Fluvialmorfologi

Fluvialmorfologi er den del af naturgeografien, der beskæftiger sig med det strømmende vands indflydelse på landskabets former.

Forudsætninger

Strømmende vand bevæger sig gennem landskaber på to måder:

1. lodret, idet der over en større strækning sker et vedvarende fald, og
2. vandret, idet vandstrømmen søger de muligheder, hvor den lettes kan passerer gennem landskabet.

Vandløbets processer

De forhold, der påvirker vandstrømme, er:

1. Tyngdekraft og fald,
2. Terrænoverfladen (erosionsbasis),
3. Hastighed og transport,
4. Erosion og aflejring

Det lodrette forløb

Vandstrømme vil fra deres kilde(r) som hovedregel i begyndelsen være forholdsvist stærkt strømmende og med et ret hurtigt fald. Dette indebærer, at vandet har større forudsætninger for at erodere landskabsoverfladen og danne sig en mere eller mindre dyb rende med et V-formet tværsnit. Senere vil faldet og strømhastigheden aftage, og vandløbet vokser nu snarere i bredden, hvorved dets erosionsevne aftager men dets transportevne forbliver høj. Endelig vil vandløbet i sin nederste ende være med meget lav hældning, lav hastighed og dermed lav erosionsevne samtidig med, at dets transportevne svækkes og en del materiale aflejres. Vandløbets tværprofil er nu U-formet, og vandstrømmen vil i højere grad opløses i mindre løb, der skifter beliggenhed.Skabelon:Bør uddybes

Det vandrette forløb

Synneren er en hesteskosø i Ringerike kommune, Norge

Vandløbets strømme vil under afgivelse af materiale "flytte sig". Det betyder, at den tilbageværende erosionsevne vil være størst modsat den side, hvor materialet aflejres; der vil blive dannet en bue, en mæander. Efterhånden vil vandløbet få et slynget forløb på større dele af sin udstrækning. Til sidst kan slyngningen blive så stor og hastigheden så langsom, at vandløbet skærer sig en ny og kortere vej i stedet og efterlader en hesteskoformet sø tilbage som et minde om sit tidligere forløb.