Oase
En oase (græsk: Uasis, ægyptisk: Uit, arabisk: Wâh) betegner et frugtbart sted i en ørken, der ved deres større eller mindre vegetation adskiller sig fra deres omgivelser.
Beliggenhed[redigér]
Da oaser skylder forekomsten af vand deres tilblivelse, træffer man dem hyppigst ved foden af bjergstrøg, i floddale, vadier, hvor vandet ligger tæt under overfladen, og ved kilder, der sprudler frem i sænkninger med højere liggende terræn uden om. Forsvinder vandet, så forsvinder oasen også. Man kan frembringe kunstige oaser ved boring af artesiske brønde, således som det navnlig har fundet sted siden 1856 i det algierske Sahara.
Oprindeligt betegnede oase kun de kendte oaser i ørkenen vest for Nilen, som Sivah (Zeus Ammon’s oase) med flere, nu forstår man derved alle de frugtbare strøg i de store ørkenstrækninger i Afrika, Asien, Amerika, Australien.
Plantevækst[redigér]
I de mindre oaser, navnlig i Sahara og Vestasien, vokser især daddelpalmer, dumpalmer, manna og akacietræer, i de større også korn og sydfrugter.
Eksempler på oaser[redigér]
Den største oase er Nil-dalen, af andre betydelige oaser i Sahara kan nævnes Fezzan, Tibesti, Air, Bilma, Tuat, Tafilet, Adrar, Draa, i Vestasien de store oaser i det nordlige Arabien (Dschoff, Riad), i Turan Khiva, Buchara og i Centralasien Tarim-dalen, Kashgar, Jarkand, Khotan.