Handelspladser i Danmark

Fra Wikibooks, den frie samling af lærebøger
Spring til navigation Spring til søgning
Symbolet på en handelsplads: Den tidligere Politistation i Hadsund.

En handelsplads var en type bymæssig bebyggelse, der havde nogle af de rettigheder, der ellers kun tilkom købstæder. Status af handelsplads blev tildelt byer som havde udviklet sig i købstadslignende retning, men hvor købstadsstatus ikke kunne komme på tale.[1] Nogle handelspladser er senere blevet købstæder. Undtaget herfra er dog Marstal og Frederiksberg.

Der var ingen fælles lovgivning for handelspladserne, idet privilegierne blev reguleret for hver by for sig. Handelspladserne var – i modsætning til købstæderne – del af amtskommunen.

Følgende byer har været handelspladser:
- Frederiksberg 1858-1900, derefter kommune med særlig status
- Frederiksværk 1849-1907, derefter købstad
- Løgstør handels- og ladeplads 1842-1899, derefter købstad
- Marstal 1867-1970
- Nørresundby 1857-1899, derefter købstad
- Silkeborg 1846/1855-1899, derefter købstad
Desuden har følgende byer haft en lignende status:
- Esbjerg ladeplads 1894-1898, derefter købstad
- Hadsund 1854-?, (handelsplads ved kongeligt reskript af 1. december 1854, blev senere sognekommune igen)
De slesvigske flækker var lignende bytyper.


Handelspladsernes historie[redigér]

Da den daværende sognekommunale inddeling blev endeligt fastlagt ved de kommunale styrelsesanordninger, der udfærdigedes inden Danmarks Riges Grundlov|grundloven af 1849, tog man som udgangspunkt den gamle sogneinddeling samt den daværende amtsinddeling. Landet blev inddelt i sognedistrikter, der hørte under amtskommunen, i amtskommuner omfattende et større antal af sognedistrikter, i købstadskommuner, der – bortset fra Bornholm – ikke hørte under amtskommunen, og i Københavns kommune med en særstilling som landets hovedstad.

De enkelte sognedistrikters afgrænsning blev fastlagt i overensstemmelse med de retningslinjer, der i sin tid var lagt til grund for fattigvæsenets ordning ved reglement af 5. juli 1803.[2] Sognedistriktet omfattede således sædvanligvis et sogn – eller flere under eet sognekald forenede sogne, hvis de i henhold til § 1 i nævnte reglement havde fælles fattigvæsen. Et til en købstadskirke henhørende landdistrikt, som havde haft eget fattigvæsen, blev ligeledes oprettet til et særskilt sognedistrikt.[2]

Amtskommunernes afgrænsning tog udgangspunkt i den daværende amtsinddeling, idet købstæderne fortsat holdtes uden for amtet.[2]

Købstadskommunernes afgrænsning omfattede de daværende købstæder med de tilhørende grunde uden for købstadens bebyggede grænser. Hvor et landdistrikt hørte under fattig- eller skolevæsenet i købstaden, skulle det være repræsenteret af en valgt forstander i købstadens skole- og fattigkommissioner, men landdistriktet betragtedes i andre henseender som et sognedistrikt (såkaldte købstadslanddistrikter).[2] Købstadsanordningen omfattede 67 købstæder i kongeriget.

Flere steder i landet forekom imidlertid forhold, som gjorde, at det kunne være hensigsmæssigt at gøre undtagelser fra de i kommunalanordningerne givne regler om kommunernes styre. For en række sognedistrikters styrelse blev der da også i den følgende tid givet særskilte regler uden, at de pågældende steders præg af sognedistrikter derved ændredes. Dette gælder blandt andre Dragør og Store Magleby på Amager. Men derudover var der andre steder, hvor der var fremvokset bysamfund, som gjorde landkommunalanordningens regler om styrelse uhensigtsmæssige.

I henhold til Danmarks Riges gjennemsete Grundlov af 5te Juni 1849 (det vil sige efter revisionen i 1866) var handelspladserne i valgmæssig henseende ligestillede med købstæder.[3]

1867-1900[redigér]

I 1867-1868 ændredes kommunalordningen ved lov om landkommunernes styrelse m.v. af 6. juli 1867 og lov om købstadskommunernes styrelse m.v. af 26. maj 1868.[4] I de fremlagte lovforslag og senere love blev der ikke lavet nogle egentlige ændringer i de bestående ordninger, og i rigsdagssamlingen 1868-69 blev der af regeringen fremsat forslag til lov om handelspladsernes styrelse m.v., hvis formål var at samle reguleringen af handelspladsernes forhold i en særskilt lov. Tanken var, at loven efter behov også skulle udvides til andre steder, hvis behovet måtte melde sig. Imidlertid var der ikke tilslutning til lovforslagene i Folketinget, og handelspladserne måtte derfor også efter 1868 styres efter de for hvert sted fastsatte særlige bestemmelser, der var givet efter købstadsanordningen af 1837, som i mellemtiden var ophævet.

Efter at staten i henhold til lov af 24. april 1868 havde anlagt en havn ved Esbjerggårde i Vestjylland, voksede her snart en stor og hastigt voksende by op. Allerede 1876 fremkom ønske om at udskille Esbjerg fra Jerne Sogn, og da byen voksede hurtigt i de følgende år (omkring 2.000 indbyggere i 1885, omkring 4.000 indbyggere i 1890 og omkring 7.000 indbyggere i 1894), stod det klart, at en omordning var stærkt påkrævet.[5] Ved lov nr 36 af 19 marts 1898 om købstadsrettighed for Esbjerg blev byen oprettet som købstad[6], og da der fortsat ikke kunne skaffes tilslutning til loven om handelspladserne, blev ved lov nr. 63 af 7. april 1899, hvorved Løgstør, Nørresundby og Silkeborg oprettet til købstæder og lov nr. 69 af s.d., hvorved Frederiksberg kommune udskilles af Københavns amtsrådskreds, skabt foreløbigt endegyldige løsninger for disse steder.[7] Endelig ved lov nr. 35 af 5. marts 1907, hvorved Frederiksværk kommune oprettes til købstad, blev også denne bys forhold ind til videre endeligt fastlagt.[8] Dette var i virkeligheden afslutningen på handelspladsernes kortvarige, men heftige udvikling i lovgivningsmæssig henseende.

De enkelte handelspladser[redigér]

Løgstør[redigér]

Løgstør omkring 1900.

Således havde Løgstør allerede i flere henseender indtaget en købstadslignende stilling uden at være blevet ophøjet til købstad. Der blev tilstået byens indbyggere ret til at drive handel, brænderi og anden købstadsnæring, ligesom bystyret blev ordnet på købstadslignende vis. I forbindelse hermed opstod derfor spørgsmålet om på hvilken måde, man kunne tillempe bestemmelser om købstædernes styrelse. Da de almindelige landkommunalanordningsregler ikke fandtes hensigtsmæssige, blev det ved et reskript af 17. november 1841 bestemt, at købstadsanordningen skulle finde anvendelse på Løgstør med de modifikationer, som byens særegne forhold krævede, idet dette nærmere skulle fastsat i et særligt regulativ. Dette blev lavet og godkendt i 1842[9], hvorved Løgstør by blandt andet med hensyn til reglerne om den kommunale beskatning og om byens styrelse fik en købstadslignende stilling uden, at den udtrådte af den bestående forbindelse med amtskommunen.

1859 blev Løgstør beskrevet således: "Handels- og Ladepladsen Løgstør, der nu i de fleste Henseender er at betragte som et eget Sogn, ligesom den alt i en Aarrække har havt sin egen Communalforfatning i Lighed med Kjøbstæderne, ligger paa en lav Grund ved Liimfjorden, hvor denne fra det smalle Agersund udvider sig til den Bredning, som har Navn efter Løgstør. Temmelig høie Bakker, der fornemmelig indeholde Kridt, omgive Byen mod Syd. Dens Afstand ad Landeveien fra Nibe er 4 Mile, fra Hobro 7 Mile og fra Viborg 8 Mile.

Byen har 165 Gaarde og Huse (i 1769 efter Danske Atlas 32 G. og 39 H.). Dens Jorder udgjøre 34 Tdr. 2 Skp. Htk., hvoraf 2 Tdr. 1 Skp. ere Byens uudskiftede Fællesjorder; det Øvrige tilhører forskjellige Beboere af Byen. Samtlige Jorder høre efter Matriklen til Løgsted Sogn.

Løgstør har endnu ingen Kirke, men et midlertidigt Bedehuus, ret smukt udstyret, indviet 4de Søndag i Advent 1851; 2 Skoler.

Indvaanernes Antal var efter Folketællingen i 1855: 1038. Byen har 17 Kjøbmænd samt endeel Haandværkere. 2 Skibsbyggerier. 39 Fartøier af 461 Clst., hvoriblandt endeel Dæksbaade, der fare paa Liimfjorden. Af Udførselsartikler ere de vigtigste: korn (i 1855 c. 19.000 Tdr., i 1856 9-10.000 Tdr.) og Uld (i 1855 12.200 Pund, i 1856 26.200 Pund). Fiskeriet i den omliggende Deel af Liimfjorden, som er Domaine, blev ved sidste Bortforpagtning ikke indbudt fra Løgstør, hvor denne Næringsvei kun i ringe Grad drives. Told- og Skibsafgifterne udgjorde i 1855: 12.943 Rd., i 1856: 16.051. I løgstør holdes aarlig 3 Markeder: i April med Heste, Kvæg og Landbovarer, i Begyndelsen af October med Kram og Trævarer og i Slutningen af samme Maaned med Kvæg. Fra Løgstør gaaer der efter "Danske Lods" Færge over til Færgeholmen, som ligger tæt til Dybet, paa den vidtudskydende Landgrund fra Aggersborg, hvorover Færdselen skeer mellem denne By og Holmen. 1/2 Miil nordøst for Løgstør gaar ligeledes en Færge over Agersund. Denne sidste benyttes nu fornemmelig, medens den førstnævnte Færgevei finder kun ringe Anvendelse. Der bemærkes i en foreliggende Beretning: "Løgstør har en fordeelagtig Beliggenhed, men dens Opkomst venter alene paa, at Forbindelsesmidlerne med Hanherrederne, der ere dens naturlige Opland, enten ved Forbedring af den mangelfulde Færgning over Agersund eller paa anden Maade blive saaledes, at de kunne benyttes tilstrækkelig." Der skal nu foreligge en Plan om at forene Hanherrederne med Løgstør ved en Dæmning over Grunden.

Byen har 2 Havne, nemlig: Vesterhavnen med 7-8 Fods Dybde og Rum for c. 40 Skibe, anlagt 1852 med en Udgift af c. 10.000 Rd., og Østerhavnen af mindre Omfang og Dybde. Havnekassens Indtægt er 2-3000 Rd. aarlig....

I judiciel Henseende danner Løgstør By et eget Birk. Birkedommeren, der tillige er Birkeskriver, forener hermed Embedet som Herredsfoged og Herredsskriver i Aars og Slet herreder. Communalbestyrelsen bestaar af Birkedommeren og 3 valgte Repræsentanter. Communaludgifterne vare i 1854 c. 3000 Rd. Fattigvæsenet har P.C.Thaarups Legat, hvortil hører Kongetienden af Hellevad sogn, samt et mindre Legat stiftet af D.Iversen.

I geistlig Henseende danner Løgstør med Kornum og Løgsted Sogne eet Pastorat. Sognepræsten boer i Løgstør (jfr. Resol. af 12te April 1856).

Løgstør hører under Aalborg Amtstuedistrict, Nibe og Løgstør Lægedistrict (Districtslægen boer i Nibe). 5te Vgkds. Med Løgsted Amtets 90de Lægd. Apothek, Filial af Nibe Apothek. Ved Toldvæsenet er ansat en Oppebørselscontrolleur og 3 Toldassistenter; ved Postvæsenet en Postmester, der tillige har Tilsyn med Befordringsvæsenet.[10]

Løgstørs indbyggertal voksede fra 463 i 1801 til 790 i 1834, 791 i 1840, 831 i 1845, 967 i 1850, 1.038 i 1855, 1.464 i 1860, 1.960 i 1870, 1.931 i 1880, 1.556 i 1890 og 2.183 indbyggere i 1901.[11]

Silkeborg[redigér]

Silkeborgs byvåben, 1900
Silkeborg Kirke.
Papirfabrikken i 1868.
Silkeborg omkring 1900.

På lignende måde blev Silkeborg i overensstemmelse med en indstilling afgivet af en kommission nedsat ved reskript af 17. september 1844 ved kgl. resolutioner af 15. december 1845 og 8. januar 1846 oprettet til handelsplads således, at der efter bevilling i hvert enkelt tilfælde ville blive tilstået byens indbyggere ret til handels- og håndværksnæring, ligesom der blev indrømmet nytilflyttede særlige begunstigelser til fremme af tilflytning til byen. Først i 1855 fik Silkeborg i kommunal henseende en købstadslignende indstilling svarende til Løgstørs.[12]

Silkeborg beskrives i 1859 således: "Indvaanernes Antal angives efter Folketællingen af 1855 til 1204, hvoraf 652 af Mandkjøn og 552 af Kvindekjøn. Som foranført finder en stor Deel af Indvaanerne Erhverv ved Papirfabrikken og den dermed i Forbindelse staaende Bedrift. Desuden findes i Silkeborg 2 Jernstøberier. I 1/4 Miils Afstand er i 1858 anlagt en Tørve-Fabrik paa Veilbo-Mose, som drives med Dampmaskine af 10 Hestes Kraft, og som daglig om Sommeren, saalænge den er i Virksomhed, leverer c. 35.000 Tørv, samt beskjæftiger 15 Arbeidere og 16 Børn. Handelspladsen tæller nu (1859) 16 Kjøbmænd, en Bog- og Kunsthandel, 2 Brændeviinsbrænderier og 3 Gjæstgivere. Nogle Indvaanere paa Stedet have ogsaa deres Udkomme ved Pramfarten til Randers, ad hvilken Vei de fleste Varemasser tilføres Silkeborg... Ogsaa ere 4 til 5 Pramme beskjæftigede med at føre Brænde til Silkeborg fra Skovene omkring den Række af Søer, der ligge mellem denne Handelsplads og Knuds Bro samt Ry Mølle, og bringe Tømmer m. m. tilbage. Paa Aarhus og Horsens haves desuden stadig Fragtkjørsel. I en foreliggende Beretning meddeles, at der i Tidsrummet fra August 1856 til September 1857 ad denne Vei er tilført Silkeborg henimod 200 Læs Kjøbmandsvarer. Uagtet der paa Silkeborg Handelsplads kan udøves alle de samme Næringsbrug, som ellere ere Kjøbstæderne forbeholdte, saa maae dog de Næringsbrugere, som attraae at nedsætte sig der, saalænge Pladsen endnu ikke definitivt er ordnet som Kjøbstad, dertil erhverve Bevilling. I Silkeborg holdes aarlig 4 Markeder, i Marts, Juni, September og October med Heste, Kvæg, Kram og Huusflidsproducter. Torvedag hver Løverdag.

Silkeborg Handelsplads danner en Deel af det ved kgl. Resol. af 11te Januar 1854 oprettede Silkeborg Birk. Communalbestyrelsen bestaaer af Birkedommeren og af en Communalrepræsentation bestaaende af 6 af Communens dertil valgte Indvaanere. Birkedommeren indtager i denne Bestyrelse samme Plads som Magistraten eller Byfogeden i Kjøbstæderne.

Silkeborg hører under Skanderborg Amtsstuedistrict og Silkeborg Lægedistrict. Districtslægen boer i Silkeborg, hvor der ogsaa findes et Apothek. 2den Valgkreds. Amtets 11te Lægd. For Toldvæsenet i Silkeborg og Skanderborg i Forening er ansat en Toldoppebørselscontrolleur og 4 Toldassistenter. Ved Postvæsenet i Silkeborg er ansat en Postexpediteur, der tillige har Tilsyn med Befordringsvæsenet."[13]

Efter en fra Rentekammeret under 29. juni 1844 indgiven forestilling om oprettelsen af en handelsplads blev der nedsat en kommission, som efter nogle i august 1845 afholdte møder i Silkeborg under 2. september 1845 fremsatte forslag, hvori den fremhæver stedet som gunstigt for en købstads opkomst, navnlig på grund af dens centrale beliggenhed i Jylland og ved landets eneste sejlbare vandløb, men dog indstiller, at man foreløbig indskrænker sig til anlægget af en handelsplads, som oprettedes ved resolution af 15. december 1845 og 8. januar 1846. I de første år var udviklingen kun ringe: før fabrikkens anlæg 1844 var der omtrent 30 mennesker på den senere kommunes grund, 1850 var der 499. Men med 1854, da stedet fik en egen birkedommer, og 1855, da den fik egen kommunalbestyrelse og blev et eget kirkesogn, og efter det i 1856 oprettedes Silkeborg lægedistrikt, begyndte det materielle opsving; 1855 havde byen 1.204 indbyggere, og i de nærmest følgende år gik den rask fremad, om også pengekrisen i 1857 ramte byen så meget hårdere, som dens handlende for en stor del vare yngre mænd, der havde begyndt uden stor kapital. Til fremgangen bidrog særlig de forbedrede kommunikationsmidler: 1853-56 anlagdes Silkeborg-Herning landevej, 1854 byggedes dæmningen over Silkeborg Langsø, over hvilken landevejen gennem Hids Herred, Silkeborgs vigtigste opland, til Viborg anlagdes 1855-60, lige som de andre landeveje efterhånden forbedredes og forlængedes, og kanalvejen til Randers reguleredes; også jernbanen, der anlagdes i 1871, gavnede den meget (i dennes anlæg tog en i byen 1861 stiftet landboforening ivrig del). Især voksede den industrielle virksomhed. Byen indtog dog længe en underlig mellemstilling mellem købstad og landsogn. Allerede i rigsdagssamlingen 1856-57 blev der forelagt udkast til lov om at gøre den til købstad, men det gik ikke igennem; først ved lov af 7. april 1899 blev byen ophøjet til købstad fra 1. januar 1900.[14]

Silkeborgs befolkning var stigende i slutningen af 1800-tallet og i begyndelsen af 1900-tallet: 556 i 1850, 1.204 i 1855, 1.775 i 1860, 2.338 i 1870, 2.931 i 1880, 4.217 i 1890, 7.228 i 1901, 7.803 i 1906 og 8.792 i 1911.[15]

Der blev anlagt lige gader i rette vinkler.

Af fabrikker og industrielle anlæg fandtes omkring århundredeskiftet: papirfabrikken (anlagt 1844, åbnet 1. januar 1845, brændt 1864 og genopført, 1869 solgt til Strøyberg, 1, marts 1889 indlemmet i Aktieselskabet „De forenede Papirfabrikker“ og derpå foreløbig standset, men atter sat i gang 1894; Fabrikken, hvis store bygningskompleks, bestående af de store fabriksbygninger, den "gamle Mølle" - restaureret 1901 af Arkitekt Rosen og indrettet til fabrikation af håndgjort papir - bestyrerboligen, Mich. Drewsens villa, maskinmesterbolig, arbejderboliger m.m. lå ved åens østlige bred, havde af dampkraft 125 HK., af vandkraft 200 HK. og beskæftigede omtrent 200 arbejdere, deraf omtrent halvdelen kviner), Koopmanns svineslagteri (grundlagt 1878-79, på markjorderne og med omtrent 60 arbejdere), Hammers Uldspinderi og Klædefabrik (på torvet, anlagt 1857, udvidet 1895, med en årlig produktion på omtrent 200.000 pd. uldgarn og 50.000 alen klædevarer og kjoletøjer, med omtrent 60 arbejdere), Commichau & Co. (trikotagefabrik, anlagt 1883, 1901 gået over til et aktieselskab, kapital 400.000 kr., med en årlig produktion på omtrent 8.000 dusin uldvarer og 8.000 dusin hørvarer, de sidste kun til udlandet, med omtrent 90 arbejdejdere), Silkeborg Jærnstøberi og Maskinfabrik (Dons-Blædel og Schneecloth, anlagt 1854, med omtrent 70 arbejdere), Verners Uldspinderi (omtrent 24 arbejdere), Jensens Uldspinderi (omtrent 20 arbejdere), 1 spritfabrik, 2 ølbryggerier, 2 dampmøller, 1 andelsmejeri, 1 mølle, 2 savskærerier; 1 maskinsnedkeri, 1 tobaksfabrik, 1 mejeri, 2 bogtrykkerier, m.m.[16]

I Silkeborg afholdtes markeder hver måned, undtagen januar og august, med heste og kreaturer. Torvedag var hver lørdag.[16]

I Silkeborg blev udgivet 4 aviser: "Silkeborg Avis", "Silkeborg Dagblad", "Silkeborg Folkeblad" og "Silkeborg Socialdemokrat" (de 3 sidste blev trykt i Aarhus).[16]

Indbyggernes fordeling efter næringsveje var i 1890: 459 levede af immateriel virksomhed, 50 af jordbrug, 27 af gartneri, 2.060 af håndværk og industri, 827 af handel og omsætning, 16 af søfart, 632 af forskellig daglejervirksomhed, 108 af deres midler, og 38 nød almisse.[16] Ifølge en opgørelse i 1906 var indbyggertallet 7.803, heraf ernærede 734 sig ved immateriel virksomhed, 48 ved landbrug, skovbrug og mejeridrift, 0 ved fiskeri, 4.341 ved håndværk og industri, 1.488 ved handel med mere, 315 ved samfærdsel, 399 var aftægtsfolk, 244 levede af offentlig understøttelse og 234 af anden eller uangiven virksomhed.[17]

Frederiksværk[redigér]

Gjethuset i Frederiksværk.
Frederiksværk i 1895.
Parti fra kanalen.

Endelig blev der 23. januar 1849 af indenrigsministeriet approberet et regulativ for Frederiksværk by, hvilket senere blev afløst af et af 2. juni 1850 udfærdiget "Foreløbigt regulativ for Frederiksværk bys økonomiske bestyrelse", hvorved byen opnåede en tilsvarende købstadslignende stilling som Løgstør med bevarelse af forbindelsen med amtskommunen.[18]

Frederiksværk blev i 1858 beskrevet således: "Frederiksværk By (med 708 Indv.) har en særegen Communal-forfatning efter specielt Regulativ af 2den Juni 1850, eget Skolevæsen med 2 faste Lærere (Løn resp. 400 Rd. og 350 Rd.), samt særskilt Fattigvæsen adskilt fra Landsognene. Communalbestyrelsen bestaaer ifølge Regulativet af Birkedommeren for Halsnæs og Frederiksværk som Formand, Inspecteuren for Frederiksvæks Fabriksetablissement, saalænge dette tilhører Staten, og 6 af Stedets Indvaanere, som skulle have de Egenskaber, der ommeldes i Frd. 24. Oct. 1837. Bestyrelsen skal sørge for Communens Tarv, og har, især i økonomisk Henseende, den samme Myndighed som Communalbestyrelsen i Kjøbstæderne. Ligeledes henholde Reglementerne for Skole- og Fattigvæsenet sig til Anordningerne for disse Anliggender i Kjøbstæderne. Paa Frederiksværk er Toldoppebørselscontrol (Told- og Skibsafgifterne i 1854 udgjorde 5018 rd.) og Postexpedition. Her holdes 2de aarlige Markeder (resp. i Begyndelsen af April og December Maaneder) med Heste og Qvæg."[19]

"De vigtigste Fabrikker paa Frederiksværk ere nu: et Metal- og Jernstøberi, med 90 Arbeidere, der leverer en Mængde Metal- og Messingsager, for største Delen til videre Forarbeidelse i Værkets andre Værksteder, samt aarlig 4-6000 Skpd. Jernstøbegods af Kanoner, Projectiler, Kakkelovne, Gryder m. m.; en Maskin- og Lavet-Fabrik med 60 Arbeidere, af aarlig Production til Værdi c. 38.000 Rd.; en Sabel- og Knivfabrik og dermed forenet Slibemølle med 57 Arbeidere, af aarlig Production c. 100.000 Stk. for største Delen Knive; en Krudtfabrik med 27 Arbeidere, af aarlig Production til Værdi c. 26.000 Rd.; et Kobbervalseværk med Damp- og Vandkraft, hvorved 24 Arbeidere, aarlig Production c. 1000 Skippund valtset Bly og Kobber. Samtlige disse Værker tilhører endnu Staten. Det samlede Personale ved det hele Etablissementet stiger til 270 Personer. Af private Entrepriser findes der et Brænderi, Bryggeri og Maltgjøreri af aarlig Production til Værdi 20-30.000 Rd. et Pottemageri, to Garverier, et Smedeværksted for Agerdyrkningsredskaber, tre Meel- og Grynmøller. Af anden Bedrift mærkes, foruden Værkets udsalg af dets Fabrikata, to monopoliserede Kjøbmandsetablissementer, et Apothek (Filial af Hillerød Apothek), og et monopoliseret Gjæstgiveri. Haandværkerne arbeider ifølge Bevillinger. Paa Frederiksværk boe Birkedommeren, Districtslægen, Værkets Inspecteur, en Toldoppebørselscontrolleur, Postexpediteur m. fl. Valgsted for Amtets 4de Folkethings-Valgkreds."[20]

Fabrikkerne blev ifølge lov af 4. maj 1856 i 1857 afhændede til fabrikejer Anker Heegaard, der tiltrådte dem 1. januar 1858 og drev dem som maskinfabrik, jernstøberi og emaljeværksted, mens krudtværket bevaredes som statsejendom og gik over til landmilitæretaten.[21]

Krudtværket blev senere underlagt direktøren for artilleriets tekniske tjeneste og har lige fra anlæggelsen været hærens hovedleverandør. Fra 1884 leverede det også krudt til flåden. Det ældste krudt, der fabrikeredes, var stampemøllekrudt. I1862 blev de gamle stampemøller nedlagt, og man gik over til produktion af valsepressekrudt (laminoirkrudt). Senere fremstillede man krudt ved hydraulisk presning, siden prismatisk krudt, først sort og senere brunt. Værket havde så godt som ene leveret alt det brune krudt, der benyttedes til ladninger af selv rigets sværeste kystkanoner.[21] Endelig i 1891gik man over til fabrikationen af røgfrit krudt. Man anlage da en afsidesliggende afdeling i Arresødal Skov ved søen, Sørups Vang, hvor enkelte operationer ved det røgfri krudts fabrikation foregik. Mens den egentlige fabrikation foregik på det gamle krudtværk, hvor der derfor blev opført flere nye bygninger.[22]

Krudtmøllerne var i begyndelsen udelukkende drevet af vandkraft. Der fandtes endnu omkring år 1900 tre vandhjul, hvoraf et var en turbine. Men da møllernes antal blev betydeligt forøget, og da vandkraften ikke slog til, indførtes tillige dampkraft.[22]

Frederiksværks befolkning steg i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet. Der boede 739 mennesker i byen i 1850, 708 i 1855, 764 i 1860, 915 i 1870, 839 i 1880, 1.098 i 1890, 1.431 i 1901, 1.664 i 1906 og 1.672 i 1911.[23]

Nørresundby[redigér]

Nørresundby i 1899.
Nørresundby station.

Om Nørresundby hed det i begyndelsen af 1800-tallet:
"Nørre Sundbye er en nærsom Flekke med 120 Gaarde og Huse. Den ligger ved Aalborg Sund, hvor man sætter over Limfjorden fra Vendsyssel til Aalborg. Byens Næring er Færgelobet, Gjæstgiverie, Vertshuushold, Brændeviinebrænderie, Avling, got Fiskerie, Befordringsvæsen og Salterie af Sild og Kjød. Byen svarer Consumtion- og Arealskat af Bygninger og Jorder, paa Grund af at den har Tilladelse til at brænde Brændeviin og holde Gjæstgiverie, men den har ei Tilladelse til at handle. ...
Af Byens Jorder ere de Totrediedele maadelige, og Entrediedeel god. Jorderne drives af nogle som Alsædsjord, og Drivten er da Gjødebyg, Rug, anden Gang Rug, og to Kjærve Havre; hos andre hviler Jorden i tre Aar. Formedelst den overflødige Gjødske som samles ved Gjæstgiverie, bære Jorderne godt til, og ere i høj Priis. ..."[24]

I 1815 og 1820 søgte Nørresundby om at få købstadsret, men begge gange fik Aalborgs borgere dette forhindret. Først i 1856 lykkedes det at få ret til at drive handel, og da året efter næringsloven gav byen større frihed på alle områder, gik den betydelig frem. Som de fleste byer har Nørresundby været hærget af voldsomme ildebrande, således i 1791, da hele den vestlige bydel brændte, i 1838 og navnlig 1865, da over 100 bygninger blev bytte for flammerne. Under krigen 1864 besatte en dansk troppestyrke højderne ved Skansebakken, mens fjenden lå i Aalborg.

Omkring midten af 1800-tallet stod det klart, at en ny by var under udvikling ved Nørresundby. I rigsdagens samling 1855 blev derfor fremsat et privat forslag angående Nørresundbys næringsforhold. Dette lovforslag blev med visse ændringer vedtaget og stadfæstet den 16. februar 1856, og i medfør af lovens § 3 blev der den 17. oktober 1858 godkendt et regulativ om Nørresundbys kommunalvæsen, hvorved Nørresundby i kommunal henseende opnåede en lignende stilling som Løgstør, Frederiksværk og Silkeborg.[25]

I 1859 blev Nørresundby beskrevet således: "Byen eller Flækken Nørre-Sundby, beliggende ved Liimfjordens nordlige Bred ved Foden af meget høie Bakker med Overfart af omtrent 900 Alen til Aalborg; i Byen findes Kirken, Præstegaard, Skole, Tingsted for Kjær Herred, Bolig for Herredsfogden, Bolig for Districtslægen for Kjær Herred, et Apothek, omtrent 20 Kjøbmænd, et stort Jernstøberi, flere Haandværkere, en Discontobank oprettet i 1857 for Byen og Omegnen. Omtrent 12 større og mindre Gader og Stræder; et nyt Quarteer anlægges nordlig i Byen. Et smukt lille Skovanlæg findes vest for Byen. Vigtig Færgefart til Aalborg. Aarlig 5 Markeder, i Januar og April med Heste og Kvæg, i Mai med Trævarer, i October med Slagtekvæg og i Decbr. med Heste og Kvæg. Omtrent 1000 Indvaanere"[26].

I løbet af anden halvdel af 1800-tallet voksede Nørresundby hastigt i både størrelse og betydning. Dette skyldtes dels byens stilling som handelsplads, dels en række anlæg af broer og jernbaner, der gjorde stedet til et knudepunkt i landsdelen, dels egne tiltag til fremme af byens betydning så som en forbedring af havnen. I årene 1863—1865 anlagdes en pontonbro ved navn Kong Christian den Niendes Pontonbro over til Aalborg. Kun 6 år senere i 1871 fulgte jernbanebroen over Limfjorden. Havnen blev anlagt 1874 og siden flere gange udvidet og uddybet. Skibsfarten opførtes dog under Aalborg toldsted. Nørresundby blev knudepunkt i jernbaneforbindelserne nord for Limfjorden med stationden østlige jyske længdebane Nørresundby-Frederikshavn, åbnet 1871, privatbanerne Aalborg—Fjerritslev, åbnet 1897, og Aalborg—Sæby—Frederikshavn, åbnet 1899.

Byens handel voksede meget i sidste halvdel af det 19. århundrede, ikke mindst takket være jernbaneanlæggene, der blandt andet tilførte den en del af handelen fra Vendsyssel. I ikke mindre grad gik industrien frem, og der oprettedes mange fabrikker og industrielle anlæg, af hvilke skal nævnes: 2 maskinfabrikker med jernstøberier (hvoraf det ene, "Gabrielsværk", havde 60, det andet 30 arbejdere), 2 dampvæverier og farverier (30 og 8 arbejdere), 3 savskærerier (i alt 40 arbejdere), Aalborg Amts Andelssvineslagteri (40 arbejdere), et cementstøberi (10 arbejdere) og et garveri.[27]

Endelig blev byens forsyning med offentlige tjenesteydelser voldsomt forøget: kirken, der oprindelig blev opført i romansk Tid (13. århundrede), undergik mange ombygninger, således i 1897—1898 (bygningsinspektør Hack Kampmann), da der for at skaffe plads, efter at byen var vokset så stærkt i slutningen af det 19. århundrede, tilføjedes to korsfløje mod nord og syd, hver med 3 kamgavle[27]; endvidere råd-, ting- og arresthus (opført 1847, udvidet 1895)[27], fattiggård[27], 2 kommuneskoler, privatskoler[27] (senere tilkom mellem- og realskole samt en handelsskole), telegrafstation[27], postkontor[27], elektricitetsværk, gasværk (anlagt 1897)[27], vandværk (anlagt 1898)[27], toldkammer[27].

I byen blev afholdt 5 markeder.[27]

Som et udtryk for byens vækst kan nævnes, at indbyggertallet voksede fra 606 indbyggere i 1801 til 874 i 1834, 901 i 1840, 895 i 1845, 950 i 1850, 1.116 i 1855, 1.376 i 1870, 1.609 i 1870, 1.757 i 1880, 1.825 i 1890 og 3.544 indbyggere i 1901.[28]

Hadsund[redigér]

Hadsund omkring 1885
Hadsund omkring år 1900
Hadsunds handelsprivilegium fra 1854

Hadsund blev officielt grundlagt i 1854, da byen modtog handelspladsprivilegier.[29] Før dette havde der kun været et færgested med tilladelse til at holde marked på begge sider af fjorden. Udviklingen skete hurtigt: hurtigt kom der flere købmandsgarde med pakhuse, og Sophus Gjerløff fik opmålt sin jord og lavet en udparcelleringsplan for 106 byggegrunde. Imidlertid oplevede købmændene et tilbageslag, da en finanskrise[30] udbrød i 1857, hvorved tre af de fire handelshuse gik konkurs.[31] Men byen kom sig. I en topografisk beskrivelse fra 1859 beskrives Hadsund således:
Ved Hadsunds Færgested er ifølge Bevilling af 1ste Decbr. 1854 oprettet en Filial-Handelsplads for Mariager og Hobro, hvorved Offer og Accidentser er i betydelig Tilvækst.[32]

I 1861 blev en trafikhavn anlagt, i 1864 Hadsund fik en ny forening, Hadsund Håndværkerforening. Den fik en stor betydning for byen, og i 1883 åbnede der jernbaneforbindelse til Randers, og i 1898 fik byen sin længe ønskede kirke, i 1900 fik Hadsund også jernbaneforbindelse til Aalborg. Hadsund havde to jernbanestationer, henholdsvis Hadsund Nord Station, der lå inde i selve byen, og Hadsund Syd Station. Hadsund blev i jernbanens tid også kaldt Hadsund Nord, fordi den nordlige station lå her.[33]

I 1875 blev forholdene beskrevet således:
"Hadsund Færgegaard, hvorved er beliggende flere Kjøbmandsgaarde og Pakhuse, og hvorfra er Færgefart til Hadsund Kro på den sydlige Side af Fjorden".[34]

Omkring århundredeskiftet (1900) blev Hadsund beskrevet således:
Flækken og Ladepladsen Hadsund (gml. Form: Haddersund), ved Fjorden og Grænsen af Vive Sogn — 1/2 1890 med 110 Huse og 701 Indb. (deraf 21 og 145 i Vive Sogn); 1801: 9, 1840: 7, 1860: 170, 1880: 281 Indb. —, med Kirke, Skole, Realskole (opf. 1896), Missionshus (opf. 1900), Filial af Terndrup Apotek, Lægebolig, Sparekasse (opr. 1/9 1884; 31/3 1898 var Sparernes Tilgodehav. 132,682 Kr., Rentef. 4 pCt., Reservef. 10,350 Kr., Antal af Konti 701), Fællesmejeri, Svineslagteri, Maskinfabrik, Savværk, Mineralvandsfabrik, Ølbryggeri, Vandværk, Købmandsforretninger, Haandværkere, Markedsplads (Marked i Apr., Maj, Sept. og Okt.), Gæstgiveri, Havn (anl. omtr. 1860, ved Brohovedet 10 F. Vand), Lods-, Toldassistent- og Dampskibsstation, Færgefart til det lige overfor liggende Søndre-Hadsund (Hadsundhuse), Jernbanestation, Endepunkt for Aalborg-Hadsund Banen, Telegraf- og Telefonstation samt Postkontor.[35]

Frederiksberg[redigér]

I rigsdagssamlingen 1857 blev der så fremsat et privat forslag til regulativ for Frederiksberg sogns økonomiske styrelse. Frederiksberg var da i fuld gang med at udvikle sig som forstad til København, hvilket afstedkom behov for at forbedre mulighederne for at varetage kommunale opgaver med hensyn til gadeanlæg og -belysning med videre. Uanset, at det blev forudset, at Frederiksberg kunne blive indlemmet i København, blev lovforslaget med visse ændringer vedtaget og stadfæstet den 29. december 1857 som "Midlertidig lov angående Frederiksberg sogns økonomiske bestyrelse".[12]

Allerede i 1841 havde Frederiksberg fået et sogneforstanderskab. Sogneforstanderskabet fik sørget for, at Frederiksberg Bredegade blev brolagt i 1845, at det store gadekær i Allégade blev fyldt op og i 1848 blev der ved frivillig hjælp gennemført en gadebelysning med 8 lygter i Allégade, Smallegade og Bredegade.

Ved Lov af 29. december 1857 blev Frederiksberg udskilt af Hvidovre Sogn, som bebyggelsen indtil da havde været forenet med siden Landkommunalanordningen af 13. august 1841, og blev en selvstændig kommune under Københavns Amt med sin egen kommunale forvaltning. I 1860 fik Frederiksberg næringsfrihed som handelsplads. Det var en række politikere med tilknytning til bydelen, som agiterede for loven i Rigsdagen, blandt andre C.C. Hall, A.L. Casse, Ernst Emil Rosenørn og Otto Müller, der alle også på et tidspunkt var medlemmer af sogneforstanderskabet. Rosenørn blev den første formand for et selvstændigt Frederiksberg.

Kommunens udvikling blev fra starten af påvirket af nærheden til København. Således tegnede kommunen kontrakt med Det Danske Gaskompagni, der opførte et gasværk på H.C. Ørsteds Vej, og fra september 1860 skete gadebelysning med gas. I 1863 opførtes en ny skole på Falkoner Allé som erstatning for degneskolen i Pile Allé. Samme år fik kommunen et hospital og fattighus på Lampevej[36]. I 1867 fik kommunen eget apotek, og i 1864 blev Frederiksberg Station anlagt. I oktober 1863 åbnede den første sporvej mellem Sankt Annæ Plads og Frederiksberg Runddel.

Til gengæld varede det længe, inden kommunen fik ordentlig vandforsyning. Det skete i 1869, da fabrikant P. Andersen anlagde et privat vandværk mellem Vodroffsvej og Danmarksgade, hvor han allerede drev et jernstøberi. Først i 1878 fik kommunen etableret sit eget vandværk i Grøndal, og selv da var det stadig Andersen, der forsynede områderne øst for Bülowsvej og Hauchsvej. P. Andersens Vandtårn er et minde fra denne tid.

Et af P.C. Hagemanns to forslag (1852) til en villa på Gammel Kongevej til maleren Niels Simonsen. I sidste ende valgte bygherren det nygotiske forslag og ikke dette klassicistiske udkast

Efter, at demarkationslinjen 1852 var blevet flyttet ind til inden for søerne, havde et omfattende byggeri taget fart. Men i de første år som selvstændig kommune blev der ikke bygget meget, for pengekrisen i 1857 satte alt nyt byggeri i stå i en årrække. Først i midten af 1860'erne blev der atter anlagt nye veje. I 1866 blev Platanvej anlagt, efterfulgt af Sankt Knuds Vej, Niels Ebbesens Vej og Bernstorffsvej[37] i 1868.

I 1870 kom Alhambravej og Hauchsvej til, og i 1872 blev H.C. Ørsteds Vej ført igennem til Nørrebro. Omtrent samtidig kom to nye sporvejslinjer til bydelen. Flere villakvarterer kom til, således i 1876 Steen Blichers Vej, Poul Møllers Vej og Monradsvej og i 1879 blandt andre Rathsacksvej og Christian Winthers Vej.

Bebyggelsen i den nye kommune blev fra starten præget af villaer forbeholdt de øverste samfundsklasser, ikke mindst på grund af nærheden til kongehuset (Frederiksberg Slot i Frederik VIs tid) og en etableret tradition for anlæggelse af landsteder udviklede Frederiksberg sig til en grøn og landlig enklave omgivet af Nørrebro og Vesterbro, der i samme periode blev hastigt og tæt bebygget med små lejligheder for arbejderklassen. Villaen var en ny boligtype i Danmark, og særligt to arkitekter var med til at forme dens karakter, nemlig J.D. Herholdt og Henning Wolff. Herholdt tegnede Danmarks første villa, Villa Taarnborg, opført 1846-47 for officeren A.C.B. Bibow på Tårnborgvej, der var gift med Herholdts søster Laurentia Augusta. Karakteristisk for hustypen var asymmetrien og inspirationen fra rustikke italienske landhuse. Herholdt fulgte Taarnborg op med flere villaer på Frederiksberg, således senere justitsminister A.L. Casses villa, Carit Etlars Vej 3 (1851) og huse for xylografen Axel Kittendorff (ved Bianco Lunos Allé) og for etatsråd Raffenberg (begge 1852). Det blev dog Henning Wolff, der kom til for alvor at bebygge de nye villaveje, og i hans huse blev de uformelle elementer forstærket. Et begreb som "den danske hygge" kom til udtryk i en bevidst knopskydning i form af karnapper, vindfang, havestuer og balkoner. Villaerne skulle ikke være monumentale, men hjemlige og personlige. Med inspiration fra æstetikken på Frederiksberg bredte villaerne sig over hele Danmark.

Den første store bølge af industrialisering ramte Frederiksberg i 1860'erne, hvor det centrale Frederiksberg stadig var landligt. Virksomheder som Rubens Klædefabrik og Marstrands Bryggerier skød op. Tilsvarende blev der bygget arbejderboliger såsom De Classenske Boliger.

Efterhånden blev det indre Frederiksberg helt udbygget med først villakvarterer og siden etageejendomme, og den næste bølge af industrialisering blev koncentreret i randområderne i kommunen mod vest, især langs Finsensvej, hvor Frederiksberg Gasværk i 1895 var blevet udflyttet. Ligesom i den øvrige hovedstad blev der etableret flere store virksomheder i kommunen, fx Aluminia, Fisker & Nielsen, Krystalisværket og NKT.

Marstal[redigér]

Marstal i 1899.
Symbolet på en handelsplads: Postcentralen i Marstal.

Endelig blev Marstal i forbindelse med Ærø herreds inddragelse under kongeriget efter fredsaftalen i 1864 oprettet til handelsplads i henhold til lov af 1. marts 1867 om "Handelspladsen Marstals nærings- og kommunale forhold" i henhold til indenrigsministerens bekendtgørelse af 29. marts 1867 og bekendtgørelse af 18. oktober 1878.[12] Indtil 1864 havde Marstal status som en sønderjysk flække.

1880 gik man over til tremastede skibe, som ofte blev bygget på værfter i Marstal. I 1890 var der ca. 350 sejlskibe hjemmehørende i Marstal, og i 1911 var Marstals andel af den samlede danske sejlskibsflåde (målt i antallet af skibe) 23,92%

Marstals indbyggertal voksede fra 1.449 indbyggere i 1801 til 2.107 i 1834, 2.171 i 1840, 2.284 i 1845, 2.375 i 1850, 2.473 i 1855, 2.590 i 1860, 2.755 i 1870, 2.745 i 1880, 3.028 i 1890 og 3.174 indbyggere i 1901.[38]

Esbjerg[redigér]

Esbjerg 1896.
Esbjerg station.

Esbjerg opstod omkring den havn, som staten fra 1868 byggede som erstatning for havnen i Altona, der havde været det danske monarkis vigtigste nordsøhavn, men som var gået tabt i forbindelse med hertugdømmernes afståelse i 1864 ved afslutningen på 2. Slesvigske Krig. Før denne tid var området en øde og forladt egn. Man havde også set på Hjerting som en mulig ny havn.

Esbjerg havde i 1801 20 indbyggere, i 1840 13 indbyggere, i 1860 30 indbyggere.[39]

I 1860 lå ved Esbjerg Kleve (navnet kommer måske af "æs" i betydningen fiskemadding (svarende til Esrum Sø) eller af "ese", i betydningen løftes, hæve sig) i Jerne Sogn to gårde, og stedet havde da 30 indbyggere. Nu er der ikke meget af skrænten at se, en del styrtede ned ved storm i 1881 og 1882, og resten er omtrent blevet slugt af havneanlæggene. Fra begyndelsen bestod befolkningen kun af ingeniørerne og deres assistenter samt den skiftende arbejderskare, men snart begyndte nybyggerne at indfinde sig: den første var smedemester Frants Møller, hvis forretning udviklede sig til et stort jernstøberi og maskinværksted (Jensen & Olsen), og efterhånden, som anlægget skred frem, pulserede livet stærkere og stærkere: "Husene voksede op som Paddehatte", den ene store forretning efter den anden grundlagdes, mange rigtignok for snart igen at forsvinde, men en del slog også varig rod, og udviklingen foregik i det hele efter en for danske forhold ukendt målestok og blev i samtiden sammenlignet med byudviklingen i USA.[40] Både J.P. Trap: Kongeriget Danmark; 2. Udgave 6. del fra 1879[41] og folketællingen for 1880[42] kalder Esbjerg for "Handelsplads", men først den 1. januar 1894 fik byen selvstyre, idet den blev udskilt af Jerne Sogn.[40]

Forud var gået en lang og omstændelig proces. Forsøgene på at få vedtaget en egentlig lov om status som handelsplads løb ud i sandet. I stedet skred man til en trinvis administrativ overdragelse af særrettigheder: "Allerede fra 1876 blev Esbjerg et eget Brandfogeddistrikt, fra 1887 et eget Jordemoder distrikt, fra 22. Juli 1889 et eget Distrikt for de Fattiges Kasse, fra 21. December 1881 havde Byen sit eget Bygningsreglement, fra 14. Marts 1885 havde den sin egen Sundhedsvedtægt og fra 1. April 1888 sin egen Politivedtægt. Ved en Skrivelse fra Justitsministeriet af 24. September 1890 blev Esbjerg, Rørkær og Strandby fra 1. Januar 1891 et eget Sognefogeddistrikt og 31. Oktober 1890 kom en kgl. Resolution om, at de samme Byer danner fra nu af et selvstændigt Kirkesogn, og ved Forhandlingen om dette havde Indenrigsministeriet netop forlangt, at Sognegrænsen skulde fastsættes med en fremtidig Adskillelse for Øje. Det var denne sidste Bestemmelse, der var af størst Betydning; thi nu behøvedes der ikke nogen særlig Lov eller Resolution for at faa Adskillelsen, nu kunde den med Ministeriets Billigelse foretages af Amtet ved første Anledning i Følge Lov om Landkommunernes Styrelse af 6. Juli 1867."[43]

I 1875 havde byen ifølge en folketælling i oktober allerede 1.006 indbyggere. Af de optalte indbyggere var ankommet 30 i 1868, 134 i 1869, 83 i 1870, 57 i 1871, 63 i 1872, 90 i 1873, 204 i 1874 og 342 i 1875.[44] På samme tid var byens eneste industri et skibsbyggeri.[45]

I 1874 fik byen jernbaneforbindelse til Fredericia og Varde, hvilket hurtigt fik byen til at udvikle sig. Allerede i 1870 havde man fået sin første byplan, der skulle sørge for, at den hastige vækst blev styret nogenlunde.[46][47] Byplanen var tegnet af landinspektør Wilkens[48] og bestod af et tilnærmet rektangulært gadenet i tilknytning til den nye dokhavn, hvis anlæg blev startet i 1868.[47] I takt med byens hastige vækst blev gadenettet udvidet efter samme princip således, at byen omkring århundredeskiftet bestod at et omfattende rektangulært gadenet, til dels tilpasset landskabet.[48][47]

Esbjerg udvikledes sig hurtigt, der oprettedes den ene institution efter den anden, således lodsstation og toldsted (med kreditoplag 1890, frilager 1900) samt jernbanestation i 1874, postekspedition i 1875, telegrafstation og apotek i 1883. Byen fik kirke i 1887, egen præst 1891, distriktslæge og herredsfoged i 1893, kommunalt selvstyre pr. 1. januar 1894, idet den udskiltes af Jerne Sogn og endelig blev den ved lov af 19. marts 1898 ophøjet til købstad fra 1. januar 1899.[40] To år før var et af Esbjergs større vartegn, Vandtårnet, blevet bygget efter tysk forbillede.

Havnen blev anlagt ifølge Lov af 24. april 1868 (efter, at flere steder for dens beliggenhed som Ribe, Hjerting, Skallingen og Ringkøbing havde været på tale) for at skaffe Nørrejylland en udførselshavn, da Sønderjylland var gået tabt i 1864, og landets produkter, navnlig kreaturer, for en stor del måtte udføres over marsken og Hamborg for at finde vej til England.[49]

Det første anlæg, der lededes af ingeniørerne Carlé (til 1872) og E. Petersen (forarbejderne var dog gjort af C.G. Bruun), bestod væsentlig af en ca. 5 ha stor dokhavn, kostede ca. ½ mio. kr og skulle efter bestemmelsen være færdig til januar 1871, men åbnedes først i august 1874, og den 20. august 1878 var havnen fuldendt med en dybde af 4½ m i forhavnen og 4 m i dokhavnen. Men da var man allerede gået i gang med nye arbejder som forlængelse af den nordre mole og uddybning af dokhavnen og havnerenden, hvilke var tilendebragte i begyndelsen af 1881, og anlægget stod da i næsten 2 mio. kr. De afsluttende arbejder viste sig imidlertid snart utilstrækkelige, blandt andet måtte dokhavnen have samme dybde som forhavnen, og 1886-1888 anlagdes en ny forhavn (vandbygningsdirektør V. Kolderup-Rosenvinge), lige som en 4 m dyb fiskerihavn, og der foretoges en ombygning af dokhavnens sluser, svære jernporte, der åbner sig indad og således giver vandet adgang i flodtiden, mens de holder det tilbage i ebbetiden (flodskiftet er ca. 1½ m). Senere blev der stadig foretaget nye ombygninger og udvidelser; således blev i finansårene 1895-96 og 1899-1900 dokhavnen forbedret ved ombygning af slusen, uddybning til 6 m og nye kajer samt en mindre ophalingsbedding, og samtidig uddybedes den søndre forhavn til 6 m, og 1901-02 anlagdes en ny fiskerihavn vest for dokhavnen med 4 ophalingsbeddinger. Ved alle disse arbejder kom havnen til at stå i ca. 5½ mio. kr. Endelig påbegyndtes der ved Lov af 4. maj 1907 nye betydelige udvidelser mod nord med en indtil 5,7 m dyb fiskerihavn og en trafikhavn mellem denne og de tidligere anlæg, alt beregnet til ca. 4 mio. kr og væsentlig afsluttet 1914. Af bygninger på havneterrainet fremkom foruden en toldkammerbygning, administrationsbygningen, Det forenede Dampskibsselskabs kontorbygning, et silopakhus og Statens Eksportslagteri og fiskepakhuse.[49]

I tilknytning til havnen anlagdes en rednings- og stormvarselsstation. Samme år, som havnen åbnedes, 1874, begyndte regelmæssig dampskibsfart på London (Thameshaven), i 1875 kom der regelmæssig forbindelse med Newcastle, og i 1888 udvidedes farten til Parkestone og Hull, alt med understøttelse af staten besørget af Det forenede Dampskibsselskab. Havnen blev derved en af landets største udførselshavne, og den stod kun tilbage for København og Aarhus. Der udførtes navnlig kvæg, flæsk, kød, smør, æg og fisk, især til England; men også indførslen steg år for år, især af kul, salt, gødning, foderstoffer, sukker og petroleum. Havnens betydning forøgedes meget betydeligt ved den omstændighed, at den vanskeligt fryser til endog i de strenge isvintre, når landets fleste havne er utilgængelige. Af udførslen i 1913 nævnes: ca. 98,7 mio. kg flæsk, 34,3 mio. kg smør, 10.300 stk hornkvæg (1912: ca. 20.000) og 9,6 mio. snese æg. Toldindtægterne var samme år 447.200 kr. I 1910 indkom 868 skibe (deraf 702 dampskibe) med i alt 184.108 t gods, hvoraf 767 i udenrigsk fart med 130.182 t, og udgik 871 skibe (deraf 704 dampskibe) med 159.564 t gods, deraf i udenrigsk fart 790 skibe med 158.632 t. Samme år var toldstedets handelsflaade 155 skibe med i alt 23.401 t drægtighed, deraf var 41 dampskibe med 21.514 t drægtighed og 104 motorskibe med 1.527 t drægtighed, desuden 33 mindre fartøjer på under 4 t.[50]

Ifølge fiskeriberetningen var der 1901 i tolddistriktet 403 fiskere, som med 1 damper, 11 kuttere, 42 dæksbåde og 80 mindre både fiskede for en værdi af 506.237 kr., næsten udelukkende rødspætter og kuller.[51]

Navnlig i de par årtier lige før og efter århundredeskiftet opstod særdeles mange store handelsforetagender og industrielle anlæg, således flere store margarinefabrikker, smør- og æggepakkerier, møllerier, 1 brød- og gærfabrik, 1 bayersk- og hvidtølbryggeri, 1 spritfabrik, 1 andelsmejeri, flere store slagterier, deriblandt Esbjerg Svineslagteri og Statens Eksportslagteri, 1 tarmrenseri, 1 fiskerøgeri, cinders- og koksfabrikker, soda- og sæbefabrikker, 1 tobaksfabrik, 1 eddikebryggeri, 1 uldspinderi, 1 klæde- og uldvarefabrik, jersey- og normalfabrik, flere store maskinfabrikker, 1 rebslageri og sejlmageri, savskærerier, 1 korkvarefabrik, teglværker, 1 cementvarefabrik, 1 skotøjsfabrik, 1 sukkervarefabrik, 1 petroleumsaftapningsanstalt, garveri, flere store rederier med mere.

Af pengeinstitutter nævnes Esbjerg-Fanø Bank, oprettet 1892, Handelsbanken, oprettet 1896, fra 1898 filial af Handelsbanken i København, og en filial af Varde Bank.

Frem til 1. verdenskrig var befolkningsudviklingen i Esbjerg købstad følgende: 30 indbyggere i 1860, 460 i 1870, 1.529 i 1880, 4.111 i 1890, 13.355 i 1901, 15.665 i 1906, 18.208 i 1911[52] og 18.925 i 1916. Allerede i begyndelsen af århundredet var der imidlertid sket en begyndende udvikling af forstæder i Jerne Sogn: Boldesager havde i 1906 517, i 1911 840 og i 1916 1.019 indbyggere, Jerne by havde i 1906 428 og i 1911 518 indbyggere[53], og Frederiksberg havde i 1911 336 og i 1916 322 indbyggere således, at indbyggertallet for hele byen inklusive forstæder var i 1911 19.384 indbyggere og i 1916 20.266 indbyggere.[54]

I henhold til en opgørelse var næringsfordelingen i 1890 i Esbjerg følgende: 399 ernærede sig af immateriel virksomhed, 57 af jordbrug, 9 af gartneri, 138 af fiskeri, 2.243 af håndværk og industri, 654 af handel og omsætning, 223 af søfart, 325 af daglejervirksomhed, 49 af formue og 14 ved almisse.[51]

Sammenfatning[redigér]

Ordningen med handelspladser blev hverken særligt omfattende eller tilfredsstillende, og gennem hele deres eksistensperiode var der tiltag i gang for at finde bedre løsninger. Ikke desto mindre bidrog ordningen til at forme det nye bebyggelsesbillede, som for alvor udviklede sig i det 20. århundrede. Handelspladserne bidrog i betydelig grad til at udfylde behovet for nye servicecentre i de områder, der lå uden for købstæderne. Men de kunne ikke opfylde behovet, og samtidig med deres udvikling skete fremkomsten af nye vejbyer og stationsbyer rundt om i landet. Dog, helt frem til århundredeskiftet hørte handelspladserne til de mest veludviklede steder med hensyn til handel, håndværk og andre oplandstjenester.

To af handelspladserne, Frederiksberg og Nørresundby, udviklede sig til integrerede bydele i en større købstad (henholdsvis København og Ålborg).

Handelspladserne forblev et overgangsfænomen, en nødløsning taget i brug i mangel på bedre. Efter at antallet af bymæssige bebyggelser voksede voldsomt omkring 1900 fandt man på andre og bedre løsninger. Endnu i Salmonsens Konversationsleksikon fra 1919 betegnes Marstal som handelsplads.[55]

Noter[redigér]

  1. ODS: by ell. sted, hvor der drives handel; ogs. spec. om sted i uciviliserede ell. tyndtbefolkede lande, hvor handelen ml. de indfødte og fremmede handelsmænd foregaar (jf.-sted). LTid.1744.256. de danske Skibe (gik) til Ostindien . . for at erhverve Handelspladse. Mall.SgH.712. HandelsO.(1807).75. Som Forholdene er, vil Gøteborg blive Sverigs store Handelsplads. Bogan.II.183. || (emb.) betegnelse for en by (i Danmark), der i administrativ, kommunal og næringsretlig henseende indtager en mellemstilling ml. land og købstad (nu kun: Marstal, tidligere ogs.: Frederiksberg, -værk, Silkeborg, Løgstør og Nr. Sundby). Silkeborg Handelsplads. Regulativ 20/3 1855. Trap.4IV.668.
  2. 2,0 2,1 2,2 2,3 Betænkning, s. 96
  3. C.V. Nyholm: Grundtræk af Danmarks Statsforfatning og Statsforvaltning; Kjøbenhavn 1880, s. 102
  4. Betænkning, s. 101
  5. Betænkning, s. 102
  6. Betænkning, s. 103
  7. Betænkning, s. 104
  8. Betænkning, s. 105
  9. "Provisorisk regulativ for handels- og ladepladsen Løgstørs fremtidige kommunale styrelse" approberet ved kanc.skr. af 22. februar 1842, jfr. kanc.skr. af 30. november 1847 og indenrigsministerens skrivelse af 9. august 1862, jvf. Betænkning, s. 97
  10. J.P.Trap: Danmark, 1 udgave, 2 del (1859), s. 236ff
  11. Danmarks Statistik: "Folkemængden 1. Februar 1911 i Kongeriget Danmark" (Statistiske Meddelelser, 4. Række, 37 Bind, 1. Hæfte; København 1911), s. 4f
  12. 12,0 12,1 12,2 Betænkning, s. 99
  13. Trap (1859), s. 670
  14. J.P. Trap: Kongeriget Danmark; 3. Udgave 5. Bind : Aarhus, Vejle, Ringkjøbing, Ribe og Færø Amter samt Supplement og Stedregister; Kjøbenhavn 1904; s. 105
  15. Danmarks Statistik: Statistiske Meddelelser, 4. række, 37. bind: "Folkemængden 1. Februar 1911 i Kongeriget Danmark efter de vigtigste administrative Inddelinger; København 1911; s. 2f
  16. 16,0 16,1 16,2 16,3 J.P. Trap: Kongeriget Danmark; 3. Udgave 5. Bind : Aarhus, Vejle, Ringkjøbing, Ribe og Færø Amter samt Supplement og Stedregister; Kjøbenhavn 1904; s. 101
  17. Danmarks Statistik: Statistiske Meddelelser, 4. række, 28. bind: "Befolkningens Erhvervsfordeling efter Folketællingen den 1. Februar 1906"; København 1908; s. 22
  18. Betænkning, s. 97
  19. Trap (1858), s. 103
  20. Trap (1858), s. 102
  21. 21,0 21,1 J.P. Trap: Danmark, 3. udgave, bind 2 (1898), s. 122
  22. 22,0 22,1 Trap, s. 113
  23. Danmarks Statistik: Statistiske Meddelelser, 4. række, 37. bind: "Folkemængden 1. Februar 1911 i Kongeriget Danmark efter de vigtigste administrative Inddelinger; København 1911; s. 4f
  24. Begtrup, s. 385
  25. Betænkning nr. 161, s. 99
  26. J.P.Trap: Danmark, 1 udgave, 2 del (1859), s. 183
  27. 27,00 27,01 27,02 27,03 27,04 27,05 27,06 27,07 27,08 27,09 27,10 J.P. Trap: Danmark, 3. Udgave, bind 4, s. 388
  28. Danmarks Statistik: "Folkemængden 1. Februar 1911 i Kongeriget Danmark" (Statistiske Meddelelser, 4. Række, 37 Bind, 1. Hæfte; København 1911), s. 2f
  29. J.P. Trap: Kongeriget Danmark 2. Udgave 5. Deel. Amterne Hjørring, Thisted, Aalborg, Viborg og Randers; Kjøbenhavn 1875; s. 284
  30. det var en vekselkrise, idet datidens købmænd handlede på veksel. Den egentlige kreditkrise startede i USA, hvorfra den bredte sig til Europa, jf. Jens Vibæk: "Den danske Handels Genrejsning 1814-1857" i Handelsvidenskabeligt Tidsskrift 1941, hæfte 27-28, s. 68
  31. Andersen (2004), s. 31
  32. [J.P.Trap: Danmark, 1. udgave, bind 2 (1859), s. 229]
  33. Lybech
  34. J.P. Trap: Kongeriget Danmark; 2. Udgave 5. Deel. Amterne Hjørring, Thisted, Aalborg, Viborg og Randers; Kjøbenhavn 1875; s. 284
  35. J.P.Trap: Danmark, 3. udgave, bind 4, s. 486
  36. nu Howitzvej
  37. nu Danasvej
  38. Danmarks Statistik: "Folkemængden 1. Februar 1911 i Kongeriget Danmark" (Statistiske Meddelelser, 4. Række, 37 Bind, 1. Hæfte; København 1911), s. 4f
  39. Danmarks Statistik: Statistiske Meddelelser, Tredie Række, 4de Bind; Kjøbenhavn 1882; s. 117
  40. 40,0 40,1 40,2 Trap (1904), s. 720
  41. Trap (1879); s. 479
  42. Danmarks Statistik: Statistiske Meddelelser 3. Række 4. bind; Kjøbenhavn 1882; s. 117
  43. Alkersig; s. 44
  44. Trap (1879); s. 480
  45. Trap (1879); s. 481
  46. Gaardmand, s. 13
  47. 47,0 47,1 47,2 Villadsen, s. 33
  48. 48,0 48,1 Villadsen, s. 35
  49. 49,0 49,1 Salmonsen, s. 455
  50. Salmonsen, s. 455f
  51. 51,0 51,1 Trap (1904), s. 714
  52. Danmarks Statistik: Statistiske Meddelelser 4. række 37 bind 1 hæfte: Folkemængden 1. Februar 1911 i Kongeriget Danmark; København 1911; s. 2f
  53. FT 1911, s. 112
  54. Danmarks Statistik: Statistiske Meddelelser 4. række 51 bind 1. hæfte; Folkemængden 1. Februar 1916 i Kongeriget Danmark; København 1916; s. 57
  55. Salmonsens Konversationsleksikon, bind X (1919), s. 800

Litteratur[redigér]

  • Ordbog over det danske sprog
  • S. Alkersig: Esbjerg Havn og By. II Byen; Esbjerg 1914
  • Arne Lybech, Hadsund Bogen 2012, november 2012. ISBN 978-87-995524-6-7

Eksterne henvisninger[redigér]