Spring til indhold

Befolkningsudviklingen i Danmark

Fra Wikibooks, den frie samling af lærebøger

Den demografiske transitation Danmark som andre europæiske lande gennemgik i løbet af det nittende og det tyvende århundrede en befolkningsmæssig udvikling kendt som den demografiske transitation[1]: Fra indtil midten af det attende århundrede at have haft en forholdsvis høj fødselsrate og en tilsvarende høj dødelighed begyndte dødeligheden i Danmark som følge af et forbedret sundhedsvæsen at falde, mens fødselsraten i begyndelsen forblev høj. Derved begyndte befolkningen at vokse stærkt. Senere begyndte også fødselsraten at falde, men da dødeligheden fortsat var faldende, skete der ingen større ændringer i det naturlige fødselsoverskud. Først i løbet af det tyvende århundrede begyndte fødselsraten atter at nærme sig dødeligheden, indtil de to størrelser nåede hinanden igen men på et nyt og betydeligt lavere leje. Udfaldet af dette forandringsforløb var et stort og stigende befolkningsoverskud, som skulle brødfødes og sysselsættes og som for den største dels vedkommende (i begyndelsen) var bosat i landdistrikterne.

(DIAGRAM: Den demografiske transitation)

Der er almindelig enighed om, at befolkningsvæksten det nittende og tyvende århundrede har haft afgørende indflydelse på den nærings- og bebyggelsesmæssige udvikling i samme periode[2]. Alligevel erkendes det, at ”det er dog vanskeligt at se nogen klar samvariation mellem urbaniseringsforløbet og befolkningsvæksten”[3]. Dette skyldes, at mens befolkningsvæksten er let at vise, er dennes virkning ikke umiddelbart indlysende. På denne baggrund skal befolkningsvæksten søges nøjere belyst.

Valgmuligheder for landdistrikternes befolkning[redigér]

Indledningsvis må det være rimeligt at gøre sig klart hvilke følger, befolkningsoverskud kan forventes at få for bebyggelsen. Udgangspunktet er en antagelse om, at ”befolkningens geografiske fordeling i et område er altid en konsekvens af den geografiske fordeling af de udnyttede erhvervsmuligheder. Udnyttelsen af tidligere upåagtede erhvervsmuligheder eller ændring af disse i den ene eller anden retning vil også medføre en ændring i befolkningens fordeling i landet”[4]. Selvom der i en tid med bedre rejsemuligheder må tages et vist forbehold for bolig-arbejdsstedsrejser (pendling), der gør flytning mindre påkrævet, kan man med rimelighed se befolkningsfordelingen og ændringer i denne som spejl af sysselsætningsforholdene. Eftersom de fleste mennesker i 1800-tallet boede i landdistrikterne og var sysselsat ved jordbrug, vil det være rimeligt først at se på forholdene her. Den voksende landbefolkning kunne i hovedsagen vælge mellem to hovedvalg: enten at forblive ved jordbruget eller at søge over i andre næringsveje. Hvis man ville forblive ved jordbruget, var der i hovedsagen 7 valgmuligheder:

  1. at inddrage ny jord (eventuelt ved landvinding),
  2. at omfordele jorden,
  3. at kombinere dyrkning af egen jordlod med medhjælp for andre (husmænd),
  4. at blive fuldtidsmedhjælpere for andre (landarbejdere, daglejere, indsiddere, karle og piger),
  5. at flytte til en anden egn, eller
  6. at udvandre,
  7. at tage arbejde i et nabosogn uden fraflytning (pendling).

Overgang til anden næringsvej end landbrug indebar i de fleste tilfælde overgang til næringsveje, der fortrinsvis men ikke altid blev udøvet eller krævede uddannelse i købstæderne. Ved dette hovedvalg var der i hovedsagen 5 valgmuligheder:

  1. at blive boende (som landhåndværker eller handlende enten i landsbyen eller enkelthus),
  2. at flytte til et mere fordelagtigt beliggende sted på samme (eller en anden) egn for næringens udøvelse (hvilken udvikling kunne føre til dannelsen af en bymæssig bebyggelse),
  3. at flytte til (og blive boende i) en købstad,
  4. at tage arbejde i et nabosogn uden fraflytning (pendling), eller
  5. at udvandre.

Sammenlagt betyder det, at der var hele 12 ulige valgmuligheder:

Valgmuligheder for købstædernes befolkning[redigér]

Også for købstæderne indebar den stigende befolkning (som følge af henholdsvis befolkningsvækst og nettotilflytning et pres, fortrinsvis på boligerne men tillige på arbejdspladserne. Den voksende købstadsbefolkning kunne i hovedsagen vælge mellem to hovedvalg: enten at forblive i købstaden eller at fraflytte denne. Hvis man ville forblive i købstaden, var der i hovedsagen 7 valgmuligheder:

  1. at lave nye boligområder indenfor bygrænsen,
  2. at tillade større udnyttelse af eksisterende grunde (bag- og/eller sidehuse),
  3. at bygge højere,
  4. at opdele eksisterende (større) boliger i flere lejligheder,
  5. at inddrage ikke-boligrum til beboelse,
  6. at tillade flere lejere pr. Bolig,
  7. større familier.

Hvis man ville fraflytte købstaden, var mulighederne:

  1. at flytte til en forstad uden for købstadsgrænsen,
  2. at flytte til en anden købstad,
  3. at flytte til en bymæssig bebyggelse,
  4. at flytte på landet,
  5. at udvandre.

Fordeling på købstæder (forstæder) og landdistrikter (rurale byer) i hovedtræk[redigér]

Med en anerkendelsesværdig forudseenhed offentliggjorde Statistisk Bureau i forbindelse med folke-tællingen for 1880 for første gang oplysninger om bymæssige bebyggelser som fodnoter til de enkelte sognes folketal. Af Bureauets særskilt anførte bebyggelser kaldes 6 handelspladser, 11 byer eller bydistrikter, en by og toldsted, 14 ladepladser, et fiskerleje og et færgested, ialt 32 bebyggelser. Herom skrev Bureauet: “I Forbindelse dermed er endvidere Folkemængden særskilt anført for flere Byer eller Pladser, der indenfor et eller andet Sogns Grænser efterhaanden have udviklet sig til en større Betydning for Samfærselen og Omsætningsforholdene i den paagjældende Egn”[5]. Ved folketællingen 1890 opgjorde Statistisk Bureau 37 bebyggelser[6]. Selv om disse tal næppe er dækkende, giver de et indblik i den udvikling, som da fandt sted i landdistrikterne. I forbindelse med offentliggørelsen af folketællingen 1911[7] blev foruden 1911-tællingens udfald tillige fremlagt indbyggertal for alle kongerigets daværende landsogne, købstæder og handelspladser opgjort på grundlag af alle de indtil da afholdte folketællinger. Foruden tallene for de ældste folketællinger, der indtil da ikke havde været offentliggjorte i deres helhed var tillige opgjort indbyggertallene for alle købstæder og haldelspladser også for de tællinger, hvor de hidtil ikke havde været opgjort. Desuden indeholdt folketællingen en oversigt over de i 1911 anerkendte forstæder og bymæssige bebyggelser. For købstædernes vedkommende udskiltes ved tællingerne fra omkring 1840 til 1916 særskilte landdistrikter, indtil 1911 derimod ikke forstadsdannelser, hvorfor et fyldestgørende billede forudsætter en nærmere undersøgelse af disse og rettelser af de tidligere tællingers tal i overensstemmelser hermed. I forbindelse med folketællingen 1916 skete en omfattende revision af de tidligere offentliggjorte tal for bymæssige bebyggelser. Takket være dette store forarbejde er det muligt at opgøre folketallene for disse bymæssige bebyggelser og for deres omgivende landdistrikter særskilt med mindst mulige usikkerhed.

Nedenstående tabel viser befolkningens fordeling på henholdsvis købstæder, forstæder, bymæssige bebyggelser og landdistrikter i hovedtræk opgjorte på grundlag af ovennævnte kilder. Af tabellen ses, at indbyggertallene i købstæder, forstæder, bymæssige bebyggelser og landdistrikter alle voksede til og med folketællingen 1901. Allerede ved begyndelsen af 1800-tallet talte bymæssige bebyggelser uden købstadsrettigheder mere end 10.000 indbyggere trods den datidige målsætning om adskillelse af by og land. De fleste af datidens bymæssige bebyggelser var ladesteder og skipperbyer, i mindre omfang fabrikssteder med tilhørende boligbebyggelse samt tingsteder. Datidens forstæder var få og små. Af tabellen ses også det stadigt voksende misforhold fra midten af 1800-tallet mellem de steder, der var tilkendt købstadsrettigheder, og de faktiske, bymæssige bebyggelser (herunder forstæder). End ikke tildelingen af en mellemstilling som handelssteder og flækker hjalp stort. Dette misforhold mellem faktiske og anerkendte byer ophørte først ved kommunalreformen i 1970, hvor skillet blev ophævet.

Nedenstående tabel viser den forholdsmæssige befolkningsudvikling i hovedtræk udtrykt som gennemsnitlig årlig befolkningsvækst af indbyggertallet ved hver delperiodes begyndelse for henholdsvis købstæder, forstæder, bymæssige bebyggelser og landdistrikter. Af tabellen fremgår, at befolknings-væksten var nogenlunde den samme fra 1801 til 1921, omend med højdepunkter mellem 1855 og 1860 samt mellem 1906 og 1911. Desuden ses, at befolkningsvæksten bevirkede først en nogenlunde lige stor befolkningsfremgang i købstæder og landdistrikter indtil omkring 1840, dernæst en stigende befolkningsfremgang i købstæderne mellem 1840 og 1870 efterfulgt af en stor befolkningsfremgang i forstæderne mellem 1870 og 1890 (trods indlemmelser) og endelig en stor befolkningsfremgang i andre bymæssige bebyggelser. I de samme årtier, hvor købstæder, forstæder og bymæssige bebyggelser voksede stærkt udviste landdistrikterne en – lille – befolkningsfremgang indtil 1901 for dernæst at stagnere og vige. Nærmere ses, at købstæderne fra 1769 til 1840 havde en meget lille gennemsnitlig befolkningsvækst (0,5-1,0 % om året), mens både de bymæssige bebyggelser og landdistrikterne voksede forholdsvis stærkt. Fra 1840 til 1870 havde købstæderne en gennemsnitlig befolkningsvækst over gennemsnittet for landet som helhed (1,3-1,9 % om året) samtidig med, at også de bymæssige bebyggelser fortsat voksede; landdistrikternes befolkningsvækst derimod svækkedes. Mellem 1870 og 1890 nåede købstædernes gennemsnitlige befolkningsvækst et højdepunkt (over 2 % om året) samtidig med, at forstæderne voksede meget stærkt. Også de bymæssige bebyggelser voksede stærkere end tidligere. Fra 1890 til 1916 havde købstæderne en gennemsnitlig befolkningsvækst over gennemsnittet for landet som helhed (1,7-1,9 % om året) samtidig med, at forstæderne – trods flere indlemmelser – voksede meget stærkt. I samme åremål nåede de bymæssige bebyggelser et højdepunkt mellem 1890 og 1906 (gennemsnitlig over 10 % om året), synes afdæmpet mellem 1906 og 1911 for at nå et nyt højdepunkt mellem 1911 og 1916 (over 16 %). Selvom en del af denne vækst skyldtes den voldsomme tilgang af nye bymæssige bebyggelser, vil det være rimeligt at kalde tiden mellem 1890 og 1916 for de bymæssige bebyggelsers højdepunkt. Denne stærke befolkningsvækst i købstæder, forstæder og bymæssige bebyggelser modsvaredes af stagnation og vigende befolkning i landdistrikterne, især efter 1901.

Periode Købstæder Forstæder Bymæssige
bebyggelser
Landdistrikter Ialt*
1769-1787 0.530 % 0.308 %
1787-1801 0.776 % 0.740 %
1801-1834 0.961 % 1,217 % 1.007 % 0.985 %
1834-1840 0.568 % 0.787 %
1840-1845 1.386 % 1,699 % 0,970 % 1.052 %
1845-1855 1.811 % 1.108 %
1855-1860 1.173 % 1.342 %
1860-1870 1.772 % 7.787 % 1.403 % 0.733 % 1.097 %
1870-1880 2.481 % 6,297 % 2,283 % 0,432 % 1.033 %
1880-1890 3.103 % 4.141 % 3.363 % 0.053 % 1.033 %
1890-1901 1.876 % 7.707 % 10.188 % 0.346 % 1.160 %
1901-1906 1.765 % 7.534 % 12.133 % ÷ 0.361 % 1.138 %
1906-1911 1.794 % 5.630 % 0.692 % 0.595 % 1.299 %
1911-1916 1.804 % 2.391 % 16.865 % ÷ 0.949 % 1.192 %
1916-1921 1,252 %
1921-1925 4.623 % 0.194 % 1.275 %
1925-1930 2.402 % ÷ 0.387 % 0.676 %
1930-1935 0.877 %
1935-1940 0.744 %
1940-1945 1.045 %
1945-1950 1.167 %
1950-1955 0.781 %
1955-1960
1960-1965
1965-1970

kilde: Danmarks Statistiks folketællinger. Tallene omfatter indtil 1921 grænsen fra 1864. Frederiksberg og Gentofte er talt under forstæder, Marstal under byer, Esbjerg, Løgstør, Nørresundby og Silkeborg er som handelspladser talt under byer indtil 1890, fra 1901 under købstæder. Bemærk, at tallene modsvarer forholdene på tællingsdagen uden hensyn til administrative ændringer.
note: Til og med 1921 er anvendt 1864-grænsen, fra 1921 er anvendt 1920-grænsen. Tabellen viser den forholdsvise befolkningsudvikling opgjort i forhold til indbyggertallet ved tidsrummenes begyndelse (løbende gennemsnit). For at undgå misvisende angivelser som følge af administrative ændringer, er bymæssige bebyggelser ophøjede til købstæder henregnede til de bymæssige bebyggelser for hele det tidsrum, hvor ophøjelsen skete. Derimod er ændringer, som skyldes nye bymæssige bebyggelsers opkomst indregnede ud fra den opfattelse, at der rent faktisk skete en opkomst af nye bydannelser. Bymæssige bebyggelser, der overgik til forstæder, er medregnede til forstæderne ved både den tælling, der gik forud, og den, der fulgte efter sammenvæksten med købstaden.

Befolkningsudviklingen i bymæssige bebyggelser og deres omgivende landdistrikter[redigér]

Befolkningsudvikling kan udtrykkes på flere måder. En mulighed er at udtrykke udviklingen i absolutte tal. En svaghed ved denne metode er, at store sogne vil udvise en forstærket udvikling sammenlignet med mindre sogne. En anden mulighed er at udtrykke udviklingen relativt, det vil sige som vækst eller fald i forhold til befolkningstallet i udgangsåret. Derved mindskes betydningen af tilfældigheder i afgrænsningen af delområder (fx sognegrænser), men i begge tilfælde vil det være gældende, at for samlede områder omfattende delområder med uens udvikling vil foreningen i et samlet område til dels sløre sådanne forskelle.

En svaghed ved en rent talmæssig oversigt er, at grundlaget ikke er indadtil ens, det vil sige, at gennemsnittet for de ulige bebyggelsesarter dækker over endog meget store uligheder. Det må således forventes, at landsogne i indlandet og kystsogne havde ulige udviklingsforudsætninger, lige som udviklingen i de ulige landsdele heller ikke havde samme forudsætninger i de ulige åremål. Forhold som hedeopdyrkning, landvinding, ejendomsforhold, jordbundsforhold, afgrødevalg (roer med videre), fiskeri, sejlads samt nærhed til købstad spillede alle ind. Tilsvarende uens er befolkningsudviklingen for de ulige bymæssige bebyggelser og for de ulige købstæder. Et mere fuldgyldigt indtryk vil man få ved oversigtlige kort for de ulige tidsrum[8] Dette forudsætter imidlertid, at de valgte delområder (landsogne og købstæder) kan anses for rimeligt afgrænsede og ensartede. Fire spørgsmål knytter sig særlig hertil, nemlig spørgsmålet om de bymæssige bebyggelser i landdistrikterne og spørgsmålet om købstædernes afgrænsning (købstædernes landdistrikter, der rettelig tilhører landområderne, og forstæder, der rettelig er en del af købstadens bebyggelse, selvom de ligger i landsogne). Desuden kan der stilles spørgsmålstegn ved tidsafgrænsningerne og ved sognene som egnede delområder (ens eller uens landskabelige forhold).

Afgørende for en bedømmelse af kortenes kildeværdi er spørgsmålet om befolkningsudviklingen i de bymæssige bebyggelser og de omgivende landdistrikter. Hvis eksempelvis befolkningsudviklingen i de befolkningsfremgangen i de bymæssige bebyggelser er større end faldet omgivende landdistrikter, vil kortene for disse sognes vedkommende give et misvisende billede af befolkningsudviklingen, fordi to områder med helt uens befolkningsudvikling er slået sammen. En undersøgelse af dette spørgsmål forudsætter, at man først udskiller det bymæssigt bebyggede område og dernæst fraregner befolkningsudviklingen i dette område for at kunne beregne befolkningsudviklingen for det landlige område for sig. Imidlertid må det siges, at der indtil omkring 1870 ikke synes at være nævneværdige fejl ved at anvende sogne som helhed som grundlag for fremstillingen. For tiden fra 1870 til 1901 gør der sig derimod forskelle gældende, og forholdene kompliceres yderligere af, at når byer vokser, vil en del af befolkningsvæksten ske ved tilflytning mens en del vil ske ved, at bebyggelsen breder sig og så at sige "opsluger" eksisterende spredt bosættelse.

En skildring af befolkningsudviklingen på derfor tage udgangspunkt i de formelle, administrative rammer, men en sådan skildring må suppleres og uddybes med en skildring, der tager udgangspunkt i de topografiske forhold, hvor udviklingen for forstæder og bymæssige bebyggelser samt det åbne land beskrives hver for sig.

Befolkningsudviklingen i landsogne, købstæder og forstæder[redigér]

På ovenstående grundlag skal befolkningsudviklingen opdelt på landsogne og købstæder og for de enkelte tidsmellemrum, som tællingerne muliggør, herefter søges fremstillet.

1769-1787[redigér]

Tiden fra 1769 til 1787 udgjorde begyndelsen på landboreformerne.

1787-1801[redigér]

Tiden fra 1787 til 1801 var den florissante periode. Skibsfarten blomstrede. Også for landbruget var det en periode af forandring med udskiftning og udflytning af gårde og husmandssteder. I forbindelse med landboreformerne fik husmændene mange steder fået erstatningsjord for deres hidtidige græsningsrettigheder i form af egne jordlodder, der ofte blev udlagt samlede i udkanten af landsbyernes jorder eller på tidligere overdrev, men der gik lang tid, førend huse i større tal blev udflyttede til disse jordlodder, og i mange tilfælde skete det først i begyndelsen af 1800-tallet.[9]

1801-1834[redigér]

Tiden fra 1801 til 1834 var en omskiftelig periode i dansk historie: fra slaget på rheden over napoleonskrigene, tabet af Norge og krisen i søfarten til begyndende opgang i forbindelse med Englands indførelse af den glidende korntold. Den gennemsnitlige befolkningsvækst udgjorde 0,985% pr år. Over næsten hele landet var der en beskeden befolkningsfremgang, men i store dele af landet var denne under landsgennemsnittet, hvilket tyder på en svag afvandring. Den befolkningsfremgang, der trods alt skete, skyldtes dels at en del landbrugere frasolgte jord for at klare sig gennem de hårde tider, dette var således tilfældet i dele af Nord- og Vestjylland[10], dels etablerede jordløse huse, der var bolig for landhåndværkere.[9] Sådanne lejehuse, også i forbindelse med godser, forekom blandt andet på Sjælland.[9] Enkelte steder, således i Østjylland på et strøg fra Haderslev i syd til Horsens i nord, skete en befolkningsvækst mere end 1% pr år over gennemsnittet. En del af denne udvikling må tilskrives fabriksdrift i Grejsdalen ved Vejle. En lignende befolkningsvækst i forbindelse med fabriksdrift skete flere steder i landet, således uden for det stagnerende København, hvor Modewegs etablering af fabriksdrift i 1831 i forbindelse med Mølleåen bevirkede en vis befolkningsvækst[11] og ved Viborg blev Bruunshåb Fabrikker etableret i 1821.[11]

1834-1840[redigér]

For tiden fra 1834 til 1840 var den gennemsnitlige befolkningsvækst 0,787% pr år, men denne var ikke jævnt fordelt over landet. Således skete en ret stærk befolkningsvækst i de østdanske – ikke mindst de sjællandske – landsogne. I modsætning hertil var befolkningsudviklingen i de vestjyske landsogne forholdsvis svag, men forholdene var yderst uens: dele af Norddjursland, Vesthimmerland, Thy og Bornholm samt mere spredt i resten af landet nu oplevede en egentlig befolkningsnedgang. I de vestjyske hedeegne var befolkningen stagnerende med en vækst under landsgennemsnittet, men i store dele af Vendsyssel, Østjylland, Fyn, Sjælland, Lolland og Falster skete en befolkningsfremgang over og mange steder væsentligt over landsgennemsnittet. Denne udvikling må ses i lyset at, at England nogle år tidligere havde indført den glidende toldskala, og kornhandelen oplevede derfor fremgangstider. Også købstædernes befolkningsudvikling var som helhed svag. Ved København, især Frederiksberg og mod nord, skete nu en befolkningsvækst, som til dels må ses i lyset af den etablerede fabriksdrift men også etablering af landsteder. Også i det sydfynske øhav, på Ærø, i Bregninge sogn på Tåsinge (med Troense) og på Thurø skete en stor befolkningsfremgang, hvilken skyldtes skibsfarten og tilhørende skibsbyggeri.

1840-1845[redigér]

Tiden fra 1840 til 1845 udgjorde kornhandelens storhedstid, herunder den begyndende opdyrkning af den vestjyske hede. Forholdene prægedes overalt af de stedlige vilkår: sogne med befolkningsnedgang, stagnerende sogne og sogne med befolkningsfremgang lå side om side. På Djursland skete en stærk fremgang i befolkningen. Også sogne i Thy oplevede befolkningsfremgang, og det samme oplevede sogne på Bornholm. Desuden markerede perioden starten på den industrielle produktion i købstæderne, på dette tidlige tidspunkt dog endnu yderst beskedent. Den gennemsnitlige befolkningsvækst udgjorde 1,052% pr år. Ved København og Odense var en forstadsudvikling i gang.

1845-1855[redigér]

Tiden 1845 til 1855: Den gennemsnitlige befolkningsvækst for perioden som helhed udgjorde 1,108% pr. år. Treårskrigen 1848-1850 udgjorde en markant begivenhed i denne periode.

1855-1860[redigér]

Tiden 1855 til 1860 markerede et højdepunkt i opdyrkningen af den jyske hede men også andre steder var landbruget inden i en fremgang i forbindelse med den fortsatte kornhandelsperiode. I Vendsyssel og på Djursland var befolkningen stærkt voksende. Også i Nordvestsjælland skete en befolkningsvækst. For de østlige dele af landet, øerne og Østjylland, var befolkningsvæksten de fleste steder afløst af stagnation og stedvis nedgang, og samme udvikling havde ramt Bornholm. Den gennemsnitlige befolkningsvækst udgjorde 1,342% pr år, et absolut højdepunkt i århundredet. I denne periode etableredes landets første jernbanestrækning fra København til Roskilde, i 1856 forlænget til Korsør, men endnu på dette tidspunkt satte dette sig ikke spor i befolkningsudviklingen.

1860-1870[redigér]

I tiden 1860 til 1870 fortsatte opdyrkningen af den jyske hede og store dele af Jylland var i dette årti præget af befolkningsfremgang over eller meget over landsgennemsnittet. I de østlige dele af landet var landsognene præget af stagnation og endda spredt tilbagegang, et udtryk for at i disse år skete en stigende afvandring til købstæderne. I disse år anlagdes store dele af hovedbanenettet på Sjælland, over Fyn og i Østjylland, og i den forbindelse skete en begyndende stedlig omflytning af landbefolkningen til de nye stationsbyer og i jernbaneløse egne til vejbyer opståede i tilknytning til vejkryds. Af betydning var desuden tabet af hertugdømmerne, som med eet slag ændrede vilkårene for både industri og handel. Næsten alle grænsesogne langs den nye grænse oplevede stærk befolkningsvækst, således i forbindelse med grænseovergangen ved Vamdrup. Også etableringen af en ny havn ved Esbjerggårde bibragte en stærk befolkningsvækst. Den gennemsnitlige befolkningsvækst udgjorde 1.097% pr. år. 17.885 mennesker udvandrede til USA, 66 til Canada, 2 til andre dele af Amerika og 212 til Australien.[12]

1870-1880[redigér]

Tiden 1870 til 1880: i 1870-erne indtraf den store krise for landbruget, da billigt korn fra Amerika og Ukraine helt ændrede vilkårene for produktion af og handel med denne vare. Hovedbanenettets udbygning fortsatte, og mange stationsbyer oplevede en vækst i oplands- og industrierhverv. Den gennemsnitlige befolkningsvækst udgjorde 1.033% pr. år. I Jylland var befolkningsfremgangen i forbindelse med opdyrkningen af den jyske hede fortsat markant, men i de østlige dele af landet, såvel Østjylland som øerne, var befolkningsudviklingen præget af stagnation og omfattende befolkningsnedgang. Afvandringen fra landsognene var nu markant, men i stationsbysogne og især i dem der lå længst fra købstæderne (Haslev, Lundby, Mørkøv, Fakse, Holeby, Skydebjerg, Ejby, Lunderskov, Vejen, Holsted, Brørup, Bramming, Ølgod, Tarm, Skjern, Brønderslev) var befolkningsfremgangen stor nok til at modvirke befolkningsafvandring fra de egentlige landdistrikter. Fakse og Fakse ladeplads oplevede stærk befolkningsvækst i forbindelse med kalkudvinding og en lignende udvikling skete i Jylland ved Assens i Falslev sogn i forbindelse med cementfabrikationen (Cimbria) der. Også Esbjerg var inde i en rivende befolkningsvækst i dette årti. Til gengæld oplevede det sydfynske øhav nu nedgang i befolkningen i forbindelse med voksende konkurrence fra dampskibe. Udvandringen udgjorde i dette tiår 38.582, heraf udvandrede 32.367 til USA, 910 til Canada, 275 til andre dele af Amerika, 4.631 til Australien, 384 til Afrika og 6 til Asien.[12]

1880-1890[redigér]

Tiden 1880 til 1890: dette tiår udgjorde den gennemsnitlige befolkningsvækst 1,033% pr år, men befolkningsudviklingen var yderst uens. Således forekom nu en vidt udbredt befolkningsnedgang i landsognene dels i Østdanmark (øerne og det østlige Jylland), dels i Sydvestjylland omkring Esbjerg. Undtagelser herfra var dels landsogne omkring de større købstæder (især København, Roskilde, Holbæk, Slagelse, Korsør, Næstved, Nykøbing på Falster, Nakskov, Nyborg, Odense, Vejle, Århus), dels sogne med nye bymæssige bydannelser (således Borup, Hvalsø, Tølløse, Jyderup, Ruds Vedby, Haslev, Fakse, Hylleholt på Sjælland, Holeby på Lolland, Ringe, Kværndrup, Otterup, Tommerup, Ejby, Køng, Nørre Åby på Fyn, Vamdrup, Odder, Hammel og Ørsted i Østjylland). Landbruget befandt sig fortsat i en krise, og selv begyndende andelsvirksomhed (mejerier, slagterier) formåede endnu ikke på dette tidspunkt at vende udviklingen i de østlige egne. I Midt- og Vestjylland var befolkningsudviklingen fortsat udbredt og stor omend aftagende i forhold til det foregående årti. Falslev sogn oplevede fortsat stor fremgang i befolkningen og også Esbjerg fortsatte sin rivende befolkningsvækst. I Vestjylland var Skjern inde i en stærk befolkningsvækst. Det sydfynske øhav var fortsat inde i befolkningsnedgang i forbindelse med den svækkede sejlskibsfart; kun Thurø oplevede befolkningsfremgang over landsgennemsnittet. I løbet af dette tiår udvandrede 81.615 mennesker, det højeste i noget tiår i 1800-tallet, heraf 77.654 til USA, 1.532 til Canada, 1.857 til andre dele af Amerika, 503 til Australien, 41 til Afrika og 28 til Asien.[12]

1890-1901[redigér]

Tiden 1890 til 1901 var befolkningsvæksten 1,1599% pr. år. Befolkningsnedgangen i landsognene i Østdanmark var fortsat udbredt, men ikke så udpræget som i den forudgående tid. Påfaldende er befolkningsnedgangen på Bornholm og i sognene langs den jyske vestkyst. I lighed med det foregående årti var der en tydelig befolkningsvækst i landsognene omkring købstæderne – et forhold, der for en stor dels vedkommende må tilskrives begyndende forstadsdannelser her. Omkring disse forstadssogne ses ofte et bælte af landsogne, hvor befolkningen var faldende – øjensynligt på grund af afvandringer. Dette bælte afbrydes af enkeltsogne med voksende indbyggertal – et forhold, der for en stor dels vedkommende må tilskrives begyndende bydannelser her, herunder bydannelser med sysselsætningsmæssig tilknytning til den nærliggende købstad. Udvandringen var fortsat stor, 51.511 mennesker, heraf 47.488 til USA, 2.054 til Canada, 998 til andre dele af Amerika, 487 til Australien, 450 til Afrika, 107 til Asien.[12] I Nordsjælland oplevede Hornbæk og Hellebæk sogne en kraftig befolkningsvækst i forbindelse med turisme og klædefabrikation.

Disse oversigtskort viser således en udvikling, hvor landsognene helt frem til omkring 1870 evnede at opsuge i det mindste en del af den voksende befolkning med et vækstmæssigt højdepunkt på øerne i tidsrummet fra 1834 til 1840, mens opdyrkningen af hedeegnene i Midt- og Vestjylland medførte et vækstmæssigt højdepunkt i slutningen af 1800-tallet samtidig med, at befolkningen i de fleste land-sogne på øerne nu var faldende. Derimod siger kortene ikke noget om størrelsen af fødsler og dødsfald, om fødselsoverskud eller –underskud, om til- og afvandringer, eller om ændringer i befolkningens bosætnings- og næringsforhold.

Noter[redigér]

  1. P.C.Matthiesen
  2. se fx. Viggo Hansen s. 15, Poul Balle-Petersen s. 27, Boye og Hyldtoft s. 193, Stilling s. 49-57, 93-114 og 287-400
  3. Stilling s. 114, 193
  4. Aagesen s. 17
  5. Statistiske Meddelelser. Særtryk af 3die Række, IV Bind, 4: Folkemængden i Kjøbstæderne og i Landsognene i Kongeriget Danmark efter Tællingen den 1ste Februar 1880 samt Folkemængden i Jurisdiktionerne den 1ste Februar 1870 og 1880. Udgivet af det statistiske Bureau. Kjøbenhavn 1882. Værket angiver folkemængden 1880, 1870, 1860, 1840 og 1801. I fodnoter er an-ført særskilte tal for følgende bebyggelser: Frederiksberg bydistrikt, Lyngby by, Sundbyerne, Store Magleby kommune, Dragør kommune, Fredensborg by, Hørsholm by, Helsinge by, Frederiksværk bykommune, Slangerup bykommune, Rørvig by og toldsted, ladepladsen Bisserup, ladepladsen Karrebæksminde, Rødvig ladeplads, Bandholm ladeplads, Lundeborg ladeplads, Troense ladeplads, Lønstrup by, Vorsaa by, Asaa by, ladepladsen Løkken, ladepladsen Blokhus, ladepladsen Klitmøller, fiskerlejet Nørre- og Sønder-Vorupør, Vestervig by, Oksenbøl by og Krik ladeplads, Hals by, ladepladsen Hadsund, Hadsund færge-sted med Hadsundhusene, Odder by, Silkeborg handelsplads, Struer ladeplads, Herning by, ladepladsen Esbjerg, ladepladsen Hjerting.
  6. Statistiske Meddelelser. Særtryk af 3die Række, VII Bind, 1: Folkemængden i Kongeriget Danmark for Kjøbstæderne og Land-sognene; Overøvrighedskredsene, Stifterne, Landsdelene; Retskredsene, Lægedistrikterne og Udskrivningskredsene. Tællingen den 1ste Februar 1890. Udgivet af det statistiske Bureau. Kjøbenhavn 1892.
  7. Folkemængden 1. Februar 1911 i Kongeriget Danmark efter de vigtigste administrative Inddelinger. Udgivet af Statens statistiske Bureau. (København 1911)
  8. Aage Aagesen: Atlas over Danmark. II: Befolkningsudviklingen (1961), s. 17-26. Aagesen gør flere udmærkede iagttagelser, men hans undersøgelse lider af to svagheder: dels omfatter den kun tiden efter 1860, hvorved den forudgående men meget vigtige udvikling mangler, dels slår han tidsrum med ulige befolkningsudvikling for de enkelte sogne og købstæder sammen.
  9. 9,0 9,1 9,2 Bjørn s. 32
  10. Bjørn s. 33
  11. 11,0 11,1 Böcher s. 39
  12. 12,0 12,1 12,2 12,3 Dieckmann Rasmussen s. 213

Litteratur[redigér]

  • Aage Aagesen: "Befolkningen" (Niels Nielsen (red.): Atlas over Danmark. serie I, bind 2; Det Kongelige Danske Geografiske Selskab, København 1961)
  • Claus Bjørn: "1810-1860" (i: Claus Bjørn (red.): Det danske landbrugs historie III; Landbohistorisk Selskab, Odense 1988; ISBN 87-7526-079-4; s. 9-189)
  • Steen B. Böcher: "Vandkraften som initial lokaliseringsfaktor for dansk industri" (i: Geografisk Tidsskrift, bd. 52; 1952-53; s. 33-50)
  • Jørgen Dieckmann Rasmussen: "1860-1914." (i: Claus Bjørn (red.): Det danske landbrugs historie III; Landbohistorisk Selskab, Odense 1988; ISBN 87-7526-079-4; s. 193-242)

Eksterne henvisninger[redigér]