Dansk i læreruddannelsen/Barokken

((Litteraturhistorie/Barokken))

Barokken – kort fortalt Barokken betegner en europæisk kultur- og stilepoke der strækker sig fra 1600 til1730. I Danmark havde barokken storhedstid fra 1650 til 1720. Barokken er en betegnelse for den stilperiode der dyrker det overdrevne, bizarre og effektjagende. I barokken er målet at få detaljerne frem, og den er kendt for at være iscenesættende, hvilket der ikke er blevet lagt skjul på. Kunsten dyrkede iscenesættelsen, da det var kunstnernes rolle at få enevældens magt frem gennem pompøse, overdådige, selvsikre, kompakte og pralende værker. Denne specielle form for kunst blev domineret af overklassen. Haver og arkitektur blev kendetegnene for barokken og dens tænkning, alt skulle have form og være i orden. Meningen var, at der skulle være en modelverden, hvor alt hang sammen, og hvor der var kontrol med naturen. Dette gjorde man ved at beskære træer og buske i geometriske former eller som dyr. På den anden side formede man sten og metal i organiske former såsom blade og blomster. Stier og bede blev anlagt symmetrisk, og rundt omkring i haverne stod der statuer af mytologisk og allegoriske figurer, både i samspil men også i kontrastforhold.

Vanitas At der i barokken ikke er noget forhold til den frie og vilde natur, kan også ses i kunst og litteratur. Naturen bliver aldrig brugt realistisk men som et billede på noget andet eller som et billede på et kultiveret arrangement. Den frie natur symboliserer de dunkle og ødelæggende kræfter, der er i mennesket, eller for at minde betragteren om død og forgængelighed. Især i billedkunsten er vanitas (forgængelighed) repræsenteret voldsomt. Dette kan være dødningehoveder, timeglas, sæbebobler, skeletter, som er emblemer (ting med fastlagt betydning), og som er blandet med afskårne/visne blomster, insekter, døde fisk og døde dyr. Den præcise oversættelse af vanitas er noget tomt og noget indholdsløst, der i overført betydning kan betyde forgængelighed. Barokkens kunst er præget af bevidstheden om døden, og at der ikke er noget bag overfladen og de mange iscenesættelser, der fandt sted. Da alt i barokken er iscenesat, vil det også sige, at alt dækker over noget. Dette noget er eksistentiel kedsomhed. Det var ikke tilladt at vise kedsomhed i kongens hof, da dette blev tolket, som var der noget galt med personens indre. Udviste man kedsomhed, var det et klart tegn på, at man havde lidt et verdenstab, og at ingenting havde fortjent en åndsnærværende opmærksomhed, dvs. en direkte fornærmelse mod kongen.

Barokkens litteratur – lejlighedsdigtning Barokken kan ses for værende det første litterære gennembrud i Danmark. Litteraturen bliver for første gang litterær, dvs. stil – og formbevidst. Dette bliver den, da der stilles ydre krav fra enevælden og kirken. Digterne skriver ikke for sig selv, men lever af at lave bestillingsarbejder, dvs. lejlighedsdigtning. Derudover ville digterne bevidst skabe en ny form for litteratur, hvilket ikke skulle være folkeligt, men være et forbillede for den klassiske digtning i den latinske forståelse. De ville dermed skabe kunstdigtning kun for de lærde for embedmands- og præstelitteratur. I moderne forstand ville man sige, at barokkens digtning er ukritisk. Digterne fik penge af kongen eller hoffet for at skrive sange til ceremonier, fødselsdage, begravelser osv. Sangene skulle hylde regenten og dennes egenskaber i højstemt og elegant form. Der findes tre genre i barokken: lejlighedsdigte, salmer og hyrdedigte. I lejlighedsdigtning hyldes enevælden som guds udvalgte på jorden, oftest beskrevet gennem metaforer. I salmerne hyldes gud, som den eneste der kan give verden mening, og hyrdedigtene hylder den udkårne kvinde og den erotiske lyst. I en baroktekst er intet underforstået eller skjult, og det er altid tilknyttet et samfundsforhold, dvs. at de er direkte sociale. Der er tre elementer man er nødt at operere med for at forstå baroktekster: 1. Æstetik – den klassiske digtning 2. Teologi – den protestantiske kirke 3. Magt – enevælden Den æstetiske forståelse bag barokkens digtning ligger i arven fra den klassiske digtning. Den klassiske digtning var på latin, men den danske barokdigter insisterede på at skrive dansk. Dette kom til at blive besværligt for digterne, da skriftsproget dengang ikke kunne bruges. Man var derfor nødt til at øge og bearbejde skriftsproget. Dansk skulle udvikles til at være kultiveret. Samtidig ligger der i barokken en stor traditionsbevidsthed. Man ville ikke skabe noget nyt og banebrydende, men skrive sig ind i traditionen med de traditionelle former og virkemidler.

Thomas Kingo Thomas Kingo har som salmedigter og som den mest markante repræsentant fra barokken skrevet sig ind i litteraturhistorien. Hans salmer er kraftfulde, spændstige og fyldt med kontraster. Han tog en teologisk embedseksamen, hvor han først er huslærer derefter præst, og han blev til sidst bisp. Han var gift tre gange, første gang af kærlighed, anden gang af fornuftsgrunde og det tredje var en blanding af kærlighed og fornuft. Den kødelige lyst kender Kingo indefra, og han giver det luft gennem hyrdedigtning. En anden genre han mestrer, er lejlighedsdigtning, han skriver sange til fester, fødselsdage, bryllupper og begravelser. Derudover skriver han gravskrifter, portrætdigte og landskabsbeskrivelser. I bestillingsarbejderne benytter Kingo barokkens stilistiske virkemidler, som er overdreven smiger og et patetisk sprogbrug. Det Kingo er mest kendt for er hans salmer. De udkommer under titlen ”Åndeligt sjungekor”, den første del kom i 1674 og anden del i 1681. De består af morgen- og aftensalmer, bønner og andagter. Det var for, at de også kunne bruges i hjemmene. Han skriver sine salmer på i forvejen kendte og værdsatte melodier.