Spring til indhold

Herregårde i Danmark

Fra Wikibooks, den frie samling af lærebøger

En herregård eller hovedgård var i Danmark en større gård, der tilhørte en adelsmand, og som var fri for almindelige skatter. Oprindelig var hovedgårdens stilling alene knyttet til ejerforholdet, senere blev skattefriheden knyttet til et vist jordtilliggende. Hovedgårde havde foruden egen jord et større eller mindre antal fæstegårde, hvis brugere (fæstere) var forpligtede til dels at betale landgilde til, dels at yde hoveri for hovedgårdens ejer. Et sådant samlet ejerskab af hovedgård med eller uden ladegård og fæstegårde betegnes som et gods. Senere fik gods en bredere betydning og betegner nu enhver gård af en størrelse over 24 tønder hartkorn.

Betegnelsen herregård stammer fra, at ejerne var herremænd, det vil sige mænd, der havde forpligtet sig til at gøre krigstjeneste for en herre – som oftest kongen. Efter middelalderen kom betegnelsen adel i brug om denne gruppe i samfundet.

En herregård defineres som en gård, der har haft hoved- eller sædegårdsstatus og derfor nydt forskellige privilegier.[1] Ved anvendelse af denne definition findes der 731 herregårde i Kongeriget Danmark uden Sønderjylland og Holsten i 1682.[2] Det må dog understreges, at antallet forandrede sig med tiden som følge af til- og afgange. I en række tilfælde blev således herregårde nedlagt og erstattet af bondegårde.[3]

Gennem hele deres eksistens frem til og med lensafløsningen i begyndelsen af det 20. århundrede spillede herregårdene en betydelig rolle for landbruget og tilværelsen på landet på godt og ondt: ved nedlæggelser af gårde og oprettelser af huse, ved at fremme eller bekoste driftsomlægninger både for sig selv og for bønderne, ved at fremme andre indtægtsmuligheder i landdistrikter i form af fabriksdrift og lignende, ved oprettelse af skoler og hospitaler, ved at etablere udskibningssteder o.s.v.

Struktur og driftsforhold[redigér]

Herregårde udgjorde dele af et samlet gods. Godser bestod af selve herregården, fæstegårde, fæstehuse, vand- og/eller stubmølle(r), hovedgårdsmarker, skov(e), eng(e), søer og/eller åer (fiskevande) og andre besiddelser fx. kirker, sygehuse, hollænderi og lignende. Fæsterne var beboere i fæstegårde og fæstehuse. De måtte betale indfæstning for at overtage retten til at bo og bruge fæstegårdene eller fæstehusene med eventuelt tilhørende jordlodder med videre, desuden yde landgilde (småredsler, persiller) i naturalier og/eller penge og/eller yde hoveri, det vil sige arbejdstjeneste for herregården.

Godserne kunne være mere eller mindre velarronderede, det vil sige, at fæstegodset lå mere eller mindre i tilknytning til selve herregården. Arveforhold gjorde, at samlede godser kunne blive splittede mellem forskellige arveberettigede, og for at modvirke dette, foretog godsejere mageskifter, det vil sige byttede (som regel) fjernt liggende fæstegårde mod andre, nærmere liggende fæstegårde. I andre tilfælde blev jordegods tilkøbt eller frasolgt dels af økonomiske, dels af driftsmæssige årsager.

Herregården bestod typisk af en hovedbygning, avlsbygninger, eventuelle fæstningsværker og have/parkanlæg samt hovedgårdens egne driftsarealer, hvilke indgik i en karakteristisk helhed.

Skønt herregårdsdriften alt andet lige var priviligeret, var den ikke uden fare. Krige, misvækst, hårde beskatninger og sygdomsepidemier, der kunne ramme både fæstere, besætninger og korn, kunne i visse tilfælde lægge fæstegårde og -huse øde eller på ingen tid nedbryde en ellers stor og sund drift. Ødegårde var et jævnligt forekommende fænomen. I sådanne tilfælde måtte godsejeren forsøge at få fæstegodset besat igen, alternativt lade jorden drive under selve herregården.

De omtalte forhold indebærer, at herregårde udgjorde et vigtigt bebyggelseselement i landbrugslandet, hvis indflydelse strakte sig langt ud over selve gården og dens egne dyrkede jorder.

Viggo Hansen har gjort sig til talsmand for en deling af herregårde i to hovedtyper: korngårde og kvæggårde. Ved korngårde forstår han sådanne, hvor kornavl må anses for dominerende, mens kvægavl er sådanne, hvor kvægavl er dominerende. Forskellen viser sig i hartkornet sat i forhold til det dyrkede areal: hvis andelen af hartkorn omtrent modsvarer andelen af det dyrkede areal i et sogn, er det en korngård, men hvis hartkornet er betydeligt større end andelen af det dyrkede areal på grund af værdien af enges og overdrevs ydelser i læs hø og græsningsmuligheder for kreaturer samt skoves værdi på grund af olden til svin, er det en kvæggård.[4] Skønt Viggo Hansens iagttagelse af forskelle mellem gårde med andele af hartkorn nær sognets som helhed henholdsvis væsentligt større end gennemsnittet for et sogn utvivlsomt et rigtig, er det straks mere tvivlsomt, om det umiddelbart berettiger til at betegne den ene herregård som korngård og den anden som kvæggård. Først og fremmest bestod et gods jo af både hovedgård og fæstegårde, og derfor må der tages hensyn til dette ved vurdering af driften af det samlede gods. Dernæst kunne godsejere gennem deres landgilde-bestemmelser ændre på en gårds drift. Eksempelvis kunne fæstegårde pålægges at yde en del af deres landgilde i form af smør, fodernød, foderokse eller staldokse[5], hvilket betød, at en hovedgårds samlede regnskab derved forrykkes i retning af vægt på kvægdrift, selv om hovedgården i sig selv havde begrænsede enge, overdrev og skov til rådighed. Ydermere forelå muligheden for, at ikke blot en hovedgård men også dens underliggende fæstegods havde adgang til eng, overdrev og skov, hvorved hovedgården i sig selv måske ikke skilte sig klart ud i forhold til et sogns øvrige gårde. Endelig må påpeges, at kvæghold og svinehold er to forskellige ting. Og kvæghold kan antage uens former: i tider med gode konjunkturer og afsætningsmuligheder kan vægten blive lagt på studeopdræt og studehandel, til andre tider på hollænderi med fremstilling af mælk, smør og ost som hovedformål.

Der imod kan fordelingen af en hovedgårds hartkorn på ager, høslet og græsning siges at afspejle de stedlige landskabelige forhold. En undersøgelse af hovedgårde beliggende i et bælte tværs over det sydlige Nørrejylland har vist, at de fleste gårde i 1686 havde to trediedele eller mere af deres hartkorn som agerjord, men der var en række undtagelser, hvor kun halvdelen af hartkornet var ansat i agerjord.[6] Fælles for disse undtagelser var en beliggenhed i egne med omfattende engområder, især i marsken i Sydvestjylland og i engstrøg bag de vestjyske klitter men også andre steder.[7] Interessant nok viser det sig, at hovedgårdenes hartkornsandel af hø overalt er højere end for alle gårde og i gennemsnit dobbelt så stor som ellers, hvor imod græsandelen af hartkornet udviste større udsving: stadig større på den midtjyske hedeslette og i dele af Østjylland men markant lavere i marsken, på bakkeøer og i andre dele af Østjylland.[8]

På lignende måde var der klare geografiske forskelle i sammensætningen af den landgilde, som i 1662 blev ydet til hovedgårdene. Således var kornets andel af landgilden svingende fra egn til egn: på store dele af Sjælland og Falster samt i Thy og på Mors omkring 80% men på Fyn og i Østjylland under 60%.[9] Også med hensyn til fordelingen på kornsorter var det klare forskelle, således var rugs andel højst i de jyske hedeegne og på Djursland, mens byg dominerede på Syd- og Østsjælland, Lolland-Falster, det meste af Fyn samt i store dele af Vendsyssel-Thy.[10] Smør spillede en særlig stor rolle omkring Åmosen på Sjælland, ved moser og enge i den vestlige del af Vendsyssel og Himmerland, i ådale i jyske hedeegne samt i visse skovdominerede egne på Sjælland og Fyn.[11] Svin udgjorde over 10% af landgilden i Jylland men kun omkring halvdelen på Fyn og en fjerdedel heraf på Sjælland. Den synes mest udbredt i skovegne.[12] Småredsler (lam, gæs og høns) forekom i forskellige kombinationer over hele landet.[13]

Endelig var der forskelle i selve driftsformen, især i vægtningen af den rolle, som hoveri og landgilde spillede for de enkelte hovedgårde. Beroende på driftens indretning kunne man skelne mellem såkaldte rentegodser, det vil sige et fæstegodssystem[14] (rentengrundherschafft), hvor hovedvægten var lagt på at yde landgilde, og et hovedgårdssystem[14] (gutsherrschaft), hvor hovedvægten lagdes på hovedgårdsdriften med hoveriet som fæsternes vigtigste ydelse, men som regel bestod hovedgårdsdriften af en afstemning mellem disse yderformer. Også geografisk kunne der være forskelle, således var rentegodser mest udbredte i de kongelige vestlige dele af Hertugdømmet Slesvig mens Gutherrschaft var mest udbredt i de østligste dele.[15] Der er næppe tvivl om, at også godsers arrondering spillede en rolle: hoveri var kun muligt, hvis fæstebønderne boede mindre end 5 km fra hovedgården (svarende til omkring en times gang frem og tilbage), mens det for fæstebønder i større afstand var mere fordelagtigt at lade bønderne betale større landgilde eller betale penge til gengæld for ikke at skulle yde hoveri.[16] Ligeledes måtte skiftende konjunkturer spille ind: i tider med usikre konjunkturer kunne det være en fordel for godsets økonomi at modtage et fast, årligt, kontant beløb frem for en usikker indtægt fra hovedgårdens drift.[17]

Det må imidlertid understreges, at disse forskelle kun i hovedtræk lader sig afspejle i uens landskabelige forhold. Godsejerens driftsmæssige beslutninger - mere eller mindre vel overvejede - og muligheder (fx. om godset var vel arronderet eller ej) havde det endelige ord. Vil man vurdere en hovedgård (eller en hvilken som helst anden landbrugsejendom) må man altså kende dens regnskaber for at opnå en sikker bestemmelse af dens driftsform. Ligeledes må man være opmærksom på, at de økonomiske konjunkturer løbende ændrede sig, og ethvert tidsbestemt nedslag derfor kun viser de netop på dette tidspunkt værende forhold.

Til belysning af den indflydelse, som de landskabelige forhold i forening med godsets arronderingsgrad og de økonomiske konjunkturer spillede for driften kan nævnes Trøjborg gods. Dette lå i de kongerigske enklaver i Sønderjylland og hørte altså til kongeriget.[18] Godset blev mageskiftet i 1579 mellem kong Frederik II og lensmanden på Trøjborg, Peter Rantzau.[19] Godset bestod ved mageskiftet af 87 fæstegårde i Lø herred, 11 i Højer herred, desuden yderligere 17 fæstegårde der tidligere havde hørt under Riberhus samt kronens rettigheder for 14 selvejergårde, også i Lø herred, samt kronens ret til eget herredsting, jus patronatus til kirkerne og "strøm".[20] Godset var ikke særlig vel arronderet: i 1589 lå 54% af fæstegårdene i samme sogn som hovedgården, Visby, eller i dettes nabosogne, Brede og Emmerlev. 46% af fæstegårdene lå længere væk.[20] Intet tyder imidlertid på, at der mellem 1580 og 1655 skete noget forsøg på at samle fæstegodset nærmere hovedgården.[20] Forklaringen kan til dels søges i de landskabelige forhold: godset lå i marskegne, der udgjorde næsten halvdelen af det samlede areal: i år 1600 udgjorde ager ca. 362 hektar og eng ca. 269 hektar; mange af engene lå langt fra hovedgården.[21] De anvendtes til græsning og høslet.[22] Det er muligt, at godset i ældre tid havde satset på et omfattende studeopdræt og handel, i det mindste blev 96 "okser" i 1603 sendt til Hamborg og solgt for 1.173 daler 19 sk. 3 d. En stor del af disse stude var imidlertid købt hos stedlige bønder, og fraregnet udgifterne for disse køb samt told og driveomkostninger, blev fortjenesten kun på 52 daler 4 sk. 6 d.[23] Her over for stod indtægter for 7 tønder smør solgt på 95 daler 1 sk. (svarende til 13 daler 19 sk. pr. tønde), indtægter på solgt ost på 30 daler 30 sk., i alt en samlet indtægt fra hollænderiet på 125 daler 31 sk. Men andre indtægtskilder gav betydeligt mere: landgildepenge, -afløsning og gæsteri 1.601 daler, stedsmål og sagefald 347 daler, udlejning af hovedgårdsenge 194 daler mens hoveriafløsning og kornsalg hver blot gav 6 daler.[24] Det solgte korn var ikke selvdyrket men stammede fra landgilde eller køb.[25] Med et sådant regnskab er det forståeligt, at godset ikke søgte at forbedre arronderingen eller at satse på større hovedgodsdrift. Det var helt enkelt ikke rentabelt.

Mellem 1603 og 1663 blev hoveri afløst af en pengeafgift, hovedgårdens enge blev udlejede til fæstebønder og til andre uden forbindelse med godset. Som følge heraf voksede indtægterne med næsten 2.500 rigsdaler i forhold til 1603, mens bortforpagtning af hollænderiet gav 267 rigsdaler, kornsalg gav 454 rigsdaler, stedsmål og sagefald gav 305 rigsdaler.[26] Godsets store indkomststigning skete til trods for, at landgilden var uforandret.[26] Studeopdrættet var ophørt til fordel for hollænderiet, men de samlede indtægters betydning var nærmest uændrede.[27] I 1663 som i 1603 var Trøjborg således fortsat et rentegods, omend den samlede indtægt fra godsets egen drift (hollænderiforpagtning, kornsalg og andet varesalg) var forøget noget.[27]

Her over for står forholdene i andre dele af landet, især på øerne. Her synes tendensen i retning af forøget hovedgårdsdrift at være gennemgående og den nåede som regel 50-60% af godsindtægterne i 1700-tallet[28], men udviklingen lader sig spore tilbage til renæssancen. Mange forhold kunne motivere en sådan udvikling: beslutningen om at fritage fæstegårde beliggende i samme sogn som hovedgårde for skat måtte fremme godsejeres ønske om selv at kunne høste en del af denne skattelettelse i form af forøget landgilde. I tider med befolkningsnedgang kunne det være vanskeligt at få alle fæstegårde besat, og her var inddragelse under hovedgårdens drift en mulighed for at kompensere for dette, hvilket dels forudsatte, at hovedgården var udskilt fra landsbyfællesskabet med særjorder, dels at således inddraget jord var hensigtsmæssigt beliggende for en samdrift. Set fra hovedgårdens side udgjorde fæstebønders gæld og restancer fx. på grund af misvækst eller kvægsyge et problem, og måtte restancerne eftergives, betød det et indkomsttab. Hvis jorden derimod blev drevet under hovedgården, var denne sikret udbyttet af driften og ville opnå den fulde gevinst ved prisstigninger - modsat en fast landgildeydelse i penge. Men også hoveriydelser kunne motivere til forøget hovedgårdsdrift, både i form af ulige driftsforbedringer som udvidet agerjord med dertil hørende rydning af sten, buske eller afvanding af moser og enge[29] samt driftsomlægninger, hvor blandt andet overgang til driftsformen kobbelbrug i 1770-erne forudsatte en omfattende arbejdsindsats i forbindelse med både selve driftsomlægningen og den efterfølgende kobbeldrift.[30] Af andre driftsforbedringer kan nævnes en begyndende brug af mergling på jyske hovedgårde allerede fra 1730-erne.[31] Som andre fordele ved godssamling kan nævnes muligheden for at opnå birkeret over godsets bønder[32] og patronatsret over den stedlige kirke med ret til at opkræve dens tiende mod at bekoste kirkens vedligeholdelse.

Beliggenhed og fordeling[redigér]

Med hensyn til beliggenhed i landskabet synes herregårdene at være lagt under afvejning af en række hensyn: driftsmæssigt måtte herregården lægges efter gode agerjorder, nærheden til gode enge, mulighed for møllebrug, muligheder for fiskeri samt adgangen til skov. Også beliggenhed i forhold til vejnettet og gårdens jordtilliggende kan have spillet en rolle.[33] Herregården kunne ligge som landsbyhovedgårde inde i en landsby eller som særbrudsgårde frit og enligt.[34] Historisk synes udviklingen at være gået i retning af sidst nævnte. Især i ældre tid synes også forsvarshensyn at have spillet en rolle for beliggenheden. I princippet kan man skelne mellem to typer: højborge og vandborge. Højborge tilstræber at holde forsvarerne højt i forhold til angriberne, vandborge lægger vægten på at holde angriberne på afstand[35] med voldgrave og palisader.[36] Selve befæstningskunsten udviklede sig i løbet af middelalderen og senere i takt med selve krigskunstens udvikling, her under ikke mindst fremkomsten af ildvåben.[35]

Med hensyn til udbredelse og fordeling i landet fandtes herregårde i alle dele af landet bortset fra Bornholm og på de mindre øer[37], herunder Ærø, hvor Kronen var nærsten enerådende[38], (dog ligger fx Brattingborg på Samsø og Kærstrup/Thorseng/Valdemars slot på Tåsinge). Tyndest er forekomsten i Nordøstsjælland og Falster, hvor Kronen ved mageskifter efterhånden sikrede sig det meste af området samt i Midt- og Vestjylland.[39]

Vendsyssel[redigér]

For Vendsyssels vedkommende har Viggo Hansen konstateret, at "hovedgårdene fortrinsvis lå (og ligger) på de mere begunstigede terrænformer, først og fremmest på yoldiafladerne (Hjørring-plateauet, Bindslevfalden samt Vorså-dalen og dens omgivende flader) og de mere jævne moræneflader i vest. Dernæst konstateres der en ring af hovedgårde rundt om St. Vildmose, liggende dels på grænsen mellem yoldiafladen og litorinafladen (Hjermeslevgård, Vrå, Sdr. Elkjær og Vang) og dels på selve litorinafladen (Hammelmose, Birkelse, Rødslet (forsvundet efter 1940))."[40] Han konstaterer, at "godssamlere har foretrukket dels de let bearbejdelige jorder og dels de mere befolkningsrige egne, idet det var en forudsætning for markernes behandling, at der gennem hovbønderne kunne fås den fornødne arbejdskraft."[41] Samtidig konstateres "en række hovedgårde på lavtliggende arealer med ringere befolkningstæthed, men med store og lettilgængelige græsningsarealer, først og fremmest på litorinafladerne" samt "nogle få, især mindre, hovedgårde i de bakkede moræner (Skørholt, Egetgård, Lengsholm, Gjerumgård), men det er tydeligt, at de mest bakkede egne ganske skyedes af hovedgårdene."[42] Senere uddyber Viggo Hansen sin vurdering således: "stiller man nu hovedgårdenes areal og hartkorn over for de tilsvarende tal for resten af sognets gårde, viser det sig, at i visse tilfælde er forholdet det samme for hovedgården og bøndergårdene, mens man i andre tilfælde konstaterer en stor overvægt til hartkornet for hovedgårdenes vedkommende, men ikke for bøndergårdene. Man kommer til samme resultat, når man beregner hovedgårdenes dyrkede areal henholdsvis dens hartkorn i forhold til hele sognets."[43] "Den ene type hovedgård, hvor forholdet mellem dyrket areal og hartkorn ligger nær bøndergårdenes, kan man passende kalde korngårde, mens den anden type, hvis areal i sognets hartkorn i forhold til det dyrkede areal er meget større end bøndergårdenes, kunne benævnes kvæggårde."[43]

Øvrige Jylland[redigér]

Viggo Hansen konstaterer også, at "i sammenligning med det øvrige Jylland har Vendsyssel haft usædvanligt mange hovedgårde, men de fleste var ret små, idet 50 af de 64 havde mindre end 40 tdr. hartkorn, og kun 6 havde over 60 td. hartkorn (Asdal, Hundslund, Hjermeslevgd., Hammelmose, Vorgård og Vrå)".[42] Endvidere fremhæves "afbyggergårdene, selvstændige brug, der var skyldsatte under hovedgårdenes hartkorn", hvilket med Henrik Pedersen og Gunnar Olsen tilskrives "en tidlig udstykning af hovedgårdene alene eller i forbindelse med en nyopdyrkning."[42]

Sønderjylland[redigér]

For Sønderjyllands vedkommende konstaterer Carsten Porskrog Rasmussen, at hertugdømmet var delt i 4 dele: marskegnene, som var uden godser, "gamle landsherrelige (efter 1720 vil det sige kongelige) amter og på adelsgodser som Trøjborg[25], Schackenborg og Lindewitt var bønderne fri for hoveri" med såkaldt rentengrundherrschaft bestående i faste pengeafgifter, Hans den Yngres tidligere godser på Als og Ærø, i Sundeved og Angel samt områder som Sandbjerg, Gram og Søgård-Gråsten med en blanding af hovedgårdsdrift og landgildeøkonomi, hvor hovedgårdene omfattede 10-30% af arealet, og endelig i det sydøstligste Sønderjylland (dele af Angel, Svansen og Jernved) med gutherrschaft, hvor omkring halvdelen af jorden hørte under godset og hvor bønderne ydede et omfattende hoveri, typisk tre mand og et spand heste til hoveri i 300 dage om året, i enkelte tilfælde endda 4-5 personer og to spand dagligt, hvilket var fx 4-5 gange så omfattende som på Sjælland. Godserne lå overvejende i områdets østelige moræneområder, dog nogle få i geestområder.[44]

Fyn[redigér]

For Fyns vedkommende viser en undersøgelse, at af 131 hovedgårde lå kun 11 (8%) i dødisområder og randmoræner, men 120 (92%) uden for sådanne[45] mens fordelingen i kuperet terræn med hældninger over 6° var 22 (17%) mod 109 (83%) uden for kuperet terræn.[46] Opgjort efter bygder lå 56 (43%) i kystbygd, 40 (30%) i slettebygd og 25 (27%) i skovbygd.[47]

Hovedgårdenes historie[redigér]

Herregårdene er opståede til forskellige tider og på forskellige måder. Herregårdenes historie har en politisk såvel som en økonomisk og social side. Den ene kan ikke forstås uden den anden.

Ældre Middelalder (indtil 1202)[redigér]

Spørgsmålet om hovedgårdenes oprindelse er endnu uafklaret. Det har været foreslået, at de gårde, som senere blev benævnt "hovgårde", skulle have deres oprindelse allerede i hedensk tid og være oprettet på jord, der var hellig, kaldet "hov", og at bønderne skulle udføre hovarbejde ("hoværje") for dem.[48] Teorien understøttes af, at en række storgårde fra vikingetiden, fx. et gårdkompleks ved Tissø, øjensynligt lå i tilknytning til et offersted for krigsguden Tyr og med indslag også af ofrede middelalderlige våben[49], og af, at en række stednavne på -hov forekommer i forbindelse med andre vidnesbyrd om forekomst af hedenske helligdomme.[50] Til støtte tjener også, at Ramløse hovgård i Holbo herred var i 1140 en storgård ejet af Roskildebispen. Skønt de fleste stednavne på hovgård først forekommer sent i middelalderen, afspejler dette således en, omend svag, kontinuitet mellem oldtid og senere dele af middelalderen.[50]

Allerede i vikingetiden ses, at gårde kunne have uens størrelse, og i digtet "Rigs vandring"[51] fortælles om et tredelt samfund bestående af en ufri stand (trællene), en fri bondestand og en stand af frie og særligt velhavende, stormændene. I det tidlige middelaldersamfund var det kongemagten, der stod som den, der sikrede freden og retsvæsenet, og i Knud den Helliges gavebrev af 1085 bestod en stor del af gaven af jordegods, som stormænd havde betalt kongen for at genkøbe deres fred. Kong Niels fik ret til bøderne for ledingsbrud, hvilket vil sige, at kongen indtog en ledende rolle i ledingsvæsenet. Fra samme tid stammer princippet om, at kongen ejer alt, som ingen anden har udtrykkelig ejendomsret til (danefæ), desuden forstrande samt alle vrag, der drev ind på stranden, og i Kong Valdemars Jordebog fra omkring 1230 ses, at store, tidligere herreløse skovområder nu hørte under krongodset. Det var imidlertid hirden, der afspejlede kongens faktiske magt. Gennem hirdens udvidelse og omdannelse blev kongens magt formelt mangedoblet: fra i begyndelsen at have været kongens livgarden, der fulgte ham på rejserne fra kongsgård til kongsgård, begynder hirdmænd at optræde som kongens ombudsmænd, hans stedlige stedfortrædere i de enkelte herreder.[52] Dermed lagdes grunden til den forvaltningsordning, som siden blev en del af hovedgårdsejernes virke.

Udtrykket "herregård" synes ikke at være blevet brugt i middelalderen, men udtrykket "herremand" kendes først fra Jyske Lov i 1241.[53] I ældre middelalder anvendtes betegnelsen mansio eller curia, også i flæng, og fra omkring 1300 udtrykket curia principalis, mens betegnelsen "hovedgård" først kendes fra senmiddelalderen. Avlsgårde i tilknytning til klostre og bisper blev benævnt grangie og avlsgårde i tilknytning til kongelige slotte blev benævnt ladegårde.[54]

Allerede fra 1100-tallet og første halvdel af 1200-tallet kendes et stort antal hovedgårde, især tilhørende Hvideslægten på Sjælland og til dels, fordi de blev skænket til Sorø kloster. Størrelsen af disse hovedgårde var på 3-5 bol, hvilket udgjorde mellem en fjerdedel og over halvdelen af værdiansættelsen i de landsbyer, de lå i. I flere tilfælde kendes også det bøndergods, som lå i tilknytning til disse hovedgårde, således skænkede Absalon i 1199 Holbækgård i Merløse herred med 4 landsbyer (Metheløse, Grubthorp, Tostethorp og Ulftorp) til Sorø kloster.[50]

For Vendsyssels vedkommende har Viggo Hansen konstateret, at følgende herregårde var middelalderligt krongods: "Åstrup i St. Hans sogn, Birkelse i Åby sogn, Børglum i Børglum sogn og Hundslund i Dronninglund sogn".[55]

Foruden herregårde hidrørerende fra ældre middelalder, der er opståede i forbindelse med krongodser, findes andre opståede som kloster- og bispegodser.[55] Således var følgende herregårde i Vendsyssel middelalderligt bispegods: "Bangsbo i Flade sogn, Tidemandsholm (Kærtoft) i Tårs sogn, Sæbygård i Volstrup sogn, Burholt i Øster Brønderslev sogn, Vorgård i Vor sogn og Rødslet i Vadum sogn".[55] I takt med, at klostrene fik tillagt mere og mere jordegods, opstod også behovet for ladegårde, såkaldte grangier, som stedlige repræsentanter for klostrene.

Med hensyn til driften af disse ældre hovedgårde synes klostrene at have dannet forbillede: således havde Esrum kloster, der omkring 1151 overgik til cisterciesterne, en avlsgård (grangie) ved selve klosteret og yderligere en række grangier i større eller mindre afstand fra dette, i Villigerød, Holløse og Stenholt i Holbo herred samt i Havreholm, Borsholm, Saunte og Toelt i Lynge herred. Nogle af disse grangier var blevet oprettede ved samtidig at nedlægge torper, således var Villingerød grangie oprettet på bekostning af Eskilsholm, Langholm og Davidstorp, mens Holløse var oprettet på bekostning ad Råge, og Havreholm var oprettet på bekostning af Åholm. Disse grangier var oprindeligt tiendefri, men 1215 ophævede Laterankonciliet tiendefriheden for fremtidige erhvervelser, og da i 1302 den ældre tiendefrihed blev bibeholdt ved bortfæstelse, blev flere grangier udstykkede til fæstegårde eller de blev bortforpagtet til adelsmænd.[56]

For herregårde tilhørende verdslige herremænd synes tre driftsystemer at have være taget i brug:
- hovedgården kunne drives ved hjælp af en fast mindre stand af tjenestefolk og ved hoveri fra små landbogårde og/eller gårdsæder, der i højsæsonen (fx. høst) kunne suppleres med lønnede løsarbejdere[57], eller
[58] - hovedgården kunne omdannes til en brydegård med partsforpagtning, hvor bryden, forpagteren, delte høstudbyttet med jordejeren[59], eller
- hovedgården kunne omdannes til en brydegård, hvor bryden fungerede som regnskabspligtig foged, der skulle betale en fast årlig landgilde.[59]
I ældre middelalder synes de fleste hovedgårde at have været små og med deres tilliggende bondegods beliggende umiddelbart i tilknytning til hovedgården. Under disse forhold kunne hoveribaseret godsdrift forekomme at være den foretrukne form. Men denne driftsform lod sig vanskeligt forene med en økonomisk udvikling med befolknings- og markedsbetingede konjunkturudsving.[60] Den forudsatte en omfattende kontrol for at undgå snyderi og tyveri.[61] Den blev mindre hensigtsmæssig for godsejeren, hvis bøndernes husstand voksede og muliggjorde, at overskudsbefolkningen søgte over i andre næringsveje.[62] Den indebar tillige, at bønderne kun i begrænset udstrækning kunne drive deres egne jorder, hvilket måtte motivere både godsejere og bønder til at foretrække hoveriet afløst af pengeydelser og lade hovedgårdsdriften foregå med lønnet arbejdskraft.[63] Og allerede frem mod midten af det 13. århundrede synes partsforpagtning at forsvinde til fordel for mere selvstændige bryder.[64] Men gennem hele middelalderen synes godsejere snarere at være afgiftsnyder end egentlig aktiv driftsherre af sine ejendomme.[65]

Herregårdene skiller sig ud (1202-1348)[redigér]

Omkring år 1200 skete der en forandring i ordningen af landets forsvar: den tidligere ledingspligt, der havde omfattet alle frie bønder, blev nu indskrænket til en mindre gruppe, idet andre bønder lagde sig ind under disse og dermed fritog sig fra ledingspligten. Det betød også, at begrebet "hovedgård" nu mere entydigt blev anvendt om gårde med bestemte rettigheder og pligter: skattefrihed og ledingspligt, men det var fortsat gårdens rolle som sædegård, det vil sige bolig for herremanden, der var afgørende.[66]

Under Valdemarerne havde staten udnyttet befolkningen til krigstjenester i forbindelse med den datidige imperialistiske politik.[67] Det var en politik, der hvilede på en statshusholdning, hvor domæneindtægter og skatter skulle dække de voksende udgifter til hær og administration.[68] Men efterhånden, som udbytningen af befolkningen voksede uden, at indtægterne fulgte med, udviklede staten et voksende underskud, og kongen måtte derfor ofre af sine ejendomme og indtægter for at tilgodese dem, der lånte ham penge til finansieringen af rigets politik.[67] Efterhånden måtte Kronen derfor skifte politik: der blev gennemført en hærreform, hvor et mindre antal stormænd personligt indgik i en kongelig rytterhær og udførte anden tjeneste mod til gengæld at blive fritaget for pligt til at betale skat for deres ejendomme.[67] I takt med, at krigstjenesten blev stadigt mere belastende, forlangte herremændene en udvidet skattefrihed. Dette krav blev imødekommet, og endnu i Jyske Lov omfattede skattefriheden alene den jord, som herremændene drev for egen regning, således både sædegårdene (hvor herremanden boede) og ladegårde samt brydejord. Men i løbet af de følgende hundrede år kom skattefriheden til at omfatte al herremandens ejendomsbesiddelse, hvorved også landgildeydende fæstegårde blev skattefri. Desuden blev herremændenes bryder og landboere i stor udstrækning fritaget for arbejdsydelser og andre præstationer til staten dels ved almene bestemmelser, dels ved særlige privilegier til de enkelte herremænd.[67]

Følgen af denne udvikling var, at det for mange bønder måtte forekomme fristende at overdrage deres gård til en herremand og dermed blive skattefrie. Til gengæld mistede de selvbestemmelsesretten og blev fæstere. Umiddelbart forekom overgangen fra selveje til fæste at være en økonomisk fordel, idet adelens skattefrihed blev udstrakt til fæstegodset og skatterne som regel var større end den landgilde, der nu måtte betales. Denne tilbøjelighed til at give sig ind under en stormands værn var bundet til, at bønderne opgav deres ejendomsret til jorden og overlod den til stormanden således, at de frem over bøde på stormandens jord.[69] I begyndelsen blev adelige sædegårde kaldt mansio, men efterhånden vandt benævnelsen hovedgård (curia capitalis, curia principalis) frem. Hovedgården var som regel noget større end almindelige bondegårde, men det var som centre for administration af det underliggende bryde- eller fæstegods, som gav dem en særstilling.[70] Og ved siden af denne udvikling formåede den nye godsejerstand også at opnå kontrol over administrationen, idet Kronen som følge af en ansvarsløs økonomisk politik lod dem overtage kongelige len og godsområder ved salg og bortforpagtning.[71] Og snart formåede herremændene at gøre deres priviligerede stilling arvelig.[72] Det var en udvikling, som i mangt og meget mindede om den feudalisering, som på samme tid fandt sted i andre dele af Europa.[73]

De sociale forskelle mellem en fåtallig overklasse af riddere og en større gruppe af menige væbnere fremtrådte første gang på rigsmødet ved midfaste i Vordingborg i 1282, hvor der skelnes mellem riddere, milites, og væbnere, armigeri.[74]

Med tiden voksede skellet mellem herremænd og fæstere og befæstes i form af hovedgårde, der fritoges for almindelig beskatning. I begyndelsen adskilte disse hovedgårde sig ikke fra fæstegårdene, men med herremændenes tiltagende magt.[75] og rigdom tiltog også uligheden mellem hovedgårde og fæstegårde. Som følge af den tildelte skattefrihed for den jord, der blev drevet af herremændene (eller rettere: på deres vegne), var det i disses interesse at få mest mulig jord omfattet af skattefriheden. Dette skete ved at omordne hovedgården således, at den jord, der ikke kunne drives af selve hovedgården, i stedet blev lagt ind under og drevet som en brydegård (forvaltergård), mens fæstegårdene blev skåret ned til gårdsæder, der kun havde et beskedent jordtilliggende og kun knapt nok kunne brødføde den bosatte familie[76][77] I takt med, at jordsamlingen fortsatte under få, men stadig større godser, blev denne bryde-gårdsæde-drift stadig mere udbredt. Man har opgjort, at Hvideslægten på Sorø-egnen ejede mere end halvdelen af jorden, mens selvejergårdenes andel udgjorde mindre end en fjerdedel.[78]

Sideløbende med denne udvikling begyndte stormændene at organisere sig: de etablerede rigsomfattende forsamlinger, der blev talerør for deres interesser og politik, og som 1282 blev lovfæstet i håndfæstningen som det, der kendes som Danehoffet.[79] Stormændene indså snart fordelene ved deres særstilling og forstod at omsætte denne i voksende økonomisk magt. Dermed grundlagdes det, der i eftertiden er blevet kendt som herremandsstanden.[80] Udviklingen af voksende forskelle i både rigdom, ejendomsbesiddelse og magt medførte, at Danmark efterhånden udviklede sig til et stændersamfund, hvor de enkelte stænder var kendetegnede ved deres rettigheder og pligter.[81]

Efterhåden gav denne sociale og økonomiske udvikling sig også udslag i selve bebyggelsen. Hidtil havde sædegårde blot været noget større end fæstegårde, men nu begyndte de også at skille sig ud ved deres fremtræden og beliggenhed. Oprindeligt havde sædegårdene ligget sammen med andre gårde i landsbyerne, men efterhånden blev de skilt ud og fik ligeledes udskilt deres dyrkede jorder fra landsbyfællesskabet. Denne udvikling var især fremtrædende for større sædegårde, hvorimod mindre herregårde fortsat lå sammen med de øvrige gårde. Fysisk skete adskillelsen ved, at herremændene begyndte at ombygge deres boliger til borge.[70] På samme tid, hvor herremændene i håndfæstninger var i stand til at tvinge kongen til at nedrive de fleste af de kongelige tvangsborge, fik herremændene anerkendt retten til at opføre befæstede ejendomme.[82] Disse kunne antage to former: i det ene tilfælde blev herregården omgivet af en voldgrav, der næppe havde den store betydning som forsvarsværk og derfor først og fremmest var en social markering, i det andet tilfælde opførtes en motte bestående af en voldgravsomkranset banke, hvor man boede til daglig, suppleret af et tårn beliggende på en højere banke, der var bedre egnet til forsvar og hvortil man kunne trække sig tilbage i tilfælde af angreb.[83] Noget tyder på, at motte-formen med rødder i Frankrig og med normannernes erobring af England i 1066 udbredt der til[84] også fandt vej til Danmark, hvor dens udbredelse dateres til tiden mellem 1100 og omkring 1250.[85] Ulempen ved denne var, at boligen lå adskilt fra forsvarstårnet. Senere forsøgte man at rette op på dette enten ved at bygge et ydre forsvarsværk, som det kendes fra Søborg og Gurre i Nordøstsjælland, eller tårn, bolig og avlsbygninger blev sammenbyggede til et lukket anlæg omkring en indre gård. Sådanne mere eller mindre firkantede voldsteder synes næppe at være ældre end det 13. århundrede.[86] Det synes som om, at århundredet efter Valdemar Sejrs død, 1241-1340, med dens overgang fra tjenesteadel til fødselsadel har været en storhedstid for forsvarsanlæg i tilknytning til herregårde.[87] Det, som regel mindre, landsbyhovedgårde, der forblev i landsbyerne, synes i langt de fleste tilfælde heller ikke at have været befæstede.[88]

I begyndelsen lå de fleste herregårde i markfællesskab med landsbyens øvrige gårde, men efterhånden og i stigende grad skete en udskillelse af særjord, ornum, som et samlet, priviligeret område.[89] I højmiddelalderen synes forpagtningssystemet at have været fremherskende, men i takt med hovedgårdsdriftens tilbagegang i senmiddelalderen gik også forpagningerne tilbage.[90] Det var ligeledes i højmiddelalderen, at hoveriet synes at have fået sit gennembrud i Danmark: husmænd blev landgildefri mod at yde hoveri, men dette blev suppleret med arbejde udført af tjenestefolk og lønnet arbejde, måske inspireret af forholdene på klostergods.[91] Landgildeydelser kendes ligeledes først fra 1300-tallet[92], og da befolkningsnedgangen satte ind i senmiddelalderen som følge af pestepidemier, synes godsejere at have søgt kompensation for tab af den faste landgilde ved at påføre bryder, landboere og gårdsæder flere afgifter.[93]

Men også på anden vis manifesterede herregårdene deres særstilling. I takt med møllevæsenets udvikling i middelalderen blev ejerskabet til en vandmølle eller en stubmølle en vigtig del af godsopbygningen. Fra 1300-tallet omtales ofte adelige møller, således ved arveskifter eller handel med hovedgård og gods, hvor møller altid havde en fremtrædende plads:
- allerede 1135 omtales Maglemølle ved Næstved, en vandmølle tilhørende Bodil-slægten[94],
- 1326 Rønninge Søgård med Bjerne mølle,
- 1372 Nielstrup hovedgård med Voltemølle og Ågårds møllested,
- 1376 Tange hovedgård med Tange mølle. [95]

Yngre Middelalder: Krisetid og omstilling (1348-1536)[redigér]

Omkring midten af 1300-tallet ramtes hele Vesteuropa af byldepest, "Den sorte Død". Pesten kom i bølger, første gang 1348-50. Virkningen af denne var, at folk døde i tusindvis, der indtraf en omfattende befolkningsnedgang på skønsmæssigt en trediedel af befolkningen, og som følge heraf lagdes gårde, endda hele landsbyer, øde. Ødegårde, jordprisfald og landgildenedgang medførte en omlægning af landbebyggelsen til færre, men større fæstegårde. Et stort antal torper og rydningsbyer blev i forbindelse hermed nedlagte.[96]

I nogle tilfælde blev jorden fra de øde-lagte bondegårde lagt ind under andre bestående landsbyer eller under hovedgårde, men befolkningsnedgangen synes under alle omstændigheder at have bevirket en mindre intensiv udnyttelse af hidtil dyrkede jorder.[97] Forholdene indebar, at vilkårene for de overlevende fæstebønder blev forbedrede: de kunne lovligt opsige deres fæste og søge til andre godser med bedre fæstevilkår men skulle dog betale "førlov" til godsejeren for at kunne medbringe sine ejendele. Nogle godser søgte at modvirke dette ved at nedsætte landgilden. Dette gav bønderne mere korn at sælge eller udnytte på deres egne bedrifter. I nogle tilfælde synes man at have valgt at udvide kvægavlen for derved at nyde godt af de nedsatte afgiftsydelser.[98] De svære vilkår for adelen synes at have bevirket, at Kronen ved påbud søgte at beskytte landbruget mod folkemangel[97], således blev i "Lollands Vilkår" (1446)[98] og i "Fyns Vedtægt" (1473) taget skridt til at få ødegårde besat.[99] Især på den sjællandske øgruppe blev tvungen overtagelse af en fæstegård mere udbredt og mulighederne for at forlade godser begrænset ved indførelse af "vornedskab", eller som godsejerne kaldte det: "vornedretten".[99]

Gjorslev på Stevns, opført omkring år 1400

Senmiddelalderen blev kendetegnet af kamp om jorden dels mellem adel og Kronen, dels mellem højadel og lavadel, væbnerstanden. Kampen om magten over jord mellem adel og Kronen blev ført ved en række processer for særlige domsnævn. Resultatet heraf var en betydelig udvidelse af krongodset på adelens bekostning. Ikke mindst dronning Margrethe I var i stand til at gennemføre en effektiv reduktion i 1396. Derimod lykkedes det ikke Kronen at røre ved de lovlige erhvervelser, der var sket ved køb af selvejeres bondegårde[100], og heri lå kimen til endnu en modsætning mellem højadel og lavadel. I kraft af sin velstand var højadelen i bogstavelig forstand i stand til ved pant, køb og mageskifter samt ægteskaber at samle sig stadig større godser. Som regel indledtes forløbet ved, at højadelen sikrede sig pant i godset fx. ved lån til enker og umyndige. Pantet blev med tiden forøget og førte til, at godsejeren kunne erhverve sig ejendomsskøder, gård for gård i landsbyerne og arvepart for arvepart i hovedgården.[101] Mod denne politik kunne væbnerne ikke klare sig, men måtte overlade deres jord til højadelen, som efterfølgende lod de nu tidligere hovedgårde udstykke til fæstegårde.[102][103] Samtidig blev en del af jorden lagt ind under de tilbageværende hovedsæder, hvis jordtilliggende således blev stærkt forøget.[104] Følgen af denne politik var, at antallet af hovedgårde faldt markant ved "gårdsslagtninger" (nedlægninger).[105] Som eksempler på adelige slægter, der på denne måde slagtede væbnergårde, kan nævnes: Krognos og Ulfstand i Skåne, Lunge og Bille på Sjælland, Rosenkrantz på Sjælland og i Jylland, Bjørn, Gyldenstjerne og "den brutale Eske Brock" i Jylland, Gøye på Lolland (hvor Krenkerup-Gøye i løbet af to generationer erhvervede 28 hovedgårde og fik mindst 12 af disse omdannet til fæstegods[106] samt Eggert Frille på Fyn, der omkring midten af 15. århundrede fik has på Krogsbølle i Skam herred, Asperup, Græsholm og Holsegaard i Vends herred, Rynkebygaard og Hundslev i Bjerge herred samt Brembeck i Gudme herred.[107] Omfanget er ukendt, men for 5 sjællandske amter, Lolland-Falster, Århus og Vejle amter synes i alle tilfælde omkring to trediedele af hovedgårdene at være forsvundet.[108] Denne fremgangsmåde blev suppleret med, at de store hovedgårde nu tiltvang sig retten til skove, overdrev og andre udyrkede områder samt fiskevand, hvilke hidtil havde været omfattede af almen brugsret.[109] Denne udvidede magtstilling blev også fastlagt officielt, således i "Fyns Vedtægt" fra 1473.[110] I kraft af denne forøgede rigdom var højadelen ligeledes i stand til at sikre sig eneretten til Kronens forleninger.[109] Det er skønnet, at adel og kirke i senmiddelalderen hver ejede omkring en trediedel af fæstejorden, at lidt over en sjettedel var fæstejord under Kronen og lidt mindre var selvejere.[111]

Når højadelen kunne gennemføre denne politik, hang det i høj grad sammen med udnyttelsen af tidens økonomiske konjunkturer.

I takt med det voksende antal ødegårde blev hovedgårdene tvunget til at omlægge driften for derved at opnå fæstegårde, der kunne brødføde en familie.[58] Dette skete blandt andet ved dels at afvikle ordningen med brydegårde, dels ved at "egalisere" (ligestille) fæstegårde beliggende i samme landsby således, at de alle skulle yde samme landgilde og hoveri til hovedgården. Mange mindre hovedgårde blev i 1400-tallet underlagt større hovedgårde og efterfølgende omdannet til almindelige fæstegårde.[112] I samme periode blev i Vendsyssel Bøgsted i Astrup sogn oprettet omkring 1500 som hovedgård på grundlag af landsbyen Bøgsted (omtalt 1419), Nibstrup i Vester Brønderslev sogn blev oprettet på grundlag af en landsby med samme navn nævnt 1494, Skårupgård blev udskiftet fra landsbyen af samme navn i 1419 og resten af landsbyen blev nedlagt i 1636, Vang hovedgård blev oprettet på grundlag af landsbyen Vang.[113]

Men i første halvdel af 1400-tallet indtraf en ny højkonjunktur for landbruget. Ikke mindst studeeksporten suppleret med salg af smør, flæsk og korn til de nye storbyer i Nederlandene og Tyskland, der i vid udstrækning blev drevet af adelen selv uden om købstæderne, bidrog til at forbedre godsernes økonomi[104], hvilket blev fremmet ved arrondering: den hidtidige godsdrift hvilende på spredt fæstegods og med hovedvægten på landgilde var ikke længere hensigtsmæssig, ikke mindst på grund af ødegårdene, så jordudnyttelsen måtte forbedres ved forøget hovedgårdsdrift, og denne omlægning havde de mindre herremænd ikke økonomisk evne til at gennemføre.[114][115] Dertil kom så, at krigstjenesten udgjorde en alvorlig økonomisk belastning for lavadelen, hvor fordele og ulemper måtte afvejes, idet mange endte som lejevæbnere.[116] Fra omkring midten af 1400-tallet blev krigstjenestens omfang betinget af herremændenes faktiske evne[114], og udviklingen nåede et slutpunkt ved en forordning i 1525, der nøje fastlagde herremændenes bidrag med svende på grundlag af deres indtægter.[117]

Indtil landbokrisen havde hovedgårdene som regel ligget i landsbyerne og indgået i dyrkningsfællesskab (ligget i fællig) med landsbyen, især på øerne, mens "enemærker" var mere udbredte i Jylland.[118] Men fra omkring 1400 skete der en fysisk adskillelse, idet hovedgårdenes jorder udskilles fra fæstegårdenes i et særskilt enemærke og hovedgårdene flyttes ud af landsbyerne, ofte til områder med eng og skov.[119] Samtidig blev hoveriet mere omfattende end nogen sinde tidligere[120], skønt hoveriet kun omfattede 2-8 dages hoveri i høst- og pløjesæsonen, og godserne synes at have spredt driften bl.a. ved at oprette teglværker.[121] Om forløbet af denne udskillelse fra landsbyfællesskabet har Viggo Hansen opstillet følgende antagelse: "Ofte har de vel været den største gård i byen med de privilegier i form af større andel i eng og overdrev, dette førte med sig, hvilket så igen lettede en udflytning og eventuel udskiftning af fællesskabet, hvormed betingelserne for hovedgårdsdrift var skabt."[122] Dog forekommer også nogle tilfælde, hvor en mindre selvejergård er overgået til hovedgård, eventuelt som ladegård.[122]

Godsstrukturen omkring år 1500 var klart i herremændenes favør: medregnet Skåne, Halland og Blekinge ejede Kronen omtrent 100, kirken over 200 og adelen omkring 650 hovedgårde.[118] Adelsstanden var imidlertid yderst sammensat, og forskellen mellem højadel og lavadel synes at have været stærkt voksende.[118] Godsstrukturen var yderst ujævnt fordelt, således ejede kun nogle få adelige 4-6 hovedgårde hver med fæstegods på mellem 400 og 900 fæstegårde, mens flere ejede 1-3 herregårde med fra omkring 60 til omkring 300 bøndergårde; nederst i standen fandtes landsbyvæbnere med kun få gårde, endda kun part i en bondegård.[123] Antallet af godser og det tilhørende bøndergods var dog yderst omskifteligt: enkelte herremænd var i stand til ved arv og køb at udvide deres godsrigdom og -koncentration, mens arveforhold omvendt kunne bevirke godssplittelse. Manglende kapital til modernisering af godsdriften udgjorde fra 1300-tallet et problem især for lavadelen.[123] Storgodser lod sig udvikle eller udvide ved, at en ejer undlod at oprette en ny hovedgård på nyerhvervet gods eller lod en hovedgård nedlægge for at forøge antallet af bøndergårde under en anden hovedgård.[124] Mange godser bestod imidlertid af en godskerne på fra 15-20 op til 40-50 bøndergårde beliggende i umiddelbar tilknytning til hovedgården, enten i samme eller de omkring liggende sogne, og i sådanne tilfælde talte man om et "arronderet" gods.[124] Arveforholdene medførte også, at mange store godsejere havde besiddelser i ulige del af landet, og såkaldt "strøgods" liggende langt fra hovedgården udgjorde skønsmæssigt omkring halvdelen af den samlede godsmængde.[124] For mange mindre herregårde lå mindst en trediedel dog uden for samme herred som hovedgården.[124] Eftersom som regel hverken Kronens, kirkens eller højadelens bøndergods blev sat til salg, måtte godssamlere ofte købe eller mageskifte gods, der lå i en fjernere egn, men selv vel arronderet strøgods blev anset for en fordel.[124] Tilstedeværelsen af skove, enge og fiskevande kunne være motiverende for godserhvervelser, og ikke sjældent blev pantning og tvivlsomme afgiftkrav anvendt som afpresningsmidler ved bestræbelser på en ønsket arronderingspolitik.[124] Mageskifter forekom, når godsejere havde gensidige fordele heraf, hvorimod lavadelige ofte blev købt ud ved arvedelinger.[124] Forholdene gjorde, at antallet af herregårde og godser var stærkt varierende: i tidsrummet 1475-1530 blev skønnet i Jylland nedlagt omkring 60 og oprettet 25 adelige gårde, på Sjælland nedlagt omkring 35 og oprettet en enkelt herregård og på de øvrige øer nedlagt henved 45 og alene på Fyn oprettet 17 nye herregårde.[118]

Ved en forordning af 1523 blev det forbudt at opsige fæstere, hvorved muligheden for at nedlægge fæstegårde med henblik på at oprette hovedgårde blev formindsket. Det er for Vendsyssels vedkommende opgjort, at af 64 hovedgårde, der fandtes 1682, var 14 oprettet før ca. 1400, 30 oprettet ca. 1400-ca. 1525, og 20 oprettet ca. 1525-ca. 1682.[125]

I anden halvdel af 1300-tallet og i 1400-tallet blev både oprettet og nedlagt et stort antal herregårde. En del af disse nedlæggelser skete ved, at både Valdemar Atterdag og Margrethe I inddrog adelsgods, mens andre mindre herregårde synes at være nedlagt i forbindelse med højadelens bestræbelser på at udvide og samle sine godser.[77] Ved reformationen fandtes 7-800 hovedgårde i kongeriget fraset hertugdømmerne.[126]

De fleste herregårde var fortsat ret små: af 199 herregårde havde 174 mindre end 20 tønder hartkorn i 1688 og må i middelalderen kun have haft, hvad der svarer til 2-3 bøndergårdes jord og kun med beskedent strøgods.[127][77] Og endnu i senmiddelalderen havde mange herregårde fortsat deres jordtilliggender i fællesskab med bondegårdenes jord.[77] Men på samme tid synes udviklingen i retning af stordrift at være blevet mere udtalt: således blev flere herregårdes jordtilliggender nu udvidet ved nedlæggelse af bøndergårde og inddragelse af jorden under herregården. En sådan udvikling er påvist bl.a. for Basnæs i Vester Flakkebjerg herred, Elmelundegård, Torbenfeld og Svanholm i Horns herred.[128]

Det var dog langt fra alle herremænd, der havde fremgang. Tværtimod var senmiddelalderen i mangt og meget en krisetid, hvor fårene blev skilt fra bukkene. Denne krise viste sig på to måder. Den befolkningsmæssige krise afspejlede sig som et faldende afgiftsniveau, hvilket ramte den godsejende stand. Mange tidligere betydende slægter gik nedenom og hjem. For dog at kunne opretholde noget af deres tidligere position blev nogle af dem godsforvaltere for andre, eller de søgte tilflugt på gejstlige institutioner, hvor de kunne sikre sig en problemfri alderdom.[129] På samme tid fremtrådte imidlertid en ny stand af lavadelige væbnere, der ofte var hentet fra de bøndernes rækker, og som tjente som fogeder for højadelen. Sådanne fogeder kunne efter vel ydet tjeneste opnå frihed og frelse[130] og endda at blive lavadelige godsadministratorer, fogeder eller lensmænd.[131] Imidlertid omlagdes driften i retning af fæstegårde under færre hovedgårde, hvorved der blev færre af sådanne stillinger.[132] Det er muligt, at det netop var sådanne forværrede fremtidsudsigter, der fik en del af disse til at lede eller deltage i bondeoprør fra omkring 1440 til Grevens Fejde.[133] Udviklingen kulminerede med Reformationen, der satte et afgørende skel: først fra denne tid kendes begrebet adel, der manifesterede, at de, der havde klaret skærene gennem den vanskelige tid, nu lagde afstand til dem, der ikke havde.[134] Da adgangen til adelsstanden blev lukket, søgte nye slægtled af godsforvaltere og -skrivere i stedet til købstæderne, hvor de blev en del af den voksende købstadsbefolkning. I kraft af deres kendskab til landbrugets forsyningsmuligheder, købstædernes behov og undertiden afsætningsmulighederne i Norge, nordtyske og nederlandske byer nåede mange op i købstædernes absolutte overklasse og flere endte som rådmænd og borgmestre.[135]

Endnu i senmiddelalderen var hovedgårdenes hovedhus ofte en befæstet stenbygning, som regel i et par etager og med tykke mure, i nogle tilfælde udstyret med regulære forsvarsværker som faldgitre og skydeskår og adskilt fra og beskyttet af en voldgrav rundt om en borgbanke. I flere tilfælde blev borgen etapevis udbygget fra et oprindeligt stenhus eller et vinkelanlæg til et firfløjet bygningskompleks omkring en lukket borggård. Derved kom bygningen til at forene en rummelig herskabsbolig, et palatium, med en manifestation af magt og velstand.[136]

Renæssancen (1536-1625)[redigér]

Danmark var efter afslutningen af Grevens Fejde og andre indre uroligheder i høj grad præget af krigens hærgninger, dels de egentlige krigshandlinger, dels de hårde skatteudskrivninger og plyndringer. Ikke desto mindre lykkedes det ret hurtigt ikke blot at udbedre skaderne men tillige at bringe landet ind i en tid med velstand og fremgang. Baggrunden herfor var en stærkt stigende efterspørgsel efter fødevarer i Vest- og Mellemeuropa, hvilket atter hang sammen med en voksende befolkning, ikke mindst i byerne. Det lykkedes kong Christian III og hans dygtige rådgivere, blandt andre kansleren Johan Friis og rentemesteren Eskil Oxe at udnytte de gode tilstande til rigets fordel.[137] Udviklingen gav ret stabilie prisstigninger på 2-3%, hvilket ikke var meget men nok til at skabe en yderst gunstig økonomisk situation for producenter og sælgere af fødevarer, ikke mindst godserne. Udviklingen blev fremmet ved, at hollandske købmænd og skippere i stigende grad stoppede med at bruge hanseatiske skibe fra Lübeck, Rostock og Danzig og i stedet selv hentede deres korn, tjære, beg, hør, hamp og tømmer i Østeuropa og til gengæld herfor leverede salt, vin, krydderier og metaller.[138] Hansestæderne spillede dog fortsat en stor rolle både i den interne fragtfart i Østersøen og i handelen på den nordlige del af Atlanterhavet: Norges, Islands og Førøernes forsyninger med salt, øl og korn men herfra hentede varer som fisk og smør.[139] Især studehandelen oplevede et opsving, hvilket atter betød, at de store kvægopdrættere – kronen og hovedgårdene – tjente gode penge på at sende stude sydover til Hamborg, Lybæk og Stade, hvorfra de fortsatte til Oldenborg, Rhinlandet, Holland eller Brabant.[140] Denne udvikling blev begunstiget af, at der allerede ved Christian IIs landlov fra 1521 var givet forbud mod udførsel af græsøksne, og ved forordning af 15. juli 1524 blev givet adelen, bisperne og kronen eneret til at opfede stude på indkøbt foder mens andre måtte nøjes med det foder, man selv havde avlet.[141] Da hovedgårdene ikke selv havde staldplads nok til de mange dyr, pålagdes fæstebønderne at holde kreaturerne i deres stalde som fodernød, foderokse eller staldokse.[142]

Den stærke økonomi på godserne gav mulighed for yderligere virksomhed, ikke mindst mageskifter og byggearbejder. Mageskifterne havde til hovedformål at "arrondere" godsernes fæstegårde således, at flest mulige af disse kom til at ligge nær hovedgården, hvilket både kunne lette kontrollen med fæsterne og effektivisere opkrævning af landgilde og andre afgifter. Dertil kom, at det ligeledes blev lettere for godserne at få udført hoveri, fordi hoveribønderne nu hurtigere kunne nå frem og tilbage til hovedgården. Det blev derfor et hovedmål, at flest mulige bønder og husmænd skulle være "ugedagsmænd", hvorved de ydermere blev fritaget for betaling af ekstraskatter. Disse bestræbelser blev ikke sjældent, hvor en godsejer kom til at eje hele landsbyer, fulgt op af en "egalisering" af gårdene ved at lade deres tilliggender "omrebe" og derved tildele hver gård lige store andele af de enkelte åse, hvilket atter indebar, at alle gårde skulle yde samme landgilde og hoveri og dermed lette godsforvaltningen.[143]

Hesselagergård i slutningen af 1800-tallet. Bemærk trappe- og hjørnetårn.

I driftsmæssig henseende stod godserne over for to muligheder: enten at lade mest mulig jord blive drevet under selve hovedgården og derved mest muligt gøre bønder og husmænd til arbejdskraft for godset, eller ved at lade fæstegårde og -husmænd drive deres egne jorder og håndværk og så nyde afgifter af denne drift. Ulige godsejere kunne prioritere disse valgmuligheder uens. Kendetegnende for driften af mange adelige herregårde var i denne tid dels en forøgelse af hovedgårdenes marker, blandt andet ved nedlæggelse af bøndergårde og undertiden hele landsbyer, dels forøget hoveri hvilket blev opnået ved at oprette et stort antal hoverigørende huse og ved at "egalisere" gårdene i de enkelte landsbyer med hensyn til landgilde og hoveri, ligesom man søgte at samle godsejendommen inden for samme sogn, hvor godset lå, idet bønderne derved fik status af "ugedagstjenere". Endelig synes hovedgårdene efter evne at have inddraget enge og skove, hvorved disse områder kom under hovedgårdenes styring.[144] Som eksempel på de forandringer, der gennemførtes, kan nævnes tiltage foretaget af Johan Friis (1494-1570). Først samlede han efter evne hele Hesselager sogn (omkring 80 gårde) under Hesselagergård. I 1527 opnåede han patronatsret til kirken, hvorved han fik ret til at udnævne præsten og oppebære kirkens indtægter mod at sikre dens vedligeholdelse. I 1532 fik han sognet fritaget for kongelige skatter. I 1539 opnåede han birkeret, retten til at udnævne en birkedommer og udskille Hesselager sogn som en egen retskreds. I 1544 fik han kongelig stadfæstelse på sine besiddelser og rettigheder omfattende hele Hesselager sogn: "intet undtaget alle vegne til markeskel er fornævnte Johan Friis enemærke og fri birk og ejendom". Som kronen på værket opførte han hovedbygningen Hesselagergård og egaliserede landsbyerne i sognet efter en ordning med hele og halve gårde. Samtidig nybyggede han herregården Borreby på Sjælland og nedlagde de andre gårde i landsbyen af samme navn og inddrog jorden under hovedgården[145].

Møllerne udgjorde ofte en vigtig del af adelens godssamlinger og for at opnå størst mulig udbytte af dem fik godsejere og lensmænd undertiden gennemført mølletvang, det vil sig pålagt kronens bønder at søge til en bestemt mølle.[146]

Under renæssancen blev en række herregårde oprettede og/eller udvidede ved sammenlægning af bøndergårde, således i Vendsyssel: Lerbæk blev oprettet før 1585 på grundlag af byen Lejer ved Lerbæks udløb i Kattegat, Høgsholt i Hørmested sogn blev oprettet omkring 1561 ved nedlæggelse af bøndergårde, Rønnovsholm i Vrejlev sogn blev oprettet omkring 1575 på grundlag af 5 gårde i landsbyen "Tjered" (formodentlig Kjæret), Vrå (Gammelvrå) blev oprettet før 1599 og udvidet i 1642 på grundlag af 4 gårde i Tylstrup og senere i 1685 med Tuekær Enge, Burholt i Øster Brønderslev sogn blev i 1646 udvidet med fæstegods fra Burholt, Skovgård (senere Dronninggård) i Dronninglund sogn blev oprettet i 1652 på grundlag af 3 Nygårde, 2 andre gårde og jord fra Bolle by.[147]

Betydelige dele af herregårdenes indkomster og overskud gik til investeringer i ny- og ombygninger. De herregårde, som blev ny- eller ombyggede i renæssancen, blev ofte forsynet med et eller flere trappe- eller hjørnetårne. Denne nyskabelse betød to ting: dels kunne man nu fra disse tårne beskytte bygningens mure mod angreb ved entring med stiger, dels blev der bedre plads i selve bygningsmassen .[148] I nogle tilfælde blev hovedbygningen opført som et dobbelthus, fx. Egeskov og Fraugdegård.[149] Foran hovedbygningen lå en indre gårdsplads, og denne blev ofte suppleret af en ydre, der blev flankeret af hovedgårdens avlsbygninger.[150]

Den velstand, som adelen havde nydt godt af gennem det meste af 1500-tallets anden halvdel og frem til begyndelsen af 1580-erne[151], slog på dette tidspunkt om i en kortvarig krise. Denne skyldtes dels konkurrence fra hertugdømmerne, dels krigen i Nederlandene med Spanien. Krigen var begyndt i 1572 og varede med tidvise afbrydelser til 1609.[152] Men tilbageslaget blev kun kortvarigt, og fra begyndelsen af 1580-erne til omkring 1610 indtraf en ny voldsom stigning i studeeksporten.[153] Det absolutte højdepunkt indtraf i årene 1610-1620 med en gennemsnitlig årlig eksport på 45-50.000 stude, og i takt med de gode økonomiske vilkår indtraf også en voldsom prisstigning på jord og fast ejendom på en 6-dobling mellem 1540 og 1620.[154] Udviklingen stillede med andre ord stigende krav til finansiering, dels til ejendomsinvesteringer, dels til opkøb af stude til opfodring. For at klare dette optog mange adelige lån på Kieleromslaget, og hr udlånte kongen i 1602 73.000 daler og i 1605 300.000 daler til danske adelige.[152] Der var imidlertid et stort problem: danske adelige havde en overordentlig ringe likviditet[155] og, for at gøre situationen værre optrådte adelige som kautionister for hinanden. Dette betød, at når lån blev opsagt, bredte følgerne sig til slægtninge og naboer.[156]

Omkring århundredeskiftet indledtes en langt mere usikker periode. Der var fortsat år med gode afsætningsmuligheder og høj indtjening, men samtidig voksede usikkerheden på grund af uroligheder rundt om i Europa. Sådanne kriser åbnede muligheden for, at adelige optog lån på forventet efterbevilling, det vil sige forventet indtjening i forbindelse med salg af stude m.m. når forholdene atter blev rolige og priserne fortsat var gode. Som altid var de svageste godsejere også de mest udsatte for ikke at kunne klare sig igennem de urolige år. Hvorom alting var, blev "perioden 1600-1625 .. en omfattende prioriteringsperiode, hvor de reale værdier, som adelen fortrinsvis på kontant basis i rigt mål havde formået at skaffe sig under den gyldne tid i sidste halvdel af det foregående århundrede, under pres af de dårlige (økonomiske) vilkår igen søgtes mobiliseret gennem belåning".[157] Ikke mindst Christian 4. var i kraft af sine indtægter fra Øresundstolden og ekstraordinære indkomster fra Elfsborgs løsen 1616-1619 og renteindtægter i stand til at låne danske adelige penge[158], hvilket skete på Kieleromslaget.[157] Kongen synes at have ydet sådanne lån især frem til omkring 1620, men i tiden 1622-1623 indtraf en række omfattende adelige fallitter, og dens økonomiske krise synes at være kulmineret disse år.[159] Kun regeringens regulerende indgreb i de mest akute gældssager fra juni 1623 synes at have forhindret en yderligere eskalering i form af paniksalg.[160]

Krige, kriser og epidemier (1625-1660)[redigér]

Den fremgang, som landet oplevede i de første menneskealdre efter reformationen, vendte til en stadig mere alvorlig krise fra midten af 1620-erne. Baggrunden herfor var ikke mindst udenrigspolitikken, hvor landets inddragelse i Kejserkrigen (1627-1629), Torstensson-krigen (1643-1645)[161] og sidst – og værst – Karl Gustav-krigene (1657-1660) påførte landet skader og ulykker af et ufatteligt omfang. Men der var andre årsager, ikke mindst gentagne år med misvækst, hvilket førte til forbud mod korneksport.[162] Krige i udlandet gjorde studehandelen til en mere risikabel forretning, fordi studene til dels skulle drives gennem områder med krigshandlinger.[163] Desuden var der en vis risiko for kvægpest[164] hvilket blandt andet bragte afbræk i fragt og transport af såvel levende dyr som kød, hø, halm og foder, lige som kvægmarkeder blev lukkede.[165] De usikre forhold gjorde, at mange bønder kom i gæld med hensyn til både landgilde og skatter, og under disse forhold samt krigene opstod efterhånden også et mindre problem med ødegårde. Disse forhold indtraf på samme tid, som Christian 4. forsøgte at få hoveri afløst af årlige pengeafgifter[166] og at få vornedskabet ophævet[167], men dette lykkedes dog ikke for ham som følge af modstand blandt adelen. Denne argumenterede sigende nok med, at "så snart bønderne blev løsgivne, da ville det forårsage vores største Ruin og fordærv, eftersom en stor del af vores Gods er højt forgældet Gods, og dertil kræves meget arbejde og Besvær med Pløjning, lige så vel som vi til vores avling behøver meget Ægt og arbejde, så man må frygte, at vores gods ikke kunne blive besat men blive helt øde. Ligeledes kan vort hoveri og avl ikke blive udført, med mindre vi selv skulle holde mange plove og tjenestefolk til vores største skade og fordærv."[168] Også bortrømte karle, der forsøgte at undgå udskrivning, udgjorde et problem for adelen.[169]

Under disse usikre år måtte mange godser satse på en alsidig sammensat landbrugsdrift omfattende både kornavl, især af byg, rug, havre, boghvede, ærter og vikker, og husdyrhold, dels studeavl men efterhånden også hollænderi, det vil sige mejeridrift med fremstilling af mælk, smør og ost.[170] For at undgå den forholdsvist høje rente på Kieleromslaget blev lån her i stigende grad konverterede til indenlandske lån dels hos adelige slægtninge[156], dels på snapstinget i Viborg eller hos borgerlige.[171] Denne voksende gældsætning til borgerlige tiltog gennem hele tiden frem mod 1660.[172] Det skete samtidig med, at landbruget blev ramt af en afsætningskrise 1618-20, en produktionskrise 1621-23 og handelskriser som følge af 30-årskrigen.[171] Gældsætningen og kriserne indebar, at mange adelige enten måtte tage endnu større risici og satse på endnu større produktion med fare for at blive ramt af endnu større underskud, eller simpelthen sælge en del af sin ejendom. En sådan spekulationsagtig politik med oplagring af korn og overstaldning af stude[173] blev fremmet af, at både prisniveau og korneksport nåede nye højder mellem 1632 og 1643.[174] Men samtidig var opkøbspriserne vokset og mere end salgsprisen, så især på de danske øer synes studeopdrættet at være faldet, især under indtryk af afsætningsvanskeligheder i 1630-erne.[175]

I 1654-55 blev dele af landet ramt af pest, og under Karl Gustav-krigene ramtes landet af en ny bølge. Folk døde i tusindvis, utallige prøvede at flygte, og i et forsøg på at bekæmpe sygdommens spredning lod de polske hjælpetropper et stort antal gårde afbrænde. Virkningen af dette var, at ødegårde og øde tomter bredte sig overalt i landet. Utallige gårde var "ruineret". Særlig hårdt ramt var egnen omkring Kongeåen, men hele grænseområdet mellem Nørrejylland og Sønderjylland blev ramt: i Hygum Sogn døde 504 personer (77%), i Øster Løgum Sogn 232 (35%), i Næsbjerg-Øse Sogn 186 (36%), i Grimstrup Sogn 168 (42%). Ved matriklen 1662 var af bondegårdene i Malt herred, Slaugs herred og Tørrild herred mere end halvdelen øde, i Anst herred, Jerlev herred og Nørvang herred mere end 40%. Nok lykkedes det i årene efter krigen at få genbesat og genopbygget mange af de øde gårde og steder med folk fra Jyllands nordvestlige dele, men ødegårdsfænomenet lod sig mærke i årtier. Endnu i 1687 var omkring 12% eller hver ottende gård endnu øde. Også købstæder blev hårdt ramt af pesten, især Ribe, Varde, Fredericia, Vejle, Horsens, Kolding og Åbenrå. Det er beregnet, at omkring en sjettedel (14-17%) af alle kongerigets indbyggere (omkring 110-120.000 af i alt omkring 800.000 indbyggere) døde under krigen[176].

Frem til begyndelsen af 1600-tallet var det danske samfund fortsat bygget på stænder, hvor hver stand havde sin nøje fastlagte funktion og særpræg fastlagt ved retslige bestemmelser. Således havde adelen, herremændene, til opgave dels at forsvare riget og deltage i eventuelle krige samt at varetage fornøden administration af dette mod til gengæld at nyde skattefrihed og andre særrettigheder. Både formelt og reelt havde adelen eneret til visse embeder så som de højeste rigsembeder, forvaltning af hovedlenene og appelinstanserne. Derve nød alle adelsmænd uanset formueforhold i princippet en række fælles fordele, som andre stænder ikke havde adgang til. Men netop i første halvdel af 1600-tallet blev disse forhold undergravet af udviklingen i militærvæsenet samt vækst i statsfinanserne, hvilket indebar en stærk stigning i embedsvæsenets arbejdsopgavver, lige som disse i indhold ændrede karakter. Samtidig bevirkede tidens skiftende økonomiske forhold, at der skete en reel forskydning i magtforholdene mellem adel og borgerskab til ugunst for førstnævnte og til fordel for sidstnævnte. Hvor det hidtil havde været personlige privilegier, som havde afgjort en persons anseelse, blev det nu formue udtrykt ved penge, der blev udslagsgivende, hvorimod jordbesiddelse aftog i betydning.[177] Som følge heraf indtraf der allerede inden enevældens indførelse forandringer i forvaltningen, hvorved borgerlige embedsmænd blev inddraget, lige som borgerne i kraft af deres stilling som kongens kreditorer voksede i indflydelse.[178] Således skete der under tyskeren Frederik Günthers ledelse en forbedring af forvaltningen af Tyske Kancelli (udenrigstjenesten), hvorved borgersønner med juridisk uddannelse blev knyttede til kancelliet. Oprettelsen af et generaltoldforvaltningsembede i forbindelse med en ny mekantilistisk toldrulle i 1651 var et andet eksempel, en nyordning af postvæsenet i 1653 under ledelse af den hamborgske købmand Poul Klingeberg et tredie, og indførelse af kollegiesystemet på søvæsenets område i 1655 endnu et.[178]

På den anden side udviklede der sig efterhånden en voksende delgruppe i adelsstanden (5% omkring 1600, 15% omkring 1625 og frem til 1660), som ikke havde godsejendom men var knyttet til købstæderne og her sysselsat med handel og embedsgerning.[179] Fælles for disse adelige uden tilknytning til hovedgårde var, at de levede under ret beskedne kår.[180] I forordningen af 29. november 1641 fik borgerlige ret til at købe frit jordegods og gøre udlæg i det, men de måtte ikke beholde det og skulle sælge (eller i hvert fald udbyde det til salg) inden for en nærmere fastlagt frist. Men i 1660 fik først københavnske borger og kongelige embedsmænd ret til at købe eller at arve adeligt gods, og senere blev denne ret udvidet til at gælde andre borgerlige. Denne ret blev udtrykkeligt fastlagt i Danske Lov.[181]

Godsdriften i senrenæssancen var yderst mangfoldig og sammensat af en blandet naturalie- og pengeøkonomi. Bevarede regnskaber tyder på, at man ikke altid skelnede mellem hovedgårdens egen drift og indkomster fra fæstebønder. Ligeledes kan der ses forskelle i driften for ulige godser, til dels beroende på deres landskabelige beliggenhed. Foruden det egentlig regnskab førte godserne som regel en jordebog, der angav dets fæstere og faste indkomster hidrørende fra disse. Ved såkaldte memorialer pålagde godsejeren fogeden hvilke arbejder, der skulle udføres på gården i løbet af det kommende år, og ved såkaldte revisionsantegnelser blev kommenteret både regnskaber og om de pålagte ordrer var udført som de skulle. Breve kunne supplere disse antegnelser.[182]

Hovedgården omfattede naturligvis de dyrkede agerjorder, men foruden denne fandtes ofte en abildhave med æble- og pæretræer, en kålhave, en humlehave og en urtehave.[183] Mange hovedgårde havde desuden en fiskedam[184] samt skov, der dels var hjemsted for jagtvildt, dels ydede tømmer og brænde, dels gav olden til svin.[185] Skove blev altid vurderet efter ders evne til at yde olden, og olden synes at have været vigtigere end tømmer og brænde.[186] Fældet træ fra skove blev brugt til redskaber, til bygningstømmer både på hovedgården og på fæstegårde samt brændsel. Som brændsel kunne det tillige anvendes i godsets teglovn, såfremt det havde en sådan, og til fremstilling af trækul, der kunne sælges til købstæder.[184] Teglbrænding blev ledet af en teglmester.[187] Undertiden blev træ anvendt til spån eller til at fremstille smørtønder.[188] Hovedgårde kunne også have en mose, hvor der kunne udvindes tørv.[188]

Agerdyrkningen kunne være sammensat med dyrkning af rug, byg, boghvede, havre, humle m.m.[189] Humle blev anvendt til brygning af eget øl eller solgt.[190] Driften af hovedgårdens jorder skete som regel ved hoveri, hvilket blev udført dels som spanddage, dels som løbe- og køreægter.[191][192][193] I nogle tilfælde kunne bønder betale såkaldte trælpenge for at blive helt eller delvist fritaget for hoveri.[194][195] Godser kunne have fastboende håndværkere, der ydede hovning og landgilde i form af arbejde i deres eget fag.[194] En særlig form for hoveri var spinderi.[196][197] I nogle tilfælde blev fremstillet lærred, bolste, strømper, handsker til eget forbrug eller til salg.[190]

Til hovedgården hørte en ladegård, der blandt andet rummede gårdens egen besætning af dyr.[198] Hvert år skete både indkøb og salg af dyr. I regnskaberne førtes oplysninger om antallet af heste, stude, køer, kalve, får, lam, geder, svin, grise, gæs, kalkuner og høns.[199][200] Foruden hovedgårdens egne dyr havde man tilskud af fodernød, fodeokser og staldokser, som fæstebønderne var pålagt at holde på godsets vegne.[201] Foruden disse kunne godser opkøbe øksne hos bønder om efteråret for at holde dem med foder om vinteren og om foråret enten sælge dem på stald til opkøbere, ofte hollændere, eller selv drive dem syd over til Holsten og herfra videre til markeder i Hamborg eller andre storbyer.[202] Foruden den indkomst, som salget af dyr kunne indbringe, kunne forekomme indtægter fra salg af huder, ost og smør samt uld.[203] Nogle steder blev drevet biavl med salg af honning.[189] Også hø og høslet spillede en stor rolle for godsets økonomi men er ofte dårligt belyst i regnskaberne.[190]

Godsernes indtægter fra fæstebønder og husmænd var talrige og sammensatte. Foruden det hoveri, som i forskellig form blev ydet, havde man også andre former for indtægter: når en fæster overtog en ejendom, skulle der betales indfæstning eller stedsmål. Dette afspejlede konjunkturer og ofte ejendommens tilstand ved overtagelsen.[204][205][206] Hvert år skulle betales en fast landgilde[207], men denne kunne blive reguleret op og ned i takt med de skiftende konjunkturer og restancer undertiden eftergivet.[208] Sammensætningen kunne være alsidig og bestå af ryg, byg, havre, boghvede, mel, smør, honning, svin, galte, får, lam, gæs, høns, fodernød, undertiden fisk og andet. Nogle af disse ydelser blev kaldt persiller og småredsler, og disse varierede betydeligt i de forskellige egne af landet.[209][210] Af samme grund måtte forekomsten af ødegårde, det vil sige ubesatte ejendomme som følge af armod eller rømning, anses for et alvorligt problem for godsernes samlede økonomi. Tomme gårde forfaldt hurtigt, men omvendt var genopførelsen af ødelagte og forfaldne ejendomme og ejendomme ødelagte af brand eller på grund af krig[211] en alvorlig økonomisk belastning for godsøkonomien.[212] Dertil kom problemet med udyrket jord. Hvis en gård stod øde, måtte godset søge at holde jorden i drift enten ved at lade andre bønder drive den eller ved at lade den dyrke sammen med hovedgårdens jorder.[213]

Mange godser opnåede birkeret, hvorved godsets område blev udskilt fra de normale herredsting som en særskilt retskreds, og bøder fra disse blev oftest betalt til herskabet, undertiden i penge men også i form af hovarbejde på marken. De idømte forseelser faldt i to hovedgrupper: dels forseelser i forhold til godset, fx. manglende vedligeholdelse af fæsteejendomme, rømning og forsømmelser af hoveri samt ulovlig græsning, høslet og skovhugst, dels i form af overtrædelser af landets love, fx. tyveri, vold, at sove et barn ihjel, udenomsægteskabelige affærer, forprang, skænderi og falske beskyldninger.[214] Dertil kom betaling af førlovspenge, det vil sige en afgift, som skulle betales, hvis en bønde opsagde sin gård og forlod godset, eller når arvinger boende uden for godset førte arv bort fra godset.[215]

Over for godsets indtægter stod dets udgifter. Disse kunne antage flere former. Der var udgifter i form af fx. udsæd, øde gårde[216], eftergivne restancer[217] samt eget forbrug af korn og kød[218], betalinger til ansatte (fx. en teglbrænder)[219][220], fragt og told, byggearbejder samt indkøb af materialer m.m.[221] Nogle godser bekostede et fattighus.[222] Værst var situationen, når konjunkturerne svigtede, og når der var krig. Kejserkrigen 1927, Torstenssonkrigen 1644 og Karl Gustavkrigene pålagde godserne omfattende udgifter i form af pålagte forsyninger til besættelsesstyrkerne, beslaglæggelser, hærgninger, ødelagte ejendomme, bortrømte og døde (til dels som følge af tilknyttede epidemier), betalinger til rigets forsvar m.m.[223]

Med til godsets drift må også regnes alle de tiltag, der løbende blev gjort for at forbedre ejendommen. Dette kunne ske ved arrondering, hvor de fjernt beliggende fæstegårde blev borthandlet til fordel for fæstegårde nærmere hovedgården[224], ved udlæg af jord til græsning, ved opdyrkning af nye jorder, ved rydning eller tilplantning af skov, ved hegning og dræning, ved vedligeholdelsesarbejder samt om muligt ved nye binæringer.[225] Eksempelvis havde godset Gessingholm en overgang et schæferi for får.[226]

Enevælden indtil landboreformerne (1660-1780)[redigér]

Situationen efter Karl Gustav-krigene var alvorlig for den nye enevælde. Den samlede statsgæld udgjorde mindst 5 millioner rigsdaler, og forrentningen af denne gæld ville udgøre henved 300.000 rigsdaler om året. Staten var ikke umiddelbart i stand til at betale kreditorerne, hvoraf mange var storkøbmænd i København, Nordtyskland og Nederlandene samt adelige, der havde ydet Kronen tjenester eller lån under krigene. Henved en sjettedel af kronens gods var blevet pantsat på fordelagtige vilkår for panthaverne, idet indtægterne fra disse godser - fortrinsvis bøndernes landgilde - skulle betale forrentningen af lån; hvis denne ikke udgjorde 6% af lånets hovestol, skulle der kompenseres for det manglende på anden måde.[227] Det blev foreslået, at i det omfang, Kronen ikke kunne infri panterne, skulle disse sælges til højest bydende uanset stand, og i de følgende år blev store dele af krongodset solgt til statens kreditorer, idet de solgte ejendomme blev afstået med alle de rettigheder"som under Adelens Hovedgaarde og Bøndergods bør at følge"; dog forbeholdt Kronen sig "regalierne", det vil sige retten til told, accise og skat, samt "reluitionsretten", det vil sige forkøbsret for Kronen til den oprindelige salgspris, hvis køberen ønskede at sælge godset igen.[227] Men foruden at indløse sin gæld måtte Kronen også afstå omkring 9.000 tønder hartkorn som den "Bornholmske Ækvivalent", det vil sige erstatning til de adelige, der mistede deres gods i Skåne for at kompensere den svenske konge for det tab, han led ved, at Bornholm forblev en del af Danmark efter det bornholmske oprør i 1659. De adelige, der på denne måde fik erstatningsgods, fik tillige ret til at oprette så mange hovedgårde med fulde rettigheder på dette gods, som de ønskede; på denne måde blev oprettet 11 nye hovedgårde.[228] Samlet indebar Kronens afståelser, at dens andel af landets jordegods i løbet af få år blev formindsket med omkring 45% fra at have udgort 50% i 1660 til blot 27% i 1688.[229]

Efter indførelsen af enevælden ændredes snart vilkårene for hovedgårdenes drift. Allerede i privilegierne af 24. marts 1659 var givet københavns borgere ret til at købe og besidde frit adelsgods med alle adelige rettigheder, og dermed var adelens tidligere særstilling blevet brudt. I de nye privilegier for adelen, der blev udstedt den 24. juni 1661, blev det udtrykkeligt bestemt, at adelen fortsat havde ret til sagefald, hals- og håndsret, jagtfrihed på eget gods, patronatsret, ret til øksnestaldning og til handel med egne var, når dette ikke stred mod købstædernes eller Kronens interesser. Adelen opretholdt ret til, at sager angående deres ære og liv måtte behandles direkte ved Højesteret og tilsagn om, at beskatning og udskrivning af soldater kun ville forekomme, hvis kongens hus og undersåtternes velfærd måtte kræve det. Derimod blev den tidligere skattefrihed for adelige personer, hovedgårde og ugedagsbønder ikke nævnt i de nye privilegier.[230] I 1682 blev det forbudt at inddrage bøndergårde under hovedgårdenes drift. Samtidig blev skattefriheden indskrænket til "komplette" hovedgårde, det vil sige hovedgårde med mindst 200 tdr. htk. bøndergods (svarende til 30-40 bøndergårde) inden for en afstand af 2 mil fra gården. Dermed mistede mange tidligere hovedgårde skattefriheden og genvandt den ikke siden. Med Christian V.s greve- og friherreprivilegier fra 1671 og Danske Lov fra 1683 blev det tilladt at oprette stamhuse med mindst 400 tdr.htk. Stamhuse med 1000 og 2500 tdr. htk. kunne oprettes til henholdsvis baronier og grevskaber, der fik skattefrihed for 100 henholdsvis 300 tdr. htk. bøndergods; i alt oprettedes 32 grevskaber og baronier.[231]

Vilkårene for godsdrift var imidlertid ikke de bedste i de første mange år efter enevældens indførelse. Dette afspejlede sig ved, at prisen på fast ejendom fra 1664 faldt med omkring en fjerdedel[232], hvorfor det blev umuligt at sælge overtagne godser til fuld pris. Da mange adelige havde stor gæld, og da godserne i de første år gav langt ringere afkast end beregnet, kom mange af både de gamle og de nye godsejere ud i økonomiske problemer og måtte derfor selv pantsætte deres ejendomme.[233] Forsøg på at opnå en bedre rentabilitet blev ofte modarbejdet af de berørte bønder.[233] Mange steder havde krigen efterladt sig øde gårde, og mange godsejere kunne derfor ønske sig at få lagt sådanne øde jorder ind under hovedgårdens drift, men ved Danske Lov 5-10-48 blev det bestemt, at "Ingen Landsbyer eller Bøndergaarde må ødelægges for at forbedre Sædegårdes Avling med", og kun 1,6% af landets samlede hartkorn blev nedlagt som bondejord i tidsrummet 1682-1700[234]; først omkring år 1700 var det lykkedes at få alle landets gårde besat igen.[234]

Derimod synes de økonomiske konjunkturer atter hurtigt at være blevet bedre: i 1669 var der blevet lagt told på korn indført til Norge fra alle andre lande end Danmark, og i 1686 blev der udstedt et forbud mod indførsel af byg og malt fra udlandet.[235] Denne beskyttelsespolitik for kornhandelen nåede sit højdepunkt med kornmonopolet i Norge for danske købmænd i 1735, der varede til 1788.[236] Denne politik synes især at have gavnet Nørrejylland, og Ålborg havde i årene 1681-1699 en omfattende korneksport til Norge. Fremgangen blev dog hæmmet af misvækst i 1674, 1684, 1696-99 og 1708-10, hvilket afspejlede sig i kornpriserne.[235] Også studeeksporten kom atter igang og nåede i årene mellem 1670 og 1700 op på mellem 20.000 og 30.000 stykker årligt ved Gottorp, hvilket var af samme størrelsesorden som i årtierne op til 1660.[237] Af betydning var det, at indbyggertallet omkring 1700 lå på omkring 625.000-650.000 og nåede op på omkring 710.000 i 1730. Ikke mindst hovedstaden og landets 67 købstæder synes at have haft en stærkt voksende befolkning.[236] Dette betød et voksende indre marked. På den anden side forhøjede regeringen toldafgiften på eksporterede stude med omkring en femtedel, og i 1724 forhøjede også Nederlandene sin told på indførte dyr. Dertil kom, at dansk landbrug blev ramt af kvægpest i midten af 1740-erne, i 1760-erne og i 1770-erne, hvilket virkede ruinerende på mange godsejere. Følgen var, at mange opgav studeopdræt og -eksport og omstillede sig til hollænderi, det vil sige mejeridrift, i stedet. Frem til kvægpesten i 1745 var der ret gode torvepriser i København på kød, flæsk og smør.[238]

Det har for 1682-matriklen været forsøgt at opgøre hvor mange herregårde, der lå "i fællig" med andre landsbygårde, og hvor mange, der lå "ude af fællig". Derved er nået til følgende resultat: i hele de kongerigske områder lå 123 i fællig og 563 ude af fællig med landsbygårde svarende til 17,9% og 82,1%, det vil sige, at på daværende tidspunkt lå mere end fire femtedele af herregårdene udskiftede fra fællesskabet. Der er imidlertid stor forskel på øerne og Jylland, på øerne lå 31,6% i fællig og 68,4% ude af fællig, men i Jylland lå 7,7% i fællig og 92,3% ude af fællig.[239]

Landsdel I fællig Ude af fællig I alt
Sjælland 42 (32,3%) 88 (67,7%) 130 (100%)
Lolland-Falster 14 (38,9%) 22 (61,1%) 36 (100%)
Fyn 37 (28,9%) 91 (71,1%) 128 (100%)
Sydøstjylland 17 (14,5%) 100 (85,5%) 117 (100%)
Nordjylland 4 (2,7%) 143 (97,3%) 147 (100%)
Sydvestjylland 9 (7,0%) 119 (93,0%) 128 (100%)
I alt 123 (17,9%) 563 (82,1%) 686 (100%)

I en række tilfælde kan det konstateres, at landsbyen de facto er nedlagt, og de fleste (eller alle) gårdene afløst af huse.[240] Forøvrigt fandtes alle former rækkende fra helt over delvist dyrkningsfællesskab mellem herregård og landsby til fuldstændig særdrift, i nogle tilfælde ved en udskilningsproces, i andre tilfælde i for af et "særbrud", der aldrig havde indgået i dyrkningsfællesskab.[241] Undersøgelsen viser også, at det fortrinsvis var mindre herregårde, som lå i driftsfællesskab med landsbyer, mens større herregårde udgjorde særskilte bedrifter.[242]

Herregården i Nør.

Enevælden blev indledningen til en markant ændring i herregårdenes byggestil. Forsvarspræget fra ældre tider forsvandt nu helt, og nye hovedbygninger blev nu i stedet opført i en palæagtig stil, der havde ligheder med købstadshuse, skønt hovedbygningen nu blev lagt frit i forhold til andre bygninger.[243] Adskillelsen mellem en indre og en ydre gårdsplads blev fastholdt for det største herregårde, og nu som tidligere blev avlsbygningerne opført mere eller mindre symmetrisk omkring gårdspladsen.[244] Med tiden blev præget af fascionabelt landsted mere udpræget: hovedbygningen blev kortere og opført med tilnærmelsesvis symmetrisk indretning, ofte med en vestibule med trapper til overetagen lige inden for hovedindgangen og med en havestue vendt mod hovedbygningens have, der ofte lå på den modsatte side af gårdspladsen.[245] Disse principper blev fastholdt under klassicismen med en plantype kaldet maison de plaisance, men det var mest i den arkitektonisk byggestil, at disse bygninger adskilte sig fra tidligere.[246] I haven blev det almindelig at bygge et mindre lysthus til kortere ophold.[247]

Der er lavet et undersøgelse[248] af ejendomsforholdene vedrørende danske hovedgårde med jordtilliggender i 1700-tallet.

Oversigten viser, at en tredjedel af hovedgårdene i 1730 tilhørte borgerlige, en tredjedel tilhørte danske adelsfamilier fra før enevældens indførelse, mens en sjettedel var nye, ophøjede adelsfamilier og endnu en sjettedel udgjordes af ikke-danske eller fremmede ejere. Det ses, at de borgerlige besiddelser gik frem, hvorimod adelen gik tilbage efter 1746 – ikke mindst den gamle adel og de nyadlede danske hovedgårdsejere. Påfaldende er fremgangen i ikke-danske adelsbesiddelser på Lolland-Falster i 1700-tallet. Påfaldende er også de overordnede forskydninger: adelsbesiddelserne gik frem på Sjælland og Fyn, var nogenlunde uændrede på Lolland-Falster (først tilbage, så atter frem), mens tilbagegangen i Nørrejylland var ret stor. Disse forskydninger i ejendomsfordelingen var næppe uden betydning for de senere landboreformer, idet det ikke mindst var den fremmede adel, der bistod ved de love, som banede vejen for landsbyernes udskiftning, gårdenes udflytning, selvejets indførelse, folkeskolens indførelse med videre.

Oversigt over ejendomsfordelingen i Kongeriget 1730, 1746 og 1766
År Borgerlige antal gårde Borgerligt hartkorn Adelige antal gårde Adeligt hartkorn i alt Gammel adels antal gårde Gammel adels hartkorn Ny dansk adels antal gårde Ny dansk adels hartkorn Fremmed adels antal gårde Fremmed adels hartkorn
I alt 1730 237 58.089 471 195.364 233 90.971 137 55.086 101 49.305
Sjælland - 12.207 84 40.448 23 11.943 34 14.180 27 14.325
Lolland-Falster - 1.446 39 18.316 24 9.967 6 4.136 9 4.213
Fyn - 11.390 88 37.593 53 20.873 10 4.418 25 12.302
Nørrejylland - 33.046 260 99.005 133 48.188 87 32.352 40 18.465
I alt 1746 282 75.422 432 182.934 190 75.762 135 55.196 107 51.978
Sjælland - 17.719 77 39.440 18 8.311 31 16.603 28 14.526
Lolland-Falster - 2.743 35 15.869 18 6.885 2 2.111 15 6.873
Fyn - 13.710 84 35.170 48 19.910 11 3.835 25 11.425
Nørrejylland - 41.256 236 92.455 106 40.656 91 32.647 39 19.154
I alt 1766 311 81.164 420 181.183 186 72.915 117 52.216 117 56.054
Sjælland - 13.367 92 46.269 19 7.268 35 20.976 38 18.025
Lolland-Falster - 1.279 39 15.869 19 7.018 2 2.111 18 8.204
Fyn - 11.444 96 39.577 54 20.505 15 6.440 27 12.632
Nørrejylland - 55.074 193 78.004 94 38.124 65 22.689 34 17193

.
Under enevælden kom hovedgårdene ofte til at spille en væsentlig rolle i den offentlige samfundsforvaltning. Man kan tale om et godsejerstyre på vegne af og under opsyn og kontrol af enevælden.[249] Det var ikke et feudalt system, idet der ikke var tale om et lensvæsen, hvor vasallen bestyrede et len mod at yde forsvarstjeneste.[250] Lenene var ved enevældens indførelse blevet afløst af amter med statsansatte amtmænd og amtskrivere[251], der for omkring halvdelens vedkommende var af borgerlig oprindelse. Ganske vist blev godserne pålagt statslige opgaver som skatteopkrævning, soldaterudskrivning, restvæsen og lignende, men muligheden for misbrug af disse pålæg blev begrænsede ved, at amtmænd og andre blev inddraget i forløbet.

Da jorderne til de enkelte godser ofte lå mere eller mindre samlede, var det muligt at oprette en samlet retskreds, et birk, for godsets område. Her skulle retssager afgøres. Ligeledes udgjorde godserne forvaltningsenhed ved skiftesager.[252] Men i begge tilfælde stod godsejeren ikke alene i forvaltningen. Medlemmer af almuen kunne søge om bevilling til at få fri proces og kunne indgive en klage til den stedlige amtmand, hvis han følte sig uretmæssigt behandlet.[253] I skiftesager blev udpeget værger for enker og for umyndige børn for at sikre, at disse gruppers rettigheder og interesser blev varetaget på en forsvarlig måde.

Herfra var skridtet ikke langt til at lade godset forestå inddrivelsen af skatter – såvel de ordinære som de extraordinære – og vel at bemærke under ansvar således, at godset selv skulle dække de manglende betalinger fra fæstebønderne. Da bønderne ofte kunne have vanskeligheder ved at udrede skatterne, kunne det blive en tung byrde for hovedgårdene.[254]

Ligeledes kom hovedgårdene til at spille en rolle i forbindelse med udskrivninger af bønderkarle til soldatertjenesten. Det skulle dog vise sig, at der her kunne være modsætninger mellem godsets og de statslige interesser: godset ville jo helst ikke undvære de bedste mulige nye fæstere, men kunne omvendt udnytte en mulig soldatertjeneste til at presse karle til at tage fæste.[255] Nok kunne godset forestå inddelingen i lægd og indstillingen af karle til soldater, en godsejere kunne ikke forhindre, at deres kandidater til udskrivning måtte have sessionens godkendelse, og sessionen bestod af amtmanden, lederen af det stedlige regiment samt land- og krigskommissæren.[256]

Godssystemet rakte imidlertid videre. Allerede i 1600-tallet var man begyndt at oprette skoler, ofte på initiativ af en godsejere[257], men da Frederik IV omkring 1720 lod oprette rytterskoler i de kongelige rytterdistrikter, fulgte mange private godsejere op ved at oprette nye skoler på deres godser. Der var dog fortsat mangel på skoler og for at sætte pres bag, pålagde forordningen af 13. januar 1736 indførelse af konfirmation[258] og skoleforordningen af 23. januar 1739 tvungen skolegang, idet fattige børn skulle undervises gratis men mere velstillede familiers børn betale skolepenge.[259] Fra begyndelsen af 1700-tallet lod godser også i stigende grad oprette "hospitaler" som stiftelser for gamle og svage godsbeboere, der derved kunne få en betrygget alderdom, selv om de ikke havde aftægtsmuligheder.[257][260][261] Baggrunden herfor var til dels en bestemmelse i Danske Lov af 1683, der påbød indretning af fattighuse i sognene[262]

Også på anden vis ændrede godserne samfundet i disse år. Allerede før enevældens indførelse havde enkelte godser forsøgt sig med fabriksvirksomhed, men især fra midten af 1700-tallet fremkom sådanne tiltag i større omfang. Således blev linnedmanufakturer, lærredmanufakturer, stampemøller, overskærerier, farverier og lignende indrettede i tilknytning til godserne Arreskov, Bregentved, Brobygaard[263], baroniet Taasinge, Hvidkilde[263], Brahetrolleborg, Gudumlund[264], Lindeborg, Øbjerggaard[265], mens Sparresholm indrettede et hørbrydnings- og skætteværk.[266]

Med tiden viste det sig, at der var flere ulemper end fordele forbundne med brugen af hovedgårdene ved den offentlige forvaltning, og dette bidrog til afviklingen af hele ordningen under og efter landboreformerne.[267]

Landboreformerne (1780-1849)[redigér]

Omkring midten af 1700-tallet bredte der sig i regeringskredse en opfattelse af, at landbruget trængte til en gennemgribende reform. Dels ønskede man at fremme bøndernes selveje, dels ønskede man at afvikle dyrkningsfællesskabet som værende besværligt og uhensigtsmæssigt. Vanskeligheden bestod imidlertid i at finde en fremgangsmåde, som kunne forbedre bøndernes vilkår uden, at herregårdene led skade. Den 31. marts 1755, på Frederik V's fødselsdag, forelagde regeringen offentligheden en opfordring til at komme med forslag til landbrugets forbedring.[268] Dette blev indledningen til en omfattende offentlig debat om både landbrugstekniske, driftsmæssige og sociale forhold i tidsskrifter og andre udgivelser. Sideløbende med dette lod regeringen nedsætte kommissioner, der skulle udarbejde betænkninger med forslag til landbrugsreformer. Det var især den unge konge Christian VII, der fremmede denne landboreform-bevægelse.[269]

Samtidig med, at denne debat foregik, begyndte enkelte godsejere selv at forsøge sig med landbrugsreformer for at kunne vurdere virkningen af disse. Et af de tidlige forsøg på reformer var indførelse af arvefæste. Dette blev først indført på Hirscholm i 1761[270], på Bernstorff gods i 1765-67, samme år på Bistrup gods og endelig på Selsø i Hornsherred og Fussingø ved Randers.[271] Arvefæste udviklede sig til en overgangsordning til egentligt selveje, idet bønderne blev hoverifri og fik afgifter i naturalydelser afløst af faste pengeydelser, men udviklingen tog lang tid. Bernstorff gods blev også tidligt udskiftet, og også her var fremgangsmåden tilbageholdende: man udskiftede med såkaldt "stjerneudskiftning" og "kamudskiftning", hvorved bøndergårdene kunne blive liggende i landsbyen, mens "blokudskiftning" med udflytning af gårde først efterhånden vandt frem.[272] I takt med, at de tidlige gode erfaringer opnåede anerkendelse, blev udstedt forordninger, der skulle tilskynde til landsbyfællesskabets ophævelse ved at give enhver lodsejer ret til at kræve sin jord opmålt, udskilt og særskilt indhegnet. Godsejernes interesse blev fremmet ved, at man på den ene side lod disse bekoste udskiftningen og på den anden side så enten blive kompenseret for sine udgifter ved at bønden købte sin gård og betalte den fulde pris på een gang eller nyde godt af renter og afdrag på bøndernes køb af deres jordlodder i form af penge, korn eller andre naturalier.[273] Derved blev udskiftningen gennemført i løbet af få årtier, og den var nærmest afsluttet omkring 1810.

Et særligt vanskeligt problem var hoveriet. Mange godsejere ønskede at bevare dette men forudså, at det meste af gårdmandshoveriet ville blive "afløst". Det ville da være af betydning, hvis der i stedet fandtes et stort antal husmænd, og ved at lade sådanne fæste større jordlodder mod at forpligte dem til to ugedages arbejde eller mere i høsttiden. Spørgsmålet var at ramme den størrelse på jodlodden, der på den ene side kunne tiltrække husmænd og på den anden side ikke var så stor, at husmanden kunne lave af den uden tillige at være "daglønner". Følgen var, at husmandlodder som regel nåede en størrelse på mellem 3 tønder land god jord og 6 tønder land dårlig jord.[274] Da fæsteloven af 1787 ikke påbød, at huse skulle bortfæstes på livstid (som gårde), så mange godsejere en fordel ved at indføre lejekontrakter med et halvt eller kvart års opsigelsesfrist, idet lejeren så kunne opsiges, hvis han viste sig uegnet eller uvillig til det forudsatte pligtarbejde, lige som ældre og svagelige lejehusmænd lettere kunne blive erstattet af yngre. Sådanne vilkår i lejebetingelserne blev anvendt dels ved husfæsterskifter, dels for nyoprettede huse.[275] I flere egne af landet fremkom omkring år 1800 det problem, at fæste og lejehusmænd kontraktligt kunne blive forpligtet til at arbejde for godsejere til en lavere dagløn end normalt.[275]

Herregårdene fik stor betydning for oprettelse af husmandskolonier. En stikprøve fra de tidligere Vejle, Fyn og Storstrøms Amter har opgjort 338 sådanne kolonier (men ingen hverken i Nordjyllands eller Ringkøbing Amter).[276] De blev typisk oprettede nær udkanten af ejerlav men tæt på hovedgården: 191 af 340 husmandskolonier (56,2%) lå mindre end 1 km fra hovedgårdens ejerlav.[277] De blev som regel lagt på landsbyernes jord, kun undtagelsesvis på udstykket hovedgårdsjord, så formålet har været at bevare denne jord intakt.[278] Oprindeligt var kun få af disse jordlodder bebyggede, i realiteten var der tale om jordlodder til huse i landsbyen, der derved blev kompenseret for tabte græsningsrettigheder, snarere end om en bebyggelsesudvidelse for at "oopsuge" et befolkningsoverskud.[279] Først over tid blev jordlodderne bebyggede, og som regel ved nyanlæg snarere end ved udflytning af huse fra landsbyen.[280] Husmandslodderne kunne ligge enten på rad eller i klumper.[280] For 1844 er det opgjort, at 94% fortsat var i fæste under et nærliggende gods, kun undtagelsesvis var sket frasalg og overgang til selveje.[281] En opgørelse over indbyggernes næringsvej i 1845 har vist, at omkring 40% da levede af deres jordlod, 30% af håndværk og omkring 30% ved dagleje.[282] Det betød, at det oprindelige formål, at fungere som arbejdskraftreserve for godsejere (og i mindre udstrækning for gårdejere), allerede på dette tidspunkt var i stærkt aftagende betydning.[283]

I driftsmæssig henseende blev godserne forbilleder for de nye selvstændige bøndergårde ved, at holstensk kobbelbrug blev indført på enkelte bondegårde.[284] Erfaringerne fra sådanne driftsomlægninger motiverede hurtigt andre til at følge efter. Udskiftningen blev derved fulgt op af supplering med nye afgrøder i omdriften.

Tidsrummet fra 1818 til 1828 var præget af en landbrugskrise, som betød, at mange godsejere gik konkurs.[285] Desuden betød både Napoleonskrigene fra 1807, statsbankerotten i 1813 og landbrugskrisen i 1820-erne, at salg af fæstegods til selveje næsten gik i stå. En ny udvikling skete først fra 1840-erne, da en ny økonomisk fremgang satte ind i forbindelse med den engelske kornhandelsperiode.[286]

I forbindelse med kornhandelen havde mange kystnære herregårde deres egne udskibningssteder. Som regel var der ikke tale om egentlige bebyggelser, måske en kornlade eller lignende, men oftest ganske enkelt et sted ved kysten med gode udskibningsvilkår. Således hedder det i en samtidig beskrivelse af Vejle amt fra 1826: "I Bjerge-Herred have de fleste Herregaarde Ladepladse, hvor Fartøierne ankre og indtage Korn, Smør, Brænde o.s.v. Dette er f.E. Tilfældet ved Rosenvold, Barretskov, Palsgaard, Jensgaard m.fl., og er især af Vigtighed for Brændehandelen."[287] Om Randers amt hedder det i en beskrivelse fra 1827: "De fleste Herregaarde paa Østkysten have her ret beqvemme Udskibningssteder; dog er det sjeldent og i alt Fald kun om Midsommer, at Korn her indlades; thi Foraar og Efteraar, da det meste Korn udskibes, er det alt for vanskeligt at ligge med Skibe ved de aabne Strande, hvor ingen Havn findes, og endnu vanskeligere at udskibe Korn og andre Varer, som ikke taale en Søstyrtning, der uventet kan slaae ind i Baadene under Expeditionen. Kun Brænde, Tømmer og slige Ting kunne her udskibes med Sikkerhed. Bedre Lade- og Lossepladse findes ved Voer og Udbyehøi i Rougsøe Herred, ved Gjerild i Nørre-Herred, ved Kaløe Vii, m.fl. Steder. De to sidste Ladepladse ere især gode, da baade store og smaae Skibe her kunne ankre og ligge trygge mod Uveir. Dersom der gaves priviligerede Handlende ved slige Ladesteder, vilde dette muligen bidrage til at lette Afsætningen af Bondens Producter, med hvilke han maae tye til de monopoliserede Kjøbmænd i Byerne. For Rougsøe Herreds Beboere skal denne Omstændighed saaledes være meget følelig, da de ingen Kjøbstad have i Nærheden."[288] I Horns herred i Nordøstsjælland fik Vellerup Strand et kornmagasin, og også Sønderby Østskov nævnes i midten af 1800-tallet som "ladeplads". Men det var kun egne, der lå langt fra købstæder eller ladepladser for indlandskøbstæder, der havde behov for udskibningssteder, og med forbedrede vej- og nye jernbaneforbindelser i anden halvdel af 1800-tallet mistede udskibningsstederne atter deres betydning.

Landboreformerne havde været vellykkede for så vidt angik bønderne. De havde overtaget deres gårde som selvejere eller arvefæstere og nød de fulde goder af de prisstigninger, som efterhånden satte ind. Sværere var vilkårene for husmænd, der måtte overtage det meste af det tidligere pligtarbejde, og som blev fastholdt i afhængighed af godsejere. I årene efter 1830 blev det traditionelle godssystem med hovedgård med tilhørende bøndergods og med særlige retsbestemmelser afviklet til fordel for et frit kontraktforhold mellem arbejdsgiver (gods) og arbejdstager (som regel husmænd).[289] Den rolle, godserne kom til at spille for husmændene, fremgår af, at i 1850 var en fjerdedel af huse tilhørende landbrug over 12 tønder hartkorn lejehuse modsvarende tre fjerdedel af alle fæste- og lejehuse tilhørende større gårde, mens den sidste fjerdedel tilhørte mindre gårde på mellem 1 og 12 tønder hartkorn.[290] I 1840-erne begyndte en ny social bevægelse at udvikle sig. Årsagen var især en voksende uvilje imod "det trykkende Pliktarbeide, som vi af Mangel paa Huusbolig maae paatage os fordærver Næringsforsørgelsen og udmattr vore ungdoms Kræfter og den bestandig stigende Indfæstning og bestandi stigende Afgift og arbeitsforpligtelser", som det blev udtrykt i en henvendelse fra husmændene under Svenstrup gods dateret 19. februar 1848 til den nye konge Frederik VII.[291]

Den sociale uro blev suppleret med en national dimension efter udbruddet af Treårskrigen 1848-50, hvor separatister i Slesvig-Holsten havde proklameret en fælles forfatning og adskillelse fra kongeriget[292], hvilket udløste regeringens modtræk for at stoppe oprøret i hertugdømmerne. I løbet af foråret 1848 udviklede der sig påvirket heraf flere steder på Sydsjælland såkaldt "patriotiske aktioner" rettede mod godsejere af tysk herkomst.[293] Efterhånden førte dette røre imidlertid til krav om afløsning af det pligtarbejde eller hoveri, som fæstere og lejehusmænd skulle yde godsejere, med betaling i penge.[294]I takt med, at sådanne ønsker blev imødekommet ophørte bevægelsen i løbet af sommeren 1848.[295] Allerede den 27. maj 1848 blev der udsendt en forordning, der blandt andet forbød pligtarbejde som led i husafgifter ved fremtidige fæste- eller lejeaftaler, og den 17. maj var adgangen til at oprette stamhuse blevet ophævet.[296] Den endelige afløsning skete den 4. juli 1850.[297] I 1830-erne og 1840-erne var oprettet nye majorater med særlige arveregler, men med Grundloven af 1849 blev denne mulighed ophævet[298], og ved lov af 21 juni 1854 blev der åbnet mulighed for at sælge fæstejord til selveje fra majorater.[289] Skatteprivilegier knyttede til hovedgårdshartkorn blev ophævet ved lov af 20. juni 1850.[299] Dette betød, at fraset fæstegodsets fuldstændige overgang til selveje var hele Bondevennernes program blevet gennemført allerede omkring 1851.[300]

Efter grundloven af 1849[redigér]

I 1800-tallet vendte man tilbage til at bygge hovedbygninger i en borgagtig stil med et markant tårn med pseudoskydeskår på toppen, kamtakker i gavlene og lignende.[301] Nyt for tiden var, at avlsbygningerne ikke længere lå symmetrisk, tværtimod forsøgte man systematisk at opføre dem asymmetrisk.[302]

Grundloven af 1849 foreskrev: "Intet len, stamhus, fideikommisgods eller andet familiefideikommis kan for fremtiden oprettes." Alligevel oplevede herregårdene i anden halvdel af 1800-tallet en guldalder – både politisk og økonomisk. Politisk, fordi godsejerstanden med "den gennemsete Grundlov" af 1866 fik en styrket position i Landstinget og dermed i dansk politik generelt[303], og økonomisk, eftersom landbruget oplevede gode tider i anden halvdel af 1800-tallet. Fra 1866 og indtil systemskiftet i 1901 var de fleste ministre godsejere. Allerede i 1851 havde en kreds af godsejere stiftet Grundejerforeningen, hvis program var beskyttelse af ejendomsretten og bevarelse af Helstaten, det vil sige forbindelsen mellem kongeriget Danmark og hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg.[304] I 1864 oprettedes Augustforeningen af en kreds af godsejere, der hurtigt blev suppleret med konservative i købstæder, blandt embedsmænd og officerer.[305]

Overgangen fra fæste til selveje nåede et højdepunkt i 1850-erne, da mere end tre gange så meget fæstejord overgik til selveje som i de foregående 15 år. Denne udvikling må ses i lyset af den liberalisering af lovgivningen omkring afhændelse af fæstejord, som var foregået mellem 1848 og 1854.[306] I 1861 kom en ny lov om fæsteafløsning, der blandt andet tillod godsejere for hver 9. gård, de solgte til selveje eller arvefæste, at inddrage den 10. gård til eget brug.[307] Denne opmuntring skete på baggrund af de gode kornpriser i 1850-erne, og som måtte motivere godsejere til at forøge kornproduktionen, lige som den gav godsbesiddere store kontante pengesummer til rådighed.[307] I årene fra 1860 til 1873 (det vil sige kort før kornhandelens sammenbrud) faldt antallet af tilbageværende fæstegårde fra 65.081 til 45.156 eller med 19.925 svarende til et fald på omkring 30,6% og i 1885 var antallet af fæstegårde faldet yderligere til 38.177, det vil sige et yderligere fald på 6.979 eller omkring 15,5%.[286]

Virkningen på godsdriften er dårligere belyst. En del af årsagen hertil var, at hovedgårde blev bortforpagtede, hvorved der skete en adskillelse af ejer på den ene side og af forpagter henholdsvis forvalter på den anden.[308] Nogle godser, fx. Frisenborg og Rosenholm, synes at have konverteret en del inddraget fæstejord til fredsskov[309], og i nogle tilfælde synes de indtjente pengesummer fra salg af fæstegods at have været brugt til at finansiere nye frasalg, til dels som renteafdrag på lån.[310] Hvor godsejere i fæstetiden havde fået landgilde, fik de nu renter af udlånte summer. Men en del af midlerne fra salg af fæstegods gik også til driftsfinansieringer fx. til dræningsarbejder på godsets jorder, til dels for også at forøge værdien af senere frasolgte jorder.[308] Men summer kunne også udlånes til andre formål fx. offentlige institutioner.[311] Netop i disse år spillede godser en betydelig rolle som kreditydere[311], især til landbrug men også til andre formål.

Afviklingen af fæstevæsenet bevirkede en styrkelse af de store landbrug både målt på antal og på hartkornets fordeling. Antallet af gårde på over 20 tønder hartkorn voksede fra 824 i 1860 til 896 i 1885 og 919 i 1905 og deres hartkorn fra 36.471 tønder hartkorn i 1860 til 39.517 i 1885 og 40.547 i 1905. Antallet af gårde på 12-20 tønder hartkorn voksede fra 1.054 i 1860 til 1.145 i 1885 og 1.174 i 1905 og deres hartkorn fra 15.592 til 17.092 og 17.635.[312]

Statshusmandsbrug[redigér]

Først i 1909 blev der nedsat en kommission, der skulle udarbejde forslag til lens, stamhuses og fideikommisgodsers overgang til fri ejendom. Kommissionen afgav en betænkning i 1913 men var ved afgivelsen delt i 6 mindretal, som hver stillede egne forslag. Kommissionens arbejde førte derfor ikke til nogen løsning på spørgsmålet.

I 1911 var imidlertid nedsat en ny landbokommission, der blandt andet skulle fremkomme med forslag til nye former for brug af jord i offentlig eje. I 1916 afgav denne kommission sin første delbetænkning, som indeholdt forslag til bestemmelser om landbrugets kreditforhold og om oprettelse af såkaldte jordrentebrug; jordrenteprincippet var blevet udformet i et underudvalg ledet af daværende kontorchef, senere departementschef, K. Riis-Hansen. I 1917 fremsatte 11 af denne kommissions 15 medlemmer til Landbrugsministeriet et forslag til lens og stamhuses overgang til fri ejendom, og dette forslag blev overvejende fulgt ved udarbejdelsen af et lovforslag herom, dog med visse præciseringer. Lovforslaget skulle opfylde to formål: dels skulle det opfylde grundlovens løfteparagraf, dels skulle det skaffe jord og penge til at fremme en udstykning og oprettelse af statshusmandsbrug til supplement af lovgivningen herom fra 1899.[313]

Lov af 4/10 1919 om Lens, Stamhuse og Fideikommisgodsers Overgang til fri Ejendom indeholdt bestemmelser, hvorefter ejere af len, stamhuse og fideikommisgodser skulle få ret til at overtage besiddelsen til fri ejendom mod at indbetale 25% af værdien til staten, såfremt der påhvilede hjemfaldsret til staten (det vil sige, hvor statutterne fastslog, at majoratet tilfaldt staten i de tilfælde, hvor mandslinjen i besidderens familie døde ud), og 20% af værdien af øvrige jordbesiddelser. Desuden skulle de, mod erstatning, overdrage staten en tredjedel af deres besiddelser. Loven var en af tre reformlove vedtaget samme dato.

Loven trådte i kraft i 1920 og resulterede i oprettelse af samlet 2.307 jordrentebrug på majoratsjord.[314] Denne majoratsudstykning var afsluttet i 1932, idet enkelte majorater undgik at afgive jord ved lensafløsningen enten ved at købe erstatningsjord andetsteds til udstykning eller ved at indbetale en vis sum pr. tønde hartkorn til Landbrugsministeriet, som så selv kunne købe erstatningsjord. En del majorater måtte dog sælge jord ud over den, som de var pålagt at aflevere ved lensafløsningen.[315] I de områder, hvor en sådan udstykning fandt sted, blev det tidligere landskab helt forandret: de store samlede herregårdsjorder blev udstykkede i mindre jordlodder hver med sit hus.[316] I nogle tilfælde, hvor en herregård blev delt ved majoratsudstykning, fx. Hammelmose, Fuirendal og Hvedholm, afgav man de jorder, der lå længst fra hovedgården. Ved aflevering af substitutjord blev der derimod ofte afgivet jord af ringere bonitet, end godsets egne jorder var takseret til.[317]

Efter 1945[redigér]

Efter besættelsen blev en håndfuld godser konfiskeret af den danske stat, idet deres tyske ejere blev anset for at have været tyskvenlige. Det drejede sig om blandt andre Fussingø, Harrestedgård, Hellebækgård og Kalø Hovedgård. Beslutningen var kontroversiel, og nogle af disse ejere ønsker stadig deres ejendom tilbageleveret.

Noter[redigér]

  1. Olsen (1981), sp. 698-700
  2. Porsmose (1996), s. 91
  3. Pedersen (1915), s. 46f
  4. Hansen (1964), s. 86-87
  5. Frandsen (1988), s. 22-26
  6. Schacke (2003), s. 178
  7. Schacke (2003), s. 183
  8. Schacke (2003), s. 184
  9. Dam (2010), s. 167-168
  10. Dam (2010), s. 171-172
  11. Dam (2010), s. 184-188
  12. Dam (2010), s. 196-209
  13. Dam (2010), s. 152-227
  14. 14,0 14,1 Sørensen (2021-22), s. 12
  15. Schacke (2003), s. 43-46
  16. Sørensen (2021-22), s. 42-43
  17. Schultz Hansen (1986), s. 23
  18. Schultz Hansen (1986), s. 8
  19. Schultz Hansen (1986), s. 10
  20. 20,0 20,1 20,2 Schultz Hansen (1986), s. 11
  21. Schultz Hansen (1986), s. 16
  22. Schultz Hansen (1986), s. 16-17
  23. Schultz Hansen (1986), s. 31
  24. Schultz Hansen (1986), s. 31-32
  25. 25,0 25,1 Schultz Hansen (1986), s. 33
  26. 26,0 26,1 Schultz Hansen (1986), s. 37
  27. 27,0 27,1 Schultz Hansen (1986), s. 38
  28. Pedersen (1983), s. 156
  29. Pedersen (1983), s. 144-145
  30. Dombernowsky (1988), s. 215
  31. Dombernowsky (1988), s. 220
  32. Jensen (1982), s. 120
  33. Lorenzen (1957), s. 374
  34. Lorenzen (1957), s. 373
  35. 35,0 35,1 Lorenzen (1957), s. 399
  36. Lorenzen (1957), s. 400
  37. Porsmose (1996), s. 89
  38. Porsmose (1987), s. 93
  39. Porsmose (1996), s. 89, 91
  40. Hansen (1964), s. 79f
  41. Hansen (1964), s. 80f
  42. 42,0 42,1 42,2 Hansen (1964), s. 81
  43. 43,0 43,1 Hansen (1964), s. 87
  44. Porskrog Rasmussen (2006), s. 50f
  45. Schacke (2003), s. 67
  46. Schacke (2003), s. 71
  47. Schacke (2003), s. 73
  48. Pedersen (1847), s. 310f, 317
  49. Jørgensen og Pedersen (1996), s. 24
  50. 50,0 50,1 50,2 Olsen (1981), sp. 698
  51. Det danske landbrugs historie I (1988), s. 317f
  52. Aksel E. Christensen (1976), s. 28ff
  53. Porsmose (1988), s. 304
  54. Olsen (1981), sp. 697-698
  55. 55,0 55,1 55,2 Hansen (1964), s. 82
  56. Olsen (1981), sp. 699
  57. Hybel (1994), s. 53
  58. 58,0 58,1 Sørensen (2021-22), s. 11
  59. 59,0 59,1 Hybel (1994), s. 58
  60. Hybel (1994), s. 42
  61. Hybel (1994), s. 43
  62. Hybel (1994), s. 44
  63. Hybel (1994), s. 47
  64. Hybel (1994), s. 59
  65. Hybel (2003), s. 297
  66. Olsen (1981), sp. 700
  67. 67,0 67,1 67,2 67,3 Aksel E. Christensen (1976), s. 102
  68. Aksel E. Christensen (1976), s. 101
  69. Aksel E. Christensen (1976), s. 117
  70. 70,0 70,1 Aksel E. Christensen (1976), s. 119
  71. Aksel E. Christensen (1976), s. 104f
  72. Aksel E. Christensen (1976), s. 129
  73. Aksel E. Christensen (1976), s. 143-178
  74. Aksel E. Christensen (1976), s. 133
  75. Aksel E. Christensen (1976), s. 68-143
  76. Det danske landbrugs historie I (1988), s. 303f
  77. 77,0 77,1 77,2 77,3 Olsen (1981), sp. 701
  78. Porsmose (1988), s. 259
  79. Aksel E. Christensen (1976), s. 80
  80. Aksel E. Christensen (1976), s. 67
  81. Aksel E. Christensen (1976), s. 126
  82. Aksel E. Christensen (1976), s. 120
  83. Olsen (1980), s. 19
  84. Lorenzen (1957), s. 390
  85. Lorenzen (1957), s. 391
  86. Lorenzen (1957), s. 393
  87. Lorenzen (1957), s. 383
  88. Lorenzen (1957), s. 398
  89. Lorenzen (1957), s. 404
  90. Hybel (2003), s. 287
  91. Hybel (2003), s. 293
  92. Hybel (2003), s. 294
  93. Hybel (2003), s. 295
  94. Det danske landbrugs historie I, 1988, s. 253
  95. Porsmose 1987, s. 97
  96. Porsmose (1987), s. 76ff
  97. 97,0 97,1 Skrubbeltrang (1978), s. 17
  98. 98,0 98,1 Skrubbeltrang (1978), s. 18
  99. 99,0 99,1 Skrubbeltrang (1978), s. 19
  100. Christensen (1949/1976), s. 229
  101. Christensen (1949/1976), s. 236
  102. Christensen (1949/1976), s. 237
  103. Christensen (1954/1976), s. 250-252
  104. 104,0 104,1 Christensen (1949/1976), s. 240
  105. Christensen (1949/1976), s. 234
  106. Christensen (1954/1976), s. 249
  107. Christensen (1954/1976), s. 250
  108. Christensen (1954/1976), s. 248
  109. 109,0 109,1 Christensen (1949/1976), s. 230
  110. Christensen (1954/1976), s. 245
  111. Hybel (2003), s. 276-277
  112. Porsmose (1987), s. 92
  113. Hansen (1964), s. 84f
  114. 114,0 114,1 Christensen (1949/1976), s. 241
  115. Christensen (1954/1976), s. 252-253
  116. Christensen (1954/1976), s. 251
  117. Christensen (1949/1976), s. 242
  118. 118,0 118,1 118,2 118,3 Skrubbeltrang (1978), s. 12
  119. Porsmose (1988), s. 390
  120. Hybel (2003), s. 291
  121. Hybel (2003), s. 290
  122. 122,0 122,1 Hansen (1964), s. 86
  123. 123,0 123,1 Skrubbeltrang (1978), s. 13
  124. 124,0 124,1 124,2 124,3 124,4 124,5 124,6 Skrubbeltrang (1978), s. 15
  125. Hansen (1964), s. 82f
  126. Porsmose (1996), s. 83
  127. Lorenzen (1957), s. 381
  128. Olsen (1981), sp. 702
  129. Dahlerup (1969), s. 35
  130. Dahlerup (1969), s. 33
  131. Dahlerup (1969), s. 13
  132. Dahlerup (1969), s. 38
  133. Dahlerup (1969), s. 40
  134. Dahlerup (1969), s. 2
  135. Som eksempel på en sådan karriere kan nævnes Peder Mortensen. Han havde tjent sig op som ridefoged, blev senere rådmand og endelig borgmester (se: C.C. Haugner: Nakskov Købstads Historie, bind 2: Tiden fra 1660 til 1800; Kjøbenhavn 1935, s. 26)
  136. Nørregård-Nielsen og Lund (1985), s. 95-107
  137. Frandsen (1988), s. 79
  138. Frandsen (1988), s. 80
  139. Frandsen (1988), s. 80-81
  140. Frandsen (1988), s. 81-82
  141. Frandsen (1988), s. 84
  142. Frandsen (1988), s. 87
  143. Frandsen (1988), s. 101
  144. Porsmose (1987), s. 110
  145. Porsmose (1987), s. 121f
  146. Porsmose (1987), s. 124
  147. Hansen (1964), s. 84
  148. Nørregård-Nielsen og Lund (1985), s. 108-109
  149. Nørregård-Nielsen og Lund (1985), s. 116-117
  150. Nørregård-Nielsen og Lund (1985), s. 136
  151. Frandsen (1988), s. 121
  152. 152,0 152,1 Frandsen (1988), s. 126
  153. Frandsen (1988), s. 124
  154. Frandsen (1988), s. 127
  155. Ladewig Petersen (1965), s. 456
  156. 156,0 156,1 Ladewig Petersen (1965), s. 457
  157. 157,0 157,1 Ladewig Petersen (1974), s. 9
  158. Ladewig Petersen (1974), s. 15
  159. Ladewig Petersen (1974), s. 90
  160. Ladewig Petersen (1974), s. 91
  161. Degn (1977), s. 18
  162. Frandsen (1988), s. 136
  163. Frandsen (1988), s. 138
  164. Frandsen (1988), s. 151
  165. Frandsen (1988), s. 152
  166. Frandsen (1988), s. 142
  167. Frandsen (1988), s. 156
  168. Frandsen (1988), s. 157
  169. Frandsen (1988), s. 154
  170. Frandsen (1988), s. 160
  171. 171,0 171,1 Ladewig Petersen (1965), s. 458
  172. Ladewig Petersen (1965), s. 459
  173. Ladewig Petersen (1965), s. 465
  174. Ladewig Petersen (1965), s. 464
  175. Ladewig Petersen (1965), s. 467
  176. Lassen (1958), især s. 98
  177. Hansen (1964), s. 199
  178. 178,0 178,1 Hansen (1964), s. 200
  179. Hansen (1964), s. 148
  180. Hansen (1964), s. 149
  181. Hansen (1964), s. 169
  182. Fussing (1937), s. 7
  183. Fussing (1935), s. 11
  184. 184,0 184,1 Fussing (1934), s. 94
  185. Fussing (1934), s. 93
  186. Fussing (1934), s. 97
  187. Fussing (1934), s. 82
  188. 188,0 188,1 Fussing (1934), s. 95
  189. 189,0 189,1 Fussing (1932), s. 402
  190. 190,0 190,1 190,2 Fussing (1934), s. 80
  191. Fussing (1934), s. 208
  192. Fussing (1935), s. 16
  193. Fussing (1937), s. 53
  194. 194,0 194,1 Fussing (1934), s. 210
  195. Fussing (1935), s. 14
  196. Fussing (1935), s. 15
  197. Fussing (1937), s. 35, 52
  198. Fussing (1934), s. 11
  199. Fussing (1932), s. 401-420
  200. Fussing (1932), s. 404
  201. Frandsen (1988), s. 23-26
  202. Fussing (1934), s. 85
  203. Fussing (1932), s. 402, 422
  204. Fussing (1934), s. 199
  205. Fussing (1935), s. 20
  206. Fussing (1937), s. 44
  207. Fussing (1934), s. 194
  208. Fussing (1934), s. 195-198
  209. Fussing (1934), s. 198
  210. Dam (2010), s. 152-228
  211. Fussing (1934), s. 204
  212. Fussing (1934), s. 206
  213. Fussing (1937), s. 47
  214. Fussing (1934), s. 212-213
  215. Fussing (1934), s. 217-218
  216. Fussing (1932), s. 404
  217. Fussing (1932), s. 408
  218. Fussing (1932), s. 409, 419
  219. Fussing (1932), s. 416f
  220. Fussing (1934), s. 240
  221. Fussing (1932), s. 417
  222. Fussing (1937), s. 63
  223. Fussing (1934), s. 218-236
  224. Fussing (1934), s. 62-71
  225. Fussing (1934), s. 72-76
  226. Fussing (1934), s. 66
  227. 227,0 227,1 Frandsen (1988), s. 173
  228. Frandsen (1988), s. 174-175
  229. Frandsen (1988), s. 175
  230. Frandsen (1988), s. 171-172
  231. Porsmose (1987), s. 135
  232. Ladewig Petersen (1965), s. 471
  233. 233,0 233,1 Frandsen (1988), s. 177
  234. 234,0 234,1 Frandsen (1988), s. 193
  235. 235,0 235,1 Frandsen (1988), s. 178
  236. 236,0 236,1 Dombernowsky (1988), s. 275
  237. Frandsen (1988), s. 178-179
  238. Dombernowsky (1988), s. 221
  239. Pedersen (1915), s. 43
  240. Pedersen (1915), s. 30
  241. Pedersen (1915), s. 42
  242. Pedersen (1915), s. 44
  243. Nørregård-Nielsen og Lund (1985), s. 141
  244. Nørregård-Nielsen og Lund (1985), s. 148, 156-157
  245. Nørregård-Nielsen og Lund (1985), s. 158
  246. Nørregård-Nielsen og Lund (1985), s. 162
  247. Nørregård-Nielsen og Lund (1985), s. 175
  248. Linvald (1912). Undersøgelsens oplysninger stammer dels fra J.P.Trap: Danmark, 3 udgave, dels (hartkornsangivelserne) fra et manuskript offentliggjort af C.Christensen (Hørsholm) i sin tid opbevaret på Københavns Universitets bibliotek og indeholdende oplysninger om danske hovedgårdes størrelse. Linvald mener, at dette stammer fra omkring 1770 og at hartkornsangivelserne antagelig stammer fra hovedgårdenes ejere
  249. Løgstrup (1983), s. 24
  250. Løgstrup (1983), s. 21
  251. Løgstrup (1983), s. 134
  252. Pedersen (1984), s. 57
  253. Dombernowsky (1985), s. 12
  254. Løgstrup (1983), s. 63-246
  255. Løgstrup (1983), s. 247-357
  256. Løgstrup (1983), s. 252
  257. 257,0 257,1 Porsmose (1987), s. 200
  258. Skrubbeltrang (1978), s. 257
  259. Skrubbeltrang (1978), s. 258
  260. Skrubbeltrang (1978), s. 256
  261. Kirk og Skougaard (1985), s. 142-151
  262. Skrubbeltrang (1978), s. 145
  263. 263,0 263,1 Bro Jørgensen (1943), s. 30
  264. Bro Jørgensen (1943), s. 32
  265. Bro Jørgensen (1943), s. 33
  266. Bro Jørgensen (1943), s. 34
  267. Løgstrup (1983), s. 359-372
  268. Skrubbeltrang (1978), s. 271
  269. Skrubbeltrang (1978), s. 273-274
  270. Skrubbeltrang (1978), s. 272
  271. Skrubbeltrang (1978), s. 273
  272. Skrubbeltrang (1978), s. 296
  273. Skrubbeltrang (1978), s. 323
  274. Skrubbeltrang (1978), s. 410
  275. 275,0 275,1 Skrubbeltrang (1978), s. 413
  276. Grau Møller (2016), s. 39
  277. Grau Møller (2016), s. 49
  278. Grau Møller (2016), s. 52
  279. Grau Møller (2016), s. 50
  280. 280,0 280,1 Grau Møller (2016), s. 51
  281. Grau Møller (2016), s. 55
  282. Grau Møller (2016), s. 58
  283. Grau Møller (2016), s. 36
  284. Skrubbeltrang (1978), s. 278
  285. Bjørn (1985), s. 66
  286. 286,0 286,1 Rasmussen (1977), s. 92
  287. Dalgas (1826), s. 134
  288. Hald (1827), s. 123
  289. 289,0 289,1 Bjørn (1985), s. 97
  290. Bjørn (1985), s. 108
  291. Bjørn (1985), s. 19-20
  292. Bjørn (1985), s. 31
  293. Bjørn (1985), s. 47-73
  294. Bjørn (1985), s. 91
  295. Bjørn (1985), s. 128
  296. Bjørn (1988), s. 120
  297. Bjørn (1985), s. 136
  298. Bjørn (1985), s. 96-97
  299. Bjørn (1985), s. 96
  300. Jørgensen (1980), s. 12
  301. Nørregård-Nielsen og Lund (1985), s. 178-188
  302. Nørregård-Nielsen og Lund (1985), s. 188
  303. Bjørn (1985), s. 109
  304. Jørgensen (1980), s. 17
  305. Jørgensen (1980), s. 30
  306. Rasmussen (1977), s. 93
  307. 307,0 307,1 Rasmussen (1977), s. 96
  308. 308,0 308,1 Rasmussen (1977), s. 109
  309. Rasmussen (1977), s. 98-102
  310. Rasmussen (1977), s. 104
  311. 311,0 311,1 Rasmussen (1977), s. 110
  312. Dieckmann Rasmussen (1988), s. 223
  313. Erichsen & Tamm (2014), s. 87
  314. Kampp (1959), s. 111-114
  315. Kampp (1959), s. 71
  316. Kampp (1959), s. 88-98
  317. Kampp (1959), s. 92

Litteratur[redigér]

  • Claus Bjørn: Frygten fra 1848. Bonde- og husmandsurøn på Sjælland i foråret 1848; Landbohistorisk Selskab, Odense 1985; ISBN 87-7526-043-3
  • Claus Bjørn: "1810-1860" (i: Det danske landbrugs historie, bind III: 1810-1914; ISBN 87-7526-079-4; s. 7-192)
  • J.O. Bro Jørgensen: Industriens Historie i Danmark, bind II: 1730-1820; København 1943 (genoptryk 1979); ISBN 87-7500-848-3
  • Aksel E. Christensen: "Problemer vedrørende adel og hovedgaarde i dansk senmiddelalder" (foredrag holdt 1949, trykt i Danmark, Norden og Østersøen 1976, s. 228-242, derfor angivet "1949/1976")
  • Aksel E. Christensen: Danmark, Norden og Østersøen; København 1976; ISBN 87-87462-05-2
  • Aksel E. Christensen: Kongemagt og Aristokrati. Epoker i middelalderlig dansk statsopfattelse indtil unionstiden (Akademisk Forlag 1976), ISBN 87-500-1663-6)
  • Aksel E. Christensen: "Store og smaa og mange slags fynske bønder" (foredrag holdt 1954, trykt i Danmark, Norden og Østersøen 1976, s. 243-260, derfor angivet "1954/1976")
  • Troels Dahlerup: "Lavadelens Krise i dansk Senmiddelalder" (Historisk Tidsskrift, 12 række 4 bind; 1969; s. 1-43)
  • C. Dalgas: Veile Amt; Kjöbenhavn 1826 (Bidrag til Kundskab om de danske Provindsers nærværende Tilstand i oekonomisk Henseende)
  • Peder Dam: Det øvrige vi nyde. Studier af landgilde og landbrugsproduktion i Danmark i 1600-tallet; Landbohistorisk Selskab 2010; ISBN 978-87-7526-216-8
  • Det danske landbrugs historie I-IV (Landbohistorisk Selskab, Odense 1988), ISBN 87-7526-082-4
  • Jørgen Dieckmann Rasmussen m.fl.: "1860-11914" (i: Det danske landbrugs historie, bind III: 1810-1914; ISBN 87-7526-079-4; s. 193-242)
  • Lotte Dombernowsky: "Slagsmaalene ere nu om Stunder langt sjældnere..."; Landbohistorisk Selskab 1985; ISBN 87-7526-153-0d
  • Lotte Dombernowsky: "Ca. 1720-1810" (i: Det danske landbrugs historie, bind II: 1536-1810; ISBN 87-7526-074-3; s. 211-394)
  • John Erichsen & Ditlev Tamm: Grever, baroner og husmænd: Opgøret med de store danske godser 1919, København: Gyldendal 2014; ISBN 978-87-021-5957-8
  • Karl-Erik Frandsen: "1536-ca. 1720" (i: Det danske landbrugs historie, bind II: 1536-1810; ISBN 87-7526-074-3; s. 9-209)
  • Hans Fussing: Herremand og Fæstebonde, Studier i dansk Landbrugshistorie omkring 1600 (København 1942)
  • Per Grau Møller: "Husmandskolonier fra udskiftningstiden" (Landbohistorisk Tidsskrift; 2016; s. 29-71)
  • J.C. Hald: Randers Amt; Kjöbenhavn 1827 (Bidrag til Kundskab om de danske Provindsers nærværende Tilstand i oekonomisk Henseende)
  • Hans Schultz Hansen: "Hovedgårdsdrift eller jordrente? System og økonomi på Trøjborg gods 1579-ca. 1660" (Bol og By 1986:1; s. 7-43)
  • Svend Aage Hansen: "Adelsvældens grundlag" (Studier fra Københavns Universitets Økonomiske Institut Nr. 6; 1964)
  • Viggo Hansen: "Landskab og bebyggelse i Vendsyssel" (Kulturgeografiske Skrifter, Bd. 7, København 1964)
  • Nils Hybel: "Godssystemerne i England, Danmark og på kontinentet ca. 1200-1350" (Historie; 1994; s. 40-60)
  • Jens Villiam Jensen: "Adelig godsstruktur i Musse og Fuglse herreder i 16.-17. århundrede" (Bol og By, 2. række, 4 bind; 1982; s. 85-123)
  • Erik Stig Jørgensen m.fl.: Den politiske magtkamp 1866-1901; 3. oplag, 1980; ISBN 87-72-30-866-4
  • Lars Jørgensen og Lisbeth Pedersen: "Vikinger ved Tissø" (Nationalmuseets Arbejdsmark 1996; ISBN 87-7468-410-8; s. 22-36)
  • Aage H. Kampp: "Landbrugsgeografiske studier over Danmark" (Kulturgeografiske Skrifter, Bd. 6, København 1959)
  • Frode Kirk og Mette Skougaard: "Fattighuset Greve Hospital på Frilandsmuseet" (Nationalmuseets Arbejdsmark 1985; København 1985; ISBN 87-480-0562-2; s. 142-151)
  • E. Ladewig Petersen: "Dansk adelig økonomi 1600-1660" (Fortid og Nutid, bind 22; 1965; s. 453-471)
  • E. Ladewig Petersen: "Christian IV.s pengeudlån til danske adelige. Kongelig foretagervirksomhed og adelig gældstiftelse 1596-1625" (Københavns Universitet. Institut for Økonomisk Historie Publikation nr. 8; Akademisk Forlag, København 1974; ISBN 87-500-1474-9)
  • Aksel Lassen: "Skæbneåret 1659" (Skrifter udgivet af Jysk Selskab for Historie, Sprog og Litteratur 5; 1958)
  • Vilh. Lorenzen: "En gruppe voldsteder i Ollerup og Egense Sogne, Sunds Herred, Svendborg Amt set paa historisk og kulturgeografisk Baggrund" (Fynske Årbøger 1957, s. 371-412)
  • Birgit Løgstrup: "Jorddrot og offentlig administrator. Godsejerstyret inden for skatte- og udskrivningsvæsenet i det 18. århundrede" (Administrationshistoriske studier nr. 7; Rigsarkivet, København 1983; ISBN 87-7497-063-1)
  • Hans Edvard Nørregård-Nielsen og Hakon Lund: "Herregårdene" (i: Danmarks Arkitektur. Landbrugets huse; 2. udgave, Gyldendal 1985; ISBN 87-00-94884-5; s. 89-194)
  • Gunnar Olsen: "Hovedgård og bondegård. Studier over stordriftens udvikling i Danmark i tiden 1525-1774"; Skrifter udgivet af Udvalget til udgivelse af kilder til landbefolkningens historie, bind 1; Rosenkilde og Bagger, 1957
  • Gunnar Olsen: "Hovedgård. Danmark" (i: Kulturhistorisk Leksikon for Nordisk Middelalder; bd. 6: Gästning-Hovedgård; 2. oplag, 1981; sp. 697-702)
  • Rikke Agnete Olsen: "Borgen bygges"; Skalk 1980 Nr. 2; s. 18-27
  • Finn Stendal Pedersen: "Fynsk landbrugs vilkår 1682. Statistiske studier i produktionsmuligheder og ejendomsstruktur på grundlag af forarbejderne til Christian V‘s matrikel" (Odense University Studies in History and Social Scienses, Vol. 92; Odense Universitetsforlag 1984), ISBN 87-7492-548-2
  • Karl Peder Pedersen: Vestfynske fæstebønder; Landbohistorisk Selskab 1984; ISBN 87-7526-013-1
  • N.M. Pedersen: "Bonde, Bryde og Adel; et Bidrag til Oplysning om de danske Stænders Kår i Middelalderen" (Annaler for Nordisk Oldkyndighed og Historie; Kjöbenhavn 1847; s. 228-327)
  • Erland Porsmose: "De fynske landsbyers historie – i dyrkningsfællesskabets tid" (Odense University Studies in History and Social Sciences, Vol. 109. Odense Universitetsforlag 1987), ISBN 87-7492-650-0
  • Erland Porsmose: "Hovedgårde og godslandskaber" (i: Kulturhistorien i planlægningen. De kulturhistoriske interesser i landskabet; Miljø- og Energiministeriet, Skov og Naturstyrelsen 1996; s. 78-97)
  • Carsten Porskrog Rasmussen: "Godsejermagt eller naturtilpasning?" (i: Per Grau Møller og Mette Svart Kristiansen (red.): Bygder. Regionale variationer i det danske landbrug fra jernalder til 2000. Beretning fra et seminar på Skarrildhus november 2003; Landbohistorisk Selskab 2006; ISBN 87-7526-206-1, s. 41-62)
  • Stig Günther Rasmussen: "Fæstegodssalg på østjyske majorater. En metodisk og administrationsteknisk studie" (Bol og By 1977; s. 92-112)
  • Adam Tybjærg Schacke: Enkelt- og enestegårde på Fyn. I dyrkningsfællesskabets tid, Landbohistorisk Selskab 2003; ISBN 87-7526-183-9.
  • Fridlev Skrubbeltrang: Det danske Landbosamfund 1500-1800; Den danske historiske Forening 1978; ISBN 87-87462-09-5
  • Flemming Glatter Sørensen: "de var alle sammen øde den tid jeg købte dem" (Landbohistorisk Tidsskrift 2021-22; ISSN 1604-4878; s. 9-50)

Eksterne henvisninger[redigér]