Sankt Jørgensgårde i Danmark

Spedalske måtte mange steder ringe med en klokke for at advare andre.

En Sankt Jørgensgård er det danske (nordiske) navn på middelalderens isolationsbygning for spedalske. I denne tidsperiode lå oprettelsen af hospitaler i hænderne på gejstligheden, og ved middelalderens begyndelse var sådan virksomhed udelukkende knyttet til klostre på landet, hvoraf der indtil 1224 blev oprettet omkring 60; først efter 1223 oprettedes byklostre. Disse hospitaler blev ledede af en lægekyndig kaldet informarius. Behandlingen var begrænset til åreladning, kirurgi samt med medikamenter (svede- og brækmidler, urindrivende og afførende midler samt smerte- og febernedsættende midler). I de sydlige lande kom man tidligt ind på at indrette anstalter til at huse patienter lidende af bestemte sygdomme, og kun dem (pest, skurv (ringorm), tuberkulose, veneriske lidelser med mere).

Spedalskhedsbehandling i Danmark går tilbage til middelalderens begyndelse, men den tog et kraftigt opsving i 1200-tallet og 1300-tallet, hvor sygdommen kulminerede. Ved siden af Sankt Jørgens gårde fandtes såkaldte helligåndshuse, hvoraf kendes 30 i Danmark. Disse påtog sig andre former for forsørgelse i købstæderne, især af fattige og på andre måder hjælpeløse mennesker.

Spedalskheden ligestilledes med pesten i social henseende, idet man formodede, at sygdommen kunne overføres fra en person til en anden, anså den for uhelbredelig og kendte de lemlæstelser, den kunne give anledning til. Man nægtede derfor de spedalske adgang til byerne og indrettede huse uden for bymuren, i hvilke de skulle bo, efter at en kommission af repræsentanter for gejstlighed og borgerskab havde besigtiget dem og afgivet kendelse om den syges tilstand og sygdommens art. I mange tilfælde synes disse gårde kun at have været beregnede på natteophold, idet den spedalske, forsynet med et mærke fra øvrigheden, var henvist til at tigge ved landevejen, noget, der er fremstillet på middelalderlige danske kalkmalerier (fx i Draaby Kirke i Horns herred i det nordøstlige Sjælland).

Antal og beliggenhed

Udbredelsen i Danmark ses blandt andet af de mange geografiske betegnelser, der indledes med helgenens navn (Sankt Jørgens Sø, Sankt Jørgensbjerg med flere). Hvorledes navnet Spejlsby = Spittalsby (Møn) skal forstås, er ikke sikkert, måske har der her været et spedalskhedshospital, måske blot en koloni af spedalske, idet man andetsteds fra ved, at disse syge flere steder sluttede sig sammen i kolonier, organiserede nærmest som lav, med fane etcetera. Til gårdene knyttedes også andre helgeners navne end Sankt Jørgens (kaldes også Sankt Georg), fx Sankt Nikolaj, Sankt Jakob (Sankt Ib), Sankt Valentin, Sankt Leonhard, Sankt Lazarus, Sankt Olav og flere andre.

Der fandtes mindst 26 Sankt Jørgensgårde i Danmark inklusive Sønderjylland samt 7 i Skånelandene. Af disse kan nævnes:
- Sankt Jørgens kapel i Bogense, omtalt 1517.
- Sankt Jørgens gård syd for Grenå, omtalt 1520 (i 1455 omtalt som Bro hospital)
- Spidalls gaard i Haderslev, omtalt 1292, i 1413 og 1494 nævnes Capelle S: Georgii
- Sankt Jørgens hus i Helsingør, omtalt 1443
- hospidale S. Georgii i Horsens, omtalt 1493 og 1540
- Sankt Jørgens gård i Kalundborg, omtalt 1292 og omkring år 1400
- S. Jørghens Hospital i Kolding, omtalt 1475; dertil hørte formodentlig "Spidelskløkke" i Harte sogn, omtalt 1415-16
- hospidale in Hafn i København, omtalt 1261; i 1368 omtalt som Sankt Jørgens hus med 20 pladser. I 1530 forenet med Sankt Gertruds hus og Helligåndshuset til et hospital, senere Vartov
- sancte Jurghens closter i Maribo, omtalt 1474 (en forstander i Bregerup nævnes 1389)
- Hospitall i Nykøbing Mors, omtalt 1418; i 1427 benævnt S. Iørgens, i 1474 benævnt domus leprosorum
- Sancte Ørghen i Nestwidt, omtalt 1363; første gang nævnt 1261. I 1542 lagt under Helligåndshuset i Næstved
- Hospitale leprosum i Odense, omtalt 1291. En Sankt Jørgens gård omtalt i 1452. Efter reformationen lagt under Odense gråbrødrekloster
- domui leprosorum i Randers, omtalt 1263
- hospitale leprosum i Ribe, omtalt 1260. I 1523 blev sankt jørgensgården forenet med johanniterklosteret. Nedlagt 1543
- hospitale leprosum i Ringsted, omtalt 1261. I 1508 omtalt som Sankt Jørgens gård
- hospitale leprosum i Roskilde, omtalt 1261.
- hospitale leprosum i Slagelse, omtalt 1261. I 1446 benævnt Sanctj Jørgens gaard
- Skt Jørgen i Slangerup, omtalt 1505
- Skt Jørgen i Stubbekøbing, omtalt 1481
- ad ecclesiam Sancti Georgii prope villam Svineburg i Svendborg, omtalt 1372. Første gang nævnt 1291, i 1486 benævnt "Skt. Jørgens gård eller klosteret" med 18 syge og 8 karske søskende
- Skt. Jørgens kapel i Sønderborg, omtalt 1400. Første gang omtalt 1307
- Skt. Jørgen i Tønder, omtalt 1494
- domus leprosorum i Viborg, omtalt 1263. Måske identisk med Sankt Mikkels hospitalt omtalt 1159, i 1440 benævnt "Sankt Jørgens gård"
- domus leprosorum i Åkirkeby, omtalt omkring 1334 i Åker sogn. I 1542 benævnt Sancte Jyrgens Hospital
- Skt. Jørgens hospital ved Ålborg, omtalt 1506. Ødelagt i 1534
- domus leprosorum Sancte Katerinæ Arusiensis i Århus, omtalt 1512. Blev nedlagt i 1541.

I Lunds stift kan nævnes:
- (Skt.) Ørjens hus i Halmstad, omtalt 1483 (usikker)
- Skt. Jørgens gata i Landskrona, omtalt 1489. Blev forlenet 1526
- Skt. Jørgens hospital i Rønneby, omtalt i 1500-tallet
- Hospitale leprosorum apud Tommarp, omtalt 1285. I 1419 benævnt "Skt. Ørjens kloster"
- Skt. Jyrgens kapel i Varberg, omtalt 1498
- Domus infirmorum leprosorum i Ystad, omtalt 1410. Første gang nævnt i 1398
- Skt. Jørgens hospital i Åhus, omtalt 1410 og 1512. Et hospital på stedet omtales allerede i 1252.
På Førøerne fandtes et hospital oprettet i Thorshavn omkring 1547 for 10-15 patienter.

Alle gårdene lå ved en købstad men uden for denne og i en vis afstand som følge af smitterisikoen, ofte lå de i nærheden af vand. Eksempelvis lå Sankt Jørgensgården ved København ved Sankt Jørgens sø, den ved Roskilde lå ud mod fjorden, den ved Næstved lå ved Suså, den ved Odense lå uden for Pentemølle (ved mølledammen), den ved Svendborg lå ud mod sundet, den ved Randers lå nær Hvidemølles møllegrav, den ved Viborg lå ved søen, den ved Kolding lå ved åen, og den ved Åkirkeby lå ved Læså. I senmiddlalder omdannedes flere helligåndshuse til helligåndsklostre, der blandt andet også påtog sig ansvaret for hittebørn.

Sankt Jørgensgårdenes virkeområde var dels den nærliggende købstad, dels et større eller mindre landdistrikt.

Indretning

Der vides kun lidt om selve indretningen.Skønt afbildninger af spedalske fra middelalderen er meget talrige, findes kun eet billede af et spedalskhedshospitals indre bevaret til vore dage. Det illustrerer en Franciscus-legende (Assisi) og findes i et håndskrift i kommunalbiblioteket i Perugia. Mange af bygningerne findes dog endnu, nogle senere i brug som fattighuse, smålasaretter og lignende, idet de har været så talrige, at der fandtes en Sankt Jørgensgård for hver by. En udgravning af sankt Jørgensgården i Odense har vist, at denne var afgrænset af en grøft og omfattede et areal på omkring 2.200 m². Midt i området lå en kirke, der oprindeligt bestod af et skib på ca. 6 x 15 m og et kor på 4-5 x 6 m. Senere blev kirken udvidet mod nord og øst, hvorved den blev en ca. 23 m lang, enskibet bygning. De spedalske synes at have boet i lerklinede hytter med stråtag og ilsted med en størrelse på ca. 10 x 5 m. Ifølge biskop Jacob Madsens visitatsbog fandtes i Svendborg i 1589 26 små hytter for de fattige, og det er muligt, at denne beskrivelse afspejler forholdene også på den tid, da Sankt Jørgensgården var i brug til dette formål. Endvidere har der i Odense været værksteder til metalforarbejdning på grunden.

Der synes normalt at have hørt en kirke til Sankt Jørgensgårde og i tilknytning hertil en kirkegård, hvor de syge blev begravede, når de døde. Udgravninger har bekræftet, at de døde vitterligt led af spedanskhed.

Økonomi

Sankt Jørgensgårde blev drevet ved indkomster, der dels skyldtes afgifter dels indkomster (landgilde) fra det jordegods, der blev doneret ved testamenter, fx. korn, smør, penge, lam, gæs, høns, oldensgæld. Sankt Jørgensgårdene nød også kongens bevågenhed, fx. blev Sankt Jørgensgården ved Svendborg tildømt gods i Sørup til understøttelse af økonomien.

Historie

De ældste kendte tilfælde af spedalskhed i Danmark går tilbage til 1100-tallet, men først senere kendes nærmere oplysninger. Men først fra midten af det 12. århundrede begyndte man at oprette egentlige Sankt Jørgensgårde specielt for spedalske.

Ifølge biskop Johan Krags stadsret for København fra 1294 behøvede en smittet person ikke at lade sig indskrive på en Sankt Jørgensgård men skulle blot undgå omgang med ikke-smittede.

Isolationens form synes overalt i Europa at have været nogenlunde den samme, men de gamle danske love viser, at afspærringen her i landet oprindeligt var fakultativ, og den synes først at være blevet tvungen efter indførelsen af Christoffer af Bayerns stadsret i 1443. Også kong Hans gav strenge regler om isolation af de spedalske. En egentlig isolation overholdtes her i landet kun til henimod slutningen af det 16. århundrede, idet Sankt Jørgensgårde da nedlagdes eller forenedes med andre hospitaler, idet der dog stadig opretholdtes isolationsrum for sporadisk forekommende tilfælde. Christian IIIs reces af 1542 angiver nemlig, at sygdommen nu ikke mere er så hyppig som tidligere. Ved denne reces blev alle Sankt Jørgensgårde i Danmark ophævede.

Litteratur

• C.I. Engelstoft: "St. Jørgensgaard ved Svendborg" (Samlinger til Fyens Historie og Topographie"; Første Bind, Odense 1861; s. 1-44)
• J.W.S. Johnsson: "Sankt Jørgensgaard" (i: Salmonsens Konversationsleksikon, 2. udgave, bind XX, s. 932-933)
• F. Michelsen: "St. Jørgensgården i Aaderup ved Næstved" (i: Historisk Samfund for Præstø Amt, Aarbog 1953, Ny Række, bind 4, hefte 1; s. 72-85)
• Vilh. Møller-Christensen: "Hvad de døde fortalte" (i: Historisk Samfund for Præstø Amt, Aarbog 1953, Ny Række, bind 4, hefte 1; s. 86-101)
• Vilh. Møller-Christensen: "Hospital" (i: Kulturhistorisk Leksikon for Nordisk Middelalder (KLNM); 2. oplag 1981; bind 6; sp. 677-681)
• Erik Skov: "Helligåndshus" (Kulturhistorisk Leksikon for Nordisk Middelalder, 2. udgave (1981) bind 6, sp. 407-409)
• Erik Skov: "Hospital" (Kulturhistorisk Leksikon for Nordisk Middelalder, 2. udgave (1981) bind 6, sp. 677-683)