Liverollespilsbogen/Spilpersoner/Ridder

Fra Wikibooks, den frie samling af lærebøger
Spring til navigation Spring til søgning
  • En ridder i middelalderen var en adelsmand og kriger der i senmiddelalderen var udstyret med en stor kraftig hest som kunne gå tölt (så den tunge ridder ikke rystede op og ned) og solid rustning og kæmpede i ridderturneringer. En ridder er en kriger til hest.

En ridder er som regel en adelig soldat(kriger) og skal derfor ofte spilles med næsen lidt i sky, han er jo mere end de fleste andre.

Riderens høje byrd og mange store bedrifter giver sig ofte udslag i en vis portion hovmodighed og egenrådighed, men han vil til hver en tid overholde ridderidealet: At bruge sine krigerevner til at beskytte de svage og udsatte og at kæmpe mod uretfærdighed.

Riddere betragter for det meste de adelsfolk der ikke selv går i krig for feje hofsnoge og intrigemagere, hvilket de gerne fortæller dem.

Som allerede antydet er ridderens udklædning lidt af en udgift, den skal indeholde fuld rustning (ringbrynje eller plade) skjold med våbenmærke og være adlen værdig. Man kan altså ikke spille ridder uden at anskaffe eller lave meget udstyr.

Historisk set[redigér]

Oplæring til ridder[redigér]

I middelalderen kunne enhver fri mand blive ridder. En ridder skulle imidlertid selv stille op med hest og rustning, hvilket var dyrt. Dertil kom, at man skulle gennem en oplæring til at blive ridder, som også kostede penge. Ridderne kom derfor som regel fra en adelig (eller rig) familie.

Oplæring til ridder foregik sådan: først blev man opdraget af sine forældre til at opføre sig på rette maner. Ved 7-års alderen blev man sendt bort til et fyrstehof for at arbejde som page. Pagens arbejde bestod i at være tjener. Her blev man instrueret af hoffets damer i at opføre sig dannet. Man blev undervist i kristendom. Man lærte de grundlæggende jagt- og våbenteknikker og lærte at ride hest.

Når man var 14 år gammel, kunne en ridder vælge en ud til at blive hans væbner. Som væbner var man ridderens personlige tjener. Man sørgede for ridderens udstyr og for hans hest. Ridderen på sin side oplærte væbneren i de ting, der skulle til for at blive ridder. I takt med at man blev ældre, fulgte man med ridderen i krig og hjalp ham, hvis han blev såret under et slag.

Når uddannelsen blev skønnet til at være færdig, det vil sige omkring 18- 21 års alderen, blev man slået til ridder. Det foregik på følgende måde: aftenen før gik væbneren ind i et kapel og bad til Gud hele natten (en såkaldt vigilie). Om morgenen blev han badet (en rituel renselse) og iført en hvid skjorte, en guldtunika og en purpurfarvet kappe og derefter slået til ridder af kongen eller en ridder, der handlede på kongens vegne. En væbner kunne også slås til ridder på slagmarken, hvis han havde kæmpet usædvanligt heltemodigt. I så fald ville en ridder slå ham på skulderen med sit sværd og udtale: Vær du ridder, og så var væbneren ridder.