Dannebrogs historie

Fra Wikibooks, den frie samling af lærebøger
Spring til navigation Spring til søgning

Dannebrogs historie[redigér]

Oprindelsen[redigér]

Det berømte maleri af Christian August Lorentzen fra 1809 af begivenhederne i 1219.

Ifølge overleveringen, der findes uafhængigt af hinanden hos dels forfatteren af Danske Krønike fra 1520-erne Christiern Pedersen[1], dels munken Peder Olsen (Petrus Olai) fra Gråbrødreklostret i Roskilde, dels historikeren Arild Huitfeldt[2], faldt Dannebrog ned fra himlen under slaget ved Lyndanisse (i dag Tallinn i Estland) den 15. juni 1219, senere kendt og markeret som Valdemarsdag. Der er imidlertid usikkerhed om tid og sted er korrekte[3]. Det skyldes, at både Christiern Pedersen og Peder Olsen oplyser, at begivenheden fandt sted i året 1208 i Livland på et sted, som kaldes Fellin (Viljandi) i nutidens Estland. Fremstillingen hos Peder Olsen, der findes i en samling notater, Collectanea, til Danmarks historie og menes at være skrevet omkring 1527 men stammer fra en ældre kilde, hvis alder er ukendt[4], er den mest oplysende og lyder i sin helhed:

"MCCXIX[5]. Valdemar II angreb Estland, en provins i Livland, fra søen med 1500 krigsskibe og gjorde landgang, og efter mange kampe omvendte han det overvundne land til Kristus og lod folket døbe. Han førte præster dertil fra Danmark og byggede Reval, der nu er en vigtig by og særdeles udmærket og kendt. Heraf kommer det, at kirken i Reval lige til denne dag er forblevet under Danmarks ærkebiskop i Lund, skønt den verdslige magt i tidens løb er gået over til den tyske ordens brødre i nævnte provins. Da nu kong Valdemar var gået i land med hæren i Estland, sagde biskoppen i Århus til ham, da han blev forskrækket over hedningernes mængde, at han skulle love, at han, såfremt han vandt sejr, ville forbedre sig over for sine undersåtter og den hellige Niels i Århus, hvis offergaver han havde tilegnet sig. Det samme råd fik han af den ærværdige Anders, ærkebiskop i Lund, en mand af forunderlig enfold og uskyld, der såvel i live som efter sin død vandt ry ved mange mirakler. Kongen gav dem ret, afgav løftet og fik sejr. Ærkebiskoppen kaldte så stormændene sammen og lod dem love, at svende på tolv år og der over stedse skulle fejre dagen før den hellige Laurentius' fest med faste på brød og vand, hvis de fik sejr. Efter at de så havde påkaldt de hellige Laurentius og Niels, blev slaget begyndt på Vitus' og Modestus' dag. Ærkebiskoppen, der sammen med lydbisper og andre gejstlige fra et bjerg så ud over begge hære, bad nu under tårer for de kristne som en anden Moses med hænderne løftede mod himlen. Når han løftede hænderne i bøn, sejrede danskerne; men når han af træthed lod de gamle hænder synke ned, blev danskerne slået. Men biskopperne og præsterne understøttede den gamle mand. Og således blev den sejrende konge et andet menneske, lod Kristi lære forkynde og kirker bygge dér; siden hen styrede han landene med mildhed og retfærdighed, skrev love og ærede den hellige Niels.
Et andet sted står der, at da de rettroende danske på denne Valdemar II's tid i det Herrens år 1208 kæmpede i Livland på det sted, som kaldes Fellin, mod de vantro livlændere og allerede næsten overvundne fromt anråbte om guddommelig hjælp, modtog de straks som belønning et banner, der faldt ned fra himlen, og som var mærket med et hvidt kors, påtrykt en ulddug, og de hørte en røst fra himlen, at når det blev løftet højt til vejrs, ville de straks knuse deres modstandere og vinde fuldstændig sejr; og således skete det. Men det banner plejer med sit sædvanlige navn at kaldes Danebroge. (Denne sejr menes at være den, som danskerne vandt i Estland, og som allerede er omtalt for nylig; men der er fejl i årstallet etc. - Ligeledes har jeg et andet sted fundet, at kong Valdemar og ærkebiskop Anders gjorde et tog til Estland i 1220)."[6]

Det er naturligvis usikkert, hvad der egentlig skete under slaget ved Lyndanisse eller slaget ved Fellin, da overleveringen først er nedskrevet 300 år efter begivenhederne skulle have fundet sted [3]. Historikerne har derfor forsøgt at finde den historiske begivenhed bag ved traditionen. Man kan således fastslå, at Peder Olsens fremstilling har hentet sine bestanddele flere steder, og at de oprindelig ikke har udgjort en helhed. Herom kan siges følgende:

  1. Det indledende afsnit om slaget ved Reval (Tallinn) svarer til fremstillingen i Rydårbogen og i Jyske Krønike og kan være hentet fra disse kilder.[7]
  2. Afsnittet om den hellige Niels i Århus kan stamme fra en bog om Niels, men findes ikke i hans vita. Det tyder ikke på, at historien har en historisk baggrund. Snarere er den tilkommet efter, at Niels blev helgen, formentlig i midten af det 14. århundrede.[8]
  3. Afsnittet om Laurentius-fasten er helt malplaceret. Sankt Laurentius' dag er den 10. august, mens slaget fandt sted på Vitus' og Modestus' dag den 15. juni. Saxo omtaler et slag ved Ljutka (lütjenburg), der fandt sted på Laurentius' dag, og formentlig er indskuddet hentet herfra.[9]
  4. Historien om ærkebispens oprakte hænder er hentet fra 2. Mosebog (17, 9ff).[9]
  5. Historien om det nedfaldne flag er uden direkte forbillede. Fra Portugal (hvorfra dronning Berengaria stammer) findes en tradition fra 1217 om et jærtegn i form af et kors på himlen til tegn på portugisernes sejr over maurerne i kampen ved Alcazar.[10] Det betyder, at der findes en tradition næsten samtidig med den danske, hvilket styrker en tidsfæstelse til begyndelsen af 1200-tallet. Skønt der er forskelle (intet flag i Portugal), kan begivenheden i Portugal være blevet kendt også i Danmark og have styrket den danske tradition, men der er intet bevis for en direkte forbindelse.[11]

Med hensyn til selve dateringen af Dannebrogs fald fra himlen er det nutidens historikeres opfattelse, at når to kilder uafhængigt af hinanden daterer begivenheden til et andet sted og en anden tid end nutidens tradition siger, så må nutidens tradition anses som fejlagtig og den ældste tradition som den rigtige med hensyn til tid og sted.[12] På lignende måde som bidragene om den hellige Niels og om Anders Sunesens løftede hænder er tilføjede den oprindelige fremstilling, så menes traditionen om Dannebrog overført fra det mindre betydningsfulde slag i 1208 til det vigtigere slag i 1219, der indledte den danske besættelse af det nordlige Estland som led i opbygningen af myten om netop dette slag.[9]

Endelig bør det nævnes, at traditionen blev nedskrevet kort tid efter, at danskerne havde mistet det originale Dannebrog under togtet til Ditmarsken i 1500. Det menes, at flaget var taget med, fordi man på grund af traditionen mente, at det ville bringe sejr.[13]

Spørgsmålet er, om flaget kunne være ældre. Enkelte forskere mener, at der har været en forløber for Dannebrog: De mener, at danske konger brugte et rødt flag med to ravne i sort, når de drog i krig. Kong Knud 2. den Store skulle have ført en ravnefane i slaget ved Ashington i Essex i 1016 [14]. Men det vides ikke, om den fane generelt blev brugt af den danske kongeslægt. På Bayeux-tapetet fra omkring 1068 fører bagtroppen et rødt flag med et hvidt kors, muligvis danske slægtninge til Vilhelm Erobreren, der i front fører Sankt Georgskorset i slaget ved Hastings i 1066. Ioannis Skylitzis Krønike fra Biblioteca Nacional, Madrid, viser væringer fra Miklagård omkring år 1100 med et rødt flag med et hvidt kors. Mønter, der viser et korsbanner, blev slået allerede under Valdemar den Store[15], men disse fortilfælde er ikke overbevisende. Som mulig ophavssted og -mulighed har man peget på, at banneret kunne stamme fra Johanniterordenen eller være et korsbanner givet af paven, men disse og andre muligheder er blevet tilbageviste af historikerne.[16] [17] [18]

Myten om Johanniterordenen[redigér]

Historikere i det 19. og 20. århundrede brød sig ikke om det himmelfaldne flag og søgte mere jordnære forklaringer. Især søgte man efter forbilleder for Dannebrog. Især hæftede man sig ved Johanniterordenen som en mulig kilde, da denne orden blandt andet havde et våben, som mindede om Dannebrog. En række mulige forbindelser har været foreslået.

Man har peget på, at Valdemar Atterdag besøgte den hellige grav i påsken 1347 og her blev slået til ridder af hertug Erik af Sachsen.[19] Kong Valdemar stiftede et Sankt Hanskloster på Dueholm viet til Marie Magdalene på hvis festdag, han fik ridderslaget.[20] Yderligere oplyser Thomas Bartholin i sin bog om Dannebrogsordenen, at Valdemar på gamle tapeter på Københavns Slot var fremstillet med et hvidt ordenskors. Da korset første gang kendes fra et brev fra år 1356 og kongenavnet Valdemar er fælles, måtte en forbindelse anses som mulig.[20] Senere forskning har imidlertid vist, at Thomas Bartholins fremstilling bygger på et forfalsket kobberstik, hvorved denne del af beviset falder sammen.[21] Ydermere har det vist sig, at ingen dansk konge har søgt sit gravsted hos Sankt Hansordenen, og der findes ingen optegnelser til støtte for en forbindelse.[22] Denne forklaring må således afvises, da der ingen forbindelse findes mellem Sankt Hanshuse, deres velgørere og Johanniterordenen.[23]

Man har også tænkt sig, at Johanniterordenens symboler skulle være overtaget skridt for skridt i dansk tradition, men imod dette taler, at der findes en specifik tradition for flagets oprindelse, som ikke kan afvises.[24] Tilbage er kun den mulighed, at flagets oprindelse med al sandsynlighed på den ene eller anden måde har forbindelse til et korstog til Estland.[25]

Den eneste samtidige kilde er Henrik af Livlands krønike, der imidlertid er stærkt tendensiøs: han forsøgte at nedgøre ethvert dansk bidrag til kristningen af Baltikum[26], ja endog at gøre dansk tilstedeværelse til utidig indblanding[27] og bestrider endda, at Valdemar skulle have været på korstog.[28] Således fremstilles han i 1219 som værende på besøg for at besigtige byggeriet af en ny borg, ikke som erobrer.[29] Esterne angreb for at stoppe opførelsen af borgen, men blev selv angrebet af vendiske hjælpetropper, som var kommet sammen med danskerne. Dannebrog omtales ikke.[30]

A. D. Jørgensen har forsøgsvis opstillet den hypotese, at esterne angreb biskop Theodoriks telt, fordi der foran var et banner, som opfattedes som hovedbanneret (= kongens banner). Han stiller spørgsmålet, om Theodorik kan forbindes med Johanniterordenen.[31] Theodoriks oprindelse er ukendt, men han optræder som missionær både hos liverne og esterne i forskellige opisoder med sagnagtige træk.[32] Han blev sendt til pavestolen, hvor han den 15. april 1201 fik en bulle af pave Innocens, der opfordrede alle kristne i Vendland og Saxland til at drage til Livland.[33] Theodorik forsøgte at få anerkendt Baltikum som sit bispedømme, men stødte på vanskeligheder. Derfor skal han have sluttet sig til den danske konge, idet paven havde givet biskop Anders Sunesen en bulle på at indvie en biskop i Estland.[34] Da Tempelridderne på daværende tidspunkt havde et rødt kors på hvid baggrund som sit mærke, måtte et dansk korstog ske under et andet mærke, og han har så "lånt" Sankt Hansbrødrenes korsbanner.[35] Det skulle således være dette banner, der var opsat foran hans telt, og som slaget med esterne derfor kom til at stå om.[36] Theodorik døde under slaget, og efter slaget måtte omstændighederne omkring fanens oprindelse og betydning have været uklar[36], da det fuldstændig adskilte sig fra kongens banner: løverne og hjerterne. "Saa sagde man, at det var kommet ned fra Himlen midt i Slagets trængsel".[37] Problemet med denne hypotese er, at den på intet punkt finder støtte i kilderne[36], og A.D. Jørgensen understregede, at den kun var en hypotese, som fornyede studier måtte styrke eller svække,[38] og at "kun derom er alle enige, at Savojens Kors er lig Johanniternes, og det samme er Tilfældet med vort Danebroge."[39] I og med, at flagets oprindelse nu henlægges til en anden begivenhed, slaget i 1208, må grundlaget for denne konstruktion være bortfaldet. De nærmere omstændigheder omkring flagets oprindelse er fortsat ukendte.

Kendt siden 1300-tallet[redigér]

Dannebrog gengivet i "Armorial Gelre".

Historisk kendes Dannebrog siden 1300-tallet. Dannebrog er således bevidnet af den hollandske herold Gelre (1334-1375), der i værket "Armorial Gelre" blandt andet gengiver et våben for "die coninc van danmarke" visende rigsvåbenet med 3 leoparder forbundet med en gylden hjelm med hermelinsklædte og påfuglebesatte vesselhorn samt et kvadratisk Dannebrogsflag.[2][40] Ligeledes i Bellenville-våbenbogen 1380-90 findes et skjold med et kors med navnet Denenbroce over. Fra denne tid må både flagets navn og udseende derfor regnes som værende fastslåede kendsgerninger. Således er både flaget og navnet dokumenteret senest fra Valdemar Atterdags tid og kan stamme fra de estiske korstog blot 150 år før eller tidligere.

Erik af Pommern[redigér]

Det danske korsflag kendes brugt af Erik af Pommern og symboliserede da Lübecks våben, fordi han ønskede, at han var herre over denne by. Lübecks gamle våben var et hvidt kors på en rød baggrund, dannet som en modsætning til den tysk-romerske kejsers hvide flag med et rødt kors, et flag som stammede fra Romerriget, og som er bevaret i det engelske flag. Erik af Pommern indførte dannebrogskorset i sit segl, og siden har det indgået i alle danske rigsvåbener.

Dannebrog blev oprindeligt opbevaret sammen med rigets øvrige klenodier, i Folen, det faste tårn på Kalundborg Slot.[41]

Togtet til Ditmarsken[redigér]

Under krigen i Ditmarsken i 1500 var et Dannebrogsflag, der efter sigende var det originale fra 1219, med. Under slaget ved Hemmingstedt blev det ført af marsk Hans von Ahlefeldt[42]. Han faldt imidlertid under slaget, og flaget blev erobret af ditmarskerne. Det blev ophængt i kirken i Wöhrden[43], og blev først generobret i 1559[44] – da næsten ødelagt af fugtighed og ælde – og ophængt i Slesvig kirke, hvor det endeligt gik til engang i 1660'erne[45].

I borgerkrigen Grevens fejde anvendte den ene part et stribet flag; blåt, gult og rødt i rigsvåbnets farver, og den anden part, den sejrende, brugte et rødt-hvidt korsflag, med fire lige lange arme.

Nyere tid[redigér]

Siden 1500-tallet har Dannebrog angivet danske skibes nationalitet, og i 1600- og begyndelsen af 1700-tallet indgik et Dannebrogsfelt i hærens faner.[46] Indtil 1743 brugte man et sort-hvidt korsflag som sørgeflag, derefter blev det besluttet at flage på halvt i stedet for[47]. 1785 blev Dannebrog genindført som fane for nogle danske regimenter, i 1801 blev det fane for landeværnet.[46]

I 1807 digtede B.S. Ingemann:

"Vift højt på Kodans bølge
blodrøde Dannebrog
"

og i de følgende årtier skrev flere danske digtere, N.F.S. Grundtvig, Oehlenschläger, Chr. Winther, H.C. Andersen, digte om Dannebrog.[46] I 1830-erne og 1840-erne udviklede Dannebrog sig til et folkeflag. I 1842 blev det regimentsfane i hele hæren.[48]

Lovgivning[redigér]

Der blev indført flagforbud for borgere i 1834.

Først i 1854 fik almindelige danske borgere ret til at hejse Dannebrog (dog ikke splitflag).[49]

Noter[redigér]

  1. formuleringen omtalt under et korstog i 1208 til "Estland, Pryssland, Kurland og Finland" lyder:
    "somme mene og sige at samme kong Valdemar skulle fange Dannebrog ned af himlen samme tid, som er et hvidt kors i et rødt felt", jvf. Lind, s. 24.
  2. 2,0 2,1 Lind, s. 23
  3. 3,0 3,1 Dannebrog af Hans Christian Bjerg, s.12, ISBN 87-7739-906-4.
  4. Kock, s. 34
  5. 1219
  6. her gengivet efter Kock, s. 34f
  7. Kock, s. 35
  8. Kock, s. 35f
  9. 9,0 9,1 9,2 Kock, s. 36
  10. Kock, s. 37
  11. Kock, s. 42
  12. Lind, s. 26
  13. Jørgensen (1875), s. 417
  14. Flagets historie
  15. Lind, s. 21
  16. Jørgensen (1875), s. 426-429 for Johanniterordenens vedkommende, s. 431-432 for pavens vedkommende
  17. Jørgensen (1887), s. 149-153
  18. Lind, s. 25
  19. Jørgensen (1875), s. 426
  20. 20,0 20,1 Jørgensen (1875), s. 427
  21. Jørgensen (1875), s. 429
  22. Jørgensen (1875), s. 430
  23. Jørgensen (1875), s. 431
  24. Jørgensen (1875), s. 434-437
  25. Jørgensen (1875), s. 437
  26. Jørgensen (1875), s. 439
  27. Jørgensen (1875), s. 441
  28. Jørgensen (1875), s. 442
  29. Jørgensen (1875), s. 445f
  30. Jørgensen (1875), s. 447
  31. Jørgensen (1875), s. 448
  32. Jørgensen (1875), s. 449
  33. Jørgensen (1875), s. 450
  34. Jørgensen (1875), s. 456
  35. Jørgensen (1875), s. 457
  36. 36,0 36,1 36,2 Jørgensen (1875), s. 458
  37. Jørgensen (1875), s. 457
  38. Jørgensen (1887), s. 150
  39. Jørgensen (1887), s. 153
  40. Gelre Folio 55v
  41. Jørgensen (1887), s. 168
  42. oplysningen findes hos den kongelige historiograf Hans Svanning, der i 1558-59 skrev en fremstilling af kong Hans' historie og heri bringer oplysningen, at
    "rigets banner, delt af hvidt og rødt i form af et kors, og nedfalden fra himlen til kong Valdemar II, som der fortælles, da han førte krig mod Livlænderne, som dengang var kristendommens fjender", her gik tabt. Det er sikkert fra Svanning, at Huitfeldt har hentet samme oplysning, jvf. Jørgensen (1887), s. 169.
  43. oplysningen skyldes præsten og historikeren Johan Neocorus, der afsluttede sin krønike i 1598 og hvis fader havde været degn i Wöhrden i 20 år, da han døde i 1580, jvf Jørgensen (1887), s. 178f
  44. Uafhængigt af Svanning fortæller Johan Rantzov i sin omtale af dette sidste togt til Ditmarsken, at der blandt de tilbageerobrede faner også var:
    "et stykke af det banner, som man siger til sin tid ved et mirakel blev givet en dansk konge imod russerne og som fordum kong Hans havde taget med i håb om derved at stride heldigt imod Ditmarskerne.", jvf. Jørgensen (1887), s. 170f
  45. kilden hertil er Hans de Hofman, som i 7. del af "Den danske Atlas" fra 1781 s. 605 oplyser om koret i Slesvig domkirke, at:
    "I dette kor hængte den berømte danske fane Danebrog... og var at se, indtil den ved 1660 af alder og forrådnelse aldeles forfaldt, da nogle børn ved deres leg nedrev den af loftet og ingen bekymrede sig om at samle dens levninger." Men fra omtrent samme tid stammer en oplysning i et tysk værk, at fanen havde hængt i Nikolaikirken i Kiel, jvf Jørgensen (1887), s. 182. Jørgensen tillægger dog oplysningen om Slesvig domkirke størst troværdighed, jvf samme. s. 185f
  46. 46,0 46,1 46,2 Achen, s. 108
  47. Danish Mourning Flag (until 1743)
  48. Achen, s. 109
  49. Cirkulærer om ophævelse af forbuddet mod flagning i kanceli cirkulære af 7. januar 1834. – retsinformation.dk

Litteratur[redigér]

Eksterne henvisninger[redigér]