Intelligent Design

Fra Wikibooks, den frie samling af lærebøger
Spring til navigation Spring til søgning
Inden for intelligent design anvendes et urværk undertiden som lignelse for hvorledes, en kompleks struktur forudsætter en intelligent skaber, se Urmageranalogien.

Intelligent design, forkortet ID, er den videnskabelige hypotese, at visse egenskaber ved Universet og levende ting udviser træk, som ikke lader sig forklare ud fra en naturlig udvikling og som derfor formodes at være resultatet af en intelligent årsag eller kraft. Sådanne træk findes dels i universet og ved dets indretning, dels vedrørende levende organismer, hvis kemiske og genetiske opbygning ikke menes at kunne være resultatet af en naturlig proces, så som naturlig selektion. ID-folkene understreger, at de ikke bestrider evolution som en mulighed (i betydningen "forandring over tid"), ej heller muligheden af en fælles oprindelse for alle levende organismer men alene neo-darwinismens princip om tilfældige forandringer kombineret med naturlig udvælgelse som årsagen til udviklingen.

Teorien kan siges at bestå af to dele:

  1. kritik af forklaringsværdien af hidtidige videnskabelige teorier (fx Darwinisme og Neodarwinisme),
  2. argumentation til støtte for, at ID har kvaliteter, der berettiger teorien til videnskabelig accept på linje med andre videnskabelige teorier.

Blandt fortalerne for teorien er Michael Behe, David Berlinski, William A. Dembski og Steven C. Meyer.

Påstanden om Intelligent design har primært vundet fodfæste i USA og i den muslimske verden, men teorien har også ifølge Steven C. Meyer vundet støtte i Europa.

Hvad er intelligent design?[redigér]

Afgørende for vurderingen af intelligent design er definitionen af dette. William A. Dembski har opstillet retningslinier ifølge hvilke, det skulle være muligt at afgrænse fænomenet. Disse går i korthed ud på, at der dels skal være tale om komplekse strukturer, dels om specifikke strukturer. Begge disse krav skal være opfyldte for, at der kan tales om intelligent design. Dette kan illustreres med følgende eksempel:

"inetehnsdyskjidmhcpew,ms.s/a"
"Time and tide wait for no man."
"ABABABABABABABABABABAB"

Af ovenstående tre linier er de to første komplekse, fordi de ikke kan reduceres til et enkelt princip. De er begge uregulære, aperiodiske og i sig selv en usandsynlig række af symboler. Den nederste række er der imod ikke kompleks men tydelig ordnet og med gentagelse af samme motiv. Af de to komplekse linier er det kun den anden, som giver mening (sender et budskab), fordi den er specificeret, det vil sige, at tegnene indgår i en bestemt rækkefølge, som kan tolkes og forstås (hvis man kender noget til engelsk sprog, grammatik og syntaks). Det er derfor kun den midterste af tre ovenstående linier, der kan betegnes som værende både kompleks og specifik ifølge Dempseys teori.[1]

ID-teoriens forsvarere mener, at sådanne træk - eller mangel på samme - vil kunne genkendes i alle videnskabelige sammenhænge, og at der derfor er tale om en metode, som vil kunne bruges i alle sammenhænge. Dette gælder eksempelvis for hieroglyffer, for teksten på Rosettastenen eller for digitale koder. Selv om man ikke kan forstå koden, vil dens budskabsbringende karakter kunne genkendes, ifølge ID-teoriens tilhængere.

Historie[redigér]

Selv hævder ID-teoriens tilhængere, at deres udgangspunkt går tilbage til slutningen af 1970-erne og begyndelsen af 1980-erne, da en række forskere - Charles Thaxton, Walter Bradley og Roger Olson - forsøgte at løse problemet med oprindelsen af den digitale information, der findes indkodet i DNA-molekylet. Thaxton og hans kolleger nåede til den slutning, at DNAs informationsbærende karakter stærkt pegede mod en forudgående men uspecificeret designende intelligens. I 1984 skrev de bogen "The mystery of life's origin", hvor de fremsatte denne teori. Fra denne tid skriver teorien om intelligent design sin moderne oprindelse.

Men selv betragter ID-forsvarerne sig som bærere af en videnskabelig tradition, der er omtrent så gammel som selve videnskaben. Allerede Platon og Cicero gjorde sig til talsmænd for bevidst design, og de blev fulgt op af jødiske filosoffer som maimoniderne og kristne tænkere som Thomas Aquinas.[2] Under den moderne videnskabelige revolution (ca. 1500-1800) indgik ideerne om en skabende intelligens som en grundlæggende bestanddel hos de store forskere så som Johannes Kepler inden for astronomien, John Ray inden for biologien, Robert Boyle inden for kemien.[3] Måske mest markant fandt den sit udtryk hos Sir Isaac Newton, der virkede inden for både biologi, fysik og astronomi. I Principia, hvor Newton beskrev stabiliteten i det planetariske system som værende betinget af den universelle gravitation, den nøjagtige beliggenhed af planeterne og kometerne i forhold til solen, skrev han blandt andet:

"Skønt disse legemer sandelig måtte fortsætte deres kredsen (omkring solen) alene på grundlag af lovene om tiltrækning, kunne de på ingen måde forud være kommet i deres regulare beliggenhed på grundlag af de selvsamme love... Således må dette det smukkeste system af solen, planeterne og kometerne kun være blevet til i kraft af styrelse fra en intelligent og magtfuld skikkelse."[4]

Den første skeptiker imod design-argumentet var David Hume, som i Dialogues Concerning Natural Religion fra 1779 argumenterede, at forklaringen om design skyldes analogi til menneskeskabte redskaber. Han medgav, at redskaber stammede fra intelligente væsener og at biologiske organismer har visse træk fælles med sammensatte menneskelige genstande, fx skyldes synet i øjnene og opbygningen af lommeure sammensatte strukturer, men han argumenterede, at biologiske organismer adskiller sig fra kunstige derved, at de kan reproducere sig selv, og mente, at de måtte stamme fra en primær organisme (måske en stor edderkop eller plante), ikke fra en trancendent bevidsthed eller ånd.[3] Humes opfattelse blev siden taget op af andre forskere, således Laplace og Charles Darwin i 1800-tallet. Efterhånden bredte sig tolkninger i biologi, astronomi, kosmologi og geologi, hvor man søgte at holde design ude af forklaringerne[5] Det er herfra, at den moderne ateistiske videnskab henter sin oprindelse. Frem til mellemkrigstiden var der blandt biologerne tvivl om hvorvidt, de af Darwin foreslåede mekanismer var tilstrækkelige til at skabe den fornødne variation, men i 1940-erne fik hypotesen om "den blinde urmager", der forbandt Mendels genetik med Darwins oprindelsesteori gennemslag i det, der benævnes "neo-darwinisme." Neo-darwinisterne foreslog forskellige former for tilfældige mutationer som den kreative maskine, der kunne give den naturlige udvælgelse et materiale at arbejde med.[6] Efterhånden fik neo-darwinismen en udpræget ateistisk karakter med påstande om, at "mennesket er et resultat af en formålsløs og naturlig proces, der ikke havde tænkt på det. Mennesket var ikke planlagt" ("Man is the result of a purposeless and natural process that did not have him in mind. He was not planned")[7], at "evolution virker uden plan og formål" ("evolution works without plan or purpose")[8], at "den levende verden udvikler sig konstant unden mål...evolutionær forandring er uden retning" ("the living world is constantly evolving without any goals...evolutionary change is not directed")[9].[10]

Til trods herfor fortsatte design-forklaringerne med at leve videre. Alfred Russel Wallace, der var samtidig med Darwin, mente, at nogle forhold inden for biologi bedre lod sig forklare ved henvisning til en "højere intelligens" end ved Darwins evolution. I 1897 hævdede F.C.S. Schiller ved Oxford Universitet, at "det vil ikke være muligt at udelukke antagelsen om, at evolutionen styres af intelligent design" ("it will not be possible to rule out the supposition that the process of Evolution may be guided by an intelligent design").[11]

Fra slutningen af 1960-erne begyndte forskere at pille den videnskabelige konstruktion, som i 1930-erne og 1940-erne havde syntes fasttømret, fra hinanden. Især neo-Darwinismens mekanisme med mutation og udvælgelse har stået for skud. Ikke mindst matematikerne påpegede, at biologerne stod over for sandsynlighedsproblemer af gigantisk omfang.[12]

Argumenterne for intelligent design[redigér]

Der er en række forskere, der støtter ID-teorien. De fleste af disse har tilknytning til den amerikanske, kristne forskningsinstitution The Discovery Institute. To af de mest brugte begreber blandt ID's tilhængere er irreducerbar kompleksitet (først fremført af Michael Behe) og specificeret kompleksitet (først fremført af William A. Dembski). Steven C. Meyer har argumenteret for svaghederne ved Darwins teorier, især opkomsten af det første liv[13] men også i perioder med voldsom udvikling af nye arter - ikke mindst den såkaldte "kambriske eksplosion" - hvilken udvikling er i modstrid med Darwins teorier[14]. Desuden har Meyer argumenteret for, at også selve universets udvikling og indretning må give anledning til et revideret syn på fænomenet intelligent design.

Universets begyndelse[redigér]

Oprindeligt mente man, at universet var uden begyndelse. Teologerne mente, at hvis Gud var uendelig, måtte tid og rum også være det. Immanuel Kant argumenterede imidlertid ud fra samme forudsætning om universets uendelighed, at universet ikke behøvede en oprindelig årsag: hvis alt i universet kunne forklares som en ubrudt kæde af årsager og virkninger uendeligt tilbage i tiden, hvorved en endelig begyndelse var elimineret, så var det muligt, at universet selv var evigt og selveksisterende.[15]

I 1920-erne og 1930-erne opdagede astronomen Edwin Hubble imidlertid, at universet var langt større end man havde forestillet sig, og at det udvidede sig. Den logiske konsekvens af dette måtte være, at universet var startet fra et bestemt sted og på et bestemt tidspunkt. En sådan endelig begyndelse var ligeledes forudsat i Albert Einsteins relativitetsteori. Denne endelige begyndelse af universet er siden blevet kendt som "The Big Bang".[16]

Ateisterne reagerede med afvisen. Astronomen Sir Arthur Eddington skrev: "Filosofisk virker begrebet en begyndelse af den nuværende orden frastødende på mig. Jeg vil gerne finde en ægte smuthul. Jeg tror simpelthen ikke at den nuværende orden startede med et brag ... det ekspanderende univers er absurd ... det lader mig koldt." ("Philosophically the notion of a beginning of the present order is repugnant to me. I should like to find a genuine loophoole. I simply do not belive the present order started off with a bang... the expanding Universe is preposterous... it leaves me cold"). Senere forklarede Robert Dicke (Princeton, 1965): "Et uendeligt gammelt univers befrier os fra nødvendigheden af at forstå materiens oprindelse på noget endeligt tidspunkt i tid." ("An infinitely old Universe would relieve us of the necessity of understanding the origin of matter at any finite time in the past").

For at slippe af med problemet opstilledes alternative teorier: "the steady state model" og "the oscillating universe", men de har ikke kunnet rokke "big bang"-teoriens troværdighed.[17]

I 1970 løste tre astrofysikere (Hawking, George Ellis og Roger Penrose) en problemstilling i relativitetsteorien og viste, at tiden kunne føres tilbage til "nul tid, nul rum og nul materie", det vil sige, at universet opstod af intet (creatio ex nihilo). ID-tilhængerne argumenterer, at hvis dette er tilfældet, må årsagen til universets oprindelse søges uden for tid, rum, materie og energi.[18]

Universets omhyggelige tilpasning til liv[redigér]

I begyndelsen af 1960-erne blev fysikerne opmærksomme på, at universet er omhyggeligt tilpasset muligheden for liv. De konstaterede, at universet er indrettet med fysiske faktorer, der i sig selv er højst usandsynlige men tillige nøjagtigt giver plads til muligheden for, at liv kan eksistere: det gælder de fysiske konstanter, de grundlæggende betingelser i universet og mange andre forhold. Enhver, selv mindre, afvigelse på nogen som helst af disse forhold (fx universets udvidelseshastighed, tyngdekraftens størrelse, elektromagnetismens størrelse, størrelsen af Plancks konstant) ville alle gøre liv umuligt. Fysikerne betegner disse forhold som "antropiske tilfælde" (engelsk: anthropic coincides) og taler om den "fine tilpasning af universet" (engelsk: the fine tuning of the universe).[19] Fysikerne har kunnet konstatere mere en tredive specifikke fysiske eller kosmiske parametre, der alle kræver en nøjagtig tilpasning for at gøre liv muligt.[20]

Under hensyn til usandsynligheden af sammenfald af de mange omstændigheder, der gør liv muligt, mener mange fysikere, at dette afspejler et "design" af en forud eksisterende "intelligens". Den britiske fysiker Paul Davies taler om, at "indtrykket af design er overvældende" ("the impression of design is overwhelming").[21] Sir Fred Hoyle udtrykte sig således: "en tolkning på grundlag af almindelig fornuft af kendsgerningerne antyder, at et superintellekt har fusket med fysikken så vel som kemi og biologi, og at der ikke findes nogen blind kraft at tale om i naturen" ("a commonsense interpretation of the facts suggests that a superintellect has monkeyed with physics, as well as chemistry and biology, and that there are no blind forces worth speaking about in nature").[22]

Tilhængere af intelligent design påpeger, at den fine tilpasning af de fysiske konstanter i universet er en forudsætning for at gøre liv muligt, men det forklarer ikke - og eliminerer ikke behovet for at forklare - oprindelsen af denne fine tilpasning. Alle de fysiske konstanter i naturlovene er træk ved disse love, men lovene kan i sig selv ikke forklare størrelsen af disse konstanter. De har et eget krav på forklaring.[23]

Til illustration af problemstillingen kan nævnes, at universets udvidelseshastighed skal være tilpasset med en marginal på 1 til 1060. Ved en lidt større hastighed ville universet blive for diffust i materiale til at tillade dannelsen af stjerner. Og ved en tilsvarende mindre udvidelseshastighed ville universet falde sammen. Tyngdekraften kræver en tilpasning med en marginal på 1040. Dette betyder, at forskere af universet konstaterer, at der er en uendelig lille sandsynlighed for at ramme netop de værdier eller betingelser, hvor liv overhovedet bliver muligt.[24] En fysiker ved Oxford Universitet, Roger Penrose, har i en bestemt sammenhæng (original phase-space volume), konstateret, at "Skaberen må have ramt med en nøjagtighed på 1010123" ("Creator's aim must have been (precise) to an accuracy of one part in 1010123") (10 milliarder ganget med sig selv 123 gange). Penrose har udtrykt det således: "det er ikke muligt blot at skrive dette tal... eftersom det vil blive "1" efterfulgt af 10123 "0"-er" ("one could not possibly even write the number down in full ... (since) it would be "1" followed by 10123 successive "0"-s") - flere nuller end der findes af partikler i hele universet.[25]

For at omgå dette problem har visse videnskabsfolk hævdet, at der eksisterer et utal af "parallelle universer". De mener, at man derved åbner op for et tilsvarende utal af mulige udformninger af universet, og at mennesket blot er så heldigt at være endt i det "rigtige".[25] Problemerne med denne forklaring - der altså er modstykket til ID-tilhængernes forklaring - er dels, at vi ikke har vidnedsbyrd til støtte for eksistensen af noget andet univers end vores eget, dels at det ikke vil være muligt at konstatere eksistensen af sådanne.

Dertil kommer så, at en sådan "universum-skaber" i sig selv kræver en forklaring af oprindeligt "design".[26] Der kan laves maskiner, som er i stand til at skabe kopier af sig selv, men sådanne forudsætter tilstedeværelsen af en "intelligens", der forinden har skabt dem.[27] Richard Swinburne har påpeget, at en design-teori giver en enklere og mindre udpræget ad hoc-hypotese end teorien om parallelle universer.[28] Robin Collins har sagt, at ved at postulere "en superbegavelse" ("a supermind") for at forklare universets tilpasning, ekstrapolerer vi slutninger ud fra vores egen viden om kausale årsager til intelligens (nemlig os selv, mennesker), mens dette ikke er tilfældet med påstanden om parallelle universer.[29] Clifford Longley har påpeget, at "parallel-univers"-teorien er opfundet i metafysisk desparation alene for at undgå et immaterielt designargument[30][31]

Ikke-reducerbar kompleksitet[redigér]

Michael Behe.
Kenneth R. Miller.

Forskningen efter 2. verdenskrig er i stigende grad blevet klar over den komplekse opbygning af celler: man taler nu om, at levende celler rummer "makromolekylare maskiner" (engelsk: "Macromolecular Mashines") af stor kompleksitet, som cellen bruger til at bearbejde information, opbygge proteiner og flytte rundt på materiale på tværs af deres membraner.[32][33] Michael Behe har studeret disse fænomener og har i bogen "Darwin's Black Box" fra 1996 påpeget, at disse består af et stort antal bestanddele (i et enkelt tilfælde er en sådan struktur bygget op af over 40 komplekse proteiner), og at hvis nogen af disse bestanddele mangler, så vil disse molekylare maskiner ikke være i stand til at opfylde deres funktion.[34] Han betragter dem derfor som "ureducerbart komplekse" og argumenterer i forlængelse heraf for, at de så at sige fra starten må være "designede" med den fornødne komplekse opbygning. For at understrege sin pointe har Behe undersøgt udforskningen i faglitteraturen og fundet, at der fuldstændig mangler forklaringer baserede på Darwins teori om gradvis udvikling af sådanne systemer. Han drager derfor den slutning, at darwinistiske biologer ikke har forklaret - end ikke prøvet at forklare - dannelsen af disse "maskiner" på grundlag af naturlige processer. Han mener, at den eneste mulige forklaring på dannelsen af funktionelle, integrerede og ikke-reducerbare systemer er "intelligent design". Med et slagord: "molekylare motorer ser designede ud, fordi de er designede" ("molecular motors appear designed because they were designed").[35]

Darwinisterne, fx Kenneth Miller, har reageret på denne udfordring ved at stille følgende spørgsmål: hvis vi fjerner et antal strukturer fra nogle af de "molekylare maskiner", kan vi så finde sådanne "delmaskiner" i biologien? De har besvaret spørgsmålet bekræftende: sådanne strukturer er blevet påviste, men de opfylder ganske andre funktioner end i den fuldt udviklede form. De mener dermed at have bevist, at en udvikling over flere del-led er mulig og at dette taler til støtte for darwinismens teori. Hertil svarer Behe og ID-tilhængerne, at beviset halter på et afgørende punkt: Darwin forudså en udvikling med gradvise ændringer, hvor den indbyrdes konkurrence mellem individer ville gøre de bedst rustede mest egnede til at overleve. Men hvis de "delvise molekylare maskiner eller strukturer" opfylder helt andre funktioner end i den endelige form, så bortfalder Darwins argumentation, fordi der ikke er tale om en og samme funktion fra begyndelse til ende. ID-teoretikerne mener derfor, at deres kritik holder.

Dertil kommer, at Millers bevis ikke er dækkende. En del af proteinerne er (så vidt vides) unikke og lader sig således ikke forklare ved Millers metode. Desuden forklares ikke hvorledes, den endelige kombinering er gennemført - denne proces vil i sig selv kræve en "intelligent samlemaskine". Endelig ser det ud til, at Millers "delmaskiner" snarere er opstået efter den mere sammensatte maskine, hvorfor rækkefølgen og processen bliver modsat: "delmaskinen" er opstået ved udskillelse af visse led fra den mere komplekse, færdige maskine - ikke omvendt.[36]

Informationsproblemet[redigér]

I biologi spiller proteiner en nøglerolle: de behandler information, forestår metabolsk regulering og signaltransduktion, hvilke er nødvendige for at bevare og skabe liv på celleniveau. Siden 1950 er forskerne i stigende grad blevet klare over proteinernes betydning: grundstoffer indgår i molekyler, der danner aminosyrer, som indgår i ikke-gentagelige sekvenser i proteiner.[37] Nok så vigtigt: proteiner har en tredimensional kompleksitet, der er bestemmende for deres funktion. Hvis proteinets opbygning forandres, forandres også dets funktionalitet - og det kan blive ufunktionelt, ubrugeligt.[38] I kraft af sin specifikke rolle kan et protein som regel ikke erstatte et andet; et protein kan kun opfylde sin funktion i cellen i kraft af dets tredimensionelle, specifikke opbygning.[39] Dette rejser et afgørende spørgsmål: hvorledes er sådanne komplekse og specifikke strukturer i cellerne opstået?

For at finde svaret begyndte molekularbiologerne at søge efter kilder til den information i cellen, der kunne styre dannelsen af de yderst specifikke strukturer. I 1953 opdagede James Watson og Francis Crick den struktur, der nu kendes som DNA.[39] Den model, som de lavede, antydede, at variationen i rækkefølgen af de nukleotide baser kunne finde udtryk i rækkefølgen af de aminosyrer, der danner proteiner. I 1955 fremsatte Francis Crick en teori herom, som han kaldte "rækkefølge-hypotesen" ("The Sequence Hypothesis").[40] [41]Denne hypotese antydede, at de nekluotide baser i DNA fungerer omtrent som bogstaver i et alfabet eller numre i en maskinkode. Crick sluttede sig til, at det netop var rækkefølgen af disse, der betingede deres funktion. Richard Dawkins har udtryk det således: "Maskinkoden i generne ligner umiskendeligt dem i computere" ("The machine code of the genes is uncannily computerlike").[40] Bill Gates har udtrykt det således: "DNA er som et computerprogram men langt mere avanceret end nogen software, vi nogensinde har skabt" ("DNA is like a coputer program, but far, far more advanced than any software we've ever created").[40] I computerkode bruge to tegn (0 og 1) til informationsmeddelelse, i engelsk 26 bogstaver, i DNA fire nukleotide baser: adenin, thymin, guanin og cytosin (A, T, G og C). Således antydede rækkefølge-hypotesen ikke blot kompleksiteten men også den fuktionelle specificering ved DNA-basernes rækkefølge.[40]

Under disse forhold aktualiseres spørgsmålet om årsagen til og måden hvorpå, denne rækkefølge bliver til. I princippet er der tre muligheder:

  1. rækkefølgen er et udslag af tilfældighed,
  2. rækkefølgen er et udslag af nødvendighed,
  3. rækkefølgen er styret af bevidsthed eller intelligens.

Tilfældighed[redigér]

Tilfældighed har en forsvindende forklaringsevne. Det skyldes, at aminosyrerne skal indgå i kemiske forbindelser kendt som peptider for at kunne forbindes i proteinkæder. Imidlertid er der i naturen mange muligheder for kemiske forbindelser således, at peptider og ikke-peptider stort set er lige sandsynlige. Det betyder at sandsynligheden for, at en aminosyre indgår i en peptid, er 1/2. Sandsynligheden for, at få dannet en peptid-forbindelse i fire led er 1/2 x 1/2 x 1/2 x 1/2 = 1/16 eller (1/2)4 Sandsynligheden for at danne en kæde på 100 aminosyrer, hvori alle led er peptider, er (1/2)99 eller groft sagt 1 ud af 1030. Men da aminosyrer ydermere findes i spejlvendte varianter, en venstrehåndet form (L-form) og en højrehåndet form (D-form), kaldet optiske isomerer, reduceres sandsynligheden yderligere: sandsynligheden for at danne en peptid-kæde på 100 led, hvor alle har L-form, er groft sagt 1 ud af 1060. Oveni dette kommer så, at disse aminosyrer skal indgå i en specifik rækkefølge for at få en meningsfyldt funktionalitet. Efter som der er 20 biologisk forekommende aminosyrer, bliver sandsynligheden for, at rette aminosyre findes på rette sted i kæden i hvert tilfælde 1/20 (reelt endda mindre, da der forekommer mange nonproteine aminosyrer i naturen). Antages, at alle steder i proteinkæde kræver en specifik aminosyre og at kæden består af 100 aminosyre-lede, bliver sandsynligheden (1/20)100 eller groft sagt 1 ud af 10130.[42] Selv, hvis man tager højde for, at der naturligvis findes flere kombinationer, der giver funktionelle resultater, bliver sandsynligheden groft sagt 1 ud af 1065 - et astronomisk tal (der findes 1065 atomer i vores galakse).[43] Sandsynligheden for at få proteiner med 150 aminosyrer bliver 1 ud af 10180 eller udtrykt på en anden måde: der findes ingen chance for at opnå den rigtige kombination selv i hele universets eksistensperiode.[43] Teoretiske og eksperimentelle arbejder inden for den såkaldte "minimale kompleksitet" (mindstemålet for at skabe selv de 250-400 gener og dertil knyttede proteiner, som skal til for at skabe selv det mest simple liv) viser, at for at opnå et sådant system af proteiner, overstiger sandsynligheden 4300000.[44] Kort sagt: sandsynlighedsberegningerne viser, at tilfældig udvikling end ikke vil komme i nærheden af skabelse af levende organismer.

Nødvendighed[redigér]

Teorien om nødvendighed er udviklet, fordi teorien om tilfældighed er faldet sammen. Teorien om nødvendighed forudsætter en forud eksisterende mekanisme for selv-replikation (gendannelse). Men: selv-replikation i celler beror på funktion og derfor på yderst rækkefølge-specifikke proteiner og nukleinsyrer (nucleic acids). Således bliver det, som nødvendighedsteorien skal forklare, allerede en forudsætning for forklaringen.[45] Beregninger over sandsynligheden for, at en "kemisk evolution" ville skabe selv den minimale kompleksitet for at skabe det mest primitive, replikationssystem, viser, at denne sandsynlighed er forsvindende.[46] Forsøg på at omgå problemet ved at forudsætte, at der ved tilfældige forandringer ville ske en fastholdelse af ethvert bidrag til en meningsfuld rækkefølge, støder imod den videnskabelige logik: molekyler kan ikke have et "fremtidigt mål" så at sige "i bevidsthed" og computersimulerede, målrettede sekvensdannelser finder ikke noget modstykke i virkelighedens naturlige verden.[46] I stedet for at sandsynliggøre "nødvendighed" viser computersimulationer snarere, at der skal være en intelligent udvælgelse for at fremme visse muligheder og udelukke andre, det vil sige: for at skabe information.

Selv-organisering[redigér]

En variant af nødvendighedsteorien er, at liv kunne være "biokemisk prædestineret" som følge af, at kemiske størrelser tiltrækker hinanden (omtrent på samme måde som molekyler dannes som følge af grundstoffers kombination i kraft af deres egenskaber, fx at (Na+) og (Cl-) vil danne NaCl). En sådan selv-organisering formodedes at forekomme mellem aminosyrerne i proteiner.[47] Det har imidlertid vist sig, at en sådan kemisk selv-organisering ikke kan eksistere. Forholdet lader sig bedst belyse i DNA: DNA-strukturen hviler på adskillige kemiske forbindelser, således mellem sukker- og fosfatmolekylerne, der udgør de to snoede "rygrade" i DNA. Ligeledes findes kemiske forbindelser mellem baserne, som er bundet op på sukkermolekylerne, og en parvis binding "på tværs" af molekylet, der gør, at baserne hører sammen to og to. Det er disse forbindelser, der gør, at molekylet kan skabe kopier af sig selv. Men der er ingen kemiske forbindelser mellem baserne indbyrdes på langs af rygraden, og det er netop her, at den genetiske information i DNA befinder sig.[48] Dette betyder i praksis, at enhver rækkefølge bliver en mulighed, og at derfor en "selv-organiserende" forbindelse ikke kan forklare rækkefølgen af baserne. Efter som det samme gælder for RNA-molekyler, bortfalder også disse som forklaringsmulighed.[48]

Men dertil kommer yderligere et problem: hvis der fandtes en kemisk nødvendighed i rækkefølgen af baserne, så ville der blive tale om gentagne mønstre (redundans) og dermed ville muligheden for nye kombinationer (rækkefølger af baserne) bortfalde. Men DNA har netop denne utvungne mulighed for enhver rækkefølge-kombination.[49]

Nøgleproblemet ved information[redigér]

Kerneproblemet ved information i biologi er ikke at forklare oprindelsen af en rækkefølge (symmetri eller gentagelse) men der imod oprindelsen af det informative indhold - den yderst komplekse, aperiodiske men specifikke rækkefølge, der gør biologiske funktioner mulige.[50] Med andre ord: årsagen til information. Det er her, at ID melder sig som forklaringsmulighed.

Henry Quastler var en tidlig pioner i anvendelsen af informationsteori i molekylarbiologi. Han mente, at "skabelsen af ny information er almindeligvis forbundet med bevidst virksomhed" ("creation of new information is habitually associated with conscious activity").[51] ID-folkene udlægger dette således: dannelsen af den information, der er en betingelse for dannelsen af de kemiske forbindelser og strukturer, der atter er betingelsen for eksistensen af liv, skyldes intelligens eller bevidsthed - eller med andre ord: intelligent design.

Den kambriske eksplosion[redigér]

Meyer, Ross, Nelson og Chiens version[redigér]

Stephen C. Meyer.

De vanskeligheder, som knytter sig til informationsproblemet inden for arternes udvikling, bliver mangefold større i de geologiske perioder, hvor antallet af dyrearter udviser en voldsom stigning i mangfoldighed. Af sådanne perioder findes flere, den første og mest kendte af disse er "den kambriske eksplosion". Det er indlysende, at en sådan hastig stigning i arternes mangfoldighed må forekomme at være i strid med Darwins ideer om en langsom udvikling gennem den møjsommelige proces af gradvise forandringer og naturlig udvælgelse. Allerede Darwin selv var opmærksom på problemet. I Arternes Oprindelse skrev han blandt andet:

"Den abrupte Maade, paa hvilken hele Grupper af Arter pludselig viser sig i visse Formationer, er af forskellige Palæontologer, f. eks. Agassiz, Pictet og Sedgwick, bleven fremført som meget farlig for Troen paa Arternes Foranderlighed. Dersom talrige Arter, der hører til de samme Slægter eller Familier, virkelig var styrtet ind i Livet paa engang, saa vilde en saadan Kendsgerning være farlig for en Teori, der hævder Nedstamning i Forbindelse med en af den naturlige Selektion bevirket langsom Modifikation. Thi Udviklingen af en Gruppe af Former, der alle nedstammer fra en eller anden Stamform, maa have været en yderst langsom Proces, og Stamformerne maa have levet lange Tider før deres modificerede Efterkommere. Men vi overvurderer stadig den geologiske Fuldkommenhed og slutter fejlagtigt, fordi visse Slægter og Familier ikke er funden neden under et vist Lag, at de ikke eksisterede før de nævnte Lag. I alle Tilfælde kan man ganske stole paa positive palæontologiske Beviser, negative Beviser er aldeles værdiløse, som Erfaringen saa ofte har vist."[52]

Darwins bekymring skulle vise sig begrundet og hans forhåbning til nye fund uholdbar.

Den kambriske eksplosion hører hjemme i den geologiske periode Kambrium. Helt frem til 1992 mente palæontologerne, at Kambrium begyndte for ca. 570 mio. år siden og sluttede for ca. 510 mio. år siden, og at den kambriske eksplosion således fandt sted inden for et 20-40 mio. år langt tidsrum. I 1993 kunne man med radiometrisk datering af zirkon-krystaller fra kambriske lag i Sibirien præcisere begyndelsen af den kambriske periode til 543 mio. år tilbage og begyndelsen af den kambriske eksplosion til 530 mio. år tilbage. Dateringerne viste yderligere, at den kambriske eksplosion fandt sted inden for et tidsrum på kun 5 mio. år svarende til blot 0,11% af Jordens historie.[53] Perioden var således langt kortere end tidligere forudsat.

Udtrykket "eksplosion" angiver forekomsten af nye rækker (phyla) af dyr, uden klare overgangsformer i de forudgående geologiske lag.[53] Omtrent eller langt over halvdelen af alle strukturer blandt dyrearter (19 af 40) optræder første gang under den kambriske eksplosion. Kun tre rækker optræder i Prækambrium, der gik forud for Kambrium, seks rækker optræder først efter Kambrium, og 12 kendes ikke fra fossile levn. Særligt betydningsfuldt er det, at alle rækker af invertebrater (og subphyla) med mineraliserede exoskeletter optræder første gang.[54] De bevarede dyrearters mangfoldighed er vidnesbyrd om et system med komplekse fødekæder og et mangfoldigt økologisk miljø.[55] Også bløddyr uden skaller er bevarede. Tager man hensyn til variationen inden for undergrupper, ses mellem 47,5 og 85,7% af alle kropopbygninger for første gang i Jordens historie i den kambriske eksplosion. Disse kropsbygninger er klart forskellige, og de viser sig at bevare denne forskellighed lige siden, et fænomen kaldet "fast eller modstandsdygtig morfologisk isolation" (engelsk: "persistant morphological isolation") eller stasis (mangel på grundlæggende forandring).[56]

Den kambriske eksplosion er en udfordring for darwinismen samt en variant af denne kaldet "punctuated equilibrium" (der forudsætter kamp mellem arter om overlevelse snarere end mellem individer inden for de enkelte arter):

  1. for det første er den eksplosive udvikling i strid med Darwins teori om gradvis udvikling[57] og beregninger over mutationsraten viser, at denne på ingen måde kan være sket inden for den ret korte periode til rådighed, hvis den skal være sket efter Darwins principper[58];
  2. for det andet viser den eksplosive udvikling i Kambrium, efterfulgt af kun mindre forandringer, den stik modsatte udvikling af Darwins teori, der forudså en gradvis, stadig stigende spredning i arternes mangfoldighed[59], modstriden er blevet mere udtalt fordi man har fundet flere nye arter i Kambrium men stadig ingen passende mellemformer forud[60]
  3. for det tredie er de "store" forandringer kommet forud for mindre i modsætning til Darwins teori, der forudså, at de mindre forandringer med tiden ville føre til gennemslag af de større (på engelsk tales om "top-down" i stedet for "bottom-up")[61].
  4. Endelig savnes en troværdig forklaring på dannelsen af den genetiske information, som den voksende artsmangfoldighed kræver.[62]

For at imødegå disse problemer har neo-darwinisterne brugt forskellige forklaringer, som ifølge ID-tilhængere alle har vist sig ikke at kunne holde:

  • "Man har grebet til Darwins gamle forklaring om, at de geologiske lag kun ufuldstændigt har bevaret arterne og/eller at de kun bestod af bløddele, som derfor ikke er bevarede så let som hårde dele ville"[63]. "Det har imidlertid vist sig, at rester efter bløddyr faktisk er bevarede fra Prækambrium. Problemet er dels, at der højst er tale om repræsentanter for tre, måske fire rækker, dels at de ikke er overbevisende former for de nu kendte rækker fra Kambrium"[64].
  • "Ej heller forklaringen, at arterne kun bestod af bløddele, kan holde. Flere arter (fx armfødder og leddyr) ville kun kunne eksistere, hvis de er blevet skabte både med bløddele og med en beskyttende skal"[64].
  • "Andre har henvist til forekomsten af nogle få arter i slutningen af Prækambrium, men selv om disse virkelig repræsenterede stamformerne (hvilket langt fra er sikkert), forbliver 80-90% af arterne fra Kambrium uden stamformer. Og de udpegede stamformer udgør i sig selv et problem med hensyn til oprindelse"[65]
  • "Man har påstået, at de forudgående arter har en lang historie, men at alle disse består af ubevarede bløddyr (kendt som "The Deep Divergense Hypothesis"). Forklaringen er imidlertid klart spekulativ, og finder end ikke megen støtte blandt darwinister'"[66]

Som modstykke til ID-tilhængernes opfattelse af "neo-darwinisternes uholdbare forklaringer", skal intelligent design forklare den kambriske revolution. De støtter deres argumentation på tre argumenter:

  • "for det første vil en intelligent "agent" have den evne til, på alle niveauer af en organisme, intelligent at sammensætte både de enkelte bestanddele og helheden på en funktionel måde, herunder evnen til at forudse det endelige resultat allerede ved processens begyndelse'"[67],
  • "for det andet ligner udviklingsmønsteret med store (grundlæggende) forandringer forud for mindre rettelser og tilpasninger i forbløffende grad det billede, der tegner sig for den teknologiske innovation blandt (intelligente) mennesker'"[68],
  • "for det tredje vil en intelligent "agent" have muligheden for at skabe forandring hurtigt og radikalt. Den kraftige forandring i Kambrium antyder derfor en intelligent designer'"[69].

Biologernes tese[redigér]

Den moderne biologi arbejder med at evolutionen ikke foregår i jævnt tempo, men at miljø-forandringer kan accelerere forandringer. Målinger af iltindholdet i atmosfæren tyder på, at en stigende iltprocent i Kambrium har frembragt iltkrævende rovdyr, med et efterfølgende våbenkapløb med byttedyrene[70].

Kritikken som styrke[redigér]

Som eksemplerne viser, har ID hentet sin styrke ved at påvise gængse teoriers svagheder, og man har argumenteret for intelligent design som en alternativ mulighed. Der imod har fortalerne for ID i mindre grad opstillet egentlige forklaringsmodeller for intelligent design som årsagen til udviklingen. Hidtil fremstår forslagene mest som ubeviste hypoteser. Problemet for fortalerne for intelligent design består netop i at anstille beviser for disse hypoteser, og manglende falsifikationsmulighed samt manglende forklaringsevne fremføres da også med styrke imod ID som videnskabeligt grundlag.

Er intelligent design en videnskabelig metode?[redigér]

Det hævdes ofte, at den måde, tilhængere af intelligent design drager slutninger på, ikke er videnskabelig. Hertil svarer tilhængerne af intelligent design, at deres metoder svarer til dem, som anvendes inden for anden videnskab.

For det første anvendes princippet om at drage slutninger på grundlag af den bedste forklaring af nødvendig(e) årsag)er) ("inference to the best explanation").[71] Når man i kriminelle sager konstaterer, at person X' fingeraftryk findes på mordvåbenet, og når den eneste kendte mulige årsag hertil er, at vedkommende har haft mordvåbenet i sin hånd, så vil denne kendsgerning gøre X skyldig med en til vished grænsende sandsynlighed. På lignende måde kan man slutte, at når intelligens er den eneste kendte årsag til specifik kompleksitet eller information, så vil tilstedeværelsen af en sådan information implicere en intelligent årsag.[72] Også Darwin argumenterede med at bruge den bedst egnede forklaring for at forklare evolutionen.[73]

Ligeledes har man genoptaget den argumentation, som Charles Lyell gjorde sig til talsmand for i The Principles of Geology, hvor han hævdede, at når man vil forklare årsagen til skabelsen af noget i fortiden, gør man bedst i ikke at søge efter ukendte eller eksotiske årsager, hvis effekt er ukendt men at bruge (aktuelle) årsager, der fra gentagne erfaringer vides at have den skabende effekt ("Causes now in operation"). Darwin anvendte princippet, idet han sluttede fra aktuelle dyreavleres udvælgelse til, at naturen kunne forstå en tilsvarende udvælgelse i kraft kan den indbyrdes konkurrence mellem individer. ID-tilhængere argumenterer, at den eneste nu kendte årsag til information (fx i form af tekster eller kode) er intelligens, og at en slutning fra konstaterede koder (fx i DNA) til en intelligent årsag derfor hviler på de samme videnskabelige principper, som Darwin anvendte.[74]

NASA har en program, søgning efter ujordisk intelligens ("search for extraterrestial intelligence", SETI) gående ud på, at lytte til signaler fra universet med den forudsætning, at sådanne signaler måtte indeholde information og derved afspejle tilstedeværelsen af intelligens (hidtil uden resultat). Hvis fremgangsmåden kan forsvares inden for denne sammenhæng, må den tilsvarende kunne forsvares inden for andre videnskabsområder.[75] På lignende måde bruger arkæologer opdagelsen af tildannede redskaber til at slutte om tilstedeværelsen af intelligente væsener (mennesker), selv om disse fund måtte stamme fra en tid forud for de ældste kendte fund af Homo sapiens.[76]

Kritik af intelligent design[redigér]

Megen af den kritik, der fremsættes mod intelligent design, går på dens formodede forbindelse til kreationisme. Ser man bort fra, at denne kritik i sig selv har et religiøst element - kritikernes mere eller mindre udtalte ateisme[77] - fremhæver ID-fortalerne selv, at der er ligheder mellem intelligent design og kreationisme men også afgørende forskelle. Andre påstande går ud på, at intelligent design ikke er videnskabelig, ikke giver forklaringer, inddrager åndelige forhold og ikke har præsteret videnskabelige artikler.

Kreationisme og intelligent design[redigér]

Intelligent design hævdes af dens modstandere for at være et konventionelt, kreationistisk skabelsespostulat, som siger, at planter og dyr ikke kan være opstået ved naturlig evolution, og (derfor) i stedet må være udformet ved overnaturlig indgriben. Man henviser i den forbindelse til lærebogen Creation Biology, der undergik adskillige revisioner inden, at den endte som lærebogen Of Pandas and People. En af disse revisioner var en udskiftning af ordet 'creation' (skabelse) med ordene 'Intelligent Design,' efter en kendelse i USA's højesteret (1987), der afgjorde at kreationisme i juridisk forstand var at betragte som en religion, hvorfor offentligt finansierede amerikanske skoler ikke måtte bruge synspunktet i deres biologiundervisning. Kritikere af intelligent design hævder, at ID blot er et forsøg på at omgå den ovennævnte højesteretsdom således, at der atter kan undervises i en kreationistisk skabelsesberetning i skolerne i ly af en postuleret videnskabelighed. Kreationisternes falskneri (ordudbytning) kom frem i forbindelse med en retssag i 2005. I den amerikanske delstat Pennsylvania gennemførte flere skoler undervisning i "Intelligent Design" (reelt kreationisme), hvilket medførte, at en række forældre til elever i byen Dover anlagde sag mod det lokale skoledistrikt med påstand om, at "Intelligent Design" ikke var videnskab, og at undervisning i "Intelligent Design" var i strid med den oprindelige højesteretsdom fra 1987. En amerikansk føderal domstol fastslog den 20. december 2005 i sagen Tammy Kitzmiller, et al. v. Dover Area School District, et al., at påstanden om Intelligent Design "med et overvældende bevismateriale" blot er en religiøs anskuelse, og ikke en videnskabelig teori.[78] Det er siden blevet godtgjort, at dommerens kendelse var en næsten ordret afskrivning af den sammenfatning af retssagen (engelsk: Finding of Fact and Conclusion of Law), som den jurist, der repræsenterede darwinismen under retssagen (Eric Rothschild), havde formuleret.[79]

Tilhængere af intelligent design har siden sagt, at det ikke tilkommer domstolene at afgøre hvad, der er at betragte som videnskabelig metode, og hvad ikke.[80] Vigtigere i denne sammenhæng er, at Thaxton og hans kolleger havde skrevet deres bog i 1984 og således tre år inden, at kreationisme blev forbudt i amerikansk undervisning ved en kendelse i U.S. Supreme Court (USAs højesteret) i 1987[81], og at kreationisterne simpelt hen "lånte" udtrykket for fortsat at kunne promovere deres egne ideer.

Der er visse ligheder men også afgørende forskelle mellem intelligent design og kreationisme:

  • ligheden består i, at begge postulerer en ydre kraft (Gud, intelligens) som den egentlige årsag til verdens indretning,
  • forskellene består deri, at hvor kreationismen tager udgangspunkt i en bestemt fortolkning af "hellige skrifter" (fx Bibelen), så tager intelligent design udgangspunkt i en videnskabelig afprøvning af de gængse teoriers forklaringsevne eller mangel på samme samt ligeledes i at godtgøre forklaringsværdien af intelligent design. ID tilstræber således at bevise sin rigtighed på grundlag af gængse, videnskabelige principper og inddrager ikke religiøse skrifter.

Manglende falsifikationsmulighed[redigér]

Den hyppigste kritik af intelligent design går på den påståede videnskabelighed. Det vigtigste træk ved en naturvidenskabelig teori er, at den stiller sig åben for falsifikation, det vil sige, at teorien kan efterprøves eksperimentelt og eventuelt forkastes grundet manglende overensstemmelse med virkeligheden. Dette hævdes ikke at være opfyldt med intelligent design. En tilsvarende kritik blev for øvrigt fremsat, da Darwin udgav Arternes Oprindelse.

Manglende forklaringsevne[redigér]

Jeffery Jay Lowder har i en kommentar i anledning af udgivelsen af Stephen Meyer’s Signature in the Cell fremsat følgende kritik: "Medgivende, at skønt intelligent design med held identificerer en årsag i form af en agent, er den ufyldestgørende, fordi den som forsvaret af Meyer hverken forklarer hvorfor liv opstod her og ej heller hvordan liv opstod her. I denne forstand er både tilfældighed og design-hypotesen ikke-forklaringer." ("Granted, intelligent design does successfully identify a cause insofar as it identifies an agent. But an incomplete design hypothesis, such as the one defended by Meyer, also fails to “explain why life originated here” because it does not explain why the designer decided to create life. Furthermore, the design hypothesis does not explain how life originated here. In this sense, both chance and (generic) design hypotheses are non-explanations.") Dertil kan bemærkes, at da den moderne videnskab slog igennem, skete der på lignende måde et skift fra at forklare verden over til at beskrive den. I stedet for at spekulere over hvorfor, verden var indrettet som den var, gik Gallilei og senere forskere over til at vise hvorledes, naturfænomenerne er beskafne.[82]

Ånd i en materiel verden[redigér]

Gregory Dawes har i bogen Theism and Explanation anført følgende kritik: "En guddommelig (intelligent design) forklaring forudsætter for at være en forklaring en mekanisme - virke af en åndelig skabning i en materiel verden - hvilket er ganske ulig nogen anden mekanisme, vi kender. Denne mekanisme ikke blot savner analogier, den er også ganske mystisk." ("A theistic [intelligent design] explanation, in order to be an explanation, presupposes a mechanism — the action of a spiritual being within the material world—that is entirely unlike any other mechanism with which we are familiar. Not only does this mechanism lack analogy; it is also wholly mysterious." Man kan imidlertid med samme ret hævde, at naturlovene beskriver verden, men de forklarer den ikke.[83] Og naturlovene er ikke materielle, men de manifesterer sig i den materielle verden. Det kan derfor diskuteres, om Dawes har ret i, at intelligent design "er ganske ulig nogen anden mekanisme, vi kender".

Manglende peer-reviewed artikler[redigér]

Et tidligere yndet argument imod intelligent design var mangel på videnskabelige artikler. Dette argument er blevet stadig sværere at opretholde. Til trods for den kritik, som ID har været udsat for fra det videnskabelige "establishment", har intelligent design efterhånden bidraget med adskillige artikler i videnskabelige tidsskrifter[84]. Nogle af disse er senere blevet tilbagekaldt, da de er blevet erklærede for videnskabeligt uredelige. Dette opfattes af tilhængerne af ID som et forsøg på at undgå en videnskabelig konfrontation mellem teorierne ved regelret censur udøvet af det (ateistiske) videnskabelige "establishment", og de påpeger, at i gentagne tilfælde er folk, der har erklæret en villighed til at overveje teoriens forklaringskraft eller ligefrem støtte til teorien, blevet afskediget, frataget forskningsbevillinger og "frosset ude" af de fleste (amerikanske) videnskabelige institutioner.[81] For at tvinge en diskussion frem har ID-folkene i stedet valgt at udgive bøger, som til dels er blevet anmeldte af videnskabelige forskere.

Argument ud fra uvidenhed[redigér]

Eugenie Scott har hævdet, at intelligent design argumenterer ud fra uvidenhed (engelsk: argument from ignorance; latin: argumentum ad ignoratiam), det vil sige, at man antager noget for at være sandt, fordi det ikke er bevist at være falsk: efter som det ikke vides hvorledes, specificeret kompleksitet i fysik og biologi er sket, indfører tilhængerne af intelligent design en mystisk kraft. Hertil svarer ID-folkene, at dette er forkert: de bruger en forklaring, som dels gentagne gange er iagttaget, dels giver "den bedste forklaring". Netop fordi andre forklaringer (tilfældighed, nødvendighed og en kombination af disse) ikke har vist sig holdbare, står forklaringen om intelligent design tilbage som en mulig forklaring.[71]

Kritikkens vanskelige stilling[redigér]

Overhovedet har det vist sig vanskeligt for det videnskabelige "establishment" at begrunde hvorfor, ID ikke kan tillades som forklaringsmulighed. Det er evident, at ID-folkene bruger de samme typer af iagttagelser, tests og analyser som anden videnskab og alene i deres fortolkning inddrager en mulighed, som andre - af trosmæssige (læs: ateistiske) grunde - på forhånd vil udelukke. Forsøgene på at finde en udelukkelsesmulighed har vist sig at ville have en "boomerang-effekt" inden for anden, ellers anerkendt forskning, der bruger tilsvarende fremgangsmåder.

IDs styrke og svaghed ligger i, at den i henseende til fortolkning og forklaring i højere grad bevæger sig inden for filosofi end inden for traditionel videnskab. IDs måde at drage slutninger på minder meget om dem, Spinoza gjorde brug af.

Noter[redigér]

  1. Meyer (2001), s. 53f
  2. Meyer (2008), s. 2f
  3. 3,0 3,1 Meyer (2008), s. 3
  4. "(T)hough these bodies may, indeed, continue in their orbits by the mere laws of gravity, yet they could by no means have at first derived tge regular position of the orbits themselves from those laws. ... (Thus) (t)his most beautiful system of the sun, planets and comets, could only proceed from the counsel and dominion of an intelligent and powerful Being."
    gengivet efter: Meyer (2008), s. 3
  5. Meyer (2008), s. 4
  6. Meyer og Keas, s. 141
  7. George Gaylord Simpson: The Meaning of Evolution; New Haven 1967, s. 345
  8. Kennet Miller og Joseph Levine: Biology, 5. udgave; s. 658
  9. W.K. Purvis, G.H. Orians og H.C. Heller: Life: The Science of Biology, 4. udgave; 1995; s. 14
  10. her refereret efter Meyer og Keas, s. 141f
  11. Meyer (2008), s. 5
  12. Meyer (2008), s. 8
  13. blandt andet i bogen "Signature in the cell"
  14. i bogen "Darwins Doubt"
  15. Meyer (1998), s. 5
  16. Meyer (1998), s. 7
  17. Meyer (1998), s. 7
  18. Meyer (1998), s. 8
  19. Meyer (2001), s. 56f
  20. Meyer (2001), s. 60
  21. Meyer (2001), s. 57
  22. Meyer (2001), s. 58
  23. Meyer (2001), s. 59
  24. Meyer (2001), s. 60f
  25. 25,0 25,1 Meyer (2001), s. 61
  26. Meyer (2001), s. 62
  27. Meyer (2001), s. 63
  28. Meyer (2001), s. 64
  29. Meyer (2001), s. 63f
  30. "The (anthropic-design argument) and what it points to is of such and order of certainty that in any other sphere of science, it would be regarded as settled. To insist otherwise is like insisting that Shakespeare was not written by Shakespeare because it might have been written by a billion monkeys sitting a billion keyboards typing for a billion years. So it might. But the sight of scientific atheists clutching at such desparate straws has put new spring in the step of theists." (London Times 1989)
  31. Meyer (2001), s. 65
  32. tidsskriftet Cell, 1998
  33. Meyer (2001), s. 66f
  34. Meyer (2001), s. 67
  35. Meyer (2001), s. 68
  36. Meyer (2008), s. 22
  37. Meyer (2001), s. 68f
  38. Meyer (2001), s. 69
  39. 39,0 39,1 Meyer (2001), s. 70
  40. 40,0 40,1 40,2 40,3 Meyer (2001), s. 71
  41. Francis Crick: "On Protein Synthesis" (The Symposia of the Society for Experimental Biology 12, (1958); s. 138-163)
  42. Meyer (2001), s. 74f
  43. 43,0 43,1 Meyer (2001), s. 75
  44. Meyer (2001), s. 76
  45. Meyer (2001), s. 78f
  46. 46,0 46,1 Meyer (2001), s. 80
  47. Meyer (2001), s. 83
  48. 48,0 48,1 Meyer (2001), s. 86
  49. Meyer (2001), s. 89
  50. Meyer (2001), s. 90
  51. Meyer (2001), s. 92
  52. Darwin, s. 347f
  53. 53,0 53,1 Meyer, Ross, Nelson og Chien, s. 325f
  54. Meyer, Ross, Nelson og Chien, s. 327
  55. Meyer, Ross, Nelson og Chien, s. 328
  56. Meyer, Ross, Nelson og Chien, s. 333
  57. Meyer, Ross, Nelson og Chien, s. 338
  58. Meyer, Ross, Nelson og Chien, s. 343
  59. Meyer, Ross, Nelson og Chien, s. 339
  60. Meyer, Ross, Nelson og Chien, s. 340
  61. Meyer, Ross, Nelson og Chien, s. 346-351
  62. Meyer, Ross, Nelson og Chien, s. 368-380
  63. Meyer, Ross, Nelson og Chien, s. 354
  64. 64,0 64,1 Meyer, Ross, Nelson og Chien, s. 356
  65. Meyer, Ross, Nelson og Chien, s. 359-361
  66. Meyer, Ross, Nelson og Chien, s. 363
  67. Meyer, Ross, Nelson og Chien, s. 382f
  68. Meyer, Ross, Nelson og Chien, s. 384
  69. Meyer, Ross, Nelson og Chien, s. 389
  70. ["Oxygen boost aided carnivore evolution in Cambrian explosion" (Science News, 29. juli 2013)]
  71. 71,0 71,1 Meyer (2001), s. 95
  72. Meyer (2001), s. 93
  73. Meyer (2008), s. 14
  74. Meyer (2008), s. 12
  75. Meyer (2001), s. 94
  76. Meyer (2001), s. 97
  77. jvf fx videnskabssociologen Steve Fuller: "Why I Won't Sign the Open Letter" (10. februar 1998), refereret af Meyer og Keas, s. 151
  78. Tammy Kitzmiller, et al. v. Dover Area School District, et al. på Wikisource
  79. John G. West & David K. DeWolf: "A Comparison of Judge Jones’ Opinion in Kitzmiller v. Dover with Plaintiffs’ Proposed “Findings of Fact and Conclusions of Law" (Center for Science and Culture, 12. december 2006
  80. se fx "The Creation Conversation" (2006, 1 del) på YouTube; 00:49:58
  81. 81,0 81,1 Meyer (2008), s. 1
  82. Jørgen Jørgensen: "Descartes" i: Will Durant: Store Tænkere, Oversat og bearbejdet af Krista og Jørgen Jørgensen; Jespersen og Pios Forlag, København 1952; s. 98
  83. Meyer (2001), s. 91
  84. Peer-Reviewed & Peer-Edited Scientific Publications Supporting the Theory of Intelligent Design (Annotated)

Litteratur[redigér]

  • Michael Behe: Darwin's Black Box: The Biochemical Challenge to Evolution; (Free Press, New York 1996; ISBN 0-684-82754-9.
  • Charles Darwin: Arternes Oprindelse; 5. udgave; 1981; ISBN 87-7230-854-0
  • Stephen C. Meyer og Michael Newton Keas: "The Meaning of Evolution" (Darwinism, Design and Public Education; 2001; s. 135-156)
  • Stephen C. Meyer: Signature in the cell: DNA and the evidence for intelligent design; HarperOne 2009); ISBN 978-0-06-147279-4
  • Stephen C. Meyer: Darwins Doubt: The Explosive Origin of Animal Life and the Case for Intelligent Design; HarperOne 2013; ISBN 978-0-06-207147-7
  • F.C.S. Schiller: "Darwinism and design argument" (Humanism: Philosophical essays; New York 1903, s. 141)

Eksterne henvisninger[redigér]