Livet i Danmarks skove/Fugle

Fugle

I sin skildring af større danske fuglelokaliteter nævner Lorenz Ferdinand, at kriteriet for skovområder af international betydning er mindst 15 par af spurvehøg, duehøg, tårnfalk, musvåge og hvepsevåge samt lokalitet for vandrefalk, fiskeørn og skarv. Kriteriet for skovområder af national betydning er mindst 6 par af spurvehøg, tårnfalk, musvåge og hvepsevåge eller lokalitet for duehøg, lærkefalk, ravn, høgesanger og stor skallesluger. Kriteriet for andre områder af betydning er, at de er lokalitet for natravn, pirol, svaleklire, skovsneppe, vendehals og huldue eller "gode småfugleskove".

Stor flagspætte (Dendrocopos major) er en spætteart, der lever i Europa (herunder Danmark), det nordlige Afrika og i store dele af Asien. Stor flagspætte er den almindeligste danske spætte. I Danmark yngler stor flagspætte over hele landet, bortset fra mindre øer med kun lidt skov som Ærø og Anholt. Den er især almindelig i blandskov med udgåede træer. Dens trommen høres oftest i marts og april. De danske fugle er standfugle. I år med ringe frøsætning i nåleskovene nord for Danmark, kan mange unge fugle gæste landet. Den store flagspætte har en længde på ca 23 cm og vejer omkring 90 g. Hannen kendes på sin røde nakkeplet. Ungfuglene har rød isse. Den lever om sommeren især af insekter, mens den om vinteren tager frø fra koglerne af fyr eller gran. Stor flagspætte kan desuden tage andre fugles æg eller unger.

Grønspætte (Picus viridis) er en mellemstor spætte, der bliver 32 cm lang. Den kendes især på sin karakteristiske grønne ryg og røde isse. Grønspætten findes i ulige skovtyper. De tætteste bestande synes at forekomme i lyse blandingsskove, hvor mange uens løvtræer vokser sammen med nåletræer, men den kan også optræde i ren løvskov og i nåletræsplantager med et mindre indslag af løvtræder. Den synes at foretrække åbne, parkagtige skove, hvor træerne står mere spredt. Grønspætten ynglede tidligere mange steder i Danmark, men udviste efterhånden tilbagegang: i Sydsjælland og på Lolland-Falster i 1880-erne og 1890-erne, i Nordsjælland kort efter århundredeskiftet. På Fyn forsvandt den omkring 1930, og på Langeland i begyndelsen af 1940-erne. Nu om stunder er praktisk talt hele bestanden bosat i Jylland med enkelte tilfælde på Fyn. Grønspættens vigtigste føde er rød skovmyre. Derfor er det afgørende for den at have tilgang til overdrev, enge eller heder i umiddelbar tilknytning til skovene.

Sortspætte (Dryocopus martius) er en stor spætte, idet den når en længde på 45 cm. Den har en markant sort fjerdragt med en karakteristisk rød isse. Sortspætten er udbredet i det meste af Europa og store dele af Asien. Den yngler i ældre nåle- og blandskove. Før 1930 var den kun en sjælden vintergæst i Danmark, men i de følgende årtier begyndte den at optræde oftere, især i Nordøstsjælland. Det første sikre ynglefund, i Teglstrup Hegn ved Helsingør, blev gjort i 1961. Den er fortsat næsten kun udbredt i Nordøstsjælland samt på Bornholm, hvor det første sikre ynglefund blev gjort i 1966. Til trods for, at den også kendes i Mellemeuropa helt op i Sydslesvig, er der endnu ikke gjort sikre ynglefund i Sønderjylland. Den lever hovedsageligt af insekter, som den finder under barken.

Træløber (Certhia familiaris) er en lille spurvefugl med en kropslængde på 12,5 cm. Den findes i det meste af Europa og Asien. I Danmark er den i udpræget grad knyttet til løvskove, mens den i Mellem- og Sydeuropa også forekommer i nåleskov. I Danmark findes den altovervejende i landets østlige egne, herunder Bornholm, men mangler næsten helt i Midt- og Vestjylland. Thy og Vendsyssel.

Spætmejse (Sitta europaea) er en lille spurvefugl med en kropslængde på 15 cm. Den genkendes især på sin blågrå overside og lysere underside med en sort stribe gennem øjet. Fugle vest for Storebælt er gyldenbrune på undersiden (Underarten caesia), mens fugle på Sjælland og Lolland-Falster er lysere (underarten europaea) og kun rustrøde på undergumpen og de nedre flanker. Arten er almindelig bortset fra i de dele af Vest- og Nordjylland, her under Thy. Spætmejsen er en løvskovsfugl især knyttet til ældre egetræer men forekommer dog også i bøgeskov og blandskov samt i parker. Den mangler på mange øer, som Læsø, Samsø og Ærø og er først i 1995) indvandret til Bornholm. Om sommeren lever spætmejsen især af insekter, edderkopper og andre smådyr. Om efteråret og vinteren lever den derimod af frø, nødder, bog og agern. For at få hul på nødderne, kiler spætmejsen dem fast i barkrevner, hvor den hamrer på dem med sit næb. Den bruger i den forbindelse hele sin kropsvægt og udnytter, at den kan bevæge sig med hovedet nedad. Spætmejsen er en meget stedfast standfugl og spreder sig ikke nemt.

Blåmejse (Parus caeruleus) en en lille spurvefugl med en kropslængde på cirka 11,5 cm. Det har et karakteristisk lyseblåt parti i nakken og over issen samt en sort stribe gennem øjet. Det mørkebrune næb er kort sammenlignet med beslægtede arter. Iris er brun, fødderne mørkegrå og kløerne grå. Blåmejsen forekommer i Europa, Asien, Nordafrika og på de Kanariske Øer; sidstnævnte regnes som en underart. I Danmark er den en udpræget løvskovsfugl og træffes sjældnere i nåleskove men undertiden i parker og villahaver. Blåmejsen forekommer i stort set hele landet, dog ikke på Sejerø Blåmejsens foretrukne føde om sommeren er hovedsageligt insekter (især deres larver) og edderkopper. Uden for yngletiden udvides betydningen af frø og anden plantebaseret kost fx fra bøge- og birketræer. Blåmejser træffes året rundt.

Sortmejse (Parus ater) er en lille spurvefugl. Sortmejsen er 11 cm og har sort hoved med hvide kind- og nakkepletter og en grålig bug. Den yngler i Europa og i store dele af Asien. Sortmejsen lever næsten udelukkende i områder med nåletræer. I Danmark er sortmejsen hyppigere i Jylland end på øerne. Særligt tætte bestande findes i de midt-, vest- og sydjyske plantager. Sortmejsens vigtigste føde er granfrø, men den lever om sommeren især af insekter og edderkopper. Allerede fra sensommeren begynder sortmejsen at hamstre til vinteren: granfrø, fyrrefrø og insekter, især bladlus, bliver gemt på nåletræernes yderste grene. Fuglen er standfugl, men strejfer mere om end de øvrige mejser og kan nogle år optræde invasionsagtigt i Danmark fra det øvrige Skandinavien.

Topmejse (Parus cristatus) er en lille spurvefugl. Topmejsen har en længde på 10,5-12 cm og et vingefang på 17-20 cm. Arten er en karakteristisk mejse med sin sort- og hvidspættede top. Andre kendetegn er den sorte "hagesmæk", den sorte ring omkring hovedet og ørerne, den jævnt brune overside, den smudsighvide underside og de beigebrune flanker. Kønnene er ens. Topmejsen yngler kun i Europa, hvor den er udbredt i de fleste lande, dog fraset Island, Irland og Italien. I Danmark er den næsten udelukkende knyttet til ældre nåleskov, hvor den forekommer i bevoksninger af både gran og fyr. I Danmark findes den kun udbredt vest for Storebælt (Jylland og Fyn) og findes heller ikke på de mindre øer som Samsø, Langeland og Ærø. Topmejsen indvandrede fra Nordtyskland i slutningen af 1800-tallet og nåede til Sønderjylland i 1890-erne, til Nord- og Vestjylland i 1920-erne og nåede Fyn i tiden 1920-1940. Topmejsen ernærer sig ved edderkopper, insekter og insektlarver om sommeren og primært af granfrø om vinteren. Topmejsen er en udpræget standfugl.

Musvit (Parus major) er en mindre spurvefugl med en længde på 12,5-14 cm. Musvitten har stærke og klare farver. Den har en blålig-sort isse, sort hals og hoved, hvide fjer på kinder og de skjulte ører. Brystet er lyst citrongult, og den har en karakteristisk bred stribe på midten løbende som en slids fra halsen og ned på bugen. Den har på halsen en mat, hvid plet, der bliver grøngul oppe øverst på nakken. Resten af nakken og ryggen er grøn og olivengrøn. Vingernes dækfjer er grønne, resten af vingerne er blågrå med et hvidt vingebånd. Halen er blågrå og hvid på spidsen. Fjerdragten på hunnen er magen til hannens, men er generelt lidt blegere; halsen er mindre tydeligt sort, lige som striben ned på bugen, og striben er ofte smallere og i nogle tilfælde brudt. Musvitten findes udbredt over hele Europa, Nordafrika, Mellemøsten, Rusland, i det nordlige og centrale Asien, Japan og ned til det sydøstlige Asien. I Danmark forekommer den i alle typer af skove, parker, haver med mere, især i ældre løvskove og blandingsskove. Den forekommer i stort set hele landet, selv på de mindste småøer. Musvitten lever om sommeren hovedsagelig af insekter, som den finder i vegetationen. Den æder også hvirvelløse dyr som græshopper, fårekyllinger, netvinger, ørentviste, bladlus, myrer, fluer, vårfluer, biller, mejere, bier, hvepse, skorpionfluer, snegle og bænkebidere. I yngleperioden foretrækker musvitten at give sit afkom proteinrige dyr som larver. De fleste europæiske musvitter er standfugle.

Lille korsnæb (Loxia curvirostra) er en mindre spurvefugl, ca. 16,5 cm stor. Den kendes bedst på sin stemme og det specielle næb, hvor spidserne af overnæb og undernæb krydser hinanden. Hannen er makant rød på kroppen med brune vinger. Hunner er grågrønne eller gulgrønne, og ungfuglene ligner hunnerne, men er stribede. Den findes udbredt over et stort område på den nordlige halvkugle. I Europa findes arten med spredte bestande i næsten alle lande, ligesom den findes i dele af Nordafrika og i store dele af Asien og Nordamerika. I Danmark begyndte lille korsnæb første gang at yngle i midten af 1800-tallet, da hede og klitter blev beplantet med nåletræer. Lille korsnæb er en udpræget nåleskovsfugl, idet dens levevis er helt afhængig af forekomsten af nåletræsfrø. Af samme årsag er den i Danmark især udbredt i de midtjyske plantageområder, mens den kun findes spredt og svagt i resten af landet. Lille korsnæb lever især af frø fra gran, men kan også tage frø fra mindre fyrrekogler eller sten af rønnebær. I Danmark findes den både som ynglefugl og trækgæst nordfra, men antallet veksler meget fra år til år.

Gærdesmutte (Troglodytes troglodytes) er Danmarks næst mindste spurvefugl. Den måler 9,5-12 cm. Den er en lille brun fugl med en hale, der oftest er karakteristisk strittende. Gærdesmutten er udbredt i det meste af Europa og i dele af Asien. Gærdesmutten yngler i skove (såvel nåleskove som løvskove), parker og haver, oftest i tæt krat, herunder i tætte markhegn. Gærdesmutten forekommer overalt i Danmark inklusive Bornholm og også på de mindre øer som Læsø, Anholt, Samsø og Endelave. Gærdesmutter lever af insekter hele året. De fleste danske fugle er standfugle. Den optræder desuden som en meget almindelig trækgæst og vintergæst fra Skandinavien.

Løvsanger (Phylloscopus trochilus) er en spurvefugl. Den er grønlig fjerdragt for oven og gullig for neden eller mere afdæmpede grågrønne til gråbrune farver med mindre eller ingen variation i forhold til årstiden. Halerne er ret korte og består af 12 fjer. Løvsangeren er spinkel og mellem 9 og 14,5 cm, oftest 11-12 cm, lang. Den yngler i det nordlige og tempererede Europa og Asien. I Danmark forekommer den over hele landet, selv på de mindste øer. Den yngler både i krat og skov, såvel løvskov som nåleskov, herunder i vestjyske klitplantager. Løvsangeren lever af insekter og finder sin føde mellem blade på træer. Hele bestanden trækker til Afrika syd for Sahara.

Skovsanger (Phylloscopus sibilatrix) er en spurvefugl. Den yngler i Europa i et bredt bælte fra de Britiske Øer og Frankrig til det vestlige Sibirien. I Danmark ses den typisk i højstammet bøgeskov og er derfor fortrinsvis udbredt i de østlige dele af landet, medregnet det østlige Jylland. Skovsangeren er en trækfugl.

Gransanger (Phylloscopus collybita)er en mindre spurvefugl. Den yngler i de nordlige og tempererede dele af Europa og Asien. Navnet skyldes, at arten nord for Danmark især yngler i granskov. Efter at være indvandret til Danmark fra midten af 1800-tallet er gransangeren nu særdeles almindelig over hele landet både i nåleskove, løvskove og især blandingsskove. Gransangeren er overvejende en insektæder, men den kan også æde bær og frugter. Arten overvintrer i det vestlige og sydlige Europa, det sydlige Asien og det nordlige Afrika. Den danske bestand overvintrer især i middelhavsområdet.

Stor dompap (Pyrrhula pyrrhula) er en 16 cm stor spurvefugl. Dens karakteristiske næb er sort, kort og kegleformet. Hannen er på undersiden rød, mens hunnen er brun. Begge køn har sort kalot og en iøjnefaldende hvid overgump, der især ses under flugten. Halen og vingernes svingfjer er sorte. Dompap er udbredt i alle europæiske lande fraset Island. Den findes desuden i dele af Mellemøsten og i et bredt bælte tværs gennem Asien helt til stillehavskysten og Japan. Arten indvandrede til Danmark i første halvdel af 1900-tallet, hvor den bredte sig dels syd fra og op gennem Jylland, dels østfra. Fuglene syd fra tilhørte underarten lille dompap (Pyrrhula pyrrhula europaea), mens dem østfra var af formen stor dompap (P. p. pyrrhula). De to underarter ligner hianden til forveksling og har desuden dannet mellemformer, omend grænsen for det to underarter i hovedtræk går ved Storebælt. Dompap er nu en ret almindelig ynglefugl, hvis antal dog kan variere meget fra år til år. I Danmark er dompappen fortrinsvis knyttet til nåletræer men findes i udpræget grad i blandede skovområder. Det kan være forklaringen på, at den næsten mangler i Vestjylland. Føden består af frø fra blandt andet ask, syren, ahorn, birk, stor nælde og pileurt samt om efteråret også enebær og rønnebær. I år med lav frøsætning kan arten i en stor del af vinteren og hen på foråret leve af løvtræernes og lærkens knopper. Om foråret tager den tillige en del insekter, hvilket desuden indgår i ungernes foder.

Bogfinke (Fringilla coelebs) er en 16 centimeter stor spurvefugl. Hannen har en karakteristisk blågrå isse og nakke, mens undersiden samt kinder og ryg er markant rødbrune, overgumpen er gulgrøn. Hunnen er mere anonym med olivenbrun overside og lysere gråbrun underside. Begge køn har to hvide bånd på vingerne og hvide halesider. Næbbet er kegleformet og hos hannen blågråt i yngletiden, mens det er brunt om vinteren. Bogfinken yngler i store dele af Europa og mod øst til Centralasien. Arten er desuden indført til New Zealand. I Danmark yngler næsten alle steder med træbevoksning, fra nåletræsplantager over højstammet Bøgeskov til alléer, levende hegn og parker. Bogfinken findes udbredt over praktisk talt hele landet, selv på småøer. Bogfinken lever for det meste af frø i vinterhalvåret og af insekter om sommeren. Som første del af fuglens navn antyder, lever den også af bog (bøgens frugter).

Skovskade (Garrulus glandarius) er en stor kragefugl, med en længde på 34 centimeter og et vingefang på omkring 55 centimeter. Fjerdragten er rødbrun med en karakteristisk sort skægstribe og hvid overgump. På vingen sidder fuglens karakteristiske blå fjer med sorte tværstriber. Den yngler i et stort område strækkende sig fra det vestlige Europa og det nordvestlige Afrika til den asiatiske østkyst og det sydøstlige Asien. I Danmark er fuglen især almindelig i Vestjylland og Nordjylland samt i Nordsjælland og på Bornholm, hvor andelen af nåletræer er stor. Foruden i alle typer af skove yngler skovskaden også i byernes parker, på kirkegårde og i nåletræsplantager. Skovskaden er altædende og lever i yngletiden især af hvirvelløse dyr som orme og insekter. Den æder desuden frø og bær, men er især kendt for at hamstre agern, som den gemmer på jorden mellem visne blade til senere fortæring; en enkelt skovskade kan gemme 3.000 agern på en måned. Den er standfugl i Danmark.

Skovsneppe (Scolopax rusticola) er en vadefugl omtrent på størrelse med en due med en længde på cirka 34 cm og et vingefang på omkring 60 cm. Den har en fjerdragt, der er fint mønstret i brune farver. Næbbet er langt, benene forholdsvis korte, og hovedet er stort. De store øjne er placeret så langt tilbage på hovedet, at fuglen kan se både fremad og bagud, altså et udsyn på 360°. At øjet sidder så langt tilbage, medfører, at øreåbningen sidder under den forreste del af øjet og ikke bag øjet som hos de fleste andre fugle. Vingerne er brede og afrundede, halen er kort. Skovsneppen er udbredt i store dele af Europa og Asien. I Danmark er den i yngletiden knyttet til skovbevoksede områder og forekommer sjældent i skove på mindre end 20-30 hektar. Skovene skal endvidere rumme fugtige partier som moser og fugtige lavninger. Skovsneppen er mest udbredt i yngre løvskovsbevoksninger med eg, birk og el, men forekommer tillige i nåletræsbevoksninger. Den især lever af regnorme i skovbunden. Skovsneppen er en ret almindelig dansk yngletrækfugl, der overvintrer i det sydlige og vestlige Europa. Den er desuden en meget almindelig trækgæst nord- og østfra.

Skovhornugle (Asio otus) har en højde på 35-37 centimeter og et vingefang på 84-95 centimeter. Skovhornuglen har orangerøde øjne og lange fjerhorn. Den er standfugl i store dele af Europa og trækfugl i det nordlige Skandinavien og Finland. I Danmark er det en ret almindelig ynglestandfugl og den kommer også som træk- og vintergæst.

Natugle (Strix aluco) er en mellemstor ugle med sorte øjne. Dens farve varierer fra grålig til rødbrun. Længden er typisk omkring 37-39cm og vingefanget omkring 94-104 cm. Den findes i næsten hele Europa fraset det nordlige Skandinaven, og er også udbredt i det nordligste Afrika samt området mellem Sortehavet og Det Kaspiske Hav. Den lever overvejende i ældre løvskove med delvis hule træer og træer med mindre hulrum, som uglen kan bebo og med lysninger, hvor fuglen kan jage. Af samme grund findes den næsten kun udbredt i de østlige egne, fraset Samsø og Bornholm. Natuglen har et usædvanligt godt syn, som den bruger til at finde sit bytte om natten, hvor den er aktiv. Den lever hovedsageligt af mus, men også af andre gnavere, muldvarpe, pindsvin, egern, lækatte, orme, insekter og småfugle.

Musvåge (Buteo buteo) er en kraftig rovfugl. Musvågen er brun, men med mange farvevarianter fra næsten hvid til helt mørk. Den er 51-57 cm lang med forholdsvis korte, brede vinger med fem karakteristiske "fingre" og med et vingefang på 113-128 cm. Dens hale er ret kort og lige afskåret. Den findes fra Europa til Asien og er en udbredt ynglefugl i næsten hele Danmark. Den findes som ynglefugl i større og mindre skove og plantager, der er omgivet af åbent land. Den vælger som regel sit ynglested nær udkanten af skoven eller ved større lysninger. Den er mere udbredt i løvskovsområder og har først i løbet af det 20. århundrede bredt sig til vestjyske nåleskovsområder. Musvåger er meget alsidige i deres valg af føde. De spiser både små pattedyr fx mus men også krybdyr, regnorme, større insekter, padder, småfugle og ådsler. Skønsmæssigt omkring halvdelen af de ynglende par i Danmark er standfugle, mens resten, oftest ungfuglene, trækker til Vest- og Sydeuropa for vinteren.

Hvepsevåge (Pernis apivorus) er en middelstor europæisk rovfugl. Kønnene ligner hinanden, men hannen har ofte en tydeligere gråblålig tone på oversiden, især på hovedet. Vingefanget er 125-150 cm. Hvepsevågen foretrukne bytte er larver og pupper fra hvepseboer], men den lever også af humlebiers bo og frøer. I Danmark forekommer den udpræget i de østlige dele indtil Østjylland og inklusive Bornhom. Den yngler næsten udelukkende i gammel løvskov og er kun undtagelsesvis fundet i nåleskov, men er almindelig i nåletræsskove i Norge og Sverige. Den overvintrer i Afrika.

Duehøg (Accipiter gentilis) har mørkebrun overside med et gråligt anstrøg. Brystet er hvidligt med mange mørkebrune bølgelinjer. Vingerne er forholdsvis korte mens halen er lang. De to køn ser ens ud, men hunnen er væsentligt større end hannen. Hannen måler fra halespids til næbspids omkring 54 cm og hunnen omkring 64 cm. Duehøgen er en stor høg, der er udbredt som ynglefugl over store dele af Europa, herunder i Skandinavien, men desuden i Asien og det nordvestlige Afrika. Den lever fortrinsvis i skove, men kan også ses i åbne landskaber om vinteren. Den stiller krav til ret store territorier. Den lever især af småfugle og mindre pattedyr. I Danmark findes duehøgen både i gamle løvskove og i nåleskove, men den stiller krav om ret høje træer for at yngle. I Danmark er den på grund af tidligere jagt især udbredt i de nordsjællandske statsskove, men den findes også på Lolland-Falster, Fyn og i Jylland, fortrinsvis de sydlige dele. Endvidere har den efterhånden bredt sig til de midt- og vestjyske hedeplantager. Den er standfugl i Danmark.

Spurvehøg (Accipiter nisus) er en relativt lille rovfugl. Hunnen større end hannen. Hunnen måler op til cirka 38 centimeter fra hoved til hale, mens hannen måler cirka 30 centimeter. Den lever mest af småfugle, der jages i både skove og nu om stunder også i byområder. Spurvehøgen er en udpræget nåleskovsfugl, som i udtalt grad yngler i nåletræsbevoksninger især af rødgran på mellem 20 og 50 år. Kun undtagelsesvis er den fundet ynglende i ren løvskov. Af samme grund er den udbredt over hele landet inklusive Bornholm, men stærkest i Jylland.

Litteratur

• Lorenz Ferdinand: "Fuglene i landskabet" (Større danske fuglelokaliteter, Bind II; Dansk Ornitologisk Forening 1980; 1. udgave 1. oplag; ISBN 87-87604-03-5