Dannebrogs historie

Traditionen om Dannebrogs oprindelse er velkendt. Det ligger nær at stille 3 spørgsmål:

1. er tidsfæstelsen korrekt?
2. er stedfæstelsen korrekt?
3. er begivenhedsforløbet korrekt?

Svaret på det første spørgsmål er: ja, den oprindelige tidsfæstelse er korrekt. Denne tidsfæstelse passer nøje med det begivenhedsforløb, som vi ellers kender. Svaret på det andet spørgsmål er: ja, den oprindelige stedfæstelse er korrekt. Denne stedfæstelse passer med og bekræfter de forhold, som vi ellers kender. Svaret på det tredie spørgsmål er: ja, flaget kan forbindes med en bestemt begivenhed. Der er enkeltheder i forløbet, som det ikke længere er muligt at efterkontrollere. Der kan her være grund til at skelne mellem det oplevede forløb og det faktiske forløb. Traditionen er baseret på det oplevede forløb således, som dette siden blev husket.

Dannebrogs historie

Dannebrogs historie falder i tre dele: oprindelsen, de begivenheder under hvilke oprindelsen er blevet nedskrevet og flagets senere historie.

Oprindelsen

Det berømte maleri af Christian August Lorentzen fra 1809 af begivenhederne i 1219.

Ifølge overleveringen, der findes uafhængigt af hinanden hos dels forfatteren af Danske Krønike fra 1520-erne Christiern Pedersen, dels munken Peder Olsen (Petrus Olai) fra Gråbrødreklostret i Roskilde, dels historikeren Arild Huitfeldt, faldt Dannebrog ned fra himlen under slaget ved Lyndanisse (i dag Tallinn i Estland) den 15. juni 1219, senere kendt og markeret som Valdemarsdag. Der er imidlertid usikkerhed om tid og sted er korrekte. Det skyldes, at både Christiern Pedersen og Peder Olsen oplyser, at begivenheden fandt sted i året 1208 i Livland på et sted, som kaldes Fellin (Viljandi) i nutidens Estland. Fremstillingen hos Peder Olsen, der findes i en samling notater, Collectanea, til Danmarks historie og menes at være skrevet omkring 1527 men stammer fra en ældre kilde, hvis alder er ukendt, er den mest oplysende og lyder i sin helhed:

"MCCXIX. Valdemar II angreb Estland, en provins i Livland, fra søen med 1500 krigsskibe og gjorde landgang, og efter mange kampe omvendte han det overvundne land til Kristus og lod folket døbe. Han førte præster dertil fra Danmark og byggede Reval, der nu er en vigtig by og særdeles udmærket og kendt. Heraf kommer det, at kirken i Reval lige til denne dag er forblevet under Danmarks ærkebiskop i Lund, skønt den verdslige magt i tidens løb er gået over til den tyske ordens brødre i nævnte provins. Da nu kong Valdemar var gået i land med hæren i Estland, sagde biskoppen i Århus til ham, da han blev forskrækket over hedningernes mængde, at han skulle love, at han, såfremt han vandt sejr, ville forbedre sig over for sine undersåtter og den hellige Niels i Århus, hvis offergaver han havde tilegnet sig. Det samme råd fik han af den ærværdige Anders, ærkebiskop i Lund, en mand af forunderlig enfold og uskyld, der såvel i live som efter sin død vandt ry ved mange mirakler. Kongen gav dem ret, afgav løftet og fik sejr. Ærkebiskoppen kaldte så stormændene sammen og lod dem love, at svende på tolv år og der over stedse skulle fejre dagen før den hellige Laurentius' fest med faste på brød og vand, hvis de fik sejr. Efter at de så havde påkaldt de hellige Laurentius og Niels, blev slaget begyndt på Vitus' og Modestus' dag. Ærkebiskoppen, der sammen med lydbisper og andre gejstlige fra et bjerg så ud over begge hære, bad nu under tårer for de kristne som en anden Moses med hænderne løftede mod himlen. Når han løftede hænderne i bøn, sejrede danskerne; men når han af træthed lod de gamle hænder synke ned, blev danskerne slået. Men biskopperne og præsterne understøttede den gamle mand. Og således blev den sejrende konge et andet menneske, lod Kristi lære forkynde og kirker bygge dér; siden hen styrede han landene med mildhed og retfærdighed, skrev love og ærede den hellige Niels.

Et andet sted står der, at da de rettroende danske på denne Valdemar II's tid i det Herrens år 1208 kæmpede i Livland på det sted, som kaldes Fellin, mod de vantro livlændere og allerede næsten overvundne fromt anråbte om guddommelig hjælp, modtog de straks som belønning et banner, der faldt ned fra himlen, og som var mærket med et hvidt kors, påtrykt en ulddug, og de hørte en røst fra himlen, at når det blev løftet højt til vejrs, ville de straks knuse deres modstandere og vinde fuldstændig sejr; og således skete det. Men det banner plejer med sit sædvanlige navn at kaldes Danebroge. (Denne sejr menes at være den, som danskerne vandt i Estland, og som allerede er omtalt for nylig; men der er fejl i årstallet etc. - Ligeledes har jeg et andet sted fundet, at kong Valdemar og ærkebiskop Anders gjorde et tog til Estland i 1220)."

Det er naturligvis usikkert, hvad der egentlig skete under slaget ved Lyndanisse eller slaget ved Fellin, da overleveringen først er nedskrevet 300 år efter begivenhederne skulle have fundet sted . Historikerne har derfor forsøgt at finde den historiske begivenhed bag ved traditionen. Man kan således fastslå, at Peder Olsens fremstilling har hentet sine bestanddele flere steder, og at de oprindelig ikke har udgjort en helhed. Herom kan siges følgende:

1. Det indledende afsnit om slaget ved Reval (Tallinn) svarer til fremstillingen i Rydårbogen og i Jyske Krønike og kan være hentet fra disse kilder.
2. Afsnittet om den hellige Niels i Århus kan stamme fra en bog om Niels, men findes ikke i hans vita. Det tyder ikke på, at historien har en historisk baggrund. Snarere er den tilkommet efter, at Niels blev helgen, formentlig i midten af det 14. århundrede.
3. Afsnittet om Laurentius-fasten er helt malplaceret. Sankt Laurentius' dag er den 10. august, mens slaget fandt sted på Vitus' og Modestus' dag den 15. juni. Saxo omtaler et slag ved Ljutka (Lütjenburg), der fandt sted på Laurentius' dag, og formentlig er indskuddet hentet herfra.
4. Historien om ærkebispens oprakte hænder er hentet fra 2. Mosebog (17, 9ff).
5. Historien om det nedfaldne flag er uden direkte forbillede. Fra Portugal (hvorfra dronning Berengaria stammer) findes en tradition fra 1217 om et jærtegn i form af et kors på himlen til tegn på portugisernes sejr over maurerne i kampen ved Alcazar. Det betyder, at der findes en tradition næsten samtidig med den danske, hvilket styrker en tidsfæstelse til begyndelsen af 1200-tallet. Skønt der er forskelle (intet flag i Portugal), kan begivenheden i Portugal være blevet kendt også i Danmark og have styrket den danske tradition, men der er intet bevis for en direkte forbindelse.

Med hensyn til selve dateringen af Dannebrogs fald fra himlen er det nutidens historikeres opfattelse, at når to kilder uafhængigt af hinanden daterer begivenheden til et andet sted og en anden tid end nutidens tradition siger, så må nutidens tradition anses som fejlagtig og den ældste tradition som den rigtige med hensyn til tid og sted. Dette kan også forklare, hvorfor der ingen omtale af Dannebrog er i den samtidige skildring i Henrik af Livlands krønike. På lignende måde som bidragene om den hellige Niels og om Anders Sunesens løftede hænder er tilføjede den oprindelige fremstilling, så menes traditionen om Dannebrog at være overført fra det mindre betydningsfulde slag i 1208 til det vigtigere slag i 1219, der indledte den danske besættelse af det nordlige Estland som led i opbygningen af myten om netop dette slag.

Endelig bør det nævnes, at traditionen blev nedskrevet kort tid efter, at danskerne havde mistet det originale Dannebrog under togtet til Ditmarsken i 1500. Det menes, at flaget var taget med, netop fordi man på grund af traditionen mente, at det ville bringe sejr.

Spørgsmålet er, om flaget kunne være ældre. Enkelte forskere mener, at der har været en forløber for Dannebrog: De mener, at danske konger brugte et rødt flag med to ravne i sort, når de drog i krig. Kong Knud den Store skulle have ført en ravnefane i slaget ved Ashington i Essex i 1016 . Men det vides ikke, om den fane generelt blev brugt af den danske kongeslægt. På Bayeux-tapetet fra omkring 1068 fører bagtroppen et rødt flag med et hvidt kors, muligvis danske slægtninge til Vilhelm Erobreren, der i front fører Sankt Georgskorset i slaget ved Hastings i 1066. Ioannis Skylitzis Krønike fra Biblioteca Nacional, Madrid, viser væringer fra Miklagård omkring år 1100 med et rødt flag med et hvidt kors. Mønter, der viser et korsbanner, blev slået allerede under Valdemar den Store, men disse fortilfælde er ikke overbevisende. Som mulig ophavssted og -mulighed har man peget på, at banneret kunne stamme fra Johanniterordenen eller være et korsbanner givet af paven, men disse og andre muligheder er blevet tilbageviste af historikerne.

Myten om Johanniterordenen

Historikere i det 19. og 20. århundrede brød sig ikke om det himmelfaldne flag og søgte mere jordnære forklaringer. Især søgte man efter forbilleder for Dannebrog. Især hæftede man sig ved Johanniterordenen som en mulig kilde, da denne orden blandt andet havde et våben, som mindede om Dannebrog. En række mulige forbindelser har været foreslået.

Man har peget på, at Valdemar Atterdag besøgte den hellige grav i påsken 1347 og her blev slået til ridder af hertug Erik af Sachsen. Kong Valdemar stiftede et Sankt Hanskloster på Dueholm viet til Marie Magdalene på hvis festdag, han fik ridderslaget. Yderligere oplyser Thomas Bartholin i sin bog om Dannebrogsordenen, at Valdemar på gamle tapeter på Københavns Slot var fremstillet med et hvidt ordenskors. Da korset første gang kendes fra et brev fra år 1356 og kongenavnet Valdemar er fælles, måtte en forbindelse anses som mulig. Senere forskning har imidlertid vist, at Thomas Bartholins fremstilling bygger på et forfalsket kobberstik, hvorved denne del af beviset falder sammen. Ydermere har det vist sig, at ingen dansk konge har søgt sit gravsted hos Sankt Hansordenen, og der findes ingen optegnelser til støtte for en forbindelse. Denne forklaring må således afvises, da der ingen forbindelse findes mellem Sankt Hanshuse, deres velgørere og Johanniterordenen.

Man har også tænkt sig, at Johanniterordenens symboler skulle være overtaget skridt for skridt i dansk tradition, men imod dette taler, at der findes en specifik tradition for flagets oprindelse, som ikke kan afvises. Tilbage er kun den mulighed, at flagets oprindelse med al sandsynlighed på den ene eller anden måde har forbindelse til et korstog til Estland.

Den eneste samtidige kilde er Henrik af Livlands krønike, der imidlertid er stærkt tendensiøs: han forsøgte at nedgøre ethvert dansk bidrag til kristningen af Baltikum, ja endog at gøre dansk tilstedeværelse til utidig indblanding og bestrider endda, at Valdemar skulle have været på korstog. Således fremstilles han i 1219 som værende på besøg for at besigtige byggeriet af en ny borg, ikke som erobrer. Esterne angreb for at stoppe opførelsen af borgen, men blev selv angrebet af vendiske hjælpetropper, som var kommet sammen med danskerne. Dannebrog omtales ikke. Tydeligvis er der tale om en andenhånds beretning baseret på rygter, ikke om et øjenvidne til begivenhederne.

A. D. Jørgensen har forsøgsvis opstillet den hypotese, at esterne angreb biskop Theodoriks telt, fordi der foran var et banner, som opfattedes som hovedbanneret (= kongens banner). Han stiller spørgsmålet, om Theodorik kan forbindes med Johanniterordenen. Theodoriks oprindelse er ukendt, men han optræder som missionær både hos liverne og esterne i forskellige opisoder med sagnagtige træk. Han blev sendt til pavestolen, hvor han den 15. april 1201 fik en bulle af pave Innocens, der opfordrede alle kristne i Vendland og Saxland til at drage til Livland. Theodorik forsøgte at få anerkendt Baltikum som sit bispedømme, men stødte på vanskeligheder. Derfor skal han have sluttet sig til den danske konge, idet paven havde givet biskop Anders Sunesen en bulle på at indvie en biskop i Estland. Da Tempelridderne på daværende tidspunkt havde et rødt kors på hvid baggrund som sit mærke, måtte et dansk korstog ske under et andet mærke, og han har så "lånt" Sankt Hansbrødrenes korsbanner. Det skulle således være dette banner, der var opsat foran hans telt, og som slaget med esterne derfor kom til at stå om. Theodorik døde under slaget, og efter slaget måtte omstændighederne omkring fanens oprindelse og betydning have været uklar, da det fuldstændig adskilte sig fra kongens banner: løverne og hjerterne. "Saa sagde man, at det var kommet ned fra Himlen midt i Slagets trængsel". Problemet med denne hypotese er, at den på intet punkt finder støtte i kilderne, og A.D. Jørgensen understregede, at den kun var en hypotese, som fornyede studier måtte styrke eller svække, og at "kun derom er alle enige, at Savojens Kors er lig Johanniternes, og det samme er Tilfældet med vort Danebroge." I og med, at flagets oprindelse nu henlægges til en anden begivenhed, slaget i 1208, er grundlaget for hele denne konstruktion imidlertid bortfaldet. De nærmere omstændigheder omkring flagets oprindelse er fortsat ukendte.

Danske korstog til Estland i ny belysning

Omflytningen af begivenheden til et nyt år og et nyt sted stiller alle den danske korstog til Estland i et nyt lys og dermed også spørgsmålet om Dannebrogs oprindelse.

Først og fremmest kan der være grund til at pege på, at sagnet ikke har forbindelse med nogle af de øvrige kilder, som indgår i de ældste skriftlige overleveringer. Der er tale om en helt selvstændig og uafhængig tradition. Der kan ligeledes være grund til at påpege, at ingen kilde, dansk eller udenlandsk, forbinder Dannebrog med begivenhederne i 1219.

Dernæst må der være god grund til at fremhæve, at den danske korstogsvirksomhed er af betydelig ælde. De ældste omtaler, Rydårbogen og kongefortegnelsen i Lund Domkirkes Nekrologium, der tillægger Knud den Store en sådan virksomhed, antagelig hviler på misforståelser (måske en navneforveksling af Knud den Store og Knud den Hellige). Derimod er der fra tiden fra omkring 1070-1080 sikre efterretninger om danske korstog til Estland. Således oplyser Saxo, at Knud den Hellige i slutningen af Sven Estridsens regeringstid samlede landets ungdom og indlagde sig berømmelse ved sejre over sembere og estere. Jyske Krønike har gentaget Saxos udsagn. Vi kender ikke nærmere til denne og den senere tids korstog til disse egne, men forekomsten af danske stednavne ved Riga på holm (Stenholm, Langholm og Rigeholm), næs (om Kurlands forbjerge), sund og klint (om det nordlige Estlands bratte skrænter) tyder på forbindelser til dansk (eller svensk) område.

I 1170 indtraf der, ifølge Saxo, et angreb fra kurlandske og estiske sørøvere mod Øland, hvor angriberne først efter blodige kampe blev nedkæmpet af en dansk flåde under ledelse af Esbern Snare og Christopher, kong Valdemars uægte søn. Omtrent samtidig, efter Rygens erobring i 1169, optræder en biskop Fulco af Estland som medunderskriver på et brev herom, hvilket viser dels hans tilstedeværelse i Danmark, dels at Danmark havde missions- og korstogsvirksomhed rettet mod Estland på denne tid. Det vides, at ærkebiskop Eskil af Lund under sin landflygtighed til Frankrig havde kontakt til abbed Peter i klosteret Moutier-la-Celle, der anbefaler ham munken Fulco som missionær til Estland. Eskil lader ham bispevie, men vi kender ikke nærmere til hvornår og under hvilke omstændigheder, han er kommet til Danmark. Det er muligt, at Fulco har indledt en missionsvirksomhed omend næppe med den store fremgang.

Meget tyder på, at den danske korstogsvirksomhed i de følgende årtier var rettet imod Venden, som først nu kommer under endeligt dansk herredømme. Men i 1197 indledes et omfattende dansk korstog til Estland.

Atter afbrydes korstogsvirksomheden midlertidigt i forbindelse med, at Absalon dør 1201, kong Knud VI dør 1202 og Esbern Snare dør 1204 samt med Danmarks magtovertagelse i Holsten, der sker under betydelige kampe, men i 1205 søger kong Valdemar om tilladelse til at oprette et bispesæde i Estland, hvilket han får tilladelse til den 13. januar 1206. Et dansk korstog synes rettet imod Saremaa (Øsel), hvor der opføres en mindre borg, men uden tilstrækkeligt mandskab må man atter forlade øen; Anders Sunesøn drog herfra med biskop Nicolaus af Slesvig til Riga for vinteren.

1208 skal korstoget til det sydlige Estland være fundet sted. Det savnes imidlertid i omtalen i klosterårbøgerne, måske fordi der samme år foregik et katastrofalt krigstog til Sverige, som endte med nederlaget ved Lena den 31. januar, og som pådrog sig hele opmærksomheden. I de følgende år genoptages korstogene til Estland, således 1210, efter, at man havde sikret sig imod tyske udplyndringer i Danmark mens korstoget fandt sted. Men netop på dette tidspunkt indtræder en magtkamp om Estland og Livland mellem Sværdridderordenen på den ene side og biskoppen i Riga på den anden. Denne magtkamp fører til, at paven i stedet giver ærkebiskop Andreas Sunesen legatmyndighed i alt, hvad der angår mission i Baltikum. Den 4. april 1212 får ærkebispen et tilsagn som leder af missionsvirksomheden. Heri anvendes som begrundelse herfor blandt andet følgende: "Da du altså, optændt af iver for Kristendommen, mægtigt har arbejdet på at omvende de omboende hedninger fra vildfarelsen til sandheden, og endnu agter at arbejde, så mener vi, at vor befuldmægtigelse, for at du rigeligere og virkningsfuldere må kunne udføre det, bør overgives dig; og vi befaler vore brødre ærkebiskoppen af Uppsala og hans lydbiskopper og biskopper og de andre kirkers øvrige prælater i Danmark og Sverige ved denne vor skrivelse, at de skal være dig, der som pavestolens legat trofast arbejder på denne gerning, behjælpelig.." Det er sandsynligt, at den "mægtige" virksomhed, der henvises til, blandt andet har omfattet et korstog i 1208.

Konklusionen af dette forløb bliver: "Der kan saaledes ikke ud fra tidshistoriske Grunde rejses nogen Invending mod Danebrogssagnets Tidsfæstelse til 1208 og Stedfæstelsen til Fellin."

Men hvorledes så med selve overleveringen? Det står fast, at den ikke kan være "lånt" fra andre kilder. Det står også fast, at da Peder Olsen nedskriver begivenheden, forsøger han at få sit ellers ukendte korstog rettet til et kendt korstog. Men netop dette, at korstoget 1208 ellers er ukendt, taler for, at det har været en gammel overlevering om Dannebrog, som netop var knyttet til 1208 og til Fellin. Det må anses for usandsynligt, at et sådant sagn skulle være en senere tids konstruktion.

Tilbage bliver spørgsmålet om de historiske omstændigheder omkring flagets betydning i slaget. Det kunne tænkes, at der var tale om en pavelig fane. Men ingen overlevering taler om en sådan pavelig fane. Antagelsen er grundløs. En anden mulighed er, at det skulle være Johannitterne fane. Men det er usandsynligt, at paven vil have anvendt et banner, som allerede var i brug. Også denne antagelse må anses for grundløs. Endelig kunne der være tale om en biskoppelig fane. Hvis fanen ikke faldt oven fra, kunne det måske være en undsætningstrop, der kom til med den biskoppelige korsfane højt løftet i spidsen. For den sags skyld kunne fanen have hængt foran biskoppens telt, revet sig løs og af vinden være ført hen over hovedet på de kæmpende. I så fald var den bogstaveligt talt på det nærmeste "faldet fra himlen". Det er muligt, at det er synet af denne fane højt mod himlen, der gav de kæmpende det mod og den vilje, der skulle til for at vinde slaget. I begge tilfælde har der været tale om et under, noget uventet som siden er blevet husket af de deltagende. Det er tillige muligt, at fanen var med igen i 1219, og at det var denne ærkebispens korsfarerfane, som fejlagtigt fik esterne til at angribe ærkebispens telt i den tro, at det var kongens telt. Såfremt dette var tilfældet, bestyrker det yderligere flagets alder. Det ville være naturligt at medbringe samme korstogsfane på begge korstog, fordi de drejede sig om samme sag. Brugen af en korsfane er bevidnet allerede fra Valdemar den Stores tid, hvor den sandsynligvis symboliserer bispedømmet og ikke det danske rige. At danskerne netop havde et banner med kors som symbol er naturligt for et korstog. Den omstændighed, at Tallinns lille segl afspejler Dannebrog, samt at det ses over Strandporten, taler også for, at der er en særlig forbindelse mellem dette sted og denne fane. Måske er symbolet derved flyttet, fordi slaget 1219 markerer en slags afslutning på det foregående forløb.

Nok så vigtigt: forudsat, at Danmark forud for slaget i 1219 allerede havde udkæmpet slag i det sydlige Estland omkring et årti tidligere, bliver det lettere forståeligt, hvorfor kong Valdemar i 1218 kræver herredømmet over hele Estland, hvorfor han spærrer Lübecks havn for de tyske korsfarere i 1219 og 1220, hvorfor Anders Sunesøn erklærer hele Estland som tilhørende Danmark samt hvorfor hele Estland i 1221 i et forlig med biskop Adelbert tillægges Danmark. Der var hverken tale om en lunefuld udnyttelse af heldige omstændigheder fra dansk side eller om et dansk imperialistisk krav men derimod om at fuldende den virksomhed, som var begyndt årtier før og som skridt for skridt var blevet udstrakt til hele det estiske område.

Kendt siden 1300-tallet

Dannebrog gengivet i "Armorial Gelre".

Historisk kendes Dannebrog siden 1300-tallet. Dannebrog er således bevidnet af den hollandske herold Gelre (1334-1375), der i værket "Armorial Gelre" blandt andet gengiver et våben for "die coninc van danmarke" visende, rigsvåbenet med 3 leoparder forbundet med en gylden hjelm med hermelinsklædte og påfuglebesatte vesselhorn samt et kvadratisk Dannebrogsflag. Ligeledes i Bellenville-våbenbogen 1380-90 findes et skjold med et kors med navnet Denenbroce over. Fra denne tid må både flagets navn og udseende derfor regnes som værende fastslåede kendsgerninger. Således er både flaget og navnet dokumenteret senest fra Valdemar Atterdags tid og kan stamme fra de estiske korstog blot 150 år før eller tidligere.

Erik af Pommern

Det danske korsflag kendes brugt af Erik af Pommern og symboliserede da Lübecks våben, fordi han ønskede, at han var herre over denne by. Lübecks gamle våben var et hvidt kors på en rød baggrund, dannet som en modsætning til den tysk-romerske kejsers hvide flag med et rødt kors, et flag som stammede fra Romerriget, og som er bevaret i det engelske flag. Erik af Pommern indførte dannebrogskorset i sit segl, og siden har det indgået i alle danske rigsvåbener.

Dannebrog blev oprindeligt opbevaret sammen med rigets øvrige klenodier, i Folen, det faste tårn på Kalundborg Slot.

Togtet til Ditmarsken

Under krigen i Ditmarsken i år 1500 var et Dannebrogsflag, der efter sigende var det originale fra 1219, med. Under slaget ved Hemmingstedt blev det ført af marsk Hans von Ahlefeldt. Han faldt imidlertid under slaget, og flaget blev erobret af ditmarskerne. Det blev ophængt i kirken i Wöhrden, og blev først generobret i 1559 – da næsten ødelagt af fugtighed og ælde – og ophængt i Slesvig kirke, hvor det endeligt gik til engang i 1660'erne.

I borgerkrigen Grevens fejde anvendte den ene part et stribet flag; blåt, gult og rødt i rigsvåbnets farver, og den anden part, den sejrende, brugte et rødt-hvidt korsflag, med fire lige lange arme.

Nyere tid

Siden 1500-tallet har Dannebrog angivet danske skibes nationalitet, og i 1600- og begyndelsen af 1700-tallet indgik et Dannebrogsfelt i hærens faner. Indtil 1743 brugte man et sort-hvidt korsflag som sørgeflag, derefter blev det besluttet at flage på halvt i stedet for. 1785 blev Dannebrog genindført som fane for nogle danske regimenter, i 1801 blev det fane for landeværnet.

I 1807 digtede B.S. Ingemann:

"Vift højt på Kodans bølge
blodrøde Dannebrog"

og i de følgende årtier skrev flere danske digtere, N.F.S. Grundtvig, Oehlenschläger, Chr. Winther, H.C. Andersen, digte om Dannebrog. I 1830-erne og 1840-erne udviklede Dannebrog sig til et folkeflag. I 1842 blev det regimentsfane i hele hæren.

Lovgivning

Der blev indført flagforbud for borgere i 1834.

Først i 1854 fik almindelige danske borgere ret til at hejse Dannebrog (dog ikke splitflag).

Valdemarsdag den 15. juni blev indført i 1912 ved cirkulære Nr. 391 af 24. december 1912 for at markere Dannebrogs oprindelse, men som det fremgår, hviler det på en delvis misforståelse af traditionen.

Litteratur

• Sven Tito Achen: Heraldikkens femten glæder; København 1978; ISBN 87-12-00222-4
• John Lind: "Den faldt fra himlen ned" (Kronik i Skalk 2001, nr. 6, s. 20-27)

Eksterne henvisninger

• Salmonsens Konversationsleksikon, 2. udgave, bind V, s. 515-517; opslag: Dannebroge
• L.P. Fabricius: "Sagnet om Danebroge og de ældste Forbindelser med Estland" (Kirkehistoriske Samlinger, Sjette Række, Første Binds første Hefte, København 1933)
• Henning Henningsen: "Dannebrog og flagføring til søs" (Handels- og Søfartsmuseets årbog 1969, s. 7-81)
• A. D. Jørgensen: "Om Danebroges Oprindelse" (Historisk Tidsskrift, 4. række, Bind 5; 1875)
• A. D. Jørgensen: "Undersøgelser vedrørende Danebroge og det danske kongevåben" (Historisk Tidsskrift, 6. række, Bind 1; 1887)
• J. O. Kock: "Sagnet om Dannebrog" (Danske Studier 1951; s. 34-48)
• E. Løffler: "Bidrag til Bedømmelse af Danebrogs-Sagnets historiske Værd" (Historisk Tidsskrift, Bind 5. række, 2 (1880); s. 562-566)
• Flagets historie, i Dansk Marinehistorie af Johnny E. Balsved,
• Nordisk Flagselskab
• De Kongelige Flag på kongehuset.dk