabalingioi, kobandoi, chaloi, fundusoi, charuder og kimbroi.[37] Skildringen er fuld af misforståelser og fejl[38], men skal rettelig være: saxonere er saksere, sabalingioi er sallingboere i Salling syssel, charuder er indbyggere i Hardsyssel, kimbroi må være kimbrere fra Himmerland.[39]

Kvad med rødder i 600-tallet

[redigér]

Til denne gruppe hører Widsith-kvadet og Beowulf-kvadet.

Widsith-kvadet

[redigér]

Widsith er et oldengelsk kvad. Widsith er et remsekvad, der består af tre afsnit: først nævnes en række folkeslag og deres fyrster, dernæst følger en rejseskildring for Europa og endelig en oversigt over gotiske helte i form af hirdmænd hos goterkongen Ermanrik. Gudmund Schütte har kaldt det "et episk-geografisk Kludetæppe, Remse ovenpaa Remse". Han konstaterer, at ser man bort fra konger hos burgunderneog langobarderne, som ikke kan tidsfæstes, og henholder sig til de personer, som med rimelig sikkerhed kan tidsfæstes, så viser det sig, at ingen af disse er yngre end 6. århundredes sene del.[40] Kvadet må altså i grundtrækkene have fundet sin form omkring dette tidspunkt.

Sammenlignes kvadet med den vestsaksiske kongestamtavle viser der sig flere overenssetemmelser.

I Widsith forekommer også personer nævnt i Beowulf-kvadet, således Heremod, der er en mytisk forgænger for Skjoldungerne, og Scealdwea, der svarer til Skjold.

Widsith lader sig også anvende til at identificere flere af de mytiske konger hos Saxo. Det tyder på en påvirkning fra kvadet til disse dele af Saxo-krøniken.

Beowulf-kvadet

[redigér]

Beowulf er et engelsk kvad, der imidlertid har et indhold, som hviler på dansk og svensk sagnhistorie.[41] Det kendes kun fra et enkelt håndskrift, som menes at stamme fra omkring år 1000, men selve indholdet er tydeligvis langt ældre.[41]

Kvadet rummer en lang række personnavne, som også kendes fra andre sagn: det indledes med kong Skjold, stamfader til Skjoldungerne. Senere følger blandt andre Hrodgar og Halga (Roar og Helge på dansk) samt Halgas søn Hrodulf (Rolf Krake på dansk). Det er navne, som alle forbindes med Lejre på Sjælland, skønt dette ikke benævnes i kvadet.[41] Disse danner rammen om selve historien i kvadet.

Kvadets hovedperson er helten Bjovulf, der i flere omgange kæmper med trolden Grendel og dens mor og til sidst får bugt med dem begge.[42] Men kvadet rummer et efterspil, hvor Geaternes konge dør under kamp, og Bjovulf bliver hans efterfølger. Han regerer i 50 år men må så tage kampen op med endnu et uhyre, en drage, som han dræber, men efterfølgende dør han selv, hans lig bliver brændt, og der opføres en høj over bålstedet.[42]

Kvadet synes at rumme både mytiske og historiske elementer, og udskillelsen af de sidstnævnte er derfor af stor betydning for en bedre forståelse af dansk historie.

I fortalen til sin udgivelse Bjovuls-Drapen i 1865 skriver N.F.S. Grundtvig blandt andet: ".. Digtets Skjold, Halvdan, Hrodgar, Helge og Hrodulv svarer aabenbar til Saxes og Islændernes Skjold, Halvdan, Ro eller Hroar, Helge og Rolv, ja, ligesom vi i Digtet finder Halvdan kaldt med Tilnavn "den høie", saaledes finder vi ogsaa i den gamle Hyndlasang Halvdan nævnet som "den høieste Skjoldung"." og: "Kong Higelak eller Hugleik i Gothland, som, efter Digtet, var Morbroder til Bjovulf og samtidig med Kong Hrodgar i Hans Alderdom, gjorde nemlig et Tog til Frisland og blev der slagen i Strid med "Franker og Friser", som stod under Merovingerne, og nu læser vi i en frankisk Krønike fra det sjette Aarhundrede, at Aar 515 kom der en dansk Kong Hugleik (Cochilaucus) til Frisland og gjorde meget Rov paa Kysten, men blev saa overfaldet og dræbt af den frankiske Meroving Theudbert. Det er da aabenbar een og samme Begivenhed.." Disse iagttagelser har siden stået som centrale for den forskningsmæssige diskussion.

Hvis iagttagelserne holder, betyder det, at digtet ved siden af dets helteeventyr også rummer faktiske historiske informationer af afgørende betydning for en rekonstruktion af Danmarks historie i det 6. århundrede.

Beda

[redigér]

Beda var en angelsaksisk benediktinermunk, som levede 672-75 i det østlige England. Han var en ihærdig forfatter og skrev blandt andet Historia ecclesiastica gentis anglorum omkring år 700. Heri indgår en beskrivelse af en angelsk kongerække i tre led: Wiglecus, Warmundus, Offa.[43] Det er af største betydning, fordi der formodes at være tale om en mundtlig tradition med rødder i Angel i Sønderjylland, som må være kommet til England i forbindelse med indvandringen af jyder, anglere og saksere omkring år 450. Hvis dette er rigtigt, må det henvise til forhold ældre end denne udvandring. Samme historie omtales i det oldengelske digt Widsith, der antages at stamme fra 600-tallet men må henvise til ældre begivenheder.[44] Offa omtales også i Beowulf-digtet.[45]

Per Ethelberg har foreslået, at traditionen skal henvise til forhold, der går tilbage til tiden før og efter Kristi fødsel[46], men der er ikke nogen rimelig grund til at føre overleveringen så langt tilbage. Den menneskelige hukommelse rækker som regel tre generationer eller omkring hundrede år tilbage, hvilket ville indebære, at traditionen sandsynligvis henviser til forhold i 300-tallet eller begyndelsen af 400-tallet.

Skildringer om slægts- og personalhistorie i vikingetiden

[redigér]

Vikingetiden adskiller sig fra germansk jernalder derved, at vi har en lang række kilder til at supplere og efterkontrollere sagaers og krønikers oplysninger. Det drejer sig dels om hjemlige runesten, dels om frankiske annaler og lignende oplysninger. Disse kilder kan anses for fuldt ud pålidelige, men de lider til gengæld af at være mangelfulde, idet omtale af danske forhold kun sker i den udstrækning, at det er relevant for annalernes forfattere.

Frankiske rigsannaler

[redigér]

Fra slutningen af 700-tallet og begyndelsen af 800-tallet giver de frankiske rigsannaler en række fragmentariske oplysninger om danske konger som følger: Sigfred (782, 798), Godfred (804, 808, 809), Hemming (811), Harald og Reginfred (813, 814, 819, 825, 827, de sidste år dog uden navns nævnelse). Disse oplysninger anses for pålidelige, omend det er usikkert, om de gælder for hele det danske område. Rydårbogen omtaler "Godrik hin Gavmilde, som også kaldes Gudfred" og som kæmpede imod kejser Karl den Store. Der må efter omstændighederne være tale om kampe i forbindelse med Karls underkuelse af sakserne i 776.

Årbøgerne fra St. Bertin

[redigér]

I midten af 800-tallet giver årbøgerne fra St. Bertin enkelte oplysninger om danske forhold, således nævnes: Horik (847, 854), Godfred, søn den landflygtige Harald Klak (852), Rurik og Godfred, begge landflygtige (855).

Årbøgerne fra Fulda

[redigér]

I midten af 800-tallet giver Fulda-årbøgerne ligeledes enkelte oplysninger om danske forhold, således Horik (852, 854, 857), Sigfred og Halfdan (873), den landflygtige Godfred (882, 885). Godfred nævnes ligeledes i årbøgerne fra St. Vaast (884), Reginos krønike (884, 885)

Vigtigst i en dansk historisk sammenhæng er oplysningen for året 857 om, at "normannen Rorik, der herskede i Dorestad, førte med billigelse af sin herre kong Lothar en flåde ind i danernes område. Og med samtykke af danerkongen Horik tog han sammen med sine kampfæller det land, som ligger mellem havet og Ejderen, i besiddelse."[47] Dette indebærer, at Sønderjylland på dette tidspunkt har været udskilt fra Danmark som et autonomt styret område. Denne tilstand var dog ophør senest i 873, da brødrene Halfdan og Sigfred regerede som samkonger og blandt andet begge mødtes med Ludvig den Tyske ved Ejderen.[48]

Ynglingatal

[redigér]

Ynglingatal er et genealogisk digt, der dateres til 900-tallet. Digtet består af en række kongelige nekrologer, hvoraf nogle har svensk og andre norsk tilknytning, mere nøjagtigt for Vestfold i Norge. Heri nævnes Önundr, Ingjald, Àleif og Halfdan. Af disse omtales en Omund hos Saxo, hvor han nævnes som fader til Sivard (måske en fejl for Sigfred), og på lignende måde i Ryd klosters årbog som Ømund, fader til Sigvard. Disse må have levet i årtierne omkring år 800. Det er muligt, at Anund eller Sigfred har været en svensk konge, som kom danerne til hjælp.

Adam af Bremens krønike

[redigér]

Adam af Bremens krønike adskiller sig fra andre kilder ved, at den ikke har Danmarks historie som sit egentlige emne. Formålet er i stedet at skildre det hamburske ærkebispedømmes historie, og det indebærer, at dansk historie som sådan har en begrænset rolle, idet den kun inddrager sådanne personer og begivenheder, som opfattes vedkommende for bispedømmets historie.

Ikke desto mindre optræder en række navngivne danske konger, skønt Adam åbenbart har haft svært ved at indplacere og forklare dem fyldestgørende. Det betyder også, at Adam er problemfyldt at anvende som kilde til dansk historie. På den anden side er Adam en vigtig kilde både for den, der ønsker at efterkontrollere overleveringen i sagaer og krøniker, og naturligvis som supplement til andre kilder. Således udvider Adam blandt andet den historiske horisont på en værdifuld måde.

Ansgars levnedsbeskrivelse

[redigér]

I 800-tallet skrev ærkebiskop Rimbert en levnedsbeskrivelse for Ansgar, der anses for Danmarks og Nordens første egentlige missionær. Skildringen begynder omkring Karl den Stores død. Den danske konge Harald Klak blev fordrevet, han søgte tilflugt hos kejser Ludvig den Fromme og lod sig døbe. Efterfølgende blev Ansgar sendt til Norden for at missionere. Om forholdene i Norden høres kun lidt. Levnedsbeskrivelsen omtaler en svensk konge, Anund, som fordrives fra Sverige og lever i landflygtighed i Danmark. Senere nævnes en kong Olaf i Sverige. Den danske konge benævnes Erik og kaldes enehersker. Hans efterfølger er Erik den Unge. Åbenbart er der tale om de konger, som i dansk historieskrivning benævnes Horik 1. og Horik 2. Det er ikke meget, men det bidrager til at forankre kronologien i krønikerne.

Skildringer i middelalderlige krøniker

[redigér]

Roskildekrøniken

[redigér]

Roskildekrøniken bygger på Adam af Bremen og er delvis ordrette udtog fra denne. Krøniken har kun medtaget kristne konger og karakteristisk nok er den første af disse den fordrevne Harald Klak. Jørgen Olrik mente, at den måtte være skrevet omkring 1140, idet Harald Kesjes søn Olaf, der blev dræbt i 1143, omtales som værende i live.

Jørgen Olrik mente også, at både Saxo og Sven Aggesen må have kendt denne krønike, dog uden at have benyttet den i noget særlig omfang, idet dog omtalen af Knud den Hellige giver henvisninger til krønikens fremstilling af hans historie ved nærmest at imødegå denne.

Lejrekrøniken

[redigér]

Lejrekrøniken er en kort krønike fra tidligste middelalder. Dens indhold er i hovedsagen en kortfattet slægtshistorie centreret om kongesædet i Lejre. Krøniken indeholder desuden er egen og hjemlig tradition om Danmarks riges opkomst, hvilket gør den særlig interessant. Den samme tradition er indkorporet i Rydårbogens Danmarkshistorie omend med mindre forandringer. Flere (men ikke alle) af de i krøniken nævnte personer findes også i andre krøniker. Dermed er det muligt at finde en kerne af en traditionel kongerække, som andre krøniker, fx. Saxo, er bygget op omkring.

Jørgen Olrik mente, at det forhold, at Lejrekrøniken kun medtager oldsagn om førkristne konger og ingen kristne konger, kunne tyde på, at den oprindeligt er blevet skrevet som en indledende del af Roskildekrøniken. Han mente tillige, at begge krøniker skulle dateres til omkring 1140.

Saxo

[redigér]

Saxo rummer en lang navnerække. Ser man nøjere til, viser det sig, at Saxos fremstilling dels øjensynligt er sat sammen af bidrag fra flere traditioner, dels øjensynligt rummer gengangere eller dobbeltgængere, om man vil, idet oplysninger om een og samme person i nogle tilfælde er blevet fordelt mellem flere, af Saxo "opfundne" personer med samme navn.

Både hos Saxo og i den islandske tradition hos Snorri Sturlason er Odin en konge af asiatisk herkomst, der senere er blevet tildelt guddommelig status. Også guden Balder optræder hos Saxo som en historisk person. Det skal man næppe lægge andet i end det, at det var den acceptable kristne omskrivning og nedgørelse af traditionel nordisk gudelære. Beskrivelsen hos Saxo omfatter dog ikke andet, end at der kunne være tale om en tradition hjembragt af danske vikinger, der slog sig ned i Gardarige, det vil sige Rusland. Man kan dog næppe udelukke, at en del af de omtalte traditioner kan være ældre og stamme fra en tid, måske i 400- eller 500-tallet eller endnu tidligere, da danske lejesoldater deltog i krigsbegivenheder i Sydøsteuropa. Arkæologiske fund fra Danmark tyder på, at der var en handelsmæssig eller anden forbindelse mellem Danmark og Sydøsteuropa allerede på denne tid.[49]

Rydårbogen

[redigér]

Rydårbogen rummer i sin indledning en lang navnerække, der for store deles vedkommende synes at være hentet fra Saxo, og som derfor har de samme problemer, som Saxo har. Det kan konstateres, at Rydårbogen utvivlsomt har hentet dele af sin kongerække fra Lejrekrøniken, dette gælder Dan, Ro, Helge og Halfdan, Rolf Krake, Hjørvard, Hake, Fridlef, Frode Fredegod, Ingjald, Oluf samt Harald Hildetand.

Rydårbogen er den eneste, som nævner Reginfred og Harald, Horik 1. (under navnet Erik) og Horik 2. (under navnet Erik Barn).

Sven Aggesen

[redigér]

Sven Aggesens navnerække er betydeligt kortere end både Saxos og Rydårbogens, hvilket ifølge ham selv skyldes, at han har forsøgt at udskille og fravælge de mytiske personer og kun medtage dem, som han anså for faktiske historiske personer. Det er for så vidt uheldigt, at han ikke har omtalt de mytiske personer, som han har kendt, men hvis han har sine oplysninger fra Saxo, er problemet naturligvis ikke helt så stort.

I sin disposition har Sven Aggesen valgt at følge den islandske tradition og lade de danske konger nedstamme fra kong Skjold, der angives at være Odins søn, frem for kong Dan, som Saxo promoverer. Odin skulle, ifølge den islandske tradition, stamme fra Asien og have underlagt sig Danmark, Sverige og Sachsen. Den danske kongeslægt kaldes derfor Skjoldunger, mens den svenske, der fik navn efter en anden søn, Yngve, blev kaldt Ynglingeslægten. Skjold havde to sønner, Frode og Halfdan. Her adskiller Sven sig fra Saxo, der kalder Skjolds søn for Gram, dennes søn for Hadding, og dennes søn igen Frode. Islændingene har en tredie tradition, ifølge hvilken Frode er søn af Leif, søn af Skjold. Og forvirringen fortsætter både med hensyn til slægtsskab og begivenheder.

Den angelske kongerække (Vermund, Uffe) omtales både hos Sven Aggesen og hos Saxo, men sigende nok placeres de uens steder i kongerækken, hvilket dels tyder på forvirring i overleveringen, dels viser deres fremmede oprindelse set i forhold til den sjællanske kongeslægt.

Hvad de øvrige sagnkonger angår siger Sven Aggesen selv, at han har sprunget mange berømte mænd over, hvilket er korrekt. Således er alene mellem Ole Bravkarl og Sivert Snogøje sprunget 14 konger nævnt hos Saxo over. Der efter er overensstemmelserne større: begge nævner Knud, Frode, Harald, Gorm den Gamle (kaldet "den Løie" af Sven) og Harald Blåtand, men Saxo nævner endnu en Gorm Engelskmand før Harald, hvilket utvivlsomt er en dubbleant for Gorm den Gamle; i islandsk tradition skal Gorm den Gamle stamme fra England, og visse kilder antyder, at han faktisk har levet der. Fra Gorm er kongerækken historisk og vel belyst.

Snorre Sturlasson

[redigér]

De islandske sagaer repræsenterer en meget sen tradition.

Sammenfatning

[redigér]

En sammenligning mellem hovedkilderne giver en samlet kongeliste på omkring 65 personer + det løse. Af disse kan enkelte udskilles: Amlet, Viglet, Vermund og Uffe hører hjemme i Angel og må skyldes en tradition, som går tilbage til tiden før udvandringen til England. De "svenske" konger i Hedeby har ikke fundet vej til sagaer og krøniker, men der er ikke nogen tvivl om, at der er tale om historiske personer, hvilket klart viser, at dansk område må have haft flere samtidige regenter.

Nogle regenter går igen både i Lejrekrøniken, hos Saxo, i Ryd klosters årbog og hos Sven Aggesen eller hos mindst tre af disse. Det drejer sig om fx. Skjold, Ro(ar), Rolf Krake, Frode Fredegod, Halfdan, Helge, Harald Hildetand og Regnar Logbrod. Der kan næppe være tvivl om, at de afspejler historiske personer.

Sagnkongerne og sagnslægterne

[redigér]

Gennemgangen af kilderne viser, at disse rummer regulære myter, som er uden historisk værdi. For de sene krøniker må det konstateres, at de lange navnelister rummer adskillige gengangere, hvilket tyder på, at personer er blevet dubblerede, fx. hvis der findes flere løse fragmenter af oplysninger om samme person. Dettee er især tydeligt hos Saxo og i Rydårbogen, hvorimod Sven Aggesen synes at have forsøgt en kildekritisk oprydning (hvilket naturligvis ikke giver nogen sikkerhed for rigtigheden af hans bestræbelser).

Med dette i erindring må det samtidig konstateres, at hvad der er overleveret i sagn, kvad og krøniker, er fragmenter af en historisk virkelighed, der sikkert omfatter flere, indbyrdes uafhængige slægtstraditioner. Målet må derfor i første omgang være at få de enkelte traditioner skilt ad og i det mindste nogenlunde tidsfæstet. Dernæst bliver det opgaven at undersøge, om det ad anden vej er muligt at rekonstruere den historiske helhed bag fragmenterne.

Skildringer fra romersk jernalder og ældre germansk jernalder

[redigér]

Mannungstamtavlen

[redigér]

Tacitus er den første og eneste kilde, som rummer en germansk tilblivelsesmyte. Det står dog uklart hvor fra han har sine oplysninger og om tilblivelsesmyten kun vedrører en enkelt gruppe eller faktisk er fælles for flere eller alle folkegrupper. Myten lyder således:
"I ældgamle hymner, deres eneste form for historisk tradition, lovsynger de guden Tvisto, som er født af jorden. Tvisto tillægger de sønnen Mannus, som folkeættens ophav og stamfader, og Mannus atter tre sønner. Efter dem kaldes stammerne nærmest Oceanet ingævonere, de i landets indre hermionere, og de øvrige istævonere. Nogle hævder - oldhistorien giver jo frit slag for gisninger - at der skal have været flere stammer af guddommelig oprindelse og tilsvarende flere slægts- og folkenavne, nemlig marsere, gambrivier, svebere og vandilier, og dét skal være de oprindelige og ægte navne; desuden skal benævnelsen Germanien være af ret ny dato og først for nylig kommet til, eftersom de første, der krydsede Rhinen og fordrev gallerne, og nu .. (Tungrit) dengang blev navngivet germanere. Det skal således være navnet på et landområde (og ikke en folkeæt), der gradvis har vundet hævd således, at de alle først blev kaldt germanere af navngiveren (af frygt), og dernæst også kaldte sig selv germanere, da navnet var blevet opfundet".[50]

Som Allan A. Lund konstaterer, er der tale om en indfødt tradition, der har skullet forklare de germanske stammers etnogoni eller tilblivelse og guddommelige herkomst. Dette indebærer, at de germanske stammer har haft eller udviklet en etnisk "vi-bevidsthed". En tilsvarende geografisk inddeling, dog i fem hovedgrupper, findes allerede hos Plinius den Ældre og rester af den kan findes i aldre kilder.[51]

Allan A. Lund påpeger imidlertid, at Tacitus rent faktisk refererer til to traditioner, hvoraf den ene angiver, at alle germanere nedstammer fra Mannus, mens den anden i stedet angiver fem store og oprindelige folkegrupper.[52]

Ser man bort fra det guddommelige element i oprindelsesmyten og fra forholdet, at der findes to uens traditioner, bliver spørgsmålet, om der reelt er tale om en slægtshistorisk overlevering. Gudmund Schütte mener, at det forholder sig netop således. Han kalder denne slægtshistorie for "Mannungstamtavlen"[53] og mener at kunne finde spor af samme tradition i en række håndskrifter fra det 9. til det 14. århundrede.[54] Han peger endvidere på Widsith, der er et angelsaksisk remsekvad.[54]

Anglerrigets dynasti

[redigér]

Hos Saxo og i andre kilder findes omtale af en række personer, der menes hjemmehørende i området Angel i Sønderjylland. Det drejer sig om Wiglecus, Warmundus og Offa[43] Warmundus er bedre kendt som Vermund og Offa er bedre kendt som Uffe hin Spage.[55] Nøjagtig hvornår disse personer har levet, vides ikke, men det må i hvert fald være i første halvdel af første årtusinde, det vil sige i romersk jernalder eller ældre germansk jernalder før, at anglerne udvandrede til England og tog traditionen om deres konger med sig.

Det er måske muligt at komme en tidsfæstelse noget nærmere. Udgangspunktet er historien om en holmgang mellem Uffe hin Spage på vegne af anglerne og en saksisk repræsentant. Det betyder, at begivenheden må være indtruffet efter, at sakserne som folk var etableret. Det kan ikke være sket før i 2. århundrede: ingen ældre kilder, heller ikke Tacitus i sit værk Germania fra år 98, nævner saksere, tværtimod nævnes sveberne med deres særlig håropsætning, der blandt andet kendes fra arkæologiske fund. Men Klaudios Ptolemeus, der levede i midten af 2. århundrede, nævner i sit værk Geographikè hyphégesis saxerne under navnet saxonere.[37] Dette er altså det tidligste tidspunkt, hvor begivenheden historisk kan være fundet sted.

Skildringer fra yngre germansk jernalder

[redigér]

Fra omkring år 500 begynder en sagnhistorie, der også navngiver enkeltpersoner og omtaler deres bedrifter. Ser man nøjere til, viser det sig, at disse overleveringer lader sig opdele efter deres hjemsted og/eller åstedet for de begivenheder og personer, som omtales.

Hygelac

[redigér]

I begyndelsen af 500-tallet fortæller den frankiske historieskriver Gregor af Tours, at en dansk konge kaldet Chochilaichus på frankerkongen Theodoriks tid, dvs. 511-533, hærgede de frisiske kyster indtil, at han blev dræbt og hans flåde besejret. Også biskoppen og poeten Venantius Fortunatus af Poitiers omtaler kampe mellem frankere og danere, blandt andet nævnes et dansk-saksisk angreb på det vestlige Frisland i midten af 6. århundrede. Disse omtaler må afspejle faktiske begivenheder, og de antyder, at der på denne tid må have eksisteret et dansk rige, som også har omfattet sydjyske områder, hvorfra de omtalte angreb må være fundet sted. N.F.S. Grundtvig mente at kunne identificere kong Hygelac i det angelsaksiske kvad Beowulf med Chochilaichus, og denne identificering har siden vundet tilslutning, omend Aksel E. Christensen har erklæret sig uenig heri af flere grunde.[56] Formodentlig er det også ham, der omtales i Rydårbogen under navnet "Hugleik" og måske hos Saxo under navnet "Huglet". Begge nævner, at han skulle have dræbt to svenske høvdinger, Hømodt og Høgrim.

Spørgsmålet er, om det er muligt at nå en dybere forståelse. H.V. Clausen mente, at Hugleik er geat og at geaterne er jyder, idet de bor mellem to have og kæmper dels mod frankerne på den ene side, dels mod sveerne på den anden. Denne beskrivelse af deres boområde "kan kun være den jydske halvø".[57] Han pegede på stednavnet Huglæstath, som kunne være afledt af navnet Hugleik.[58] Spørgsmålet er siden taget op af Gudmund Schütte, som tilslutter sig denne antagelse.[59] Han mener yderligere at kunne sandsynliggøre et forbund mellem geater og daner[60], og han peger på en række forhold i kilderne, som kunne antyde, at gøterne skulle have koloniseret senere dansk område, således, at "Den Hær, som Skjoldungen Hjarvard førte mod sin Frænde Hrolf Krake, udgjordes hovedsagelig af Gøter"[61], at Saxo omtaler den sjællandske konge Ungvin som stammende fra Gøtland[61], at stofudvalget i Widsith og Beowulf udviser store ligheder med Saxo i henseende til konger og begivenheder[62], samt at der er klar overensstemmelse i personrækkefølgen mellem Saxo og den engelske tradition om Angel-dynastiet.[63]

Endelig mener han, at også stednavnene afspejler en sådan kolonisation og peger på den på øerne udbredte endelse -løse, der "rimeligvis har sin Oprindelse fra Østergøtland, hvor den er stærkt repræsenteret".[60] Dette sidste punkt er dog tvivlsomt, dels fordi spredningen meget vel kan være foregået den modsatte vej (hvilket svenske navneforskere mener), dels fordi endelsen ikke forekommer i Jylland, hvilket man ville forvente, hvis der var tale om en kolonisering fra den skandinaviske halvø til dette område. Til gengæld er navneendelsen -heim stærkt repræsenteret netop i Jylland, og efter fordelingen at dømme kunne spredningen meget vel have fulgt to veje: fra Randers Fjord syd over langs den østjyske kyst og gennem Limfjorden mod vest og herfra syd over langs den vestjyske kyst ned til Ribe-området; en langt mindre udpræget spredningsrute kan også spores på Sjælland fra kattegatkysten i sydvestlig retning mod Storebælt til det østlige Fyn og det vestlige Lolland. Derimod er den påfaldende fraværende i Sønderjylland.[64] Det bemærkes, at denne fordeling i det store og hele svarer til det område, hvor Syddaner siges at leve i 900-tallets rejsebeskrivelser.

Skjoldunge-slægten

[redigér]
Axel Olrik.

Skjoldungeslægtens historie består af to dele: traditionen om det danske riges opkomst samt en genealogi for kongerne i Lejre.

Lejrekrøniken oplyser, at der i Uppsala var en svensk konge ved navn Ypper, som havde tre sønner: Nori, Østen og Dan. Dan blev sendt til de fire øer Sjælland, Møn, Lolland og Falster, der under et var kendt som Videslev for at regere, og efter at have gjort dette fordelagtigt og udvidet sit regeringsområde med Jylland, Fyn og Skåne, besluttede landenes indbyggere at hylde ham ved at kalde det udvidede rigsfællesskab for Danmark.[65] Krøniken opstiller følgende kongerække: Dan-Ro-Helge og Halvdan-Sigvard-Rolf Krake-Hjarvard-Hake-Fritlef-Frode den Gavmilde-Ingjald-Olav-Harald Hildetand-Hed.[66]

Det står fast, at Ypper i Lejrekrøniken senere, hos Saxo og i Rydårbogen, er "erstattet" af Humble. Ligeledes, at kongerækken hos Saxo og i Rydårbogen er udvidet betydeligt i forhold til Lejrekrøniken. "Hed" er krønikørens egen "opfindelse" for at begrunde Hedebys navn.

Axel Olrik har foretaget en nøjere analyse af Skjoldungesagnene og kommer til det resultat, "at disse Skjoldungsagn nu kendes på tre trin i deres udvikling:
1. i engelske kilder: sagn om Skjoldungættens (Halvdans, Hroard og Rolvs) kampe mod nabofolkets konger Frode og Ingjald.
2. i den nu fremdragne islandske kilde: Skjoldungættens ene gren (Halvdan, Hroar, Rolv) kæmper mod den anden gren af ætten (Frode, Ingjald).
3. i de danske kilder: de to grupper af Skjoldungkonger Halvdan-Hroar-Rolv og Frode-Ingjald hersker over hele Danmark og lever til forskellig tid.

Sagnets tre udviklingstrin synes at svare til tre tider i dansk historie: 1) Skjoldungættens kampe mod nabofolkene er smårigernes og stammernes kamp indbyrdes. 2) Så samles alleheltene i en Skjoldungslægt, ligesom riget samles og opnævnes efter Danerne; ja, vi kan sige de nærmere: Skjoldungheltenes indbyrdes kamp svarer til det 9de århundreds ødelæggende kongefejde i Danmark. 3) Endelig møder vi i den middelalderlig danske heltedigtning en samlet kongevælde, svarende til den rigsenhed, folket var ved at arbejde sig frem til."[67] Den "islandske kilde", der tales om, er Arngrim Jonssons skildring af Danmarks ældre historie fra 1597, som til dels hviler på senere forsvundne kilder[68], og som i sine sidste del fortrinsvis hviler på Knytlingasaga.[69]

Saxo nævner flere konger med navnet Frode. Om en af dem oplyses, at han kæmpede imod og fordrev hunnerne. Hvis denne oplysning henviser til en faktisk historisk begivenhed, kan det være den danske fordrivelse af herulerne, som kendes fra Jordanes' Getica. Da denne begivenhed menes at være sket i første halvdel af 500-tallet, kan Frodes levetid derved tidsfæstes.

Angantyr

[redigér]

I en helgenbeskrivelse af missionæren Willibrord, der omkring 710 besøgte dansk område, nævnes Ongendus eller Angantyr som "dansk" konge.[70] Han ses ikke omtalt i nogen dansk krønike og kan næppe have forbindelse til det sjællandske dynasti men muligvis med et sønderjysk dynasti.[71] Antagelig har han været en sydvestjysk småkonge. I frisiske krøniker fra 1600-tallet omtales en Omund eller Ongent Daner på netop dette tidspunkt, og det kunne være ham, der henvises til.

Skildringer fra vikingetiden

[redigér]

Sønderjyske konger

[redigér]

Frankiske annaler og andre udenlandske kilder, herunder Adam af Bremen, omtaler i række ellers næsten ukendte danske konger, som kun i begrænset omfang kendes fra de danske middelalderlige krøniker, fortrinsvis Ryd klosters årbog. De er kendte, fordi de har indgået aftaler med eller kæmpet mod frankiske herskere. Det drejer sig om Sigfred, Reginfred og Harald, Erik (Horik 1.) og Erik Barn (Horik 2.). Når de nærmest glimrer ved deres fravær fx. hos Sven Aggesen og Saxo, bliver det et åbent spørgsmål, om de kun har været "regionale konger", det vil sige om Danmark tidvis har været delt mellem flere kongsemner. Usikkerheden bliver ikke mindre af, at der også i begyndelsen af 900-tallet er uklarhed om danske regeringsforhold. De uklare forhold afspejles i to rejseberetninger fra omkring år 890 af Wulfstan og Othere, hvoraf fremgår, at samtiden har skelnet mellem Sillende (Sønderjylland), Gotland (Nørrejylland) og Denamearc (Danmark, bestående af Sjælland, Lolland-Falster, Skåne og Halland), mens Burgunda land (Bornholm) angives at have sin egen konge, mens Blekinge, Møre, Øland og Gotland angives at høre til sveerne. Endvidere oplyses, at i Halland og Skåne boede Norddaner, i Jylland derimod Syddaner, og Hedeby angives at ligge mellem Vendland, Sachsland og Angel og at tilhøre danerne.[72] Beskrivelsen kan tolkes således, at det meste af det middelalderlige danske rige allerede var samlet på denne tid[73], men samtidig afspejles en deling i to delområder.

Svenskevældet i Hedeby

[redigér]

Begyndelsen af 900-tallet er en forvirret tid i dansk historieskrivning. Efter indgåelsen af en traktat i 873 med Ludvig den Tyske forsvinder det danske rige fra de frankiske kilder; senere omtaler vedrører danske vikingetog i Vesteuropa. Først i 934 nævner de tyske Korvei-annaler, at den tyske konge Henrik I havde underlagt sig danerne.[74] Adam af Bremen oplyser, med Sven Estridsen som angivelig kilde, at Danmark havde en konge ved navn Helge, der efter fulgte Olav, som kom fra Sverige, og som erobrede det danske rige, efterfulgt af hans sønner Chnob og Gurd.[75] I den efterfølgende biografi for ærkebiskop Hoger (909-919) gentages dette med små afvigelser, og det tilføjes, at efter Olavs sønner "indsattes Sigerich", der kort efter blev frataget magten af Hardegon, Svens søn, som kom fra Northmannia.[76] Dette sted er uklart, men det kan være Danelagen snarere end Norge eller Normandiet.

Disse fragmentariske oplysninger bekræftes af to runesten ved Haddeby nær Hedeby, der oplyser, at Odinkars datter Asfrid rejste "kumler" for hendes og Gnupas søn, kong Sigtryg. Det bør her tilføjes, at den ene runesten anvender runetegn i svensk udformning.[76] Det må derfor anses som sikkert, at der en kortere tid har været et svenskervælde i Hedeby. Det må have bestået af Olaf, Gyrd, Gnupa og Sigtryg. Gnupa kendes også fra Sven Aggesen, Saxo samt Skjoldungesagaen.[77] Ifølge Lunds årbog skal Olaf være død i 906 og Gyrd i 916.[77] Gnupa har sandsynligvis levet i 934, og i givet fald var det ham, der led nederlag til tyskerne.[77] Det er muligt, at en skibssætning ved Hedeby er gravsted for en af disse konger.[78]

Jellingdynastiet

[redigér]

Først med Jellingdynastiet får Danmark en fast og vel dokumenteret kongerække begyndende med Gorm den Gamle, fulgt af Harald Blåtand, Sven Tveskæg, Knud den Store og Sven Estridsen, der markerer overgangen fra vikingetid til middelalder. Forholdene er vel belyste både på runesten og i de tidlige middelalderlige krøniker.

Men hvem var Gorm og hvor kom han fra? Saxo har i sin kongerække en Gorm Englænder fulgt af en Harald, der efterfølges af Gorm den Gamle, som efterfølges af Harald Blåtand. I dette tilfælde er der grund til at formode dubbleret identitet for både Gorm og Harald. Hvis dette er rigtigt har Saxos første Gorm måske give det rette svar: Gorm kom fra England. Dette svarer til den tradition, der blandt andet findes i islandske sagaer. Hos Dudo forekommer der oplysninger om en Gudrum som leder af en dansk hær i England, der i 886 slutter en traktat med den engelske kong Alfred den Store om grænsen mellem den engelsk styrede del af England og Danelagen.[79] Rollo, som fra Northmannia og blev hersker i hertugdømmet Normandiet, skal være en slægtning til ham[79], hvad der blandt andet kunne tale for, at Northmannia henviser netop til Danelagen og antså hverken Norge eller Danmark. Gudrum efterfølges af Gudfred, der angiveligt også førte navnet Cnut.[79] I en række engelske dokumenter udstedt af den engelske konge Athelstan fra 925 og frem optræder også en Gudrum, men han forsvinder i dokumenterne efter 934, hvilket svarer til det tidspunkt, hvor Gorm den Gamle dukker op i Danmark. Det er derfor muligt og sandsynligt, at denne yngre Gudrum og Gorm den Gamle er een og samme person.[79]

Hos Adam af Bremen optræder to personer med hinanden lignende navne og i hinanden lignende formuleringer: den ene er en "Hardegon, Svens søn", Der angiveligt kom fra Northmannia (dvs. England), og som frarøvede den svenske konge Sigerich tronen (vel i Hedeby). Den anden, der omtales noget senere, er en "Hardecnudth ... Vurm", der på dette tidspunkt herskede i Danmark. Hullet i teksten har været tolket på to måder: enten at der mangler ordet "søn", dvs. at Gorm er søn af Hardeknud, eller at der mangler ordene "død og", dvs. at Knud var død og Gorm herskede.[80] Den sidste udlægning er foreslået af Allan A. Lund, men forekommer ikke logisk, tværtimod virker det mere logisk, hvis der begge steder er anvendt samme formulering "XX, søn af YY". Hvis det første er rigtigt, må Knud være Gorms fader fra England, og dette kunne forklare, hvorfor Knud den Hellige i sit gavebrev til Lundekirken kalder sig selv "den fjerde af dette navn", idet Hardeknud er den tredie, Knud den Store er den Anden og Gorms fader er den første med navnet Knud.[81] Samtidig bliver det forståeligt, at Harald Blåtand har en ældre broder, Knud, som dør i ung alder: denne Knud må have navn efter sin farfar på samme måde, som Harald fik navn efter sin morfar, Thyras far. Det er nærliggende at stille spørgsmålet, om Hardeknuth og Hardegon var een og samme person under to forskellige navne, på samme måde som den yngre Gudrum i England og Gorm i Danmark er een og samme person. Dette ville ydermere svare til, at Jomsvikingesaga nævner en Knud, som avlede en søn ved navn Gorm, først kaldet Gorm den Folkesky, senere kaldet Gorm den Gamle. I sagaen er denne Knud dog søn af en jarl ved navn Arnfin.

Hvis dette er rigtigt, må forløbet altså være dette: Helge, som kan være en ætling af Horik 2., regerede i anden halvdel af 800-tallet i Danmark men blev erstattet Olaf fra Sverige, som siden efterfulgtes af sine sønner og sin sønnesøn. I 934 blev dette svenske dynasti underkuet af Henrik 1. (Henrik Fuglefænger), og netop på samme tid vendte Hardeknud og Gorm hjem til Danmark fra England. Når Gorm bosatte sig i Jelling ved sin hjemkomst, kan dette skyldes, at der var et fremmed styre i Hedeby, der ellers ville være det naturlige kongesæde. Antagelig har Hardeknud, der altså var søn af en kong Sven, først elimineret det svenske styre men er kort efter blevet efterfulgt af Gorm som samlet dansk konge. Der er åbenbart usikkerhed om hvem, der var konge i Danmark, da Henrik 1. underlagde sig Hedeby-området, Sigerich eller Gorm, idet kilderne nævner begge navne, men det forekommer mest logisk, at Henriks virke var udløst af Gorms forfølgelse af kristne. Tør vi tro Adam, var og forblev Gorm hedensk, mens hans søn Harald lod sig døbe med hustru og søn, Sven Tveskæg.[82] Det ser ud til, at danerne forud for denne dåb havde dræbt den tyske kejsers udsendinge i Hedeby tillige med den udstationerede markgreve og koloni af saksere. Kejser Otto nedkæmpede dette oprør, men han lod Harald få magten igen efter, at denne havde sværget lydighed, tilladt kristendommen indført og kirker oprettet samt ladet sig døbe.[83] Måske det netop var den tilbagegiven af magten i Hedeby, som Harald senere tænkte på, da han på Jelling-stenen erklærede at have vundet sig "hele Danmark". Det er dog et åbent spørgsmål, om den tyske kejser opgav overherredømmet helt så frivilligt: meget tyder på, at danskerne vandt både frihed og Hedeby-området tilbage efter en nyt oprør i 983, kort efter at kejser Otto 2. var død.[84]

Både svenskevældet og det tyske overherredømme i begyndelsen af 900-tallet kunne hænge sammen med, at vikingerne var virksomme i England og derfor havde efterladt styret i Danmark svækket i forhold til dets fjender.[79] En anden og nok så realistisk forklaring er svækkelse som følge af Hedeby-områdets udskillelse fra resten af Danmark. Allerede i 857 oplyser kilderne, at Rurik havde overtalt Horik 2. til at overdrage sig Sønderjylland, dvs. Hedeby-området[47], og Helge kunne være en tilsvarende senere konge over det samme område. I så fald har Danmark været delt i hvert fald i to områder (Jylland og øerne) hver med deres regent, og hvis Saxo og Ryd klosters årbogs kongerækker afspejler et faktisk dynasti i Lejre, kan denne tilstand strække sig langt tilbage i tid. Dette ville også kunne forklare den tilsyneladende modsætning mellem de konger, der optræder i sagalitteraturen, og de konger, der optræder i frankiske og andre udenlandske kilder: de tilhører hver sit dynasti i et delt dansk rige, som først under Harald Blåtand endeligt forenes til eet rige.

I sagalitteraturen er opmærksomheden fortsat rettet imod kongers og størmænds gøren og laden, fortrinsvis vikingetog og lignende begivenheder. Som eksempler herpå kan nævnes Jomsvikingesaga og Knytlingesaga samt et par mindre sagabrudstykker. Man tør antage, at disse fremstillinger er mere eller mindre farvede af fortællerens sympatier og antipartier i forhold til de omtalte personer. Men det fratager dem ikke deres rolle til belysning af fortiden.

En uundværlig kildegruppe

[redigér]

Ved begyndelsen af det 20. århundrede mente historikerne, at de skriftlige kilder savnede troværdighed og derfor også evne til at belyse fortidens samfund. Ved begyndelsen af det 21. århundrede lader denne opfattelse sig ikke længere opretholde. Det står klart, at også sagaer, krøniker og andre skriftlige kilder har deres plads ved siden af arkælogiske fund til at belyse forhistoriske forhold.

I en række tilfælde er det muligt, og endog sandsynligt, at navne, der kendes fra sagaer og krøniker, også er at finde på danske runesten, de såkaldte "historiske sten".[7] Derved bekræfter de med en til vished grænsende sandsynlighed eksistensen af disse personer. Desværre er danske runesten forholdsvis unge, fra vikingetiden, men hvis og når samme person optræder i flere, indbyrdes uafhængige, skriftlige kilder, er det sandsynligt, at der er tale om en historisk person.

Sagaerne og krønikerne består først og fremmest af beskrivelser af personer og deres gerninger, mens samfundsforhold stort set ikke er omtalte. Dermed er de vigtige kilder til jernalderens og vikingetidens slægtsforbindelser. Hvis det lykkes at rydde op i alle de misforståelser og dobbeltbenævnelser af samme personer, som sagaer og krøniker utvivlsomt rummer, er det muligt, at vi vil blive i stand til at genskabe disse slægtshistorier. Sker det, vil det være et stort fremskridt i retning af at forstå datidens samfund og sikkert også af den politiske udvikling.

Noter

[redigér]
  1. ↑ 1,0 1,1 1,2 Bibby (1980), s. 12
  2. ↑ Lund (1993), s. 28
  3. ↑ Lund (1979), s. 19-27
  4. ↑ Lund (1993), s. 38
  5. ↑ Lund (1993), s. 47
  6. ↑ Moltke (1976), s. 96
  7. ↑ 7,0 7,1 7,2 Hule (1994), s. 18-27
  8. ↑ Fabritius og Hatt (1982), s. 9
  9. ↑ Fabritius og Hatt (1982), s. 9-10
  10. ↑ 10,0 10,1 10,2 Christensen (1977), s. 13
  11. ↑ Lund (2000), s. 74
  12. ↑ Lund (1993), s. 101
  13. ↑ Christensen (1977), s. 14
  14. ↑ 14,0 14,1 Christensen (1977), s. 15
  15. ↑ Christensen (1977), s. 22-23
  16. ↑ Lund (1979), s. 20
  17. ↑ Christensen (1977), s. 29
  18. ↑ Schütte (1915), s. 10
  19. ↑ Schütte (1915), s. 62
  20. ↑ Schütte (1915), s. 108
  21. ↑ Schütte (1926), s. 23-76
  22. ↑ Schütte (1942), s. 94
  23. ↑ Lund (1993), s. 105-119
  24. ↑ Christensen (1977), s. 98
  25. ↑ Christensen (1977), s. 29-30
  26. ↑ Christensen (1977), s. 30
  27. ↑ Christensen (1987), s. 4-9
  28. ↑ Christensen (1996), s. 5-10
  29. ↑ Christensen (2008), s. 18-24
  30. ↑ Axboe (2001), s. 28-32
  31. ↑ Axboe (1990), s. 18-27
  32. ↑ Mägi (2017), s. 63-70
  33. ↑ Mägi (2017), s. 71f, 150-155, 268-271, 376-378
  34. ↑ Hellmuth Andersen (1985), s. 18-19
  35. ↑ Andersen (2011), s. 11-16
  36. ↑ Ethelberg (2017), s. 15-27
  37. ↑ 37,0 37,1 Lund (1993), s. 83
  38. ↑ Schütte (1915), s. 16
  39. ↑ Schütte (1915), s. 14-17
  40. ↑ Schütte (1942), s. 84f
  41. ↑ 41,0 41,1 41,2 Andersen (2004), s. 18
  42. ↑ 42,0 42,1 Andersen (2004), s. 19
  43. ↑ 43,0 43,1 Ethelberg (2017), s. 20
  44. ↑ Ethelberg (2017), s. 21
  45. ↑ Ethelberg (2017), s. 21f
  46. ↑ Ethelberg (2017), s. 24
  47. ↑ 47,0 47,1 Skaaning (2006), s. 116
  48. ↑ Skaaning (2006), s. 117-118
  49. ↑ Pentz (2023), s. 18-23
  50. ↑ Lund (1993), s. 90
  51. ↑ Lund (1993), s. 91
  52. ↑ Lund (1993), s. 92
  53. ↑ Schütte (1926), s. 26
  54. ↑ 54,0 54,1 Schütte (1926), s. 27
  55. ↑ Ethelberg (2017), s. 15
  56. ↑ Christensen (1977), s. 28-30
  57. ↑ Clausen (1918), s. 138
  58. ↑ Clausen (1918), s. 142
  59. ↑ Schütte (1930), s. 74
  60. ↑ 60,0 60,1 Schütte (1930), s. 76
  61. ↑ 61,0 61,1 Schütte (1930), s. 75
  62. ↑ Schütte (1930), s. 77
  63. ↑ Schütte (1930), s. 78-79
  64. ↑ Hald (1950), s. 55
  65. ↑ Andersen (1996), s. 25
  66. ↑ Andersen (1996), s. 25-28
  67. ↑ Olrik (1894), s. 162-163
  68. ↑ Olrik (1894), s. 84
  69. ↑ Olrik (1894), s. 138
  70. ↑ Hellmuth Andersen (1985), s. 21, 26
  71. ↑ Hellmuth Andersen (1985), s. 21
  72. ↑ Christensen (1977), s. 27-28
  73. ↑ Christensen (1977), s. 28
  74. ↑ Christensen (1977), s. 197
  75. ↑ Lund (2000), s. 74-75
  76. ↑ 76,0 76,1 Christensen (1977), s. 198
  77. ↑ 77,0 77,1 77,2 Hellmuth Andersen (1985), s. 11
  78. ↑ Hellmuth Andersen (1985), s. 12
  79. ↑ 79,0 79,1 79,2 79,3 79,4 Skovgaard-Petersen (1978), s. 412
  80. ↑ Lund (2000), s. 253
  81. ↑ Skovgaard-Petersen (1978), s. 410
  82. ↑ Lund (2000), s. 80
  83. ↑ Lund (2000), s. 86
  84. ↑ Christensen (1977), s. 232

Litteratur

[redigér]
  • Harald Andersen: "Krøniken om Lejre-kongerne" (Skalk 1996 Nr. 5; s. 20-28)
  • H(arald) A(ndersn): "Ringenes herre" (Skalk 2004 Nr. 2; s. 18-19)
  • H. Hellmut Andersen: "Vandt sig hele Danmark" (Skalk 1985 Nr. 2; s. 18-27)
  • H. Hellmut Andersen: "Kongegrave" (Skalk 1985 Nr. 4; s. 11-15)
  • Kasper H. Andersen: "Danerne og Ravenna" (Skalk 2018 Nr. 1; s. 11-16)
  • Morten Axboe: "Odin og den romerske kejser" (Skalk 1990 Nr. 4; s. 18-27)
  • Morten Axboe: "Året 536" (Skalk 2001 Nr. 4; s. 28-32)
  • Geoffrey Bibby: Spadens vidnedsbyrd; Wormanium 1980; ISBN 87-8516-071-7
  • Mogens Boisen: SAXO "Grammaticus" kaldet Danmarks Riges Krønike. Danernes bedrifter fra den ældste tid og frem til omkring år 1200; 2. udgave, 1. oplag; Livonia Print 2015; ISBN 978-87-1144027-8
  • Niels W. Bruun, Allan A. Lund: Tacitus Germania, bind I: Germaniens historie, geografi og befolkning; 4. oplag, Wormanium, Århus 1974; ISBN 87-85160-24-5
  • Aksel E. Christensen: Vikingetidens Danmark paa oldhistorisk baggrund, København 1969 (2. udgave, 1977); ISBN 87-500-1732-2
  • Tom Christensen: "Lejrehallen" (Skalk 1987 Nr. 3, s. 4-9)
  • Tom Christensen: "Sagntidens kongsgård" (Skalk 1996 Nr. 5, s. 5-10)
  • Tom Christensen: "Ældste Lejre?" (Skalk 2008 Nr. 6, s. 18-24)
  • H.V. Clausen: "Kong Hugleik" (Danske Studier, 1918; s. 137-149)
  • Per Ethelberg: "Anglerriget - storhed og fald" (Skalk 2017 Nr. 3, s. 15-27)
  • Albert Fabritius og Harald Hatt: Håndbog i slægtsforskning; 3. udgave; København 1982; ISBN 87-569-0112-7
  • P.A. Fenger: Ansgars Levnetsbeskrivelse af Erkebiskop Rimbert; Kjøbenhavn 1863
  • R.Th. Fenger: Svend Aagesens Danmarks-Krønike; Kjøbenhavn 1842
  • Mikkel Hule: "De historiske sten" (Skalk 1994 Nr. 2, s. 18-27)
  • Lisbeth M. Imer: "Thyra Danebod" (Skalk 2021 Nr. 5, s. 3-7)
  • Allan A. Lund: "Fortid og fordom" (Skalk 1979 Nr. 1, s. 19-27)
  • Allan A. Lund: De etnografiske kilder til Nordens tidlige historie; Wormanium 1993; ISBN 87-89531-08-6
  • Allan A. Lund: Adam af Bremens krønike; Wormanium 2000; ISBN 87-89531-01-9
  • Erik Moltke: Runerne i Danmark og deres oprindelse; København 1976; ISBN 87-553-0426-5
  • Marika Mägi: Viikingiaegne Eesti; Argo 2017; ISBN 978-9949-607-11-2
  • Axel Olrik: Skjoldungasaga i Arngrum Jonssons Udtog; København 1894
  • Peter Pentz: "Guds pisk" (Skalk 2023 Nr. 4, s. 18-23)
  • Gudmund Schütte: "Det ptolemæiske Danmarkskort" (Geografisk Tidsskrift, bind 23; 1915; s. 9-20)
  • Gudmund Schütte: "Danmarkskortet hos Ptolemaios ifølge Codex Burney 111" (Geografisk Tidsskrift, bind 23; 1915; s. 62)
  • Gudmund Schütte: "Et maskeret Belgienskort hos Ptolemaios" (Geografisk Tidsskrift, bind 23; 1915; s. 108-111)
  • Gudmund Schütte: "Nord- og Mellemevropa efter den rensede Ptolemaios" (Geografisk Tidsskrift, bind 23; 1915; s. 257-268)
  • Gudmund Schütte: "Dansk Kongetals tusendaarige Traad" (Historisk Tidsskrift, bind 9 række 5 (1926); s. 23-76)
  • Gudmund Schütte: "Skjoldungesagnene i ny Læsemåde" (Danske Studier (1942); s. 81-100)
  • Poul Skaaning: Vikingestormen. Togter mod Vesteuropa 793-937; Viborg 2006; ISBN 87-7739-857-2
  • Inge Skovgaard-Petersen: "Den ældre vikingetid" (Fortid og Nutid 1978; s. 410-417)
Hentet fra "https://da.wikibooks.org/w/index.php?title=Skriftlige_kilder_til_Danmarks_forhistorie&oldid=38277"