Livet i Danmarks skove/Svampe

Fra Wikibooks, den frie samling af lærebøger
Spring til navigation Spring til søgning

Svampe[redigér]

Svampe hører hverken til plante- eller dyreriget, men deres eget rige - svamperiget. Nogle svampe er rådsvampe, der nedbryder dødt træ eller enddog angriber levende træ for at nedbryde det. Andre lever i et symbiotisk samliv med træer, hvor træet hovedsageligt modtager mineralsk næring og vand, mens svampen modtager kulhydrater og vitaminer fra træet. Dette kaldes mykorrhiza.

Herunder omtales de 10-15 almindeligste svampe fra Danmarks skove.

Boletus edulis EtgHollande 041031 091.jpg

Spiselig Rørhat (Boletus edulis), oftest kaldet Karl Johan, er en populær spisesvamp i Rørhat-familien.

Navnet stammer fra den svenske konge Karl 14. Johan|Karl XIV Johan (1763-1844), som angiveligt holdt meget af at spise svampen. Den er også blandt Europas mest eftertragtede spisesvampe. Et godt kendetegn, ud over at det er en rørhat, er at kødet er helt hvidt og på flere andre sprog hedder den da også "den hvide svamp".

Spiselig rørhat danner ektomykorrhiza med både løv- og nåletræer. I månederne august og september finder man oftest svampen i løvskov, mens man i oktober ofte har større held i granplantager og langs med skovvejene.

Maronenröhrling cropped.jpg

Brunstokket rørhat (Boletus badius) er en rørhat, der ligesom slægtsfællen Karl Johan-svampen er en yndet spise. Svampen findes spredt i Europa og kan blive 14 cm høj.

Brunstokket rørhats stok kan blive op til 10 cm, men svampen kommer op på 14 cm med hat. Hatten har en glat og skinnende overflade, og farven ligger imellem rød og kakaobrun, mens stokken er lysere og robust. Porerne er forholdsvis store med en kantet form og en citrongul farve. Kødet er lyst gulligt, men bliver blågrønt, hvis man skærer i det, ligesom porerne bliver blågrønne ved tryk.[1] Svampen er en basidiesvamp, og dens sporer bæres således af vinden.[2]

Svampen findes oftest i små grupper under nåletræer, men kan også findes under bøgetræer. Den findes spredt i Europa. Sæsonen for brunstokket rørhat ligger fra midsommer til efterår.

Pfifferling.jpg

Almindelig Kantarel (Cantharellus cibarius) er en almindeligt forekommende svamp i Europa. Hatten vokser frem i halvkugleform, men den får hurtigt den karakteristiske, tragtformede hat med en bølget rand. Diameteren kan blive op til 10 cm. Lamellerne er gaffeltdelte og løber langt ned ad stokken, og overgangen mellem hat og stok er uskarp.

Alm. Kantarel er mycorrhizadanner med mange træarter. Den vokser sammen med bøg, eg, birk og på heden, hvis der står fyrretræer i nærheden. Kødet kan beskrives som æggegult, og det er fast med en skarp smag, som dog forsvinder ved tilberedning. Kødet har en svag lugt, som minder om tørrede abrikoser. Højden er ca. 3-10 cm, hvoraf de 2- 6 cm er stokkens længde. Stokken er ½ – 1½ cm i tykkelsen.

Alm. Kantarel kan træffes over hele landet både i løvskov og nåleskov og ved kanten af birkemoser. Da svampen danner mycorrhiza, stiller den det krav, at der skal være træer i nærheden. Den vokser mest frodigt på fattig jordbund med passende surhedsgrad|sur jord, dvs. i moser og skove med morrbund. Den kan ses allerede i juli, når det har regnet meget, men den er mest almindelig i august, og kan findes helt frem til november.

Lepista.nuda2.-.lindsey.jpg

Violet hekseringshat (Lepista nuda) er en almindeligt forekommende lamelsvamp i Ridderhat-familien: . Hatten er middelstor, 5-15cm bred, oftest brunlig på oversiden og med svagt til tydeligt violet stok og lameller. Stokken er 1-2cm tyk og 3-10cm høj. Lyserøde sporer. Svampen er spiselig når den er gennemstegt eller kogt, men lettere giftig rå. Kan forveksles med visse slørhatte, der kan være uspiselige eller giftige.

Rådsvamp der forekommer i skove (løv- og nåleskove), langs veje og i haver og plantager og overalt hvor der er dødt plantemateriale at nedbryde. Dog sjældent på mager jord, f.eks. i fyrreskove og andre nåleskove på sandbund og fattig jord. Sent efterår og tidlig vinter.

Amanita muscaria UK.JPG

Rød fluesvamp (Amanita muscaria) er en af de store, danske hatsvampe. Fluesvampe er svampe med karakteristiske fællestræk: Skæl på hatten, lameller, ring (normalt tydelig) på stokken, knold og skede ved basis. Hos rød fluesvamp kan hatten blive op til 20 cm, farven er dybrød (i meget regnfulde perioder dog afbleget) med hvide eller grålige skæl, der ofte er strøet ud over svampen som pudder.

Rød fluesvamp er en populær svamp i juledekorationer. Den beskrives nogle steder som svagt giftig,[3] mens andre kalder den stærkt giftig.[4] Da den menes at have en euforiserende virkning, findes der en del eksempler på, at den er blevet benyttet som rusmiddel. På længere sigt kan den medvirke til udvikling af psykiske lidelser.[4]

Amanita phalloides 1.JPG

Grøn fluesvamp (Amanita phalloides) vokser i løvskove på næringsrig jordbund, hyppigst under bøg.

Grøn fluesvamp har skæl på hatten, tydelig ring på stokken en knold, og en skede, der omslutter knolden. Skeden er en rest af det svøb, som har omsluttet svampens frugtlegeme, da den var spæd.

Hatten er 4-12 cm i diameter og formet som en halvkugle, der på ældre eksemplarer udbredes. Den har fine, nedadløbende tråde. Hattens farver kan variere, men indeholder normalt nuancer af grønt. Farverne er klarest i tørt vejr. Lamellerne er hvidlige eller svagt gullige og fritsiddende. Stokken er høj og slank, men udmunder i den kraftige knold, der er omsluttet af en skede. Den har en tydelig, let nedadhængende ring. Lugten er sødlig, let vammel hos ældre eksemplarer. Smagen angives som mild.

Grøn fluesvamp er dødeligt giftig og er i Danmark den svampeart, der har forårsaget flest dødsfald som følge af indtagelse i svamperetter. Svampen er øverst på Giftliniens liste over Danmarks giftigste svampe.[5]

Giften i svampen kan give skader på tarmslimhinden, leveren og nyrerne. Hvis skaden bliver alvorlig nok kan det medføre, at patienten bliver afhængig af livslang dialyse, eller endda nyretransplantation.[6]

Svampen indeholder bl.a. amatoxiner, der optages i vitale organer, bl.a. leveren. Giftene kan ikke fjernes ved kogning, tørring eller kemisk behandling. Symptomerne er opkastning, diarré og voldsomme mavesmerter. Hvis den forgiftede søger lægehjælp og behandles inden 12-24 timer er der gode muligheder for at redde livet.[7] De vitale organer kan dog have lidt skade.

Amanita virosa 02.jpg

Snehvid fluesvamp (Amanita virosa) vokser i løvskove på næringsrig jordbund, hyppigst under bøg.

Snehvid fluesvamp er rent hvid overalt, har tydelig ring på stokken en knold, og en skede, der omslutter knolden. Skeden er en rest af det svøb, som har omsluttet svampens frugtlegeme, da den var spæd. Hatten er 5-10 cm i diameter, klokkeformet, på ældre eksemplarer udbredt. Lamellerne er hvide, tætte og skarpe. Stokken er hvid, høj og slank, men udmunder i den kraftige knold, der er omsluttet af en skede. Den har en tydelig, let flosset eller trævlet ring

Lugten er let vammel, især hos ældre eksemplarer. Smagen angives som mild. Kan af mindre kyndige forveksles med hvide champignoner, som dog ikke har rent hvide lameller. [8]

Snehvid fluesvamp er dødeligt giftig og har i Danmark forårsaget enkelte dødsfald som følge af indtagelse i svamperetter. Den indeholder bl.a. amatoxion. Amatoxinerne optages i vitale organer, bl.a. leveren. Giftene kan ikke fjernes ved kogning, tørring eller kemisk behandling. Symptomerne er angiveligt opkastning, diarré og voldsomme mavesmerter. Hvis den forgiftede søger hospital og behandles inden 12-24 timer er der gode muligheder for at redde livet. [9] De vitale organer kan dog have lidt skade.

Russ nobilis.jpg

Lille giftskørhat (Russula mairei) er en flot rød skørhat, der ligesom mange andre skørhatte kendes på sin kraftige hatfarve, kridhvide stok og skøre kød. Den har en meget skarp, nærmest brændende ubehagelig smag.

Hatten er rød eller rødlig, 4-7 cm bred, ofte flad eller nedtrykt. Stokken er 2-5cm lang og 1-1½ cm tyk. Lamellerne kan have et svagt grønligt skær.

Svampen vokser almindeligt i bøgeskov, da den har mykorrhiza-samliv med bøg. Den er almindelig i Europa, Asien og Nord-Amerika hvor arter af bøge-slægten (Fagus) vokser.d, and white, often with a faint blue-green sheen. The spore print is white.

Lactarius quietus 2010 G1.jpg

Ege-mælkehat (Lactarius quietus) er en svamp, der er almindelig i Danmark under egetræer. Hatten bliver op til 10 centimeter i diameter og stokken 4 til 9 cm lang. Svampen er beige til brunlig i forskellige nuancer, ofte med farverne i koncentriske zoner på oversiden af hatten. Som andre mælkehatte indeholder kødet såkaldt mælkesaft, der i dette tilfælde er hvidlig.

Ege-mælkehat beskrives ofte som spiselig, men anses ikke for at være særligt velsmagende. Forekommer i hele Europa.

Lactarius deterrimus2.jpg

Granmælkehat (Lactarius deterrimus) er en svamp, der er almindelig i Danmark i græs under unge graner - oftest langs stier og skovveje. Hatten bliver op til 10 centimeter i diameter og stokken 2 til 7 cm lang. Hele svampen er orange, med alderen med nogen grønfarvning - ofte i form af ringe eller pletter, særligt på hatten. Gamle svampe kan være gråbrune til grønne. Som andre mælkehatte indeholder kødet såkaldt mælkesaft, der i dette tilfælde også er orange.

Gran-mælkehat er spiselig, men ofte angrebet af larver. Ved indtagelse farves urinen rød dagen efter. Stokken er hul, det er ikke tegn på en dårlig svamp. Svampe der har beholdt mest af den orange farve foretrækkes som spisesvampe. Kan forveksles med Velsmagende mælkehat der også er spiselig, også er orange med orange mælkesaft men vokser under Fyr.

Forekommer i hele Europa samt hist og her i det vestlige Asien. I sydlige, varmere områder findes den kun i bjergskove. Den er almindelig i Nord- og Østeuropa.

Stropharia.aeruginosa.-.lindsey.jpg

Spanskgrøn Bredblad (Stropharia aeruginosa) er en svamp i Bredblad-familien i Bladhat-ordenen. Den er almindelig i Danmark, hvor den især træffes i granskove fra august til november. Den regnes for spiselig, men er ikke eftertragtet. Spanskgrøn Bredblad er en meget spektakulær tyrkisfarvet, skællet, sortsporet bladhat med en ret tydelig stokring, mørke lameller med en tydelig hvid kant og normalt ingen markant lugt. Spanskgrøn Bredblad kan med alderen blive næsten okkerfarvet. Hatten er 3-8 cm bred, knolden er stump og krum, senere udvidet flad. I tørt vejr er hattens overflade klæbrig og fedtet, i fugtigt vejr slimet. Lamellerne er gråsorte med et violet skær. Stokken har en længde på 4-8 cm og en tykkelse af ??0,4-1 cm. Stokken er under ringen stærkt skællet med hvidlige udstående skæl.

Spanskgrøn bredblad findes på humusrig, sur bund i løv- og nåleskove, gerne langs vejkanter mv. Den kan også vokse på træflis i haver mv. Den er almindelig i hele landet. Spanskgrøn bredblad er vidt udbredt i Europa og Nordamerika.

Stinkmorchel.jpg

Almindelig stinksvamp (Phallus impudicus) er, som navnet antyder, ildelugtende. Den vokser på formuldet materiale fra træer. Svampen kaldes også "hekseæg" i den tidlige fase, hvor svampen er en knold i skovbunden. Svampen vokser op i august. Slimlaget, der dækker svampen, indeholder svampens sporer. Den særprægede lugt fra svampen tiltrækker fluer. Fluerne spiser af slimlaget og spreder dermed sporerne.

Fomes fomentarius 2010 G2.jpg

Tøndersvamp (Fomes fomentarius) er en poresvamp i Poresvampfamilien (Polyporaceae).

Kilder[redigér]

  1. Hammond, Nicholas. Den lille felthåndbog om Svampe (1. udgave), Connaught, s. 14. ISBN 978-1-84517-287-9.
  2. Hammond, Nicholas. Den lille felthåndbog om Svampe (1. udgave), Connaught, s. 8. ISBN 978-1-84517-287-9.
  3. Skov- og Naturstyrelsen om Rød Fluesvamp. Hentet 22. maj 2016.
  4. 4,0 4,1 Giftlinjen.dk om Svampe. Hentet 22. maj 2016.
  5. https://www.bispebjerghospital.dk/giftlinjen/alt-om-gift/planter-og-svampe/Sider/de-5-giftigste-svampe.aspx
  6. https://www.bispebjerghospital.dk/giftlinjen/alt-om-gift/planter-og-svampe/Sider/svampe.aspx
  7. Korhonen, 1973, s. 41
  8. De er hos champignoner brunlige eller rosa.
  9. Korhonen, 1973, s. 41