Mønsterstrik

Mønstre med enkeltapparat

Mange mønsterstrikninger skal strikkes med kam og sidelodder, men det gør det vanskeligere at få strikkeprøven til at passe nøjagtigt. Når man er lidt øvet, er det dog ikke altid, man behøver lodder til strikkeprøven. Men det forhindrer ikke, at man strikker selve arbejdet med lodder, hvis det går nemmere.

Farvestrikning

Hvis man fx. strikker farvemønster over det hele, kan man godt undlade lodder, og så kan man lave prøven, ligesom man laver en glatstrikket prøve og måle længden i kanten. Men skal der være et enkelt mønster fx. midtpå det glatstrikkede, er man som regel nødt til at bruge lodder. Hvis mønsteret ikke fylder ret meget, kan man rette sig efter en glat prøve, men fylder det det meste af strikningen, kan man simpelthen vælge et tilfældigt mønster til prøven, som så kan strikkes uden lodder. Man vil som regel begynde med et par rækker glatstrikning, inden man begynder på mønsteret, men man skal først stille rækketælleren, når man begynder på mønsteret, og så måle længden derfra. Det er klart, at der går flere masker til farvestrikning, fordi trådene på vrangen trækker strikningen sammen. Hvis man derfor laver borter af farvestrik skiftevis med glatstrikning, må man strikke farvemønsteret med en maskestørrelse højere end glatstrikningen.

Der er grænser for hvor lille en maskestørrelse , man kan bruge til farvestrikning, for trådene på vrangen bliver for lange, hvis man fx. strikker under maskestørrelse 5-6. Trådenes længde er jo afhængig af nåleafstanden, og ikke kun af maskestørrelse. Hvis det drejer sig om et enkelt mønster, kan man måske klare sig ved at sætte nogle af de længste tråde op på en nål; det ses ikke på retten. Hvis der er mange lange tråde, kan man hækle dem op, og sætte sidste maske op på en nål. Man må begynde med en kort tråd, eller allerbedst begynde ved at trække den første tråd ind under en maske, så man derved hæfter hæklingen fast på midten. Kun hvis man strikker med tykkere garn som mønstertråd, kan det ses lidt på retten.

Hvis man vil strikke med tre farver på samme række, må man i stedet for farveknappen bruge tomgangsknapperne. Det er mest praktisk at have alle tre farver i samme side, strikke dem én ad gangen og gå tom tilbage og hente den næste farve, indtil man har alle farver på den anden side. D.v.s. man må lave kortet sådan, at man springer en række over, de gange man skal gå tom tilbage. Når man begynder på en ny række, skal man ikke springe en række over, for nu har man alle farverne i samme side. Man får naturligvis længere tråde på vrangen jo flere farver man strikker med. Jeg vil ikke anbefale at strikke med mere end tre farver; maskinen er ikke så glad for det. Min er i hvert fald ikke.

Uægte jacquard

Hvis man strikker med garn, der er for tyndt til farvestrikning, har man en anden mulighed, som jeg kalder uægte jacquard. Det er en type mønstre, der består af skiftevis to rækker mønster og to rækker bundfarve. For hver farve tager man nogle masker løst af. Det gøres på maskine ved at bruge tomgangen, d.v.s. de masker, der ikke skal strikkes, bliver i strikkestilling, og de, der skal strikkes, skal stå i tomgangsstilling. De masker, der ikke bliver strikket, vil rage op i næste farve og danne de lodrette linier i mønsteret. Der må aldrig være flere masker ved siden af hinanden ude af funktion, ligesom der heller ikke må være mere end 2 rækker med hver kombination af nåle. Prikkerne angiver, hvilke nåle der ikke skal strikkes. De er hver anden gang i en mønsterrække og hver anden gang i en bundfarve række. Mønsteret kan ikke gå skråt, for så ville nålene skulle ud af funktion to gange i træk.

Det siger sig selv, at disse mønstre bliver ret kompakte. Derfor egner de sig bedst til borter. Et typisk eksempel er de klassiske à la grecque-borter, men har man først forstået systemet, kan man selv lave mange andre mønstre.

Herunder er nogle eksempler på uægte jacquard:

Det første viser, hvordan man tegner mønsteret. Begynd med nederste række, det er en mønsterrække. Her skal de hvide felter med prikker sættes ud af funktion. Strik 2 rækker. Derefter strikkes 2 rækker bundfarve, og her sættes de mørke felter med prikker ud af funktion o.s.v. Hvis mønsteret skal begynde med en bundfarve-række, må man begynde med en stribe af mønsterfarven. Figur 2 viser et andet mønster, som er strikket. Der kan man se, at hvis man vil have mere end 1 maske imellem, kan man klare sig ved at lave prikker, derved bliver mønsteret knap så kompakt. Det tredje mønster viser øverst mønsteret, derefter først hvordan man skal lave sit kort, hvis man kan strikke negativt og dobbelt så højt, og det sidste, hvordan man laver mønsteret, hvis man ikke kan. De sorte er mønsterrækker, de røde er bundfarve-rækker, de hvide er de nåle, der bliver i strikkestilling, og altså er ude af funktion.

Til disse mønstre går der ca. dobbelt så mange rækker som masker, men da man strikker 2 rækker med hver farve, bliver mønstrene nogenlunde lige store på hver led.

Hvis du selv vil lave mønstre, så tegn på et ternet stykke papir, og prøv at sætte prikker som på tegningen, så kan du se, om det kan lade sig gøre.

Hulstrikning

Ved hulstrikning bliver strikningen løsere end glatstrikning. Det kommer naturligvis an på, hvor tæt hullerne sidder. Er der kun få huller, retter man sig efter en glatstrikket prøve. Har man hulslæde, vil man altid have hulslæden i venstre side og slæden i højre, med mindre hulslæden er indbygget. Derfor må man strikke mindst 2 rækker mellem hver hulrække. Gør man det, og er hullerne ellers jævnt fordelt, gælder følgende regel: Hvis maskerne kun er flyttet en plads, skal mønsteret strikkes et nr. lavere end glatstrikning. Er maskerne flyttet flere pladser, så der fremkommer et strukturmønster, kan man bruge den samme maskestørrelse som på den glatstrikkede prøve. Hvis man strikker hulmønstre skiftevis med glatstrikning, må man sætte maskestørrelsen et nr. ned, hver gang man strikker hulstrikning, med mindre man har flyttet maskerne flere pladser, og sætte den op igen, når man strikker glatstrikning. Man kan altså til hulstrikning klare sig med en glatstrikket prøve.

Fangstrikning

Fangstrikning (også kaldet tuck) er et strukturmønster, der fremkommer på vrangen. Man kan lave fangstrikning ved at sætte de nåle i hvilestilling, der skal "fanges". Derved lægger trådene sig over dem, og når man tager dem med igen, fastholdes de pågældende tråde af den næste række. Der må ikke være flere fangede tråde ved siden af hinanden. Fangstrikning kan også laves med patentknapperne. Derfor kaldes det i engelske brugsanvisninger for tuck. Det ser pænere ud, fordi strikningen trækker lidt, hvis man sætter nålene i hvilestilling. Når maskinen er indstillet til patent, strikkes kun de nåle, der er i tomgangsstilling, og tråden lægger sig over de nåle, der er i strikkestilling. (På ROYAL kan man ikke se hvilke nåle, det drejer sig om. Der indstiller man på patent, og så sørger hulkortet for mønsteret). Man kan strikke 2 eller flere rækker med hver nålekombination. Fx. kan man strikke vaffelmønster ved at strikke hver fjerde maske patent, strikke 4-5 rækker, og derpå forskyde 2 masker og strikke 4-5 rækker. Til disse mønstre kræver de fleste maskiner nok kam med sidelodder. Dog på en lille strikkeprøve kan man som regel klare sig uden lodder. Så er prøven lettere at få til at passe, og man laver den på samme måde som en glatstrikket prøve. Prøven glattes dog lidt ekstra ud i bredden, men uden at den strammer. Har man brugt lodder, kan kanten ikke bruges som længdemålet, men man kan holde prøven lidt sammen i højden, dog uden at lave folder. Der er ikke noget i vejen for, at man strikker selve arbejdet med lodder, selvom man ikke har brugt lodder til strikkeprøven.

Man kan lave nogle smukke kniplingsmønstre ved fx. at strikke på hver anden nål, og så fange trådene på hver fjerde eller hver sjette nål, evt. forskudt for hinanden. Der er mange muligheder.

Snoninger

Snoninger kan laves på enkeltapparat ved at man, i stedet for at have en vrangmaske på hver side af snoningen for at fremhæve den, udelader en maske og sætter nålen ned i udgangsstilling, så der kommer en hulsøm.

Vævemønstre

Vævemønstre fremkommer på vrangen. De kan kun laves, hvis man har vævebørster, enten indbygget i maskinen, eller løse som ekstraudstyr, der kan sættes på. Man strikker bunden glat med tyndere garn. Vævegarnet lægges med hånden og føres af et hak på siden af slæden. Det skal være tykkere end det underste og kan godt være tykkere garn, end man ellers kan strikke på maskinen. D.v.s. man strikker faktisk med 2 tykkelser garn. Vævetråden bliver bundet de steder, hvor der skiftes mellem nåle, der er oppe og nede, d.v.s. i strikkestilling og i tomgangsstilling. Tråden kan lige så godt gå over nåle, der er oppe, som nåle der er nede. Det er skiftet mellem dem, der forårsager bindingen.

Der er mange muligheder med vævestrikning. Hvis man fx. vil have en regulær mønstervirkning frem, kan man skifte mellem en bund, hvor man skiftevis sætter hver anden nål og de modsatte hver anden i tomgangsstilling (salt og peber), og et mønster hvor man går over flere nåle. Disse mønstre bør være ret enkle.

Strikkeprøver til vævestrik kan bruges med det samme. Vævetrådene fastholder strikningen.

Vævestrik har den egenskab, at man kan klippe i det, Maskerne løber ikke længere end til det første sted, vævetråden er hæftet.

Intarsiastrik

Intarsiastrik laves med en intarsiaslæde, som er ekstra tilbehør. Den strikker med nålene i tomgangsstilling. Det betyder, at man kan lægge tråden med hånden, og dermed lægge forskellige farver ind på samme række og sno trådene om hinanden, der hvor de mødes. Man kan lave intarsiastrik med kun to farver, der skilles midt i eller på skrå, eller hvad man nu vil. Man kan også lave forskellige farver firkanter, ens eller forskellige størrelser, eller andre figurer.

Hvis man har mange farver, kan det hurtigt gå i kludder, hvis man ikke gør som følger: Man må hele tiden passe på, at garnet på udvejen bliver snoet den ene vej, og på hjemvejen bliver snoet tilbage igen. Hvis man ikke skal bruge ret meget af hver farve, kan man lave små dunter, hvor man trækker tråden ud indefra. En dunte laves ved at vikle noget garn rundt om hånden, men lade et stykke af begyndelsestråden hænge frit, og til sidst fastholde garnet ved at vikle lidt rundt om midten af dunten. Dunterne må ikke være så løse, at de falder på gulvet, men de skal hænge et stykke ned. Tråden må heller ikke være så stram, at den er besværlig at trække ud. Hvis man skal bruge lidt større nøgler, kan man anbringe dem i hver sin lille plastikpose med en tøjklemme om, som holder tråden tilpas stram. Også her skal tråden tages indefra.

Hvis man har strikkeleder, kan man strikke billeder, som tegnes ind på snitmønstret på arket, så man kan aflæse, hvor man skal skifte farve.

Hvis man har en platingarnfører, kan den også bruges til intarsiastrik, da man kan se nålene, så man kan skifte tråd det rigtige sted, men desværre kan man ikke samtidig strikke farvemønster. Platingarnføreren er beregnet til, at man kan sætte en ekstra tråd ind, fx. en tynd guld- eller sølvtråd, som strikkes sammen med den egentlige tråd, og som kan ses enten på retten eller vrangen, alt efter om man sætter den foran eller bagved.

Gartermønstre

Hvis man har en garterslæde, kan man lave ret-vrang mønstre efter hulkort. Disse mønstre kan godt laves uden kam og lodder, i hvert fald på BROTHER. Prøven kan laves på samme måde som en glatstrikket prøve. Garterslæden strikker selv, men det går til gengæld meget langsomt. Jeg vil tro, en hurtig håndstrikker kan strikke næsten lige så hurtigt. Fordelen ligger i, at man ikke skal sidde ved den. Men skal der tages ind eller ud, må man passe at være der, ellers tager det flere dage at strikke et stykke. Hvis man vil slukke maskinen fx. om natten, kan man risikere, at mønsteret har forskubbet sig, når man tænder igen. Derfor skal man altid, hvis det er muligt, kode mønsteret ind, så det bliver på samme sted.

Mønstre med ribapparat

Foruden at strikke rib i forskellige udgaver, 1 ret - 1 vrang, 2 ret - 2 vrang, o.s.v., kan man lave forskydningsmønstre, patent, og patentforskydning. Hvis man på ribapparatet udelader en nål fx. 2 steder på midten, så der er 2 tomme nåle i stedet for 1, kan man lave forskydning på stykket imellem dem og ikke på resten. Hvis man forskyder den anden vej, kommer forskydningen på siderne og ikke på midten. På den måde kan man lave enten striber eller terner ved at skifte med at forskyde til den ene eller den anden side.

Man kan også strikke patent på hovedapparatet efter kort, og almindelig rib på ribapparatet. Herved fremkommer noget, der ligner et hulmønster. Mønsteret skal laves på alle nåle (fuld rib), med mindre man har en knap, der kan gøre mønstret dobbelt så bredt, hvad nogle maskiner har.

Jacquard

Udover disse mønstre kan man på nogle nyere maskiner lave flerfarve-rib (jacquard). Det kræver en farveskifter, som fås med fire farver og garnfører med plads til fire farver. Mønsteret strikkes med skiftevis 2 rækker mønster og 2 rækker bundfarve. Man begynder med 1 række bundfarve. Derved bliver rækkerne forskudt for hinanden, så skiftet ikke bliver så synligt. På nogle maskiner findes en knap, som automatisk forandrer mønsteret på kortet til jacquard. Skal man derimod lave mønstrene selv, bliver det meget besværligt; men det kan lade sig gøre. Der følger dog mønsterkort med, som er beregnet til jacquard, når man køber tilbehøret. Fordelen ved jacquard er, at man undgår tråde på vrangen, som især kan være et problem, hvis man strikker store mønstre eller store enkeltmotiver. Mellemrummene bliver i stedet for strikket på ribapparatet.

Mønstrene kan laves på 3 måder:

På alle nåle.
Med hver tredje nål på ribapparatet og alle på hovedapparatet.
På hver anden nål.

Metode 1: lader sig bedst gøre, hvis ribapparatet har en knap, der kan stilles til at tage hver anden nål den ene vej og de modsatte hver anden den anden vej. Her må man passe på, hvis man tager ud eller ind i den ene side, for så kommer der kludder i systemet, idet den tager de samme nåle hver gang. Man kan imødegå dette ved at skubbe nr. 2 nål op, for maskinen vil altid begynde med den. Men hvis man har samme nålenummer i begge sider, sker det ikke. Hvis man tager ind eller ud i begge sider, må man bruge begge tråde i farveskift siden, ellers taber den masker, når man skifter farve.

Metode 2: Metode 1 bliver ret tyk. Men man kan nøjes med at have hver tredje nål med på ribapparatet. Man må da forskyde halvt, så nålene kommer imellem hinanden. På hovedapparatet vil der være 3 nåle imellem. Der går lidt flere masker til på hovedapparatet end til glatstrikning, fordi vrangmaskerne trækker det lidt sammen.

Metode 3: Rib på hver anden nål. Den kræver en knap, der gør mønstret dobbelt så bredt, medmindre man laver specielle mønstre, der kun går over hver anden. Med denne strikning kan man blandt andet strikke navn i ribborten på sokker. Navnet skal på én gang laves på hovedet og spejlvendt. Hvis man derimod har en maskine, der kan strikke oppefra og ned, skal navnet ikke være spejlvendt, for det bliver det, når det bliver vendt på hovedet. Man strikker jo sokker oppefra og ned. Hvis man har hulkort over 24 masker, er der kun plads til initialer. Kun hvis man har printkort eller diskette, kan man få plads til hele navnet. Har man slået 60 masker op til sokker, er der plads til et navn på 5 bogstaver. Hvis det ene er i eller j, kan der blive 6.

Til jacquard skal maskestørrelsen være 1-2 numre lavere på ribapparatet end på hovedapparatet. Til store maskestørrelser 2 numre, og til mindre 1, og til de allermindste måske kun 1/3.

De fleste maskiner kræver lodder til alle rib-mønstre. Derfor må man lave strikkeprøven på en anden måde. Slå fx. 60 masker op og hæng blot et af de små lodder på midten. Prøven skal ligge mindst 2 dage, og gerne flere dage.

Både længde og bredde skal måles på midten, dog til patentstrikning skal bredden måles et par cm under kontrastfarven, som også skal strikkes i patent. Strik fx. 10 rækker kontrastfarve, det svarer til 5 rækker almindelig strik, og kør maskerne af uden at lukke.

Strikker man med meget tyndt garn fx. på maskestørrelse 1, kræver det, at man har et lille lod i hver side. Derfor må det også ligge i flere dage.

Næste kapitel: Problemer med strikningen