Det åbne samfund og dets fjender - opdateret

Fortale

Da Nazi-Tyskland i marts 1938 annekterede Østrig, besluttede en østrigsk videnskabsmand og migrant, Karl Raimond Popper, der da opholdt sig i New Zealand, at skrive en bog om de farer, der truede verden og især om den bag ved liggende ideologi eller tankegang. Bogen fik titlen "The Open Society and Its Enemies", dansk: Det åbne samfund og dets fjender. Bogen pegede på de omfattende ligheder mellem især stalinismen i Sovjetunionen og nazismen i Tyskland, og den sporede den historiske baggrund tilbage til Platons statsideer i det klassiske Grækenland. For den følgende generation eller to var denne bog den mest gennemarbejdede analyse af totalitære ideologier, og den blev refereret igen og igen, således i Politikens håndbog "Politiske ideologier fra Platon til Mao". Men siden da, i særdeleshed siden afslutningen af Den kolde Krig, er bogen gledet i glemsel, og dermed var døren åbnet for en ny totalitær ideologisk fremgang.

Man kunne spørge, om man så ikke blot kunne genoptrykke den gamle bog igen. Men bogen havde sine mangler og indskrænkninger, således omhandler den slet ikke andre landes historie, og dermed er megen værdifuld viden udeladt. Frem for blot at genoplive den gamle bog er tiden kommet til at opdatere og udvide dens analysegrundlag således, som det lader sig gøre et godt stykke inde i det 21. århundrede. At begyndelsen tages i 2023, 85 år efter den begivenhed som gav anledning til den oprindelige bogs fremkomst, er strengt taget en tilfældighed, men måske ikke helt alligevel. Det er næsten tre generationer efter, at den oprindelige bog fremkom, tid nok til at dennes budskab er blevet glemt og overset af nutiden.

Det er muligt, at læseren vil føle, at denne bog et langt stykke hen ad vejen blot er en historisk skildring. Det skyldes, at man ikke kan tage en ideologi og dens handlingsmønstre ud af den samtid, som den hører hjemme i. Men når man efterfølgende fjerner det historiske element ved fremstillingen, fremstår den holdnings- og handlingmæssige side så meget mere klart.

Den bog, som nu foreligger, inddrager i højere grad dansk historie og amerikansk samfundsudvikling i den seneste menneskealder. Det er ikke et spørgsmål om nationalt snæversyn, men fordi at der her gemmer sig en vigtig nøgle til forståelsen af totalitære politiske ideologier. Og for at vise, at totalitær ideologi lever i bedste velgående selv i det 21. århundrede.

Pärnu, 22. februar 2023

Begreberne "Venstre" og "Højre" i historisk belysning

Næsten alle mennesker anvender begreberne "Venstre" og "Højre" som politiske begreber, men de færreste kender baggrunden for disse begrebers fremkomst. Derfor skal deres oprindelse fremdrages af glemslen.

Vi skal tilbage til midten af det 19. århundrede. Den gang havde de fleste europæiske lande endnu et enevældigt styre. Men netop på denne tid indtraf der en national og social opvågning, som i mange lande gav anledning til politisk uro, og som førte til indførelse af folkestyre i mange lande, blandt dem også Danmark. Det skete med grundloven af 5. juni 1849.

Straks, da grundloven var blevet vedtaget, indtrådte der en ny politisk kamp, denne gang om hvem, der skulle stå for den nye regering. Hurtigt udvikledes tre nye grupperinger, som i samtiden blev kaldt venstre, centrum og højre. At betegnelserne blev, som de blev, er formodentlig en tilfældighed, men disse blev siden fastholdt af de respektive grupper.

Venstre var blevet politisk organiseret allerede i 1848. Kernen i gruppen var Bondevennernes Selskab, der var blevet stiftet i 1846. Gruppens vigtigste politiske program var bondestandens sociale og politiske ligestilling med andre befolkningsgrupper. Allerede tidligere havde der været agitation for at afskaffe forskellen mellem skattepriviligeret og upriviligeret landbrugsjord, og husmænd havde agiteret for at afskaffe tvangsarbejde på godser og lade dette erstatte af en betalingsafgift. Der var blevet afholdt politiske møder rundt om i landet, men disse var blevet forsøgt forhindret ved det såkaldte bondecirkulære af 8. november 1845, der med henvisning til, at nogle personer havde forsøgt at bibringe bønderne "falske" forestillinger om deres stiling og at bønder nogle steder samlet havde rettet henvendelse til godsejere for at få genforhandlet deres vilkår, dels forbød afholdelse af møder om sådanne spørgsmål uden forudgående tilladelse fra stedlige politimestre, dels forbød udensogns personer at deltage i sådanne møder, lige som sådanne møder blev forbudte at afholde i købstæder. Skønt cirkulæret måtte tilbagekaldes allerede den 12. maj 1846, satte det sit præg på eftertiden, og ret til at afholde politiske møder måtte blive et af Venstres politiske krav ved siden af skattemæssig ligestilling, ligestilling med hensyn til aftjening af værnepligt, ret til frit at ytre sin mening og holdning til samfundsmæssige spørgsmål samt fæstegodsets overgang til selveje. Allerede tidligere, i 1814, var blevet indført en obligatorisk folkeskole, der skulle sikre børn af landalmuen samme uddannelsesmæssige muligheder som andre grupper, og i grundloven var fastlagt retten for alle mænd til at stemme og blive valgt som repræsentant til Folketinget, når man var mindst 30 år gammel og havde boet i en valgkreds i mindst et år. Dette var begyndelsen til det, som siden skulle blive almindelig valgret. I begyndelsen skete valgene i åbenhed, men siden gik man over til at bruge stemmesedler for at forhindre, at der kunne udøves valgtryk eller efterfølgende kunne ske personlig forfølgelse af personer på grund af deres stemmeafgivning.

Centrum bestod af de national-liberale, der fortrinsvis bestod af akademikere, folk som anså sig selv som kvalificerede til at udøvre regeringsmagten i kraft af deres uddannelse. De havde støttet en fri forfatning allerede i 1830-erne, men var helt frem til 1848 loyale over for enevælden. De var ellers enige med Venstre i spørgsmål om formel social ligestilling, ytringsfrihed, forsamlingsfrihed, retslig ligestilling og frie og fair valg til Folketinget. Næppe overraskende var det netop de national-liberale, der var hovedkræfter bag den nye grundlov, og også de første til at danne en ny regering med støtte fra Bondevennerne, men i løbet af de følgende 15 år lykkedes det dem at skabe så megen ulykke for landet, at partiet nærmest gik i opløsning. Nogle søgte til Venstre, der i 1870 dannede "Forenede Venstre", andre forblev uafhængige, atter andre søgte til Højre. De politiske fronter blev derved skærpede.

Højre havde sin rod i Grundejerforeningen, der var blevet stiftet af en kreds af godsejere i 1851. Deres politiske mål var ejendomsrettens beskyttelse og bevarelse af Helstaten (Kongeriget og Hertugdømmerne). Da sidstnævnte punkt blev umuliggjort af krigen i 1864, koncentrerede Højre sig i højere grad om at sikre deres egen priviligerede stilling. Gennem en ny grundlov kaldet "den gennemsete grundlov" af 1866 forsøgte man at indskrænke valgretten, og her fik man støtte fra en del national-liberale, som efter deres egen katastrofale politik var blevet overbeviste om, at dette var den eneste måde for dem at kunne sikre sig et politisk støttepunkt i landstinget, der blev valgt og udpeget netop ved indskrænket valgret. Det var de samme kredse, som tidligere havde forsøgt at begrænse ytringsfriheden og forsamlingsfriheden. Senere, da den politiske magtkamp skærpedes, lod Estrup oprette et særligt paramilitært gendarmerikorps, "Estrups Blå Gendarmer" i 1885 til bekæmpelse af politisk uro, lige som retsplejelovens straffe for "agitatoriske udskejelser" blev skærpede. Gendarmerikorpset virkede til 1894. Man regerede udenomparlamentarisk ved hjælp af "provisoriske finanslove" og forsøgte med alle midler at stække den politiske oppositions muligheder for at få sine repræsentanter valgt til Rigsdagen. Denne situation varede frem til 1901, da det ikke længere var muligt at forhindre en Venstre-regering i at komme til magten. Men det havde varet godt 15 år at få grundlovens intentioner om folkestyre gennemført.

På dette tidspunkt kan det være passende at forsøge at skabe et overblik over, hvilken ideologi og politik, de to politiske hovedgrupper egentlig stod for. Venstre:

- støttede en folkevalgt regering

- støttede frie og fair valg

- støttede ytringsfrihed under ansvar

- støttede forsamlingsfrihed

- støttede social og økonomisk ligestilling

- støttede privat ejendomsret

- støttede apolitisk undervisning

- støttede fri debat

- støttede et apolitisk retsvæsen.

Der var nuancer. Det radikale Venstre, der skilte sig ud i 1905, var social-liberalt snarere end ultra-liberalt. Man ønskede at sikre de dårligst stillede borgere en vis sikring imod at blive bragt til fallittens rand og måske i fortvivlelse begå kriminelle handlinger. Georgismen, der manifesterede sig i partiet Danmarks Retsforbund, opstod senere og gjorde sig til talsmand for fuld ejendomsbeskatning for at modvirke gevindster ved ejendomsspekulation. Og samtidig udviklede der sig en ny social klasse: den industrielle arbejdsklasse, for hvem solidaritet gennem fagforeninger blev et middel til at sikre sig imod urimelige løn- og arbejdsvilkår. Flertallet af arbejdere støttede demokratiet som det redskab, der parlamentarisk skulle sikre dem en fair lovgivning og deres sociale ligestilling med andre; her trådte liberalismen i baggrunden, ganske enkelt fordi at man ikke havde den økonomiske styrke, som denne forudsatte. Men som helhed tilsluttede man sig principperne for "det åbne samfund".

Højre:

- støttede et elitestyre

- støttede begrænsninger i valgretten (og valgfusk)

- var imod ytringsfrihed, hvis den blev anset for "farlig" eller "skadelig"

- var imod forsamlingsfrihed, når den gik imod dens interesser

- støttede asociale vilkår og var imod økonomisk ligestilling

- støttede korporative virksomheder

- støttede statsunderstøttende indoktrinering i skoler og propaganda i nyhedsmedier

- støttede oprettelsen af et terrorkorps for at tage magten i gaderne

- støttede et politisk retsvæsen for at undertrykke andre holdninger.

Som tiden gik blev højre mere og mere intolerant. Efterhånden blev overvågning, fængsling af politiske modstandere og politisk motiveret "forskning" dele af den ideologi, man tilsluttede sig. Det skete især, da yderligt gående repræsentater for arbejderklassen valgte at bryde med de demokratiske principper og i stedet tilsluttede sig revolution og samfundsomdannelse med voldelige hjælpemidler. Allerede Karl Marx og Friedrich Engels havde gjort sig til talsmænd for denne voldsanvendelse, og en variant af samme politik var anarkismen, der ganske vist var imod enhvert officielt samfundsbureaukrati, men som reelt støttede en alles-krig-mod-alle, hvor kriminel bandedannelse var den uundgåelige konsekvens. Men disse tendenser slog først igennem i løbet af det 20. århundrede.

Nøjagtigt hvornår højreorienteret tankegang begyndte er i nogen grad et spørgsmål om afgrænsning og definition. Man kan sige, at der må stilles to krav for at kunne tale om højreorientering: dels egen standsbevidsthed, dels foragt for andre samfundsgrupper. En forløber for højre-tankegang var Platon. I sin bog "Staten" gør han sig til talsmand for, at regeringen skulle udøves af særligt kvalificerede og uddannede mennesker. Disse skulle udvælges blandt børn i deres tidligste alder og dernæst sættes i en skole for at "lære" den rette tankegang. Der skulle løbende ske en udskillelse af de mindst egnede således, at man til sidst ville få en gruppe af hensynsløse egoister og psykopater, der var blevet indoktrinerede med den rette statslære. Senere blev en lignende tankegang forfægtet af andre.

Diktaturets historiske baggrund

I Danmark kan adelen anses som den første gruppe, der forfægtede den tankegang, at den havde ret til at bestemme landets politik og udvikling. Det skulle ske via Danehoffet, hvor de skulle "rådgive" Kongen men samtidig have vetoret imod beslutninger, som de ikke var enige i. Senere blev denne elites magt stadfæstet i form af håndfæstninger. Enevældens indførelse i 1660 indebar et brud med denne situation, men for at kunne forstå arvekongedømmets indførelse i sin rette sammenhæng, må vi se på forholdene indtil da.

Reelt havde Danmarks skiftende konger siden middelalderen været gidsler for adelen, symbolsk og reelt udtrykt i den håndfæstning, som de havde måttet underskrive for at blive valgt. De havde betydet, at enten måtte kongen alliere sig med adelen og dermed bragt sig i modsætningsforhold til borgerskabet, eller han kunne forsøge at trodse adelen med fare for at blive afsat således, som det skete med Erik af Pommern og Christian II. Det måtte være kongens ønske at slippe ud af dette fangenskab. Men det var også i borgerskabets interesse, at kongen fik frihed til at tilgodese netop borgerskabets interesser på bekostning af adelen, hvilket Christian II netop reelt havde forsøgt. Endnu så sent som i Kolding-recessen var adelens priviligerede stilling på bekostning af borgerskabet blevet slået fast. Allerede Christian IV havde selv påtaget sig et utal af opgaver angiveligt fordi han følte, at han ikke kunne stole på sine embedsmænd. Men nu var de økonomiske realiteter ændrede: både adel og konge var i gæld hos borgerskabet, som forstod at omsætte dette i en forøget politisk indflydelse. Kongen fik sin frihed. København kunne nu forvente, at kongen ville give byen og dens borgere de rettigheder, som man i flere år havde ønsket, og byen fik en klart forbedret stilling. Kort efter begyndte kongen også at afvikle sine gældsforpligtelser. Det betød, at købmændene nu langt om længe kunne høste gevinsterne af deres mangeårige kreditter til Kronen. Det kunne kun ske, fordi kongen i mellemtiden var blevet fri af det jerngreb, som adelen hidtil havde holdt ham i. Og den nye statsforfatning gav borgerskabet ligestilling med adelen, som sikrede den nye karrieremuligheder. Som helhed vandt borgerskabet således meget mere, end det tabte. Nok trak kongen senere noget i land, men det skyldes nok så meget de økonomiske og politiske realiteter. Naturligvis var der også en risiko for, at kongen ville bruge sin enevældige stilling til at undertrykke borgerskabet, men som udviklingen skulle vise, var det kun den del af borgerskabet, som havde misbrugt sin stilling og endda begået svindel, som kongen var ude efter. De skiftende enevældige konger var tvært imod i høj gradinteresserede i at opretholde den politiske alliance med hovedstadens og købstædernes borgerskab mod adelen og dens snævre interesser, blandt andet fordi det netop var med hjælp fra disse kredse, at Kronen kunne håbe på at gennemføre sin merkantilistiske politik.

At enevælden ikke var et diktatur i traditionel forstand men tværtimod en murbryder for såvel folkestyre som ligestilling af alle borgere afspejler sig i den konkrete politik, som de skiftende enevoldskonger førte. Her skal blot nævnes nogle hovedpunkter: Christian V var den første konge, der indså, at dommere kunne misbruge deres magt og stilling ved politisk at "fortolke" love på en måde, som ikke var i overensstemmelse med lovens ord. I Kongeloven var det blevet indskrevet, at ingen dommer på egen hånd må foretage en strafnedsættelse, eftersom det alene tilkommer kongen at udvise mildhed i forhold til loven. Nu tilføjede Christian V i 1698, at det modsatte også var gældende, at ingen dommer måtte gå ud over straframmerne eller overhovedet at indlade sig på en fortolkning af loven. Hvis loven var uklar eller der på anden måde var fortolkningsproblemer, så skulle de forelægges kongen, idet han som lovgiver alene havde retten til at fortolke, forklare eller eventuelt at ændre loven. Det var retssikkerheden, som her første gang plev formuleret. Senere skulle Christian VII fastslå, at en anklaget ikke kunne fængsles eller tortureres vilkårligt for at fremtvinge en tilståelse. Samme Christian VII afskaffede slavehandelen i 1792, og ligeledes var det ham (ikke hans søn, som det ofte hævdes) som reelt gennemførte landboreformerne lige inden, at Struensee opkastede sig til diktator.

Umiddelbart efter forfatningsreformen i 1660 meldte en ny gruppe sig på arenaen i kampen om magten: embedsvæsenet. Det stærkt voksende embedsvæsen afspejlede det forhold, at en enkelt person ikke alene var i stand til at styre et helt samfund. Vel vidende om sin magt begyndte embedsvæsenet at trodse kongemagten. Det gik nogenlunde under de første enevoldskonger, men under Christian VII gik det galt: den unge konge var langt fra moden og selvstændig nok til at regere landet. Straks fra hans tiltrædelse indtraf en regulær magtkamp i administrationen mellem dem, der støttede enevælden, og dem, der ønskede en administrativt ledet stat. Det førte med sig, at de, der kunne have været kongens loyale støtter, blev fjernet fra deres embeder således, at statens embedsvæsen efterhånden kom til at bestå af illoyale embedsmænd. Frustreret over, at han ikke kunne få sine beslutninger udført, valgte den unge konge at "rase", som han kaldte det, reelt at lade sin frustration give sig udslag i svireture og slagsmål i Københavns gader; det var her, at han mødte Støvlet-Cathrine, der selv var vokset op i et hårdt miljø. En følge var, at embedsstanden misbrugte sin magt til egen fordel, måske mest udtalt symboliseret ved Adam Gottlob Moltke og endda vovede at trodse kongen, når det passede ind i dens egne interesser, som det skete under den umodne konge Christian 7. Det var også en udvikling, som uundgåeligt kulminerede med, at Griffenfeld kunne manipulere Chritian den 5. og at Struensee kunne opkaste sig til kortvarig diktator efter bogstavelig talt at have spærret kongen inde, en politik som siden blev fulgt op af Guldberg og endelig af kronprins Frederik, der ulovligt regerede med støtte fra embedsmænd. Vi ved nu, at Struensee havde brug for en person, han kunne stole på i kongens konstante nærhed, og han erstattede derfor Holck med Enevold Brandt. Brandt og Struensee isolerede effektivt kongen fra resten af hoffet, og Brandt greb endda i enkelte tilfælde til vold, når kongen opførte sig upassende. Den fremherskende følelse hos Christian imod Struensee og Brandt var vistnok frygt og med hensyn til den sidste ligefrem had efter, at han endog var blevet pryglet af ham. Bedre blev det ikke siden, da kongens nye hofmester, Joachim Otto Schack-Rathlou (kaldet "Pomade-Schack), slog kongen, når denne ikke makkede ret. En tid blev han låst inde om natten, lige som han, når han reagerede for voldsomt, og at han på enkedronningens ordre af og til blev bundet fast til stolen under tafler. Skønt afmægtig i sit fangenskab reagerede han fortsat med vid og skarphed mod den behandling, han blev udsat for. Således kunne han, da hans hele medvirken ved statsstyrelsen var reduceret til blot at underskrive de formelle papirer, der blev forelagt, vise sin holdning ved at underskrive med "Christian Rex & Compagnie". Det blev meritokratiets højdepunkt. Sigende og karakteristisk for det statskup, som man støttede, var, at borgerskabet udspredte et rygte om, at kongen var "sindssyg". Denne propaganda er siden blevet gentaget af historikere for at skjule tingenes rette sammenhæng. Intet kan understøtte denne løgnagtige propaganda, tværtimod vides at kongen var særdeles kultiveret, korresponderede med samtidens største filosoffer og statstænkere, bla. Voltaire, som han siden mødtes med under sin store udenlandsrejse, og at han tidligt udviste interesse for at gennemføre landboreformer til bøndernes bedste, hvilket antagelig også var hans motiv til at tage Struensee som sin livlæge. Det var således ham, der den 8. juni 1787 underskrev de to første reformlove, der var blevet udarbejdede af Den Store Landbokommission og året efter ophævelsen af stavnsbåndet. Den 16. marts 1792 blev det ved Frederik VIIs kongelige forordning bestemt, at slavehandel skulle afskaffes, dog først med virkning fra 1. januar 1803. Først da blev det klart, at udviklingen også rummede en fare for dem, der havde støttet statskuppet for selv at nyde dets fordele, væltede det. Da den florissante handel endte under Napoleonskrigene, var det også enden på den københavnske handelsstands magt. Men borgerskabet og dets propagandaapparat har aldrig indrømmet, at det var støtte for et ulovligt statskup.

Når der er grund til at hæfte sig ved dette tidlige eksempel på meritokratisk diktatur, er det af især to grunde: den ene er, at forholdene i 1700-tallet rummede mange træk fra senere tiders diktaturer, således gennemførelse af et statskup, reel fængsling af det lovlige statsoverhoved, brug af vold samt udbredt brug af propaganda. Den anden er, at meritokrati i det 21. århundrede atter viser sit modbydelige ansigt.

Den reelt forfatningsstridige situation varede til 1815, da Danmark på grund af hertugdømmerne Holsten og Lauenborg måtte tiltræde det Tyske Forbund og acceptere §13 i forbundspagten, hvori det pålagdes at indføre en stænderforfatning i alle forbundslande. Det varede dog helt til 1835 inden, at stænderforsamlingerne i Helstaten trådte i kraft; disse var dog kun rådgivende og dermed forgængeren til en folkevalgt lovgivende forsamling, hvilken blev indført ved Grundloven af 1849.

Vi er nu nået frem til det tidpunkt, hvor ideologierne for første gang formuleres med ord. For det traditionelle Højres vedkommende, adel og militær, var de to førende skikkelser Estrup og Zytpen-Adler. J.B.S. Estrup var manden, der både formulerede forsvaret for adelens stilling som regerende magt og sin modvilje mod embedsaristokratiet. I sine erindringer skriver Estrup blandt andet: ".. at min udholdenhed i kampen væsentlig skyldes mit had til masse-herredømmet, min faste overbevisning om, at den almindelige valgrets ene- eller over-herredømme måtte føre til Danmarks undergang og samfundets opløsning." Valgretten ønskede han begrænset til grundbesiddere: "Valgretten må derfor udelukkende bindes til skatteydelsen, og indtægten helt stryges som valgretsbetingelse ... Grundbesidderen er i mine tanker, om han end ikke ejer meget, dog fuldt så meget knyttet til statens interesser, som den, der nyder en stor indtægt, som han kan føre med sig, hvor i verden han drager hen. Der er én klasse af indtægtsnydere, som jeg navnlig ikke kan anerkende tilkommer en sideordnet indflydelse med grundbesiddelse, og det er den, der ligefrem har sin kilde i selve statskassen." Lensbaron Zytphen-Adler formulerede i godsejerbladet "Enhver sit" de enkelte samfundsgruppers rolle således: "Bonden bør dyrke sin jord vel til landets og egen gavn, han må søge kundskab for at kunne deltage i landets og kommunens representation. .. Godsejeren skal leve på sit gods, og der virke til lykke og velsignelse omkring sig. Hans sag er det at ofre tid og penge i offentlig tjeneste, hans sag gennem sin virksomhed i landboforeningerne og på anden vis at fremme landets agerbrug, hans sag at plante skov, indføre forbedringer i landvæsenet og bære de tab, som er forbundne med al begyndelse, hans sag at støtte kunst og videnskab." Kort sagt: enhver skulle kende sin rette plads, og bønderne havde ingen plads ved regeringsbordet.

Over for adelen stod embedsaristokratiet, der mente sig berettiget til at regere landet i kraft af uddannelse og embedsansvar. Det var meritokratiets forsvarere. Fælles med adelen var benægtelse af bøndernes ret til at deltage i regeringen; nok skulle man lytte til deres sag og gøre forbedringer, men det var også al den indflydelse, som de kunne forvente at få; husmands- og arbejderklassen regnede man slet ikke med.

Denne, det standsopdelte samfunds, tilstand varede til omkring århundredeskiftet. Med systemskiftet i 1901 kom bønder for første gang til regeringsmagten, og dermed indledtes et nyt kapitel. Men samtidig var nye grupper, ikke mindst arbejderbefolkningen, tiltaget betydeligt i størrelse og dermed tillige i indflydelse. Men arbejderbefolkningen udgjorde ikke nogen samlet gruppe: også inden for denne var der et skel mellem de demokratisk sindede og dem, der gik ind for "proletariatets diktatur". Sidstnævnte var ikke mindre højreorienterede end godsejere eller embedsaristokrater, de adskilte sig alene ved at argumentere for en ny gruppes magtovertagelse: proletariatet.

De totalitære bevægelser skærpes

I løbet af det 20 århundrede skærpedes de totalitære bevægelser, og de fik samtidig en bredere vifte af varianter. Umiddelbart har disse ikke meget med hinanden at gøre, og undertiden fremstår de endda som hinandens modstandere og modsætninger, men ser man nærmere til dem, opdager man, at der bag de tilsyneladende forskelle viser sig forbløffende fælles træk. De bevægelser, vi her taler om, er: kommunisme, socialisme, fascisme, nazisme, militære juntaer, teokratiske diktaturer, meritokratiske diktaturer og anarkisme.

Mens modstanden imod demokrati og folkestyre i det 19. århundrede fortrinsvis kom fra en konservativ elite, der ønskede at bevare sine privilegier, skete der efter århundredeskiftet et skifte: modstanden kom nu også fra revolutionære, der ønskede en voldelig omdannelse af samfundet til et nyt elitestyre, blot med dem selv i rollen som den nye elite. Nogle af disse revolutionære tilhørte arbejderklassen og de laveste sociale lag, men andre kom fra overklassen og ønskede at udrydde andre grupper i denne klasse ved at alliere sig med de voldelige masser.

Leninismen

Den første totalitære bevægelse i det 20. århundrede var marxisme-leninismen i Rusland. Bevægelsen havde navn efter Lenin og rødder i marxismen, men den fik kun en kort levetid, hvorefter den blev afløst af stalinismen, der er dens erklærede efterfølger. Alligevel fortjener den særlig omtale, da mange af de træk, som den som den første indførte, genfindes i senere totalitære samfund. Langt de fleste af bevægelsens ledere og fremtrædende personligheder var jøder, mens andre etniske grupper spillede en beskeden rolle. Lenin og hans omgangskreds udviklede efterhånden en racistisk tankegang, der anså jøder for at være energiske og revolutionære, hvorimod russere blev anset for at være dovne og sløve. Fælles for Lenin og hans støtter var ønsket om at skabet et proletariatets diktatur i bogstaveligste forstand: et totalitært samfund ledet af en "bevidstgjort" elite, som skulle have fuld kontrol over alle sider af samfundet.

Udgangspunktet for den bolsjevikiske revolution var det program, som Karl Marx og Engels havde formuleret i Det kommunistiske Manifest i 1848. Dette gik ud på, at proletariatet skulle erobre magten med alle midler for "at fravriste borgerskabet al kapital og til at centralisere alle produktionsmidler i statens hænder". Det skulle ske ved en politik formuleret i 10 punkter omfattende ekspropriering af jorden, afskaffelse af arveretten, centralisering af al kredit (læs: banker) i statens hænder, centralisering af al transport i statens hænder, produktion efter en samlet statslig plan, arbejdstvang for alle, offentlig opdragelse af alle børn. Kort sagt skulle al magt overdrages staten, som gennem sin udvalgte ledelse skulle diktere samfundet sin politik og påtvinge alle at gennemføre den. I januar 1918 vedtog Den 3. alrussiske Sovjetkongres Erklæring om de arbejdende og udbyttede folks Rettigheder, der siden indgik i den første forfatning, som bolsjevikker vedtog i juli 1918, hvori punkterne fra Det kommunistiske Manifest reelt indgik som bestanddel. Denne politik blev udvidet i Det kommunistiske Partis andet program fra 1919, hvori tales om "den maksimale forening af al økonomisk aktivitet i landet efter en statslig plan, den størst mulige centralisering af produktionen". Dette er planøkonomiens grundlæggelse. Endvidere tales om "mobilisering af hele den arbejdsduelige befolkning ved hjælp af sovjetmagten", reelt indførelse af slavearbejde under statslig styring. Fri handel blev erstattet af "planmæssigt organiseret fordeling af produkterne i statslig målestok" og "en streng centralisering af hele fordelingsapparatet", hvilket forudsatte "en ny socialistisk disciplin". I stedet for de eksisterende familielandbrug skulle der etableres socialistiske storlandbrug på landet. Et sådant program lod sig ikke gennemføre uden omfattende undertrykkelse og tvang over for befolkningen, og det var netop, hvad der skete. Men først måtte bolsjevikkerne sikre sig magten i hele landet, ikke blot i regeringen.

Bolsjevikkerne var langt fra de eneste, som havde planer for fremtiden. Rundt om i Rusland fandtes undertrykte nationale grupper, som så udviklingen som en mulighed for at opnå selvstændighed. Fælles for dem var, at de afviste bolsjevikkernes politik, og følgen var, at der overalt udbrød en "borgerkrig" mellem disse nationalistiske grupper og bolsjevikkerne samt med "De Hvide", russiske officerer der ønskede at bevare det zaristiske imperium, og som afviste både nationalister og bolsjevikker. En skildring af borgerkrigen ligger uden for rammerne af det foreliggende emne, men der kan være grund til at omtale de tiltag, som bolsjevikkerne begik under borgerkrigen som led i deres politiske program.

Forspillet: kupforsøg

Forspillet til den russiske revolution indtraf i februar 1917, da zar Nikolai II abdikrerede. Magten kom nu i hænderne på en gruppe domineret af liberale og socialistiske intellektuelle. I april 1917 ankom Lenin fra Schweiz via Tyskland til Petrograd takket være den tyske militære overkommando, som så det som en taktisk fordel at hjælpe den yderligtsgående socialistiske og erklærede krigsmodstander til Rusland. Lenin havde forgæves forsøgt at splitte Den socialistiske Internationale på spørgsmålet om socialistiske partiers støtte til krigsførelse. Ankommet til Rusland erklærede Lenin straks krig mod Den midlertidige Regering og agiterede for, at verdenskrigen skulle omdannes til en international borgerkrig, og at soldaterne i de enkelte lande skulle vende deres våben imod deres egne officerer og regeringer. I juli forsøgte Lenin at begå et kupforsøg, men det mislykkedes, og Lenin flygtede til Finland for ikke at blive arresteret og anklaget for at være tysk agent. I de følgende måneder forberedte Lenin og bolsjevikkernes centralkomite den væbnede modstand, der indtraf den 24. og 25. oktober samme år, og hvorved det lykkedes at erobre magten næsten uden blodsudgydelser. Kun nogle få tusinde bevæbnede soldater og rødgardister og et par hundrede bolsjevikker fra så kaldte arbejderkommiteer tog del i kuppet. Store dele af samfundet bemærkede dårligt nok begivenheden. Formelt fik Den alrussiske Sovjetkongres overdraget den politiske magt, men reelt overtog bolsjevikkerne magten i form af Folkekommissærernes Råd under Lenins ledelse; rådet bestod udelukkende af bolsjevikker men blev senere i en kort periode suppleret med repræsentanter for Venstre-SR. I november 1917 blev der afholdt valg til en Grundlovgivende Forsamling udskrevet af Den midlertidige Regering. De ikke-bolsjevikiske partier fik stort flertal med SR som det største parti. Bolsjevikkerne reagerede på deres nederlag ved først at erklære det liberale parti, Kadetterne, for "folkefjender". De forlangte, at Den grundlovgivende Forsamling skulle anerkende det bolsjevikiske styre. Da forsamlingen ignorerede dette og begyndte arbejdet på at udarbejde en ny forfatning, erklærede bolsjevikkerne forsamlingen for "borgerlig" og "opløst". Da der fremkom en fredelig protestdemonstration imod dette, blev denne beskudt, og flere demonstranter døde. Derved havde Lenin og bolsjevikkerne for første gang demonstreret sin foragt for demokrati og folkestyre og sin vilje til at bruge vold og magt for at få sin vilje. Lenin gav i pamfletten Den proletariske revolution og renegaten Kautsky fra 1918 som reaktion på socialdemokraten Karl Kautskys skrift Kommunisme og Terrorisme sin begrundelse for denne fremfærd: "I den herskende klasses hænder er staten et maskineri til at tilintetgøre modstanderklassens modstand ... det proletariske diktatur er en maskine til tilintetgørelse af borgerskabet."

Borgerkrigen. Statslig terror organiseres

Straks fra starten havde Lenin og han slæng sikret sig kontrollen i befolknings- og industricentre i det nordvestlige og centrale Rusland, hvor blandt andet våben- og ammunitionsfabrikkerne lå. Uden for byerne boede den overvældende del af befolkningen som bønder, hvis eneste ønske var selvstyre. I december 1917 var ved lige, almindelige og hemmelige valg blevet valgt en grundlovgivende forsamling, men denne blev allerede i januar 1918 "opløst" af bolsjevikkerne som et "borgerligt" levn, reelt fordi at de ikke havde flertal og ikke kunne kontrollere den. Allerede i foråret 1918 blev bolsjevikkerne upopulære, fordi deres politik forværrede de økonomiske og sociale problemer skabt af verdenskrigen, og i stedet voksede tilslutningen til mensjevikkerne, som i samarbejde med SR valgt valgene til det ene byråd efter det andet ved valgene i 1918. Værre endnu for bolsjevikkerne blev det, da de ikke ønskede at lade bønderne selv føre deres varer til markeder i byerne men i stedet begyndte at organisere væbnede bander, der blev sendt ud i landsbyerne for at beslaglægge korn og andre landbrugsprodukter. Dette overgreb blev fra starten mødt af en overvældende modstand fra landbefolkningens side. For at fastholde deres magt begyndte bolsjevikkerne dels at opløse disse demokratisk valgte forsamlinger, dels at fordrive nogle af de valgte medlemmer, især mensjevikker og SR fra Den Alrussiske Centrale Eksekutivkomité, der fungerede som en slags rådsparlament for de kontrollerede dele af landet.

Bolsjevikkernes politik udviklede sig hurtigt til regulære væbnede røvertogter mod bønderne, og bondebefolkningen reagerede ved at angribe og fordrive dem og i enkelte tilfælde blev bolsjevikker dræbt af rasende bønder og borgere. Boljevikkerne reagerede ved at tage gidsler og at henrette de mest aktive af deres modstandere, og Lenin opfordrede "arbejderne" til at tilintetgøre (læs: dræbe) "kulakkerne".

Som følge af bolsjevikkernes antidemokratiske optræden dannede medlemmer af den opløste grundlovsgivende forsamling i sommeren 1918 i byen Samara ved Volga Den Grundlovsgivende Forsamlings Komité (på russisk forkortet Komutj) med det formål at bekæmpe den bolsjevikiske terror, at få ophævet Brest-Litovsk-freden med Tyskland fra marts 1918 og at få genindkaldt den demokratisk valgte Grundlovsgivende Forsamling og få genindsat en legitim regering. Med støtte fra Den tjekkoslovakiske Legion lykkedes det Komutj at vinde kontrollen over den ene provins efter den anden, først langs Volga og dernæst mod øst til Ural. I Ural dannede arbejdere fra våbenfabrikkerne en folkehær mod bolsjevikkerne. Øst for Ural og til Stillehavet overtog en antibolsjevikisk regering magten. I det centrale Rusland organiserede Venstre-SR en væbnet opstand mod bolsjevikkerne i byen Jaroslavl i juli 1918, hvilken dog efter få dages kampe blev slået ned, hvor efter bolsjevikkerne henrettede 428 personer; desuden fordrev bolsjevikkerne samtlige delegerede fra Venstre-SR fra den 5. Rådskongres i Moskva samt i lokale råd over hele landet. Måneden efter opstanden i Jaroslavl erobrede tjekkoslovakkiske og SR-styrker byen Kazan ved Volga, og der efter var kun Niznij Novgorod tilbage som den eneste større by ved Volga, der fortsat var kontrolleret af bolsjevikkerne, men deres magt var yderst usikker, og de greb da til masseterror med gidseltagning, nedskydninger og indespærringer af mistænkte, "sabotører" og "spekulanter" i koncentrationslejre.

I august og september blev terroren om muligt endnu mere voldelig: strejkende arbejdere blev kaldt "desertører" og tvangsudskrevne til Den røde Hær, bønder, der nægtede at udlevere deres korn, blev skudt som "kulakker", soldater, der nægtede at skyde på arbejdere og bønder, blev henrettede som "forrædere", og det samme gjorde mange, der højlydt protesterede mod terroren. Takket være denne politik blev Kazan generobret og snart efter tillige Samara. På få måneder i efteråret 1918 lod Lenin og hans jødiske forbryderslæng henrette 10-15.000 mennesker, ofte helt uskyldige mennesker, der endte som gidsler for forbryderregimet. Terroren blev nu systematisk, bevidst og forberedt og rettede sig mod hele samfundsgrupper. Det var først efter, at Samara-regeringen var blevet besejret, at admiral Aleksandr V. Koltjak trådte til som leder af en anti-bolsjevikisk regering i Sibirien.

En kort tid omkring slutningen af 1918 og begyndelsen af 1919 synes borgerkrigen at være lettet, men det varede kun kort. Mest fordi den organiserede terror udøvet af TjeKa fortsatte. Bolsjevikkerne nægtede at opløse TjeKaen, og snart begyndte nye massearrestationer, lige som det bolsjevikiske "parlament" VTsIK i april 1919 erklærede, at mensjevikkerne og SR skulle bekæmpes nådesløst, fordi disse var relativt populære, mens bolsjevikkerbe var upopulære overalt; uden TjeKa, Den røde Hær og terroren kunne bolsjevikkerne ikke forblive ved magten. I Petrograd og andre byer massestrejkede befolkningen imod terroren, ofte i form af generalstrejker, fabriksbesættelser og andre opstande med krav om frie valg til rådene, uafhængige fagforeninger og strejkeret; det kommunistiske diktatur blev fordømt. Regimet svarede med at forbyde offentlige møder, opløse uafhængige fagforeninger og arrestere mensjevikker og SR-ere. Da bolsjevikkerne afholdt partikongres i marts 1919 indrømmede Grigorij Zinoviev at begrebet "tjekist" var blevet en hadbetegnelse. Da Lenin tog til Petrograd for att holde en tale i Folkets Hus den 12. marts, blev han mødt med tilråbet "Ned med jøden!". Der var gadeoptøjer, og kommunister blev på flere møder overfaldet. Bolsjevikkerne lod da styrker fra TjeKaens specialafdelinger storme fabrikker, på stedet henrette arbejdere, der var i besiddelse af skydevåben, og senere henrette mistænkte strejkeledere. Disse blev simpelhen stillet op af en mur og mejet ned med maskingevær i bundter. Mindst 200 arbejdere blev henrettede. For at retfærdiggøre deres massemord lod bolsjevikkerne "tilstå" deres "vildførelse" af "provokatører og kontrarevolutionære". En sådan praksis blev fra nu af anvendt rutinemæssigt.

Etnisk udrensning

I januar 1919 besluttede Lenin og bolsjevikkerne at tilintetgøre kosakkerne og deres bosættelsesområder. Der var her for første gang tale om en regulær systematisk etnisk udrensning. Årsagerne var flere. Kosakkerne var velstående og kunne derfor klassificeres som klassefjender. De havde tradition for lokalt selvstyre og var modstandere af bolsjevikkernes landbrugspolitik. De var bevæbnede og havde efter Oktoberrevolutionen i stort tal tilsluttet sig de hvide styrker, der var blevet oprettet i Sydrusland i 1918. Dermed udgjorde de en fare for det bolsjevikiske terrorstyre. Den 24. januar 1919 blev af kommunistpartiets centralkomite rundsendt en hemmelig skrivelse om kosakkerne. Den pålagde en borgerkrig mod dem bestående af følgende elementer:

1. "At gennemføre masseterror mod rige kosakker ved at udrydde dem totalt; gennemfør nådesløs masseterror mod alle kosakker, der på en eller anden måde har taget direkte eller indirekte del i kampen mod Sovjetmagten." ..

2. "At konfiskere kornet og tvinge dem til at læsse det tiloversblevne af på angivne steder; dette gælder såvel korn som alle øvrige landbrugsprodukter."

3. "At træffe alle forholdsregler til at yde hjælp til de nytilkomne fattigbønder, der skal flyttes (til de tidligere kosaklandsbyer)"

4. "At gøre de nytilflyttede lige med kosakkerne med hensyn til jord og i alle andre henseender."

5. "At gennemføre fuldstændig afvæbning og at skyde enhver, hos hvem der afsløres våben efter udløbet af fristen for aflevering."

6. "Kun at uddele våben til de pålidelige elementer blandt nytilflytterne."

7. "At opretholde væbnede styrker i kosak-landsbyerne indtil den fuldstændige genopretning af ordenen."

8. "Alle kommissærer, der er udkommenderet til de forskellige kosaklandsbyer, skal udvise maksimal hårdhed og uden vaklen udføre disse anvisninger. Centralkomiteen beordrer de relevante sovjetinstitutioner til at gennemføre Landbrugskommissariatets forpligtelse til så hurtigt som muligt at udarbejde faktiske skridt til masseoverflytning af fattigbønder til kosakjorderne."

Ikke blot skulle kosakker fratages deres levegrundlag og henrettes i stort tal, men deres nationale stilling skulle undergraves ved tvangstilflytninger af andre folkeslag. Denne politik skulle siden blive en hjørnesten i Sovjetunionens nationale undertrykkelsespolitik.

Da kosakkerne gjorde modstand mod at blive likvideret eller deporteret, fik de røde styrker i marts 1919 ordre om at bruge de mest hensynsløse midler for at kue opstandene: gårde og landsbyer, der havde bidraget til modstanden, skulle afbrændes, der skulle gennemføres "nådesløs nedskydning" af alle direkte og indirekte modstandere, der skulle tages gidsler og hvert femte gidsel henrettes, og en vis andel af den mandlige befolkning skulle likviders. Den hensynsløse fremfærd udløste omfattende kosakopstande, der bidrog til at fremme general Denikins togt mod Moskva. Da bolsjevikkerne vendte tilbage til Don og Kuban i foråret 1920, blev adskillige landsbyer tømt for indbyggere, idet disse blev tvangsforflyttede til kolde nordlige egne. I de tvangsfordrevnes sted blev indsat tilflyttere (inogorodtsy), der blev overdraget jord og bygninger tilhørende de fordrevne kosakker. På samme tid erklærede Lenin, at regimet havde desperat brug for olie og pålagde TjeKa i Kuban med samme hensynsløse terror at sikre olieleverancer. Følgen af dette var nye kosakoprør i løbet af sommeren 1920, idet kosakker flygtede op i bjergene for at danne guerillastyrker mod regimets terror. Andre indledte et samarbejde med general Wrangel på Krim, men hans styrker var for svage til at gennemføre en effektiv modoffensiv. I november 2020 gennemførte bolsjevikkerne nye massakrer på "borgerlige" og "kontrarevolutionære", hvoraf de fleste blot var flygtede fra krigsbegivenhederne for at redde livet. Ifølge samtidige beregninger blev henved 50.000 uskyldige personer på Krim henrettede under og efter halvøens erobring: skudt, halhugget, hængt og druknet. Så fulgte nye afbrændinger af landsbyer, massehenrettelser og deportationer i Kuban og Nordkaukasus. Målet var nu en totaludryddelse af kosakkerne som nation og samfundsgruppe. Beregninger ansætter antallet af myrdede og deporterede til mellem 300.000 og 500.000, ifølge enkelte beregninger endda op til 2 millioner, mennesker ud af en samlet befolkning på fra omkring 4 millioner.

Kommandoøkonomien

I 1920 indførtes princippet om planøkonomi eller kommandoøkonomi, det vil sige en industriel produktion, der hvilede på diktater om art og mængde af producerede varer fra den selvbestaltede partielite, og som forudsatte, at arbejderne blev retsløse som slaver. Ret sigende blev forslaget fremsat af krigskommissær Lev D. Trotskij, som på Det kommunistiske Partis 9. kongres dette år begrundede nødvendigheden således: "Man siger, at tvangsarbejde er uproduktivt. Hvis det er sandt, så er al socialistisk økonomi dømt til at mislykkes, for der findes ikke andre vej til socialismen end det økonomiske centrums autoritative fordeling af hele landets arbejdsstyrke - en fordeling af denne styrke i overensstemmelse med den fælles statslige økonomiske plans krav ... Hvis denne tvangsorganiserede og tvangsfordelte arbejdsstyrke er uproduktiv, så kan man godt opgive socialismen."

Princippet for kommandoøkonomien blev yderligere forklaret således: "Arbejdsstyrken fordeles i overensstemmelse med den økonomiske plan ... Arbejdsstyrken skal ansættes, omdirigeres og afsendes på nøjagtig samme måde som soldater. Det er grundlaget for det militariserede arbejde." Og: "Operationshovedkvartrerne vil udsende ordrer til arbejdsfronten: om at fælde træ, høste korn og reparere lokomotiver. Mobiliseringsdirektoratet vil sammensætte fortegnelser over alle egnede og erfarne specialister. Og hver aften vil tusinder af telefoner ringe til hærens hovedkvarter og rapportere om erobringer på arbejdsfronten."

I overensstemmelse med disse visioner vedtog partikongressen en resolution om, at alle faglærte arbejdere skulle registreres med henblik på at fordele dem til produktivt arbejde med samme konsekvens og fasthed, som befalingsmænd handler i hæren. Desertører (dvs. alle som modsatte sig denne slavepolitik) skulle straffes i "straffearbejdskommandoer" eller ved anbringelse i koncentrationslejre. Derved var også grundlaget for GULAG blevet besluttet. Den russiske økonom Vasilij Seljunin har kaldt Trotskijs planer for "et projekt om at omdanne hele landet til én gigantisk koncentrationslejr eller et system af sådanne lejre". Blandt andet betød deres monopol på fødevarer og deres indførelse af rationaliseringskort, at de havde magt til at gennemtvinge denne politik. Den 1. februar 1920 skrev Lenin til Trotskij, at brødrationen skulle nedsættes for arbejdere, der ikke var beskæftigede ved transport: "Lad endnu flere tusinder omkomme, men landet vil blive frelst". I 1920 var der 300.000 "desertører" (dvs folk, som ikke mødte på tvangsarbejde) ud af en samlet arbejdsstyrke på 1.5 millioner.

Hungersnøden 1921

En følge af den vildskab, hvormed bolsjevikkerne myrdede og tvangsfordrev bønder og andre samfundsgrupper, var en hungerkatastrofe i 1921, forstærket af langvarig tørke. Dette i kombination med bolsjevikkernes konfiskationer af korn havde ikke levet bønderne reserver til at stå imod misvækst. Følgen heraf var, at omkring 5 millioner bønder med familier døde af sult. Også industriproduktionen var blevet ramt: den var i 1921 faldet til en femtedel af produktionen i 1913. Situationen tvang bolsjevikkerne til for en tid at opgive deres afpresningspolitik, krigskommunismen, og indføre en "ny økonomisk politik" (NEP).

Det er beregnet, at under borgerkrigen 1918-1922 og den dertil knyttede hungersnød døde mellem 12 og 17 millioner mennesker under Lenins ledelse. Under hele 1. verdenskrig døde ved fronten omkring 2.5 millioner mennesker.

Racismen

I 1922 blev Lenin ramt af en hjerneblødning, og hans galskab blev derved mere udpræget og mere racistisk. Lenin var filosemit. Han beskyldte russerne for at være trevne og uden målrettethed. Derfor skulle deres blod blandes med blod fra de mere energiske og revolutionært indstillede jøder. Hans søster, A.I. Jelizarova-Uljanova skrev, at "denne nations (dvs. jødiske) store talenter og den usædvanligt sunde indflydelse, som dens blod har på børn af blandede ægteskaber, har været kendt længe. Lenin selv værdsatte dens (dvs. den jødiske) revolutionære holdning højt, dens udholdenhed i kamp .. i modsætning til den russiske natur, der var mere doven og uden rygrad."

Lenins galskab blev mere og mere udtalt, og hans had og forfølgelsesvanvid ramte efterhånden helt vilkårligt. I 1922 besluttede han at landsforvise den gamle russiske intelligentsia, hvilken han betegnede som "nationens lort". Han udarbejdede lange lister over de forskere og kulturpersonligheder, som skulle landsforvises, og han kastede sig ud i en gennemgang af tidsskrifter for at se hvem, der havde skrevet hvad, og medlemmerne af redaktionskomiteer for at finde nye ofre for sit ubændige had. Denne rabiate og ekstreme censur blev begrundet med, at ytringsfrihed kunne føre til dannelse af private foreninger, som i fremtiden kunne udvikle sig til en "kontrarevolutionær front". Denne censur skete samtidig med, at Lenin lod opbygge et enormt bureaukrati, der blandt andet omfattede et statsligt propagandaapparat.

Resultatet under Lenin

Da Lenin døde, efterlod han sig et samfund i ruiner. Revolutionen havde været en katastrofe: millioner var døde under magtgennemførelsen, landbrug og industri var reducerede til brøkdele af deres tidligere omfang, ytringsfrihed, fagforeningsfrihed, strejkeret og andre menneskerettigheder var afskaffede. Det eneste, Lenin havde opnået i løbet af 6 år, var at etablere en ny elite suppleret af et enormt samfundsundertrykkende bureaukratisk apparat. At samfundet overhovedet overlevede skyldes alene, at Lenin havde måttet opgive kommandoøkonomien og tilladt bønder og andre en vis økonomisk frihed og selvstændighed. En kort tid befandt Sovjetunionen sig i en uvis overgangstilstand, så indtraf stalinismen, der tog fat, hvor Lenin havde måttet stoppe.

Fascismen

Den første erklærede nye højreorienterede bevægelse efter århundredeskiftet var fascismen. Den blev startet af Benito Mussolini og herskede i Italien fra 1922 til 1943. Den fascistiske bevægelse blev ved magten til 1943, da de allierede i 2. verdenskrig gik i land i Italien. I Norditalien forblev Mussolini ved magten til Tysklands nederlag i 1945. Som følge af den historiske rolle som pioner er mange senere totalitære bevægelser misvisende betegnet som "fascistiske".

Fascismen havde sit udgangspunkt i den italienske socialismes "bolsjevikiske" fløj. Benito Mussolini var påvirket af, at hans far var socialist. I 1914 begyndte 1. verdenskrig. Først var han modstander af krigen og mente, at Italien burde holde sig ude af den. Nogle måneder efter krigens udbrud ændrede han mening, og over for Cesare Battisti udtalte han at Italiens neutralitet var meningsløs, fordi landet ville ende som passiv støtte for Tyskland og Østrig-Ungarn. Den 10. oktober 1914 meldte han i parti-avisen Avanti, at han var skeptisk over den italienske neutralitet. Hans partikammerater så ham som en forræder imod socialismen, og han blev ekskluderet fra socialistpartiet den 24. november 1914.

Mussolini begyndte på sin egen avis, som støttede krigsdeltagelsen den 24. november 1914. I 1921 stiftede han det fascistiske parti. Den 2. februar samme år blev han udsat for et attentatforsøg af Michele Schirru. Den 6. september 1924 blev et nyt attentatforsøg forhindret. Et nyt i november 1926 blev udført af Tito Zaniboni.

I sommeren 1922 marcherede knap 50.000 fascister mod Rom for at kræve den liberale regerings afgang. Den havde ønsket at få det socialistiske oprør standset. Efter marchen mod Rom blev Mussolini regeringschef i en koalitionsregering. I 1924 vandt fascisterne valget med et klart flertal og kunne danne regering alene. Mussolini blev chef for regeringen. Mellem 1922 og 1926 fik hans hemmelige politi stoppet den socialistiske modstand ved at myrde deres ledere.

Igen i 1926 vandt Mussolini, og efter et forbud mod socialister og kommunister begyndte han føre de fascistiske teorier ud i praksis: han begyndte en jagt på de liberale, som hurtigt flygtede fra Italien eller gik under jorden. Efter valget blev Mussolini hvert fjerde år indsat som statsleder af Italiens konge Victor Emanuel 3., og dermed kunne han styre, uden at landets grundlov blev brudt. Regeringen satsede især på politiet og hæren, samt sygehuse og uddannelsessteder.

Mussolini skabte den fascistiske stat ved statsterror og propaganda, såsom programmet dopolavoro (= efter arbejdet), der tilbød en mængde gratis aktiviteter efter arbejdstid, nærmest som en fritidsklub for voksne. Fascistpartiet ønskede at involvere hele befolkningen i sin politik, og oprettede en række børne- og ungdomsorganisationer. Denne politik blev kaldet totalitario (= helhedlig). Mussolini selv talte om en stato organico,[10] en organisk stat.

• Den italienske fascisme var først og fremmest autoritær. Den var fortaler for en dyb hierarkisk organisering af samfundet og underordning af det enkelte individs interesser under statens (totalitarisme). Den italienske fascisme overtog en opfattelse af samfundet som en organisme, der ikke er en sammenslutning af individer, men en naturlig eksistens, hvis individer er en uløselig del af denne organisme. Formålet er at forbedre denne organisme, altså staten.
• Den italienske fascisme hyldede fører-princippet. Benito Mussolini skulle være den forbilledlige fører, der på en side skulle ligne den italienske borger og på den anden side være ophøjet.
• Den italienske fascisme var fra begyndelsen stærkt militaristisk og voldsfikseret. Det kommer til udtryk i dens paramilitære forbund og store militærparader.
• Den økonomiske organisering er korporativ-syndikalistisk i en særlig fascistisk form. Syndikalismen var en radikalt venstreorienteret tankegang, der ønskede arbejdernes overtagelse af fabrikkerne og deres selvorganisering. Den fascistiske form ønskede, at produktionen tilrettelægges af arbejdsgiveren og arbejderne i en fælles fagforening, mens de eksisterende opløstes. I praksis fik arbejderne dog ikke mere indflydelse. Tværtimod blev produktionen mere centraliseret, idet produktionsgrenene og statsmagten på nationalt plan i Kammeret af kampforbundene og korporationerne tilrettelagde produktionen.
• Ødelæggelse af politisk opposition.
• På mange punkter ønsker den italienske fascisme at lade Romerriget genopstå med fasces, førerkult og de fascistiske, imperialistiske bestræbelser, særligt i forhold til Italiens nabolande, men de lykkedes aldrig rigtigt, bortset fra Italiens angreb på og kolonisering af Etiopien i 1935.
• Fascismen var en folkelig, nationalistisk massebevægelse, der omfattede alle samfundsgrupper. Samtidig med at kampforbundene mobiliserer størstedelen af den arbejdende befolkning, havde Mussolini hele tiden også de store jordbesiddere og storborgerskabet i ryggen.
• Antisocialisme var en vigtig del af fascismen, idet der blev slået hårdt ned på socialister, der ansås for konkurrenter til magten.

Statens tarv i centrum

Staten blev en central del af fascismens ideologi, efter som netop fascistiske partier havde fokus på national enhed snarere end klassekamp.[4] Ifølge politologen Juan Linz ønskede de at genoprette den nationale identitet snarere end en selvbevidst moderne orden. Dermed får staten, som i statssocialistiske samfund, en central rolle: "For facisten er staten alting, og intet menneskeligt eller spirituelt eksisterer, eller har endog værdi, uden for staten. I denne forstand er fascisme totalitær, og den Fascistiske Stat – syntesen og foreningen af alle værdier – fortolker, udvikler og giver styrke til et helt folks liv [...]. I den fascistiske stat er individet ikke undertrykt, men snarere multipliceret, ligesom blandt et regiment soldater, der ikke er svækket men styrket ganget med antallet af kammerater." (Mussolini, 1932).[4][5]

Mussolinis tanke var, at folket som sådan ikke eksisterer uden for staten, men det er netop gennem enheden og antallet, at den enkelte bliver styrket. Staten er målet for fascistiske partier, hvormed partiet blot bliver redskabet til at overtage staten. Når denne er nået, bliver partiet uvigtigt.[4] En anden måde at udtrykke statens vigtighed er gennem filosoffen Giovanni Gentile (1875-1944), der sagde "Alt for staten; intet mod staten; intet udenfor staten."[2]

Korporatismen

På trods af fascistens forkærlighed for staten, ønsker denne ikke en kollektivisering af økonomien på linje med sovjetiske nationaliseringer.[6] Bannerføren for den italienske fascismes økonomiske politik var Alfredo Rocco.[7] Denne mente at korporatisme, der opponerer mod både det frie marked og kommandoøkonomier, var at foretrække. Kapitalisme ansås at føre til en ustyrlig jagt på profit, og kommandoøkonomien var håbløst forbundet med klassekampen.[2] Korporatisme var derimod baseret på en idé om, at private virksomheder er forbundet med arbejdskraft i en organisk og spirituel helhed. Sociale klasser behøver ikke være i konflikt med hinanden, men kan arbejde sammen i harmoni. Dette medfører både økonomisk og moralsk regenerering. Dermed fremmes statens stilling til en rolle som mediator mellem klasser, hvor fokus angiveligt er på det fælles bedste.[2]

Magtovertagelsen

I Italien opstod den af Benito Mussolini førte fascistiske bevægelse i 1919, hvor der dannedes kampgrupper (fasci) særligt i Syditalien. I de første år havde de ikke megen opbakning, og deres program adskilte sig heller ikke meget fra de socialistiske partiers. I 1921 og 1922 blev bevægelsen dog til den største i Italien. 22. oktober 1922 gennemførtes Marchen mod Rom, og den italienske konge så sig tvunget til at vælge Mussolini som regeringschef. Mussolini blev først enevældig i Italien i 1925.

Koloniimperialismen

Den italienske fascisme udviklede sig tidligt i en koloniimperialistisk retning. Italien havde - modsat andre stormagter - kun få og beskedne besiddelser (Trieste, Tripolitanien, Djibouti, Italiensk Somaliland), og det blev derfor et mål for styret at ændre på dette. Fascisterne ønskede at omdanne hele den østlige del af Middelhavet til et "Mare nostra" (vores hav) ved at udvide sine besiddelser langs kysten i Nordafrika og videre i Det røde Hav.

I 1934 indtrådte Abessinien-krisen. Krisen begyndte, da italienerne - i strid med de to landes venskabspagt - opførte et militært anlæg ved oasen Walwal i Ogaden. Anlægget blev opført i hemmelighed under 1930-ernes første år og blev først opdaget den 23. november 1934 af en grænsekommission, som skulle kontrollere grænserne mellem Abessinien og de italienske kolonier i Italiensk Somaliland. Den 5. december udbrød en skudveksling mellem italienske og abessinske tropper ved fortet. Begge sider beskyldte modparten for at være årsag til episoden. Omkring 200 soldater faldt under kampene.

Konflikten udviklede sig til den anden italiensk-abessinske krig, som indledtes i oktober 1935 og afsluttedes i maj 1936. Krigen udkæmpedes mellem de væbnede styrker i Kongeriget Italien (Regno d'Italia) og de væbnede styrker i Kejserriget Abessinien. Krigen resulterede i den militære okkupation af Etiopien og dette lands annektering til det nyligt skabte koloni Italiensk Østafrika (Africa Orientale Italiana, eller AOI).

I 1941, under 2. verdenskrig, besejrede de allierede styrker italienerne, og Abessinien blev på ny selvstændigt.

Stalinismen

I 1924 døde Lenin, og der opstod en magtkamp om hvem, der skulle være den nye diktator. Denne magtkamp stod mellem Trotskij og Stalin. Trotskij var jøde og en af Lenins ivrigste støtter under den tidlige terror. Stalin havde spillet en mindre fremtrædende rolle, men han havde formået at placere sig selv centralt i magtsystemet. Det tog Stalin tre år at vinde magtkampen endegyldigt: i 1927 blev Trotskij smidt ud af kommunistpartiet og i 1929 tvunget til at forlade landet. Stalin konsoliderede dermed sin magt og gav navn til en ny afart af kommunisten: "stalinisme". Stalinismen er Leninismens sande arvtager og i det store og hele en kopi af samme program. Den eneste forskel ligger i, at Stalin og hans håndlangere havde mere tid til at gennemføre den samme politik og til at "tilpasse" den undervejs i forløbet.

Undertrykkelsen fortsætter

Magtkampen havde ikke betydet, at kommunistpartiet slækkede på sin magt eller undertrykkelse. I 1925 led kommunisterne ved valg til landsbyråd, som de ikke havde været i stand til at infiltrere og kontrollere, et dramatisk nederlag. Årsagen var blandt andet, at de statslige godser gave store underskud modsat de små private landbrug. Den samlede landbrugsproduktion var voksende, men det betød blot, at de private bønders velstand voksede, og at deres selvbevidsthed blev styrket. Regimet blev nervøs over udviklingen i landdistrikterne og besluttede at udrydde de mest velstående bønder, kulakkerne. I første omgang blev de pålagt høje skatter, som de ikke kunne betale. Som "straf" herfor mistede de deres valgret, deres ejendomme blev konfiskeret og de blev idømt tvungent straffearbejde. OGPU mente at kunne konstatere, at landsbyrådene var gennemsyrede af anti-sovjetiske holdninger. Der var opfordringer til væbnet modstand mod bolsjevikkerne, og der skete attentater rettede imod regiments repæsentanter. Skønt regiment havde frataget mange af de mest driftige bønder deres valgret, led bolsjevikkerne ved valgene i 1927 et nyt gigantisk nederlag. I sommeren 1928 var kun 1,7% af bønderne medlemmer af regimets kollektive landbrug, men regiment fortsatte sin terrorpolitik med chikane, vilkårligt pålagte tvangsleveringer af korn, skatter og afgifter, der ruinerede bønder, gjorde dem retsløse, sendte dem i koncentrationslejre eller på tvangsarbejde. Alene i månederne fra november 1929 til januar 1930 blev omkring 100.000 familiebrug tilhørende de tyske kolonister (omkring 1,1 million) straffede for ikke at have opfyldt de dem pålagte tvangsafleveringer.

Også i byerne havde blosjevikkerne store problemer: industrien var under det kommunistiske regime tabsgivende på grund af dårlig ledelse og umotiverede arbejdere. Lederne var ikke interesserede i at forbedre driften men snarere i at skjule den dårlige drift og at modtage så mange statssubsidier som muligt. De privat drevne virksomheder, der virkede på markedsvilkår, var derimod effektive og rentable. De kunne betale de ansatte højere lønninger, og til tiden. Arbejderne begyndte derfor at danne egne, uofficielle fagforeninger, fordi de officielle fagforeninger kun varetog ledelsens interesser. Samtidig fremkom der krav om et "upartisk parti" som alternativ til bolsjevikkerne og om uafhængige fagforeninger. GPU forsøgte ihærdigt at nedkæmpe de "kontrarevolutionære" organisationer og deres ledere, men det førte blot til, at der i 1928 udbrød protester, strejker og ødelæggelser af maskineri i protest mod regimets overgreb. Arbejderne udtrykte deres støtte til bønderne i deres kamp.

I 1931 fremkom en analyse af den første femårsplan. Den viste, at industrianlæg og fabrikker blev opført fuldstændig planløst og uden tilstrækkelig teknisk forbedredelse. Reelt gik politikken ud på at samle al energi om bestemte projekter uden hensyn til omkostninger, menneskeligt og økonomisk. Der var i bogstaveligste forstand tale om en krigsøkonomi med satsning på sværindustri og en forceret oprustning, og med den uundgåelige følge, at befolkningens levestandard blev drastisk forværret.

Sjakhty-retssagen 1928

For at redde ansigt for sin totalt forfejlede økonomiske politik foranstaltede regimet i 1928 den så kaldte Sjakhty-proces, hvorved et antal ingeniører blev anklagede af regimet for at være sabotører, skadevoldere og terrorister. Formålet var at gøre de uretmæssigt anklagede til syndebukke for de mange økonomiske problemer samt for at true dem og ligesindede til tavshed med hensyn til kritik af regimet. Retssagen skulle siden danne forbilledet for vilkårlige retssager mod Stalins formodede modstandere under de såkaldte Moskva-processer. Der blev foranstaltet masseudrensninger af "borgerlige specialister" (spetsy), som blev afskedigede og i flere tilfælde fratagne deres levnedsmiddelskort, ret til lægehjælp, bolig med mere. Mellem 1928 og 1931 blev omkring 138.000 arbejdere på denne måde de facto udstødte af samfundet.

Tvangskollektivisering og Holodomor

I 1929 indledte Stalin et nyt tvangskollektiviseringsforsøg. Der var da omkring 25 millioner små familiebrug i Sovjetunionen, heraf blev 3-5% betegnede som "kulakbrug" svarende til mellem 750.000 og 1.250.000 brug eller mellem 4.5 og 7.5 millioner mennesker. Skønsmæssigt 800.000 brug blev uden videre konfiskerede, og omkring 5 millioner mennesker blev tvangsfordrevne fra disse brug, heraf blev mellem 2.5 og 3 millioner mennesker tvangsdeporterede især til skovene i det nordlige Rusland, mens omkring 60.000 enten blev skudt uden videre eller sendt til GULag koncentrationslejre. Men det var kun begyndelsen.

I 1930-31 indledte regimet et veritabel folkemord. Først blev miren, det traditionelle landsbyfællesskab, opløst ved et dekret I 1930, og de fleste af de hidtidige valgte formænd for landsbyrådene blev fjernede for at hindre enhver organiseret modstand mod regimets overgreb. Så blev selve tvangskollektiviseringen igangsat. Denne mødte voldsom modstand fra bøndernes side i form af opstande, demonstrationer, blokader og endda mord på styrets repræsentanter. Styret svarede med at indsætte artilleri og luftvåben for at nedkæmpe modstanden. Denne handlemåde blev af Stalin i et propagandaskrift begrundet med, at "det var nødvendigt at knuse kulakkerne i åben kamp for øjnene af alle bønder".

Men terroren var ikke nok til at knuse modstanden, så regimet måtte gribe til nye midler. Man udpegede særlige troikaer, der fik til opgave at udvælge nye bønder, der skulle tvangsdeporteres. I december 1932 blev flere tusinde familier deporterede fra kosakbyer.

Samtidig indledte regimet en ny tvangskonfiskering af korn. Følgen var en omfattende hungersnød kendt som Holodomor. Det skønnes at omkring 5-7.7 millioner mennesker eller omkring en fjerdedel af bønderne døde af sult i årene 1932-33 samtidig med, at regimet eksporterede 18 millioner tons korn. Da bønderne i desperation forsøgte at redde sig nogle kornneg til eget forbrug, blev dette forbudt af regimet og straffet med total konfiskation af al ejendom samt fængsel i mindst 10 år. I løbet af de første 16 måneder efter dekretet ikrafttræden blev 125.000 bønder straffede for at have overtrådt det og 5.400 dømt til døden. Da bønderne i desperation nedslagtede deres husdyr, førte det til, at der i 1934 kun var halvt så mange kreaturer og svin og kun en tredjedel så mange får og geder i 1934 som i 1928.

Holodomor regnes som et af de værste målbevidste folkemord i historien, og udfaldet ville have været endnu værre, hvis ikke regimet I 1933 udleverede 80 tons korn fra de statslige lagre til fortæring i Ukraine.

Kampen mod kirken

Sideløbende med folkemordet i Ukraine indledte Stalin også en kamp imod kirken. I 1929 kom en ny lov, der pålagde alle trossamfund at lade sig registrere for lovligt at kunne ansætte en præst, leje en kirke og holde gudstjenester. Al virksomhed uden for kirken som begravelsesoptog eller velgørenhedsarbejde blev forbudt.

Men allerede i 1930 blev 13.000 præster "afkulakiserede", kirkeklokker blev beslaglagte, der blev indført uhyrlige kirkeskatter, og troende blev frataget deres borgerrettigheder, men i løbet af de følgende år skete yderligere forfølgelser af kirker og kristne.

I 1917 havde kirken omkring 100 millioner medlemmer fordelte på 67 stifter og næsten 55.000 kirker med omkring 57.000 ansatte præster. Desuden fandtes knap 1.500 klostre med herved 95.000 munke og nonner. Som følge af tidlig forfølgelse var der i 1929 kun 39.000 kirker tilbage og frem til 1936 faldt dette til 15.835 kirker i brug. Tusinder af præster blev arresterede og mange af dem skudt. Ved årtiets slutning var omkring 80% af landsbykirkerne blevet lukkede.

Den ukrainske Autokefale Kirke havde i 1926 omkring 6 millioner medlemmer, 3.000 præster og 32 bisper. Dette år blev metropolis Lypkivsky arresteret. I 1930 blev kirken opløst ved tvang, 2.400 præster blev arresterede og omkring 20.000 medlemmer af menighedsråd blev dræbte af regimet.

Kampen mod etniske mindretal

I de første år under kommunistregimet gav man indtryk af, at etniske mindretal ville bevare en udstrakt autonomi. Der oprettedes særlige såkaldt autonome etniske delrepublikker, og det blev tilladt at udgive aviser og bøger samt undervise på eget sprog. Men fra midten af 1930-erne blev denne virksomhed stoppet, stedlig ledere blev arresterede og anklagede for nationalisme og antisovjetisk virksomhed og henrettede eller fængslede i vid udstrækning. Alene I 1937-38 blev 1.5 millioner mennesker arresterede for "anti-sovjetiske handlinger", og officielt blev omkring 750.000 af dem skudt.

Skueprocesserne i Moskva

På samme tid blev også medlemmer af kommunistpartiet i stor udstrækning anklagede og dømte ved en række skueprocesser. Disse processer havde til formål at aflede opmærksomheden fra de uhyrligheder, som regimet netop da udførte, og at legitimere regimets overgreb. Det er sandsynligt, at Stalin samtidig ønskede at udrydde potentielle konkurrenter.

Imperialismen, Hitler-Stalin-pagten

Allerede i 1930-erne arbejdede Stalin for en udvidelse af imperiet. I 1939 indgik han en pagt med Hitler om deling af Østeuropa, og i de næste år fulgte han denne plan. I 1939 besatte han den østlige del af Polen, og senere angreb han Finland. Den finske modstand var dog for stor, og han måtte nøjes med en mindre landerobring.

I 1941 kom det til et brud mellem Sovjetunionen og Nazi-Tyskland. Kort efter indledte vestmagterne repræsenterede ved Roosevelt og Churchill et samarbejde med Stalin om at bekæmpe Hitler. Stalin gjorde det til en absolut betingelse, at vestmagterne accepterede hans erobringer både i Finland og hans besættelse af de baltiske lande, hvor der blev lavet tvangsforflytninger af store dele af eliten.

Ved krigens slutning krævede han Østpreussen som sovjetisk område samt den dominerende indflydelse i hele Østeuropa. Dermed fastholdt han de imperialistiske mål, som han tidligere havde aftale med Hitler.

Nye deportationer i 1940-erne

Både under og efter 2 verdenskrig blev der gennemført nye omfattende tvangsdeportationer af etniske grupper. Således blev der i 1941 lavet omfattende deportationer af den borgerlige elite i de baltiske lande, og i 1949 blev der foretaget nye, omfattende deportationer. Men også andre etniske grupper blev ramt inden for de områder, som Sovjetunionen havde opnået kontrol over før, under og efter krigen. En opgørelse pr 1 april 1948 omfatter i alt 2.209.454 deporterede, heraf 956.567 hjemmetyskere, 3.109 folketyskere, 3.007 tyske hjælpere, 397.966 tjetjenere og ingusjere, 188.609 Krim-tatarer, Krim-armeniere og bulgarerne, 78.931 kalmukker, 60.565 karatjaer, 32.248 balkarer, men også 136.339 russere, der havde tilsluttet sig general Vlassovs befrielseskamp for at bekæmpe sovjetstyret, 97.619 ukrainske nationalister og 161.241 forhenværende kulakker.

Ny hungersnød 1946-47

I 1946 og 1947 indtrådte en tørke i visse dele af Sovjetunionen, og det førte til en ny hungersnød, hvorved skønnes 1.5 millioner mennesker døde af sult. Også denne gang fremmede regimet hungersnøden omfang: 1.12.1946 havde staten 12.7 millioner tons korn i reserve og 1.1 2.1947 19.6 millioner tons korn. Samtidig eksporterede staten henholdsvis 0.4 og 2.4 millioner tons korn.

Den desperate situation fik mange til at stjæle kornaks og kartofler fra markerne, mens andre simpelthen gik over til almindeligt tyveri. Der opstod regulære kriminalitet bander, som begik væbnede overfald på de kollektive brug og fødevarelagrene, og regimets eneste reaktion var at skærpe straffene for tyveri i stedet for at yde hjælp.

Forholdene gjorde, at mange bønder ønskede at træde ud af de kollektive brug. For at stoppe denne bevægelse blev tusinder af kommunister sendt fra byerne ud på landet for at "genoprette disciplinen".

Gulag slavelejre

Under Stalin udviklede staten et nyt system af tvangsarbejdslejre, eller bedre: slavelejre. Dette havde ret beset sine rødder i Leninismen. Lenin udviklede et system af koncentrationslejre til indespærring af politiske modstandere. Men samtidig udtænkte han et system, hvor såkaldte arbejds-forbedringslejre skulle bruges til at "resocialisere" kriminelle. Han lod derfor oprette de første koncentrationslejre allerede i foråret og sommeren 1918 som led i bekæmpelsen af den politiske opstand imod den undertrykkelsespolitik, som hans regime stod for.

Bolsjevikkerne lod deres hemmelige politi, TjeKa, forvalte disse lejre, der blandt andet blev indrettede i tidligere klostre og ofte i nærheden af byerne. Men man ønskede snart at i stedet oprette tvangsarbejdslejre i fjerne områder, som det var sværere at flygte fra. Det første større kompleks af sådanne lejre blev derfor oprettet på Zsolovetskij-øerne i Hvidehavet og i Arkhangelsk-området.

I 1922 blev alle fængsler og straffelejre overført fra Justits- til Indenrigskommisariatet, som også det hemmelige politi sorterede under.

En forandring af lejrenes formål og brug indtraf under indtryk af den første femårsplan, vedtaget i 1928. Planen omtalte ikke anvendelse af fangearbejde, men i 1929 fremsatte Stalin ved et møde i Centralkomiteen et forslag om at undersøge muligheden for, at fanger kunne anvendes som slavearbejdere på projekter, der skulle udføres i de mest ugæstfri og mennesketomme egne. Slavearbejderne skulle anvendes "til kolonisering af vore nordlige egne", som det blev udtrykt. Forslaget var dog ikke Stalins egen ide men skyldes Feliks Dzerzjinskij, der havde fremsatden allerede i 1926. Men nu blev den et led i regimets officielle politik. Ved en forordning af 11 juli 1929 Om anvendelse af kriminelle fangers arbejde blev oprettet to nye institutioner: OGPU skulle forestå den nye politik på unionsniveau og NKVD på republikniveau underlagt Indenrigs-kommissariatet. Alle, der egnede sig til at udføre fysisk arbejde og var idømt mindst 3 års fængsel, skulle sendes til de nye lejre.

Denne politik faldt sammen med nye massearrestationer af især bønder, som protesterede imod tvangskollektiviseringen. Og da udnyttelsen af de politiske fanger nu fik en økonomisk motivation oveni, var der nærmest ingen grænser for omfanget af folk, der blev idømt slavearbejde. Antallet af fanger i GULAG voksede fra 179.000 i 1930 til 965.742 i 1935, 1.296.494 i 1936, 1.929.729 i 1941, 2.199.535 i 1948, 2.561.351 i 1950 og var endnu 2.468.524 ved Stalins død i 1953. Men disse tal er nettotal og dækker over et bruttotal på skønnet 18-20 millioner fanger for årene 1934-1953. Foruden sovjetborgere omfattede systemet tillige omkring 3 millioner tyske krigsfanger, 1/2 million japanske krigsfanger og flere hundrede tusinder fanger af anden nationalitet.

Jøderne

Mens jøderne havde spillet en fremtrædende rolle som virksomme for den systematisk folkeundertrykkelse under Lenin, ændrede dette sig gradvist under Stalin, der selv var georgier af nationalitet: det blev i højere grad folk fra Kaukasus, som trådte i forgrunden som den nye elite.

I 1939 havde Sovjetunionen besat den østlige del af Polen. Her fandtes en stor jødisk befolkning. En væsentlig del af disse blev regnede som kapitalister og dermed erklærede klassefjender. Disse blev følgelig efter kort tid sendt til GULAG og led en lignende skæbne som andre i lejrene. Mange af de øvrige sluttede mere eller mindre frivilligt op bag diktaturet. Da Nazi-Tyskland i 1941 indledte Operation Barbarossa og angreb de sovjetisk besatte områder, blev den overvejende del af de tilbageværende jøder "evakuerede", kvalificerede samtidige skøn lyder på mellem 2.5 og 3.5 millioner jøder. Hvad, der skete med dem, er usikkert, men mange er formentlig endt som tvungne slavearbejdere i de sovjetiske våbenfabrikker i Ural. Oplysningerne om jødernes "redning" stammer først og fremmest fra den Sovjetiske Jødiske Anti-fascistiske Komite, som med etnisk stolthed fortalte om evakueringen. Men ved krigens slutning, da myten om holocaust spredte sig og blev brugt som en del af begrundelsen og legitimationen for Nurnberg-processerne, blev denne redningsaktion et uønsket narrativ, komiteen blev opløst og dens budskab undertrykt.

De tilbageværende jøder i Østpolen, Litauen, Letland, Hviderusland og Ukraine, skønsmæssigt omkring 1 million, har fortrinsvis virket som sovjetiske partisaner bag den tyske front. Ifølge indberetninger fra de tyske såkaldte "indsatsgrupper" skal omkring 1/2 million jøder være blevet henrettede enten som partisaner eller som formodede støtter af partisanvirksomheden.

I sin sidste levetid synes Stalin at have udviklet en antisemitisme, der kun adskilte sig fra Hitlers i dens konkrete udtryksform. Under et møde i Politbureauet erklærede han: "Kammerater, jeg tror, at vi må redde vore jøder, beskytte dem. Det ville være bedst at genbosætte dem alle på et sikkert sted, langt væk fra Moskva og Leningrad". Dette førte blandt andet til opførelsen af lejre i Den Jødiske Autonome Republik i Birobadjan i det fjerne østen. I sommeren 1952 blev 13 fremtrædende jøder henrettede, og samme år blev en række fremtrædende jødiske læger anklagede for at have planlagt at myrde Stalin. Flere af de anklagede nåede at dø af tortur inden, at Stalin døde, og hele komplotanklagen erklæret for ikke-eksisterende.

Nazismen

Nationalsocialismen som ideologi appellerede til middelklassen og arbejderklassen, idet den spillede på angsten for social nedtur og på den nationale ydmygelse efter nederlaget i 1. verdenskrig.

Nationalsocialismen kopierede i mangt og meget kommunisternes metoder. Som Hitler indrømmede: "Hele nationalsocialismen er baseret på den. Se på arbejdersportsklubberne, industricellerne, massedemonstrationerne, propagandabrochurerne beregnet specielt for masserne; alle disse ny metoder i den politiske kamp er i deres oprindelse væsentligt marxistiske. Alt, hvad jeg behøvede at gøre, var at overtage disse metoder og tilpasse dem til vort formål."

Mens marxismen, Marx og Engels i Det kommunistiske Manifest havde hævdet, at historiens drivende princip var klassernes kamp, hævdede Hitler på tilsvarende måde, at "enhver verdenshistorisk proces er blot en ytring af racernes selvopholdelsesdrift".

De tyske koncentrationslejre havde stærke mindelser om de sovjetiske GULag-lejre.

Baggrunden for den nationalsocialistiske magtovertagelse i 1933 findes i den demokratiske Weimarrepublik. Den var præget af store problemer. Kommunister og ekstreme nationalister, der begge afskyede det borgerlige liberale demokrati, fik flertal ved flere valg, men kunne ikke samarbejde. Selv om de demokrati-støttende partier sad på magten, var regeringsledelsen meget vanskelig. De økonomiske problemer, der fulgte Wall Street-krakket i 1929 og fik arbejdsløsheden til at runde fem millioner, var en væsentlig medvirkende faktor til at give Weimarrepublikken dødsstødet.

Under Weimarrepublikken fik højrenationale kræfter succes og med tiden især NSDAP med deres populistiske paroler. Det formåede at forene en udbredt nationalisme med befolkningens ønske om enhed og folkeligt sammenhold. Tyskland under nazismen 1933-1945 1933: Hitlers magtovertagelse

Den 30. januar blev Adolf Hitler af rigspræsident Paul von Hindenburg udnævnt til rigskansler i Weimarrepublikken. Hindenburg udskrev samtidigt et valg, der skulle afholdes i marts 1933. I tiden op til valget udnyttede ledende nazister samtlige muligheder i regeringsstyrelsen til at konsolidere sig. Især rigsdagsbranden fik afgørende betydning. Da det viste sig, at den var påsat af en hollandsk anarkist, var nazisterne ikke sene til at benytte sig af den generelle frygt for kommunister til at få præsident Hindenburg til at forbyde kommunistpartiet og anholde mange af deres ledere. Dermed var deres direkte konkurrent til magten ryddet af vejen. Kommunistspøgelset var i øvrigt noget NSDAP var dygtig til at fremmane.

Ved rigsdagsvalget i marts 1933 fik Hitler sammen med hans støtteparti over halvdelen af stemmerne og kunne dermed regere alene. Ved løfter og tvang lykkedes det den 23. marts Hitler og NSDAP at få også andre partier til at stemme for "Ermächtigungsgesetz" (444 stemmer for og 94 imod) og dermed opnå de to tredjedeles flertal, der krævedes for en forfatningsændring. Kun socialdemokraterne, det eneste tilbageværende venstreparti, stemte imod (Kommunistpartiet var ikke til stede ved afstemningen, da alle dets rigsdagsmedlemmer var beordret arresteret). "Ermächtigungsgesetz" gav Hitler ret til i fire år at indføre love uden om parlamentet. Med vedtagelsen af "Ermächtigungsgesetz" var den uindskrænkede magt til NSDAP og Hitler en realitet, og den sidste rest af en retsstatslig Weimarrepublik væk.

Konsolidering af magten 1933-1936

NSDAP begyndte straks under Hitlers ledelse at udnytte den uindskrænkede magt til at fjerne al opposition og til at samle landet under partiet. Allerede i maj 1933, blot to måneder efter magtovertagelsen, blev alle fagforeninger tvunget ind i Den tyske arbejderfront, der var en fagforening styret af den nazistiske topledelse. Kort efter kom det til forbud mod socialdemokraterne og lukningen af samtlige partier på nær NSDAP. I juli 1933 blev det vedtaget, at oprettelsen af nye partier var forbudt, og at NSDAP var det eneste lovlige parti i Tyskland. Hitler havde udnyttet sine beføjelser til fulde. Endvidere begyndte det, der på tysk kaldes Gleichschaltung, ensretning. Ordet betegner den proces, der sikrede NSDAP magten over de formelt selvstyrende delstater i Tyskland. Delstaterne mistede efterhånden flere og flere opgaver og rettigheder, og styringen af de mindre regionale enheder overgik i løbet af 1933 fuldstændig til NSDAP's kontrol. Desuden blev den frie presse erstattet af en fuldstændig partistyret presse.

I 1933 og 1934 kom en del uafhængige statslige institutioner direkte ind under nazistpartiets kontrol. Det gjaldt kulturministeriet og kirken men tillige retsvæsenet, der blev partistyret.

Etnisk udrensning af jøder

Nazismen havde et stærkt antisemitisk islæt, og fra starten var det et mål at foretage en udgrænsning og en etnisk udrensning af jøder. Det skulle ske ved at presse jøderne til at forlade landet. Allerede den 1. april 1933 en uge efter den nazistiske magtovertagelse den 24. marts begyndte de tyske jøder at mærke de nye tider. Joseph Goebbels opfordrede tyskerne til at boykotte jødiske forretningsdrivende, og den nazistiske kamporganisation Sturm-Abteilung (SA) ødelagde jødiske forretninger og mishandlede indehaverne.

Med vedtagelsen af Nürnberglovene september 1935 blev det klart, hvordan loven definerede en jøde, og ægteskaber mellem jøder og ikke-jøder blev forbudt. Derfor udvandrede 170.000 tyske jøder, 1/3 af det samlede antal i slutningen af 1938. Samtidigt samarbejdede zionisterne med styret om at organisere udvandring til Palæstina i den såkaldte (Ha'avara-plan)[6], der gjorde det muligt for jøder at få overført store summer til Palæstina via en jødisk kontrolleret investeringsbank.

Især "krystalnatten" den 9. november 1938 var for mange jøder et afgørende tegn på ulykkens komme. Her blev flere synagoger ødelagt og brændt, og mange jøder blev myrdet. 30.000 jøder blev anholdt, og jøder fik forbud mod at drive forretning.

Planøkonomi

Den tyske økonomi var allerede før Hitler blevet mere og mere statslig styret, og med NSDAP tog denne udvikling fart. Delvis inspireret af Franklin Delano Roosevelts succes med New Deal påbegyndte Tyskland store anlægsprojekter. Især motorvejsnettet blev udbygget. Udover at formindske arbejdsløsheden og skabe bedre rammer for handlen havde motorvejene også en meget vigtig strategisk fordel, der skulle lette transport af tropper, materiel og kampvogne mellem den østlige og vestlige del af Tyskland.

Det økonomiske boom, den faldende arbejdsløshed og stigende produktion var kun halvt finansieret ved skatter og andre statsindtægter. Det var nødvendigt at optage store lån, og den tyske statsgæld blev firedoblet fra 1933 til 1939. Denne ekspansion førte til alvorlige problemer for den tyske valutabeholdning, da der ikke blev produceret varer nok til en eksport, der kunne finansiere den stigende import.{[10]

Da Hitler kom til magten, var Tyskland endnu ramt af depressionen. Ledigheden var høj, og landbruget havde svært ved at producere nok fødevarer i de økonomiske krisetider.

Hitler allierede sig snart med storindustrien. Han udnævnte Hjalmar Schacht til ny præsident i Rigsbanken allerede i 1933. Schacht var vel anset i det tyske erhvervsliv, og det beroligede dem, som var bange for, at Hitler skulle føre en alt for venstreorienteret økonomisk politik.

Samfundsøkonomisk overtog Hitler den kommunistiske planøkonomi. Han fik udarbejdet fireårsplaner for økonomien ganske efter Sovjetunionens forbillede. Samtidig arbejdede Hitler tæt sammen med erhvervslivets ledere. Hitler satsede på at udbygge tungindustrien yderligere, da han så på den som en hjørnesten i økonomien og vigtig for at kunne opruste landet igen.

Hitler stimulerede også økonomien ved at igangsætte store offentlige byggeprojekter: et netværk af motorveje, de såkaldte Autobahn. Udbygningen af vejene skaffede arbejde til mange og gav bilindustrien vigtig hjælp.

Industrien blev opmuntret til at forske i syntetiske produkter. Hitler ville undgå at havne i samme situation som under 1. verdenskrig, da Tyskland måtte opgive krigen på grund af manglende forsyninger uden at have tabt krigen militært. Det var især vigtigt at udvikle kunstig benzin, hvilket I.G. Farben formåede i 1934 med statsstøtte.

Samtidigt prøvede nationalsocialisterne at reformere landbruget ved at indføre grænser for, hvor megen gæld som kunne ligge på en gård. Det gav imidlertid ikke den ønskede effekt, og produktionen faldt yderligere. Resultatet var, at Tyskland måtte importere fødevarer. Det skete på bekostning af våbenimporten. Tyskland fik et stort underskud på handelsbalancen på grund af denne import.

Tyskland havde alligevel stor økonomisk fremgang i 1930'erne. Væksten i industrien var så stor, at handelsunderskuddet blev af sekundær betydning. Væksten kom i stor udstrækning jævne borgere til gode på grund af lavere ledighed og større tilgang til forbrugsvarer.

Tysklands industrielle tyngdepunkt flyttede i denne periode mod øst. Traditionelt havde de vestlige storbyområder som Düsseldorf, Gelsenkirchen og Dortmund haft størstedelen af industrien. Meget af den nybyggede industrien i 1930'erne blev opført i Midttyskland og i de tyske østområder. De var tidligere stort set landbrugsområder, men de kom i rivende industriel udvikling i hitlertiden.

En medvirkende årsag til Tysklands industrielle udvikling var oprustningen. Denne havde to formål: dels at fjerne ydmygelsen fra Versaillestraktaten, dels at gøre Tyskland i stand til at føre an aggressiv udenrigspolitik, der med tiden skulle udvikle sig til kravet om "lebensraum".

Tyskland var blevet pålagt strenge begrænsninger i landets militære styrker i Versailles-traktaten: Marinen blev begrænset til seks større krigsskibe, og hæren blev begrænset til 100.000 mand med kun 4.000 officerer. Tyskland havde ikke lov til et luftforsvar. Allerede fra 1933 gik Hitler ind for at opbygge de militære styrker. Det måtte gøres i hemmelighed, så Frankrig og Storbritannien ikke opdagede oprustningen. Oprustningen nåede hurtigt så langt, at briterne og franskmændene måtte reagere. Frankrig forlængede værnepligten, og briterne gik i gang med at udvide deres marine. Hitler svarede øjeblikkelig med at indføre værnepligt i Tyskland og erklærede, at Tyskland ikke havde til hensigt at overholde rustningsbegrænsningerne i Versailles-traktaten. Tyskland gik derfor i gang med at genopbygge Luftwaffe.

De andre stormagter reagerede kun svagt. Storbritannien, Italien og Frankrig prøvede at optræde samlet og protestere, uden at Hitler lod sig rokke. Folkeforbundet fordømte Hitlers politik, men Tyskland havde meldt sig ud af Folkeforbundet kort efter Hitlers magtovertagelse i 1933. Dette indebar, at Folkeforbundet stod uden sanktionsmuligheder. Hitler ønskede at genopbygge den tyske krigsflåde, men så længe han ikke kunne opbygge både hæren og flåden, var det umuligt. Løsningen var at lave en aftale med Storbritannien om, så den tyske overfladeflåde ikke måtte overstige 35% af den britiske. Tyskland kunne skaffe sig lige så mange ubåde som Storbritannien. Hitler anså aftalen som en stor diplomatisk sejr.

Franco-styret i Spanien

I Spanien førte politisk uro til den Spanske Borgerkrig i 1936-1939 mellem højrefløjen og venstrefløjen, hhv. Franco og den folkevalgte, republikanske folkefrontsregering. Krigen endte med, at højrefløjen vandt, og general Francisco Franco blev diktator. Han blev ved magten til sin død i 1975.

Franco var en klassisk militærdiktator og meget afhængig af statspartiet, FET y de las JONS (senere Movimiento Nacional). Movimiento Nacional bestod af en række vidt forskellige totalitære partier, blandt dem sammenslutningen La Falange Española de las JONS. Senere mistede statspartiet opbakning og indflydelse, mens den katolske kirke øgede sin indflydelse.

La Falange Española de las JONS var antikommunistisk og ønskede lige som i Italien en korporativ-syndikalitisk organisering af produktionen. Den havde også paramilitære grupper, som de italienske fasci. Den var også præget af socialistiske elementer og ønskede en jordreform til gavn for de mindre bønder.

Tiden efter borgerkrigen, hvor den havde mest indflydelse, blev kaldt den "blå periode" og var præget af "blå terror", hvor hundrede tusinder af politiske modstandere blev tortureret, dræbt eller sat i koncentrationslejre. I resten af tiden frem mod 1975 søgte særligt kirken og militæret indflydelse, men Franco formåede det meste af tiden at spille dem ud mod hinanden, og de magtfulde poster besatte Franco med dem, der stod ham nær.

Franco havde aldrig selv en hård ideologisk linje. Han var frem for alt konservativ, ærkekatolsk, antidemokratisk og antikommunistisk. Han var rede til med magt at opretholde et autoritært styre, der beskyttede konservative og katolske værdier, som han så som grundlaget for den spanske nation, og tilintetgøre enhver, der ville ændre dette system.

Estado Novo

Politisk kaos, strejker, dårlige forbindelser til kirken og betydelige økonomiske problemer, som var blevet kraftigt forværret af den katastrofale portugisiske deltagelse i 1. verdenskrig førte til militærkuppet den 28. maj 1926. Dette kup blev grundlaget for den 2. republik under navnet Estado Novo i 1933, anført af António de Oliveira Salazar, som omskabte Portugal til et diktatur. Dette udviklede sig senere til en slags et-parti korporativt regime. Da Salazar døde i 1970, blev diktaturet hurtigt afviklet.

Det portugisiske militær-regime var imod den europæiske afkolonisering i Afrika og ville ikke opgive sine egne afrikanske kolonier. Regimet og dets hemmelige politi undertrykte elementære borgerrettigheder og de politiske frihedsrettigheder for at undgå kommunistisk indflydelse og opløsning af det eftertraktede portugisiske imperium. Portugal blev medlem af FN i 1955, og landet var en af grundlæggerne af flere internationale organisationer som fx. NATO (1949), OECD (1961) og EFTA i 1960.

António de Oliveira Salazar udviklede Estado Novo og var dens første leder. Grundlaget for hans regime var ment at skulle være en platform af stabilitet. Salazars tidlige reformer skulle knytte hele nationen tættere sammen, samtidig som de tillod en mere finansiel stabilitet og dermed også større økonomisk vækst.

Efter de kaotiske år under den første portugisiske republik (mellem 1910 og 1926) da end ikke den offentlige ro og orden blev opretholdt så virkede den anden portugisiske republik i begyndelsen som et imponerende gennombrud for de fleste samfundslag i befolkningen. På dette tidspunkt opnåede diktatoren Salazar sin højde af popularitet. Men populariteten sank siden betragteligt.

Det nye autoritære regime skilte sig kraftig ud fra andre totalitære regimer ved sin mangel på ekspansionisme, mangel på en karismatisk leder, mangel på partiets struktur og ved mere moderat brug af statlig vold udført af statens hemmelige politi. Men regimet blev stærkt inspireret af de principper, som Benito Mussolini promoverede i Italien.

Salazar var en katolsk traditionalist, som troede på nødvendigheden af statens totale kontrol over den økonomiske modernisering for at kunne forsvare religiøse og rurale værdier i sit eget land, som han opfattede som truet. En af grundpillerne i det militære regime var PIDE, det hemmelige politi.

Mange af de politiske dissidenter, som protesterede mod militær-regimet, blev arresterede og taget til fange og blev ofte sat i Tarrafal-fængslet, som lå i den afrikanske øgruppe Kap Verde, som var hovedstaden på øen Santiago, og i enkelte tilfælde tortureret. En streng statlig censur var også på plads i Portugal.

Estado Novo var planlagt at skulle håndhæve de nationalistiske og katolske værdier i den portugisiske befolkning. Hele uddannelsessystemet var rettet mod fremhævelse af den portugisiske nation og dens 5 århundreder gamle oversøiske territorier i Afrika, som fungerede som Portugals kolonier.

Mottoet for det portugisiske regime var Deus, Pátria e Familia (Gud, fædrelandet og familie), og var åbenbart ment som et modstykke til den franske revolutions valgsprog "Liberté, égalité, fraternité"). Efter 1945 blev den vigtigste modstanden mod regimet den bølge af afkolonisering, som fejede over hele Europa efter afslutningen af 2. verdenskrig.

Styret havde kun lidt forbindelse til andre totalitære regimer, men de portugisiske myndigheder havde bistået Nazi-Tyskland i hemmelighed ved at støtte de nationalistiske kræfter under den spanske borgerkrig i 1930-erne, men både Salazar og den portugisiske befolkning følte, at de ikke kunne stole fuldt og helt på Adolf Hitler, specielt i årene frem mod 2. verdenskrig. Under 2. verdenskrig forblev Portugal neutralt.

Maoismen

Folkerepublikken Kina blev grundlagt den 1. oktober 1949. Det var kulminationen på over to årtiers borgerkrige og internationale krige. Maos berømte frase "Det kinesiske folk har rejst sig" (kinesisk: 中國人民從此站起來了) associeret med etableringen af Folkerepublikken Kina blev dog ikke brugt i talen, som han holdt fra Den Himmelske Freds Port den 1. oktober.[167]

Mao bosatte sig i Zhongnanhai, der er et anlæg ved siden af den forbudte by i Beijing, og der beordrede han anlæggelsen af en indendørs svømmebasin og andre bygninger. Hans læge, Li Zhisui, beskrev at han fortsatte sine gerninger selvom han lå i sengne eller ved svømmebasinet, og han foretrak ikke at bære formel påklædning medmindre det var aboslut nødvendigt.[168] Lis bog The Private Life of Chairman Mao bliver betragtet som kontroversiel, særligt blandt dem, som havde sympati for Mao.[169] Mao besøgte ofte sin villa i Wuhan mellem 1960 og 1974; villaen inkluderede en have, beboelsesområde, konferencerum, sikkerhedskammer og svømmebasin.[170][171]

I oktober 1950 tog Mao en beslutning om at sende Folkets Frivillige Hær (på engelsk People's Volunteer Army, PVA), der var en specialenhed i Folkets Befrielseshær, i krig i Korea, og kæmpe samt at forstærke Nordkoreas tropper Koreas Folkehær, som havde været på retræte. Historiske optegnelse viser, at Mao styrede PVA's felttog ned til mindste detalje. Som formand for KKP's centrale militærkommision var han også øverkommanderende i Folkets Befrielseshær, Folkerepublikken Kina og formand for KKP. PVA var under overordnet ledelse af den nyudnævnte Zhou Enlai, med general Peng Dehuai i feltkommandør og politisk kommissær.[172]

Under jordreformer blev et stort antal jordejere og bønder tævet ihjel under massemøder der blev organiseret af kommunistpartiet, hvor jorden blev taget fra dem og givet til de fattigere bønder, hvilket reducerede den økonomiske ulighed voldsomt.[173][174] Kampagnen om at undertrykke de kontraravolutionære,[175] involverede offentlige henrettelser af tidligere embedsfolk i Kuomintang, forretningsfolk der blev beskyldt for at "forstyrre" markedet, tidligere ansatte i vestlige virksomhedder og intellektuelle hvis loyalitet der blev sat spørgsmålstegn ved.[176] I 1976 estimerede USA's udenrigsministerium, at der blev dræbt op mod 1 millioner personer under jordreformerne, og at 800.000 blev dræbt under den kontrarevolutionære kampagne.[177]

Mao selv hævedede at 700.000 personer blev dræbt under angreb udført af "kontrarevolutionære" i årene 1950-1952.[178] Der var dog en politik om at vælge "mindst én jordejer, og normalt adskillige, i hver eneste landsby til offentlig henrettelse",[179] så ligger antallet af døde mellem 2 millioner[179][180] og 5 millioner.[181][182] Derudover blev mindst 1,5 millioner personer,[183] muligvis helt op mod 4 til 6 millioner,[184] sendt til "reform via arbejde"-lejre hvor mange omkom.[184] Mao spillede en personlig rolle i at organisere masseundertrykkelse og etablerede et system med henrettelseskvoter,[185] som ofte blev overgået.[175] Han forsvarede disse dreb som nødvendige for at sikre magten.[186] Mao ved Joseph Stalins 70-års fødselsdagsfest i Moskva, december 1949

Maos regering bliver generelt krediteret for at have udslettet både indtagelsen og produktionen af opium i 1950'erne ved at bruge ubegrænset undertrykkelse og sociale reformer. 10 millioner misbrugere blev tvunget til obligatorisk behandling, dealere blev henrettet og opium-producerende områder blev beplantet med andre afgrøder. Den resterende opiumsproduktion flyttede syd for den kinesiske grænse til området ved den gyldne trekant.[187]

Startende i 1951 igangsatte Mao to på hinanden følgende bevægelser i et forsøg på at udrydde korrpution i byområderne ved at rette kampagnerne tre anti – fem anti mod rige kapitalister og politiske modstandere. Tre anti-kampagnen var fokuseret på at rense ud i regeringen, industrien og embedsfolk i partiet, mens fem anti-kampagnen var rettet bredere mod kapitalistiske elementer generelt.[188] Arbejdere fordømte deres chefer, ægtefolk angav hinanden og børn informerede myndighederne om deres forældre; ofrene blev ofte ydmyget under kampsessioner, der var en metoder som var designet til at skræmme folk maksimalt. Mao insisterede på at mindre lovovertrædere skulle kritiseres og reformeres eller sendes i arbejdslejre, "mens de værste af dem skulle skydes". Disse kampagner udryddede flere hundrede tusinder flere, hvoraf størstedelen var via selvmord.[189] Mao og Zhou Enlai mødtes med den 14. Dalai Lama (th.) og Panchen Lama (tv.) for at fejre det tibetanske nytår i Beijing 1955.

I Shanghai blev selvmord ved at springe ud fra høje bygninger så almindeligt, at indbyggerne indgik at gå på fortovet nær skyskrabere af frygt for at personer skulle ramme dem i hovedet.[190] Nogle forfattere har påpeget, at det at drive personer, som blev opfattet som fjender, til selvmord, var en almindelig taktik under Maos styre. Eksempelvis beskriver Philip Short, som har skrevet en biografi om Mao, at i Berigtigelsesbevægelsen gav Mao specifikke instruktioner om at "ingen kadre må blive dræbt", men denne praksis tillod at sikkerhedschefen Kang Sheng drev sine modstandere til selvom, og at "dette mønster blev gentaget igennem hele hans lederskab af Folkerepublikken".[12] Foto af Mao Zedong der sidder, udgivet i "Quotations from Chairman Mao Tse-Tung", ca. 1955

Efter Maos konsolidering af sin magt igangsatte han den første femårsplan (1953–1958), der sigtede mod at gøre kinserne uafhængige af landbrug for at gøre landet til en supermagt. Med Sovjetunionens assistance blev der opført nye industrielle faciliteter og landbrugsprodutkionen faldt til et niveau, hvor industrien kunne generere nok indkomst til, at Kina ikke længere var afhængig af støtte fra Sovjetunionen. Den første femårsplans succes opmuntrede Mao til iværksætte den anden femårsplan i 1958. Mao igangsatte også en hurtig kollektivisering. KKP introducerede priskontrol samt forenklede kinesiske skrifttegn, der søgte at øge landets læsefærdigheder. Der blev også udført stor industriprojekter.

Hundrede Blomster

Blandt de programmer der blev fulgt var Hundrede Blomster-kampagnen, hvor Mao indikerede hans formodede villighed til at overveje forskellige meninger om, hvordan Kina skulle styres. Med friheden til at kunne udtrykke deres meningen begyndte liberale og intellektuelle kinesere at modsætte sig kommunistpartiet og de satte spørgsmålstegn ved lederskabet. Til at begynde med blev det tolereret og tilskyndet. Efter nogle måneder ændrede Maos regering politik og forfulgte dem, der havde kritiseret partiet, hvilket var op mod 500.000, og dem som angiveligt skulle have kritiseret partiet, i det der blev kaldt Anti-højre-bevægelsen. Forfattere som Jung Chang har påstået at Hundrede Blomster-kampagnen blot var en taktik til at udrydde de "farlige" tænkere.[191]

I sommeren 1956 havde Mao fattet interesse for tanken og var begyndt at sikre sig den ledende rolle i udgangspunktet var Zhou Enlais projekt. Den oprindelige plan var at lade de intellektuelle diskutere landets problemer for at fremme nye kunstneriske udtryk og nye kulturelle institutioner. Men Mao så projektet som en måde at fremme socialismen på. Mao mente, at socialismen var den eneste "sande" tænkemåde, og at det ville blive åbenbart også for ikke-kommunistiske kinesere, at den var kapitalismen overlegen, hvis blot man fik gennemdiskuteret det. I en senere tale af Mao, Om den rigtige behandling af modsigelser i folket, holdt den 27. februar 1957 gav Mao kampagnen helhjertet støtte. Således begyndte Hundrede Blomster-bevægelsen.

Navnet kom fra et digt: 百花齐放，百家争鸣 (Pinyin Bài Huā Qífàng, Bǎi Jiā Zhēngmíng, "Lad hundrede blomster blomstre, lad hundrede skoleretninger kappes med hinanden"[1][2]). Mao brugte dette citat for at tilkendegive, hvad han forventede fra de intellektuelle.

Kampagnen begyndte sent i efteråret 1956. Til at begynde med blev ingen kritik rettet direkte mod centralregeringen, skønt der var en betydelig stigning af råd, som gik i konservativ retning. Statsminister Zhou modtog nogen af disse breve og opfattede, at kampagnen ikke havde den ønskede fremdrift. Zhou tog senere dette op med Mao og mente, at der var behov for en mere opildende opmuntring fra det centrale byreaukrati for at få de intellektuelle til at blive friere i sin kritik.

I foråret 1957 sagde Mao, at kritikken var nødvendig og begyndte at kritisere dem, som havde "svigtet" ved ikke at indsende nogen sund kritik til regeringen. Mange intellektuelle havde fornemmet, at det var en slags fælde, men gav til sidst efter og gav uforblommet udtryk for grundlæggende kritik af partiets styremåde. Fra 1. juni til 17. juli 1957 strømmede det ind med mange millioner breve med kritik.

Mange af brevene var i strid med det, Mao mente var "sund" kritik. Mao mente, at kritikken nu nåede op til et skadeligt og ukontrollerbart niveau. Mange breve havde opfordret regeringen til at "styre demokratisk" og "åbne sig". Zhou var en stund tilsyneladende villig til at gå ind på kritikernes synspunkter, men Mao ville ikke. For ham var denne "skadelige" kritik et angreb på hans eget lederskab. Mao betragtede mange af brevene som absurde. Det gjaldt for eksempel forslag, som at "kommunistpartiet burde afgive sin magt", om at "de intellektuelle bliver udsat for en tortur ved at tvinges til at leve i et kommunistisk land", at "landet bør deles op, og hver landsdel burde have sit eget politiske parti", og at "der burde være flere partier, som regerede landet på skift i fireårsperioder".

I juli 1957 afblæste Mao kampagnen, og der var intet, Zhou kunne gøre for at forhindre det. Maos tidligere tale, som ikke straks efter var blevet offentliggjort, blev omskrevet således, at meningen blev en anden, og blev så senere udgivet i sin nye form med brod mod kritikerne.

Mange gik ud fra, at Mao havde forestillet sig hvordan, det ville gå med kampagnen fra første stund, og at han gik ind for den egentlig kun i den hensigt at skaffe sig et overblik over hvor, oppositionen sad, så han kunne slå den ned. Li Zhisui, der var Maos læge, mente, at Mao til at begynde med havde set denne politik som en måde at svække oppositionen mod ham i partiet, og at han blev overrasket over omfanget af kritikken, og det faktum at det blev rettet mod hans eget ledetskab.[192] Det var først herefter, at det blev brugt som en metode til at identificere og efterfølgende forfølge dem, som var kritiske over for hans regering. Hundrede Blomster-kampagnen ledte til at mange indbyggere blev fordømt, fortiet og dræbt, hvilket også blev forbundet med Anti-højre-bevægelsen, og det har muligvis resulteret i millioner af døde.

Efter kampagnen officielt var ovre, begyndte Maos voksende had mod de intellektuelle at komme til udtryk. Nu fulgte en forstærket udgave af den "antihøjre-bevægelse", som han havde startet fem år før, men nu styret af Maos overbevisning om, at de intellektuelle var roden til alle landets vanskeligheder. Mao beordrede de "kontrarevolutionære" arresteret, og mange fik hårde straffe. Tortur og dødsstraf uden dom var blandt virkemidlerne. Endvidere skønnes det, at et sted mellem 300.000 og 700.000 kompetente personer blev fjernet fra deres arbejde og stemplet som "højreorienterede".[3]

De tendenser, som kom så tydeligt til udtryk under denne proces, skulle gøre sig om muligt endnu stærkere gældende under kulturrevolutionen, som begyndte knapt ti år senere.

Kulturrevolutuonen

Vid den 8:e centralkommitténs 11:e plenarsammanträde i augusti 1966 genomförde Mao en omorganisation av det kinesiska kommunistpartiets ledning som bl.a. ledde till att Liu Shaoqis position försvagades och Lin Biao blev nummer två i partiet. Sammanträdet utfärdad också en deklaration bestående av sexton punkter som publicerades i Folkets Dagblad och därmed gav det officiella startskottet till kulturrevolutionen.[5]

"Hela partiet måste följa kamrat Mao Tse-tungs instruktioner, hålla den proletära kulturrevolutionens stora fana högt, grundligt avslöja den reaktionära borgerliga hållningen hos de så kallade akademiska auktoriteter som motsätter sig partiet och socialismen, grundligt kritisera och tillbakavisa alla reaktionära borgerliga idéer inom det akademiska arbetet, undervisningen, journalistiken, litteraturen, konsten och förlagsverksamheten och gripa ledningen inom dessa kulturella områden. För att uppnå detta måste man samtidigt också kritisera och tillbakavisa de representanter för bourgeoisien som har smugit sig in i partiet, regeringen, armén och kulturens alla områden, och rensa ut dem eller överföra en del av dem till andra poster. Framför allt får vi inte anförtro uppgiften att leda kulturrevolutionen åt dessa människor. Faktiskt har många av dem ägnat sig åt och ägnar sig fortfarande åt sådana uppgifter, och den saken är synnerligen farlig." – Cirkulär från Kinas kommunistiska partis centralkommitté den 16 maj 1966

Under hösten 1966 hölls flera gigantiska stormöten i Peking vid vilka miljontals rödgardister närvarade. Kampanjen drabbade under de påföljande månaderna i första hand kultur- och utbildningssektorn. Maos viktigaste medel för att genomföra kulturrevolutionen var vi denna tid rödgardisterna, politiskt radikala storstadsungdomar som med Maos goda minne fick resa gratis land och rike runt med tåg för att, som det sades, sprida den kulturrevolutionära glöden.

Kulturrevolutionen hade som ett av sina främsta officiella mål att utrota det feodala, borgerliga och s.k. revisionistiska tänkandet i hela det kinesiska samhället och ersätta det med socialism. Den kinesiska kommunismen hade tidigare i huvudsak begränsat sig till statsapparaten och produktionsmedlen, men Mao med rödgardisterna och andra radikala politiker bakom sig (ex.vis de som med tiden skulle komma att kallas för ”de fyras gäng”) riktade nu bl.a. in sig på intellektuella och lärare, som skulle ha förrått den gamla revolutionen. Den högre utbildningen upphörde under flera år att fungera. Även högt uppsatta partifunktionärer, som till exempel Kinas president Liu Shaoqi och KKP:s generalsekreterare Deng Xiaoping, fann sig också i omgångar utfrusna och kritiserade, anklagade för att ha förrått den gamla revolutionen och blivit "kapitalistfarare". Mao förklarade aldrig klart och tydligt sina syften eller mål med kulturrevolutionen, vilket gjorde det så mycket svårare för hans uttolkare att skydda sig mot senare anklagelser om förräderi mot honom.

I januari 1967 störtade en grupp radikaler ledda av Zhang Chunqiao och Yao Wenyuan den lokala partiledningen i Shanghai och tog själva makten i staden. Efter ett visst motstånd bland konservativa grupper i partiledningen gav ledningsgruppen för kulturrevolutionen klartecken till rödgardisterna och andra radikala element att ta makten från partibyråkratin runt om i landet och skapa "revolutionära kommittéer". Vågen av maktövertaganden runt om i landet ledde till att kommunistpartiet i stort sett upphörde att fungera och till våldsamma sammanstötningar mellan olika fraktioner som gjorde anspråk på att företräda Mao Zedongs tänkande.

1968 hade fraktionsstriderna försatt stora delar av Kina i fullständigt kaos och efter ett möte med rödgardister från Tsinghuauniversitetet i juli samma år beslutade Mao att upplösa de röda garden och förvisa Kinas skolungdom till landsbygden för att omskolas genom fysiskt arbete. Samtidigt fick Folkets befrielsearmé under Lin Biao uppgiften att återställa ordningen i landet och att ta över makten i de revolutionära kommittéerna.

I samband med att befrielsearmén tog kontroll över landet under åren 1968–1971 bedrevs en kampanj för att "rensa ut klassleden" från "kontrarevolutionära element". Detta blev ett av kulturrevolutionens mest våldsamma skeden och uppskattningsvis dödades mellan 750 000 och 1,5 miljoner människor under kampanjen. I Guangxi-provinsen blev kampanjen särskilt våldsam; bara i Binyangs härad dödades inte mindre än 3681 bybor under sommaren 1968 och i andra delar av provinsen, bland annat Wuxuan, förekom det enligt vissa uppgifter kannibalism.[6] Även den mongoliska minoriteten i Inre Mongoliet drabbades hårt då där tiotusentals mongoler blev förföljda för "separatism".[7]

Kommunismen i Nordkorea

Korea var mellem 1905 og 1945 besat af Japan. Da Japan kapitulerede, overgav nordkoreanerne sig til Sovjetunionen, mens sydkoreanerne overgav sig til USA. Landet blev delt ved 38. breddegrad pr. 15. august 1945, der er nationaldag befrielsesdag i begge lande. I 1947 oprettede kommunisterne, ledet af Kim Il-sung, en kommunistisk stat i nord med Pyongyang som hovedstad. Oprettelsen skete med støtte fra Sovjetunionen og Kina, mens Sydkorea dannede en midlertidig nationalforsamling støttet af USA. FN opfordrede til forsoning og til at søge en forening af hele den koreanske halvø.

FN-overvågede valg lod sig kun gennemføre i Sydkorea, hvor ikke-kommunistiske partier vandt, til trods for at også disse valg er omstridte. Efter egne et-parti-valg i Nordkorea proklamerede Kim Il-sung oprettelsen af Den demokratiske folkerepublikken Korea (DFRK/Nord-Korea). I 1950 indledte Nordkorea uden varsel et angreb på Sydkorea, som nær havde ført til landets besættelse. Det blev undgået takket være en snarrådig indsats fra USA og andre vestlige landes side, herunder Danmark. Krigen varede i tre år. Den 27. juli 1953 blev en våbenhvileaftale underskrevet i Panmunjom. I Nordkorea fejrede man dette med en militærparade i Pyongyang, hvor Kim Il-Sung erklærede, at man havde "overvundet de imperialistiske angibere med store tab i mandskab og materiale" for dem.

Efter våbenstilstanden startede genopbygningen af Nordkorea, som skete med hjælp fra Kommunistkina og Sovjetunionen. Under samme periode kunne Kim konsolidere sin magt i landet i forhold til sine interne modstandere: Yan'an-fraktionen (prokinesisk), de prosovjetiske og andre koreanske kommunister. De følgende år gennemførtes udrensninger mod blandt andet sydkoreanere, som var gået over til Nordkorea, men som nu blev anklagede for spionage og som blev fængslede eller henrettede. Udenrigsminister Pak Hon-yong blev gjort ansvarlig for, at støtten til det nordkoreanske angreb havde været mangelfuldt fra den sydkoreanske befolknings side, og han blev henrettet i 1955 efter en summarisk rettegang.[4] Nordkorea udviklede sig til et familiediktatur, hvor Kim Il-sung afløstes af Kim Jong-il og denne af Kim Jong-un.

Nikita Chrusjtjovs afstalinisering 1956 påvirkede også Nordkorea, som sammen med Albanien og Kina var de mest udtalte modstandere af en kursændring. I august samme år, da Kim Il-sung besøgte Moskva, forsøgte en gruppe af politiske modstandere at tage magten i Pyongyang. Il-Sung vendte straks hjem og formåede at nedkæmpe dette forsøg på en liberalisering af styret. Il-Sung og hans gruppe fremstod for befolkningen som nationale hjelte efter tiden i modstandsrørelsen mod den japanske besættelsesmagt. Deres modstandere som havde sympatier for Kina henholdsvis Sovjetunionen, fremstod som repræsentanter for disse lande. Nye udrensninger fulgte i 1956-1958 og 1961 var al opposition i forhold til Kim Il-Sungs styre forsvundet.[5] Politiske modstandere og andre fanger endte i koncentrationslejre, hvor de blev udsatte for tortur og slavearbejde. Det er skønnet, at mindst 100.000 ofre er blevet udrensede af partiet, at omkring 1,5 millioner er døde i koncentrationslejre og fængsler, og at yderligere omkring 1,3 millioner ofre er blevet henrettede som følge af aktiviteter under Koreakrigen.

Inden for den kommunistiske østblok forsøgte Nordkorea at balancere mellem Sovjetunionen og Kina efter, at de to stormagter i begyndelsen af 1960-erne var kommet på kollisionskurs. I relationen med Kina gik Kim Il-Sung imod de fleste af Mao Zedongs idéer, blandt dem Kulturrevolutionen. Derimod blev en nordkoreansk variant, Chollima, gennemført i 1958-1960 med det store spring som forbillede. I begyndelsen stod man mest på Kinas side, bl.a. somfølge af den fælles kritik af afstaliniseringen, men efterhånden ændrede dette sig, idet Il-Sung ville undgå at blive en kinesisk satellit, ligesom Kina ej heller kunne tilbyde samme assistance i industrialiseringen og den militære oprustning som Sovjetunionen. Under kulturrevolutionen brød forbindelserne med Kina helt sammen, men Nordkorea holdt lav profil i sin kritik, idet man var bevidst om Kinas militære styrke. Der fandt sammenstød sted med rødgardister langs med grænsen. Fra 1970 normaliseredes forbuindelserne med Kina, og i 1971 besøgte Zhou Enlai Pyongyang og bad om undskyldning for rødgardisternes handlemåde.

Østblokkens sammenbrud 1989-1991 blev fatalt for den nordkoreanske økonomi. Efter Sovjetunionens opløsning i 1991 mistede landet en af sine vigtigste kunder for sin eksport og sin vigtigste bistandsyder, hvilket førte til en alvorlig økonomisk tilbagegang, som var værst i årene 1996-1999. Høsten faldt med 60 % hvilket skabte en omfattende hungersnød.[8] Følgerne blev, at miljoner lever i fattigdom og med mangelfund sundheds- og sygehusvæsen.[9] Skønnet op til to miljoner mennesker skal være døde af sult.[10] Landet er beroende af mad fra udlandet, men ifølge rapporter er denne langt fra altid blevet uddelt til de mest behøvende.[10][11] En vedvarende energikrise råder siden Sovjetunionens fald, og Nordkorea mistede muligheden for at importere kul og olie derfra till subventionerede priser. Kina forsyner endnu i dag Nordkorea med subventioneret olie, men i betydeligt mindre mængder end det, som Sovjetunionen gjorde. Det er skønnet, at omkring 2 millioner ofre er døde som følge af sult, heraf mange børn.

Nordkorea har været udsat for sanktioner af omverdenen gennem det meste af sin eksistens. Dette har man stået imod takket være skiftende støtte fra Sovjetunionen og Kommunistkina. Men sideløbende har regimet udtænkt alternative måder at kanalisere penge til landet på. Omkring 1974 oprettedes "Bureau 39", der fik til formål at kanalisere penge ind i landet. "Bureau 39" fik kontrol over Nordkoreas råstoffer som zink, kul, jern, kobber, bly, grafit, diamanter m.v. samt tekstiler og har solgt disse råvarer "sort" på verdensmarkedet. Desuden har organisationen været engageret i anden illegal smuglerhandel fx. af våben herunder kemiske våben produceret i Nordkorea og typisk til andre sanktionerede lande som Iran, Myanmar (Burma) og Syrien samt terrororganisationer som Hamas og Hezbollah, pengevask, forsikringssvindel (bl.a. i Europa) i form af brande eller oversvømmelser samt forfalskninger, og den har "tjent" enorme overskud til statskassen ad denne vej. Organisationen har opbygget afdelinger over hele verden, bl.a. i Kinshasa, hovedstaden i Den Demokratiske Republik Congo, der på et tidspunkt var et hovedcenter for produktion af forfalskede amerikanske dollarsedler. Efterhånden har Bureau 39 udviklet nye former for kriminalitet fx. hackerkriminalitet og formodes at være et "foregangsland" på dette område. Det mest berømte eksempel på dette indtraf i 2014 og rettede sig imod "Sony Pictures Entertainment", da de ansattes personnumre og andre data blev offentliggjorte via internettet. Også computervirusser har været anvendt til at afpresse de berørte firmaer penge. Cryptopenge har været genstande for flere kriminelle operationer. Nordkorea har desuden indført et system, hvorved tusindvis af dets indbyggere sendes til slavearbejde i udlandet. Formelt arbejder de på almindelige kontrakter, men i realiteten holdes de indespærrede uden for deres "arbejdstid" og hele deres løn "konfiskeres" af staten, der sender pengene til regimets leder. I 2015 var der skønsvis over 50.000 sådanne slavearbejdere rundt om i verden. Dette gælder bl.a. slavearbejdere i den kinesiske tekstilindustri, og mange kinesiske tekstilindustrier har opført fabrikker i Nordkorea, hvor slavearbejdere også arbejder; produkterne sendes så tilbage til Kina, bliver markerede som lavet i Kina og sendes herfra ud på verdensmarkedet som "kinesiske" tekstiler. Denne aktivitet foregår også i nordkoreanske koncentrations- og fangelejrelejre. Flere af Bureau 39s aktiviteter sker formelt lovligt fx. i form af kunstværker, museer og lignende, som produceres af nordkoreanske kunstnere men opstilles i andre lande, og hvor Nordkorea som stat får overskuddet eller en del heraf. Eksempelvis producerede Nordkorea sådanne kunstværker til Zimbabwes daværende diktator Robert Mugabe. Karakteristisk for hele denne virksomhed er, at den ofte udføres via Nordkoreas ambassader og diplomatiske udsendinge, der har diplomatisk immunitet.

Fra oprindeligt at have været erklæret et arbejdernes paradis har Nordkorea udviklet sig til at være en nærmest kapitalistisk slavestat, hvor en elite lever i luksus beskyttet af en statsfinansieret hær, mens den altovervejende del af befolkningen ingen rettigheder har og undertrykkes og udbyttes systematisk.

Viet Minh

Viet Minh (kort form af vietnamesisk: Việt Nam Ðộc Lập Ðồng Minh Hội, Forbundet for Vietnams uafhængighed) var en væbnet frihedsbevægelse, som blev grundlagt af Ho Ngoc Lam og Nguyen Hai Than i 1941 med det formål at kæmpe for Vietnams uafhængighed fra Frankrig samt indføre socialistisk diktatur. Blandt de efterfølgende ledere var først og fremmest Ho Chi Minh samt Le Duan, Vo Nguyen Giap og Pham Van Dong.

Vietnam var den del af koloniområdet Fransk Indokina, men var under japansk besættelse efter 1940 under 2. verdenskrig. Kort efter, at Japan overgav sig i 1945, indledte Việt Minh augustrevolutionen i Hanoi og Den Demokratiske Republik Vietnam blev proklameret den 2. september 1945: En regering for hele landet, der skulle erstatte Nguyễn-dynastiet.[3] Viet Minh-lederen Hồ Chí Minh blev regeringschef. USAs præsident Franklin Roosevelt havde talt imod fransk styre i Indokina, og Amerika støttede Viet Minh på dette tidspunkt.

Hanoi-regeringen i Ho Chi Minh hævdede at herske over hele Vietnam, men i løbet af denne tid var Syd Vietnam i dyb politisk krise. De efterfølgende sammenbrud af både den franske og den japanske magt, efterfulgt af uenigheden blandt de politiske fraktioner i Saigon blev ledsaget af udbredt vold på landet.[4][5] Den 12. september 1945 ankom de første britiske tropper til Saigon. Den 23. september, 28 dage efter at Saigons folk greb den politiske magt, besatte franske tropper politistationerne, posthuset og andre offentlige bygninger. I Nordvietnam var det af afgørende betydning at landet var besat af den kinesiske nationalistiske hær, og den kinesiske tilstedeværelse havde tvunget Ho Chi Minh og Viet Minh til at rumme kinesiske støttede Viet nationalister. I juni 1946 evakuerede kinesiske nationalistiske tropper Hanoi, og den 15. juni forlod de sidste afdelinger Haiphong. Efter, at de britiske styrker forlod landet i 1946, kontrollerede franskmændene en del af Cochinkina, det sydlige centrale kystland og det centrale højland fra slutningen af krigen 1945-46.

I januar 1946 afholdt Viet Minh et valg for at oprette en nationalforsamling. Offentlig entusiasme ved denne begivenhed antyder, at Viet Minh havde stor popularitet på daværende tidspunkt, selv om der var få konkurrerende kandidater, og partiets dannelse blev bestemt forud for afstemningen. Selv om den tidligere kejser Bao Dai også var populær på dette tidspunkt og vandt plads i forsamlingen, gav valget ikke mulighed for, at vælgerne kunne vise deres valg mellem Bao Dai og Ho. Valget blev holdt offentligt i det nordlige og centrale Vietnam, men i hemmelighed i Cochinkina, den sydlige tredjedel af Vietnam. Der var minimal kampagne og de fleste vælgere havde ingen anelse om, hvem kandidaterne var.[6] I mange tilfælde blev der kun opstillet en kandidat overhovedet,[7] og partiets repræsentation blev offentliggjort før valget.[8]

Da Frankrig erklærede Cochinkina, den sydlige tredjedel af Vietnam, en separat stat som "Autonome Republik Cochinkina" i juni 1946, reagerede vietnamesiske nationalister med raseri. I november vedtog nationalforsamlingen den første forfatning for republikken.[9]

Efter delingen af Vietnam i 1954 i slutningen af den første indokina-krig flygtede mere end en million nordvietnameserr til Sydvietnam[10] under den amerikansk ledede evakueringskampagne ved navn Operation Passage to Freedom.[11] Det er anslået, at 60 % af Nordvietnams en million katolikker flygtede sydpå.[12][13] Den katolske migration skyldes en forventning om forfølgelse af katolikker af den nordvietnanske regering samt en kundgørelse fremsat af præsident Ngo Dinh Diems Saigon-regering.[14] CIA førte en propagandakampagne for at få katolikker til at komme til syd. Men oberst Edward Lansdale som den mand, der organiserede kampagnen, afviste ideen om, at hans kampagne havde stor indflydelse på den folkelige stemning.[15] Viet Minh forsøgte at tilbageholde eller på anden måde forhindre, at flygtninge forlod landet, såsom gennem intimidering gennem militær tilstedeværelse, nedlukning af færgetjenester og vandtrafik eller forbud mod massemøder.[16] Samtidig flyttede mellem 14.000 og 45.000 civile og ca. 100.000 Viet Minh-krigere i den modsatte retning.[12][17][18]

Jordreformer var en integreret del af Viet Minh og den kommunistiske demokratiske republik Vietnam. En Viet Minh Land Reform lov af 4. december 1953 krævede:

- konfiskation af jord tilhørende lejere, der var regimets fjender;

- rekvisition af jord fra udlejere ikke dømt til at være fjender; og

- køb med betaling i obligationer.

Jordreformen blev gennemført fra 1953 til 1956. Nogle landbrugsområder gennemgik ikke jordreformer, men kun lejereduktion, og de højlandsområder, der var beboede af mindretalsbefolkninger, blev ikke væsentligt påvirket. Nogle landområder blev beholdt af regeringen, men de fleste blev fordelt uden betaling med prioritet givet til Viet Minh-krigere og deres familier.[19] Det samlede antal landbefolkninger, der blev ramt af jordreformprogrammet, var mere end 4 millioner. Lejereduceringsprogrammet har påvirket næsten 8 millioner mennesker.[20]

Landreformerprogrammet var en succes med hensyn til at distribuere meget jord til fattige og jordløse bønder og reducere eller eliminere jordboernes ejendomme og rige bønder. Men det blev udført med vold og undertrykkelse primært rettet mod store landbrugere, nogle gange fejlagtigt identificerede som ejere. Den 18. august 1956 anerkendte den Nordvietnamesisk leder Ho Chi Minh de alvorlige fejl, regeringen havde gjort i landreformprogrammet. For mange landmænd, sagde han, var fejlagtigt klassificeret som "udlejere" og blevet henrettet eller fængslet, og der var blevet gjort for mange fejl ved omfordelingen af jord. Alvorlige oprør, der protesterede mod overgrebene under jordreformprogrammet, brød ud i november 1956 i et stort katolsk landdistrikt. Ca. 1000 mennesker blev dræbt eller såret og flere tusinde fængslet. Den Demokratiske Republik Vietnam indledte en "korrigeringskampagne", som i 1958 havde resulteret i tilbagegivelse af jord til mange af dem, der tidligere var blevet skadede af jordreformen.[21] Som led i korrigeringskampagnen blev der i september 1957 frigivet 23.748 politiske fanger.[22]

Afskedigelser og fængsling af personer klassificerede som "udlejere" eller fjender fra staten blev gennemført fra begyndelsen af jordreformprogrammet. Et politibureau dokument dateret 4. maj 1953 sagde, at henrettelser var "i princippet fastsat i forholdet mellem en og en tusinde mennesker af den samlede befolkning." [23] Antallet af personer, der faktisk er udført af de kommunistiske kadre, der udførte jordreformprogrammet, er blevet skønnet forskelligt. Nogle skøn over de dræbte opgør op til 200.000 personer.[24] Anden forskning har konkluderet, at disse høje skøn var baserede på politisk propaganda, der stammer fra Sydvietnam, og at den faktiske antal af de henrettede sandsynligvis var meget lavere. Edwin E. Moise anslog det samlede antal henrettelser på mellem 3.000 og 15.000 og senere fremkom han med et mere præcist tal på 13.500. [25] Moise's konklusioner blev støttet af dokumenter fra ungarske diplomater, der boede i Den Demokratiske Republik Vietnam på tidspunktet for jordreformen.[26] Forfatteren Michael Lind har i en bog giver et lignende skøn over "mindst ti eller femten tusinde" henrettede.[27]

Det endelige formål med reformen af landdistriktsprogrammet i Den Demokratiske Republik Vietnams regering var ikke at opnå en retfærdig fordeling af landbrugsjorden, men snarere organisationen af alle landmænd til kooperativer, hvor jord og andre faktorer af landbrugsproduktionen skulle ejes og anvendes kollektivt.[28] De første skridt efter 1953-1956 jordreformen var regeringens opmuntring til arbejdsmarkedsudveksling, hvor landmænd ville forene for at udveksle arbejdskraft; For det andet i 1958 og 1959 var dannelsen af "lavtstående kooperativer", hvor landmændene samarbejdede i produktion. I 1961 var 86 % af landmændene medlemmer af lavtstående kooperativer. Det tredje trin, der begyndte i 1961, var at organisere "højtstående kooperativer", ægte kollektivt landbrug, hvor jord og ressourcer blev udnyttet kollektivt uden individuel ejendomsret til jord.[29] I 1971 blev det store flertal af landmændene i Nordvietnam organiseret i kooperativer på højt niveau. Kollektiverne blev gradvist opgivede i 1980-erne og 1990-erne.[30]

Den katastrofale jordreform fik Viet Minh til at indlede en krig mod Sydvietnam for at bortlede opmærksomheden og at tvinge en militær undtagelsestilstand i landet. Krigen varede til 1973, hvor den afsluttedes med status quo i forhold til delingen i 1954. Men kort efter forsøgte Viet Minh et nyt angreb, og da Demokraterne i USA af politiske grunde ikke ville støtte den da republikanske præsident Gerald Ford, endte det i 1975 med den totale besættelse af Sydvietnam. En følge heraf var en ny massiv flygtningebølge ud af landet. For dem, der blev tilbage, var terror den nye virkelighed: Viet Minh opretholdt sit diktatur med kun eet parti, der var ingen ytringsfrihed, og tusinder blev fængslede for at blive "genopdraget". I 1986 oplyste statsminister Pham Van Dong, at der i Sydvietnam var 200.000 under "genopdragelse", men skøn lyder på, at antallet rettelig var mellem 500.000 og 1 million (ud af en samlet befolkning på ca. 20 millioner), herunder studenter, akademikere, buddhistiske munke, politiske aktivister (inklusive nogle tilhørende konkurrerende kommunistiske kadrer). Fra 1986 lod kommunistpartiets nye sekretær Nguyen Van Linh dog frigive store dele af de fængslede, men partiet har fastholdt sit diktatur. En såkaldt "økonomisk liberalisering" har de facto ført til dannelsen af maffialignende grupperinger, der til dels nyder styrets beskyttelse. Der føres fortsat en hensynsløs undertrykkelse af al kritik af styret.

Khmer Rouge

De Røde Khmerer (fransk: Khmers Rouge) var et cambodjansk kommunistparti og guerillabevægelse, der med Pol Pot i spidsen styrede Cambodja fra 1975 til 1979. Under De Røde Khmerer fandt et af verdenshistoriens mest omfattende folkemord sted. De Røde Khmerers ideologi var en blanding af kommunisme, cambodjansk nationalisme og racisme med det formål at skabe et samfund baseret på et ikke-monetært landbrugsfælleskab.

Da franskmændene forlod Fransk Indokina i 1953, valgtes kong Norodom Sihanouk til statsminister i Cambodja, der nu ikke havde brug for Saloth Sars radikale ideer. I 1954 endte den første vietnamkrig. Ved fredsforhandlingerne blev det fastlagt, at Frankrig skulle opgive sine kolonier i Indokina, og Vietnam blev delt i et kommunistisk Nordvietnam og et kapitalistisk Sydvietnam. I Cambodja overdrog Sihanouk kongeværdigheden til sin fader, dannede selv et politisk parti og lod udskrive valg. Kommunisterne deltog i valget men fik næsten ingen opbakning. Freden bredte sig, velstanden steg og den kommunistiske sag havde ingen fremtid. Khieu Ponnary.

I 1956 giftede Saloth Sars sig med Khieu Ponnary fra gruppen i Paris. De var lærere men blev snart fyret, fordi de drev kommunistisk propaganda blandt eleverne. Familien afbrød forbindelsen med dem, og Saloth Sars forsvandt. Han drog til landets nordøstlige provinser, der lå afsides og var økonomisk tilbagestående. Her drev han sin politiske virksomhed og opbyggede en hær af tilhængere, der fik navnet "Khmer Rouge", de røde khmerer.

I 1960 udbrød den anden vietnamkrig. Krigen fremstod som et internt oprør i Sydvietnam ledet af Folkets Befrielseshær mod regeringen i Saigon, men reelt stod Nordvietnam bag[kilde mangler], og det fik støtte fra både Sovjetunionen og Folkerepublikken Kina. For at sende hjælp til kommunisterne i Sydvietnam var det nødvendigt at oprette en rute. Den - Ho Chi Minh-stien - gik gennem Laos og Cambodjas nordøstlige provinser, de områder, hvor Saloth Sars, der nu kaldte sig Pol Pot (vistnok afledt af "Politique potentielle", oversat fra kinesisk). Vietnameserne anså ham for en nyttig allieret, og hans røde khmerer blev forsynet med våben, mens nordvietnameserne oprettede et hovedkvarter i de områder, han havde magten over. Af vietnameserne lærte Pol Pot at føre partisankrig. Efterhånden sluttede hans gamle kammerater fra Paris sig til ham, og nu var Pol Pot den ubestridte leder. Internt blev han kaldt "Broder Nummer Et".

I marts 1970 blev Sihanouk afsat af den USA-orienterede general Lon Nol ved et kup, angiveligt fordi han havde tilladt de nordvietnamesiske baser i Cambodja, og han drog i eksil i Kina, hvorfra han søgte samarbejde med Pol Pot, skønt han tidligere havde bekæmpet ham. Pol Pot indså hurtigt den propagandamæssige værdi og omdannede sin hær til "Cambodjas Kongelige Nationale Enheds Regering". Sihanouk blev formel leder, Khien Samphan blev vicestatsminister, men reelt lå magten hos Pol Pot. Med Sihanouk som propagandamiddel lykkedes det nu Pol Pot at opbygge en betydelig hær af analfabetiske og uvidende bønder, som fulgte kongen. Pol Pot kunne nu føre krig mod regeringen i Phnom Penh og gik fra den ene militære sejr til den anden. Samtidig blev USA's militære engagement i Indokina mere og mere upopulært på hjemmefronten, og den 17. april 1975 indtog Khmer Rouge hovedstaden, Phnom Penh. Forholdet mellem Nordvietnam og Khmer Rouge blev brudt i 1973 på grund af uenighed om Sydvietnam.

Da De Røde Khmerer rykkede ind i Phnom Penh, blev de hilst som befriere. Men de havde endnu ikke gennemført deres program.

I april 1975 marcherede De røde khmerer ind i Phnom Penh . Rapporterne fra denne hændelse var i medierne ofte positive, da det blev set som yderligere en sejr for Indokinas folk mod USAs krigspolitik i regionen. USA havde været i kontakt til prins Sihanouk for at forsøge at aftale en løsning for hans genindtrædelse på tronen uden de De røde khmerer, men han takkede nej. De afgørende kampe mod Lon Nols styrker var blevet indledt i begyndelsen af januar, da de De røde khmerer indtog hovedstaden var det med 60.000 fra deres armé og selv flere bønder som var guerillasoldater. Byen var dog ingen gevinst helt materiel eftersom der fandtes få våben efter USA-arméens bortdragning og maddepoterne var ikke-eksisterende. De menneskelige tab var store, 500.000 døde i republikken (Lon Nol) kontrollerede områder og 600.000 i de "befriede" områder.

Efter magtovertagelsen gik Pol Pot i gang med at realisere sit politiske program. Pol Pots egen version af maoismen var meget hurtigt at gennemføre en landbrugsreform med utopisk kommunisme: uden byer, klasser, kontakt med omverdenen, penge eller avanceret teknologi. Samme dag ryddede man sygehusene: læger, sygeplejersker og patienter blev med spark og slag drevet ud. Enhver, der forsøgte at protestere, blev skudt på stedet. Efter få timer var sygehusene tomme. Det flød med lig af nyfødte spædbørn og deres mødre.

Samtidigt foregik en systematisk udplyndring af forretninger og private hjem. Alt af værdi blev beslaglagt: biler, motorcykler og cykler, ure, fotografiapparater og transistorradioer. Alle bøger, offentlige dokumenter og arkivalier blev brændt. Alle pengesedler blev brændt.

Et omfattende massemord begyndte. Alle, der var mistænkt for at være embedsmænd eller officerer, blev henrettet. Overalt lød der skud fra maskinpistoler. Vandforsyning og elektricitet blev afbrudt.

Soldater med megafoner kørte gennem gaderne og opfordrede alle til at komme ud. Bygninger, hvor man så tegn på liv, blev beskudte med bazookaer. Befolkningen samledes rædselsslagen på gaden. De fik besked på omgående at forlade byen. De måtte ikke tage noget med. De fik at vide, at amerikanerne havde planer om at bombe byen. De blev sendt på dødsmarcher. Enhver, som forsøgte at gå ud af rækkerne, blev skudt. Fortovene var oversået med døde og sårede. Børn, gamle og syge blev trampet ihjel. På to døgn var byen tømt for mennesker.

Overalt var marchruterne flankeret af soldater fra de røde khmerer. De var unge drenge og piger i alderen 12-16 år, analfabeter, totalt uvidende, uden moral, marodører samlede op i de afsides jungle- og bjergegne, hvor Pol Pot havde hvervet sin hær. De var indoktrineret med, at byboere var parasitter, forrædere og folkefjender. Deres uniform var sort med et rødt tørklæde om halsen eller om hovedet, De var bevæbnet med maskingeværer.

Pol Pot opbyggede nu sin nye stat. Han krævede fuldstændig loyalitet for sig selv og sin bevægelse, Angkar, "organisationen", nu omdøbt Demokratisk Kampuchea Parti. Traditionelle hierarkiske titler og tiltaleord blev forbudt (men Pol Pot blev nævnt som "bror nummer et") og der var ingen personlighedskult, muligvis blev sondringen mellem Angkar og Pol Pots egen person sløret til det punkt, hvor Pol Pot var Angkar og vice versa.

Store grupper af befolkningen blev erklæret uønskede: vietnamesere og stammefolk som Cham og Lao, alle med uddannelse, alle buddhister, muslimer og kristne, alle med briller (de ansås for intellektuelle) eller havde fine hænder osv.. De, der ikke blev myrdet, blev sat til hårdt fysisk arbejde fra solopgang til solnedgang på minimale madrationer, som endda blev mindsket, hvis de ikke levede op til de produktionskrav, som "organisationen" fastsatte. Ofre for Khmer Rouges massehenrettelser.

Skøn over, hvor mange mennesker blev myrdet - dræbt med skærpede bambusstænger, kvalt med plastikposer, tortureret til døde i sikkerhedscenter S-21 eller sultede - 1975-1979 er mellem 800.000 til 3.000.000 af en befolkning på lidt over 7 millioner. Khieu Samphan, Kampuchea præsident, anslog antallet til "under 10.000".[8] Pol Pots egne estimater regnede med næsten en million døde. Mindesmærker til den myrdede tilgængelige i dag i Phnom Penh (S-21 Toul Sleng) og Choeung Ek, et af de mest berømte steder på "Killing Fields".

Efterhånden blev Pol Pot ramt af forfølgelsesvanvid. Flere af hans militære støtter blev kaldt til Phnom Penh for at "få nye ordrer". Reelt blev de tortureret og slået ihjel. Pol Pot sov sjældent to nætter på samme sted. "Organisationen" udviklede sig til en stikkerhær, hvor enhver var rede til at "angive" en anden, om så for at få noget at spise. Det lykkedes Pol Pot at få udryddet store dele af dem, som havde støttet ham. Andre bragte sig i sikkerhed i Vietnam: hele hærafdelinger gik i vietnamesisk tjeneste.

Lige efter indtagelsen af byen blev bybefolkningen tvangsfordrevet og sendt ud på landet for at drive landbrug. Landet havde et konstant risunderskud. De indenlandsk dyrkede afgrøderne rakte ikke for at forsørge befolkningen med føde og store marker lå brak efter USA's tæppebombninger. Phnom Penh var tidligere forsynet med ris af USA, organiseret som velgørenhed igennem USA's ambassade , som var nødvendig for at opretholde Lon Nols styre. Disse leverancer sluttede i samme øjeblik som Lon Nol flygtede i eksil på Hawaii med amerikansk militærhelikopter fra USA's ambassade. USAID rapporterede, at Kampuchea er gået fra at være en stor riseksportør til risimportør på få år, og landet blev truet af massesult. "Ris vokser ikke op af asfalten" skal Pol Pot have sagt og mange, også i vest, havde samme opfattelse. Først på senere år er den blevet beskrevet som en dødsmarch men der var ikke nødvendigt med tvang for at få folk til at forlade byen.[7] Evakueringen var ingen midlertidig nødløsning, hvilket Pol Pots apologeter ville gøre gældende. Den var ideologisk motiveret. Allerede på en KKP-kongres to år tidligere var det blevet besluttet at alle byer skulle avvikles. De blev set som en kapitalismens og den udenlandske dekadences centrum. Privatejendommens stilling i byerne blev set af De røde khmerer som en trussel mod deres indflydelse. Privat ejendom, handel og religionen blev afskaffet. KKP så sin revolution som unik. Cambodjanere som vendte tilbage hjem fra studier i udlandet og lignende undervistes i "khmerrevolutionens overlegenhed". Overlegenheden bestod konformt KKP i netop evakueringen af byerne og afskaffelsen af pengene. De vendte sig mod den kinesiske socialisme der statsansatte havde løn da løn førte til privat ejendom og ved at spare penge kunne man skaffe ejendele. De røde khmerer satte lighedstegn mellem privat ejendom og personlige ejendele. Det slog lige så hårdt mod godsherrernes ejendom som mod bøndernes og arbejdernes.

De, som blev evakueret fra Phnom Penh og andre byer, blev kaldt nye folk, i modsætning til bønderne som allerede boede der og som blev betegnet "det gamle folk". "De Nye" havde ofte mistet pårørende i den lange march. Mange familier var delt og de de syge som ikke havde nogen pårørende som eskorterede dem lagde sig ved vejkanten for at dø. Da de vel kom til byerne blev de ofte behandlet dårligt. Det var har følt at gamle godsherrer og Lon Nol-tilhænger flygtede fra KKP-kontrollerede områder ind til byerne under borgerkrigen hvorfor der fandtes en stor skepsis mod bybefolkningen. Denne skepsis sigtede ofte mod alle byboer. "De gamla" var "fuldgyldige medlemmer" af kooperativerne og måtte blandt andet stille op og stemme i valg til menigheder, de de nye skulle "skola" inden de blev fuldgyldige medlemmer. De de nye blev opdelt i to forskellige grupper "prøvemedlemmer" og "opbevarede". I behandlingen af "de de nye" blev baggrunden hos personerne ikke værdsat. Hvis nogen var handelsmand , lille eller stor rentiér , radikal studerende eller arbejder kvittede lige, personen var lige så suspekt som potentiel antirevolutionær som bybo uanset hvis den var tilhænger eller modstander til KKP. "De Nye" blev behandlet ofte værre end "de de gamle". Der fandtes regionale forskelle, på nogen steder fandtes der en venlig indstilling til de nyankomne, men på andre steder fik de mindre madrationer og dårlige boliger. Ofte blev de de nye set«" som en belastning af "de gamle", da de skulle udføre samme arbejde som dem og var uvante ved landbrug og med det trak resultatet ned. Da en "ny" ved en fejltagelse begik fejl, kom til at føre en okse forkert så han brækkede benet, eller af udmattelse arbejdede for langsomt, var det ikke usædvanligt med anklager imod personen for "sabotage". Mange "nye" blev dømt til strafarbejder af byrådene for en sådan aktivitet og som gruppe blev de stigmatiseret. Byboerne var ikke vant til livet på landet, der var mangel på medicin og mange døde af diarrésygdomme og af underernæring. De "de nye" var inledningsvis placerede især i områder hvor KKP var stærk, i sydvest og øst, men et halvår efter "befrielsen" blev de endnu en gang flyttet til fods til tyndtbefolkede områder i nord og nordvest. 800.000 blev flyttet til nordvest hvor befolkningen blev fordoblet og situationen blev særligt besværlig. Det er usikre hvor mange som døde under disse forflytninger men det drejer sig om adskillige tusinde. Lon Nol indledte i sin tid ved magten pogromer på vietnamesere. 300.000 vietnamesere blev fordrevet i hans tid fordi de var "thirith", utro på Sanskrit, en buddhistisk benævnelse for ikke rettroende som har konverteret til kristendommen. Fem måneder efter "befrielsen" var De røde khmerer fordrevet og udryddet alle undtagen 10.000 af de resterende 150.000. KKP så i sin paranoia virkelig men også indbildte fjender i vietnamesiskefterkommere, hvilke blev sagt at være indplantede af Vietnams kommunister som spioner og infiltratorer. Få af de 10.000 genstående overlevede under de røde khmerers styre. Kampagner blev indledt også mod den muslimske cham-befolkning som tidligere udgjort en stor støtte til KKP da de udstod buddhistisk diskriminering fra de forudgående regeringer, men nu blev de set som ikke gjort afkald på sin muslimske tro som fjender. De af Cham som ikke gjort afkald på sin religion rejste sig mod De røde khmerer og førte guerillakamp som resulterede i store tab for KKP. I kooperativerne blev deres påklædning, sprog og religiøse symboler som for eksempel skæg forbudt. I kollektiverne blev deres loyalitet testet ved at give dem grisekød, med mærkbare konsekvenser hvis de ikke spiste. Hvis de underkastede khmerassimileringen sig blev de ikke forfulgt. Alle etniske minoriteter blev ikke undertrykt. Fjeldkhmererne som i etnisk forstand blev skilt fra flertalsbefolkningen med sin mørke hud favoriserede som "rigtige" cambodjanere. KKPs ideologi kan ses som racistisk eftersom de anbefalede hvad der på engelsk kaldes "khmersupremacy". KKPs ideologi var ikke af et nyt slag i denne forstand, men havde rødder i såvel general Lon Nols militærdiktatur som Sihanouks mindre brutale autokrati. Også på andre plan havde ideologien bevaret indslag fra de tidligere samfund, monarkiet blev genopført og Sihanouk var statsoverhoveder, selvom hans rolle kom til at komme i anden række i 1977 da hans stilling blev gjort symbolsk. KKP som organisation var hemmelig og arbejdede under navnet Angkar som ikke var udtalt kommunistisk men nu uden indslag af andre organisationer end KKP fra den enhedsfront som var virksom under navnet FUNK.

Efter magtovertagelsen blev Kampucheas pengevæsen afskaffet men penge kom fortsat til at spille en stor rolle for det cambodjanske samfund. Fordi befolkningen var forbudt at håndtere penge og tvungne at arbejde for sit udkomme, som faktisk kan ses som et livegenskab, drev landets ledelse handel med de landbrugsprodukter, som befolkningen skabte igennem sit arbejde. Der findes en forestilling om at Demokratisk Kampuchea forsøgte at blive et selvhusholdende land, ris og andre afgrøder blev skibet ud af landet for at anvende gevinsten til at investere i maskiner til et mekaniseret landbrug. Derfor blev høje krav på høstafkast på byerne stillet. Landbruget var blevet genoprustet med omfattende vandopsamlende damme for vanding, og befolkningen udførte et meget tungt arbejde. Bondebefolkningens arbejdsvilkår havde ikke ændret sig hovedsagelig, men for "de de nye" var omstillingen snart en overgang til slavsarbejde . Den som ikke arbejdede fik ingen mad. Opsamlende af nødder, rødder og nedfaldsfrugter var forbudt. Arbejde skulle kun udføres for den fælles sag og livsafgørende aktiviteter for den individuelle overlevelse blev straffet. Madbeværtningen var fælles og man til i store spisesale. Al fritidsaktivitet blev udøvet kollektivt.

Kvoterne for overskuddet af risproduktionen blev flyttet til det nordvestlige Kampuchea, hvor indflytningen af "nye" var størst. De som var den mindst erfaring med landbrugsarbejde fik de største krav på øget produktion mens fattige byer hvor KKP var stærkt i den sydvestlige zone ligesom den østlige zone hvor KKP også var stærkt, fik meget mindre kvoter. Blandt disse var det kun 20 procent af afkastet som skulle gå til regimet, mens det var 40 procent i nordvest. At læsse den største byrde på dem med den mindst evne havde store konsekvenser. Mange døde af sult og hungersnøden var i perioder konstant. Hvis afkastene slog godt døde man i stedet af overætning. Bondebefolkningen var vant til at spise rå fisk, da dette blev serveret også de "de nye" fik de sygdomme og diarréer. Sygdommene blev let spredt mellem mennesker, men også ved arbejdet på felterne da afføring fra mennesker blev anvendt som gødning.

1975 afkastet blev ikke så godt som man har håbet. Ledelsen forstod, at alt ikke stod rigtigt til da der i 1976 blev hungersnød i det nordvestlige Campuchea. En regering dannes med Khieu Samphan som statsoverhoved, Pol Pot som regeringschef, Ieng Sary og Sun Sen som stedfortrædende regeringschefer. Zonkommendörerna Cchit Choen (alias Ta Mok) og Ke Pauk fik kontrol over DKs armé. Pol Pot fortsatte med at være generalsekretær for kommunistpartiet, Nuon Chea vice-generalsekretær. Efter at regeringsrepræsentanter har haft en delegation for at inspicere forholdene på landet konstaterede den at alt ikke stod ret til og at det dårlige afkast ikke kun havde sin forklaring i at USA har bombet itu halvdelen af agerarealet årene inden. De konstaterede at hel byer kunne lide af kronisk underernæring og at arbejdet på felterne blev udført af såvel sjuklinger som ældelser og gravide trods dekreter om at de skulle være frie fra tungt arbejde. At arbejdsforholdene kun på et fåtal steder er "gode" og at det frem for alt er "de de nye" som lider meget. Der praktiseres selvkritik og partiet udsender dekreter om at "de de nye" ikke skal behandles dårligt. Samtidigt skyder man skylden fra sig når det gælder ansvaret for forværringerne, i stedet for at kritisere den egne politik taler man om "vietnamesiske infiltratorer" som vil Kampucheanska folket dårligt og snakker hvis vietnamesisk indflydelse i partiet i termer af en sygdom som med sine bakterier spreder sig inden for partiet, arméen og samfundet. Forfølgelserne af vietnamesere og påståede "vietnamesere i khmerkroppe og "khmerer med vietnamesisk tænkning" blev accentueret. Man sendte kader fra den østlige zone at "rydde op" blandt kadren i den nordvestlige zone. Påståede vietnamesiske infiltratorer i ledningen blev henrettet summarisk og blev erstattet af nye. Da disse viste sig at beordre mord på "de de nye" for småforseelser og af indbildte begåede brud beklagede Ieng Sary at forkerte personer er blevet dræbt og kader fra den sydvestlige zone blev sendt derhen at rydde op blandt dem som blev tilføjet af kadren fra den østlige zone. De blev inledningsvis hilst som befriere af "de de nye" og "nye" tilføjedes i den lokale kader og blev udvidede rettigheder givet, men da man ved høsttiden fra central retning mente at madrummene i zonen stod næsten tomme efter rapportering om opfyldt kvote og efter at have sendt bort centralkvoten, blev sendt endnu en gang kader fra den sydvestlige zone at rydde op i den nordvestlige zones administration og udradere de "vietnamesiske infiltratorer". De "skjulte fjender", "de vietnamesiske infiltratorer" og andre "bakterier" som "inficerede den Cambodjanske "samfundskrop" tjente som syndebukke fører en mislykket politik. I metoderne for at nå dem indgik blandt andet tortur. Til torturcentret Tuol Sleng , under ledning af Duch , sendtes mistænkte for forhør, hvor torturen ofte ikke ophørte før personen var død eller tilstået at han arbejdede for enten CIA eller Vietnam eller måske begge på samme gang. Under torturforhørene blev noter af ofret selv ført hvor han skrev sine bekendelser og navne på personer som var involveret i konspirationen imod Angkar eller stod i forbindelse med Vietnam eller CIA op. I takt med at forværringerne tiltog, øgede også volden. Repræsentanter for KKP har senere hævdet at det var utilsigtet, og at organiseringen af volden fungerede autonomt uden ledningens fulde indsyn, men tilstrækkeligt mange undertegnede dokumenter på godkendelse af tortur af forskellige personer og henrettelser findes fordi de ikke skal kunne fratages deres ansvar. 1976 skrev ledningen beslutninger nedenunder om at tidligere soldater i Lon Nols arméer skulle bortføres og henrettes om så var nødvendige, hvilket tidligere particentrum har forbudt hvad angik andre end generaler. Ofte blev de bortføraet og blev henrettet med hele sine familier.

1977 kundgjorde Angkar, at de var et kommunistisk parti, noget som tidligere er blevet holdt hemmeligt. Mange troede, at organisationen kun var nationalistisk eller patriotisk, fordi KKP udadtil var kendte for omverdenen og havde forbindelser med den internationale kommunistiske antirevisionistiske bevægelse. De forsøgte at bryde deres diplomatiske isolation som de tidligere frivilligt havde valgt efter "befrielsen" og sendte og tog imod delegationer fra regeringer i forskellige lande og forsøgte at nå et militært samarbejde med Kina under Deng Xiao Ping. De begyndte også at kontakte højtuddannede cambodjanere i udlandet, idet regeringen havde forstået, at et land har brug for industrier for sin udvikling og dermed brug for ingeniører. Tidligere var intellektuelle og højtuddannede i alle andre tilfælde, end når de indgik i partikadren, blevet mistænkliggjort og ofte udpeget som spioner. Satsninger på genopbygning af fabrikker i Phnom Penh blev gjort og bønder blev sendt til byerne for at blive fabrikarbejdere . De iskolde relationer med Vietnam blev forværret yderligere da man ikke havde held med at nå fremgang i forhandlinger som lige siden Sihanouks monarki er arbejdet om de fransktrukkede grænser mellem landene. Grænsestrid som Vietnam beskyldte Kampuchea og Kampuchea på Vietnam indledtes. Det er fastlagt dog blev at en offensiv fra Kampuchea for at give Vietnam en lærestreg udførtes og blev slået tilbage med kraft. Vietnam havde hidtil udviklet meget stærke relationer til Sovjetunionen og Kampuchea har gjort samme med Kina. Kina havde på sin tur indledt relationer med USA og præsident Nixon havde været på besøg i landet. Sammen med økonomisk nedgang i Vietnam og flygtningestrømmene fra Kampuchea til Vietnam var dette faktorer som bidrog til Vietnams lynkrig mod Kampuchea i begyndelsen af 1978. Kina svarede med at sende 250.000 soldater til Vietnam for at få Vietnam ud af Kampuchea, som dog slog tilbage med kraft. Vietnam anvendte i Kampuchea samma strategi som ved befrielsen af Saigon og i deres forbindinger indgik 100.000 vietnamesere og 30.000 cambodjanere. Demokratiska Kampuchea har 80.000 man stærk armé ved den østlige grænse og 20.000 i Phnom Penh.

Vietnamesiske styrker indtog Phnom Penh i januar 1979. Af mange blev de hilst som befriere fra de røde khmerers repression som har resulteret i mellem 600.000 og to millioner døde som følge af sult, henrettelser og hemmelige bortførelser. Heng Samrin , oprørsledere mod Pol Pot i den østlige zone som siden 1977 levet i eksil i Vietnam blev installeret som præsident . Hun Sen blev udenrigsminister (senere regeringschef). Næsten alle verdens lande uden for Sovjetblokken protesterede skarpt mod Vietnams besættelse af landet. Pol Pots guerilla flygtede til grænseområderne til Thailand og indledte med prins Sihanouk guerillakrige mod den af Vietnam installerede det nye regime. FUNK med Sihanouk som ordfører blev genoprettet og tog nu kampe mod den vietnamesiske besættelse. I FUNK kom nu også forhenværende fjender til KKP som Lossen Nol-sympatiserende grupper til at indgå. Et vigtigt indslag for muliggørelsen af FUNKs kamp var bistanden fra Den vestlige verden og USA . De røde khmerer fortsatte med at kontrollere store dele af landet og fortsatte med at repræsentere Kampuchea i FNs generalforsamling og fik foruden moralsk også militær støtte fra blandt andre Kina, USA og Thailand . KKP skiftede navn til Demokratiska Kampucheas parti og i propagandaen talte de om "kampen mod kommunisterne i Phnom Penh". Blandt andre Margaret Thatcher var en i stykker de mange vestledere som i ord og handling støttede Pol Pot. Sovjetunionens øgede indflydelse i verden blev taget som indtægt for at bytte fod og støtte den forhenværende fjende. Vietnam som var afhængig af støtte fra Sovjetunionen sås som en større trussel end Demokratiska Kampuchea, hvis vigtigste diplomatiske forbindelser var med Kina med hvilke verdenssamfundet har normaliseret deres relationer til.

I de af KKP oprettede flygtningelejrene arbejdede mange læger fra Den vestlige verden. Folk døde af malaria . Efterhånden jagedes De røde khmerer bort fra de fleste af landets byer men især i grænseområderne mod Thailand i Battambang , den vestlige zone, mødte den vietnamesiske armé har hårdhalshugget modstand fra tusindvis kæmpende guerillasoldater. FUNK-soldaterne var afhængige af våben fra Kina og USA men udviklede også sin egen sofistikerede jungleguerillakrigsførelse med enkle fælder bestående af skjulte gruber med sylvasst hvæssede bambusrør i, som tog død på den som ramlede i. I hundredtusindvis miner af amerikansk produktion blev lagt ud i junglen af De røde khmerer mod den Vietnamesiske armé. Minerne og regelrette kampe tog død på titusindetals mennesker. Borgerkrigen fortsatte i hele 80'erne men ved Sovjetunionens kollaps trak de de Vietnamesiske soldater ud af landet sig og en koalitionsregering i den nye Staten Kambodja forhandles sig med USAs hjælp bestående af tidligere proamerikanske og nye provietnamesiske kræfter.

De røde khmerer med prins Sihanouk genoptog anstrengelser at få statsmagten med intensiverede kampe mod Hun Sen og centralregeringens tropper, samtidigt med at man indledte forhandlinger. Endeligt dannedes et "nationalt råd" bestående af seks repræsentanter fra Staten Kambodja og to hver fra de tre oppositionsgrupper, som inkluderer Demokratiska Kampucheas præsident Khieu Samphan og den stedfortrædende regeringschef for Demokratiska Kampuchea Sun Sen,[8] dog uden at urolighederne ophørte. Et år senere blev konfliktens parter samlet ved forhandlingsbordene og undertegnede "Parisöverenskommelsen om Kambodja" sammen med de atten lande som var med og drev på for samtalerne. Af De røde khmerer undertegnedes det med forbehold mod skrivelserne om at Demokratiska Kampuchea skulle få proviant i udveksling mod ildophør , FN-administrering af landet, samt skrivelserne mod avvikling af militæret og dens afvæbning. I en tid forvaltedes landet af FN, dog ikke de områder som blev udgjort af Demokratiska Kampuchea. Inden de flere eller mindre frie valg som så indledes bryder prins Sihanouk kontakten til De røde khmerer som boykotter valget og i 1993 vendte tilbage til Kambodja for igen at krones til konge over landet. Hans søn Norodom Ranariddh havde i en længre tid samarbejdet med Hun Sen , uden faderens billigelse, om magten. De dannede endeligt regering med hver sit parti: FUNCINPEC og Folkets parti , hvorpå De røde khmerer tabte deres sted i FNs generalforsamling som statens legitime repræsentanter, efter at have haft regeringsmagten i et år erklærede for nationalforsamlingen de De røde khmerer vare en ulovlig bevægelse og Demokratiska Kampucheas parti blev forbudt. De røde khmerers indre situation var nu hærget. I de regioner de har magten over indgår Pailin , deres vigtigste provins, som blev styret af Demokratiska Kampucheas forne udenrigsminister, ved tiden stedfortrædende regeringschef, Ieng Sary . 1996 De røde khmerer opsplittet da Sary gik over til regeringssiden og fik integreret 4000 af de røde khmerers soldater i den regulære armé, sammen med yderligere fire distrikter med 3700 soldater og 25.000 familiemedlemmer fra fire divisioner i Kompong Thom . Dette skabte en dyb sprække mellem Ieng Sary og hårdføre røde khmerledere som Ta Mok og Sun Sen[9] og gav regeringsstyrkerne tilgængelighed til store dele af det nordvestlige Kampuchea. Ieng Sary grundlagde Democratic National United Movement under kongens beskyttende paraply og får desuden kongelig amnesti for de forbrydelser som er blevet begået under de røde khmerers styre af landet. Pol Pot blev stadig mere paranoid og fik henrettet Sun Sen og hans familie da han mistænkte ham for at konspirere med centralregeringen. Tag Mok, Khieu Samphan og Nuon Chea betragtede at han er gået for langt og gjorde et kup mod Pol Pot hvorpå de satte ham i husarrest . Tag Mok er gammel bonde og kendt som en af de mere hårdføre kommunister i Demokratiska Kampucheas parti. I hans fangenskab døde Pol Pot af et " hjerteanfald" og Ta Mok fik ledningen over de tilbageværende De røde khmerer. I denne tid førte de en hendøende tilværelse i Kambodjas jungler. Situationen var hård for dem og i 1998 gjorde soldaterne mytteri, og gik tilsammen ledte Ke Pauk af med i regeringsstyrkerne. Tag Mok beds sammen skeer med sine sidste soldater i fængsling året efter. Khieu Samphan og Nuon Chea overlod sig til Hun Sen og fik lov at flytte til Pailin.

Demokratisk Kampucheas partis armé patruljerer fortsat på gaderne men nu med regeringsstyrkernes grønne uniformer i stedet for de røde khmerers klassiske sorte.

Da De Røde Khmerers regime i Cambodja ophørte, blev der i 2006 nedsat et internationalt krigsforbrydertribunal.

Pol Pot, lederen af De Røde Khmerer, Bror nr. 1, døde i 1998 uden at være stillet til ansvar. Ifølge et interview i 1997 fortrød Pol Pot ikke, at have været skyld i så mange menneskers død.

"Fordi Pol Pot opfattede sit regime som et nødvendigt nationalt forsvar mod undergang, så Pol Pot tilsyneladende ikke sig selv som gerningsmand. (…) regimet kostede menneskeliv, men han siger samtidig, at det var de uundgåelige omkostninger forbundet med at skaffe landsforræderne af vejen."

Krigsforbrydertribunalet idømte en fængselsdirektør livsvarigt fængsel for folkemord, og i 2014 blev to højtstående medlemmer af De Røde Khmerer idømt livstidsstraf for medvirken til folkemord.

Pathet Lao

Organisationen kan spore sine rødder tilbage til 2. verdenskrig i lighed med Khmer Issarak i Cambodja og Vietminh og den vietnamesiske folkearmé i Vietnam, som også gjorde i krigen. Dens oprindelige navn er blevet glemt, men i 1950 døbtes det til Pathet Lao, da det antoges af Laos styrker under prins Prins Souphanouvong, som gik med i Vietminhs oprør mod de koloniale franske myndigheder i Indokina under Indokinakrigen.

Souphanouvong, som havde tilbragt syv år i Nha Trang[2] under hans 16 år i Vietnam,[3] met Ho Chi Minh, giftede sig med en vietnamesisk kvinde i Vietnam, og fik Viet Minh-støtte til at etablere en guerrillastyrke.

I august 1950 gik prins Souphanouvong med Vietminh i deres højkvarter nord for Hanoi, Vietnam, og blev chef for Pathet Lao, sammen med dets politiske gren.[4] Pathet Lao oprettede en modstandsregering med medlemmerne prins Souphanouvong (statsminister, udenrigsminister), Kaysone Phomvihane (forsvarsminister), Nouhak Phoumsavanh (økonomiminister), Phoumi Vongvichit (vice statsminister, indenrigsminister), Souk Vongsak, Sithon Kommadam og Faydang Lobliayao. Dette var et forsøg på at give en falsk autoritet til den laotiske kommunistiske rørelse ved at hævde, att den repræsenterede en forenet upartisk front. To af de vigtigste oprettere var medlemmer af det indokinesiske kommunistparti, som ville styrte monarkiet og gøre sig frie fra Frankrig.[3]

I 1953 foretog Pathet Lao en invasion af Laos sammen med Vietminhs styrker. De etablerede en regering ved Viengxay i Houaphanprovinsen i det nordøstlige Laos. Kommunisterne begyndte at trænge ind i det centrala Laos med støtte af Vietminh, og en borgerkrig brød ud. Pathet Lao okkuperede hurtigt størstedelen af landet. Pathet Lao ved Xam Nuea 1953.

Ved Genèvekonferencen 1954 blev indgået en aftale om en tilbagetrækning af udenlandske styrker, og det blev muligt for Pathet Lao at etablere sig som en regime i Laos to nordlige provinser. Vietminh foretog, trods aftalen, aldrig nogen virkelig tilbagetrækning fra grænseområdener i Laos, og Pathet Lao fortsattemen nærmest at fungere som en lokalafdeling af Vietminh. To måneder efter konferencen dannede Vietminh enheden Gruppe 100 med hovedkvarter i Ban Nameo, en enhed som i praksis kontrollerede og styrede Pathet Lao-rørelsen.

I slutningen af 1950-erne havde Nordvietnam okkuperet områder i det østlige Laos. Området anvendtes som transitvej (Ho Chi Minh-stien) for soldater og fornødenheder beregnede for krigen i Sydvietnam. I september 1959 oprettede Nordvietnam Gruppe 959 i Laos med det formål at opbygge Pathet Lao til en stærkere modkraft mod den laotiske kongelige regering. Gruppe 959 levererede åbent uddannelse af og militær støtte til Pathet Lao. Den typiska strategi på denne tid for nordvietnameserne var at angribe først, men efterfølgende sende Pathet Lao ind i slutningen af kampen for at kunne hævde "sejren". 1960- og 1970-erne Pathet Lao soldater i Vientiane i Laos i 1973.

I 1960-erne gjordes flere forsøg på at opnå neutrale aftaler og dannelse af en koalitionsregering, men eftersom Nordvietnam ikke havde til hensigt at trække sig tilbage fra Laos, mislykkedes disse forsøg. I midten af 1960-erne var landet ufrivilligt blevet inddraget i en krig mellem pro-USA og pro-vietnamesiske irregulære militære grupper. I 1968 gjorde Nordvietnam en stor invasion i Laos. Pathet Lao blev skubbet til side i konflikten og reduceret til rollen som en hjælpestyrke til den nordvietnamesiske hær. Det var ikke muligt at stå imod de tunge sovjetiske og kinesiske våben samt de numerært betydeligt større vietnamesiske styrker, og den kongelige laotiske hær opgav konflikten efter store tab.

Kort efter fredsaftalen i Paris afslutades USAs indblandning i Vietnamkrigen, og Pathet Lao og regeringen i Laos undertegnede en våbenhvileaftale, Vientiane-aftalen, i februar 1973.[5]

Koalitionsregeringen, som anføres i aftalen, overlevede det dog ikke længre. Pathet Lao nægtede at lade sig afvæbne, og den nordvietnamesiske hær ville ikke forlade landet. I slutningen af maj 1975 begyndte Pathet Lao med direkt bistand fra den nordvietnamesiske hær at angribe regeringens positioner. Med den sydvietnamesiska regerings kapitulation till den nordvietnamesiske og Viet Cong den 30. april 1975, og den kambodjanske regerings kapitulation til De Røde Khmerer den 17. april, besluttede de ikke-kommunistiske dele af den nationale regering at overdrage Pathet Lao magten frem for at risikere, at de tog den med vold. Den 23. august 1975 rykkede Pathet Laos styrker i al stilhed ind i Laos hovedstad Vientiane.

Den 2. december 1975 overtog Pathet Lao endeligt regeringsmagten, afskaffede monarkiet og udråbte Den demokratiske folkerepublik Laos. Kort efter undertegnede Pathet Lao en aftale med Vietnam som tillod Vietnam at placere en del af sin hær i landet og at sende politiske og økonomiske rådgivare til Laos. Vietnam tvang efterfølgende Laos til at afskære eventuelle tilbageværende økonomiske bånd til sine andre naboelande, blandt andre Thailand og Cambodja. Denne vasaltilstand kaldes ofte "Pathet Lao" for at betegne denne form for laotisk nationalisme.

Præstestyret i Iran

Teokratiske diktaturer er især forbundet med såkaldt islamisk fundamentalisme. Hvordan er det muligt, at en religion understøtter et diktatorisk styre, kvindeundertrykkelse, flerkoneri, pædofili, slaveri? Svaret er, at islam ikke er en ægte religion men en pseudoreligion, der først og fremmest havde til formål at forsvare og legitimere arabisk levevis og imperialisme på det tidspunkt, hvor ideologien blev formuleret, det vil sige mellem år 691 og 741. Islam er et falsum, formentlig skruet sammen af anti-trinital kristendom samt aramæiske kristne tekster, som imidlertid er blevet misforståede. Man kan kun til fulde forstå dette, når man ser på omstændighederne omkring denne ideologis historiske udvikling.

Muhammed opfindes

I 6. og 7. århundrede var Mellemøsten behersket af to riger og to trosretninger: mod vest herskede det bysantinske imperium og kristendom, mod nordøst sassanidernes rige og zoroastracisme. Der udviklede sig snart en strid mellem disse, som svækkede dem begge. I syd, på den arabiske halvø, herskede beduinerne, som ikke havde nogen egentlig statsdannelse. Men i 632-634 udviklede Abu Bakr sig angiveligt til leder af en hær, som først undertrykte og samlede de beduinske stammer og dernæst vendte sig imod Syrien og Persien. Han døde i 634 men blev efterfulgt af Omar, som erobrede Syrien (Damaskus i 635), Persien (Ktesiphon i 636), Palæstina (Jerusalem i 638) samt Egypten (Aleksandria i 642). Han blev efterfulgt af Uthman i 644, som fortsatte den imperialistiske politik, men blev myrdet i 656. Han efterfølges af Ali fra 661, som gjorde Damaskus til sit hovedsæde. Mod øst erobredes Kabul, Bokhara og Samarkand. Han efterfølges af Abn al Malick som regerede i Damaskus fra 685 til 705. I begyndelsen efter deres erobringer havde beduinerne ikke noget ønske om (og ikke havde nogen forudsætninger for) at styre de byer, som de havde erobret, så de betalte jøder og kristne (som de anså sig i slægt med via Abraham) for at gøre det. Det var ikke et problem, at disse folk ikke anså sig for muslimer, for der fandtes ingen muslimsk identitet. Men Abn al Malick indså, at beduinerne havde et problem: de havde ikke nogen fælles national identitet, der kunne holde dem sammen! Skiftet til en "muslimsk identitet" kan ses på datidens mønter: indtil 691 fulgte han de traditionelle møntformer, men i 692 optræder for første gang mønter med arabisk tekst. Det sker lige efter, at klippemoskeen blev opført i Jerusalem og med samme tekst. Kort fortalt: 691/2 "opfindes" en arabisk muslimsk identitet! Og moskeen opføres lige over for den kristne kirke men højere for at markere, at beduinerne nu er blevet herrer over Jerusalem. Angivelig blev moskeen opført på det sted, hvor Muhammed drog op til himlen for at blive pålagt at bede 5 gange daglig, men indskriptionerne i moskeen fortæller intet om denne begivenhed. I stedet er det her, at man første gang hører udsagnet: "der er ingen gud andre end Gud. Han har ingen forbindelser. ..Han har ingen sønner. ..Muhammed er hans udsending" (Sura 112) .. tro på Allah og hans udsending og sig ikke tre" (Sura 4:171). Dette er en bevidst anti-kristen programerklæring og dermed starten på islamisk ideologi. Det er første gang, at Muhammed nævnes i en arabisk tekst overhovedet. "Muhammed" er ikke et navn men et tilnavn; det betyder "den prisværdige" (eller noget i den retning). Han opfindes som profet, fordi beduinerne indtil da kun havde jødiske profeter og Jesus at henholde sig til. Men en egen profet var nødvendig, hvis beduinerne skulle opfatte sig som et "udvalgt" folk (i lighed med jøderne).

Allah opfindes

I datiden var handelen i Mellemøsten kontrolleret af nabatæerne. De var en af flere nomadiske stammer, som oprindeligt strejfede rundt i den arabiske ørken med sine tamdyr mellem steder, hvor det var græs og vand.[5] De havde ingen faste eller nøjagtige grænser i den omliggende ørken. Efter at have opretholdt territorial uafhængighed fra, at de havde etableret sig som en nation i 300-tallet f.Kr., blev de erobret af den romerske keiser Trajan i 106 e.Kr. og deres land blev annekteret af Romerriget. Senere etablerede de en slags hovedstad og handelsknudepunkt i Petra. Nabatæerne var polyteister, og blandt deres guder var Allah. Han var gift med Allat. Al-‘Uzzá og Manāt var døtre af Allah. Det er fra ham, at Abn al Malick henter navnet på sin "gud". I det 5. århundrede konverterede nabatæerne officielt til kristendommen. Men de havde en tradition for at bede i retning af deres helligdom i Petra, og denne tradition fortsatte i det første århundrede after Muhammeds formodede død. Helt frem til 725 var bedemuren (qibla) over alt rettet imod Petra, ikke mod Mekka. Første gang, at bedemuren rettes mod Mekka, er i 731 (i Pakistan), men det skulle tage over hundrede år at overbevise befolkningerne om, at Mekka fremover skulle være den hellige by. Der skulle et ødelæggende jordskælv til i Petra i 713 for at overbevise de troende herom.

Mekka opfindes

Mekka omtales første gang i kilderne i 741. Det vil sige, at der ingen by af dette navn eksisterede på den tid, da Muhammed angiveligt skulle have levet (570-632). Læser man koranen nærmere, viser det sig, at beskrivelsen af det hellige sted passer på Petra men ikke på Mekka. Dette viser, at traditionen med Mekka først er blevet til i begyndelsen af 700-tallet. Ifølge en arabisk indskrift i Taif nær Mekka blev opførelsen af helligdommen først begyndt i 697, 5-8 år efter at kapa'aen blev flyttet fra Jerusalem til Mekka (år 78 ifølge muslimsk tidsregning). Dette bekræftes af omfattende arkæologiske undersøgelser på stedet, der har vist, at der ingen bebyggelse fandtes før denne tid. De bygninger, som tidligere er blevet udpegede til at være Muhammeds hjem eller på anden måde forbundne med myten om ham, er nu blevet nedrevne for at forhindre en nøjere datering og undersøgelse.

Det er muligt, at Mekka har været et sted for hedenske ritualer i førmuslimsk tid. I Mekka går muslimerne 7 gange rundt om kaba'aen. Hvorfor 7? Fordi at det er det, som jøderne gør om kappaen i Jerusalem for at mindes erobringen af Jeriko. Ligeledes går de frem og tilbage mellem to bjerge angiveligt til minde om, at Hagar gjorde det samme for at søge vand. Men det er ulogisk, hvis Mekka lå på stedet; hun kunne have spurgt om vand hos enhver indbygger. Endelig smider de med sten "efter djævelen", men der er tre af dem. Det er utvivlsomt nabatæernes guder Allah, Allat og Manāt, der her er tale om. Sandsynligvis er der i virkeligheden tale om et ritual fra nabatæerne (måske Mekka var et helligt sted i deres religion), som muslimerne simpelthen har overtaget og nu forsøger at indpasse i deres egen religiøse ideologi (omtrent som traditionen med at Jesus er født ved vintersolhverv for at give denne oprindeligt hedenske højtid et kristent indhold).

Koranen opfindes

Det er først under Abn al Malick og hans søn Al Walid, at de første koran-manuskripter begynder at blive skrevet, men de er ikke komplette og de bliver ustandselig forandrede i de følgende århundreder.

Muhammeds "visioner" er først nedskrevet i 800-tallet, det vil sige over 200 år efter hans formodede død, og de må først og fremmest antages at afspejle den da herskende tankegang og levevis, det vil sige imperialisme, kvindeundertrykkelse, pædofili, slaveri m.m. Hele ideologien havde til formål at give beduinerne den identitet og den profet, som de ikke tidligere havde haft samt at legitimere deres imperialisme. Og den skulle legitimere intolerance og endda racisme rettet imod især jøder og kristne.

Undersøgelser af teksterne i koranen af bl.a. Gunther Lüling har vist, at omkring en fjerdedel stammer fra kristne aramæiske tekster, der egentlig hylder Jesus, men navnet er omhyggeligt udeladt. Flere af disse tekster er "dunkle" og "uforståelige", fordi araberne ikke forstod aramæisk og derfor blot indskrev teksterne i en form, der lød nogenlunde rimelig for dem (men fortsat fulde af fejl). Nogle tekster i koranen stammer fra zoroastacistiske religiøse skrifter. Andre tekster er beviseligt omskrevne jødiske børneeventyr. Mere end halvdelen af koranen består af kopierede tekster, den er simpelthen et stort plagiat! Resten af koranen er hadtekster dels vendt mod Jesus som profet, dels vendt mod treenigheden i den kristne tro. Flere af teksterne rummer anakronismer, hvor ikke-samtidige folk nævnes sammen, eller begivenheder hævdes at have fundet sted, som ikke har kunnet finde sted, eller hvor folk forbindes med genstande, som ikke fandtes i deres levetid!

Islam er med andre ord et falsum, ikke en egentlig religion men en ideologi bygget på løgne. Der findes ingen kilder, som beviser eksistensen af en profet ved navn Muhammed i 600-tallet, byen Mekka fandtes da overhovedet ikke, og følgelig kan ingen af de begivenheder, som skulle være forekommet der, have fundet sted der. Teksterne om hans visioner er alle mere end 200 år senere end hans død. Der er ingen kilder fx. mønter, stenindhuggede skrifter eller dokumenter, der kan understøtte, at befolkningen skulle have anset sig selv som "muslimer" i 700-tallet. Sandsynligvis har islam sine rødder i en kristen tradion, der benægtede eksistensen af den hellige treenighed, og som derfor måtte flygte fra Jerusalem med den "sorte sten" (sikkert en meteor) til Mekka, formentlig i 691, og først efter denne begivenhed udvikles hele traditionen om Muhammed mm. Det skulle tage over 200 år at udvikle denne tradition, men en endelig koran blev først skrevet så sent som i 1927 i Kairo, og den fik endda først anerkendelse i Saudi Arabien i 1985. Dette er baggrunden for den islamiske revolution i Iran i 1979.

Islams intolerance og voldstilbedelse

Islam er ikke en religion, det er en ideologi. Det er en totalitær ideologi, som er gennemsyret af intolerance og voldstilbedelse. Ikke mindre end 149 vers i koranen forsvarer fx. brugen af vold.

Sura 8:39, 9:5, 9:123 samt 18:74 og 80-81 forsvarer mord på vantroende. Sura 5:38 forsvarer lemlæstelse. Sura 24:2 forsvarer brug af piskeslag som straf. Sura 2:223 forsvarer voldtægt og kvindeundertrykkelse. Sura 33:59 forsvarer tvangspåklædning. Sura 2:173 forsvarer tvangsregler for mad. Sura 2:193 forsvarer tvangsleveregler.

Islam er i bund og grund antidemokratisk og uforenelig med demokratiske samfund. Derfor viser det sig også, at alle samfund baserede på islam altid afskaffer menneskerettigheder og demokrati. Ideologien tillader kun dens forsvarere (ayatollaher, imamer osv.) at udøvre regeringsmagt og afsige retsdomme.

Magtovertagelsen i Iran

I 1979 lykkedes det det iranske præsteskab under ledelse af Rudholla Khomeini at overtage magten i Iran og skabe et teokratisk diktatur. Det indførte de facto et et-parti styre samt systematisk undertrykkelse af ytringsfrihed samt af kvinders rettigheder. I årene lige efter magtskiftet var der en omfattende flygtningestrøm ud af landet.

Under Khomeinis styre blev islamisk lov indført med strenge adfærds- og påklædningsforskrifter for både mænd og kvinder. Medierne var omend endnu mere ufrie end de havde været under shahen, og de nye forskrifter gjorde dagliglivet svært for især de moderne indstillede iranere. Styret udviklede sig i en brutal og undertrykkende retning med systematiske brud på menneskerettighederne, herunder forskellige former for tortur.

Præstestyret har fastholdt diktaturet også efter Khomeinis død, men med tiden har der været en voksende folkelig modstand mod undertrykkelsen. Især kvinderne har reageret imod undertrykkelsen af dem. Flere kvinder er døde, fordi de nægtede at gemme deres hår bag tørklæder.

Imperialismen og international terrorisme

Præstestyret har ført en semi-imperialistisk politik for så vidt som, at man dels har udsendt enheder fra den såkaldte revolutionsgarde for at støtte islamiske bevægelser i andre lande og undergrave de demokratiske styrer der, dels økonomisk har understøttet fundamentalistiske shiamuslimske bevægelser. Nærmere betegnet har Iran støttet Hamas i Gaza, Hezbollah i Libanon og Houti i Yemen.

ISIS

"Islamisk Stat" (forkortet til "ISIL", "ISIS" eller "IS". (الدولة الإسلامية, al-Dawlah al-Islāmīyah), også kendt som den "Islamiske Stat i Irak og Levanten", er en sunnimuslimsk militant gruppe, som kæmper for at oprette et islamisk kalifat i Mellemøsten. Islamisk Stat er vokset ud af en række sunnimuslimske oprørsgrupper, der opstod efter invasionen af Irak 2003. ISIS er kendt på arabisk som ad-Dawlah al-Islāmiyah fī 'l-ʿIrāq wa-sh-Shām - forkortet til "Da'ish", "Da'eesh" eller "Daesh".

Før invasionen var Irak ledet af Saddam Hussein og Ba'ath-partiet, som med jernhånd slog ned på islamistiske grupper. Efter den vestlige invasion af Irak fik også al-Qaeda en lokal afdeling i landet. Efter, at Abu Bakr al-Baghdadi overtog ledelsen af al-Qaeda i Irak, opstod der gradvis større og større uenighed med al-Qaedas leder, Ayman al-Zawahiri, som leder organisationen fra sit skjulested i grænselandet mellem Pakistan og Afghanistan. Blandt andet mente man i al-Qaedas ledelse, at al-Baghdadi var for voldelig i sin fremfærd. Uenighederne førte til, at al-Qaeda i februar 2014 tog offentlig afstand fra sin afdeling i Irak, som man afbrød al kontakt med.

Derefter valgte al-Baghdadi at skifte gruppens navn til "Islamisk Stat i Irak og Levanten". Bevægelsen, som startede i Irak, har i de seneste år vokset sig stor i nabolandet Syrien, hvor de både kæmper mod Bashar al-Assads regeringsstyrker og syriske oprørsgrupper, både islamistiske og sekulære. I sommeren 2014 erobrede ISIS store dele af Irak, og den 29. juni 2014 erklærede Baghdadi, at de områder, som bevægelsen kontrollerer i Irak og Syrien, tilsammen er et nyt kalifat. Baghdadi udråbte sig selv til at være den nye kalif, samtidig med at han ændrede bevægelsens navn til Islamisk Stat.

Islamisk Stat har indført rabiate sharia-regler i de områder, de kontrollerer, hvilket blandt andet har resulteret i undertrykkelse, forfølgelse og afpresning af andre religioner og vilkårlige henrettelser for fx. at ryge eller høre musik. Organisationen stod også bag ødelæggelse af store dele af kulturarven i de områder, den kontrollerede.

IS er blevet forbundet med en række massakrer på syriske regeringssoldater, civile og oprørere samt for en lang række kidnapninger af vestlige nødhjælpsarbejdere, journalister og syriske oppositionsaktivister, samt andre grupperinger (etnisk og religiøst) af ikke-sunnitiske tilhørsforhold. FN’s Menneskerettigheds-domstol har dokumenteret, at Islamisk Stat har begået massehenrettelser, bortførelser af kvinder og brug af børnesoldater. Som eksempelvis den 19. august 2014, da Islamisk Stat offentliggjorde en video, der viste halshugningen af den amerikanske journalist James Foley, der blev kidnappet den 22. november i 2012 af uidentificerede, bevæbnede gerningsmænd i det nordvestlige Syrien. Videoen med titlen "En besked til Amerika" blev offentliggjort på flere sociale medier.

Islamisk Stat påtager sig ofte ansvaret for udførte terrorangreb rundt om i verden. Blandt andet i november 2015 påtog IS sig ansvaret for to terrorangreb i henholdsvis Beirut november 2015 i Libanon og i Paris november 2015 i Frankrig.

Siden 2014 har udenlandske militærfly og personel hjulpet på forskellige fronter imod Islamisk Stat. Rusland og Iran har støttet op om Bashar al-Assad, og det gamle syriske styre og kæmper mod både IS og andre oprørere i Syrien. USA har siden den 8. august 2014 angrebet IS fra luften i Irak og siden den 22. september 2014 også bombet IS i Syrien. Den 17. oktober 2017 meddelte observatører, at IS var blevet fordrevet fra Raqqa, der siden 2014 havde fungeret som en "hovedstad" for IS i Syrien.

Islamisk Stat mistede i juli 2017 kontrol med en af dets største byer, Mosul, der blev erobret af den irakiske hær. Efter den større sejr, har IS fortsat med at tabe territorium til forskellige stater og andre militære styrker allierede imod IS, disse har kæmpet imod IS indtil slutningen af november og starten af december 2017, hvor IS ikke længere kontrollede noget meningsfuldt territorium.

Boko Haram

Boko Haram, kalder sig selv Wilāyat Gharb Ifrīqīyyah (الولاية الإسلامية غرب أفريقيا, (Islamisk Stat's Vestafrikanske provins, ISWAP), tidligere kaldet Jamā'at Ahl as-Sunnah lid-Da'wah wa'l-Jihād (betyder på hausa: "vestlig uddannelse er en synd") er en militant nigeriansk islamistisk gruppe under ledelse af Abubakar Shekau.

I 2002 blev Boko Haram grundlagt i Maiduguri af Muhammad Yusuf. Gruppen blev anset som mere eller mindre fredelig indtil 2009. Den 26. juli 2009 kom gruppen i konflikt med regeringen i delstaten Bauchi under en demonstration, og politiet arresterede flere medlemmer af gruppen som de mistænkte for at planlægge et attentat. Dagen efter satte Boko Haram-aktivister flere kirker, en politistation, et toldkontor og et fængsel i Borno i brand. Regeringen svarede igen med en massiv militær offensiv, og omkring 700 mennesker blev dræbt under den fem dage lange krig, deriblandt højtstående medlemmer. Yusuf forsøgte at flygte, men blev indhentet og pågrebet. Herefter har Abubakar Shekau været gruppens leder.

I 2011 var gruppen ansvarlig for mere end 450 drab i Nigeria. I januar 2012 udførte Boko Haram en serie angreb som førte til ca. 200 dødsfald.

I 2014 stod gruppen bag kidnapning af 276 skolepiger fra en kostskole i byen Chibok.

Den 8 januar, 2015 rapporterede flere medier at Boko Haram havde dræbt flere hundrede personer i Borno-delstaten i Nigeria. Andre rapporter anslog at dødstallet var helt op imod 2000. Det blev berettet, at armerede Boko Haram-grupper angreb 16 byer og landsbyer i Borno-staten, som følge af erobringen af Baga og én militærbase, den forudgående weekend. Lørdag den 10. januar 2015 fulgte Boko Haram aktionen op med at sende en ca. tiårig pige med en bombe spændt om livet ind på en markedsplads i en landsby i Borno. Vidner har udtalt, at pigen næppe var klar over, at hun bar bomben, som blev udløst af en fjernbetjening. Det antages, at de intensiverede aktioner skyldes ønsket om at påvirke udfaldet af det kommende valg i Nigeria.

I februar 2015 indrømmede Nigerias daværende præsident Goodluck Jonathan, at han og regeringen havde undervurderet Boko Haram. Samtidig indsatte nabolandene Tchad, Cameroun, Niger og Benin hjælpetropper ind i kampene mod terrororganisationen.

I 2018 bortførte gruppen 110 piger fra universitet i Dapchi og i 2020 tog gruppen skylden for bortførelsen af hundredvis af skoleelver fra en skole i Kankara.

Latinamerikanske militærdiktaturer

Latinamerika har gennem tiden været præget af utallige militærdiktaturer, der ofte afløste hinanden. De fleste af disse synes ikke at have været specielt ideologisk motiverede bortset fra Peronismen, og de fleste af disse diktatorer er blevet beskyldt for at varetage amerikanske interesser og at have hvilet på amerikansk støtte. Derfor kan kun Peronismen anses at have en vis interesse i denne sammenhæng.

Peronismen har navn efter Juan Perón, hvis parti Partido Justicialista vandt valget i Argentina i 1946 og afskaffede parlamentarisk demokrati. Peron blev styrtet ved et militærkup i 1955, hvorpå fagforeningerne og nationalsyndikalisterne blev undertrykt. Efter kuppet i 1955 prægede modsætninger mellem peronisterne og militæret argentinsk politik.[7] Peron vandt atter et valg i 1973 og drog tilbage fra eksil i Spanien, hvorpå han styrede Argentina i et år, før han døde.

Peronisme (på spansk Peronismo eller Justicialismo) var en politisk bevægelse i Argentina og en venstrepopulistisk politisk ideologi. Bevægelsen havde største tilslutning blandt arbejderklassen i byerne, især dem som var flyttet ind fra landdistrikterne på jagt efter arbejde. Bevægelsen havde brod mod kapitalstærke, internationale selskaber i Argentina.[1] Bevægelsen havde også en vis tilslutning i middelklassen.[2] Peron ønskede at begrænse de udenlandske selskabers virksomhed i Argentina. Perón ledede et autoritært regime, som udviklet sig til et militært diktaur og styrede delvis på grundlag af karisma og sin person. Politisk, økonomisk og social ulighed var antagelig en vigtig grund for støtten til peronismen.[3][4][5] Fagforeningerne var en vigtig magtbase for Peron.[6]

Peronismen kan ses på som en enkel form for nationalsyndikalisme, hvor en alliance mellem en etpartistat og de store fagforeninger indgik i et forpligtende samarbejde på grundlag af fælles politisk værdisyn.

Efter den Kolde Krigs afslutning

Afslutningen af den Kolde Krig med Sovjetunionens sammenbrud og den dertil knyttede opløsning af Warszawapagten og Come on blev af mange opfattet som epokegørende. Det var den også, men den var langt fra en afslutning på den vedrørende kamp mellem åbne, demokratiske samfund og totalitære diktaturer.

I Kina, Cuba, Nordkorea, Vietnam og i mange udviklingslande fastholdt erklærede socialister og kommunister deres undertrykkelse af befolkning. Og i mange vestlige lande, hvor totalitært sindene grupper nu ikke mere havde forbilleder at henvise til, udvikledes nye totalitære praksisser, ofte camouflerede som "demokratiske", selv om de åbenlyst var netop det modsatte.

Militærdiktaturet i Burma

Militærdiktaturet har sine rødder tilbage i den engelske kolonitid. Der udviklede sig en nationalistisk selvstændighedsrørelse, som i 1943 fik Japan til at anerkende Burmas formelle selvstændighed. Japan tabte imidlertid 2. verdenskrig, og Burma blev atter engelsk koloni, dog kun til 1948, da det atter opnåede sin selvstændighed.

I 1962 tog en erklæret socialistisk militærjunta magten i Burma og omdannede landet til et militærdiktatur. Det har det været stort set lige siden. Dog lykkedes det Aun Sung Suu Kyi at få gennemført demokratiske reformer og få gennemført valg. Da militæret tabte, erklærede man kort efter valgene for forfalskede og genindførte militærdiktaturet. Som følge heraf findes en stor folkelig demokratirørelse.

Sideløbende har landet været plaget af nationale stridigheder. Burmeserne udgør kun omkring to trediedele af befolkningen, resten er etniske minoriteter, som har kæmpet for selvstændighed. Disse findes i landets randområder. Militæret har imidlertid kæmpet imod disse rørelser med fuld styrke. I 2023 har disse ulige nationalistiske rørelser indledt et samarbejde for i fællesskab at bremse den militære undertrykkelse.

Meritokratiske diktaturer

Mens det er let at se, at erklærede kommunistiske, socialistiske og teokratiske regimer er totalitære, så er det sværere at se, at de samme tendenser også findes og i stigende grad breder sig i såkaldte "vestlige demokratiske" samfund. Det sker ved lige dele fortielse og propagandistiske omskrivninger af de samme overgreb. Kendetegnende er, at disse overgreb udføres af et statsligt professionelt embedsvæsen, et meritokrati, men i deres karakter ikke adskiller sig fra tilsvarende overgreb udførte af totalitære stater.

Den erkendelse, at en sådan udvikling var mulig, fik først mæle af Af John Stuart Mill, som i bogen "Om Friheden" fra 1859 advarede imod de farer, som embedsvæsenet repræsenterer. Således skrev han blandt andet: "Jo mere effektiv og videnskabelig den administrative maskine er, jo farligere er den. Jo dygtigere den er til at sikre sig landets klogeste hoveder og bedst kvalificerede arbejdskraft, jo større er dens magt.".. "I mere civiliserede lande en stærkere oprørsånd er folk vant til, at staten gør alt for dem, og i hvert fald foretager de sig intet selv, før de har spurgt den om lov og bedt den om konkret vejledning. Derfor giver de også alene staten skylden, hvis det går ned ad bakke, og hvis det bliver dem for meget, rejser de sig mod regeringen i det, der kaldes en revolution. Med eller uden nationens velsignelse hopper så et nyt menneske op på taburetten og giver bureaukratiet nye ordrer - og det hele fortsætter stort set som før. For bureaukratiet er det samme, og der er ingen til at erstatte det." .."et folk er frit. Det underkaster sig hverken enkeltpersoner eller grupper, der har haft held til at tiltuske sig centraladministrationens tøjler. Ingen bureaukratisk maskine kan påtvinge folket ting. Det ikke ønsker. Når alt går gennem den bureaukratiske maskine, sker der derimod aldrig noget, bureaukraterne er imod." .."jo bedre det er organiseret .. jo mere blokerer det også borgerne - ja ligefrem sig selv. For herskerne er lige så meget slaver af organisation og disciplin, som undersåtterne er af herskerne" .. "en sådan koncentration af alle et lands bedste kræfter i ét herskerkorps før eller siden får skæbnesvangre konsekvenser for bureaukratiets egen psykiske ligevægt og udvikling. Embedsmændene er lænket sammen i et lukket system, der ligesom alle andre lukkede systemer fungerer efter nøje fastlagte regler og forordninger og derfor hele tiden svæver i fare for at synke hen i sløv rutine. Og hvis endelig de står af trædemøllen, er det oftest for at kaste sig i armene på en departementschefs halvfordøjede og lettere vanvittige tvangstanker. Vores eneste mulighed for at kontrollere begge disse (kun tilsyneladende modsatte) tendenser og samtidig holde bureaukratiet til ilden, er, at der uden for bureaukraternes rækker findes en flok lige så dygtige og stærkt kritiske mennesker." .."Noget af det vanskeligste ved regeringskunsten er netop at afgøre, hvornår bureaukratiet begynder at æde sig ind på vores frihedsrettigheder og på det sociale fremskridt? Hvornår det bureaukratiske element begynder at veje tungere end de forbedringer af vores levevilkår, vi forventer af den kollektive samfundsmagt og dens ledere? Sagt på en anden måde: den rigtige regering er den, der på én gang sikrer os den centraliserede magt og videns fordele og samtidig forhindrer, at en for stor del af samfundets aktiviteter underlægges staten."

En anden tidlig kritiker var Mikhail Bakunin, der som den første for alvor advarede imod den tanke blandt jacobinere og andre revolutionære, at samfund skulle forandres fra toppen af magtpyramiden af en elite, der handler på folkets vegne. Som Bakunin selv formulerede det: "Der er intet, der er så farligt for det enkelte menneskes moral som den vane at have magt over andre. Selv det bedste, mest intelligente, uegennyttige, storsindede og uplettede menneske vil uundgåeligt og til enhver tid blive demoraliseret af denne bestilling." Bakunin var i mangt og meget elev af Pierre Proudhon, der kom til den opfattelse, at "ejendom der tyveri". Ved forbindelser med revolutionære arbejdere i Lyon var Proudhon blevet overbevist om, at samfundet skulle forandres nedefra, ved at arbejderne (læs: befolkningen) forandrede de økonomiske forhold i stedet for at iværksætte en "politisk" omvæltning. Proudhon forestillede sig at magten skulle fordeles på selvstyrende kommuner og på stedlige sammenslutninger.

Problemet ved denne tankegang er, at enhver organisation udøver en form for magt ved sine beslutninger og ved eventuelle tiltag for at gennemføre beslutninger. Som Engels havde påpeget det: det er umuligt at undgå autoritet og underordning.

Når mennesker arbejder i en organisation, en institution eller en samfundsmyndighed, er det sandsynligt, at vedkommende anser denne virksomheds formål som samfundsnyttigt. Herfra er skridtet ikke langt til at mene, at formålet er nødvendigt, og hvis det er nødvendigt, må der også kunne sættes den fornødne magt bag til at gennemføre målsætningen. Derved legitimeres magten, og når magten legitimeres, legitimeres også midler til at sikre denne magt. Derfra er vejen kort til, at magt bliver et mål i sig selv. Magten korrumperer.

Det 21. århundredes politikere og bureakrater er ikke mere modstandsdygtige over for magtens korrumption end tidligere tiders embedsmænd. Men forskellen i forhold til tidligere er, at netop det 21. århundredes samfund og teknologier giver disse politikere og bureaukrater bedre mulighed for at misbruge magten, og netop dette er blevet en tydeligere tendens efter årtusindskiftet omend med tråde tilbage til slutningen af det 20. århundrede. Det følgende er en oversigt over nogle af disse tendenser.

Valgsvindel

Demokratiske valg undergraves ved raffinerede former for valgsvindel, ikke mindst ved brug af maskiner både ved selve valghandlingen og efterfølgende ved stemmeoptællingen. Eksempler på dette kendes fra fx. præsidentvalget i USA i 2020 og valget i Sydkorea samme år. Stemmer blev elektronisk flyttede fra en kandidat til den anden af de systemer, som skulle registrere eller optælle stemmerne. Der blev opstillet ukontrollerede stemmebokse for brevstemmer, som beviseligt blev "fodret" med diskutable brevstemmer. I staten Pennsylvania blev "optalt" flere brevstemmer, end der overhovedet var udsent! På valgnatten blev stemmeoptællingen afbrudt i flere nøglestater, da een kandidat - Donald J. Trump - så ud til at vinde med en klar overvægt, men næste morgen og i de efterfølgende dage fremkom der mirakuløst "nye" stemmer, som "vendte" resultatet i de pågældende stater. I Sydkorea viste filmoptagelser af tællemaskiner, at uudfyldte sedler blev medtalt som stemmer for det vindende parti. I Estland her eet parti, Reformierakond, formået at opnå omkring 5% flere stemmer på valgdagen, end der var udsigt til ved meningsmålinger før og efter valget. Også i Estland har især pensionister, der ønskede at stemme på valgdagen, fået oplyst, at de allerede havde stemt elektronisk med deres ID-kort. Tankevækkende nok er netop pensionister over 70 år dem, der angiveligt har brugt elektronisk stemmeafgivning mest, som om at netop de er på forkant med den elektroniske udvikling.

Folkemord

Også overlagte mord finder sted i form af fx. abort. Til trods for, at der siden 1970 har eksisteret flere metoder til at undgå uønsket graviditet fx. i form af p-pillen (der endda kan anvendes med "tilbagevirkende" kraft i 1-2 døgn efter samleje), spiralen, pessaret og kondomet, har demokratiske stater nu lovliggjort svangerskabsafbrydelser udført af staten. For fx. Danmarks vedkommende svarer antallet af disse mord på ufødte børn til omkring 20% af den samlede befolkning (når der ses bort fra indvandring). I den totalitære propaganda fremstilles disse graviditetsmord som "kvinders ret til at bestemme over deres egen krop" som om, at deres ufødte børn ingen rettigheder har.

Slaveri

I USA men også i Europa er voldtægter og sexslavehandel et stigende problem. I USA fremkom problemet med den såkalde "me too"-bevægelse, der især rettede opmærksomheden mod voldtægter og seksuelle overgreb mod kvinder i Hollywood. Flere præsidenter, således Bill Clinton og Joe Biden, har været indblandede i sådanne sager. Blandt de prominente misbrugere er bl.a. Weinstein, Bill Cosby og NN. Senere fik seksuelle overgreb mod mindreårige opmærksomhed ved den såkaldte Epstein-sag, der afslørede, at adskillige prominente personer var indblandede i sådanne overgreb. Men myndighederne har ikke villet offentliggøre de fortegnelser over medvirksende, som den pædofile Jeff Epstein førte over sine kunder og klienter, og disse er stort set ikke blevet retsforfulgte for deres ugerninger. I Europa forekommer sexslaveri med mindreårige især i form af såkaldte "barnebrude", indvandrerpiger der med vold sendes tilbage til deres oprindelseslande og her tvangsgiftes med udpegede ældre "ægtemænd". I flere af de berørte mellemøstlige lande har kvinder ingen rettigheder og kan ikke bevæge sig frit men er konstant under overvågning af mandlige "fangevogtere". I flere afrikanske lande har muslimske terrororganisationer, fx. Boko Haram, anvendt bortførsler og/eller voldtægt af mindreårige piger som terrormetode uden, at hverken de berørte stater eller verdenssamfundet aktivt har skredet ind. I filmen "Sound of Freedom" fra 2023 er der blevet rettet opmærksomhed mod den sexslavehandel med børn, som foregår i Caribien, Latinamerika, Asien og USA. Betegnende nok har adskillige medier forsøgt at blokere for at filmen vises eller forsøgt at miskreditere den.

Seksuelle overgreb forekommer også via den såkaldte trans-bevægelse, hvor selv små børn udsættes for propaganda og indoktrinering med det formål at bilde dem ind, at de ikke er biologiske drenge eller piger men tværtimod tilhører det modsatte køn, og efterfølgende lokke dem til eller påtvinge dem kirurgisk og medicinsk sterilisation, der gør det umuligt for dem at få børn som voksne. Undersøgelser viser, at børn udsatte for sådanne overgreb har en overrate af selvmord på 20 gange (2000%) sammenlignet med enhver anden samfundsgruppe. Denne propaganda promoveres af perverse folk, der føler en særlig pædofil glæde ved at ødelægge småbørns liv inden, at de selv forstår, hvad det udsættes for.

Slaveri forekommer også på andre måder. Således blev i forbindelse med og efter udbruddet af covid-19 i de fleste lande indført påtvungen brug af masker, påtvunge "nedlukninger" af samfundet i ugevis og påtvungen vaccinering af befolkningen, herunder i form af vaccine-attester, til trods for, at ingen af disse overgreb havde nogen dokumenteret virkning med hensyn til smittespredning. Tværtimod har det vist sig, at "vaccinerne" har været fulgt af betydelige bivirkninger, der har påført tusinder af mennesker midlertidige eller vedvarende lidelser og i nogen tilfælde har ført til en sandsynlig overdødelighed på omkring 8-10% af de vaccinerede. Ikke desto mindre forekommer forsøg på fra WHOs side til at gøre sådanne tiltag, der hidtil var anbefalinger, som hver enkelt stat kunne vælge at følge eller ej, til tvungne ordninger, hvis ibrugtagen kan besluttes af ikke-folkevalgte "eksperter" i WHO og uden, at der er nogen reel kontrol med eventuel misbrug af denne magt fx. over for personer, som ytrer sig kritisk om WHOs uansvarlige håndtering af covid-19 krisen. Derved undergraves menneskers ret til selv at beslutte over deres egen krop og sundhedssikkerhed, de reduceres til slaver for og af staten.

Digital overvågning og censur

Siden terrorangrebet mod World Trade Center i 2001 har der i stigende grad været indført forsøg, især fra de amerikanske digitale firmaers side, på at overvåge og registrere al kommunikation på internettet og via mobiltelefoner. Oprindeligt skete denne overvågning angiveligt for at spore terroristers virksomhed, men den er senere i stigende grad blevet rettet mod regeringers politisk modstandere i bredeste forstand. Derved er privatlivets fred blevet undergravet og reelt afskaffet.

Krænkelser af ytringsfriheden er også blevet stadig mere udbredte, således i form af "forbud mod hadtale" og pålæg mod nyhedsorganer om censur rettet imod "misinformation" og "disinformation". Sådanne pålæg er bl.a. blevet udført af Joe Bidens regering overfor Facebook m.fl. medier. Eksempelvis forsøgte man at forbyde folk offentligt at mistænke, at covid-19 skyldtes en "læk" fra et epidemisk forskningslaboratorium i Wuhan i Kina. Senere er det blevet sandsynliggjort dels, at dette rent faktisk var tilfældet, dels at amerikanske sundhedsmyndigheder med Anthony Fauci og Peter Daszak i spidsen ulovligt havde finansieret den forskning i biokemiske våben, som her fandt sted. Også valgsvindelen i USA i 2020 har myndighederne forsøgt at fortie.

Den grundlovssikrede ret til at demonstrere blev i USA undergravet den 6. januar 2020, da retssindede vælgere ville protestere imod valgsvindel i valget 2020, ved, at statslige myndigheder indplacerede et ukendt antal hemmelige agenter fra sikkerhedsmyndighederne (CIA, FBI, DOJ) blandt demonstranterne, ikke for at holde øje med demonstraterne (det havde man politiet til, skønt de samme myndigheder forhindrede politiet i at få forstærkninger) men tværtimod for kunstigt at skabe voldsepisoder, der efterfølgende blev anvendt som begrundelse for at arrestere og dømme vilkårlige demonstranter og endda folk, som ikke havde været tilstede under demonstrationen. I adskillige tilfælde har disse arresterede personer end ikke været stillet for en dommer endnu 2 år efter begivenheden men befinder sig fortsat i fængsel. Man forsøgte at censurere filmoptagelser fra demonstrationen, idet disse har vist, at demonstranterne var fredelige og lovlydige - stik imod den propaganda som myndigheder og deres medløbermedier har promoveret. På den anden side har myndighederne ikke skredet ind over for den politisk motiverede gadevold, som Antifa og Black Lives Matter har begået i USA. Denne vold er direkte inspireret af den vold, som fx. Sturm Abteilung udførte i gaderne i Nazi-Tyskland i 1930-erne, heruden med malede slogans på vægge. Dermed er i parentes bemærket også et grundlæggende princip om ligestilling i forhold til loven tillige blevet undergravet af myndighederne og et politisk korrumperet retsvæsen.

Planøkonomi

Tendenser til planøkonomi forekommer især i EU, hvor myndighederne med omfattende og ret vilkårlige dekreter pålægger medlemslande begrænsninger i disses økonomiske politik om alt fra agurkers krumning og kvoter på fiskede fiskebestande over hældningsgrader på klædeskabe til opkøb af overflødig vin, støtte til ineffektive "bjergbønder" og reguleringer af køretøjers virkemåde og udstødninger til såkaldt EU-finansierede projekter, der bruges til at promovere EU som foretagende ("EU har støttet dette projekt") til trods for, at det er skatteborgernes penge, som man uretmæssigt har tilegnet sig og nu bruger til at købe (bestikke) sig til deres støtte. Det er blevet påvist, at adskillige af disse projekter har vist sig at være i bedste fald totalt overflødige, i værste fald direkte skadelige for de berørte lokalsamfund.

Digital økonomi

I forlængelse heraf men mere alvorlig er visse myndigheders samt banksektorens planer om at gennemføre en total digital økonomi, hvor fysiske penge ikke længere eksisterer. Ved at sikre sig kontrol over dette digitale pengevæsen vil regeringer og banker fremover i bogstaveligste forstand kunne afpresse befolkningen til at acceptere deres diktater. I tilfælde af protester bliver de protesterendes bankkonti ganske enkelt spærret og gjort utilgængelige for ejeren, og ingen kan fungere uden adgang til penge. Dette blev i praksis gennemført af den canadiske præsident Pierre Trudeau, da lastbilchauffører protesterede imod nedlukningen under covid-19. Desuden kan staten og bankerne stoppe befolkningens adgang til egne penge ved at gennemføre en politik, hvor man kun kan få adgang til dem, til lån eller til kredit, hvis man opfylder statens og bankers diktater. Dette kaldes i diktatursproget for "social kredit". Hvis staten fx. vil forbyde kød som spisevare, kan man indføre, at digitale penge ikke længere kan bruges til at betale for kød overhovedet. Men afpresningsredskabet rækker videre: når pengemængden ikke længere afhænger af faktisk tilstedeværende værdier fx. i form af guld eller sølv, kan nye penge produceres i uanede mængder. Ganske vist vil en større pengemængde reducere pengenes faktiske købekraft, men netop dette kan bruges til at undergrave personers private formuer, fordi pengene reelt ikke længere har den hidtidige værdi. Staten kan således tvinge sin befolkning til at sælge faktiske værdier som fx land og privatbolig således, at det bliver umuligt for privatpersoner at eje disse i fremtiden og tvinge den til at leje sit hjem, kort sagt: man kan og vil genindføre middelalderens fæsteprincipper. Som det er blevet sagt: "befolkningen vil intet eje men alligevel være glad og tilfreds". Det er en vision, som bl.a. økonomer og politikere fra organisationen "Verdens Økonomiske Forum" (World Economic Forum) i Davos har formuleret for fremtiden. Ikke overraskende ledes organisationen af Klaus Schwab, søn af en nu afdød førende nazistisk industrimagnat.

WHO og covid-19

Da angrebet på World Trade Center fandt sted i 2001, var der folk, som havde udtænkt planer for hvordan befolkninger kunne omdannes til chip-slaver. Ideen var kort sagt den, at alle mennesker skulle have indplantet en chip i kroppen. Takken være denne ville de altid være under observation og aldrig kunne nyde privatlivets fred. Chippen skulle kunne forsynes med oplysninger om fx. helbredsoplysninger og om økonomiske forhold. Kun bagmændenebag systemet ville have kontrol med chippen og de oplysninger, som den indeholdt. Blev en person for besværlig, kunne man bare "lukke for chippen", som det blev sagt. Så ville personen ikke længere være registreret som menneske.

Der kom ikke noget ud af planen den gang. Ganske vist accepterede nogle få at få en chip indplanteret, men systemet blev ikke nogen succes. Dette betød ikke, at bagmændene opgav ideen, blot ventede man på en bedre lejlighed til at gennemføre den.

I starten af 2020 udbrød en verdensomspændende epidemi kendt som covid-19. Den stammede fra et kinesisk laboratorium i Wuhan, som havde arbejdet med genetiske eksperimenter - sandsynligvis for at skabe et biogenetisk våben. Forskningen var delvist finansieret af USA, idet præsident Barack Obama havde forbudt denne type af forskning i USA. Ved at finansiere forskningen i et kinesisk laboratorium kunne medicinere omgå det udstedte forbud. Finansieringen var naturligvis også ulovlig, og for at skjule hvad der skete, skete det via en særlig organisation, Eco Health Alliance, som først fik pengene fra de amerikanske myndigheder og der efter videreformidlede dem til det kinesiske laboratorium. Det amerikanske mål med forskningen var at skabe en epidemi, som efterfølgende krævede en vaccine, og medicinere ønskede netop at tjene penge på salg af denne vaccine. Ingen ringere end lederen af USAs sundhedsmyndigheder, Antoni Fauci, stod bag denne plan.

Da epidemien brød ud, blev det hævdet, at den skyldtes smitte på et ferskvaremarked. Det lykkedes dog ikke at udpege nogen mulig smittekilde. Ret hurtigt blev opmærksomheden rettet imod laboratoriet, men lederen af Eco Healt Alliance, Peter Daszak, fik en række medicinere til at erklære, at det måtte være usandsynligt, at virussen stammede fra laboratoriet. I månedsvis forsøgte man at kvæle ethvert forsøg på at diskutere oprindelsen nærmere, og de kommunistkinesiske myndigheder nægtede at tillade en nærmere undersøgelse i over et år.

WHO var oprindeligt blevet oprettet for at stoppe sådanne epidemier, men WHO reagerede ved hverken at besøge Wuhan eller på anden måde foretage sig noget for at stoppe epidemien. Tværtimod frarådede man i begyndelsen enhver begrænsning i rejsevirksomhed, hvorfor epidemien fik lettere ved at sprede sig. Først da epidemien havde fået et globalt omfang, begyndte man at foreslå nedlukninger og isolation samt brug af beskyttelsesmasker. Senere, da de første vacciner blev udviklede, anbefalede man obligatorisk krav om vaccination og dertil hørende vaccinationstest for alle rejsende, i strid med menneskerettighederne. Det viste sig snart, at vaccinerne langt fra var så effektive, som først antaget, og befolkningerne rundt om i de enkelte lande udviklede i stedet naturlig resistens (fraset dem, der direkte døde af virussen).

WHOs håndtering af epidemien var en skandale, men endnu værre var det, der fulgte: så snar, epidemien var ovre på grund af naturlig resistens, foreslog WHO, at man fremover skulle have uindskrænket ret til at pålægge alle medlemslandes befolkninger at lade sig vaccinere ved fremtidige epidemier.

Forslaget er et udslag af covid-19 katastrofen, men konklusionen er den stik modsatte: hvor det var kritikerne, der havde ret m.h.t. dens oprindelse i Wuhan, ineffektiviteten af de restriktioner, som blev sat i værk (nedlukning, brug af masker mv) samt de vacciner, som folk blev påtvungne, selv om de ikke virkede (folk blev syge alligevel), så vil WHO nu indføre en ny verdensorden, hvor den alene og uden at stå til regnskab for sine beslutninger, kan diktere verdens lande, at de skal påtvinge sine befolkninger bestemte "vacciner".

Det hører med til billedet, at 80% af WHOs budget kommer fra en organisation, der har til formål direkte at promovere afsætningen af medicinalvirksomheders tvivlsomme produkter. Det er så stinkende åbenlys en korruption, at det er ubegribeligt, at det overhovedet får lov til at finde sted.

Men det bliver værre endnu. USA har i mange år haft et omfattende stofmisbrugerproblem. Af belysningen af USAs stofmisbrugerproblems historie kom det frem, at adskillige stoffer, som nu er på forbudslister, oprindeligt faktisk blev promoveret som medicinske midler. Det gælder fx. morfin og heroin. Således blev de symptomer, som soldater fik efter misbrug af morfin under og efter den amerikanske borgerkrig 1861-5 betegnet som "soldatersyge", og senere blev heroin solgt lovligt som smertelindrende vaccine. Et tredie produkt, oxycodone, kom senere på markedet. Dette fører til den mest uhyggelige konklusion: i fremtiden kan et lignende produkt blive påtvunget verdens befolkninger som "vaccine" mod denne eller hin epidemi af WHO. Hvad forhindrer det? Intet.

Det er ubegribeligt, at alverdens regeringer ikke har meddelt WHO, at man under ingen omstændigheder vil finde sig i denne diktaturpolitik. Og det bliver bestemt ikke bedre af, at brugen af sådanne euforiske stoffer er velkendte i brug fra adskillige diktaturer i historien: Nazi-Tyskland, Sovjetunionen samt Nordkorea blot for at nævne nogle få eksempler.

I ældre tid havde mennesker måske den undskyldning, at de ikke vidste, hvad de var i færd med at gøre. De troede måske oprigtigt, at deres mediciner hjalp patienter. Efter 150 års erfaringer gælder denne undskyldning ikke længere. Nu kender man effekterne, og, som eksempelvis det amerikanske firma "Purdue" har vist, er en målrettet kampagne for at promovere et afhængighedsskabende produkt en bevidst strategi for medicinalfirmaer, der ønsker større omsætning.

Det er den fagre nye verden, som venter os, hvis ikke politikerne nu tager sig sammen og siger "nej" en gang for alle. Det bliver nok det mest modbydelige diktatur, som verden nogensinde har set og vil komme til at se. Og det forsøges gennemført i vores levetid!

Sammenfatning

Som de her omtalte eksempler viser, er der omfattende paralleller mellem de overgreb, som tidligere og nutidige totalitære stater har udøvet og udøver, og de tiltag, som nu forekommer i "demokratiske, vestlige lande". Det skorter tilsyneladende ikke på ideer, når det gælder om at omdanne befolkninger til slaver.

Oversigt

Den ovenstående gennemgang er langt fra fuldstændig. Der vil utvivlsomt kunne nævnes andre eksempler, som burde være omtalt. Men gennemgangen er omfattende nok til, at det er muligt at pege på en række fælles træk ved de totalitære ideologiers politik og handlemåde. Det følgende er et forsøg på at fremdrage en række af disse hovedtræk. For oversigtens skyld bringes de punktvis.

Etpartisystemet

Etpartistyret synes at være en fast bestanddel af de fleste totalitære styrer. Andre partier kan kun eksistere på det dominerende partis nåde. Et sådant partimonopol blev formuleret af en ledende bolsjevik, M.P. Tomskij, i 1927 således: "Under proletariatets diktatur kan der godt eksistere 2, 3 og 4 partier, men kun på én betingelse: Det ene parti ved magten, de andre - i fængsel. Den, som ikke kan forstå dette, har overhovedet ingen anelse om proletardiktaturets væsen eller om det bolsjevikiske parti."

Førerkulten

I tæt forbindelse med partimonopolet står førerkulten, troen på den ufejlbarlige fører.

En førerkult blev først udviklet af Leninismen, hvor Lenin var den ubestridte og ufejlbarlige leder. Senere blev den overtaget af Stalinismen med Stalin som den nye, ufejlbarlige leder.

I det fascistiske Italien var Benito Mussolini den ufejlbarlige leder, "Il Duce".

I Nazi-Tyskland var Hitler den ufejlbarlige leder.

I kommunistkina var Mao den ufejlbarlige leder.

I Nordkorea fik Kim-familien en nærmest religiøs førerstilling, først Kim Il-Song, senere Kim Jong-Il.

I Vietnam var Ho Chi-Minh den ufejlbarlige leder.

I Khmer Rouge var Pol Pot den ufejlbarlige leder.

Blandt latinamerikanske militærdiktatorer har kun få haft samme status. Nævnes må Juan Peron, der ligefrem gav navn til "peronisme" som førerkult, samt i noget afbleget skikkelse Salvador Allende.

Udpegning af "fjender"

Udpegning af en gruppe af erklærede fjender af systemet er en anden fast bestanddel af mange totalitære styrer. Sovjetunionen var fuld af sådanne fjender: kapitalister, kulakker osv. I Tyskland blev jøder og kommunister (ofte sammenfaldende) tildelt samme rolle.

Fængsling og koncentrationslejre for politiske modstandere

Fængsling af politiske modstandere er en tredie fast bestanddel af de fleste totalitære styrer. I det Leninistiske og senere Stalinistiske Sovjetunionen var Gulag en fast bestanddel af styret fra dets begyndelse. Hitler kopierede dette system i form af koncentrationslejre i Nazityskland. I Cambodia under Pol Pot udgjorde tortur i S-26 en variant af samme system.

Fængsling og eventuel henrettelse af politiske modstandere er ligeleges udbredt i militære diktaturer som Spanien og Portugal, åbenbart mest for at beskytte deres fortsatte eksistens. Derimod spillede ideologiske hensyn en minimal rolle som begrundelse i disse samfund.

Indoktrinering i børnehaver, skoler og på universiteter

Et markant træk i mange vestlige lande er den politiske propaganda og endda indoktrinering i skoler og på universiteter. Undervisningen er ikke informativ men propagandistisk, det vil sige, at den er lagt an på at fremstille fx historie, biologi og kultur fra en bestemt synsvinkel.

Især i USA har racismepropaganda været et fremtrædende træk i skoler i sorte ghettoer. Men også i europæiske skoler gives tendentiøs omtale af fx slavehandel, hvor den europæiske trekanthandel mellem Europa, Afrika og Amerika får en fremtrædende plads, mens den muslimske slavehandel i Afrika forties eller nedtones. Desuden har den europæiske kolonipolitik været fremstillet som undertrykkelse af latinamerikanere, afrikanere og asiater, hvor imod de omfattende investeringer i kirker, hospitaler, skoler, administrationsbygninger, havne, jernbaner, veje, industrier og landbrug ikke omtales for deres betydning for landenes uddannelse og økonomi.

Ofte fremstilles den vestlige økonomisk og politisk indflydelse i udviklingslande som værende "imperialistisk", mens den modsvarende kommunistiske indflydelse betegnes som værende "solidarisk". Således opereres der med tendentiøse begrebspar beroende på hvilken part, der omtales.

Den politiske slagside i undervisningen genfindes også inden for andre emner.

I USA og Canada har indoktrineringen også ramt børnehaver, hvor børn udsættes for kønspropaganda og manipulation med katastrofale følger.

Pseudovidenskab

Også pseudovidenskab er ofte en fast bestanddel af totalitære styrer. Videnskabens formål bliver at bekræfte den herskende ideologi. Det betyder, at al sand forskning udelukkes, forskere med forkerte forskningsresultater udgrænses og arresteres, og forskningen omdannes til et led i den statslige ideologi for at give denne en "videnskabelig" legitimering.

Allerede Lenin havde erklæret, at intellektuelle, der ikke ville støtte det nye terrorregime i Sovjetrusland, var "nationens lort". Allerede i 1920-erne blev store dele af den gamle intelligentsia "frataget deres position, drevet i emigration eller på anden måde uskadeliggjort". Særligt under stalinismen blev Sovjetunionen præget af en ny intelleligentsia, middelmådigheder, kvaksalvere og charlataner opnåede fremtrædende positioner på de akademiske anstalter og blev hyldet som skabere af en "ny" videnskab, mens litterære og videnskabelige genier blev udmyget, undertrykt og udryddet.

I Nazi-Tyskland var det især racelæren, der blev midtpunkt for pseudoforskning. Her præsterede den berygtede Hans F.K. Günther en psedovidenskabelig forskning, der blandt meget andet skulle påvise en ubrudt kontinuitet kulturelt og racemæssigt siden de første "germanere" slog sig ned i Norden. Teorier om "racerene" germanere blev underbyggede ved studier i kraniemåling af Otto Reche, "Rassen-Günther" og andre, mens teorierne om kontinuitet blev baserede på arbejder af Gustaf Kossinna og Gustav Schwantes.

En speciel undtagelse udgør Khmer Rouge-regimet i Cambodia. Her blev intellektuelle simpelhen henrettede. Alle sygehuse m.m. blev lukkede.

Statslig propaganda formidlet af myndigheder og presse

Statslig propaganda formidlet af myndigheder og presse (offentlig og privat) er et fælles træk ved totalitære styrer.

I Sovjetunionen havde aviserne "Pravda" og "Izvestia" status af officielle organer for statslig kommunistisk propaganda. Også radioen havde denne rolle. En særlig berygtet rolle havde Ilja Ehrenburg, der formidlede hadpropaganda under 2. verdenskrig.

I Nazi-Tyskland oprettedes et regulært propagandamilisterium ledet af Joseph Goebbels.

I kommunistkina har både presse, radio og tv haft denne rolle.

I Nordkorea har både presse, radio og tv haft denne rolle.

Omfattende censur og knægtelse af ytringsfriheden

Censur er et fast træk ved alle totalitære styrer. I moderne tid bryder man sig naturligvis ikke om at kalde tingene ved deres rette navn, så censuren omnævnes til "beskyttelse mod misinformationn" og "beskyttelse mod hadtale". Det siger sig selv, at det alene er elitens privilegium at afgøre hvad, der er misinformation eller hadtale og at disse kriterier fastsættes vilkårligt efter elitens aktuelle politiske dagsorden.

I Danmark har selveste Højesteret i to tilfælde nægtet en retsforfulgt at forsvare sig ved på forhånd at udnævne det planlagte forsvar til at være hadtale uden overhovedet at have hørt eller set indholdet og hørt begrundelsen for det valgte forsvar.

I 21 af 27 medlemslande i EU er det forbudt ved lov at udtrykke visse holdninger til historiske begivenheder, og for at sætte trumf på, kan folk, der offentligt har givet udtryk for bestemte holdninger, blive arresterede og sat i fængsel i mellem 8 og 15 år uden at have været sat for en domstol først.

Adskillige pressemøder og platforme på internettet har udviklet et helt arbitrært sæt af normer og regler for hvad, der anses for hadtale eller misinformation. Sådanne regler blev blandt andet indført angående oprindelsen af covid-19 virussen. Senere viste det sig, at netop den således forbudte opfattelse viste sig at være den rigtige! Netop kun takket være oppositionens trods imod forbudet lykkedes det at nå frem til sandheden, på trods af censuren.

Militærterror og gadeterror

Terror udført af militær og paramilitære grupper er udpræget i totalitære stater.

I Nazi-Tyskland udgjorde især Sturmabteilung (SA, brunskjorter) kernen i gadeterroren indtil, at Hitler følte sig stærk nok til at afvikle terrorbanden og erstatte den af en ny personlig "livgarde", SS. Det var SA, ikke SS, som stod bag terroren mod jøder, sloganer på vinduer osv.

I Sovjetunionen udvikledes en hel stribe af terrororganisationer, som regel med status af "sikkerhedspoliti" eller lignende: Tjeka, OGPU, GPU, NKVD, MGB og KGB.

I the socialistiske Østtyskland var Stati den berygtede spion- og terrororganisation.

I det Mao-styrede kina fik sådanne organisationer ikke samme officielle præg. I stedet blev "studenter" mobiliserede til at terrorisere ældre kadrer, som Mao ønskede at slippe af med i den interne magtkamp, men fremgangsmåden var reelt den samme.

I det socialistiske militærdiktatur Burma har militæret været anvendt med samme formål.

I USA har Antifa og Black Lives Matter haft en tilsvarende rolle, indirekte styret af det Demokratiske Parti (jeg bruger stort for at understrege, at det her handler om partiet, ikke om demokrati og folkestyre).

Bogafbrænding

Lidt overraskende synes også forbud mod bøger og bogafbrændig at være et fælles træk ved flere retninger af de totalitære ideologier. Således forestod ARK (Anti-Religiøs Kommission) under Kommunistpartiets Centralkomité i Sovjetunionen fra 1921 en systematisk destruktion af religiøs litteratur samt andre bøger, som man af ideologiske årsager var imod. I Nazi-Tyskland forestod Sturmabteilung offentligt bogafbrændiger. I Khmer Rouge blev alle bøger simpelthen forbudt.

Politisk korrupte domstole

Atter et fælles træk. Moskvaprocesserne i 1937 er vel nok de mest berygtede eksempler på dette, men eksempler findes også fra andre totalitære styrer.

Både i Nordamerika og i Europa har adskillige domstole udviklet en ny retspraksis, hvorved en lov kan tolkes eller omtolkes for at varetage en bestemt politisk anskuelse. I særligt grelle tilfælde inddrages andre love, som så hævdes at "overgå" den egentlige lov i vægt. Men med denne praksis bliver det umuligt for lovlydige borgere at overholde en lov, fordi ingen længere kan føle sig sikker på dens indhold og fortolkning. For at et retssamfund kan fungere, må loven være entydig, ellers er det en dårlig lov, og der hersker anarki.

Politisk ensretning af kulturen

Kunsten er blevet ensrettet i mange totalitære systemer: malerkunsten formidlede både i Sovjetrusland og i Nazi-Tyskland "Kraft-durch-Freude".

Planøkonomi

Princippet med planøkonomi blev indført i Sovjetunionen og har siden været en fast integreret del af især erklærede kommunistiske og socialistiske diktaturer, mens en lignende politik har spillet en mere tilbagetrukken rolle i fx. fascistiske og nazistiske stater, hvor den mest blev anvendt til gennemførelse af semimilitære bygge- og anlægsprogrammer, fx. motorvejsanlæg.

Planøkonomien har haft til formål at opnå visse fastlagte mål inden for en begrænset tidsramme, ofte 5 år (såkaldte 5 årsplaner). Som det snart skulle vise sig, var det af mange grunde svært eller endda umuligt at opfylde de opstillede mål. For at skjule dette begik man ofte statistisk manipulation: i stedet for at tale om fremgang i mængde talte man om procentuel fremgang (som regel med udgangspunkt på det værst tænkelige tidspunkt for at gøre "resultatet" mere imponerende i propagandaøjemed.

I moderne meritokratiske diktaturer har planøkonomien gennemgået en forandring: målet er nu ikke at opnå bestemte velstandsmål men snarere at styre udviklingen i en bestemt retning. Politikken går derfor ud på at gennemføre en bestemt "kvoteordning" for nærmere udpegede mindretalsgruppers repræsentation eller at tvinge samfundet fra en energiform til at bruge en anden uanset, om den er realistisk og uanset, om den reelt forbedrer miljøet. Karakteristiske eksempler herpå er en politik for at fremme elbiler på bekostning af andre miljøvenlige energiformer, at tvangsafvikle landbrug (med argumentet at køer producerer gasser), at opstille vindmøller i fredede områder osv.

Selve planøkonomien er blevet afløst af lovfæstelse: man pålægger "ved lov" stater at sikre, at de opfylder visse fastlagte normer inden for en nærmere fastlagt frist, man vedtager love alene med det formål at fremme (eller omvendt afvikle) bestemte produktionsformer osv. Mens lovene tidligere havde til formål at regulere menneskers indbyrdes opførsel, bliver de nu anvendt til at gennemtvinge planøkonomiske målsætninger.

Privilegiesystemet

I Sovjetunionen blev privilegiesystemet sat i værk og udvidet, hvilket Stalin forsvarede ved sin kritik af "ligedeling, ligemageri, nivellering af samfundsmedlemmernes behov oog personlige livsforhold". Under Stalin udviklede Sovjtunionen et tydeligt klassesystem bestående af et øverste lag af "en udvalgt gruppe bestående af den herskende politiske elite samt højtstående officerer, regeringsembedsmænd, videnskabsmænd og prominente forfattere og kunstnere." Nederste lag bestod af den arbejdende klasse, men også her fandtes "et arbejderaristokrati bestående af stødarbejdere og højt kvalificerede arbejdere."

Imperialismen

Et fælles træk for flere totalitærer ideologier - men ikke alle - er imperialismen. Allerede Lenin havde udtalt: "Så længe, at vi ikke har erobret hele verden ..., så længe må vi forstå at drage nytte af modsætningerne mellem imperialisterne ... Så snart, at vi bliver stærke nok til at slå hele kapitalismen ned, vil vi straks tage dem i kraven."

Den italienske fascismes variant af imperialismen var kolonialismen, kampene i Tripolitanien og Abyssinien for at skabe et "Mare Nostra" i den østlige del af Middelhavet og Det røde Hav.

Nationalsocialismen interesserede sig ikke for kolonier, selv det gamle tyske koloniimperium opgav man. I stedet blev det "foreningen" af alle områder med tyske fler- eller mindretal, der blev sat i centrum for politikken, senere udvidet med "lebensraum"-politikken i Østeuropa.

Maoismen var fra starten imperialistisk. Man erobrede de selvstændige stater Manchukuo (Manchuriet) og Mengjiang (Indre Mongoliet) allerede ved maokinas etablering og fortsatte året efter med besættelsen af den selvstændige stat Tibet. Efter afslutningen af den Kolde Krig har kommunistkina væltet den demokratiske ordning i Hong Kong og efterstræbt overherredømmet over Taiwan (Republikken Kina), men samtidig har man med "belt and road"-programmet lagt rammerne for med "lån" og gældsætning af selvstændige lande at opbygge neokolonier i både Asien, Afrika og Latinamerika.

Militarismen

Militarisme er et naturlig led i totalitære staters opbygning. Hvor "sikkerhedsstyrker" fortrinsvist er rettet mod den interne undertrykkelse, er den militære opbygning sket som følge af den imperialistiske tankegang. Stalin begyndte oprustningen i Sovjetunionen i 1927 og fortsatte til sin død. Hitler begyndte oprustningen i Nazi-Tyskland efter magtovertagelsen i 1933. Maos diktatur hvilede fra starten på Den røde Hær, og efter hans død har kommunister fortsat oprustningen i landet med højteknologisk militær.

Gigantisme

Lidt specielt for flere kommunistiske lande var trangen til "mastodontisme, massivitet og ødselhed". Noget lignende forekom i Nazi-Tyskland. I nyere tid har det kinesiske kommuniststyre stået bag stribevis af mastodontiske byggerier og anlæg.

Ligheder trods forskelle

I det foregående har vi set, at politiske systemer og ideologier, som tilsyneladende ligger langt fra hinanden og til tider endog har bekriget hinanden indbyrdes, udviser forbløffende mange ligheder. Hvorledes skal dette forklares? Det enkle svar er, at de alle er udtryk for samme tankegang og handlemåde, nemlig "elitens" ret til at styre samfundet, også selv om det sker i modsætning til det store befolkningsflertals ønsker. Den egentlige forskel ligger alene i hvilken gruppe, der hører til eliten, og hvem der ikke gør.

For kommunistiske og andre ideologiske sympatisører er det en selvopfattelse af, at de tilhører den "bevidstgjorte" del af befolkningen og derfor er selvskrevne til at lede en omformning af samfundet. En variation af dette er meritokrati, hvor det er folk med en bestemt akademisk uddannelse eller en stilling som kunstnere, journalister eller på anden måde "ansete" personer, der berettiger til deres særstilling. I teokratier er det mere specielt evnen til at tolke "den hellige bog", der legitimerer deres særstilling. For militære diktatorer er det slet og ret den væbnede magt, der muliggør deres position, som er den egentlige berettigelse. Fælles for hver gruppe er, at man mener netop sig selv som værende i den priviligerede situation der gør en ledende politisk position berettiget - modsat demokrati eller folkestyre, hvor de folkevalgte vælges for at repræsentere befolkningens holdninger.

Når sådanne uens elitegrupper støder sammen, må det komme til en magtkamp, og deraf udspringer deres indbyrdes konflikter. Når det sker, bliver det alene et spørgsmål om hensynsløshed og magtmidler hvem, der vinder. Men ideologisk er de kæmpende på samme side i og med, at de er imod folkets styre.

Intellektuelles fascination af totalitære styrer

Bent Jensen har i sin bog Stalinismens fascination og danske venstreintellektuelle fra 1984 dokumenteret, hvordan akademikere, kunstnere og andre støttede det stalinistiske diktatur i Sovjetunionen. I de afsluttende afsnit stiller han spørgsmålet, hvordan "intellektuelle - dvs. folk der primært bruger hjernen som arbejdsredskab - var i stand til at sige og skrive det, de sagde og skrev gennem en hel menneskealder om et af de mest brutale og destruktive regimer i historien." Han undersøger forskellige mulige forklaringer. Han peger på, at de intellektuelle skabte deres egen fantasiverden for at legitimere deres støtte, "uden forbindelse med virkeligheden". Han mener, at "mange intellektuelle havde et meget begrænset kendskab til historie, økonomi og filosofi; de følte sig derfor tiltrukket af et forenklet skema som det marxistiske om alle problemers løsning" og peger på, at de befandt sig "i et lukket system, hvor alle ens anskuelser, ja selv ordforråd, grammatik og syntaks blev ændret efter et bestemt mønsker." Han forklarer stalinisme som en "erstatningsreligion" og peger på "trangen til frygt eller behovet som djævlebilleder". Endelig peger han på, at når man engagerer sig så stærkt i en politisk sag, udvikler der sig en modvilje imod at indrømme, at man tog fejl: "Alle de ofre, man gennem mange år har bragt ... må ikke have været gjort forgæves."

Alle disse forklaringer kan rumme bidrag til at begrunde tilslutningen, men alligevel forklarer de meget lidt. Nærmest i en sidebemærkning peger han på, at stalinismen var "en livsanskuelse og et samfundssystem, der (tilsyneladende) anviste de intellektuelle en meningsfuld og betydningsfuld position i samfundslivet", og denne forklaring rummer nok kernen i den egentlige årsagsforklaring.

I et kapitalistisk samfund har de venstreintellektuelle kun meget lidt at byde på: de bidrager ikke til produktion og omsætning, de udfører ikke fysisk arbejde, de udgør ikke fundamentet i økonomien. Under disse forhold har intellektuelle let ved at hade kapitalismen, fordi de føler sig marginaliserede, og dette had legitimeres ved marxismens påstand om udbytning af arbejderklassen.

Den venstreintellektuelle tankegang tilbyder et alternativ: den stiller det totalitære planøkonomiske samfund i udsigt. I dette samfund har de vensteintellektuelle, der laver planerne, træffer beslutningerne og styrer staten, en central plads. Den legitimerer de venstreintellektuelle som centrale personer.

Samtidig kan de intellektuelle føle, at de "solidariserer" sig med arbejderklassen, fordi alle deres planer - naturligvis - kun har til formål at forbedre vilkårene for disse og at forhindre den "udbytning", der indgår som en del af had-grundlaget mod det kapitalistiske samfund.

Disse to bestanddele: hadet til kapitalismen og pseudosolidariteten i det alternative utopia, er de to elementer, der trækker venstreintellektuelle mod erklærede "socialistiske" stater og samfund.

De øvrige elementer, benægtelsen af problemer og forsvaret af alverdens uhyrligheder, er de redskaber, der tages i brug for at kunne fastholde og legitimere denne tiltrækning. De venstreintellektuelle lyver for sig selv og alle andre, fordi de ikke føler, at der er noget alternativ, efter som dette alternativ allerede er forkastet på forhånd.

Hvis eller når de almindelige argumenter om udbytning ikke længere duer eller rækker til, opfinder man andre, baserede på køn, etnicitet, seksuel orientering eller hvad, man ellers kan finde på. At man derved legitimerer perversiteter eller sindssyge, betyder ikke noget, for det gælder for enhver pris om ikke at legitimere det normale kapitalistiske samfund og dets værdigrundlag.

Sande intellektuelle ved, at deres rolle er via forskning, opdagelser og opfindelser at bidrage til at udvikle det kapitalistiske samfund. Venstreintellektuelle er i bund og grund snyltere, der ikke drømmer om at yde sådanne bidrag. De kan finde støtte blandt andre marginaliserede grupper og personer, som i bund og grund ved, at de snylter på samfundet og derfor hader dette. Det kan være "down and outs", unge uden arbejde, journalister, politikere, kunstnere og lignende.

Litteratur

• Ole Feldbæk: “Den lange fred. 1700-1800” (Oluf Olsen (red.): Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie, bind 9; København 1989; ISBN 87-89068-11-4
• Aage Friis: "En Lægeberetning om Christian VIIs Helbredstilstand" (Historisk Tidsskrift, Bind 8. række, 1 (1907); s. 80-83)
• Kristian Gerner (anmeldelse af: Bent Jensen: Gulag og glemsel. Ruslands tragedie og Vestens hukommelsestab i det 20. århundrede, i Historisk Tidsskrift bind 104, 2004; s. 518-523)
• Michael Helm og Annegrethe Ottovar (red.): Mikhail Bakunin. Autoritet eller selvforvaltning?; Borgens Forlag 1979; ISBN 87-418-4821-7
• Edvard Holm: "Christian VII", i: Carl Frederik Bricka, (red.): Dansk Biografisk Lexikon, tillige omfattende Norge for Tidsrummet 1537-1814; Vol. III. (1. udgave). København, Gyldendal 1889; s. 511-515.
• Lis Jacobsen et al.: "fascisme" (Politikens Blå Ordbøger, Nudansk Ordbog, bind 1: Å-L; København 1953; s. 219)
• Bent Jensen: Gulag og glemsel. Ruslands tragedie og Vestens hukommelsestab i det 20. århundrede; Viborg 2003; ISBN 87-02-01388-6
• Bent Jensen: Stalinismens fascination og danske venstreintellektuelle; Haslev 1984; ISBN 87-00-81912-3
• Knud J.V. Jespersen: “Christian 5. testamenter” (i: “Søfart Politik Identitet”; Handels- og Søfartsmuseet på Kronborg: Søfartshistoriske Skrifter XIX,Viborg 1996); s. 127-142
• E. Ladewig Petersen: “Træfpunkt Odense 1560 og 1657 - og indimellem” (i: “Søfart Politik Identitet”; Handels- og Søfartsmuseet på Kronborg: Søfartshistoriske Skrifter XIX,Viborg 1996); s. 65-80
• Ulrik Langen: "Kongen og filosofferne" (Fortid og Nutid 2002, s. 4-26)
• Allan A. Lund: De etnografiske kilder til Nordens tidlige historie; Aarhus University Press, 1993; ISBN 87-89531-08-6
• John Stuart Mill: Om friheden; 1859 (her anvendt oversættelse til dansk ved Jesper Tang, ISBN 87-591-0058-3)
• Søren Nancke-Krog: Af jord er du kommet. Danskerne som jordbrugere gennem 6000 år; København 1982; ISBN 87-17-05008-7
• Per Salomonsson (red.): Den politiske magtkamp 1866-1901; Paludans fiol-bibliotek; 3. oplag, september 1980; ISBN 87-72-30866-4
• Benito Scocozza: “Ved afgrundens rand. 1600-1700” (Oluf Olsen (red.): Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie, bind 8; København 1989; ISBN 87-89068-10-6
• Erik Stig Jørgensen: "Partier og partimodsætninger 1848-1864" (i: Den politiske magtkamp 1866-1901, s. 9-20)
• Erik Stig Jørgensen: "Den reviderede grundlovs tilblivelse 1864-1866" (i: Den politiske magtkamp 1866-1901, s. 21-34)
• Per Salomonsson: "Venstregrupperne" (i: Den politiske magtkamp 1866-1901, s. 35-56)
• Per Salomonsson: "Socialdemokratiet" (i: Den politiske magtkamp 1866-1901, s. 57-63)