Østerlandsmissionen

Østerlandsmissionen var en dansk missionsvirksomhed, der havde sin arbejdsmark i Syrien, i Qalamoun-distriktet nordøst for Damaskus, med byerne Deir Atiyeh, An Nabk, Karjatèn, Yabrud, Hafar og Sadad som missionsstationer, hvortil Damaskus kom i 1921.

Qalamoun-distriktet er på ca. 2.000 km² udpræget højland med et for europæere ret usundt klima. Den fastboende befolkning i distriktet ansloges til ca. 150.000; hertil kom så beduinerne, som strejfede om i større og mindre flokke og jævnlig foretog plyndringer og overfald rundt omkring. Sproget var arabisk. Der var store religiøse modsætninger mellem muslimerne, som udgjorde 3/4 af hele befolkningen, på den ene side, og de forskellige indbyrdes uenige og stridende kristne samfund — græsk-ortodokse, syriske og katolske kristne — på den anden side.

Blandt de kristne inden for den græsk-ortodokse og den syriske kirke var det lykkedes romerkirken at vinde en del tilhængere således, at der blev dannet »unerede« samfund, der anerkendte Roms og pavens overhøjhed, men i øvrigt havde fået lov til at beholde de fleste af deres ejendommeligheder: kirkesprog, ritual, fester og helgener — ja endog gifte præster.

Historie

Begyndelsen

Den evangeliske mission i disse egne begyndte i begyndelsen af 1800-tallet gennem amerikanske presbyterianeres arbejde. Oprindeligt var det tænkt udelukkende som mission — men man indså snart nødvendigheden af at prøve på at vække liv i de østerlandske kirkesamfund, som muslimerne så ned på med foragt. Forsøg på at fremkalde en reformation inden for disse stødte på hård modstand — de vandt nogle, men i stedet for, at der gennem disse kunne komme nyt liv i de gamle menigheder, blev de tvungne til at forlade deres kirkesamfund og danne små evangeliske menigheder. Dette arbejde blev senere overtaget af den irske presbyterianske mission under ledelse af mænd som Dr. Crawford og pastor Stuart Crawford, og efter disse blev arbejdet overtaget af den danske Østerlandsmission den 1. juni 1905. I de 5 byer, som de danske fik overdraget — Yabrud, An Nabk, Deir Atiyeh, Hafar og Karjatèn — fandtes en kristen menighed på ca. 120 medlemmer, og i alle byer med undtagelse af Hafar fandtes skoler med børn både fra de kristne og fra muslimske hjem. Fem indfødte medarbejdere gik ind under den nye ledelse for arbejdet.

Missionens stiftelse

Østerlandsmissionen blev stiftet den 10. marts 1898 ved et møde, som blev afholdt i Svendborg i anledning af pastor Ejnar Prips udrejse til Palæstina. En rejse, Prip for sit skrøbelige helbreds skyld havde foretaget til Orienten, havde vakt hans levende interesse for østerlændingene, og efter et møde med den senere lægemissionær i Nordindien dr., frk. Marie Holst følte han det som et personligt kald at drage ud som missionær. Først tænkte han på at tilbyde sig til Det Danske Missionsselskab, men da man var betænkelig ved at udsende ham til Indien med det svagelige helbred, han havde, blev det gennem Prips fader ordnet således, at han foreløbig kunne opholde sig i det »Syriske Waisenhus« i Jerusalem, indtil han kom ind i forholdene i disse egne og fik klarhed over, hvor han skulle være. Et udvalg med missionshistorikeren, pastor A.H.V. Sørensen som formand blev dannet ved nævnte møde i Svendborg, repræsenterende de »kredse«, der ønskede at stå bag ved Prips arbejde. Efter 4—5 års ophold i Jerusalem, der blev en god og lærerig forskole til den senere gerning, bosatte Prip sig i Karjatèn, hvor den presbyterianske mission havde haft en smule mission, som nu blev overgivet til Prip. I oktober 1901 blev dr. Fox Maule og hustru udsendt for at virke i lægemissionens tjeneste på Østerlandsmissionens arbejdsmark, og da Qalamoun-distriktet i 1905 blev overgivet til Østerlandsmissionen, stod også de parat til efter en forberedende uddannelsestid i Damaskus at gå ind i et selvstændigt arbejde. Deir Atiyeh blev udset til hovedstation, og her bosatte pastor Prip og dr. Fox Maule sig tillige med sygeplejersken frk. Laursen, der skulle hjælpe til på klinikken. Frk. Svanenskjold, der nogle år forinden var kommet til Syrien, udsendt af »Kvindelige Missions Arbejdere«, bosatte sig i An Nabk for derfra at lede skolearbejdet. Trods det store arbejde, som hermed blev lagt hen til Østerlandsmissionen, glemte man dog ikke det, der for Prip havde stået som den store opgave — at bringe evangeliet til ørkenens frie sønner, beduinerne, men at de havde deres udgangspunkt i kristne menigheder gav dem grund under fødderne over for den tyrkiske regering, der var uvenlig stemt over for al mission. Ofte var der vanskeligheder med de tyrkiske embedsmænd, lige som også katolikkerne søgte at lægge dem hindringer i vejen. Prædikearbejdet i distriktet havde pastor Prip, bistået heri af indfødte hjælpere. Lægearbejdet kunne gøres ud fra Deir Atiyeh — når man undtager de fjernere liggende byer som Hafar og Karjatèn, hvortil dr. Fox Maule derfor foretog rejser. På klinikken behandledes 1906 2.552 patienter; 2 år efter var dette tal steget til 7.621, og af disse var 58 % muslimer. Man indså snart, at det var nødvendigt for arbejdet at få et hospital, som man besluttede at bygge i An Nabk, der var distriktets hovedstad og den lokale myndigheds sæde. Forskellige vanskeligheder og politiske forhold gjorde, at det varede mange år, før denne plan blev realiseret. Fra 1913 fik man ansat en indfødt, kristen læge, dr. Da’ud Katibe i Al Nabk som læge og evangelist, og samme år blev sygeplejersken frk. Lauritsen udsendt. Pigeskolearbejdet stod overfor den særlige vanskelighed, at det var vanskeligt at skaffe tilstrækkeligt med kvalificerede, indfødte lærerinder. En værdifuld hjælp i skolearbejdet fik man i cand. mag. Alfred Nielsen, som sammen med sin hustru blev udsendt 1911.

Krige og revolutioner, 1908 – 1914

Den uro, der var i det tyrkiske rige, først i anledning af ungtyrkernes revolution 1908—09, derpå under krigen mellem Italien og Tyrkiet 1911—12 og senere under 1. Balkankrig, der udbrød i slutningen af 1912, mærkedes også i Syrien og vanskeliggjorde missionsarbejdet. Det kunne dog fortsættes uden afbrydelse, indtil 1. verdenskrig udbrød 1914 og tvang alle missionærerne til at forlade deres gerning og rejse hjem til Danmark.

Hjælpearbejde, 1919 – 1927

Først 1919 kunne de vende tilbage for at deltage i det hjælpearbejde, som blev udført for at støtte de mange nødlidende i Syrien, hvor nøden var uhyggelig stor. Skolearbejdet kom i gang 1920 under missionærernes ledelse. 1924 fandt en betydelig udvidelse af dette arbejde sted, idet man kunne indvie et skolehjem i An Nabk, der kom til at tjene som bolig for de danske, der havde med skolearbejdet at gøre, og for de syriske lærerinder og elever, der havde deres hjem i andre landsbyer. Lægearbejdet blev fortsat på klinikkerne i An Nabk med en ny, dansk læge, dr. H. Møller, som leder af arbejdet. I sommeren 1923 indsamledes 1/4 mio. Kr. i Danmark til hospitalet, som blev indviet den 17. maj 1927.

I slutningen af 1921 flyttede Alfred Nielsen til Damaskus for at begynde et nyt arbejde blandt muslimerne der. Arbejdet er udført ud fra et læseværelse, hvor der også holdtes mindre møder. Her havde Østerlandsmissionen set de første frugter af arbejdet blandt muslimerne, idet Abu Ibrahim med familie blev døbt 1925. Arbejdet her var på grund af muslimernes modstand meget vanskeligt og måtte i 1927 standse, og Alfred Nielsen og hustru måttet forlade byen.

1. verdenskrig medførte, at Syrien kom under Frankrig — på mange måder et gode for missionen. I vinteren 1925—26 udbrød imidlertid en opstand, idet druserne rejste sig mod franskmændene. Det blev en tid fuld af uro og spænding for missionærerne, da Kalamun-distriktet var skuepladsen for mange af kampene. Hen på sommeren lykkedes det dog franskmændene helt at undertrykke oprøret.

Tidlige ’dialogprojekter’ mellem kristne og muslimer er et særligt træk ved Østerlandsmissionen: I 1920erne med udgangspunkt i en læsestue i Damaskus og gennem fælles bogprojekter mellem missionæren Alfred Nielsen og muslimske teologer, samt ved at missionen betalte syriske prædikanters ophold ved det vigtigste islamiske universitet, Al-Azhar i Kairo.

Udvikling

Østerlandsmissionen havde haft en jævn og rolig udvikling. Indtil sin død 1911 stod Vilh. Sørensen som den myndige og dygtige leder af hjemmekomiteen. Da man, efterhånden som arbejdet voksede, følte nødvendigheden af en fastere organisation, blev der udarbejdet en del regler for missionen ude og hjemme, hvis hovedtanker var følgende: ledelsen på missionsmarken skulle ligge hos missionsrådet, der bestod af 3 medlemmer valgte af missionærerne. Dette råd førte tilsyn med arbejdet, ledede administrationen, antog og afskedigede syriske medarbejdere og havde medbestemmelsesret ved antagelse og afskedigelse af danske missionærer. Missionærforsamlingen, som bestod af alle arbejdende missionærer, samledes mindst 4 gange om året til drøftelse af arbejdet og valgte Missionsrådet. Ledelse hjemme: Hjemlandsudvalget bestod af indtil 18 medlemmer, hvoraf mindst halvdelen skulle være lægfolk. Dette udvalg havde ansvar for de indkomne midler, og afgjorde alle spørgsmål vedrørende det hjemlige arbejde. Det valgte formand og et forretningsudvalg. På lignende måde som med andre missionsselskaber fandtes der en række »kredse«, som åndeligt og økonomisk stod bag ved arbejdet.

Afslutningen 1946-1964

Efter Syriens selvstændighed i 1946 blev missionærerne efterhånden udsat for forskellige restriktioner, og missionærerne havde svært ved at omstille sig til de nye tider – selvom de også formåede at opdyrke nye aktiviteter som fx nødhjælp i palæstinensiske flygtningelejre. I 1946 kom et forbud mod kristendomsundervisning blandt muslimer, der fik missionærerne til at nedlægge skolerne i en periode, og i 1954 vedtog regeringen, at udlændinge ikke måtte lede hospitaler. Samtidig blev missionærerne udsat for voksende kritik fra de lokale kristne, der krævede indflydelse på kirkerne og det sociale arbejde. Det førte i 1960 til en formel overdragelse af Østerlandsmissionens arbejde til Den evangeliske Synode i Syrien og Libanon, og i 1964 trak missionen sig helt ud af arbejdet som konsekvens af en konflikt med den lokale kirkeledelse. Herefter fortsatte Dansk Missionsselskab kontakten men i stigende grad i form af ekstern bistand til de syriske kristne. En stor del af missionens institutioner og bygninger findes imidlertid stadig.

Missionærer og medarbejdere

Omkring 1920 var missionærernes antal 16 (inkl. hustruer), syriske medarbejderes antal 29 og menighedsmedlemmernes antal ca. 180. Indtægten til arbejdet var ca. 130.000 kr om året.

Ledelse

Efter pastor Vilh. Sørensen’s død 1911 blev professor Nyholm valgt til formand og virkede som sådan til begyndelsen af 1927, næstformanden pastor Siegumfeldt overtog da midlertidigt formandshvervet, indtil provst S. Nyholm 1928 overtog formandsposten. Som sekretær virkede pastor Siegumfeldt fra 1898—1920, pastor H. F. Jørgensen fra 1920—24 og endelig pastor Juul-Sørensen fra 1924.

Litteratur

Maiken Enggaard: "På østerlandsmission i Syrien", 'Alle tiders historie', den 11. oktober 2009)

Bruno Bødker Hansen: Blandt Muslimerne i Kalamun – Østerlandsmissionens arbejde i Syrien indtil 1927, Gad, København 1987.

Daniel Henschen: "Da danskerne ville omvende muslimerne" (Kristeligt Dagblad, den 31. december 2010)

Daniel Henschen: "De gode Muhammedanere – den Danske Østerlandsmissions konstruktion af beduiner som muslimsk minoritet" , artikel i Tidsskrift for Islamforskning, 2010 (2).

Harald Nielsen 2005: Tålmodighed forpligter : 9 kapitler af Danmissions islamhistorie. Forlaget Unitas, København.

Eksterne henvisninger

Salmonsens Konversationsleksikon, 2. udgave, bind XXV (1928), s. 870-872; opslag: Østerlandsmissionen