Dansk Vestindien

Dansk Vestindien eller De Vestindiske Øer var en dansk koloni i Caribien bestående af øerne Sankt Thomas, Sankt Jan (eng. Saint John) og Sankt Croix. Det danske kompagni Vestindisk-guineisk Kompagni annekterede de to ubeboede øer Skt. Thomas i 1671 og Skt. Jan i 1718. I 1733 blev Skt. Croix købt fra det franske vestindiske kompagni. De tre øer blev i 1755 overtaget af kongen af Danmark-Norge fra det reelt fallerede kompagni. Dansk Vestindien var besat af Storbritannien i perioden 1802–1803 og 1807–1815 i forbindelse med Englandskrigene.^[1]

Hensigten med den danske kolonisering i Vestindien var at udnytte den lønsomme trekantshandel, som gik ud på at eksportere skydevåben og andre industrivarer til Afrika i bytte med slaver, som derefter blev fragtet til øerne i Vestindien for at bemande sukkerplantagerne. Slutetapen i trekanten var fragt af sukker og rom til hjemlandet, herunder dengang også Flensborg^[2]. Økonomien i Dansk Vestindien var fuldstændig baseret på slaveri. Efter et oprør blev slaveriet officielt afskaffet i 1848, og da gik plantagedriften i Dansk Vestindien yderligere ind i en økonomisk nedgangsperiode, og i 1852 blev et salg af Dansk Vestindien første gang debatteret i Rigsdagen.

Danmark prøvede i flere omgange at sælge eller bytte De Vestindiske øer væk i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet, til henholdsvis USA og Det tyske forbund. Øerne blev til sidst solgt for 25 millioner dollars til USA, som overtog administrationen 31. marts 1917 og gav dem navnet De amerikanske jomfruøer (engelsk: United States Virgin Islands).^[3]

Historie

Baggrund

Sankt Croix blev opdaget den 14. november 1493 af Columbus på hans anden rejse og var da beboet af karibere som kaldtes ayay. Det i er uvist, om han også kom til de to andre øer, men i hvert fald toges ingen af dem i besiddelse af spanierne.^[4] Alligevel synes de oprindelige indbyggere at være blevne fortrængte af de spanske nybyggere på Puerto Rico, thi hundrede år efter Columbus fandtes øerne ubeboede. 1621 kom hollændere og snart efter englændere og franskmænd til Sankt Croix; for en tid levede de fredeligt ved siden af hinanden i særskilte samfund, men 1645 gjorde englænderne sig til herrer, for kort efter at fordrives af spaniere fra Puerto Rico, og 1650 indtog den franske guvernør på øen Sankt Christophe, Poincy, øen, sendte nybyggere derover og begyndte opdyrkning. Øen gik hurtig frem i velstand under hans styrelse 1651-54, men det trykkende handelsmonopol, som den nye ejer, Fransk Vestindisk Kompagni, opretholdt, skadede den så meget, at den franske regering, som 1674 overtog øen, helt opgav den 1695 og flyttede indbyggerne (147 Hvide og 623 negerslaver) til Haiti. Sankt Thomas var således i 1671 ubeboet, da den blev taget i besiddelse af et "vestindisk selskab" stiftet i København af friherre Jens Juel og borgmester Hans Nansen den yngre, og efterhånden fik den en del nybyggere af forskellig oprindelse.^[5]

Danmark havde indtil da spillet en yderst beskeden rolle i Vestindien. Christian IV havde i 1625 givet hollænderen Jan de Willum monopol på den danske handel på Guineakysten, Brasilien, Vestindien og Virginia, men dette havde ikke ført til nævneværdige resultater. Da Frederik III overdrog monopolet til den københavnske handelsmand Jens Lassen^[6] havde denne indledt sejlads på Guldkysten, men han gled snart efter ud af handelen igen^[7], og denne overgik til et konsortium i Glückstadt, som blandt andet importerede sukker fra Vestindien og São Tomé, men fortjenesten var ikke sikker, og omkring hvert fjerde skib gik tabt som følge af havari og forlis, og i 1672 havde Glückstadtkompagniet opgivet og overdrog sine forter på Guineakysten.^[7] Ideen bag oprettelsen Vestindisk Selskab og erhvervelsen af en koloni i Vestindien havde været at importere slaver fra Afrika til Vestindien og sælge dem til øens plantageejere, der producerede sukker til eksport. Det syntes i denne situation nærliggende, efter Glückstadtkompagniets ophør, at samle slavehandel og sukkertransport i eet selskab.^[7]

I 1670 var Christian V kommet på tronen, og året efter var Vestindisk Selskab blevet etableret, et priviligeret selskab, som havde fået monopol på handel mellem Skt. Thomas og Danmark. Aktionærerne var i begyndelsen skeptiske overfor ideen, men efter kraftig opfordring fra kongen, der nu havde forter på Guineakysten, indvilgede man, og fra 1674 gik de københavnske købmænd med interesser i Afrika ind Vestindisk Kompagni, der fra den tid kaldtes Vestindisk-guineisk Kompagni.^[7]

Første år (1672-1718)

Guvernør Jørgen Iversen

Som den første guvernør over Sankt Thomas udnævntes Jørgen Iversen Dyppel. Som ung mand havde han samarbejdet med nogle zeelændere om handel på Vestindien, men lidt tab som føle af engelske kaperier. Han var derfor vendt tilbage til Danmark i 1665 og var i 1670 blevet gift med Birgitte Pedersdatter. Hans baggrund tilfredsstillede kompagniet, og det blev derfor hans opgave at tage øen i besiddelse og indlede dens kolonisation.^[8] Til rejsen til Sankt Thomas fik han stillet to skibe til sin rådighed ifølget et løfte fra regeringen til kompagniet, "Den forgyldte Krone" og "Færø". Førstnævnte skib, der var det mindste, skulle sejle i forvejen for at undersøge forholdene, men det andet skulle følge efter med kompagniets betjente og de første kolonialister: 62 straffefanger. Mens"Den forgyldte Krone" nåede frem i god behold, blev "Færø" forsinket, da skibet sprang læk og måtte søge ind til Bergen for at reparere skaden og omlade. Mens dette stod på, lykkedes det nogle af fangerne at rømme, så man erstattede dem med andre fra Norge. Forsinkelsen betød, at skibets rejse kom til at vare 7 måneder inden, at det endelig nåede frem. En del af de rejsende døde undervejs.^[9]

Ved ankomsten fandt man øen tom; ganske vist dukkede der samme dag et engelsk skib op for at tage øen i besiddelse, men da man konstaterede den danske tilstedeværelse, træk englænderne sig tilbage. Snart dukkede der også kolonister op fra andre øer i området for at bosætte sig, og dette fik de lov til, idet alle ved ed skulle forpligte sig til at være den danske konge og kompagniet tro samt respektere guvernørens befalinger. 8. august samlede Iversen alle øens indbyggere, heraf 9 fremmede plantere, og fik forfattet en vedtægt om øernes fremtidige forhold, underskrevet af både Iversen og planterne.^[10] Denne pålagde alle danske at deltage i gudstjeneste søndag formiddag og alle fremmede at deltage i gudstjeneste søndag eftermiddag. Ligeledes pålægges enhver herre at holde kor morgen og aften samt at sikre, at arbejde så vidt muligt skal ske lørdag for, at søndagen kan holdes hellig. Dernæst pålægges det enhver husstand at være forsynet med våben, krudt og kugler for at kunne deltage i koloniens forsvar i fornødent tilfælde.^[11] Blandt de øvrige bestemmelser var den, at ingen måtte forlade øen uden tilladelse fra guvernøren. Alle havde fået skattefrihed i de første 3 år, og man ønskede ikke at miste fremtidige skatteydere, når denne periode var ovre.^[12]

Efter således at have bragt grundlaget i orden kastede indbyggerne sig ud i at fælde skov med henblik på fremtidig plantagedrift. Egnede planter søgte man på øen Tortola, som var blevet forladt, og herfra fik man indigo, tobak og sukker samt ananas og hvidkål.^[13] Imidlertid var der store vanskeligheder med at få produktionen til at give det ønskede resultat i de første år: hverken tobak eller sukker gik det godt med, og i de første år var al det sukker, som blev eksporteret fra øen, købt på naboøer.^[14] Blandt andre problemer var, at de indfødte viste sig uegnede til arbejde, og negerslaverne havde en ubehagelig tendens til at forsøge at rømme. Negrene blev ikke regnet for mennesker men for en slags husdyr: betegnende nok blev de ikke omtalt med "han" og "hun" men med "den". Negreres rømning blev straffet med at afhugge den ene fod, og begik de drab (på hinanden), fik de hovedet hugget af og sat på en stage samt kroppen parteret og ophængt på 4 forskellige steder til skræk og advarsel.^[15]

27. juli 1675 besatte kolonister øen Sankt Jan for et kort tid, og i 1680 forsøgte man at købe øen Tortola, men opgav det og besluttede, at hvis en overtagelse blev aktuel, kunne man bare besætte den.^[16]

Penge fandtes der kun få af og slet ikke nok til at drive pengehandel. Følgelig blev alt beregnet i møntenheden "pund sukker". Al indbyrdes handel havde præg af byttehandel med udstrakte kreditter.^[17] Handel med naboøen, den franske koloni Sankt Croix, var oprindelig forbudt men blev tilladt i januar 1673.^[18] Senere opstod der dog problemer, blandt andet under indtryk af de indbyrdes stridigheder mellem landene i Europa.^[19] Den 3. februar 1678 blev kolonien angrebet af franskmændene, men det lykkedes ikke at få fortet til at overgive sig, så franskmændene plyndrede øen og tog 3 af kompagniets tjenere som fanger og 18 negerslaver og 2 frie negre (hvoraf en flygtede) med deres koner som bytte.^[20] Endvidere var der fortsatte problemer på grund af kapere, og for at undgå problemer måtte udstedes pro forma-søpas, hvilket var en besværlig proces.^[21] De varer, som nåede til Danmark, måtte sælges til stadigt faldende priser,^[22] og for kompagniet blev disse første år som helhed en skuffelse.^[23] De mange problemer gjorde, at Jørgen Iversen i 1680 forlod sin tjeneste som guvernør og vendte tilbage til Danmark.^[8]^[24]

Da Iversen var ankommet til Sankt Thomas, udgjorde kolonisternes antal omkring hundrede mennesker. De hårde vilkår gjorde indhug i kolonisternes antal, og fra 1674 fik det vestindiske kompagni tilladelse til at importere slaver fra Guinea. Men allerede i 1673 var en forsendelse med 103 slaver blevet sendt af det afrikanske kompagni og flere blev købt. Slavehandelen var ved at komme i gang og beskæftigede nederlandske, engelske, spanske og portugisiske skibe. Trods høj dødelighed voksede antallet af kolonister, til dels fra omgivende øer og ved slaveimport, og fra kun omkring 100 mennesker i 1673 voksede antallet til 156 hvide og 175 negre i 1680.^[25]

Det var vanskeligt at få bemandet skibene, som sejlede til Skt. Thomas, på grund af historierne om en lang og vanskelig overfart og om livet i Vestindien med sygdom, varme og den næsten sikre død. For at få nok folk blev størstedelen af besætningen hentet fra fængsler og forbedringshuse. Det var normalt, at mere end hver tredje døde undervejs, og lige så mange døde indenfor seks måneder efter ankomsten til Skt. Thomas.

Guvernør Nicolai Esmit og Adolph Esmit

Nicolai Esmit fra Holsten blev udnævnt til guvernør efter Iversen Dyppel, fordi han angav at have flere års erfaring i Vestindien i forbindelse med den engelske kolonisering af Jamaica og Tortuga. Bag denne uskyldige karrierebeskrivelse lå at han havde været sørøver.^[26] Esmit gik i ledtog med de mange sørøvere, som på det tidspunkt hærgede over hele Vestindien. Esmit grundlagde byen Taphus, fra 1689 kendt som Charlotte Amalie. Navnet Taphus havde sin baggrund i de værtshuse som Esmit opførte. Esmit fandt ud af, at han personligt kunne tjene mange penge på at lade piraterne bruge Sankt Thomas som base for deres mange togter, mod specielt engelske og franske skibe. Han lod således sørøvere sejle med danske skibspapirer.^[27] De engelske guvernører på Jamaica og andre britiske øer protesterede mod dette til den danske regering^[27] med besked om, at hvis de ikke selv kunne holde orden i eget hus, så ville de gå ind og overtage Sankt Thomas. Inden myndighederne nåede at reagere blev Nicolai imidlertid væltet ved et oprør og erstattet af sin lillebroder, Adolph Esmit.^[27]

Adolph var ikke stort bedre end sin broder: han lod sørøvere skjule sig i bugten ved Sankt Thomas og sælge deres bytte til ham.^[27] Til sidst sejlede et britisk krigsskib ind i bugten, hvor den berygtede sørøver Jean Hamlins skib lå. Skibet blev beskudt. Da Hamlin ikke havde mandskab nok, flygtede han fra skibet, som blev sat i brand. Da briterne spurge Esmit, hvor Hamlin var, svarede denne, at han var flygtet. Det var usandt: han var fortsat på øen og blev der skjult, indtil faren var drevet over.^[27]

Kort efter blev begge brødre kaldt hjem til Danmark for at blive draget til ansvar for deres gerninger. Det lykkedes dog begge at blive frikendt,^[27], Adolph fordi han stillede i udsigt, at han havde kendskab til et sunkent spansk skib fuld af sølv. Da det viste sig, at det ikke holdt stik, blev han på ny sendt til København, men stak af fra den ventende retsproces.^[28]

Jørgen Iversens ulykkelige rejse

Hjemkommet fra Vestindien blev Jørgen Iversen Dyppel restitueret. Efter det uheldige mellemspil med brødrene Esmit lod Iversen sig overtale til at tage en ny tørn på Sankt Thomas. I november 1682 afsejlede fregatten "Havmanden" fra København med Jørgen Iversen, hans familie, andre med tilknytning til kompagniet, skibets kaptajn, hollænderen Jan Bloem og besætningen på omkring 50 mand samt de nye kolonisatorer, der som tidligere var mænd fra Bremerholm og kvinder fra Spindehuset, hvilke skulle bruges som arbejdsmandskab på plantagerne. Vejrforholdene var dårlige, og sejladsen gik kun langsomt. Der opstod problemer, således et skænderi mellem Iversen og en tysker, som fik et slag i ansigtet. En januarnat efter 2½ måneds rejse udbrød der mytteri, rejst af straffefangerne og medlemmer af besætningen. Skønt det i første omgang lykkedes Jørgen Iversen at redde sit liv ved at love at føre skibet til Plymouth i England, besluttede oprørerne at smide ham overbord. Kaptajnen blev skudt og ligeledes smidt overbord, yderligere fem rejsende og liget af Iversens datter, der var født ombord, gik samme vej. Kun Iversens enke, Margrethe Christensdatter^[29], overlevede. Efter flere skænderier indbyrdes besluttede oprørerne at sejle tilbage til København, men skibet gik på grund og sank ved Gøteborg. Oprørerne reddede sig, men blev sendt til København, dømt og henrettet. Iversens enke nåede frem til Vestindien og fik ved en bestyrer, som hun senere giftede sig med, overtaget og drevet mandens plantager.^[30]

Plantagedrift og slavehold

Efter overtagelsen af Sankt Thomas lod Vestindisk-Guineisk Kompagni anlægge plantager. De fleste af disse overgik til private, men kompagniet beholdt enkelte af dem.^[31] I begyndelsen kneb det imidlertid alvorligt med at producere produkter egnede til afsætning, og trods beskeden handel gik foretagendet dårligt. For at forbedre økonomien blev der i 1685 indgået af aftale med Brandenburgs afrikanske kompagni om at overdrage et areal på øen til anlæggelse af en handelsplads og plantagedrift mod betaling af en årlig leje samt told af eksporterede varer.^[32] Vestindisk-guineisk Kompagni skulle have 1% af slaverne, som blev indført til øerne, og 2% af slaverne, som blev videresolgt.^[33]^[34] Brandenburgerne viste sig mere effektive til denne virksomhed end Vestindisk Kompagni og blev derved en farlig konkurrrent, så da aftalen udløb i 1715, blev den ikke fornyet.^[32] I 1690 bortforpagtede kompagniet hele øen til en købmand fra Bergen, Thormöhlen, men det blev en fiasko, og i 1693 trak han sig ud med store tab. I 1697 fik kompagniet en ny oktroy. På øerne efter gik det bedre, især voksede handelen med negerslaver, men først i 1714 kunne der udbetales udbytte til aktionærerne.^[32]

I de første år forsøgte man sig med dyrkning af flere planter, og af dem gik det bedst med tobak, men tobaksavlen blev hurtigt opgivet, og i stedet kom bomuldsdyrkningen til at spille en hovedrolle.^[35] Generelt kneb det i denne første tid med for alvor at få gang i sukkerproduktionen, da hverken Sankt Thomas eller Sankt Jan, som noget senere blev erhvervet, havde egnede betingelser for en sådan avl.

Det vides ikke hvilket, der var det første slaveskib, men det første kendte var skibet Den forgyldte Ørn, ejet af generaladmiral Cort Adeler, som 1673-75 fik to søpas for rejser til Guineakysten og derfra videre til Vestindien med slaver. I de følgende år fulgte flere skibe, således "Friederich" (norsk), "Københavns Børs", "Holger Danske", "Christian V", "Spera Mundi", "Jomfru Margrethe", "Nordstjernen", "Fortuna" og "Holsten".^[36] For perioden fra 1660 til 1699 kendes i alt omkring 30 danske skibe, som fragtede i alt omkring 6.000 slaver til Vestindien.^[36] Fra 1700 til 1734 fragtede kun 17 skibe omkring 5.000 slaver til Vestindien. Dertil kommer dog såkaldte "interlopers", det vil sige udenlandske skibe, der opererede ulovligt. Af de omkring 11.000 slaver døde omkring en fjerdedel under rejsen svarende til et tab på ca. 110.000 rigsdaler. Yderligere tab skyldtes forlis. Af Vestindisk-guineisk Selskabs tyve skibe forliste "Gyldenløve" i 1702, "Cron Printzen" i 1706 "Christian V" og "Frederik IV" i 1710, "Christiansfort" i 1713, "Jomfru Alette" i 1717, "Salvator Mundi" i 1729 og "Christiansborg" i 1730.^[36] Følgen af tab og forlis men også priser gjorde, at slavehandelen var en tabsgivende forretning, og kompagniet var mest stemt for helt at opgive den og samle kræfterne om sukkerhandelen. Trods beslutning om at fortsætte og en investering på ekstra 200.000 rigsdaler i slavehandelen^[36], blev situationen ikke bedre, og i 1733 havde kompagniet et nettotab på 339.138 rigsdaler. Da endnu et skib gav underskud i 1734, besluttede et flertal af aktionærer at opgive yderligere slavehandel.^[37]

Befolkningen på Sankt Thomas udgjorde i alt 739 indbyggere i 1688 og 4.752 i 1720.^[38] Antallet af slaver på Sankt Thomas voksede fra 422 i 1688 til 4.187 i 1720.^[39] Det rakte dog ikke til at dække plantageejernes efterspørgsel.

Sankt Jan bliver en del af kolonien (1718-1733)

Danmark var den sidste kolonimagt, som etablerede sig i Vestindien, da kolonien på den ubeboede ø Skt. Thomas blev etableret. Etableringen skete under protester både fra Storbritannien og Spanien. Men efter kontakt mellem den danske og den britiske konge fik guvernøren over De britiske Leewardøer besked om at bistå de danske kolonister. Da guvernør Jørgen Iversen Dyppel nogle år senere, i 1675, gjorde et forsøg på at kolonisere naboøen Skt. Jan, var briterne ikke lige så medgørlige og protesterede over koloniseringsforsøget. Danskerne trak sig tilbage, men uden at have opgivet håbet om at få herredømme over øen. Der kan da også i 1680'erne konstateres en vis dansk tilstedeværelse på øen. I 1680 leveredes ifølge regnskaberne således 79 pund tobak fra Skt. Jan, ligesom der i 1686 blev sendt proviant til øen. Men ellers nævner de danske kilder frem til 1718 mest Skt. Jan i forbindelse med tømmerhugst^[40].

I 1680'erne var forholdet mellem Storbritannien og Danmark køligt på grund af brødrene Adolph og Nicolai Esmits samt Gabriel Milans regime i forbindelse med deres åbenlyse handel med pirater, en virksomhed, Storbritannien prøvede at få stoppet. Desuden hævdede begge landene suverænitet over øen Vieques. Danskerne havde i 1698 etableret en militær post "Kronborg" på øen, men denne blev forladt, da en skotsk ekspedition nåede frem til Vieques. Danskerne opretholdt dog kravet på både Skt. Jan og Vieques til trods for udenlandske protester^[40].

I 1715 informerede guvernør Mikkel Knudsen Crone ledelsen i København om, at han agtede at udforske både Sankt Jan og Vieques, før hans guvernørperiode sluttede, da jorden på Skt. Thomas begyndte at blive udpint, og plantageejerne trængte til nyt land at dyrke. Ledelsen i Vestindisk-guineisk Kompagni svarede ikke på henvendelsen, og planerne blev dermed ikke udført. Året efter rapporterede den nye guvernør, Erich Bredal, at mange plantageejere på Skt. Thomas ønskede at flytte til Skt. Jan, men frygtede britiske repressalier^[41].

I 1717 kom den britiske guvernør Walter Hamilton til Skt. Thomas med orlogsskibet HMS Scarborough og advarede danskerne mod at drive tømmerhugst på Sankt Jan. Vestindisk-guineisk Kompagni i København kendte ikke til briternes fornyelse af modstanden mod dansk virksomhed på Skt. Jan og beordrede på samme tid guvernør Bredal til at kolonisere Skt. Jan. Ledelsen i København havde antaget, at to års stillhed fra briterne havde gjort tiden moden for en dansk kolonisering. Desuden følte danskerne, at man måtte gøre noget, da briterne året i forvejen havde sendt ekspeditioner til både Vieques og Skt. Jan. Vestindisk-guineisk Kompagni antog, at det var med den hensigt at kortlægge og senere annektere øerne. Men på trods af ordren om at annektere Skt. Jan blev ingenting gjort i 1717, da Bredal frygtede konsekvensene efter den britiske advarsel knyttet til tømmerhugsten på Skt. Jan.

På det tidspunkt, hvor de danske planer om at kolonisere Skt. Jan blev genoplivet, var der grundet en hård tørkeperiode i Vestindien opstået rastløshed blandt de britiske plantageejere, da flere af øerne var ved at være udpinte. De spejdede efter ny jord. I september 1717 drog britiske kolonister således til Vieques for at besætte denne ø, og i eftersommeren 1718 pressede plantageejere fra de udpinte øer Anguilla, Tortola og Spanish Town forgæves på for at få guvernør Hamilton til at kolonisere Skt. Croix. Der er altså flere vidnesbyrd om, at briterne manglede ny jord, og her kunne Skt. Jan komme i spil, selvom en britisk rapport fra 1716 havde beskrevet Skt. Jan som "en lille ufrugtbar og bjergrig ø", hvorfor de hidtil havde givet en anneksion af Skt. Jan lav prioritet.

Fra dansk side var man bekendt med briternes interesse for ny jord, og af frygt for at miste Skt. Jan beordrede ledelsen i København strengt guvernør Bredal til at handle nu. 25. marts 1718 gik guvernøren, 5 soldater, 20 plantageejere samt 16 slaver i land på Skt. Jan, hvor det danske flag ved en lille ceremoni blev hejst i Coral Bay og øen erklæret dansk.^[42] Briterne svarede igen ved at sende et orlogsskib til Skt. Thomas med krav om tilbagetrækning fra Skt. Jan. Kravet blev afvist af guvernør Bredal, og briterne, som havde fået ordre om ikke at bruge magt, trak sig tilbage. Lige efter blev rydning af skov, opførelse af plantager og bygning af fortet Fortsberg igangsat på Skt. Jan. Hamiltons efterfølger, John Hart, bad koloniledelsen i London om at erobre Skt. Jan fra danskene i 1722 og 1724, men fik svaret, at Skt. Jan ikke var en konflikt værd^[43]. I 1726 skrev guvernør Moth til Vestindisk-guineisk Kompagni, at man kunne betragte øen som beboet. I løbet af de første 15 år blev der anlagt 100 bomulds- og sukkerplantager, som dækkede det meste af øen.^[44]

I 1762 frafaldt Storbritannien sit krav på Skt. Jan og godkendte danskernes suverænitet.^[44]

Slaveoprør på Sankt Jan (1733)

Frem til 1733 bestod kolonien af øerne Skt. Thomas og Skt. Jan, som begge var opdyrkede og var veletablerede slavesamfund. Ifølge officielle statistikker var 80% af befolkningen slaver^[45], men sandsynligvis var andelen højere, da antallet af slaver blev beskattet og derfor formodes gemt ved optællinger. I 1718 havde kongen udstedt nye forordninger til koloniernes bestyrelse. Herved blev der for første gang lagt skat på jord, 20 skilling pr. kvadratfod land, og 15 på hver mand, kvinde og slave.^[46] Slaverne skulle behandles bedre, og ingen planter måtte berøve sin slave livet.^[46] Således var forholdene under guvernørerne Otto Jacob Thamsen, Frederik Moth og Heinrich Suhm, hvis embedstid varede til 1732.^[46] Suhm blev efterfulgt af den tidligere kompagniagent og bogholder Philip Gardelin.^[47]

Den 5. september 1733 blev udstedt en ny plakat af guvernør Gardelin^[47], der fastslog strenge straffe for negre, der løb bort eller begik tyveri, for alle der var vidende om noget komplot eller ansatte negre, der var løbet bort. Negre skulle vige for "Blanke" på gaden. Hekseri og negres "Dands, Fest, Spil og deslige" blev forbudt, og ingen neger i byen måtte bære bangala (stok) eller kniv. Straffene varierede fra at "knibes 3 Gange med gloende Jern og derefter hænges" over brændemærkning i panden til piskeslag og lussing; bortløben straffedes med at "miste et Been".^[48]

I november samme år udbrød et oprør på Sankt Jan: en række slaver var blevet sat til at samle og bære brænde til øens lille fort med en besætning bestående af en løjtnant, en sergeant og 8 soldater. Imidlertid havde slaverne skjult økser og knive i brændeknipperne, og på et aftalt signal angreb de soldaterne, hvoraf 7 blev hugget ned.^[49] Efter, at slaverne havde fået magten over fortet, affyrede de to skud, og dette var signal til at myrde alle hvide, de kunne få fat i. De hvide søgte til Peter Durlos plantage, hvor boligen var beskyttet af to kanoner, men andre familier blev myrdede, og landfoged Soetmanns hoved blev hugget af og sat på en stage.^[50] Fra Sankt Thomas blev hurtigt sendt en styrke afsted for at nedkæmpe oprøret^[51], og det lykkedes først at genvinde kontrollen over fortet og dernæst at komme de hvide på Durlos plantage til undsætning. Da man efterfølgende undersøgte tilstanden på øen, viste det sig, at oprøret var udbrudt på en plantage og herfra havde spredt sig til andre.^[52] Det besluttedes at anmode franskmændene om hjælp, og guvernøren på Martinique sendte en hjælpestyrke. Efterhånden lykkedes det at trænge oprørerne østpå, ud til havet ved Brimsbay, hvor de blev omringet. I stedet for at overgive sig, begik oprørerne selvmord, i alt omkring 300 lig blev efterfølgende konstateret.^[53] På det tidspunkt, hvor oprøret blev endelig nedkæmpet, havde øen imidlertid været i oprørernes magt i henved et halvt år.^[54]

Køb af øen Sankt Croix (1733-1755)

Sankt Croix var en af de øer i Vestindien, der oprindelig havde en omskiftelig tilværelse, og i året 1650 havde ikke mindre en tre nationer på skift gjort krav på øen: Frankrig, Nederlandene og England, og det endte med, at Frankrig tog øen i sin besiddelse.^[55] En koloni blev oprettet, men dødeligheden i kolonien var betydelig^[56], og i 1651 blev denne sammen med Sankt Christoph, Sankt Martin, Sankt Bartholomæus og Tortuga købt af Den suveræne Johanniterorden (Malteserordenen) for 120.000 livres. Beløbet blev betalt af kommandant Phillippe de Longvilliers de Poincy (der således fik pant i dem)^[57], som i 1653 skænkede alle sine ejendomme i Vestindien til ordenen, som ydermere fik stadfæstelse herpå af Ludvig 14., det øerne skulle tjene til fremme af kristendommens udbredelse i Vestindien, dog med den betingelse, at øerne ikke måtte bestyres af andre end franskmænd.^[58] I 1664 blev der oprettet et nyt Fransk Vestindisk kompagni, som året efter købte malteserordenens besiddelser og rettigheder i Vestindien for 500.000 livres.^[59] Kompagniet skulle have handelsmonopol, men kompagniets agenter var uærlige, og i 1674 var kompagniet i så dyb gæld, at det rettede henvendelse til kongen for at få hjælp. Kongen betalte og overtog øen, men øen sygnede hen^[60] og blev til sidst forladt sine indbyggere, omend den formelt forblev fransk ejendom.

15. juni 1733 blev Sankt Croix købt for ca. 750.000 livres, men som følge af oprøret på Sankt Jan var det først den 10. januar 1735, at øen blev taget i besiddelse.^[61]

Da selskabet ikke havde krav om en bestemt nationalitet til sine kolonister, tiltrak den sig ganske snart spanske jøder, huguenotter og engelske nybyggere; de sidstnævnte blev dem, som kom til at dominere øen.^[62]

Vestindisk-guineisk Kompagni havde efter overtagelsen af øen intet overblik over forholdene, hverken øens størrelse eller form. Kompagniledelsen i København havde et 60 år gammelt fransk kort (fra 1671), som blev brugt til at udarbejde et af overslagene over, hvor mange plantager der kunne anlægges på øen. Det gamle franske kort viste sig at indeholde grove fejl, hvor blandt andet øens areal blev overdrevet med nær 100%. I og med at kompagniet havde tænkt sig at sælge plantagegrundene til høje priser, i modsætning til Skt. Thomas og Skt. Jan, hvor grundene blev uddelt gratis til nybyggerne, blev de forventede indtægter fra grundsalget, skattegrundlaget og toldindtægtene fra sukkereksporten overvurderet.^[63]

Kompagniets ledelse stolede ikke helt på det franske korts nøjagtighed og beordrede efter overtagelsen af øen, at et nyt kort skulle udarbejdes. En militær landmåler blev sat til at udføre opgaven, hvor primæropgaven var at kortlægge havneforhold, terrænformationer og opmåling af plantageejendommene.

Aktionærerne i Vestindisk-guineisk Kompagni blev i 1733 tvunget til at indskyde mere kapital eller tabe hele deres oprindelige indskud. For at gøre kapitaludvidelsen mere acceptabel blev aktionærerne tilbudt hver sin plantagegrund, og at plantagegrundene skulle opmåles, før overdragelsen fandt sted. Målet var at inddele øen i 300 plantageejendomme, hver på 60 hektar. Blandt kompagniets aktionærer var Christian 6., hans familie og mange af hans ministre, alle personer, som ingen tillid havde til kompagniets grundsalg. Opmålingen af øen fik høj prioritet, og på baggrund af øens beskedne størrelse (37 km lang og 8 km bred) var det ventet, at denne var overstået på et par måneder. Men arbejdet trak ud i årevis på grund af utilstrækkelige økonomiske og personalemæssige resurser. Kompagniets ledelse blev både overrasket og irriteret over den lokale administrations manglende evne til at fremskaffe kort over øen, og den officielle brevveksling bar præg af undskyldninger, modbeskyldninger og forsinkelsesstatistikker. I 1750 var det første danske kort over hele øen færdigt og var helt uafhængigt af det gamle franske kort. Kortet blev signeret af Johan Cronenberg og Johan Jægersberg. I tiden frem til færdiggørelsen af kortet brugte kompagniet en række midlertidige kort for at kunne sælge grundene.^[63]

Johan Cronenberg og Johan Jægersbergs kort blev tegnet i en skala på 1:30.000 og havde dermed flere detaljer indtegnet, såsom terrænets form, bygninger og slavehytter. Øens nordvestkyst var derimod unøjagtig tegnet, og dette kan skyldes, at Cronenberg blev udvist fra Skt. Croix i en periode på grund af et forhold til en gift kvinde.

I 1754 blev der udgivet et nyt kort over Skt. Croix, som var graveret af den nye landmåler Jens Mikkelsen Beck. Beck stod for salget af grundene på øens nordside og havde dermed forbedret kortets nøjagtighed over dette område, samt indsat et kort over Christiansted og et plankort over den ubebyggede by Frederiksted. Fordelen med Becks kort var, at det var en ren og skarp tegning. Der blev ikke gjort noget forsøg på at afbilde terrænet, og i modsætning til Cronenbergs kort var kortforståelsen ikke afhængig af farverne og var dermed velegnet til trykning.

Sukkerdyrkning på Sankt Croix

Sukkerdyrkningen fandt sted ved at inddele jorden i "plantager", det vil sige jordlodder a 100 tønder eller 150 agre land (3.000 fod i længden og 2.000 i bredden). Nogle plantere kunne eje to, tre eller flere sådanne plantager.^[64] Jorden blev underinddelt i kvadrater af 8-10 agres størrelse med veje imellem, som ofte blev beplantet med Guinea-Græs eller af negrene til at plante jordfrugter. Agrene inddeles normalt i enheder af 4 fod i kvadrat, som markeres med nedstukne pinde og snore. Negrene blev stillet i linje langs med pinden ved siden af hinanden, hver med en hakke, og "ophugge Jorden af Hullerne, saaledes, at en Banke formeres mellem to huller og en liden Banke bliver på tvers staaende." Dette arbejde skete ofte under sang af nogle af negrene, idet alle løftede hakken og huggede i takt.^[65] Når et stykke jord var bearbejdet, blev det gødet i hvert hul.^[66] Når ageren skulle plantes, lagdes to roetoppe i hvert hul, og blev dækket til med jord, hvorefter de blev overladt til sig selv, indtil de nåede en højde af 6-8 fod. Efter 14-15 måneder^[67] var de klar til høst. De blev så hugget ned med kniv og bundtet sammen. Efterfølgende blev de bragt til en sukkermølle, der kunne være en hestemølle eller en vindmølle. I møllen blev de presset igennem tre ruller^[68], og saften blev presset ud og løb ned i en rende og senere videre til et kogehus, hvor den blev tappet ind i store kedler. Til brændsel anvendtes tørrede, udpressede rør. Når kedlerne var fulde af saft, blev ilden tændt.^[69] En vis mængde læsket kalk blev iblandet til fjernelse af uhumskheder, som koger op på overfladen og fjernes med en skumske. Efter 2-3 timers kogning er saften renset og omdannes til sukker.^[70] Af 1.200 potter sukkersaft fik man 2-300 pund sukker. På en god høstdag kunne på denne måde produceres 4-6.000 pund sukker (3-5 fade). Efter 2-4 uger var sukkeret tørto kunne afskibes pakket i fade.^[71]

Da Sankt Croix var blevet købt og opmålt, blev jorden inddelt i 9 "kvarterer", der atter blev opdelt i mindre stykker^[72] hver på 150 acres (110 tønder land), altså en "plantage". Prisen kunne være 500-600 rigsdaler for den bedst egnede jord, mens jord til bomuldsavl kunne koste 120-140 rigsdaler.^[73] Hver plantage udgjorde et lille landsbysamfund, der måtte være nærmest selvforsynende. Plantagerne fik navne, og øboerne angav ikke, at de boede på Sankt Croix men fx på "Peter‘s Rest", "Mary‘s Fancy", "Lower Love", "Whim", "Humbug" eller hvad de nu hed.^[73] Som nævnt var agerdyrkkningsfelterne adskilte af veje, der foruden transport også fungerede som brandbælter, da modnet sukkerrør var let antændeligt. Der blev derfor også opført små vagtbygninger, som blev anvendt, når rørere var modne, til døgnovervågning. En del af plantagens jord blev anvendt til græsland og til skovbrug for at skaffe træ til bygninger. Ligeledes var der en have til dyrkning af grøntsager til plantagens daglige forbrug.^[73] Hver plantage blev udstyret med en egen mølle og et kogehus, kaldet "fabrik" (factory) til behandling af sukkersaften.^[74] På en middelstor plantage kunne være 150-200 slaver, hvoraf de fleste boede i slavelandsbyen nær fabrikken. Slavehytterne var oftest byggede af fletværk af mangrovegrene klinet med ler og med tag af spån eller sukkerrørs- eller palmeblade. Nogle plantager havde bygninger af sten inddelte i flere rum til de enkelte familier eller ugifte slaver. På plantagerne fandtes opsynsmænd samt 4-5 kontorfolk. Endelig var der en bolig for herskabet.^[75] Mange plantager havde en egen kirke eller et kapel og undertiden et fangehul.^[76] Da jorden krævede hvile, blev kun to tredjedele beplantet, mens en tredjedel lå brak. Al jorden blev ikke beplantet samtidig men på forskellig tid for, at alt ikke skulle modnes på samme tid.^[77] Et biprodukt af sukkerprocessen var produktionen af molasse (sirup), som egnede sig til produktion af rom.^[78]

Herrnhuterne i Dansk Vestindien

Da Christian VI blev kronet i 1731, var grev Zinzendorf fra Herrnhut en af gæsterne. Både kongen, dronning Sophie Magdalene og Zinzendorff var pietister. Under sit ophold i Danmark mødte Zinzendorff også Anton, en slave fra Sankt Thomas i huset hos grev Danneskjold-Laurvig. Anton fortalte om forholdene på Sankt Thomas og sin familie, der var uvidende om kristendommen. Zinzendorff besluttede at søge om, og fik, kongens støtte til at igangsætte en missionsvirksomhed i Dansk Vestindien. I 1732 rejse to missionærer og håndværkere, Leonard Dober og David Nitchmann, afsted. De ankom til Sankt Thomas den 13. december 1732.^[79]

Brødrene var helt uforberedte på livet på øen, de kunne ikke tale med indbyggerne og havde intet sted at bo. Imidlertid var en planter, Lorenz Carstens, blevet forhåndsorienteret om deres ankomst og gav dem et tomt hus i Charlotte Amalie at bo i. Brødrene opsøgte Antons familie og gav dem en hilsen fra Anton. Derefter gik de i gang med deres kristendomsundervisning. Planterne var egentlig imod, men med kongens støtte i ryggen kunne de to missionærer udføre deres gerning. Efterhånden lærte de kreolsk, og fra 1739 begyndte de at undervise på dette sprog. Flere missionærer fulgte efter, men nogle af dem døde efter kortere eller længere ophold. I begyndelsen blev møderne holdt på plantager, men efterhånden blev der indrettet missionsstationer og missionsskoler. Undervisningen omfattede både kristendom og at lære at læse. Flere og flere slaver modtog undervisning^[80], og mange blev døbt. Arbejdet blev organiseret således, at kvindelige missionærer underviste kvinder og mandlige mændene. Efterhånden fik missionærerne også skabt et kreolsk skriftsprog.^[81] Ifølge Oldendorp blev i årene 1732-1760 døbt 1.978 slaver, heraf 1.249 på Sankt Thomas, 567 på Sankt Croix og 162 på Sankt Jan.^[82] I løbet af de første 50 år blev i alt døbt 8.833 voksne og 2.974 børn.^[83]

Undervisningen fik også en videre betydning: Cornelius, en slave fra Sankt Thomas, lærte at læse og skrive kreolksk, hollandsk, dansk, tysk og engelsk. I 1787 skrev han til Schimmelmann og bad om lov til at købe sin datterdatter fri. Cornelius var en dygtig murermester, lærer og prædikant i brødremenigheden, og han købte sig selv, sin kone og sine børn fri for slaveri. Han hjalp med at bygge 6 missionsstationer.^[83]

Slavehandelen i 1700-tallet

Den danske slavehandel var et godt stykke ind i 1700-tallet ret ubetydelig: så længe, Sankt Thomas var den eneste danske besiddelse i Vestindien, var markedet for dansk slavehandel meget lille, og slavehandlere søgte snarere at forsyne andre landes kolonier. Men alligevel var markedet helt utilstrækkeligt, og fx Glückstads afrikanske kompagni evnede ikke at overleve ("med slet Succes fortsat og omsider nedlagt" som det hed i oktroyen af 5. februar 1734 §3.^[84] Også efterfølgeren, det vestindiske kompagni, måtte opgive sit monopol efter få år, fordi det ikke var rentabelt.^[84] Ej heller et forsøg på at overdrage slavehandelen til en privat, Arff, synes at have bragt resultater og blev kun af kort varighed.^[85] I et forsøg på at hjælpe på situationen havde man åbnet for en brandenburgsk virksomhed på dette område, hvilket synes at have ført til en ikke ubetydelig slavehandel,^[86] men den tidsbegrænsede aftale blev ikke fornyet, og den hjalp ikke på den danske slavehandel.^[87] Et vigtigt skridt blev taget i 1725, da kompagniet for første gang tillod private slavehandlere at indføre slaver til Dansk Vestindien. Denne tilladelse blev givet efter britisk model og skulle øge tilførslen af slaver. Først med erhvervelsen af Sankt Croix i 1733 blev der skabt grundlag for en egentlig slavehandel på Dansk Vestindien.^[88]

Tilvæksten med Sankt Croix i 1733 blev ledsaget af en økonomisk omlægning – øerne gik fra hovedvægt på bomuld til mere plantagedyrkning af sukker. Det viste sig at være vanskeligt at få flere danskere til at indvandre, så øen blev i stor grad befolket af udvandrede britiske katolikker, som kom via Montserrat. Desuden blev tilførslen af slaver øget, ikke mindst gennem spanske, private slavehandlere.^[89]

Der foreligger ikke sikre tal for omfanget af slavehandelen frem til mindten af 1700-tallet, men det forhold, at antallet af slaver i 1720 lå på omkring 4.300, i 1742 på omkring 5.000 og i 1755 på 14.877^[39] viser, at det først var i dette sidste tiår, at slavehandelen for alvor begyndte at tage til.

Handelen gives fri (1755-1801)

Udviklingen gik kun langsomt efter købet af Sankt Croix og i 1755 afkøbte staten Det vestindisk-guineiske Kompagni alle dets besiddelser.^[90] Ved at åbne Sankt Thomas’ havn for skibe fra alle lande i 1764 og indføre meget mådeholdne toldafgifter i 1766 lykkedes det at gøre den til et midtpunkt for handelen i Vestindien, og under Den nordamerikanske Frihedskrig og de senere revolutionskrige gik alle øerne stærkt frem i velstand, idet mange franske flygtninge fra Haïti bosatte sig der.^[91]

Ved plakat af 30. august 1754 blev den handel, som hidtil havde været det vestindisk-guinesiske kompagnis eneret, åbnet for alle kongens undersåtter i Danmark, Norge og Hertugdømmet Slesvig mod betaling af vederlag til kompagniet. Endvidere indførtes der en told på slavehandelen, idet plakaten bestemte, at "Paa Kysten af Guinea betales intet, men ved Ankomsten fra Guinea til St. Thomas, eller St. Croix, betales ved Indgaaende af Slaver paa St. Thomas 8 Rdlr. pr. Hoved, paa St. Croix 4 Rdlr. pr. Hoved, hvilket regnes pr. Piéces des Indes, eller en fuldkommen Mand- eller Qvinde-Slave, og de andre á Proportion."^[92] Ved forordning af 22. april 1755 blev dette princip fastholdt, men det blev præciseret, at fragten skulle ske på indenlandske skibe.^[93] Ved forordning af 9. april 1764 blev retten til handel med slaver udvidet til undersåtter i Altona og i de kongelige dele af Hertugdømmet Holsten samt til fremmede.^[94] Betydningen af disse lempelser fremgår af, at fra 1778 til 1789 sejlede samlet 50 danske skibe i alt 17.113 negre fra Afrika til Vestindien, hvoraf 6.229 til de danske vestindiske øer.^[95] Således var de dansk-vestindiske øer i virkeligheden ikke det mest attraktive marked i hele Vestindien, idet blandt andet den nordamerikanske krig for en tid næsten ødelagde den britiske negerhandel, hvorfor de britiske kolonier udgjorde et mere fordelagtigt marked, ligesom mange formodentlig søgte de franske kolonier, idet disse betalte en præmie for indførte negre.^[96]

Betydningen af handelens frigivelse kan vises på flere måder: for det første skete der en voldsom stigning i antallet af sejladser: hvor dette for årene 1671-1696 var 67, for 1697-1733 var 53 og for 1734-1754 var 109, så voksede det til for årene 1755-1782 1.385, for 1783-1807 til 1.461 og for 1814-1838 til 1.381. Også selve rejseformen forandredes drastisk: hvor andelen af trekantrejser i årene 1671-1696 udgjorde 57% af alle rejser, i 1697-1733 45% og 1734-1754 23%, så var det i årene 1755-1782 5%, 1783-1807 3% og 1814-1838 1 %.^[97] Opgjort i faktiske antal rejser viser trekantshandelen - og dermed slavehandelen - kun en beskeden stigning. Det er opgjort, at i det første årti efter handelens frigivelse blev omkring 8.600 slaver transporteret fra Afrika til Dansk Vestindien, heraf overlevede omkring 6.700 rejsen. Dette var langt fra nok til at dække efterspørgslen, så mange slaver blev indført fra Nordamerika eller andre øer i Caribien, således var af i alt ca. 1.544 slaver, der kom til Sankt Croix i 1757, kun 576 leveret af danske slaveskibe.^[98] I årene fra 1767 til 1775 transporterede Guineisk Kompagni 3.022 slaver fra Afrika til Vestindien. Heraf overlevede 2.661 mens 361 døde under rejsen.^[99] En undersøgelse af 14 slaveskibe mellem 1778 og 1787 viste, at af 12.809 slaver fra Afrika døde 1.906 under rejsen.^[100] 1786-1788 købte Østersøisk-guineisk kompagni 15.210 slaver i Afrika, heraf døde 2.857 under rejsen.^[101]

Periode	i alt rejser	heraf direkte	heraf i trekant
1671-1696	67	29	38 (57%)
1697-1733	53	29	24 (45%)
1734-1754	109	84	25 (23%)
1755-1782	1.385	1.317	68. ( 5%)
1783-1807	1.461	1.413	48. ( 3%)
1814-1838	1.381	1.370	11. ( 1%)

Befolkningen i Dansk Vestindien var stærkt voksende: på Sankt Thomas voksede den fra 4.752 i 1720 til 5.734 i 1796, på Sankt Jan fra under 500 i 1720 til 2.120 i 1796 og på Sankt Croix fra 0 i 1720 til 28.803 i 1796. Samlet voksede befolkningen således fra omkring 5.000 til 36.057 i 1796^[38] Den altovervejende del af denne befolkningsvækst skyldtes væksten i antallet af slaver: på Sankt Thomas voksede antallet fra 4.187 i 1720 til 4.214 i 1791, på Sankt Jan fra 100-200 i 1720 til 1.845 i 1791 og på Sankt Croix fra ingen i 1720 til 21.549 i 1802, det vil sige en vækst fra ca. 4.300 i 1720 til 27.608 i 1791.^[39] Hvor slaverne i 1720 udgjorde ca. 90,5% af befolkningen på Sankt Thomas, var de i 1791 vokset til næsten 95,9% i 1791.

Den lutherske kirke i Dansk Vestindien

Efter, at staten havde overtaget de vestindiske øer, blev det besluttet, at der skulle udsendes lutherske missionærer. I 1756-57 blev udsendt 10 missionærer. I begyndelsen stod de overfor lignende problemer som tidligere herrnhuterne: de måtte først lære kreolsk. De udarbejdede oversættelser af religiøs litteratur og undervisningsmateriale, som blev trykt i København i 1770, og i 1771 gik man over til at undervise på kreolsk. Takket være oversættelserne af kristen litteratur var der flere slaver i Dansk Vestindien end andre steder, som lærte at læse og skrive på deres eget sprog.^[83]

I 1787 blev det ved lov af 21. december fastslået, at der skulle indføres offentlig skolegang i Vestindien. En instruks af 15. januar 1788 fastslog, at læsning og udenadslære skulle være hovedfag. Læren skulle være tålmodig og følge eleverne. Der skulle undervises i Luthers lille Katekismus, og indholdet skulle forklares på en måde, børnene forstod.^[102] I 1789 var der oprettet 4 offentlige skoler, 3 på Sankt Croix, to i Christianssted og en i Frederikssted, og en på Sankt Thomas.^[103] I de følgende år blev der oprettet yderligere 5 skoler.^[103] Efter den engelske besættelse af øerne i 1801 og 1807-15 blev engelsk fremherskende på bekostning af kreolsk.^[103] Senere, den 22. november 1834, blev der vedtaget en lov, der indeholdt en løfteparagraf om fremtidig skolegang for slavebørn^[103], og den 4. juni 1839 blev der vedtaget en ny lov, som sikrede oprettelse af 8 skoler på landet på Sankt Croix, 5 på Sankt Thomas og 4 på Sankt Jan. Denne landskoleordning var enestående, da Dansk Vestindien var det eneste sted, hvor offentlig, obligatorisk skolegang for slavebørn blev indført.^[104]

Sociale forandringer

Fra omkring midten af 1700-tallet begyndte der at indtræde sociale forandringer: tidligere havde samfundet bestået af henholdsvis negerslaver og "blanke" (det vil sige eurocaribere eller "hvide"). Nu opstod der to nye grupper, der var delvist sammenfaldende: mulatter (det vil sige børn af hvide og negre) samt "frikulørte", det vil sige negre, som ikke var slaver.^[105]

En tysk missionær, som besøgte øerne, beskrev forholdet mellem slaver og slaveejere således: "Slaveejerne i Vestindien har alle rettigheder at behandle deres slaver som de lyster og sælge dem, forære eller testamentere dem bort ligesom andet gods, kun at de ej må tage live af dem uden lov og dom." Disse ejerrettigheder strakte sig også til seksuel omgang, hvad der førte til fødslen af mulatbørn, som var slaveejerens ejendom og kun blev frie, hvis de blev frikøbt eller frigivet. Dette skete ofte nok til, at der opstod en ny klasse af frikulørte i Vestindien.^[105]

Samtidig skete der en anden forandring: I 1700-tallet havde slaverne ikke krav på kost og beklædning. I stedet fik de udlagt små jordlodder i de bjergrige egne, som ikke egnede sig til plantagedrift. Her kunne de så dyrke egne afgrøder og holde egne husdyr. I begyndelsen kunne disse lodder dårligt nok skaffe dem mere end til dagen og vejen,^[106] men de rummede et potentiale til at producere et overskud, som der kunne handles med.^[107] I begyndelsen synes denne handel ikke at have tiltrukket sig myndighedernes opmærksomhed, men senere greb man ind med regulering.^[107] Omkring 1759 var det praksis, at i hvert fald nogle af slaverne i Dansk Vestindien anvendte både søndagen og det halve af lørdagen til at dyrke deres private jordlodder.^[108]

I 1755 ankom en ny generalguvernør til øerne, Christian Leberecht von Pröck, og han havde et nyt slavereglement med sig: "Reglement for Slaverne i America". Dette reglement var et nybrud i forhold til Gardelins slavereglement fra 1733: af reglementets 45 artikler rummede omkring en tredjedel bestemmelser, der havde til formål at sikre slavernes rettigheder og yde dem beskyttelse mod overdreven udnyttelse og overgreb.^[109] I 1747 udstedte guvernør Jens Hansen en plakat, der fastslog, at frie afrocaribere kun måtte bosætte sig i bestemte dele af byerne, der skulle fastlægges af overlandmåleren.^[110] I 1756 blev det tilladt plantageslaver at komme til byen om søndagen for at sælge de afgrøder, de selv havde dyrket.^[111] Bestemmelsen fastslog dog, at de skulle være ude af byen igen inden kl. 20.00, og forbuddet mod salg efter dette tidspunkt omfattede også byens slaver og frie afrocaribere.^[112] Ifølge Hans West, rektor for skolen i Christianssted, kom "nogle hundrede Plantage-Negre paa Søndags Torvet, hvor de faldbyde deres smaa Producter."^[112] I 1767 fandt man det dog nødvendigt at præcisere, at det ikke var tilladt slaver at sælge bomuld, sukker og rom, og i 1781 forbød man tillige salg af kød.^[113]

Naturligvis hændte det, at slaver forsøgte at flygte fra plantagerne, i samtiden kaldet at "løbe maron". I første halvdel af 1700-tallet synes en sådan flugt på Sankt Croix fortrinsvis at være sket til bjergene på øens nordøstside, der ligefrem blev kaldt "Maroon Hill".^[114] I en plakat fra 1775 tales der derimod om, at "her paa Landet værende Maron Neegere, som tilhører en eller anden udi Landet boende Planter og her i Byen opholde sig, for ved daglige at søge deres Underholdning, hvorved slige søge Leilighed at blive bekindte i Huusene og i særdeeleshed Kiøbmændenes Pak-Kieldrer", med andre ord: flygtede negre søgte i stigende grad til byerne for at gemme sig og søge arbejde.^[115] I en plakat fra 1803 tales om, at "Plantagenegere bortløbe fra deres Eiere, og søge deres Underhold i Byerne, hvor ingen saa let kiender, eller kan udfinde dem".^[116]

I 1791 boede der på Sankt Croix 1.946 blanke, 926 frie negre, 21.546 slaver, i alt 24.418 indbyggere, på Sankt Thomas 518 blanke, 201 frie negre, 4.222 slaver, i alt 4.941 indbyggere, på Sankt Jan 166 blanke, 15 frie negre, 1.886 slaver, i alt 2.067 indbyggere, det vil sige samlet 2.630 blanke, 1.142 frie negre, 27.654 slaver, totalt 31.426 indbyggere.^[117] Det vil sige 3,6% af indbyggerne var på dette tidspunkter frie negre.

De forandringer, som disse bestemmelser åbnede for, indebar, at de frie afrocaribere på Sankt Thomas i 1802 ejede omkring 28% af de slaver, som boede i Charlotte Amalie.^[112] Dette repræsenterede et første, omend beskedent, opbrud i det tidligere så fastlåste samfund. Denne udvikling, sammen med de private jordlodder, indebar, at grundlaget blev lagt for en tilstand, hvor slaverne havde et alternativ den dag, slaveriet måtte blive afskaffet.

Britisk besættelse under Napoleonskrigene (1801-1802)

Fra slutningen af 1700-tallet bragte øget handel stor velstand til Danmark-Norge. Den dansk-norske handelsflåde, som havde nydt godt af landets neutralitet i forbindelse med krigene i Europa, var beskyttet af flåden. Men alligevel blev de neutrale dansk-norske skibe udsat for overgreb af krigførende nationer til søs. Desuden var der en strid, om hvad slags varer neutrale lande kunne sælge til krigsførende nationer. De stadige overgreb førte til, at Danmark-Norge stiftede et neutralitetsforbund med Rusland, Sverige og Preussen. Dette forbund beskyttede handelsflåden ved at lade den sejle i konvoj. Storbritannien, som var den ledende sømagt, følte dette som en trussel.

Som følge af den tilspidsede situation mellem Danmark og Storbritannien besluttede Storbritannien i januar 1801 at indføre en embargo mod Dansk Vestindien, og ved udgangen af februar gik der rygter i Dansk Vestindien om, at Storbritannien var i gang med at samle en hær– og flådestyrke med den hensigt at besætte øerne. På baggrund af disse rygter besluttede generalguvernør Wilhelm Anton Lindemann at udsende to skibe fra Christiansted på Skt. Croix den 3. marts 1801. Skibene, briggen Lougen og skonnerten Den Aarvagne, sejlede nordover mod Skt. Thomas for at spejde efter britiske skibe. Om eftermiddagen samme dag nærmede Lougen sig skæret Fugleklippen lige vest for Skt. Thomas og fik to britiske skibe, fregatten The Arab og kaperbåden Experiment, i sigte. The Arab kom sejlende mod Lougen og affyrede uden forvarsel tre skarpe skud mod skibet. Kaptajnen på Lougen, kaptajnløjtnant Carl Vilhelm Jessen, råbte over til The Arab for at finde ud af, hvorfor man skød mod ham, men fik intet svar. Han besluttede derfor at affyre et skarpskud under The Arabs flag, hvilket resulterede i, at britene affyrede en hel bredside tilbage.^[118] Jessen signalerede til Den Aarvagnes kaptajn om at returnere tilbage til Christiansted for at underrette generalguvernøren om kamphandlingen. Experiment bistod The Arab i træfningen og Lougen kom dermed i krydsild. Lougen satte under kamphandlingerne kursen mod Charlotte Amalie for at få bistand fra kanonene på Fort Christian. Fortets kanoner gjorde betydelig skade på de britiske skibe, som returnerede til Tortola. Slaget ved Fugleklippen var ovre efter en times kamphandlinger.^[118]

28. marts ankom en britisk flåde på tre linjeskibe, seks fregatter og 20 andre skibe til Skt. Thomas. Flåden, som var under kommando af viceadmiral John Thomas Duckworth, ankom sammen med 4.000 soldater under kommando af general Trigge. Øens guvernør, Casimir Wilhelm von Scholten, overgav sig uden kamp, og briggen Lougen som tidligere på måneden var kommet vel ud af slaget ved Fugleklippen, faldt i britiske hænder. Tre dage senere måtte også generalguvernør Wilhelm Anton Lindemann overgive sig på Skt. Croix. To dage efter, at Christian 7. havde tabt sin kronkoloni til briterne, indledte den britiske marine Slaget på Reden i København.^[118]

Efter 11 måneders besættelse havde situationen i Europa ændret sig. Storbritannien og Frankrig havde sluttet fred (freden i Amiens 17. marts 1802) og kontrollen over Dansk Vestindien blev tilbagegivet til Danmark den 16. februar 1802.^[118]

9. juli 1807 indgik Alexander 1. af Rusland en alliance med sin tidligere fjende Napoleon 1. af Frankrig. De indgik ligeledes en hemmelig aftale om at tvinge Sverige og Danmark-Norge til at lukke deres havne for britiske skibe, samt at tvinge disse lande ind i det fransk-russiske forbund.

Briterne fik kendskab til aftalen og sendte derfor en flåde mod København for at forsøge at overtale Danmark til at indgå et forbund med Storbritannien, hvor Danmark måtte sætte hele flåden i pant som forsikring på, at aftalen blev overholdt. På baggrund af den dansk-norske neutralitet i Napoleonskrigene nægtede den danske regering at godtage en sådan aftale, hvilket resulterede i briternes bombardement af København 2. september 1807. Den 7. september, efter flere dages bombardement og med mere end 2.000 civile liv gået tabt, besluttede den danske general Ernst Peymann at overgive både København by og flåden til den engelske admiral James Gambier. Briterne besatte Dansk Vestindien i december samme år, en besættelse, som først blev afsluttet 20. november 1815 efter freden i Kiel.^[119]

Begge besættelser i begyndelsen af 1800-tallet medførte ingen store ændringer for befolkningen i Dansk Vestindien, da briterne ikke ændrede på regler eller samfundsopbygning. De eneste, som blev påvirket, var generalguvernøren, tolderne og militært personel, som enten blev skiftet ud eller afvæbnet. Plantageejerne kunne uforstyrret dyrke og sælge sukker, men under den engelske besættelse måtte varerne sælges til England og ikke Danmark.

Befolkningsudviklingen i 1800-tallet

Internt i Vestindisk-guineisk Kompagni var der med jævne mellemrum kritiske røster mod slaveriet. Argumentet var, at handelen økonomisk set var ulønsom. Kompagniets regnskabsfører fra 1708, Frederik Holmsted, var den første, som fremmede dette synspunkt internt i administrationen, men han havde ikke gennemslagskraft. Trods prisstigning på slaver i Afrika forblev handelen lønsom.^[120]

Der blev derimod nedsat en slavehandelskommission, som ved nytår 1792 konkluderede, at slavehandelen burde ophøre fra 1803. På dette tidspunkt var lønsomheden allerede meget lav, selv om plantagerne i Vestindien som sådanne var lukrative. Kommissionen afgav sin indstilling netop til finansminister Ernest Schimmelmann, som til trods for, at han stadig ejede fire sukkerplantager på Skt. Croix, var en liberal og fremsynet politiker. Ikke mindst var han direkte påvirket af abolitionisterne i England.^[121]

Virkningen af dette ophør udeblev ikke. I løbet af 1800-tallets første halvdel voksede befolkningen fra 36.657 i 1796 til 43.178 i 1835 men faldt så igen til 39.614 i 1850. Befolkningen på Sankt Thomas voksede fra 5.734 i 1796 til 14.022 i 1835 og faldt til 13.666 i 1850. Befolkningen på Sankt Jan voksede fra 2.120 i 1796 til 2.475 i 1835 og faldt til 2.228 i 1850 mens befolkningen på Sankt Croix faldt fra 28.803 i 1796 til 26.681 i 1835 og 23.720 i 1850.^[38] Antallet af slaver faldt fra 35.235 i 1802 til 21.990 i 1846, på Sankt Thomas fra 5.737 i 1802 til 3.494 i 1846, på Sankt Jan fra 2.492 i 1802 til 1.790 i 1846 og på Sankt Croix fra 27.006 i 1802 til 16.706 i 1846.^[39] Det vil sige, at andelen af slaver faldt fra ca. 75% ved beslutningens indførelse til ca. 55,5% i 1846.

I 1800-tallet faldt den danske sejlads på Dansk Vestindien. Til gengæld voksede andre landes handel på Dansk Vestindien: hvor der i 1820-erne var 980 anløb af danske skibe af i alt 2.809 (svarende til 35%), så var det i 1830-erne 417 af 2.557 (16%) og i 1840-erne 376 af 2.169 (17%).^[122]

Forbuddet mod slaveri

Generalguvernør Peter von Scholten afskaffede slaveriet i Dansk Vestindien.

Danmark-Norge var den første europæiske slavehandlende stat, som besluttede at ophæve sin slavehandel fra Afrika til Vestindien.^[123] Allerede i slutningen af 1700-tallet var der folk, som talte imod slaveriet på de dansk-vestindiske øer, og negerhandel blev anset for en unaturlighed og uretfærdighed, og de samme folk, som havde arbejdet for landboreformerne i Danmark, var ligeledes aktive for, at den danske regering skulle afskaffe negerhandelen fra Afrika. Den 16. marts 1792 blev det forbudt at indføre og udføre negre til og fra de vestindiske øer fra begyndelsen af året 1803 at regne^[124], hvormod de slaver, som fandtes på øerne og deres børn fortsat kunne handles, selvom regeringen fortsat arbejdede for at lette deres vilkår.^[125] Først efter, at den engelske regering i 1831 havde frigivet alle negre fra Kronens plantager og parlamentet i 1833 havde gennemført en lignende ordning mod erstatning for slaveejerne^[126], besluttede den danske regering ved reskript af 22. november 1834 (omsat i en lov ved forordning af 1. maj 1840), at ejeren af en slave skulle frigive denne mod fuld erstatning, samt at slaver skulle være ejere af alt, hvad de erhvervede sig ved køb, arv eller eget arbejde. Ved et reskript af 18. februar 1843 indførtes forbud mod at lade negre arbejde om søndagen og negrene fik erstatning for "tabt arbejdsfortjeneste", hvilket var ment som en hjælp til deres frikøbelse.^[127] Ved forordning blev det bestemt, at alle børn af negerslaver fra dronning Caroline Amalies fødselsdag den 28. juni 1847, skulle fødes som frie.^[128] Ved reskript af 28. juli 1847 besluttede regeringen, at alle negre, der på dette tidspunkt endnu var ufrie, skulle få deres fulde frihed efter 12. år.^[129] Slaverne var imidlertid ikke tilfredse med denne beslutning, og under ledelse af den tidligere slave og håndværker Gottlieb Bordeaux, også kendt som "General Buddo", marcherede tusindvis af slaver mod Frederiksted med et krav om øjebliklig frigivelse.^[34] Foran slaverne erklærerede guvernøren, Peter von Scholten, at at de nu var frie og udstedte derpå følgende proklamation:

"Alle Ufrie paa de dansk-vestindiske Øer ere fra Dags Dato frigivne.
Negerne paa Plantagerne beholde i 3 Maaneder fra Dato Brugen af de Huse og Provisionsgrunde, hvoraf de nu ere i Besiddelse.
Arbejde betales for Fremtiden efter Overenskomst, hvorimod Allowance [betaling in natura] ophører.
Underholdningen af Gamle og Svage, som ere ude af Stand til at arbeide, afholdes, indtil nærmere Bestemmelse, af deres Eiere."^[130]

Proklamationen udgik fra Sankt Croix til Sankt Thomas og Sankt Jan samtidig med, at man på disse øer hørte om oprøret på Sankt Croix, og følgen var, at forholdene forblev rolige. Den fik kongelig stadfæstelse ved et åbent brev af 22. september 1848. Samtidig blev der udstedt en anordning af 29. juli 1848, hvorved det blev pålagt de frigivne straks at søge lovligt erhverv ved fast arbejde og indgå arbejdskontrakter på mindst et år. Denne beslutning blev fulgt op med en provisorisk anordning af 26. januar 1849, der regulerede forholdene mellem plantagerne og de frie arbejdere i landbefolkningen.^[131]

Afskaffelsen af slaveriet førte ikke til bedre kår for slaverne. Tidligere havde en slaveejer en vis interesse i at holde slaverne i live, men den dag slaverne blev lønmodtagere, havde slaveejeren ikke længere denne interesse. Mange plantageejere valgte at importere arbejdskraft blandt andet fra Barbados, som på grund af deres større effektivitet var mere økonomiske end øernes egne negre, på etårige kontrakter. Forringelsen af negrenes arbejdsvilkår resulterede i 1878 i et oprør på Sankt Croix, som nok blev nedkæmpet, men også fik de danske myndigheder til at interessere sig mere for de sociale forhold på øerne.^[132]

Ny styrelse

Indtil 1863 var øerne så godt som uden politisk selvstyre, idet de regeredes enevældigt fra Danmark gennem en udsendt guvernør. Ved koloniallov af 26. marts 1852 oprettedes der ganske vist et kolonialråd for øerne, men det fik kun en rådgivende myndighed i lovgivningsanliggender. Ved koloniallov af 27. november 1863, senere opdateret ved koloniallov af 6. april 1906, oprettedes der derimod to kolonialråd, et for Sankt Croix og et for Sankt Thomas og Sankt Jan, og disse råd fik nu en egen lovgivende myndighed sammen med kongen i særlige vestindiske anliggender. Mens nemlig vel den øverste og almindelige lovgivningsmyndighed i alle anliggender vedrørende øerne lå hos Kongerigets lovgivningsmagt, kongen og rigsdagen i forening, kunne der også gives love i form af anordninger af kongen og vedkommende kolonialråd i forening, dog kun angående sådanne anliggender, der udelukkende vedrørte forholdene inden for øernes grænser; disse anordninger skulle dog altid fremlægges for den nærmest derefter følgende rigsdag. Endvidere kunne guvernøren i påtrængende tilfælde udstede foreløbige love og foreløbigt stadfæste de af vedkommende kolonialråd vedtagne anordninger. Kolonialrådene bestod dels af folke-, dels af kongevalgte medlemmer - det for Sankt Croix af 13 folke- og 5 kongevalgte, det for Sankt Thomas og Sankt Jan af 11 folke- og 4 kongevalgte medlemmer. Valgretten var ret indskrænket, idet der krævedes besiddelse af fast ejendom af en vis lejeværdi eller en ren årlig indkomst af 1.500 frc., hvad der faktisk udelukkede hovedmassen af befolkningen, negrene, fra valgret, idet fx 1901 af Sankt Croix’ 18.590 indbyggere kun 400 havde over 1.500 frc., derimod var indfødsret ikke nogen absolut betingelse for valgret, kun for valgbarhed.^[133]

Øernes øverste forvaltning lå hos kongen og vedkommende fagminister, således i 1916 finansministeren, under hvem de vestindiske sager sorterede under en særlig afdeling, Centralbestyrelsen for de dansk-vestindiske Øer. Regeringsmyndigheden på øerne udøvedes derimod af den af kongen udnævnte guvernør under finansministerens ledelse. Guvernøren indkaldte og sluttede kolonialrådene og kunne udsætte og opløse dem, han kunne møde eller lade møde i rådene og forelægge forslag og forhandle med dem. Han var overøvrighed i begge øernes overøvrighedskredse, der faldt sammen med kolonialrådenes myndighedsområde. Han var øverste chef for den væbnede magt på øerne og havde i nødstilfælde ret til på sit ansvar at erklære øerne helt eller til dels i belejringstilstand og at udøve uindskrænket myndighed.^[133]

Den dømmende magt lå i første instans hos de lokale underdomstole, i anden instans hos landsoverretten (Østre Landsret) i København, i henhold til lov af 22. marts 1907, og i sidste instans hos kongerigets højesteret.^[133]

Der fandtes et hvervet gendarmerikorps på øerne, bestående af 10 befalingsmænd og 120 menige; tillige fandtes der to ordenskorps bestående af øernes værnepligtige mænd, tilsammen tællende en styrke af 170 mand.^[133]

Den lange krise

De dansk-vestindiske øer blev i anden halvdel ramt af en økonomisk krise, som varede ved helt frem til 1. verdenskrig. Der var flere årsager til denne krise, men den vigtigste var, at sukkereksporten til Danmark blev undergravet, og samtidig svækkedes øernes betydning som transithavn. Til forståelse af tidens begivenheder tjener også, at allerede i første halvdel af 1800-tallet havde USA overtaget en førerstilling i skibsfarten på Dansk Vestindien: i årtiet 1821-1830 var USAs andel 35,4% mod 21,9% for Danmark og 20,8% for England, i årtiet 1831-1840 var USAs andel 35,1% mod 14.0% for Danmark og 17,8% for England.^[134]

Den ny fra Danmark udsendte styrelse udgav den 26. januar 1849 en anordning, som fastsatte plantagearbejdernes fremtidige stilling og lønningsvilkaar ved årlige kontrakter, de såkaldte "Arbejds-Regulativer", og løste vistnok opgaven på en for begge parter tilfredsstillende måde. Disse bestemmelser blev siden fastholdt, hvilket indebar, at de ikke løbende blev tilpasset til de forandrede tilstande, som prægede tiden. Også andre reformer foretoges i øernes skattevæsen og forvaltning, men skønt planterne søgte at indrette sig efter de ændrede forhold fx ved indførelse af dampmaskiner, og der vistes iver for at fremme negrenes åndelige og timelige velvære, gik Sankt Croix fra den tid stadig tilbage i velstand. Den erstatning, som den danske rigsdag i 1853 tilstod planterne for deres tidligere slaver, dækkede ingenlunde det tab, som de havde lidt ved frigivelsen, og det europæiske roesukker påførte det vestindiske rørsukker en trykkende konkurrence.^[135] Samtidig led Sankt Thomas under, at den tiltagende brug af dampskibe medførte formindsket trang til at anløbe havnen.^[135]

Allerede i 1862 gjorde en planter i en pjece opmmærksom på, at negrenes frigivelse havde næsten alle plantager på Sankt Croix var blevet tvangssolgt, nogle endda flere gange.^[136] Og ydermere faldt priserne på sukker, mens tolden på sukker eksporteret til USA gavnede Sydstaterne og Puerto Rico på dette marked.^[137]

I 1852 ordnedes øernes stilling til moderlandet, og et rådgivende kolonialråd oprettedes, som allerede to år efter vakte uvilje på Sankt Thomas og Sankt Jan, fordi de var i mindretal. Derfor oprettedes 1863 to kolonialråd, et for Sankt Croix og et for de to andre øer, og disse fik endog lovgivende myndighed for de særlige sager, ligesom den danske grundlovs almindelige friheder udstraktes til øerne; samtidig ophævedes de siden 1744 bestående borgerråd, idet de afløstes af stående udvalg af kolonialrådene til varetagelse af de kommunale anliggender.^[135]

Danmark forsøgte ved fredsforhandlingerne i Wien at give Dansk Vestindien til Det tyske forbund mod at få lov til at beholde hertugdømmerne, et forslag som blev afvist.^[138]

Kort efter, at øerne havde fået et vist selvstyre, syntes helt ny udsigter at åbne sig for dem, idet USA viste interesse for Dansk Vestindien. Den amerikanske borgerkrig var afsluttet, og amerikansk imperialisme begyndte at vokse frem. Amerikanerne var på jagt efter en ø i Caribien, som kunne fungere som flådebase for marinen og som kulstation. Sankt Thomas ligger centralt i Det caribiske hav, og havnen der og på Sankt Jan har kapacitet til mange skibe. Desuden er havnen en naturhavn, som er godt beskyttet mod både uvejr og angreb. Efter, at USAs præsident, Lincoln, i januar 1865 over for den danske udsending, W. Raasløff, havde fremsat et almindeligt tilbud om at købe øerne af Danmark, førtes der langvarige forhandlinger, og den 24. oktober 1867 sluttedes en traktat, hvorefter Sankt Thomas og Sankt Jan skulle afstås imod en sum på omtrent 7,5 millioner dollar i guld eller 27 mio. kr. Tanken var, at Sankt Croix’ salg skulle følge efter, når der var truffet fornøden aftale med Frankrig, der i sin tid havde forbeholdt sig forkøbsret, hvis Danmark ville sælge øen. I januar 1868 tilsluttede øernes befolkning ved en almindelig afstemning salget med 98%, og kort efter gav også Rigsdagen sit samtykke, men da øerne umiddelbart efter blev ramt af orkan, jordskælv, tsunami og brande medførte det, at USA mistede interessen for øerne^[139], og skønt fristen til traktatens stadfæstelse flere gange forlængedes, lod senatet den dog udløbe i foråret 1870 uden at vedtage traktaten, som derfor bortfaldt.^[140]

Straks efter, at aftalen var sluttet, blev Sankt Thomas hjemsøgt af en frygtelig orkan og i de følgende måneder af gentagne jordskælv med samlet skade af 5½ mio. kr. i datidens mønt, og i august 1871 ødelagde en ny orkan 400 huse i byen, så at øens værdi i virkeligheden var blevet væsentlig formindsket, og den formåede ikke senere at komme på fode igen, skønt Danmark gav afkald på det årlige tilskud, som var blevet fastsat 1863, og skønt guvernøren 1872 forlagde sit sæde fra Sankt Croix hertil. På Sankt Croix gik det ikke bedre, flere plantager solgtes for spotpris, og planternes kår forringedes. I 1878 kom nogle fællessukkerkogerier i gang, men 1. oktober samme år udbrød en opstand kendt som Den store ildebrand i Frederiksted der medførte store ødelæggelser til en værdi af over 2 mio. kr og yderligere forværrede forholdene, hvorved arbejdsregulativerne måtte ophæves. Tilbagegangen vedblev, uden at der fra regeringens side gjordes alvorlige forsøg på at råde bod derpå, og det var kun en dårlig hjælp, at der fra statskassen stadig ydedes forskud til dækning af øernes udgifter således, at disse ved århundredets udløb skyldte moderlandet en halv snes millioner kr.^[141]

Opgørelser over vareindførslen fra slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet viste, at USAs rolle oversteg Danmarks adskillige gange: i finansåret 1895/96 var værdien af indførte varer fra Danmark 13.935 dollar mod 311.734 dollar fra USA (samlet indførsel var 801,603 dollar), i 1900/01 var værdien fra Danmark 18.834 dollar mod 414.504 dollar fra USA (i alt 831.574 dollar), i 1903/04 16.120 dollar fra Danmark mod 525.621 dollar fra USA (i alt 983.270 dollar), i 1904/05 fra Danmark 33.242 dollar mod 468.711 fra USA (i alt 907.100 dollar) og i 1905/06 41.487 dollar fra Danmark mod 422.343 dollar fra USA (i alt 864.152 dollars).^[142] Skønt voksende lå den danske andel således på 4,8% mod 48,9% for USA i 1905/06.

I 1896 var Walter Christmas indblandet i et forsøg på at sælge De vestindiske Øer til England. I 1899 var han med i et forsøg på at sælge øerne til Tyskland, og da det mislykkedes forsøgte han at sælge øerne til USA via en direkte kontakt til President McKinley. Dette kostede ham det meste af hans formue, da han blev mistænkt for at forsøge at bestikke amerikanske embedsmænd og politikere. Han blev dog pure frikendt af en amerikansk undersøgelseskommission. I salgsforsøget havde Walter Christmas forventet en kommission på 10 % af en salgssum på 5.000.000$. Kendskabet til De Vestindiske Øer havde han gennem sin farfar John Christmas der var guvernør på øerne 1871-73.

Omkring århundredeskiftet fik Nordamerika på ny lyst til at købe øerne, og den 24. januar 1902 afsluttedes en overenskomst, hvorefter salgssummen fastsattes til 5 mio. $ (18,75 mio. kr), altså halvdelen af den påtænkte sum i 1866. Overenskomsten vedtoges af Folketinget med stort flertal, men forkastedes i oktober 1902 af Landstinget med få stemmers flertal. Samtidig opstod i visse kredse af det danske folk en følelse af, at en sådan opgivelse af disse gamle besiddelser var en folkelig ydmygelse, og en alvorlig lyst til at prøve, om det dog ikke var muligt at bringe Sankt Croix på fode igen ved ny dyrkningsforsøg, og om ikke fuldendelsen af den påbegyndte Panama-kanal kunne åbne udsigter til en ny glanstid for Sankt Thomas. Staten besluttede sig til at lette øernes finansielle stilling ved at eftergive hele gælden og overtage udgifterne til guvernementet og militærets underhold, samt til den lutherske kirke og skoledirektionen. Et vestindisk selskab stiftedes med den opgave at rejse og udvikle de naturlige hjælpekilder, og en ny koloniallov af 6. april 1906 søgte at vække forøget politisk liv ved en væsenlig nedsættelse af valgretsretten fra en formue på indtil 1500 frc. eller 1080 kr.^[141] Imidlertid var befolkningen stadigt faldende.

Efter det mislykkede salgsforsøg i 1902 nedsatte Danmark en reformkommission, som blandt andet foreslog oprettelsen af husmandsbrug og forsøgsgårde for at finde ud af, om noget andet end dyrkning af sukkerrør var muligt i stor skala. Desuden kom der sundhedsreformer, som sikrede godt drikkevand, sygehuse, renovation, børnehjem og fattighjem. Der blev også foreslået restriktioner på skydevåben og begrænsning på antal udskænkningssteder.

Landarbejderstrejke under 1. verdenskrig

Bygningen af Panama-kanalen fik blandt andet den virkning, at mange negre søgte dertil for at få arbejde. Dette fik prisen på arbejdskraft til at stige til mere, end den lokale økonomi på Dansk Vestindien kunne klare. De tilbageværende negre blev organiserede i en slags fagforening^[132] og kunne derved bruge strejkevåbnet i kampen for højere løn og bedre arbejdsforhold. Derved undergravede de imidlertid deres eget eksistensgrundlag: som følge af de lave sukkerpriser, blev flere og flere plantager ud af dyrkning, hvorved arbejdsmulighederne blev færre og færre. For at bøde på dette søgte man at gå over til akkordarbejde.^[132] Spørgsmålene om arbejdsvilkårene blev taget op et kommissionsarbejde i 1916, der konkluderede, at det gamle kontraktsystem havde overlevet sig selv. Man fandt, at for at undgå yderligere afvandring skulle landarbejderne ikke længere bo i boliger tilhørende plantagerne. Dette mødte imidlertid modstand hos plantageejerne. Forholdet mellem plantageejere og arbejdere gik i hårdknude og nåede ikke en løsning inden, at øerne blev solgt.^[143] Negrene besluttede på deres side at sende en repræsentant, David Hamilton Jackson, til Danmark for at fremlægge deres situation. En tid så det ud til, at situationen på Sankt Croix, der var centrum for negrenes krav, kunne blive faretruende, og den danske regering besluttede at sende et krigsskib til øerne.^[144]

Den 11. november 1915 sendte Danmark sit sidste krigsskib til øerne, krydserkorvetten Valkyrien. Skibet drog fra København med kurs mod Skt. Croix med en besætning på 230 mand. Den danske regering var, på grund af øens strategiske betydning under 1. verdenskrig og de pågående salgsforhandlinger med USA, særdeles lydhør over for problemer i den fjerne og stærkt ulønsomme koloni. Man antog, at opholdet ville være kortvarigt, men først efter overdragelsen af øerne til USA den 31. marts 1917 kunne skibets kaptajn Henri Konow og hans mandskab atter sætte kurs mod Danmark.^[145]

Salg af Dansk Vestindien til USA

Efter udbruddet af 1. verdenskrig frygtede USA, at øerne ville blive besat af Tyskland, og efter åbningen af Panamakanalen i 1914 øgedes øernes strategiske betydning. I Danmark frygtede man, at landets neutralitet kunne blive sat under pres som følge af, at de havde nogle af Vestindiens bedste havne.

Den 4. august 1916 blev man enige om et salg af øerne til USA, og denne gang var prisen fastsat til 25 millioner dollar; samtidig havde Danmark opgivet sine tidligere krav om folkeafstemning, borgerrettigheder og toldfrihed.^[138] Til gengæld anerkendte USA Danmarks krav på Grønland, og dermed ikke Norges krav på de ubeboede dele af Østgrønland.^[146] USA havde brug for øerne af strategiske årsager, for at hindre Tyskland i at få fodfæste på den vestlige halvkugle. Økonomiske interesser var derfor underordnede.^[139]

Hele salgsprocessen blev holdt hemmelig af den radikale danske regering og udenrigsminister Erik Scavenius. Et muligt salg af Dansk Vestindien blev dementeret til det sidste og offentliggørelsen af salgsaftalen førte til protester fra oppositionen, specielt fra Det Konservative Folkeparti, med det resultat, at en folkeafstemning skulle afholdes i Danmark. Folkeafstemningen om salg af Dansk Vestindien var den første afstemning, kvinder kunne deltage i, efter at Danmarks grundlov var blevet ændret i 1915. Det var samtidig den første folkeafstemning om et lovforslag, hvilket netop var blevet gjort muligt efter den nye grundlov. Valgresultatet viste, at 283.000 stemte for et salg og 158.000 imod. Øernes befolkning deltog ikke i folkeafstemningen, men den dansk-vestindiske fagforeningsleder David Hamilton Jackson arrangerede en privat folkeafstemning på Skt. Croix, hvor 4.027 stemte for og syv stemte imod.^[138]

Traktaten, der omhandler salget, blev underskrevet af USA's præsident Woodrow Wilson og udenrigsminister Robert Lansing 16. januar 1917.^[123]

31. marts 1917 klokken 16 blev Dannebrog nedtaget for sidste gang, og Stars and Stripes gik til tops. Befolkningen blev amerikanske statsborgere, medmindre de ønskede at beholde deres danske statsborgerskab.^[123]

31. marts fejres hvert år på øerne som "Transfer Day", og da hyldes både Danmark og USA for måden, overdragelsen foregik på.^[139] Alle har fri, og mange samles til fest.

Den lille ø Water Island ud for Charlotte Amalies havn forblev i øvrigt dansk indtil 1944, da den formelt ikke var en del af Dansk Vestindien, men var ejet af ØK, der dette år solgte øen til USA.

Som et kuriosum kan nævnes, at befolkningen aldrig har givet afkald på de mange danske helligdage. Dem fastholder man, på samme måde som man også fejrer alle amerikanske fri- og helligdage.

Geografi

Dansk Vestindien består af de tre hovedøer Sankt Croix, Sankt Jan og Sankt Thomas, samt flere mindre øer. Øerne ligger i Det caribiske hav og Atlanterhavet, 80 km øst for Puerto Rico, 960 km nord for Venezuela og 1760 km sydøst for Florida.

Øerne har et totalt areal på 346 km², hvilket er lidt mindre end arealet af Mors, og har en 188 km lang kystlinje.

Øerne ligger på grænsen mellem den Nordamerikanske Plade og den Caribiske Plade. Jordskælv, tropiske cykloner og tsunamier forekommer. Klimaet er subtropisk med passatvinde, relativt lav luftfugtighed og lille årstidsmæssig variation i temperaturen. Regntiden varer fra maj til november.

De fleste af øerne, inklusive Skt. Thomas og Skt. Jan, er af vulkansk oprindelse og er præget af bjerge og kuperet terræn. Skt. Croix blev dannet af et koralrev og er fladere.

Højeste bjerg er Crown Mountain på Skt. Thomas med 474 meter.

Øerne

Skt. Thomas

Skt. Thomas har et areal på 80,9 km², og øens højeste bjerg er Crown Mountain på 474 m.

Øen har været beboet siden ca. år 1500 f.Kr. af forskellige vestindiske indianerfolk. De første var ciboneyfolket, som senere blev fortrængt til fordel for arawakindianerne og dernæst cariberne. Cariberne blev hurtig udryddet, da europæerne bosatte sig på øen.

Skt. Thomas var den første af Danmarks tre hovedøer i Dansk Vestindien. Den første danske bosættelse fandt sted i 1666 og blev en del af Vestindisk-guineisk Kompagnis koloni i 1672. I 1671 blev fæstningen Fort Christian påbegyndt og er i dag den ældste bygning på Jomfruøerne. Skt. Thomas blev erklæret frihavn i 1724, og gennem 1700-tallet oplevede øen en kraftig vækst på grund af sine sukkerplantager. Øen blev et vigtigt handelscentrum indtil slavehandelen blev afskaffet i 1848.

Dansk Vestindiens hovedstad gennem store dele af koloniperioden, Charlotte Amalie, lå på Skt. Thomas.

Sankt Jan

Skt. Jan var den mindste af de tre hovedøer i Dansk Vestindien. Øen ligger ½ mil (ca. 6 km) øst for Sankt Thomas og 6 km sydvest for Tortola. Øen er 2 mil lang og ¾ mil bred på det bedeste sted, i alt med et areal på ca. 50,8 km². Bjerge opfylder hele øen. Det højeste punkt ligger omtrent midt på øen og er ca. 400 m højt. Vejnettet førte undertiden langs stejle skrænter og over kløfter. Øen har mange bugter, og en af disse, Coralbay på øens østside, blev en slags samlingspunkt.^[147]

Øen blev først beboet af Arawakindianere, som kom fra dagens Colombia og Venezuela omkring år 300. Arawakerne beboede øen frem til omkring år 1300, da de blev fordrevet af de mere aggressive og krigerske caribere. Christopher Columbus opdagede Jomfruøerne på sin anden rejse til den nye verden i 1493. Han navngav øerne "Once Mil Virgenes", eller Jomfruøerne, til ære for Sankt Ursula og hendes 11.000 jomfruer, som ifølge legenden var hendes martyrer.

I 1716 blev øen taget i dansk besiddelse: 16 plantere fra Sankt Thomas fik ret til at opdyrke øen, og takket være en frodig jordbund, frembragte øen en rigdom af kaffe, sukker og tobak. Kolonisationen voksede, og i 1789 udgjordes befolkningen af 113 hvide, 15 farvede og 1.992 negre samt 271 stykker hornkvæg og 507 heste og muldyr.^[147] Det var i 1733, at et negeroprør brød ud efter, at guvernøren tidligere samme år havde udstedt en ny plakat med strengere straffe af negrene for alle slags forseelser.^[148]

Nogen egentlig byudvikling fandt aldrig sted på Sankt Jan. Hovedpladsen og den almindelige landingsplads lå ved Cruz Bay. Her boede landfogeden. På dette sted fandtes en mindre bebyggelse, som i 1890 blot havde 74 indbyggere.^[149]

I 1956 købte den amerikanske mangemillionær Laurance Rockefeller store områder af øen og donerede området til United States National Park Service under forudsætning af, at området skulle forblive urørt i fremtiden. Virgin Islands National Park udgør 60 procent af øens areal.

Skt. Croix

Skt. Croix' areal er 207 km², og den har et kuperet terræn. Højeste punkt på øen er Mount Eagle på 355 m.

Skt. Croix var oprindelig beboet af caribere og arawaker og blev besøgt af Columbus i 1493, hvor han gav den navnet Santa Cruz (Det hellige kors). Efter stridigheder mellem England, Holland og Spanien kom øen i 1650 under fransk herredømme. Malteserordenen fik øen året efter, men solgte den videre til Fransk Vestindisk kompagni i 1651. Sankt Croix blev i 1674 fransk koloni, men forblev stort set ubeboet fra 1696 og blev solgt videre til Dansk Vestindisk-guineisk Kompagni i 1733. Dette selskab havde intet krav til nationalitet for sine kolonister og tiltrak sig ganske snart spanske jøder, huguenotter og engelske nybyggere; de sidstnævnte blev dem, som kom til at dominere øen. Et slaveoprør på Sankt Croix førte til slaveriets afskaffelse i 1848.Skabelon:Kilde mangler

Danskerne grundlagde to byer på øen, Christiansted på nordkysten og Frederiksted på vestkysten.

Byerne

Charlotte Amalie

Charlotte Amalie var i flere perioder hovedstad for Dansk Vestindien. Byen, som ligger på Sankt Thomas, blev oprindelig kaldt Taphus og fik sit nuværende navn i 1691, opkaldt efter kong Christian 5.s kone, dronning Charlotte Amalie af Hessen-Kassel. Byen er i perioder blevet kaldt Sankt Thomas.

Oprindelig fandtes der kun et lille fort, hvor guvernøren havde sin bolig. Fæstningen Fort Christian blev påbegyndt i 1671 og er opkaldt efter kong Christian V. Fra sin residens i fortet uddelte guvernøren land til de nyankomne kolonister, som ønskede at bosætte sig på øen.^[150] Under guvernør Nicolai begyndte man at oprette kroer, hvilket gav byen dens første navn. Beliggenheden var fordelagtig: byen lå i bunden af en dyb bugt på øens sydside, forholdsvis vel beskyttet både mod øst og vest af fremtrædende landområder og kun med adgang fra syd.^[151] Den ældste beskrivelse af byen stammer fra 1701, da den franske forfatter Pére Labat besøgte Sankt Thomas. Den lyder således:

"I en Afstand af 50 á 60 Skridt fra Fortet ligger Byen Langs Stranden. Den bestaar af én lang Gade, der ender ved Faktoriet, hvor Selskabet har sine Kontorer. Dette er en stor og smuk Bygning, som indeholder mange Værelser og bekvemme Rum for Handelsvarer samt for Negerslaver, med hvilke Selskabet driver Handel med Spanierne. Til højre for Faktoriet findes 2 smaa Gader, der bebos af franske Flygtninge. Byens Huse, som tidligere kun var Hytter, ere nu byggede af Sten, næsten alle med én Etage men meget godt indrettede; Gulvene ere af Fliser og Væggene hvidtede som i Holland."^[152]

På grund af det neutrale danske flag og sin status som frihavn blev Charlotte Amalie en af Vestindiens vigtigste handelscentre i 1700-tallet. I 1789 havde byen allerede 2.055 indbyggere, hvilket voksede til 5.891 i 1815, 11.071 i 1835 og 11.764 i 1880, da indbyggertallet kulminerede. Fra dette tidspunkt og frem til salget i 1917 var indbyggertallet aftagende til 7.747 i 1917.^[153]

I takt med, at byen voksede, udviklede den sig og fik en mere eller mindre rektangulær inddeling i gader parallelle med kystlinjen og gader vinkelrette på denne. Byen var afgrænset mod øst og vest af mindre højderygge. Fortet lå på en lille odde, der stak ud foran byen.^[151]

Christiansted

Danskerne købte Skt. Croix i 1733 og valgte som deres første bosættelse på øen et sted med mulighed for en god havn på nordkysten. Den første bosættelse fik navnet Christiansted og blev grundlagt, samme år som øen blev købt. Byen er opkaldt efter Kong Christian 6. af Danmark-Norge. Christiansted var i perioden fra 1754 til 1871 hovedstaden i Dansk Vestindien.

Byen ligger omtrent midt på øens nordkyst. Omkring år 1900 blev byen beskrevet således:

"Kristianssted eller, som den i daglig Tale kaldes: Basinet, er en venlig lille By med adskillige anselige Bygninger, iblandt andre Guvernementshuset, som skal være det største Regeringshus paa de smaa Antiller. Der findes ligeledes i Basinet en Del Kirker, og hver Trosbekendelse har sin. St. Thomas‘s Bank har en Filial i Kristianssted, og til de Rejsendes Bekvemmelighed har Byen et Par særdeles gode Pensionater. Endelig kan nævnes et med Blade og Tidsskrifter vel forsynet Athenæum, der bliver stærkt besøgt af den intelligente Del af Byens Befolkning, som i Forhold til Folkemængden er ret betydelig, da næsten hele Øens Embedsstand, alle Garnisonens Officerer, og om Sommeren tillige Guvernøren bo her."^[154]

Byens indbyggertal var i det meste af tiden som dansk koloni forholdsvis stabilt: i 1789 4.819 indbyggere, i 1796 5.056 indbyggere, i 1835, da indbyggertallet kulminerede, 5.806 indbyggere, i 1880 4.939 indbyggere og i 1917 4.574 indbyggere.^[155]

Christiansted domineres af fæstningen Christiansværn som er fra 1738.

Frederiksted

Frederiksted fik navn efter Frederik 5., men blev i den danske kolonitid aldrig kaldt andet end Westenden på grund af sin beliggenhed på øens vestside.

Omkring år 1900 blev byen beskrevet således:

"Frederikssted har et mindre officielt Præg; den er nærmest en Handelsby, beregnet paa at tilfredsstille den omboende Landbefolknings Fornødenheder og at befordre dens Udførsel af Sukker. Byen ligger midt paa Øens Vestside, hvorfor Skibene kunne ligge godt beskyttede af Landet imod Nordøstpassaten. Endskønt Frederikssted led stærkt ved Opstandene i 1848 og 1878 og sidste Gang for en stor Del blev nedbrændt, trives Byen dog ret godt, og Sporene af Branden ere nu snart forsvundne. Byen har brede, lige Gader med en Del anselige Huse og c. 3000 Indbyggere."^[156]

Frederikssted havde en svag befolkningsudvikling i det meste af den danske kolonitid: i 1789 1.051 indbyggere, i 1815 1.800 indbyggere, i1835 2.317 indbyggere, i 1870, da indbyggertallet kulminerede, 3.817 indbyggere og derefter et jævnt fald til 3.144 indbyggere i 1917.^[155]

Samfund

Befolkningsudviklingen

År	Sankt Croix	Sankt Thomas	Sankt Jan	I alt indbyggere
1688	-	739	0	739
1720	0	4.752	under 500	ca. 5.000
1745	2.870	3.285	?	ca. 6.500
1755	10.200	4.412	2.243	16.875
1761	15.242	4.063	2.196	21.501
1773	21.809	4.371	2.402	28.582
1789	25.377	5.266	2.883	33.026
1796	28.803	5.734	2.120	36.657
1815	28.650	8.799	2.734	40.183
1835	26.681	14.022	2.475	43.178
1846	24.065	13.073	2.450	39.588
1850	23.720	13.666	2.228	39.614
1860	23.194	13.463	1.574	38.231
1870	22.760	14.007	1.054	37.821
1880	18.430	14.389	944	33.763
1890	19.783	12.019	984	32.786
1901	18.590	11.012	925	30.527
1911	15.487	10.678	941	27.086
1917	14.901	10.191	959	26.051

kilde: Sveistrup (1942), s. 78

Religion

Dansk Vestindien var præget af mange forskellige folkeslag, som hver havde sin tradition og religion. Først og fremmest blev der blandt den afrocaribiske befolkning praktiseret mange forskellige afrikanske religioner. At der var et aktivt religiøst liv med rødder i Afrika vidner mange kilder om, men da de allerfleste kilder er skrevet af europæere, som hverken forstod indholdet eller nuancerne i afrikanerenes religioner, kan det desværre være svært at få indtryk af forskellighederne. Efterhånden som afrikanere i slaveri og deres efterkommere udviklede en blandet kreol kultur blandedes også religiøse forestillinger, men i de første generationer levede specifikke religioner formodentlig videre i Vestindien, da grupper af afrikanere med samme oprindelsessted i Afrika holdt sammen socialt og kulturelt.^[157] Afrikanske religioner var i 1700-tallet egentlig ikke undertrykt, snarere mødt med ligegyldighed fra de fleste europæeres side (med undtagelse af missionærer og deres støtter), bortset fra de dele af religionerne, som europæerne opfattede som skadende – især trolddom, der havde til hensigt at gøre fortræd. Men fra Brødremenigheden i 1732 påbegyndte en missionsvirksomhed voksede andelen af afrocaribiere, som var kristne støt, men ikke før midten af 1800-tallet kan man tale om en gennemgående kristen befolkning i kolonien, og selv da levede afrikanske forestillingsverdener videre i hvad man kan kalde folketro – trolddom, sagn og fortællinger.Skabelon:Kilde mangler

Også blandt europæere var der i Dansk Vestindien et særligt varieret religiøst landskab. Religion havde i 1700–1800-tallet stor indflydelse på menneskers liv, og i de europæiske lande var der ikke religionsfrihed. Kongen og kirken arbejdede tæt sammen om at opretholde lov og orden. Kirken havde ansvaret for folkets moralske opdragelse, og kongen styrede den civile orden. Der blev ikke indført religionsfrihed i Danmark før i 1849, men i Dansk Vestindien var der blevet praktiseret noget nær religionsfrihed siden etableringen af kolonien. Religionsfriheden var af danske myndigheder knyttet til et krav om, at alle måtte respektere de danske helligdage. Ligeledes skulle katolikker i begyndelsen også nøjes med at holde gudstjenester i deres private hjem. Religionsfriheden i Dansk Vestindien var nødvendig for at få befolket øerne, da der ikke var nok danskere, som ønskede at bosætte sig på øerne, til, at man kunne stille krav til nybyggerne.Skabelon:Kilde mangler Mange af nybyggerne var landsforviste eller flygtet fra straf og var som regel nederlændere eller englændere.

Jøder begyndte at etablere sig i kolonien allerede i 1655, og i 1796 blev den første synagoge etableret på Sankt Thomas. Da den jødiske koloni kulminerede i midten af det 19. århundrede, udgjorde jøder næsten halvdelen af den hvide population.^[158] En af de første guvernører, Gabriel Milan, var en sefardisk jøde.

En opgørelse over befolkningen efter trosretning i 1850 viste, at katolikker udgjorde den største gruppe efterfulgt af Brødremenigheden, anglikanere og lutheranere. Brødremenigheden var helt dominerende på Sankt Jan, katolikker var i overtal på Sankt Thomas mens fordelingen på Sankt Croix var mere jævn blandt de dominerende trosretninger.

Trosretning	Sankt Croix	Sankt Thomas	Sankt Jan	Øerne i alt
Lutheranere	4.016	2.281	99	6.396
Katolikker	6.653	5.340	44	12.037
Brødremenigheden	5.669	2.537	1.982	10.138
Anglikanere	7.219	2.189	90	9.498
Hollandsk reformerte	28	711	25	764
Jøder	27	377	3	407
Presbyterianere	24	104	-	128
Metodister	-	59	21	80
Svedenborgere	7	-	-	7
Kvækere	1	1	-	2
Unitarere	-	2	-	2
Udøbte	76	65	14	155
I alt	28.720	13.666	2.228	39.614

kilde: Bergsøe, s. 707

Slaver og ejendomsret

År	Sankt Croix	Sankt Thomas	Sankt Jan	I alt slaver
1688	-	422	0	422
1720	0	4.187	100-200	ca. 4.300
1742	1.906	ca. 3.000	?	?
1755	8.897	3.949	2.031	14.877
1761	13.489	3.632	2.020	19.141
1773	21.698	3.980	2.293	27.971
1791	21.549	4.214	1.845	27.608
1802	27.006	5.737	2.492	35.235
1815	24.339	4.848	2.445	31.632
1826	21.356	4.548	2.206	28.110
1835	19.876	5.032	1.971	26.879
1846	16.706	3.494	1.790	21.990

kilde: Sveistrup (1942), s. 79

Love og regler i Dansk Vestindien tog udgangspunkt i Danmarks love, men blev tilpasset til lokale forhold. For eksempel regulerede dansk ejendomsret kun ting som dyr, land og bygninger, og ikke slaver. Slaver blev, til at begynde med, reguleret som almindelig ejendom, og dermed var der ikke behov for egne regler. Slaver blev opført i regnskabet sammen med dyr og redskaber.

I 1733 blev der lavet et reglement, som tog hensyn til, at slaver, i modsætning til anden ejendom, har deres egen vilje og dermed kan opføre sig uhensigtsmæssigt eller være ulydige.^[159] Ifølge reglementet skulle slaven straffes af myndighederne, men mange ejere straffede slaverne på egen hånd. Myndighedene greb først ind, hvis slaverne blev straffet for hårdt eller ikke fik nok mad, i frygt for, at slaverne ville gøre oprør, hvis de blev behandlet for dårligt. I 1755 udstedte Frederik 5. et nyt reglement, hvor slaverne blev sikret retten til ikke at blive skilt fra deres børn og retten til støtte under sygdom og alderdom. Men koloniledelsen havde tilladelse til at tilpasse love og regler efter lokale forhold, og dermed blev reglementet aldrig offentliggjort, med den begrundelse, at det havde flere ulemper end fordele.^[159]

Frigivelsen af slaverne i 1848 udløste krav fra plantageejerne over for den danske stat om fuld erstatning, med den begrundelse, at deres ejendomsret var krænket ved, at værdien af slaverne var tabt, og at man i fremtiden måtte betale for arbejdskraften. Den danske stat indrømmede dem en erstatning på 50 dollar pr. slave og anerkendte dermed, at slavefrigivelsen havde medført et økonomisk tab for ejerne.^[159] Men slavernes hverdag blev ikke ændret i betydelig grad. De måtte have et job og vendte tilbage til den plantage, hvor de blev tilbudt etårskontrakter, en lille hytte, lidt jord og nogle penge. Som ansatte var de tidligere slavers alderdom ikke plantageejernes ansvar. Slaverne havde kun lov til at skifte job en gang om året, 1. oktober, en dag som blev omtalt som skiftedagen.

Slavene havde ingen ejendomsret, da de selv var ejendom, men fik officielt ejendomsret i 1840, otte år før slavefrigivelsen.

Militær

Som det meste andet i Dansk Vestindien i tiden med Vestindisk-guineisk Kompagnis styre var også militæret underlagt kompagniet. Ved statens overtagelse i 1755 blev øernes hærstyrke underlagt Krigskancelliet, men forblev et særskilt korps uden for den almindelige danske forsvarsorganisation.

I 1763 blev der gennemført en forsvarsreform i Danmark, og hærstyrken i Dansk Vestindien blev underlagt Vestindisk-guineisk Rente- samt Generaltoldkammer og fra 1805 direkte underlagt kronprins Frederik. Efter 1848 blev alle vestindiske militærspørgsmål afgjort af Krigsministeriet og koloniens Centralbestyrelse.

Antallet af soldater i Dansk Vestindien var begrænset, og i den første del af kolonitiden var der kun 20–30 mand. I 1726 blev det første militære kompagni oprettet og bestod af 50 mand. I 1761 udgjorde styrken 226 mand. Under USA's uafhængighedskrig bestod styrken af 400 mand, et styrkeantal som blev opretholdt til 1872, da de militære styrker blev reorganiseret under navnet Den vestindiske hærstyrke. Hærstyrken bestod af 6 officerer, 219 soldater og 10 ryttere. I 1906 blev Den vestindiske hærstyrke opløst og erstattet af Gendarmerikorpset, som bestod af 120 menige soldater og 10 officerer og var direkte underlagt guvernøren. Korpset var stationeret i Charlotte Amalie på Skt. Thomas og på tre steder på Skt. Croix, i Christiansted, Frederiksted og Kingshill.Skabelon:Kilde mangler

Ud over kompagniets og senere statens hærstyrker var der også en række lokale militser, som bestod af øernes frie indbyggere. Militserne var større end hærstyrken, og i 1830'erne udgjorde hærstyrken 430 mand mod militsenes 1980 mand.

Hærstyrken i Dansk Vestindien bestod af danske soldater som frivilligt lod sig hverve, som regel for en seksårsperiode. Fra 1805 blev ansvaret for hvervningen overtaget af Den Vestindiske Rekruttering i København, som årligt rekrutterede 70 mand. De fleste var værnepligtige fra Danmark, men mange var også lokale håndværkere.

Den danske orlogsflåde sejlede tit til Vestindien for at markere dansk tilstedeværelse og suverænitet. Efterhånden som kolonien blev veletableret, blev besøgene fra orlogsflåden sjældnere, indtil staten overtog ansvaret for kolonien i 1755. Flåden blev som regel sendt over til Vestindien i urolige perioder, som under den franske og indianske krig (1756-1763), USA's uafhængighedskrig (1776-1783), Revolutionskrigene (1792–1802) og Napoleonskrigene (1800-1815). I perioden fra 1818 til 1864 var orlogsflådens aktivitet i Dansk Vestindien mere omfattende end i nogen anden periode, og i de fleste af disse år var der permanent stationeret to danske krigsskibe på øerne.Skabelon:Kilde mangler

Det sidste danske orlogsskib i Dansk Vestindien var krydserkorvetten Valkyrien, som sejlede til kolonien i 1915. Skibschefen, kommandørkaptajn Henri Konow, tog over som konstitueret generalguvernør og var den person, som officielt overleverede Dansk Vestindien til USA i 1917.

I alt foretog orlogsflådens skibe omkring 140 togter til Dansk Vestindien i perioden fra 1671 til 1917.

Pengevæsen

Den Dansk-Vestindiske Nationalbank blev oprettet som en aktiebank af Nationalbanken i 1904. Den blev til efter forhandlinger mellem Nationalbanken, Handelsbanken, Landmandsbanken og Privatbanken i København. Hovedkontoret blev placeret i Charlotte Amalie på St. Thomas, og åbnede i februar 1905.Skabelon:Kilde mangler

En betingelse for oprettelsen var, at der samtidig blev en permanent ordning af det vestindiske møntvæsen. Dette betød at man konverterede møntfoden fra Dollar til den latinamerikanske møntfod, Francs. I perioden 1859-1903 var 100 Dansk Vestindiske Cent = 1 US $ efter konverteringen var 1 Franc = 100 bit. Vekselkursen var i denne forbindelse 1 $ = 5 Francs. Der blev udstedt sedler i de følgende værdier, 5, 10, 20 og 100 Francs, og disse blev trykt i England hos Bradbury, Wilkinson & Co. Ltd. London.Skabelon:Kilde mangler

Den Dansk-Vestindiske Nationalbank havde oktroi (eneret) på udstedelse af sedler i 30 år. Da øerne blev afstået til USA i 1917 forblev de kgl. danske bank privilegier gældende, indtil de udløb i 1934, øerne havde derfor en særstilling ved at være amerikansk territorium, hvor der ikke anvendtes US dollar. I 1934 blev den Den Dansk-Vestindiske Nationalbank nedlagt, og den amerikanske dollar indført på øerne.^[160]

Postvæsen

I takt med koloniens økonomiske opsving opstod der et større behov for at kunne kommunikere med handelspartnere, familie og regeringen i Danmark. Den første faste postforbindelse mellem Dansk Vestindien og Danmark blev oprettet ved et reglement i 1781. Frem til da var posten blevet sendt med tilfældige skibe.

Dansk Vestindien fik egne frimærker i 1856. Frimærkerne blev trykt i Danmark og nogle af disse havde samme udseende som de danske frimærker bortset fra værdien, der var angivet i cent. Det første frimærke var et kvadratisk 3-cents-frimærke med Danmarks rigsvåben afbildet i mørkt karminrødt på gulnet papir. Fra 1866 kom frimærkerne på hvidt papir, og i 1872 blev frimærkerne perforeret.

Dansk Vestindien blev medlem af Verdenspostforeningen pr. 1. september 1877, og i den forbindelse blev der jævnligt foretaget opgørelser over postvæsenets udvikling. Omfanget af forsendt post var stærkt varierende: i 1883 samlet 914.000 breve, hvoraf 58.000 lokale, 530.000 fra udlandet og 326.000 til udlandet, i 1895 blot 261.000 breve, hvoraf 44.000 lokale, 128.000 til udlandet og 89.000 fra udlandet. Generelt var postgangen således faldende gennem årene^[161] Af de breve, der kom fra udlandet, kom de fleste fra USA, nemlig 18.000, fra britiske besiddelser 12.000 og fra Danmark 8.000.

År	Lokale	Fra udlandet	Til udlandet	I alt breve
1883	58.000	530.000	326.000	914.000
1884	56.000	530.000	384.000	970.000
1886	54.000	273.000	110.000	437.000
1889	53.000	145.000	93.000	291.000
1890	53.000	133.000	86.000	272.000
1892	50.000	142.000	81.000	273.000
1895	44.000	128.000	89.000	261.000
1896	50.000	266.000	89.000	405.000

kilde: Kornerup, s. 539

Der fandtes omkring århundredeskiftet 5 poststeder, nemlig en postmester på Sankt Thomas, en landfoged på Sankt Jan, toldforvalterne i Christianssted og Frederikssted samt overpolitibetjenten i Kingshill på Sankt Croix.^[161]

Det var ikke usædvanligt, at små kolonier langt væk fra hjemlandet løb tør for populære valører fra tid til anden, og koloniadministrationen måtte af og til improvisere. I 1887 blev et 7-cents-frimærke overtrykt med og anvendt som 1 cent frimærke, tilsvarende blev i 1895 et 50-cents-frimærke overtrykt og anvendt som 10 cent frimærke.

Som en følge af valutareformen i 1904 udstedte kolonien nye frimærker i 1905, hvor valøren var i franc og bit. Kong Christian 9. var afbildet i silhuet på frimærkerne i valørerne fra 5 bit til 50 bit. 1-francs–, 2-francs– og 5-francs-frimærkerne havde en afbildning af sejlskutteren Ingolf til kaj i Charlotte Amalie.

I 1907 blev motiverne af Christian 9. erstattet med Frederik 8., efterfulgt af Christian 10. i 1915.

Dansk Vestindien i dag

Det meste af Skt. Jan er i dag omdannet til et naturreservat og har en beskeden grad af bebyggelse. Regnskoven har generobret områderne fra de tidligere sukkerplantager, og de fleste ruiner efter plantagetiden er urørte. Mange steder på øen er der fortsat spor efter det brutale slaveoprør i 1733.

Den tætte jungle på Skt. Thomas, som skabte lange slidsomme dage for de første nybyggere med Kjeld Jensen og Erik Nielsen Smit i spidsen, er for længst borte, og kun få steder på øen kan man i dag se rester efter plantagebygningerne. Men den danske fortid er alligevel ret synlig. I en lille park ved parkeringspladsen i Charlotte Amalie står en buste af Christian 9., som ser mod Fort Christian, og gaderne har stadig de danske navne som Dronningens gade, Prinsens Tværgade og Strandstræde. Desuden har mange af butikkerne referencer til den danske tid, f.eks. Royal Dane Mall og A. H. Riise Mall. Skt. Thomas er i dag en moderne turistdestination og en af de største krydstogthavne i Caribien.Skabelon:Kilde mangler

På Skt. Croix nåede slaveriet og sukkerproduktionen deres højdepunkt i den danske tid, men i dag er der ingen landbrugsproduktion på øen. På øens østside har den salte passatvind fjernet det meste af vegetationen og efterladt spredte buskvækster. Midt på øen vokser sukkerrørene stadig vildt, mens vestsiden er dækket af tropisk skov med pukkenholt, mahogni og guava. Øens to byer, Christiansted og Frederiksted, præges ikke så stærkt af turismen som Charlotte Amalie. Meget af den oprindelige bebyggelse fra 1700– og 1800-tallet er bevaret, og på byens kirkegårde står fortsat de hvide marmorstøtter med efternavne som ender på –sen. Mange af plantagebygningerne findes fortsat, mange som ruiner, og nogle er restaureret. Af øens hundrede sukkermøller findes nær to tredjedele stadig, hvor sejldugene er borte og trætagene er rådne, mens murværket fortsat står intakt.

Dansk Vestindien blev befæstet med fire forter. Fort Frederiksværn ved Coral Bay på Skt. Jan, hvor det første store slaveoprør fandt sted i 1733, er i dag kun overgroede ruiner og temmelig utilgængeligt. Det ligger desuden på privat område, hvor offentligheden som udgangspunkt ikke har adgang. Vil man se fortet, skal man spørge om tilladelse hos ejeren Fred Samuel (Fred's Bar) i Cruz Bay .^[162]. I Christansted ligger det velbevarede gule Christiansværn, åsted for det andet store slaveoprør i julen 1759. Fortet administreres af National Park Service og fremstår flot og velholdt. Der er adgang til fortet mod en beskeden entrépris. I Frederiksted på St. Croix' vestkyst ligger Fort Frederik, hvor det sidste slaveoprør fandt sted og endte med slaveriets afskaffelse den 3. juli 1848. Fort Christian i Charlotte Amalie blev påbegyndt i 1671 og er Jomfruøernes ældste bygning. Det blev frem til 1983 brugt som politistation. Både dette og det lille Fort Frederik på St. Croix trænger til grundig restaurering, men Jomfruøernes regering fattes penge til så store projekter, og forterne er sjældent eller aldrig tilgængelige for offentligheden.

Indbyggerne i Dansk Vestindien er i dag amerikanske statsborgere, men har ikke stemmeret ved præsidentvalgene. De amerikanske Jomfruøer har én plads i USAs Kongres, men denne har kun stemmeret i komiteerne og ikke i plenumsafstemninger. Øerne er siden 1970 blevet styret af en folkevalgt guvernør, som bliver valgt for en fireårsperiode.

Noter

↑ "Englænderne besætter øerne - Dansk Vestindien". www.virgin-islands-history.org (Rigsarkivet). Hentet 9. april 2018.
↑ https://vimeo.com/229964692
↑ Census, s. 11
↑ Elberling, s. 801f
↑ Elberling, s. 802
↑ Lauring (2010), s. 103
↑ ^7,0 ^7,1 ^7,2 ^7,3 Lauring (2010), s. 105
↑ ^8,0 ^8,1 Krarup (1894), s. 332
↑ Abrahams, s. 286
↑ Abrahams, s. 287
↑ Abrahams, s. 288
↑ Abrahams, s. 289
↑ Abrahams, s. 290f
↑ Abrahams, s. 291f
↑ Abrahams, s. 294
↑ Abrahams, s. 291
↑ Abrahams, s. 295
↑ Abrahams, s. 299
↑ Abrahams, s. 300-307
↑ Abrahams, s. 305f
↑ Abrahams, s. 311
↑ Abrahams, s. 313
↑ Abrahams, s. 315
↑ Abrahams, s. 307
↑ Census, s. 19
↑ Kjersgaard, s. 25
↑ ^27,0 ^27,1 ^27,2 ^27,3 ^27,4 ^27,5 Kjærsgaard, s. 26
↑ Krarup (1890), s. 599
↑ Krarup (1894), s. 333
↑ Gregersen, s. 16f
↑ Sveistrup (1942), s. 73
↑ ^32,0 ^32,1 ^32,2 Sveistrup (1942), s. 74
↑ Hansen
↑ ^34,0 ^34,1 Thorkild Hansen. Slavernes øer. København: Gyldendal. ISBN 87-00-00862-1.
↑ Sveistrup (1942), s. 88f
↑ ^36,0 ^36,1 ^36,2 ^36,3 Lauring (2010), s. 106
↑ Lauring (2010), s. 107
↑ ^38,0 ^38,1 ^38,2 Sveistrup (1942), s. 78
↑ ^39,0 ^39,1 ^39,2 ^39,3 Sveistrup (1942), s. 79
↑ ^40,0 ^40,1 Leif Calundann Larsen: "The Danish Colonization of St. John", St. Thomas 1986, s. 3-4
↑ Leif Calundann Larsen: "The Danish Colonization of St. John", St. Thomas 1986, s. 6-7
↑ Isaac Dookhan: A History of the Virgin Islands of the United States; Kingston 1994; ISBN 976-8125-05-5; s. 41
↑ Leif Calundann Larsen: "The Danish Colonization of St. John", St. Thomas 1986, s. 9-10
↑ ^44,0 ^44,1 Skt. John, Virgin Islands: Facts & History. (Engelsk). Virgin Islands Now.
↑ på Sankt Thomas fandtes i 1720 4.187 slaver af 4.752 indbyggere, på Sankt Jan et par hundrede slaver af en befolkning på under 500, jævnfør Sveistrup (1942), s. 78f
↑ ^46,0 ^46,1 ^46,2 Petersen, s. 47
↑ ^47,0 ^47,1 Petersen, s. 49
↑ Petersen, s. 50f
↑ Petersen, s. 52
↑ Petersen, s. 53
↑ Petersen, s. 54
↑ Petersen, s. 55
↑ Petersen, s. 56
↑ Petersen, s. 57
↑ Petersen, s. 15
↑ Petersen, s. 16
↑ Petersen, s. 17
↑ Petersen, s. 18
↑ Petersen, s. 20
↑ Petersen, s. 21
↑ Petersen, s. 58
↑ Frans Lawaetz. The History of Skt. Croix (Engelsk). usvi.net. Besøgt 13. juni 2007.
↑ ^63,0 ^63,1 Daniel Hopkins (Oktober 1990). Kortlægningen af Skt. Croix, Dansk Vestindien i 1700-tallet (Dansk). Society for the History of Discoveries. Besøgt 25. november 2007.
↑ Oxholm, s. 41
↑ Oxholm, s. 42f
↑ Oxholm, s. 43
↑ ifølge Oxholm, Brown angiver s. 15 15-18 måneder
↑ Oxholm, s. 44
↑ Oxholm, s. 45
↑ Oxholm, s. 46
↑ Oxholm, s. 47
↑ Brown, s. 10
↑ ^73,0 ^73,1 ^73,2 Brown, s. 11
↑ Brown, s. 12
↑ Brown, s. 13
↑ Brown, s. 14
↑ Brown, s. 15
↑ Brown, s. 24
↑ Lawaetz, s. 169
↑ Lawaetz, s. 170
↑ Lawaetz, s. 171
↑ Lawaetz, s. 171f
↑ ^83,0 ^83,1 ^83,2 Lawaetz, s. 172
↑ ^84,0 ^84,1 Alberti, s. 211
↑ Alberti, s. 212
↑ Alberti, s. 213
↑ Alberti, s. 214
↑ Alberti, s. 214f
↑ Hugh Thomas, The Slave Trade, 1997, Phoenix edition, London 2006, side 255-256.
↑ Petersen, s. 63
↑ Elberling, s. 802
↑ Alberti, s. 217
↑ Alberti, s. 218
↑ Alberti, s. 220
↑ Alberti, s. 239
↑ Alberti, s. 240
↑ Gøbel (1991), s. 45
↑ Lauring (2010), s. 108
↑ Lauring (2010), s. 123
↑ Green-Pedersen, s. 70f
↑ Lauring (2011), s. 100
↑ Lawaetz, s. 174
↑ ^103,0 ^103,1 ^103,2 ^103,3 Lawaetz, s. 176
↑ Lawaetz, s. 178
↑ ^105,0 ^105,1 Olwig, s. 23
↑ Olwig, s. 22
↑ ^107,0 ^107,1 Olwig, s. 24
↑ Simonsen, s. 58
↑ Simonsen, s. 33
↑ Simonsen, s. 39
↑ "endnu er tilladt alle Plantage Slaver at indkomme til Byen om Søndagen med saadan Provision, som af deres Grunde ere Høstet", plakat af 17. maj 1756, jf. Simonsen, s. 41
↑ ^112,0 ^112,1 ^112,2 Simonsen, s. 40
↑ Simonsen, s. 41
↑ Simonsen, s. 55
↑ Simonsen, s. 55f
↑ Simonsen, s. 56
↑ Wersel, s. 13f
↑ ^118,0 ^118,1 ^118,2 ^118,3 Johnny E. Balsved. Slaget ved Fugleklippen (1801) (Dansk). Danish Naval History. Besøgt 2. september 2007.
↑ Westergaard, s. 251
↑ Hugh Thomas, The Slave Trade, 1997, Phoenix edition, London 2006, side 443.
↑ Hugh Thomas, The Slave Trade, 1997, Phoenix edition, London 2006, side 525.
↑ Gøbel (1991), s. 66
↑ ^123,0 ^123,1 ^123,2 Perler fra arkivet (Dansk). Rigsarkivet. Besøgt 10. juli 2007.
↑ Bergsøe, s. 613f
↑ Bergsøe, s. 614f
↑ Bergsøe, s. 615
↑ Bergsøe, s. 616
↑ Petersen, s. 93
↑ Bergsøe, s. 616f
↑ Bergsøe, s. 617f
↑ Bergsøe, s. 618
↑ ^132,0 ^132,1 ^132,2 Sveistrup (1942), s. 114
↑ ^133,0 ^133,1 ^133,2 ^133,3 Salmonsen, s. 801
↑ Sveistrup (1942), s. 166
↑ ^135,0 ^135,1 ^135,2 Salmonsen, s. 802
↑ Hjort-Lorentzen, s. 128
↑ Hjort-Lorentzen, s. 129
↑ ^138,0 ^138,1 ^138,2 Otto Schepelern. Dansk Vestindien: En bittersød historie (Dansk). Udenrigsministeriet. Besøgt 30. oktober 2007.
↑ ^139,0 ^139,1 ^139,2 Transfer Day (Engelsk). Det kongelige danske konsulat, De amerikanske Jomfruøyene. Besøgt 18. juni 2007.
↑ Salmonsen, s. 802f
↑ ^141,0 ^141,1 Salmonsen, s. 803
↑ Hjort-Lorentzen, s. 118
↑ Sveistrup (1942), s. 115
↑ Westergaard, s. 257
↑ Signe Trolle Gronemann og Rikke Vindberg. I Orkanens Øje - Beretninger fra Orlogsskibet Valkyriens togt til Dansk Vestindien 1915-1917. København: Dansk Vestindisk Selskab og Poul Kristensens Forlag
↑ Thomas Meloni Rønn. Salget af De vestindiske Øer (Dansk). Geografforlaget. Besøgt 5. september 2007.
↑ ^147,0 ^147,1 Børgesen og Uldall, s. 16
↑ Børgesen og Ulldal, s. 17-21
↑ Børgesen og Uldall, s. 45
↑ Børgesen og Uldall, s. 11
↑ ^151,0 ^151,1 Børgesen og Uldall, s. 5
↑ Børgesen og Uldall, s. 13
↑ Census, s. 41; Sveistrup (1942), s. 79
↑ Børgesen og Ulldal, s. 21f
↑ ^155,0 ^155,1 Census, s. 41; Sveistrup (1942), s. 80
↑ Børgesen og Ulldal, s. 22
↑ Sebro, Louise: Mellem afrikaner og kreol. Lunds Universitet, 2010
↑ http://www.jewishvirginislands.com/templates/articlecco_cdo/aid/291284/jewish/Jewish-History-on-Island.htm
↑ ^159,0 ^159,1 ^159,2 "Begivenheder 1733" (SurtSødt.dk)
↑ Sieg, Frovin: Siegs seddelkatalog Danmark 1695-1997. Pilegaards Forlag, (1997) s. 151 ff.
↑ ^161,0 ^161,1 Kornerup, s. 539
↑ Signe Lund & Steen Uffe Tommerup, "Dansk Vestindien - en praktisk rejseguide", Forlaget Estu, København 2012, s. 98.

Litteratur

Adolph Frederik Bergsøe: Den danske Stats Statistik, Fjerde Bind; Kjøbenhavn 1853
Hans Gregersen: "Mytteri" (Skalk 1992 Nr. 1, s. 16-17)
Karen Fog Olwig: "Sorte danskere" (kronik i Skalk 1983 Nr. 3, s. 18-27)
Gronemann, Signe Trolle og Vindberg, Rikke. I Orkanens Øje – Beretninger fra Orlogsskibet Valkyriens togt til Dansk Vestindien 1915 – 1917. København, 2005
Hansen, Thorkild. Slavernes øer. København, 1970, ISBN 87-00-00862-1
Erik Kjersgaard: "Sørøverkrønikens sidste kapitel" (kronik i Skalk 1974 Nr. 5; s. 18-28)
Lund, Signe og Tommerup, Steen Uffe. Dansk Vestindien - en praktisk rejseguide. København, 2012. ISBN 978-87-995755-1-0
Hugh Zachariae: Lucretia og Margaret. Slavebarnets historie, Højbjerg i Danmark 2005.
Jørgensen, Kenneth Bo. Turen går til Dansk Vestindien. Politikens Rejsebøger, 1. udgave, København, 2006, ISBN 87-567-7333-1
Schiller, Sophie. Transfer Day. 2012, Sophie Schiller, 2012. ISBN 0-61565-343-3
Thomas, Hugh. The Slave Trade. 1997, Phoenix edition, London, 2006. ISBN 0-7538-2056-0

Eksterne henvisninger

[1] "Englænderne besætter øerne - Dansk Vestindien". www.virgin-islands-history.org (Rigsarkivet). Hentet 9. april 2018.

[2] ttps://vimeo.com/229964692

[3] Census, s. 11

[4] Elberling, s. 801f

[5] Elberling, s. 802

[6] Lauring (2010), s. 103

[Lau_105-7] 7,0 ^7,1 ^7,2 ^7,3 Lauring (2010), s. 105

[Kr_332-8] 8,0 ^8,1 Krarup (1894), s. 332

[9] Abrahams, s. 286

[10] Abrahams, s. 287

[11] Abrahams, s. 288

[12] Abrahams, s. 289

[13] Abrahams, s. 290f

[14] Abrahams, s. 291f

[15] Abrahams, s. 294

[16] Abrahams, s. 291

[17] Abrahams, s. 295

[18] Abrahams, s. 299

[19] Abrahams, s. 300-307

[20] Abrahams, s. 305f

[21] Abrahams, s. 311

[22] Abrahams, s. 313

[23] Abrahams, s. 315

[24] Abrahams, s. 307

[25] Census, s. 19

[26] Kjersgaard, s. 25

[Kjær_26-27] 27,0 ^27,1 ^27,2 ^27,3 ^27,4 ^27,5 Kjærsgaard, s. 26

[28] Krarup (1890), s. 599

[29] Krarup (1894), s. 333

[30] Gregersen, s. 16f

[31] Sveistrup (1942), s. 73

[SV_74-32] 32,0 ^32,1 ^32,2 Sveistrup (1942), s. 74

[33] Hansen

[Thorkild-34] 34,0 ^34,1 Thorkild Hansen. Slavernes øer. København: Gyldendal. ISBN 87-00-00862-1.

[35] Sveistrup (1942), s. 88f

[Laur_206-36] 36,0 ^36,1 ^36,2 ^36,3 Lauring (2010), s. 106

[37] Lauring (2010), s. 107

[Svei_78-38] 38,0 ^38,1 ^38,2 Sveistrup (1942), s. 78

[Svei_79-39] 39,0 ^39,1 ^39,2 ^39,3 Sveistrup (1942), s. 79

[autogeneret1-40] 40,0 ^40,1 Leif Calundann Larsen: "The Danish Colonization of St. John", St. Thomas 1986, s. 3-4

[41] Leif Calundann Larsen: "The Danish Colonization of St. John", St. Thomas 1986, s. 6-7

[42] Isaac Dookhan: A History of the Virgin Islands of the United States; Kingston 1994; ISBN 976-8125-05-5; s. 41

[43] Leif Calundann Larsen: "The Danish Colonization of St. John", St. Thomas 1986, s. 9-10

[Virgin_Islands_Now-44] 44,0 ^44,1 Skt. John, Virgin Islands: Facts & History. (Engelsk). Virgin Islands Now.

[45] å Sankt Thomas fandtes i 1720 4.187 slaver af 4.752 indbyggere, på Sankt Jan et par hundrede slaver af en befolkning på under 500, jævnfør Sveistrup (1942), s. 78f

[Pet_47-46] 46,0 ^46,1 ^46,2 Petersen, s. 47

[Pet_49-47] 47,0 ^47,1 Petersen, s. 49

[48] Petersen, s. 50f

[49] Petersen, s. 52

[50] Petersen, s. 53

[51] Petersen, s. 54

[52] Petersen, s. 55

[53] Petersen, s. 56

[54] Petersen, s. 57

[55] Petersen, s. 15

[56] Petersen, s. 16

[57] Petersen, s. 17

[58] Petersen, s. 18

[59] Petersen, s. 20

[60] Petersen, s. 21

[61] Petersen, s. 58

[62] Frans Lawaetz. The History of Skt. Croix (Engelsk). usvi.net. Besøgt 13. juni 2007.

[Daniel_Hopkins-63] 63,0 ^63,1 Daniel Hopkins (Oktober 1990). Kortlægningen af Skt. Croix, Dansk Vestindien i 1700-tallet (Dansk). Society for the History of Discoveries. Besøgt 25. november 2007.

[64] Oxholm, s. 41

[65] Oxholm, s. 42f

[66] Oxholm, s. 43

[67] ølge Oxholm, Brown angiver s. 15 15-18 måneder

[68] Oxholm, s. 44

[69] Oxholm, s. 45

[70] Oxholm, s. 46

[71] Oxholm, s. 47

[72] Brown, s. 10

[Brown_11-73] 73,0 ^73,1 ^73,2 Brown, s. 11

[74] Brown, s. 12

[75] Brown, s. 13

[76] Brown, s. 14

[77] Brown, s. 15

[78] Brown, s. 24

[79] Lawaetz, s. 169

[80] Lawaetz, s. 170

[81] Lawaetz, s. 171

[82] Lawaetz, s. 171f

[La_172-83] 83,0 ^83,1 ^83,2 Lawaetz, s. 172

[Alb_211-84] 84,0 ^84,1 Alberti, s. 211

[85] Alberti, s. 212

[86] Alberti, s. 213

[87] Alberti, s. 214

[88] Alberti, s. 214f

[89] Hugh Thomas, The Slave Trade, 1997, Phoenix edition, London 2006, side 255-256.

[90] Petersen, s. 63

[91] Elberling, s. 802

[92] Alberti, s. 217

[93] Alberti, s. 218

[94] Alberti, s. 220

[95] Alberti, s. 239

[96] Alberti, s. 240

[Gøb_45-97] Gøbel (1991), s. 45

[98] Lauring (2010), s. 108

[99] Lauring (2010), s. 123

[100] Green-Pedersen, s. 70f

[101] Lauring (2011), s. 100

[102] Lawaetz, s. 174

[La_178-103] 103,0 ^103,1 ^103,2 ^103,3 Lawaetz, s. 176

[104] Lawaetz, s. 178

[Olw_23-105] 105,0 ^105,1 Olwig, s. 23

[106] Olwig, s. 22

[Olw_24-107] 107,0 ^107,1 Olwig, s. 24

[108] Simonsen, s. 58

[109] Simonsen, s. 33

[110] Simonsen, s. 39

[111] "endnu er tilladt alle Plantage Slaver at indkomme til Byen om Søndagen med saadan Provision, som af deres Grunde ere Høstet", plakat af 17. maj 1756, jf. Simonsen, s. 41

[Sim_40-112] 112,0 ^112,1 ^112,2 Simonsen, s. 40

[113] Simonsen, s. 41

[114] Simonsen, s. 55

[115] Simonsen, s. 55f

[116] Simonsen, s. 56

[117] Wersel, s. 13f

[Johnny_E._Balsved-118] 118,0 ^118,1 ^118,2 ^118,3 Johnny E. Balsved. Slaget ved Fugleklippen (1801) (Dansk). Danish Naval History. Besøgt 2. september 2007.

[119] Westergaard, s. 251

[120] Hugh Thomas, The Slave Trade, 1997, Phoenix edition, London 2006, side 443.

[121] Hugh Thomas, The Slave Trade, 1997, Phoenix edition, London 2006, side 525.

[122] Gøbel (1991), s. 66

[perler-123] 123,0 ^123,1 ^123,2 Perler fra arkivet (Dansk). Rigsarkivet. Besøgt 10. juli 2007.

[124] Bergsøe, s. 613f

[125] Bergsøe, s. 614f

[126] Bergsøe, s. 615

[127] Bergsøe, s. 616

[128] Petersen, s. 93

[129] Bergsøe, s. 616f

[130] Bergsøe, s. 617f

[131] Bergsøe, s. 618

[Svei_114-132] 132,0 ^132,1 ^132,2 Sveistrup (1942), s. 114

[Salm_801-133] 133,0 ^133,1 ^133,2 ^133,3 Salmonsen, s. 801

[134] Sveistrup (1942), s. 166

[Salm_802-135] 135,0 ^135,1 ^135,2 Salmonsen, s. 802

[136] Hjort-Lorentzen, s. 128

[137] Hjort-Lorentzen, s. 129

[Otto_Schepelern-138] 138,0 ^138,1 ^138,2 Otto Schepelern. Dansk Vestindien: En bittersød historie (Dansk). Udenrigsministeriet. Besøgt 30. oktober 2007.

[Transfer_Day-139] 139,0 ^139,1 ^139,2 Transfer Day (Engelsk). Det kongelige danske konsulat, De amerikanske Jomfruøyene. Besøgt 18. juni 2007.

[140] Salmonsen, s. 802f

[Salm803-141] 141,0 ^141,1 Salmonsen, s. 803

[142] Hjort-Lorentzen, s. 118

[143] Sveistrup (1942), s. 115

[144] Westergaard, s. 257

[145] Signe Trolle Gronemann og Rikke Vindberg. I Orkanens Øje - Beretninger fra Orlogsskibet Valkyriens togt til Dansk Vestindien 1915-1917. København: Dansk Vestindisk Selskab og Poul Kristensens Forlag

[Thomas_Meloni_Rønn2-146] Thomas Meloni Rønn. Salget af De vestindiske Øer (Dansk). Geografforlaget. Besøgt 5. september 2007.

[BU_16-147] 147,0 ^147,1 Børgesen og Uldall, s. 16

[148] Børgesen og Ulldal, s. 17-21

[149] Børgesen og Uldall, s. 45

[150] Børgesen og Uldall, s. 11

[BU_5-151] 151,0 ^151,1 Børgesen og Uldall, s. 5

[152] Børgesen og Uldall, s. 13

[153] Census, s. 41; Sveistrup (1942), s. 79

[154] Børgesen og Ulldal, s. 21f

[autogeneret2-155] 155,0 ^155,1 Census, s. 41; Sveistrup (1942), s. 80

[156] Børgesen og Ulldal, s. 22

[157] Sebro, Louise: Mellem afrikaner og kreol. Lunds Universitet, 2010

[158] ttp://www.jewishvirginislands.com/templates/articlecco_cdo/aid/291284/jewish/Jewish-History-on-Island.htm

[SurtSødt.dk-159] 159,0 ^159,1 ^159,2 "Begivenheder 1733" (SurtSødt.dk)

[160] Sieg, Frovin: Siegs seddelkatalog Danmark 1695-1997. Pilegaards Forlag, (1997) s. 151 ff.

[Kor_539-161] 161,0 ^161,1 Kornerup, s. 539

[162] Signe Lund & Steen Uffe Tommerup, "Dansk Vestindien - en praktisk rejseguide", Forlaget Estu, København 2012, s. 98.

[1]

[2]

[3]

[4]

[5]

[6]

[7]

[8]

[9]

[10]

[11]

[12]

[13]

[14]

[15]

[16]

[17]

[18]

[19]

[20]

[21]

[22]

[23]

[24]

[25]

[26]

[27]

[28]

[29]

[30]

[31]

[32]

[33]

[34]

[35]

[36]

[37]

[38]

[39]

[40]

[41]

[42]

[43]

[44]

[45]

[46]

[47]

[48]

[49]

[50]

[51]

[52]

[53]

[54]

[55]

[56]

[57]

[58]

[59]

[60]

[61]

[62]

[63]

[64]

[65]

[66]

[67]

[68]

[69]

[70]

[71]

[72]

[73]

[74]

[75]

[76]

[77]

[78]

[79]

[80]

[81]

[82]

[83]

[84]

[85]

[86]

[87]

[88]

[89]

[90]

[91]

[92]

[93]

[94]

[95]

[96]

[97]

[98]

[99]

[100]