Spring til indhold

Amerikas oprindelige folk

Tilføj links
Fra Wikibooks, den frie samling af lærebøger
Quechua kvinde og barn i Andesbjergene i Peru
"Amerikanske folk" fremstillet på en oprindelig tysk planche gengivet i Nordisk familjebok fra 1904.

Billedforklaring:
1. Aleuter; 2. ; 3. 4. Inuitter (kvinde og mand); 5; 6. Crow; 7. Sortfod; 8. Ojibwa; 9. 10. ; 11. Shoshone; 12. Dakota-sioux; 13. ; 14. Mandanere; 15. Apache; 16. Puebloindianer; 17. Meksikansk indianer; 18. ; 19. Omagua; 20. 21. Aimoréfolket (mand og kvinde); 22. 23. Tikunafolket (mand og kvinde); 24; 25. Peruaner fra Cerro de Pasco; 26. ; 27. ; 28; 29. Moxofolket; 30; 31. Urfolk fra Patagonia; 32. Mapuche; 33. Ildlændere;

Amerikas oprindelige folk (indianere og inuitter) betegner de folkeslag som har beboet de amerikanske kontinenter fra før den europæiske kolonisering.

Den første befolkning af det Amerikanske kontinent skete formentlig for ca. 14.000 år siden da jæger-samler grupper krydsede Bering-landbroen i den sidste del af Wisconsin istiden. Ganske hurtigt spredtes disse første befolkninger sig gennem Amerika og etablerede sig især langs vestkysten. Omkring 3000 fvt. opstod komplekse civilisationer i Mesoamerika (Olmekerne, Maya, Zapotekere) og Sydamerika (Caral Supe, Norte Chico, Chavín). Indianske civilizationer i Mesoamerika udviklede et højt teknologisk stadie og opfandt selvstændigt skrift, matematik, monumental arkitektur.

Den måske første kontakt mellem indianerne og europæere skete, da Leif den Lykkelige nåede Nordamerika, eller Vinland, i år 1002. Vikingerne blev jaget på flugt af de indianske befolkningerSkabelon:Kilde mangler som de kaldte skrællinger, og koncentrerede sig derefter mere om at kolonisere ubeboede dele af Grønland. I det 15. århundrede ankom Christoffer Columbus til de karibiske øer og besøgte kystlinjen ved det Nordamerikanske kontinent, hvilket satte gang i en eksplosiv kolonisering, der decimerede den indianske befolkning i Karibien i løbet af få årtier. Conquistadorene Hernán Cortés og Francisco Pizarro erobrede Aztekerriget i det nuværende Mexico og Inkariget i det nuværende Peru, Chile og Bolivia.

I Canada anvender man nu generelt det udtrykket First Nations/Premières Nations (de første nationer), når man taler om de oprindelige amerikanske folk. I Alaska er udtrykket Alaskan Native (indfødt fra Alaska) dominerende af juridisk-lovmæssige grunde samt på grund af tilstedeværelsen af inuit-, yupik- og aleut-folkene. I resten af USA er den politisk korrekte betegnelse nu Native Americans (indfødte (eller hjemmehørende, naturlige) amerikanere), i stedet for blandt andet De fem civiliserede stammer og betegnelsen redskins, der fortsat benyttes i navnet for det amerikanske fodboldhold Washington Redskins.

Befolkninger i Mellem- og Sydamerika

[redigér]

I Latinamerika er Mexico og Peru de lande, der har de største indianske befolkning, med ca. 10 millioner eller lige under 10% af befolkningen i Mexico, og 13,5 millioner i Peru.

De oprindelige folk udgør officielt flertallet af befolkningen i Bolivia og Guatemala, men de absolutte befolkninger udgør kun ca. 5,5 millioner i Bolivia og 4,5 millioner i Guatemala. Der er også betydelige indianske befolkninger i andre Latinamerikanske lande såsom Brasilien, Chile, Venezuela, Colombia, Panama, El Salvador, Honduras, Nicaragua, Argentina og Paraguay.

De største nulevende befolkningsgrupper i Sydamerika er aymara og quechua, der primært lever i Andesregionen.

Historie

[redigér]

Indvandring til Amerika

[redigér]
Kort over tidlige menneskelige folkevandringer[1]

Detaljerne vedrørende den palæo-indianske indvandring til og gennem Amerika, herunder tidspunkter og rejseruter, er fortsat emne for pågående forskning og akademisk diskussion.[2][3] I henhold til arkæologiske og genetiske beviser, var Nord- og Latinamerika de sidste kontinenter, som blev befolkede af menneskeheden.[2] I løbet af Wisconsin-istiden, 50.000-17.000 år siden, blev havniveauet så lavt, at det gjorde det muligt for mennesker at bevæge sig over Beringlandbroen, som da forbandt Sibirien i det nordøstlige Asien med Alaska i nordvestlige Nordamerika.[4][5] Alaska var isfrit grundet beskedent snefald, hvilket gjorde det muligt for en mindre befolkning at eksistere. Indlandsisen dækkede det meste af Nordamerika under kvartærtiden og forhindrede nomadisk bosætning og begrænset den til Beringlandbroen i tusindvis af år.[6][7][8] Genetiske undersøgelser af urbefolkningen antyder, at de første bosættere i Amerika delte en enkelt mindre befolkning, som de nedstammer fra, en som udviklede sig i isolation, begrænset til Beringlandbroen.[9]

Denne isolation i og ved Beringlandbroen kan have varet mellem 10.000 og 20.000 år.[10][11][12] Omkring 16.500 år siden begyndte isbræerne at smelte og gjorde det efterhånden muligt for denne befolkning at bevæge sig syd over og øst over ind i Canada og videre.[3][13][14] Disse folk formodes at være blevet fulgt af flokke af pleistocentidens nu uddøde megafauna (store dyr som eksempelvis mammut) langs de isfrie korridorer, som åbnede sig.[8] Andre rejseruter, som kan have ført til indvandring, enten til fods eller i primitive både, ville have gået langs Stillehavets nordvestlige kyst til Sydamerika.[15] Bevis på det siste ville ha vært dekket av økning av havnivået til mer enn 120 meter siden siste istid.[16]

Palæo-indianere jager en Glyptodont, uddød gomledyr.

Tidsrækkevidden på 40.000–16.500 er vanskelig at begrænse nøjagtig og er åben for akademisk diskussion.[2][3] Hvad, som er fastlagt,er følgende:

  • En oprindelse i Centralasien.
  • Udstrakt indvandring og bosætning i Nord- og Sydamerika ved slutningen af sidste istid, en gang mellem 16.000–13.000 år før nu.

Cloviskulturen, den tidligste bestemt daterede forhistoriske palæo-indianske kultur i Amerika, opstod en gang omkring 11.500 f.Kr. (Kulstof 14-dateret)[17] modsvarende for mellem 13.500 til 13.000 kalenderår siden. I 2014 blev autosomal DNA af et barn, som er 12.500+ år gammelt, sekvenseret; barnet blev fundet i Montana i nærheden af flere levninger, som tilknyttes cloviskulturen.[18] Disse data indikerede, at dette individ var fra en befolkning, som direkte var forfædre til nutidens urbefolkning i Nord- og Sydamerika. Implikationen her er, at der var en tidlig divergens mellem befolkningerne mellem nordlige og centrale og sydlige Amerika. Hypotesen, som hævder, at der var indvandringer senere end cloviskulturen, er blevet udelukket.[18]

Tilsvarende har skelettet af en teenagepige (døbt "Naia" efter en vandnymfe fra græsk mytologi) fundet i 2007 i et oversvømmet grottesystem i Sistema Sac Actun øst på Yucatánhalvøen i Mexico. Hendes DNA er blevet undersøgt og ved at være 13.000 år gammel er hun betragtet som det ældste genetisk intakte skelet, som er fundet på den vestlige hemisfære. Hendes DNA indikerer, at hun var af en afstamning som var afledt fra Asien og er i overensstemmelse med DNA i nutidens urbefolkning.[19]

Redskaber fremstillet af sten, især skrabere og pile- og spydspidser, er de fremmeste arkæologiske beviser på menneskelig aktivitet i Nord- og Sydamerika. Lithisk analyse, stenaldermenneskenes teknik på at slå flækker af stenredskaber for at spidse og bearbejde dem, er den teknik, som benyttes af arkæologer for at klassificere kulturepoker i den forhistoriske tid.[20]

Førcolumbiansk tid

[redigér]
Urbefolkningens sprogfamilier i Nordamerika.

Førcolumbiansk tid omfatter alle perioder i forhistorisk og historisk tid i Nord- og Sydamerika før den første kontakten, invasionen og indvandringen fra Europa og senere Afrika gjorde sig gældende med sin indflydelse. Det er en tid, som strækker sig fra den oprindelige bosætning i senpalæolitisk tid og frem til den europæiske kolonisering under tidlig moderne tid.

Formodentlig var Leif den Lykkelige den første europæer, som opdagede og gik i land i Amerika omkring år 1000 i et område, som han kaldte Vinland og som senere blev kaldt Newfoundland. Hans ekspeditioner resulterede i flere bosætninger, men ingen som blev vedvarende, og de fik således ingen betydning for den eksisterende befolkning på kontinentet.[21] Mens man teknisk set referer til tiden før Christoffer Columbus' sørejser i tiden 1492 til 1504, i praksis indebærer begrebet almindeligvis historien for de amerikanske urfolks kulturer frem til europæerne enten erobrede eller betydeligt påvirkede dem, selv om dette skete tiår eller selv århundreder efter Columbus' første landgang.[22] "Førcolumbisk" er benyttet særlig ofte i kontekst med de store stedegne civilisationer i Amerika, særlig de i Mesoamerika (olmekere, toltekere, teotihuacánere, zapotekere, mixtekere, aztekere, mayaerne) og de i Andesbjeergene (inkaerne, mochere, muiskaere, kañariere).

Etniske grupper i tiden omkring 1300-1535 e.Kr.

Mange førcolumbianske civilisationer etablerede væsenstræk og kendetegn, som omfattede faste eller urbane bosætninger (storbyer), jordbrug, civile og monumental arkitektur og komplekse sociale hierarkier.[23] En del af disse civilisationer var længe forsvundet før den første betydelige europæiske ankomst i slutningen af 1400- og begyndelsen af 1500-tallet, og er kendt kun gennem mundtlige fortællinger og via arkæologiske undersøgelser. Andre var samtidige med denne periode og er også kendt fra historiske vidnesbyrd fra datiden. Nogen få, som mayaerne, olmekere, mixtekere og nahuafolket, havde egne skriftlige nedtegnelser. Imidlertid var de europæiske kolonister, særlig de spanske conquistadorer, på denne tid optaget med at fjerne og ødelægge alle spor af ikke-kristne trosforestillinger og brændte mange førcolumbianske skriftlige nedtegnelser. Kun nogen få dokumenter forblev skjulte og overlevede, og efterlod sig samtidig historie med glimt fra en oldtidskultur og kundskab.

I henhold til både den oprindelige amerikanske og europæiske redegørelser og dokumenter havde de amerikanske civilisationer på den tid, europæerne kom, opnået mange og store præstationer.[24] Eksempelvis byggede aztekere en af de største byer i verden, Tenochtitlan, oldtidsbyen på det samme sted, hvor senere Mexico by ligger, og havde en beregnet befolkning på omkring 200.000 indbyggere. Amerikanske civilisationer havde også store præstationer inden for astronomi og matematik. Domestiseringen af majs eller korn krævede tusindvis af år med selektiv forædling.

Både inuiterne, urbefolkningen i Alaska og det nordlige Canada og amerikanske indianere har ophavsmyter, som fortæller et mangefold af fortællinger om ophavet af de respektive folk. En del har "altid været der" eller blev skabt af guder eller dyr, en del indvandrede fra et særskilt kompaspunkt, og andre kom fra "over havet".[25]

Den europæiske kolonisering

[redigér]
Kulturelle områder i Nordamerika på den tid, da europæerne ankom.

Den europæiske kolonisering af Nord- og Sydamerika ændrede for altid levevilkårene og kulturerne hos de eksisterende folk på kontinenterne. Selv om den nøjagtige størrelse af befolkningen før europæerne ankom er ukendt, har forskere beregnet, at de indfødte befolkninger blev formindsketde med mellem 80 og 90 % i løbet af de første hundrede år. Den vigtigste årsag var sygdomme. Kontinenterne blev hærgede af epidemier af sygdomme som kopper, mæslinger og kolera. Disse sygdomme blev ført over af europæere og spredte sig hurtigt i de nye områder, selv der hvortil hvide endnu ikke var nået. Urbefolkningen led under høj dødelighed grundet, at de ikke havde immunforsvar mod de for dem ukendte sygdomme. Tabene af liv førte til konflikter mellem kolonisterne og de indfødte. Kolonisterne bedrev også jævnlige massakrer på den indfødte befolkning og gjorde dem til slaver.[26][27] I henhold til Det amerikanske folketællingsbyreau (1894) førte indianerkrigene i USA i 1800-tallet til, at omkring 19.000 hvide blev dræbt og omkring 30.000 indianere.[28]

Rekonstruktion af en tainolandsby på Cuba.

Den første gruppe af urbefolkningen, som mødte Columbus, var de omkring 250.000 fra tainofolket på Hispaniola, øst for Cuba. De repræsenterede den dominerende kultur i Antillerne og Bahamas. I løbet af de næste 30 år var henved 70 % af tainoerne udryddet.[29] De havde ingen immunitet mod sygdommene fra Europa, og udbrud af mæslinger og kopper hærgede befolkningen.[30] Samtidig blev de også straffedet for at modsætte sig tvangsarbejde, til trods for tiltag foretaget af encomienda, et formynderskabssystem under den spanske kolonisering for at trygge arbejdskraften mod andre indianerstammer og samtidig indoktrinere urbefolkningen i den katolske tro.[31] Slavetilværelsen førte til et sidste stort tainooprør. Ved 1507 var de omkring 60.000 og ved 1548 var den oprindelige befolkning mindre end 500 mennesker.[32] I 1530-erne kunne spaniolerne rapportere tilbage til de spanske myndigheder, at der ikke længere fandtes nogen tilbage af tainofolket.[33][34]

Leyes de Burgos, "lovene i Burgos", 1512-1513, var det første forsøg på at kontrollere de spanske kolonisters opførsel i Amerika med lovgivning, især i forhold til de indfødte. Lovene forbød mishandling af indfødte og støttede konvertering til katolicismen.[35] I praksis blev det vanskeligt for den spanske krone at håndhæve disse love i fjerne kolonier.

Tegning fra bog XII af Florentinerkodeksen (forfattet 1540–1585), som viser nahuafolket lide under sygdommen kopper.

Det er blevet fremsat en række teorier for tilbagegangen i antal for den oprindelige befolkning: epidemiske sygdomme, konflikter og krige med europæere og indbyrdes krigsførelse mellem de ulige stammer. Forskningen antyder, at hovedgrunden var epidemiske sygdomme.[36] Op til 90-95 % blev dræbt af kopper alene, eller i kombination med andre faktorer.[37] Efter, at inkaherskeren Huayna Capac blev dræbt, enten af kopper eller mæslinger, havnede Inkariget i en indre strid og borgerkrig, som udarmede befolkningen yderligere. Kopper var den første epidemiske sygdom, tyfus kom (antagelig) i 1545, influenza og kopper kom samtidig i 1558, kopper på ny i 1589, difteri i 1614, mæslinger i 1618 — de vedvarende sygdomme hærgede den en gang så strålende civilisation. Kopper dræbte også millioner i Mexico.[38][39] Da den spanske conquistador Pánfilo de Narváez ankom Pánfilo de Narváez den 23. april 1520, bragte han koppe-smitten med sig, og sygdommen hærgede Mexico det næste tiår, dræbte måske 150.000 i Tenochtitlan, selve den centrale del af Det aztekiske rige, og bidrog i stor grad til den militære sejr ved Hernán Cortés over aztekerne ved Tenochtitlan (nu Mexico by) i 1521.[40]

Udforskningen af Karibien førte til opdagelsen af arawakfolket i de små øer i Antillene. Deres kultur var ødelagt ved 1650, men indgiftning førte til, at deres gener fortsatte i den moderne befolkning. I Amazonasregnskoven har urfolk forvitret i århundreder med kolonisering.[41]

Aztekerpyramiden ved Santa Cecilia Acatitlan i Mexico
Aztekisk maske af træ

Kontakt med sygdomme fra Europa som kopper og mæslinger dræbte mellem 50-67 % af urbefolkningen i Nordamerika i løbet af de første hundrede år efter europæernes ankomst.[42] Omkring 90 % af den indfødte befolkning i nærheden af Massachusetts Bay-kolonien døde efter en epidemi af kopper i 1617–1619.[43][44] I 1633 blev de indfødte i Plymouth smittet af kopper og som andre steder i Amerika udryddede sygdommen hele befolkningen. Virusen nåede Ontariosøen i 1636 og landområderne med irokeserindianerne ved 1679.[45][46] I løbet af 1770-tallet havde koppe-smitten dræbt mindst 30 % af indianerne ved den amerikanske vestkyst.[47] Koppe-epidemier kom og gik i 1780–1782, og på ny i 1837–1838, og førte til ødelæggelser og drastisk befolkningsreduktion blandt prærieindianerne.[48][49] I 1832 etablerede de amerikanske myndigheder et vaccinationsprogram for indianerne (The Indian Vaccination Act of 1832).[50][51]

Givet det fragmentariske væsen af informationerne er det vanskeligt at beregne den førcolumbiske befolkning, men urbefolkningernes antal før kontakt med europæere er blevet beregnet ved at ekstrapolere små data. Således kan der have eksisteret op til 37 millioner mennesker i 1496 på begge kontinenter, fordelt på blandt andet omkring 6 millioner i aztekerriket, 8 millioner i mayastaterne, 12 millioner i inkariget, og omkring 11 millioner i det, som i dag er Brasilien. Den laveste beregning over en dødelighed grundet sygdom på 90 % ved slutningen 1600-tallet, giver til sammen 9 millioner i 1650.[52] I dag (2010) er der omkring 800.000 brasilianere, som anser sig selv som tilhørende urbefolkningen.[53] Tallet er nok noget højere. I januar 2007 rapporterede Fundação Nacional do Índio (FUNAI), "Den nationale indianerstiftelse" tilstedeværelsen af 67 stammer af isolerede folk, som lever uden kontakt med den globale verden.[54]

Indianere besøger en brasiliansk gård i Minas Gerais, maleri fra 1824.

Selv om virus var det dødeligste våben, var europæiske angreb ødelæggende i sig selv. Det spanske conquistadorer var professionelle krigere, som benyttede avanceret europæisk militær taktik, skydevåben, kanoner og kavaleri. Deres enheder var ofte specialiserede i ulige former for kamp, som krævede omfattende træning. Spaniolerne havde heste og muldyr til at fragte sig, grise til at leve af, og hunde som kæmpede for dem. De indfødte krigere var stort set infanteri udstyret med håndvåben og rustninger, som varierede geografisk, og en del grupper bestod af unge mænd uden erfaring med krigsføring. De indfødte havde stort mod, fordelen af etablerede bosætninger, og i begyndelsen et stort talmæssigt overtag. Europæernes taktik med del og hersk, at spille de ulige stammer ud mod hinanden, bidrog til den indfødte befolknings nederlag. For at besejre inka-civilisationen støttede de den ene side i en borgerkrig. De væltede aztekercivilisationen ved at alliere sig med indfødte som havde været undertrykket af mere mægtige stammer og kongeriger. Den hær, som Hernán Cortés belejrede Tenochtitlan med, bestod af 200.000 mænd, deraf soldater, hjælpere og anden støtte, men blot 1 % var faktisk spaniolere.[55]

Spaniolerne viste også en grusomhed og hensynsløshed i sin erobring og undertrykkelse af de stedlige civilisationer. Francisco Pizarro, en fjern fætter af Hernán Cortés, ledede to ekspeditioner mod Peru for at erobre inkariget i 1524 og 1526. Begge fejlede grundet inkaernes modstand, dårligt vejr og mangel på provisioner. En tredje ekspedition forlod Panama i 1530. Med en lille styrke formåede Pizarro og hans mænd at overfalde og tage til fange inkaherskeren Atahualpa den 16. november 1532. Spaniolerne dræbte der efter tusindvis af hans rådgivere, kommandanter og ubevæbnede betjening på den store plaza i Cajamarca, mens den store inkahær uden for byen flygtede. Det markerede begyndelsen på erobringen af Inkariget. Spaniolerne krævede løsepenge for inkaherskeren og for at opfylde sin guldtørst, fyldte inkaerne et rum med guld og to rum med sølv i løbet af to måneder. Alligevel valgte Pizarro at skille sig af med Atahualpa. Efter en retssag, hvor han blev fundet skyldig i oprør mod den spanske krone, for at praktisere afgudsdyrkning, og for at have dræbt sin broder, og dømt til at brændes til døde. Atahualpa blev rædselsslagen, da inkaerne troede, at sjælen ikke kunne gå til efterlivet, hvis legemet blev brændt. Han lod sig da døbe til katolik og blev der efter henrettet ved garottering.[56]

Klassifikation

[redigér]

Historie og status i de enkelte lande

[redigér]

Canada

[redigér]
Bill Reids skulptur "Ravnen og de første mennesker". Ravnen reprösenterer figuren luringen, som er almindelig i mange mytologier.

Urbefolkningen i Canada består af First Nations ("oprindelige stammer"),[57] inuitter,[58] og métiser (som sporer sin afstamning fra både urbefolkningen og europæere).[59] Betegnelser som "indianer" og "eskimo" anvendes sjældent, da de af nogle opfattes som nedsættende. «"Eskimo" blev givet af ikke-inuitter og betyddee "spiser-råt-kød".[60] Hundredvis af de oprindelige stammer udviklede handel, åndelige og sociale hierarkier. Métiskulturen af blandet etnisk ophav.[61] Det var almindeligvis en moder, som var urinvåner, og en tid var der et skarpt skel mellem fransk métis født af fransktalende fædre, og anglo-métis af engelske eller skotske fædre, men i dag har de to kulturer udviklet sig til en métistradition.[62][63] Inuiterne havde mere begrænset samhandel med europæiske bosættere i den første periode.[64] Flere love er blevet oprettet og aftaler indgået mellem de europæiske indvandrere og de oprindelige stammer over hele Canada. Urfolkets ret til selvstyre giver muligheder for at håndtere aspekter af historie, kultur, politik, sundhedsvæsen og økonomi inden for urfolkets samfund.

Selv om det ikke var uden konflikter, var de tidlige samhandlinger mellem europæere/kanadiere på den ene side og de oprindelige stammer og inuiterne på den anden side relativ fredelig sammenlignet med erfaringerne hos urfolkene i USA.[65] Kombineret med en sen økonomisk udvikling i mange regioner,[66] denne relative fredelig historie har gjort det mulig for den canadiske urbefolkningen at have ganske stærk indflydelse på den tidlige nationale kultur samtidig, som de bevarede deres egen identitet.[67] Fra slutningen af 1700-tallet har europæiske canadiere opmuntret urfolket til at blive assimileret i sin egen kultur, refereret til som "canadisk kultur".[68] Disse forsøg nåede et højdepunkt i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet med tvungen integrering.[69] National Aboriginal Day, "National dag for urfolket", anerkender kulturerne og bidragene fra urfolkene i Canada.[70] Der var anno 2006 over 600 anerkendte myndigheter eller styregrupper for de oprindelige stammer, som udgjorde 1.172.790 mennesker tilhørende urfolket over hele Canada med særskilte kulturer, sprog, kunst og musik.[71][72][73]

USA

[redigér]
Kunstner tilhørende choctaw-stammen i Oklahoma.

Urfolk i USA, inkluderet deres efterkommere, er almindeligvis kaldet for "amerindianere", "amerikanske indianere" eller ganske enkelt "indianere" i USA, men er officielt refereret til som Native Americans, "indfødte amerikanere" af USCB (det amerikanske folketællingsbyreau). I Alaska er indfødte, inkluderet athabaskere, aleutere, alutiiqere, yup'ikfolket, haidafolket, inuitter, inupiater, tlingiter, yupiker, kollektivt refereret til som "alaskaindfødte".[74] På Hawaii er indfødte polynesiske folk, som omfatter folket på Marshalløerne, samoanere, tahitere og folket på Tonga, kollektivt refereret til som "indfødte hawaiianere", tidvis inkluderer løseligt alle de indfødte amerikanere på de amerikanske øer i Stillehavet.[75]

Indfødte amerikanere udgør omkring 2 % af den totale befolkning. I folketællingen i 2010 blev 2,9 millioner mennesker identificeret som indfødte amerikanere, indfødte hawaiianere og alaskaindfødte, og 5,2 millioner identificeret som amerikansk indfødte amerikanere, enten alene eller i kombination med en eller flere etniciteter eller andre folkeslag.[76] I 1990 var der omkring 1,8 millioner mennesker, som selv identificerede sig i folketællingen som amerikanske indianere.[77]

De enkelte indianerstammer har etableret egne kriterier for medlemskab, hvilket ofte er baseret på loven, som går tilbage til 1705, om blodkvantum (referer til beskrivelsen af graden af arv for den enkelte inden for en særskilt etnisk gruppe, eksempelvis 1/4 tilhørende omaha-stammen),[78][79] nedstamming i ret linje, eller residens (hvor man bor). Et mindretal af indfødte amerikanere lever i landenheder, som kaldes for indianerreservater. En del sydvestlige indianerstammer, så som kumeyaayfolket, cocopahfolket, pascua-yaqui-folket og apachene lever på begge sider af den amerikanske-mexikanske grænse. Irokesere har lovlig ret til frit at krydse grænsen mellem USA og Canada. Blandt de stammer, som lever på begge sider af denne grænse, er athabaskere, tlingitere, sortfodindianere, nakotaindianere, creeindianere, anishinaabere, wyandoter (huroner), lenaper, micmac (mi'kmaq), penobscotere og haudenosaunee.

Mexico

[redigér]
Kvinde fra huicholfolket fra Zacatecas.
To mayakvinder fra højlandet i Chiapas.

Det store område, som i dag er Mexico, var hjemsted for talrige indfødte civilisationer før ankomsten af spanske conquistadorer: Olmekerne, som havde sin blomstringstid mellem 1200 og 400 f.Kr. ved kystregionerne af Mexicogolfen; zapotekere og mixtekere, som holdt til i bjergregionerne i Oaxaca og Tehuantepec; mayakulturen på Yucatánhalvøen (og i naboområder i samtidens Centralamerika); purépechafolket i dagens Michoacán og omliggende områder; og aztekerne som fra sin centrale hovedstad Tenochtitlan dominerede store dele af den centrale og sydlige del af landet (og ikke-aztekiske indbyggere i disse områdene) da spaniolen Hernán Cortés første gang gik i land ved Veracruz.

I kontrast til hvad, som ellers er den almindelige regel for resten af Nordamerika, er historien om kolonien Ny-Spanien en historie om blanding af folkegrupperne (mestizaje). Mestizoer er betegnelsen i Mexico for folk, som ikke identificerer sig selv med den oprindelige befolkning, og hurtigt kom til at udgøre flertallet af koloniens befolkning, men omkring 6 % av Mexicos befolkning er identificeret som talere af et af de oprindelige sprog. Comisión Nacional para el Desarrollo de los Pueblos Indígenas (CDI), "Nationalkommissionen for urbefolkningens udvikling", har identificeret 62 indfødte grupper i Mexico, hver af dem med sit eget særegne sprog.[80]

I delstaterne Chiapas og Oaxaca og det indre af Yucatánhalvøen er flertallet af befolkning tilhørende urfolket. Store indfødte minoriteter, inkluderet aztekere eller nahuaer, purépechaer, mazahuaer, otomíer og mixteker er også boende i de centrale regioner af Mexico. I det nordlige Mexico er den indfødte befolkning en lille minoritet.

Den mexikanske Lov om indfødte folks lingvistiske rettigheder giver alle indfødte sprog, uanset hvor mange, som snakker det, samme gyldighed som spansk i alle territorier, hvor de bliver talt, og urfolk er berettigede til at kræve offentlige tjenester og dokumenter på sit eget sprog.[81] Sammen med spansk, har loven givet dem, mere end 60 sprog, status som "nationalsprog". Loven omfatter alle oprindelige sprog på de kontinenterne i Amerika, uanset oprindelse. Som sådan har CDI anerkendt sprog hos kiikaapoafolket, som indvandrede fra USA,[82] og anerkender også sproget hos urfolk, som er flygtet fra Guatemala.[83] Den mexikanske regering har fremmet og etableret tosprogede grund- og videregående uddannelser i en del rurale, indfødte samfund. Alligevel er det kun omkring 67 % af dem (eller 5,4 % af landets totale befolkning) som taler et oprindeligt sprog og kun en sjettedel af dem taler ikke spansk (1,2 % af landets befolkning).[84]

Urfolk i Mexico har ret til fri selvbestemmelse under anden artikel i landets lovgivning. I henhold til disse er urfolk givet:

  • ret til at beslutte indre former for social, økonomisk, politisk og kulturel organisation;
  • ret til at benytte egne normative systemer for regulering så længe som menneskerettigheder og ligestilling mellem kønnene er respekteret;
  • ret til at bevare og berige egne sprog og kulturer;
  • ret til at vælge repræsentanter for kommuneråd i de områder, hvor urfolk er;

blant andre rettigheder.[85]

Belize

[redigér]
Mayabarn i Belize.

I 2010 var der 324.528 mennesker i Belize.[86] De fleste mayafolk blev udryddede af sygdom og spaniolernes krigsførelse, og de tre mayagrupper, som i dag bor der, er yukatansk mayaer, som kom fra Mexico i 1840-tallet for at undslippe Kastekrigen); mopanfolket (indfødte urfolk i Belize, men mange blev tvunget ud på 1700- og 1800-tallet af briterne og til Guatemala); og q'eqchi'folket (også skrevet kekchi), som oprindelig flygtede til Belize fra Guatamala. I dag er der i Belize omkring 6.000 yukatansk mayaer, omkring 10.557 mopanere,[87] og 11.143 af q'eqchi'folket. Alle disse grupper findes også i nabolandene. Det finnes også andre minoritetsgrupper i Belize, som er et af de mest etisk flerkulturelle lande i verden.

Guatemala

[redigér]

Omkring 60 % af befolkningen i Guatemala er af hvid europæisk oprindelse (spansk, tysk, italiensk, nederlandsk og andre), lokalt kaldet for criollo, og desuden mestiser, lokalt for ladino, det vil sige blandet herkomst fra urbefolkningen og spanioler. Den øvrige befolkning, omkring 40 %, nedstammer fra urbefolkningen og består af en række stammer, hvoraf mayaene er den største af disse.[88][89] En af de mindste grupper er xinkafolket, som nær blev udryddet, og de er ikke i slægt med mayaerne og har et særegent sprog, som betragtes som et isoleret sprog uden beviselige slægtskab med andre.[90] Der er 16.214 personer i Guatemala, som identificerer sig som xinkaer.[91]

Som første- og andetsprog er spansk talt af 93 % af befolkningen. Selv om omkring 40 % af befolkningen taler et oprindeligt sprog (foruden spansk), har disse sprog, mere end 20, ingen officiel status. I henhold til Guatemalas egen folketælling er der 5.854.251 mennesker totalt set (2011), og af disse udgør urbefolkningen 14.636.487.[92]

Colombia

[redigér]
Nogen af guambíafolket slapper af i Colombia

En minoritet inden for Colombias store befolkning af mestizo og afrokolobianere er landets urbefolkning, som består af omkring 85 særegne kulturer og mere end 1.378.884 mennesker,[93][94] hvilket ikke er mere end 3,4 % af alle.[95] Et mangfold af kollektive rettigheder for urfolk er anerkendt i Colombias lovværk af 1991.

En af indflydelserne er kulturen hos muiscafolket, en undergruppe af den større etniske chibchasproglige gruppe, kendt for sin brug af guld, som førte til legenden om El Dorado. På tiden for den spanske erobringen var chibchaerne den største indfødte civilisation, som geografisk befandt sig mellem Inkariget og de aztekiske riger.

Urbefolkningen kaldes for pueblos indígenas og omkring 80 % af dem lever i regionerne La Guajira, Cauca og Nariño. Amazonasregionen i Colombia er sparsommelig befolket, men mere end 70 forskellige oprindelige stammer har tilholdssted her.[95]

Brasilien

[redigér]
Medlemmer af ukontaktet stamme fotografert fra fly i den brasilianske delstat Acre i 2009.

Urfolket i Brasilien, som kaldes povos indígenas eller nativos brasileiros, tæller omkring 700.000, eller kun 0,4 % af landets befolkning,[96] men millioner af brasilianere nedstammer fra urbefolkningen.[97] Urfolk findes over hele det enorme område, som udgør Brasilien, men de aller fleste bor i indianerreservater i den nordlige og vestlige dele af landet. På tiden, da europæerne opdagede landet, var de indfødte hovedsagelig delvis nomadiske fiskere, jægere og samlere, og nogen drev vekseljordbrug. Det er antaget, at flere millioner i 2.000 forskellige stammer, som eksisterede på 1500-tallet, døde måske optil 90 % på grund af europæisk bosætning og europæiske sygdomme. Mange blev assimilerede i den generelle brasilianske befolkning. I dag er der omkring 200 stammer, og henved 150 forskellige oprindelige sprog tales, fem af dem har mere end 10.000 personer, som praktiserer det, i henhold til folketælling i 2010, udført af Brasiliens institut for geografi og statistik (IBGE). Ifølge den samme undersøgelse var der 817.000 som selv klassificerede sig tilhørende urbefolkningen.[98][99]

Den 18. januar 2007 rapporterede Fundação Nacional do Índio (FUNAI) at instituttet havde bekræftet tilstedeværelsen af 67 forskellige isolerede folk i Brasilien, 40 flere siden 2005. Med dette tillæg fik Brasilien flere ukontaktede stammer end øen Ny-Guinea, som tidligere havde flest.[100][101] At tage kontakt med isolerede stammer er risikabelt. I 2007 rapporterede avisen Washington Post: "Som det er blevet vist tidligere, da ukontaktede stammer blev introduceret til andre befolkninger og mikrober de bærer, kan sygdomme så enkle som almindelig forkølelse være dødelig. I 1970'erne døde 185 medlemmer i panarástammen i løbet af to år efter, at de blev nået af sådanne sygdomme som forkølelse og skoldkopper, kun 69 overlevede.»[102]

Argentina

[redigér]
Barn fra selk'namfolket på Ildlandet, 1898.

Argentina har en befolkning på omkring 40 millioner indbyggere. I 2005 udgjorde urbefolkningen i Argentina omkring 600.329 mennesker, 1,6 % af indbyggerne (et tal, som antagelig er for lavt, i henhold til IWGIA).[103] Denne beregning omfatter 457.363, som selv identificerede sig som tilhørende en oprindelig etnisk gruppe, og 142.363, som identificerede sig som første generation af efterkommere af urfolk.[104]

Der er 35 folkegrupper eller stammer,[104] og de ti mest talmæssige er mapuchefolket (113.680 mennesker), qullafolket (70.505), tobafolket (69.452), guaranífolket (68.454), wichífolket (40.036), diaguita-calchaquí (31.753), mocovífolket (15.837), huarpefolket (14.633), comechingónere (10.863) og tehuelchefolket (10.590). Mindre, men vigtige folk er quechuafolket (6.739), charrúafolket (4.511), pilagáere (4.465), chanére (4.376) og chorotere (2.613). Selk'namere (eller onawoere) som levede på Ildlandet længst mod syd i Argentina, henved 10.000 personer i 1848, er nu nærmest uddød i sin oprindelige form. I 1945 var der 25 tilbage, og i 1974 døde den sidste fuldblods, men der findes efterkommere, som delvis nedstammer fra folket.[105] Språkene til stammene selk'nam, diaguita og tehuelch er i praksis utdødde.

Provinsen Jujuy i nordvestlige Argentina er, hvor de fleste bor, omkring 15 %, og provinsen Patagonia i syd har omkring 12 %.[106] Fra at være flertallet i landet, er urbefolkningen blevet et forsvindende mindretal. En årsag er den store indvandring til Argentina i tiden 1850-1955, kun overgået af USA, og med mere end lande som Canada, Brasilien og Australien.[107]

Bolivia

[redigér]
En boliviansk kvinde i traditionelle klæder.

I Bolivia er det omtrent 62 % af hele befolkningen på 10.461.053, som selv beskrev sig som tilhørende et urfolk,[108] men henved 66,4 % blev registreret som tilhørende urfolk i folketællingen i 2001.[109]

Den største etniske oprindelige grupper er quechuafolket (henved 2,3 millioner), aymarafolket (1,4 millioner),[110] chiquitanofolket (108 943),[111] guaranífolket (126.000) og mojeñofolket (69.000). Omkring 124.000 tilhører mindre stammer.[112] Lovgivningen i Bolivia, vedtaget i 2009, anerkender 36 kulturer, hver af dem med sit eget sprog, som del af flernational stat.

Et stort antal de boliviansk bønder i højlandet har beholdt sit oprindelige sprog, kultur, skikke og kommunale organisering gennem hele den spanske erobring og i perioden efter uafhængigheden. De mobiliserede for at stå imod udskillige forsøg på opløsning af de kommunale ejendomsforhold og krævede juridisk anerkendelse af sit høvdingstyre for videre kommunal organisering. Oprør skete hyppigt frem til 1953.[113] Det politiske parti Movimiento Nacionalista Revolucionario (Nationale revolutionære bevægelse), som styrede Bolivia fra 1952, bekæmpede urfolkets ret til anerkendelse og klassificerede dem som campesinos, bønder. En ny selverkendelse voksede frem i 1970'erne[114] og urfolk i lavlandet i 1990-erne skaffede sig plads i den nationale politik med marchen for territorier og værdighed. Marchen pressede regeringen til at underskrive ILO-konventionen om urfolks rettigheder og påbegynde en vedvarende proces om at anerkende urfolks områder.

Det er blevet produceret en del radio- og fjernsynsprogrammer på quechua- og aymarasprog. Konstitutionsreformen af 1997 anerkendte Bolivia som et flersproget, flerkulturelt samfund og indførte ændringer i uddannelsessystemet. I 2005, for første gang i landets historie, blev en fra urfolket og aymarastammen, Evo Morales, valgt til landets præsident.

Morales begyndte at arbejde med sin politik om selvstyre for urfolk, som han startede i de østlige lavlandsområder i august 2009, og således gjorde Bolivia til det første land i Sydamerika, som bekræftede urfolks ret til at styre sig selv.[115]

Peru

[redigér]
Dansere i tradistionel klædning ved Qoyllur Rit'i, en festival for urfolk i Peru

I Peru udgør urbefolkningen omkring 45 % af alle, i alt 29.248.943 indbyggere (2011).[116] Comisión de la Verdad y Reconciliación ("Kommissionen for sandhed og forsoning") har derimod beregnet antallet urfolk til at udgøre 31 %).[117][118]

I førcolumbisk tid udgjorde de som levede i Andes en komplekst hierarkisk civilisation med mange byer og store templer og monumenter gjort med fremragende stenhugning. Med den spanske invasion døde det store flertal af spansk krigføring og af europæiske sygdomme. Mange af de, som overlevede, blev assimilerede i den store blandingsbefolkning, hvor de tabte sin oprindelige kultur og sprog. I de fjerne områder af Amazonasregnskoven fortsætter urfolkene at slås mod statsstøttet økonomisk vanskøtsel, kulturell diskriminering og gennemgående vold.[119]

Oprindelige peruanske traditioner og skikke har alligevel formet måden, som peruanerne i dag lever og opfatter sig selv på. De mange arkæologiske udgravninger og ruinbyer udgør nogen af landets mest værdifulle kulturminder, blandt andre Macchu Picchu.

Noter

[redigér]
  1. ↑ Burenhult, Göran (2000): Die ersten Menschen, Weltbild Verlag, ISBN 3-8289-0741-5
  2. ↑ 2,0 2,1 2,2 Pauketat, Timothy R. (2012): The Oxford Handbook of North American Archaeology. Oxford University Press. ISBN 978-0-19-538011-8. s. 86
  3. ↑ 3,0 3,1 3,2 Cordell, Linda S.; Lightfoot, Kent; McManamon, Francis; Milner, George (2008): Archaeology in America: An Encyclopedia 4. ABC-CLIO. ISBN 978-0-313-02189-3. s. 3
  4. ↑ «An mtDNA view of the peopling of the world by Homo sapiens». Cambridge DNA Services. 2007. Arkivert fra originalen den 11. mai 2011
  5. ↑ Goebel, T.; Waters, M.R.; O'Rourke, D.H, (2008): «The Late Pleistocene Dispersal of Modern Humans in the Americas» (PDF) i: Science (The Center for the Study of First Americans) 319 (5869), s. 1497–502. doi:10.1126/science.1153569. PMID 18339930
  6. ↑ «Pause Is Seen in a Continent’s Peopling». New York Times. 13. mars 2014.
  7. ↑ Pielou, E.C. (1991): After the Ice Age : The Return of Life to Glaciated North America. University Of Chicago Press. ISBN 0-226-66812-6.
  8. ↑ 8,0 8,1 «The peopling of the Americas: Genetic ancestry influences health». Scientific American 14. august 2009
  9. ↑ Wells, Spencer; Read, Mark (2002): The Journey of Man – A Genetic Odyssey. Random House. ISBN 0-8129-7146-9. s. 138–140
  10. ↑ Than, Ker (2008): «New World Settlers Took 20,000-Year Pit Stop» i: National Geographic Society.
  11. ↑ Sigurğardóttir, S.; Guicher, J.R.; Stefansson, K.; Donnelly, P. (2000): «The mutation rate in the human mtDNA control region» i: Am J Hum Genet 66 (5), s. 1599–609. doi:10.1086/302902. PMC 1378010. PMID 10756141.
  12. ↑ Viegas, Jennifer: «First Americans Endured 20,000-Year Layover» i: Discovery News. Sitat: «Archaeological evidence, in fact, recognizes that people started to leave Beringia for the New World around 40,000 years ago, but rapid expansion into North America didn't occur until about 15,000 years ago, when the ice had literally broken.»
  13. ↑ Dyke, A.S.; Moore, A.; & Robertson, L. (2003): Deglaciation of North America. Geological Survey of Canada Open File, 1574. (32 digitale kart i skala 1:7 000 000 med medfølgende digital kronologisk database og en poster (to ark) med fullstendig kartserie.)
  14. ↑ Jordan, David K (2009): «Prehistoric Beringia». Universitetet i California-San Diego.
  15. ↑ Fladmark, K. R. (2. januar 1979): «Alternate Migration Corridors for Early Man in North America» i: American Antiquity 44 (1), s. 55-69; JSTOR 279189.
  16. ↑ 68 Responses to "«Sea will rise 'to levels of last Ice Age», Center for Climate Systems Research, Columbia University
  17. ↑ The Concise Oxford Dictionary of Archaeology. Enotes.com.
  18. ↑ 18,0 18,1 Rasmussen, M.; Anzick, S. L. et al. (13. februar 2014): «The genome of a Late Pleistocene human from a Clovis burial site in western Montana» i: Nature 506 (7487), s. 225–229. doi:10.1038/nature13025. PMID 24522598.
  19. ↑ «13,000-year-old skeleton found in Mexican cave oldest ever uncovered in western hemisphere: study», ABC Online, 16. mai 2014
  20. ↑ Willey, Gordon & Phillips, Philip (1958): «Method and Theory in American Archaeology», Universitetet i Chicago. Digitalisert online av Questia Media
  21. ↑ Ingstad, Helge (1959): Landet under Leidarstjernen, Oslo, s. 253–272.
  22. ↑ Fernández-Armesto, Felipe (1987): Before Columbus: Exploration and Colonisation from the Mediterranean to the Atlantic: 1229-1492. New studies in medieval history series. Basingstoke, Hampshire: Macmillan Education. ISBN 0-333-40382-7. OCLC 20055667.
  23. ↑ Sorenson, John L.; Carl L. Johannessen (2006): «Biological evidence for pre-Columbian transoceanic voyages» i: Mair, Victor H. red.: Contact and Exchange in the Ancient World. Perspectives on the global past series. Honolulu: University of Hawaiʻi Press. ISBN 0-8248-2884-4. OCLC 62896389. s. 238–297
  24. ↑ Wright, Ronald (2005): Stolen Continents: 500 Years of Conquest and Resistance in the Americas, Boston, MA: Houghton Mifflin. ISBN 0-618-49240-2. OCLC 57511483.
  25. ↑ Erdoes, Richard; Ortiz, Alfonso, red. (1985): American Indian Myths and Legends. Pantheon.
  26. ↑ Martin, Stacie E (2004): «Native Americans» i: Shelton, Dinah: Encyclopedia of Genocide and Crimes against Humanity. Macmillan Library Reference. s. 740–746.
  27. ↑ Stannard, David E. (1993): American Holocaust:The Conquest of the New World: The Conquest of the New World. Oxford University Press, USA. ISBN 978-0-19-508557-0.
  28. ↑ Thornton, Russell (1990): American Indian Holocaust and Survival: A Population History since 1492. University of Oklahoma Press. ISBN 978-0-8061-2220-5, s. 48.
  29. ↑ «Espagnols-Indiens: le choc des civilisations» i: L'Histoire, n°322, Juli–august 2007, s. 14–21
  30. ↑ Smallpox Through History. Arkivert fra originalen den 31. oktober 2009.
  31. ↑ Rodriguez, Junius P. (2007): Encyclopedia of slave resistance and rebellion, bind 1. ISBN 978-0-313-33272-2.
  32. ↑ Raudzens, George (2003): Technology, Disease, and Colonial Conquests, Sixteenth to Eighteenth Centuries. Brill. ISBN 978-0-391-04206-3. s. 41
  33. ↑ Poole, Robert M. (oktober 2011): What Became of the Taíno?, Smithsonian Magazine
  34. ↑ The Taino Indians: Native Americans of the Caribbean
  35. ↑ «Laws of Burgos, 1512-1513». Faculty.smu.edu.
  36. ↑ «Smallpox: Eradicating the Scourge». BBC. 5. november 2009.
  37. ↑ «The Story Of... Smallpox – and other Deadly Eurasian Germs». Pbs.org.
  38. ↑ «Epidemics». Libby-genealogy.com. 30. april 2009.
  39. ↑ Knight, Jonathan (19. desember 2000 ): «American plague», New Scientist
  40. ↑ «Smallpox's history in the world». Arkivert fra originalen den 10. januar 2004
  41. ↑ Dean, Bartholomew (Januar 2006): «Salt of the Mountain: Campa Asháninka History and Resistance in the Peruvian Jungle» (omtale) i: The Americas 62 (3), s. 464–466. doi:10.1353/tam.2006.0013. ISSN 0003-1615
  42. ↑ «Aboriginal Distributions 1630 to 1653». Natural Resources Canada; Peterson, Robert Dean; Wunder, Delores F.; Mueller, Harlan L. (1999): Social Problems: Globalization in the Twenty-first Century, Prentice Hall, s. 159
  43. ↑ Koplow, David A. (2004): «Smallpox: The Fight to Eradicate a Global Scourge». Ucpress.edu.
  44. ↑ Leavitt, Judith Walzer; Numbers, Ronald L. (1997): Sickness and Health in America: Readings in the History of Medicine and Public Health, University of Wisconsin Press, s. 54
  45. ↑ Spaulding, W.B.: «Smallpox». Thecanadianencyclopedia.com.
  46. ↑ «Iroquois». Fourdir.com.
  47. ↑ Lange, Greg (23. januar 2003): «Smallpox epidemic ravages Native Americans on the northwest coast of North America in the 1770s». Historylink.org.
  48. ↑ Houston, C. S.; Houston, S (2000): «The first smallpox epidemic on the Canadian Plains: In the fur-traders' words» i: The Canadian Journal of Infectious Diseases 11 (2), s. 112–115. PMC 2094753. PMID 18159275.
  49. ↑ «Mountain Man Plain Indian Fur Trade». Thefurtrapper.com.
  50. ↑ «Lewis Cass and the Politics of Disease: The Indian Vaccination Act of 1832». Muse.jhu.edu.
  51. ↑ Pearson, J. Diane (Høsten 2003): «Lewis Cass and the Politics of Disease: The Indian Vaccination Act of 1832» i: Wicazo Sa Review 18 (2), s. 9–35.
  52. ↑ «La catastrophe démographique», L'Histoire, n°322, Juli–august 2007, s. 17.
  53. ↑ Instituto Brasileiro de Geografia e Estatística (IBGE), «Det brasilianske institut for geologi og statistikker», folketælling per 2010
  54. ↑ Colitt, Raymond (17. januar 2007). «Brazil sees traces of more isolated Amazon tribes». Reuters.
  55. ↑ Mann, Charles (2006): 1491: New Revelations of the Americas Before Columbus. Madrid: Taurus, s. 178
  56. ↑ Hemming, John (1993): The Conquest of the Incas. London: Macmillan. ISBN 0-333-10683-0
  57. ↑ «Civilization.ca-Gateway to Aboriginal Heritage-Culture». Canadian Museum of Civilization Corporation. Government of Canada. 12. mai 2006
  58. ↑ «Inuit Circumpolar Council (Canada)-ICC Charter». Inuit Circumpolar Council > ICC Charter and By-laws > ICC Charter. 2007.
  59. ↑ «In the Kawaskimhon Aboriginal Moot Court Factum of the Federal Crown Canada» (PDF). Faculty of Law. Universitetet i Manitoba. 2007. s. 2.
  60. ↑ Kaplam, Lawrence (2002): «Inuit or Eskimo: Which names to use?». Alaska Native Language Center, Universitetet i Alaska Fairbanks.
  61. ↑ «What to Search: Topics-Canadian Genealogy Centre-Library and Archives Canada». Ethno-Cultural and Aboriginal Groups. Government of Canada. 27. mai 2009.
  62. ↑ Ethno-Cultural and Aboriginal Groups
  63. ↑ Rinella, Steven (2008): American Buffalo: In Search of A Lost Icon. NY: Spiegel and Grau.
  64. ↑ «Innu Culture 3. Innu-Inuit 'Warfare'». 1999, Adrian Tanner Department of Anthropology-Memorial University of Newfoundland.
  65. ↑ Preston, David L. (2009): The Texture of Contact: European and Indian Settler Communities on the Frontiers of Iroquoia, 1667-1783. U of Nebraska Press. ISBN 978-0-8032-2549-7. s. 43ff
  66. ↑ Riendeau, Roger E. (2007): A Brief History of Canada. Infobase Publishing. ISBN 978-1-4381-0822-3. s. 34
  67. ↑ «A Dialogue on Foreign Policy» (PDF). Department of Foreign Affairs and International Trade. Januar 2003. s. 15–16.
  68. ↑ Asch, Michael (1997): Aboriginal and Treaty Rights in Canada: Essays on Law, Equity, and Respect for Difference. UBC Pres. ISBN 978-0-7748-0581-0. s. 28
  69. ↑ Kirmayer, Laurence J.; Valaskakis, Gail Guthrie (2009): Healing Traditions:: The Mental Health of Aboriginal Peoples in Canada. UBC Press. ISBN 978-0-7748-5863-2. s. 9
  70. ↑ «National Aboriginal Day History» (PDF). Indian and Northern Affairs Canada.
  71. ↑ «Assembly of First Nations - Assembly of First Nations-The Story». Assembly of First Nations
  72. ↑ «Civilization.ca-Gateway to Aboriginal Heritage-object». Canadian Museum of Civilization Corporation. 12. mai 2006
  73. ↑ «Aboriginal Identity (8), Sex (3) and Age Groups (12) for the Population of Canada, Provinces, Territories, Census Metropolitan Areas and Census Agglomerations, 2006 Census - 20% Sample Data». Canada 2006 Census data products. Statistics Canada, Government of Canada. 2006.
  74. ↑ Chythlook-Sifsof, Callan J. (27. juni 2013): «Native Alaska, Under Threat» (Op-Ed) The New York Times.
  75. ↑ The Native Hawaiian and Other Pacific Islander Population: 2010 Census (PDF)
  76. ↑ United States Census Bureau: The American Indian and Alaska Native Population: 2010 (PDF)
  77. ↑ Thornton, Russell. (1997): «Tribal Membership Requirements and the Demography of 'Old' and 'New' Native Americans» i: Population Research and Policy Review 16 (1), ISBN 0-8032-4416-9, s. 38
  78. ↑ Russell Thornton (2008): «Tribal Membership Requirements and the Demography of 'Old' and 'New' Native Americans». The National Academies Press.
  79. ↑ A Legal History of Blood Quantum in Federal Indian Law to 1935
  80. ↑ Ley General de Derechos Lingüísticos de los Pueblos Indígenas (PDF).
  81. ↑ «Ley General de Derechos Lingüísticos de los Pueblos Indígenas» (PDF). CDI México. Arkivert fra originalen den 25. september 2007.
  82. ↑ «Kikapúes — Kikaapoa». CDI México.
  83. ↑ «Aguacatecos, cakchiqueles, ixiles, kekchíes, tecos y quichés». CDI México. Arkivert fra originalen den 26. september 2007
  84. ↑ «Poblicación de 5 años y más por Entidad Federativa, sexo y grupos lengüa indígena quinquenales de edad, y su distribución según condición de habla indígena y habla española» (PDF). INEGI, México.
  85. ↑ Constitución Política de los Estados Unidos Mexicanos (PDF), andre artikkel
  86. ↑ «Belize Population and Housing Census 2010: Country Report» (PDF), Belizes statistiske institutt.
  87. ↑ «Census 2010 Provisional Population and Households, by Sex and Major Geographic Divisions» (PDF), Belizes statistiske institutt.
  88. ↑ «Guatemala», The World Factbook".
  89. ↑ Loveman, Mara (1972): National Colors: Racial Classification and the State in Latin America. New York: Oxford University Press. ISBN 978-0-19-933735-4, s. 189.
  90. ↑ Coe, Michael D. (1999): The Maya. Ancient peoples and places series (6. utg.). London, UK & New York, USA: Thames & Hudson. ISBN 0-500-28066-5. OCLC 59432778. s. 38
  91. ↑ Instituto Nacional de Estadísticas 2002
  92. ↑ «Caracterización República de Guatemala» (PDF), Instituto Nacional de Estadistica Guatemala
  93. ↑ DANE 2005 nationale folketælling
  94. ↑ Balladelli, Pier Paolo; Guzmán, José Milton; Korc, Marcelo; Moreno, Paula; Rivera, Gabriel (2007): «Health equity and ethnic minorities in emergency situations» (PDF), The Commission on Social Health Determinants, Pan American Health Organization, World Health Organization, Bogotá, Colombia
  95. ↑ 95,0 95,1 «Indigenous peoples in Colombia», International Work Group for Indigenous Affairs
  96. ↑ «Brazil urged to protect Indians». BBC News. 30. mars 2005
  97. ↑ Mughal, Muhammad Aurang Zeb (2012): «Brazil» i: Danver, Steven, red.: Native Peoples of the World: An Encyclopedia of Groups, Cultures, and Contemporary Issues, bind 3. Armonk, NY: M. E. Sharpe, s. 579-581.
  98. ↑ Abdala, Vitor: Brazil speaks Portuguese plus over 150 indigenous languages, Agência Brasil
  99. ↑ «Endangered languages in town: The Urbanization Of Indigenous Languages In The Brazilian Amazon», Cultural Survival; denne reference benytter ældre tal
  100. ↑ «The Uncontacted Indians of Brazil», Survival International
  101. ↑ Nuwer, Rachel (4. august 2014): «Anthropology: The sad truth about uncontacted tribes», BBC
  102. ↑ "«In Amazonia, Defending the Hidden Tribes», The Washington Post, 8. juli 2007.
  103. ↑ «Indigenous Peoples in Argentina». International Work Group for Indigenous Affairs.
  104. ↑ 104,0 104,1 «Encuesta Complementaria de Pueblos Indígenas (ECPI) 2004 - 2005». INDEC.
  105. ↑ LOGOS 2013: Vol 6 (PDF), Missouri State University
  106. ↑ Indec. Porcentaje de hogares por provincia que se reconoce descendiente de un pueblo indígena
  107. ↑ Capítulo VII. «Inmigrantes» (PDF), Cels.org.ar; «European Immigration ito Latin America, 1870-1930» (PDF), Universidad San Pablo-CEU, Madrid
  108. ↑ CEPAL: «Los pueblos indígenas de Bolivia: diagnóstico sociodemográfico a partir del censo del 2001» 2005, s. 32. Urfolk i Bolivia blev behandlet på komplekst vis i folketællingen af 2001, som var baseret på selvidentificering, evne til at tale et ursprog, og lære et ursprog som barn.
  109. ↑ CEPAL: «Los pueblos indígenas de Bolivia: diagnóstico sociodemográfico a partir del censo del 2001» 2005, s. 42
  110. ↑ Bolivias nationale folketælling 2001, tal listet i Ramiro & Javier (2006): Gama étnica y lingüística de la población boliviana, La Paz, Bolivia, s. 111.
  111. ↑ «Chiquitano: Introduction» (2001), Instituto Socioambiental: Povos Indígenas no Brasil.
  112. ↑ CEPAL: «Los pueblos indígenas de Bolivia: diagnóstico sociodemográfico a partir del censo del 2001», 2005, s. 47
  113. ↑ Gotkowitz, Laura (2007): A revolution for our rights: Indigenous struggles for land and justice in Bolivia, 1880–1952. Durham: Duke University Press. ISBN 0-8223-4049-6.
  114. ↑ Rivera Cusicanqui, Silvia (1987): Oppressed but not defeated: Peasant struggles among the Aymara and Qhechwa in Bolivia, 1900-1980. Geneva: United Nations Research Institute for Social Development.
  115. ↑ «Bolivian president Morales launches the 'indigenous autonomy'». MercoPress.
  116. ↑ «People and Society: Peru», The World Factbook
  117. ↑ «Atlas sociolingüístico de Pueblos Indígenas de América Latina Fichas nacionales» (PDF), UNICEF
  118. ↑ «Informe Final de la CVR se hizo público el 28 de Agosto de 2003 al mediodía», Cverdad.org.pe
  119. ↑ Dean, Bartholomew (2009): Urarina Society, Cosmology, and History in Peruvian Amazonia, Gainesville: University Press of Florida, ISBN 978-0-8130-3378-5, UPF.com

Litteratur

[redigér]
  • Martin Vahl og Gudmund Hatt: Jorden og Menneskelivet. Geografisk Haandbog; Første Bind, København 1922; s. 146-187
  • Martin Vahl og Gudmund Hatt: Jorden og Menneskelivet. Geografisk Haandbog; Andet Bind, København 1923; s. 23-42

Eksterne henvisninger

[redigér]
Hentet fra "https://da.wikibooks.org/w/index.php?title=Amerikas_oprindelige_folk&oldid=38748"