Livsform (etnologi)

Etnologen Thomas Højrup definerer en livsform dels som den måde, hvorpå mennesker skaffer sig deres levebrød, dels den begrebsverden, hvormed de i kraft heraf forholder sig til det omgivende samfund. Inden for livsformsanalysen refererer begrebet livsform således til på den ene side selvreproducerende livsprocesser og dels de forskellige former for liv, der kan være reproducerbare inden for en given samfundsmæssig helhed.

Højrups teoriramme

Højrup tager udgangspunkt i de to neomarxistiske begreber produktionsmåde og samfundsformation.

Traditionel marxistisk samfundsteori opdeler alverdens samfund i tre grundlæggende produktionsmåder: slavesamfund, feudalsamfund og kapitalistiske samfund. Neomarxister har dog for længst erkendt, at man ved så forenklede beskrivelsesmåder mister mange nuancer, så for at genvinde troværdigheden indføres det supplerende begreb samfundsformation eller slet og ret: samfund. Et eksempel på en samfundsformation kunne være Danmark i 1980-erne. Højrup definerer samfundsformationen som "det omfattende, begrebslogiske "indre miljø" af økonomiske-, politisk/juridiske- og ideologiske strukturer, der muliggør og indeholder et bestemt kompleks af sameksisterende produktionsmåder. Der er IKKE tale om en "teori" i gængs forstand, der på grundlag af såkaldte "lovmæssigheder" - som hviler på generelle, aprioriske definitioner - anvendes til at finde "årsagerne" til de samfundsforhold, man vil analysere. Den dialektisk materialistiske specifikation er en analysemåde. En måde hvorpå man, med retningsledende inspirationer fra det empiriske begrebsmateriale der skal forklares, kan konstruere begrebsstrukturer, som gennemlyser de forhold, man vil forklare."

Klassisk neomarxisme udviklet af Althusser er produktionsmådebegrebet. Som nævnt opdeler traditionel marxistisk samfundsteori alverdens samfund i tre grundlæggende produktionsmåder: slavesamfund, feudalsamfund og kapitalistiske samfund. Højrup forsøger dog at forny begreberne ved at tale om den slægtskabs-baserede produktionsmåde, den slavebaserede produktionsmåde og den kapitalistiske produktionsmåde, som han underinddeler i den feudale produktionsmåde og den antikke produktionsmåde. Højrup har her helt ændret det marxistiske begrebsapparat og resultatet er nærmest blevet begrebsforvirring. I sit videre arbejde bruger Højrup udtrykkene "den enkle vareproduktionsmåde", der "er karakteriseret ved, at de umiddelbare producenter (de arbejdende mennesker) selv ejer produktionsmidlerne og "den kapitalistiske produktionsmåde", der "karakteriseres ved, at de umiddelbare producenter hverken selv ejer eller besidder produktionsmidlerne og derfor heller ikke ejer færdigproduktet. Denne ejendom er i hænderne på en klasse af ikke-producenter.". Højrup refererer den klassiske marxistiske teori om, at "arbejdskraften er blevet betalt til dens egen bytteværdi, men dens brugsværdi i produktionen er større end bytteværdien."

Højrup kommer også ind på forholdet mellem by og land, en forskel han erkender er gammel. Men "mens det tidligere var et skel, der var forankret i forskellen mellem feudalproduktion og laugsorienteret håndværk, så er det idag forankret i forskellen mellem enkel vareproduktion - familiebrug - og kapitalistisk produktion." Der er her tale om en forenkling, som på ingen måde er holdbar. Både i det førindustrielle samfund og i det industrielle samfund er forholdene langt mere nuancerede, end Højrup giver udtryk for. Men kun ved at hugge en hæl og klippe en tå kan Højrup komme videre med sit teoriapparat.

Højrups videre analyseapparat består af to bestanddele, levevilkårsformer og processen med skifte fra een form til en anden.

Levevilkårsformer

Højrup skelner mellem to overordnede levevilkårsformer, hvoraf den ene efterfølgende underinddeles i 3 undergrupper, kaldet livsformer.

De to overordnede levevilkårsformer er:

1. de rurale levevilkårsform, hvortil regnes folk, der lever i landlige omgivelser (eventuelt i landsbyer eller mindre byer) og

2. de urbane levevilkårsform, hvortil regnes folk, der lever i større bysamfund (eller hvis tilværelse præges heraf).

De underordnede livsformer er:

1. den rurale livsform kendetegnet ved mindre selvstændige uden ansatte. Hertil regnes tillige den småborgerlige livsform, der har de samme træk men udfoldes under urbane levevilkår;

2. den borgerlige livsform kendetegnet ved flere ansatte, som man i reglen ikke har noget personligt forhold til;

3. karrierelivsformen kendetegnet ved mennesker, der nok er ansatte men dog ikke har stærkere tilknytning til deres arbejdsplads end, at de til enhver tid er villige til at skifte den ud med en anden ved forventning om bedre løn- og ansættelsesvilkår;

4. arbejderlivsformen kendetegnet ved mennesker i lønnet arbejde uden særlig villighed til at skifte arbejde;

Neokulturation

Ifølge Højrup kan de grundlæggende livsindstillinger udfoldes under rurale eller urbane levevilkår. Når folk skifter fra den ene til den anden af disse således, som det skete under urbaniseringen i Danmark i det 20. århundrede, må de tilpasse deres holdninger og forhold til de nye ydre levevilkårsrammer. Denne tilpasning betegner Højrup ved begrebet neokulturation.

Kritik

Højrups teoriapparat kan betragtes som neomarxistisk. Hans livsformer er en omskrivning af den marxistiske klasseforståelse med en kapitalistisk borgerlig gruppe af ejere og en gruppe af lønmodtagere, der dog hos Højrup underinddeles i to undergrupper, en tilknyttet den administrative virksomhed og en tilknyttet selve produktionsprocessen. Der kan imidlertid let rejses adskillig kritik af dette teoriapparat.

For det første kan man ikke tale om een "rural livsform" men om flere. På landet fandtes bønder, håndværkere, handlende og endda embedsfolk. Og i det førindustrielle samfund som i det industrielle samfund kan man tale om flere sociale lag: på godset var godsejeren ejer, ridefogeden hans stedfortræder, bønder og husmænd hans ansatte. Bonden var leder af en gård og havde tjenestepiger og -karle som ansatte. Håndværkeren kunne være mester med en eller flere svende og lærlinge ansatte. Inden for kirken rangerede præsten over degnen og senere skoleholderen. At slå disse forskellige grupper sammen i en "rural livsform" er rent dilettanteri. Dertil kommer, at man heller ikke kan tale om een rural levevilkårsform: agerbygden havde andre vilkår end skovbygden, hedebygden og kystbygden, som selv kunne underinddeles i marskbygd, klitbygd, strandbygd og klippekystbygd med vidt forskellige vilkår.

Nok så vigtigt er det, at Højrup synes uvidende om de førindustrielle samfundsforhold. Han synes uvidende om, at fx tjenestekarle i deres ungdom sparede penge op for derved at sikre sig indskudskapital til den dag, de skulle overtage en gård. Ligeledes er han åbenbart uvidende om, at mange fæstebønder var i stand til at spare formuer sammen og låne penge ud til andre mod mindre forrentning. Da kronen solgte sine ryttergodser, var bønderne i flere tilfælde i stand til i fællesskab at købe dem. Mange husmænd var håndværkere, handlende eller fiskere og kunne undertiden tjene gode penge. Mange landboere havde binæringer, så deres tilværelse var langt fra så entydigt bundet op på en fæstekontrakt med et gods. Og så var der alle selvejerne. Det førindustrielle samfund var således langt mere nuanceret end Højrup synes at have gjort sig klart.

For det andet er også selve inddelingen af de "urbane livsformer" i een borgerlig, een karrieremæssig og een arbejderlivsform en forenkling, der dårligt stemmer overens med det nuancerede reelle samfund. Nøjes vi blot med at se på fremstillingsvirksomhed kan der udskilles mindst 6 udviklingstrin med hver sine grupper af tilknyttede eller ansatte:

Trin 1	Trin 2	Trin 3	Trin 4	Trin 5	Trin 6
Selvstændig	Mester	Mester	Mester	Ejer	Aktionærer
( uden ansatte)	Svend(e)	Værkfører	Kontorfolk	Kontorchef	Direktør
-	Lærling(e)	Ansatte	Værkfører	Kontorfolk	Kontorchef
-	-	-	Ansatte	Værkfører	Kontorfolk
-	-	-	-	Ansatte	Værkfører
-	-	-	-	-	Ansatte

Disse nuancer, der kan gøre sig gældende også for andre områder fx handel, tjenesteydelser og offentligt ansatte, reduceres hos Højrup til tre grupper, hvorved tegnes et stærkt karrikeret billede af virkeligheden. Vigtigere er, at hver af disse grupper kan have en tankegang og et livssyn præget af to forskellige tendenser: på den ene side ønsket om at kunne opretholde tilværelsen her og nu, på den anden ønsket om at forbedre tilværelsen. En ansat kan fx ønske at blive værkfører eller måske starte egen virksomhed. I så fald kan personen også være præget af de holdninger, som vedkommende ville have i denne fremtidige position.

Man kan så vende problemstillingen om og spørge: hvis vi forudsætter, at den selvstændiges livssyn kunne kaldes "ruralt", at ejerens og aktieejernes livssyn kunne kaldes "borgerligt", at direktørens, kontorchefens og måske værkførerens livssyn kunne kaldes "karrieremæssigt" og at den kontoransattes og den almindelige arbejders livssyn kunne kaldes et "arbejderlivssyn", har Højrup så alligevel ikke i sin analyse ramt essensen eller kernen i de forskellige livssyn - og dermed livsformer? Svaret er: nej. For det første må man ikke forveksle livsform og livssyn, og de er ikke entydigt forbundne således, som Højrup vil gøre dem. Det er allerede nævnt, at livsformerne i førindustriel tid var mere nuancerede, end Højrup vil gøre dem, og at personer på forskellige tidspunkter i sin livscyklus kan befinde sig i forskellige situationer med dertil hørende forskellige livssyn. For det andet er de af Højrup refererede livssyn arketyper, der fremhæves for at fastslå en pointe. Men hverken livsformer eller livssyn er sjældent så entydige som Højrup vil gøre dem; de er ofte sammensatte med et vist spillerum for de enkelte personer til at lægge vægt på snart et, snart et andet træk ved disse. En bestemt situation kan føre til, at hele vægten lægges på bestemte træk, men når situationen ændres, ændres også vægtningen. Højrups tilgang kan i bedste fald være et bidrag til klarlæggelse af holdninger, men det er langt fra dækkende.

Nok så vigtigt er forholdet mellem livsform og livssyn. Modsat Højrups enkle model, hvorefter livsformen konstituerer et bestemt livssyn, er virkeligheden mere nuanceret. Folk med samme livsformer kan udmærket have forskelligt livssyn. Og når Højrup hævder, at børn er bærere af deres forældres livsform, så modsiges dette af kendsgerningerne. Der er mange børn, som nærmest modsat har gjort op med deres forældres livsform og livssyn. Man kan blot tænke på de kommunistiske ledere i Rusland, der stort set alle tilhørte overklassen, hvilket ikke forhindrede dem i et hensynsløst opgør med denne, da de erobrede magten. Selv om man til dels kan være enig i, at der vil være en vis forbindelse mellem levevilkår, social stilling og holdninger, er denne sammenhæng langt fra så enkel, simpel og entydig, som Højrup gerne vil gøre den.

Down and out

Som en biting kan nævnes, at Højrup helt ser bort fra, hvad man kunne kalde the down and out-livsformen kendetegnet ved folk uden fast arbejde men levende af offentlig understøttelse og forsorg. Sådanne fandtes også i det førindustrielle samfund i form af tiggere og fattige. Og naturligvis har industrisamfundet også haft sin underklasse af folk uden et formelt arbejde.

Fejlagtig forståelse af "neokulturation

Bedre bliver det ikke, når Højrup opstiller sit begreb "neokulturation". Også her er der tale om en forenkling. Hvis en livsform kommer under pres, vil der være flere mulige valg:

- at forsøge at opnå en mere monopolagtig stilling;

- at flytte til et andet sted, hvor livsformen kan fortsætte;

- at tilpasse sig fx en teknologisk udvikling;

- at gøre et bierhverv til hovederhverv;

- et fuldstændigt skifte socialt og måske geografisk.

Det bør tilføjes, at disse muligheder står åbne for alle grupper. Velkendt er historien om fæsteren Niels Ryberg, der flygtede til byen og blev storkøbmand. De danske stationsbyer og vejbyer kunne kun udvikle sig, fordi købmænd, kroholdere, læger, apotekere, håndværkere og andre foretrak at flytte på landet frem for at blive i købstæderne. Og købstæders og forstæders vækst fandt kun sted, fordi landboere tog et gennemgribende opgør med deres hidtidige tilværelse og flyttede til stæderne. Intet forhindrer en tidligere ansat i at starte egen virksomhed, og mange stillinger er så ensartede, at en iøvrigt velkvalificeret person uden vanskelighed vil kunne flytte og/eller skifte og omstille sig til en ny situation. Både den selvstændige og den ansatte kan (med lidt held) udvikle sig til ejer af en større eller mindre virksomhed. En tidligere offentlig eller privat ansat kan udvikle sig til en selvstændig erhvervsdrivende. Når der sker sådanne opbrud, kan livssynet også skifte, da dette oftest hænger sammen med egne erfaringer.

Svagheden ved Højrups lovsformsanalyse er således, at den er alt for stiv og snæver. Og så er den forøvrigt kønsspecifik.

Revision

Højrup har senere, i 1996, foretaget en revision af sit begrebsapparat. Herom kan siges, at hans filosofi i lighed med i sin tid skolastikken har holdt sig inden for en smal bane fra marxistisk ortodoksi til analyse og tilbage igen, i et lukket kredsløb af kritikløse antagelser og forud fastlagte slutninger.

Jeg kan derfor tilslutte mig Francis Bacons ord, da bruddet med skolastikken blev åbent:

"Hvis den menneskelige kløgt og ånd skal arbejde med materien, indretter den sit arbejde efter stoffet og begrænses deraf. Men hvis den arbejder på sig selv som edderkoppen når den spinder sit væv, så er den uendelig og frembringer edderkoppespind af lærdom, som man må beundre på grund af den fine tråd og det fine arbejde, men som er uden substans eller nytte."

En alternativ analyseramme

På grundlag af kritikken kan der opstilles en anden og bedre forståelsesramme.

Den sammensatte stat

Staten udgør ikke en homogent samfund. Til enhver tid er staten opdelt i landskabelige og kulturelle delområder, som kan karakteriseres med udtrykket bygd. Hver bygd har sine egne vilkår, til dels sine egne konjunkturer og med sin egen befolkningssammensætning med hensyn til livsformer. Statens fælles betydning består i, at den fastsætter de juridiske og til dels økonomiske og sociale rammer for tilværelsen.

Bemærk, at begrebet produktionsmåde ikke indgår i denne analyseramme, for dels kan man ikke tale om een produktionsmåde men om flere samtidigt eksisterende, dels omfatter samfundet også store grupper, som hverken er tilknyttet fødefremskaffelse, råstofudvinding eller vareforædling. Det er derfor ikke blot problematisk men uholdbart at ville lade et helt samfund i al dets mangfoldighed karakterisere ved noget, der i bedste fald kan siges at gælde en begrænset gruppe af indbyggere.

Hovedtyper af livsformer

Livsformerne lader sig inddele i nogle økonomisk-sociale grundformer:

- selvejeren uden ansatte;

- selvejeren med mange underordnede;

- selvejeren eller lejeren med nogle få ansatte;

- de, der er i tjeneste hos andre men udøver besluttende eller forvaltende myndighed;

- ansatte i lønningsforhold,

- de der lever af rente;

- de der lever af forsorg (aftægt);

- de subsistensløse og/eller kriminelle.

Grundformerne må ikke skjule, at de økonomisk-sociale forhold kun udgør en side af en "livsform", og at der endda kan være tale om vidt forskellige eksistensbetingelser så snart, man ser på de konkrete tilfælde. Her som ellers gælder det, at der er en vis fare for for forenklede og stive analyserammer, hvor trangen til at sætte i bås går ud over den dybere indsigt.

Livsformerne indgår også i en levetidsdimension: barnet forsørges hos og lærer af familien, den unge uddannes og sparer op til at etablere sig, den voksne etablerer sig enten som selvstændig, som lejer eller som ansat, den gamle lever af understøttelse. På tværs af alle skel gælder en vis solidaritet for folk, der midlertidigt kommer i nød. I førindustrielle samfund var denne solidaritet forankret i lokalsamfundet, i det industrielle samfund snarere - men ikke udelukkende - i offentlige institutioner.

Livssyn og selvforståelse

Livssynet vil bero både på hvilket stade i tilværelsen, man befinder sig, og på relationer til andre. Disse relationer kan være familiemæssige, kønsbestemte, anseelsesmæssige, økonomiske eller knyttet til fritid eller binæringer.

I denne forbindelse må endnu et forhold bringes ind i billedet: selvforståelse og livssyn er aldrig endimensionale. Indenfor narrativ teologi taler man om, at mennesker identificeres ved deres navn. Det er navnet, der gør mennesker til andet og mere end anonyme skikkelser. Fjernes navnet og erstattes med et nummer i en protokol eller til en statistisk størrelse, er dette menneske frataget sin personlighed således, som det sker for hovedpersonen "K" i Franz Kafkas roman "Processen". Ser man nærmere til, viser det sig imidlertid, at navnet henter sit indhold fra fortællinger. Det er gennem fortællingerne om hvorledes, et menneske lever og forholder sig til begivenheder, at man danner sig et indtryk af hvem, denne person er. Mennesker er således forviklede i fortællinger, og fortællinger fungerer som livshistorier for et menneske. Det er end ikke en betingelse, at fortællingen har en biografisk eller selvbiografisk karakter: enhver fortælling, som mennesker forstår sit liv ud fra, vil kunne danne grundlag for en livshistorie.

Hovedtesen i narrativ teologi er videre, at man ikke kan "fortolke" sig ud af disse livshistorier. Selv om man prøver at udtyde sit liv ved at omformulere en fortælling, vil der altid være en del tilbage, som ikke lader sig udtyde. Det er derfor, at mennesker er forviklede i fortællingerne; de lader sig ikke adskille helt og fuldt.

Dertil kommer yderligere, at vi er forviklede i flere fortællinger samtidigt, og disse indvirker på hinanden på en måde, der gør deres adskillelse umulig – man kan ikke forstå dem hver for sig. Foruden historier om os selv, er vi indviklede i historier om familien, slægten, egnen, landet, kulturkredsen (jeg-historier og vi-historier). De mest omfattende historier er al-historier omfattende hele menneskeheden.

På samme måde som selvforståelsen er flerdimensional, er livssynet det også, påvirket af de forskellige sammenhænge, et menneske indgår i. Selvom nogle sammenhænge har større rolle for livssynet end andre, vil der altid være et vist spillerum betinget af den spændvidde, disse sammenhænge åbner mulighed for. Det er derfor, at lønmodtageren måske ikke forstår sig selv i egenskab af ansat lønmodtager men snarere opfatter sig selv som en bierhvervsfisker og selvstændig. Men der er ikke tale om en form for "neokulturation", som Højrup mener, men om at vælge en anden side af sin livshistorie end den, andre måske ville fremhæve.

Tilpasning under pres

Udtrykket "neokulturation" som udtryk for en omstillingsproces er, som det vil være fremgået, misvisende. Snarere må man tale om tilpasning under pres, og denne tilpasning foregår som eet valg blandt flere mulige. Forskellige individer vil gøre forskellige valg, og beroende på hvor heldigt valget viser sig at være, vil individet gøre sig erfaringer, som kan påvirke dets livssyn. Disse valg kan være alt fra en de facto fortsættelse af en livsform og fastholdelse af et livssyn over delvise modifikationer til fuldstændige brud. Som et eksempel på, at en og samme begivenhed kan føre til vidt forskellige reaktioner, kan nævnes, at da Vesterhavet brød igennem Aggertangen i 1825 og etablerede Aggerkanalen, reagerede fiskere og søfolk hver på sin måde: for fiskerne betød det, at brakvandsfiskene forsvandt, og mange fiskere gik fallit og forlod egnen. For skibsfarten betød det derimod, at der nu opstod nye muligheder, og skibsfarten voksede i de følgende årtier brat i hele den vestlige del af Limfjorden.

Enhver situation vil på den ene side yde et vist pres, på den anden åbne visse muligheder. Et eksempel er byen Lem i nærheden af Skjern, hvor i en periode under krisen i 1970-erne 16 af 18 nye virksomheder blev oprettede af tidligere lønarbejdere i eksisterende virksomheder. I Højrups forståelsesverden er der tale om skift fra en "arbejderlivsform" til "en rural livsform", netop ikke om en "neokulturation" med fastholdelse af "en rural livsform", som hans model ville forudsætte, men det skyldes udelukkende mangel på forståelse for den ideologiske fleksibilitet hos levende mennesker, der ikke passer ind i hans teoretiske modelverden.

Litteratur

• Gregers Begtrup: Beskrivelse af Agerdyrkningens Tilstand i Danmark, bind I: Sjelland og Møen; Kjøbenhavn 1803 (genoptryk 1978)
• Svend Bjerg: Den kristne grundfortælling: studier over fortælling og teologi; 2. oplag, forlaget Aros 1984; ISBN 87-7003-409-5.
• Mette Guldberg: "Bygder set fra kysten" (i: Per Grau Møller og Mette Svart Kristiansen (red.): Bygder. Regionale variationer i det danske landbrug fra jernalder til 2000. Beretning fra et seminar på Skarrildhus november 2003; Landbohistorisk Selskab 2006; ISBN 87-7526-206-1, s. 63-76)
• Thomas Højrup: Det glemte folk. Livsformer og centraldirigering; Institut for Europæisk Folkelivsforskning, Statens Byggeforskningsinstitut 1983; ISBN 87-563-0484-6
• Ivan Hauser: "Livsformernes skole" (kronik i Politiken, 29. juli 1989)
• Lars Kaptain: "Briterne er rystet" (Det fri Aktuelt, 6. september 1989)
• Thomas Højrup: Dannelsens dialektik. Etnologiske udfordringer til det glemte folk; Museum Tusculanums Forlag 2002, genoptryk 2011; ISBN 978-87-7289-785-1
• Per Grau Møller og Mette Svart Kristiansen (red.): Bygder. Regionale variationer i det danske landbrug fra jernalder til 2000. Beretning fra et seminar på Skarrildhus november 2003; Landbohistorisk Selskab 2006; ISBN 87-7526-206-1
• Erland Porsmose: "Bygder. Regionale variationer – problemer og muligheder" (i: Per Grau Møller og Mette Svart Kristiansen (red.): Bygder. Regionale variationer i det danske landbrug fra jernalder til 2000. Beretning fra et seminar på Skarrildhus november 2003; Landbohistorisk Selskab 2006; ISBN 87-7526-206-1, s. 9-24)
• Bjørn Poulsen: Bondens penge. Studier i sønderjyske regnskaber 1400-1650; Landbohistorisk Selskab 1990
• Carsten Porskrog Rasmussen: "Godsejermagt eller naturtilpasning?" (i: Per Grau Møller og Mette Svart Kristiansen (red.): Bygder. Regionale variationer i det danske landbrug fra jernalder til 2000. Beretning fra et seminar på Skarrildhus november 2003; Landbohistorisk Selskab 2006; ISBN 87-7526-206-1, s. 41-62)
• Thomas Bloch Ravn: "Gennembrud" (Kronik i: Skalk 1993 nr. 3, s. 18-24)
• Fridlev Skrubbeltrang: Husmand og Inderste. Studier over sjællandske Landboforhold i Perioden 1660-1800; København 1940 (Reprografisk genudgivet og forlagt af Selskabet for Udgivelse af Kilder til Dansk Historie; København 1977); ISBN 87-7500-831-9
• Fridlev Skrubbeltrang: Det danske Landbosamfund 1500-1800; Den danske historiske Forening 1978; ISBN 87-87462-09-5

Eksterne henvisninger

• Michael Bregnsbo: "Godsets verden". (Historie/Jyske Samlinger, Bind 1997; 1997)
• Gerda Bonderup (anmeldelse af): "Lone Rahbek Christensen: Hver vore veje. Livsformer, familietyper og kvindeliv. (Etnologisk Forum, 1987). 173 s." (Historie/Jyske Samlinger, Ny række, Bind 17; 1987)
• Anne Binzer Sørensen: "Kulturbegrebet i strukturel livsformsanalyse" (Politica, Bind 26; 1994)
• Thomas Højrup: "Begrebet livsform. En formspecificerende analysemåde anvendt på nutidige vesteuropæiske samfund" (Fortid og Nutid, 1984; s. 194-218)
• Thomas Højrup: Omkring livsformsanalysens udvikling; Museum Tusculanums Forlag, Københavns Universitet 1996; ISBN 87-7289-337-0
• Keld Dalsgaard Larsen: "Dannelsens dialektik og teoriens udfordringer" (Arbejderhistorie nr. 1 2003; s. 40-47) (anmeldelse af "Dannelsens dialektik")
• Thomas Højrup og Uffe Juul Jensen: "Partsfiskeriets ånd kontra postmoderne kynisme : Fra patriotisk standsbevidsthed til hæmningsløshedens dialektik? Dansk kystfiskeri mellem velfærdsstat og konkurrencestat"; Fiskeriet 2010; s. 1-27