3. Projektudvikling[redigér]

Udviklingsarbejde er risikofyldt, fordi et projekt uanset arbejdsmetode i varierende grad vil indeholde elementer, som er ukendte ved projektstarten. Der er ofte tale om anvendelse af ny teknologi, nye metoder og samarbejdspartnere, og selve produktet kan vocre meget komplekst i kraft af dets indhold af forskellige medietyper. Der finder forskellige tilgange til udvikling af digitale kommunikationslosninger spxndende fra den meget kreativt, eksperimenterende metode til den detaljeret planlagte og strukturerede, som har sit afsxt i traditionel IT-systemudvikling. Alle udviklingsmetoder omfatter imidlertid fire hovedaktiviteter:

Udvikhngsprocessen indledes med en analyse med henblik pa at definere projektets mAI og de forudsxtninger og rammer, der eksisterer for projektet. Analysers resulterer i forskellige specifikationer og krav til det videre udviklingsforlob og det endelige produkt. I designfasen fastlxgges produktets funktionalitet og design, ravel teknisk som kommunikativt, i en samlet beskrivelse af losningen. I programmerings-/produktionsfasen skabes herefter produktet. Ofte produceres de enkelte elementer i produktet laver for sig, hvorefter de integreres til en samlet losning, som testes grundigt inden levering til kunden. Nar produktet er blevet implementeret, overgar det til almindelig drift, hvor der lobende vedligeholdes indholdsmxssigt og funktionelt. 3 udviklingsmetoder Rxkkefolge, vxgtning og indhold af de ovennxvnte aktiviteter varierer efter hvilken udviUngsmetode, der anvendes. De typiske metoder er: n Eksperimenterende udvikling n Prototyping n Processtruktureret udvikling Disse metoder adskiller sig pa forskellig made, bl.a. ved at stale forskellige krav til risikovillighed, planIxgning og dokumentation, hgesom muligheden for effektiv styring af omkostningerne varierer. De tre nxvnte metoder skal derfor kort omtales i det folgende.

3. Projektudvikling Udviklingsarbejde er risikofyldt, fordi et projekt uanset arbejdsmetode i varierende grad vil indeholde elementer, som er ukendte ved projektstarten. Der er ofte tale om anvendelse af ny teknologi, nye metoder og samarbejdspartnere, og selve produktet kan være meget komplekst i kraft af dets indhold af forskellige medietyper. Der findes forskellige tilgange til udvikling af digitale kommunikationsløsninger spændende fra den meget kreativt, eksperimenterende metode til den detaljeret planlagte og strukturerede, som har sit afsæt i traditionel IT-systemudvikling. Alle udviklingsmetoder omfatter imidlertid fire hovedaktiviteter:

xxxxxxxxxxxxxxxx

Udviklingsprocessen indledes med en analyse med henblik på at definere projektets mål og de forudsætninger og rammer, der eksisterer for projektet. Analysen resulterer i forskellige specifikationer og krav til det videre udviklingsforløb og det endelige produkt. I designfasen fastlægges produktets funktionalitet og design, såvel teknisk som kommunikativt, i en samlet beskrivelse af løsningen. I programmerings-/produktionsfasen skabes herefter produktet. Ofte produceres de enkelte elementer i produktet hver for sig, hvorefter de integreres til en samlet løsning, som testes grundigt inden levering til kunden. Når produktet er blevet implementeret, overgår det til almindelig drift, hvor det løbende vedligeholdes indholdsmæssigt og funktionelt. 3 udviklingsmetoder Rækkefølge, vægtning og indhold af de ovennævnte aktiviteter varierer efter hvilken udviklingsmetode, der anvendes. De typiske metoder er:

Eksperimenterende udvikling
Prototyping
Processtruktureret udvikling

Disse metoder adskiller sig på forskellig måde, bl.a. ved at stille forskellige krav til risikovillighed, planlægning og dokumentation, ligesom muligheden for effektiv styring af omkostningerne varierer. De tre nævnte metoder skal derfor kort omtales i det følgende.

--Mediehoejskolen 11. aug 2008, 21:10 (CEST)