Film historie/tysk film siden 1930
Perioden
[redigér]Under Anden Verdenskrig
[redigér]Ligesom i USSR og Italien blev film i Tyskland brugt som propaganda under Anden Verdenskrig. Goebbels overså personlig alle tyske film der blev lavet. Han Så filmen som et fan-tastisk propagandamiddel. De fleste film der blev lavet i perioden var simple underhold-ningsfilm uden de store politiske indhold.
Filmindustrien blev gradvist nationaliseret, det blev forbudt for jøder at arbejde i filmindu-strien, og mange flygtede ud af landet – bl.a. Billly Wilder og Fritz Lang.
Leni Riefenstahl laver i 1930erne to store propagandafilm:
Triumph des Willes (1935) – En kæmpe film hvor der blev brugt mange tekniske ressourcer. Skildrer på imponerende vis Nazistpartiets partikongres i Nürnberg.
Olympia (1938). Om de Olympiske Lege i Berlin. Viser skønheden ved Tyskland sporten.
Man lavede også film om Tysklands fjender, først og fremmest jøderne. To skiller sig ud:
Jud Süss (1940), instr. Veit Harlan
Der ewige Jude (1940), instr. Hippler
Efter krigen
[redigér]Efter krigen lider den tyske film af noget der minder om kollektivt hukommelsestab. Der laves populære Heimatfilme og Schlagerfilme, der er fuldstændigt blottet for politik og krig.
Meget lav kvalitet i tysk film.
Indfører støttesystem som i england (og frankrig?) hvor kvalitetsfilm præmieres (dette finder især sted ved Berlin Festivalen).
Den unge tyske film - Oberhausener manifestet
[redigér]I Tyskland opstår der i 60'erne en ny film. En nybølge i tysk film. Men hvor nybølgen i f.eks. Frankrig var med et opgør med den fædrende generation rent filmmæssigt, så er den unge tyske film et opgør med den fædrende generation på nærmest alle punkter - i film skal der snakkes om politik, om krig, om nazisme og så videre. Disse film lever, i modsætning til forgående film, af en offentlig støtte.
Denne unge tyske bølge er hyper intellektuel. Deres film skal nærmest laves på et opkog af Brecht og Marx. Instruktørerne er nærmest cinefobe. Deres film er ikke film man skal leve sig ind i - man skal tænke! Og når filmene således ikke er eskapistiske, bliver de nærmest publikumsfjentlige i deres form.
Paradoksalt nok vender den unge film sig mod det etablerede samfund, men
bliver til i kraft af offentlige støtteordninger og bliver vist i
offentlige kulturhuse. Men der er ingen (...eller meget få) der ser disse film, hvilket således bliver en form for kvalitet ved dem.
I gruppen af filmskabere, der består af hardcore marxister, er værd at nævne: Alexander Kluge (der er hovedmand bag Oberhausener manifestet), ægteparret Straub og Huillet, Hans Jürgen Syberberg, Margaretha von Trotta og Edgar Reitz
Den nye tyske film
[redigér]Rainer Werner Fassbinder
[redigér]Rainer Werner Fassbinder er Den Nye Tyske Films mest berømte instruktør. Han levede et vildt og selvdestruktivt privatliv og døde i 1983 af en overdosis – 37 år gammel. Producerede dog et hav af film og tv-dramaer i sin korte karriere – mange om året!
Tidlige avantgarde film 1969-71" 'Fassbinder er stærkt influeret af den franske nybølge og 1960erne politiske modernisme. La-ver i starten film med gruppen Antiteatret og eksperimenterer med narrationen. Hans første spillefilm er Liebe ist kälter als der Tod (1969).
Det hjemlige melodrama 1972-76 Senere kaster han sig over det hjemlige melodrama. Er især inspireret af Douglas Sirk’s film. Han fokusere på ofre og outsidere. Et eksempel er Angst essen Seele auf (1974), om en ældre dame der forelsker sig i en arabisk mand, og bliver udstødt af resten af samfundet.
Internationale film Til sidst i sin karrierer koncentrerer Fassbinder sig mere og mere om at lave større, flottere film, som bliver populære på det internationale marked. Samtidig falder hans popularitet hjemme i Tyskland. Får dog stor succes i både ud- og hjemlandet med Die Ehe der Maria Braun (1979), første del af en film-trilogi om den tyske republik.
1970erne og 1980erne
[redigér]I 1970ene begynder mange europæiske filminstruktører at lave meget flotte film med fokus på billedet og inspireret af tv. To tyske instruktører, også med i den Nye Tyske Film, Werner Herzog og Wim Wenders, manifesterede denne tendens – blev kaldt for sensibilister. De lavede film med flotte billeder, og Herzog lavede bl.a. en genindspilning af Murnaus’ Nosferatu (1978). Wenders hovedværk er Der Himmel über Berlin (1988)
I 1974 vedtages en loven Film-Fernseh-Abkommen. Loven gør at de nationale tv-kanaler, ARD og ZDF nu aktivt støttede filmmiljøet med et beløb hvert år. Senere kunne filmene så vises på tv. Ordningen er op til i dag blevet fornyet gentagne gange.
I 1980erne mister ”New German Cinema” efterhånden sin betydning. Enkelte instruktører slår igennem internationalt, bl.a. Wolfgang Petersen' med Das Boot (1981) som bliver meget po-pulær i USA, og The Never Ending Story (1984). Farve-tv, VHS-afspilleren og private tv-kanaler, som fx RTL, er med til at billet-salget falder drastisk.
=== Tysk film i nutiden I dag har internationale succeser genfundet noget af nyskabelsen fra ”New German Cinema” og en vis opblomstring i den tyske filmindustri. Mange nye tyske film beskæftiger sig med fortiden og krigen.
Lola rennt (1998) instr, Tom Tykwer Good Bye Lenin! (2003), instr. Wolfgang Becker Der Untergang (2004), instr. Oliver Hirschbiegel Das Leben der Anderen (2006), instr. Florian Henckel von Donnersmarck Sophie Scholl– Die letzten Tage (2005), instr. Marc Rothemund