Akkadisk

Fra Wikibooks, den frie samling af lærebøger
Gå til: navigation, Søg

Lille oldbabylonsk grammatik af Jakob Bo Flygare

Kileskrift

Introduktion til Oldbabylonsk[redigér]

Oldbabylonsk er et østsemitisk sprog, som blev brugt i oldtidens Mesopotamien (omfatter omtrent nutidens Irak) fra cirka 2000-1500 fvt. Det blev skrevet med kileskrift.

Oldbabylonsk er en akkadisk dialekt. Akkadisk er samlebetegnelse for en række østsemitiske sprog, der alle sandsynligvis har rødder i et såkaldt ”Tidligst semitisk”-sprog fra første halvdel af det 3. årtusinde fvt. Fra 2600 fvt. kendes indskrifter på oldakkadisk, som via Sargon af Akkad (cirka 2300 fvt.) blev gjort til rigssprog. Det er fra oldakkadisk, at oldbabylonsk udspringer, men den præcise forbindelse mellem disse kendes ikke.

De akkadiske sprogs videre udvikling gennem de efterfølgende 15. hundrede år inddeles i tre perioder: Fra cirka 1500-1000 fvt. kalder vi sproget for mellembabylonsk, fra cirka 1000-600 fvt. kalder vi det for nybablonsk, og 600 fvt. til 100 evt. kalder vi det senbabylonsk.

Omtrent samtidig med oldbabylonsk blev en nært beslægtet dialekt af akkadisk anvendt i det nordlige Mesopotamien. Denne dialekt kaldes oldassyrisk, og den ligger omtrent så tæt på oldbabylonsk, som svensk ligger på dansk. Efterhånden fjernede de to dialeekter sig længere og længere fra hinanden.

Periodeinddelingen af det assyriske sprogs udvikling i nord svarer til den for det babylonske sprog i syd. Efter oldassyrisk fra cirka 2000-1500 fvt., kommer det vi kalder mellemassyrisk (ca. 1500-1000 fvt.), og fra cirka 1000-600 fvt. kommer det vi kalder nyassyrisk.

Akkadisk
Babylonisk Periode Assyrisk
Oldbabylonsk 2000-1500 fvt. Oldassyrisk
Mellembabylonsk 1500-1000 fvt. Mellemassyrisk
Nybabylonsk 1000-600 fvt. Nyassyrisk
Senbabylonsk 600-100 evt.

Fonologi[redigér]

Vokalerne[redigér]

Der er tre simple vokaler på akkadisk: a, i og u. Derudover kan e afledes af enten a eller i.
Vokalerne findes som korte (a, e, i, u), lange (ā, ē, ī, ū) og ekstralange (â, ê, î, û).
Derudover er der de to halvvokaler w og j.
Af senere græske transkriptioner af akkadisk kan det ses, at der også har været vokalen o.

Konsonanterne[redigér]

Kosonanterne er: d, t, ţ, n, b, p, m, g, k, q, z, s, š, ş, l, r, ’(alef), h.
NB: h skal skrives med en bue under. Udtales som ch i det tyske Bach!

  • Konsonanterne kan inddeles i:
    • dentaler: d, t, ţ, n
    • labialer: b, p, m
    • palataler: g, k, q
    • sibilanter: z, s, š, ş
    • likvider: l, r
    • laryngealer: ’(alef), h
  • De kan også inddeles i:
    • stemte: d, b, g, z
    • ustemte: t, p, k, s, š, l , r ’(alef), h
    • emfatiske: ţ, q, ş
    • nasale: n, m

Morfologi[redigér]

Verber[redigér]

Verbernes vokalmønster[redigér]

Verber har normalt en rod på tre konsonanter, der kaldes 1., 2. og 3. radikal.
Verbalrodden prs har konsonantskelettet p-r-s bestående af radikalerne r1-r2-r3.
Vokalerne -a- -ā- inden i konsonantskelettet p- -r- -s modificerer roden. De fortæller os, at vi her har at gøre med prs i infinitiv.
I imperativ hedder prs for eksempel purus. Det kan ses af vokalerne -u- -u-.

Der findes grundlæggende fire typer af verber. Vi kalder dem a/u, a/a, i/i og u/u verber.
Disse bogstaver er verbernes vokalmønstre, og de har betydning for, hvordan verbet bøjes.

  • Eksempel: prs er et a/u verbum.
    • a’et betyder, at det hedder parras i præsens og ptaras i perfektum
    • u’et betyder, at det hedder prus i præteritum og purus i imperativ

Lad os se på et a/a verbum som şbt:
Det første a betyder, at verbet har a mellem 2. og 3. radikal i præsens og perfektum.
Det andet a betyder, at şbt i modsætning til prs har a mellem 2. og 3. radikal i præteritum og i imperativ. prs havde u!

I ordbøgerne skriver vi vokalmønsteret i en parentes efter verbet, der per konvention er sat i infinitiv.

Infinitiv: parās (a/u)| Præsens: parras| Perfektum: ptaras | Præteritum: prus|Imperativ: purus| 
           şabāt (a/a)|          şabbat|            ştabat*|             şbat|           şabat|
           šarāq (i/i)|          šarriq|            štariq |             šriq|           širiq|
           maqāt (u/u)|          maqqut|            mtaqut |             mqut|           muqut|

*t bliver assimileret med ş. Vi får derfor ştabat>şşabat.

Verbernes stamformer[redigér]

Verberne vi så på ovenfor stod alle i grundform.
Der findes i alt fire stamformer, som verberne kan stå i. De farver grundbetydningen af verbet på forskellige måder:

Form:  | Infinitiv:  | Beskrivelse:
G-form | parās       | Grundform (grundbetydning)
D-form | purrus      | 2. rad fordobles (emfase)
Š-form | šuprus      | š- er præfiks (kausativ)
N-form | naprus      | n- er præfiks (passiv)

Stamformerne underdelses med et -ta- infiks i en Gt-, Dt- og Št- form (OBS der er normalt ingen Nt) samt med et -tan- infiks i en Gtn-, Dtn-, Štn- og en Ntn-form.
Derudover forekommer der en sjældnere ŠD-form:

Gt-form  |      pitrus           |-ta- er infiks
Gtn-form |      pitarrus*        |-tan- er infiks
Dt-form  |      putarrus         |-ta- er infiks
Dtn-form |      putarrus**       |-tan- er infiks 
Št-form  |      šutaprus         |-ta- er infiks
Štn-form |      šutaprus***      |-tan- er infiks
Ntn-form |      itaprus****      |-tan- er infiks
ŠD-form  |      šuparrus         |š-præfiks, 2. rad fordobles

*n er svagt. Det assimileres her til det efterfølgende -r-

**man ville forvente putanrrus hvor n’et i infikset blev assimileret til det 
efterfølgende 
-r-. Det giver formen putarrrus, som ikke er acceptabelt.

***man ville forvente šutanprus. Det giver formen šutanprus, som ikke er acceptabel 
som   
tilfældet ovenover med formen putarrrus. Man kan nemlig ikke have tre på hinanden følgende  
konsonanter -CCC-.

****som ovenover gælder reglen: ingen -CCC- konstruktion (nitanprusu > nitaprus). nitaprus  
>itaprus skyldes, at n- er svagt. 

Udover disse stamformer kan få verber forekomme i sjældne Nt- og R-former (parusus, 3. rad fordobles). Deres forekomst er meget begrænset.

Stamformerne giver roden sin særlige betydning:
For eksempel betyder prs i grundformen parās at dele, men i D-formen betyder det at sønderdele. I Š-formen betyder det at få til at dele, mens den endeligt i N-formen betyder at blive delt.

Underindelingerne i -t og -tn former giver rodden en yderligere specifik betydning.
-t giver roden en enten reciprok (x↔y), refleksivt (x←) eller separativtiv (x→) betydning
-tn giver den en itterativ betydning (noget der gøres meget, vedvarende, kontinuerligt).

  • Eksempel:
    • iptarrasū (de deler med hinanden) (Gt form af prs)
    • iptanarrasū (de deler meget) (Gtn form af prs)

De finite former[redigér]

(verbalformer som kan have subjekt) Præsens: Nutid, fremtid, datid om vane
Dannes med fordobling af anden radikal

  • Eksempler:
    • parras
    • şabbat
    • šarraq
    • maqqut

NB: Ntn-formen er en undtagelse, fordi en fordobling af 2. radikal i præsens ville resulterer i en -CCC- konstruktion, som ikke er tilladt (fx ttanappras > ttanapras)


Perfektum: Afsluttet fortid med dets konsekvenser nu
Dannes med et -ta- infiks

  • Eksempler:
    • ptaras
    • şşabat
    • štariq
    • mtaqut

NB: şşabat er et eksempel på assimilation, hvor et -t- infiks assimilerer med ş, der er roddens 1. radikal. Reglen gælder, når 1. radikal er enten d, ţ, s, ş og z.

  • Eksempler:
    • dtamiq > ddamiq
    • ţtarad > ţţarad
    • stahap > ssahap
    • ztaku > zzaku

Som det ses af ovenstående assimilerer -t- ikke til š; derfor formen štariq

NB: Når der tilføjes en vokalendelse efter den sidste radikal i G-form perfektum synkoperer vokalen mellem de to sidste radikaler. Fx ptarasū < ptarsū


Præteritum: Datid i fortællemåde
Dannes ved at stille 1. og 2. radikal sammen

  • Eksempler:
    • prus
    • şbat
    • šriq
    • mqut

NB: G-perfektum og Gt-perfektum er som sagt identiske. De udviser derfor begge den samme vokalsynkope, hvor den anden vokal synkoperer.
Det må derfor ud fra sammenhængen afgøres, om fx ptaras enten er Gt-præt. eller G-perf.
I N-præt. er der også vokalsynkope (fx pparisū > pparsū)


Imperativ: Befalinger
Imperativ dannes som præteritum uden præfiks (fx purus)
Den forekommer kun i 2. person.Det markeres af de almindelige endelser på de personlige, dependente pronominer i 2. person

2. m. s.: -ø Eksempel: purus 2. f. s.: -ī Eksempel: pursī 2. c. p.: -ā Eksempel: pursā

NB: Der er vokalsynkope i G-imperativ, når der tilføjes en vokalendelse efter sidste radikal.
Fx: purusā > pursā

Den første vokal mellem 1. og 2. radikal er i G-form i imperativ den samme som den anden vokal mellem 2. og 3. radikal.
Vokalen kan derfor aflæses af det enkelte verbums type (a/u, a/a, i/i eller u/u).

  • Eksempler:
    • rps (a/u): prus > purus
    • şbt (a/a): şbat > şabat
    • šrq (i/i): šriq > širiq
    • mqt (u/u): mqut > muqut

De eneste undtagelser er a/a verberne lmd, plh, pšh, rkb og tkl, der indsætteret -i- mellem 1. og 2. radikal i stedet for det forventede a (fx lmd (a/a) lmad > limad).


I D- og Š-form markeres det ikke, om verbet er et a/u, a/a, i/i eller u/u verbum.

I N og Ntn-formen har i/i verber en selvstændig form i præsens og prefektum, der markeres af et -i- mellem 2. og 3. radikal.
I de øvrige former er vokalen et -a- i præsens og perfektum.

Nedenfor vises rodden prs (a/u) i de fire stamformer G, D, Š og N i henholdsvis præsens, præteritum, perfektum og imperativ.

           | G-form   |  D-form   |Š-form     | N-form
Præsens    |  parras* |  parras   | šapras    | pparras*,**
Perfektum  |  ptaras  |  ptarris  | štapris   | ttapras**
Præteritum |  prus    |  parris   | šapris    | pparis**
Imperativ  |  purus   |  purris   | šupris    | napris

*Fordoblingen af 2. rad i præsens i G- og N-formen er uheldig for deres genkendelighed. 
De kan let forveksles med D-formen, hvor 2. radikal også er fordoblet. Man må i stedet se 
på personafikset (i G- og N-formen er det i-, medens det i D- og Š-formen er u-). 

**I N-formen assimileres stammens n-præfiks med den efterfølgende konsonant (præs.  
inparras > ipparras, præt. inparis > ipparis, perf. intapras > ittapras).   

NB: Pas på ikke at blande Gt-præs. sammen med G-perf., da de begge har -ta- infikset som   
mærke. Man må i stedet se på 2. rad, der fordobles i præs. (Gt-præs. iptarras, G-perf. 
iptaras). 
Men hvordan stiller det sig så med G-perf. og Gt-præt? I G-perf. mærkes tempusformen 
af et -ta-  infiks (iptaras) og i Gt-præt mærkes stamformen af et -ta- infiks (iptaras). 
Man kan derfor ikke se forskel på de to former, og må i stedet afgøre om det er det ene 
eller det andet ud fra sammenhængen.  

NB: Vokalmønsteret fortæller os om verbets bøjning i tid, når verbet står i grundform. 
I de øvrige former bøjes a/u, a/a, u/u og i/i verber ens. En undtagelse, og dem er der altid i 
grammatik, er som nævnt i/i verber i N- og Ntn-form.  

Optativ
Optativ (også kaldet prekativ og injunktiv) er et præfiks, der kan sættes foran på verber i præteritum for at angive et ønske eller en vilje.
Det findes kun i 1. og 3. pers. sg. og pl. I 2. pers. sg. og pl. bruges imperativ.
Verbet tilføjes henholdsvis maskulinum og femininum i 3. pers. pl. suffikset -ū og -ā.<brZ

Ordet optativ kommer af det latinske ord optativus, som betyder ønske.

Optativ: lu-   i 1. pers. sg. (fx luprus, jeg vil afgøre) 
         i ni- i 1. pers. pl. (fx i niprus, vi vil afgøre)         
         li-   i 3. pers. sg. og pl. (fx liprus, han vil afgøre)
         li-   i 3. pers. pl. (fx liprusū/ā, de vil afgøre)

Vetitiv
Vetitiv er den negerede udgave af optativen, og den udtrykker et negativt ønske eller vilje, men i modsætning til optativen findes vetitiven også i 2. person.
Hvor optativen kan oversættes med ’Gid de må…’, kan vetitiven oversættes med ’Gid de ikke må…’.

Den dannes ved at sætte et ajj-præfiks foran på verbet, når det starter på en vokal, og et ē- præfiks, når det starter på en konsonant.

Vetitiv: ajj- i 1. pers. sg. (fx ajj-aprus)  ē- i 2. pers. sg (fx ē-taprus/ī)
         ajj- i 3. pers. sg. (fx ajj-iprus)          ē- i 1. pers. pl. (fx ē-niprus)
         ajj- i 3. pers. pl  (fx ajj-iprusū/ā)      ē- i 2. pers. pl. (ē-taprusā)

====De infinite former==== (verbalformer som ikke kan have subjekt) Til disse former hører infinitiver, verbaladjektiver samt participier.
De opfører sig nominelt og bøjes i kasus.
Infinitiv bøjes som substantiverne, medens participium og verbaladjektiv bøjes som adjektiverne.

  • Eksempler:
    • pitarrusim (infinitiv i gen. af prs i Gtn-form)
    • mupparrsātum (participium i fem. pl. nom. af prs i N-form)
    • šuprusūtim (vbl.adj. i mask. pl. obl. af prs i Š-form)

NB: I Gt- og Gtn-form assimilerer -t- ligesom i G-perf. med et forudgående d, ţ, s, ş og z.
I de infinite former er der ikke noget præfiks, fordi de ikke kan have subjekt, og når første radikal enten er d, ţ, s, ş eller z i de infinite former i Gt og Gtn, laver de metatese med -t-, som foranstilles verbalstammen.

  • Eksempel:
    • Gt-inf. şitbutum > tişbutum
    • Gt-imp. şitbat > tşbat
    • Gt-vbl.adj. şitbutum > tişbutum

Infinitiv
Dannes i G-form ud fra formlen: r1-a-r2-ā-r3(+kasus)

  • Eksempel: parās

I de øvrige former, inkl. Gt og Gtn, indsættes vokalen -u- mellem 2. og 3. radikal.
Infinitiv er i Gt-, Gtn-, D-,Dt-, Dtn-, Š-, Št-, Štn-, N- og Ntn-formen identisk med de tilsvarende former af verbal adjektiver.

  • Eksempler:
    • Gt-inf. pitrusum
    • Gtn-inf. pitarrusum
    • N-inf. naprusum
    • Š-inf. šuprusum
    • D-inf. purrusum
  • Eksempler:
    • ţarād dajjānim (dommerens afsendelse)
    • ina sanāqim imūt (han døde ved ankomsten)
    • qabal lā mahārim (et slag der ikke kan ydes modstand)
    • paţārī qerub (min løsladelse nærmer sig)

Verbal adjektiv
Dannes i G-form ud fra formlen: r1-a-r2-v-r3-(+kasus)

  • Eksempel: paris

NB: I G-form synkoperer den sidste vokal, når der tilføjes en vokalendelse på verbal adjektivet (fx parisum > parsum).
Vokalen mellem r2 og r3 er som regl et -i-. Enkelte verber har -a- og -u-

I de øvrige former, inkl. Gt og Gtn, indsættes vokalen -u- mellem 2. og 3. radikal.
Verbal adjektivet er i Gt-, Gtn-, D-,Dt-, Dtn-, Š-, Št-, Štn-, N- og Ntn-formen identisk med de tilsvarende former af infinitiver.

Verbal adjektiverne kan både bruges attributivt (fx god mand) og prædikativt (fx manden er god).
Attributivt bøjes adjektivet efter det nomen, som det modificerer, i køn, tal og kasus.

  • Eksempler:
    • hlq: amtum haliqtum (en flygtet slavinde)
    • nkr: šarrū nakirūtum (fjendtlige konger)
    • dnn: ina qātim dannatim (med en stærk arm)

Prædikativt konstrueres adjektivet som en stativ ud fra stammen.
Tempus markeres ikke, da der er tale om en tilstand og ikke en proces.
Oversættelsen af tid må afgøres ud fra sammenhængen.

  • Eksempler:
    • dnn: dannāku (jeg er stærk)
    • ndn: atta ana mārūtim nadnāta (du var givet til adoption)
    • plh: ilatni ina mātīšunu palhat (vores gudinde var frygtindgydende i deres land)

Endelig kan verbal adjektivet bruges substantiveret og beskrive en person eller en ting som er eller var det, som beskrives af verbet.
Almindeligvis bøjes de som substanitverede adjektiver som adjektiver, men de kan også bøjes som substantiver.

  • Eksempler:
    • hlq: halqātum (flygtninge)
    • nkr: nakirū (fjender)
    • dmq: damiqtum ša ilī (gudernes godhed)

Participium
Dannes i G-form ud fra formlen: r1-ā-r2-i-r3-(+kasus)

  • Eksempel: pāris

De øvrige former dannes af præteritum og tilføjes præfikset mu-.
Vokalen mellem 2. og 3. radikal er imidlertid altid -i- (præt. kan også have -a- og -u-)

NB: I Gt- og N-form synkoperer den sidste vokal, når der tilføjes en vokalendelse på participiet

  • Eksempler:
    • Gt-form: muptarisum > muptarsum
    • N-form: mupparisum > mupparsum

Ventiv[redigér]

Ventiv er et suffiks, der kan sættes bag på verber. Det angiver en nuanceforskel fra grundbetydningen, som er svær at oversætte.
Ordet selv kommer af det latinske ventus, der betyder vind, og formen kan forklares som det, der går i retning af den talendes opmærksomhed, eller det som er i centrum for den talendes opmærksomhed (det er ofte den talende selv).

  • Eksempel:
    • illak (han går)
    • illakam (han kommer)

Nuancen med -am er, at personen nærmer sig den talende.

Ventiv: -am  i sg. og 1. pers. pl (fx iparrasam)
        -nim i 2. og 3. pers. pl. (fx iparrasūnim) 

NB: I 2. fem. sg bliver formen -īm. Pronominal sufikset er i denne bøjning -ī, og -am   
(ventiven) bliver derfor assimileret til -īm (tašapparī-am > tašapparīm).

Stativ[redigér]

Stativ kommer af det latinske ord stativus, som betyder stående.
Formen er nominel og hører nærmere til under nominer (substantiver og adjektiver) end verber, da det er en prædikatform, som bruges i stedet for former af ’at være’, der ikke findes på OB.
Se nærmere under status absolutus nedenfor.


Substantiver[redigér]

Substantiver findes i to former: Status rectus og status constructus (eller bare konstrukt).

Status rectus[redigér]

Status rectus formen er fri, og den kan derfor stå alene.
Den dannes med tilføjelse af en kasusendelse på nominet, der bøjes i nominativ/akkusativ/genitiv i maskulinum/femininum og singularis/dualis/pluralis:

                     Maskulinum                    Femininum
            Singularis  Dualis Pluralis      Singularis  Dualis  Pluralis
Nominativ       -um       -ān      -ū          -(a)tum*   -tān     -ātum
Akkusativ       -am       -īn      -ī          -(a)tam*   -tīn     -ātim
Genitiv         -im       -īn      -ī          -(a)tim*   -tīn     -ātim
 
*-at- infikset i fem. foran suffikserne -um, -am og -im er svagt. Derfor er den korrekte form 
af det forventede  mar-atum > martum. -a-’et falder altså væk. Det synkoperer. 

Eksempler: mārum (søn) bøjes mārum, māram, mārim, mārū, mārī*, mārī* 
            mārtum (datter) bøjes mārtum, mārtam, mārtim, mārātum, mārātim*, mārātim* 

*Da endelserne er identiske i de to kasus akk. og gen. i pl. slås de sammen til en 
maskulinum og en femininum pluralis oblicus. Altså: mask. pl. obl. af mārum er mārī, fem. pl. 
obl. af mārtum er mārārtim.

NB: Visse verbers køn er leksikalsk, og ikke morfologisk, så som nārum (flod). Suffikset -um  
fortæller os umiddelbart, at det er en mask. sg. nom.,  men det er faktisk fem. sg. nom. 

Status constructus[redigér]

Status constructus formen er bundet, og den kan derfor ikke stå alene.
Den står som modifikator til et hoved; fx i mārat mārim (sønnens datter), hvor mārat (datter) er bundet til mārim (sønnens).
I Status constructus forkortes substantivet ved at fjerne kasusendelsen. For eksempel hedder hus i rectus formen i mask. nom. sg. bītum, mens den i konstrukt mask. sg. i både nom., akk. og gen. bare hedder bīt.

               Maskulinum             Femininum
             Singularis Pluralis  Singularis   Pluralis
Nominativ       -ø           -ū      -at         -āt
Oblicus         -ø           -ī      -at         -āt
 
NB: I nogle tilfælde har substantivet vokalen -i efter den sidste konsonant i sg. 
Det drejer sig om de bundne former af ord, der kun har en stavelse (fx abi far), to ens  
konsonanter i enden (fx libbi hjerte) samt femininer, der ender på -š (fx napišti liv).  

Eksempler: bīt ilim (gudens hus), ilat ilātim (gudindernes gudinde), ili mātim (landets gud).

Status absolutus[redigér]

Status absolutus er en form, som verbet sættes i, når man fuldstændigt ubetinget understreger noget.
Absolutus formen dannes som den bundne form ved at fjerne kasusendelsen fra rectus formen: For eksempel hedder rectusformen šarrāqum (tyv) šarrāq (tyv!)i absolutus formen.

  • Et hyppigt eksempel fra Hammurabis lovstele:
    • awīlum šū šarrāq, iddâk (denne mand er en tyv, han skal slås ihjel!).

NB: Den første sætning ovenfor er i øvrigt en nominalsætning. Den har nemlig ikke noget verbal, og prædikatet udgøres af absolutus formen šarrāq.


Stativ[redigér]

Stativ er en konsekvens af status absolutus. Det er en prædikatform i sætninger uden verbal, som består af en adjektiv stamme (fx paris af prs roden) samt et pronominalt enklitikum, der tjener som sætningens subjekt.

  • Et eksempel på denne konstruktion er parsāku (jeg der har afgjort/ jeg der afgører/ jeg der vil afgøre).

Her er pars (af parsum: afgørelse) prædikat, og det modificerer det nominelle hoved -āku (jeg er).

                                 Stativ:   
      Singularis                                      Pluralis
-āku i 1. pers.c (communalis er fælleskøn)      -ānu   i 1 pers.c.
-āta i 2. pers. mask.                           -ātunu i 2. pers. mask  
-āti i 2. pers. fem.                            -ātina i 2. pers. fem.
-ø   i 3. pers. mask.                           -ū     i 3. pers. mask.
-at  i 3. pers fem.                             -ā     i 3. pers fem.

NB: Prædikatformen betegner en tilstand og er som sådan tidsløs. Om denne tilstand finder sted 
i fortiden, nutiden eller fremtiden må man så slutte sig til ud fra sammenhængen som i 
eksemplet med parsāku ovenover. 

I modsætning til stativen betegner de finite tider af den samme rod (fx prs) en proces, der  
markers på rodden. 
Eksempel: aprus (jeg afgjorde) 
           parsāku (jeg, der har afgjort/ jeg, der afgører/ jeg, der vil afgøre).  
 
Eksempler med stativ: šar (han er kongen). Hammurabi šar Bābilim (Hammurabi,  
han er kongen af Babylon), šar Bābilim šū (han er Babylons konge).

Adjektiver[redigér]

Adjektiver findes ligesom substantiver i rectus og constructs formen.
De dannes af en verbalrod efter mønsteret r1-a-r2-v-r3.
Vokalen mellem 2. og 3. radikal er for det meste -i- som i adjektiv stammen paris af roden prs.
Det kan dog også være -a- som i rapaš (bred) eller -u- som i zapur (ondsindet).

Adjektiver står i samme køn, tal og kasus som det nomen, de modificerer, der skal være kongruens, og deres endelser er som nominernes med undtagelse af mask. pl.:

                 Maskulinum                  Femininum
             Singularis Pluralis    Singularis  Pluralis
Nominativ       -um      -ūtum        -atum     -ātum
Akkusativ       -am      -ūtim        -atam     -ātim
Genitiv         -im      -ūtim        -atim     -ātim
 
Eksempel: parsum, parsam, parsim, parsūtum, parsūtim, parsūtim
            paristum*, paristam, paristim, parisātum, parisātim  

*Man ville forvente parisatum, men da man ikke kan have to på hinanden følgende korte 
stavelser falder -a-’et væk. Man siger, at vokalen synkopere. Det er et eksempel på 
vokal synkope.
Et andet eksempel:
napištum (af npš liv) < napišatum. I pl. er formen napišātum > napšātum.

Status rectus formen er attributiv. Status constructus er prædikativ.

  • Eksempel med former af danānum:
    • šarrum dannum (den stærke konge); dannum er rectus form
    • šarrum dān (kongen er stærk); dān er constructus form med stativsuffikset -ø

Den prædikative konstruktion fungerer også med nogle substantiver som fx šarrum.

  • Eksempel: Hammurabi šarrum (Kong Hammurabi)

Hammurabi šar (Hammurabi er kongen)


Konjunktioner[redigér]

====Hypotagmer==== (underordning af sætninger) Subjunktiv kommer af det latinske ord subjungere, der betyder at forene under.
Subjunktiv bruges til at forbinde en hovedsætning med en bisætning ved hjælp af konjunktioner (hypotaxis), som kan oversættes med vore danske thi, fordi, efterdi, dersom, eftersom, som, tilmed osv.
Formen dannes ved at sætte et -u suffiks bag på verbet, men det bortfalder, når der står et andet suffiks efter verbet.

  • Eksempel:
    • … niparrasu (…, som vi afgør)
    • …taparrasā (…, som I afgør)

-u'et er i det sidste eksempel faldet bort på grund af pronominal cirkumfikset ta- -ā, der står efter verbet.


Hendiadys[redigér]

Hendiadys, eller at forbinde tætliggende begreber, dannes ved at anbringe et -ma enklitikum bag på verbet.

  • Eksempel:
    • iprusma (han besluttede og…)

-ma brugs også i verbalsætninger på andet end verbet, hvor enklitikumet ikke er en konjuktion; i stedet bliver det brugt til at give betydingtyngde, emfase. -ma topikaliserer med andre ord sætningens naturlige prædikat.
I en dansk oversættelse af den akkadiske brug af -ma kan topikaliseringen indikeres ved at placere det betonede først i sætningen.

  • Eksempler:
    • šarrumma mārī ina kakkīšu imhaş (Det var kongen, der slog min søn med sit våben)
    • šarrum mārīma ina kakkīšu imhaş (Det var min søn, som kongen slog med sit våben)
    • šarrum mārī ina kakkīšuma imhaş (Det var med sit våben, at kongen slog min søn)

Et -ma kan blive sat bag på personnavne for at topikalisere dem. Det optæder typisk i indledning af de oldbabylonske breve, der oplyser brevets afsender og modtager, der findes på grundformen:

  • ana PN1 qibīma umma PN2ma
    • (Sig til Personnavn1 (modtageren); således (siger) Personnavn2 (afsenderen)
      • Det første -ma på verbalet fungerer som konjuktion, medens det andet -ma på afsenderens navn fungerer som fremhævelse

====Paratagmer==== (sideordning af sætninger) Sideordnende konjunktioner udtrykkes med u (og) samt med ū(/)lū (enten x eller y).

  • Eksempler:
    • anāku aprus u allik (jeg besluttede og gik),
    • ū(/)lū aprus ū(/)lū allik (enten besluttede jeg ellers gik jeg)

Pronominer[redigér]

Dependente pronominer[redigér]

Personlige, dependente pronominer
De personlige, dependente pronominer markeres af et cirkumfiks på finite verber.
De findes i en fælles G- og N-form samt i en fælles D- og Š-form.
Forskellen består i, at G- og N-formens vokaler er i og a, medens alle præfigerede vokaler i D- og Š-form bliver u-.

                      G- og N-form             D- og Š-form 
                       Singularis               Singularis
                   1. pers. c. a-  -ø        1. pers. c. u-  -ø
                   2. pers. m. ta- -ø        2. pers. m. tu- -ø 
                   2. pers. f. ta- -ī        2. pers. f. tu- -ī
                   3. pers. c. i-  -ø        3. pers. c. u-  -ø

                         Dualis                    Dualis             
                   3. pers. c. i-  -ā        3. pers. c. u-  -ø

                        Pluralis                   Pluralis
                   1. pers. c. ni- -ø        1. pers. c. nu- -ø
                   2. pers. c. ta- -ā        2. pers. c. tu- -ā
                   3. pers. m. i-  -ū        3. pers. m. u-  -ū
                   3. pers. f. i-  -ā        3. pers. f. u-  -ā

NB: D- og Š-formen opløser forskellem mellem 1. pers. c. sg. og 3. pers. c. sg. og du.

Verber med e i sig i stedet for a ændrer a'et i præfikset til et e.
Eksempel: 
epēšum (at gøre) i 1. pers. c. sg. præsens er eppeš
amārum (at se)   i 1. pers. c. sg. præsens er ammar

Nogle eksempler med parāsum:  
aparras (jeg afgør), niprus (vi afgjorde), iptarsū (de har 
afgjort), uštapris (jeg, han/hun/den/det, vi to har ladet det 
afgøre), tuparrisā (I afgjorde definitivt), ittaprasā (de har fået 
afgjort)

Pronomial suffikser

Possesive pronominer kan markeres på nominer og præpositioner med suffikser.
De bøjes efter person, tal, køn og kasus.

                                       Singularis
                                   1. pers. c. -ī, -ja
                                   2. pers. m. -ka 
                                   2. pers. f. -ki
                                   3. pers. m. -šu
                                   3. pers. f. -ša
                                   
                                       Pluralis
                                   1. pers. c. -ni
                                   2. pers. m. -kunu
                                   2. pers. f. -kina
                                   3. pers. m. -šunu
                                   3. pers. f. -šina

Eksempler: ilassu (hans gudinde (tš > ss)), šar mātīšunu (deres lands konge), ittīja (med mig)

NB: Dentaler og siblianter (d, t, ţ, z, s, š, ş) foran et š i et 3. pers. pronominal suffiks  
bliver til ss. 

NB: Genetivendelsen i singularis bliver til et lang i (-ī-) foran et pronominal suffiks. 

NB: Variationen mellem -ī og -ja i 1. pers. c. sg. afhænger af tal og kasus på det pågældnde 
nomen, som det sættes på. Nominer i sg. i nominativ og akkusativ suffigeres -ī, medens nominer 
i alle andre tilfælde suffigeres -ja. Fx hedder det ilī (min gud) og ilūja (mine guder).

Akkusativ og dativ objekt kan også markeres på verber med et suffiks.
De bøjes efter person, tal, køn og kasus. De kan både udtrykke et objekt eller gentage et objekt i sætningen.

                        Akkusativ                  Dativ
                        Singularis               Singularis
                   1. pers. c. -(a/n)nni    1. pers. c. -(a)m/-nim
                   2. pers. m. -ka          2. pers. m. -kum 
                   2. pers. f. -ki          2. pers. f. -kim
                   3. pers. m  -šu          3. pers. m. -šum          
                   3. pers. m. -ši          3. pers. f. -šim
 
                        Pluralis                 Pluralis
                   1. pers. c. -niāti       1. pers. c. -niāšim
                   2. pers. m. -kunūti      2. pers. m. -kunūšim
                   2. pers. f. -kināti      2. pers. f. -kināšim
                   3. pers. m  -šunūti      3. pers. m. -šunūšim 
                   3. pers. m. -šināti      3. pers. f. -šināšim
 
Eksempler: işbatūninni (de greb mig), nimhassunūti' (vi slog dem, şš>ss ), 
eppeškināšim (jeg vil handle for dig), şuhāram aţţardakkum (jeg har sendt dig 
slaven, mk>kk)

Det sidste eksempel ovenfor indeholdte ventiven -am (jf. nedenfor) efterfulgt af et dativ objekt. Der kan yderlige sættes et akkusativ objekt bag på verbet, så vi får suffikskæden -ventiv-dativ-akkusativ bag på verbet.

  • Eksempel:
    • aţrudakkuššu (< aţrud-am-kum-šu jeg sendte ham til dig)

Den følgende passage fra Hammurabis lovstele kan tjene som eksempel på den resumptive brug af pronominal suffikser i en sætning:

  • šumma awīlum ana aššatīšu eqlam kiriam bītam ū bīšam išrukšim
    • Hvis en mand gav enten en mark, en have, et hus eller ejendele til sin kone…
      • 3. pers. f. sg. dativsuffikset -šim viser tilbage til hans kone (aššatīšu), der er dativ objekt i sætningen

Independente pronominer[redigér]

Personlige, independente pronominer
De personlige, independente pronominer bøjes ligesom de independte efter person, tal, køn og kasus.

                  Nominativ       Akkusativ           Dativ
                 Singularis       Singularis        Singularis
     1. pers. c.   anāku            yâti              yâšim
     2. pers. m.   atta             kâta/i            kâšum
     2. pers. f.   atti             kâti              kâšim
     3. pers. m    šū               šuāti*            šuāšim*
     3. pers. f.   šī               šiāti*            šiāšim*
            
                  Pluralis         Pluralis          Pluralis
     1. pers. c.   nīnu             niāti             niāšim
     2. pers. m.   attunu           kunūti            kunušim
     2. pers. f.   attina           kināti            kinašim
     3. pers. m.   šunu             šunūti            šunūšim
     3. pers. f.   šina             šināti            šināšim    

NB: I 3. pers. mask. og fem. i akkusativ og dativ er der flere varianter. 
3. m. s. akk.: šuātu, šâti, šâtu. 3. f. s. akk.: šuāti, šâti  
3. m. s. dat.: šâšum, šašim. 3. f. s. dat.: šuāšim, šâšim

  • Eksempler:
    • anāku u šī nillik (jeg og hun gik)
    • kâta ašapparki (jeg vil sende dig)
    • šeššet šiqil kaspam yâšim iddinam (han gav mig seks sjekkel sølv)

Possesive, independente pronominer
De possesive, independente pronominers funktion svarer til de possesive prononminal suffikser. De bøjes i person og tal (ikke i køn) efter den, der besidder, og de retter sig i kasus, køn og tal efter det nomen, som de modificerer.
De bruges både attributivt (fx yûm bītī (mit hus)) og prædikativt (fx bītum šū yûm (det hus er mit)).

                Mask. sg. nom. Fem. sg. nom.   Mask. pl. nom.  Fem. pl. nom.
     1. pers. sg.   yûm          yattum/n        yûtum/n         yâtum/n
     2. pers. sg.   kûm          kattum/n        kûttum/n        kâttum/n
     3. pers. sg.   šûm          šattum/n        šûttum/n          -
    
     1. pers. pl.   nûm          nuttum/n        nûttum/n          -
     2. pers. pl.   kunûm           -               -              -
     3. pers. pl.   šunûm           -               -              -

De øvrige kasus: m. s. akk. -âm, m. s. gen. -êm, f. s. akk. -am/n, f. s. gen. im/n, m. pl. 
obl. -im/n, f. pl. obl. -im/n.
     
NB: Alle former undtagen dem i maskulinum singularis har variation mellem mimation (-m 
endelse) og nunation (-n endelse)
  • Eksempler:
    • eleppum šī ul kattum (det er ikke din båd)
    • şuhārû yûtun (slaverne er mine)
    • kaspam yâm u kaspam kâm ul inaddinam(han vil ikke give mit sølv eller dit sølv) **lā šuniam ibqurū (de gjorde krav på noget, som ikke er deres)

Refleksive pronominer
Der er ingen selvstændige refleksive pronominer på akkadisk, der svarer til dansk "mig selv", "ham selv", "dem selv"…
I stedet bruges substantivet ramānum med possesive pronominal suffikser.

  • Eksempler:
    • ramāššu ipaţţar (han vil løskøbe sig selv (nš > šš))
    • ramānni nillik (vi gik selv)

ana ramānīya (for mig selv) ina ramānīšunu (af dem selv)


Demonstrative pronominer
Pronominet annûm er det hyppigste nære demonstrative pronomen på akkadisk for "dette"/"denne"/"disse".

Det bøjes ligesom adjektiver og findes både med mimation (-m endelse) og nunation (-n endelse).
Hunkønsformen bruges neutralt.

  • Eksempler:
    • ţuppam anniam amhur (jeg modtog dette brev)
    • aššum annītim (af denne grund)

De personlige, independente pronominer i 3. person er de mest hyppige på akkadisk for "det"/"den"/"dem".
De bruges anaforisk til at betegne noget allerede nævnt, og de kan derfor ofte oversættes med førnævnte.

  • Eksempler:
    • awīlum šū šarraq iddâk (førnævnte person er en tyv; han skal slås ihjel)**alpī šunūti ana eţlim iddin (han gav de nævnte okser til den unge mand)

Det akkadiske demonstrative pronomen ullûm bruges også for "det"/"den"/"dem" samt for "noget fjernt".

  • Eksempler:
    • ina ūmē ullûti (i de fjerne dage)
    • ana mātim ullītim (til det fjerne land)

De interrogative pronominer
Det personlige interrogative pronomen ("hvem?") er mannum, der kasusbøjes som et substantiv.

  • Eksempler:
    • mannam tāmurā (hvem så i?)
    • mār mannim atta (hvis søn er du)

Det upersonlige interrogative pronomen ("hvad?") er mīnum, der kasusbøjes.
Det findes også med tryk på sidste stavelse som minûm.

  • Eksempler:
    • ana mīnim ana ālīšu tallik (hvorfor gik du til hans by?)
    • minâ tēpuš (hvad gjorde du?)

Endelig bruges ayyum (hvilke(n)?), der kasusbøjes som et adjektiv.
Det er ureglmæssigt i femininum singularis, der i nom. hedder ayyītum.v Attributivt kan den både stå foran og bagefter sit nomen, medens det prædikativt står foran sit nomen.

  • Eksempler:
    • ilū ayyūtum ištu šamê ikšudū (hvilke guder ankom fra himlen?)
    • ayyūtum ana bēlīya (hvilke er mine herreres?)

Indefinite pronominer
De indefinite pronominer dannes som oftest af de interrogative pronominer ved reduplikation af stammen eller ved suffigering af partiklen -ma.

Det personlige indefinite pronomen ("nogen (som helst)") er mamman/mamma (nm > mm), som er ubøjeligt.
Det optræder selvstændigt og i apposition til et nomen.
Når det negeres, kan det oversættes med "ingen (som helst)".

  • Eksempler:
    • mamma āmur (jeg så nogen)
    • mamman ul illik (ingen gik)
    • şuhārtum mamman (nogen tjenerinde)
    • bīt mamman (nogens hus)

Det upersonlige indefinite pronomen ("noget", "hvad som helst") er mimma (nm > mm).
Det er almindeligvis ubøjeligt.
Det optræder selvstændigt og i apposition til et nomen.

  • Eksempler:
    • mimma nīmur (jeg så noget)
    • mimma ul addin (jeg vil ikke give noget)
    • eqlam mimma (til nogen by)
    • mimma šumšu (hvad som helst dets navn=alting)

Endelig bruges ayyumma ("nogen", "nogle", "hvilke(n) som helst), der bøjes som et adjektiv.
Det er ureglmæssigt i femininum singularis, der i nom. hedder ayyītumma.

  • Eksempler:
    • ayyumma imât (nogen vil dø)
    • amtam ayyītamma ša qātīya aţţarrad (jeg vil sende hvilken som helst slavinde, som står til min rådighed)
    • ana ālim ayyimma (mod en eller anden by)

Teksteksempler[redigér]

Detalje fra Hammurabis lovstele af den oldbabylonske tekst i kileskrift
  • Hammurabi šarrum dannum
    • Den stærke Kong Hammurabi
      • sbj. i mask.sg.nom, attributivt sb. i mask.sg.nom, attributivt adj. i mask.sg.nom.
  • bīt abīšu uballiţ
    • Han sørgede for sin faders hus (dvs. familien)
      • subjekt i st.cons. mask.sg.nom., sb. i mask.sg.gen. med poss.pron. suffiks i 3.pers.mask.sg, rod blţ i D-form i den finite form 1.pers.c.sg.præt
  • kīma šapar bēlīya işşī tanassar
    • Du skal fælde træerne i overensstemmelse med min herres skrivelse
      • præposition, rod špr som deverbielt sb. i st.cons.mask.sg.obl., sb. i mask.sg.gen

med poss.pron suffiks i 1. pers.c.sg, sb i mask.pl.obl., rod nsr i G-form i den finite form 2.pers.mask.sg.præs

  • kīma bēlī išpurū bissu ušalpat
    • Jeg ødelagde hans hus, som herrerne skrev
      • præp , sb. i mask.pl.gen, rod špr i G-form i den finite form 3.pers.mask.pl.præt, sb. i mask.sg.obl med poss.pron suffiks i 3.pers.mask.sg. (lydregl: tš>ss), rod lpt i Š-form i den finite form 1.pers.mask.sg.præt
  • aššum ša tašpuramma PN ilassu ittīšu aggatima murşum işbassu
    • Ang. det som du skrev, at PNs gudinde er rasende på ham, så har sygdommen grebet ham
      • præp, det.rel.pron, rod špr i G-form i den finite form 3.pers.mask.sg.præt med ventiv og hendiadys, PN, sb. i fem.sg.obl med poss.pron suffiks i 3.pers.mask.sg (lydregl: tš>ss), præp. med pers.dep.pron i 3.pers.mask.sg.akk., sb. i fem.sg.gen med hendiadys, sb. i mask.sg.nom, rod şbt i G-form i den finite form 3.pers.c.sg.præt med pers.dep.pron i 3.pers.mask.sg.akk (lydregl tš>ss)

Øvelsestekster[redigér]

Hammurabi som dommer[redigér]

Brev fra Kong Hammurabi af Babylon til hans guvernør Sin-iddinam. Det omhandler handelagenten Ilšu-ibbi, der har lånt ca. 9000 Liter korn til statholderen Sin-māgir. I tre år har han forgæves forsøgt at få lånet krævet ind. Hammurabi træder nu til som dommer i sagen og beordrer, at Sin-māgir skal betale kornet med renter tilbage til Ilšu-ibbi.

Transkription[redigér]

ana Sin-iddinam qibīma umma Hammurabima Ilšu-ibbi tamkārum wakil hamištim kiam ulammidanni umma šūma šalāšā kur ûm ana Sin-māgir šakkanakkim addimma ţuppašu našiākūma ištu šalāš šattim ētenerressūma âm ul inaddinam kiam ulammidanni ţuppašu āmurma âm u şibizzu Sin-māgir lišaddinūma ana Ilšu-ibbi idin

Glossar[redigér]

  • ana (til)
  • ērešum (gøre krav på)
  • hamištum (arbejdsgruppe på fem)
  • ištu (efter)
  • kiam (sådan)
  • kurrum (ca. 300 liter)
  • lamādum (underrette)
  • nadānum (at give)
  • našûm (at indehave (lånebevis)
  • şibtum (rente)
  • šakkanakkum (statholder)
  • šalāšā (tredive (ubøjeligt talord)
  • šalšum (tredie)
  • šattum (år)
  • šū (den førnævnte)
  • tamkārum (handelsagent)
  • ţuppum (brev)
  • qabûm (at sige)
  • u (og)
  • ul (ikke)
  • ûm (korn)
  • umma (således)
  • waklum (formand)

En bortløben slaves frihed[redigér]

Warad-bunene er flygtet til Babylon efter at have været solgt til slaveri i Eshnunna i fem år. Han er nu blevet indkaldt for at gøre tjeneste som politisoldat. Den særlige slavefrisure er derfor blevet bortbarberet som tegn på hans frisættelse fra slaveriet, men han kan ikke være politisoldat. Han skal arbejde for sin familie med at gøre landbrugsarbejde, der giver familien ret til at forpagte land af staten.

Transkription[redigér]

Warad-bunene ša Piri'-ilīšu bēlšu ana Ašnunna ana 1 1/2 mana kaspim iddinūšu hamšat šanātim ina libbi Ašnunna bēlūtam illikma ana Bābilim ittābitam Sin-mušallim u Marduk-lamassašu abi şābim Warad-bunene issûma kiam iqbûšum umma šunūma ellēta abbuttaka gullubat tallak ina rēdî Warad-bunene šū kiam īpul umma šūma ina rēdî ul allak ilkam ša bīt abīja allak

Glossar[redigér]

  • abātum (at flygte)
  • abbuttum (slavefrisure)
  • abi şābim (hærleder)
  • abum (far)
  • alākum (at gå)
  • ana (til)
  • apālum (at svare)
  • Ašnunna (Byen Eshnunna)
  • Bābilim (Byen Babylon)
  • bēlum (herre)
  • bêlum (at råde over)
  • bītum (hus)
  • elēlum (at blive renset (for pligt til slaveri)
  • gullubum (at barbere)
  • hamištum (fem)
  • ilkum (landbrugsarbejde (udført mod ret til at forpagte statsejet land)
  • ina (i)
  • kaspum (sølv)
  • kiam (sådan)
  • libbum (centrum)
  • manûm (ca. 500 gram)
  • nadānum (at sælge)
  • qabûm (at sige)
  • rēdûm (politisoldat)
  • šasûm (at indkalde)
  • šattum (år)
  • šū (den førnævnte)
  • šunū (de førnævnte)
  • ul (ikke)
  • umma (således)

Fjender og varsler[redigér]

Brev fra Qurdūša til Bēlšunu, der omhandler uro og fjender i landet. Qurdūša har tidligere skrevet et brev til Ibni-Marduk, Warad-Šigar og Bēlšunu, men han ændrer nu sin tidligere ordre til dem. I stedet skal de bringe ét lam fra hans flok af småkvæg til en varselstager for at få undersøgt, hvad der skal ske med hans kvæg og småkvæg. Såfremt der ikke viser sig noget tegn på fare for fjenden eller for røveren kan kvæget og småkvæget blive ført hen til Qurdūša. På vejen skal de gøre holdt i Kish, der er uden for fjendens rækkevidde, og hvor de kan forsyne sig med masser af korn. Herfra skal de så underrette Bēlšunu om deres situation.

Transkription[redigér]

ana Bēlšunu qibīma umma Qurdūšama Šamaš liballiţka kima tešmû mātum dalhat u nakrum ina mātim nadi ţuppī ana Ibni-Marduk ana Warad-Šigar u ana kâšum ušpellam ištēn puhādam ina şēnī ana bārîm leqeāma arkat alpīja u şēnīja pursāma šumma ana mahrīja illakānim šumma tībi nakrim šumma tībi habbātim lā ibaššīma ana mahrīja lillikānim šumma ana Kiši šūribāma nakrum lā ikaššaskunūti u âm mala ibaššû ana Kiši šūribāma ţēmam gamram šuprānim

Note: Brevskriveren har lavet en skrivefejl. Han har været ved at skrive ikaššassunūti, men har rettet det til, så der i stedet står ikaššaskunūti. Han glemte bare at rette -as- til -ad-.

Glossar[redigér]

  • alākum (at gå)
  • alpum (okse)
  • ana (til)
  • balāţum (at leve)
  • bārûm (varselstager)
  • bašûm (at forekomme)
  • dalāhum (at være oprørt)
  • erēbum (at komme ind)
  • gamrum (fuldstændig)
  • habbātum (røver)
  • ina (i)
  • ištēnum (én)
  • kašādum (at nå)
  • kâšum (dig)
  • kima (som)
  • Kiš (Byen Kish)
  • lā (ikke)
  • leqûm (at tage)
  • mahrum (nærværelse)
  • mala (så meget som)
  • mātum (landet)
  • nadû (kaste (ind)
  • nakrum (fjende)
  • parāsum (+ (w)arkatum) at undersøge det, der ligger bag)
  • puhādum (lam)
  • qabûm (at sige)
  • Šamaš (Guden Šamaš)
  • šemûm (at høre)
  • şēnum (fem.! småkvæg (får og geder)
  • šapārum (at sende)
  • šumma (hvis)
  • šupêlum (at ændre (hul rod i ŠD med kontraktion af 2. rad.)
  • tībum (angreb)
  • ţēmum (underretning)
  • ţuppum (brev)
  • u (og)
  • umma (således)
  • ûm (korn)

Ægteskab og tårnspring[redigér]

En ægteskabskontrakt, der omhandler Sîn-abūšus ægteskab med Tarām-Saggil og Iltānni. Hvis én af de to kvinder vil skilles fra deres mand, skal de kastes ned fra et tårn. Hvis manden vil skilles fra sine hustruer, skal han give dem økonomisk kompensation blandt den løse og den faste ejendom. Det bestemmes desuden, at Iltānni skal vaske Tarām-Saggils to fødder og bære hendes stol ind i hendes guds tempel. Hun skal dele hendes vrede og give hende velbehag. Hun må ikke åbne hendes forseglede dokumenter, og hun skal male og skænke 8 liter bygmel til hende. Til sidst kommer en liste med ti vidner, der certificerer det som et retsdokument.

Note: Tarām-Saggil var en betydningsfuld, rig præstinde, der ikke måtte føde børn. Hun har været en økonomisk gevinst for Sîn-abūšu, der desuden har giftet sig med den laverstående Iltānni, der har kunne føre hans slægt videre.

Transkription[redigér]

Tarām-Saggil u Iltānni mārat Sîn-abūšu Warad-Šamaš ana aššūtim u mutūtim īhussināti Tarām-Saggil u Iltānni ana Warad-Šamaš mutīšina ul mutī atta iqabbīma ištu dimtim inaddûšināti u Warad-Šamaš ana Tarām-Saggil u Iltānni aššātīšu ul aššatī atti iqabbīma ina bītim uniātim ītelli u Iltānni šēpī Tarā-Saggil imessi kussâša ana bīt ilīša inašši zēni Tarām-Saggil Iltānni izenni salāmīša isallim kunukkīša ul ipette sūt tappinnam iţênma uţehhēši mahar Ēribam mār Puzzur-abi mahar Dullukum mār Sizunawara mahar Išmapeš mār Ēbelum mahar Kunatum mār Nūr-abi mahar Kanarabi mār Ūtakšakkišēmi mahar Sîn-šamuh mār Nūr-Sîn mahar Ukīnkila mār Sîn-ka’iš mahar Şilli-Adad mār Ērib-Sîn mahar Šamaš-rīš mār Ilī-bēlī mahar Apil-ibbī

Glossar[redigér]

  • ahāzum (at tage til ægte)
  • ana (til)
  • aššattum (ægtehustru)
  • aššūtum (stand af ægtehustru)
  • atta (du)
  • atti (du)
  • bītum (hus/tempel)
  • dimtum (tårn)
  • elûm (at miste (i Gt)
  • ina (i)
  • ilum (gud)
  • ištu (fra)
  • kunukkum (forseglet dokument)
  • kussûm (stol)
  • mārtum (datter)
  • mesûm (at vaske)
  • mutum (ægtemand)
  • mutūtum (stand af ægtemand)
  • nadûm (at kaste ned)
  • našûm (at bære)
  • petûm (at åbne)
  • qabûm (at sige)
  • sūtum (ca. 10 liter)
  • šalāmum (at behage)
  • šalāmum (velbefinden)
  • šēpān (fødder)
  • tappinnum (hvedemel)
  • ţehûm (at skænke (i D)
  • ţênum (at male til mel)
  • u (og)
  • ul (ikke)
  • unūtum (løs ejendom)
  • zenûm (at hade)
  • zēnûm (uven)

Litteratur til videre studier[redigér]

John Huehnergard: A Grammar of Akkadian. Harvard Semitic Museum Studies 45. Scholars Press. Atlana. Georgia. ISBN 0-7885-0318-9