Digital Fotografering /billedstabilisering

Fra Wikibooks, den frie samling af lærebøger
Spring til navigation Spring til søgning

Billedstabiliseringen kompenserer for rystelser og giver skarpere billeder ved længere lukkertider end ellers. Især på de lange brændvidder er billedstabilisering uvurderlig. Der findes forskellige typer af billedstabilisering.

Stabilisering ved fotografering kan opnås ved tre forskellige metoder afhængig af kameratype og objektiv.

  • Stabiliseringsmodul i objektivet. Blev introduceret af Canon]] i 1995 efter et større udviklingsarbejde. I objektivet er der installeret et stabiliseringsmodul med en gyro, som registrerer bevægelser. Ved rystelser af apparatet bevæges linserne i objektivet modsat den udførte bevægelse, med neutralisation til følge.
  • Stabiliseringsmodul i apparatet. Blev introduceret af Konica Minolta. I kameraet er der installeret et stabiliseringsmodul, hvor billedchippen kompenserer for rystelser. Modulet fungerer i et samspil mellem en gyro og en aktiveringsmotor, som bevæger billedchippen, med neutralisation til følge.
  • Digital stabilisering. Denne metode anvendes især i videokameraer og virker ved foretage en beskæring af billedet. Det udsnit der udtages bliver så flyttet i modsat takt af kameraets bevægelser, og rystelser vil dermed blive kompenseret. Systemet er kompakt og virker uden bevægelige dele; til gengæld reduceres sensorens anvendelige areal og desuden kan den digitale justering ofte anes som uro i billedet.