Danmarkshistorien/De første mennesker

Fra Wikibooks, den frie samling af lærebøger
Spring til navigation Spring til søgning

Danmarks forhistorie begyndte, da de første jægere og samlere kom til landet i ældre stenalder. Blandt historikere er det dog mest almindeligt først at lade historien begynde på det tidspunkt, hvor der findes skrevne kilder, som historikere kan bearbejde. Perioden før de skrevne vidnesbyrd kaldes forhistorien, og man må her støtte sig til de fortolkninger arkæologer kommer frem til ud fra de mange fund fra denne tid. At dele menneskets historie op i perioder kan aldrig blive helt tilfredsstillende, men 1047, året hvor Svend Estridsen blev konge af Danmark, symboliserer en overgang fra den danske vikingetid til den danske middelalder. Således har man fra omkring 1035 også bedre danske kilder til historien, end tidligere.

Forhistorien inddeles overordnet i tre aldre: stenalderen, bronzealderen og jernalderen efter de materialer, som en væsentlig del af hver tidsalders redskaber blev lavet af. Inddelingen skyldes Christian Jürgensen Thomsen, der i 1816 overtog ansvaret for den indtil da fremvoksede oldsagssamling. Denne var ved overtagelsen et syndigt rod, men Thomsen satte sig for at systematisere denne, og derved opstod tredelingen uden, at han i begyndelsen synes at have gjort sig dens tidsmæssige betydning klart. Først i 1836 skrev han på opfordring sin "Ledetraad til nordisk Oldkyndighed", hvori han ikke blot redegjorde for materialer men tillige for de kunstformer, der hørte til hver tidsalder samt fremgangsmåden for at henføre genstande af andre materialer til denne inddeling. Hans "ledetråd" blev hurtigt populær, især i Skandinavien og Schweiz, mens den i begyndelsen vakte modstand især i Tyskland. Senere overtoges inddelingsmåden af Jens Jacob Asmussen Worsaae, som fortsatte arbejdet med videreudvikling og forfining af inddelingen. Det førte til bogen "Danmarks Oldtid oplyst ved Oldsager og Gravhøie". Hver tidsalder blev nu skildret med deres særtræk i henseende til begravelsesmåde, redskaber og formodede levevis. Vigtigt var det, at tredelingen nu viste sin brugbarhed uden for museerne. Som tiden gik, blev tidsaldrene underinddelt i delperioder, hvilket efterhånden udviklede sig til den nu anvendte tidsinddeling, der betegnes som "kulturer". Et problem i denne sammenhæng udgør "skiftet" fra den ene kultur til den næste: hvorledes sker dette skifte? I nogle tilfælde mener arkæologerne at kunne påvise en gradvis forandring af levemåden, i andre synes forandringerne at skyldes indvandring.

Den danske forhistorie før stenalderen hører mest til geologisk historie, for der er ikke mange tegn på menneskers tilstedeværelse. I Sønderjylland nær Christiansfeld er der fundet 240.000 år gamle primitive stenredskaber fra Clacton-kulturen, der viser at neandertalere i det mindste strejfede Danmark i Holsten-mellemistiden[3]. Desuden har man fundet redskaber af flint i Himmerland og i Lillebælt som tyder på menneskelig aktivitet i området for omkring 100.000 år siden i Eem-mellemistiden, hvor klimaet har svaret nogenlunde til det, vi har i dag.[4] Endvidere er der i nogle jordlag i Hollerup fundet spaltede dådyrknogler fra denne tid, der kun kan have været forarbejdet af mennesker.[5] Dateringen af disse forskellige fund er dog noget usikker. Da Weichsel-istiden lagde et flere hundrede meter tykt lag af is hen over landet, blev menneskelig beboelse under alle omstændigheder umuliggjort fra ca. 70.000-13.000 f.kr.

Først da isen begyndte at trække sig tilbage for ca. 15.000 år siden kom menneskene tilbage til de nuværende danske områder. I starten drejede det sig om jægere der fangede og måske passede rensdyr i de vestjyske områder, der var tidligst helt isfri. Disse mennesker levede som jægere, fiskere og samlere, der kun påvirkede naturen i meget ringe grad. Man betegner tiden fra cirka 12.800-4.000 f.Kr. som jægerstenalderen, fordi de mennesker, der beboede Danmark på denne tid fangede de vilde dyr de ernærede sig med hjælp fra stenvåben. For det meste brugte man flintestensvåben, men diverse redskaber af dyreknogler har også været brugt. Nu begyndte mennesker med sikkerhed at bosætte sig i det danske område. I starten var klimaet stadig koldt og svarede vel nogenlunde til det man finder i det nordlige Skandinavien i dag. Det var da også hovedsageligt rensdyrjagt man kunne bedrive. De næste par tusinde år ændrede naturen i Danmark sig gradvist, og nye dyregrupper rykkede ind samtidig med at skoven begyndte at dække landet. Det danske område blev med en stigende vandstand mere lig det Danmark vi kender i dag, tidligere havde der været land langt ude i Nordsøen, og Sverige og Tyskland havde været landfast over Østersøen. Det varmere klima fik befolkningstallet til at stige, dog kunne befolkningstallet sandsynligvis stadig kun tælles i tusinder.[6] Berømte danske arkæologiske fund af køkkenmøddinger fra denne tid har vist, at menneskene også har ernæret sig ved de bær og vilde planter de kunne samle i skoven, og af de fisk og muslinger de kunne fange. Meget tyder på, at fødemulighederne gjorde det almindeligt, at man vekslede mellem sommerboliger inde i landet og vinterkolonier ved havet.[7]

Den store omvæltning skete, da ager- og husdyrbrug kommende sydfra vandt indpas i landet, hvilket førte til den mest revolutionerende begivenhed i vor oldtid. Genetisk forskning viser, at nye mennesker indvandrede med agerbrugskultur fra sydligere egne og sandsynligvis udkonkurrerede den tidligere nu undertallige jægerbefolkning, der nu som mindretal blev opslugt i den nyindvandrede kultur. Agerbruget skabte mulighed for, at mennesket kunne brødfødes af et langt mindre areal, og de mange flere fund fra denne tid tyder på noget nær en befolkningseksplosion. De første egentlige landbrug kendes fra ca. 4000 f.Kr., hvor man levede af svedjebrug ved små rydninger i skoven. Da befolkningen var lille, kunne man blot forlade et område og flytte til en ny rydning, mens jordens frugtbarhed blev genopbygget på det gamle sted. Det betød, at naturlig skov fik tid til at blive genetableret ved succession, og på den måde var belastningen af ressourcerne ganske ubetydelig. Bondelivet var meget anderledes end jægerlivet på den måde, at man nu måtte til at organisere sig, så man kunne sikre sig, at man også næste år kunne få lov til at høste fra det område man lige havde tilsået. Det er fra denne tid man begynder at kunne ane konturerne af noget der kunne ligne kultur i det danske område. Man kan i det danske landskab se utallige eksempler på, at man allerede i den tidlige bondestenalder har tænkt over døden, for jættestuer og stengrave dukkede nu op overalt, men også smukke potter vidner om en stigende udvikling.[8]

I bronzealderen ses de første tegn på en lagdeling af samfundet med markant social ulighed. Det er tydeligt, at det var de rigeste, som blev begravet i de kunstige gravhøje på de mest synlige steder i landskabet. Bronzealderen blev kendetegnet ved en kultur, der er præget af rige gravgaver i de talrige høje. Den større befolkningstæthed og det, at man skrællede betydelige arealer for græstørv til gravhøjene, medførte et øget pres på naturressourcerne. Det milde klima og de store arealer med urørt skov betød dog, at man stadig kunne brødføde alle. Kobber og tin til bronzen blev for en dels vedkommende udvekslet med rav og skind, som først blev indkøbt med flint i Nordnorge. Fra Danmark sejlede man i åbne kanoer op langs Norges kyst med flint, og skindene blev så sejlet op ad Elben, hvor de og ravet blev solgt for kobber, og kobber og skind blev siden solgt i England for tin. Støbningen krævede stor kunnen, og kun de førende slægter ejede våben og prydgenstande af det nye metal. Det nye og eksotiske materiales udbredelse til Sydskandinavien skyldes antagelig, at der fandt en form for organiseret handel sted, styret af en magtfuld overklasse. Blandt de mange bronzefund er der kunstfærdigt fremstillede, religiøse genstande (solvognen f.eks.) og musikinstrumenter (lurer). Tilsyneladende blev folk dræbt og nedsænket i småsøer og moser som afstraffelse eller ofring. De velbevarede lig kendes som mosefund, der er værdifulde kilder til vores viden om dagliglivet i bronzealderens

Ældre jernalder Perioden indtil årtusindskiftet kaldes også "keltisk jernalder", fordi gravgaver og andre efterladenskaber er tydeligt påvirket af de store keltiske kulturer i Mellemeuropa – Hallstattkulturen og La Tène-kulturen. Det ses blandt andet af de mange spiralornamenteringer og af de stiliserede, slyngede figurer på redskaber og våben. [10] I begyndelsen af den "keltiske", eller "førromerske", jernalder blev klimaet mere køligt og fugtigt. Fra den tid findes de første vidnesbyrd om stalde, der dog var under samme tag som beboelsen. En tolkning af de arkæologiske spor lyder at der har været tale om familiebrug – de enkelte huse blev mindre. Tungere leret jord blev dyrket, og landbruget intensiveret. Man lagde i vidt omfang om til mere husdyrbrug, som gav bedre udbytte under de ændrede klimaforhold. Dette skabte overdrev til græsning og løvenge til vinterfoder, hvorved de lysåbne naturtyper for første gang siden istiden genopstod. [11] Ved årtusindskiftet blev klimaet varmere, og det har sandsynligvis ført til udpining af de lette jorde i Vestdanmark, som forvandledes fra græseng til hede. Udvandringen af de kimbrer og teutoner er traditionelt blevet forbundet med denne tid, og disse kan sådan have medført tydelige kulturudvekslinger. [12]