Befolkningsudviklingen i Danmark

Den befolkningsmæssige udvikling i Danmark som andre europæiske lande gennemgik i løbet af det nittende og det tyvende århundrede et forløb kendt som den demografiske transitation: Fra indtil midten af det attende århundrede at have haft en forholdsvis høj fødselsrate og en tilsvarende høj dødelighed begyndte dødeligheden i Danmark som følge af et forbedret sundhedsvæsen at falde, mens fødselsraten i begyndelsen forblev høj. Derved begyndte befolkningen at vokse stærkt. Senere begyndte også fødselsraten at falde, men da dødeligheden fortsat var faldende, skete der ingen umiddelbare større ændringer i det naturlige fødselsoverskud. Først i løbet af det tyvende århundrede begyndte fødselsraten atter at nærme sig dødeligheden indtil, at de to størrelser nåede hinanden igen men på et nyt og betydeligt lavere leje. Udfaldet af dette forandringsforløb var et stort og stigende befolkningsoverskud, som skulle brødfødes og sysselsættes og som for den største dels vedkommende (i begyndelsen) var bosat i landdistrikterne.

(DIAGRAM: Den demografiske transitation)

Der er almindelig enighed om, at befolkningsvæksten det nittende og tyvende århundrede har haft afgørende indflydelse på den nærings- og bebyggelsesmæssige udvikling i samme periode. Alligevel erkendes det, at ”det er dog vanskeligt at se nogen klar samvariation mellem urbaniseringsforløbet og befolkningsvæksten”. Dette skyldes, at mens befolkningsvæksten er let at vise, er dennes virkning ikke umiddelbart indlysende. Derfor skal befolkningsvæksten søges nøjere belyst, især med hensyn til forandringer i bosættelsesfordelingen.

Valgmuligheder for landdistrikternes befolkning

Indledningsvis må det være rimeligt at gøre sig klart hvilke følger, befolkningsoverskud kan forventes at få for bebyggelsen. Udgangspunktet er en antagelse om, at ”befolkningens geografiske fordeling i et område er altid en konsekvens af den geografiske fordeling af de udnyttede erhvervsmuligheder. Udnyttelsen af tidligere upåagtede erhvervsmuligheder eller ændring af disse i den ene eller anden retning vil også medføre en ændring i befolkningens fordeling i landet”. Selvom der i en tid med bedre rejsemuligheder må tages et vist forbehold for bolig-arbejdsstedsrejser (pendling), der gør flytning mindre påkrævet, kan man med rimelighed se befolkningsfordelingen og ændringer i denne som spejl af sysselsætningsforholdene. Eftersom de fleste mennesker i 1800-tallet boede i landdistrikterne og var sysselsat ved jordbrug, vil det være rimeligt først at se på forholdene her. Den voksende landbefolkning kunne i hovedsagen vælge mellem to hovedvalg: enten at forblive ved jordbruget eller at søge over i andre næringsveje. Hvis man ville forblive ved jordbruget, var der i hovedsagen 7 valgmuligheder:

1. at inddrage ny jord (eventuelt ved landvinding),
2. at omfordele jorden,
3. at kombinere dyrkning af egen jordlod med medhjælp for andre (husmænd),
4. at blive fuldtidsmedhjælpere for andre (landarbejdere, daglejere, indsiddere, karle og piger),
5. at flytte til en anden egn, eller
6. at udvandre,
7. at tage arbejde i et nabosogn uden fraflytning (pendling).

Overgang til anden næringsvej end landbrug indebar i de fleste tilfælde overgang til næringsveje, der fortrinsvis men ikke altid blev udøvet eller krævede uddannelse i købstæderne. Ved dette hovedvalg var der i hovedsagen 5 valgmuligheder:

1. at blive boende (som landhåndværker eller handlende enten i landsbyen eller enkelthus),
2. at flytte til et mere fordelagtigt beliggende sted på samme (eller en anden) egn for næringens udøvelse (hvilken udvikling kunne føre til dannelsen af en bymæssig bebyggelse),
3. at flytte til (og blive boende i) en købstad,
4. at tage arbejde i et nabosogn uden fraflytning (pendling), eller
5. at udvandre.

Sammenlagt betyder det, at der var hele 12 ulige valgmuligheder:

Valgmuligheder for købstædernes befolkning

Også for købstæderne indebar den stigende befolkning (som følge af henholdsvis befolkningsvækst og nettotilflytning et pres, fortrinsvis på boligerne men tillige på arbejdspladserne. Den voksende købstadsbefolkning kunne i hovedsagen vælge mellem to hovedvalg: enten at forblive i købstaden eller at fraflytte denne. Hvis man ville forblive i købstaden, var der i hovedsagen 7 valgmuligheder:

1. at lave nye boligområder indenfor bygrænsen,
2. at tillade større udnyttelse af eksisterende grunde (bag- og/eller sidehuse),
3. at bygge højere,
4. at opdele eksisterende (større) boliger i flere lejligheder,
5. at inddrage ikke-boligrum til beboelse,
6. at tillade flere lejere pr. bolig,
7. større familier.

Hvis man ville fraflytte købstaden, var mulighederne:

1. at flytte til en forstad uden for købstadsgrænsen,
2. at flytte til en anden købstad,
3. at flytte til en bymæssig bebyggelse,
4. at flytte på landet,
5. at udvandre.

Fordeling på købstæder (forstæder) og landdistrikter (rurale byer) i hovedtræk

Med en anerkendelsesværdig forudseenhed offentliggjorde Statistisk Bureau i forbindelse med folketællingen for 1880 for første gang oplysninger om bymæssige bebyggelser som fodnoter til de enkelte sognes folketal. Af Bureauets særskilt anførte bebyggelser kaldes 6 handelspladser, 11 byer eller bydistrikter, en by og toldsted, 14 ladepladser, et fiskerleje og et færgested, ialt 32 bebyggelser. Herom skrev Bureauet: “I Forbindelse dermed er endvidere Folkemængden særskilt anført for flere Byer eller Pladser, der indenfor et eller andet Sogns Grænser efterhaanden have udviklet sig til en større Betydning for Samfærselen og Omsætningsforholdene i den paagjældende Egn”. Ved folketællingen 1890 opgjorde Statistisk Bureau 37 bebyggelser. Selv om disse tal næppe er dækkende, giver de et indblik i den udvikling, som da fandt sted i landdistrikterne. I forbindelse med offentliggørelsen af folketællingen 1911 blev foruden 1911-tællingens udfald tillige fremlagt indbyggertal for alle kongerigets daværende landsogne, købstæder og handelspladser opgjort på grundlag af alle de indtil da afholdte folketællinger. Foruden tallene for de ældste folketællinger, der indtil da ikke havde været offentliggjorte i deres helhed var tillige opgjort indbyggertallene for alle købstæder og haldelspladser også for de tællinger, hvor de hidtil ikke havde været opgjort. Desuden indeholdt folketællingen en oversigt over de i 1911 anerkendte forstæder og bymæssige bebyggelser. For købstædernes vedkommende udskiltes ved tællingerne fra omkring 1840 til 1916 særskilte landdistrikter, indtil 1911 derimod ikke forstadsdannelser, hvorfor et fyldestgørende billede forudsætter en nærmere undersøgelse af disse og rettelser af de tidligere tællingers tal i overensstemmelser hermed. I forbindelse med folketællingen 1916 skete en omfattende revision af de tidligere offentliggjorte tal for bymæssige bebyggelser. Takket være dette store forarbejde er det muligt at opgøre folketallene for disse bymæssige bebyggelser og for deres omgivende landdistrikter særskilt med mindst mulige usikkerhed.

Nedenstående tabel viser befolkningens fordeling på henholdsvis købstæder, forstæder, bymæssige bebyggelser og landdistrikter i hovedtræk opgjorte på grundlag af ovennævnte kilder. Af tabellen ses, at indbyggertallene i købstæder, forstæder, bymæssige bebyggelser og landdistrikter alle voksede til og med folketællingen 1901. Allerede ved begyndelsen af 1800-tallet talte bymæssige bebyggelser uden købstadsrettigheder mere end 10.000 indbyggere trods den datidige målsætning om adskillelse af by og land. De fleste af datidens bymæssige bebyggelser var ladesteder og skipperbyer, i mindre omfang fabrikssteder med tilhørende boligbebyggelse samt tingsteder. Datidens forstæder var få og små. Af tabellen ses også det stadigt voksende misforhold fra midten af 1800-tallet mellem de steder, der var tilkendt købstadsrettigheder, og de faktiske, bymæssige bebyggelser (herunder forstæder). End ikke tildelingen af en mellemstilling som handelssteder og flækker hjalp stort. Dette misforhold mellem faktiske og anerkendte byer ophørte først ved kommunalreformen i 1970, hvor skillet blev ophævet.

Nedenstående tabel viser den forholdsmæssige befolkningsudvikling i hovedtræk udtrykt som gennemsnitlig årlig befolkningsvækst af indbyggertallet ved hver delperiodes begyndelse for henholdsvis købstæder, forstæder, bymæssige bebyggelser og landdistrikter. Af tabellen fremgår, at befolknings-væksten var nogenlunde den samme fra 1801 til 1921, omend med højdepunkter mellem 1855 og 1860 samt mellem 1906 og 1911. Desuden ses, at befolkningsvæksten bevirkede først en nogenlunde lige stor befolkningsfremgang i købstæder og landdistrikter indtil omkring 1840, dernæst en stigende befolkningsfremgang i købstæderne mellem 1840 og 1870 efterfulgt af en stor befolkningsfremgang i forstæderne mellem 1870 og 1890 (trods indlemmelser) og endelig en stor befolkningsfremgang i andre bymæssige bebyggelser. I de samme årtier, hvor købstæder, forstæder og bymæssige bebyggelser voksede stærkt udviste landdistrikterne en – lille – befolkningsfremgang indtil 1901 for dernæst at stagnere og vige. Nærmere ses, at købstæderne fra 1769 til 1840 havde en meget lille gennemsnitlig befolkningsvækst (0,5-1,0 % om året), mens både de bymæssige bebyggelser og landdistrikterne voksede forholdsvis stærkt. Fra 1840 til 1870 havde købstæderne en gennemsnitlig befolkningsvækst over gennemsnittet for landet som helhed (1,3-1,9 % om året) samtidig med, at også de bymæssige bebyggelser fortsat voksede; landdistrikternes befolkningsvækst derimod svækkedes. Mellem 1870 og 1890 nåede købstædernes gennemsnitlige befolkningsvækst et højdepunkt (over 2 % om året) samtidig med, at forstæderne voksede meget stærkt. Også de bymæssige bebyggelser voksede stærkere end tidligere. Fra 1890 til 1916 havde købstæderne en gennemsnitlig befolkningsvækst over gennemsnittet for landet som helhed (1,7-1,9 % om året) samtidig med, at forstæderne – trods flere indlemmelser – voksede meget stærkt. I samme åremål nåede de bymæssige bebyggelser et højdepunkt mellem 1890 og 1906 (gennemsnitlig over 10 % om året), synes afdæmpet mellem 1906 og 1911 for at nå et nyt højdepunkt mellem 1911 og 1916 (over 16 %). Selvom en del af denne vækst skyldtes den voldsomme tilgang af nye bymæssige bebyggelser, vil det være rimeligt at kalde tiden mellem 1890 og 1916 for de bymæssige bebyggelsers højdepunkt. Denne stærke befolkningsvækst i købstæder, forstæder og bymæssige bebyggelser modsvaredes af stagnation og vigende befolkning i landdistrikterne, især efter 1901.

Periode	Købstæder	Forstæder	Bymæssige bebyggelser	Landdistrikter	Ialt*
1769-1787	0.530 %				0.308 %
1787-1801	0.776 %				0.740 %
1801-1834	0.961 %		1,217 %	1.007 %	0.985 %
1834-1840	0.568 %				0.787 %
1840-1845	1.386 %		1,699 %	0,970 %	1.052 %
1845-1855	1.811 %				1.108 %
1855-1860	1.173 %				1.342 %
1860-1870	1.772 %	7.787 %	1.403 %	0.733 %	1.097 %
1870-1880	2.481 %	6,297 %	2,283 %	0,432 %	1.033 %
1880-1890	3.103 %	4.141 %	3.363 %	0.053 %	1.033 %
1890-1901	1.876 %	7.707 %	10.188 %	0.346 %	1.160 %
1901-1906	1.765 %	7.534 %	12.133 %	÷ 0.361 %	1.138 %
1906-1911	1.794 %	5.630 %	0.692 %	0.595 %	1.299 %
1911-1916	1.804 %	2.391 %	16.865 %	÷ 0.949 %	1.192 %
1916-1921					1,252 %
1921-1925			4.623 %	0.194 %	1.275 %
1925-1930			2.402 %	÷ 0.387 %	0.676 %
1930-1935					0.877 %
1935-1940					0.744 %
1940-1945					1.045 %
1945-1950					1.167 %
1950-1955					0.781 %
1955-1960
1960-1965
1965-1970

kilde: Danmarks Statistiks folketællinger. Tallene omfatter indtil 1921 grænsen fra 1864. Frederiksberg og Gentofte er talt under forstæder, Marstal under byer, Esbjerg, Løgstør, Nørresundby og Silkeborg er som handelspladser talt under byer indtil 1890, fra 1901 under købstæder. Bemærk, at tallene modsvarer forholdene på tællingsdagen uden hensyn til administrative ændringer.
note: Til og med 1921 er anvendt 1864-grænsen, fra 1921 er anvendt 1920-grænsen. Tabellen viser den forholdsvise befolkningsudvikling opgjort i forhold til indbyggertallet ved tidsrummenes begyndelse (løbende gennemsnit). For at undgå misvisende angivelser som følge af administrative ændringer, er bymæssige bebyggelser ophøjede til købstæder henregnede til de bymæssige bebyggelser for hele det tidsrum, hvor ophøjelsen skete. Derimod er ændringer, som skyldes nye bymæssige bebyggelsers opkomst indregnede ud fra den opfattelse, at der rent faktisk skete en opkomst af nye bydannelser. Bymæssige bebyggelser, der overgik til forstæder, er medregnede til forstæderne ved både den tælling, der gik forud, og den, der fulgte efter sammenvæksten med købstaden.

Befolkningsudviklingen i bymæssige bebyggelser og deres omgivende landdistrikter

Befolkningsudvikling kan udtrykkes på flere måder. En mulighed er at udtrykke udviklingen i absolutte tal. En svaghed ved denne fremgangsmåde er, at store sogne vil udvise en forstærket udvikling sammenlignet med mindre sogne. En anden mulighed er at udtrykke udviklingen relativt, det vil sige som vækst eller fald i forhold til befolkningstallet i udgangsåret. Derved mindskes betydningen af tilfældigheder i afgrænsningen af delområder (fx sognegrænser), men i begge tilfælde vil det være gældende, at for samlede områder omfattende delområder med uens udvikling vil foreningen i et samlet område til dels sløre sådanne forskelle.

En svaghed ved en rent talmæssig oversigt er, at grundlaget ikke er indadtil ens, det vil sige, at gennemsnittet for de ulige bebyggelsesarter dækker over endog meget store uligheder. Det må således forventes, at landsogne i indlandet og kystsogne havde ulige udviklingsforudsætninger, lige som udviklingen i de ulige landsdele heller ikke havde samme forudsætninger i de ulige åremål. Forhold som hedeopdyrkning, landvinding, ejendomsforhold, jordbundsforhold, afgrødevalg (roer med videre), fiskeri, sejlads samt nærhed til købstad spillede alle ind. Tilsvarende uens er befolkningsudviklingen for de ulige bymæssige bebyggelser og for de ulige købstæder. Et mere fuldgyldigt indtryk vil man få ved oversigtlige kort for de ulige tidsrum Dette forudsætter imidlertid, at de valgte delområder (landsogne og købstæder) kan anses for rimeligt afgrænsede og ensartede. Fire spørgsmål knytter sig særlig hertil, nemlig spørgsmålet om de bymæssige bebyggelser i landdistrikterne og spørgsmålet om købstædernes afgrænsning (købstædernes landdistrikter, der rettelig tilhører landområderne, og forstæder, der rettelig er en del af købstadens bebyggelse, selvom de ligger i landsogne). Desuden kan der stilles spørgsmålstegn ved tidsafgrænsningerne og ved sognene som egnede delområder (ens eller uens landskabelige forhold).

Afgørende for en bedømmelse af kortenes kildeværdi er spørgsmålet om befolkningsudviklingen i de bymæssige bebyggelser og de omgivende landdistrikter. Hvis eksempelvis befolkningsfremgangen i de bymæssige bebyggelser er større end faldet omgivende landdistrikter, vil kortene for disse sognes vedkommende give et misvisende billede af befolkningsudviklingen, fordi to områder med helt uens befolkningsudvikling er slået sammen. En undersøgelse af dette spørgsmål forudsætter, at man først udskiller det bymæssigt bebyggede område og dernæst fraregner befolkningsudviklingen i det bymæssige område for at kunne beregne befolkningsudviklingen for det landlige område for sig. Imidlertid må det siges, at der indtil omkring 1870 ikke synes at være nævneværdige fejl ved at anvende sogne som helhed som grundlag for fremstillingen. For tiden fra 1870 til 1901 gør der sig derimod forskelle gældende, og forholdene kompliceres yderligere af, at når byer vokser, vil en del af befolkningsvæksten ske ved tilflytning mens en del vil ske ved, at bebyggelsen breder sig og så at sige "opsluger" eksisterende spredt bosættelse.

En skildring af befolkningsudviklingen på derfor tage udgangspunkt i de formelle, administrative rammer, men en sådan skildring må suppleres og uddybes med en skildring, der tager udgangspunkt i de topografiske forhold, hvor udviklingen for forstæder og bymæssige bebyggelser samt det åbne land beskrives hver for sig.

Befolkningsudviklingen i landsogne, købstæder og forstæder

På ovenstående grundlag skal befolkningsudviklingen opdelt på landsogne og købstæder og for de enkelte tidsmellemrum, som tællingerne muliggør, herefter søges fremstillet.

1769-1787

Tiden fra 1769 til 1787 udgjorde begyndelsen på landboreformerne.

1787-1801

Tiden fra 1787 til 1801 var den florissante periode. Skibsfarten blomstrede. Også for landbruget var det en periode af forandring med udskiftning og udflytning af gårde og husmandssteder. I forbindelse med landboreformerne fik husmændene mange steder fået erstatningsjord for deres hidtidige græsningsrettigheder i form af egne jordlodder, der ofte blev udlagt samlede i udkanten af landsbyernes jorder eller på tidligere overdrev, men der gik lang tid, førend huse i større tal blev udflyttede til disse jordlodder, og i mange tilfælde skete det først i begyndelsen af 1800-tallet.

1801-1834

Tiden fra 1801 til 1834 var en omskiftelig periode i dansk historie: fra slaget på rheden over napoleonskrigene, tabet af Norge og krisen i søfarten til begyndende opgang i forbindelse med Englands indførelse af den glidende korntold. Den gennemsnitlige befolkningsvækst udgjorde 0,985% pr år. Over næsten hele landet var der en beskeden befolkningsfremgang, men i store dele af landet var denne under landsgennemsnittet, hvilket tyder på en svag afvandring. Den befolkningsfremgang, der trods alt skete, skyldtes dels at en del landbrugere frasolgte jord for at klare sig gennem de hårde tider, dette var således tilfældet i dele af Nord- og Vestjylland, dels etablerede jordløse huse, der var bolig for landhåndværkere. Sådanne lejehuse, også i forbindelse med godser, forekom blandt andet på Sjælland. Enkelte steder, således i Østjylland på et strøg fra Haderslev i syd til Horsens i nord, skete en befolkningsvækst mere end 1% pr år over gennemsnittet. En del af denne udvikling må tilskrives fabriksdrift i Grejsdalen ved Vejle. En lignende befolkningsvækst i forbindelse med fabriksdrift skete flere steder i landet, således uden for det stagnerende København, hvor Modewegs etablering af fabriksdrift i 1831 i forbindelse med Mølleåen bevirkede en vis befolkningsvækst og ved Viborg blev Bruunshåb Fabrikker etableret i 1821.

1834-1840

For tiden fra 1834 til 1840 var den gennemsnitlige befolkningsvækst 0,787% pr år, men denne var ikke jævnt fordelt over landet. Således skete en ret stærk befolkningsvækst i de østdanske – ikke mindst de sjællandske – landsogne. I modsætning hertil var befolkningsudviklingen i de vestjyske landsogne forholdsvis svag, men forholdene var yderst uens: dele af Norddjursland, Vesthimmerland, Thy og Bornholm samt mere spredt i resten af landet nu oplevede en egentlig befolkningsnedgang. I de vestjyske hedeegne var befolkningen stagnerende med en vækst under landsgennemsnittet, men i store dele af Vendsyssel, Østjylland, Fyn, Sjælland, Lolland og Falster skete en befolkningsfremgang over og mange steder væsentligt over landsgennemsnittet. Denne udvikling må ses i lyset at, at England nogle år tidligere havde indført den glidende toldskala, og kornhandelen oplevede derfor fremgangstider. Også købstædernes befolkningsudvikling var som helhed svag. Ved København, især Frederiksberg og mod nord, skete nu en befolkningsvækst, som til dels må ses i lyset af den etablerede fabriksdrift men også etablering af landsteder. Også i det sydfynske øhav, på Ærø, i Bregninge sogn på Tåsinge (med Troense) og på Thurø skete en stor befolkningsfremgang, hvilken skyldtes skibsfarten og tilhørende skibsbyggeri.

1840-1845

Tiden fra 1840 til 1845 udgjorde kornhandelens storhedstid, herunder den begyndende opdyrkning af den vestjyske hede. Forholdene prægedes overalt af de stedlige vilkår: sogne med befolkningsnedgang, stagnerende sogne og sogne med befolkningsfremgang lå side om side. På Djursland skete en stærk fremgang i befolkningen. Også sogne i Thy oplevede befolkningsfremgang, og det samme oplevede sogne på Bornholm. Desuden markerede perioden starten på den industrielle produktion i købstæderne, på dette tidlige tidspunkt dog endnu yderst beskedent. Den gennemsnitlige befolkningsvækst udgjorde 1,052% pr år. Ved København og Odense var en forstadsudvikling i gang.

1845-1855

Tiden 1845 til 1855: Den gennemsnitlige befolkningsvækst for perioden som helhed udgjorde 1,108% pr. år. Treårskrigen 1848-1850 udgjorde en markant begivenhed i denne periode.

1855-1860

Tiden 1855 til 1860 markerede et højdepunkt i opdyrkningen af den jyske hede men også andre steder var landbruget inden i en fremgang i forbindelse med den fortsatte kornhandelsperiode. I Vendsyssel og på Djursland var befolkningen stærkt voksende. Også i Nordvestsjælland skete en befolkningsvækst. For de østlige dele af landet, øerne og Østjylland, var befolkningsvæksten de fleste steder afløst af stagnation og stedvis nedgang, og samme udvikling havde ramt Bornholm. Den gennemsnitlige befolkningsvækst udgjorde 1,342% pr år, et absolut højdepunkt i århundredet. I denne periode etableredes landets første jernbanestrækning fra København til Roskilde, i 1856 forlænget til Korsør, men endnu på dette tidspunkt satte dette sig ikke spor i befolkningsudviklingen.

1860-1870

I tiden 1860 til 1870 fortsatte opdyrkningen af den jyske hede og store dele af Jylland var i dette årti præget af befolkningsfremgang over eller meget over landsgennemsnittet. I de østlige dele af landet var landsognene præget af stagnation og endda spredt tilbagegang, et udtryk for at i disse år skete en stigende afvandring til købstæderne. I disse år anlagdes store dele af hovedbanenettet på Sjælland, over Fyn og i Østjylland, og i den forbindelse skete en begyndende stedlig omflytning af landbefolkningen til de nye stationsbyer og i jernbaneløse egne til vejbyer opståede i tilknytning til vejkryds. Af betydning var desuden tabet af hertugdømmerne, som med eet slag ændrede vilkårene for både industri og handel. Næsten alle grænsesogne langs den nye grænse oplevede stærk befolkningsvækst, således i forbindelse med grænseovergangen ved Vamdrup. Også etableringen af en ny havn ved Esbjerggårde bibragte en stærk befolkningsvækst. Den gennemsnitlige befolkningsvækst udgjorde 1.097% pr. år. 17.885 mennesker udvandrede til USA, 66 til Canada, 2 til andre dele af Amerika og 212 til Australien.

1870-1880

Tiden 1870 til 1880: i 1870-erne indtraf den store krise for landbruget, da billigt korn fra Amerika og Ukraine helt ændrede vilkårene for produktion af og handel med denne vare. Hovedbanenettets udbygning fortsatte, og mange stationsbyer oplevede en vækst i oplands- og industrierhverv. Afvandringen fra landsognene var nu markant, men i stationsbysogne og især i dem der lå længst fra købstæderne (Haslev, Lundby, Mørkøv, Fakse, Holeby, Skydebjerg, Ejby, Lunderskov, Vejen, Holsted, Brørup, Bramming, Ølgod, Tarm, Skjern, Brønderslev) var befolkningsfremgangen stor nok til at modvirke befolkningsafvandring fra de egentlige landdistrikter. Den gennemsnitlige befolkningsvækst udgjorde 1.033% pr. år. Udvandringen udgjorde i dette tiår 38.582, heraf udvandrede 32.367 til USA, 910 til Canada, 275 til andre dele af Amerika, 4.631 til Australien, 384 til Afrika og 6 til Asien.

I Jylland var befolkningsfremgangen i forbindelse med opdyrkningen af den jyske hede fortsat markant, men i de østlige dele af landet, såvel Østjylland som øerne, var befolkningsudviklingen præget af stagnation og omfattende befolkningsnedgang. Også Esbjerg var inde i en rivende befolkningsvækst i dette årti. I 1874 anlagdes den jyske tværbane mellem Lunderskov og Esbjerg og i 1875 den vestjyske længdebane fra Esbjerg til Holstebro, og dette afspejlede sig i befolkningsvækst i de sogne, som disse baner gennemløb. Fakse og Fakse ladeplads oplevede stærk befolkningsvækst i forbindelse med kalkudvinding og en lignende udvikling skete i Jylland ved Assens i Falslev sogn i forbindelse med cementfabrikationen (Cimbria) der. Til gengæld oplevede det sydfynske øhav nu nedgang i befolkningen i forbindelse med voksende konkurrence fra dampskibe.

1880-1890

Tiden 1880 til 1890: dette tiår udgjorde den gennemsnitlige befolkningsvækst 1,033% pr år, men befolkningsudviklingen var yderst uens. Således forekom nu en vidt udbredt befolkningsnedgang i landsognene dels i Østdanmark (øerne og det østlige Jylland), dels i Sydvestjylland omkring Esbjerg. Undtagelser herfra var dels landsogne omkring de større købstæder (især København, Roskilde, Holbæk, Slagelse, Korsør, Næstved, Nykøbing på Falster, Nakskov, Nyborg, Odense, Vejle, Århus), dels sogne med nye bymæssige bydannelser (således Borup, Hvalsø, Tølløse, Jyderup, Ruds Vedby, Haslev, Fakse, Hylleholt på Sjælland, Holeby på Lolland, Ringe, Kværndrup, Otterup, Tommerup, Ejby, Køng, Nørre Åby på Fyn, Vamdrup, Odder, Hammel og Ørsted i Østjylland). Landbruget befandt sig fortsat i en krise, og selv begyndende andelsvirksomhed (mejerier, slagterier) formåede endnu ikke på dette tidspunkt at vende udviklingen i de østlige egne. I Midt- og Vestjylland var befolkningsudviklingen fortsat udbredt og stor omend aftagende i forhold til det foregående årti. Falslev sogn oplevede fortsat stor fremgang i befolkningen og også Esbjerg fortsatte sin rivende befolkningsvækst. I Vestjylland var Skjern inde i en stærk befolkningsvækst. Det sydfynske øhav var fortsat inde i befolkningsnedgang i forbindelse med den svækkede sejlskibsfart; kun Thurø oplevede befolkningsfremgang over landsgennemsnittet. I løbet af dette tiår udvandrede 81.615 mennesker, det højeste i noget tiår i 1800-tallet, heraf 77.654 til USA, 1.532 til Canada, 1.857 til andre dele af Amerika, 503 til Australien, 41 til Afrika og 28 til Asien.

1890-1901

Tiden 1890 til 1901 var befolkningsvæksten 1,1599% pr. år. Udvandringen var fortsat stor, 51.511 mennesker, heraf 47.488 til USA, 2.054 til Canada, 998 til andre dele af Amerika, 487 til Australien, 450 til Afrika, 107 til Asien. Befolkningsnedgangen i landsognene i Østdanmark var fortsat udbredt, men ikke så udpræget som i den forudgående tid. Påfaldende er befolkningsnedgangen på Bornholm og i sognene langs den jyske vestkyst. I lighed med det foregående årti var der en tydelig befolkningsvækst i landsognene omkring købstæderne – et forhold, der for en stor dels vedkommende må tilskrives begyndende forstadsdannelser her. Omkring disse forstadssogne ses ofte et bælte af landsogne, hvor befolkningen var faldende – øjensynligt på grund af afvandringer. Dette bælte afbrydes af enkeltsogne med voksende indbyggertal – et forhold, der for en stor dels vedkommende må tilskrives begyndende bydannelser her, herunder bydannelser med sysselsætningsmæssig tilknytning til den nærliggende købstad. En sammenligning af næringsfordelingen i 1890 og 1906 tyder på, at der netop omkring århundredeskiftet skete en centralisering i bymæssige bebyggelser, idet sogne med sådanne bydannelser haven en stigning i antallet af håndværkere m.v. mens sogne uden bydannelser i stor udstrækning havde en nedgang. Derved skete der i stigende grad en samling af oplandsydelser og fremstillingsvirksomhed i byerne. Denne udvikling må være fremmet af de konkurrencemæssige fordele derved: for landbefolkningen var det en fordel, hvis man kunne nøjes med at søge til eet sted, når man havde brug for sådanne ydelser, og for byerne gjorde det dem mere tiltrækkende som centre for et opland, hvis de havde et bredt spekter af oplandsydelser at tilbyde. I Nordsjælland oplevede Hornbæk og Hellebæk sogne en kraftig befolkningsvækst i forbindelse med turisme og klædefabrikation.

1901-1906

I årene efter århundredeskiftet skete der en kraftig opbremsning i afvandringen fra landdistrikterne. En stor del af årsagen hertil var loven af statshusmandsbrug af 1899, der gjorde det muligt for husmænd at etablere sig med lån fra staten. Mellem 1900 og 1906 blev oprettet 2.528 nye brug fordelt over det meste af landet; kun ved København, på Vestfyn og i de midtjyske hedeegne var antallet af sådanne brug mindre udtalt. En sammenligning mellem antallet af landbrugere i 1890 og 1906 viser fremgang i stort set hele landet.

Samtidig fortsatte koncentrationen af håndværk og industri samt oplandstjenester i de nye byer.

På Sjælland ses en befolkningsvækst i de sogne, som blev gennemløbet af Høng-Tølløse-banen, oprettet i 1901.

1906-1911

Også i denne periode var afvandringen fra landdistrikterne forholdsvis begrænset, og årsagen skal atter findes i loven om statshusmandsbrug; fra 1906 til 1911 blev oprettet hele 3.249 nye statshusmandsbrug.

Netop på dette tidspunkt synes der at være skete en vis specialisering af de nye bydannelser: nogle udviklede sig til udprægede oplandsbyer, hvor over 20% af indbyggerne var sysselsat ved handel, det gælder blandt andre Tåstrup og Ballerup, Svinninge, Jyderup stationsby, Mørkøv stationsby og Gørlev, Fjerritslev i Thy, Hvidbjerg på Thyholm, Års og Nørager i Himmerland, Roslev og Rødkjærsbro i Viborg amt, Allingåbro og Ny Kolind på Djursland, Odder, Hammel, Brædstrup og Tørring ved Århus, Ramme, Vinderup, Aulum, Ulfborg, Sønder Lem og Sønder Borris i Vestjylland, Nørre Nebel, Oksbøl, Holsted stationsby og Bramminge i Sydvestjylland. Andre udviklede sig til udprægede industribyer, hvor over 50% af indbyggerne var sysselsat ved håndværk og industri, således Hellebæk, Kastrup og Hedehusene i Nordøstsjælland, Assens cementby ved Randers samt Hjerm stationsby og Hammerum i Midt- og Vestjylland. Men langt de fleste byer havde en mere afbalanceret sammensætning af deres næringsliv, ofte med 40% eller mere sysselsat i håndværk og industri og 15-20% sysselsat ved handel.

Storkøbenhavns betydning som arbejdssted for de omgivende sognekommuner fremgår af disse tal: i Gladsaxe sogn boede 253 personer sysselsat i hovedstaden, i KongensLyngby 158 personer, i Søllerød 144 personer, i Tårnby 119 personer, i Glostrup 77 personer, i Rødovre 75 personer, i Tåstrup 37 personer, i Hvidovre 34 personer, i Herlev 28 personer, i Ballerup 27 personer, i Dragør 24 personer, i Roskilde 20 personer og i andre sogne 17 personer, ialt 1.013 personer. Skønt endnu beskedne tal var de udtryk for, at omegnssogne nu blev inddraget i Storkøbenhavns udvikling. Disse pendlere brugte fortrinsvis sporvogn og jernbane til de daglige rejser til og fra arbejde.

1911-1916

Fra 1911 til 1916 voksede den samlede befolkning i landsognene med omkring 70.600 personer, men da befolkningens fødselsoverskud var omkring 129.000, skete der således en nettoafvandring af omkring 58.000 personer; Københavns amt var ene om at opleve en nettotilflytning, og stærkere i dette tidsrum end i det foregående femår. En del af forklaringen lå i indkaldelsen af Sikringsstyrken under 1. verdenskrig. Bag landsognenes samlede befolkningsvækst lå imidlertid en forskel mellem de rene landdistrikter, der faldt med 5.600 personer (svarende til et fald på 0,4%), og en tilvækst dels i de bymæssige bebyggelser på 54.700 (svarende til en tilvækst på 26,9%), dels i forstadsbebyggelser på 19.100 personer (svarende til en tilvækst på 25,1%).

I dette tidsrum oprettedes 2.423 nye statshusmandsbrug. Især i Holbæk og Randers amter oprettedes et forholdsvist stort antal nye brug.

1916-1921

Både købstædernes og landsognenes befolkning udviste (fraset Sønderjylland) en fremgang, men for landsognenes vedkommende må årsagen især søges i væksten i bymæssige bebyggelser og forstadsbebyggelser, hvorimod de egentlige landdistrikter udviste en mindre tilbagegang.

I dette tidsrum oprettedes 1.064 nye statshusmandsbrug. Lovens betydning var nu stærkt aftagende, og der skete derfor en fornyet afvandring fra landdistrikterne.

Netop i dette tidsrum anlagdes en række nye jernbaner i det sydlige Nørrejylland, der gjorde Grindsted til et nyt jernbaneknudepunkt. Følgen var en voldsom befolkningsvækst: Grindsted by voksede fra 1.060 indbyggere i 1916 til 1.724 indbyggere i 1921, altså med over 50%, og i sognet voksede indbyggertallet fra 2.379 i 1916 til 3.165 i 1921, altså en trediedel. Også andre sogne i omegnen oplevede en befolkningsvækst i disse år: Ansager, Grene, Hejnsvig, Hoven, Vester Starup og Nørre Omme.

Grænseændringen som følge af folkeafstemningerne i 1920 fik særlig indflydelse i Sønderjylland. Der foreligger kun tal for tiden 1910-1921 som helhed til belysning af befolkningsudviklingen. Det fremgår heraf, at der skete en samlet nedgang i landsognene i Sønderborg amt på 1.450 personer og i Tønder amt på 303 personer men en fremgang i Aabenraa amt på 164 personer og i Haderslev amt på 43 personer. Ligeledes var der en befolkningsnedgang i Sønderborg på 1.509 personer, i Højer flække på 124 personer, i Nordborg flække på 124 personer, i Augustenborg flække på 254 personer og i Christiansfeld flække på 47 personer. Samlet var nedgangen således på 2.981 personer, næsten ligeligt fordelt på bymæssige bebyggelser og landsogne. En stor del af denne tilbagegang skyldtes afviklingen af tyske militære anlæg. Bemærkelsesværdig er befolkningsfremgangen i Bov sogn fra 2.025 indbyggere i 1910 til 2.602 indbyggere i 1921 samt i Tinglev sogn fra 1.867 indbyggere i 1910 til 2.129 indbyggere i 1921; i begge tilfælde må en del af befolkningstilvæksten tilskrives, at de nye grænseovergange med tilhørende toldkontrol med mere blev henlagt til disse sogne.

1921-1925

Hovedstadens befolkning voksede i perioden med 30.886 personer (svarende til en tilvækst på 4,4%) og købstædernes befolkning med 40.545 personer (svarende til en tilvækst på 5,7%). Landsognenes befolkning voksede med 95.293 personer. Landsognenes samlede befolkningsvækst dækker over en forskel mellem de rene landdistrikter, der voksede med 13.500 personer (svarende til en tilvækst på 0,9%), en tilvækst i de bymæssige bebyggelser på 52.827 (svarende til en tilvækst på 18,5%) samt i forstadsbebyggelser på 30.948 personer (svarende til en tilvækst på 35,3%).

Nettotilgangen i de rene landdistrikter må tilskrives vedtagelsen af nye husmandslove i 1919, hvilke bevirkede en mulighed for husmænd at etablere sig og dermed midlertidig opbremsning i afvandringen fra landdistrikterne.

Købstædernes industrielle udvikling afspejlede sig i en kraftig befolkningsvækst. Men denne skete ikke kun inden for købstædernes egne grænser men tillige i de omgivende landsogne i form af forstadsdannelser, og denne vækst blev fremmet af forbedrede samfærdselsmidler: sporvogne, tog og rutebilsforbindelser. Men samtidig skete der en udbygning af industriel virksomhed i selve forstæderne, for Københavns vedkommende således i Kastrup, i Kongens Lyngby, i Vigerslev og andre steder. Noget lignende gjaldt for Viby ved Aarhus.

I Hammerum, Ulvborg og Bølling herreder i Ringkøbing amt samt Lysgaard herred i Viborg amt var tekstilindustrien under udvikling. Dette afspejlede sig i en ikke ubetydelig befolkningsvækst, der dog overvejende var samlet i de bymæssige bebyggelser.

Grænseændringen i 1920 medførte, at indbyggertallet i Vamdrup, det tidligere grænsesogn, faldt markant, mens det omvendt voksede i de nye grænsesogne Bov fra 2.602 i 1921 til 3.606 i 1925 og Tinglev fra 2.129 i 1921 til 2.475 i 1925, for en stor dels vedkommende som følge af en flytning af toldvæsen og godsekspedition.

1925-1930

Hovedstadens befolkning voksede i perioden med 39.672 personer (svarende til en tilvækst på 5,4%) og købstædernes befolkning med 36.941 personer (svarende til en tilvækst på 4,9%). Landsognenes befolkning voksede med 39.488 personer. Landsognenes samlede befolkningsvækst dækker over en forskel mellem de rene landdistrikter, der faldt med 27.600 personer (svarende til en nedgang på 1,9%), en tilvækst i de bymæssige bebyggelser på 40.646 (svarende til en tilvækst på 12,0%) samt i forstadsbebyggelser på 27.765 personer (svarende til en tilvækst på 23,4%).

I mellemkrigstiden udvikledes et netværk af oplandsrutebiler, der kunne bringe oplandets indbyggere til nærmeste købstad. Derimod spillede privatbiler endnu en meget begrænset, omend stadig voksende rolle.

Købstæderne var inde i en kraftig industriel udvikling, som gav mange nye muligheder for sysselsætning. Dette afspejlede sig i en voldsom befolkningsudvikling i forstæder i købstædernes omegnskommuner.

1930-1935

Virkningen af den økonomiske krise efter børskrakket i 1929 slog nu igennem med fuld kraft. Praktisk talt alle landsogne blev ramt af befolkningstilbagegang. Til gengæld var forstadsudviklingen i landsogne omkring større købstæder nu udpræget.

Mellemkrigstiden indtil 1930 var en periode med fremgang for håndværk og industri både i købstæder og i andre bymæssige bebyggelser. For de mindre byer betød fremgangen for håndværk og industri en kompensation for den aftagende befolkning i oplandet.

1935-1940

Udviklingen fra det foregående femår fortsatte med kun mindre nuancer. Hovedstadens befolkning voksede i perioden med 54.675 personer (svarende til en tilvækst på 6,5%) og købstædernes befolkning med 56.763 personer (svarende til en tilvækst på 6,5%). Landsognenes samlede befolkning voksede med 36.797 personer.

Landbrugets betydning var aftagende mellem 1930 og 1940 i stort set hele landet med få undtagelser: i Københavns omegn, hvor fremgangen skyldtes etableringen af gartnerier og lignende, i Sønderjylland, hvor der oprettedes nye statshusmandsbrug samt på store dele af Lolland og det sydvestlige fyn, hvor sukkerroeavlen i tilknytning til de derværende sukkerfabrikker kunne understøtte landbrugsdriften. Indtil begyndelsen af 1930-erne havde landbruget i det store og hele kunnet fastholde sin beskæftigelsesmæssige betydning, men nu begyndte en mekanisering, der førte til nedgang i antallet af helårsarbejdere knyttet til landbrug.

Købstæderne industrelle fremgang fortsatte med forstærket kraft. Dette måtte sætte sit præg i form af stadigt mere omfattende forstadsdannelser.

For Esbjergs vedkommende er det påvist, at byens befolkningsvækst i stor udstrækning skyldtes tilvandring, hvilken overvejende skete fra Vestjylland, ikke mindst fra de vestjyske fiskerlejer og Thy samt fra jyske købstæder.

1940-1945

Hovedstadens befolkning voksede i perioden med 37.274 personer (svarende til en tilvækst på 4,2%) og købstædernes befolkning med 75.695 personer (svarende til en tilvækst på 8,0%). Landsognenes befolkning voksede med 87.951 personer. Landsognenes samlede befolkningsvækst dækker over en forskel mellem de rene landdistrikter, der voksede med 26.260 personer (svarende til en tilgang på 1,9%), en tilvækst i de bymæssige bebyggelser på 33.764 (svarende til en tilvækst på 9,3%) samt i forstadsbebyggelser på 27.927 personer (svarende til en tilvækst på 10,7%). Taget som helhed var fordelingen på de enkelte hovedgrupper stort set uforandret i 1945 sammenlignet med 1940.

Krigen betød en midlertidig opbremsning i afvandringen fra landdistrikterne.

1945-1950

Krigens afslutning bevirkede en fornyet afvandring fra landdistrikterne. Mekaniseringen af landbruget medførte en stigende afgang i antallet af helårsarbejdere i landbruget samt i bestanden af heste, der hidtil havde spillet en stor rolle som trækkraft. I stedet fandt traktorer vej til landbruget.

Købstæderne oplevede en fortsat fremgang for industrien; kun de mindste købstæder: Skælskør, Stege, Mariager, Store Heddinge, Allinge-Sandvig, Svaneke og Stubbekøbing, oplevede en mindre nedgang i antallet af sysselsatte ved håndværk og industri mellem 1940 og 1950.

Forstadsudviklingen fortsatte. For Esbjergs vedkommende blev de omgivende sogne: Brøndum, Guldager og Skads nu i stigende grad inddraget i byens befolkningsudvikling.

1950-1955

Befolkningsfremgange er nu mere udpræget stedlige, betinget af nye næringsmuligheder. Således skyldes den stærke befolkningsvækst i Grove sogn i Midtjylland fremkomsten af Karup flyveplads, og i det indre Nordslesvig bevirkede Skrydstrup flyveplads en lignende befolkningsfremgang. En lignende udvikling skete omkring industrivirksomheder som Danfoss ved Nordborg på Als og omkring Grindsted. Til gengæld var landbefolkningen aftagende i egne uden sådanne næringsmuligheder. I kraft af forbedrede muligheder for egen transport kunne sådanne arbejdspladser nu også i stigende grad bevirke, at fjernere områder kunne fastholde den bosiddende befolkning i kraft af pendling, det vil sige daglige rejser mellem bolig og arbejdssted.

Også forstadssogne oplevede en kraftig befolkningsfremgang, således havde Herlev og Brøndbyerne i Hovedstadens ydre forstadsområde mere end en fordobling af indbyggertallet. I takt med, at købstædernes vækstmuligheder aftog som følge af udbygning, aftog også købstædernes befolkningsvækst, idet forstæderne nu voksede stærkere end selve købstaden; i København-Frederiksberg var befolkningen endda aftagende.

1955-1960

I Hovedstadsområdet fortsatte forstadsudviklingen. I selve hovedstaden omfattende Københavns. Frederiksberg og Gentofte kommuner var befolkningen faldende, men i de omgivende kommuner skete en kraftig forstadsudvikling, som bredte sig så langt som til Helsingør, Hillerød, Frederikssund, Roskilde og Køge. Denne udvikling skete ofte som samlede bydelsanlæg, således Albertslund Syd i 1957. På lignende måde skete en betydelig forstadsudvikling omkring Odense, Århus, Ålborg-Nørresundby og Esbjerg.

På Fyn medførte etableringen Odense Stålskibsværft (Lindøværftet) i Munkebo sogn påbegyndt i 1957, at der skete en betydelig befolkningsvækst i sognet.

I Midtjylland skete en stærk befolkningsudvikling med udgangspunkt i tekstilindustrien i Herning og Ikast.

Landbrugets betydning var nu kraftigt faldende: antallet af helårsarbejdere faldt hurtigt, og samtidig voksede antallet af traktorer og nu også af mejetærskere; overgang fra trækkraft fra heste til trækkraft fra traktorer blev næsten fuldbyrdet i løbet af 1950-erne, og samtidig faldt antallet af bedrifter i tiåret 1950-60 med 8% på Øerne og 4% i Jylland. Samdrift begyndte så småt at brede sig.

1960-1965

I 1960-erne indledtes en ny fase i urbaniseringen i form af byudviklingsplaner. Hidtil var sådanne planer kun blevet lavet for det storkøbenhavnske område, men fra omkring 1960 blev sådanne planer også udarbejdet for andre større købstæder og deres omegn, ofte i forbindelse med tidens omfattende industrielle udvikling. Frem til 1965 omfattede sådanne planer omkring 285 købstadskommuner og landkommuner svarende til omkring 23% af det samlede antal og med omkring 60% af hele landets befolkning. Formålet med disse planer var at sikre, at der skete en samordning af byudviklingen i købstæder og deres omgivende forstæder og andre nærliggende bydannelser. Planerne opfyldte deres formål for så vidt at befolkningsvæksten fortrinsvis skete i områder omfattede af sådanne planer.

Forklaringen på den omfattende forstadsudvikling var, at flere købstadskommuner efterhånden nåede grænserne for deres udbygningsmuligheder. Dette gælder hovedstaden, hvor Københavns, Frederiksberg og Gentofte kommuner alle havde en faldende befolkning. Til gengæld var befolkningsvæksten omfattende både i forstadskommuner og i andre fjernere beliggende omegnskommuner, der efterhånden omfattede hele Nordøstsjælland, det vil sige Københavns, Frederiksborg og Roskilde amter og endda ud over disse amters grænser.

En lignende udvikling skete på Fyn for Odenses vedkommende: Odense kommune havde faldende indbyggertal mens især de omgivende forstadskommuner men tillige fjernere liggende omegnskommuner var stærkvoksende. Samme udvikling skete for Århus' vedkommende: købstadens indbyggertal var faldende men forstæder og omegnskommuner var voksende. Endelig skete noget lignende for Ålborgs vedkommende: Ålborg kommunes indbyggertal var faldende, men voksende i både Nørresundby og andre forstads- og omegnskommuner.

For andre provinsbyer var den industrielle fremgang, der bevirkede befolkningsvækst. Dette gælder Kalundborg, hvor Asnæsværket og et olieraffinaderi skabte nye arbejdspladser, hvilket bevirkede befolkningsvækst både i købstaden og i omgivende kommuner. På Als kunne både udviklingen i Nordborg med Danfoss og i Sønderborg sikre nye beskæftigelsesmuligheder og dermed befolkningsvækst. I Midtjylland skabte især tekstilindustrien mulighed for fortsat befolkningsvækst med Herning og Ikast som de største vækstcentre. Endelig kunne Esbjergs fortsatte vækst sikre befolkningsfremgang ikke kun i købstaden men også i forstads- og omegnskommuner. Mindre udtalt var udviklingen i Rønne, Ringkøbing og andre mindre købstæder. Påfaldende var også befolkningsvækst i tilknytning til færgeforbindelser, således Rødby Færgehavn på Lolland, Grenå og Hundested samt i fiskerihavne som Skagen, Hirtshals, Hanstholm og Hvide Sande. I Bov kommune gav grænseovergangene ved Kruså og Padborg fortsat visse muligheder for befolkningsvækst.

For de landsogne, der lå fjernere fra købstæderne, skete derimod en befolkningsnedgang. Denne må i betydelig udstrækning tilskrives landbrugets fortsatte mekanisering og dermed faldende behov for fremmed arbejdskraft. I nogle tilfælde kunne mindre byers rolle som oplandscentre i nogen grad opveje tab i beskæftigelsesmuligheder, men billedet var langt fra entydigt.

1965-1970

Udviklingen i anden halvdel af 1960-erne var kun delvist en fortsættelse af udviklingen i første halvdel af årtiet. Den stagnation, som tidligere kun havde ramt de største købstæder, bredte sig nu til at omfatte næsten alle større købstæder med nogle få undtagelser, men udviklingen sløres på kommuneniveau af kommunalreformerne i slutningen af 1960-erne og 1970, idet mange stærkt voksende forstæder og omegnsbyer ved kommunalreformerne blev sammenlagt med købstæderne i de nye storkommuner. Formålet med kommunalreformen i 1970 var at afvikle fænomenet forstæder, men det lykkedes langtfra, og især i forstadskommunerne omkring Storkøbenhavn skete en stærk vækst i befolkningen.

For Storkøbenhavns vedkommende bevirkede Køge Bugt-planen fra 1966, at der skete en kraftig befolkningsvækst i alle kommunerne mellem Hovedstaden og Køge. For Helsingør, Hillerød, Frederikssund, Roskilde og Køge skete der en vis befolkningsvækst, fordi disse byer nu i voksende grad blev inddraget i hovedstadens udvikling, hvilket bevirkede, at man kunne bo i disse byer men arbejde i hovedstaden. Pendlingen var stærkt stigende, og kunne i visse tilfælde nå 60 km eller mere: befolkningsvæksten i Holbæk, Slagelse, Sorø, Ringsted og Næstved må til dels tilskrives, at også disse byer efterhånden blev inddraget i hovedstadens udvikling. Industriens betydning var vigende og i stedet fik offentlige embeder og private tjenesteydelser voksende betydning.

For Århus' vedkommende er Gjellerupparken opført fra 1967 et eksempel på den planlagte forstadsudvikling, som skete i disse år, og ligeledes bevirkede etableringen af byområdet Højvangen i Skanderborg i 1965, der var en følge af denne bys inddragelse i Århus' byudvikling en stedlig befolkningsvækst.

Af de købstæder, som var i stand til at oprette fortsat befolkningsfremgang i kraft af deres egen industrielle udvikling må nævnes Struer med Bang & Olufsen samt tekstilindustrien i Herning og omegn.

Uden for de større byer er især befolkningsudviklingen i Hanstholm påfaldende. Den skyldes, at der fra 1966 var udarbejdet en samlet byudviklingsplan for Hanstholm havn og by i forbindelse med etableringen af en fiskerihavn i 1966. I Midtjylland oplevede Grindsted og Billund med virksomheden Lego en lignende udvikling, og det samme gjaldt i Sønderjylland for Vojens med Brødrene Grams køletekniske fabrik.

1970-1976

Landbrugets andel af beskæftigelsen var i 1976 faldet til omkring 7% svarende til henved 178.000 personer, som altovervejende var bosatte i landdistrikterne. Sysselsætningen gik mellem 1960 og 1970 årligt tilbage med 3,7% men mellem 1970 og 1976 kun med 2,9%, hvilket sikkert skyldtes, at man nærmede sig en bundgrænse for antallet af medhjælpere i landbruget.

Industriens og håndværkets andel af sysselsætningen udgjorde omkring en fjerdedel af befolkningen svarende til henved 640.000 personer, hvilken andel var næsten uforandret i de seneste 15 år. Den industrielle stagnation, som havde ramt landet i anden halvdel af 1960-erne, slog efter 1970 om i egentlig tilbagegang under indtryk af den såkaldte "oliekrise", og denne industrinedgang ramte fortrinsvis de større, ældre industrivirksomheder i købstæderne, mens de talrige nyere virksomheder i mindre byer klarede sig bedre. Følgen af dette var, at selv store byområder og hovedstaden nu oplevede en stor befolkningsmæssig stagnation. Til gengæld skete der en stigning i mindre byer, og her kan egnsudviklingsstøtte have bidraget noget til denne fremgang.

Den private service fraset håndværk talte ligeledes omkring en fjerdedel af befolkningen eller henved 610.000 personer. Mange af disse var ansat i handelsvirksomhed, men deres andel var faldende, blandt andet fordi mange kolonialvareforretninger blev nedlagt til fordel for supermarkeder og lavprisvarehuse. Denne udvikling betød, at handelen i stigende grad blev samlet i færre men mere velforsynede butikscentre. Ligeledes voksede antallet af ansatte i en groshandel, og denne blev samlet i større byer. Den offentlige service talte også en fjerdedel af befolkningen svarende til henved 640.000 personer, og andelen var voksende. I mange henseende skete der en vis samling af offentlig service i færre men større institutioner, hvilken udvikling blev fremmet ved udbygning af den offentlige transport. Denne udvikling tilgodeså især de nye kommunecentre, mens de større egnscentre ikke synes at have nydt godt af forandringerne. Taget som helhed var servicesektoren nu for alvor ved at blive dominerende for sysselsætningen.

I begyndelsen af 1970-erne skete en fortsat byspredning. Hovedstadsområdets samlede befolkning var nu faldende, men bag denne overordnede tendens var to modsat rettede udviklinger: i de centrale kommuner, der foruden København, Frederiksberg og Gentofte nu også omfattede Kastrup, Søllerød, Gladsaxe, Rødovre og Glostrup kommuner, var befolkningen faldende, i Ballerup og Roskilde kommuner nærmest stagnerende, mens den var voksende i de øvrige kommuner i Hovedstadsområdet. Uden for dette, i et bælte fra Holbæk til Næstved var befolkningen voksende men lidt svagere end i de stærkest voksende omegnskommuner i Hovedstadsområdet.

På Fyn udviste Odense storkommune en svag vækst, mens omegnskommunerne udviste en stærkere befolkningsvækst, for Munkebo med Odense Stålskibsvæft dog en stærk befolkningsvækst. I Østjylland udviste Århus samme udvikling som i Odense, og også her var den nye storkommune omgivet af kommuner med en stærkere befolkningsvækst. Endelig havde Ålborg-Nørresundby storkommune en nærmest stagnerende udvikling, mens omgivende kommuner udviste en stærkere befolkningsvækst. I alle disse tilfælde skyldtes udviklingen, at befolkningen i omgivende mindre byer voksede men var sysselsat i storbyen.

Flere mindre og mellemstore byer oplevede en stagnation eller endda befolkningsfald, det gælder blandt andre for Bogense på Fyn samt Randers og Vejle i Østjylland. I store dele af Jylland var befolkningen voksende dels som følge af, at de mange kommuner nu fik brug for nye kommunecentre med udbygget service i form af gymnasium, handelsskole, teknisk skole, sygehus, hovedpolitistation, omfattende udvalgsvarehandel og som centre for flere oplandslinjer.

På de mindre øer var befolkningen overvejende faldende, det gælder fx. Læsø, Anholt, Mors, Samsø, Langeland, Ærø, Lolland, Falster, Møn samt Bornholm. Kun Rønne på Bornholm, Nakskov og Maribo på Lolland samt Nykøbing på Falster kunne tilbyde det mindstemål af offentlig og privat service samt industriarbejdspladser, som myndighederne anså for ønskeligt.

1976-1981

I disse år slog virkningen af "oliekrisen" for alvor igennem: antallet af industriansatte faldt med omkring 40.000 fra 420.000 til 380.000 og lå stabilt på dette niveau til 1980, hvor et nyt fald satte ind. Men bag de overordnede tal lå to modsat virkende tendenser: i storbyerne skete en afindustrialisering, mens antallet af industriansatte var voksende i de mindre byer. Ikke mindre end 40% af den tilvækst i industriansatte, som indtraf frem til 1980, skete i 4 kommuner, der var prægede af enkelte større virksomheder: Bjerringbro med Grundfos (pumper med videre), Nordborg med Danfoss (køleautomatik og varmeregularing), Billund med legetøjsfabrikken Lego samt Ølgod med HTH-køkkenelementer. Men samtidig oprettedes en lang række nye små højautomatiserede virksomheder, som kunne skabe grundlag for yderligere fremtidig vækst. En del af denne udvikling skete ved "innovativ knopskydning", hvor folk fra eksisterende virksomheder fandt nye løsninger og produkter og startede nye virksomheder.

I dette tidsrum skete der en mindre fremgang for antallet af sysselsatte i fremstillingsvirksomhed fra 489.557 i 1976 til 510.836 i 1981 eller med 21.279 personer svarende til en fremgang på 4.3%. Byggeri og anlæg voksede fra 193.576 i 1976 til 199.315 i 1981 eller 20.8735.739 personer svarende til en fremgang på 3,0%. Handel og omsætning gik frem fra 523.980 i 1976 til 545.749 i 1981 eller 21.769 personer svarende til en fremgang på 4,2%, mens tjenesteydelser voksede fra 787.586 i 1976 til 911.105 i 1981 eller 123.519 personer svarende til en fremgang på 15,7%. Landbrug faldt fra 206.240 i 1976 til 200.551 i 1981 eller med 5,689 personer svarende til et fald på 2,7%.

Befolkningsnedgang ramte i første omgang hovedstaden og dens omegn (København, Frederiksberg, Ballerup, Gentofte, Gladsaxe, Slostrup, Albertslund, Lyngby-Tårbæk, Rødovre, Tårnby, Birkerød, Køge og Roskilde). Desuden blev store dele af Lolland-Falster ramt samt alle mindre øer: Ærø, Langeland, Samsø, Mors og Læsø, desuden dele af Bornholm.

1981-1986

Tiden efter 1981 blev præget af en markant lavere vækst både i henseende til befolkningsudviklingen men tillige i erhvervsudviklingen. Industriens tilbagegang ophørte for en tid, mens servicesektoren var voksende, nu dog ikke længere i den offentlige sektor men snarere i den private servicesektor. Industrien blev i beskæftigelsesmæssig henseende i de mindre byer, mens den nye private servicesektor blev samlet i de større byer samt i hovedstaden. Handel og omsætning var i disse år i det store og hele stagnerende, mens byggeri og anlæg faldt med omkring 11% fra 1981 til 1986.

I dette tidsrum skete der en mindre frmgang for industrien: antallet af sysselsatte i fremstillingsvirksomhed steg fra 510.836 i 1981 til 536.368 i 1986 eller med 25.532 personer svarende til en fremgang på 5,0%. Byggeri og anlæg gik ned fra 199.315 i 1981 til 178.442 i 1986 eller 20.873 personer svarende til en nedgang på 10,5%. Handel og omsætning gik frem fra 545.749 i 1986 til 583.695 i 1991 eller 37.946 personer svarende til en fremgang på 7,0%, mens tjenesteydelser voksede fra 911.105 i 1981 til 983.340 i 1986 eller 72.235 personer svarende til en fremgang på 7,9%. Landbrug faldt fra 200.551 i 1981 til 178.444 i 1986 eller med 22.107 personer svarende til et fald på 11,0%.

Specielt for tiden 1981-1986 var, at den danske befolkning for første og eneste gang faldt i perioden. Dette fald afspejlede sig i store dele af landet. Først og fremmest ramte det hovedstaden og dens forstads- og omegnskommuner (København, Frederiksberg, Ballerup, Brøndby, Dragør, Gentofte, Gladsaxe, Glostrup, Herlev, Albertslund, Hvidovre, Lyngby-Tårbæk, Rødovre, Ishøj, Tårnby, Vallensbæk, Allerød, Birkerød og Skævinge). Desuden ramte den alle mindre øer: Ærø, Langeland, Samsø, Mors, Læsø, Møn, men tillige store dele af Lolland, Falster og Bornholm. Men derudover ramte den store dele af Fyn, Sønderjylland, Østjylland, Vestjylland og Nordjylland.

1986-1990

Den omfattende befolkningsnedgang fortsatte i dette tidsrum og berørte fortrinsvis de samme områder som i det foregående femår, det vil sige hovedstaden og omegnskommuner, Lolland-Falster, Bornholm, andre mindre øer samt dele af Fyn, Sønderjylland, Vestjylland, Østjylland og Nordjylland.

I dette tidsrum skete der en mindre nedgang for industrien: antallet af sysselsatte i fremstillingsvirksomhed faldt fra 536.368 i 1986 til 526.636 i 1991 eller med 9.732 personer svarende til en nedgang på 1,8%. Også byggeri og anlæg gik ned fra 178.442 i 1986 til 162.182 i 1991 eller 16.260 personer svarende til en nedgang på 9,1%. Handel og omsætning gik frem fra 583.695 i 1991 til 599.807 i 1991 eller 16.112 personer svarende til en fremgang på 2,8%, mens tjenesteydelser voksede fra 983.340 i 1986 til 1.011.403 i 1991 eller 28.063 personer svarende til en fremgang på 2,9%. Landbrug faldt fra 178.444 i 1986 til 144.517 i 1991 eller med 33.927 personer svarende til et fald på 19,0%.

1990-1996

Omkring 1990 indtraf to begivenheder, som på afgørende måde ændrede vilkårene for næringslivet, dels afslutningen af Den kolde Krig og den deraf følgende integrering af Østeuropa i det vesteuropæiske arbejdsmarked, dels fremkomsten af internettet, af computeren og af mobiltelefonen. De ændrede kommunikationsvilkår betød, at beliggenheden af industriproduktionen nu blev mere fri, idet det var blevet muligt for ledelsen at opretholde kommunikationen med produktionsenheden uanset dennes beliggenhed, og Østeuropa kunne i almindelighed tilbyde lavere produktions- og lønomkostninger og derved mere fordelagtige produktionsvilkår end i Danmark. Mange virksomheder så derfor en fordel ved at flytte produktion til de nye lavtlønslande, såkaldt outsourcing. Internt i Danmark var lønforskellene efterhånden blevet så små, at en udflytning fra højtlønsområder i større byer til lavtlønsområder i landets yderområder ikke længere var en reel mulighed. Følgen var, at Danmark mistede et stort antal industrielle arbejdspladser. Ganske vist kunne der opnås en vis, mindre kompensation i form af nye arbejdspladser indenfor design og produktudvikling, mn disse kunne ikke kompensere for tabet af arbejdspladser i produktionen.

I dette tidsrum skete der en mindre nedgang for industrien: antallet af sysselsatte i fremstillingsvirksomhed faldt fra 526.636 i 1991 til 507.826 i 1996 eller med 18.810 personer svarende til en nedgang på 3,6%. Også byggeri og anlæg gik ned fra 162.182 i 1991 til 153.754 i 1996 eller 8.428 personer svarende til en nedgang på 5,2%. Handel og omsætning gik frem fra 599.807 i 1991 til 688.664 i 1996 eller 88.969 personer svarende til en fremgang på 14,8%, mens tjenesteydelser faldt fra 1.011.403 i 1991 til 987.563 i 1996 eller 23.840 personer svarende til en nedgang på 2,4%. Landbrug faldt fra 144.517 i 1991 til 119.843 i 1996 eller med 24.674 personer svarende til et fald på 17,1%.

Politisk indtraf der en udvikling, hvor man søgte at styrke de største kommuner, der tidligere havde oplevet en krise, i form af investeringer i ny byudvikling og ny infrastruktur. Mest markant var denne politik i forhold til hovedstaden: vedtagelsen i 1992 af loven om Ørestaden og en ny metro betød, at staten nu stillide store økonomiske midler til rådighed for at understøtte og vende hovedstadens skrantende udvikling. Det afspejlede sig omgående i befolkningsudviklingen, hvor kun få omegnskommuner nu oplevede fortsat tilbagegang (Albertslund, Hvidovre, Tårnby, Værløse). Derimod var både Bornholm og Lolland-Falster samt de øvrige små øer fortsat ramt af befolkningsnedgang, og denne berørte nu også en række vigtige industrikommuner: Munkebo (med stålskibsværftet), Gram; Nordborg (med Danfoss) og Thyborøn-Harboøre (Cheminova). I Sønderjylland var befolkningsnedgangen nu mindre udbredt end i den foregående periode.

1996-2001

I dette tidsrum fulgte staten sine tidligere investeringer op med et nyt ambitiøst projekt: i 1997-98 åbnedes Storebæltsbroen og i 2000 åbnedes Øresundsforbindelsen mellem København og Malmø. Hele hovedstadsområdet nød godt af disse investeringer, kun Albertslund og Ishøj havde befolkningsnedgang. Befolkningsnedgang ramte fortsat store dele af Lolland-Falster, hele Bornholm og småøerne. Også flere industribyer oplevede nedgang, desuden store dele af Sønderjylland, herunder grænsekommunerne Bov, Tinglev og Tønder.

I dette tidsrum fortsatte afindustrialiseringen: antallet af sysselsatte i fremstillingsvirksomhed faldt fra 507.826 i 1996 til 482.008 i 2001 eller med 25.818 personer svarende til en nedgang på 5,1%. Også landbruget gik tilbage fra 119.843 i 1996 til 102.188 i 2001 eller med 17.655 personer svarende til en nedgang på 14,7%. Derimod gik byggeri og anlæg frem fra 153.754 i 1996 til 174.092 i 2001 eller 20.338 personer svarende til en fremgang på 13,2%, hvoraf en del sikkert skyldtes de store statslige bygge- og anlægsprojekter. Også handel og omsætning gik frem fra 688.664 i 1996 til 781.629 i 2001 eller 92.965 personer svarende til en fremgang på 13,5%, mens tjenesteydelser gik frem fra 987.563 i 1996 til 1.036.643 i 2001 eller 49.080 personer svarende til en fremgang på 5,0%.

2001-2006

I dette tidsrum fulgte staten sine tidligere investeringer op med nye projekter: 2001 åbnedes første etape af Ørestaden, i 2002 fulgt op med første etape af Metroen.

2006-2011

I 2007 gennemførtes en ny kommunalreform, hvorved antallet af storkommuner faldt til 98.

De store og de lange linjer

Når man ser på de mange kortere og længere varende udsving i næringsvilkårene er det nærliggende at glemme de helt lange linjer: hvor meget har befolkningens fordeling ændret sig fra slutningen af 1700-tallet til begyndelsen af det 21. århundrede? Det enkle svar er: stort set er der ingen forandring sket.

Hvis man inddeler befolkningens fordeling på de 3 hovedgrupper hovedstaden (i betydningen det sammenhængende byområde men uden hovedstadsområdets øvrige bymæssige bebyggelser og landområder), øerne fraset hovedstaden samt Jylland, får man følgende fordeling: i 1769 boede 10,3% i hovedstaden, 45,7% på øerne og 44,0% i Jylland og i 2017 boede 13,6% i hovedstaden, 40,9% på øerne og 45,5% i Jylland. Forskellen er således under 5% for alle 3 områder.

Men det bør tilføjes, at der ind imellem var større udsving, hvilke afspejler de skiftende konjunkturer. Således faldt hovedstadens befolkningsandel i 1840 til 9,8% mens øernes andel voksede til 47,9% og Jyllands andel faldt til 42,3%. Derimod gik hovedstadens andel støt frem under 1800-tallets industrialisering, og denne udvikling fortsatte i første halvdel af det 20. århundrede. Efter genforeningen 1920 var befolkningsfordelingen i 1921 21,4% i hovedstaden, 32,7% på øerne og 45,9% i Jylland. Hovedstadens andel af befolkningen kulminerede i 1950 med 22,8%, mens øernes andel var 32,8% og Jyllands andel var 44,4%, det vil sige at industrialiseringen overvejende bevirkede en tilvækst i hovedstadens befolkning på øernes bekostning, mens Jylland stort set havde beholdt sin befolkningsandel. Dette betyder også, at den stærke forstadsudvikling omkring København, som foregik i årtierne efter 1950, ikke kunne opveje den befolkningsnedgang, som samtidig skete i hovedstadens centralkommuner. Ved kommunalreformen i 1970 var hovedstadens befolkningsandel faldet til 16,3% mod 39,3% på øerne og 44,4% i Jylland. Ved kommunalreformen i 2007 var hovedstadens befolkningsandel 10,4% mod 41,7% på øerne og 46,1% i Jylland. Kommunalreformen i 1970 havde således styrket befolkningandelen både på øerne og i Jylland en smule, mens de politiske bestræbelser på at styrke hovedstaden fortrinsvis er sket efter kommunalreformen i 2007.

Den virkelige forskel må søges egnsvis. Urbaniseringen har bevirket, at befolkningen nu overvejende er bosat i større og mindre bydannelser, også og ikke mindst i egne, hvor sådanne tidligere ikke fandtes. Urbaniseringen er med andre ord en tendens, der går på tværs af geografiske områder og forskelle: den er foregået både i det mest urbane område af landet, i frugtbare landdistrikter og i mindre frugtbare landdistrikter. Urbaniseringen må ses i forbindelse med en anden langtidstendens: skiftet i sysselsætningsmæssig henseende fra landbrug og fiskeri, det vil sige fødevarefrembringende næringer, over håndværk og industri, det vil sige forarbejdnings- og fremstillingsnæringer, til serviceerhverv: handel og omsætning, transport, offentlige embeder samt private tjenester. Forskydningerne over tid i befolkningens bosættelsesfordeling afspejler de uens forudsætninger for hver af disse hovedgrupper.

Når befolkningsfordelingen alligevel efter omkring 250 år i store træk er den samme opgjort på hovedområder, så må forklaringen søges i et fænomen, som bedst kan betegnes som mætningsgrad: en næringsvej har mulighed for at vokse så længe, at den har et voksende afsætningsmarked. Landbruget kunne vokse indtil, at det kunne brødføde hele befolkningen og endda producere et overskud til eksport, industrien kunne vokse så længe, at den kunne producere varer, som der var afsætningsmarked for, handel og omsætning, offentlige embeder og tjenesteydelser kunne vokse så længe, at disse havde et tilstrækkeligt opland af borgere og kunder, transportnæringerne kunne vokse indtil, at de opfyldte behovene for varefragt fra en producent til et marked og således videre. Disse vækstvilkår skiftede over tid således, at de snart gavnede et område, snart et andet. Men i takt med, at befolkningstætheden vokser, vokser også mulighederne for konflikter og modsætninger: i storbyer var modsætning mellem arbejdsgivere og lønmodtagere mere udtalte, her var problemerne med miljøbelastning i forhold til bolig- og opholdsområder også større, og endelig er der sociale grænser for hvor tæt, at folk kan holde ud at bo; når tæthedsgrænsen overskrides, i slumområder, vil det udløse sociale spændinger og modsætninger og vil føre til egne befolkningsbevægelser for at lette på det sociale pres. I forbindelse hermed optræder nedslidning af den eksisterende bygningsmasse og behov for sanering og byfornyelse som en medvirkende faktor.

Set over lange tidsforløb kan ingen af de tre overordnede omflytningstræk: sammenflytning (urbanisering), en udbredelse i form af forstæder, satellit- og sovebyer (suburbanisering) og spredning (desurbanisering) anses for det endelige svar på samfundets befolkningsfordeling, idet hver af dem tilgodeser visse behov på bekostning af andre. Derfor er det heller ikke mærkeligt, at de veksler i styrke og betydning uens steder og til ulige tider. Derfor vil de også i fremtiden optræde med samme vekslen som hidtil.

Litteratur

• Aage Aagesen: "The Copenhagen District and its Population" (Geografisk Tidsskrift bd. 50; 1960; s. 204-213)
• Aage Aagesen: "The Copenhagen District and its Population" (Særtryk af Geografisk Tidsskrift, 59. bind; København 1960; s. 204-213)
• Aage Aagesen: "Befolkningen" (Niels Nielsen (red.): Atlas over Danmark. serie I, bind 2; Det Kongelige Danske Geografiske Selskab, København 1961)
• Aage Aagesen: "The Population of Denmark 1955-1960" (Geografisk Tidsskrift bd. 63; 1964; s. 191-202)
• Aage Aagesen: "The Population of Denmark 1960-1965" (Geografisk Tidsskrift bd. 67; 1968; s. 50-69)
• Aage Aagesen: "The Population of Denmark 1965-1970" (Geografisk Tidsskrift bd. 70; 1971; s. 1-21)
• Ejler Alkjær: "Om Stationsbyernes Erhvervsstruktur og Oplandsforhold" (Det danske Marked 1943, s. 217-226);
• Claus Bjørn: "1810-1860" (i: Claus Bjørn (red.): Det danske landbrugs historie III; Landbohistorisk Selskab, Odense 1988; ISBN 87-7526-079-4; s. 9-189)
• Per Boye og Ole Hyldtoft: "Økonomiske, geografiske og demografiske aspekter" (Grethe Authén Blom (red.): Urbaniseringsprosessen i Norden, Del 3: Industrialiseringens første fase. Det XVII. nordiske historikermøte; Trondheim 1977; ISBN 82-00-01666-8; s. 178-244);
• Steen B. Böcher: "Vandkraften som initial lokaliseringsfaktor for dansk industri" (i: Geografisk Tidsskrift, bd. 52; 1952-53; s. 33-50)
• Danmarks Statistik: Statistiske Meddelelser 4.21.1; (København 1906);
• Danmarks Statistik: Statistiske Meddelelser 4.37.1; (København 1911);
• Danmarks Statistik: Statistiske Meddelelser 4.51.1; (København 1916);
• Danmarks Statistik: Statistiske Meddelelser 4.63.1; (København 1925);
• Danmarks Statistik: Statistiske Meddelelser 4.86.2; (København 1930);
• Danmarks Statistik: Statistiske Meddelelser 4.101.1; (København 1935);
• Danmarks Statistik: Statistiske Meddelelser 4.113.3; (København 1940);
• Danmarks Statistik: Statistiske Meddelelser 4.128.1; (København 1945);
• Danmarks Statistik: Statistiske Meddelelser 4.147.1; (København 1950);
• Danmarks Statistik: Statistiske Meddelelser 4.166.1; (København 1955);
• Kr. Marius Jensen og Anette Reenberg: "Landbrugsatlas Danmark 1986" (N. Kingo Jacobsen (red.): Atlas over Danmark, serie II, bd. 4; Tønder 1986; ISBN 87-421-0521-8)
• Henning Mørch: "Landbefolkningen" (i: Atlas over Danmark, serie II, bd. 4; 1986; s. 81-85)
• Planstyrelsen: Det fremtidige bymønster - et debatoplæg fra planstyrelsen; 1978; ISBN 87-503-2643-0
• Jørgen Dieckmann Rasmussen: "1860-1914." (i: Claus Bjørn (red.): Det danske landbrugs historie III; Landbohistorisk Selskab, Odense 1988; ISBN 87-7526-079-4; s. 193-242)
• Cordt Trap: Tabelværk til Københavns Statistik Nr. 18; København 1913

Eksterne henvisninger

• Per Boje og Ole Hyldtoft: "Økonomiske, geografiske og demografiske aspekter" (Urbaniseringsprosessen i Norden, Del 3: Industrialiseringens første fase; Universitetsforlaget Oslo-Bergen-Tromsø 1977),