Landsbyer i Danmark

Farum gamle landsby

Ved landsbyer forstås i Danmark i almindelighed bebyggelser, hvis indbyggere fortrinsvis ernærer sig ved landbrug og som har mindre end 200 indbyggere (modsat landbrugsbyer, hvis indbyggere fortrinsvis ernærer sig ved landbrug, men som har så mange indbyggere – mere end 200 – at de medregnes blandt de bymæssige bebyggelser).

Geografen Aage Aagesen nævner, at en bebyggelse skal have mindst 3 bondegårde for at kunne regnes som en landsby. Ved siden af gårdene kan der tillige forekomme andre bygninger såsom huse (blandt andet smedie), kirke, skole, kro og lignende.

Landsbyernes mangfoldighed

Landsbyerne i Danmark er ikke ens, hverken med hensyn til størrelse, indre opbygning eller driftsforhold. Uensartetheden i disse forhold må ses i lyset af to ydre forhold: de landskabelige vilkår og besiddelsesforholdene (godsstrukturen).

I landskabelig henseende kan skelnes mellem:
- agerbygder,
- skovbygder,
- hedebygder,
- kystbygder, og
- marskbygder.

Agerbygderne kendetegnedes ved højt hartkorn i forhold til arealet og stor opdyrkningsgrad. Landskabet overvejende morænesletter med lerbund. Landsbyerne var forholdsvis store, med store gårde, herregårde og forholdsvis mange jordløse huse.

Skovbygderne kendetegnedes ved forholdsvis megen skov (mindst 25% af jorden), der påvirkede driftsforhold og binæringer. Kuperet terræn, blandet jordbund (ler og sand), med enkeltgårde og små landsbyer, forholdsvis små gårde, herregårde i tilknytning til skove, mange huse med jord.

Hedebygder kendetegnedes ved forholdsvis megen hede (mindst 35% af jorden), hvilket påvirkede driftsforholdene. Landskabeligt hedeslette eller bakkeø, sandet jord, vådbundsarealer (kær og moser), med mange enkeltgårde, små landsbyer, små gårde, få og ret små herregårde, mange huse med jord.

Kystbygder udgjordes af de kystnære ejerlav, hvor udnyttelse af havet ved binæringer (fiskeri, skibsfart) spillede en rolle. Landskabet mangesidigt (morænelandskab, hævet havbund eller klit), mange købstæder, store landsbyer og fiskerlejer, små gårde og fiskerhuse, mange hovedgårde. Sandflugt kunne bevirke, at landsbyerne måtte flytte.

Marsken kendetegnedes ved et næsten fravær af egentlige landsbyer; enkeltgårde på ophøjede verfter spillede her en hovedrolle.

Besiddelsesforholdene (og i forbindelse hermed godsernes driftsforhold) indvirkede også på landsbyernes forhold. Ikke mindst i det gamle Sønderjylland tegnede der sig fire delområder:
- marskegnene omfattende øer i Vadehavet, Ejderstedt, Nordstrand, Vidding og Bøking herreder samt Hatsted marsk ved Husum helt uden godser,
- godser på Als og Ærø samt i Sundeved og Angels østlige del, hvor hovedgårdene dækkede 10-30% af arealet, og hvor landgilde og hoveri indgik i indbyrdes afstemt forhold (i lighed med forholdene i de kongerigske dele af landet),
- godser på gesten, hvor bønderne var fri for hoveri men til gengæld betalte forholdsvis høje landgildeafgifter til godsejerne, som regel i form af pengebeløb, og hvor herregårdsjorden ofte var udstykket og/eller bortforpagtet (på tysk kaldet Rentengrundherrschaft),
- godser på Svans og i Jernved (tysk: Dänischwohld), hvor herregårdene dækkede over 50% af arealet, og hvor bønderne havde omfattende hoveri men til gengæld ikke ydede landgilde (på tysk kaldet Gutherrschaft og kendt især fra Østeuropa).

Landsbyernes størrelse og indre opbygning

Landsbyer er ikke ens. Efter deres indre opbygning opdeles landsbyerne i fire grundformer: fortebyer, gadebyer og række- eller randbyer samt i de sydvestjyske marskegne verftslandsbyer. Landsbyerne lader sig inddele i to hovedgrupper: regulerede eller planlagte landsbyer og terrænbetingede landsbyer. Til de regulerede landsbyer hører fortebyer og gadebyer, henholdsvis med og uden en centralt beliggende åben plads, en forte. Terrænbetingede landsbyer kan betinget underinddeles i randbebyggelse, ådalsbebyggelser og skovrækkebyer.

Hvis befolkningen voksede, kunne bebyggelsens form komme under pres. Der kunne da ske et af følgende:
- gårdkløvning, hvorved der kom til at bo to (eller flere) familier pr. gård,
- fortætning på fælles åbne arealer, fx i form af forteklyngebyer,
- nye ejendomme langs landsbyens yderområder, fx som grenede gadebyer,
- udspaltning af aflæggerbebyggelser (såkaldte torper) og -enkeltgårde.

Til landsbyen hørte de omgivende jorder, der blev udnyttet i omdriften dels som agerjord, dels i form af eng, krat, skov og overdrev; tilsammen udgjorde disse landsbyens ejerlav.

Fortebyen

Parti fra Nordby på Samsø.

Veddum er en forteklyngeby, opmåling 1799.

I fortebyen (også kaldet rundbyen og den sluttede by) ligger gårdene omkring en åben plads midt i landsbyen, forten. Forten kunne være cirkelformet, oval, rektangulær eller kvadratisk (måske med tendens til rhombeform) men også nærmest trekantet. Fortelandsbyen var kendetegnet ved, at bebyggelsen omkring forten lå mere eller mindre tæt: i nogle tilfælde var gårdene kun adskilte af en smal slippe, i andre kunne der være op til 30-40 m mellem gårdene. I visse tilfælde var gårdene helt sammenbyggede med en fælles længe, fx i Vitved ved Skanderborg. Gårdene lå på hver deres grund, toften eller gårdstedet. Dette særejede jordstykke udgjorde grundlaget for gårdens ret til andel i gårdens agre samt overdrev. Toften var afgrænset både indadtil mod forten og udadtil mod de omgivende marker. På toften fandtes ofte en abildgård og kålgård. Forten var fælles ejendom for alle gårdboere og måtte derfor ikke bebygges. Den synes oprindeligt at have været anvendt til at opbevare landsbyens kvæg om natten og ungkreaturer og mindre husdyr. På forten fandtes ofte landsbyens gadekær, der kunne anvendes såvel til vanding af husdyr som til branddam og vaskested for landsbyens arbejdsredskaber og vogne. På forten fandtes tillige landsbyens bystævne, hvor bønderne traf beslutninger af fælles betydning og fældede domme i interne anliggender i henhold til landsbyens vider og vedtægter. Endvidere anvendtes forten til markering af fælles begivenheder og højtider, fx blev en majstang rejst her. Den del af forten, der lå nærmest gårdene, kaldtes gaden og skulle holdes fri af hensyn til færdslen gennem byen og mellem gården og markerne. Gaden lå således som en lukket ring omkring forten. I nogle tilfælde er de to af siderne neget korte således, at gårdene altovervejende ligger langs to langsider, hvorved formen nærmer sig gadebyen.

Undertiden kan forten være delvist bebygget med smedie, skole og lignende, og under visse forhold kunne der ligeledes opføres mindre huse til beboelse, såkaldte gadehuse, hvorved fortebyen kunne videreudvikles til en såkaldt forteklyngeby. Den mest kendte forteklyngeby er Nordby på Samsø.

Fortebyerne er som regel ret store, ofte med fra 15 til 30 gårde, og mange af dem har navne, der peger tilbage mod vikingetid eller tidligere: endelser på -inge, -heim (-um), -lev, -løse, -sted og -by. Dette kunne tale for, at fortebyerne er en videreudvikling af ældre landsbyer prægede af kvægbrug, idet forten til dels har afløst gårdtoften som det sted, hvor kvæget kunne holdes samlet og blev vandet i gadekæret.

Der er næppe tvivl om, at fortebyerne repræsenterer det ældste lag af middelalderlige landsbyer, og det er muligt, at landsbyernes forandrede udformning i forhold til vikingetid var en del af forklaringen på deres nyoprettelse ved overgangen til middelalderen.

Peter Lauridsen har påpeget, at "forta" (Fortog, Forte) .. kan betyde en Samlingsplads, særlig en indhegnet Samlings- og Græsningsplads for Kvæg". Sådanne pladser forekom også i de middelalderlige købstæder: "I ældre Tid, da Købstædernes Erhvervsliv endnu tildels hvilede paa Agerbrug og Kvægavl, maatte det være ganske naturligt, at der paa Bymarken, udenfor Porten, fandtes Indelukker, hvor Kvæget kunde samles og maaske ogsaa græsse i den Del af Døgnet, ja det vilde endogsaa være i høj Grad besparende og praktisk, om disse Indhegninger kom til at indeslutte større Græsmarker eller betydelige Dele af Byens Fælled." Han peger på, at sådanne forter ikke kun forekom i "rundbyer" men også i andre landsbyformer, således: "i de eenrækkede Terrainbyer. Ved det oprindelige Anlæg er der ikke gjort mindste Forsøg paa at ombygge et Gadeparti, men ikke des mindrefindes her umiddelbart op til Gaardrækken en stor, for hele Byen fælles, indhegnet Lod, Byens Samlingsplads eller Grund, dens "forta". ..Gaden er nærmest kun Vejen inde under Gaardrækken; forta'en derimod hele Fællesarealet syd for Byen, der i dette Tilfælde er forblevet ubebygget lige til Fællesskabets Ophævelse". Også i "langbyen" findes rudimenter af en sådan ordning: "Det almindeligste har sandsynligvis været, at Langbyens Botofter omsluttede et uregelmæssigt Gadeparti med Udvidelser og Vanding, og Byen har da ikke havt nogen anden "forta"." .."I Rundbyen falde "forta" og Gade sammen".

Peter Lauridsen har også påpeget, at forten spillede en central rolle i landsbyens drift: "Dette indre Byrum maa opfattes som Rundbyens store Fællesgaard. I Regelen havde Gaardene ingen Særveje ud til deres Marker, Hustoften afsluttedes ud ad til med et Hegn, og bag dette Hegn laa Vangen, udstykket i Agerstrimler, der fordeltes uden Hensyn til den enkelte Gaards Beliggenhed til dem. Bag sit Toftegærde traf Ejeren altsaa ikke eller dog kun rent tilfældigt sin egen Part af den nærmeste Aas. ..Al Kørsel, hele Indbjergningen af Hø og Korn, ja hele Byens Driftsarbejde og Færdsel foregik ellers over denne Plads til Gadeleddene og Markvejene. Som Byens Grind eller Kvægfold var den desuden stærkt indhegnet af Botofternes indre Sten- eller Risgærder. Her samledes Byens Kvæg om Morgenen of afleveredes om Aftenen, naar Byhyrdens Dont var til Ende, og ofte tilbragte de vel Natten med paa Pladsen, hvorfor denne altid er forsynet med Vandinger eller Gadekær, ogsaa ofte med en Fællesbrønd eller med naturlige Kildevæld.
Men foruden at være Fællesgaard og Kvægets Samlingsplads var den tillige Byens "forum". Her stod Gadestevnet med Grande- eller Tingstenene og Majtræet, under hvis Skygge den lille Republiks Anliggender drøftedes og afgjordes, og her samledes Ungdommen til Fest og Leg. Det er utvivlsomt, at denne Plads har været alle kær. Provindslovene tage den i kraftig Beskyttelse, Byfreden hvilede ovr den, Beboerne søgte at udsmykke den .." "Tofterne korresponderede med Agerskifterne, forta'en med Fælleden; derfor hedder det i Jydske Lov (I, 51 og 52), at en Mand, hvad han end ejer i By, har Retskrav paa Adgang til forta, og ligeledes synes han, i hvert Fald i yngre Tider, at have en indskrænket Græsningsret paa Fælleden, selv om han ikke ejede Ager i Vang. Mellem dette indre og ydre Fællesareal var Fægangen Forbindelsesvej, ligeledes baandlagt med Fællesskabs-Servituten."

Driftsformen i ældre middelalder synes over alt på øerne og i Skånelandene at have været tovangsbrug (først i løbet af middelalderen vinder trevangsbruget frem). Denne driftsform har stillet store gødningskrav til det dyrkede land, hvilket har krævet et forholdsvis stort husdyrhold og dermed behov for både overdrev og forte; det er muligt at forten også har leveret en del af den gødning, der var nødvendig for at sikre indmarkerne mod udpining. Først langt senere mister forten en del af den betydning, som den oprindelig havde, og nogle (men ret få) fortebyer udvikler sig til foreklyngebyer, hvor dele af eller hele forten inddrages til bebyggelse.

Fortebyer kendes fra store dele af Nordeuropa fra England over Mellemtyskland til Polen og nordpå i Danmark og Skåne. Tidsmæssigt kendes den tilbage til vikingetid, hvor den blandt andet er påvist i Vorbasse i den landsby, som blev anlagt omkring år 900, og hvor der "i landsbyens midte findes en stor åben plads, 135-150 m i øst-vestlig retning, 25-30 m bred, som har været ubebygget igennem helelandsbyens levetid." Imidlertid fandtes der også i ældre landsbyer åbne pladser midt i bebyggelserne, omend disse i en periode nærmest synes opgivet til fordel for individuelle indhegninger omkring gårdene.

Fortelandsbyerne må have udgjort hovedparten af det ældste lag af middelalderlige landsbyer i Danmark, herfor taler både deres lovfæstede bestemmelser i landskabslovene, deres størrelse og forholdsvist store arealforbrug, deres beliggenhed midt i ejerlavet, deres beliggenhed på de mere lerrige jorder med en bedre ydeevne end andre mere sandede jorder samt deres betydning som adelbyer, hvorfra udflytning af torper og rydningsbyer øjensynligt er sket.

Gadebyen

I gadebyen (også kaldet vejbyen og langbyen) ligger gårdene (og husene) langs bygaden uden dannelse af en forte. Bebyggelsen fremstår som et strengt reguleret anlæg bestående af to parallelle rækker af lige store tofter på hver sin side af gaden. I sådanne landsbyer lå gadekæret som regel mellem to gårde ud til bygaden. Gadebyer kan have tilstødende veje og bebyggelsen kan undertiden have bredt sig langs disse. Undertiden var gaden gjort bredere end ellers således, at man kan tale om en gadeforte. Gadeforten kunne være 3-500 m lang og afstanden til gårdene på den modsatte side af gaden 80-100 m. Gadebyen var velafgrænset i forhold til de omgivende landskaber og giver ofte indtryk af at være planlagt. For de fleste gadebyer på Falster er det konstateret, at den regulerede form sandsynligvis er sket i forbindelse med en omflytning omkring år 1300, og ligeledes at der er indført solskifte i disse landsbyer. Men foruden disse falsterske vejbyer findes der talrige landsbyer, der som hovedregel udviser en tilsvarende form. I flere tilfælde er der senere sket en bebyggelsesvækst langs landsbyens udfaldsveje, og i sådanne tilfælde kan man tale om en grenet gadeby.

Gadebyerne er af uens størrelse. En række ret store gadebyer på Falster er tydeligt opståede ved en middelalderlig flytning og regulering. Dette gælder fx Nørre Vejby på Nordfalster, der oprindeligt lå ved kirken men omkring år 1300 blev flyttet ud til kysten. Sådanne flytninger er sandsynliggjort ved, at der findes markavne på "gammelby" og lignende, som vidner om den tidligere landsbys beliggenhed. I andre tilfælde er en oprindelig enkel gadeby videreudviklet med bebyggelse langs sidevej til en slynget vejby eller vejklyngeby. Ellers hører gadebyerne overvejende til de mindre landsbyer med under 10 gårde. Mange af dem har navne, der tyder på en ret sen oprindelse som nyoprettelser i middelalderen: endelser på -torp (-rup, -drup, -strup), -rød, -tved, -køb og lignende. Disse landsbyer har formodentlig været stærkt præget af agerdyrkning og et mere beskedent kvæghold. Dette kan også være en del af årsagen til, at man ikke længere har følt samme behov for at anlægge landsbyen med en egentlig forte i midten som tidligere.

Gadebyerne giver som helhed indtryk af at være sekundære landsbyer i forhold til fortebyerne. Derfor taler ikke mindst deres arealbesparende udformning med gårde i to regulerede rækker omkring gaden samt det forhold, at de fleste af dem er ret små og med en perifer beliggenhed i sognet, hvilket tyder på, at de fleste af dem må være anlagte som udflytterbebyggelser, torper, eller rydningsbyer. Undtagelsen, de meget store regulerede landsbyer på Falster, er sandsynligvis opståede ved omflytninger sent i højmiddelalderen, hvilket tyder på, at forten nu ikke længere havde samme betydning som tidligere eller at man fandt mere pladsbesparende løsninger i stedet for at placere forten midt i landsbyen.

Rækkebyen

I række- eller randbyen (også kaldet terrænbyen) ligger gårdene ved siden af hinanden i een række. Rækkebyer udvikledes på steder, hvor terrænet gjorde dette til den mest hensigtsmæssige løsning, dels ud mod en sø og langs åløb, dels i lavere liggende terræn fx en eng eller på hævet havbund, hvor selv en mindre højdeforskel kunne være afgørende for, om der kunne bygges eller ej. Kendetegnende for randbebyggelser er, at gårdene i princippet ligger i en lang række side om side i en bestemt højde, der typisk betinges af nærheden til udstrakte engarealer på den ene side og bymarken til den anden med et overdrev eller en fælled hinsides denne. Denne type af randbebyggelser ligger som regel langs randen af en hævet havbund som en yoldia-flade eller littorina-flade med store ubakkede flader velegnede til opdyrkning.

Sådanne rækkebyer har formodentlig været prægede af et stort husdyrhold, idet deres beliggenhed nær ved store engområder egnede til høslet og græsningsmuligheder må have været motiveret af en driftsform, der favoriserede husdyrholdet.

Eksempler på sådanne randbebyggelser er Gøttrup i Hanherrederne Sønder Saltum på grænsen mellem moræne og littorinaflade samt Øster Hjermeslev og Vester Hjermeslev, Store Pandrup og Alstrup på grænsen mellem yoldiaflade og littorinaflade, alle i Vendsyssel, men desuden Ballum, Hjemsted, Nørre Sejerslev og Sønder Sejerslev, der alle ligger på gestranden ud mod marsken i Sønderjylland.

Af mere specielle eksempler kan nævnes Storvorde, Mou og Egense, der ligger på gamle krumodder i Littorinahavet i Himmerland, og såkaldte dalspidsbyer, der ligger omkring en mindre erosionsdal, som fra et højere plateau giver et jævnt fald ned mod lavere plateau. Sådanne dalspidsbyer synes især at forekomme i Vendsyssel, hvor de særlige terrænforhold har fremmet deres udformning. I nogle tilfælde kan det sandsynliggøres, at de er opståede ved, at en ældre landsby er flyttet til en sådan dalspids. Både krumoddebyer og dalspidsbyer er bestemte af terrænets højdekurver, men hvor den første ofte ligger som en dobbelt randbebyggelse på hver sin side af et centralt gadestrøg, har dalspidsbyerne nærmest U-form omkring dalspidsen. I begge tilfælde er det netop højdekurverne, der betinger afvigelsen fra den "normale" rækkebeliggenhed, idet rækken er bugtet efter terrænet. En variation af dalspidsbyerne kunne træffes i de vestjyske ådale, hvor korte, dybe erosionsdale kunne sikre græsning og høslet som supplement til det, engene langs selve åen kunne yde. Eksempler på sådanne bebyggelser er Hinnum, Grindsteddal og Utoft i Grindsted sogn.

En anden type af rand- eller rækkebebyggelser er knyttede til åløb. Bebyggelsen ligger her mere eller mindre på række under hensyn til de stedlige terrænforhold. Denne bebyggelsesform var især udbredt i vestjyske hedeegne, hvor bebyggelsen helt frem til 1700-tallet altovervejende var beliggende langs større og mindre vandløb. Gårdene blev lagt, hvor der var de største enge, men måtte ligge med større indbyrdes afstande, hvor engene var smalle. De største bebyggelser havde mulighed for at udvikle sig, hvor to vandløb mødtes, og hvor dalene bredte sig.

En tredje type af rækkebebyggelser er de såkaldte skovbyer, hvor gårdene ligger på række med større eller mindre indbyrdes afstand langs en indbyrdes forbindende vej. De er opståede som rydninger i skoven, og gårdene indgår sjældent i et dyrkningsfællesskab. Som eksempel på en skov-rækkeby kan nævnes Tværskov i Vigerslev Sogn på Fyn. Skovrækkebyerne er næppe udviklede på grund af særlige terrænforhold men snarere ved, at nye gårde kunne føjes til i den ene eller anden ende af landsbyen, hvis behovet opstod, uden at det direkte påvirkede de eksisterende gårde.

Række- og randbyerne synes tydeligvis at være af uens alder: ådalsbyerne i de vestjyske hedeegne synes at gå tilbage til middelalderens begyndelse og må være opstået ved en udflytning fra de indre hedeegne for at udnytte ådalenes engområder mere effektivt i driften. Randbyerne på overgangen mellem højere liggende land og lavere beliggende store engområder må skyldes en bevidst drift rettet imod stort kvæghold, og må til dels skyldes det voksende afsætningsmarked for kød og levende kvæg i Nordvesteuropa fra 1400-tallet og frem. Skovrækkebyerne må på lignende måde være et udslag af en bevidst udnyttelse af skovenes ressourcer. Formentlig har kornavl spillet en underordnet rolle og kvægavl også her spillet en større rolle, idet man udnyttede skovenes muligheder for græsning, høproduktion og løvenge ved en form for stævningsdrift.

Verftslandsbyer

Verftslandsbyer, der kun fandtes i Vadehavet, kendetegnes ved, at bebyggelsen ligger samlet på en forhøjning, et verft, med de omgivende marker beliggende lavere og derfor udsat for tidevandets oversvømmelse. Efter deres form skelnes mellem runde landsbyer og gadelandsbyer.

Verftbebyggelsens særlige sammenhæng med de landskabelige forhold belyses bedst i Ejdersted i Sydslesvig. Her blev den ældste bebyggelse placeret på sandrygge og langs vandløb og tidevandsrender på levéer, der kun ragede omkring 4 meter op over havet, men selv disse beskedne højder blev anset som nok til at beskytte dem mod både højvande og stormforhold. Imidlertid skete der en indvandring af frisere, mod medbragte deres særlige erfaringer i at bygge gårde også ude i selve de lave marskområder og i at udnytte sådanne områder til landbrugsformål. Det skete ved, at man fra 1000-tallet og frem begyndte at inddæmme disse områder omkring sandryggene med diger. De inddæmmede områder kaldtes "kog". Disse inddæmmede kog bevirkede, at jorden kunne opbygges til en højde af omkring 1 meter over middelhøjvande, hvilket indebar, at områderne kun sjældent blev oversvømmede om sommeren og kun få gange om vinteren, hvorved kun egentlige stormfloder på mere end 2 meter over middelhøjvande var farlige for kvæg og folk. Disse standeng-marskområder er en god grobund for annelsgræs, der forbliver grønt det meste af året og er spiringsdygtigt i milde vintre. Sådanne forhold er gode især for at holde malkekvæg, men områderne egner sig også til kornavl, og marskområderne var derfor i lange tidsrum eksportør af korn, smør, ost og kvæg.

Forholdene stiller krav om en pladsbesparende gårtype, og hertil var de såkaldte "Hauberg"-gårde, hvor hele driften samles under eet tag, en heldig løsning. Bebyggelsen blev placeret på små, omkring 1 meter høje, cirkulære verfter omkring en åben plads. Derved opstod en rund landsbytype, som kunne udvides ved, at verftet blev udbygget og forhøjet med plads til opførelse af nye bygninger, hvorved der udvikles et rundt eller ovalt storverft, ofte på flere hektar. I Frisland, hvor verftbebyggelsen har udviklet sine fulde muligheder, kan verfter være 400-500 meter i diameter og omfatte et areal på omkring 14 hektar. Her kan gårdene være beliggende i to kredse, og vejnettet består af flere kredse, en ydre ved verftets fod, en i midten der adskiller de to gårdkredse, og en indre ring omkring kirken på verftets højeste og mest centrale del. Gårdene ligger her radialt med gavlporten vendt mod verftets periferi. I andre tilfælde er verftet anvendt af handelsmænd og håndværkere med små enrummede træhuse med arealer på omkring 4 x 6 m og 6 x 8 m. Sådanne steder har kunnet udvikle sig til regulære handelspladser, kaldet "wike".

Uregelmæssigt formede landsbyer

Ved siden af disse grundformer fandtes et antal overgangsformer, dels mere uregelmæssigt formede byer, hvor landskabet havde påvirket udformningen, dels videreudviklede bebyggelser, hvor grundformen ligger skjult som en kerne.

Kendetegnende for sådanne landsbyer er "deres mangel på en fast afgrænsning, både indadtil og udadtil." De enkelte gårdes beliggenhed "virker tilfældig i forhold til helheden", og gårdene ligger også med en større indbyrdes afstand end i andre landsbyformer. Vejforløbet kan udvise store udsving, og gårdene ligger skiftevis på begge sider af vejen i lange kæder.

Erland Porsmose har peget på, at nogle af disse bebyggelser er "sene skov- og kystlandsbyer som oftest ikke (har) noget egentligt dyrkningsfællesskab, og de udgør derved en overgangsform mellem landsby og enkeltgårds-bebyggelse". I hvilken udstrækning, de kan opfattes som skovlandsbyer, der er opståede "som rydninger i skoven", turde være usagt, da der også i skovområder findes regulerede gadebyer, såkaldte "skovrækkebyer". Det eneste, der synes sikkert, er, at de må være udviklet ret sent og måske også gradvist, hvorved bebyggelsen aldrig har været bestemt af nogen overordnet plan.

De uregelmæssige rækkebyer i tidligere skovområder må være udfaldet af en ret sen bebyggelsesudvikling, hvor det til rådighed stående terræn end ikke tillod egentlige samlede landsbyer, i stedet blev der tale om løst sammenhængende gårdrækker uden nogen indre sammenhæng.

Gårdenes udvikling

I færlængelse af landsbyens udseende og indretning må også nævnes gårdenes indre udvikling. Gårde er ikke ens i hele landet, og de gennemgik flere steder en markant udvikling. Fra Pebringe på Sjælland vides, at gårdene i tidlig middelalder nærmest var T-formede. I renæssancen blev føjet endnu en fløj på ved "foden" af T-benet, hvorved formen nærmest blev h-agtig. Endelig fra omkring enevældens indførelse optræder gården som firelænget omkring en lukket gårdålads. Disse tilføjelser må tilskrives dels behovene for nye rum og ændringer i brugen af de gamle, dels hel eller delvis fornyelse af konstruktionen, når de ældre bygninger var udtjente.

Landsbyernes beliggenhedsvalg

Portræt af en landsby - Gl. Rye i Jylland

To forhold gjorde sig gældende ved landsbyernes beliggenhed, dels adgangen til de ressourcer, som landbrugerne havde brug for: vand, dyrkningsbar agerjord, eng til høslet samt træ til byggemateriale, gærdsel og brændsel, dels det forhold, at bønderne i ældre tid kun var i stand til at opdyrke jorden i 800-1000 meters afstand fra byen. Dertil kom, at husdyrgødningen næppe heller har kunnet række til jorder, der lå i større afstand og måske dårligt nok har rakt til hele indmarken, hvilket afspejlede sig i værdiansættelsen af jorderne. Mange steder ligger landsbyerne derfor med indbyrdes afstande på 1,6-2,5 km. Oversteg afstanden denne grænse, har det været mere rationelt at flytte gården ud.

I mange sogne rundt om i landet, især i landets østlige del, kan det konstateres, at centralt i sognene og som regel med det største jordtilliggende og højeste jordværdiansættelse ligger en landsby, som efter navnet at dømme må tilhøre det ældste lag af den vedvarende bebyggelse. I sognenes yderområder ligger andre landsbyer og mindre bebyggelser med mindre jordtilliggender og mindre samlet jordværdi. Efter navnene at dømme må flere af disse landsbyer tilhøre et yngre lag i den vedvarende bebyggelse. De geografiske omstændigheder gør det sandsynligt, at de yngre landsbyer er udflyttere fra den oprindelige centralt beliggende landsby, der således er adelby eller moderlandsby for en eller flere torper eller udflytterbyer. I flere tilfælde forekommer langt op i tiden vist dyrkningsfællesskab mellem moderby og udflytterbyer, undertiden i regulære dyrkningskæder med delvist dyrkningsfællesskab mellem flere landsbyer. Sådanne bebyggelsesmønstre kan erkendes blandt andet flere steder i den vestlige del af Frederiksborg Amt i Nordøstsjælland, vest og sydvest for København, på Stevns, på dele af Falster og Lolland, på det nordlige Fyn samt flere steder i Østjylland således mellem Kolding, Fredericia og Vejle, på Århusegnen, omkring Randers Fjord, sydøst for Viborg samt til dels i det østlige Himmerland og sydvest for Hjørring. I mange tilfælde kan det ydermere konstateres, at den ældre centrale landsby er en forteby, mens de yngre udflytterlandsbyer oftere er gadebyer.

I det reliefrige Vendsyssel kan konstateres de samme indbyrdes afstande mellem landsbyerne, men stednavnene tillader ikke altid den samme mulighed for at antage hvilke byer, der måtte være adelbyer, og hvilke, der måtte være udflytterbyer. Dog findes der også her eksempler på landsbyer med endelsen -torp, der altså kan være udflyttere fra en ældre landsby. Flere af områdets landsbyer synes at være opståede som rækkebyer med gårdene beliggende på den ene side af en landsbygade, senere suppleret med en ny række af gårde på den anden side. Vendsyssel er tillige det område, hvor landsbybebyggelsen i de kuperede dele af landskabet ofte henlægges til erosionskløfter og dalspidser men ellers som randbebyggelse.

Landsbyernes antal og geografiske fordeling

Det er ud fra oplysninger indsamlet til matriklen 1688 opgjort, at der 1682 i Kongeriget Danmark fandtes i alt 58.174 bondegårde fordelt på 5.087 landsbyer (tallet omfatter ikke Bornholm og Hertugdømmerne, der ikke indgik i matriklen). Den geografiske fordeling på de datidige amter (1662-1793) var:

Amt	Antal landsbyer	Amt	Antal landsbyer	Amt	Antal landsbyer	Amt	Antal landsbyer
København]	107	Dragsholm]	76	Tranekær	64	Kalø	221
Hørsholm	31	Sæbygård	63	Nykøbing	107	Skanderborg	164
Frederiksborg	75	Holbæk	126	Halstedkloster	122	Åkær	47
Kronborg	83	Tryggevælde	129	Ålholm	116	Dronningborg	194
Roskilde	126	Vordingborg	166	Riberhus	175	Mariager	40
Jægerspris	24	Møn	48	Haderslev	(ikke medtaget)	Silkeborg	110
Ringsted	65	Nyborg	211	Koldinghus	230	Skivehus	110
Sorø	42	Odensegård	147	Lundenæs	204	Hald	146
Antvorskov	73	Rugård	70	Bøvling	158	Ålborghus	232
Korsør	88	Assens	68	Havreballegård	78	Åstrup, Børglum og Sejlstrup	330
Kalundborg	66	Hindsgavl	70	Stjernholm	91	Dueholm, Ørum og Vestervig	205

Landsbyen var således den altdominerende bebyggelsesform overalt i landet. Kun på Bornholm og Læsø fandtes der ingen landsbyer, og i de vestjyske hedeegne, i Vendsyssel, i Himmerland samt i visse særligt bakkede områder på Djursland og på Syd- og Vestfyn, og i skovområder i Nordøstsjælland og spredt ud over Midt- og Sydsjælland fandtes visse indslag af enkeltgårdsbebyggelse.

Landsbyernes størrelse

Man kan skelne mellem to måder at måle en landsbys størrelse på: dels ved antallet af gårde i landsbyen, dels ved dens værdisættelse i hartkorn, det vil sige ydeevne.

Mindstegrænsen for landsbyer var tre gårde, men langt de fleste landsbyer havde dog flere. Af 617 landsbyer på Fyn i 1682 havde 236 3-7 gårde, 206 havde 8-15 gårde, 122 havde 16-24 gårde, og 53 havde 25-60 gårde. Tilsvarende uligheder gjorde sig gældende med hensyn til hartkornsansættelsen. Det kan imidlertid fastslås, at ved værdiansættelsen af landsbyer ved opmålingen til matriklen 1688 udviste landets østlige egne (øerne bortset fra Nordøstsjælland og visse dele af Sydfyn og Vestfyn samt Østjylland i et bælte fra Kolding til Rougsø) de højeste hartkornsansættelser for de samlede landsbyer fulgt af Salling, Mors og Østthy, dernæst Nordøstsjælland, så Vendsyssel og Himmerland og med de laveste ansættelser de vestjyske hedeegne, hvilket fortrinsvis afspejlede jordbundsforholdene og dermed jordens ydeevne således, at lerjorde havde de højeste ansættelser, fulgt af lerblandede sandjorder, dernæst udtalte sandjorder (og med flyvesandsområder og lignende lavest).

Landsbyernes driftsformer

Landsbyernes beliggenhed i landskabet og udformningen af deres ejerlav var betinget af driftsmåden. Der fandtes i hovedsagen to dyrkningsmåder: vangebruget og græsmarksbruget. Vangebruget var udbredt i landets østlige dele (øst for hovedstilstandslinjen), hvor jordbunden var relativt frugtbar og behovet for hvile derfor mindre. Græsmarksbruget var udbredt i landets vestlige dele, hvor jordbunden var mindre frugtbar og behovet for hvile derfor også langt større.

Vangebruget

Danmarks landbrug i landsbyfællesskabets tid, fra begyndelsen af middelalderen til landboreformerne i slutningen af 1700-tallet, var overalt en blanding af agerbrug og kvægavl men med store forskelle fra egn til egn i den vægt disse to grene af landbruget havde. Enhver bondes helt grundlæggende opgave var at sikre den daglige forsyning af fødevarer til familiens eget forbrug, til såsæd og til dækning af ydelser som landgilde, tiende og skatter samt til salg for at kunne købe de mest nødvendige fornødenheder som salt, tekstiler og jern.

Da agerbruget næsten udelukkende bestod af dyrkning af korn, var bønderne stillet over for to grundlæggende betingelser for driften, som var indbyrdes forbundne:
- at sikre agerjordens vedvarende ydeevne,
- at opretholde en passende stor kvægbestand.
Til løsningen af det første problem havde bønderne tre midler:
- de kunne tilføre agerjorden næringsstoffer i form af gødning,
- de kunne sørge for, at den enkelte jordlod blev besået med ulige kornarter de enkelte år (sædskifte), og
- de kunne indrette dyrkningen således, at det enkelte jordstykke skiftevis blev dyrket og hvilede, det vil sige henlå en tid ubesået. Dette kaldes rotationen og angives ved en brøk, hvor tælleren betegner det antal år, hvor jorden var besået, mens nævneren angiver det antal år, hvor jorden hvilede eller lå brak.

Nødvendigheden af at anvende disse midler afhang af jordens egen frugtbarhed eller bonitet, og jordens struktur, men udpining af jorden kunne modvirkes blandt andet ved et stort kvæghold eller hvis der var andre gødningsmidler som tang. Modsat kunne arealet af den dyrkede jord være så lille i forhold til den befolkning, der skulle brødføde sig ved landbruget, at det var nødvendigt at beså al dyrkningsjorden hvert år, også selvom dette måske ikke var hensigtsmæssigt.

Løsningen på det andet problem var ligeså vigtigt som det første, for et kvæghold af en vis størrelse var nødvendigt af tre årsager:
- kvægholdet var en hensigtsmæssig måde at sikre gødning til agerjorden på,
- kvægholdet sikrede bonden den fornødne trækkraft til landbrugsarbejde og anden transport,
- kvægholdet sikrede bondens familie et tillæg til plantekosten i form af kød, mælk, smør, ost, æg og lignende foruden, at det ofte indgik som en del af de afgifter, som bonden skulle svare jordejeren (fx landgildesmør), ligesom husdyrholdet var en forudsætning for udførelsen af pligtarbejder (hoveri og ægter).

Opretholdelse af kvægbestanden forudsatte dels, at der var tilstrækkelig græsning om sommeren, dels at der kunne høstes så meget hø -på engene-, at man kunne klare staldfodring af kvæget om vinteren. Sommergræsningen kunne ske dels på de hvilende marker, dels på arealer uden for den dyrkede jord: fælleder og overdrev. I de mest opdyrkede egne var der imidlertid så lidt overdrev tilbage, at bønderne udelukkende havde græsning på den hvilende agerjord.

Det areal, som årligt kunne besås med korn, beroede i vid udstrækning på den gødningsmængde, der var til rådighed. Helt frem til begyndelsen af 1700-tallet var det fortrinsvis kvægholdet, der leverede denne gødning og hvis størrelse derfor afgjorde hvor stor, denne gødningsmængde var. Derfor var mulighederne for udvidelse af det dyrkede areal små. Hvis bønderne inddrog nye, uopdyrkede arealer til dyrkning, betød det, at græsningsarealerne mindskedes, hvilket indebar, at antallet af kreaturer, der kunne fodres ved græsning, måtte reduceres, men derved faldt tillige den mængde foder, der var til rådighed til vinterfodring, hvorved kvægets ydeevne med hensyn til mælk og gødning mindskedes. Dette indebar atter, at kun en mindre del af agerjorden kunne gødes tilstrækkeligt godt, hvorfor jordens ydeevne faldt. Denne sluttede kreds indebar således, at landbruget måtte tilpasses til at give størst muligt vedvarende udbytte på de givne vilkår. Dette indebar næsten overalt i landets østlige del, at man indrettede sig med et vangebrug, hvor en del af bymarken hvert år lå brak for at hvile sig fra udpining og få tilført gødning fra græssende husdyr.

Tilpasningen til de stedlige landskabs- og jordbundsforhold indebar, at jordbruget vekslede fra egn til egn og fra sted til sted, selv over korte afstande. Eksempelvis på "heden" vest for København forekom fortrinsvis to driftsformer, endda indenfor et og samme sogn, således i Glostrup sogn havde Ejby, Glostrup og Hvessinge landsbyer trevangsbrug, Avedøre som andre landsbyer ud mod Køge Bugt tovangsbrug.

Hver gård bestod af en tofte i landsbyen, hvorpå gården var bygget og i tilknytning hertil en abild- og kålgård, desuden en række agre fordelt rundt i bymarken, hvorpå dyrkedes korn, samt andel i fælleden (som kunne være fælles for flere landsbyer) uden for bymarken, og i skove, som forsynede landsbyboerne med brændsel, gærdsel, tømmer og olden til svinene.

Toften udgjorde grundlaget for den enkelte gårds brugsandel af landsbyens ressourcer, idet landskabslovene fastslog, at som tofterne i byen var fordelt, skulle markjorden fordeles. På toften lå foruden gårdens bygninger tillige kålgård eller abildgård, hvor der dyrkedes grøntsager henholdsvis frugt.

I vangebrugene var bymarken, det vil sige den dyrkede agerjord, opdelt i et antal vange, der hver for sig var indhegnet med gærder eller af grøfter, volde eller diger af jord eller sted, og hver vang var enten besået eller lå i fælled, det vil sige lå hen som græsningsareal. Vangene var inddelt i åse eller fald, der var den grundlæggende enhed i agerbruget. Trevangsbruget var kendetegnet af tre, store, indhegnede vange med en treårig rotation byg-rug-fælled. Tovangsbruget var kendetegnet af en opdeling af bymarken i to halvdele med lige mange års brug og hvile, det vil sige en toårig rotation byg-fælled.

Bredden af den enkelte ager var oftest 8-12 meter, hvilket hang sammen med teknikken at pløje dem op i rygge. Agrenes hvælvede form fremkom ved, at man med hjulfjælsploven år efter år vendte furerne ind mod agrenes midte, indtil denne havde nået en tilpas hvælvet form med god overfladedræning. Datidens agre var fulde af små vandhuller og vandfyldte lavninger, engdrag og sumpede steder. Ved at pløje agrene op i rygge kunne fugtighedsproblemerne afhjælpes samtidig med, at man fik samlet muldjorden på agrenes ryg. De ryggede agre gav kun halv afgrøde: i tørre år stod kornet på ryggen slet, og i våde år ødelagdes kornet på agrenes sider ned mod renderne. For datidens bønder var det afgørende imidlertid, at det gav størst mulig dyrkningssikkerhed, idet der var udbytte både i våde og i tørre år, hvorved faren for fuldstændig misvækst og dermed hungersnød var mindst mulig.

Ulempen ved, at alle gårde i landsbyen skulle have andel i alle marker, og at de enkelte gårdes jordtilliggender derved kom til at ligge spredt, mindskedes ved, at agrene havde en størrelse nogenlunde svarende til et dagsværk. Et plovspand kunne overkomme 3–4.000 m² om dagen. Var ageren således 12 m bred, burde agerens længde være 250–300 m. Agrenes langstrakte form gjorde hjulploven til et egnet redskab ved pløjningen, da den kun skulle vendes ved agrenes ender, og den langstrakte form indebar, at man ved fastsættelsen af de enkelte gårdes agre kunne nøjes med at udmåle agrenes bredde.

Overdrevets betydning bestod i, at det – sammen med den vang, der lå fælled – sikrede kvæget dets græsning fra foråret (slutningen af maj) over sommeren til efteråret (midten af oktober), det vil sige knap halvdelen af året. Da kreaturer kræver store fodermængder, måtte de samlede græsningsarealer være endog meget store.

Engenes og mosernes betydning bestod foruden græsning hovedsagelig i deres udnyttelse til høslet og dermed sikringen af foder til kvæget, når det om vinteren stod i stalden. Netop vinterfodringen var kvægholdets alvorligste spørgsmål, der afgjorde kvægholdets størrelse og dermed tillige den mængde gødning, som kvæget kunne yde til markerne.

Skove og krat ydede olden til svinene. Oldensæsonen begyndte i oktober, når bog og agern faldt af træerne, og varede til de var spist op.

Opstaldningen af kvæget havde en særegen driftsmæssig betydning. Mens kvæget stod i stalden, ydede det store mængder af komøg, der indeholdt vigtige næringsstoffer (kalium, fosfat og – mindre udtalt – kvælstof), og som derfor blev samlet, kørt på møddingen og derfra til rette tid kørt ud på de dyrkede marker, hvor det udgjorde et tiltrængt tilskud til jordens genforsyning med de indeholdte næringsstoffer og dermed fremmede kornets ydeevne.

Græsmarksbruget

Græsmarksbrug er et dyrkningssystem i landsbyfællesskabets tid, hvor kun omkring halvdelen af det dyrkede areal blev tilsået, mens resten hvilede i 4-5 år. Et fællestræk ved græsmarksbrugene var, at de enkelte inddelinger af bymarken normalt ikke var indhegnet (hvorimod selve bymarken udmærket kunne være afgrænset mod overdrevet med diger, gærder eller hegn). Græsmarksbrug forekom i Jylland, fortrinsvis i hedeegne vest for hovedstilstandslinjen men tillige i Vendsyssel og Thy, Himmerland, på Djursland samt i de sydvestjyske marskegne.

Græsmarksbruget var især knyttet til ådale i de jyske hedeområder. Afgørende var husdyrholdet. Kvæg græssede på engene langs åen, og disse leverede tillige hø til vinterfodring af kvæget. Kvæget producerede gødning, og denne blev brugt på de dyrkede agre. Der var en snæver forbindelse mellem antallet af husdyr og udbyttet fra de dyrkede agre. Derfor var engenes størrelse afgørende for landbrugets afgrødemængde. Heden leverede fordringsvis græsning for fårene, især i fugtige lavninger kaldet grønninger, der favoriserede græsvækst. Lyng indgik som bestanddel af foderet, herunder til staldfodring om vinteren. Denne driftsmåde gav både kornafgrøder men også mælk, kød, animalsk fedtstof. Driftsmåden tillod ikke vedvarende dyrkning, højst 4-5 år, hvorefter ageren fik lov til at gro til med græs i 6-10 år, men ikke længere for så ville den springe i lyng.

Græsmarksbrug fandtes med eller uden tægter, det vil sige faste rotations- og dyrkningsenheder, der ikke nødvendigvis lå samlet. Rotation med tægter skete ved, at der hvert år blev indtaget – heraf navnet tægt – en tægt til afgrødedyrkning og udlagt en anden til græsning. Den indtagne tægt blev gødet, og derfor blev tægt i Nordjylland kaldt årsgøde. Den blev i de følgende år dyrket med fx afgrødeskiftet byg-rug-rug-havre-havre, hvorefter den blev udlagt til græs igen i de næste fem år. I et sådant regulært græsmarksbrug med 10 tægter og en 10-årig rotation ville der altid være en tægt besået med byg, to med rug, to med havre og halvdelen af arealet udlagt til græs, der nåede en så høj alder, at det kunne have en betydelig foderværdi. Blandt driftsformens fordele var, at om foråret ville kun 3/10 af hele det dyrkede areal blive nypløjet og udsat for vindens erosion, hvilket i sandede områder kunne have voldsomme virkninger. Dyrkningsmåden havde derfor to fordele: den gav et mere eller mindre fast udbytte hvert år, og den var skånsom over for jordbunden.

Græsmarksbruget fandtes i tre hovedtyper:
- Inddeling i tægter, modsvarende rotationens størrelse. Hvis rotationen var 5/5, ville inddelingen bestå i 10 tægter, ved rotation 4/4 i 8 tægter.
- Inddeling af dyrkningen i agre eller grupper af agre, samlede i fald eller skifter, men uden en fast rotation gældende for hele bymarken. Dyrkningen var således varierende eller fleksibel og beroede på, hvad bønderne fandt det overkommeligt at gøde og dyrke.
- "Limfjordssystemet" inddelte bymarken i indmark og udmark med særegne skifter, fx alsædejord dyrket hvert år og med gødskning hvert 4. år, brødjord med periodisk hvile og gødskning hvert 8. år, og havreland der aldrig fik gødning og kun blev besået med havre et par år, efterfulgt af lang tids hvile. Denne dyrkningsform fandtes kun på Mors og i Thy. Et eksempel herpå er Tødsø på Mors.

Den vigtigste del af husdyrgræsningen skete på overdrev og heder under bevogtning af hyrder, men også tægter til græs kunne udnyttes til græsning. Fra Valborgsdag (1. maj) blev hvilende tægter kun brugt til græsning med tøjret kvæg.

Dyrkningsfællesskabet

En følge af driftsformen med vangebrug var, at landbrugsjorden måtte dyrkes af bønderne i landsbyen indenfor rammerne af en form for dyrkningsfællesskab. Dette dyrkningsfællesskab bestod fortrinsvis i fælles ret til udnyttelse af ressourcerne uden for bymarken: græsning på overdrevet, tørveskær, høslet, skove og gærdselsskove med mere samt i en fælles samordning af markarbejdet og græsningen på agerjorden i bymarken. Da agrene til hver gård var under dyrkning på den enkelte bondes ansvar og risiko og med hans egne redskaber og trækdyr, og disse agre lå spredt ud over bymarken, krævede det en høj grad af samtidighed i de enkelte dyrkningsindgreb og en ensartethed i udnyttelsen af de enkelte marker. Dette indebar atter enighed og faste regler for aftaler om forhold af fælles betydning, hvilke foruden de landbrugsmæssige bestemmelser også omfattede andre sociale og retslige bestemmelser, som i løbet af 1600- og 1700-årene blev nedskrevet i form af landsbyvedtægter eller vider.

Landsbyvedtægterne fastsatte regler om, at ingen måtte indhegne sin jord med mindre samtlige bymænd havde givet deres samtykke dertil.

Ligeledes fastsatte landsbyvedtægterne regler om, at det var en fælles pligt for alle bymændene at hjælpe en anden bymand, der på grund af sygdom eller fattigdom ikke kunne få udført det helt nødvendige markarbejde, fx hjemkørsel af høsten. Ligeledes var det en pligt at hjælpe folk, hvis gård brændte. Efterhånden blev det en af oldermandens pligter, eventuelt sammen med 4 mand, at syne byens gårde og især deres skorstene og bageovne for brandfarlige mangler.

I landsbyer med vangebrug var det en fast bestemmelse, at gærderne om bygmarken skulle være lukkede til Valborgsdag eller Voldermisse (1. maj), og at disse gærder skulle blive stående indtil Mikkelsdag (29. september), medmindre kornet var blevet høstet og kørt ind forinden. Hver bymand skulle være ansvarlig for en bestemt andel af gærdet svarende til hans "bymål" eller anpart af byens jord og øvrige ressourcer. På tilsvarende måde skulle gærderne om rugvangen være i orden inden Mortensdag (11. november) således, at rugsæden kunne spire inden, at frosten kom, i fred for kreaturerne.

Gærderne bestod normalt af to parallelle rækker af stave, hvorimellem man anbragte ris af tjørn eller grene. Efterhånden, som risene rådnede eller blev brugt til brændsel, måtte man lægge nye ovenpå de gamle.

Vigtigt var det, at alle såede og høstede nogenlunde samtidigt. Dette var nødvendigt, fordi netop disse arbejder betød, at både mennesker og dyr næsten uvægerligt kom til at træde ind på naboens agre. Man kunne naturligvis ikke sikre, at alle blev færdige på samme tid, men det lå fast, at ingen måtte begynde på disse arbejder, før det var besluttet på bystævnet. Desuden kunne dyrene ikke udnytte stubmarksgræsningen, før alle havde indhøstet, og det var derfor også nødvendigt at sætte faste tidsfrister for hvor længe, selve høsten måtte vare. Overskred en bonde disse frister, måtte han "tage skade for hjemgæld", det vil sige, at det var på hans eget ansvar, at kreaturerne blev sluppet ud på den afhøstede vang ved, at "gærdet eller ævred blev opgivet".

Den omtalte anpart i landsbyens rettigheder og pligter tilkom normalt kun gårdmændene eller granderne uanset, om de var ejere eller fæstere, ligesom de var de eneste, der kunne træffe lovlige beslutninger, når de var forsamlede til grande- eller bystævne under oldermandens ledelse. Uden for fællesskabet men underkastet dettes beslutninger stod de jordløse landsbyboere: husmænd, inderster, tjenestefolk, aftægtsfolk, fattige, børn og unge samt alle kvinder med undtagelse af enker, der havde overtaget fæstet på gården efter manden.

Ordningen med vedtægter og bystævne indebar, at landsbyernes beboere så vidt muligt kunne løse indre tvister uden nogen indblanding fra hverken domstole eller andre myndigheder. Gårdmændene forsamlede til bystævne kunne virke som domstol og idømme folk straffe, hvis de havde overtrådt samfundets love eller landsbyens skrevne eller uskrevne regler, oftest som bøder i form af øl.

Landsbyernes alder og historie

Spørgsmålet om landsbyernes alder lader sig opdele i to:
- hvor gammel er landsbyen som bebyggelsesform?
- hvor gamle er de nuværende landsbyer?

Svaret på det første spørgsmål beror på hvorledes man vælger af betragte landsbyen som bebyggelsesform. I tidsrummet fra landbrugets indførelse til bronzealderen synes landsbyerne i betydningen fællesbebyggelse for flere husstande at udgøres af langhuse, opdelte i flere enheder. Fra overgangen til keltisk jernalder (førromersk jernalder), 500 f.Kr., optræder imidlertid landsbyer bestående af flere, selvstændige, enlængede bygninger langt i to rækker langs en "landsbygade". Disse jernalderlanghuse var oftest 4–5 m brede og 15–20 m lange. Langhusene var som regel klart opdelte i to dele, en beboelsesdel og en stalddel med båse. Sådanne tidlige landsbyer af flere bygninger kendes blandt andet fra Skørbæk hede i Himmerland. Hvis man vælger den klassiske bestemmelse af landsbyen, bliver det altså fra dette tidspunkt, at landsbyens oprindelse stammer.

Svaret på det andet spørgsmål er, at de nuværende landsbyer først har fundet deres nuværende beliggenhed ved overgangen mellem vikingetid og middelalder, det vil sige 1025 e.Kr. ± 75 år, idet der synes at være en "overgangstid". Forud for den stedfaste landsby gik en tid, hvor landsbyen med mellemrum blev flyttet fra et sted til et andet inden for et forholdsvis afgrænset område – man taler om "vandrende landsbyer".

Vandrende landsbyer

Helt op til overgangen mellem vikingetid og middelalderen var landsbyerne kendetegnede ved, at de lå på et givet sted i mellem 75 og 300 år, hvorefter landsbyen blev nedlagt og flyttet til et nærliggende sted – ofte et tidligere dyrket område – mens det gamle landsbyområde blev inddraget til dyrkning. En sådan udvikling, hvor en og samme landsby er blevet flyttet blot nogle få hundrede meter pr. gang med ulige mellemrum, er blandt andet påvist i Vorbasse og Hodde. Det kan konstateres, at der sideløbende med disse omflytninger er sket forandringer i gårdenes egenart således, at disse på den ene side er blevet stadigt større, på den anden side har fået sidehuse, ligesom et fælles hegn omkring hele landsbyen med tiden er blevet afløst af særskilte indhegninger omkring de enkelte gårdenheder.

Det hører med til billedet, at man har set landsbyernes flytninger som en integreret del af driftsmåden: driftsmåden forud for vangebruget indebar en gradvis udpining af den dyrkede jord samtidig med, at affald fra landsbyen gjorde den jord, landsbyen lå på, velgødet. Ved at flytte landsbyen fra dens hidtidige beliggenhed til den udpinede jord opnåede man den dobbelte fordel at "genopbygge" næringsværdien i den udpinte jord på samme tid som man kunne opnå størst mulig nytte af den gødningstilførsel, den gamle bebyggelse havde ligget på.

Landsbyen bliver stedfast

Det forholdsvis korte åremål, inden for hvilket landsbyerne øjensynligt blev stedfaste, har givet anledning til overvejelser om årsagen eller årsagerne til, at dette skete. Blandt de årsager, der oftest fremhæves, må nævnes tre:
- opførelsen af kirker, idet kirken og den tilhørende kirkegård med ibrugtagelsen til kirkelige formål var forvandlet til "hellig jord" og derfor ikke blot kunne flyttes,
- ibrugtagningen af hjulploven,
- overgangen fra et tidligere driftsystem til vangebrug.
Blandt de synspunkter, der har været fremført, er blandt andet det, at den sidste flytning, landsbyerne gennemlevede, var en udtrykkelig bevidst flytning, der blandt andet skabte en gennemreguleret landsby, og hvor beliggenheden af den faste (uflyttelige) landsby skulle være sket under hensyn til den nye driftsmåde, vangebruget. Det har vist sig, at omkring halvdelen af de fynske landsbyer er beliggende omtrent midt i ejerlavet, det vil sige med vange omkring sig i alle retninger, mens den anden halvdel ligger i udkanten af deres ejerlav med alle vangene til den ene side og som regel en eng til den anden. Det har derfor været overvejet, om disse beliggenheder af landsbyerne er sket for at opnå den bedst mulige agerdyrkning. Meget tyder på, at den seneste flytning skete i forbindelse med en omlægning af dyrkningsmåde fra flade blokagre formodentlig pløjede med en krog til aflange højryggede agre pløjede med hjulplov. Der er et nøje tidssammenfald mellem de ældste højryggede agre og de faste landsbyers opståen i 1000-tallet. Det er muligt, at hjulploven selv har været kendt allerede i vikingetiden og måske tidligere, men det var netop omlægningen til en ny pløjningsmåde, der gjorde det hensigtsmæssigt at flytte landsbyen for derved at opnå en bedre egnet agerudformning. Omlægningen skal måske også ses i lyset af, at de højryggede agre gav en bedre dræningseffekt, hvilket blandt andet gavnede vinterafgrøder. Det er muligt, at enkelte landsbyer ikke er blevet omflyttet, fordi de allerede lå velegnet for den nye dyrkningsform. En anden mulighed er, at landsbyerne ikke blev omflyttede, da den nye pløjningsmåde blev indført, men derefter ikke lod sig flytte, fordi pløjningsændringen så at sige blev fulgt op med omlægningen til vangebrug i begyndelsen af middelalderen. Denne sidstnævnte forklaring lader sig imidlertid ikke anvende for områder med græsmarkbrug.

Spørgsmålet om årsagen til indførelsen af den nye pløjningsmåde lader sig ikke besvare sikkert, men det er nærliggende at pege på, at højryggede agre kendes allerede fra begyndelsen af 800-tallet i Østfrisland. Taget i betragtning, at danske vikinger havde forbindelser med friserne i vikingetiden, kan inspirationen være kommet derfra. En anden mulighed er Sydnorge, hvor agerrygge er påvist i Telemarken allerede før vikingetid. En tredje mulighed er England, hvor højryggede agre ligeledes kendes fra 800-tallet. For den sags skyld kan inspirationen være kommet flere steder fra, selvom ændringen først slog igennem ved overgangen fra vikingetid til middelalder. Måske skal landskabslovene også ses i lyset af denne omlægning. I landskabslovene blev fastlagt en række bestemmelser og traditioner fra tidligere tider og omfatter blandt andet bestemmelser om gærder og fælled. Enten er der tale om en nedskrivning af regler, som kan række tilbage til vikingetid eller tidligste middelalder, eller også er der tale om nye bestemmelser, som var blevet nødvendige som følge af driftsomlægningerne.

En bedre forståelse af, hvorfor landsbyerne blev omflyttede i begyndelsen af 1000-tallet, opnår man imidlertid, hvis man ser på den økonomiske, sociale og politiske udvikling. Endnu i vikingetiden havde kongemagten været forholdsvis svag og helt beroende på kongens personlige egenskaber. Stormændene havde forholdsvis frit råderum, og de mange storgårde viser en blandingsøkonomi af landbrug, håndværk, handel og til dels religiøse funktioner samme sted. Med kristendommens indførelse mistede stormændene denne funktion, selv om nogle stormænd synes at have forsøgt at modvirke det tabte ved at støtte den nye tro. Med kongemagtens voksende styrke, støttet på opkomsten af nye købstæder med den kongeligt garanterede torvefred, opstod tillige en konkurrent til stormændenes håndværk og handel, som de i længden ikke kunne stå imod. Følgelig mistede storgårdene nu disse funktioner. Stormændene måtte der efter helt samle sig om landbrugsdriften.

En styrket landbrugsdrift forudsatte ligevægt i forholdet mellem husdyrhold og agerdrift, idet agerdriften helt hvilede på en tilstrækkelig tilførsel af gødning og dermed af kvægholdet. Under disse omstændigheder blev en omlægning af landsbyen ønskelig, idet beliggenheden blev bestemt af hensynet til agerbruget mens udformningen blev bestemt af hensynet til husdyrholdet. Landsbyen blev omflyttet således, at den kom til at ligge midt i det dyrkede areal, og gårdtofterne blev formindskede til at tilgodese den specialiserede drift, mens forten nu fik en central rolle som samlingssted for kvæget, hvilket også afspejles i tidens love og vedtægter.

Ovenstående gælder for det østdanske morænelandskab, men en modsvarende udvikling skete også i Vestjylland vest for hovestilstandslinjen. Også her skete en omflytning af bebyggelsen men tilpasset det stedlige landskab. Også her forekom en sammensat driftsøkonomi af landbrug og håndværk i vikingetiden, og også her synes håndværket at blive udkonkurreret af handelspladser og købstæder. I landsbyen Vorbasse fandtes i ældre vikingetid 50 såkaldte grubehuse, det vil sige værkstedsbygninger og vævehytter, men de forsvandt i yngre vikingetid, det vil sige i tiden efter år 900. Til gengæld synes landbruget at være blevet intensiveret, dog især med hensyn til gårdenes husdyrhold: mens stalde fra 700-tallet havde plads til 40 dyr, så havde stalde i 900-tallet plads til omkring 120 dyr. Ved en sådan udvikling var det naturligt, at man foretrak en flytning af landsbyen til en beliggenhed med bedre græsningsmuligheder, det vil sige nær enge, hvilke fortrinsvis lå langs de større åer. Men samtidig var det her, at man fandt de mest dyrkningsegnede jorder, og med lettere muligheder for gødningstilførsel betød det, at også agerdyrkningen gav et større udbytte. Derved lagdes grunden til middelalderens ådalsbrug, der senere udviklede sig til græsmarksbrug.

Var dette så en reform "fra oven" eller "fra neden"? Svaret er: lidt af hvert. Fra oven undergravedes den gamle storgårdsdrift af kongen og købstæderne, fra neden tvang fokuseringen på landbrug en tilpasning af landsbyen og dens produktionsapparat. Men samtidig fandt konge og kirke her en mulighed for at udnytte situationen til at skabe et hensigstmæssigt beskatningsgrundlag. Gårde og landsbyer blev skattemæssigt værdibestemt i "bol". Dette forudsatte, at landsbyerne bibeholdt deres størrelse. Det samme gjorde fortelandsbyens udformning. Da befolkningen voksede, måtte det føre til oprettelse af torper og rydningsbebyggelser på overdrev og i gamle skovområder. De nye byer og bebyggelser fik ingen forte på grund af deres beskedne størrelse, og man fandt mere arealbesparende måder at holde styr på kvæget på. Omkring 1300 havde forten derfor mistet så meget af sin tidligere betydning, at der på Lolland-Falster skete en ny omflytning til gadelandsbyer uden forte. Også udflyttede og omflyttede landsbyer blev skattesat i "bol", men nu opstod muligheden for løbende forandringer, og følgen var, at bolet som mål for skatteevnen i nogen grad blev undergravet.

Således gik samfundsudvikling, ny teknologi og driftsøkonomi op i en højere enhed, hvis udfald var skabelsen af et nyt samfund: middelalderens Danmark. Middelalderlandsbyen blev en hjørnesten i dette nye samfund.

Torp-tiden 1000-1300

Det har længe været erkendt, at næppe alle landsbyer var af samme alder. Især har man hæftet sig ved de vidnesbyrd, som kunne knyttes til landsbyernes navne, i særdeleshed navneendelserne. Nogle forhold har været påpeget som beviser for forskellig alder:
- navneendelsernes forekomst: en del navneendelser forekommer i de områder, hvor vikingerne oprettede egne bebyggelser (Danelagen, Hertugdømmet Normandiet), andre ikke. Man har derfor ment at kunne udskille tre grupper af navneendelser:
- dem, som var i brug i vikingetiden, og som disse tog med sig og anvendte i det fremmede,
- dem, som ikke ses at have været i brug i vikingetiden og hvis øvrige sproglige indhold antydede, at de stammede fra tiden forud for vikingetiden, og
- dem, som ikke ses at have været i brug i vikingetiden og hvis øvrige sproglige indhold antydede, at de stammede fra tiden efter vikingetiden.
- den indbyrdes beliggenhed at landsbyer i samme sogn, idet man har hæftet sig ved, at visse landsbyer synes at have været større og haft en mere central beliggenhed i sognet, andre derimod mindre og med en mere perifer beliggenhed.
- hartkornsværdierne 1682 for landsbyer med ulige navneendelser, idet man har hæftet sig ved, at værdisættelsen af landsbyer med visse navneendelser var påfaldende meget større end landsbyer med andre navneendelser.
- forekomsten af vidnedsbyrd fra ulige forhistoriske perioder i omegnen af landsbyer med givne navneendelser, idet der for visse navneendelsers vedkommende synes at være en tydelig sammenhæng.
Alle de anførte undersøgelser har peget på, at landsbyer med navneendelser på -torp (-rup, -drup, -strup), -rød, -tved, -køb med flere var yngre end vikingetiden. Da disse navneendelser indholdsmæssigt henviser til udflytning og nyrydninger, har man sat dem i forbindelse med en ekspansionsfase i begyndelsen af middelalderen, hvor de gamle landsbyer angiveligt var blevet så store, at de ikke hensigtsmæssigt kunne rumme befolkningsvæksten, hvorfor en opdeling af landsbyen med tilhørende udflytninger i nye bebyggelser måtte være mere bedre løsning. Det har været formodet, at torperne skulle være begunstigede agerbrugsbyer men undersøgelser af beliggenhed i forhold til jordbundsforhold kan ikke bekræfte dette.

Der er grund til at antage, at indførelse af tovangsbrug kan være sket i slutningen af vikingetid eller starten af middelalderen, måske samtidig med omflytningen af landsbyer og deres omdannelse til fortelandsbyer. Denne driftsform menes afspejlet i Skånske Lov og Sjællandske Lov. Dette forhold må rejse spørgsmålet, om omlægningen skyldes et pålæg ovenfra, eller om lovene ganske enkelt afspejler en allerede fast praksis. Mangfoldigheden i den konkrete udformning af fortelandsbyen kan ikke understøtte et kongeligt pålæg, derimod må inddeling af landsbyerne i bol anses som en kongelig beskatningsregulering. Tovangsbruget stiller store krav til tilførslen af gødning for at opretholde ydeevnen, men dette krav har datidens landsbyer kunnet opfylde, fordi deres jordtilliggender i datidens "storejerlav" var betydeligt større end senere, især i form af overdrev og andre græsningsområder, hvorved kvægholdet har kunnet være tilstrækkelig stort til at sikre gødningsbehovet. Det bør tilføjes, at tovangsbrug fortrinsvis forekom i slettebygder og synes mindre udbredt i skovegne, hvor alsædebrug synes at have været fremtrædende.

Disse driftsforhold synes i ældre middelalder at kunne have dannet grundlag for en betydelig befolkningsvækst, idet befolkningen skønnes at være vokset fra omkring 400.000 i Danmark (heraf 250.000 i Kongeriget fraset Sønderjylland og Skånelandene) i 1050 til omkring 500.000 omkring 1300. Denne befolkningsudvikling afspejlede sig dels i nye og voksende købstæder, dels i form af udflytterbebyggelser, torper, og rydningsbebyggelser i randområderne af de gamle ejerlav. I mange tilfælde, især på øerne og i Østjylland, udviser forholdene, at der er sket en udflytning fra de gamle "adelbyer" i form af torper. Bestemmelser om sådanne torpudflytninger findes i landskabslovene.

Omkring år 1300 synes trevangsbrug at have udbredt sig på bekostning af tovangsbrug med udgangspunkt i Sjælland og Skåne, hvorfra det bredte sig til Fyn. Årsagen til denne udvikling må søges i den foregående udvikling: De gamle "storejerlav", der oprindelig havde tilgodeset det store kvæghold med dets behov for græsning og høslet, kom i kraft af det stigende antal udflyttertorper og rydningslandsbyer under pres for fortsat at opretholde kvægbestanden, idet tidligere græsningsområder gik tabt ved denne bebyggelsesudvidelse. For at kompensere for de overdrev og græsningsområder, som i mellemtiden var blevet inddraget til nye bebyggelser, synes driften af være omlagt til trevangsbrug, idet en vang blev tilsået med vinterrug, en vang med byg eller vårrug og en vang hvert år var i "hvile" (lå som fælled), det vil sige blev udlagt til græsning. Derved opnåede man to fordele: dels kompenserede det for de forhenværende overdrev, dels betød kvæggræsningen, at den hvilende vang blev tilført gødning i form af komøg, hvorved den genvandt sin ydeevne. På denne måde kunne landbruget opretholde sin høje kornproduktion til trods for befolkningsvæksten. Oplysninger i Roskildebispens jordebog fra 1370 skal sandsynligvis tolkes således, at de tre driftsformer: alsædebrug, tovangsbrug og trevangsbrug fandtes side om side, og at en påvist nedsættelse af afgiften fra 1 ørtug til ⅔ ørtug netop skyldes omlægning af driften til trevangsbrug. Hvis dette er tilfældet, betyder det, at trevangsbruget omkring 1300 endnu kun har haft begrænset udbredelse. Trevangsbrugets spredningsmønster afspejles i forholdene i 1600-tallet, idet det især fandtes på Sjælland og på det østlige Fyn, mens tovangsbruget fortsat fandtes stærkt udbredt på det vestlige Fyn i form af det såkaldte "lillebæltsystem". Formodentlig er udbredelsen foregået gradvist, idet der endnu i 1600-tallet er tegn på, at trevangsbruget er en ret ny foreteelse. I flere tilfælde ses i trevangsbrugenes udbredelsesområde, at en fjerde vang har betegnelsen "Nymarken" eller "Lillevang", hvilket må afspejle en dynamisk driftsudvikling.

De store stormfloder

Verftsbebyggelserne i Vadehavet levede et farefuldt liv. Trods diger og andre beskyttelsestiltag var de altid i fare for at blive oversvømmet, og en sådan situation optrådte flere gange i middelalderen: den 16. februar 1164 indtraf en stormflod, hvorved marsken ved Elben og Weser, store dele af Frisland og Hadelen blev oversvømmet, og hvor "mange tusinde mennsker og talløse husdyr omkom". I 1216 indtraf en stormfold, hvor ifølge de frisiske kilder omkring 10.000 mennesker omkom og 800.000 stykker kvæg skal være gået tabt. I 1219 indtraf en stormflod, hvor 40.000 mennesker skal være omkommet, i 1230 skal 100.000 mennesker være omkommet. I 1300- og 1400-tallet indtraf 35 registrerede stormfloder, hvoraf nogle få skiller sig ud: efter stormfloden i 1338 stod vandet over agrene i over tre år, og mange tusinde skal være døde af sult. Nytårsnat 1354 indtraf en ny stormflod, hvorved tusinder druknede og digerne blev så ødelagte, at det tog mere end en menneskealder au udbedre dem. Den 16. januar 1362 indtraf så den måske mest katastrofale oversvømmelse nogensinde, "Grote Mandrenke" (dvs. den store manddrukning), hvor over halvdelen af befolkningen skal være druknede, måske op imod 200.000 mennesker. Under alle disse stormfloder gik talløse gårde, landsbyer og endda hele sogne tabt. Johannes Mejer opgjorde langt senere, i 1652, at mere end 150 kirker var forsvundet allerede før hans tid (og yderligere 25 forsvandt i hans levetid). Der er ingen tvivl om, at de mange stormfloder har haft en betydelig indflydelse på bebyggelsesudviklingen i Vadehavet både i middelalderen og senere.

Ødegårdskrisen 1300-1500

I 1347-1350 blev Vesteuropa ramt af en byldepest-epidemi: den sorte død. Nye epidemier fulgte i 1361, 1369 og 1374. Pestens hærgen medførte voldsomme stigninger i antallet af dødfald. Følgen blev, at et stort antal gårde, måske hver femte, stod øde henimod slutningen af 1300-tallet, selvom der var store forskelle i ødegårdsandelen fra egn til egn og fra sted til sted. Et stort antal udflytterbebyggelser blev atter opgivet, hvad enten det nu var fordi udflytterne selv døde, eller fordi udflytterne måtte flytte tilbage til de gamle adelbyer for at erstatte de bortrevne gårdbrugere i disse. Mindre gårdbrug blev sammenlagte til større. Man har opdelt de nedlagte landsbyer i tre grupper:
- landsbyer, der blev lagt øde, og hvis agerjorder enten kom til at henligge som overdrev eller sprang i skov,
- landsbyer, der blev lagt øde, og hvis agerjorder overvejende fortsat blev dyrkede – af nabobebyggelser,
- landsbyer, der blev opgivne i forbindelse med indflytning (tilbageflytning) til større nabolandsbyer.
Uanset hvilken følge, pesten havde på landsbybebyggelsen de enkelte steder, var virkningen i alle tilfælde en samling af landbrugerne i færre, men større landsbyer. Tydeligvis var det især de mindre udflytterbebyggelser, der atter blev nedlagt. Skønt disse antalsmæssigt kan have udgjort mellem en fjerdedel og en femtedel af alle bebyggelser forud for pestens hærgen, var deres andel af den samlede, dyrkede jord langt mindre, måske omkring en tiendedel. Indbyggertallet kan være faldet med omkring 100.000 mennesker fra 500.000 i 1300 til 400.000 i begyndelsen 1400-tallet.

Omfanget skiftede også med tiden. Undersøgelser har for Danmarks vedkommende vist disse hovedtræk i forløbet:
1361-1380 – 10,6% øde,
1381-1400 – 15,7% øde,
1401-1420 – 26,0% øde,
1421-1440 – 17,4% øde,
1441-1460 – 8,0% øde.
Ødegårdsandelen nåede således et højdepunkt i begyndelsen af 1400-tallet. Fra omkring midten af 1400-tallet vendte udviklingen til fornyet fremgang.

Genrejsningen

Henimod slutningen af 1400-tallet og begyndelsen af 1500-tallet skete der en fornyet bebyggelsesfremgang, hvor blandt andet skovegne og tidligere ubeboede småøer blev inddragne til de nye bebyggelser. I skovegne på Fyn fik fremkomsten af nye landbrugsbebyggelser dog præg af enestegårde snarere end landsbyer. For kystegnenes vedkommende skete fremgangen dels i form af vækst i eksisterende kystlandsbyer, dels i form af nye kystbebyggelser. Således blev Falsled ved Helnæs (Fyn) formentlig anlagt i de sidste årtier af 1400-tallet. I 1494 bestod den af 7 gårde. Også til de tidligere ubeboede småøer i det sydfynske øhav bredte bebyggelsen sig, formentlig i form af landbrug i kombination med fiskeri. Omkring 1500 var udviklingen nået så vidt, at nye sogne blev oprettede: 1518 Strynø og kort tid efter Avernakø, Drejø og Lyø. Derimod synes de gamle "slettebygder" ikke at have været udsat for fornyet fremgang.

Midt under genrejsningen skete der også en anden forandring: den stærke befolkningsvækst i Nordvesteuropa førte til behov for større fødevareforsyninger, især synes kødbehovet at have været voksende. Den ældre handel med nedsaltet kød blev i begyndelsen af 1400-tallet i stigende grad afløst af handel med levende kvæg, studehandel, og dermed skabtes forudsætninger for en specialiseret kvægavl med henblik på dette stærkt voksende marked. Et antal række- og randbebyggelser beliggende ud imod store engområder synes opstået enten ved omflytning eller kløvning af den ældre bebyggelse eller som helt nye bebyggelser i områder, der under korndyrkningens tidligere storhedstid kun havde spillet en begrænset eller helt marginal rolle.

Gods og landsby, 1500-1780

Fra 1500-årene frem til udskiftningen var landsbyernes udvikling prægede af forholdet til den herregård eller hovedgård, hvorunder de hørte.

Hovedgårdenes forhold til de landsbyer og fæstegårde, der hørte under dem, var prægede af mange, til dels modsat rettede hensyn: på den ene side måtte godsejeren være interesseret i at opnå størst mulige ydelser fra fæsterne – landgilde såvel som hoveri. På den anden side måtte kravene om ydelser ikke blive større end, at det var muligt at finde en bonde, der var villig til at fæste gården og efterfølgende i stand til at opfylde sine forpligtelser. Godsejeren kunne ønske at lægge mest mulig jord ind under hovedgårdsdriften, blandt andet ved at nedlægge gårde og måske hele landsbyer, men gik man for vidt, faldt værdien af det udbytte, man kunne hente fra de nye hovedgårdsjorder mere end, hvad der kunne være opnået ved at bevare overkommelige ydelser for opretholdte bøndergårde. Tilsvarende kunne en flytning af landsbyerne fra yderige til magre jorder ødelægge det udbytte, hovedgården tidligere havde kunnet høste.

Et andet spørgsmål var egalisering af landsbyer, det vil sige omfordeling af jorderne mellem gårdene således, at alle gårde i landsbyen ydede det samme landgilde. Sådanne målsætninger modvirkedes af ulige forhold så som de enkelte gårdfæsteres dygtighed og driftighed, nyopdyrkninger, uens ejere til gårde i samme landsby og lignende.

Et tredje spørgsmål var beliggenheden af fæstegods under hovedgårdene. Egentlig måtte det være ønskeligt, at fæstegodset lå så tæt på hovedgården som muligt, men dette modvirkedes af arvedelinger, hvor samlede godsenheder blev delt mellem de ulige arvinger. Det var derfor en vedholdende opgave for godsejerne ved mageskifter at søge at genvinde de ved arvedelinger splittede godsområder.

Endelig blev hovedgårdsejerne inddraget i flere sider af den offentlige embedsførelse for det område, det lå i, lige fra inddragelse af skatter og ekstraskatter (og ansvar for mangler, forsømmelser og restancer) over udskrivninger af mandskab til landmilitsen, bestyrer ved skiftesager, til ansvar for embedsudøvelsen ved retssager (ved birkeretten). Derved kom godsejeren/forvalteren ofte til at sidde i en yderst ubehagelig stilling med forpligtelser og ansvar over for staten, og dette måtte lægge en dæmper på den hårdhed, hvormed de drog frem. Da mange af godsejerne havde bundet deres værdier i godset og ikke havde egentlige formuer at trække på i hårde tider (og dem var der altid nok af: misvækst, epidemier i kvægbesætningerne, sygdomsepidemier, krige, brande og meget andet) foruden de spændinger, der kunne opstå (og derfor altid opstod) i forhold til de undergivne, var det i virkeligheden en blandet fornøjelse at være jorddrot, og en del kom da også frygteligt galt af sted.

Sønderjylland

For Sønderjyllands vedkommende var størstedelen af det adelige gods endnu ved middelalderens slutning strøgods: brogede ejendomsforhold med et mylder af talrige små junkergårde, der oftest tilhørte den sønderjydske adel, sjældnere de indvandrede holstenske ridderslægter, forekom i Haderslev amt, på Als og i Sundeved. I løbet af det 16. århundrede skete en fra syd kommende bevægelse i retning af godssamling og storgodsdrift, som skulle afløse denne hidtidige tingenes tilstand i den nordlige del af Sønderjylland – ikke takket være adelen, men takket være landsherrerne. Ved Frederik IIs køb, mageskifter og nedlæggelser af bøndergårde dannedes et vidtstrakt krongodsområde i Haderslev amt; imidlertid standsede udviklingen i retning af stordrift i amtet allerede en menneskealder senere, og de kongelige gårde blev bortforpagtede. Af blivende betydning blev stordriften derimod i Sundeved og på Als, hvorfra Hans den Yngre ved sine godskøb fortrængte både den sønderjyske og den indvandrede holstenske adel. Mens holstenerne søgte andetsteds hen, forsvandt de sønderjyske (danske) herremandsslægter med enkelte undtagelser eller sank ned i bondestanden som ofre for kapitalens sejr i landbruget, lige som lidt senere den nørrejyske lavadel. En medvirkende årsag har sikkert været tidens gængse arvedeling — og den dermed følgende splittelse af godset. Eksempelvis blev Refsø, som ejedes af slægten Emmiksen, i 1537 delt mellem to brødre og en søster og derefter i næste slægtled mellem disses seks arvinger, som snart efter solgte deres arveandele til kongen. Ikke mindre end 37 herregårde forsvandt alene i Haderslev Amt, overvejende i løbet af det 16. og 17. århundrede.

Anderledes blev udviklingen i landet mellem Ejderen og Dannevirke, Jernved (Dänischwohld), Svansen og dele af Angel, hvor holstensk adel fra det oprindelig vagriske Østholsten allerede i løbet af det 14. og 15. århundrede var indvandret og havde skabt sammenhængende adelige storgodsdistrikter. Adelens fæstegods i Sydslesvig lå overvejende samlet om hovedgården allerede ved Reformationen. I storgodsets spor fulgte i det 16. Aarhundrede stordriften. Adelen var tillige ved handel og søfart i stand til at tjene endog store formuer, som atter øgedes ved udlån til fyrster og stæder og ikke mindst til standsfæller i kongeriget. Den holstenske godsejer, der udførte sit korn til fremmede havne, genoptog en tradition fra den romerske oldtid og blev hermed i stand til at sikre et fast, økonomisk grundlag for det holstenske ridderskabs politiske og sociale magtstilling.

Hovednerven i de holstenske godsejeres økonomiske fremdrift var stordriftens gennemførelse i Østholsten og Sydøstslesvig, hvor bøndergårde og endda hele landsbyer blev nedlagte og deres jorder blev lagt ind under herregårdens tilliggende. På de derved skabte vidtstrakte hovmarker indførtes i det 17. århundrede en ny driftsform: kobbelbruget. Takket være dette og mejeridriften, som i århundredets anden halvdel begyndte at fortrænge studeopdrætningen, nåede storgodsdriften i disse egne en forholdsvis høj udvikling. Medvirkende hertil var det 16. århundredes store prisstigning, især på korn, samtidig med det middelalderlige krigsvæsens forfald. Denne udvikling skulle senere, efter landboreformerne få indflydelse også på udviklingen i de kongerigske dele, men da på en ganske anden og langt bredere social basis.

Udskiftningen af landsbyerne

Landsbyfællesskabet havde haft sin tid. I anden halvdel af 1700-tallet blev det i stigende grad klart for datidens kloge, at landsbyfællesskabet ikke længere kunne opfylde tidens behov:
- for staten var det uholdbart, at der sad et mellemled mellem den og landets største befolkningsgrupper,
- for godsejerne blev det klart, at de ved salg til selveje kunne opnå større og sikrere indtægter end ved fæsteordningen (derimod ville de gerne beholde hoveriet),
- for gårdbrugerne var det ønskeligt, at de ved selveje (eller i det mindste arvefæste) og samling af driftsjorden på eet sted kunne opnå de fordele, der var knyttet til driftighed og virke,
- for landbrugsøkonomien var fordelene ved at satse på større udbytter mere værdifuldt end den tidligere satsen på små, men sikre udbytter,
- nye driftsformer og afgrøder gjorde det gamle vangebrug uegnet.

Det eneste, der manglede, var en iværksætter og viden om hvordan, man skulle opnå resultater. Allerede i 1762 begyndte man at sælge det gamle krongods. Ud fra ønsket om at sikre undersåtterne, bønderne, "frihed og ejendom" blev store dele af det fynske og det jyske krongods solgt til bønderne selv. I de første salg havde kronen ladet henimod halvdelen af købesummen blive stående i gårdene som en prioritet, der skulle afdrages og forrentes. Det viste sig imidlertid, at mange af de nye selvejere havde overvurderet egne muligheder og ikke kunne betale. Ved salgene af krongodserne på Falster og i Sydsjælland forsøgte man sig derfor med at sælge driftsklare hovedgårde med tilhørende hoveripligtigt fæstegods. De nye ejere købte deres nye gods dyrt og forsøgte gennem øget hoveri at få erstatning for deres udgifter. Et mere forbilledligt tiltag skete på de nordsjællandske krongodser, hvor Rentekammeret i midten af 1770'erne forestod en omfattende udskiftning af landsbyfællesskabernes jorder og en udflytning af en del af gårdene, alt i god forståelse med bønderne og under disses medvirken. Kronen på værket indtrådte den 15. august 1788, da 14 nordsjællandske bønder fra krongodset i Frederiksborg Slots gård fik overdraget arvefæsteskøde på den jord de drev. Dermed havde styret vist offentligheden et forbillede for den vej, man ønskede at gå. Ved denne lejlighed holdt Rentekammerets leder, grev Christian Ditlev Reventlow en tale, der sluttede med at bede Gud om at "gøre disse bønder til et eksempel for Danmark, som af deres brødre vil følges, og gøre den i fordums tid miskendte bondestand til et arbejdsomt, et lykkeligt og kækt folk, af hvis velstand alle andre stænder vil tage deres udspring, på hvis troskab og mod kongen kan lide, som på det sikreste værn". Det lykkedes over alle forventninger.

Det styre, der var kommet til magten ved regeringsforandringen 14. april 1784, havde egentlig ikke haft noget program men det fandt hurtigt sig selv i landbospørgsmålene: man lod nedsætte en kommission – Den Store Landbokommission – med både tilhængere og modstandere af reformer til at skabe en afvejet løsning, og den 8. juni 1787 kunne Christian VII underskrive to forordninger, der bestemte,
- at uvildigt syn ved indgåelse og afståelse af fæste herefter skulle være bondens ret og godsejerens pligt,
- at en fæstebonde ikke kunne sættes fra sin gård uden en retskendelse, og
- at træhest, hundehul og halsjern her efter var forbudt.
Samtidig indskærpedes imidlertid bondens pligt til at vise godsejeren den hørighed og lydighed, som han havde lovet i sit fæstebrev – samt at deltage i udflytning, hvis godsejeren krævede det.

Med et slag var retssikkerheden forøget, og en skjult støtte til udskiftning af landsbyer og udflytning af gårde givet. Dette blev fulgt op ved en forordning af 15. juni 1792 hvor der åbnedes mulighed for, at godsejeren kunne pålægge sine bønder en årlig rentebyrde på 4% af den sum, han havde bekostet på udskiftning og udflytning. Dermed blev godsejeren økonomisk interesseret i at få landsbyerne udskiftet. Det virkede: det gik stærkt med udskiftningerne i disse år. Ved århundredeskiftet (1800) var langt hovedparten af Danmarks landsbyer allerede udskiftede.

Den 20. juni 1788 underskreves forordningen om ophævelse af stavnsbåndet for alle under 14 og over 36 år og med en afviklingstid således, at det blev ophævet for alle den 1. januar 1800. Samtidig overgik udskrivningen af soldater fra godsejerne til statslige sessioner.

Med dygtighed, god situationsfornemmelse og tæft for hvad, der var gennemførligt, lykkedes det styret på forholdsvis få år at ændre betingelserne for landets vigtigste næringsvej på en måde, som savner sidestykke. Allerede i det tidlige forår 1791 tog en kreds af fremtrædende københavnske borgere og embedsmænd et initiativ til at rejse et monument "til erindring om de landsfaderlige velgerninger, Hans Majestæt i vore dage har bevist den hæderlige bondestand". Initiativet blev vel modtaget; pengene strømmede ind, og allerede den 31. juli 1792 kunne grundstensnedlæggelsen finde sted. Det er i virkeligheden den endegyldige dom dels over landsbyfællesskabet, dels over det styre der tog skridt til at afvikle det.

Som et led i udskiftningen af landsbyerne blev bøndergårde flyttet ud, hvis deres jordtilliggende kom til at ligge i et område der ikke stødte op til den gamle landsby. I begyndelsen af 1800-tallet søgtes lavet en oversigt over omfanget af sådanne udflytninger. For Frederiksborg og Kronborg amters vedkommende, der omfattede meget krongods, var i årene 1785-1789 udskiftet 113 landsbyer og herfra udflyttet 423 gårde og 257 huse. For 22 sjællandske godser, hvor udskiftningen da var afsluttet, blev det opgjort, at af i alt 1675 gårde var 799 udflyttede svarende til knap halvdelen. For Fyns vedkommende blev af i alt 7214 gårde udflyttet 1195 svarende til en sjettedel.For Ålborg amt i Jylland var af i alt 3061 gårde udflyttet 556 svarende til mellem en femtedel og en sjettedel, for Ribe amt af i alt 3001 gårde var 590 udflyttede svarende til en femtedel, for Vejle amt var af i alt 2452 gårde 545 udflyttede svarende til mellem en fjerdedel og en femtedel, for Århus amt var af 3873 gårde 450 udflyttede, svarende til knapt en ottendedel. Vel betød udskiftningen langt fra landsbyens opløsning som bebyggelsesform men nok en ganske så stor spredning i gårdenes beliggenhed i forhold til tidligere.

Efter landboreformerne

I forbindelse med og efter landboreformerne skete der ofte mærkbare forandringer i landsbyernes forhold. For det første indebar landboreformerne ofte en udflytning af et større eller mindre antal af landsbyens gårde. I mange tilfælde frasolgtes yderjorder, der lå mindre heldigt for en gårds drift. Derved opstod der nye samlinger af gårde, ofte langs en fælles vej. I stedet blev der ofte på den tidligere gårds plads opført huse, ligesom gårdmænd lod opføre lejehuse. Virkningen var, at husenes andel af den samlede bebyggelse i landsbyerne voksede. I 1814 vedtoges folkeskoleloven, og en af virkningerne heraf var, at folkeskoler bredte sig over hele landet og da oftest i de gamle landsbyer.

For det andet fik landsbyerne voksende indslag af især håndværkere (senere tillige handlende). Landbefolkningen var i stærk fremgang i 1800-tallet, og en stor del af denne skyldtes fremgang i håndværksstanden, idet husmænd ofte fandt fordele ved at have et håndværk som hoved- eller i det mindste binæringsvej. Allerede i 1840 boede mere end halvdelen af alle landets håndværkere i landdistrikterne, hvor de udgjorde omkring en sjettedel af den samlede befolkning.

Samtidig med og efter næringsfrihedens indførelse 1857 bredte købmænd, kroer, fabriksvirksomhed men også folkehøjskoler sig i landsbyerne, og fra slutningen af 1800-tallet og op i 1900-tallet fulgte stadig flere håndværkere, andelsmejerier, forsamlingshuse, missionshuse, brugsforeninger, fattiggårde, sparekasser, møller med mere efter. Som eksempler på denne udvikling nævnes Holbæk i Holbæk sogn, Rougsø herred, der omkring 1900 havde kirke, præstegård, skole, fattiggård, andelsmejeri, købmandshandler og telefonstation, Kare med skole og købmandshandel, i nabosognet Ørsted kan nævnes Hevring med skole og forsamlingshus, Bode med skole samt Hollandsbjerg med skole og forsamlingshus. Udviklingen har givet anledning til udtryk som "mejeriby" og "andelsby".

Udviklingen holdt sig til omkring 1960, hvorefter stadig flere af disse tillægstjenester atter forsvandt i takt med den fremadskridende bilisme, ligesom driftsudviklingen bevirkede sammenlægninger af landbrug, hvorved en del af de gamle gårde overgik til boliger for pendlere eller blev rammer om ikke-landbrugsmæssig virksomhed. Mange steder blev tidligere agerjorder udstykkede til boligformål og landsbyen opslugt af en fremadskridende byudvikling. Flere landsbyer har fået indslag af boliger eller industrivirksomhed men i øvrigt bevaret deres præg af velafgrænsede bebyggelser. Om og i hvilken form de gamle landsbyer overlever udviklingen beror i dag helt på landbrugs-, byplan- og fredningslovgivningen og den måde, disse love forvaltes på.

Litteratur

• Aage Aagesen: "Befolkningen" (Atlas over Danmark, serie I, bind II; 1961)
• Svend Aakjær: "Korntiende og kornareal i det 14. århundrede" (Historisk Tidsskrift, 11. række, Bind 2; 1947)
• Astrid Krarup Andersen: "Samlinger af gårde og huse - landbrugsbebyggelse opstået efter udskiftningen" (Landbohistorisk Tidsskrift 2008:2; 2008; s. 9-43)
• Gregers Begtrup: Beskrivelse over Agerdyrkningens Tilstand i Danmark. Første Bind: Sjælland og Møen (Kjøbenhavn 1803)
• Gregers Begtrup: Beskrivelse over Agerdyrkningens Tilstand i Danmark. Andet Bind: Sjælland og Møen (Kjøbenhavn 1803)
• Gregers Begtrup: Beskrivelse over Agerdyrkningens Tilstand i Danmark. Tredje Bind: Fyen, Langeland og Ærø (Kjøbenhavn 1806)
• Gregers Begtrup: Beskrivelse over Agerdyrkningens Tilstand i Danmark. Fjerde Bind: Lolland og Falster (Kjøbenhavn 1806)
• Gregers Begtrup: Beskrivelse over Agerdyrkningens Tilstand i Danmark. Femte Bind: Nørre-Jylland, Første Deel (Kjøbenhavn 1808)
• Gregers Begtrup: Beskrivelse over Agerdyrkningens Tilstand i Danmark. Siette Bind: Nørre-Jylland, Anden Deel (Kjøbenhavn 1810)
• Gregers Begtrup: Beskrivelse over Agerdyrkningens Tilstand i Danmark. Syvende Bind: Nørre-Jylland, Tredje Deel (Kjøbenhavn 1812)
• Claus Bjørn (red.): Det danske landbrugs historie, bind I-IV (Landbohistorisk Selskab 1988); ISBN 87-7526-082-4
• Steen Busck: "Landsbyfællesskabet i Nordvestjylland" (Thisted Museum: Historisk Årbog for Thy og Vester Hanherred 1989, side 117-132)
• Aksel E. Christensen: Vikingetidens Danmark paa oldhistorisk baggrund (2. udgave, København 1977)
• C.A. Christensen: "Krisen pa Slesvig Domkapitels jordegods 1352—1437" (Historisk Tidsskrift, 11. række, Bind 6; 1960)
• C.A. Christensen: "Ændringerne i landsbyens økonomiske og sociale struktur i det 14. og 15. århundrede" (Historisk Tidsskrift, 12. række, Bind 1; 1963)
• Peder Dam: "Skovenes udbredelse før landboreformerne" (Landbohistorisk Tidsskrift 2009:1; s. 51-88)
• Albert Eskeröd: "By och gård inom danskt-skånskt område. En orientering och några randanteckningar" (Fortid og Nutid 1966, s. 1-26)
• Ole Feldbæk: "Den lange fred 1700-1800" (Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie, Bind 9, 1990
• Karl-Erik Frandsen: Vang og tægt. Studier over dyrkningssystemer og agrarstrukturer i Danmarks landsbyer 1682-83 (Bygd 1983); ISBN 87-87293-25-0
• Karl-Erik Frandsen: "1536-ca. 1720" (Det danske Landbrugs historie II, Odense 1988); ISBN 87-7526-074-3
• J.A. Fridericia: "Historisk-statistiske Undersøgelser over Danmarks Landboforhold i det 17de Aarhundrede" (Historisk Tidsskrift, 6. række, Bind 2; 1889)
• Bo Fritzbøger: "Landskabshistorie, økologi og kildekritik" (Fortid og Nutid 1996; s. 254-276)
• Svend Gissel: "Tovangsbrug" (i: KLNM; bind 18; 2. oplag 1981 sp. 536-538)
• Svend Gissel: "Trevangsbrug" (i: KLNM; bind 18; 2. oplag 1981 sp. 624-626)
• Kristian Hald: Vore Stednavne (København 1950)
• Viggo Hansen: "Tre østhimmerlandske Sogne. Et bebyggelsesgeografisk Studie" (Geografisk Tidsskrift, Bind 48; 1946; s. 113-139)
• Viggo Hansen: "Træk af Vendsyssels ældre bebyggelsesgeografi" (Geografisk Tidsskrift, bind 49; 1948; s. 99-124)
• Viggo Hansen: "Sandflugten i Thy og dens indflydelse på kulturlandskabet" (Geografisk Tidsskrift, Bind 56; 1957; s. 69-92)
• Viggo Hansen: "Vore landsbyers alder og struktur. Studier over 2 markbøger fra 1688-matriklen" (Geografisk Tidsskrift, Bind 58; 1959; s. 66-95)
• Viggo Hansen: "The Danish Village: Its Age and Form" (Geografisk Tidsskrift, Bind 58; 1959; s. 96-102)
• Viggo Hansen: "Morphology and habitation in eastern Himmerland, NE. Jutland" (Geografisk Tidsskrift, Bind 59: 1960; s.119-131)
• Viggo Hansen: "Landskab og bebyggelse i Vendsyssel" (Kulturgeografiske Skrifter, bind 7; 1964)
• Viggo Hansen: "Linear Settlements in Vendsyssel, Denmark" (Geografisk Tidsskrift, bind 63; 1964; s. 77-81)
• Viggo Hansen: "Studier over 1600-tallets landbrug i en midtjysk hedeegn eksemplificeret ved Grindsted sogn" (i: Landbohistoriske studier tilegnede Fridlev Skrubbeltrang på halvfjerdsårsdagen den 5. august 1970 (Landbohistoriske Skrifter 4); s. 81-95
• Viggo Hansen: "Hedens bebyggelse" (i: Arne Nørrevang og Torben J. Meyer (red.): Danmarks Natur bind 7: Hede, Overdrev og Eng; Politikens Forlag 1970; ISBN 87-567-0459-3; s. 29-41)
• Viggo Hansen: "Bebyggelsens Historie" (i: Arne Nørrevang og Torben J. Meyer (red.): Danmarks Natur bind 9: Det Bebyggede Land; Politikens Forlag 1970; ISBN 87-567-1269-3; s. 9-138)
• Viggo Hansen: "Historisk kulturgeografi. Eksempel på arbejdsmetode med arkivmateriale" (i: Geografisk Orientering; 3. årgang nr. 1; København 1973)
• Viggo Hansen: "Kulturgeografiske metoder i bebyggelseshistorien" (Skrifter fra Historisk Institut nr. 23: "Bebyggelseshistorisk metode og teknik. Beretning fra et symposium d. 19.-20. maj 1978 afholdt af Odense universitet"; Odense 1977; s. 21-33)
• Viggo Hansen: "Rural land use in NW Jutland" (Geografisk Tidsskrift, Bind 80; 1980; s. 93-97)
• Viggo Hansen: "Landsby" (i: KLNM; bind 10; 2. oplag 1981 sp. 218-220)
• Viggo Hansen (anmeldelse af): Karl-Erik Frandsen: Vang og tægt. Studier over dyrkningssystemer og agrarstrukturer i Danmarks landsbyer 1682-83; Forlaget Bygd, Esbjerg 1983. (Historisk Tidsskrift, 14. række, Bind 4; 1983)
• Frits Hastrup: Danske landsbytyper (Århus 1964)
• Lotte Hedeager: afsnittet om jernalderen (i: Claus Bjørn (red.): Det danske landbrugs historie I: Oldtid og middelalder; Lotte Hedeager og Kristian Kristiansen: "Oldtid o. 4000 f.kr.-1000 e.kr."; Landbohistorisk Selskab, Odense 1988; ISBN 87-7526-073-5; s. 109-202)
• Annette Hoff: "På sporet af vikingetidens landbrug?" (Bol og By 1990; s. 7-49)
• Annette Hoff og Jens Jeppesen: "Todderup. En udgravet torpbebyggelse og torpern historisk belyst" (Kuml 1991-92; s. 165-188)
• Lone Hvass og Steen Hvass: "Hverdagslive i vikingetidens Vorbasse" (Kuml 2023; s. 163-189)
• Steen Hvass: "Overblik" (Skalk 1976 nr 1, s. 4-10)
• Steen Hvass: "Årtusinders landsby" (Skalk 1984 nr 3, s. 20-30)
• Johnny Grandjean Gøgsig Jakobsen, Peder Dam og Laura Molbæk-Steensig Hedemand: "Torperne - marginale udflytterbebyggelser eller begunstigede agerbrugsbyer?" (Bol og By 2003; s. 101-131)
• Kristen Marius Jensen og Anette Reenberg: "Landbrugsatlas Danmark" (Atlas over Danmark, serie II, bind 4; 1986)
• Kr.M. Jensen og Ruth Helkjær Jensen: "En landbrugsgeografisk analyse af Gadbjerg og Givskud sogne" (Geografisk Tidsskrift, bind 77; 1977; s. 34-51)
• Ruth Helkjær Jensen og Kr.M. Jensen: "Kulturlandskabet i Borris og Sdr. Felding - en kortbladsanalyse af et vestjysk landbrugssamfund og en dokumentation for dets udvikling" (Geografisk Tidsskrift, bind 78-79; 1979; s. 61-99)
• Torben Grøngaard Jeppesen: "Landsbyens alder" (Skalk 1980 nr 2, s. 10-15)
• Torben Grøngaard Jeppesen: "Middelalderlandsbyens opståen. Kontinuitet og brud i den fynske agrarbebyggelse mellem yngre jernalder og tidlig middelalder" (Fynske Studier XI, Odense 1981)
• Torben Grøngaard Jeppesen: "Ploven og vikingerne" (Skalk 1981 nr. 6; s. 4-9)
• Margot Jespersen: "EIDERSTEDT – Et stagnerende marskområde" (Geografisk Tidsskrift, Bind 60; 1961)
• Margot Jespersen: "To verftlandsbytyper i den sydlige Nordsø-marsk" (Geografisk Tidsskrift, Bind 63; 1964)
• Aa.H. Kampp: "Danish Agricultural Subdivision and the Majorats" (Geografisk Tidsskrift, Bind 59; 1960)
• Aage H. Kampp: "The Agro-geographical Division of Denmark and the Time Factor" (Geografisk Tidsskrift, bind 66; 1967; s. 36ff)
• Aa.H. Kampp & K.-E. Frandsen: "En gård i landsbyen. En historisk-kulturgeograflsk analyse" (Geografisk Tidsskrift, Bind 66; 1967)
• Henrik Larsen: "Agerbruget i Thisted Amt 1683" (Historisk Årbog for Thisted amt 1927, side 227-242)
• Lars Agersnap Larsen: "Muldfjælsplovens tidlige historie. Fra yngre romersk jernalder til middelalder" (Kulm 2014?; s. 165-196)
• P. Lauridsen (anmeldelse af): "R. Mejborg: Nordiske Bøndergaarde i det XVIde, XVIIde og XVIIIde Aarhundrede"" (Historisk Tidsskrift, Bind 6 række, 4; 1892; s. 646-672)
• P. Lauridsen: "Om dansk og tysk Byggeskik i Sønderjylland"" (Historisk Tidsskrift, Bind 6 række, 6; 1895; s. 43-113)
• P. Lauridsen: "Om Bøndergaarde i Slesvig"" (Historisk Tidsskrift, Bind 6 række, 6; 1895; s. 793-795)
• P. Lauridsen: "Om de gamle danske Landsbyformer" (Aarbøger for nordisk Oldkyndighed 1896; s. 97-170)
• Erik Lund-Jensen og Ulrik Schrøder: "Manddrunkning" (Skalk 1976 nr. 2; s. 3-9)
• Birgit Løgstrup: "Jorddrot og offentlig administrator" (Administrationshistoriske studier nr. 7, Rigsarkivet 1983)
• Per Grau Møller: "Højryggede agre - forskning og bevaring" (Bol og By 1990; s. 90-118)
• Per Grau Møller (i samarbejde med Erland Porsmose): Kulturhistorisk inddeling af landskabet; Skov- og Naturstyrelsen 1997; ISBN 87-7279-090-3
• O.C. Olufsen: "Bidrag til Oplysning om Danmarks indvortes Forfatning i de ældre Tider, især i det trettende Aarhundrede" (Videnskabernes Selskabs historiske og philosophiske Skrifter, I Deel; København 1823; s. 265-384)
• Karl Peder Pedersen: Vestfynske fæstebønder (Landbohistorisk Selskab, 1984);
• Henrik Pedersen: "Udsæden og det dyrkede Areal paa Falster i sidste Halvdel af det 17de Aarh." (Historisk Tidsskrift, 8. række, Bind 1; 1907)
• Henrik Pedersen: "Ødegaarde i 1680-erne" (Historisk Tidsskrift, 8. række, Bind 4; 1912)
• Erland Porsmose (Christensen): "Bebyggelsen,kulturlandskab og driftsmåder på overgangen mellem yngre jernalder og ældre middelalder" (Fra Jernalder til Middelalder. Beretning fra et symposium 17.-19. maj 1979 afholdt af Odense Universitet, udg. af Henrik Thrane; Odense 1979; s. 118-139)
• Erland Porsmose: "De fynske landsbyers historie – i dyrkningsfællesskabets tid" (Odense University Studies in History and Social Sciences Vol. 109; 1987)
• Erland Porsmose: "Middelalder O. 1000-1536" (i: Claus Bjørn (red.): Det danske landbrugs historie I: Oldtid og middelalder; Odense 1988; ISBN 87-7526-073-5)
• Erland Porsmose: "Landsbyer" (Kulturhistorien i planlægningen. De kulturhistoriske interesser i Landskabet; Miljø- og Energiministeriet, Skov- og Naturstyrelsen 1996, s. 46-59)
• Erland Porsmose: Danske landsbyer; København 2008; ISBN 978-87-02-01690-1
• Carsten Porskrog Rasmussen: "Godsejermagt eller naturtilpasning?" (i: Per Grau Møller og Mette Svart Kristiansen (red.): Bygder. Regionale variationer i det danske landbrug fra jernalder til 2000. Beretning fra et seminar på Skarrildhus november 2003; Landbohistorisk Selskab 2006; ISBN 87-7526-206-1)
• Poul Rasmussen: "Bol" (i: KLNM; bind 2, 2. oplag 1980 sp. 55-63)
• Johanne Skovgaard: "Tyske Arbejder vedrørende Slesvigs og Holstens økonomisk« Historie med særligt Henblik paa Slesvigs Besiddelsesforhold i 16. til 18. Aarhundrede" (Historisk Tidsskrift, 10. række, Bind 1; 1930)
• Fridlev Skrubbeltrang: "Nogle Kilder til ældre dansk Landbrugsstatistik" (Historisk Tidsskrift, 11. række, Bind 1; 1944)
• Fridlev Skrubbeltrang: "Studier over gårde, gårdbrugerantal og brugsstørrelser i det 17. århundrede" (Historisk Tidsskrift, 12. række, Bind 5; 1971)
• Fridlev Skrubbeltrang: Det danske Landbosamfund 1500-1800; Den danske historiske Forening 1978; ISBN 87-87462-09-5
• Axel Steensberg: "Forte" (i: KLNM; bind 4; 2. oplag 1981 sp. 536-539)
• Axel Steensberg: "Græsmarksbrug" (i: KLNM; bind 5; 2. oplag 1981 sp. 515-516)
• Axel Steensberg: Pebringegården. Folk og dagværk fra oldtid til nutid; Wormanium, Højbjerg 1986; ISBN 87-85160-90-3
• Johannes C.H.R. Steenstrup: "Nogle Bidrag til vore Landsbyers og Bebyggelsens Historie" (Historisk Tidsskrift 1894, Bd. 6, rk. 5, s. 313-366)
• Johannes C. H. R. Steenstrup: "Vornedskabet hos den danske Bonde" (Historisk Tidsskrift, 5. række, Bind 6; 1886)
• Finn Stendal Pedersen: Fynsk landbrugs vilkår 1682. Statistiske studier i produktionsmuligheder og ejendomsstruktur på grundlag af forarbejderne til Christian V‘s matrikel; Odense Universitetsforlag 1985; ISBN 87-7492-548-2
• Finn Stendal Pedersen (anmeldelse): "Dansk Landbrugshistorie" (Historie/Jyske Samlinger, Ny række, Bind 17; 1987)
• Niels Peter Stilling: De nye byer. Stationsbyernes befolkningsforhold og funktion 1840-1940 (Selskabet for Stationsbyforskning 1987),
• Bjarne Stoklund: Huset og skoven; Wormanium, Højbjerg 1980; ISBN 87-85160-69-5
• Bjarne Stoklund: "Enkeltgårdslandskaber, skov- og hedebygder" (Kulturhistorien i planlægningen. De kulturhistoriske interesser i Landskabet; Miljø- og Energiministeriet, Skov- og Naturstyrelsen 1996, s. 61-77)
• John Kousgård Sørensen: "Stednavnene og bebyggelserne, ældre?, samtidige?, yngre?" (Fortid og Nutid, 1981-1982; s. 91-96)
• Ole Vejbæk: Ploven og dens betydning med særligt henblik på landsbyorganisation; 1974 (AncientFields.dk 28-02-2006)
• Ole Vejbæk: "Om agerryggenes oprindelse og udvikling" (Bol og By 2003; s. 133-187)
• Ole Vejbæk: "Agre og Miler ved Filsö. Undersögelser af höjryggede agre under en tilsandet 1100-tals bebyggelse med miler syd for Filsö" (Kulm 2005; s. 187-224)
• Eiler Worsøe: Stævningsskovene; Danmarks Naturfredningsforenings Forlag 1979; ISBN 87-87030-12-8
• Eiler Worsøe: "Viemose og Balle - en dansk risbygd i Kalvehave sogn" (Landbohistorisk Tidsskrift 2005 bd. 2; s. 107-132)